Højsangen (V.B.Hjort)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)

Vilh. B. Hjort: Den gamle Edda
Heimskringla Reprint

Den gamle Edda
- eller Oldemo'r

Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865

11. Højsangen

Første Afsnit: A. Naturmennesket.

1.

Førend frem Du

Ganger, nøje

Hold med hvert et

Dørgab Øje;

Ej man veed,

I hvilken Krog

En Fjende Sæde

I Huset tog.

2.

De Givende Hil!

En Gjæst nu kom,

Hvor faaer han sit Sæde?

Den har Hast,

Som stadigt gaaer om

For at søge sin Glæde.

3.

Ild har nødig

Den Vandringsmand,

Af Kulde mødig;

Mad og Klæder

Behøver han,

Som Fjeldet betræder.

4.

En Maaltidsgjæst

Til Haanddug og Vand

Og formelig Byden

Trænge kan,

At vel ham undes,

At Ordet han faaer,

Og Svaret er rede,

Om sligt han naaer.

5.

Vidfarende Mand

Behøver Forstand,

I Hjemmet kan alle

Ting gaae an;

Men naar blandt Kloge

Sidder en Stakkel,

Saa bliver han lettelig

Til Spektakel.

6.

At prale med Tanker

Staaer ej vel,

Heller man holde dem

Hos sig selv;

Sjælden den Varsomme

Sig forseer,

Naar snild og tavs

Han i Gaarde sig teer;

Thi aldrig en Mand

Faaer sikkrere Ven

End god Forstand.

7.

Varsom Gjæst

Ved fremmed Bord

Siger kun af

Og til et Ord;

Men Øret lytter

Og Øjet gaaer,

Saalunde en Klog

Erfaring naaer.

8.

Held, hvo i eget

Hjerte fandt

Bifald og Trøst;

Paa Spil jo staaer

Hvad Nogen vandt

I fremmed Bryst.

9. Held den, hvis Liv

Ham gav i Eje

God Lov og Forstand;

Tit Nogen førtes

Paa gale Veje

Af anden Mand.

10.

Ej bedre Byrde

For Vandringsmand

End god Forstand;

Bedre, end Guld,

I fremmed Land

Den føder sin Mand.

11.

Vejkost værre

Ej føres paa Sti,

End Tylderi;

Den Roes, som Øllet

Hos Mennesker fik,

Ej holder Stik;

Jo mere han drikker,

Jo meer en Mand

Gaaer fra Forstand.

Første Afsnit: B. Aandens første Rørelse. [Orgiet.]

12.

Over Drikkelag suser

Glemsels Hejre,

Der skjult kan Mændenes

Vid bortvejre;

Fuglens Vinge

I Gunlads Hjem

Mig selv monne tvinge.

13.

En Ruus, en over-

stadig Ruus,

Jeg fik i den vise

Fjælers Huus;

Det Gilde er bedst,

Hvorfra Enhver

Ved Sands og Samling

Kommen er.

Andet Afsnit: A. Folkestanden.

14.

Tavs, behjertet,

Djærv paa Val

En Søn af Folket

Være skal,

Glad og munter

Bør Enhver

Leve til

Sin sidste Færd.

15.

En Daare troer,

Naar Kampens Fare

Han skyer, vil han

Sit Liv bevare;

Men slipper han end

For Spydets Vunder,

Dog Alderdommen

Ham Fred ej under.

16.

En Dosmer gloer,

Mumler og brumler

Ved fremmed Bord;

Men faaer han Drik,

Da viser sig pludselig

Mandens Skik.

17.

Han ene det veed,

Der har sin Kløgt

Vide prøvet

Og Meget forsøgt,

Hvilke Gaver

Raade kan

Enhver, som er

Ved fuld Forstand.

18.

Ej over Bægeret

Skal Du hænge,

Nyd kun Mjøden,

Men ej for længe,

Tal Lidt og Godt:

Ej Nogen laster,

At Du itide

Til Sengen haster.

19.

Naar Slughals Lysten

Styre vil,

Han æder sig ofte

Helsot til;

Tit dannede Folk

Til Latter have

En Hjemmefødning

For hans Mave.

20.

Hjorden forstaaer,

Naar hjem den skal,

Og fra Græs da gaaer;

En daarlig Mand

Aldrig sin Mave

Maale kan.

21.

En usel Mand

Og ond dertil

Alting latterligt

Gjøre vil;

Det veed han ikke,

Hvad pligtig han var,

At egne Fejl

Han aflagt har.

22.

En Taabe vaager

Den hele Nat,

Og piner sin Tanke

Med Dit og Dat;

Ved Morgenens Komme

Er han mat,

Og Alting lige

Galt er fat.

23.

En Daare seer

En Ven i hver,

Som til ham leer,

Og mærker ej,

At aabenbar

De Kloge holde

Ham for Nar.

24.

En Daare troer,

At Venskab følger

Med favre Ord;

Men kommer en Sag

For ham paa Thinge,

Han mærker, at Faa

Ham Bistand bringe.

25.

Daaren sig selv

Alvidende troer,

Naar engang vel

Han slap for en Plage,

Men veed ej at svare

Et eneste Ord,

Naar Mænd ham ville

I Skole tage.

26.

En Daare gjør bedst,

Aldenstund

Han kommer blandt Folk,

At holde sin Mund,

Hans Daarskab skal sig

Ikke røbe,

Hvis ej han lader

Sin Tunge løbe;

Hvo som iforvejen

Er et Drog,

Ved megen Tale

Ej bliver klog.

27.

Han klog kan hedde,

Som Svar og Spørgsmaal

Har tilrede;

Ej tale man hvad

Man ej forstaaer,

Thi ud blandt Folk

Slig Tale gaaer.

28.

Altfor mange

Løse Ord

Af en Sladdrers

Mund udfoer,

Den Tunge, som stadig

Var i Gang,

Ofte sin egen

Skade sang.

29.

Ej Nogen, som kommer

I Gildelag ind,

Skal have en Anden

Til Bedste der,

Tit En kun er klog

Og hytter sit Skind,

Fordi man ej prøved

Hans egen Færd.

30.

Den tykkes at føre

Det store Ord,

Som jager en Gjæst

Ved Gloser fra Bord,

Knap veed, Hvo spydigt

Ved Gildet braller,

Om Laget harmes

Over hans Skvalder.

31.

Sin Hjertensven

Tit mangen Mand

Ved Gilde til Skjændsmaal

Ægge kan;

Evig i Verden

Er denne Splid,

At Gjæst med Gjæst

Vil rage i Strid.

32.

Er ej Du buden

Ud til Gjæst,

En dygtig Davre

Dig tjener bedst;

Thi ellers Du bliver

Flau og lad,

I Staa gaaer Munden

Af Mangel paa Mad.

33.

Til utro Ven

En Afvej gaaer,

Om end hans Hus

Ved Vejen staaer,

Men Gjenvej leder

Til fuldtro Ven,

Om end han fjernt

Er faren hen.

34.

Rør Dig, slaa Dig

Ej til Ro

Som stadig Gjæst

I samme Bo,

Thi Kjær blev Kjedsom

Mangen Gang,

Naar længe paa fremmed

Bænk han hang.

35.

Bedst eget Bo,

Selv smaat i Stand,

Thi i sit Hjem

Enhver er Mand;

Et Vidjetag

Og tvende Geder

Er bedre end En,

Som Andre beder.

36.

Bedst eget Bo,

Selv smaat i Stand,

Thi i sit Hjem

Enhver er Mand;

Dens Hjerte bløder,

Som bede maa

Hver Maaltidsstund

Om Mad at faae.

37.

Hvo sine Vaaben

Har lagt paa Vange,

End ej et Skridt

Skal fra dem gange;

Thi aldrig veed

Vejfarende Mand,

Naar til sit Spyd

Han trænge kan.

38.

Ej kjendte jeg Mand

Saa kostmild og god,

At aldrig en Skjænk

Han tog imod;

Ej nogen saa rundelig

Er med Gave,

At han jo gjerne

Sin Løn vil have.

39.

Ej sømmeligt er,

At den skal trænge,

Som selv erhverved

Sig sine Penge;

Tidt spares for Lede

Hvad undtes de Kjære,

Meget kan ej

Efter Ønske være.

40.

Venner skulle

Til fælles Ære

Klæder og Vaaben

Hinanden forære,

Længe vil vare

Et Venskabsbaand,

Naar Given og Tagen

Gaae vel fra Haand.

41.

En Mand bør være

Sin Ven en Ven

Og give Gave

For Gave hen;

Med Latter skal man

Kun Latter hente,

Og Falskhed have

For Løgn ivente.

42.

En Ven bør være

Sin Ven en Ven,

Ham selv og saa

Hans Ven igjen;

Gaae aldrig hen

Og bliv Din Fjendes

Venners Ven!

43.

Vid, har Du en Ven,

Som vel Du troer,

Og ønsker Du Godt

Af ham at nyde:

Did søge Du ofte,

Hvor han boer,

For Sind at vexle

Og Gaver at yde.

44.

Men har Du en Ven,

Som ilde Du troer,

Og ønsker dog Godt

Af ham at nyde:

Vær listig i Tanke

Og faver i Ord,

Og løse Taler

For Løgn Du byde!

45.

Fremdeles mod ham,

Som ilde Du troer

Og veed ej ret,

Hvad i ham boer,

Med Smil paa Læbe

Du skjule Din Tanke,

Thi Løn skal lige

Mod Gave vanke.

46.

Ung var jeg fordum,

Og ene jeg foer,

Da vildtes mit Spor;

Jeg tyktes mig rig,

Da jeg traf en Anden:

Mands Glæde er Manden.

47.

Den Milde og Modige

Nyder sit Liv,

Og Sorgen er sjælden

Hans Tidsfordriv;

Den Modløse frygter

Paa alle Kanter,

Og selv over Gaver

Han karrig vranter.

48.

Engang jeg med

Mine Kapper klædte

To Skovmænd, ude

Paa Marken stedte;

Med Klæderne tyktes

De Kjæmper paa Stand,

Forknyt er stedse

En nøgen Mand.

49.

Det Træ fortørres,

Som stander paa Gade,

Hverken det dækkes

Af Bark eller Blade;

Saa gaaer det en Mand,

Hvem ingen kan lide,

Hvi skulde han længe

Livet slide?

50.

Kjærlighed mellem

Falske Venner

Hed som Ild

Fem Dage brænder,

Men paa den sjette

Den slukkes brat,

Og ilde det er

Med Venskabet fat.

51.

Ej Stort at skjænke

Der gjøres Behov,

Med Lidet man kjøber

Sig ofte Lov;

Med halvtæret Lev

Og et Bæger paa Helde

Jeg skaffede mig

En Omgangsfælle.

52.

Smaa ere Sandskorn,

Smaa ere Tanker,

Smaaligt Mangenmands

Hjerte banker,

Ej Alle fik lige

Kløgt i Behold,

To Slags Folk

Er i hver en Old.

53.

Viis til Maade

Skal hver Mand være,

Alt for Meget

Han ikke lære!

Livet skjønnest

For den Mand gaaer,

Som tilgavns

Sin Viden forstaaer.

54.

Viis til Maade

Skal hver Mand være,

Alt for Meget

Han ikke lære!

Sjælden glædes

Den Vises Hjerte,

Naar Ejermanden

Alting lærte.

55.

Viis til Maade

Skal hver Mand være

Alt for Meget

Han ikke lære!

Ingen sin Skjæbne

Forud vide,

Sindet da mindst

Af Sorg skal lide.

56.

Brand brænder ved Brand,

Til op den brænder,

Og Flamme anden

Flamme tænder;

Paa Mæle kjendes

Mand af Mand,

Paa Hovmod Daaren

Kjendes kan.

57.

Aarle sig rejse

Af sit Leje

Hvo anden Mand

Vil plyndre og veje!

Liggende Ulv

Ej Skinker finder.

Sovende Mand

Ej Sejer vinder.

58.

Sit Værk at see

Skal aarle gange,

Hvo af Svende

Ej har mange:

Morgensøvn

Gjør megen Møje,

Den halve Rigdom

Er Herrens Øje.

59.

Af Tækkenæver

Og tørret Brænde

Sit Maal en Mand

Bør stedse kjende,

Saa at tilstrækkeligt

Ved han faaer

I fjerdedeels,

I halve Aar.

60.

Vadsk Dig, spiis,

Rid saa til Thinge,

Om end Din Klædning

Er nok saa ringe!

Af Broge og Sko

Har Ingen Skam,

Af Hest ej heller,

Var den end lam.

61.

Den Kloge maa kunne

Spørge og svare,

Om Navn af Dannet

Han vil bevare;

Hav een Fortrolig,

Men ikke tvende,

Allemand veed,

Hvad der siges trende.

62.

Over udslagen Hav

Med Næbet hænger

Ørnen tilsøes

Og til Føde trænger;

Saa gaaer det en Mand,

Naar i Flok han rager,

Hvor Ingen er,

Der sig af ham tager.

63.

Til Husbehov

Sin Magt en Mand

Skal bruge, der har

En god Forstand;

Det viser sig, naar

Han Gjæve gjæster,

At Ingen kan være

Alles Mester.

64.

See Dig for,

Vær sparsom paa Ord,

Og varlig med, hvem

Som Ven Du troer!

Dyrt en Mand

Maa ofte bøde

De Ord, som til

En Anden løde.

65.

Hos Mange jeg monne

For tidligt komme,

Og altfor sildigt

Jeg kom til Somme;

"Øl var forbi,

"Eller ej tilrede" —

Ukjær kommer sjælden

Tilpas tilstede.

66.

Paa sine Steder

Man hjem mig bad,

"Saafremt mig lysted

"Et Maaltid Mad;"

En Skinke jeg nød

Hos fuldtro Ven;

"Der hang endnu

"Et par igjen."

67.

Ild og Solskin

Bedste Gave

Er for Menneskens

Børn at have,

Hvis ellers man

Sin Helsen har

Og leve kan

For Laster bar.

68.

Ingen er heel

Elendig skabt,

Om end hans Sundhed

Gik fortabt;

En glædes ved Frænder,

En Anden ved Sønner,

En Rigdom, en Anden

Veldaad lønner.

69.

Selv godt er Livet

I Useldom,

Kvik Mand til en Ko

Dog stedse kom;

For Rigmand saae jeg

Et Baal i Glød,

Og ud af Døren

Han bares død.

70.

Halt rider Hors,

Og Haandløs hyrder,

Døv kan fægte

Og bære Byrder,

Blind vist næppe

Med Brændt vil bytte,

Dødmand er til

Ingen Nytte.

71.

En Søn er god,

Om end først sat

I Verden, naar Fader

Den har forladt;

Bautastene

Sjælden knejste

Ved Vej, som Slægt

For Slægl ej rejste.

72.

To Ting have

Bagholdsvane:

Tunge volder

Hoved Bane,

Haand man skal

Bag Kappe ane.

73.

Naar Natten længes,

Kan den være glad,

Som sikker er

Paa sin Aftensmad;

Kort er Tiden,

Da Sejl man sætter,

Og lunefulde

Høstens Nætter,

I Dage fem

Tidt Vejret vendes,

Men i en Maaned

Det lettere hændes.

74.

Hvo Intet veed,

Ej heller veed,

At Mange bedaares

Af Andres Sned;

En er rig

Og fattig en Anden,

Men derfor skal man

Ej laste Manden.

75.

Rigdom døer

Og Frænder døe,

Engang Du ogsaa

Selv skal døe;

Men aldrig uddøe

Skal den Hæder,

Hvormed en Mand

Sit Navn beklæder.

76.

Rigdom døer

Og Frænder døe,

Engang Du ogsaa

Selv skal døe;

Men Eet jeg veed,

Som ej forgaaer,

Den Dom, Du efter

Døden faaer.

77.

Hos Fedmands Søn

Saaes fulde Folde,

Han Bettelstaven

Nu maa holde,

Thi Rigdom er

Som Øjets Blik,

Dens Venskab sjælden

Holder Stik.

78.

Naar en Daare

Rigdom finder,

Eller Pigens

Elskov vinder,

Han trives i Hovmod

Ej i Forstand,

Stoltserer frem

Som en Pokkers Mand.

79.

Det vorder forsøgt,

Naar i gudlige Runer

Du prøver hans Kløgt,

Som Fimmeltaleren

Maled i Billed,

Som høje Magter

I Daad fremstilled;

Bedst han vilde

Da være tjent

Med at tie stille.

80.

Dag Du rose

Først ved Aften,

Kone, naar

Paa Baal hun sover,

Sværd, naar Du har

Prøvet Kraften,

Iis, naar den er

Faret over,

Mø, naar hun har

Faaet Mand,

Øl, naar det er

Bag ved Tand.

81.

Ro i Kuling

Ud paa Søen,

Træet fæld

I Stormens Bragen,

Men i Mørke

Tal med Møen!

Mange Øjne

Have Dagen,

Skib til Fart,

Og Skjold for Bryst,

Sværd til Hug

Og Mø for Lyst.

82.

Ved Ild Du søbe,

Paa Iis Du løbe,

Kjøb Gangeren mager

Og Klingen skjæmmet,

Fød Hunden ude

Og Hesten ved Hjemmet!

83.

Tro ej paa Ord,

Som komme fra Piger,

Ej heller paa hvad

En Kone siger!

Deres Hjerte er lagt

Paa rullende Hjul,

Og Barmen er Vægel-

sindets Skjul.

84.

Gabende Ulv,

Bristende Bue,

Galende Krage,

Brændende Lue,

Gryntende Sviin,

Træ uden Rod,

Sydende Kjedel

Voxende Flod.

85.

Faldende Bølge,

Pilen i Flugt,

Natgammel Iis,

Ormen i Bugt,

Brækket Sværd

Og Brud i Løn,

Bjørnens Leg

Og Kongens Søn,

86.

Sygnende Kalv,

Velspaaende Kvinde,

Selvraadig Træl,

Nysfældet Fjende,

Herresmiil

Og klare Dage,

Hundebjæffen

Og Skjøgeklage,

87.

Nyssaaet Ager

Skal Ingenmand troe.

Ej heller Søn

Udi Barnesko!

Vejr raader for Ager,

For Søn Forstand,

Om Begge ej Vished

Haves kan.

88.

Din Broders Bane,

Selv mødt som bedst,

Et halvbrændt Huus,

En hurtig Hest

[Ej Gavn den yder,

Hvis Been den bryder] –

Saa troskyldig vær

Til ingen Tid,

At til alt Sligt

Du fæster Lid!

89.

Falsk Kvindes Elskov

Er ligerviis,

Som agede man

Paa den glatte Iis

Med Hest uden Braad,

En toaars Plag,

Utæmmet kaad,

Hvad heller man foer

I rasende Storm

Paa Skib uden Ror,

Hvad heller som En,

Der halter paa Been,

I Tø tilfjælds

Skulde hente en Reen.

90.

Reent ud nu

Jeg tale vil,

Begge Dele

Kjender jeg til,

Mandens Hu

Vil Kvinden svige,

Smukke Ting

Vi da dem sige,

Naar allermindst

Vi mene dermed,

Saaledes vi faae

De Vakkre paa Gled.

91.

Favrt skal tale,

Gaver skal byde,

Hvo Pigens Elskov

Tænker at nyde,

Beundre, hvor smukt

Den straalende Kvinde

Er skabt: kun den,

Som frier, kan vinde.

92.

Elskovshast

Ej nogen Mand

Bør lægges til Last;

Hvad Daaren ej rører,

Et lystfavrt Aasyn,

Tidt Vise forfører.

93.

Ej udpeges bør

Hos nogen Mand

Som Galskab, hvad Alle

Hændes kan;

Blandt Menneskens Børn

Har Elskovs Magt

Ofte den Vise

Til Daarskab bragt.

Andet Afsnit: B. Odins Ungdomskamp.

94.

Kun Tanken veed,

Hvad der gaaer til Hjærte,

Ene fortrolig med

Al dets Smerte;

Ej værre Sot

Kan i gjæv Mand boe,

End at hans Hjærte

Ej fanger Ro.

95.

Det prøvede jeg,

Da elskovsfuld

Jeg sad og vented

I Rørenes Skjul;

Den vene Mø

Var mit Kjød og Blod,

Endskjøndt hun mig

I Stikken lod.

96.

Saa fandt jeg den

Fortryllende Pige

Solreen sovende

Paa sit Leje;

En Fyrsteherlighed

Uden Lige

Syntes mig, slig

En Skabning at eje.

97.

"Odin om Møen

Du vil besnakke,

Saa kom, naar det monne

Mod Aften lakke:

Sligt Fejltrin er jo

En Skjændighed,

Hvis ej mellem os

Vi ene det veed."

98.

Jeg kom da igjen

Og tænkte nu,

Ene paa Elskov

At rette min Hu,

Hendes Gunst

Og Kjærlighedsgave

Forvist jeg troede

At skulle have.

99.

Men da jeg saa kom,

Den hele Skare

Af gode Stridsmænd

Var paa Vare,

Med brændende Lys

Og Fakkelved

Min Kjærlighedssti

Mig var bered.

100.

Og da jeg mod Morgen

Gik atter derhen,

Var Salvagten falden

I Søvn igjen,

Da fandt jeg kun,

At den gode Kvinde

Sin Hund havde ladet

Paa Lejet binde.

101.

Mangen god Mø,

Naar hun prøves, vil

Med Mændene drive

Sit falske Spil;

Det mærkede jeg,

Da jeg søgte at vinde

Med Lokkesmiger

Den raadsnare Kvinde,

Alskens Spot

Den Vakkre mig bød,

Intet jeg dog

Af hende nød.

Andet Afsnit: C. Odins Manddomssejer.

102.

Munter i Hjemmet

Skal Bonden være,

Flink mod Gjæster,

Og færdes med Ære;

Mindsom og talsom,

Tit Sømmeligt melde,

Om han for kundskabs-

rig vil gjælde.

103.

Fimmel-Fjambe

Han skal hedde,

Som altid efter

Ord maa lede,

Thi saadan Vane

Er Daarens Fane.

104.

Den gamle Jætte

Jeg søgte, og er

Nu kommen atter

Tilbage her;

Lidet jeg vandt

Ved Tavshed der,

Men til mit Fremme

I Suttungs Sale

Mangelunde

Jeg førte Tale.

105.

Mig Drikken af

Den dyre Mjød

Paa gylden Stol

Gunlade bød;

Reen i Sind,

I Følelse stærk,

Hende jeg gjældte

Med ilde Værk.

106.

Spillerum gav jeg

Rates Mund

Til at æde

I Klippegrund,

Rundt om efter mig

Jætterne vare,

Mit Hoved jeg satte

Saalunde i Fare.

107.

Vel monne jeg veltjent

Stilling nytte,

Hvad bliver ikke

Den Kloges Bytte?

Livskilden nu

For Dagen kom

I Menneskers jordiske

Helligdom.

108.

Jeg tvivler paa,

At jeg kunde drage

Fra Jætters Gaarde

Her tilbage,

Hvis ej Gunlade

Mig yded Gavn,

Den gode Kvinde,

Som tog mig i Favn.

109.

Den næste Dag

Til den Højes Hal

Rimthusser gik,

At høre, hvad Skjæbne

Den Høje fik:

De spurgde, om Bølværk

Til Guderne drog,

Hvad heller ham Suttung

Af Dage tog.

110.

Jeg troer, at Odin

En Ringeed svor —

Hvad Lid kan der fæstes

Til hans Ord?

Drikken han sveg

Med listigt Raad

Fra Suttung og bragte

Gunlade til Graad.

Tredie Afsnit: A. Lodfafnersmaal eller Mestersangen.

111.

Tid er, at Ordet

Fra Talerstol gaaer,

Som nu ved Urdes

Kilde i staaer:

Tavs jeg skued,

Jeg skued i Tanker,

Og hørte, hvad Tale

Blandt Mændene vanker.

112.

Om Runer var Ordet,

Om Guddomsordet,

Og om dets Risten

Og om dets Raaden

Ved Hallen den Højes,

I Hallen den Højes

Saa, jeg hørte,

Man Talen førte.

113.

Dig Mester jeg raader,

At Raad Du nemmer,

Det gavner Dig, om Du

Ej det glemmer:

Om Nat Du stande

Kun op, ifald

Du Ærende har

Eller spejde skal!

114.

Dig Mester jeg raader,

At Raad Du nemmer,

Det gavner Dig, om Du

Ej det glemmer:

Aldrig Du sove

Ved Troldkvindes Barm,

Saa at hun favner Dig

Med sin Arm!

115.

Hun volder, at ej

Du Omsorg drager

For Fyrstens Ord

Og Thingets Sager,

Til Mad og Selskab

Du taber din Lyst,

Og tyer til dit Leje

Uden Trøst.

116.

Dig Mester jeg raader,

At Raad Du nemmer,

Det gavner Dig, om Du

Ej det glemmer:

Aldrig Du anden Mands

Viv forføre,

Til Dig i hemmeligt

Stævne at høre!

117.

Dig Mester jeg raader,

Og Raad Du nemmer,

Det gavner Dig, om Du

Ej det glemmer:

Hvis fare Du lyster

Paa Fjord eller Fjæld,

Med Rejsekost

Forsyn Dig vel!

118.

Ond Mand skal Du

Aldrig lade

Vide, hvor Du

Har Din Skade;

Thi aldrig gjengjældt

Ventes kan

God Vilje af

Den onde Mand.

119.

Jeg saae, hvorledes

Ond Kvindes Ord

Bidsk en Mand

Efter Hovedet foer,

Den falske Tunge

Ham Livet galdt,

Og hvad hun sagde

Var Løgn dog alt.

120.

Vid, har Du en Ven,

Som vel Du troer,

Da søg ham ofte,

Hvor han boer;

Thi Krat og højen

Græs beklæder

Den Vej, som ingen

Mand betræder.

121.

Dig Mester jeg raader,

Og Raad Du nemmer,

Det gavner Dig, om Du

Ej det glemmer:

Søg Gammenstale

Med goden Mand,

Lær Dulmesange,

Saalænge Du kan!

122.

Aldrig Du først


Anledning byde

Til falskelig med

Din Ven at bryde,

Sorg tærer paa Hjærtet,

Naar Ingen Du har,

Hvem hele din Tanke

Er aabenbar.

123.

Dig Mester jeg raader,

Og Raad Du nemmer,

Det gavner Dig, om Du

Ej det glemmer:

Ingensinde

Du Dig indlade

Paa Ord at skifte

Med Aber fade!

124.

Thi for Godt

Du kan ej vente

Hos den Slette

Løn at hente;

Derimod

Den gode Mand

Ved Roes Dig yndet

Gjøre kan.

125.

Aandens Slægtskab

Derved stiftes,

At Tanken aabent

En Anden skriftes;

Alt er bedre

End falske Ord,

I Smiger intet

Venskab boer.

126.

Dig Mester jeg raader,

Og Raad Du nemmer,

Det gavner Dig, om Du

Ej det glemmer:

Meer end trende

Ord i Trætte

Ej Du spilde

Paa den Slette!

Bedre Mand

Gik tit til Side,

Naar den Værre

Vilde stride.

127.

Sko og Skjæfte

Ej Du lave,

Uden hvad Du

Selv skal have!

Sko ej passer,

Skjæftet helder,

Og paa Dig man

Derfor skjælder.

128.

Dig Mester jeg raader,

Og Raad Du nemmer,

Det gavner Dig, om Du

Ej det glemmer:

Mod Ondt Du værge

I Andres Sted,

Giv aldrig Dine

Fjender Fred!

129.

Dig Mester jeg raader,

Og Raad Du nemmer,

Det gavner Dig, om Du

Ej det glemmer:

Til onde Ting

Ej Lyst Du fatte,

Men lær Dig til

Det Gode at skatte!

130.

Dig Mester jeg raader,

Og Raad Du nemmer,

Det gavner Dig, om Du

Ej det glemmer:

Ej maa Du see

I Slaget op

[Ellevild man

Jo vorde kan],

At Mændene ej

Fortrylle din Krop.

131.

Vil Du Dig Kvinde

God tilkvæde,

Til Gammenstale

Og stadig Glæde,

Giv smukke Løfter,

Lad fast dem staae,

Mø bliver ei kjed

Af Godt at faae!

132.

Varlig, men ikke

For varlig vær,

Varligst Du være

Med Drik især,

Med Andens Kone,

Og saa dertil

Med Tyv, at ikke

Han driver sit Spil.

133.

For Spot og Latter

Du aldrig lægge

Nogen Gjæst eller

Gangende Mand!

Tit de, som sidde

Forinden Vægge,

Ej kjende saa lige

Den Kommendes Stand.

134.

I Brystet en Blanding

Af Dyd og Last

Hos Menneskens Børn

Er voxet fast,

Saa, god er Ingen,

Han har jo Lyde,

Lidt Gavn kan selv

Den Sletteste yde.

135.

Driv ej med graahaaret

Taler Spot,

Den Gamles Ord

Er ofte godt!

Skjælligt fra hvassen

Bælg tit kom,

Der flakker blandt usle

Seller om

Med rynket Skind

Og skrammet Kind.

136.

Dig Mester jeg raader,

Og Raad Du nemmer,

Det gavner Dig, om Du

Ej det glemmer:

Ej overfus

Eller jag paa Dør

En Vandrer, Godt

Mod Trængende gjør!

137.

Det maatte dog være

En vældig Bom,

Der op skulde drages

For hver, som kom;

Giv en Kjende,

Det hører ej op

Ellers at ønske Dig

Ondt i Krop.

138.

Dig Mester jeg raader,

Og Raad Du nemmer,

Det gavner Dig, om Du

Ej det glemmer:

Naar Øl Du drikker,

Brug Jordens Kraft,

Jord Drik fortager,

Ild Sygdomssaft,

Ax Gift, og Eeg

Kan Bindsel lette,

Hallen stiller

Tyendes Trætte,

Mod Vrede er Maanens

Hjælp den rette,

Bid af Bider

Selv skal læges,

Sorgen skal ved

Runer kvæges,

Mod alt Flod

Er Jorden god.

Tredie Afsnit: B. Odins Runesang.

139.

Jeg veed, at det vindige

Træ mig bar

Ni hele Nætter,

Saaret jeg var

Med Spyd og given

Til Odin hen;

Selv til mig selv

Var jeg given hen,

Paa Træet jeg hang,

Som Ingen veed

Af hvad Rod det sprang.

140.

De gave mig hverken

Lev eller Drik,

Ned i Dybet

Jeg sænked mit Blik

Og Runer optog,

Højt raabende tog,

Saa atter jeg gled

Fra Træet ned.

141.

Af Bølthorns Søn,

Stor i Ære,

Bestlas Fader

Jeg monne lære

Ni Fimmelsange,

Af dyren Mjød,

Fra Livskilden øst,

En Drik jeg nød.

142.

Da var min Væxt,

Tilendebragt,

Da voxed min Viisdom

Og min Magt;

Ord af Ord

Mig avlede Ord,

Værk af Værk

Mig avlede Værk.

143.

Runer Du finde,

Og raadede Stave,

Heelt store Stave,

Stave heelt stinde,

Som Fimmeltaler

I Billed maler,

Som Høje Magter

Bringe tillive,

Af Magters Formand

De ristet blive.

144.

Af Odin for Aser,

For Alfeætter

Dem rister Danne,

Vidstærk for Jætter,

Lukøje for Dværge,

Men somme jeg risted

Mig selv i Værge.

145.

Forstaaer Du at riste?

Forstaaer Du at raade?

Forstaaer Du at skildre?

Forstaaer Du at friste?

Forstaaer Du at bede?

Forstaaer Du at blote?

Forstaaer Du at sende?

Forstaaer Du at sprede?

146.

Bedre er

Slet ingen Beden,

End for stor

En Offerreden,

Thi en Gave

Bør til Gildet

Forhold have;

Bedre Intet

Sendt til Gilde,

End en stor

Anretningsspilde.

Saa opstod Thunder

Før Folkenes Dage,

Der stod han op

Hvor han kom tilbage.

147.

Jeg kan de Sange,

Som ingen Fyrstinde,

Som intet Menneskens

Barn har inde:

Hjælp hedder den første,

Den hjælper stærk

Mod Trættes, Sorgs

Og Sygdoms Værk.

148.

For det andet

Saa kan jeg den,

Som bruges af kyndige

Lægemænd.

149.

Den tredje jeg kan,

Naar Nød er paafærde,

For dem at tæmme,

Som hadske mig ere;

For Fjenderne kan jeg

Egge døve,

Saa List og Vaaben

De blive sløve.

150,

Den fjerde jeg kan,

Naar Baand man paa

Mine Lemmer lægger,

Da galer jeg saa,

At løs jeg gaaer;

Thi sønder brast

Af Fødder Fjedre,

Af Hænder Bast.

151.

Den femte jeg kan,

Naar farlig Piil

I Fylking monne

Flyve med Iil,

Og er end nok saa

Stind dens Flugt,

Øjnes den, faaer jeg

Med den Bugt.

152.

Den sjette jeg kan,

Naar Nogen med Saar

Paa Vildtræs Rod

Mig efterstaaer;

Den Mand, som vil

Mig Ondt, den Samme

Menet fremfor

Mig skal ramme.

153.

Den syvende kan jeg,

Naar jeg skuer

Højsal tændt

Over Seller i Luer;

Hvor bredt den brænder,

Jeg dog den bjærger,

En Sang jeg kan.

Som Sligt besværger.

154.

Den ottende kan jeg,

For Alle og Hver

Gavnligt den at

Kjende det er;

Hvor Hadet voxer

Blandt Stridens Kjæmper,

Der jeg det uden

Ophold dæmper.

155.

Den niende kan jeg,

Naar Nød mig følger

Og Fartøjet bjærges

Skal paa Bølger;

Vinden stiller jeg

Da paa Vand,

Og sætter Havet

I søvnig Stand.

156.

Den tiende kan jeg,

Naar en Skare

Hjemsøgende Hexe

I Luften fare;

Jeg vilder dem ud

Af goden Skind,

De søge ej meer

I Hjemmet ind.

157.

Den ellevte kan jeg,

Til Kampen at bringe

Gamle Venner;

I Skjoldene klinge

Da mine Sange,

De Vældige gange

I Frelse til Strid,

I Frelse fra Strid,

I Frelse de ere

Til hver en Tid.

158.

Den tolvte kan jeg,

Naar Lig i Strikke

Svæver paa Træet

For mine Blikke,

Saa rister jeg og i

Runer maler,

At den Mand gaaer

Og med mig taler.

159.

Og for det trettende

Een jeg kan,

Naar ungen Thegn

Besprænges med Vand;

Ej falder han, kommer han

End i Strid,

Den Mand ej segner

For Sværdebid.

160.

Den fjortende kan jeg,

Naar jeg skal

I Mandelag nævne

Guders Tal;

Jeg kjender paa Aser

Og Alfer Skjel,

Sligt udannet Mand

Ej veed saa vel.

161.

Den femtende kan jeg,

Dværg Folkerøre

Gol den Sang

For Dellings Døre;

Styrke for Aser,

For Alfer Fremme,

Forstand for Odin

Gol hans Stemme.

162.

Den sextende kan jeg

Til at vinde

Elskov og Gammen

Hos snilden Kvinde,

Hvidarmet Piges

Hu jeg drejer,

Forvandler Alt,

Hvad Sindet ejer.

163.

Den syttende kan jeg,

At Møen den slanke

Seent fra mig

Skal vende sin Tanke. —

Disse Sange,

Mester! Du savned

I Tider lange:

Godt for Dig,

Om Du kan dem fange,

Gavn, om Du nemmer,

Tarv, om Du gjemmer!

164.

Den attende kan jeg,

Som ingen Pige,

Ingen Mands Kone

Skal høre mig sige

(Alt er bedre,

Hvad ene Man kjender,

Dermed hele

Visen ender);

Kun hun alene,

Som i sin Favn

Mig tager, eller

Har Søsternavn.

165.

Sjungen er nu

I den Højes Hal

Den Højes Sang;

Menneskens Børn

Den gavne skal

Mangen Gang;

Til Jætters Børn

Den ej har Kald.

Hil den, som sang!

Hil den, som kan!

Hvo nemmer, den nytte!

Hil Alle, som lytte!

---

Noter: