Fortælling om Thorstein Skelk (C.C.Rafn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.

Islændingesagaer

Oldnordiske Sagaer
Bind 3

Fortælling om Thorstein Skelk

Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1831

Det fortælles, at Kong Olaf, Sommeren efterat han havde draget paa Gjæjsteri gjennemVigen og vidt omkring andre Steder, var til Gildes paa Gaarden Rejna; han havde en stor Forsamling om sig. Der var da hos Kongen en Mand, som hed Thorstejn, en Søn af Thorkel en Søn af Asgejr Ædikol, en Søn af Audun Skøkul; han var en Islænder, og var kommen til Kongen Vinteren forud. Da Folk om Aftenen sade over Drikkebordet, sagde Kong Olaf, at ingen af hans Mænd maatte gaae ene ud paa Vandhuset om Natten, og at enhver, som ønskede at gaae, skulde kalde sin Sængekammerat med sig; ellers, sagde han, vilde det ikke gaae godt. Der blev nu drukket godt om Aftenen, og, da Drikkebordene vare borttagne, gik Folk til Sængs. Ud paa Natten vaagnede Islænderen Thorstejn, og sagde, at han vilde gaae ud, men han, som laa hos ham, sov saa haardt, at Thorstejn ikke vilde vække ham. Han stod da op, trak Skoene paa sine Fødder, og tog en tyk Kjole over sig, og gik til Huset; det var et stort Huus, saa at elleve kunne sidde paa hver Side. Han satte sig paa det yderste Sæde, og da han havde siddet en Stund, saae han, at der kom et Spøgelse op, og satte sig paa det inderste Sæde, og blev dær siddende. Thorstejn spurgde da: “Hvo er der kommen?” Aanden svarede: “Her er kommen Thorkel den Tynde, som faldt paa Valpladsen med Kong Harald Hildetand.” “Hvorfra kom du nu hid?” spurgde Thorstejn fremdeles. Han svarede, at han var nylig kommen fra Helvede. “Hvad kan du fortælle derfra?” spurgde Thorstejn. Hin svarede: “Hvad vil du spørge om?” “Hvo taale bedst Pinslerne i Helvede?” spurgde Thorstejn. “Ingen bedre,” sagde Aanden, “end Sigurd Fofnersbane.” “Hvad Pinsel har han?” “Han tænder en brændende Ovn,” sagde Draugen (1); “Ej tykkes mig det saa stor en Pinsel,” sagde Thorstejn. “Ej er det dog saa lidet,” svarede Draugen, “thi han er selv Branden.” “Ja da er det meget,” sagde Thorstejn; “men hvo taaler slettest Pinsler der?” Draugen svarede: “Starkad hin Gamle taaler dem slettest, thi han raaber saa, at det er os Djævle til større Pine end det meste andet, saa at vi for hans Skrigen aldrig kunne have Ro.” “Hvad Pinsel har han da,” spurgde Thorstejn, “da han taaler den saa ilde, saa tapper en Mand, som han siges at have været.” “Han er i Ild indtil Anklerne.” “Ej tykkes mig det saa meget,” sagde Thorstejn, “for en saadan Kæmpe, som han har været.” “Ej er det ret betragtet,” sagde Draugen, “thi alene Fodsaalerne staae op af Ilden.” Ja! meget er det da,” sagde Thorstejn, “og skrig du noget Skrig efter ham!” “Det skal skee,” sagde Aanden. Han spilede da Kjæften ud, og opløftede et stærkt Brøl, men Thorstejn holdt Kjoleskjødet over sit Hoved. Han blev meget forvirret, da han hørte dette Skrig, og spurgde: “Skriger han saaledes stærkest?” “Nej langt fra,” sagde Draugen, “thi dette er vi Smaadjævles Skrig.” “Skrig da nogenledes efter Starkad,” sagde Thorstejn. “Det skal skee,” sagde Draugen; og han begyndte da at skrige anden Gang saa frygtelig højt, at Thorstejn syntes, det var et Under, hvor stærkt denne saa lille Djævel kunde brøle. Thorstejn gjorde som før, at han svøbte kjolen om sit Hoved, men det virkede dog saaledes paa ham, at han faldt i Afmagt, saa at han ikke vidste til sig selv. Da spurgde Draugen: “Hvi tier du nu?” Thorstejn svarede, da han kom lidt til sig selv igjen: “Jeg tier, fordi jeg undrer mig over, hvor frygtelig en Stemme, der er i dig ikke større Djævel, end du synes mig at være; men er dette Starkads største Skrig?” “Ikke nær,” svarede han, “dette er snarere hans mindste Skrig.” “Undslaa dig ikke længer,” sagde Thorstejn, “og lad mig høre hans største Skrig!” Draugen tilstod det. Thorstejn belavede sig da den paa, lagde kjolen sammen, viklede den saaledes om sit Hoved, og holdt begge Hænderne udenpaa. Spøgelset havde ved hvert Skrig rykket tre Sæder nærmere til Thorstejn, og nu vare der allene tre imellem dem. Han opspilede nu frygtelig Kjæften, og drejede Øjnene i Hovedet, og begyndte at brøle saa højt, at Thorstejn syntes, det gik over alle Grændser, men i det samme lød Klokken i Kirken; men Thorstejn faldt i Besvimelse frem paa Gulvet; Klokkelyden gjorde saadan en Virkning paa Draugen, at han sank ned i Gulvet, og man kunde længe høre Efterklangen nede i Jorden. Thorstejn kom snart igjen til sig selv, stod op og gik til sin Sæng og lagde sig ned. Da det dagedes, stode Folk op, og Kongen gik i Kirken at høre Messen; derefter gik man til Bords. Kongen var ikke meget blid; han tog til Orde; “Har nogen gaaet ene ud i Nat?” Thorstejn stod da op, faldt ned for Kongen, og sagde, at han havde overtraadt hans Bud. Kongen svarede: “Ej var det mig saa stor Skade, men du viser, hvad man siger om eder Islændere, at I ere meget egenraadige; men blev du noget vaer?” Thorstejn sagde da alt, hvad der var skeet. Kongen spurgde: “Hvorfor syntes du om, at han skreg?” “Det vil jeg sige eder, Herre!” svarede han, “jeg syntes at vide, fordi I havde advaret alle fra at drage ene derhen, og Skjelmen kom op, at vi vilde ikke stilles uden Meen; men jeg troede, at I vilde vaagne derved, Herre! naar han skreg, og jeg troede mig da hjulpen, naar I mærkede det.” “Saa var det ogsaa,” sagde Kongen, “at jeg vaagnede derved, og jeg vidste, hvad der var paa Færde, og derfor lod jeg ringe, da jeg vidste, at det ellers ikke vilde gaae godt; men blev du ikke ræd, da Spøgelset begyndte at skrige?” Thorstejn svarede: “Jeg veed ikke, hvad det er for noget, Rædsel, Herre!” “Var der dig ingen Frygt i Brystet?” sagde Kongen. “Nej der var ikke,” svarede Thorstejn; “men ved det sidste Skrig kom mig dog næsten Banghed (2) paa.” Kongen svarede: “Nu vil jeg øge dit Navn, og kalde dig herefter Thorstejn Skelk, og her er et Sværd, som jeg vil give dig i Navnefæste.” Thorstejn takkede ham. Det berettes, at Thorstejn blev Kong Olafs Hofsinde, og fulgde ham siden, og faldt paa Ormen lange med Kongens andre Kæmper.

Noter:
1) D.e. Gjengangeren.
2) I Grundsproget Skelkr