Fortælling om Torstejn Stanghug
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
 |
Islandske Sagaer
Fortælling om Torstejn Stanghug
Paa Dansk ved Fr. Winkel Horn
C. A. Reitzels Forlag,
1871-1876
I Sunnudal boede der en gammel, næsten blind Mand ved Navn Toraren. Han havde været en stor Viking i sine unge Dage, og selv nu, han var gammel, var han ikke god at komme til Rette med. Han havde en Søn, som hed Torstejn, en stor og stærk, men rolig og sagtmodig Mand, Han styrede sin Faders Gaard saa godt, at tre Mand ikke kunde gjøre mere Gavn end han. Toraren var ikke synderlig rig paa Gods, men Vaaben havde han mange af. Han og Sønnen drættede Heste op, og det var især ved at sælge dem, at de tjente Penge, thi de vare alle gode Rideheste, og Mod til at bides skortede det dem ikke paa.
Bjarne paa Hof havde en Tjenestekarl, som hed Tord; han var Hesterøgter og passede sin Husbonds Rideheste. Tord var en meget ubillig og anmassende Mand, og mane lod han mærke, at det var en Stormand, han tjente hos, men selv blev han ikke bedre for det, og det hjalp ham heller ikke til at blive afholdt af Folk. Han og Torstejn blev engang enige om at holde en Hestekamp med unge Heste, hvilket den Gang var en meget yndet Morskab paa Island. Da nu Kampen kom i Gang, gik det kun daarlig med Tords Hest, og da han saa' at den ikke kunde staa sig, gav han Torstejns Hest et dygtigt Rap over Snuden, hvilket Torstejn strax gjengjældte ved at slaa endnu stærkere til Tords Hest, saa den rendte bort under Raaben og Hujen fra alle dem, som saa' derpaa. Tord slaar nu til Torstejn med Hestestangen, den Stav, man brugte til at hidse Hestene frem med; han ramte ham paa det ene Øjenbryn, saa at det hang ham ned for øjet. Torstejn skar et Stykke af sin Skjorte og bandt det fast over Saaret; ellers lod han som ingenting og bad, at man skulde holde det skete skjult for hans Fader, og saa var den Sag forbi. Men hos Bjarne var der to Mænd i Kost, Torvald og Torhal, der godt forstode den Konst at sætte Folk sammen, og talte ondt om alt, hvad de hørte i Herredet; de drev da ogsaa Spot med dette og kaldte ham Torstejn Stanghug.
Om Vinteren, lidt før Jul, stode Kvinderne i Sunnudal en Morgen tidlig op og gik til deres Arbejde. Torstejn stod ogsaa op og bar Hø ind, og lagde sig saa paa Bænken. Da hans Fader, den gamle Toraren, kom ind, spurgte han, hvem det var der laa. Torstejn svarede, at det var ham. "Hvor kommer det sig, at du er saa tidlig paa Benene, min Søn?" sagde den Gamle. "Jeg synes ikke, her er for mange til at faa gjort, hvad her er at gjøre", sagde Torstejn. "Du har vel ikke ondt i Hovedet, min Søn?" sagde Toraren. "Det mærker jeg ikke noget til", svarede Torstejn. "Hvad har du at fortælle om Hestekampen sidste Sommer? du blev nok slaaet i Gulvet som en Hund, min Søn, saa du gik helt fra det." "Jeg synes ikke, der er nogen Ære i hellere at kalde det for Overlast end Vaadeværk", svarede Torstejn. "Det havde jeg ikke troet", sagde Toraren, "at jeg havde saadan en Usling til Søn." "Sig nu ikke andet, Fader", sagde Torstejn, "end hvad du ikke siden vil ønske,usagt". "Om den Ting kan jeg ikke faa sagt saa meget, som jeg tæn- ker", sagde Toraren. Saa stod Torstejn op, tog sine Vaaben og gik hjemmefra til det Hestehus, hvor Tord røgtede Bjarnes Heste, og der traf han ham. "Hør, sig mig, Tord", sagde han, "var det af Vanvare eller med Vilje, du gav mig det Slag sidste Sommer ved Hestekampen?" Tord svarer: "Hvis du har to Munde, saa kan du lade hver sige sit; med den ene kan du gjerne sige, "det var Vaadeværk, om du har Lyst, men med den anden skulde du sige, det var Alvor; og det er nu al den Bod, du faar af mig." "Saa belav dig paa, at jeg ikke kommer igjen og kræver dig", sagde Torstejn og sprang ind paa ham og hug ham Banehug. Saa gik han op til Gaarden paa Hof, og der traf han en Kvinde. "Sig til Bjarne", sagde han, "at Kvæget har stanget Tord, hans Hesterøgter, saa han faar nok bie ved Hestehuset, til han selv kommer derned." "Gaa du kun hjem; Mand", sagde hun, "jeg skal nok fortælle ham det, naar jeg synes, det er Tid." Nu gaar Torstejn hjem og Kvinden til sit Arbejde. Da Bjarne var staaet op og sad ved Bordet og spiste, spurgte han, hvor Tord var henne. Han var gaaet til Hestene, svarede man. "Saa synes jeg dog, han maatte være kommet hjem, i Fald han ikke er kommet noget til", sagde Bjarne. Da tog den Kvinde, som Torstejn havde truffet, til Orde: "Det er dog sandt, hvad der tidt bliver sagt om os Kvinder, at der ikke er megen Forstand, hvor vi er. Torstejn Stanghug var her i Morges og sagde, at Kvæget havde stanget Tord, saa han ikke kunde bjerge sig selv; men den Gang vilde jeg ikke vække dig, og siden har jeg glemt det." Bjarne rejste sig da og gik ud til Hestehuset, og der fandt han Tord dræbt. Han blev begravet, og Bjarne anlagde nu Sag imod Torstejn og fik ham dømt fredløs; men Torstejn blev alligevel siddende hjemme i Sunnudal og arbejdede for sin Fader, uden at Bjarne gjorde noget ved det.
I Høsten sad Folkene en Dag paa Hof og sved Lammehoveder, men Bjarne laa udenfor ved Ildhusvæggen og hørte paa, hvad der blev talt. Brødrene Torhal og Torvald sagde da: "Det havde vi ikke troet, den Gang vi gav os i Kost hos Bjarne, at vi skulde sidde her og svide Lammehoveder, medens Torstejn, hans Skovgangsmand*), svider Bedehoveder. Det havde været bedre, om han havde skaanet sine egne Frænder lidt mere i Bødvarsdal, og nu ikke lod sin Skovgangsmand sidde saa højt paa Straa i Sunnudal; men de fleste tabe jo Modet, naar det gaar dem lidt skjævt, og vi ved ikke, hvornaar han vil viske den Plet af sin Ære." En svarede: "Sligt er det bedre at tie end at tale om, og en Trold maa have lagt de Ord i Munden paa jer. Det tænker vi, at han ikke vil tage Hjælpen fra den blinde Fader og de andre Stakler i Sunnudal; men det skal undre mig, om I tiere komme til at svide Lammehoveder her eller snakke mere om, hvad der skete i Bødvarsdal." Nu gik man til Bords og saa til Sengs, men Bjarne lod sig ikke mærke med, at han havde hørt, hvad der var blevet sagt. Næste Morgen vakte Bjarne Torhal og Torvald og bad dem ride til Sunnudal og endnu samme Morgen bringe ham Torstejns Hoved. "I tykkes mig bedst skikkede til at tage Pletterne af min Ære, naar jeg ikke har Mod til at gjøre det selv." Nu skjønne de, at de vist maa have sagt for meget, men give sig dog paa Vejen til Sunnudal. Torstejn stod i Døren og hvæssede en Kniv, og da de kom derhen, spurgte han, hvor de skulde hen. De svarede, at de skulde lede efter nogle Heste; dem, sagde Torstejn, behøvede de ikke at lede længe om, "de er her ved Gjærdet." "Det er dog ikke sikkert", sige de, "at vi finde Hestene, hvis du ikke rigtig viser os, hvor de er." Torstejn gaar da ud med dem, og da de kom ned i Gaarden, hæver Torvald sin Øxe og løber imod ham. Torstejn stødte ham fra sig med Haanden, saa han faldt, og gjennemborede ham derpaa med Kniven. Torhal vilde nu ogsaa anfalde ham, men ham gik det lige saadan. Torstejn binder dem nu begge to fast paa Hestene og lægger Tømmerne op, og da han havde drevet dem ned til Vejen, gik Hestene hjem til Hof. Huskarlene, som vare ude ved Hof, gik ind og sagde til Bjarne, at Torvald og Torhal vare komne hjem, og at de ikke havde gjort en forgjæves Fart. Bjarne gaar nu ud og ser strax, hvordan det hænger sammen; han taler ikke mere om den Ting, men lader dem jorde, og alt er roligt Julen over.
Da tog hans Hustru, Ranvejg, til Orde en Aften, da de vare komne i Seng: "Hvad tror du, man nu taler mest om her paa Egnen?" "Det ved jeg ikke", siger Bjarne, "men mange er der, hvis Snak man slet ikke skal lægge Mærke til." "Derom gaar flest Ord, at Folk ikke ved, hvad Torstejn Stanghug kan gjøre, som du mener kræver Hævn. Nu har han slaaet tre af dine Huskarle ihjel, og dine Tingmænd mene, at de ikke kan vente sig megen Hjælp af dig, i ifald du lader det gaa uhævnet hen, og ilde er det, at du saadan lægger Hænderne i Skjødet." Bjarne svarer: "Nu gaar det her, som Ordet lyder, at Ingen bliver klog af anden Mands Skade; men jeg skal gjøre, som du siger, skjønt Torstejn Ingen har dræbt uden skjellig Aarsag." Dermed endte den Samtale, og de lagde sig til at sove. Om Morgenen vaagnede Ranvejg, ved at Bjarne tog sit Skjold ned. "Hvor skal du hen?" spørger hun. "Hen at prøve Kræfter med Torstejn i Sunnudal." "Hvor mange Folk tager du med?" "Jeg vil ikke gaa med Overmagt imod Torstejn; jeg kommer ene." "Gjør ikke det", siger hun, "vov dig ikke ene under den Djævels Vaaben." "Tag nu ikke Skik op efter de Kvinder, der græde det ene Øjeblik, over hvad de eggede til i det andet. Jeg taaler ofte længe nok, at baade du og andre egger mig og skjælder mig ud for fejg, men naar jeg vil gaa, hjælper det ikke, at I vil holde mig tilbage." Bjarne gaar nu til Sunnudal; Torstejn stod i Døren, og de skiftede nogle Ord. Bjarne sagde: "Du skal slaas med mig i Dag, Torstejn, paa den Høj, som er her i Tunet." "Jeg mangler alt", svarede Torstejn, "hvad der behøves for at slaas med dig; men jeg skal fare af Landet, saa snart Skibene begynde at gaa; thi jeg kjender dit Højsind og ved, at du vil staa min Fader bi, naar jeg drager fra ham." "Det hjælper ikke, at du vil snakke dig fra det", siger Bjarne. "Giv mig da Lov til, at jeg først maa tale med min Fader", siger Torstejn. "Det maa du", svarer Bjarne, og Torstejn gik saa ind og sagde til sin Fader, at Bjarne var kommen og havde budt ham ud til Enekamp. "Det kan hver Mand vide", sagde Toraren, "at om han har med en mægtigere Mand at gjøre, som han sidder samherreds med, og har gjort ham noget imod, saa faar han ikke Lov at slide mange Skjorter, og det skader dig ikke, thi det tykkes mig nok, at du har gjort en hel Del. Tag du nu dine Vaaben og værg dig som en Mand; det ved jeg, at der har været den Tid, da jeg ikke bukkede for Folk som Bjarne, er han end en dygtig Mand til at slaas; og hellere end at have en Kryster til Søn, vilde jeg miste dig." Saa gik Torstejn ud, og han og Bjarne gik sammen til Højen og gav sig der til at slaas med stor Haardnakkethed, saa at begges Skjolde blev dygtig forhuggede. Da de nu havde kæmpet en god Stund, sagde Bjarne til Torstejn: "Nu er jeg tørstig, thi jeg er ikke saa vant til at arbejde som du." "Saa gaa til Kilden og drik, sagde Torstejn. Det gjorde Bjarne, og Sværdet lagde han ved Siden af sig. Torstejn tog det op, saa' paa det og sagde: "Det var vel ikke det Sværd, du havde med i Bødvarsdal?" Bjarne svarede ikke. Saa gaa de igjen op paa Højen og slaas en Stund, og det tyktes Bjarne, at Torstejn var mere kampøvet og stod fastere, end han havde tænkt. "Der er meget i Vejen med mig i Dag", siger Bjarne, "nu er mine Skotvinger løse." "Saa bind dem ", sagde Torstejn. Medens Bjarne gjorde det, gik Torstejn ind og hentede to Skjolde og et Sværd; det gik han op med paa Højen til Bjarne og sagde: "Her er et Skjold og et Sværd, som min Fader sender dig, og det vil ikke sløves mere for dig, end det" du havde før. Jeg har heller ingen Lyst til at staa længere uden Skjold for dine Hug, men helst saa' jeg, at vi holdt op med denne Leg, thi jeg er bange for, at din Lykke er større end min, og Enhver vil jo helst beholde Livet, om han maa raade." "Det hjælper ikke, at du prøver at slippe fra det", siger Bjarne, "vi skal til at slaas igjen." "Ja, jeg hugger ikke først, siger Torstejn. Saa kløvede Bjarne Skjoldet for Torstejn, men denne huggede Bjarnes isønder. "Det var et stort Hug", sagde Bjarne. "Ja, dit var da ikke mindre", sva- rede Torstejn. Bjarne sagde: "Nu bider dit Sværd bedre, og det er dog det samme, du har havt hele Tiden." Torstejn svarede: "Jeg vilde nødig gjøre en Ulykke, om jeg kunde undgaa det; jeg er ræd for at slaas med dig og vilde endnu helst give alt i din Vold." Det var nu Bjarne, som skulde hugge, men Ingen af dem havde Skjold. Bjarne sagde: "Det vilde være en daarlig Handel at bruge en god Lejlighed til en slet Gjerning; det mener jeg, at du vil være mig fuld Mandebod for tre Huskarle, om du vil være mig tro." Torstejn svarer: «Saadan har det føjet sig for mig i Dag, at jeg havde kunnet svige dig, om min onde Skjæbne havde været stærkere end din Lykke, men jeg skal aldrig svige dig." "Jeg ser", sagde Bjarne, "at du er en sjelden Mand; nu faar du give mig Lov til at gaa ind til din Fader og sige ham, hvad mig tykkes." "For mig maa du gjerne gaa, sagde Torstejn, "men se dig dog for." Bjarne gik ind og hen til Sengen, som Toraren Gubbe laa i. Han spurgte, hvem det var, der kom, og Bjarne sagde det. "Hvad har du at melde, Bjarne?" sagde Toraren. "At Ijeg har slaaet din Søn ihjel." "Sloges han godt?" sagde Toraren. "Ingen, tror jeg, har været drabeligere at skifte Hug med, end din Søn, Torstejn." "Det er ikke at undres paa", sagde Gubben, "at du var slem at have med at gjøre i Bødvarsdal, siden du evnede at raade min Søn Bane." Da sagde Bjarne: "Jeg vil byde dig til mig paa Hof; der skal du sidde i Højsædet, og jeg skal være dig i Søns Sted, saa længe du lever." "Det gaar nu mig", sagde Toraren, "som dem, der selv ingenting du til; men en Tosse er den, der bliver glad ved Løfter. Med de Løfter, som I Høvdinger give, naar I vil trøste en Mand efter slig en Daad, har det sig paa den Vis, at dem har man Glæde af en Maaneds Tid, men siden blive vi bebandlede som andre Almisselemmer, og vor Sorg bliver vi aldrig af med. Men med dig er det vel nok anderledes, og den Mand, der tager imod Løfte og Haandslag af dig, kan nok være fornøjet med sine Kaar, hvad der saa end er at sige om andre. Saa vil jeg da ogsaa nu tage imod Haandslag af dig; kom hid til min Seng, men du faar komme helt herhen, thi jeg er gammel og ryster over alle Lemmer af Ælde og Vanhelsen, og det er jo ogsaa rimeligt, at min Søns Død er gaaet mig til Hjerte." Bjarne gik nu hen til Sengen og tog Toraren Gubbe i Haanden Han mærkede da, at han famlede ved et Sværd og vilde jage det i ham. "Dit gamle Skarn", sagde Bjarne og trak Haanden til sig, "nu skal det gaa imellem os, som det bør sig. Din Søn Torstejn lever, men han skal følge hjem med mig til Hof, og du skal ikke have andre end Trælle til din Hjælp; dog skal jeg sørge for, at du intet mangler, saa længe du lever." Torstejn for nu hjem med Bjarne til Hof og var hos ham til sin Død, og det tyktes Alle, at Ingen var hans Lige i Tapperhed og ædelt Sind. - Her ender Historien om Torstejn Stanghug.
Fodnoter:
(*) Fredløse.
