Vis kilden til Fortællingen om Jomsvikingerne

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9" 
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Jómsvíkíngasaga]] !! [[Fil:Islandsk.gif|32px|link=Jómsvíkinga saga]] !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Fortællingen om Jomsvikingerne]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Jomsvikinga Saga (C.C.Rafn)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Jomsvikingarnas Saga]] !! 
|-
!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Jómsvikinga saga (Flateyjarbók)]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Jomsvikingernes saga]] !! !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Palnatoki i hallen]] !! !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Jomsvikingernes löfter og henrettelse i Hjörungavaag]] !! !! 
|-
|}


<center>'''[[Kongesagaer på norsk]]'''

<big>'''Norrøne heltesagn og eventyr'''</big> 

gjenfortalt for ungdommen 

av

'''[[Alexander Bugge biografi|Alexander Bugge]]'''

Kristiania 1910


<big><big>'''Fortællingen om Jomsvikingerne'''</big></big></center>


'''1. Palnatoke og hans æt.'''

Paa Fyn i Danmark levde der engang en mand som het Toke. Han hadde tre sønner. Den ældste het Aake, den anden Palne og den tredje Fjølne. Fjølnes mor var av lav æt, saa han blev ikke regnet for jevngod med brødrene sine. Da Toke døde, delte Aake og Palne arven efter sin far. Fjølne krævde ogsaa sin del av arven; men da svarte hans brødre at de vilde gi ham en tredjedel av løsøret, men ikke noget land; det var nok for ham, syntes de. Fjølne var svært misfornøid med dette; dog maatte han finde sig i det; men han hevnet sig siden, som vi skal se. Fjølne drog nu til kong Harald Blaatand, og blev hans hirdmand og fortrolige raadgiver; for Fjølne var klok, men han var herskesyk og ond av sind.

Aake Tokessøn var mellem de gjeveste høvdinger i Danmark paa denne tid. Hver sommer laa han i viking, og hadde næsten altid seier. Mellem Aake og kong Harald var det ikke venskap; for Fjølne satte kongen op mot Aake, saa det blev ikke trygt for ham at være i Danmark. Hos Ottar jarl i Gautland hadde han derimot fredland, og mellem dem var det det bedste venskap. Engang drog Aake i gjestebud til Ottar jarl. Grunden til hans færd var mest at han vilde fri til jarlens datter Ingebjørg. Jarlen svarte vel paa dette frieri, og giftermaalet blev avtalt. Men da Aake seilte hjemover, og laa ved Sjælland, kom kong Haralds mænd over ham, og dræpte ham. Og kongen tok hans skib og det gods som var dér ombord. Fjølne syntes nu at han hadde lønnet sin bror fordi han ikke hadde latt ham faa det han krævde av arven efter deres far.

Da Palne spurte sin brors død, tok han sig saa nær av det at han la sig tilsengs. Men det som græmmet ham mest, var at han ikke skjønte hvordan han skulde faa hevnet sin bror, siden det var kongen som hadde voldt hans død. Palne hadde en fosterbror som het Sigurd. Han sa til Palne at han vilde drage avsted og søke at faa en kone til ham, nemlig Ingebjørg, Ottar jarls datter. Palne var ræd for at han ikke vilde faa hende; men Sigurd seilte avsted med 60 mand, og beilet til Ingebjørg for sin fosterbror. Jarlen svarte ja til hans frieri. Sigurd fortalte at Palne for sorg og avmagt ikke kunde drage til Gautland. Derfor bad han om at jarlen og hans datter vilde komme til Fyn og holde bryllup dér. Det lovte jarlen. Til den avtalte tid kom de, og bryllupet blev feiret med stor stas.

Brudenatten drømte Ingebjørg at hun sat ved væven; det var en linvæv som var graa av farve. Det hang kljaastener paa væven; men hun syntes det var litet vævet. Mens hun slog væven, faldt en av kljaastenene ned, og da hun skulde se op, saa hun at alle stenene var mandehoder. «Men da jeg tok det hode som var faldt ned, og skulde se paa det, kjendte jeg det,» sa hun. «Hvis hode var det?» spurte Palne. «Kong Harald Gormssons,» svarte hun. «Det er bedre drømt end ikke,» sa Palne. Det syntes hun ogsaa.

Da en stund var gaat, fik Ingebjørg en søn som blev kaldt Toke efter sin farfar; men oftest blev han kaldt Palnatoke (eller Palnes Toke). Han vokste op der paa Fyn, og blev tidlig klok og vennesæl. Han lignet mest paa sin farbror Aake. Ikke længe efter døde Palne, og Palnatoke tok arven efter ham, og styrte gaarden sammen med sin mor. Saasnart han blev gammel nok, laa han i hærnad om sommeren, og herjet viden om land.

En sommer laa han i viking med 12 skibe, og kom til Bretland - saa kaldte de Wales i gamle dage - og tænkte at herje dér. I Bretland raadde en jarl som het Stevne; han hadde en datter ved navn Olov; hun var klok og vennesæl, og var det bedste gifte.

Da Olov fik høre at Palnatoke var kommet til landet, raadslog hun med sin fosterbror, Bjørn den bretske, om hvad de skulde gjøre. De blev enige om at de skulde by Palnatoke hjem, og vise ham stor hæder, saa han kunde ha fredland dér og la være at herje. Da Palnatoke kom, blev det holdt et gjestebud til ære for ham; under dette beilet han til jarlens datter, og fik hende. Bryllupet blev straks drukket, og Palnatoke fik jarlsnavn og halve Bretland og løfte paa resten efter Stevnes død. Han blev om vinteren over i Bretland. Men næste vaar drog han hjem til Fyn med sin kone, og lot Bjørn den bretske være efter og styre landet sammen med sin maag.

Palnatoke var nu lang tid i Danmark. Mellem Palnatoke og kong Harald var det litet venskap. Først fordi Harald Blaatand hadde voldt hans farbror Aakes død, og saa fordi Palnatoke opfostret Haralds søn Svein, som kongen nødig vilde vedkjende sig. Engang roste Palnatoke sig av at han var saa flink til at skyte med bue, at han langt borte fra kunde skyte ned selv det mindste eple fra en stang. Hirdmændene fortalte kongen hvad han hadde sagt. Kongen sa da at Palnatoke skulde vise hvor flink han var, paa sin egen søn, og hvis han ikke traf eplet paa guttens hode, skulde han miste livet. Palnatoke maatte stille gutten op; han la eplet paa hans hode, og sa at han maatte staa stille og hverken skjælve eller bøie hodet, naar han hørte pilen komme susende. Derefter tok han tre piler ut av koggeret og skjøt. Gutten stod ganske stille, og pilen traf midt i eplet. Da kongen spurte hvorfor han tok ut tre piler, naar han bare hadde lov til at bruke én, svarte Palnatoke: «Hadde jeg ikke truffet første gang, saa hadde jeg tiltænkt dig de to andre pilene.»

En anden gang hændte det at kong Harald roste sig av at han var flink til at gaa paa ski, slik som finnerne brukte. Men Palnatoke sa at han var endda flinkere. Kongen sa da at han skulde løpe ned over Kullen; saa kaldes en brat fjeldvæg som ingen nogensinde hadde prøvet paa at løpe; Palnatoke løp, men da han var kommet langt ned, støtte han mot et klippestykke, saa begge skiene gik i stykker. Ellers vilde han sikkert ha styrtet i sjøen. Han grep nu om stener og busker som stak frem, og lot sig langsomt gli nedover i revnerne i fjeldet. Nedenunder laa et skib som tok ham op.

Kong Harald kunde ikke like sin søn Svein. Palnatoke gjorde ikke noget for at forsone dem, men søkte tvertimot at vække uvenskap mellem dem. Til slut kom det til aapen krig mellem far og søn. Begge kongerne kjæmpet mot hverandre. Efter kampen gik kong Harald i land med nogen av sine mænd, og op til en skog; dér sat han og bakte sig ved varmen. Imens hadde Palnatoke gjemt sig i skogen. Da han hørte folk tale og kjendte sin bror Fjølnes røst, tok han en pil og skjøt efter dem. Skuddet traf kongen bak, og han faldt død om. Fjølne gik straks bort til dér hvor kongen laa, og tok pilen ut og gjemte den. Den var let at kjende; for den var omvundet med guld. Harald Blaatands søn Svein, med tilnavnet Tjugeskjeg, blev nu konge i Danmark.

Da kong Harald var død, vilde ikke Palnatoke være længer i Danmark, men seilte snart efter til Bretland. Om høsten skulde kong Svein holde arveøl efter sin far. Han sendte da mænd til sin fosterfar Palnatoke, og bad ham komme til gjestebudet. Men Palnatoke svarte at han hadde faat en tyngde over sig saa han ikke kunde fare. Svein sendte da paany bud til Bretland, og bad Palnatoke om at komme, og til slut lovte han det. Han seilte avsted sammen med Bjørn den bretske, og hadde tre skibe. Gildet var alt begyndt, da Palnatoke og hans mænd kom ind i hallen. Palnatoke gik frem for kongen og hilste ham. Kongen tok vel mot hans hilsen, og viste dem hvor de skulde sitte. Da de hadde sittet og drukket en stund, gik Fjølne bort til kongen og hvisket noget til ham. Kongen skiftet farve og blev rød som blod. Kong Svein hadde en kjertesvend ved navn Arnodd, som stod foran kongens bord. Ham gav Fjølne en pil i haanden, og sa at han skulde bære den frem for hver mand i hallen, og spørge om nogen kjendtes ved den. Han gjorde som Fjølne sa, og gik rundt i hallen med den. Til slut kom han dit hvor Palnatoke sa, og spurte om han kjendte pilen. «Hvorfor skulde jeg ikke kjende min egen pil?» svarte Palnatoke. «Ræk mig den hit! for jeg eier den.» Kongen tok da tilorde og sa: «Du, Palnatoke! Hvor skiltes du sidst ved denne pil?» Palnatoke svarte: «Ofte har jeg føiet dig, fostersøn. Synes du at det øker din hæder om jeg fortæller det i en stor forsamling heller end hvor det er faa tilstede, saa kan jeg gjerne sige det. Jeg skiltes ved den paa buestrengen, konge, da jeg skjøt den i ryggen paa far din.» Da kong Svein hørte det, ropte han: «Staa op, alle mand, og ta Palnatoke og hans følge og dræp dem! Nu er det slut med venskapet mellem os.» Alle mændene sprat op, og det blev ikke altfor rolig i hallen. Men Palnatoke svang sit sverd og hugg til Fjølne og kløvet ham ned gjennem skuldrene. Derefter banet han sig vei gjennem hallen, og kom ut med alle sine mænd uten én. Da de merket at de savnet en mand, løp Bjørn den bretske ind igjen i hallen og tok og svang ham op paa ryggen av sig, og skyndte sig ut igjen. Derefter ilte de ned til skibene, og seilte like til Bretland. Dér var Palnatoke til hans kone Olov døde. Da likte han sig ikke længer i Bretland, men drog i viking.


'''2. Jomsborg.'''

En sommer kom Palnatoke til Vendland, og tænkte at herje dér.

Kongen i Vendland het Burislav. Da han hørte at Palnatoke var kommet til landet, blev han ilde ved; for folk sa at Palnatoke altid hadde seier. Derfor sendte han bud til Palnatoke, og bød ham et fylke av sit rike som heter Jom, mot at han skulde love at verne landet for kongen. Palnatoke og hans mænd tok imot dette tilbud. Han nedsatte sig i Jom, og lot gjøre en stor og sterk sjøborg dér, som siden kaldtes Jomsborg. Inde i borgen lot han med stor kunstfærdighet gjøre en havn som kunde romme 300 langskibe; rundt havnen lot han bygge murer med en aapning i, over denne lot han gjøre en stor stenbue, og i aapningen satte han jerndører, saa skibene kunde laases inde i havnen. Men oppe paa stenbuen bygde han et stort kastel med valslynger i. - I gamle dage, før folk hadde kuler og krudt, brukte de kastemaskiner som slynget ut store stener; dem kaldte de valslynger. -

Palnatoke satte nu med forstandige mænds raad love for dem som vilde være i Jomsborg. Ingen som var ældre end 50 aar, og ingen som var yngre end 18 aar, skulde optages i laget. Ingen fik lov til at være dér som flygtet for en mand som var hans like i vaaben og kræfter. Enhver skulde love at hevne sin fælles død som om det var hans egen bror. Ingen skulde utsaa splid mellem kameraterne. Den som spurte nyt, skulde først melde det til Palnatoke, før han sa det til nogen anden. Om nogen hadde dræpt far eller bror til en jomsviking, og dette først kom op efterat han var optat i borgen, da skulde Palnatoke dømme i saken. Ingen kvinde skulde faa lov til at være i borgen; og ingen mand skulde være borte mere end tre nætter hvis ikke Palnatoke hadde git ham lov til det. Alt bytte som gjordes paa hærfærd, skulde de bære til stangen, og kaste lod om det; hvis en holdt noget tilbake, skulde han jages væk fra borgen. Ingen mand skulde tale frygtsomme ord eller vise sig ræd, hvor ilde det end saa ut for dem. Hverken frændskap eller venskap skulde raa for hvem som skulde være med i laget, heller ikke om de var indbudt av dem som var dér i forveien; men bare de som hadde vist manddomsmod, skulde optages i laget. Hvis nogen brøt disse love, skulde han jages væk med skam fra borgen. I alle saker skulde Palnatoke styre og raa som han vilde.

Kjæmperne i Jomsborg blev kaldt jomsvikinger. De sat nu i borgen og overholdt vel sine love. Hver sommer drog de i hærfærd, og det varte ikke længe før jomsvikingernes navn gik over alle land, og ingen syntes at kunne maale sig med dem. Mange av de gjeveste høvdinger i Danmark seilte til Jomsborg, og bad om at bli optat mellom kjæmperne dér. Men ikke alle stod sig i manddomsprøven, og mange maatte vende hjem igjen.

Det var ved denne tid en høvding ved navn Vesete som raadde for Bornholm. Hans kone het Hildigunn. De hadde to sønner; den ældste het Bue - han blev kaldt Bue Digre; - den anden het Sigurd, han blev kaldt Sigurd Kaape. - Desuten hadde de en datter ved navn Torgunna. Hun blev gift med Palnatokes søn, Aake, som bodde paa Fyn. De fik en søn som blev kaldt Vagn. Da Vagn vokste op, var han saa vild og ugrei, at ingen kunde holde styr paa ham uten hans morbror, Bue. Men Vagn var den vakreste gutt en kunde se, og han blev tidlig flink i alle idrætter. Bue Digre var ogsaa den største kjæmpe, og saa sterk at ingen visste hvor sterk han var. Han var ikke vakker at se til, men han saa anselig ut, og var storsindet. Bue var faamælt, og taug oftest stille. Hans bror Sigurd var vakrere og mere omgjængelig, men han var heller ikke en mand av mange ord.

I Skaane var det ved denne tid en jarl som het Harald. Han blev kaldt Strutharald, fordi han i hatten sin hadde en stor strut eller top av guld som veide ti merker. Han hadde to sønner, Sigvalde og Torkel, og en datter ved navn Tova. Sigvalde hadde blekt anlet og styg næse; men han hadde skarpe øine og var høi og rask. Hans bror Torkel var høiere end andre mænd; derfor blev han kaldt Torkel den høie; han var likeledes sterk og forstandig.

Rygtet om jomsvikingerne naadde ogsaa til Sigvalde og Torkel. De spurte da sin far tilraads om han syntes de burde drage til Jomsborg og gi sig i lag med jomsvikingerne. Strutharald svarte at han syntes det var et godt raad at fare dit og vinde sig ry og anseelse. «For nu er det paa tide at dere viser at dere duger til noget,» sa han. Men da de bad ham om gods til færden, vilde han ikke gi dem noget, og sa at de enten selv fik skaffe sig det de trængte, eller ogsaa fik de sitte i ro. Sigvalde og Torkel seilte allikevel av gaarde med to skibe og 120 mand.

Paa veien kom de til Bornholm; dér gjorde de strandhugg og plyndret den bedste gaarden som Vesete eide. Derefter drog de videre, og kom til Jomsborg. De la til utenfor borgporten. Da Palnatoke saa dem komme, gik han op i taarnet over porten, ropte ned til dem og spurte hvem de var. De svarte at de var sønner av Strutharald jarl, og sa at de agtet at gi sig ind i jomsvikingernes lag. Da Palnatoke hørte dette, lot han borgen lukke op, og Sigvalde og Torkel rodde ind med sine mænd. Men da de skulde vise hvor raske og mandige de var, stod bare halvdelen av deres mænd sig i prøven. De andre blev sendt hjem igjen. Begge brødrene blev snart Palnatokes venner og raadgivere.

Det varte ikke længe før det kom for Vesetes øren at Sigvalde og hans bror hadde ranet den bedste gaarden hans paa Bornholm. Da Strutharald jarl ikke vilde gi nogen bot for sønnerne sine, rustet Vesetes sønner ut tre skibe, og drog over til Skaane og plyndret tre av Strutharalds gaarder. Jarlen hevnet sig, og gjorde landgang paa Bornholm, og slik holdt de ved en stund. Men til slut fik kong Svein mæglet fred og forlik mellem dem, og Strutharald jarl gav Sigurd Kaape sin datter tilegte.

Ikke længe efter lyste Bue at han vilde drage til Jomsborg. Hans bror Sigurd vilde ogsaa være med, skjønt han var nygift. Da de kom til Jomsborg, la de til utenfor havndørene. Før borgmændene vilde lukke op, spurte Sigvalde hvordan det var mellem dem og hans far. Bue fortalte at nu var de og Strutharald blit forlikt, og saa slap Palnatoke dem ind i havnen. Siden blev deres manddom prøvet, og det er kort at fortælle at paa hvert skib blev 80 mand tat op i laget; men 40 blev sendt tilbake til Danmark. En stund efter kom ogsaa Vagn Aakesson til Jomsborg. Han var ikke mere end 9 aar gammel da han alt hadde dræpt tre mænd. Da han var 12 aar gammel, skjønte ikke hans frænder længer hvad de skulde gjøre med ham. Hans far Aake gav ham da et langskib, og hans morfar Vesete gav ham et andet, og med dem seilte han til Jomsborg. De vilde ikke slippe ham ind i borgen fordi han var for ung, og desuten saa vild og gal. Men da bød Vagn Sigvalde ut til kamp mot sig med to skibe, og søkte saa haardt ind paa ham at Sigvalde og hans mænd maatte vike. Efter dette maatte de slippe Vagn ind i borgen, og svor sig i lag med ham. Da Vagn var kommet til Jomsborg, blev han førstandig og omgjængelig, og lærte sig høviske seder, saa det snart ikke var nogen ypperligere kjæmpe i hele borgen.

Tre aar efter dette døde Palnatoke, og Sigvalde blev nu jarl i Jomsborg. Han hadde ikke styrt længe før folk sa at lovene ikke blev overholdt saa strengt som dengang da Palnatoke raadde for borgen. Det hændte at kvindfolk var i borgen to eller tre nætter, og at folk var borte længer end de hadde lov til.


'''3. Gravøllet.'''

Mellem Sigvalde jarl og kong Svein i Danmark var det ikke venskap. For Sigvalde hadde engang overlistet Svein Tjugeskjeg. Det gik slik til. Kong Burislav i Vendland hadde tre døtre. Den ældste het Aastrid; hun var vakker og klok. Den anden het Gunnhild, den tredje Geira; hun blev siden gift med Olav Tryggvason. Sigvalde jarl drog nu til kong Burislav, og sa at enten skulde han gi ham sin datter Aastrid, eller ogsaa vilde han ikke være længer i Jomsborg. Kong Burislav raadslog med sin datter om hvad de skulde gjøre, for ingen av dem hadde lyst paa dette gifte. Burislav hadde tiltænkt sin datter en gildere høvding, og Aastrid likte ikke Sigvalde, men de vilde nødig la ham fare. Burislav svarte da, at hvis Sigvalde kunde fri landet fra de skatter som de hittil hadde git danekongen, skulde han gi ham sin datter. Ikke længe efter seilte Sigvalde jarl til Danmark. Dér sendte han sine mænd op til kong Svein for at sige at Sigvalde nødvendig maatte træffe ham. Men Sigvalde var syk, sa de, saa han kunde ikke komme i land; derfor skulde de be kongen komme ombord til ham. Paa den maate fik Sigvalde lokket kong Svein ombord paa sit skib, og tok ham med sig til Jomsborg. Da de var kommet dit, fortalte han kongen at han hadde beilet for ham til kong Burislavs datter Gunnhild, og at han selv skulde gifte sig med hendes søster Aastrid; men Gunnhild var den vakreste av søstrene, sa han. Svein maatte gaa ind paa dette, og lovte at opgi skatterne fra Vendland; for Sigvalde sa at han i andet fald vilde gi kongen i vendernes vold. Bryllupet blev da holdt. Den første kvelden da folk sat ved bryllupet, kunde de ikke for brudelinet se hvordan bruden saa ut. Men om morgenen saa kong Svein at Sigvaldes kone var meget vakrere end den han hadde faat. Han skjønte da at Sigvalde jarl hadde narret ham. Dog sa han ikke noget, og seilte hjem til Danmark med sin kone. Men han tænkte at han skulde nok lønne det siden. 

Ikke længe efter spurtes den tidende fra Danmark at Sigvaldes og Torkels far, Strutharald jarl, var død. Deres bror Heming var ikke voksen endda. Derfor syntes kong Svein at han vilde holde arveøl efter Sigvalde. Han sendte da bud til Sigvalde og Torkel den høie i Jomsborg at de skulde komme til gravøllet efter sin far, og foreslog at de skulde holde det sammen alle tre, saa det kunde bli saa prægtig som mulig efter en slik høvding som Strutharald hadde været. Brødrene svarte tilbake og sa at de skulde komme, og bad kong Svein stelle alt i stand til gjestebudet, og ta det som trængtes av Strutharalds eie.

De fleste av jomsvikingerne syntes det var uraad at følge indbydelsen. For de stolte ikke paa kong Sveins venskap. Men Sigvalde og Torkel vilde ikke andet end at fare som de hadde lovt, og da vilde de andre jomsvikinger heller ikke bli efter. Enden blev da at de drog avsted allesammen med ikke mindre end 180 skibe og alle de modigste av sine mænd. Da de kom til Danmark, hadde kong Svein gjort alt i stand til gjestebudet, og det var en stor mængde mennesker samlet dér. Om kvelden drak jomsvikingerne tæt, og det blev skjænket den sterkeste drik som var for dem, i de største horn, saa det varte ikke længe før de blev drukne. Kong Svein sa da at han vilde de skulde finde paa nogen ny skjemt, og gjøre som det var skik naar mange høvdinger var samlet, at drikke mindebægre og avlægge løfter. Først drak han sin far kong Haralds minde og lovte, at før tre vintre var gaat, skulde han være kommet til England og ha dræpt kong Adalraad eller ha drevet ham fra landet. Efter dette blev hornene baaret rundt paany, og kong Svein sa: «Nu maa I, jomsvikinger, som er de navnkundigste kjæmper i Norderland, se Eder om efter en eller anden stordaad. Og nu maa du, Sigvalde, love ikke mindre end jeg har gjort.» Sigvalde jarl stod da op og drak sin fars mindebæger. Siden gjorde han det løfte, at før det var gaat tre vintre, skulde han være kommet til Norge og ha drevet Haakon jarl fra landet eller ha dræpt ham, eller ogsaa skulde han selv miste livet. «Dette er vel lovt,» sa kong Svein; «og nu er det halve gjort siden du har avlagt løfte om det. Nu staar det tilbake at utføre det vel og mandig.» Siden lovte Torkel den høie at han skulde følge sin bror Sigvalde til Norge, og ikke flygte saalænge Sigvalde blev efter og kjæmpet. «Jeg lover,» sa Bue Digre, «at jeg skal følge Sigvalde paa denne færd saa godt jeg kan, og ikke flygte før det er færre i live end faldne, og dog skal jeg holde ved saalænge Sigvalde vil.» Sigurd Kaape lovte at følge sin bror Bue og ikke flygte før han var falden. «Jeg lover,» sa Vagn Aakesson, «at jeg skal følge Sigvalde og min frænde Bue paa denne færd, og holde ved saalænge Bue vil, og det lar jeg følge med løftet,» sa han, «at hvis jeg kommer til Norge, skal jeg ha giftet mig med Ingebjørg, datter av Torkel Leira øst i Viken, uten hans og hendes andre frænders raad, før jeg kommer tilbake til Danmark.» Bjørn den bretske lovte at følge sin fostersøn Vagn, og mange andre høvdinger gjorde løfter om andre ting.

Om morgenen, da jomsvikingerne hadde sovet rusen ut, syntes de at de hadde tat munden fuld, og holdt stevner og raadslog om hvordan de skulde bære sig ad med denne færd. De blev enige om at de skulde gjøre sig færdige saa skyndsomt som mulig, forat folk ikke skulde faa nys om deres færd, og gik straks i gang med at ruste sine skibe og mænd.


'''4. Kampen i Hjørungavaag.'''
 
Haakon jarls søn Eirik var jarl i Viken. Han var paa Raumarike da han spurte denne tidende. Han drog straks mænd til sig, og fór til Oplandene og videre nordover fjeldet til Trøndelagen, og meldte budskapet til sin far. Haakon jarl og Eirik lot nu skjære op hærpil over hele Trøndelagen, og sendte bud til Søndmør og Nordmør og til Raumsdal, og likesaa nord til Naumadal og til Haalogaland, og stevnet ut fuld almenning av folk og skibe.

Imens styrte jomsvikingerne med sine skibe til Limfjorden; derfra satte de over sjøen til Agder. De styrte straks videre nordover til Rogaland, og tok til at herje saasnart de var kommet ind i Haakon jarls rike. Slik seilte de nordover langsmed landet, og overalt fór de med hærskjold. Geirmund het en mand som drog avsted med en hurtigseilende skute og nogen faa mand ombord. Han kom frem til Møre, og fandt Haakon jarl, mens han sat tilbords. Han gik straks ind i salen og fortalte jarlen at det var kommet en hær syd i landet fra Danmark. Jarlen spurte om han visste det for sikkert. Geirmund stak da op den ene armen som haanden var hugget av, og sa at det var jertegn om at en hær var i landet. Siden spurte jarlen ham nøie ut om denne hær. Geirmund fortalte at de var jomsvikinger, og at de hadde dræpt mange maand og ranet viden om. De fór fort og voldsomt, sa han, «og jeg tænker ikke det vil vare længe før de kommer hit.» Siden rodde jarlen gjennem alle fjordene, og ind langsmed det ene land, og at langsmed det andet. Han fór dag og nat, og hadde speidere ute.

Imens styrte Sigvalde jarl med sin hær nordom Stad, og la først til ved Herøerne. Men naar vikingerne fandt landsens folk, saa sa de aldrig sendt om hvad de hadde fore. De herjet hvor de kom. Siden la Vagn Aakesson med sit langskib ind til Hareidland; han visste ikke at Haakon jarl laa i vaagen et litet stykke borte. Mens Vagn laa ved øen, gik hans mænd i land og tænkte at gjøre strandhugg. Da møtte de en mand som drev nogen kjør og gjeter fremfor sig. Vagn spurte hvad han het. Han svarte at han het Ulv. Vagn sa nu til sine mænd at de skulde ta kjørne og gjeterne hans ombord paa skibene og slagte dem, og likedan skulde de gjøre om de fandt mere fæ. «Dere farer ikke frem paa hærmandsvis,» sa Ulv, «dere som driver kjør og gjeter ned til stranden. Det vilde være større fangst for dere at ta bjørnen som nu næsten er kommet i bjørnebaasen.» «Kan du sige os noget om Haakon jarl?» spurte Vagn. Bonden svarte: «Han laa igaarkveld med et skib eller to i Hjørungavaag. Men nu kan dere faa dræpt ham om dere vil; for han ligger der og venter paa sine mænd.» «Du skal beholde alt kvæget dit,» sa Vagn, «hvis du vil følge med os ombord og vise os vei til jarlen.» «Det sømmer sig ikke for mig at kjæmpe mot jarlen,» svarte Ulv; «men jeg skal vise dere vei til dere kommer ind i vaagen, om dere vil.» Med disse ord fulgte han ombord med Vagn, og de skyndte sig straks til Herøerne for at melde Sigvalde og alle jomsvikingerne denne tidende. 

Da jomsvikingerne hørte at Haakon jarl var i nærheten, tok de til at ruste sig som om de skulde fare til den haardeste kamp, skjønt Ulv lot som om det ikke vilde være nogen sak at komme uforvarende over jarlen. Da de var færdige, rodde de indover mot vaagen. Det siges at Ulv mumlet noget om at de kanske vilde finde flere skibe i vaagen end dem han hadde sagt. Straks de saa skibene komme frem, løp Ulv utenbords og hoppet i sjøen; han tænkte at svømme i land før de lønnet ham for hans stræv. Da Vagn saa dette, vilde han lønne Ulv efter fortjeneste, og grep et spyd og sendte det efter ham; spydet kom like i midjen paa ham, og han lot sit liv. Jomsvikingerne rodde nu ind i Hjørungavaagen; men da fik de se at hele vaagen var fuld av hærskibe, og fylket straks sin hær til kamp. Midt i hæren var Sigvalde jarls merke. Imot det la Haakon jarl sig. I den ene arm av fylkingen var Bue Digre og hans bror Sigurd med 20 skibe; imot dem la Eirik Haakonsson jarl sig med 60 skibe. I den anden arm la Vagn Aakesson frem med 20 skibe, og imot ham Haakon jarls søn Svein.

Siden la de flaaterne sammen og tengslet skibene; og nu begyndte den grummeste kamp. Det faldt mange paa begge sider, men dog flest paa Haakon jarls side; for jomsvikingerne kjæmpet baade kraftig. djervt og skarpt, og skjøt tvers igjennom skjoldene. Det blev baaret saa mange vaaben mot Haakon jarl, at brynjen hans til slut blev slitt ut og unyttig, saa han kastet den av sig. Jomsvikingerne hadde større skibe med høiere bord. Men paa begge sider søkte de frem paa det djerveste. Vagn Aakesson la saa haardt frem mot Svein Haakonsson, at Svein lot sige unda, og holdt paa at fly. Eirik jarl blev sint da han saa dette, og la sig med Jernbarden - saa het skibet hans - mot Vagns skib; de støtte nu sammen med stavnene, og det blev den skarpeste kamp. Mellem Vagns mænd var det en drabelig kjæmpe som het Aslak Holmskalle; han og Vagn løp fra skibet sit over paa Eiriks Jernbarde, og hugg med begge hænder, og ryddet omkring sig, saa folk vek tilbake; men ingen vaaben bet paa ham. Da tok en islænding, ved navn Vigfus Vigaglumsson, en nebambolt som laa paa tiljerne, og som en mand før hadde brukt til at lodde haandplaten paa sit sverd. Han kastet ambolten med begge hænder og drev den i hodet paa Aslak Holmskalle, saa den gik ned i hjernen, og han faldt død om. Vagn gik frem paa det andet skibsbord, hugg med begge hænder, og voldte mangen mands død. Da løp Torleiv Skuma mot ham. Han var islænding, og hadde i haanden en svær ekekølle som han hadde lovt skulde bli Bues benbrud og Sigvaldes mén. «Vikingers ve, Haakons vern,» kaldte han den. Den svang han i hodet paa Vagn, saa han holdt paa at falde. Men Vagn fik skubbet Torleiv av veien, og stak efter ham med sverdet, derefter hoppet han ut av Jernbarden og kom staaende over paa sit eget skib. Men da hadde han og Aslak Holmskalle ryddet Eiriks skib slik at Eirik jarl maattte faa folk ombord dér fra andre skibe. 

Ved denne tid blev det en liten stans i kampen. Den nyttet Haakon jarl og hans søn Eirik til at møtes og tales ved. Haakon sa at han syntes at kampen gik dem imot; for ingen var disse vikingers like; og det vilde ikke lykkes at vinde seier over dem, mente han, hvis han ikke fandt paa et eller andet raad. Han gik da i land med nogen mænd paa en ø som var dér. Midt paa øen var det en stor skog, og i skogen en rydning. Dit gik Haakon jarl og la sig paa knæ. Han vendte sig mot nord, og bad til sin fuldtro ven, Torgerd Hølgabrud. Hun var den gudinden som mest hjalp Haakon jarl og de andre Ladejarler, og hun bodde længst nord i Norge, trodde de. Men hun var døv for jarlens bønner, og han syntes at merke at hun maatte være vred paa ham. Han lovte da at ofre forskjellige ting til hende om hun vilde bønhøre ham. Men hun vilde ikke ta imot noget av det. Til slut bød han hende menneskeblot; men Torgerd vilde heller ikke ta imot dem som han bød til at ofre. Da syntes jarlen at det saa rent ilde ut hvis han ikke fik formildet hende; han øket da tilbudet, og til slut lovte han at han skulde ofre hvem hun end vilde ha, uten sig og sine to sønner, Eirik og Svein. Jarlen hadde ogsaa en søn som het Erling; han var 7 aar gammel, og en haabefuld gut. Til slut tok Torgerd Hølgabrud mot Haakons tilbud, og valgte hans søn Erling. Efter dette syntes jarlen at hans bønner blev bønhørt, og at det begyndte at se lysere ut. Han tok da sin søn og gav ham til en av trællene sine; denne gjorde som jarlen hadde sagt ham, og skar halsen over paa gutten. 

Efter dette vendte Haakon jarl tilbake til sine skibe og egget paany sine mænd. «Jeg vet nu for visst,» sa han, «at vi skal seire over jomsvikingerne; for jeg har paakaldt Torgerd Hølgabrud og hendes søster Irpa, og de vil ikke svigte mig nu, likesaa litt som før.» Kampen tok nu til paany; Haakon jarl la sig igjen mot Sigvalde, og gik haardelig frem, for han trøstet sig til Torgerds og Irpas hjælp. Nu begyndte veiret at se truende ut fra nord; det drog op en svart sky og mørk skodde fra havet, og dermed fulgte en iling med lyn og torden, og det faldt hagl saa store at hvert hagl veiet en øre. Uveiret stod ret i synet paa jomsvikingerne. Mange saa ogsaa to kvinder som kjæmpet i Haakon jarls hær; det var Torgerd Hølgabrud og Irpa. «Jeg synes ikke,» sa Sigvalde jarl, «at vi kjæmper mot mennesker idag, men mot de værste troll.»

Da en stund var gaat, begyndte uveiret at lægge sig. Haakon jarl paakaldte av al sin magt Torgerd Hølgabrud og Irpa, og talte til dem om hvor meget han hadde ofret til dem, da han hadde blotet med sin egen søn. Uveiret begyndte da paany, og folk kunde nu se to kvinder ombord paa jarlens skib. - Det var søstrene, som hjalp Haakon jarl. - Da hugg Sigvalde jarl tengslerne over, og snudde sit skib unda og vilde fly. Vagn Aakesson ropte til ham og bad ham ikke at fly, men Sigvalde hørte ikke paa hvad han sa. Da skjøt Vagn et spyd efter ham og bad ham faa en ulykke; men han traf den som sat ved roret. Torkel den høie, Sigvaldes bror, fór ogsaa bort straks Sigvalde var flygtet. Siden flygtet ogsaa Sigurd Kaape. 35 av jomsvikingernes skibe rodde bort, men 25 var tilbake.

Derefter la Haakon jarl sit skib paa den anden side av Bues. Da blev det ikke længe for Bues mænd mellem huggene. Under kampen gik Eirik jarls mænd op paa Bues skib og agterut i løftingen mot Bue. Torkel Midlang hugg da til Bue, og skar av ham læberne og haken, saa de faldt ned i skibet; Bues tænder føk ogsaa ut ved det hugg som han fik. Da Bue fik saaret, sa han: «Nu blir det værre for de danske møer at kysse os.» I det samme hugg han til Torstein i siden, saa han skar munden over paa midten. Straks efter tok Bue to kister fulde av guld, én i hver haand, og ropte høit: «Overbord! overbord! alle Bues mænd!» Derefter stupte han sig utenbords med kisterne, og mange av hans mænd løp ogsaa overbord, men nogen faldt paa skibet, for det var ikke godt at be om grid. Hele Bues skib blev da ryddet fra stavn til stavn, og siden det ene skib efter det andet. Til slut løp alle som var i live, ombord paa Vagn Aakessons skib, og verget sig der til mørket faldt paa. Da endte kampen, men endda stod mange paa benene ombord paa Vagns skib. Det var nu for mørkt til at undersøke hvem som var i live ombord paa jomsvikingernes skibe. Derfor lot Haakon jarl holde vakt om natten, saa ingen av dem skulde komme unda. 

Vagn og Bjørn den bretske raadslog nu om hvad de skulde gjøre, enten de skulde bli ombord paa skibene til det blev dag, og da la sig gripe, eller de skulde søke at komme i land og skjule sig dér. De blev alle enige om at de skulde prøve det sidste. De tok masten og raaen paa skibet sit, og flyttet sig i land paa dem, da det blev mørkt. De kom til et skjær, og dér var de om natten, og trodde det var det faste land.

Like før dag, mens jarlens mænd endda holdt paa at binde saarene sine, hørte de en buestreng gjalde ute paa Bues skib, og en pil kom flyvende, og traf jarlens frænde og kjære ven, Gudbrand Hvite, saa han faldt død om. Straks det var blit lyst om morgenen, fór Haakon jarl og hans mænd ut for at undersøke skibene. Da de kom til Bues skib, og skulde se hvem som hadde sendt det skuddet om natten, fandt de en mand i live ombord dér. Det var Haavard Huggende. Han hadde store saar, og begge benene var hugget av ham nedenfor knæet. Da Svein Haakonsson og Torkel Leira kom bort til ham, spurte han: «Hvordan er det? kom det nogen sending til dere her fra skibet her inat?» «Tilvisse,» svarte de; «men var det du som voldte det?» «Det kan ikke negtes,» sa han; «men blev det til mén for nogen?» De fortalte da at en mand hadde faat bane av det. «Hvad var det for en mand?» spurte Haavard. «Gudbrand Hvite,» svarte de. «Ja, det blev nu ikke som jeg helst vilde,» sa han; «for jeg hadde eslet jarlen dette skud; men jeg faar være glad fordi nogen kom til skade av det.» Da han hadde sagt dette, hugg de til ham og dræpte ham.

[[Fil:Eirik_jarl_Torkel_Leira_og_Sigurd_Buesøn.jpg|thumb|center|700px|<center>Christian Krohg: '''Eirik jarl, Torkel Leira og Sigurd Buesøn'''</center>]]


De fik nu se at det var folk ute paa skjæret, og jarlen bød dem fare ut dit og ta disse mænd til fange: han vilde raa for deres liv, sa han. De gjorde som han bad, og rodde ut til skjæret. Dér fandt de Vagn Aakeason og hans mænd, og fanget dem, og flyttet dem til land; men faa av dem kunde røre sig for saar og kulde. Hænderne blev bundet paa ryggen, og den ene blev bundet til den anden med et taug, og ikke lempelig. Siden blev nogen av dem som var meget saaret, løst fra tauget; trælene som holdt vakt over dem, viklet kjepper i haaret paa jomsvikingerne for at holde hodet fast. Først blev tre saarede mænd ledet frem, og høvdingen Torkel Leira gik frem og hugg hodet av dem. Siden spurte Torkel dem som stod i nærheten, om de kunde merke nogen forandring paa ham. «For folk siger,» sa han, «at en kan se forandring paa alle som har hugget ned tre mand efter hverandre.» Haakon jarl svarte ham: «Det er ingen forandring at se paa dig nu; men i forveien var det.»

Derefter blev en fjerde mand ledet frem, og Torkel Leira spurte ham, før han hugg til ham, hvad han tænkte om at han skulde dø. «Jeg vil gjerne dø,» svarte han; «jeg vet vel at det maa gaa mig som min far, at jeg skal dø.» Derefter blev den femte ledet frem, og Torkel spurte ham hvordan det kjendtes at skulle dø. Han svarte: «Jeg mindes ikke den lov hos jomsvikingerne at en skal være ræd for at dø eller tale frygtsomme ord: én gang skal hver mand dø.» Saa hugg Torkel ham ned. Slik blev de enige om at spørre hver av jomsvikingerne for at høre om ingen av dem skulde tale rædde ord før han døde. Da den sjette mand blev ledet frem med en kjep i haaret, og Torkel spurte ham, svarte han at han gjerne vilde dø med hæder; «men du Torkel vil leve med skam,» sa han. Saa blev han hugget ned. Da den syvende blev ledet frem, spurte Torkel Leira ham om det samme. «Jeg vil gjerne dø,» svarte han; «men hugg mig fort. Jeg har en tollekniv i haanden, og den vil jeg stikke i jorden om jeg kjender noget, naar hodet er hugget av mig.» Torkel hugg, og hodet føk av, men kniven faldt ned. Da den næste blev ledet frem, spurte Torkel ham likedan. «Jeg vil gjerne dø som alle vi kamerater,» sa han; «men jeg vil ikke la mig hugge som en sau; jeg vil sitte ned. Men hugg mig forfra i ansigtet, og se om jeg blunker med øinene!» Torkel gjorde som han bad om, og han blunket ikke, men øinene seg sammen, da døden kom paa ham. 

Siden blev en vakker mand med stort haar ledet frem. Han svøpte haaret frem over hodet sit, rakte halsen frem og sa: «La det ikke komme blod i haaret!» En hirdmand tok da haaret og viklet det om haanden sin. Torkel svang øksen og skulde til at hugge; men vikingen rykket hodet fast til, og han som holdt i haaret, gav efter, saa øksen faldt ned paa begge hænderne hans, saa den tok fæste i jorden. Da kom Eirik jarl til og spurte: «Hvem er denne vakre mand?» «De kalder mig Sigurd,» sa han, «og jeg gaar for at være søn av Bue; endda er ikke alle jomsvikinger døde.» Eirik sa: «Du er nok til visse en sand søn av Bue. Vil du ha grid?» la han til. «Det kommer an paa hvem der byr,» svarte Sigurd. «Den byr,» sa jarlen, «som har magt til det, - Eirik jarl.» «Da vil jeg,» sa han. Han blev da tat fra tauget. Da sa Torkel Leira: «Om du vil la alle disse mænd ha grid, jarl, saa skal aldrig Vagn Aakesson komme fra det med livet.» Med disse ord løp han frem med løftet øks. Men vikingen Skarde snodde sig til fald i tauget, og faldt frem for føtterne til Torkel. Torkel faldt flat over ham. Da grep Vagn øksen, svang den i veiret og hugg Torkel banehugg. «Vagn, vil du ha grid?» spurte jarlen. «Det vil jeg,» sa han, «hvis vi faar det alle.» «Løs dem av tauget!» sa jarlen. Saa blev gjort. Atten var da dræpt, men tolv fik grid.

Siden skiltes hæren. Haakon jarl drog til Trondheim, og likte svært daarlig at Eirik hadde git Vagn Aakesson grid. Eirik jarl fór til Oplandene og videre øst til sit rike, og Vagn Aakesson var med ham. Da de kom til Viken, giftet Eirik jarl ham med Ingebjørg, Torkel Leiras datter, og gav ham et godt langskib med fuld utrustning, og skaffet ham folk til det; og de skiltes som de kjæreste venner. Vagn drog da hjem syd til Danmark. Han blev siden en navngjeten mand, og mange stormænd er kommet fra ham.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Kongesagaer]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Alexander Bugge]]