Grottesang (Grottasǫngr)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

G. A. Gjessing: Den ældre Edda
Heimskringla Reprint

oversatt av
G. A. Gjessing

Kristiania
1899

Grottesang
(Grottasǫngr)

Skjold hed en søn af Oden, fra hvem Skjoldungerne er komne; han havde sæde og raaded for land der, som nu er kaldt Danmark, men dengang hed Gotland. Skjold havde den søn, som hed Fridleiv, og som raaded land og rige efter ham. Fridleiv’s søn hed Frode, han tog kongedømmet efter sin fader i den tid, da keiser Augustus lagde fred over al verden. Da blev Christus født. Men fordi at Frode var mægtigst af alle konger i de nordiske lande, saa blev freden tillagt ham saa vide, som dansk tunge er talt, og kalder Nordmænd den Frodes fred. Ingen mand skaded den anden, om han end fandt for sig sin faders eller broders bane løs eller bunden; da fandtes heller ikke nogen tyv eller ransmand, saa at en guldring laa tre aar ved alfarvei paa Jalangrs hede. Kong Frode drog til gilde i Svithjod til den konge, som er kaldt Fjolne, og da kjøbte han to trælkvinder, som hed Fenja og Menja; de var store og sterke. Paa den tid blev i Danmark fundet to kvernstene saa store, at ingen var saa sterk, at han fik draget dem; men den egenskab fulgte kvernstenene, at det blev malt paa kvernen, som den ønskede, der malte. Den kvern hed Grotte. Hengekjopt er han kaldt, som gav kong Frode kvernen. Kong Frode lod trælkvinderne sette til kvernen og bød dem male guld og fred og lykke for Frode. Da gav han dem ikke lenger hvil eller søvn end gjøgen tied, eller vise kunde kvedes. Da er sagt, at de kveded de viser, som er kaldt Grottesang, og før de slutted med kvædet, malte de hær over Frode, saa at i samme nat den søkonge kom der, som hed Mysing, og drebte Frode og tog stort bytte. Da brast Frodefreden. Mysing førte med sig Grotte og ligeledes Fenja og Menja og bød dem male salt, og ved midnat spurgte de, om Mysing ikke var kjed af saltet; men han bød dem male lengre. De malte en kort stund, indtil skibene sank, og blev der efter en strømhvirvel i havet, hvor søen falder ind i kvernøiet. Da blev havet salt.

1.
Nu er komne
til kongens gaard
fremsynte to,
Fenja og Menja;
er hos Frode,
den Fridleivs søn,
trøste terner
i trældom holdt.

2.
Til kvern-leiet
ledet blev de.
sat at svinge
sodgraae sten;
loved han liden
lise eller fred,
før terners larm
lydt han hørte.

3.
Knagende kverns
kvæde sang de:
«Legge vi leiet,
løfte vi stene!»
end de møer
han male bød.

4.
Sang de og svinged
snøgge stenen,
saa sovned flest
Frodes tyend;
kvad da Menja
kommen til maling:

5.
«Frode guld mal,
mal ham fuldt sæl,
og gods tilgavns
paa gledeskvern;
sidde paa guld han,
sove paa dun han,
vaagne til velferd,
vel er da malt.

6.
Her skal ingen
andre skade,
vaade ei volde,
vorde til bane,
hugge end ei da
med hvasse sverd,
om bro’rs bane
han bunden ser.»

7.
Men først af mund
ham faldt det ord:
«Sover ei lengre
end om sal gjøge,
lengre end saa vidt,
vise jeg kveder.»

8.
«Ei du var, Frode!
tilfulde klog,
du folke-trøst!
da du træl kjøbte;
valgte efter væxt
og velde du,
men om ætten
ei du spurgte.

9.
Haard var Hrungne
og hans fader,
mer end de dog
magted Thjasse,
Ide og Orne,
ætmænd vore,
bjergtrolds brødre,
byrd vi fra dem har

10.
Grotte ei kommen
af graafjeld var,
ei den haarde
hald af mulde,
ei bjergtrolds mø
nu malte saa,
hørte trolddom
ei hende til.

11.
Var vi søstre
vintrene ni
neden mulde
mægtige fostret;
tunge tag der
tog de møer,
førte selv vi
det fladbjerg væk.

12.
Rulled vi stenen
ad risers gaard,
saa skred fore
skjelvende gik;
slengte saa vi
snøgge stenen,
mægtige hald,
at mænd den tog.

13.
Men siden vi
i Svíaland,
fremsynte to,
i fylking skred;
flenged brynjer
og brød skjolde,
gik igjennem
graabrynjet hær.

14.
Styrted en styrer,
støtted en anden,
gode Gothorm
gav vor hjelp vi,
kvar vi ei sad,
før «Knue» faldt.

15.
Hen de halvaar
saa holdt vi frem,
at for kampmod
vi kjendte blev;
med skarpe spyd
spildte vi der
det blod af saar,
sverd gjorde rødt.

16.
Nu vi er komne
til kongens gaard,
trøstesløse,
i trældom holdt;
grus gnaver fod,
frost foroven,
trekker «tvist-hvil» —
tungt er hos Frode.

17.
Hænder skal hvile,
den hald faar staa,
malt jeg for mig har,
for min stund nu.»
«Vist tør hænder
hvil ei undes,
før det Frode
fuldmalt tykkes.

18.
Male vi hærferd,
haarde stenger,
blodige vaaben,
vaagn du, Frode!
vaagn du, Frode!
vil du høre
sangene vore
og sagn gamle.

19.
Ild jeg ser brende
øst for borgen,
valvarsel vakt,
«varde» det kaldt er;
hid vil i hast
en hær komme
og brende bo
for Budlungen.

20.
Lykkes ei holde
Hleidrestolen,
røde ringe
og risekvern;
fastere, mø! vi
fatte om grebet,
ei er vi vamle
ved valens blod.»

21.
«Djervt min faders
datter malte,
mænd saa hun mange
merkte til døden;
styrted store
stokker fra leiet
saa langt af led —
lad os end male!

22.
End lad os male!
Yrsa’s søn skal
Halvdan’s bloddød
hevne paa Frode;
han til hende
hede vil baade
barn og broder,
begge vi véd det»

23.
Malte de møer,
magten nytted,
var de unge
i jotunharm;
skalv de bjelker,
skred ud leiet,
tvert brast i to
den tunge hald.

24.
Men bjergrisers
brud, hun da kvad:
«Malt har vi, Frode!
faar vi saa standse,
nok har de møer
ved maling staaet.»

---

Noter

Jalangr ɔ: Jellinge hede i Jylland.
vise ɔ: enkelt strofe eller vers.
Sangen stemmer ikke helt med den forudskikkede prosaiske indledning. Jvf. Bugge, Norræn fornkvædi: pag. 443.
Som det sted, hvor kvernen sank, nevnes i enkelte haandskrifter Pentlandsfjorden.
(10): «hald» ɔ: sten — «hall». Iv Aas. — Bugge formoder, 10, 7—8 bør forstaaes: hvis trolddom (vilt) ikke (vætr) henhørte (vissi) til hende ɔ: hvis hun ikke havde trolddomsevne, som hendes i str. 9 nevnte frænder.
(12): «skred» ɔ: fjeldskred.
(14): «kvar» ɔ: stille, i ro. Iv. Aas.
(16): «tvist-hvil» ɔ: kvernen, som stiller al tvist, opretholdor Frodes fred.
(18): Bugge formoder: Hendr mǫlom hǫlða.
(19): Budlungen ɔ: sagnbetegnelse for »fyrsten».
(20): Hleidrestolen ɔ: kongesædet i Leire. «vamle» (?) et adj. vámar — jvf. «váma»: kvalme — vámi subst. Fritzner. Adj. vaam, (vámir) uklar, dunkel; vaamen Iv. Aas.
(22): Yrsa’s søn ɔ: Rolv Krake, søn af søsteren Yrsa og hendes fader Helge. Jvf. Bugges udg. pag. 443. Sagnets form her stemmer forøvrigt ikke med Rolfs saga Krake. Fornold. s. I. 3 ff.