Hamdesord (Hamþesmǫ́l)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif


Den ældre Edda
Reprint Add.jpg
G. A. Gjessing: Den ældre Edda
Heimskringla Reprint

oversatt av
G. A. Gjessing

Kristiania
1899


Hamdesord
(Hamþesmǫ́l)


1.
Op kom i tun
de angers verk,
slegters tyngsler
trøstesløse;
aarle morgen
mandetrengslers
alskens klager
kvide vekker.

2.
Ei var det nu
og ei igaar,
ledet er det
langt siden det,
at Gjukes datter,
Gudrun, egged
sønnerne unge
Svanhild at hevne.

3.
Søster jer var det,
Svanhild ved navn kaldt,
hun, som Jormonrek
paa alfar vei
slengte for heste,
sorte og hvide,
graa, gangvante
Gote-foler!

4.
Tilbage I trengt er
fra thjodkonger,
af al min æt nu
ene I lever.

5.
Stedt énsom er jeg
som asp i skogsnar,
fattig paa frænder
som fure paa kvister,
for trøst saa tyndet
som træ for blade,
der den kvisterske
kommer paa dag varm.

6.
Hint kvad da Hamde
den hugdjerve:
«Høit du ei, Gudrun!
Hognes daad priste,
dengang de Sigurd
af søvn opjog,
sad du paa leiet —
og lo de drabsmænd!

7.
Blev dine bolstre
hine blaahvide
farved' af dødssaar,
flød i din mands blod;
slukned da Sigurd,
sad du ved liget,
glemte al glede —
Gunnar saa vilde.

8.
Atle du ondt tenkte
ved Erp's livspilde
og Eitel's bloddød —
end verre dig dog;
saa man mod andre
til ulivs nytte
sit sverd det snare,
at sig selv man ei skader.»

9.
Saa kvad da Sorle,
sindig hans hug var:
«Ei vil jeg yppe
ordstrid med moder;
ét tykkes usagt
end eder begge:
hvad be'r du om, Gudrun!
som til graad du ei fanger?

10.
Græd for de brødre
og blide sønner,
fasteste frænder
førte i ufred!
græde du skal og,
Gudrun! for os to,
feige til hest her —
fjernt venter død os.»

11.
Stod for Staalfrie
stolt hun og talte,
«Smalfinger» sagde
til sønnen kloge:
«Hist fare kun truer,
om taushed brydes;
tager op to det
end med ti hundred.»

12.
Ferdig' at fnyse
fór de fra gaarde
- - - - -
- - - - -
traf de paa stenvei
storraadig broder:
«Hvad vil den brunpilt
byde til hjelp os?»

13.
Slegfredsøn svared,
saa skulde hjelp han
faa sine frænder
som fod den anden.
«Hvad kan fod vel
foden yde,
herde-faste
haand den anden?»

14.
Svared Erp da
saa paa stand dem,
gjæv han leged
paa gangers ryg:
«Vrangt er vék mand
vei at syne.»
Kaldte helt fræk de
frillesønnen.

15.
Drog de af slidre
slidrestaalet,
hærsverds egge
Hel til vilje;
minked sin magt de
med manden tredje,
lod svenden unge
segne til mulde.

16.
Slengte de kapper,
sverd de fested,
fór de gjæve
i gyldenskrud;
drog saa de drenge
duggvaade fjelde
paa hunske heste
at hevne drabet.

17.
Frem laa de veie
vaade-sti fandt de,
søstersønnen
saaret i galge,
vindsvale vargtræ'r
vest for gaarde;
tungt lød traneskrig,
trygt var ei dvele.

18.
Larm var i salen,
svendene drukne,
og til de heste
hørte de intet,
før svenden snare
sang ud i hornet.
- - - - -
- - - - -

19.
Ind de bud kom
for Jormonrek,
at sete var der
svende i hjelme:
«Raadslaar om raad!
rider her kjemper,
for mægtige mænd I
mø ned traadte.»

20.
Haanlo Jormonrek,
haand strøg om skjegget,
ønsked til uferd,
egged ved vin sig;
rysted han brunhaar,
paa blanke skjold saa,
gynge i haand lod
gyldenbægeret.

21.
«Sæl jeg mig syntes,
om se jeg maatte
i hallen her mig
Hamde og Sorle;
bandt da de brødre
med buestrenge,
Gjukes børn gjæve
i galgen fested.»

22.
Brag blev i borgen,
boller ned styrted,
gjæve i blod laa
fra Goters bryst flydt;
tog op med to det
end ei ti hundred —
dem baste og binde
i borgen høie.

23.
Hamde kvad.
«Ønsked vort indstig
Jormonrek her du,
børn af én moder
din borg forinden;
her dine hænder,
her dine fødder,
Jormonrek! ser du
i ild héd slengte.»

24.
Grumt da brølte
gudbaarne drot,
bold i brynje,
som bjørn brøler:
«Stener de stridsmænd!
da stang ei bider,
jern eller egge
paa Jónakrs sønner.»

25.
Sorle kvad.
«Baaded lidt, broder!
den belg du løste,
tidt fra den belgen
bedske raad kom der;
kampdjerv nok, Hamde!
om kløgt du kun havde;
meget den mangler,
hvem mandvid fattes.»

26.
Hamde kvad.
«Af var nu hoved,
om Erp end leved,
broder vor djerve,
vi drebte paa veien;
den helt saa hugprud,
— hidsed mig diser —
den dreng saa daad-djerv
— til drab de mig egged.

27.
Ei vi ulves
art faar følge,
vende os vildt mod os selv,
som norners hunde,
hungerdrevne,
fostred' paa fjeldevidd.

28.
Sterkt har vi stredet,
staar paa Gotelig,
oppe paa egg-trætte
som ørne paa kviste;
navn vi vandt godt os,
dør vi nu eller siden;
natten en ser ei,
der nornens dom faldt»

29.
Faldt der Sorle
ved salsgavlen;
men Hamde sank
bag huseryg.

Dette er kaldet de gamle Hamdesord.




Noter

Jvf. Bugge: Zeitschr. f. Deutsche Philol. VII. 1876.
1): «slegters» ɔ: Grundtv.'s «alda» f. hskr.'s «álfa» (Alvers»).
Str. 1 & 2 vistnok sene tildigtninger.
5): «skogsnar» = holtet» ɔ: mindre skov. - «kvisterske» ɔ: kvinde som «løver», hugger løvgrene af træerne til kreaturfoder.
10): «feige» ɔ: bestemte til at dø. 11): efter B's text i Zschr. VII. — «staalfrie» ɔ: de haardgjorte (sønner) Vols. s. forteller, at Gudrun havde stellet saa med deres rustning, at staal ikke bed paa dem. Anderledes Hj. Falk: Akad. afh. 1889: «berømte», gjæve.
13): «herde-faste» ɔ: den i live endnu skulderfaste haand. —
14,7-8): opfatter B. 1. c. som hørende til Erps ord — omtr.: «Slegfredsøn jo — sagt er fuldt djerv».
17): «søstersønnen» antages at betegne «Randve». Jvf. Gudr.'s egging: prosastykket. —
Str. 17.1-8): er oversat uden yderligere rettelse af texten, som det synes liggende nærmest. «hvǫt» kjendes vel ikke brugt om lyd af fugle (jvf. dog «skjerpe» om tiurlegen); men tranernes skrig, der kan høres som sterke gjennemtrengende trompetlyd ned fra luften, om end fuglene trekker saa høit, at de ikke kan sees, kunde vel vekke uhygge og overtroiske forestillinger. — Hom. Il. III, 3 sammenlignes hærskriget med κλαγγὴ γεράνων paa deres træk sydover. - (tryta: «brøle med lukket mund = drynja» — Iv. Aas.)
24): stang ɔ: spydstang, spyd.
25): «belg» ɔ: mund (Jormonreks mund, der nu først ved Hamdes ytring i 23, som bryder den af Gudrun paabudte taushed under kampen (jvf. str. 11), er bleven løst af trolddommen, saa han kan give det for brødrene fordervelige raad, at man skal stene dem).