Vis kilden til Fortællingen om kong Sigurd Savl

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9" 
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þáttr frá Sigurði konungi slefu]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Gunhilds Søn, Kong Sigurd Slefa]] !! !! 
|-
!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þáttr frá Sigurði konungi slefu (SN)]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortællingen om kong Sigurd Savl]] !!  !! 
|-
!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þáttr frá Sigurði konúngi slefu, syni Gunnhildar]] !!  !!  !!  !!  !! 
|-
|}


<center>[[Kongesagaer]]


<big><big>'''Fortællingen om kong Sigurd Savl'''</big></big>

''Þáttr frá Sigurði konungi slefu''


oversat af [[Bruker:Jesper|Jesper Lauridsen]]

Heimskringla.no
© 2013</center>


----
<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Sigurður Nordal:'' [[Flateyjarbók (SN)|Flateyjarbók]], ''Reykjavík 1944-45''</center>
----


[[Fil:Flateyjarbok.jpg|thumb|300px|thumb|<center>'''Flateyjarbók'''</center>]]Det fortælles, at kong Sigurd Savl sad på magten i Hordaland, dengang Gunhildsønnerne regerede i Norge. Han var meget ødsel med sine midler. Han havde et mandigt udseende, men var ustadig og glad for kvinder og noget usømmelig i denne sammenhæng. Der var en mand, der hed Torkel Klyp — en magtfuld herse i Hordaland. Han var søn af Tord Horda-Kåreson. Han besad stor djærvhed og var en meget anset mand. Hans kone hed Oløf — hun var smuk og ærbar. Det fortælles, at kong Sigurd Savl engang sendte bud efter Torkel og bad ham opsøge sig, hvilket han gjorde. Kongen sagde: »Det forholder sig således, at der forestår en rejse vestpå til England, og jeg vil sende dig til kong Adalråd for at opkræve skat af ham, for sådanne folk som dig er bedst egnede til at udføre ærinder for mægtige mænd.« Torkel svarede: »Har du ikke tidligere sendt dine folk i det samme ærinde, og kom de ikke hjem med uforrettet sag?« »Det er rigtigt,« sagde kongen, »— men man kan ikke sammenligne din foretagsomhed med deres, som ikke var meget bevendt.« Torkel svarede: »Du må mene, at jeg er pligtig til at tage af sted, og jeg vil ikke undslå mig, selv om det gik uheldigt for dem, der tidligere tog den vej.«

Derpå drog Torkel vestpå til England med et godt følge, og han opsøgte kong Adelråd og hilste ham. Kongen tog vel imod hans hilsen og spurgte, hvem der var lederen af deres flok. Torkel sagde, at det var han. Kongen sagde: »Jeg kan forstå, at du har skaffet dig et godt ry, og du skal være velkommen her hos os.« Derefter opholdt Torkel sig hos kongen om vinteren. Engang sagde han til kongen: »Det forholder sig sådan med min rejse — herre! — at kong Sigurd Savl har sendt mig for at opkræve skat af dig — og jeg forventer, at du vil svare vel på den sag.« Kongen sagde: »Der er før kommet folk til os i samme ærinde, og dette krav fra kong Sigurd forekommer mig snarere uretfærdigt end rimeligt, for jeg kender ikke noget til, at jeg skulde være forpligtet til at yde ham penge. Folk, der tidligere er kommet i et tilsvarende ærinde, har også fået den betaling, de fortjente! Det er også indlysende, at kongen er ligeglad med, hvordan din rejse går. Jeg agter dog at behandle dig — Torkel! — fuldstændig som før og modtage din tak og dit venskab, og jeg vil udrede dig nogle penge, men jeg vil ikke betale for Gunhildsønnernes venskab.« Om foråret gjorde Torkel klar til at tage af sted østpå over havet med meget gods, og han skiltes fra kongen i den bedste forståelse, og de knyttede venskab med en fast aftale.

Dengang, da Torkel havde forladt Norge, sendte kong Sigurd Savl sine folk hen til Torkels gård for at lade dennes kone — Oløf — føre bort derfra og hjem til sig, hvor han lagde hende i sengen hos sig. Da sagde hun: »Herre! Du behandler den mand, som er dig trofast, dårligt og urimeligt, og dette vil føre til meget ondt, men nu må du råde for sagen, selv om det er til det værre.« Kongen sagde: »Find dig nu i de vilkår, du bliver budt, og fortæl mig ikke, hvad der er rigtigt!« Derefter lå Oløf hos kongen hver nat. Alle fandt kongens forehavende både slet og utilrådeligt og sagde, at han selv måtte stå til regnskab for det. Om foråret, da Torkels hjemkomst rygtedes, sendte kongen Oløf hjem. Da Torkel erfarede det hele, tog det meget hårdt på ham, men han drog dog hjem til sin gård og var meget tavs og gnaven. Da han kom hjem, var Oløf der i forvejen, og hun gik straks Torkel i møde med glæde og sagde: »Velkommen — Torkel Bonde! — og kom ind og hvil dig. Du må have hørt, hvad der er overgået mig, selv om det ikke er noget godt. Jeg vil gerne bøde for alt det, jeg har forbrudt imod dig, og derefter ligge hos dig i fred og fordragelighed.« Da svarede Torkel ved at kvæde dette vers:


::Næppe — Ølhorns-Nanna! —
::nød jeg seng og varme
::hos dig (harmen slider
::heftigt mit sind) igen.
::Øl jeg stadigt afslår,
::indtil ravne grådigt
::i fyrstens blod farver
::fødder og næb røde.


Hun svarede: »Nu er det både sådan, at der er begået meget ondt, og at du desuden agter at gøre meget ved det — det er trist, at jeg skal være årsag til så megen ondskab.«

Sidenhen blev der indkaldt til ting, og kong Sigurd var til stede sammen med en stor menneskemængde. I kongens flok befandt sig den mand, der hed Øgmund og var søn af Horda-Kåre. Han stod ved siden af kongen og havde et stort spyd i hånden. Derpå gik Torkel til stolen og sagde: »Herre! Her er de værdier, som jeg har hentet i England, og se nu efter — konge! — hvorledes dette er udredet.« Kongen så på sagerne og så mange fine kostbarheder og sagde: »Hvordan skulle dette ærinde ikke være udført djærvt og udredet godt?« Torkel svarede: »Da er en del af den vanskelige sag til ende.« Han var klædt på den måde, at han havde en kappe over sig, som var snøret med pyntebånd. Så trak han en økse frem fra under kappen og huggede efter kongen og slog ham ihjel. Da Torkel vendte sig væk fra gerningen, sprang Øgmund Kåreson imod ham og stødte det spyd, han havde i hånden, igennem ham. Dette anså Torkels slægtninge for så slet gjort, at de siden tog hen til Øgmund og brændte ham inde, for de fandt, at der var stor forskel på kongens og Torkels sager.

Da Gunhild erfarede sin søns død, fandt hun, at Oløf havde voldt hende meget ondt, og hun agtede at gengælde sig på hende og tilføje hende vanære. Oløf blev klar over dette og fandt ud af, at et skib var ved at blive udstyret til en Islandsfærd, og hun opsøgte den mand, der ejede det. Han hed Bødvar og var søn af Torstein — en bror til Hall på Sida. Hun tog således til orde: »Jeg er kommet i vanskeligheder, og jeg vil bede dig om, at du fører mig til dit land og væk fra Gunhilds tvang.« Han svarede: »Jeg forstår, at du er i vanskeligheder, og jeg skal nok gøre det, men det forekommer mig også rimeligt, at du da opfylder mit ønske.« Hun sagde, at det ville hun. Derpå kom hun til skibet sammen med Gudrun — sin datter. Siden drog de af sted og kom til Island og landede østpå i Alftafjord. Dér ejede Bødvar en meget anseelig gård. Da de kom hjem, siges det, at Bødvar sagde: »Nu vil jeg igen tage fat på det, som jeg satte som vilkår i Norge — og jeg vil anmode dig om ægteskab.« Hun svarede: »Jeg véd, at man vil sige, at jeg nu indgår et ringere ægteskab end før, men du fortjener at få opfyldt dette ønske.« Derpå blev dette aftalt, og Bødvar fik Oløf, men deres samliv blev ikke langt, for han døde det samme år. Sidenhen erfarede Einar Eyjolfson fra Tverå nordpå, at det ville være et anseeligt ægteskab at blive gift med Gudrun Klypsdatter, og han fik hende og fik mange børn med hende. Einars og Gudruns søn hed Torkel Klyp. Han var opkaldt efter sin morfar, og han var en meget evnerig mand og omtales i mange sagaer. Nogle år senere drog Oløf hjem til sine slægtninge i Norge, og hun anses for en meget gæv kvinde.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Flateyjarbók]]
[[Kategori:Kongesagaer]]
[[Kategori:Jesper Lauridsen]]