Fortælling om Gunløg Ormstunge
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|||||
|
Islandske Sagaer
Fortælling om Gunløg Ormstunge
Efter det Islandske Grundskrift ved N. M. Petersen
4. udgave ved Verner Dahlerup og Finnur Jónsson
Versene ved Olaf Hansen
Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Kjøbenhavn 1926
Egils og Asgerds Søn Thorsten Egilsen (1) boede paa Gaarden Borg i Borgefjord efter sin Fader. Han var en stor Høvding, en rig Mand, klog og sagtmodig; lignede hverken i Vækst eller Styrke sin berømte Fader, men dog var han en særdeles kraftig Mand og afholdt af Folk; han var en tækkelig Mand med hvidt Haar og smukke Øjne. Hans Kone hed Jofrid, en Datter af Gunnar Hlifsen. Da Jofrid blev gift med Thorsten, var hun kun atten Aar gammel, og da havde hun allerede været gift før, nemlig med Tunge-Ods Søn Thorod, og hun var da Enke; hendes Datter af første Ægteskab hed Hungerd og blev opfødt paa Borg hos Thorsten. Jofrid var en mandig Kvinde; hun og Thorsten havde flere Børn.
En Sommer lagde der et Skib ind i Mundingen af Guvaa. Føreren hed Baard, og var en Nordmand; han var rig og noget til Aars, og en kløgtig Mand. Thorsten red ned til Skibet; han plejede som Høvding at afgøre, hvorledes Købstævnet skulde være, og denne Rettighed udøvede han ogsaa her (2). Nordmændene fik sig Ophold hist og her, hvor de kunde komme til; men Skibsføreren tog Thorsten selv imod, da han bad ham der om, og han var nu hos ham om Vinteren; ret ordknap var han, men Thorsten beværtede ham godt. Denne Nordmand havde megen Gammen af at tyde Drømme. Om Foraaret sagde Thorsten en Dag til ham, om han havde Lyst til at ride med ham op under Valfjæld, hvor Folk i Borgefjord havde deres Tingsted; thi han havde hørt, at hans Bodvægge der var sunkne sammen. Nordmanden sagde ja, og de red af Sted sammen, ledsagede af en af Thorstens Huskarle, til de kom op under Valfjæld til en Gaard, som hed Grenje, hvor der boede en fattig Bonde ved Navn Atle, der var Thorstens Landsæde (3). Til ham sagde Thorsten, at han skulde følge med dem og tage Skovl og Hakke med. Da de nu var komne til Boderne, gav de sig alle til at arbejde og satte Væggene i Stand; men da det var en hed Solskinsdag, blev Thorsten og Nordmanden meget trætte. Da de nu var til Ende med Arbejdet, satte Thorsten og Baard sig i Boden, og den første faldt i Søvn og sov meget urolig. Baard sad hos ham, og lod ham drømme ud i Ro; og da han vaagnede, var han meget mødig. Nordmanden spurgte ham, hvad han havde drømt, siden hans Søvn var saa urolig; men Thorsten vilde ikke indlade sig derpaa, og svarede, at Drømme ikke havde noget at betyde. Da de red hjem om Aftenen, spurgte Nordmanden endnu en Gang, hvad det var han havde drømt, og Thorsten svarede: »Skal jeg fortælle dig min Drøm, saa skal du ogsaa raade den og sige mig, hvad den betyder.« Baard lovede, at han vilde se hvad han kunde. »Min Drøm var,« vedblev da Thorsten, »at det forekom mig, at jeg var hjemme paa Borg; jeg sad uden for Hoveddøren og saa op paa Husene; og paa Mønningen saa jeg en fager og dejlig Svane, som det forekom mig hørte mig til, og som jeg holdt meget af. Men ned fra Fjældene kom der flyvende en stor Ørn, der fløj hen og satte sig ved Svanen og kælede for den; og hun, tyktes mig, syntes vel derom. Jeg lagde Mærke til, at Ørnen var sortøjet og havde Jærnkløer; men en flink Fugl syntes den mig at være. Dernæst saa jeg en anden komme flyvende fra Sønden; den fløj hid til Borg, satte sig paa Husmønningen hos Svanen og vilde ligeledes lokke for hende; ogsaa det var en stor Ørn. Men straks derpaa tyktes mig, at den Ørn, der var kommen først, begyndte at rejse Fjedre, da den anden kom til, og de stredes skarpt og længe, og jeg saa, at de begge blødte; men det blev Enden paa deres Strid, at de faldt begge, hver til sin Side, ned af Huset, og var da begge døde; men Svanen sad alene tilbage, og var meget nedslaaet. Og derefter saa jeg endnu en Fugl komme flyvende fra Vesterkanten; det var en Falk; den satte sig hos Svanen, og lod meget blid imod hende, hvorpaa de begge fløj bort i samme Retning, som Falken var kommen fra; og da vaagnede jeg. Denne Drøm er sagtens lidet mærkelig,« sluttede han, »og har vel Hensyn til Vindene, at de vil mødes fra de Verdenskanter, fra hvilke jeg saa Fuglene komme.« Baard sagde: »Det er ikke min Mening.« »Saa lad mig da høre,« sagde Thorsten, »hvad du efter dit Skøn finder deri.« Hvorpaa da Baard sagde: »Disse Fugle maa være Menneskers Fylgjer (4); din Kone er frugtsommelig, og vil føde et smukt og fagert Pigebarn, som I begge vil holde meget af; til denne din Datter vil gæve Mænd bejle, som har hjemme paa de Kanter, Ørnene kom flyvende fra; de vil fatte stor Kærlighed til hende, og derpaa strides om hende, og begge sætte Livet til derover; og saa vil en tredje Mand bejle til hende fra den Kant Falken kom flyvende, og ham vil hun blive gift med. Nu har jeg tydet din Drøm, saaledes som jeg tror det vil gaa.« Thorsten svarede: »Det er en slet og uvenlig Udlæggelse af min Drøm, og du forstaar vist ikke at tyde Drømme.« »Ja, ja da,« sagde Baard, »du skal selv komme til at se, hvorledes det gaar.« Fra den Tid kunde Thorsten ikke ret lide Nordmanden, der rejste sin Vej om Sommeren og heller ikke har mere at gøre med denne Fortælling.
Om Sommeren vilde Thorsten ride til Tings, og sagde, før han tog hjemme fra, til sin Husfrue Jofrid: »Du er nu med Barn; hvis du kommer ned med en Pige, skal hun sættes ud, men bliver det en Dreng, skal han leve.« Thi den Gang, medens hele Island endnu var hedensk, var det ikke usædvanligt, at fattige Folk, der havde mange at forsørge, lod deres Børn udsætte, endskønt det altid blev regnet for en meget slet Gerning. Jofrid svarede ham derfor ogsaa: »Det er et stygt Ord af en saadan Mand, som du, og noget som du aldrig vil kunne bære over dit Hjerte, du, der er saa rig.« Men Thorsten svarede: »Du kender mit Sind, og ved, at det ikke vil gaa godt, naar min Vilje ej bliver opfyldt.« Derpaa red han til Tings; men Jofrid fødte imedens et overmaade fagert Pigebarn. Kvinderne vilde bringe hende det, men hun sagde, det ikke var værd, og lod Faarehyrden, der hed Thorvard, kalde, og sagde til ham: »Du skal tage min Hest, lægge Sadel paa, og bringe dette Barn til Hjardarholt til Thorgerd Egilsdatter, og bede hende opføde det hemmelig, saa at Thorsten ikke faar noget at vide deraf. Med saa kærlige Øjne ser jeg paa dette Barn, at jeg ikke nænner, del skal udsættes. Her er tre Mark Sølv, som du skal have til Løn for dit Arbejde; og Thorgerd skal skaffe dig en Skibslejlighed og forsyne dig med Levnedsmidler til at rejse bort fra Landet.« Thorvard gjorde som hun bød, red til Hjardarholt med Barnet, og overgav det til Thorgerd, der lod det opføde hos en af sine Landsæder i Hvamsfjorden; og Thorvard skaffede hun Skibslejlighed i Skeljevig i Stengrimsfjord (5), saa han om Sommeren rejste bort. Da Thorsten nu kom hjem fra Tinget, sagde Jofrid til ham, at Barnet var udsat efter hans Bud; men om Hyrden sagde hun, at han var løbet sin Vej, og havde stjaalet hendes Hest og taget den med sig. Thorsten svarede, at hun havde handlet ret, og fik sig en anden Hyrde til sine Faar.
Nu hengik der seks Aar, uden at dette kom op; da red Thorsten efter Indbydelse til et Gæstebud hos sin Maag, Olaf Høskuldsen paa Hjardarholt, som den Gang var den mest ansete af Høvdingene der vester paa. En af Gildesdagene sad Thorgerd i Højsædet og talte med sin Broder Thorsten, medens Olaf var i Samtale med andre Mænd; lige over for dem paa Bænken sad tre Smaapiger. Da sagde Thorgerd: »Hvorledes, min Broder, synes du om disse tre Møer, der sidde her lige over for os?« »Meget godt,« svarede han, »men den ene er dog langt fagrere end de andre; hun har Olaf Paas Tækkelighed, men vi Myremænds skære Hud og Ansigtstræk.« Thorgerd sagde: »Deri har du Ret, min Broder, at hun har skær Hud og Aasyn efter os af Myremændsslægten; men det om Olafs Tækkelighed passer ikke, thi det er ikke hans Datter.« »Hvorledes skal jeg forstaa det,« svarede Thorsten, »da hun jo dog er din Datter?« »Sandt at sige dig, Broder,« sagde hun, »saa er denne fagre Pige din Datter og ikke min;« hvorpaa hun fortalte ham alting, hvorledes det var gaaet til, og bad ham tilgive hende og hans Husfrue, at de saaledes havde skuffet ham. Thorsten svarede: »Jeg kan ikke vredes paa Eder over dette; og det gaar her som i de fleste Ting, at Skæbnen vil raade, og I have paa en god Maade bødet paa min Uforstand; saa godt synes jeg om denne Mø, at det synes mig en stor Lykke at eje saa fagert et Barn. Hvad hedder hun?« »Hun hedder Helga,« svarede Thorgerd. »Helga den Fagre,« sagde Thorsten og tilføjede: »Gør nu alting i Stand saaledes, at hun kan tage hjem med mig.« Thorgerd gjorde saa. Ved Afskeden blev Thorsten fulgt ud med mange gode Gaver, og tog hjem med Helga, der nu paa Borg blev opdraget med megen Omhu og Kærlighed, og var meget afholdt baade af sin Fader og Moder og alle andre.
Paa denne Tid boede Illuge hin Svarte oppe paa Hvidaaside (6) paa Gaarden Gilsbakke; han var den største Høvding i Borgefjord ved Siden af Thorsten Egilsen, og en særdeles mægtig Mand, meget haardsindet, og en god Støtte for sine Venner. Med sin Kone Ingeborg havde han mange Børn, blandt hvilke vi her nævner Sønnerne Hermund og Gunløg, begge haabefulde Børn, og den Gang næsten voksne. Gunløg i Særdeleshed udviklede tidlig sin Legemsstyrke og Vækst; han havde lysebrunt Haar, der faldt godt, sorte Øjne, men en mindre veldannet Næse, dog tækkelige Ansigtstræk; han var smal i Midje, hærdebred og velskabt; af Sind var han tidlig hæftig, haard og paastaaende; en stor Skjald, men som saadan ret bidende, og derfor kaldtes han Gunløg Ormstunge (7). Da han var femten Aar gammel, bad han sin Fader om Rejsepenge, og sagde, at han vilde rejse udenlands at se andre Folks Sæder. Men Illuge Bonde vilde ikke ret indlade sig derpaa, og mente, at han ikke vilde blive medgørlig udenlands, da han endnu ikke ret havde lært at skikke sig blandt sine egne. Kort efter, da Illuge en Morgen var staaet op, og gik tidlig ud, saa han, at hans Udebur (8) var lukket op; seks Varesække og Ridetøj var lagte ud. Han undredes meget derover; og i det samme kom Gunløg til, førende fire Heste, og sagde, at det var ham, der havde taget Sækkene ud. »Hvad vil du med dem?« spurgte Illuge. »Jeg vil have dem til min Rejse,« svarede Sønnen. »Du skal ingen Myndighed tiltage dig,« vedblev Faderen, »imod min Vilje, og ingensteds rejse, førend jeg vil;« hvorpaa han igen kastede Sækkene ind i Huset. Da red Gunløg sin Vej, og kom om Aftenen til Borg, hvor han bad Thorsten Bonde, at han maatte blive der, hvortil han fik Lov; og han fortalte da Thorsten, hvorledes han var kommen i Uenighed med sin Fader. Thorsten sagde, at han maatte blive der saalænge han vilde, saa han blev der et Aarstid og lærte Lovkyndighed af Thorsten, og var ogsaa vel lidt af alle andre. Jævnlig fornøjede han og Helga sig med at lege Tavl, og fattede straks Godhed for hinanden, hvilket siden viste sig. De var næsten jævnaldrende. Helga var saa fager, at de kyndigste Mænd har anset hende for den dejligste Kvinde paa Island; hendes Haar var saa stort, at hun kunde hylle hele sit Legeme deri, og saa fagert som hamret Guld; der gaves ikke i Borgefjord og vide andensteds saa ønskeligt et Parti, som Helga den Fagre. En Dag, da man sad i Stuen paa Borg, sagde Gunløg til Thorsten: »Der er endnu eet Afsnit i Loven, som du ikke har lært mig, og det er, hvorledes man skal fæste sig en Kone.« Thorsten svarede, at det var en ringe Ting, og lærte ham Fremgangsmaaden. Da sagde Gunløg: »Lad os nu se, om jeg har forstaaet det ret! Jeg vil nu tage dig i Haanden, og lade som om jeg fæstede mig din Datter Helga.« Thorsten svarede, at det var ingen Nytte til; men Gunløg greb straks hans Haand, og sagde: »Føj mig nu dog deri!« »Saa gør da, som du vil,« sagde Thorsten; »men det skal alle vide, som her hos er stedte, at dette skal være en aftalen Sag (9), og der skal ikke være nogen Underfundighed under.« Derpaa nævnede Gunløg sig Vidner, og fæstede sig Helga, og spurgte Thorsten, om det saaledes var ret og lovligt i alle Maader; hvorpaa den anden svarede, at han havde baaret sig rigtig ad; og alle de tilstedeværende havde megen Gammen deraf.
Kristendommen blev vedtaget paa Island, og alle Indbyggerne lod deres gamle Tro fare. Imidlertid opholdt Gunløg sig i tre Aar snart paa Borg, snart hjemme hos sin Fader paa Gilsbakke. Han var nu atten Aar gammel, og hans Ustyrlighed begyndte at sætte sig. Kort efter bad han atter sin Fader om at maatte rejse udenlands, og denne havde nu intet derimod, da Sønnen tyktes ham at te sig bedre. Illuge red derfor hjemme fra hen til en Mand, der hed Audun Festargarm (10), der havde sit Skib staaende ved Mundingen af Guvaa, og købte sin Søn Halvpart i Skibet, hvorfor Gunløg takkede ham, da han kom hjem. En af Illuges Hjemmemænd og hans nære Frænde, som var bleven opfødt der paa Gaarden, ved Navn Thorkel Svarte, gjorde sig rede til at rejse udenlands med Gunløg, og sørgede for, at alle Varer og deslige blev bragte om Bord paa Skibet, førend Gunløg kom; thi medens de andre gjorde alting i Stand, opholdt han sig paa Borg, og havde mere Lyst til at tale med Helga, end at arbejde med Købmændene. En Dag spurgte Thorsten ham, om han vilde ride med ham op til hans Heste i Lange-Vatnsdal, hvortil Gunløg straks var villig. De red ene to til de kom op til Thorstens Sæter, hvor der stod fire af hans Stodheste, røde af Lød; men Hingsten især var meget smuk. Thorsten bød Gunløg den (11); men denne svarede, at han ikke trængte til Heste nu, da han vilde rejse udenlands. De red nu videre til nogle andre Stodheste, en graa Hingst med fire Hopper, den bedste der var i Borgefjord. Og denne bad Thorsten Gunløg at modtage. Men Gunløg svarede, at han ligesaa lidet vilde have disse, som de andre »Men hvorfor,« udbrød han, »tilbyder du mig ikke det, som jeg gerne vil have?« »Hvad er det?« sagde Thorsten. »Din Datter Helga den Fagre,« svarede Gunløg. »Det lader sig ikke i en Hast afgøre,« sagde Thorsten, og gav sig til at tale om andre Ting; hvorpaa de igen red hjemad langs med Langaa. Da sagde Gunløg: »Jeg ønsker dog at vide, hvorledes du vil svare mig paa min Bejlen til din Datter Helga.« »Jeg bryder mig ikke om din Snak,« sagde Thorsten. »Det er mit Alvor,« svarede Gunløg, »og ikke Snak.« »Du skulde først vide, hvad du selv vilde,« sagde Thorsten; »har du ikke besluttet at rejse udenlands, og nu lader du, som om du vil bejle til en Kvinde; I passer ikke sammen, du og Helga, siden du er saa ustadig, og derfor bliver der intet af denne Sag.« »Hvor højt stiler du med din Datter,« sagde Gunløg, »naar Illuge den Svartes Søn ikke tykkes dig god nok? Og hvem er her i Borgefjord, som staar højere end han?« Thorsten svarede: »Jeg indlader mig ikke paa Mandjævning (12); men var du en saadan Mand som din Fader, saa vilde du ikke blive afvist.« Gunløg sagde: »Hvem her i Borgefjord vil du da heller give din Datter end mig?« Thorsten svarede: »Her er godt Mandevalg: Thorfinn paa Rødemel har syv Sønner, alle saa dygtige og dannede Mænd, som nogen kan ønske sig, og som ikke staar tilbage for dig.« Gunløg sagde: »Ingenlunde kan Thorfinn lignes med min Fader, da selv du staar noget tilbage for ham; hvad vil du saaledes sammenligne med, at han paa Thorsnæsting vovede sig imod Thorgrim Gode og hans Sønner, og drev det fuldt ud igennem, som Striden var om (13).« Thorsten svarede: »Jeg fordrev Ønund Sjones Søn Steinar fra mine Enemærker, og det var ikke noget ringe Foretagende (14).« »Ja,« sagde Gunløg, »det kunde du takke din Fader Egil for, ellers var det næppe lykkedes dig; men for Resten vil kun faa Mænd komme godt fra at forskyde mig som Svigersøn.« »Brug dine Trusler,« svarede Thorsten, »deroppe mod Fjældbyggerne (15); herude paa Myrerne kommer du ingen Vegne dermed.« Om Aftenen kom de hjem; men næste Morgen red Gunløg op til Gilsbakke, og bad sin Fader ride med sig paa Frieri til Borg. »Du er dog ogsaa et vægelsindet Menneske,« sagde Illuge; »nylig har du besluttet at rejse udenlands, og nu falder det dig ind, at du vil gaa paa Frieri; men jeg ved, at Thorsten ikke vil synes derom.« »Jeg vil gøre det alligevel,« sagde Gunløg, »og du faar ingen Fred for mig, førend du hjælper til heri.« Illuge red da selvtolvte ned til Borg, og Thorsten tog meget venskabelig imod ham. Morgenen efter gav Illuge sig i Tale med Thorsten: »Jeg og min Søn har et Ærinde til dig,« sagde han. »Lad os gaa her op paa Borgen, (16)« svarede Thorsten, »og der tale med hinanden.« De gjorde saa, og Gunløg gik med dem. Da sagde Illuge: »Min Søn Gunløg fortæller mig, at han har bejlet hos dig til din Datter, og jeg kommer nu for at høre, hvad der skal blive af den Sag; hans Slægt og vor Rigdom kender du, og jeg skal fra min Side ikke spare paa noget, hvorved han kan faa fast Ejendom, eller om jeg kan skaffe ham et Godord, hvis det kan fremme Sagen.« Thorsten svarede: »Jeg finder ikke noget at udsætte paa din Søn, uden at han forekommer mig saa ustadig; dersom han lignede dig i Sind, saa skulde jeg straks sige ja.« »Men det vil dog,« svarede Illuge, »gøre et Brud imellem os, hvis du ikke finder mig og min Søn passende til dit Svogerskab.« »Nu,« sagde Thorsten, »for dit Ords og for vort Venskabs Skyld skal din Søn have Løfte paa min Datter; men hun skal ikke være hans Fæstemø; hun skal vente paa ham i tre Aar, og imedens skal Gunløg rejse udenlands, og danne sig efter andre Mænds Sæder; men kommer han da ikke her tilbage, skal jeg være løst fra al Forpligtelse.« Og efter at dette var afgjort, skiltes de. Illuge red hjem, men Gunløg ned til Skibet. Og da de fik Bør, stak de i Søen, kom til Norge, og sejlede ind i Trondhjem til Byen Nidaros, hvor de lagde Skibet i Havn, og lossede deres Varer.
Over Norge herskede den Gang [1001] Erik Jarl Haakonsen og hans Broder Svend. Erik Jarl havde sit Sæde paa sin Fædrenegaard Lade (17), og var en mægtig Høvding. Skule Thorstensen, Thorsten Egilsens Søn paa Borg, var den Gang hos Jarlen, og var hans Hirdmand, og stod i megen Anseelse. Gunløg og Audun Festargarm gik med fem Mand ind paa Lade. Den første var iført en graa Kjortel og hvide Sokkebrog (18); han havde en Byld paa Foden nede paa Vristen, hvoraf der flød Blod og Vor, naar han gik. De gik hen for Jarlen og hilste ham sømmelig. Han kendte Audun, og spurgte om Nyt fra Island; hvorpaa denne fortalte hvad han vidste. Jarlen spurgte derpaa Gunløg, hvem han var, og han sagde ham sit Navn og sin Æt. »Skule Thorstensen!« sagde derpaa Jarlen, »hvad Slags Mand er denne paa Island?« »Herre,« svarede Skule, »tag vel imod ham! det er en Søn af en udmærket Mand paa Island, Illuge den Svarte paa Gilsbakke, og han er min Fosterbroder (19).« Jarlen sagde: »Hvad er der med dit Ben, Islænding?« »Der er en Byld paa det, Herre,« sagde han. »Og du halter dog ikke?« sagde Jarlen. »Skulde jeg halte,« svarede Gunløg, »saalænge begge mine Ben er lige lange!« Da sagde en af Jarlens Hirdmænd, ved Navn Thorer: »Han slaar stort paa, denne Islænding; det var ikke af Vejen, om vi forsøgte ham noget.« Gunløg gav ham et Øjekast, og sagde:
I Hirden er der een,
som er fuld af Men.
Vogt jer for ham,
den sorte! Han er gram.
Da vilde Hirdmanden gribe til sin Økse; men Jarlen sagde, han skulde være rolig; sligt skulde man ikke lægge paa Hjerte. »Hvor gammel er du, Islænding?« vedblev han. »Atten Aar,« svarede Gunløg. »Jeg skulde tro, du ikke bliver atten til,« sagde Jarlen. Gunløg sagde, men noget lavt: »Ønsk du ikke mig ondt, men tænk hellere paa dig selv!« »Hvad er det du der mumler, Islænding?« spurgte Jarlen. »Saadan som jeg tænker det burde være,« svarede Gunløg, »at førend du ønsker ondt over mig, skulde du heller bede om Lykke for dig selv.« »Hvorom da?« sagde Jarlen. »At du ikke,« svarede Gunløg, »skal faa en saadan Død, som din Fader Haakon Jarl« (20). Jarlen blev helt blodrød, og raabte: »Grib ham, denne kaadmundede Daare!« Da gik Skule hen til Jarlen og sagde: »For min Bøns Skyld, Herre, giv Manden Fred, og lad ham drage bort!« Jarlen sagde: »Saa lad ham skynde sig herfra, og aldrig mere komme i mit Rige, hvis han har sit Liv kært.« Da fulgte Skule ud med Gunløg, og gik ned paa Bryggen, hvor der just laa en Englandsfarer, rede til at lægge ud. Der fik Skule Gunløg og hans Frænde Thorkel Svarte om Bord; men det andet Skib overgav Gunløg tilligemed sit Gods til Auduns Omsorg. De sejlede nu ud i Englandshavet, og kom om Høsten til Bryggerne ved London, hvor de satte Skibet op.
Den engelske Konge Edelred (21) Edgersen opholdt sig just denne Vinter i London. Gunløg gik straks til Kongen, og hilste ham vel og værdig. »Hvad Landsmand er du?« spurgte Kongen; hvorpaa Gunløg sagde det, og vedblev: »Jeg er kommen hid til Eder, Herre, fordi jeg har digtet et Kvæde om Eder, og ønsker, I vilde høre det.« Dette syntes Kongen godt om, hvorpaa Gunløg fremsatte Kvædet med Tække og Fynd. Kongen takkede ham for Kvædet, og gav ham til Digterløn en Skarlagenskappe, der helt igennem var foret med udmærkede Skind og besat med Guldbræmmer ned til Skødet; og han gjorde ham tillige til sin Hirdmand, saa at Gunløg om Vinteren levede vel anset hos Kongen. En Dag hændte det sig om Morgenen tidlig, at Gunløg paa en Gade mødte tre Mænd, hvis Formand, der kaldte sig Thororm, var en stor og stærk Mand med et afskrækkende Ydre. Han sagde til Gunløg: »Hør engang, Nordmand! du kunde laane mig nogen Penge.« Hvortil Gunløg svarede: »Dette er saa en egen Sag; hvorledes skulde jeg laane dig Penge, som jeg slet ikke kender noget til?« Men da den anden lovede at betale Pengene tilbage paa en vis bestemt Dag, gav Gunløg ham dem, og sagde, at han vilde vove paa det samme. Men kort efter, da Gunløg kom til Kongen og fortalte ham Laanet, sagde Kongen: »Der har du baaret dig meget uforsigtigt ad; dette er en meget ond Mand, en stor Ransmand og Viking; giv dig ikke i Lag med ham! Pengene skal jeg give dig Vederlag for.« Hertil svarede Gunløg: »Slet staar det til med dine Hirdmænd, hvis vi vælte os ind paa uskyldige Mænd, og derimod lade os træde under Fødder af slige Voldsmænd; aldrig skal det ske.« Da han derfor kort efter traf Thororm, krævede han sine Penge; men den anden svarede, at han ikke vilde betale. Da kvad Gunløg:
Dumt det er og daarligt,
dersom du mig mit Eje
nægte vil, thi næppe
nøjer jeg mig med Løgne.
Ej for intet kaldtes
ung jeg Slangetunge.
Nu jeg vil mig vise
værd det Navn, jeg bærer.
»Nu vil jeg byde dig en lovlig Afgørelse,« vedblev han; »enten skal du betale mig mine Penge, eller møde mig paa Holm (22) efter tre Dages Frist.« Herad lo Vikingen, og sagde: »Det har endnu aldrig nogen vovet før du, at æske mig til Holmgang, hvor megen Skade jeg end har tilføjet dem; jeg modtager din Udfordring.« Da Gunløg nu fortalte Kongen, hvorledes det var gaaet, sagde denne: »Dette vil ikke løbe vel af, thi denne Mand døver alle Sværd. Du maa nu følge mine Raad; det Sværd, som jeg her giver dig, skal du kæmpe med, men vis ham det, som du ellers bruger.« Gunløg takkede Kongen meget. Og da nu Holmgangen skulde gaa for sig, spurgte Thororm, hvorledes det Sværd var, som han agtede at stride med. Denne viste ham det, og trak det ud; men det Sværd, som Kongen havde givet ham, havde han hængende paa Armen i en Løkke. Da Vikingen saa Sværdet, sagde han: »Det Vaaben er jeg ikke bange for;« hvorpaa han hug til Gunløg, og kløvede næsten helt hans Skjold. Gunløg hug straks igen til ham med Kongens Sværd; men Vikingen, som troede, at han brugte det, han først havde vist ham, dækkede sig ikke engang, og fik saaledes et dødeligt Saar. Ved denne Begivenhed indlagde Gunløg sig megen Hæder baade i England og andensteds. Om Foraaret, da Skibsfarten begyndte, bad han Kong Edelred om Orlov til at sejle bort. Kongen spurgte ham, hvor han da vilde hen; hvortil Gunløg svarede, at han vilde udføre sit Forsæt og et Løfte, han havde aflagt, at gæste tre Konger og to Jarler. Kongen gav sit Samtykke, og forærede ham en Guldring af seks Øres Vægt, men bad ham tillige om at komme tilbage om Høsten, da han ikke vilde undvære ham paa Grund af hans Idræt (23).
Gunløg sejlede nu [1002] med nogle Købmænd fra England til Dublin, hvor Kong Sigtryg Silkeskæg herskede; han var en Søn af Olaf Kvaaran og Dronning Kormlød, og var just den Gang nylig bleven Konge. Gunløg gik straks ind for Kongen, hilste ham ærbødig, og blev vel modtaget. Derpaa vedblev han: »Jeg har et Kvæde at bringe Eder, Konge, og beder, at jeg maa faa Lyd til at fremsige det.« Kongen sagde: »Der har endnu aldrig nogen bragt mig et Kvæde; visselig vil jeg høre det!« Hvorpaa Gunløg kvad en Drapa, hvis Omkvæd var:
Sigtryg fører Krig,
mætter Ulv med Lig.
Kongen takkede ham for Kvædet, kaldte sin Skatmester til sig, og spurgte ham, hvad Løn han skulde give derfor. »Hvad har I selv tænkt, Herre?« svarede denne. »Naar jeg giver ham to Knarrer,« sagde Kongen, »er det en god Betaling?« »Det er alt for meget, Herre,« svarede Skatmesteren; »andre Høvdinge give en eller anden Kostbarhed til Skjaldeløn, gode Sværd eller gode Guldringe.« Derpaa forærede Kongen ham en hel ny Klædning af Skarlagen, en med Guldbræmmer besat Kjortel, en Kappe med ypperligt Skind og en Guldring af en Marks Vægt. Gunløg takkede ham for Gaverne, og sejlede efter nogen Tids Ophold til Orknøerne, hvor Sigurd Jarl Lødversen herskede. Ogsaa ham bragte han et Kvæde, der var en veldigtet Flok (24), hvorfor Jarlen gav ham en stor sølvbeslagen Økse til Kvædesløn; men uagtet Jarlens Tilbud vilde han ikke blive der, da han agtede sig til Sverig. Han gik da om Bord hos nogle Købmænd, der sejlede til Norge, og kom om Høsten til Kongehelle i Viken. Herfra fik han sig Førere op til Vester-Gøtland, og kom til Købstaden Skara. Sigurd Jarl, som havde sit Sæde der, var allerede til Aars. Ogsaa for ham fremsagde Gunløg et Kvæde, der var en Flok, hvormed Jarlen var saa vel fornøjet, at han bad ham blive hos sig om Vinteren, hvilket Tilbud Gunløg modtog. Om Vinteren holdtes der et stort Julegæstebud; og Dagen før Jul kom der tolv Mænd fra Norge; det var Sendebud fra Erik Jarl, som skulde bringe Sigurd Jarl Gaver. Jarlen modtog dem vel, og gav dem Julen over Sæde hos Gunløg; der herskede megen Munterhed ved Gilderne. Gøterne talte da blandt andet om, at der var ingen større og berømtere Jarl end deres Sigurd, hvorimod Nordmændene mente, at Erik var langt ypperligere; herom kom de op at tvistes, og valgte Gunløg til Voldgiftsmand. Da kvad han følgende:
Ret det er, at I roser,
raske Karle, Jarlen.
Han er nu graa, men Havets
høje Søer har han pløjet.<br< Gæveligt østerude
Erik dog endnu flere
— Plankerne prusted i Søgang —
prøvet har og kløvet.
Begge var vel fornøjede med Afgørelsen, men især de norske Sendebud. De drog efter Julen tilbage igen med Foræringer til Erik Jarl, hvem de da ogsaa fortalte Gunløgs Afgørelse. Jarlen, som fandt, at Gunløg ved denne Lejlighed havde vist ham Hengivenhed og Venskab, ytrede da, at Gunløg skulde finde frit og trygt Ophold i hans Rige; hvilket Gunløg siden fik at høre. Sigurd Jarl skaffede ham efter hans Bøn Vejvisere til Tiendeland i Svitjod.
Over Svitjod herskede den Gang Kong Olaf den Svenske, en Søn af Kong Erik Sejersæl og Skøgle-Tostes Datter Dronning Sigrid hin Slorraade; det var en mægtig, anselig og stolt Konge. Gunløg kom til Upsala om Foraaret [1003], da de Svenskes almindelige Ting holdtes der. Paa samme Tid opholdt Islænderen Ravn Ønundsen sig hos Kongen. Hans Fader Ønund boede paa Gaarden Mosfjæld, var en rig Mand og havde Godordet der sønder paa Næssene (25); han var gift med Geirny, en Sønnedatter af Molde-Gnup, der havde nedsat sig i Grindevig. Deres Sønner Ravn, Thoraren og Endride var alle haabefulde Mænd; dog var Ravn den ypperligste blandt dem, en stor, stærk Mand, af smukt Udseende og en god Skjald. Saasnart han var fuldvoksen, foretog han sig Rejser mellem Island og Norge. Nu opholdt han sig, som sagt, hos Kong Olaf Svenske. Da nu Kongen havde modtaget Gunløg vel og spurgt ham, hvem han var, og Gunløg havde svaret, at han var Islænder, vendte Kongen sig til Ravn og sagde: »Hvad Slægt er denne Mand af paa Island?« Hvorpaa der rejste sig en stor, rask udseende Mand paa den lavere Bænk, gik hen for Kongen og sagde: »Herre! han er af god Slægt og selv en af de raskeste Mænd.« »Saa lad ham da gaa hen og tage Plads hos dig!« sagde Kongen. Hvorpaa Gunløg sagde: »Jeg har digtet et Kvæde, Herre, til Eder, og ønsker at I vil høre det.« Men Kongen svarede, at der nu ikke var Lejlighed til at høre paa Kvæder; det var bedst først at tage Sæde. De gjorde da saa; og Gunløg og Ravn gav sig i Samtale med hinanden, og fortalte hinanden om deres Rejser. Ravn fortalte, hvorledes han Sommeren før var dragen fra Island til Norge, og i Begyndelsen af Vinteren fra Norge til Sverig; og de blev snart gode Venner. Men en Dag, da Tingtiden var ude, var de begge, Gunløg og Ravn, stedte for Kongen. Da sagde Gunløg: »Nu vilde jeg ønske, Herre, at I vilde høre paa mit Kvæde.« »Ja nok,« sagde Kongen. »Nu vil ogsaa jeg fremsige mit Kvæde,« sagde Ravn, »med Eders Tilladelse.« »Ogsaa det,« svarede Kongen. »Men dog jeg først,« sagde Gunløg, »med Eders Tilladelse, Herre.« »Nej,« sagde Ravn, »mig tilkommer det først at fremsige mit Kvæde, da jeg først er kommen til Eder.« »Naar,« sagde Gunløg, »har man nogensinde hørt, at vore Fædre kom sammen, og at min kom efter din? Aldrig! Og heller ikke nu skal det blive Tilfældet med os to.« »Lad os i det mindste,« sagde Ravn, »vise saa megen Høviskhed, at vi ikke giver os til at trættes derom, men lader Kongen raade derfor.« Kongen sagde: »Gunløg skal da kvæde først, thi han vil blive vred, hvis han ikke faar sin Vilje.« Herpaa kvad Gunløg sin Drapa; og da han havde endt, sagde Kong Olaf: »Nu, Ravn, hvorledes er dette Kvæde digtet?« »Godt, Herre,« svarede denne, »det er et Kvæde med store Ord, ikke kønt og noget stift i Form, som Gunløg selv er af Sind.« »Nu skal du fremsige dit Kvæde, Ravn,« sagde Kongen. Han gjorde det. Og da det var ude, sagde Kongen: »Nu, Gunløg, hvorledes er Kvædet digtet?« »Godt, Herre,« svarede han, »det er et fagert Kvæde, som Ravn er selv, men ret hverdags; og hvorfor,« vedblev han, »digtede du kun en Flok (26) om Kongen? Tyktes dig ikke, han var en Drapa værd?« Ravn svarede: »Lad os nu ikke tale mere derom; der kommer vel den Tid, da vi kan begynde herpaa igen,« og hermed endte deres Samtale. Kort efter blev Ravn Kong Olafs Hirdmand, og bad om Orlov til at rejse bort. Kongen tillod ham det. Og da han var rede til at tage af Sted, sagde han til Gunløg: »Det skal nu være ude med vort Venskab, siden du saaledes vilde nedsætte mig her for Høvdinger; og engang vil den Tid komme, da jeg skal tilføje dig ligesaa stor Vanære, som du vilde tilføje mig her.« »Dine Trusler skræmmer mig ikke,« svarede Gunløg, »aldrig skal vi mødes saa, at jeg i Anseelse staar tilbage for dig.« Kong Olaf gav Ravn gode Gaver ved Skilsmissen, hvorpaa han drog bort. Han rejste om Vaaren til Trondhjem, gjorde sit Skib klart, og sejlede om Sommeren til Island, hvor han landede i Lerevaag neden for Heden. Hans Frænder og Venner modtog ham med Glæde; og næste Vinter blev han hjemme hos sin Fader.
Den Gang var Skafte Thorodsen Lovsigemand over Island. Hans Moder Ranveig var en Sønnedatter af Molde-Gnup, saa at Skafte og Ønunds Sønner var Søstersønner; og alle disse Frænder levede i god Forstaaelse med hinanden. Om Sommeren mødtes Ravn og Skafte paa Altinget; hvorpaa Ravn sagde til den anden, at han vilde have hans Hjælp til Frieri hos Thorsten Egilsen, til hvis Datter Helga han vilde bejle. Skafte indvendte vel, at hun jo allerede var lovet bort til Gunløg Ormstunge; men Ravn sagde, at den Tid, som var aftalt imellem dem, nok var udløben nu, og at Gunløgs Overmod var blevet endog større end før, saa han næppe vilde agte paa sit Løfte. Skafte lod da sin Frænde raade; og de gik med et stort Følge til Thorsten Egilsens Bod. Han modtog dem vel, og Skafte sagde: »Min Frænde Ravn vil bejle til din Datter Helga; hans Æt er dig vel kendt, saavel som hans Formue, hans egen Dannished, og den Støtte han tør vente af sine mange Frænder og Venner.« Thorsten svarede: »Gunløg har allerede faaet Løfte paa hende, og jeg vil holde alt det, som den Gang blev aftalt.« Skafte vedblev: »Er nu ikke de tre Vintre forløbne, som da blev aftalte imellem Eder?« »Jo,« sagde Thorsten, »men Sommeren er endnu ikke forbi, og Gunløg kan endnu komme tilbage i Sommer.« »Men hvad Haab,« sagde Skafte, »kan vi gøre os, hvis han ikke er kommen ved Sommerens Ende?« Thorsten svarede: »Vi mødes her nok igen næste Sommer, og da kan vi se, hvorledes Sagerne staar; men nu nytter det ikke at tale mere herom.« Saa skiltes de, og man red hjem fra Tinget. Det blev ikke ukendt, at Ravn bejlede til Helga, som Gunløg havde Løfte paa. Gunløg kom ikke tilbage denne Sommer. Og næste Sommer drev Skafte og Ravn paa Altinget med al Iver paa Frieriet og sagde, at Thorsten nu var løst fra alle sine Forpligtelser mod Gunløg. Thorsten svarede, at han kun havde faa Døtre at sørge for og vilde nødig, at de skulde blive nogen Mand til Skam eller Skade; han vilde derfor først tale med Illuge Svarte. Det gjorde han da ogsaa, og sagde til ham: »Synes du ikke, at jeg nu er løst fra alle mine Forpligtelser mod din Søn Gunløg?« »Visselig er du det,« svarede Illuge, »hvis du vil; og jeg ser ikke, hvad jeg kan gøre derved, da jeg ikke ret kender Gunløgs Omstændigheder.« Thorsten gik da tilbage til Skafte, og de købslog (27) saaledes med hinanden, at Brylluppet skulde staa ved Vinterens Begyndelse hos Thorsten paa Borg, hvis Gunløg ikke kom ud; Thorsten skulde være løst fra al Forpligtelse imod Ravn, hvis Gunløg kom og krævede sin Brud. Derefter red man hjem fra Tinget; den ene Uge forløb efter den anden, men Gunløg kom ikke, og Helga saa med Sorg sit Giftermaal i Møde.
Om Gunløg er nu at fortælle, at han rejste fra Sverig til England den samme Sommer, som Ravn drog til Island, og fik ved Skilsmissen gode Gaver af Kong Olaf. Kong Edelred modtog ham vel, og han var der om Vinteren i megen Anseelse. Den Gang (28) herskede Knud Svendsen, kaldet den Mægtige (29), over Danmark; han havde nylig overtaget Riget som sin Fædrenearv, og truede stadig med at gøre et Tog til England, hvor hans Fader Svend, førend han døde der vester paa, havde vundet et stort Rige. Paa samme Tid var der ogsaa i England en stor Hær af danske Mænd, under Anførsel af Høvdingen Heming, en Søn af Strutharald og Broder til Sigvald Jarl; han styrede da det Rige, som Kong Svend havde vundet, for hans Søn Kong Knud. Om Sommeren bad Gunløg om Orlov til at drage bort; men Kongen svarede, at det sømmede ham lidet, nu da England truedes med Ufred, at forlade Kongen, hvis Hirdmand han var. Gunløg lovede da at blive, men udbad sig Orlov til næste Sommer, hvis de Danske ikke kom. Denne Sommer led, og Vinteren efter, og de Danske kom ikke. Efter Midsommer [1005] fik Gunløg da Orlov af Kongen, sejlede til Norge, og kom til Erik Jarl paa Lade, som modtog ham vel, og bød ham være hos sig. Gunløg takkede Jarlen for Tilbudet, men svarede, al han havde et vigtigt Ærinde paa Island, da han skulde besøge sin Fæstemø. Hertil svarede Jarlen, at alle de Skibe, der skulde til Island, nu var borte; men en Hirdmand gjorde opmærksom paa, at Halfred Vandraadeskjald laa ude under Agdenæs (30) endnu i Gaar. Dette fandt Jarlen rimeligt, da han først for fem Dage siden var sejlet bort, og han lod da Gunløg bringe ud til Halfreds Skib. Halfred tog med Glæde imod ham. Det var langt ud paa Sommeren; de fik straks Bør fra Landet, og morede sig tit med hinanden. Halfred sagde til Gunløg, om han havde hørt, at Ravn Ønundsen havde bejlet til Helga den Væne. Gunløg svarede, at han havde hørt noget derom, men intet nøjagtigt. Halfred fortalte ham da hvad han vidste, og hvorledes mange mente, at Ravn var en ligesaa dygtig Mand som Gunløg. Denne svarede med en Vise:
Ænser saa lidt som den løje
Luftning nu en Uges
stride Østenstormes
stadige Piben om Skibet.
Bli’r jeg ej graa og gammel,
godt! Før Døden møde
end om mod Ravn jeg ringe
regnet blev og leved.
Halfred vedblev da: »Jeg vil ønske, Kammerat, at det maa gaa dig bedre med Ravn, end det gik mig. Jeg kom for nogle Aar siden med mit Skib til Lerevaag og skyldte en halv Mark Sølv til Ravns Huskarl, men forholdt ham den; da red Ravn til os med fyrretyve Mand, og hug Landtovene over, saa at Skibet drev op paa Stranden og havde nær sat til; jeg maatte da overgive Ravn Selvdømme og betale en hel Mark, og det er alt, hvad jeg kan fortælle om mine Handeler med ham.« Deres Tale faldt derefter paa Helga, og Halfred roste meget hendes Skønhed.
De landede fjorten Dage før Vinteren i Hraunhavn ved Melrakkaslette (31) og lossede der. Der paa Sletten var en Bondesøn ved Navn Thord, der idelig gav sig i Brydeleg med Købmændene, og ingen kunde staa sig imod ham. Man magede det da saa, at Gunløg skulde brydes med ham. Om Natten før paakaldte Thord Thor til Sejr, og om Morgenen, da de brødes, slog Gunløg begge Fødderne fra Thord, saa han gjorde et svært Fald, men den Fod, som Gunløg stod paa, gik af Led, saa at han faldt tilligemed Thord. Da sagde denne: »Maaske en anden Sag ikke gaar dig bedre.« »Hvilken da?« sagde Gunløg. »Den Sag med Ravn Ønundsen,« svarede Thord, »hvis han nu til Vinter faar Helga hin Væne; jeg var tilstede i Sommer paa Altinget, da dette blev aftalt.« Gunløg svarede ikke noget. Hans Fod blev da forbunden og trukken i Led, og svulmede meget op. Gunløg og Halfred forlod Sletten en Uge før Vinteren og kom til Gilsbakke den samme Lørdags Aften, da de paa Borg sad ved Gildet. Efter at Illuge med Glæde havde modtaget sin Søn, vilde denne straks ride ned til Borg, men hverken Illuge eller nogen af de andre fandt det raadeligt. Gunløg blev fast ved sit Forsæt, men hans Fod var i en saadan Tilstand, at han, hvor lidet han end vilde vedgaa det, var aldeles uskikket til at rejse, hvorfor der heller ikke blev noget af. Halfred red om Morgenen hjem til Hredavatn i Norderaadal (32). hvor hans Broder Galte Ottarsen styrede deres fælles Ejendomme.
Om Ravn fortælles, at han sad og holdt Bryllupsgilde paa Borg; men de fleste siger, at Bruden var meget nedslaaet; saa det gik her, som det hedder i Ordsproget, at Ungdoms Kærlighed glemmes ikke. Saa gik det ogsaa hende. Ravn tog derpaa hjem til Mosfjeld med sin Kone Helga; men de havde kun været der en kort Stund, førend Helga vaagnede en Morgen tidlig, medens Ravn endnu sov, og han var meget urolig i Søvne; og da han vaagnede, fortalte han Helga sin Drøm og kvad følgende Vise:
I din Arm jeg tyktes
at jeg laa haardtsaaret,
og din Seng mig syntes
svømme af Blod i Drømmen,
og ej mer du mægted
mig at forbinde, Kvinde.
Hvad det saa varsler, ved jeg,
Varslet ej Fryd betyder.
Helga sagde: »Det skulde jeg aldrig sørge over; ilde har I sveget mig, og Gunløg maa være kommen hjem.« Hun græd da meget; og kort efter spurgtes Gunløgs Hjemkomst. Helga gjorde sig nu saa stridig imod Ravn, at han ikke kunde holde hende der hjemme, men maatte drage med hende tilbage til Borg, og alligevel havde han kun liden Glæde af deres Samliv. Om Vinteren efter skulde der staa et Bryllup paa Gaarden Skaanø (33), da Sverting, en Sønnesøn af Molde-Gnup, skulde ægte Hungerd, en Datter af Tunge-Ods Søn Thorod og hans Kone Jofrid. Hungerds Frænde Thorkel paa Skaanø indbød ogsaa Illuge Svarte og hans Sønner; men da Illuge gjorde sig rede til Rejsen, sad Gunløg inde i Stuen og gjorde intet for at komme af Sted. Illuge gik hen til ham og spurgte, hvorfor han ikke lavede sig til; men Gunløg svarede, at han ikke vilde tage med. »Jo vist skal du det, min Søn,« sagde Illuge; »tag dig ikke sligt saaledes til Hjerte, at du sørger over en enkelt Kvinde; lad, som du ikke ved, hvad der er sket; der vil aldrig skorte dig paa Kvinder at vælge imellem.« Gunløg fulgte da sin Faders Vilje, og Gæsterne samlede sig til Gildet. Illuge og hans Sønner blev der givet Plads i det ene Højsæde; Thorsten Egilsen, hans Maag Ravn og Brudgommens Følge i det andet Højsæde, lige over for Illuge. Kvinderne tog Sæde paa Tværbænken, og Helga den Fagre sad hos Bruden. Tit og ofte vekslede Helga og Gunløg Øjekast, saa det gik, som det hedder i Ordsproget, at Øjet er trygt Vidne, om Kvinde elsker Mand. Gunløg var da vel klædt, og bar hin gode Dragt, som Kong Sigtryg havde givet ham, saa han baade i denne Henseende og ved sin Styrke, Vækst og Skønhed udmærkede sig fremfor andre Mænd. Der var kun liden Glæde under Gildet. Den Dag, da man lavede sig til at tage bort, brød Kvinderne op for at tage hjem; og ved denne Lejlighed gik Gunløg til Helga, og de talede længe sammen. Da kvad Gunløg denne Vise:
Ravn dig tog, og triste
Timerne blev at leve
tit for Slangetunge —
taget var Helga den fagre.
Kunde den karrige blonde
Kræmmer min Tunge glemme?
Bort sit Barn det unge
bød din Fa’r som en Vare.
Da forærede Gunløg hende den Kappe, som han havde faaet af Kong Edelred, og som var en stor Kostbarhed; hun takkede ham meget derfor. Derpaa gik Gunløg ud, og der var mange Heste komne i Tunet. Han sprang op paa en af dem, red i fuld Fart over Tunet hen til det Sted, hvor Ravn stod, saa han maatte springe til Siden. »Hvorfor springer du nu af Vejen, Ravn?« sagde han, »denne Gang har du intet at frygte for mig, men du ved, hvad du har fortjent.« Ravn svarede med et Vers, hvori han ytrede, at de ikke behøvede at strides; der var mange andre Kvinder at vælge imellem. Gunløg svarede: »Man siger saa; det kan gerne være, at der er mange, men jeg synes det ikke.« Nu løb Illuge og Thorsten til, for at hindre Strid imellem dem. Derefter red begge Parter hjem, og der forefaldt intet mærkeligt den Vinter. Men efter at Helga var kommen sammen med Gunløg, kunde Ravn ikke mere nyde Samlivet med hende.
Næste Sommer [1006] red man til Tings, mange i Følge som sædvanlig: Illuge Svarte med sine Sønner, Gunløg og Hermund, Thorsten Egilsen og hans Søn Kolsvend, Ønund fra Mosfjæld med alle sine Sønner, samt nysnævnte Sverting. Skafte var da endnu Lovsigemand. En Dag paa Tinget, da dette var meget talrigt og alle Rettergangssagerne var til Ende, krævede Gunløg sig Lyd og sagde: »Er Ravn Ønundsen her tilstede?« Han svarede ja. »Du ved,« vedblev derpaa Gunløg, »at du har taget min Brud, paa hvem jeg havde Løfte, og har yppet Fjendskab imod mig; derfor æsker jeg dig til Holmgang her paa Tinget efter tre Dages Frist, her paa Øksaraaholm (34).« Ravn svarede: »Det er et godt Bud, som man kunde vente af dig, og jeg er rede, saasnart du vil.« Nu var vel deres Frænder paa begge Sider meget misfornøjede dermed; men det var den Gang Lov, at enhver, der paa en eller anden Maade troede sig fornærmet, kunde æske sin Modstander til Holmgang. Efter tre Nætters Forløb gjorde de sig derfor rede til Holmgangen. Illuge Svarte ledsagede med et stort Følge sin Søn til Holmen, men Lovsigemanden Skafte fulgte Ravn, saavel som hans Fader og andre hans Frænder.
Hermund holdt Skjoldet for sin Broder Gunløg, men Sverting for Ravn. Den, der blev saaret, skulde løse sig af Holmen med tre Mark Sølv. Ravn, som den der var udæsket, havde det første Hug. Han hug da i den øverste Kant af Gunløgs Skjold; men da han havde hugget stærkt til, sprang hans Sværd itu under Hjaltet, og Spidsen deraf, som sprang tilbage fra Skjoldet, traf Gunløg paa Kinden og gav ham et, skønt overmaade let, Saar. Begges Frænder og mange andre Mænd løb da imellem dem. Gunløg sagde: »Nu paastaar jeg, at Ravn er overvunden, da han er vaabenløs;« men Ravn sagde: »og jeg siger, at det er dig, som er overvunden, da du er saaret.« Gunløg var da særdeles hæftig og meget vred og sagde, at Striden endnu ikke var afgjort. Men hans Fader Illuge sagde, at de for denne Gang ikke skulde fortsætte den. Da svarede Gunløg: »Jeg vil da ønske, min Fader, at Ravn og jeg maa mødes en anden Gang saaledes, at du er for langt borte til at skille os ad.« Saaledes skiltes de da for denne Sinde, og man gik tilbage til sine Boder. Næste Dag blev det i Lovretten vedtaget som Lov, at alle Holmgange skulde afskaffes paa Island, og denne Afgørelse blev tagen efter de bedste Mænds Raad, som da var tilstede, og det var de kyndigste, som den Gang var i Landet. Denne Holmgang mellem Gunløg og Ravn var saaledes den sidste, der er holdt paa Island.
En Dag da Brødrene Hermund og Gunløg gik hen til Øksaraa for at to sig, gik der en Flok Kvinder paa den anden Side af Aaen, og blandt dem Helga den Fagre. Hermund sagde da til Gunløg: »Ser du Kvinderne og din Veninde Helga der paa den anden Side af Aaen?« »Visselig ser jeg hende,« svarede Gunløg.
Derpaa gik de over Aaen, og Helga og Gunløg taledes ved en Stund; og da de igen gik tilbage, stod Helga og stirrede længe efter Gunløg. Han saa da tilbage over Aaen og kvad følgende Vise:
Under den vænes hvalte
hvide Pande blide,
blændende, høgeblanke
Blikke saa jeg straale.
Grumt skal jeg og den gode,
guldbaandbærende, kære,
linskrudlysende Kvinde
lide for det siden.
Derefter red man hjem fra Tinget, og Gunløg var hjemme paa Gilsbakke. En Morgen, da han vaagnede, var alle de andre i Huset staaet op, men han alene laa endnu og hvilede sig i en Vraaseng inderst inde. Da kom tolv fuldvæbnede Mænd ind i Stuen; det var Ravn Ønundsen. Gunløg sprang straks op og fik fat i sine Vaaben; men Ravn sagde til ham: »Du har aldeles ingen Fare at frygte; dette er mit Ærinde hid: i Sommer paa Altinget æskede du mig til Holmgang, og fandt da selv, at Striden ikke blev afgjort. Nu vil jeg byde dig, at vi begge rejser udenlands i Sommer og holder Holmgang i Norge; der vil vore Frænder ikke hindre os.« Gunløg svarede: »Det er et mandigt Forslag og et Kaar, som jeg gerne vil modtage; kom hid og tag til Takke hos os med hvad du ønsker.« Ravn takkede for det gode Tilbud, men afslog det dog for denne Gang og red bort; og saaledes skiltes de. Deres Frænder paa begge Sider var meget misfornøjede over dette; men de kunde ikke gøre noget derved, da de begge selv var saa opsatte derpaa; og desuden maatte Skæbnens Vilje heri, som i alt andet, gaa i Opfyldelse.
Om Ravn er nu at fortælle, at han gjorde sit Skib rede i Lerevaag. To Mænd ved Navn Grim og Olaf, hans Fader Ønunds Søstersønner og begge brave Mænd, ledsagede ham. Alle hans Frænder tyktes at lide et stort Tab ved hans Bortrejse, men han gav som Grund til, at han havde æsket Gunløg til Holmgang, at han ingen Glæde havde af sit Ægteskab med Helga, og sagde, at en af dem nødvendig maatte falde for den anden. Saasnart han fik Bør, stak han i Søen, og kom med sit Skib til Trondhjem, hvor han biede Vinteren over uden at høre noget til Gunløg. Han ventede der ligeledes om Sommeren, ja opholdt sig endnu næste Vinter i Trondhjem paa det Sled, som hedder Livanger (35).
Gunløg Ormstunge tilligemed Halfred Vandraadeskjald gik til Søs fra Sletten (36), men de blev meget silde færdige, og kom kort før Vinteren til Orknøerne. Sigurd Jarl Lødversen herskede den Gang over Øerne, og hos ham tilbragte Gunløg Vinteren; og da Jarlen om Foraaret vilde paa et Hærtog, drog Gunløg med ham. De hærgede om Sommeren vide omkring paa Syderøerne og i Skotlandsfjorde og holdt mange Kampe, i hvilke Gunløg stadig viste sig som en tapper, rask og uforfærdet Mand. Sigurd Jarl vendte tidlig paa Sommeren tilbage; men Gunløg gik om Bord hos nogle Købmænd, der sejlede til Norge, kom til Trondhjem og tilbragte Begyndelsen af Vinteren hos Erik Jarl paa Lade. Jarlen, der allerede vel kendte hele Forholdet mellem Ravn og Gunløg, sagde til denne, at han forbød, at de holdt Kamp med hinanden der i hans Rige. Gunløg svarede, at han jo havde at befale, og forblev der om Vinteren, men gav sig ikke synderlig af med nogen. Nu hændte det sig en Dag, at han gik ud med sin Frænde Thorkel Svarte. De gik et Stykke Vej bort fra Gaarden og fandt paa en Mark en Kreds af Mænd, inden for hvilken der stod to andre med Vaaben og fægtede paa Skrømt med hinanden. Den ene af dem skulde forestille Ravn, den anden Gunløg; og de omkringstaaende sagde, at Islænderne gav kun smaa Hug og var sene til at mindes deres Løfter. Gunløg forstod nok, at alt dette var gjort ham til Spot og gik tavs bort; men kort efter sagde han til Jarlen, at han ikke længer kunde udholde hans Hirdmænds Haan og Spot for den Sag med Ravn, og bad Jarlen skaffe sig Vejvisere ind til Livanger. Og da Jarlen allerede havde faaet Efterretning om, at Ravn havde forladt Livanger og var taget længer øster paa til Sverige, gav han Gunløg Orlov til at rejse, samt to Vejvisere med. Gunløg drog da selvsyvende fra Lade ind til Livanger, hvor han kom om Aftenen, just som Ravn selvfemte havde forladt det samme Sted om Morgenen. Gunløg drog da til Værdalen og kom altid (37) om Aftenen til det Sted, hvor Ravn havde tilbragt Natten. Han fortsatte saa sin Rejse til den øverste Gaard i Dalen, ved Navn Sula, hvilken Ravn havde forladt om Morgenen. Han standsede ikke her, men rejste videre straks om Natten, saa at de om Morgenen ved Solens Opgang endelig fik Øje paa hinanden. Ravn var da kommen til et Sted, hvor der var to Søer, og mellem Søerne jævne Marker, der kaldtes Gleipnissletten, men ud i den ene Sø gik et lidet Næs, der hedder Dingenæs (38). Der paa Næsset blev Ravn staaende med sine Ledsagere, blandt hvilke ogsaa var hans Frænder Grim og Olaf. Da de mødtes, sagde Gunløg, at det var vel, de endelig traf hinanden; Ravn var ogsaa vel fornøjet dermed og sagde, at han nu maatte vælge selv, hvad han vilde, om de skulde stride alle eller kun de to. Gunløg svarede, at han var vel fornøjet med hvilket det skulde være; men Ravns Frænder, Grim og Olaf, sagde, at de ikke vilde slaa som rolige Tilskuere, medens de andre stred, og det vilde heller ikke Gunløgs Frænde, Thorkel Svarte. Derpaa sagde Gunløg til de Vejvisere, som Jarlen havde givet ham med, at de skulde blive siddende og se til, uden at yde nogen af dem Hjælp, men være Vidner til deres Møde; hvilket de ogsaa gjorde.
Derpaa gik de mod hinanden og stred drabelig. Grim og Olaf gik begge imod Gunløg ene og fægtede tappert, men Udfaldet blev dog, at han dræbte dem begge uden selv at blive saaret. Dette sander ogsaa Thord Kolbensen i det Kvæde, han digtede om Gunløg Ormstunge. Imedens søgte Ravn og Thorkel Svarte imod hinanden; Thorkel blev fældet af Ravn og lod sit Liv, og ligesaa gik det tilsidst alle deres Følgesvende, saa at de to var ene tilbage. De gik nu løs paa hinanden med svære Hug og drabelige Angreb, og blev stadig hidsigere. Gunløg førte da det Sværd, som Kong Edelred havde skænket ham, hvilket var et ypperligt Vaaben; med dette gav han omsider Ravn et svært Hug og hug hans ene Ben af. Ikke desmindre faldt Ravn ikke, men sprang hen til en Træstub og støttede Stumpen derpaa. Da sagde Gunløg: »Nu er du ikke kampdygtig mere, og jeg vil ikke længer stride med dig lemlæstede Mand.« »Det er sandt,« svarede Ravn, »det er gaaet svært tilbage for mig; men endnu vilde jeg vel kunne due noget, naar jeg kunde faa noget at drikke!« »Svig mig da ikke,« sagde Gunløg, »saa vil jeg bringe dig Vand i min Hjælm.« Det lovede Ravn; hvorpaa Gunløg gik hen til en Bæk (39), fyldte Hjælmen og bragte den til Ravn. Men idet denne rakte sin venstre Haand ud imod den, hug han i det samme, med Sværdet i den højre, Gunløg saaledes i Hovedet, at han fik et meget svært Saar. »Ilde sveg du mig nu,« sagde Gunløg, »og umandig var dette gjort af dig, da jeg satte Lid til dit Ord.« »Jeg tilstaar det,« svarede Ravn, »men jeg kan umulig unde dig Helga den Fagres Favnetag.« De stred da endnu noget med megen Voldsomhed, men endelig gav Gunløg Ravn Banesaar, saa han lod der sit Liv. Da gik Vejviserne, der havde været Tilskuere, frem, og forbandt Saaret i Gunløgs Hoved.
Derpaa begrov de de døde, bragte Gunløg op paa sin Hest, og kom med ham ned til Livanger, hvor han laa endnu i tre Dage og fik fuld kirkelig Betjening, derpaa døde han og blev begravet der ved Kirken. Alle tog sig baade Gunløgs og Ravns Død meget nær, især paa Grund af de Omstændigheder, der havde været Aarsag dertil.
Om Sommeren førend Tidenden herom spurgtes ud til Island, havde Illuge Svarte en Drøm hjemme paa Gilsbakke. Det tyktes ham, at Gunløg aabenbarede sig for ham i Søvne; han var helt blodig og fortalte ham i en Vise om sin Kamp med Ravn paa Dingenæs. Illuge kunde endnu huske Visen, da han vaagnede, og kvad den siden for andre. Og sønder paa Mosfjæld traf det sig saa, at ligeledes Ønund den samme Nat drømte, at Ravn aabenbarede sig for ham, og var helt blodig, og kvad ligeledes en Vise, hvori han fortalte, at Gunløg havde dræbt ham med Sværd i Norge.
Næste Sommer paa Altinget sagde Illuge Svarte til Ønund paa Lovbjerget: »Hvilke Bøder vil du give mig for min Søn, som din Søn Ravn sveg imod al Tro og Love?« »Det er langtfra,« svarede den anden, »at jeg tror mig forpligtet til at give nogen Bod for ham, eftersom jeg selv har lidt saa bitterlig ved deres Møde, men jeg forlanger heller ikke nogen Bod af dig for min Søn.« Illuge svarede: »Inden kort Tid vil da en Frænde af dig eller en af dine Slægtninge komme til at undgælde det.« Og om Sommeren efter Tinget var han altid meget nedslaaet; men om Høsten red han med tredive Mand fra Gilsbakke og kom om Morgenen tidlig til Mosfjæld. Ønund og hans Sønner undkom ind i Kirken; men to af hans Frænder blev grebne af Illuge, der lod den ene dræbe, den anden fodhugge; hvorpaa han igen drog hjem, uden at Ønund kunde faa nogen Oprejsning herfor. Men Illuges Søn Hermund, der ikke kunde glemme sin Broder Gunløgs Død, var dog ikke fornøjet hermed, og syntes ikke endnu, at han var tilstrækkelig hævnet. Da han vidste, at Ønunds Brodersøn Ravn, der var en dygtig Sømand, havde sit Skib staaende oppe i Hrutafjord (40), red han om Foraaret alene nord over Holtevardehede (41), saa til Hrutafjord og ud til Havnen Bordøre (42), hvor Købmændenes Skibe laa. Mange af Købmændene var da næsten rede til at sejle, men Føreren Ravn var paa Land med adskillige andre Mænd. Hermund red hen til ham, gennemborede ham med sit Spyd og red straks igen bort, men Ravns Stalbrødre undlod af Forfærdelse over hans Daad at tænke paa Modværge eller at sætte efter ham. Heller ikke for dette Drab blev der givet Bøder, og hermed ender Stridighederne mellem Illuge Svarte og Ønund paa Mosfjæld.
Thorsten Egilsen giftede siden sin Datter Helga med en Mand, der hed Thorkel Halkelsen, som boede ude i Hraundalen (43), og hun flyttede hen til ham og forestod hans Hus; men skønt det var en rask Mand, der tillige var en god Skjald — de havde ogsaa adskillige Børn med hinanden — kunde hun dog ikke ret komme til at holde af ham; thi hun kunde aldrig slaa Gunløg af sine Tanker, skønt han var død. Hendes største Glæde var at fremtage den Kappe, Gunløg havde foræret hende, og at brede den ud for sig; hun sad da længe og stirrede paa den. Engang kom der en svær Sygdom der paa Gaarden, som mange laa og tæredes af en lang Tid. Ogsaa Helga blev syg, men var dog endnu oppe. En Lørdag Aften sad hun i Ildhuset og hvilede sit Hoved i sin Husbonds Skød. Hun lod da Gunløgs Kappe tage frem, og da den blev bragt hende, satte hun sig op, bredte den ud for sig og stirrede en Stund paa den; derpaa sank hun tilbage i sin Husbonds Favn og var da afsjælet. Thorkel kvad da følgende Vise:
Sukket hun drog, det sidste;
savnende i Favnen
tog jeg min Hustru. Herren
hented min Viv fra Livet.
Tung hendes Død mig tykkes.
Tungere Livet bliver,
ved jeg, skal jeg varigt
være foruden den kære.
Helgas Lig blev ført til Kirken, og hendes Død vakte, som man kan tænke, almindelig Sorg.
Og her ender nu Fortællingen om Gunløg Ormstunge.
Noter:
1. Se 1. Bind, Side 245. [I Egils Saga, kap. 83]
2. Sammenlign Skildringen i Vatnsdølernes Saga, Kap. 17.
3. Se Side 141. [Kap. 26, note 29 i Gisle Sursøns saga.]
4. »Følgeaander«, Væsner, som troedes at følge Mennesket fra Fødselen til Graven, og som undertiden aabenbarede sig i synlige Skikkelser.
5. En Havn ved den lille Gaard Skeljevig i Stengrimsfjord i Strandesyssel.
6. Landstrækningen langs med den vestlige Bred af Hvidaa.
7. Slangetunge.
8. Det Udhus, hvori allehaande Varer og Fødemidler blev gemte.
9. Jeg har her benyttet dette i gammel Dansk hyppig forekommende Udtryk, der betyder en Sag, der aldrig skal tales mere om, der skal være, som om den aldrig havde fundet Sted.
10. Se 3. Bind Side 220. [I Laksdøla Saga, kap. 51].
11. Som en Ven og Velynder af Gunløg vilde Thorsten give ham en eller anden god Foræring, førend de skiltes ad. Denne Dannished var almindelig.
12. Sammenligning af Mænd, deres indre og ydre Egenskaber, deres Dygtighed, Formue, o. desl. Saadanne Sammenligninger plejede, især ved Gilderne, at anstilles til Moro.
13. Om denne Strid med de saakaldte Kjalleklinger, hvorved Illuge lagde Mod og Dristighed for Dagen, fortælles i Eyrbyggja Saga, se 3. Bind S. 26 [Kap. 17].
14. Denne Strid er fortalt i Egils Saga, se 1. Bind S. 249 f. [Kap. 85].
15. Hvor Gunløg nemlig havde hjemme.
16. Klippen, hvoraf Gaarden havde sit Navn.
17. Det berømte Jarlessæde i Trondhjem, hvor disse Jarlers Fader Haakon Jarl boede.
18. Eller Leistebrog, d. e. Benklæder og Strømper, som gik ud i eet.
19. Da Gunløg havde opholdt sig saa meget paa Borg, var de ligesom opfostrede sammen.
20. Der, forfulgt af Olaf Tryggvesen, fandt Tilflugt hos sin Frille, men blev dræbt af sin egen Træl — en i og for sig haanlig Dødsmaade — i den Jordhule under Svinestien, hvori hun havde skjult dem.
21. Den Raadvilde.
22. D. e. til Tvekamp.
23. D. v. s. hans Skjaldegave.
24. Et Digt uden Omkvæd.
25. De sydvestligste Næs paa Island.
26. En Flok er, som nys bemærket, en Art mindre kunstigt og derfor mindre hædrende Digt, end Drapaen.
27. Underhandlede om Vilkaarene ved Giftermaalet; dette var nemlig et Køb, en Handel imellem Brudens Fader og hans Svigersøn eller dennes Slægtninge.
28. Dette beror paa en almindelig islandsk Fejlregning, idet man antog, at Svend Tveskæg, der i Virkeligheden døde 1014, var død flere Aar tidligere.
29. Knud den Store.
30. Ved Mundingen af Trondhjems Fjord, paa Sydsiden.
31. Nord paa i Thingø Syssel, altsaa saa langt borte fra Thorstens Gaard som vel muligt.
32. I Myresyssel.
33. I nordre Reykedal sydøst for Hvidaa.
34. Hvor Tvekampe paa Altinget plejede at holdes.
35. Nu Levanger, en Købstad ved Trondhjems Fjord.
36. Melrakkaslette.
37. Sagaens Forfatter har antaget Afstanden for større, end den i Virkeligheden er.
38. Disse Steder ligge højt oppe imellem Fjældene paa Grænsen af Norge og Sverig. Sula er den nuværende Sulstue. Selve Kampstedet lader sig paavise noget vest for Grænsen mellem Norge og Sverige.
39. Her er ingen Bæk; Vandet maa være hentet fra selve Søen.
40. Paa den nordlige Side af Landet (sml. foran Side 30). [I Fortælling om Vatnsdølerne, Kap. 14].
41. Som ligger imellem Borgefjord og Hrutafjord.
42. Se ogsaa Fortællingen om Vatnsdølerne, Side 30-31. [Kap. 14].
43. I Myresyssel.
