Goðrúnarkviða (I)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

De gamle Eddadigte

Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson

G. E. C. Gads Forlag

København, 1932

Goðrúnarkviða

(I.)

---

1.

Ár vas þats Goðrún

gęrðisk at dęyja,

es hón sat sorgfull

of Sigurði,

gęrðit hjúfra

né hǫndum sláa,

né kvęina umb

sęm konur aðrar.

---

Ár vas: det skete fordums; sål. beg. især yngre digte. — gęrðisk: omtr. = beredte sig. — of Sigurði: over S., der ligger død i sængen; Gudrun tænkes siddende på en stol ved sængen; hun rager sål. op over sængen og liget. — hjúfra: græde og klage. — kęveina umb: udstøde klageskrig.

---

2.

Gingu jarlar

alsnotrir framm,

þęirs harðs hugar

hána lǫttu;

þęygi Goðrún

gráta mátti,

svá vas hón móðug,

mundi hón springa.

---

jarlar: bet. måske ‘jarler’ som kongens sysselmænd, eller højtstående personer ved hirden (?). — herðs hugar: hårdt sind, der viste sig deri, at hun ikke kunde græde. — lǫttu: vilde få hende fra. — móðug: her ‘sorgfuld’. — springa: briste (om hj ærtet). — L. 5-8 er et slags omkvæd.

---

3.

Sǫ́tu ítrar

jarla brúðir,

golli búnar,

fyr Goðrúnu;

hvęr sagði þęira

sinn oftrega,

þanns bitrastan

of beðit hafði.

---

jarla brúðir: må være de nævnte jarlers hustruer; til disse behøver Gjaflaug og Herborg naturligvis ikke at høre. — sagði: her, mod forvæntning, stærkt betonet. — oftrega: svare sorg.

---

4.

Þá kvað Gjaflaug

Gjúka systir:

mik vęitk á moldu

munarlausasta;

hęfk fimm vera

forspell beðit,

(tvęggja dœtra,

þriggja systra)

átta brœðra,

þó ęin lifik.

---

Gjaflaug: ellers ukendt. — forspell: tab af. — L. 7-8, der er uden rim, ser ud til at være senere indskud af en, der vilde göre det hele endnu mere sörgeligt. — ęin: alene (som jeg er).

---

5.

Þęygi Goðrún

gráta mátti,

svá vas hón móðug

at mǫg dauðan

ok harðhuguð

of hrør fylkis.

---

harðdhuguð: jfr. harðs hugar (23). — hrør: lig.

---

6.

Þá kvað þat Hęrborg,

Húnalands drótning:

hęfk harðara

harm at sęgja,

mínir sjau synir

sunnan lands,

verr hinn átti

í val fellu.

---

Húnalands: er måske fejl f. Húna. Húnar har sikkert altid haft lang vokal.

---

7.

Faðir ok móðir, *

fjórir brœðr, *

þau á vági *

vindr of lék, *

barði bára *

við borðþili. *

---

lék: overlistede. — barði: til dette må þęim underforstås, ‘slog dem imod skibssiden’, så at de derved omkom. Jfr. Krit. bem.

---

8.

Sjǫlf skyldak gǫfga,

sjǫlf skyldak gǫtva,

sjǫlf skyldak hrør

hǫndla þęira;

þat alt of bęiðk

ęin missęri,

svát mér mangi

munar lęitaði.

---

gǫfga: udstyre (med kostbare ligklæder). — gǫtva: begrave. — hrør: lig. — hǫndla: behandle med mine egne hænder. Jfr. Krit. bem. — ęin: i et og samme. — mangi: ingen, rettelse f. R’s engi.

---

9.

Þá hlautk hapta

ok hęrnuma

sams missęris

síðan verða,

skyldak skręyta

ok skúa binda

hęrsis kvǫ́n

hvęrjan morgin.

---

hapta, hęrnuma: fem. til haptr, hęrnumi; jfr. Fáfn. 7. — kvǫ́n: dativ, for hustruen; som acc. må det underforstås til skręyta.

---

10.

Hón œgði mér

af afbrýði,

ok hǫrðum mik

hǫggum kęyrði;

fank húsguma

hvęrgi in bętra,

ęn húsfręyju

hvęrgi verri.

---

œgdi: truede. — afbrýði: skinsyge. — húsguma: vel dannet som modsætning til husfręyja.

---

11.

Þęygi Goðrún

gráta mátti,

svá vas hón móðug

at mǫg dauðan

ok harðhuguð

of hrør fylkis.

12.

Þá kvað þat Gollrǫnd

Gjúka dóttir:

»fǫ́ kant fóstra,

þótt fróð séir,

ungu vífi

andspjǫll bera;«

varaði hón at hylja

of hrør fylkis.

---

Gollrǫnd: også ganske ukendt ellers. — Man lægge her mærke til den sjældne syntaktiske forbindelse mellem 1. og 2. halvdel. — fóstra: må her bet. ‘fostermoder’, da Herborg er dronning og Gollrǫnd synes at være ung. — andspjǫll: tale, her ‘trøstende ord’. — varaði: advarede imod, d. v. s. rådede til ikke (at tildække) ɔ: rådede til (at afdække). Udtrykket er ikke det mindste påfaldende.

---

13.

Svipti blæju

af Sigurði

ok vatt vęngi

fyr vífs knéum:

»lít á ljúfan,

lęgg munn við grǫn,

sęm halsaðir

hęilan stilli.«

---

Svipti: subj. er Gollrǫnd. — blæju: tæppet, der dækkede Sigurds ansigt (og legeme). — vatt (af vinda): drejede. — vęngi: puden (af vangi kind), hvorpå Sigurds hoved hvilede. — hęilan: hel, sund, ɔ: endnu i live.

---

14.

Á lęit Goðrún

ęinu sinni,

sá dǫglings skǫr

dręyra runna,

fránar sjónir

fylkis liðnar,

hugborg jǫfurs

hjǫrvi skorna.

---

skǫr: hovedhår, hoved. — liðnar: døde, brustne. — hugborg: sinds-borg, bryst.

---

15.

Þá hné Goðrún

hǫll við bolstri,

haddr losnaði,

hlýr roðnaði,

ęn regns dropi

rann niðr of kné.

---

hné o. s. v.: da segnede Gudrun i hældende stilling mod puden. Dette er så simpelt som tænkeligt, og dog er det blevet misforstået; Gudrun bliver siddende på stolen, men lægger sig med bryst og hoved over mod Sigurds lig. — hlýr: kinden (her sing. for plur.). — regns dropi: tårerne må være ment, men regn bruges aldrig ellers så; der foreligger måske her en forvanskning, og da vel af dropi (tårer omskrives ved ‘öjnenes regn’ og lign.).

---

16.

Þá grét Goðrún

Gjúka dóttir,

svát tǫ́r flugu

tresk í gǫgnum,

ok gullu við

gæss í túni,

mærir foglar,

es mær átti.

---

tresk: er et ganske ukendt ord, og det er ikke let at se, hvad det her kunde bet., eller om det er subst. el. adj. — gæss: gæs var en kvindes særlige ejendom; jfr. Norges gml. love (I, 211): »men datter får (arver) 5 beder og lin og garn og uld af 5 får, samt gæs«; gæssene hører deres ejerindes gråd og viser deres medfølelse ved deres skrig; digterisk overdrivelse, men meget anskuelig.

---

17.

Þá kvað þat Gollrǫnd

Gjúka dóttir

Ykkar vissak

ástir męstar

manna allra

fyr mold ofan;

unðir hvárki

úti né inni,

systir mín nema

hjá Sigurði.

G. kv. 18.

Svá vas minn Sigurðr

hjá sonum Gjúka

sęm væri gęirlaukr

ór grasi vaxinn,

eða væri bjartr stęinn

á band dręginn

jarknastęinn

of ǫðlingum.

---

hjá: ved siden af, i sammenligning med. — gęirlaukr: en løgart (purreløg?), jfr. angels. gārleac. — L. 4: »vokset höjt op over (det lave) græs«. — stęinti: sten, ɔ: glasperle. — jarknastęinn: låneord fra angels. eorcanstān (topazius), der igen beror på kaldæisk jarkān (Sievers); jfr. Vǫl.kv. 26. — of ǫdlingum: over fyrster; en ulogisk smligning. Meningen må være: »Sigurd var som en skinnende ædelsten på en snor og overgik alle ædlinge (ved sine lysende fortrin)«.

---

19.

Ek þótta ok

þjóðans rekkum

hęgrri hæri

Hęrjans dísi,

nú emk svá lítil

sęm lauf séi

opt í jǫlstrum

at jǫfur dauðan.

---

hæri: ɔ: i åndelig forstand. — Hęrjans dísi: Odins mø, valkyrje. — lítil: ringe, betydningsløs. — í jǫlstrum: R skr. iavlstrom; der er megen tvivl om, hvorledes ordet skal forstås; nogle læser ǫlstrum (af ǫlstr ntr. foderurt), »blandt foderurter«; andre læser, med större sandsynlighed, í jǫlstrum, af jǫlstr = sv. jolster (salix pentandra), jfr. ilstri ntr., og no. isterpil; »Gudrun sammenligner sig selv med de små stumper af løv, som man ofte kan se stå igen på træet, når det er løvet« (S. Bugge).

---

20.

Saknak í sessi

ok í sæingu

míns málvinar,

valda męgir Gjúka,

valda męgir Gjúka

mínu bǫlvi

ok systur sinnar

sǫ́rum gráti.

---

bǫlvi: mgl. R, men er sikkert det rigtige ord. — ok: bör vist udgå.

---

21.

Svá ér lýðum

land of ęyðið,

sęm ér rufuð

ęiða svarða;

muna þú Gunnarr

golls of njóta;

þęir munu baugar

þér at bana verða.

es þú Sigurði *

svarðir ęiða. *

---

lýðum: m. h. t. mænd. Jfr. Krit. bem. Gudrun mener, at efter at Sigurd er død, er der ingen virkelige mænd mere til, en overdrivelse, der minder om Hallfreds udtryk om Nordens mennesketomhed efter Olaf Tryggvasons fald. — L. 5-8: guldets forbandelse må stadig følge med; Gudrun, der var ejerinden, går ud fra, at nu vil Gunnar bemægtige sig det. — L. 9-10 er utvivlsomt senere tillæg; es måtte bet. ‘du som’, men tanken i disse linjer er ulogisk og kejtet formuleret.

---

22.

Opt vas í túni

tęiti męiri,

þás minn Sigurðr

sǫðlaði Grana

ok þęir BrynhiIdar

biðja fóru,

armrar véttar,

illu hęilli.

---

í túni: i hjemmet og dets område. — Opt: passer ikke godt til l. 5ff., hvor der kun omtales én begivenhed, men det er vel at forstå: »ofte var der, f. eks. da de begav sig o. s. v.«. — armrar véttar: det elendige væsen. Dette udtryk fremkalder Brynhilds replik.

---

23.

Þá kvað þat Brynhildr

Buðla dóttir:

vǫn sé sú véttr

vers ok barna,

es þér Goðrún

gráts of bęiddi

ok þér í morgun

málrúnar gaf.

---

su véttr: ɔ: Gollrǫnd; foragtelig betegnelse; da Gollrǫnd næppe er gift, må sé gengives ved ‘vorde’, »gid hun aldrig måtte få«. — gráts bęiddi: fik til at græde. — málrúnar gaf: er blot omskrivning for ‘fik til at tale’.

---

24.

Þá kvað þat Gollrǫnd

Gjúka dóttir:

þęgi þú þjóðlęið

þęira orða,

urðr ǫðlinga

hęfr þú æ verit,

rekr þik alda hvęr

illrar skepnu.

sorg sára *

sjau konunga *

ok vinspell *

vífa męst. *

---

Efter det foregående er det naturligt, at Gollrǫnd tager ordet. — þjóðlęið: meget forhadte; þjóð- som oftere forstærkende. — urðr: skæbne, her ulykke, fordærv. — alda: bølge; »enhver den onde skæbnes bølge jager dig«. —- De 4 sidste linjer er tildigtning; 3 af dem har kun 3 stavelser; syntaktisk hænger de ikke sammen med det foregående; vinspell må være accus., vinspell vífa ‘fordærv af venskab mellem kvinder’. Næppe er de 4 linjer rest af et (ægte) vers.

---

25.

Þá kvað þat Brynhildr

Buðla dóttir:

vęldr ęinn Atli

ǫllu bǫlvi

of borinn Buðla

bróðir minn.

---

vęldr o. s. v.: efter en version af sagnet (se Sigsk. 35-36) tvang Atle Brynhild til at gifte sig med Sigurd; denne version er her fulgt. — L. 5-6 genfindes i Sigsk. 56, men derfor er der ingen grund til at udskyde dem her.

---

26.

Þás vit í hǫll

húnskrar þjóðar

ęld á jǫfri

ormbęðs litum,

þess hęfk gangs

goldit síðan;

þęirar sýnar

ek sǫ́umk ęy.

---

hǫll o. s. v.: ɔ: Atles hal. — ęld ormbęðs: ‘slangelejets ild’ er ingen rigtig kenning for guld og er uden sidestykke. Der må sikkert foreligge en forvanskning. — goldit: måtte undgælde for. — þęirar sýnar: er gen., ‘på grund af det syn’, men ikke obj. til sǫ́mk = nærede jeg (har jeg næret) frygt; sýnar er næppe parallelt med gangs.

---

27.

Stóð hón und stoð,

stręngði ęfli;

brann Brynhildi

Buðla dóttur

ęldr ór augum,

ęitri fnœsti,

es sár of lęit

á Sigurði.

---

ęfli: = afl (hvoraf det er afledet), »hun gjorde sin styrke (endnu) kraftigere«, d. v. s. hun opbød alle sine kræfter; jfr. Krit. bem. — Man lægge mærke til at l. 5 danner en direkte fortsættelse af l. 4. — ęitri fnœsti: hun fnyste gift, en af de mange meget stærke udtryk, som dette digt har. Meningen er: »hun var lidenskabelig ophidset«.

---

Goðrún gekk þaðan á braut til skógar á eyðimerkr ok fór alt til Danmarkar ok var þar með Þóru Hákonardóttur sjau misseri. Brynhildr vildi eigi lifa eptir Sigurð; hon lét drepa þræla sína átta ok fimm ambóttir; þá lagði hon sik sverði til bana, svá sem segir í Sigurðarkviðu hinni skǫmmu.