Fortælling om Sigurd Ranesøn (C.C.Rafn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kongesagaer

Oldnordiske Sagaer
Bind 7

Fortællingen om Sigurd Ranesøn

Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København, 1829

Kapitel 1.

Der fortælles, at Kong Sigurd Jorsalafarer var paa Gjæsteri inde i Throndhjem paa Møre. Da var hans Svoger, Sigurd Ranesøn, med ham, som var gift med Skjaldvor, Kong Magnus Barfods Søster paa mødrene Side. Den Gang var ogsaa Leensmanden Ivar af Fljode der; han var gift med Sigrid Ranedatter, Søster til Sigurd, og der herskede godt Venskab imellem de to Svogre. Kong Sigurd sad og drak om Aftenen, og var meget munter; han rakte sin Haand frem paa Bordet for sig, og havde en Guldring paa Haanden, og sagde: “Denne Ring er nu at faae til Foræring, men den, som vil have den, skal drage en Rejse i mit Ærende; og dette siger jeg ikke til simple Folk, men til Leensmændene, dog undtager jeg min Svoger Sigurd, ham kan jeg ikke undvære i Landet.” Da svarede Ivar af Fljode: “Saa kan det ikke regnes mig til Dumdristighed, at svare herpaa, thi naar Sigurd Ranesøn undtages, saa veed jeg ikke her ere flere Leensmænd tilstede, end jeg. Nu er det rimeligt, at du anvender al Forsigtighed, og du skal ej være kommen til den urette Mand, men jeg vil rejse, hvorhen du forlanger.” Kongen sagde: “Det er alle bekjendt, at min Fader gjorde et Tog til Irland, samt hvilket overordentligt Udfald dette havde. Nu vil jeg sende dig derhen at kræve Skatter og Bøder for Tabet og Mandeskaden, vi der have lidt, og lad dem mærke, at hvis der ej skeer Fyldest paa dette mit Budskab, da vil jeg komme med en Hær mod Irerne; jeg har før haft med saa stor Overmagt at gjøre, som der mon være. Nu skal du strax fare ud til Kjøbstaden, og tage der i Kongsgaarden hvad Penge og andre Ting, du vil have.” Ivar sagde: “Ikke troede jeg at sligt vilde komme hurtigere paa, end det virkelig gjorde.” Han tog strax et Langskib, sejlede ud til Byen, og gjorde sig der færdig til Rejsen; han sejlede over Vesterhavet, først til Ørkenøerne, hvor han blev om Vinteren, og næste Foraar til Irland, hvor han holdt Thing med Landshøvdingerne; han fremførte for dem Kong Sigurds Ærende, betydede dem, hvilket Tab han havde lidt der, og hvilken bod Irerne skyldte ham, samt hvilke farlige følger det vilde have, hvis de ej rettede sig efter hans Budskab; det var, sagde han, for Landets anseelige Mænd baade klogere og hæderligere, at slutte Venskab med en saadan Høvding, som Kong Sigurd var, og sende ham sømmelige Kostbarheder og Skatte, end at udsætte sig for, at han med en Hær drog imod dem. Han udviklede for dem og viste dem, at Kongen her troede at burde hævne sin egen Fader, samt hvorledes han hidtil baade ved Magt og Snildhed havde faaet Bugt med alt hvad han vilde, skjønt han langtfra ikke havde saa meget at hævne, som her; ”men dersom I,” sagde Ivar fremdeles, ”ville tage vel imod Kongens Budskab og vort Ærende, og for denne Gang sende ham Gods til Foræring, som kan være sømmeligt for ham at modtage og eder at give, da skal jeg lægge al Vind paa, at en saadan Skat ikke oftere skal blive krævet af eder; vi vil da ogsaa give det et saa gunstigt Navn, at det skal kaldes Vennegaver, og ikke Skat.” Saa lykkelig udførte Ivar denne Sag, at Irerne besluttede sig til at betale det forlangte, og det var meget Gods, som Ivar tog imod, og førte over til Norge.

Kapitel 2

Men nu maae vi vende tilbage til det, vi før fortalte, at den samme Aften Ivar af Fljode var dragen bort fra Kong Sigurd, var Kongen overordentlig munter, og sad længe ved Drikken om Aftenen. Sigurd Ranesøn var ingen Aftenmand, og holdt ikke af, at vaage ud paa Natten, han bad derfor Kongen om Orlov til at gaae i Seng. Kongen bad ham gjøre, som han vilde; “men du, Skjaldvor!” sagde Kongen, “skal blive siddende, og drikke hos mig.” Nu trak det langt ud, saa at Folk begav sig, een efter anden, fra Drikkestuen til Sengs; og da Skjaldvor og Sigrid Ranedatter gik, da gav Kongen dem følgesvende med, som fulgte Skjaldvor til det Kammer og Seng, hvor hendes Husbonde Sigurd sov, men Sigrid blev ført allene en anden Vej hen til det Herberge, hvor Kongen selv skulde sove. Natten gik. Næste Morgen erfarede Sigurd Ranesøn alt dette, hvorledes det var gaaet til, og blev hæftig vred, og da Kongen var gaaet til Bords og havde sat sig i Højsæedet, kom Sigurd ikke ind, førend der blev sendt Bud efter ham; han gik strax, da han kom ind, til sit Sæde, uden at Hilse Kongen. Da sagde Kongen til ham: “Nu viser du dig ikke saa rask, som ellers, Sigurd, du kommer ikke tilbords, som andre, og hilser os ikke med nogen Æresbeviisning.” Han svarede: “Ikke har du stor Ære af det, som snarere vanærer dig.” Vranten og vanskelig er du nu, Svoger;” sagde Kongen, “lad os nu ikke tale mere derom, men være muntre!” Sigurd svarede: “Det formaaer jeg ikke, efter den Skam og Vanære, du har viist mig.” Da blev Kongen vred, og sagde: “For dristig er du nu, din Tyv, naar du taler saaledes til os.” Sigurd svarede: “Hidtil har jeg ikke baaret det Navn, at jeg skulde hedde Tyv.” Kongen sagde: “Hvem er større Tyv end du, som hver tolv Maaneder stjæler i det mindste tresindstyve Mark fra mig; thi du forestaaer Færden og Handelen i Finmarken, og lader ikke os faae mere end Halvdelen af det Gods, der tilkommer os, og det skal du i Sandhed vide, at du skal aflægge os Regnskab derfor.” De talte ikke mere sammen den Dag; men Sigurd var dog vis paa, at Kongen ikke vilde lade den Sag falde, men tyktes tillige, at han skulde have vanskeligt ved allene at staae sig imod ham, saa hæftig en Vending, som det alt havde taget. Sigurd drog da bort, thi han trøstede sig ikke til at blive der, men det lykkedes ham ej at faae sin Søster Sigrid til at rejse bort med sig. Først tog han ud til Kjøbstaden, og opholdt sig der en kort Tid. Siden rejste han selvtolvte bort fra Throndhjem, og langsmed Landet sydpaa, indtil han kom til Vigen og fandt Kong Eisten, hvem han fortalte, hvad der var forefaldet imellem ham og Kong Sigurd. Kong Eisten dadlede ham meget, at han havde talt saa dristig til Kong Sigurd, og viste, hvor uforsigtigt og ubesindigt det var, at gjøre sligt mod en saadan Høvding. Ikke desmindre holdt Kong Eisten hemmelig Raadslagning med ham, lod sig vel underrette om hele hans Sag med alle dens Omstændigheder, og gav alle de gode Raad, som siden kom for Dagen.

Kapitel 3

Derpaa bleve der sendte nogle Mænd nordpaa til Skjaldvor, thi hun var bleven tilbage i Kjøbstaden den Gang Sigurd rejste sydpaa; de bragde hende den Tidende, at Kong Eisten vilde komme der nordpaa om Foraaret, og søge at forlige Kong Sigurd og Sigurd Ranesøn. Kong Sigurd forblev den Vinter oppe i det Throndhjemske, men Kong Eisten øster i Landet. Men ved Begyndelsen af Foraaret gjorde Kongen sig færdig til at rejse østenfra, kom om Vaaren op til Throndhjem, og agtede at forlige Kong Sigurd og Sigurd Ranesøn; han søgte at indhente Efterretning om, om Kong Sigurd fattede et mildere Sindelag imod sin Navne, men det befandtes ej saa. Kongerne mødtes i Nideros, og havde kun en kort Tid været i Byen, før Kong Sigurd lod blæse til Møde, og paa dette beskyldte han Sigurd Ranesøn for, at han havde opkrævet det Gods, som tilkom Kongerne, og underslaaet Finneskatten af Gjerrighed og mod deres Villie, som den tilkom; han forestillede, at det fortjente en svær Straf, naar Kongens Ejendom blev forvansket, og sagde, at retfærdig Dom maatte derover afsiges. Men Sigurd Ranesøn svarede paa Kongens Tale saaledes: “Det er alle vitterligt,” sagde han, “at Kong Magnus Barfod drog med en Hær ind i Gøtland, hærgede der vide omkring, og gjorde meget Bytte. Derpaa lod Kongen sine Mænd, Sigurd Uldstreng og mange andre Høvdinger, blive tilbage paa Øen Valdinsø, imedens han selv opholdt sig paa et andet Sted med en Deel af Hæren; den Gang var jeg der i følge med ham, og kunde bringe ham den paalidelige Efterretning, at Kong Inge Steenkelsøn drog imod ham med en overordentlig stor Hær, og at det ej var raadeligt at blive liggende der. Han yttrede da, at jeg handlede som en Ven imod ham, da denne Efterretning kom; og Kongen begav sig med alle de Folk, der vare hos ham, til Vigen, men Sigurd Uldstreng og alle hans Folk bleve fangne. Kong Magnus satte saaledes Priis paa, at jeg unddrog ham fra denne Fare; og derefter gav han mig sin Søster Skjaldvor til Ægte, holdt mig for en tro Mand, og overgav mig den Forlening, at jeg skulde have Finnefærden og Handelen med Finnerne, saalænge Magnus selv eller hans Sønner vare Konger i Norge; jeg skulde betale Kongen tresindstyve Mark vejede hvert Halvaar, men selv beholde hvad jeg maaskee fik mere. Nu troer jeg at være kommen vel til det Gods, som han saaledes tilstod mig, og hvorpaa jeg har Vidner. Men hvad angaaer det, som jeg har sagt til eder, Herre Konge! i Hidsighed, og ikke med den skyldige Ærbødighed, derom vil jeg overlade Dommen ganske i eders Vold.” Kong Sigurd afslog at modtage hans Tilbud, og vilde, Sagen skulde have sin Fremme. Da svarede Kong Eisten: “Denne Sag, Broder! som I har imod Sigurd, er saa beskaffen, at Søgsmaal skulde ej finde Sted i Kjøbstaden, men paa Thinge, thi Sagen hører under Landsloven, men ikke til Bjarkøretten, og det er alle bekjendt, Broder! at den ej kan anvendes i denne Sag.” Da sagde Kong Sigurd: “Vil I, Kong Eisten, føre Værgemaal i denne Sag, i hvilken Søgsmaal tilkommer eder ligesaa meget, som os, saa skal vi ogsaa være beredt dertil.” Kong Sigurd stævnede da Thing med halv Maaneds Frist nordpaa i Kepsisø, og bad Sigurd Rnnesøn der at svare for sig. Derpaa forlod Kong Sigurd Mødet med sit Følge. Kong Eisten bad Sigurd Ranesøn kalde til Vidne paa, at Sagen paa dette Møde var afviist for Kong Sigurd efter Loven.

Kapitel 4

Derpaa bad Kong Eisten Sigurd at drage op til sin Gaard Steg, at samle saamange Folk til sig, som han kunde faae, og med hele sin Mandstyrke at drage til Thinget. Sigurd gjorde det. Han kom op til Bjarkø, og bad om Hjælp hos Vidkunn Jonsøn. Denne svarede, at han gjerne vilde være Sigurds Ven; “men det forekommer mig saa,” sagde han, “som det er Kongerne selv, der have denne Sag indbyrdes. Jeg er Kong Sigurds Leensmand, og derfor maa jeg følge ham med min Magt.” Kort efter sendte Kong Sigurd Bud til Vidkunn, at han skulde begive sig til ham med saa mange Folk, han kunde faae, og dette gjorde han; Kong Sigurd og hans Folk kom først til Thinget, og han havde en anseelig Styrke. Men da Kong Eisten drog nordpaa, kom Sigurd Ranesøn med mange Folk ham imøde. Da de nærmede sig Øen, sagde Kong Eisten: “Nu skulle vi ordne vore Folk saa rask, som muligt, og strax naar alle Skibene ere komne i Bryggelejet, skulle alle Mand gaae op med Skjolde og Vaaben og i fylket Hær, og kun faa skulle blive tilbage at passe paa vore Skibe; jeg troer vist, at de menige Bønder, som allerede ere hos Kong Sigurd, ville undre sig over denne usædvanlige Færd, mange ville da søge bort fra Thinget for at betragte os; lad os da, saa hurtig vi kunne, gaae paa Thinget, og blande vor Flok ind imellem deres Skare, det vil da see ud, som om vi havde en anseelig Mandstyrke.” De bare sig nu ogsaa saaledes ad; der Strømmede en heel Mængde til, for at betragte dem, og der bleve kun faa tilbage paa Thinget hos Kong Sigurd, undtagen hans og Vidkunns Folk. Da sagde Kong Sigurd, da han saae, at Folket Strømmede fra ham: “Det er dog sandt, at alle Bønder ville være, hvor Sigurd Ranesøn er.” Vidkunn svarede: “Nej, Herre! det er et Paafund af Kong Eisten, thi han veed, at Helgelænderne ere nysgjerrige af sig.” Kong Sigurd begyndte derpaa at føre sin Sag, fremsatte samme Beskyldning mod Sigurd Ranesøn Godset angaaende, og bad dem dømme efter Landsloven. Sigurd Ranesøn fremførte for sig samme Svar og Tilbud, som forrige Gang. Kongen afslog hans Tilbud, og fordrede sin lovlige Ret. Sigurd Ranesøn sagde: “For vort Svogerskabs og langvarige Venskabs Skyld, og det meget Gode, vi have beviist hinanden, lad denne Sag fare, Kong Sigurd! og hør ikke efter hvad onde og avindsfulde Mænd, der vill bagvaske os, sige; I vil deraf have Hæder og Ære, thi jeg har ikke haft mere godt af Finneskatten, end billigt kunde være.” Kong Sigurd svarede: “Det havde jeg for en Stund siden mindst ventet, at du vilde lønne mig for et stort Leen med at tilegne dig hvad mit var, og at tage mere af vort Gods, end du havde Lov til.” Sigurd sagde: “Det er ikke sandt, hvad man har forebragt eder, at jeg skulde have taget mere deraf, end jeg havde eders Tilladelse til.” Kongen svarede: “Det vil kun lidet hjælpe dig, hvis du ingen andre Beviser har, end dit Ord.” Da stod Kong Eisten op, og sagde: “Det er temmelig vanskeligt at indlade sig i denne Sag og sige Kong Sigurd alvorlig imod; der er en stor Forskel paa, om Sagen bliver ført efter Ret og Billighed, eller det kun kommer an paa, at sige Kong Sigurd imod. Nu have vi begge lige megen Deel i denne Sag; men formedelst den vanskelige Stilling, Sigurd Ranesøn er kommen i, og for vort Svogerskabs Skyld, ville vi endnu fremføre noget ham til Hjælp: han siger sig uskyldig, Broder, i denne Sag, og beder eder mindes eders langvarige Forbindelse og Svogerskab.” Kong Sigurd svarede: “Det passer sig bedre for en god Regjering, at slige Ting blive revsede efter Loven. “Kong Eisten sagde: “Naar det er Loven og lovmæssig Regjering du vil følge, da er det bedst, at han nyder godt af sine Vidner; og hvis I, Broder, er til Sinds, at lade Loven raade i denne Sag, da er det raadeligst, at I lægge al Vind paa at sagsøge efter fuld Lov og Ret, saa at lovkyndige Mænd ej skulle finde, at I fører Sagen vrangt og imod Rettens Bud.” Kong Sigurd svarede: “Du sagde mig i Kjøbstaden, at denne Sag skulde søges til Thinge.” Da svarede Kong Eisten: “Dette Thing have Bønderne sat for sig indbyrdes, at hver kunde her erholde hvad Ret er af hinanden, men da denne Sag er bragt i Gang mod en Leensmand, saa maa den sagsøges paa Lavthinget i dette Fylke, og det er Thrøndenæsthing.” Denne Sag blev da undersøgt, og Lavmændene gave den Kjendelse, at Kong Eisten heri havde Ret. Da stævnede Kong Sigurd Thing paa Thrøndenæs med halv Maaaeds Frist, og bad Sigurd Ranesøn der at fremkomme med sit Forsvar; derpaa gik han ombord med alle sine Folk. Men Kong Eisten og Sigurd Ranesøn toge ogsaa her Vidner paa, at Sagen var afviist paa Kefsisø-Thing paa lovlig Maade; dette udførte de dog i Stilhed.

Kapitel 5

Nu stævnede Kong Sigurd Leensmændene og deres Huuskarle til sig; han udnævnede af hvert Fylke en heel Mængde Bønder søndenfra Landet, og fik en stor Skare samlet; med hele denne Hær begav han sig nordpaa langsmed Landet heelt op til Helgeland, og agtede nu at gaae saa haandgribelig til Værks, at han vilde gjøre Sigurd Ranesøn landflygtig der nordpaa i selve hans Stamland. Han stævnede nu alle Helgelændere og Nummedølere til Thrøndenæs-Thing. Kong Eisten forsynede sig ligeledes med mange Folk, og drog til Thinget. Kong Eisten befalede da sine Mænd, at de skulde vise sig med Anstand, sætte Skjoldene tæt paa Hinanden ved Stavnene, gribe deres Vaaben, og have dem paa rede Haand, begive sig strax med Skyndsomhed paa Land, saasnart de lagde til, og vise sig ganske færdige til at prøve Styrke med Kong Sigurd. De gjorde efter hans Befaling; de gik op til Thinget paa den bestemte Dag, og havde begge et talrigt følge; Kong Sigurd kom ogsaa denne Gang først med sine Folk. Men da Kong Eisten nærmede sig Thrøndenæs-Thing, sagde han til Sigurd Ranesøn: “Hvad Tilbud vil du gjøre, eller hvilket Forsvar vil du fremføre for dig i Dag paa Thinget?” Han svarede: “Jeg sætter al min Lid om et godt Udfald til eders Nærværelse.” Kongen sagde: “Gak nu hid, hvis du vil følge mit Raad, og overdrag mig med Haandtag og Vidner hele din Sag til Værgemaal mod Kong Sigurd; lad os da tillyse, at Sagen er mig overdragen, det er langt billigere, at vi to Brødre have med hinanden at gjøre, og prøve hvo af os Konger der er den lovkyndigste.” De gjorde saa; hvorefter Kong Eisten med sine Folk gik hen paa Thinget. Kong Sigurd fremførte Søgsmaalet imod Sigurd Ranesøn med samme, eller endnu større Hæftighed, end før. Da svarede Kong Eisten strax, og sagde: “Det er alle vitterligt, hvilke Tilbud Sigurd Ranesøn har gjort Kong Sigurd, han troer at have gjort alt, hvad nogen med Billighed kunde fordre, thi han tilbød, at Kong Sigurd allene maatte raade for Dommen. Men hvad det angaaer, at han har Vidne paa, at Kong Magnus overdrog ham Finnefærden paa det Vilkaar, som hidtil er blevet overholdt, og bestemte tillige forud, at samme Vilkaar skulde staae ved Magt, saalænge hans Sønner vare Konger i Norge, da forholder det sig dermed endnu som før, at vi forlange, han skal føre sine Vidner, og nyde Ret og Skjel i alle Maader, men lide Straf for alt det, som han ej kan føre Vidner for. Men eftersom Kong Sigurd ikke vil frafalde sit Forsæt, men drive Søgsmaalet til det yderste, for at Skade Sigurd, saa maa man endda være fornøjet, hvis han finder sig i, at der føres Forsvar efter Loven.” Da svarede Kong Sigurd: “Meget hæftig tager du dig af denne Sag, men skjønt det vil koste mere Umage, end jeg havde tænkt, at drive den igjennem, saa vil jeg dog fortsætte den, og det er mit Ønske at gjøre ham landflygtig her midt iblandt hans Frænder.” Kong Eisten svarede: “Det maa være en egen Ting, Broder! der ej skulde lykkes for dig, naar du vil sætte den igjennem, saa mange store Bedrifter som du har øvet, og her kan man ej vente andet, end at de ere faa og smaa, som staae dig imod.” Kong Sigurd sagde, at han tilvisse vilde, at det skulde underkastes en Undersøgelse, hvorvidt Kong Magnus kunde give noget for længere Tid, end medens han var Konge i Norge; ”og mangler der nu,” sagde han, ”noget i at Søgsmaalet er skeet paa lovlig Maade, da har Kong Eisten allene voldet det, thi nu er Sagen stævnet til det Thing, hvorpaa Kong Eisten sagde, at den efter Loven skulde foretages.” Kong Eisten svarede: “Tilvisse har jeg sagt, Broder, at du paa Thrøndenæsthing maatte søge den Sag imod Sigurd Ranesøn; men eftersom Sagen nu har skiftet Udseende, saa at Konger selv udgjøre Parterne saa kan den ikke rettelig føres til Fylkesthing, men maa foretages paa eet af Lavthingene, Frostething, Gulething eller Heidsævesthing; nu er denne Sag rejst under Frostething, derfor bør den der sluttes, hvis Loven skal have sin Gang; thi jeg har nu paataget mig hele denne Sag, som Sigurd Ranesøn skulde selv have forsvaret, og det er derfor nu bleven en Sag imellem os Konger; herimod vil du intet kunne indvende.” Da tog Kong Sigurd saaledes til Orde: “Skjønt det nu er saa, at du har overtaget denne Sag og saaledes viser dig som min Modstander, saa skal jeg dog ikke derfor lade Sagen falde;” hvorpaa han stævnede Kong Eisten til Frostething, og gik saa bort; men Kong Eisten krævede atter Folk til Vidne paa, at Sagen igjen var afviist for Kong Sigurd; imidlertid var det nu kommet saa langt hen paa Sommeren, at Frostething var forbi, og man maatte bie det Halvaar. Der var ogsaa en Lov for, at skjønt noget var stævnet til Frostething, kunde det vel foretages i Byen Nideros, paa den Tid af Sommeren, som Frostething skulde holdes.

Kapitel 6

Der fortælles, at selvsamme Sommer, en Gang da Kong Sigurd var i Byen, og sad og talte med Sigrid Ranedatter, saae man et Skib sejle til Byen, og formodede, at det var Ivar af Fljode, som kom. Kong Sigurd sendte Einar Præst Skulesøn, for at forhøre, om det var Ivar eller ej. Da Einar kom tilbage for Kongen, kvad han følgende:

Jeg kan, o Møres Konning!
(Stor er din vundne Hæder)
Dig, skjønt du veed heel meget,
God Efterretning bringe:
End ej smalfingret Ivar
Af Fljode, Gulds-Uddeler,
Er kommen hid; hos hende
Du rolig end kan sidde.

Saaledes havde Ivar før været kaldet. Senere hen paa Sommeren kom Ivar i Land, og der blev intet videre af den Sag.

Kapitel 7

Kong Eisten var i Throndhjem om Vinteren. Næste Sommer sendte begge Kongerne Bud til deres Leensmænd og andre Undergivne, at de med talrigt. følge skulde komme til Thinget, Deres Broder, Kong Olaf, var da endnu levende, den Gang dette forefaldt; ogsaa han blev stævnet til Things med sine tjenstpligtige Mænd. Kong Eisten var allerede i Byen, og opholdt sig paa Kongsgaarden. Kong Olaf kom førend Kong Sigurd, og tog sit Ophold i Byen kort fra Olafskirke. Kong Sigurd kom noget senere med en stor Mængde Skibe; han lagde op i Aaen Nid, og opholdt sig med sine Mænd paa Skibene under Telte. Den Dag da Thinget skulde sættes og Sager foretages, blev der blæst i Byen og forkyndt, at Bønder og Thingmænd skulde først gaae paa Thinget, og sætte Retten efter Loven; da var een af de største Lovkyndige tilstede, Jon Mørnef, en Leensmand og anseelig Mand, Fader til Endride, der faldt under Serk. Med Kong Olaf var Sigurd Sigurdsøn fra Hvitastein, en Leensmand, som eenstemmig holdtes for den forstandigste i Norge. Kong Eisten gik først iblandt Kongerne til Thinget med sit følge; han var mandstærk, og forlangte strax af Leensmændene, at de skulde holde med ham, og understøtte Sigurd Ranesøns Sag efter Evne. Jon Mørnef svarede og sagde, at det vilde have sin store vanskelighed, at stille Trætten imellem ham og hans Broder, men lovede dog villigen at hjælpe Kong Eisten i alt, hvad Ret var efter Loven. Da sagde Kong Eisten: “Jeg forlanger ikke noget andet af eder, end at I erklære for Lov det, som Lov er; men for at jeg paa lovlig Maade kan bringe det dertil, at I ikke blive forbundne til at dømme om de Sager, som fremføres her i Dag, saa vil jeg have det Løfte af eder, at I ikke af min Broders voldsomme Fremfærd lade eder bevæge til at dømme mod hvad Ret er.” Disse hans Ord bleve modtagne med lydeligt Bifald. Derpaa kom Kong Olaf paa Thinget med sit følge; det var uden Sammenligning det mindste af Kongernes. Sidst kom Kong Sigurd, og alle hans Folk vare næsten fuldtvæbnede, undtagen at de ingen Skjolde havde. Kong Sigurd begyndte da, og fremførte sit Søgsmaal imod Sigurd Ranesøn, saaledes som det tyktes ham lovligst at være, efter hans Raadgiveres skjøn, som overlagde Sagen med ham. Kong Eisten fremstillede sig da som Forsvarer i Sagen, og det blev først at afgjøre paa Thinget, om Kong Magnus maatte bortgive noget Leen længer end for sin Livstid eller om det fremførte Forsvar kunde være gyldigt; Lavmændene afsagde da den Kjendelse, at Kongen kunde tage Bestemmelse med sine Gaver for et Aarhundrede, og en saadan Bestemmelse skulde da tillyses paa alle Lavthing i Norge, paa Frostething, Gulething og Heidsævesthing. Derpaa undersøgtes, om Sigurd Ranesøn havde tillyst nogen saadan Bestemmelse for længere Tid end Kong Magnuses Livstid, men der fremførtes ingen Vidner paa, at dette var skeet. Da yttrede Kong Sigurd sin Mening, som gik ud paa, at han ikke vilde, det skulde være gjældende Lov i Norge, at nogensomhelst Konge maatte tilstaae Forleninger længere, end for sin Livstid; hvorpaa han erklærede Kong Eistens Forsvar for afviist, angaaende at Sigurd Ranesøn maatte have Finnefærden. Kong Eisten svarede, og gav tilkjende som sin Villie, at en Konge maatte tage Bestemmelser med sine Gaver for et Aarhundrede, for Fremtiden ligesom hidtil. Denne Sag blev da, ved de mægtige Høvdingers Mægling, forligt saaledes, at Kongerne skulde kaste Lod om, hvo der for Fremtiden skulde raade, men Lodderne skulde skjæres og kastes i Skjød. Da spurgte Kong Eisten sin Broder Kong Olaf, med hvem han vilde være enig i denne Sag. Han svarede: “Vi have længe levet i inderlig Kjærlighed og Enighed; hvad Lov og Regjering angaaer vil jeg lade den Mening være min, som du foretrakker, Kong Eisten!” Da sagde Kong Eisten: “Saa raader jeg da til, Kong Sigurd! at vi skjære den tredie Lod i Skjød, thi Kong Olaf er ligesaa fuldt Kong Magnuses Søn, som vi to.” Kong Sigurd svarede: “Det kan man da see, at alle Udveje benyttes, og du vil da have tvende Lodder i Skjød imod at jeg har een; imidlertid skal jeg ikke nægte Kong Olaf nogen Hæder og Æresbeviisning.” Derpaa bleve Lodderne baarne i Skjød, og Kong Sigurds Lod kom op, saaledes at han skulde raade, men han gav derpaa sin Erklæring overeensstemmende med hvad han allerede havde yttret som sin Villie.

Kapitel 8

Da Sagen nu var kommen saa vidt, kom det til Undersøgelse, om Sigurd Ranesøn havde besiddet Godset uden de rette Ejeres Tilladelse. Nu vare der mange, som deeltoge i denne Raadslagning, hvorledes dermed var tilgaaet, men ingen havde noget afgjørende Beviis, uden Bergthor Buk, Svend Bryggefods Søn; han afgjorde, at Sigurd var sandskyldig. Kong Sigurd opfordrede da Lavmændene og Domsmændene til at dømme i Sagen imod Sigurd Ranesøn, erklærede, at alle Sagens Oplysninger nu vare klare nok, og lod sig tillige forlyde med, at det vilde gaae dem ilde, der afsagde en Dom, som ej var ham til Behag, saaledes beskaffen, som Sagen nu var. Kong Eisten sagde, at han fandt det højst ubilligt, at dømme Sigurd skyldig for en Sag, som Kong Magnus havde tilstaaet ham for sin Person og for sine sønner: “og som ingen hidtil har paaanket,” sagde han. “Nu veed jeg ikke, om I ville lægge mindre Vægt paa min Vrede, end paa Kong Sigurds, men det veed jeg, at jeg ikke har i Sinde at give tabt, hvis der dømmes anderledes end jeg anseer for lovligt, thi jeg troer at forstaae mig paa hvad Lov og Ret er, bedre end han.” Da svarede Jon Mørnef: “Man holder det ikke for nogen let Sag, at afgive nogen afgjørende Dom i denne Sag, ikke desmindre komme vi nu til at gjøre det, som Pligt er, hvad enten det behager Parterne, eller ej.” Kong Eisten sagde: “I skulle endnu bie en kort Stund, før I fælde Dommen.” Derpaa lod han sine Vidner og Vidnesbyrd fremkomme, som han paa det Første Møde havde krævet til Vidne paa, at denne Sag var bleven afviist for Kong Sigurd; derpaa fremførte han sine Vidner og Vidnesbyrd, som han havde taget paa Kefsisø-Thing, at Sagen der var afviist; endelig bleve afhørte de Vidner, som vare tilkaldte paa Thrøndenæsthing, at denne Sag ligeledes der var afviist. Og da dette var skeet, sagde Kong Eisten: “Det indskyder jeg nu til Lavmændenes Kjendelse, at de sige hvad Lov er, om det er nogen tilladt at misfare saa med sine Søgsmaal, at han bestandig, saalænge han vil, kan søge den selvsamme Sag; thi jeg troer det Lov at være, hvis der finder saa stor Uenighed Sted imellem lovkyndige Mænd, at Sag afvises paa trende Lavthing, og Vidner derpaa tilkaldes, da skal aldrig mere Oprejsning gives i denne Sag, og ingen Domsmænd skulle nogensinde i samme dømme.” Han krævede derpaa Vidner paa, at han gjorde Indsigelse mod Dommerne at dømme i Sagen. Da svarede Jon Mørnef: “Dømme skulde jeg i Sagen som mig tyktes lovligst være, naar jeg blev opfordret dertil, men det er mig kjært, at dette er til Hinder for Dommen; thi jeg erklærer Kong Eistens Paastand for lovlig.” Da svarede Kong Sigurd meget forbittret: “Maaskee Kong Eisten ved sine Lovtrækkerier har faaet denne Sag afviist; men, een Dom staaer endnu tilbage, og det kan hænde sig, at jeg er ligesaa bevandret, som han, i at varetage den; og denne skal nu afgjøre vort Mellemværende, naar Retten slaaer os fejl.” Han gik da bort fra Thinget ned til sine Skibe med alle sine Folk, men Kongerne Eisten og Olaf begave sig til deres Herberger. Kong Eisten kom ind i Stuen. og satte sig til at drikke; han var da meget fornøjet. Nogle af hans Mænd talte om, hvilken Forskjel der var paa begge disse Brødres Kløgt, men andre ymtede om, hvilken Ende det dog vel vilde tage med den Sag. Kong Eisten spurgte Sigurd Ranesøn om, hvad ham tyktes om Sagens Udfald og den ham ydede Bistand. Han svarede: “Jeg er saare fornøjet med eders hele Adfærd i min Sag, thi I har ydet mig fuldkommen Bistand i alle Maader, maaskee endog for megen.” Da blev Kongen vred, og sagde: “Vanskelig finder man en Mand, som har Mandighed og Mod nok til fuldkommen at benytte sig af en andens Understøttelse, der er fornemmere, end han; og derfor blander jeg mig mindre i andres Anliggender, end jeg ellers vilde gjøre.”

Kapitel 9

Kort efter søgte Sigurd Ranesøn at faae Lejlighed til at gaae ud af Drikkestuen; det var silde om Aftenen. Og da han saae, at ingen gav Agt paa ham, gik han hurtig bort ganske allene. Han var uden Kappe, i en Skarlagens Kjortel og blaae Beenklæder og havde et Bælte om Livet; han havde et tykt Huggespyd i Haanden med et kort Skaft, saa at man med Haanden kunde naae til Haandgrebet. Han gik ned igjennem Gaden, og standsede ej, før han kom til Stavnbryggen paa Kong Sigurds Skib; foran paa den sad en Mand og holdt Vagt. Sigurd bad om Tilladelse til at gaae ud paa Skibet; men Vagtmanden var ikke ret villig til at give den. Da sagde Sigurd: “Vælg selv, enten gak bort fra Bryggen, eller ogsaa dette Spyd staaer igjennem dig.” Vagtmanden forlod Bryggen, men Sigurd gik ud paa Skibet og op i Forrummet. Bordene stode endnu, og ingen blev Sigurd vaer, førend han faldt paa Knæ for Kongen, og sagde: “Jeg vil ikke, Herre Kong Sigurd! at I Brødre skulle have Kiv og Trætte for min Sags Skyld, som det nu tegner til; men jeg overgiver nu mig og mit Hoved i eders Vold og Naade; handl dermed som I vil; thi heller vil jeg paa Stedet døe, end at der for min Skyld skal opstaae Uenighed imellem eder og Kong Eisten.” Mange gode Mænd indlagde da deres Forbønner, at Kongen skulde handle skaansomt med Sigurd, da han overgav sig selv i hans Vold. Kongen tog seent til Orde, og sagde: “I Sandhed er du en brav Mand, Sigurd! thi nu har du fattet en Beslutning, som tjener os alle bedst. Nys saae dette saa farligt ud, at ingen, uden Gud, kunde vide hvilken Vending det vilde tage, thi jeg havde foresat mig i Morgen at gaae op paa Ilemarker med alle mine Folk, og stride med Kong Eisten. Nu skal jeg modtage det af dig tilbudte Forlig, hvis du vil henstille Sagen ganske til mig og min Dom.” Sigurd gjorde det. Da sagde Kong Sigurd: “Vi ville da ikke opsætte Kjendelsen; længe nok har der været Hindringer i Vejen for vor Sag. Jeg tildømmer dig at betale femten Mark Guld, og det skal du udrede i Morgen den Dag, førend Højmessen i Kristkirke er ude. Mine Brødre vilde vanære mig, men jeg vil ikke desmindre iagttage deres Hæder, saavel som min: Du skal betale fem Mark til Kong Eisten, andre fem til Kong Olaf, og mig de øvrige fem, og du skal have betalt dem begge, førend du betaler mig. Disse Penge skal ikke udredes i andet, end skjært Guld; thi man har sagt mig, at du er bleven rig paa Guld af os Kongers Skattepenge. Men hvis du ikke betaler alle disse Penge i alle Maader saaledes, som nu er bestemt, saa er det ude med Forliget imellem os.” Sigurd Ranesøn svarede, “Jeg takker eder, Herre! fordi I tillod mig at erholde Forlig med eder, hvorledes det nu end gaaer mig med min Rigdom paa Guld.” Sigurd Ranesøn gik da fra Skibet og op i Byen. Men da han var kommen ind i Stuen for Kong Eisten, berettede Sigurd ham alt, saaledes som det var gaaet til imellem ham og Kong Sigurd. Kong Eisten blev saa blodrød, som om Aarerne paa Øjeblikket skulde sprænges, og sagde derpaa: “Saare megen Fare Har du udsat os for, og ilde lønnet mig for min Bistand, og jeg kan for min Part ingen Deel have i dette Forlig.” Kong Eisten gik da til Sengs, men Sigurd gik til sine Venner, og fik Guld til Laans hos dem, og de ansloge det alt tilsammen, tilligemed med det han allerede havde, til gode fem Mark i brændt Guld. Om Morgenen, da Formessen var ude, gik Sigurd hen til Kong Eisten, og bad ham lade tage Vægtskaaler, for at veje Guldet; og da dette var gjort, sagde Sigurd: “Nu vil jeg bede eder, Herre Konge! at tage mod disse Penge, hvad enten I vil kalde det Betaling eller Løn for eders Bistand, det er dog mindre, end det skulde være.” Da sagde Kong Eisten: “Hvormange Penge skal du betale mine Brødre, Kong Olaf og Kong Sigurd?” Han svarede: “Jeg begynder med at betale der, hvor jeg troer at være mest forpligtet, hvorledes det end saa gaaer med Pengene til de andre.” Kong Eisten sagde: “Jeg kan vide, du har faaet disse Penge til Laans af andre, og vil, at du skal tage dem som en Foræring af mig.” Sigurd takkede Kongen for Foræringen, og begav sig strax til Kong Olaf, og sagde, at han vilde betale ham Guldet. Kong Olaf spurgte, om han havde betalt Kong Eisten. Sigurd sagde ham, hvorledes det var gaaet til imellem dem. Da sagde Kong Olaf: “Det gaaer mig endnu, som igaar, at jeg veed mig intet bedre, end at følge Kong Eisten, og jeg vil give dig disse Penge.” Sigurd Ranesøn gik derpaa til Kong Sigurd, og der blev da ringet til Højmessen i Kristkirken. Han bad Kong Sigurd at lade Pengene veje; det skede, og der befandtes at være fem Mark god Vægt. Da spurgte Kong Sigurd, om de andre Konger havde erholdt deres. Sigurd sagde, at de vare begge betalte. Kongen sagde: “Der er da Syn for Sagn, som jeg nok tænkte, at du var meget rig paa Guld.” Sigurd Ranesøn fortalte da alt saaledes, som det var gaaet til, at begge Kongerne havde eftergivet ham deres, og at dette var det samme Guld, som han havde betalt dem. Kongen sagde: “Jeg vil ogsaa give dig disse Penge paa det Vilkaar, at hvis der opkommer nogen Uenighed imellem os Brødre, da skal du til Gjengjæld være min Ven.” Sigurd svarede: “Gjerne vilde jeg bede derom, at der aldrig kom eder noget imellem, og alle eder Brødre ønsker jeg alt Godt; men hvor meget Gods det end gjælder, ja om det end gjælder mit Liv, saa vil jeg ingensinde agte nogen Mand højere, end Kong Eisten, saalænge jeg lever.” Da svarede Kong Sigurd: “Saa vil jeg da staae endnu mere tilbage for ham, hvis jeg tager disse Penge; jeg vil nu give dig dem alle, skjønt du ikke lover mig noget Venskab.” Sigurd Ranesøn takkede Kong Sigurd med megen Kjærlighed for denne Gave og al anden Gunst, han havde viist ham, og bad Kongen komme hen i hans Gaard at spise den Dag med saa mange Mænd, som han selv vilde. Kongen lovede det.

Kapitel 10

Efter Messen gik Kong Sigurd med tresindstyve Mand til Sigurd Ranesøns Gaard, og da de kom ind i Drikkestuen, fandt de den herlig smykket med Tjeldinger og Krigsvaaben; der vare ophængte Skjolde Huset rundt, omkring paa Væggene, og saa fagert oppyntet, at selve Kongen og de allesammen forundrede sig; der holdtes det prægtigste Gjæstebud, og dermed hengik hele den Dag. Sigurd Ranesøn og hans Mænd besørgede Opvartningen, indbare Drik og andre Dele, hvad der behøvedes; og en Gang om Dagen, da de vare gangne ud, saa at Kongen var ene tilbage med sit følge, sagde Kong Sigurd til sine Mænd: “Hvor saae I nogen Tid en saadan Huusboned i en Leensmands Bopæl, da man ikke finder dens Mage i en Konges Herberger, meget fortrinligere er denne i enhver Henseende.” Da svarede Bergthor Buk: “Vist nok ere her gode Vaaben og fagert oppyntet, men den største Hæder vilde det være for Verten, naar han selv ejede noget af disse Herligheder og ikke alt var laant Gods.” Kongen blev vred, og sagde: “Det er det kosteligste Beviis paa en Mands Vennesælhed, at han af andre kan erholde alt hvad han vil, men slig Yttring er ikke velvillig.” Sigurd Ranesøn kom da ind i Stuen, og havde hørt deres Samtale. Som det ringede til Aftensang vilde Kongen gaae. Sigurd forærede da Kongen prægtige Gaver, og bad ham komme igjen efter Aftensang for at drikke Kristsminde. Kongen gjorde det. Men da de kom ind i Stuen, vare alle Skjoldene borte, undtagen at der hang et gammelt Ridderskjold ved Kredentsbordet og ved Siden deraf nogle gamle Kapper. Da sagde Kong Sigurd : “Her er i en Hast bleven forandret, Sigurd! medens vi have været borte,” Sigurd Ranesøn svarede: “Det var at formode, Herre! at hver vilde have sit, thi jeg ejede intet af disse Skjolde, og det beroer nu paa eders Godtbefindende, om jeg skal eje det, som nu hænger her, eller ikke. Men Sammenhængen med dette Skjold er denne, at vi toge paa Krigstog til Irland med eders Fader, Kong Magnus, og gik paa Land sidste Gang, som vi ikke havde skullet; da kom en overordentlig stor Hær Irer imod os, og der begyndte et Slag, som I har Hørt, og der forefaldt den overordentlige Begivenhed, at eders Fader, Kong Magnus, Stalleren Evind Albue og mange andre brave Mænd faldt der; men vor Hær tog Flugten, og man løb alt hvad man kunde til Skibene, og jeg var i mine Tanker ikke blandt de Første paa Flugten. Men da de saaledes søgte ned fra Landet mod Skibene, var der et dybt Morads ved Strandbredden, og alle, som kunde, løb derigjennem; somme lykkedes det at komme over, men andre ikke, og de, som ikke kom over, bleve gjennemborede af Spydsoddene. Men da vi søgte ned til Moradset, saae jeg en Mand løbe foran mig, han havde dette Skjold paa Ryggen, og nogle side Kapper om sig, men da han saae, at det var vanskeligt at komme over Mosen, kastede han først Skjoldet, og slængte siden Kapperne; han havde en med Knapper besat Silkehue paa, og mig syntes det var dog drabelig gjort af ham, at han beholdt Huen; men mig forekommer det, som det var Bergthor Buk, det er noget, som Vidkunn Jonsøn maa vide, thi han var tilstede den Gang jeg tog Kapperne op, saavel som Skjoldet, da jeg ikke forhen i Træfningen havde noget; dette Skjold har jeg nu forvaret siden den Tid, men døm nu I, Herre! om jeg eller Bergthor skal have det.” Kongen svarede kort og rask: “Behold du Skjoldet!” Kongen gik bort, men Bergthor blev meget vred. Kort efter døde Kong Olaf af Sygdom, som før er fortalt; men Sigurd og Eisten vare begge Konger, og bleve aldrig siden ret enige, dog vedligeholdtes Freden indenlands, saalænge de levede. Sigurd Ranesøn havde sit Leen, som før, og holdtes for en hæderlig og modig Mand.