Gudrun ægger til Hævn (Olaf Hansen)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Olaf Hansen: Den ældre Edda
Heimskringla Reprint

Den ældre Edda

Oversat af
Olaf Hansen
1911

Gudrun ægger til Hævn

Da Gudrun havde dræbt Atle, gik hun ned til Havet, vadede ud og vilde drukne sig. Men hun kunde ikke synke og drev over Fjorden til Kong Jonakrs Land. Han tog hende til Hustru. Deres Sønner var Sørle, Erp og Hamder. Sigurds Datter Svanhild blev ogsaa opfostret der. Hun blev gift med Jørmunrek den mægtige. Hos ham levede Bikke. Denne raadede til, at Randver skulde tage hende. Det fortalte Bikke Kongen. Kongen lod da Randver hænge og Svanhild træde ihjel af Heste. Men da Gudrun fik det at vide, ildnede hun sine Sønner.

1.
Jeg ved ingen Ordstrid
saa uheldsvanger:
der taltes haardt
af en haardtprøvet Viv,
da Gudrun barsk
med ubøjeligt Sind
ægged sine Sønner
op til Drab.

2.
”Sid ikke der
og sov Dagene hen!
Skæmter I nu
og skammer jer ikke?
Jeres unge Søster
er usselig dræbt,
Jørmunrek lod
ihjel hende trampe
paa alfar Vej
af hvide og sorte
og gangvante, graa,
gotiske Heste.

3.
I er ikke som Gunnar
og Gunnars Slægt,
har ej Heltesind,
som Høgne havde,
I søgte Hævn
for hende, der døde,
havde I Mod
som mine Brødre
eller Hunekongernes
kække Sjæl.

4.
Da sagde Hamder
den helteprude:
”Du roste ikke Høgnes
Handling saa stærkt,
da de vækked den sovende
Sigurd op.
De blaahvide Lagen,
du laa i, blev røde,
røde af Blod,
Blodet var din Mands.

5.
Begge dine bolde
Brødre du hævned,
vandt kun Vaande og Ve -
du vog dine Sønner.
Leved de end,
drog vi alle afsted.
De hjalp os til Hævn
over Jørmunrek.

6.
Bær de hunske Kongers
Kostbarheder frem.
Du har vakt vor Lyst
til et Vaabenting.”

7.
Leende gik
Gudrun til Kamret,
tog Kongernes Hjælme
fra Kisternes Dyb,
tog side Brynjer -
gav Sønnerne alt.
Paa Hestenes Ryg
sprang rask de op.

8.
Da sagde Hamder
den helteprude:
”Det lakker mod Enden,
Langspydets Njord
kommer aldrig igen
fra Goternes Land.
Bryg Arveøl over
os alle nu,
over Svanhild og
dine Sønner med.”

9.
Grædende gik Gudrun,
Gjukes Datter,
til Tærsklen og satte
sig sorgfuld der
og talte saa,
mens Taarerne randt,
Mismodsord
saa mangelund.

10.
”Tre Arner har jeg set.
tre Arneilde,
over tre Mænds Tærskel
er jeg traadt som Brud.
Ingen har jeg elsket,
som jeg elsked Sigurd.
min Brudgom, hvem
mine Brødre dræbte.

11.
(Jeg kunde ej tænke
mig tungere Lod)
*
men svarere Kummer
mig Kongerne bød,
da de gav mig Atle
til Ægtefælle.

12.
*
De tapre Huner
lod jeg hemmeligt komme,
kunde ej faa Trøst
i mit trængte Sind,
før jeg hugg de Niflungers
Hoveder af.

13.
Til Havet jeg gik,
fuld af Had til Nornen,
vilde fri mig fra
(hendes frygtelige Leg).
Hævet, ej slugt,
af høje Bølger
kom jeg i Land.
Leve jeg skulde.

14.
Jeg fulgtes til Sengs
med en Folkedrot
- troed, det var bedst -
for tredje Gang.
Afkom fik jeg,
Arvtagere,
Arvtagere,
Jonakrs Sønner.

15.
Men Svanhild sad
i en Sværm af Terner,
hende elsked jeg mest
af alle mine Børn.
Saadan var Svanhild
at se i min Hal,
som en prægtig Straale
fra den prude Sol.

16.
Jeg skænked hende Guld
og Gudvævsskrud,
før jeg gifted hende bort
til Goternes Folk.
Den haardeste Sorg,
jeg har haft paa Jord.
af Svanhilds lyse
Lokker jeg fik,
som søledes til
af trampende Heste.

17.
Den dybeste fik jeg,
dengang min Sigurd
sejerforladt
i sin Seng blev dræbt.
Og den grusomste,
da glinsende Snoge
bugted sig mod Gunnar
og bed ham ihjel.

18.
Og den tungeste,
da den tapre Drots
Bryst skares op,
skønt end han leved.
Mangen Ve jeg mindes.

19.
Sadl nu, Sigurd,
din sorte Hest,
og rid herned
paa den rappe Traver.
Her sidder ej Datter.
ej Sønneviv -
ingen giver
Gudrun Smykker.

20.
Husker du, Sigurd.
hvad vi sagde hinanden,
da vi begge sad
paa samme Leje:
For mig at se
vilde modigt du drage
til Verden fra Hel -
jeg fra Verden til dig.

21.
Byg nu, Svende,
et Baal af Ege,
det højeste, en Høvding
har haft paa Jord.
Lad Ilden brænde
mit Bryst, min Kval
og tø Sorgen
om mit tunge Hjærte.”

22.
Gid hver en Mands
Mod maa stige
og hver Kvindes
Kval maa lettes,
naar denne Klage
klinger for dem.

---

Anmærkninger:

Prosaen. Randver, en Søn af Jørmunrek i et tidligere ægteskab. Vølsungesaga fortæller, at Jørmunrek sendte Randver og Bikke til Gudrun for at anholde om Svanhilds Haand. Gudrun gav sit Samtykke, og Svanhild fulgte dem tilbage. Paa Hjemvejen sagde Bikke til Randver, at det var rimeligere, han fik saa smuk en Kone, end at den gamle Mand skulde have hende.
Vers 2:7,12. Laan fra det følgende Digt (ligesom Vers 4).
Vers 6:4. Vaabenting d.e. Kamp.
Vers 8:4. Langspydets Njord d.e. Krigeren, Hamder selv.
Vers 12:1. De tapre Huner er hendes Sønner med Atle. I Linie 6 kaldes de Niflunger. Der synes hos Digteren at herske en Del Usikkerhed om Slægtsforhold.
Vers 14:2. Folkedrotten er Jonakr.
Vers 14:5,8. Laante til det korte Kvad om Sigurd, der ogsaa har laant andet herfra og ”er som det Hav, hvori alle Kilder tilsidst munder ud.”
Vers 18:2 Den tapre Drot d.e. Høgne.
Vers 19. Nogle Udgivere, f. Eks. Finnur Jónsson, anser Slutningen for at høre til et ellers tabt Digt.