Harald Blaatand

Fra heimskringla.no
Revisjon per 14. jan. 2013 kl. 15:40 av JJ.Sandal (diskusjon | bidrag) (Harald Blaatand)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Saxo Grammaticus
Danmarks krønike


oversat af
Fr. Winkel Horn


Harald Blaatand


Da Gorm var død, var Harald ivrig efter at forøge det Riges Anseelse, han havde arvet efter ham, ved udmærkede tapre Bedrifter, og han sejlede derfor med en Vikingeflaade til østerleden og hærjede paa Havet dér rundt omkring. Men skjønt dette indbringende Tog skaffede ham fuldt op af Vinding, fik han, da Edelred imidlertid døde, mere Anledning til at sørge over sin Bedstefaders Død end til at glæde sig over Riget, han skulde arve efter ham. Medens Lykken gjorde ham rig paa Skatte, som han tog fra Barbarerne i Dyngevis, berøvede den ham nemlig Englændernes, saa medens den skjænkede ham Bytte udenlands, skilte den ham ved, hvad han havde hjemme, og ved hvad han skulde have arvet. Edelreds Søn Adelsten, som Faderen havde forbigaaet i sin sidste Vilje, harmedes nemlig over den Forskrivning, der indsatte Harald som Arving, og han kuldkastede derfor Faderens Vilje og søgte at sætte sin egen igjennem. Nu mente Kongen af Norge, at det var Skade, at saa indskrænket en Mand skulde være Konge over saa stort et Rige, og han rustede derfor en Flaade og sejlede over til øen i Haab om at bemægtige sig den. Da Adelsten skjønnede, at han ikke kunde maale sig med ham i Styrke og derfor ikke turde indlade sig i Kamp, gik han fra Krig over til Underdanighed og søgte ved Føjelighed og Venlighed at vinde Fjendens Velvilje, eftersom han ikke var Mand for at drive ham bort med Vaabenmagt. Han modtog ham nemlig ikke blot med det venligste Ansigt og de fagreste Ord, men for paa en saa meget heldigere Maade at fri sit Land for Fjendens Vaaben lovede han at opfostre hans søn Hakon, som da var ganske lille, og derhos at lade sit Rige gaa i Arv til ham. Ved dette Tilbud mente han fornemmelig, at han vilde opnaa at kunne bruge Nordmændenes Vaaben imod Harald, thi hans Grumhed var han bange for, og da han selv ingen Børn havde, fandt han det raadeligere at trøste sig derfor ved godvillig at tage sig en Arving end at vente, til han fik sig en paatvungen. De Vilkaar var Fjenden meget ivrig til at tage imod, og ved at gaa ind paa den foreslaaede Overenskomst viste han stor Tillid til dens Retsindighed, Tilbudet kom fra, idet han ikke betænkte sig paa at betro en Søn, der var ham kjærere end hans eget Liv, til ham, skjønt han ikke havde sat hans Ærlighed paa Prøve.

Derefter vendte Harald tilbage fra østerleden med sin Flaade, men skjønt han havde den største Ret til at bestride, hvad hans Morbroder havde gjort, skjulte han taalmodig sin Harme og fandt sig i hans Herskesyge, idet han hellere fromt vilde undvære, hvad der med Rette tilkom ham, end grumt sætte sig i Besiddelse deraf. Kort Tid efter fik Hakon Bud om, at hans Fader var død, og da han allerede var ved at hejse Sejl for at drage bort, kom Adelsten i stor Hast for at kalde ham tilbage, og han opsatte da Sejladsen lidt og lagde Skibet nærmere ind til Land. Han troede nemlig, at Adelsten vilde give ham nogle nye Leveregler foruden dem, han hver Dag havde plejet at faa af ham, og Kongen sagde da ogsaa til ham, at han ikke maatte sætte et vrantent Ansigt op ved Gildebordet, men, naar han saa' sig om blandt sine Venner, skulde se mildt til dem. Adelsten havde nemlig givet ham adskillige andre Forskrifter i Henseende til høvisk Væsen og syntes nu ikke om, at han ikke ogsaa skulde vide Besked om, hvad der skikkede sig ved Gjæstebud. Efter at Norge var tilfaldet Hakon ved hans Faders Død, fik han kort efter, da hans Fosterfader døde, ogsaa England.

Nu frygtede Harald for, at den Taalmodighed, hvormed han havde baaret den Fornærmelse, der var tilføjet ham, og som man hidtil havde tilskrevet det Hensyn, han skyldte Frændskabet, vilde blive bebrejdet ham som Fejghed, og at det, som i Virkeligheden var Maadehold, vilde blive lagt ham til Last. Han besluttede derfor først at tilføje Hakon Skade ved at vække Ustyr i Norge, idet han mente, at naar han havde faaet Bugt med de Stridskræfter, han havde hjemme, kunde han lettere gjøre det af med dem, han havde i fremmed Land. Efter at han nu med kongelig Magt og Myndighed havde tugtet Barbarerne, stødte han, da han vendte tilbage til Danmark, paa Harald Gunhildssøn, som søgte Hjælp imod Hakon og lovede, at han vilde betale Skat, hvis han ved Danskernes Bistand fik tilstrækkelig Forstærkning, saa at han kunde udrette noget. Han fik da ogsaa, stedt i de vanskeligste Omstændigheder, som han var, den blideste og venligste Modtagelse af Kongen, thi denne gav ham Eyvind og Karlshoved til Kampfæller og en Flaade paa tresindstyve Skibe, saa nu havde han den Styrke, han søgte, og med den drog han bort, mere opfyldt af Haab ved den Hjælp, Danskerne havde ydet ham, end han i sin Modgang havde været af Frygt. Da han med sin Flaade var kommen til Norge, og der ikke bød sig nogen Lejlighed til at holde Søslag med Fjenden, sloges han med ham til Lands. I dette Slag opfordrede Eyvind Hakon til at gaa frem foran blandt de kæmpendes Skarer, og da Kongen med høj Røst gav sig til Kjende, huggede han efter ham med en usædvanlig stor øxe og vilde have ramt ham, hvis ikke en af hans Hirdmænd med Fare for sit eget Legeme havde afbødet det Hug, der var rettet imod Kongen. Eyvind drev øxens Egg imod Hirdmanden med saadan Kraft, at den gik lige igjennem ham uden at møde nogen Hindring i hans Legeme, og da den gik dybt ned i Jorden, og han søgte at trække den op, idet han stemmede imod med Knæene, sprang Hakon op paa den dræbte Krigsmands Lig og gjennemborede Eyvind, saa det er ikke let at sige, hvem af dem der viste størst Trofasthed imod den anden, thi Krigsmanden afværgede Kongens Død ved at ofre sit eget Liv, og Kongen tog den mest glimrende Oprejsning for sin Redningsmands Drab og hævnede den Mands Død, ved hvis ædle Daad han selv havde undgaaet Døden. Hvad kan være berømmeligere end denne Krigsmands Daad, som lagde mere Vægt paa, at den anden slap skadesløs derfra, end paa at han selv gjorde det, som frivillig satte Livet til for sin Høvding og ved selv at gaa i Døden forebyggede den Fare der truede alle hans Stalbrødre? Imidlertid kom Thoralf, som Hakon havde lagt i Baghold, for at han skulde falde Fjenden i Ryggen, angreb Fylkingen, fældede Karlshoved og drev Danskerne paa Flugt. Den ene Mands Fald afgjorde virkelig alle de andres Skæbne, men Hakon, som var bange for at forfølge de flygtende alt for ivrig, var fornuftig nok til at kalde sine Stalbrødre tilbage og holde igjen paa deres hidsige Forfølgelse, for at ikke de uforsigtige Krigsfolks Uagtsomhed skulde faa til Følge, at de overvundnes Skæbne atter blev Sejrherrerne til Del. Saaledes var der lige stort Mandefald paa begge Sider, saa begge Parter tilskrev sig Sejren, thi skjønt den ene Part syntes nærmere ved den, var dens Tab lige saa stort som den overvundnes. Men da Hakon atter søgte ned til sin Flaade, skete der noget mærkværdigt, som ligefrem lyder utroligt. Man saa' nemlig et Spyd svæve om oppe i Luften, hid og did, hvilket fyldte alle, som saa' det, med lige saa megen Frygt som Undren; det fløj nemlig med usikre Svingninger til forskjellige Sider, saa det saa' ud, som om det omhyggelig spejdede efter, hvor det skulde slaa ned. Medens alle umaadelig forbavsede stirrede paa dette Under og ikke vidste, hvad en saa usædvanlig Ting varslede, faldt det pludseligt og bragte den Fare, der syntes at true alle, over Hakons Hoved alene. Somme holder for, at Haralds Moder Gunhild ved Trolddomskunster har skaffet dette Spyd til Veje og dermed hævnet sin Søns Nederlag paa Sejrherren. Ved sin Fjendes uventede Død kom Harald til Kongemagten, og i tre Aar betalte han ærlig og redelig den Skat, han havde lovet Danskerne.

Ved den Tid kom Styrbjørn, en Søn af den svenske Konge Bjørn, efter at hans Farbroder Olafs Søn Erik havde skilt ham ved Riget, tillige med sin Søster Gyrithe til Harald, Thyras Søn, for ydmygt at bede om Hjælp, og han fandt ham saa meget mere redebon til at slutte Venskab med ham, som han villig gik ind paa at give ham sin Søster til Ægte. Derefter bemægtigede Harald sig Slavenland med Vaabenmagt og lagde en stærk Besætning i Julin, den anseligste By der i Landet, og til Høvding for de Krigsfolk indsatte han Styrbjørn. Deres Vikingetog, paa hvilke de lagde det største Mod for Dagen og efterhaanden sejrrigt bredte sig til Nabolandene, blev til sidst saa frygtelige, at de opfyldte alle Have i Norden med stadige Nederlag. Dette bragte Daneriget større Fordel, end det kunde have haft af noget Krigsforetagende til Lands. Blandt dem var Bue, Ulv, Karlsevne, Sivald samt mange andre, som jeg ikke udførlig vil opregne, eftersom det snarere vil volde Kjedsomhed end være til nogen Fornøjelse. Imidlertid paakaldte Styrbjørn, som stadig eggedes til Hævnlyst og var opsat paa at faa Oprejsning for den Uret, der var tilføjet ham, Haralds Bistand og drog sin Vredes Sværd imod Eriks forhadte Herredømme, idet han mindedes de Tab, han havde lidt. Harald drog for den Sags Skyld til Halland, men saa fik han Bud om, at Tyskerne under Kejser Otto havde gjort Indfald i Riget. Da han var mindre ivrig efter at angribe et fremmed Land end efter at forsvare sit eget, foretrak han at sørge for Tingene hjemme frem for at kæmpe udenlands, som det havde været hans Agt; han skyndte sig over Hals og Hoved tilbage til Jylland for at bringe de betrængte Jyder Hjælp. Da han kom did, var Kejseren uden Modstand draget igjennem hele Jylland, eftersom der ingen Konge var til at føre an, men da han havde naaet Limfjorden, som paa den Tid gjorde Vendsyssel til en ø, kunde han ikke komme længere, og efter at have kastet et Spyd i Vandet dér vendte han ikke blot om ad Ejderen til, men gjorde det saaledes, at det i højeste Grad lignede en Flugt. Som Følge af, at han kastede sit Spyd i Bølgerne for at efterlade et Minde om sig, kom Sundet til at bære hans Navn, men al den Drabelighed han kom stormende med, faldt til sidst ud til ingenting. Harald forfulgte Resterne af Fjenden, som skyndte sig af Sted i Huj og Hast, angreb Ebbe, som førte Bagtroppen, og dræbte ham og dem, han traf paa. Imidlertid havde Styrbjørn, tilskyndet af sine Krigeres haanlige Opfordringer, letsindig betroet sin Skæbne til sine Stalbrødres Tapperhed, og havde med taabelig Dumdristighed uden at oppebie Kongens og hans Krigsfolks Tilbagekomst selv styrtet sig i Undergang. Han vovede nemlig overilet at indlade sig i Slag efter letsindig at have angrebet Svenskerne og faldt selv. Visselig maa hver den, som under vanskelige Omstændigheder mere retter sig efter andres letsindige Raad end efter, hvad hans egen Forstand siger ham, siges selv at byde Halsen frem for Fjendens Sværd.

Derefter gav Thyra sig i Lag med at grave en Grav og bygge en Forskansning fra Slesvig til Vesterhavet for at betrygge Landet imod hemmelige Indfald af udenlandske Fjender, og for yderligere at styrke denne Forskansning byggede hun oven paa den en Jordvold som det stærkeste Bolværk. Senere opførte Kong Valdemar og Danmarks Ærkebiskop Absalon, drevne af den samme Kjærlighed til Fædrelandet, oven paa den en Mur af brændte Sten for hellere at gjøre den gamle Vold i Stand ved Hjælp af en stærkere ny Bygning, da den forfaldt, end med Tiden at lade den helt falde sammen i sin Svaghed. De brugte nemlig den oprindelige Befæstning som Grundvold, fuldførte med Mandekløgt, hvad den brave Kvinde ufuldkomment havde begyndt, og gjorde Værket saa meget ypperligere, som de vidste, at de overgik hende i Snille. Hun, som havde en Mands Mod i sit Kvindehjærte, friede ogsaa Skaane, som kuedes af Svenskernes Herredømme, for den Byrde at betale Skat, og idet hun saaledes hist drev Fjenden tilbage med sin Vold og her med Vaaben, værnede hun med lige Styrke Landets Grænser til forskjellige Sider.

Imidlertid døde Harald i Norge, og hans Søn Hakon blev nu ivrig opsat paa at fri sit Land for den Skam, at Slægt efter Slægt maatte betale Skat; da han spurgte, hvad Kejseren havde taget sig for i Jylland, og haabede, at Harald for lange Tider vilde blive indviklet i Krig med Tyskerne, havde han endog den Dristighed aabenlyst at vægre sig ved at udrede Skatten, idet han satte større Haab og Lid til Sachsernes Vaaben end til sine egne Kræfter. Men efter at Striden med Kejseren var bleven bilagt, antog Harald den katholske Religion og skaffede saaledes sit Rige Fred med Gud og Mennesker, og friede saaledes, idet han gjorde det forfængelige Haab, Hakon havde fattet, til Skamme, sig selv fra Vildfarelse og sit Land fra Krig. Da han fik Nys om Hakons Frafald, mente han, at han burde straffe den norske Ungdoms Gjenstridighed des strængere, jo frækkere den, efter hvad han hørte, havde kastet med Nakken ad ham. Han sendte derfor den julinske Vikingeskare imod den under Anførsel af Bue og Sivald og med Paalæg om at hævne den Ringeagt, den havde vist ham. Da Hakon saa', hvilken Styrke de mødte op med, og skjønnede, at den Sten forslog hans Kræfter ikke til at løfte, søgte han, da han ikke selv havde Midler til at afværge den truende Fare, i sin Mistillid til menneskelig Styrke Bistand hos de himmelske Magter og søgte at stemme dem gunstig for sig ved at bringe dem et usædvanligt Offer. Han havde to overordentlig lovende Sønner, og dem slagtede han skammelig ved Altrene som Offer for Sejren, idet han ikke betænkte sig paa at kjøbe Riget med sine Børns Liv og hellere vilde undvære at kaldes Fader end Konge. Hvad kan være taabeligere end denne Konge, som gav to kjære Børns Liv hen for én Kamps uvisse Udfald, som kunde faa sig til at kjøbe Krigslykke med Sønnemord og bringe Krigsguderne sin Barnløshed som Offer! Følgen blev, at da Danskerne indlod sig i Søslag med ham, mødte de alle Vegne, hvor de i Kampen vendte sig hen for at angribe ham, et vældigt Uvejr, der tilføjede dem lige saa megen Skade som Fjenden. Ja, dette Trolddomsvejr piskede de Danskes Hoveder saaledes med usædvanlige Haglslag, at deres øjne blev fuldstændig blindede, som om det var Pile, Bygerne angreb dem med, og de havde en haardere Dyst med Vind og Vejr end med Fjenden. Saa blev da Enden, at Nordmændene, hvem Himlens Kræfter hjalp i højere Grad end deres egen Styrke, drev Danskerne paa Flugt, før end de fik slaaet dem ihjel, idet disse utvivlsomt mærkede, at de havde Gudernes Vrede imod sig. Blandt dem var Karlsevne og Sivald, som blev tagne til Fange af Sejrherrerne, og skjønt de i Kampen havde øvet de herligste Bedrifter, vandt de dog endnu større Hæder i Lænker, end de havde vundet i Slaget. Hakon, som var opsat paa at lære den danske Ungdoms vidt berømte Mod og Manddom nøjere at kjende, sendte nemlig to Mænd hen til Fangerne for grundig at sætte deres Taalmod paa Prøve, thi efter hvad Rygtet fortalte, skulde de have saa stor medfødt Sjælskraft, at de ikke engang, naar de blev slaaet i Ansigtet, saa meget som blinkede med øjnene, men stadig bevarede den samme Sindsro, hvor meget man end tirrede dem med Hug og Stød. For at prøve det slog først den ene af Hirdmændene Sivald med en vældig Knippel, men han blinkede ikke, ja han stod endogsaa des stivere imod Skæbnen, jo haardere den Prøve var, hans Tapperhed blev sat paa. Karlsevne viste ikke mindre Sjælsstyrke, thi da den anden Hirdmand svang en øxe imod hans Hoved, strakte han ham til Jorden med et Spark, rev, skjønt han var bunden, øxen, han skulde have været halshugget med, ud af Hænderne paa ham, der prøvede paa at gjøre det, og huggede Hovedet af ham, han havde sparket omkuld, og afværgede saaledes den Fare, der truede ham, ved en lige saa haandfast som rask Kraftanstrængelse, thi ikke engang som Fange, tynget af raslende Lænker, kunde man berøve ham hans Daadskraft, men selv i den største Forsmædelse gav han en des herligere Prøve paa sit Mod, jo hidsigere han mærkede, at Skæbnen rasede imod ham; hverken den nærforestaaende Død eller de forsmædelige Lænker mægtede at hindre ham i frit at lade sin Tapperhed raade. Opfyldt af Beundring for deres Standhaftighed lovede Kongen at eftergive dem deres Straf, hvis de vilde sværge ham Huldskab og Troskab, thi han vilde hellere gjøre Brug af dem som ypperlige Krigere end straffe dem; men de holdt det for uhæderligt af Hensyn til deres Liv at lade sig tvinge til Lydighed, eftersom de satte større Pris paa at være deres Konge tro end paa at frelse deres eget Liv; de kastede overmodig Vrag paa det Vilkaar, han bød dem, og vilde ikke forlænge Livet ved at gaa ind paa en skammelig Overenskomst. Da Hakon mærkede det, mente han, at han for deres Tapperheds Skyld burde skjænke dem Livet for ikke at faa Ord for at have straffet deres Standhaftighed i Steden for at rose den.

Der berettes, at Harald fik to Sønner med Gyrithe. Den ældste af dem, Hakon, overstraalede sin Broder Svend ved sine ypperlige Anlæg og herlige Naturens Gaver. Han angreb Semberne, og da han mærkede, at hans Krigsfolk begyndte at tabe Modet over for den farlige Krig, trak han Flaaden paa Land og stak Ild paa den for at betage deres ængstelige Sind alt Haab om Flugt og gjorde saaledes ved Hjælp af den haarde Nødvendighed Ende paa deres Fejghed og Sløvhed, thi ved at berøve dem Udsigten til at slippe bort paa Skibene fik han dem til at lægge an paa at bane sig Vej tilbage ved Sejrvinding, saa med jo større Sindsro han skilte sig selv af med sin Flaade, med des større Tryghed gik han til at gjøre Bytte hos Fjenden. Skæbnen ynkedes da ogsaa over denne danske Høvding, som søgte Værn for sine Søfolk i Skibenes Tilintetgjørelse, da han skjønnede, at kun fuldstændig Opgivelse af Flaaden kunde hjælpe ham til Sejr. Saaledes hidførte han en lykkelig Afgjørelse ved denne lige saa farlige som kloge Beslutning. Danskerne bemægtigede sig nemlig Sembernes Land, og efter at have dræbt Mændene tvang de Kvinderne til at ægte dem, og efter saaledes at have overskaaret de ægteskabelige Troskabsbaand, der knyttede dem til Hjemlandet, idet de med større Lyst holdt sig til de fremmede Kvinder, gav de ved at knytte ny Ægteskabsbaand med dem Fjenden Lod og Del i deres Lykke, og Semberne regner sig ikke med Urette for at nedstamme fra det danske Folk, thi Sejrherrerne betoges i den Grad af Kjærlighed til de fangne Kvinder, at de ikke brød sig om at vende hjem, men foretrak det fremmede Land for deres eget og de Ægteskaber, de havde indgaaet der, for dem, de havde indgaaet hjemme.

Derefter døde Dronning Thyra Danebod, og Harald lod hende stede til Jorde med den største Pragt og begrave tæt ved Faderens Grav under almindelig Landesorg, thi der var ikke det Hus, hvor man ikke sørgede bitterlig over hendes Bortgang og mente, at ved hendes Død var hele Landets Velfærd gaaet til Grunde. Hvor nu Kirken staar, ser man de to Ægtefællers Grave, en paa hver Side af den.

Jeg kan ikke forbigaa i Tavshed, hvad der nu følger. En Mand ved Navn Toke havde en Tidlang tjent i Kongens Gaard, og da han i Dygtighed overgik sine Stalbrødre, havde han ved sine fortræffelige Egenskaber skaffet sig adskillige Fjender. En Gang tog han i en Rus i et Gildelag Munden for fuld og pralede af, at han var saa overvættes dygtig i Bueskydning, at han var Mand for paa langt Hold at skyde et Æble, der var anbragt paa en Stok, ned i første Skud, om det saa var aldrig saa lille. Da hans Avindsmænd havde hørt det, kom det ogsaa snart Kongen for øre, og han var lavsindet nok til at lade Faderens Selvtillidsfuldhed gaa ud over Sønnen, idet han bød, at man i Steden for Stokken skulde tage hans kjære Dreng, og at Toke, hvis han ikke, som han havde sagt, skjød Æblet af hans Hoved i første Skud, skulde bøde for sit tomme Praleri med sit eget Hoved. Saaledes nødte Kongens Bud Hirdmanden til at gjøre mere, end han havde lovet, fordi hans Avindsmænd lumskelig lagde ham de Ord til Last, han havde sagt, da han var drukken, saa at han som Følge af, hvad han havde sagt, blev nødt til at gjøre, hvad han ikke havde sagt, til at forsøge sig paa et Maal, han slet ikke havde tænkt paa, og til i Gjerning at vise langt mere, end han havde givet sig ud for at kunne. Hans Mod var nemlig saa stort, at han ikke kunde faa sig til at opgive den Selvtillid, han med Rette nærede, skjønt det var Bagvaskeres Snarer, han var bleven hildet i. Jo vanskeligere Prøven var, des mere sikker paa sig selv gik han derfor til den. Han stillede Drengen op og lagde ham indtrængende paa Sinde, at han maatte holde ørene stive, ikke bøje Hovedet, men staa ganske rolig, naar Pilen kom susende, for ikke ved den ringeste Bevægelse at gjøre den Prøve, han skulde give paa sin Kunstfærdighed, til Skamme. Derhos lod han ham, for at betage ham al Frygt, vende Ryggen til, for at Synet af Pilen ikke skulde skræmme ham. Saa tog han tre Pile ud af sit Kogger, lagde en af dem paa Buestrengen og ramte sit Maal med den. Havde Tilfældet føjet det saa ilde, at den havde ramt Drengens Hoved, vilde Sønnens Ulykke uden Tvivl være kommen til at gaa ud over Faderen, og det mislykkede Skud vilde ogsaa have bragt Skytten Døden. Jeg véd derfor ikke, om jeg mest skal beundre Faderens Dygtighed eller Sønnens Sjælsstyrke, thi hin undgik ved sin Kunstfærdighed at dræbe sit Barn, og denne gik som Følge af den Ro, han lagde for Dagen saavel i Henseende til Legeme som til Sjæl, baade selv uskadt ud af Faren og friede sin Fader fra at forsynde sig; Drengens mandige Sjæl lagde Styrke i hans barnlige Legeme, og han lagde lige saa meget Mod for Dagen, medens han stod og ventede paa Pilen, som Faderen viste Dygtighed til at afskyde den, og ved sin Standhaftighed bevirkede han, at baade han og hans Fader ikke satte Livet til. Men da Kongen nu spurgte Toke, hvorfor han havde taget flere Pile ud af Koggeret, da han jo kun havde Lov til at prøve sin Lykke i Bueskydning én Gang, svarede han: "For med de andre at tage Hævn over dig, hvis den første var gaaet fejl, thi jeg, der var uskyldig, vilde ikke lide Straf, medens du ingen Straf fik for din Grumhed". Ved disse frimodige Ord gav han til Kjende, baade at han fortjente Ros for sit Mod, og at Kongen havde fortjent Straf for den Befaling, han havde givet.

Men kort efter, at han vel var sluppen fra dette Skæbnens Uvejr, brød der et nyt løs over ham. Da Harald nemlig en Gang gjorde sig til af sin store Færdighed i den Kunst at løbe paa Skier, som Finnerne er saa dygtige i, dristede Toke sig til at rose sig af, at det var han endnu dygtigere til, og Kongen nødte ham da til at vise en Prøve paa den Færdighed, han havde gjort sig til af, ved at løbe ned ad den Klippe, der kaldes Kullen. Hvad det skortede ham paa i Henseende til øvelse, bødede han til fulde paa ved sit Mod; thi da han var steget op paa Klippetinden, spændte han de glatte Skier under Fødderne og satte i fuld Fart ned ad den stejle Skrænt med en lille Stok i Haanden, og var Mand for med fast og sikker Haand tilbørlig at styre den hovedkulds Fart over de fremspringende Klippestykker, og hverken den store Fare eller nogen som helst Rædsel kunde hindre ham i at holde sig støt og stiv. Synet af den umaadelige Afgrund vilde have skræmmet enhver anden og faaet ham til at daane af Skræk, førend Faren endnu rigtig var begyndt. Omsider stødte Skierne, han stod paa, imod et Klippestykke og sønderbrødes; han fik Stumperne rystet af sig, og det havde til Følge, at han slap fuldkommen uskadt derfra, og medens han ellers havde været Dødsens, hjalp dette heldige Skibbrud ham uventet til at komme til Ankers og bjærge Livet; efter det voldsomme Sammenstød med Brinken, hvorved han mistede Skierne, kunde han nemlig løbe sikkert; men havde de uoverstigelige Klippemasser og de uhyre Afgrunde ikke hemmet hans Løb, vilde det uden Tvivl have ført ham lige ud i Havet neden for Klippen. Nu blev han optagen paa et Skib, men Rygtet meldte den hadefulde Konge, at det var gaaet ham ganske anderledes ilde, og Stumperne af Skierne, som blev fundne i Vandet af nogle Søfolk, gav yderligere en falsk Bekræftelse af, at han var bukket under for Faren. Men da han nu holdt for, at hos Harald kunde han ikke med Tryghed være, eftersom han skjønnede, at han i Steden for at belønne ham for hans Mod og Manddom udsatte ham for den ene Fare efter den anden, gav han sig i Tjeneste hos hans Søn Svend for at lade sin Dygtighed komme ham til gode.

Harald udrustede nu hele Rigets Flaade for ikke at have for ringe Styrke rede til det store Værk, han havde for. Der var nemlig paa Jyllands Kyst bleven fundet en usædvanlig stor Sten, som han vilde smykke sin Moders Grav med, og den bød han skulde slæbes did af Flokke af Mennesker og øxne. Imidlertid var de, som sammen med Svend stod for Styret paa Flaaden, blevne lede og kjede af Haralds Herredømme, dels fordi han var gunstig stemt imod Kristendommen, dels fordi han lagde usædvanlige Byrder paa Almuen, og de formaaede og bestak da en Mand til snedig at forhøre sig hos Svend, om han skulde være villig til at gribe til Vaaben imod sin Fader og bemægtige sig Riget. Herved lod Svend sig forlede til at tragte efter at vinde Riget ved Fadermord; han takkede Sendemanden og svarede, at han med Glæde tog imod den Ære, Landet tilbød ham. Da han havde givet sit Samtykke, lagde de fornemste i Landet, idet de trygt stolede paa hans Begjærlighed efter Kongemagten, som de nu var paa det rene med, dristig for Dagen, hvad de hidtil lønlig havde pønset paa; hvad de hidtil hemmelig havde higet efter, skred de nu virkelig aabenlyst til at sætte i Værk og udraabte strax paa Tinge Svend til Konge. Imidlertid gav Harald, som var optagen af Stenen, hans Folk trak, sig til ivrig at spørge en af sine Mænd, der kom fra Flaaden, om han nogen Sinde havde set Mennesker binde an med saa vældig en Blok. Hertil svarede Manden, at han nylig havde set Mennesker trække en Byrde, der var endnu større, og da Kongen blev ved at udfritte ham desangaaende, sagde han: "Jeg var nys Vidne til, at Danmarks Rige blev trukket fra dig, nu kan du selv afgjøre, hvad der var tungest at trække". Saaledes fik Harald, da han bejlede til en andens Ros for sit Forehavende, Budskab om, at hans Rige var blevet ham berøvet. Nu angrede Kongen, at han havde ladet Mennesker bøje Nakken under øxnes Aag, thi da han opgav sit Forsæt at lade dem slæbe Stenen og vilde have dem til at gribe til Vaaben i Steden for, fik han at mærke, at hans Krigsfolk var alvorlig forbitrede paa ham. Thi Hæren, som han havde plaget og beskæmmet med saa forsmædeligt Arbejde, vægrede sig nu ved at kæmpe for den, der havde givet den Aaget at bære, og hverken hans kongelige Magtsprog eller hans Bønner kunde formaa den til at frelse hans Liv, efter at han ved et skammeligt Magtbud havde bøjet alles Nakker. Nogle var der dog, som ikke delte den almindelige Mening, men under det almindelige Oprørs Storm viste Kongen den samme Hengivenhed, som de havde været vante til. Med deres Bistand søgte han ved Vaabenmagt at gjøre sin Søns Bestræbelser til intet, men Svend gjorde kraftig Modstand, og efter at være overvunden i et Slag flygtede han til Sjælland. Efter at have samlet Krigsfolk dér havde han lige saa krank en Lykke i et Slag til Søs, og da han nu havde mistet alle sine Krigsfolk hjemme, var der ikke andet for ham at gjøre end at søge udenlands for at bede om Hjælp. Han forlod altsaa Danmark og drog landflygtig til Julin, der var helt fuldt af danske Krigsfolk, og som saa at sige var Moderskjødet for hans paalideligste Krigsstyrke. Svend lod sig imidlertid ikke nøje med at have krænket den Ærbødighed, han skyldte sin Fader, ved at forfølge ham med sit Had, men for at vinde Almuen for sig tog han sig halsstarrig for med tøjlesløs Ugudelighed at gjøre det helt af med Religionen, uddrev al Kristendom af Landet, oplod Kirkerne for Offerpræsterne og besmittede atter Altrene med hedenske Ofre. Med en Hær af Danske og Slaver angreb hans Fader ham igjen ved Helgenæs' Kyst, og efter at have kæmpet hele Dagen havde han hverken sejret eller maattet fly. Saa bestemte de, da Hærene var trætte af at kæmpe, at de vilde tales ved næste Dag for at slutte Fred. Da Harald i Tillid til den forestaaende Overenskomst gik omkring, som om der var Fred og ingen Fare, og kom ind i Skovens Tykning, hvor han satte sig imellem Buskene for at forrette sin Nødtørft, blev han saaret med en Pil af Toke, der brændte af Begjærlighed efter at hævne den Uret, han havde tilføjet ham, og saaret blev han af sine Mænd ført tilbage til Julin, hvor han kort efter opgav Aanden. Hans Lig blev sendt til Roskilde og højtidelig jordfæstet i den Kirke, han selv nylig havde bygget, thi det utaknemmelige Fædreland, som hidtil ikke havde skjønnet paa, hvad der tjente til dets Bedste, fik nu, da det var for sent, øjnene op for sin fromme Konges gode Gjerninger og mente, at hvad det havde nægtet ham i levende Live, burde det fuldt ud yde ham nu, da han var død; det stræbte af yderste Evne efter at fejre hans Jordefærd med al mulig Pragt og viste al mulig Kjærlighed mod Liget af den Mand, som det i levende Live overmodigt havde hadet.