Forskjell mellom versjoner av «Harald Haarderaades Saga (C.C.Rafn)»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
m
 
Linje 23: Linje 23:
  
  
Paa Dansk ved [[C. C. Rafn]]  
+
<br>Udgiven i Oversættelse af <br>[[Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab]]  
 
<br>København, 1832
 
<br>København, 1832
 
</center>
 
</center>

Nåværende revisjon fra 11. mai 2018 kl. 08:39

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: ''Hulda, Hrokkinskinna, Flateyjarbók og Morkinskinna.


Titelside - Magnus gode og Harald hårderåde.jpg
Kongesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 6


Kong Harald Haarderaades Saga



Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København, 1832


Kapitel 1

Sigurd Rise hed een af Harald Haarfagers Sønner, han var Fader til Halfdan, der igjen var Fader til Sigurd Syr. Sigurd Syr var gift med Asta Gudbrandsdatter, Olaf den Helliges Moder. Kong Sigurd og Asta havde med hinanden fem eller flere Børn: den ældste var Gudrød, derpaa fulgte Halfdan, saa Ingeborg, saa Gunhild; Harald var den yngste, han var tidlig stor og stærk og af smukt Udvortes. Der fortælles, at da Kong Olaf den Hellige flyede fra Norge for Knud Danekonges Overmagt, rejste han over til Garderige, og opholdt sig hos Kong Jarisleif; derpaa fik han, efter Guds Tilskikkelse, Lyst til at vende tilbage til sit Rige, og begav han sig da først til Sverrig, og fik der Hjælpetropper til at drage videre. Men da det rygtedes til Norge, at Kong Olaf var kommen østenfra til Sverrig, samlede alle hans Venner sig, de, som vilde yde ham nogen Hjælp; den mest højbaarne Mand i denne Skare var Kong Olafs Broder, Harald Sigurdsøn, som den Gang var femten Aar gammel; der vare desuden adskillige andre anseelige Mænd; de havde i alt sex hundrede Mand med sig. De droge bort fra Oplandene, og vendte sig med denne Hær østerpaa over Eideskov; derpaa fortsatte Harald sin Rejse øster over Skovbygderne paa Vejen til Sverrig, og her fik de Efterretning om Kong Olafs Tog. Men da Kong Olaf tiltraadte sin Rejse fra Sverrig, drog han ad de Veje, som de svenske anviste dem, nemlig op igjennem Landet til Skovbygderne, hvorpaa de kom ind i Jernbæreland (1); der kom den Hær der, som vi nys fortalte, var dragen fra Norge, Kongen imøde; Kong Olaf traf der sin Broder Harald, og mange andre af sine Frænder og Venner, og det var et meget glædeligt Møde; de udgjorde da alle tilsammen tolv hundrede Mand. Derpaa droge de over Kjølen, og kom ned i Værdalen, og rykkede frem med Hæren til Staf; men da de kom til Stafsmyrerne, spurgte Kongen for vist, at Bønderne droge med en Hær imod ham, og at han snart kom til at holde Slag med dem. Kongen rykkede frem med Hæren, til ham kom til Stiklestad, da saae man Bøndernes Hær; Kongen gjorde da Holdt, lod sine Mænd stige af Hestene, og bad dem berede sig til Slag; derpaa blev Fylkingen dannet og Banneret opsat. Da sagde Kongen: „Det er det bedste, at min Broder Harald ikke gaaer med i Slaget, thi han er endnu at regne for et Barn.” Harald svarede: “Jo, i Sandhed skal jeg være med i Slaget, og hvis jeg ikke er stærk nok til at holde Sværdet, saa veed jeg et Raad derfor, nemlig at binde min Haand fast til Hæftet; ingen skal vise bedre Villie til at tilføje Bønderne Meen; jeg vil følge min Trop.”Man siger, at Harald da kvad denne Vise:

Den Fløj jeg tør forsvare,
Hvor Pladsen mig tildeles;
Af Vrede Skjold vi rødne,
Det volder Kvinden Glæde.
Ej kampglad Yngling viger
For Spyd i Vaabenbraget,
Hvor Heltes Mod paa Mødet
I mordersk Strid sig viser.

Harald fik Lov til at være med i Slaget, og indlagde sig der megen Berømmelse; han var den Gang, som vi før have sagt, femten Aar gammel. Derom taler Thjodolf Skald i den Drape, han digtede om Kong Harald, og som kaldes Sexstefja:

Ved Haug jeg spurgte hæftig
Spydiling Fyrsten rammed,
Bolgarers Hærger Bistand
Sin Broder vel der yded;
Da tolv og trende Vintre
hans Alder var, han nødig
Fra falden Olaf skiltes,
Og skjule Hjelmen maatte.

Harald blev stærkt saaret i Slaget, men Røgnvald Brusesøn førte ham Natten efter Slaget hen til en Bonde, som boede langt fra andre beboede Steder. Bonden tog mod Harald, holdt ham der sljult hos sig, og lod ham helbrede, indtil han ganske var kommen sig; derpaa gav han ham sin voxne Søn med, til at følge ham over Kjølen til Jæmteland. De droge over Fjelde og igjennem Øde Skove, men ikke ad de alfare Veje; Bondesønnen vidste ikke selv, hvad det var for en Mand, han fulgte, men siden fortalte han dog, hvad han vidste derom: “Efter Slaget, hvori Kong Olaf faldt,” saaledes nemlig fortalte han, „kom der tolv Mænd til min Fader, og de bragde en saaret Mand med sig, det var en meget smuk Mand med lyst Haar; derpaa vendte de tilbage; men nogen Tid efter, endnu i samme Sommer, sendte min Fader mig en Dag Bud, at jeg skulde gjøre to Heste færdige, og jeg gjorde, som han befalede; da kom min Fader, og førte en Mand med sig af høj Væxt i en rød Kappe, og som havde trukket Hætten ned for Ansigtet, saa at jeg ikke kunde see ham i Ansigtet; min Fader befalede mig derpaa, at ledsage denne Mand, indtil han bad mig at vende tilbage. Vi to rejste da sammen, og en Dag, da vi rede imellem nogle Ødeskove, vendte han sin Hest om imod mig, og kvad leende følgende:

Fra Skov til Skov jeg sniger
Mig nu med ringe Hæder,
Hvo veed, om ej med Tiden
Jeg dog navnkundig vorder!

Vi fortsatte da vor Rejse, indtil vi kom ned igjennem Skovene til en Bygd, som var mig ubekjendt, og der traf vi da paa de samme Mænd, som havde bragt den Saarede til min Fader; de hilste Manden i den røde Kappe med Navnet Harald, og da saae jeg hans Ansigt; det var en Mand af krigersk Udseende, med et blegt, men mandigt Aasyn, han havde noget mørkt og afskrækkende i sit Øjesyn, men var dog en tækkelig Mand; han gav mig da et Bælte og en Kniv, og bad mig vende tilbage; jeg rejste da, til Jeg kom hjem til min Fader.” Denne Bondesønnens Fortælling hørte Kong Magnus, Kong Olaf den Helliges Søn, og mange andre Mænd i Norge; men herfra af grunder Fortællingen om Kong Haralds Rejser sig paa hans egen Beretning, og de Mænds, som fulgte med ham.


Kapitel 2

Da Harald kom til Jæmteland, fandt han der Røgnvald Brusesøn og endnu flere Mænd, som vare komne derhen fra Slaget paa Stiklestad; de rejste om Høsten derfra til Sverrig, og bleve der Vinteren over. Næste Sommer droge de over til Garderige til Kong Jarisleif, som tog vel imod dem, Harald opholdt sig der i lang Tid; saa siger Bølverk Skald i den Drape, han digtede om Kong Harald:

Ved Stridens Ophør, Konge!
Du blodig Klinge tørred,
Af Rov var Ravnen mættet,
Paa Bakken Ulven tuded,
Saa drog, stridbare Fyrste!
Du næste Aar til Garde,
Vist ingen Landbetvinger
Dig overgaaer i Hæder.

Harald blev da en stor Høvding, og forestod Landværnet for Kong Jarisleif, tilligemed Røgnvald Ulfsøns Søn Eilif, som Thjodolf siger:

Hvor Eilif sad,
Eens bar sig ad
Høvdinger to,
Slagorden de snoe;
Øst-Vender de jog
I snevrest Krog,
Lester (2) blev ej let
Krigsfolkets Ret.

Harald gjorde adskillige Toge omkring i Østerleden, og udførte mange store Bedrifter, hvorover Kongen satte megen Priis paa ham. Kong Jarisleif og Dronning Ingegerd havde en Datter, ved Navn Elisabet, som Nordmændene kalde Ellisif. Harald henvendte sig til Kongen, om han vilde give ham Jomfruen til Ægte; hans Frænder og Forældre, sagde han, vare ham bekjendte, og han kjendte ogsaa noget til hans egen Opførsel. Kongen gav ham et gunstigt Svar, og sagde saa: “Dette er ret vel betænkt, og jeg finder, at det, hvad dig og din Stilling angaaer, er et i mange Henseender antageligt Parti for min Datter; men Landshøvdingerne ville i denne Sag finde, at det var noget overilet, hvis jeg giftede hende med en fremmed Mand, som ikke har noget Rige at beherske, og ikke heller besidder nogen betydelig Rigdom. Imidlertid vil jeg ikke afvise dette dit Tilbud, men tværtimod unde dig denne Hæder paa en passende Tid, skjønt du for det første maa bie en Stund; det er en Gunst, som vi tilstaae dig baade for den hellige Kong Olafs Skyld, saa og for din egen Opførsels Skyld, thi du har under dit Ophold her ikke blot vundet Forfremmelse for dig selv, men ogsaa Hæder for os og megen Fremgang for vort Rige; det er ogsaa at formode, at efter en saadan Begyndelse vil din Berømmelse og Anseelse endnu langt mere tiltage.” Dermed endtes deres Samtale om denne Sag.


Kapitel 3

Derefter fik Harald Lyst til at see sig om i Verden; han samlede en anseelig Skare Mænd om sig, og skiltes fra Kong Jarisleif i alt Venskab. Man fortæller, at Harald drog med sine Folk fra Gardarige vesterpaa, først til Vindland, derfra til Sælland, og heelt over til Frakland; saa siger Illuge Bryndælaskald:

Tit Frankers Fred forstyrred
Min Drot, til Løn for Trusler,
Til Fruens Stad (3) ej hurtig
Ham gik den lange Rejse.

Derfra drog han til Langbardeland (4), som Thjodolf siger:

Han ved Langbarders Lunde
I Værk en Landgang satte.

Saa fortsatte han sin Rejse til Rom, og derpaa ud til Pul (5), hvor han fik sig Skibe, og sejlede derfra med en stor Mængde Folk til Miklegaard, som Bølværk siger:

Haard Byge knuged sorte
Skibsraaer, da ved Kysten
Dog skjoldbedækte Skibe
En prægtig Rustning viste;
Nu Miklegaards den gyldne
Pryd ædel Fyrste skued;
Snart Havnens Arm de skjønne
Og mange Skibe favned.

Den Gang regjerede den mægtige Dronning Zoe, og tilligemed hende Mikael Katalaktus, over Miklegaard. Men da Harald kom til Miklegaard til Dronningen, gav han sig der i Sold med den Trop, han havde med sig; den samme Høst gik han med de andre Tropper ombord paa Galejer, og de sejlede ud paa Grækenlands Hav; Harald havde da sine egne Mænd i sit følge. Da Harald kom til Miklegaard, kaldte han sig ikke med sit rette Navn, men navngav sig Nordbrikt, og det var ikke bekjendt iblandt Folket, at han var af kongelig Slægt, thi det var der forbudet, at Kongesønner maatte have Tropper under deres Befaling eller noget andet Herredømme. Da de droge bort fra Miklegaard, var Overbefalingen over Hæren betroet til en Mand, som hed Gyrger (6), som var en Frænde af Dronning Zoe; der var en stor Mængde Nordmænd med, som de der kalde Væringer. Iblandt Underbefalingsmændene var en Islænder, Mar Hunrødsøn, Fader til Haflide; han havde stor Lyst til at vide, hvem den nyankomne Høvding over Nordmændene kunde være; han begav sig derfor til Haldor Snorresøn, som var der hos Nordbrikt, og vilde udfritte ham; men Haldor vilde ikke indlade sig med ham, saa at Mar ikke fik noget ud af ham, hvorpaa han forlod Hæren, og rejste siden fra Miklegaard. Nordbrikt havde kun været en kort Tid ved Hæren, førend Væringerne fattede stor Hengivenhed til ham, og de holdt sig altid sammen, saasnart der leveredes noget Slag; saaledes blev Nordbrikt tilsidst Høvding over den hele Hær af Væringer; de droge med Gyrger rundt om paa Øerne ved Grækenland, og øvede meget Hærværk; saa siger Bølverk:

Du, snilde Drot! mod Hærens
Anførsel tog, og siden
Alt efter egen Villje
Hvert Aar du Krigen førte.


Kapitel 4

En Gang droge de med Hæren op paa Land, og skulde vælge sig Natteleje imellem Kysten og nogle Skove; Væringerne kom da først til det Sted, hvor de skulde blive om Natten, og valgte sig de bedste og højest liggende Steder til at slaae deres Telte paa. Thi Landet der er af den Beskaffenhed, at Jordbunden er blød, og saasnart der falder Regn, er der et daarligt Lejested paa de lave Egne. Da kom Gyrger, Høvdingen over Hæren, og da han saae, hvor Væringerne havde slaaet Telte, befalede han dem, at flytte bort og at slaae Telte paa et andet Sted, thi han vilde lejre sig der, sagde han. Nordbrikt svarede saaledes: „Dersom I kommer først til Natteleje, saa vælg eders Lejreplads, og vi ville da slaae vore Telte paa et andet Sted, hvor vi finde for godt; gjør I nu ogsaa saaledes, og slaa eders Telte paa et andet Sted, hvor eder tykkes.” Gyrger svarede: “Som Høvding over Hæren har jeg Rettighed til at rejse mit Telt, hvor jeg behager, og mine Folk maae da lejre sig ud fra mit Telt.” Da svarede Nordbrikt: “Hvis du er Grækernes Høvding, saa er jeg Væringernes Anfører, og vi ere ikke forpligtede til at lejre os i en lav Dal under Fødderne paa Grækerne; jeg troede, at Væringeme havde den Ret her i den græske Konges Rige, at de skulle være uafhængige af hver Mand i alle Henseender, og kun skylde Kongen og Dronningen Lydighed.” det kom til en saa hæftig Trætte imellem dem om denne Sag, at de tilsidst paa begge Sider grebe til Vaaben, og det saae ud til, at det vilde komme til Slag imellem dem; da lagde nogle af de forstandigste Mænd sig derimellem, og sagde, det var bedre, de forligtes om den Sag, og traf en saa nøjagtig Aftale med Hinanden, at de ikke oftere behøvede at fornye denne Trætte; der blev da bestemt et Stævnemøde imellem dem. Paa dette Møde blev det saaledes afgjort, at alle vare enige om, at der skulde kastes Lod i Skjød, saa at der ved denne Lodkastning skulde afgjøres imellem Grækerne og Væringerne, hvilke af dem der forrest skulde ride, roe, lægge til Havn og vælge Lejrested, og paa begge Sider skulde de være fornøjede med Udfaldet af Lodtrækningen; derpaa bleve Lodderne mærkede. Da sagde Nordbrikt til Gyrger: “Lad mig see hvorledes du mærker din Lod, for at vi ikke begge skulle faae samme Mærke;” han viste ham det. Derpaa mærkede Nordbrikt sin Lod, og kastede den i Skjødet, og saa gjorde de begge; derpaa gik den Mand, som skulde udtrække Lodden, hen, og tog den ene af Lodderne op imellem sine Fingre; han holdt Haanden i Vejret, og sagde: “Disse skulle forrest ride og roe, lægge til Havn og vælge sig Leje og Lejrested.” Nordbrikt greb Mandens Haand, tog Lodden, og saae paa den: “Det er vor Lod,” sagde han, og kastede den strax ud i Havet.” Gyrger sagde: “Hvorfor lod du ikke andre see Lodden?” “Betragt nu den, som er tilbage,” sagde Nordbrikt, “der kan du see dit Mærke paa den.” Derpaa besaae de den Lod, og alle saae, at Gyrgers Mærke var paa den; Dommen blev da, at Væringerne skulde have det første Valg i alt det, som de havde trættet om. Der vare endnu adskillige andre Ting, som de kom i Uenighed om, men Nordbrikt fik altid sin Krig frem. Om Sommeren droge de alle ud i Forening, og hærgede vide om. Naar hele Hæren var samlet i Slag, lod Nordbrikt sine Mænd være saa godt som udenfor Striden eller paa det Sted i Fylkingen, som var mindst udsat for Fjenden, og tog sig saaledes vare for at miste sine Folk; derimod sparede han ikke Grækerne, men lod dem udsætte sig, hvor Fare var forhaanden; men naar Nordbrikt var allene med sine egne Folk, da stred han med en saadan Tapperhed, at enten maatte de vinde Sejer eller døe; det hændte sig ogsaa altid, naar Nordbrikt var Høvding over Hæren, da vandt han Sejer, naar Gyrger ikke kunde. Dette mærkede Grækerne, og sagde, at de vare bedre farne, hvis Nordbrikt var allene Høvding over den hele Hær; de dadlede meget Gyrger, og sagde, de kunde intet udrette for ham og hans Folk. Han svarede dertil, at Væringerne ikke vilde yde ham nogen Hjælp, og bad dem derfor drage hen paa et andet Sted, og de maatte da hver paa sin Side udrette hvad de kunde. Nordbrikt drog da bort fra Hæren tilligemed Væringerne og alle Rommerne, men Gyrger drog bort med Grækernes Hær; det viste sig da snart, hvad hver af dem duede til; Nordbrikt fik altid baade Sejer og meget Gods, men Gyrger drog hjem til Miklegaard med sine Folk, undtagen det unge raske Mandskab i Grækernes Hær, som gjerne vilde gjøre Bytte, de samlede sig til Nordbrikt, og antoge ham til deres Anfører.


Kapitel 5

Nordbrikt gik da med sin Hær vesterpaa til Afrika, som Væringerne kalde Serkland; der fik han en anseelig Tilvæxt af Tropper, og gjorde saa meget Hærværk, at han indtog firsindstyve Borge paa Serkland, af hvilke nogle overgave sig frivilligen til ham, andre bleve indtagne med Magt; som Thjodolf siger:

Man firsindstyve Borge
I Serkland kan opregne,
Som unge Drot indtaget
Med største Farer haver,
Førend til Hildes haarde
Leg han fremdrog med Skjolde,
For fra de Saracener
Sicilien at vinde.

Saa siger Illuge:

Du, Harald! Sydens Lande,
Hvor Budles Søn har fordum
Indbudet Svogre (7), lagde
Til vældigst Mikaels Rige.

Her siges, at Mikael den Gang var Grækernes Konge. Nordbrikt forblev mange Aar i Afrika, og erhvervede sig der en overordentlig Deel Gods i Guld og Sølv og alleslags Kostbarheder; men alt det Gods, han erhvervede sig, og som han ikke behøvede til sine egne eller sine Troppers Fornødenheder, sendte han med nogle af sine paalidelige Mænd til Holmgaard, hvor han gav Kong Jarisleif det i Forvaring. Der sankedes saaledes en uhyre Skat, som man let kan begribe, da han Hærgede den Verdensdeel, som var den rigeste paa Guld og kostelige Sager, og eftersom han der udrettede saa meget, som vi nys efter Sandhed have fortalt, i det han bemægtigede sig firsindstyve Borge i Afrika, hvortil endnu kom alt det Bytte, han gjorde i Grækenlands Hav og paa Sicilien, som siden skal fortælles. Det var heller ikke blot med ringe Bønder han stred i Serkland, men derimod med selve Kongen i Afrika, som han overvandt, og hvis Rige han vide omkring underlagde sig; som Thjodolf siger:

Hint Drog, som ingen Fjende
Har kjendt, til Strid uvillig,
Ej stædtes der, hvor Helten
De fjerne Lande Hærged;
Afrikas Folk og Fyrste
Ej raadeligt det kunde,
Mod ham frugtbarest Rige
I Længden at forsvare.

Saa siger Bølverk:

Heel drabelig du kæmped,
Min Fyrste! hvor i Slaget
Mod Stranden Skibet dreves,
Og Blod for Kjølvand havde;
Men overbord i Mængde
Nedstyrted Lig til Havets
Sandgrunde, da du sydlig
Sicilien erobred.

Derpaa sejlede Nordbrikt med hele Hæren til Blaaland i en stor Storm og hæftig Søgang, som Bølverk kvad:

For Hædersfærd du Flaaden,
Min Drot! i Vove satte,
Til Morlands vide Kyster
En herlig Bør dig førte,
Dog maatte Master kæmpe
Med voldsom Hagl og Storme,
Og Havets haarde Brænding
Af Kjøle møjsomt pløjes.

Men da han kom til Blaaland, hærgede han der, som andensteds, men hvorsomhelst han stred, der vandt han Sejer i hvert Slag; derom taler Bølværk:

Hver Træfning, som der holdtes,
Hvor skarpe Klinger mødtes
I hæftig Kamp, har Kongen
Med følgets Bistand vundet.

Derpaa vendte Nordbrikt tilbage til Miklegaard, og opholdt sig der i nogen Tid, æret og anseet af Kongen og Dronningen. En Dag, da Nordbrikt og Væringerne sade ude og fornøjede sig paa en aaben Plads, da gik Dronning Zoe derhen i Nærheden, og saae hvor prægtig og modig de opførte sig, naar ingen lagde Mærke til dem. Hun gik hen til Nordbrikt, og sagde: “Du, Nordmand! giv mig en Lok af dit Haar!” “Dronning!” sagde han, “du skal ikke have det ganske uden Gjengjeld, .” dette tyktes man var meget spøgefuldt sagt; de skiltes dermed ad, og hun gik sin Vej.


Kapitel 6

Erlend hed en Mand, som var Væring der ved Hoffet; hans Kone faldt i Raseri. Erlend bad Nordbrikt om at give et godt Raab, hvorved hun kunde faae sin Helsen, thi han holdtes for en klog Mand. Nordbrikt lovede, at han for hans Bøns Skyld skulde forsøge det; han gik derpaa til Konens Bolig, og gav sig i Samtale med hende; hun fandt sig ret rolig deri. Han drejede Samtalen saaledes, at han kom til at bede hende vise sig hendes Smykker og Kostbarheder; hun gjorde det. Da sagde Nordbrikt: „Hvorfra har du faaet dig saa herlige Smykler og uskatterlige Kostbarheder?” Hun stillede sig an, som om hun ikke ret vidste det. Han vedblev: “Jeg tænker, du har faaet de mest udmærkede Smykker til Givendes.” Hun tilstod det. Han spurgte, hvad hun havde givet den, som forærede hende Kostbarhederne, derfor. Hun sagde, hun havde ikke givet noget. “Det skikker sig dog ikke,” sagde han, “jeg vil give dig et kosteligt Stykke, som du kan give ham igjen for disse Smykker.” Hun lovede det. Han gik derpaa bort, og lod strax forfærdige et Guldkors, og lod det derpaa indvie; derefter begav han sig til hende paa ny, leverede hende Korset, og sagde: “Nu skal du sige mig omstændelig, hvorledes det har sig med hele din Forfatning.” Hun svarede: “Der kommer en Mand, og søger Seng hos mig om Nætterne, og som jeg synes godt om; han har givet mig alle de bedste Smykker, jeg har.” Da sagde Nordbrikt: “Du gjorde vel i, at du sagde mig Sandheden, du skal nu have det hos dig, som jeg bragde dig, og give ham det, naar han kommer til dig!” Derpaa gik Nordbrikt bort, og sagde til Erlend, hvorledes det hang sammen; “vi maae nu,” sagde han, “passe paa, om denne Mand besøger hende.” Noget efter saae de en Aften en Mand gaae hen til hendes Bolig; det var en stor og smuk Mand, og det syntes dem allevegne hvor de kunde see hans blotte Hud, at den var ligesom guldfarvet; han steg strax op i Sengen til hende; hun viste ham Korset, og sagde: “Nu vil jeg ikke længer modtage saa mange Gaver af dig, som du har bragt mig, uden at give dig noget derfor, jeg vil give dig denne Kostbarhed;” men da han saae Korset, blev han ilde tilmode derved, og forsvandt strax, men hun laae meget afmægtig tilbage i Sengen. Nordbrikt og Erlend vaagede over hende, og plejede hende det bedste de kunde. Da sagde Nordbrikt: “Jeg tænker, dette har i fordums Dage været en ond Mand, som siden er faren i Troldeham og er bleven til en Orm (8), og ligger og ruger paa Guld; veed I noget til, om der er noget Ormeleje her i Nærheden?” Man sagde ham, at der virkelig var et saadant. Nordbrikt drog strax derhen, og havde mange Mænd med sig; men der hvor man sagde Ormelejet skulde være, vare saa stejle og høje Bjerge, at de ikke kunde komme til det; de bare da en stor Deel Brænde sammen, og gjorde et Baal paa Bjerget; men da der ret begyndte at komme Ild i Baalet, kom der frem af den Hule, som var paa Bjæget, en stor og hæslig Snude; da sagde Nordbrikt: “Nu faae vi intet videre udrettet her for denne Gang, lad os vende tilbage til Borgen; men jeg tænker, det vel kan hænde sig, at dette Utyske ikke har syntes godt om Ilden, og vil see at flytte sin Bolig herfra.” Og næste Nat efter Drømte en Bonde, at der kom en Mand til ham, som bad ham laane sig et Skib til at flytte sine Sager bort paa, og lovede, at han skulde lade Betalingen derfor blive liggende efter sig. Det tyktes Bonden, at han laante ham det, og om Morgenen, da han vaagnede, gik han ned til sit Skib, og saae, at det havde nylig været i Brug, og i Stavnen paa Skibet stod der et stort Skab med Guld. Siden mærkede man intet Meen af dette Udyr, og Erlends Kone kom derpaa igjen til sin Helsen. Nordbrikt var meget afholdt af alle Væringerne, og alle priste hans Viisdom, og ansaae ham for en særdeles dygtig Mand i alle Foretagender og Raadslagninger.


Kapitel 7

Nu er dernæst at fortælle, at der bragdes Kongen i Miklegaard Efterretning om, at en overmaade stor Hær af Hedninger var falden ind i hans Rlge, og ødelagde med Od og Eg alle de Byer og Borge, de kom til. Da sagde Gyrger til Kongen: “Nu er det godt, Herre, at benytte os af Væringerne og deres Høvding Nordbrikt, og at lade dem forsøge sig nu, thi den Gang, da vi alle i Forening vare paa Krigstoge, vilde de ingen Hjælp yde os; der ere ogsaa mange, som har Mistanke om, at det er en kongebaaren Mand, denne Nordbrikt, som du, uden at vide det, har i din Tjeneste, han opfører sig saa stolt, at han vil have at sige over alle andre, men I veed, at det har aldrig været Skik, at saadanne Mænd tages her i Sold.” Kongen svarede: “Det siges rigtig nok, men det er ikke beviist, at han er kongebaaren; men vitterligt er det, at han overgaaer alle andre i Snildhed og Tapperhed, og Mænd af en saadan Beskaffenhed finde vi bedst skikkede til Landets Forsvar.” Kongen holdt derpaa Stævnemøde med Høvdingerne, og forlangte, at Væringerne skulde drage mod Hedningerne: “det er eders Pligt og Skyldighed,” sagde han, “at forsvare vort Rige.” Nordbrikt lovede det, og gjorde sig og sin Hær færdig; derpaa marserede de, indtil de saae Hedningernes Hær, og Væringerne havde ingen andre Tropper til Hjælp. Hedningerne havde en stor Mængde jernbeslagne Vogne med Hjul paa, til at kjøre ind paa deres Fjenders Fylkinger, og de havde desuden mange andre Slags Krigsmaskiner, som kunde skade Væringerne. Nordbrikt holdt Raad med sine Folk, og sagde: “Nu vil det her bekræftes, at Grækerne have fattet Avind imod os Væringer, der har tit været sat Snarer for os, at vi kunde styrtes i en Ulykke; det vilde være at stampe imod Brodden, hvis vi gave os i Slag med Hedningerne, da vi paa ingen Maade med den Styrke, vi have, kunne overvinde dem; jeg vil derfor, at vi nu først skulle paakalde Gud, samt min Broder, den hellige Kong Olaf, og love at lade en Kirke opbygge i Miklegaard, og lade den indvie til hans Ære, hvis han denne Gang giver os Sejer over Hedningerne.” Dette samtykkede alle, og haandfæstede deres Løfte, hvorpaa de fylkede Hæren imod Hedningerne. Hedningerne havde mange Konger til Anførere i deres Hær, men een af dem, som var den klogeste af dem alle, var Overkonge, dog var han blind. Men da Fylkingerne nærmede sig imod hverandre, agtede Hedningerne at lade deres Vogne kjøre frem imod Væringerne, men alle Vognene stode saa fast, at de ikke kunde faae en eneste fremad; da sagde den blinde Konge: “Dette er et stort Under, men her skeer endnu et andet ikke mindre, at jeg, som er blind, seer en Mand paa en hvid Hest ride foran deres Hær, frygtelig at see til.” Ved alt dette tilsammen bleve strax mange af Kongerne slagne af Frygt, og flyede; men sex af dem bleve tilbage, og holdt Slag; det endte saaledes, at Væringerne fik Sejer, og vendte hjem til Miklegaard med meget Bytte og Hæder. Derpaa lode de en prægtig Kirke bygge; men formedelst onde Mænds Bagvaskelse og Øretuderier befalede Kongen, at Kirken ikke maatte indvies. Nordbrikt lod ikke desmindre foranstalte et prægtigt Gjæstebud; men Kongen forbød, at give ham Brænde til Anretningen ved Gjæstebudet, og yttrede, at Nordbrikt gjorde sig saa meget til, at selve Konger ikke kunde haandhæve deres Ret og den Højhed, som tilkom dem, for hans Overmods Skyld; ikke desmindre fandt Nordbrikt paa Udveje, at Anretningen kunde komme i Stand, Kongens Forbud uagtet. Han gik derpaa hen, og bad Biskoppen komme, for at indvie Kirken, men denne svarede, at han ikke torde gjøre det for Kongen. Nordbrikt lovede da, at han nok skulde mage det saaledes, at Kongen gav Tilladelse til, at Kirken blev indviet. Han begav sig da til Kongen, og forestillede ham, hvor ubilligt det var, at han lagde Hindringer i Vejen for, at der vistes Kong Olaf den tilbørlige Hæder, saa kraftig en Gjerning han havde viist dem, og da han ved sin Helligheds Kraft havde ydet Grækernes Rige en saadan Beskjermelse; han bragde det endelig ved sine Forestillinger saa vidt, at Kongen drog selv med ham til Gjæstebudet, saavel som Biskoppen, og der holdtes det prægtigste Gjæstebud. Kongen spurgte, hvad han havde gjort Ild med, da han havde forbudet at lade ham faae Brænde; han sagde, han havde brugt gamle Skibe, Græstørv og Valnødder dertil. Da blev denne Kirke indviet, og smykket med en stor Klokke, men formedelst sine Raadgiveres Bagvaskelser lod Kongen Knøvelen tage ud af den. Nordbrikt og Væringerne paakaldte da Kong Olaf, og denne skrækkede derpaa Kongen i Søvne, og truede ham med en stor Ulykke; men ham gjorde det intet andet Indtryk paa, end at han faldt i Sorg og Bedrøvelse, Dronningen derimod indsaae den sande Sammenhæng, hvad der fejlede ham, og bad derfor Nordbrikt, at komme hen at hjælpe Kongen. Han gjorde saa, og bad Kongen om, at han skulde lade Knøvelen igjen sætte i Klokken, og give tre andre lige saa gode Klokker til Kirken, og selv gaae did og med frit Forsæt dyrke Kong Olaf; Kongen lovede det, og opfyldte virkelig sit Løfte. Der i Miklegaard var det indrettet saaledes, at der vare tvende Haller, som Kongens Krigsfolk og Landværnsmænd boede i, den ene over den anden, og denne kaldtes den øverste Sal; herom bleve de uenige, hvem af dem, Grækerne nemlig og Væringerne, der skulde tage Qvarteer i hver af disse Sale, det kom da til Lodkastning, og Lodden traf Nordbrikt og Væringerne, saaledes at de skulde indtage den øverste Sal, og dette overholdtes derefter, saa at Nordmændene der have Haft deres Qvarteer.


Kapitel 8

Dernæst drog Gyrger og alle de andre tilsammen med en Hær fra Miklegaard, og der blev bestemt, at de skulde betale Kongen af Miklegaard hundrede Mark af hvert Skib, men hvis de gjorde mere Bytte paa dette Tog, skulde det tilfalde dem selv. De sejlede med Hæren til Sicilien, og gik der paa Land, og hærgede. Sicilien er et stort Rige; der ere store og stærke Borge; de belejrede en stor og folkerig Borg, som var omgiven med saa stærke Mure, at de neppe troede, de kunde nedbrydes; Borgene vare vel forsynede med Levnetsmidlerne saavel som med, hvad de ellers behøvede til Forsvar. Men da de nu havde ligget for denne Borg, og anfaldet den i nogle Dage, uden at udrette noget, da sagde Gyrger: “Man maa lade sig nøje med smaat, naar man ikke kan faae større, denne Borg vil kunne holde sig længe; det er derfor bedre, vi søge ud paa Kysterne, hvor der ikke ere saa stærke Borge.” Nordbrikt svarede: “Det vil vare længe, førend vi faae saa meget Gods, som vi skal betale Kongen i Miklegaard, dersom vi ikke skal anfalde uden Udskjær og Næssestrækninger, hvor der intet Bytte er at gjøre; hvad vil I vel nu give mig, hvis jeg finder paa et saadant Raad, at Borgen snart bliver vunden?” Gyrger spurgte, hvad han forlangte. “Jeg vil,” sagde han, “tage forlods ud tre Kostbarheder af det Bytte, vi her gjøre.” Gyrger sagde, at det vilde de indgaae, og det blev vidnesfast afgjort. Derpaa gik Nordbrikt hen til et Sted, hvor der faldt en Flod ned i en dyb Kløft, saa at man ikke kunde see derhen fra Borgen af; derfra lod han en Grøft grave hen til Borgen, og al Jorden fore ud i vandet, saa at det bortskylledes af Strømmen. Hertil skiftedes de i forskjellige Afdelinger, saa at de baade Nat og Dag vare beskjæftigede med dette Arbejde, men Hovedstyrken af Hæren gjorde imidlertid hver Dag Anfald mod Borgen; og Mændene i Borgen gik til Skydehullerne, og de skjøde paa hverandre, men de sov paa begge Sider om Nætterne. Men da Nordbrikt kunde indsee, at den underjordiske Gang nu var bleven saa lang, at Graven maatte række inden for Borgmuren, saa lod han hele Hæren væbne sig; det var hen, imod Dag de gik ind i Jordgangen, saa mange som der magelig kunde rummes; men da de kom til Enden af Gangen, sagde Nordbrikt: “Nu have vi Haft et svært Arbejde, og maae vel ønske, at faae vor Møje godt lønnet, men dermed vil ikke være ringe Fare forbunden; men hvis det vil lykkes os godt med vor Opkomst i Borgen, da maaskee de, som ere i Borgen, ville blive heel forfærdede, naar der komme Mænd paa dem som Spøgelser nede fra Jorden af; vi skulle ogsaa indrette vor Dragt og bære os selv saaledes ad, at de aldrig skal kunne vide, hvad for nogen vi ere.” Derpaa grove de efter Nordbrikts Raad op over deres Hoveder, indtil de kom til murede Stene; men saa nøjagtig havde Nordbrikt indrettet Gravningen af Grøften, at det var Gulvet i en Steenhal i Borgen, som de saaledes stødte paa. Da sagde Nordbrikt: “Lad os nu bryde Gulvet op, og hvis her er nogen tilstede, saa skulle vi alle skrige og hyle, i det vi gaae op”. De gik op i Hallen, og der vare mange af Borgens Besætning, som spiste og drak der; det var da noget lyst af Dagskjæret, men da mørke Hjelme kom op der i Tusmørket, og derpaa fulgte en skrækkelig Hylen og Allarm, saa sprang de forfærdede op, og alle flyede, som kunde, men nogle bleve dræbte; de, som kom ud, løb omkring i Borgen med Skrig og Straal, og sagde, at de Folk, som belejrede Borgen, vare saa troldkyndige, at de sendte Fjender til dem nede fra Jorden af. Krigerne satte efter de Flygtende, men nogle bemægtigede sig Borgporten og lukte den op; den hele Hær marserede da derind, og da de kom ind i Borgen, dræbte de en Deel, men en stor Mængde flyede, nogle overgave sig og bade om Naade, og alle de fik Nåde, som bade derom; paa denne Maade bemægtigede Nordbrikt og hans Folk sig Borgen, samt en uhyre Rigdom. Da sagde Nordbrikt: “Jeg tænker, Gyrger, at vi skulde længe have strøget omkring ved Kysterne af Landet, førend vi fik saa meget Gods, som i denne ene Borg, I vilde forlade; jeg vil nu udvælge mig de Kostbarheder, som tilkomme mig i følge vor Forening.” “Sandt er det,” sagde Gyrger, “at her er gjort et anseeligt Bytte, men mig tykkes det sømmede sig bedst for dig, ikke at tage Kostbarhederne til dig før hjemme i Miklegaard, naar vi dele Resten af Byttet, hvis noget falder i vor Lod.” Nordbrikt svarede: “Dette Gods tykkes mig jeg har fuldkommen fortjent, thi vi vilde ikke have Haft denne Borg i vor Magt i Dag, hvis ikke mit Raad havde hjulpet os dertil; hvad synes da de andre Høvdinger i Hæren, er det billigt, at jeg faaer disse Kostbarheder eller ikke?” Alle gave ham Ret, og sagde, at en saadan Mand med Rette kunde kaldes en Høvding, der var baade saa klog og tapper. “Sandt er det,” sagde Gyrger, “at det er gaaet godt og meget Bytte er forhvervet, og nu er det bedst at holde op, medens Legen er god, og at Vende tilbage til Miklegaard med det vi have.” Nordbrikt svarede: “Vi have endnu ikke faaet fuldt saa meget Gods, at vi kunne betale hundrede Mark af hvert Skib, og vi skulle endnu længere prøve Styrke med Indbyggerne, thi jeg har spurgt, at her er Udsigt til endnu mere Bytte.” Hele Hæren samtykkede med ham, og ophøjede hans Betænksomhed og Snildhed.


Kapitel 9

Derpaa rykkede de for en anden Borg, og gave sig til at belejre den; den var baade større og folkerigere, og saa stærk, at der var intet Haab om at tage den med Magt. Da sagde Gyrger til Nordbrikt: “Denne Gang vil det overstige dine Kræfter, hvis du tænker at vinde denne Borg, og du har altfor stor Tillid til dig selv formedelst din forrige Sejer; lad os hellere drage videre frem, og ikke gjøre os selv til Latter ved at ville tilkæmpe os hvad der ikke er muligt.” Nordbrikt sagde: “Det er vel sandt, at denne Borg ikke kan indtages ved samme List, som den forrige, men endnu er ikke alt mit Haab ude, at der jo kan findes Midler til at indtage den, naar vi give os Tid at søge dem; men jeg vil nu foreslaae dig, Gyrger, at drage bort herfra; skjønt der ikke er saa meget Gods, som der efter aftalen skal betales til Kongen i Mikllegaard, saa er der dog noget samlet, men du kan imidlertid ikke faae det med dig, thi vore Mænd, som blive her tilbage, behøve det, jeg for min Part vil nemlig ikke for det første forlade denne Borg.” “Jeg troer dog ikke,” sagde Gyrger, “at du vil finde paa noget Raad til at kunne indtage denne Borg.” “Det maa nu komme paa en prøve an,” sagde Nordbrikt. Gyrger kunde ikke overtale sig til at drage bort med lidet eller intet Gods. Besætningen i Borgen syntes kun lidet at bekymre sig om deres Angreb; de gik næsten hver Dag ud paa Borgmuren, og bade Belejrerne, at strænge sig ret an, thi det kunde nok gjøres nødig, sagde de; “denne Borg,” sagde de, “er meget rig paa Guld, og har endnu større Overflødighed paa sjeldne Klæder og andre Kostbarheder; vor Borg har saa faste Mure, at I nok skulle lade være at nedbryde dem; det skal ogsaa vare længe, førend I undergrave den, som den forrige, thi den ligger aldeles paa et Bjerg; I skulle ogsaa før selv sulte ihjel, førend I udhungre os;” de spottede Belejrerne paa allehaande Maader, men Nordbrikt lod som han ikke hørte det, og bad sine Mænd ikke at give sig i Ordstrid med dem. Det var paa nogle flade Marker, de havde slaaet deres Telte, og kort derfra laae en fager Skov; til denne Skov fløj der om Dagen en stor Mængde Smaafugle fra Borgen, som havde deres Reder der paa Huustagene, og om Dagen fløj ud, for at søge Føde, men om Aftenen Vendte tilbage til Borgen til deres Unger. Da fandt Nordbrikt paa det Raad, at han lod tage Lim, og lod det Hede i en Kjedel, derpaa lod han det føre ud til Skoven og ganske hedt smøre paa Grene og Qviste af Træerne, hvor Fuglene plejede at sidde; det størknede da derpaa, saasnart det blev koldt; men Dagen efter da Fuglene satte sig i Skoven, bleve de hængende ved Grenene, saa at de ikke kunde flyve bort, thi Solheden smeltede Limen; Nordbrikt lod da Fuglene fange, og sagde, at disse Smaafugle skulde indtage Borgen for dem; derpaa lod han skjære tynde Spanner af harpixholdigt Træ, og lod dem antænde, efterat de vare dyppede i Svovl og Vox; slige Knipper lod han binde paa Ryggen af alle Fuglene, saa smaae, at de endnu havde Kraft nok at flyve med; men da det begyndte at aftnes, fløj Fuglene, saasnart man slap dem løs, alle paa een Gang ind i Borgen til deres Reder og Unger, som de havde paa Huustagene, der vare takte med Rør eller Halm. Da greb Ilden fra Fuglene fat i Tagene, og skjønt hver kun havde en ringe Deel, blev det dog snart til en stor Ild, da mange Fugle førte den til Tagene rundt om i Borgen, og derpaa stak det ene Huus Ild i det andet, indtil den hele Borg stod i Lue. Da gik alle Indbyggerne ud af Borgen, og bade med Ydmyghed om Naade, de selvsamme, som før mangen Dag havde ladet saa drabelige, og saa spottende havde talt til Grækernes Hær og deres Høvding. Nordbrikt gav alle dem Fred, som bade derom; han fik saaledes denne Borg i sin Magt, og de gjorde der endnu større Bytte, end i den forrige; saa siger Thjodolf:

Hist Fjendernes anfører
Af Spydes Larm forskrækket,
Og de, som undkom, bade
Om Sejerherrens Naade.
Ved sydligt Hav vor Hersker,
Saa vide det erindres,
Tit Guld med Vaaben kjøbte,
Hvor Fejghed bort sig ønsked.


Kapitel 10

Der var nu en tredie Borg, de kom til; den var endnu langt større, end nogen af de andre, og saa stærk, et de saae ingen Udvej til at indtage den med Magt. Da sagde Gyrger: “Det synes mig nu raadeligst, at vende hjem til Miklegaard, efter at vi have vundet saa herlig en Sejer og saa meget Gods; thi jeg troer, at Kongen i Miklegaard nu vil kunne tage sin Part, og der vil endda blive en anseelig Deel tilovers til hver af os, og det er derfor det fornuftigste at forlade denne Borg, eftersom det er vist, at vi ej kunne undertvinge den; det vilde ikke være godt, hvis vi skulde tabe Frugterne af den store Sejer, vi have vundet, og ikke faae andet, end Spot og Foragt isteden.” Nordbrikt svarede: “Der er nu mere Grund til at vende tilbage, end før, men kun nødig vil jeg strax, uden at gjøre et Forsøg, forlade denne Borg, thi lykkes det os, at indtage den, saa ville vi her gjøre ligesaa stort Bytte af Guld og Kostbarheder, som i begge de andre; men maaskee man kunde finde paa een eller anden List, som de, der ere bange af sig, ville finde alt for fattig, imiderlertid vil jeg dog forsøge derpaa, hvis Krigsfolket giver sit Samtykke dertil.” Men hele Hæren, saa mange de vare, opmuntrede til, at man skulde belejre Borgen, og sagde, at de vilde gjøre efter hans Raad. Gyrger fraraadte det, og sagde, at det vilde ikke gaae godt; det gik gjerne saaledes med de Overmodige, sagde han, hvor kloge de end indbildte sig at være, saalænge Lykken var med dem, at de omsider tabte deres Dristighed, saasnart Lykken slog fejl. Nordbrikt sagde: “Hvo intet vover, han intet vinder; men hvis jeg her allene skal skaffe Raad, og udsætte mig for en ikke ringe Fare, saa vil jeg ogsaa have det samme Vilkaar, som før.” Dette samtykkede alle; de lejrede sig derpaa omkring Borgen, og der gik saaledes en Tid hen, uden at Angrebet havde nogen Fremgang. Dette gjorde de Belejrede dristige, og de bade dem om at komme saa nær, at de kunde tale med dem: “I ere seendrægtige til Anfald, saa stor en Hær, som i dog have, og skjønt eders Høvding aldrig er forlegen for Anslag; I komme dog til at vise større Djærvhed, hvis I ville indtage denne Borg; thi I kunne hverken undergrave den, eller vinde den ved at binde Byrder paa Fugle og ved Høvlespaaner, slige Paafund skulle vi nok tage os i Agt for; der skorter os heller ikke paa Folk og andre Forsvarsmidler her i Borgen imod eders Anfald med Vaaben eller andre Krigsmaskiner, som Skik er at bruge til Borges Erobring: det skulle I ogsaa vide for vist, at mere Gods ville I her finde for eder, baade af Guld og Kostbarheder, end i de to Borge, I forhen have indtaget.” Hæren knurrede nu, da de hørte denne de Belejredes Spot og Udæskning, og saasnart det blev Aften, Hærklædte alle deres Folk sig, og gjorde Anfald imod Borgen, og vilde prøve, om Borgmændenes Forsvar var ligesaa skarpt, som deres Ord og spottende Udfordring; men saasnart de kom nær hen til Borgen, manglede der ikke paa Valslynger, udkastede Stene og Skudvaaben, saa at de ikke kunde staae sig derimod, men vendte tilbage til deres Lejr. Men kort efter faldt Nordbrikt i en saa hæftig Sygdom, at han gik til Sengs; han lod da sit Landtelt flytte bort fra de andre Telte, thi han meente, at han da vilde faae nogen mere Ro, naar han ikke kunde høre Hærens Gny og Vaabenlarm; dette hans Telt blev sat prægtig i Stand, der opsattes høje Stænger, og paa Enden af dem vare forgyldte Vejrhaner; hans Mænd gik daglig til ham i store Flokke, for at hente Raad hos ham, og de vare altid bedrøvede, naar de gik bort. Borgmændene lagde nu Mærke til, at der var noget Nyt paa Færde i Grækernes Hær, og sendte hemmelig nogle Spejdere ud, som skulde indhente Kundskab om, hvad der foregik; men da Spejderne kom tilbage til Borgen, kunde de bringe den Tidende, at Væringernes Høvding var syg, og laae i det smukke Telt, som de saae ligge for sig selv, og derfor skede der intet Angreb paa Borgen. Da der saaledes var gaaet nogen Tid, aftoge hans Kræfter, og Belejrerne bleve da meget sorrigfulde og nedslagne. Alt dette fik Borgmændene at vide. Endelig tog Nordbrikts Sygdom saaledes til, at Rygtet om hans død udbredte sig i den hele Hær; derpaa gave Væringerne sig i Tale med Borgmændene, og underrettede dem om deres Høvdings død, og bade Præsterne, at tilstaae ham et Gravsted i Borgen. Men da Borgmændene fik denne Tildragelse at vide, og der vare mange, som havde Klostere eller andre saadanne store Stiftelser under deres Bestyrelse, saa vilde de alle have hans Legeme til deres Kirke, thi de vidste, at der vilde vanke et stort Offer. Den hele Skare af Præsterne iførte sig da deres Prydelser, og drog ud af Borgen med Skrin og Helligdomme i en prægtig Procession. Væringerne anstillede da ogsaa en stor Ligfærd, Kisten blev baaren højt i Vejret, var tjeldet ovenover med Purpur, og foran bares mange Faner. Men da Liget var kommet inden for Borgporten, satte de Kisten ned tværs for Portaabningen, og Væringerne blæste da Hærblæst i deres Lure, og trak deres Sværd; strax styrtede hele Grækernes fuldtvæbnede Hær ud af Lejren til Borgen; men de forreste, som havde baaret Fanerne og Kisten, havde Brynjer under deres Kapper og Hjelme under Hattene. Nordbrikt havde selv været med at bære Kisten tilligemed de andre, men den var tom: men Munkene og de andre Præster, som før havde kappets om først og forrest at komme Liget imøde, for at tage mod Offeret, gjorde sig nu ingen Umage for at komme Væringerne nær, thi disse dræbte hver den, de naaede, hvad enten det var Klerk eller Lægmand. Der fortælles, at Nordbrikt havde Brynje under sin Kappe, som de andre, der fulgte med Kisten, men Hugvaaben havde han ikke i førstningen; og da de satte Kisten ned i Porten, sagde han til Haldor Snorresøn, at han skulde gaae djærvelig frem med Fanen. Haldor svarede temmelig vredt: “En Hare maa bære Fanen foran dig, saa fejg som du nu er.” Nordbrikt svarede: “Vistnok maa man tilstaae, at du gaaer tappert frem og behøver ingen Opeggelse, men dog fører du nu en temmelig dristig Tale.” Da fik Haldor et Hug i Ansigtet, og alle de bleve noget saarede, som havde gaaet med Kisten, og først kom ind i Borgen, og det især af de Steen, som bleve kastede paa dem fra Taarnene. Da kom den Jarl dem imøde, som befalede i Borgen, en ung og modig Mand og særdeles vaabendjærv; han trak sit Sværd og vilde hugge til Nordbrikt, men denne løb imod ham, greb Sværdet og rev det fra Jarlen, men tog ham selv til Fange, og overgav ham til sine Mænd. Dette Sværd var en sjelden Kostbarhed, og Nordbrikt bar det siden; Borgmændene overgave sig da, alle de, som før havde sat sig til Modværge. Nordbrikt spurgte Jarlen, om han vilde have Naade paa Livet. Han svarede: “Sikkerlig vil jeg; men hvem er du? du er vist en kongebaaren Mand.” Nordbrikt sagde ham hemmelig Sandheden, hvem han var. Jarlen fik Fred for alle dem af Besætningen, som endnu vare i Live; Nordbrikt bemægtigede sig der overmaade meget Guld og mange Kostbarheder, men satte derpaa atter Jarlen over Borgen. Mange Stæder og Lande indtog Nordbrikt for den græske Konge, baade paa dette Tog og paa det forrige. Der siges, at han paa dette hele Krigstog holdt atten store Feldtslag; saa siger Thjodolf:

Folk vide, at du atten
Ret skarpe Slag udførte;
Forlig dog Fyrster brøde
Mod dig, vor Harald! ofte.
Tit, hæderkronte Konning!
Du Ørnens Hoved rødned,
Og skjænked Ulven Bytte,
For hid du atter stunded.

Nordbrikt sagde da til Gyrger, at han vilde have de Kostbarheder, som vare de dyrebareste af Byttet, saaledes som han havde betinget sig; men Gyrger sagde, han vilde føre dem til Stolkongen. Nordbrikt svarede: “Jeg troer, at have fuldkommen Ret til den Deel, som blev lovet mig, og jeg lader mig den ikke saa let aftviste; du maa tage i Betænkning, Gyrger, at du har aldrig paa dine Krigstoge erhvervet saadant Gods eller udført saa store Bedrifter; thi vi vilde for lang Tid siden være komne tilbage til Miklegaard uden Hæder og Gods, hvis der ikke havde været en raskere Høvding i Hæren, end du.” Saadant kom de i Uenighed over. Derpaa droge de hjem til Miklegaard med Hæren, og Nordbrikt opholdt sig der en kort Tid, førend han tiltraadte sin Rejse til Jorsaleheim; han lod da alt det Guld, han fik i Sold af den græske Konge, blive tilbage, og det samme gjorde alle Væringer, som gave sig med ham paa denne Rejse; ham fulgte da altid, som de første og forreste, Haldor Snorresøn og Ulf Staller Ospaksøn, foruden en Mængde andre Nordmænd og Væringer; men Gyrger blev tilbage, og bagtalte Nordbrikt meget hos den græske Konge, han vilde nemlig, sagde han, drage alt Gods og Bytte til sig, og tiltænkte Kongen kun lidet deraf; saa yttrede han og, at han nok vilde lægge an paa at berøve ham Riget, hvis hans Begjerlighed og Ærgjerrighed havde saadan Fremgang, som det saae ud til.


Kapitel 11

Nordbrikt sejlede fra Miklegaard over Grækenlands Hav til Jorsaleland, og drog derpaa med sin Hær op til Jerusalem; hvor han drog igjennem Jorsaleland, bleve alle Borge og Kasteller oplukkede for ham og uden Modstand overgivne til ham. Derom vidner Stuf Skald, der hørte selve Kong Harald og mange andre, som vare paa Rejsen med ham, fortælle disse Tildragelser; han siger, at Jorsaleland uden Ild og Sværd kom i Kong Haralds Magt:

Højmodig Helt sig rusted,
For helligt Land at vinde;
Snart han og Græker finge
Dets øvre Part og Jorsal.
Saa snart det hele Rige
Af fjendtlig Brand ej hærget,
Med rette Harald hylded,
Og han det kjæk beskytted.

Harald ofrede til Herrens Grav og til det hellige Kors og andre Helligdomme i Jorsaleland saa meget Gods i Guld og Kostbarheder, at det er vanskeligt at udregne; da gjorde han ogsaa Vejen heelt ud til Jordan sikker ved at dræbe Røvere og andre Ildgjerningsmænd, saaledes som Stuf siger:

Mod Nordmænds Konnings Vrede
Forræderne ej kunde
Ret holde Stand; det Rygte
Snart Jordans Bredder spurgte;
Misdæderne af Drotten
Retmæssig Straf da finge,
Men knap i Evigheden
Dem Kristus vil modtage.

Han rejste da ud til Jordan, og badede sig i denne Flod, som Pillegrimmene have for Skik. Derefter rejste han tilbage til Miklegaard, og beholdt da endnu det samme Navn, som han før havde Haft der; da var der en anden Konge kommen til Regjeringen tilligemed Dronning Zoe, ved Navn Konstantinus Monomakus. Maria hed en ung og smuk Pige der i Miklegaard, en Broderdatter af Dronning Zoe; denne Mø havde Nordbrikt bejlet til, men Dronningen havde givet ham Afslag; ikke desmindre havde dog Nordbrikt og Jomfru Maria ofte Sammenkomster med Hinanden.


Kapitel 12

Den Gang Nordbrikt var kommen til Miklegaard fra Jerusalem, viste Gyrger og mange andre deres Avind imod ham, og bagvaskede ham hos Kongen. Det hændte sig en Gang, at han var hos Jomfru Maria i et Huus, som var bygget ud over Søen; det blev fortalt Kongen, og man bad ham at gaae derhen, for at overtyde sig om Nordbrikts Svig. Pigen blev dette vaer, og hun lod ham i en Hast hisse ned ved et Tov under Huset, hvor Søen skyllede nedenunder. Kongen kom i det samme, og fandt ikke Nordbrikt hos hende, og hun sagde, hun vidste ikke noget af ham at sige; Kongen fandt da, at derved var intet at gjøre, og at de, som havde fortalt sligt, havde løjet for ham. Dernæst blev det forebragt Kongen, at Nordbrikt viste sig utro imod ham ved Vagtholdet, men Kongen sagde, at det ikke var sandt. Da sagde Gyrger: “Anstil en Gang en Undersøgelse, Herre! Send nogle væbnede Mænd hen at eftersee Vagtholdet!” og saa skede. Nordbrikt bemærkede de Bevæbnedes Ankomst, gik strax imod dem med sin Trop, og de bleve alle dræbte; der faldt mange af Kongens Mænd: Kongen tyktes da, at der kom aldrig uden Ondt fra Gyrger og hans Raad.


Kapitel 13

Dernæst fik Nordbrikt Lyst til at Vende tilbage til de nordiske Lande til sin Odel; han havde spurgt, at hans Brodersøn, Magnus Olafsøn, var bleven Konge i Norge, og ligeledes i Danmark; han opsagde da sin Tjeneste hos den græske Konge. Men da Dronning Zoe erfarede dette, blev hun meget vred, og gjorde alleslags Beskyldninger imod Nordbrikt: hun beskyldte ham for, at han skulde have handlet uredelig med det af den græske Konges Gods, som var gjort til Bytte paa den Tid han forestod Hæren; en anden af Dronningens Beskyldninger var, at han forførte Jomfru Maria; men de Væringer, som have været i Sold i Miklegaard, have bragt den Fortælling med sig herhid til Norden, at det var velunderrettede Mænds Mening der paa Stedet, at Dronning Zoe vilde selv have Nordbrikt til Mand, og at det var egentlig hans største Skyld, at han vilde bort fra Miklegaard, skjønt andet blev foregivet for menig Mand. Formedelst disse Beskyldninger lod den græske Konge Nordbrikt gribe og sætte i Fængsel, og tilligemed ham to andre Mænd, Haldor Snorresøn og Ulf Ospaksøn. Men da de vare komne hen i Nærheden af Fængslet, da aabenbarede den hellige Kong Olaf sig for sin Broder Nordbrikt, og lovede, at hjælpe dem; der i Gaden blev siden bygt et Kapel, og helliget til Kong Olaf, og har dette Kapel staaet der siden. Fængselet, de bleve satte i, var bygget saaledes, at der var et Taarn, som oventil var aabent, men en Dør førte ind fra Gaden; der bleve de satte ind. Der paa Stedet var en stor Edderorm, som laae og sov ved en Bæk, der omgav Fængslet; Ormen havde til Føde de Mænd, som bleve uenige med Kongen og sattes derind; men da Ormen ofte fik Mænd til Føde, saa manglede der ikke paa døde Kroppe; nogle vare ganske forraadnede, saa at de stank, og næsten kun Benene vare tilbage. Da de nu vare komne derind, satte de sig ned paa de døde Kroppe; da sagde Haldor: “Her er ikke godt at være, og kanskee bliver det endnu værre, thi Ormen vil ikke sove længe, skjønt vi ingen Lyst have til, at den skal vaagne, hvilket vil udsætte os for stor Fare, lad os nu i Hast, medens den sover, betænke, hvad vi skal gribe til.” Harald sagde: “Hvad synes I vi skal gjøre?” De bade begge ham raade. Harald svarede “Vi skulle vente Hjælp og Raad derfra, hvor de aldrig mangle, og paakalde Gud og den hellige Kong Olaf.” Og efterat de havde aflagt deres Løfte, skjønt der fortælles ikke, hvilket Løfte de aflagde, sagde Harald: “Nu ville vi gjøre os færdige, og see, vi kan dræbe Ormen, hvor lidet sandsynligt det end er, da vi ere satte herind uden Vaaben. Du, Haldor!” sagde han, “skal springe den paa Ryggen, men Ulf, som er den stærkeste af os, han skal fare paa Halen af den, thi i den har Ormen sin meste Styrke; men jeg har en ikke ret stor Tælgekniv, jeg vil gaae mod Kroppen af Ormen, og anfalde den med Kmiven, hvor jeg kan komme til, thi jeg stoler mest paa mit Held og Lykken, men jeg troer vist, at den vil faae Bugt med een af os, hvis den ret begynder at bryde paa, og Kampen bliver af nogen Betydenhed.” Derpaa lavede Harald sig saaledes til, at han tog den Graaskindspels af, som han før havde paa, og bandt den om sin Venstre Haand, og indeni Haanden havde han en kort Stok, men Kniven i den højre. Harald gik da frem mod Ormen, og stak sin venstre Haand i Gabet, men stak med den højre Kniven lige op til Skaftet ind i den venstre Side af Ormen, hvor han tænkte, den skulde nærmest ramme Hjertet; men det var intet ringe Anfald og en vovelig Sag, med et saa lidet Vaaben at anfalde saa stort og frygteligt et Udyr. Ormen vaagnede ved, at Kniven blev stødt i den, og sprællede stærk, og Skindet tog da imod Edderen, men Harald blev kastet i Vejret, og saa stærk var Fjenden, at den længe havde Overmagt over dem alle, men ved den hellige Kong Olafs Lykke og Bistand, Haralds Raskhed og hans Kameraders Hjælp fik de Ormen dræbt.


Kapitel 14

Næste Nat efter kom der en fornem Husfru ned paa Fængselstaarnet, hun var med nogle af sine Tjenere gaaet op ad nogle Stiger; hun og hendes Folk spurgte, om der vare nogen Levende derinde, de andre svarede, at saa var virkelig Tilfældet. “Ville I,” sagde hun, “friste et længere Liv, end Grækernes Konge har tiltænkt eder?” De sagde, at det vilde de gjerne. “Jeg er kommen herhid,” vedblev hun, “fordi hin hellige Kong Olaf vil, I skulle leve.” De takkede for dette Gud og den hellige Kong Olaf. Hun og hendes Folk lode da et Tov gaae ned, og Harald lod sig sidst trække op; men da han var kommen op, spurgte han Konen nøjere efter, hvad der gav Anledning til, at hun kom at befrie dem. Hun svarede: “Jeg har i lang Tid været hjemsøgt af en svær Sygdom, men i Nat kom der en Mand til mig i Drømme, og sagde, at jeg skulde blive befriet for denne Svaghed, naar jeg vilde udrette et Ærende for ham. Det forekom mig, jeg spurgte, hvem han var, og hvor han vilde sende mig hen. Han svarede: Jeg er Olaf nord oppe fra Norge, men du skal drage en kort Vej, at befrie min Broder fra Fængslet; jeg vil ikke han skal være der, skjønt alle hans Foretagender just ikke behage mig. Derpaa vaagnede jeg ganske frisk, og jeg vidste ikke noget af, at I vare kastede her i Fængsel, førend han sagde mig det, og gav mig Anviisning, hvor I vare.” Harald takkede hende meget for hendes Hjælp, hvorpaa hun begav sig til sit Hjem, men Harald drog strax tilligemed sine Kamerader til Væringerne; disse modtoge ham med Glæde, stode strax op, og væbnede sig alle; derpaa gik de hen til den græske Konges Sovekammer, toge ham til Fange, og udstak begge hans Øjne; som Thoraren Skeggesøn siger:

End meer af græske Skatte
Da Fyrsten glad erhverved,
Men Synet miste maatte
Dog ulyksaligst Kejser.

Saa siger Thjodolf:

Udbrudt var farligst Fejde,
Og derfor Kæmpen maatte
Stolkongens Øjne begge
Heel grumt udstinge lade.
Saa Nordmænds Hersker satte
Et slemt og hæsligt Mærke
Paa Grækers Kejser; ilde
hans Lykkes Kaar sig vendte.

I begge disse Haralds Draper og i mange andre Kvæder om ham omtales denne hans Bedrift, saa man behøver ikke at tvivle om, at han blindede selve Stolkongen; imidlertid kunde man tilskrive en eller anden Greve eller Hertug det, naar man vidste, at det var sandere; men Harald selv og de andre Mænd, som vare der med ham, have bragt denne Fortælling i Omløb.


Kapitel 15

Den selvsamme Nat gik Harald med flere til det Værelse, hvori Jomfru Maria sov, og toge hende bort med Magt, og førte hende med sig; derpaa toge de to Galejer, bemandede dem med Væringer, og roede ud i Sævidarsund; men da de kom til det Sted, hvor Jernlænker vare slagne over Sundet, sagde Harald, at man paa begge Galejerne, skulde sætte sig til Aarerne, men de, som ikke roede, skulde alle springe agter i Skibet, og tage deres Skindseng og hvad andre tunge Ting, de havde, med sig; de lode da Galejerne løbe op paa Jernlænkerne, men saasnart de stode fast og Farten hørte op, befalede Harald alle Mand at springe over i forstavnen; den Galej, som Harald var paa, styrtede da frem over Lænken ved den stærke Svingning, men den anden stødtes i stykker paa Lænken, og mange omkom derved, men nogle bleve tagne op af Vandet. Paa denne Maade undkom Harald fra Miklegaard; han sejlede saa ind i det sorte Hav, men førend han drog fra Landet, lod han Jomfruen sætte i Land, og gav hende nogle paalidelige Mænd til Ledsagere; han bad hende vende tilbage til Miklegaard, og sige sin Frænke Zoe, hvor ringe Herredømme hun da havde over Harald, og om Dronningens Magt kunde have hindret ham i at tage Jomfruen, hvis han havde villet. Derpaa sejlede Harald nordpaa over Ellipalt, og drog derfra heelt igjennem Østerrige. Paa denne Rejse digtede Harald nogle Skjemteviser, som i alt vare sexten, og alle havde samme Slutning; dog ere her kun faa af dem opskrevne; een af dem er denne:

Forbi vort Fartøj ilte
Sicilianske Kyster,
Og efter Heltes Ønske
Af Vinden Snekken dreves.
Ej troer jeg nogen Usling
Saaledes did mon stunde,
Dog ikke Gardes Gerde (9)
Guldpryded mig vil ynde.

Hermed sigtede han til Kong Jarisleifs Datter Elisabet, som han havde bejlet til, hvilket forhen er omtalt; fremdeles kvad han:

En hæftig Træfning holdt vi
Imod oprørske Thrønder,
Dog større Hær de havde
I dette Vaabenmøde;
Ung fra min faldne Konge
I Kampen sidst jeg skiltes;
Dog ikke Gardes Gerde
Guldpryded mig vil ynde.

I hæftig Brænding, Kvinde!
Af Havet overskyltes
Brat sexten Skibe; Vandet
Af fire Rum vi øste;
Ej troer jeg nogen Usling
Vil saadan Daad udføre;
Dog ikke Gardes Gerde
Guldpryded mig vil ynde.

Jeg otte Kunster lærte,
At digte vel og smede,
Ret Gangeren jeg styrer.
Med Svømmen mig forlyster;
Paa Skier let jeg løber,
Kan Jagt og Søfart øve — (10)
Dog ikke Gardes Gerde
Guldpryded mig vil ynde.

Vi var (som Enker ville
Med unge Møer vidne)
I sydlig Borg en Morgen,
Og skarpest Fægtning holdte vi;
Heel kraftig slog vor Klinge,
Det kunne Mærker vise;
Dog ikke Gardes Gerde
Guldpryded mig vil ynde.

Jeg blandt oplandske Skytter
Er først opdragen bleven,
Nu jeg mod Kysten fører
Til Bønders Skræk min Flaade;
Alt tit i Øers Klynge
Den har sig lystig tumlet —
Dog ikke Gardes Gerde
Guldpryded mig vil ynde.


Kapitel 16

Men da Harald kom til Holmgaard, modtog Kong Jarisleif ham overmaade vel; han opholdt sig der om Vinteren: han tog da i egen Forvaring alt det Guld og de mange kostbare Sager, som han havde sendt derhen fra Miklegaard; det udgjorde samlet saa meget Gods, at ingen i de nordiske Lande nogensinde havde seet saa meget samlet i een Mands Eje. Harald var tre Gange kommen i Polotasvarf, i den Tid han var i Miklegaard; det er nemlig Lov der, at hver Gang en Grækerkonge døer, skal Væringerne have Polotasvarf, de skulle da gaae igjennem alle Kongens Poloter (11), hvor hans Skatte gjemmes, og hver har da Lov til at tage, hvad der falder ham i Hænderne. Denne Vinter gav Kong Jarisleif Harald sin Datter Ellisif til Ægte; derom taler Stuf Skald:

Sig Agdeboers Hersker
Har faaet den Brud han kaared,
Med Overflod af Guldet
Hans blev en Konges Datter.


Kapitel 17

Men imod Foraaret gjorde han sig færdig til at forlade Holmgaard, og drog ned til Aldeigeborg; der fik han sig Skibe, og sejlede om Sommeren fra Garderige; først sejlede han over til Sverrig, og landede ved Sigtun; saa siger Valgard af Valle:

Dit Skib har du forsynet
Med dyrebarest Ladning,
Og bragt fra Garderige
Umaadelige Skatte;
I stærkest Storm du førte,
Din Flaade, tapre Konning!
Af Hav ombruust, til Havnen
Sig aabned ved Sigtuna.

Der traf Harald Svend Ulfsøn, der om Høsten var flygtet for Kong Magnus efter Slaget ved Helgenæs, som foran er fortalt; ved deres Sammenkomst favnede de hinanden Venlig. Sverrigs Konge, Olaf Svenske, var Morfader til Haralds Kone, Elisabet, men Svends Moder Astrid var Søster til den svenske Konge Olaf. Svend og Harald indgik edelig Forbund med Hinanden. Alle svenske vare Svends Venner, thi han havde den største Æt der i Landet; da bleve ogsaa alle svenske Venner af Harald og villige til at yde ham Bistand; mange af de fornemste Maend der vare i Svogerskab med ham; saa siger Thjodolf:

Fra østligt Garderige
Rask Egekjølen pløjed
De svære Bølger; siden
De svenske Hjælp dig viste.
Af Guld tillastet pranged
Med Storsejl Haralds Snekke,
Om Kongen suste Stormen,
For Voven Skibet helded.

Derpaa skaffede Harald og Svend sig Skibe, og der samledes snart en stor Hær til dem, og da alt dette Krigsfolk var færdigt, sejlede de ned til Danmark, som Valgard siger:

Heel vever Egesnekken
Dig ud paa Havet førte
Fra Sverrigs Kyster; eder
Bestemt var Odelsriget.
Sin rette Kaas løb Flaaden
Forbi det slette Skaane,
Og skrækked der paa Landet
De danskes hulde Kvinder.

De landede først paa Sjælland, og hærgede der vide om; derpaa sejlede de over til Fyen, som Valgard siger:

Kong Harald! dine Fjender
Du undertrykte, nylig
Du hele Sjælland hærged,
Og Valen Rovdyr næred.
Med talrig Hær du landed
Paa Fyen, og mange Hjelme
Der sprængtes; kløves maatte
De kostbart smykte Skjolde.

De Hærgede vidt og bredt omkring i Landet, dræbte Folk, og brændte Bygderne, men alle Indbyggere, som kunde, flyede til Øde Egne og Skove; saa siger Valgard:

Mod sønden Flammen lyste
I Roeskildes Stræder,
Paa Kongens Bud dets Huse
Ved graadig Ild fortærtes.
Med Sorg de usle Skarer
Paa Flugt sig give maatte,
Til Skoven tause løbe,
Og glade slap fra Døden.

De gjorde meget Bytte, og dreve en stor Mængde Kvinder og andre Fanger bundne til Skibene, som Valgard siger:

I Sorrig svart adskilte
Saa nogle frelste Livet
Af Danske; deres Skjønne
Af Fjenden tagne bleve.
Foran vor Hær til Flaaden
I Fjæddre Kvinder ginge,
Den lyse Hud af Lænken
Blev haardeligen gnavet.


Kapitel 18

Magnus Olafsøn sejlede om Høsten efter Slaget ved Helgenæs op til Norge; der fik han Efterretning om, at hans Frænde Harald Sigurdsøn var kommen til Sverrig, samt at han og Svend havde sluttet Forbund med Hinanden, havde samlet en stor Hær, og agtede at bemægtige sig først Dannevælde og siden Norge. Kong Magnus opbød Leding af Norge, og fit snart en stor Hær samlet; han spurgte da, at Harald og Svend vare komne til Danmark, brændte og skjændte der, og at Indbyggerne strax underkastede sig dem. Der fortaltes tillige, at Harald var større og stærkere, end andre Mænd, og saa snild, at intet var ham umuligt at udføre, han vandt ogsaa Sejer i hvert Slag, med hvem han endogsaa stred, og var saa rig paa Guld, at ingen vidste Ende derpaa. Kong Magnus udrustede nu sin Hær, og agtede at sejle til Danmark imod Harald og Svend; saa siger Thjodolf:

Nu Fredens Tider neppe
Søkrigeren maa vente,
Alt Folket Krig maa frygte,
Og Skibe Havn forlade;
Fra Norden hellig Magnus
Sin Orlogsflaade leder,
Og andre prægtig ruste
Fra Sønden Harald lader.

Kong Magnuses Mænd, med hvilke han raadførte sig, forestillede, at dem tyktes, Sagen tog en altfor slem Vending, dersom Frænderne Magnus og Harald skulde stride mod Hinanden; mange bøde sig da til, at mægle Forlig imellem dem, og efter deres Forestillinger gav Kongen sit Samtykke dertil. Der bleve da sendte nogle Mænd, nogle, som vare Kong Magnuses paalidelige Venner, paa en let Skude, hvilke hastelig sejlede til Danmark, for at forebringe Harald dette Ærende; dog holdtes denne Sag meget hemmelig. Men saasnart Harald hørte det, at hans. Frænde, Kong Magnus, vilde tilbyde ham Forlig og Forbund, og at han skulde have det halve Norge ligesom Kong Magnus den anden Halvdeel, og at de skulde dele deres rørende Gods lige imellem sig, saa gav han paa sin Side sit Samtykke til dette Forlig, og de droge da tilbage til Kong Magnus, for at meddele ham Efterretning derom.


Kapitel 19

Kort efter sade Harald og Svend, og talte sammen en Aften ved Drikkebordet; Svend spurgte Harald, hvilke Kostbarheder han havde, som han satte mest Priis paa? Han svarede, at det var hans Banner, kaldet Landøde. Da spurgte Svend, hvad for Egenskab det Banner havde, siden han holdt det for en saa stor Kostbarhed. Harald svarede: “Man siger, at den vinder altid Sejer, som dette Banner bæres foran, og saa er det bestandig gaaet mig, siden jeg fik det.” Svend sagde: “Da vil jeg troe, at Banneret har den Natur, hvis du holder tre Slag med din Frænde, Kong Magnus, og vinder Sejer i dem alle.” Da svarede Harald vredt: “Jeg veed ret godt, at der er Frændskab imellem mig og Magnus, uden at du behøver at erindre mig derom, og ikke derfor fare vi med Hærskjold imod Hinanden, at vore Sammenkomster jo kunde skee paa en passeligere Maade.” Svend skiftede da Farve, og sagde: “Somme ville mene, at du har gjort det før, at du af indgangne Forpligtelser kun holdt saa meget, som var til din egen Fordeel.” Harald svarede: “Mindre skal du kunne bevise, at jeg ikke har holdt de Forpligtelser, jeg har indgaaet, end Kong Magnus vil kunne paastaae, at du har holdt dine mod ham.” Hver gik da sin Vej. Om Aftenen da Harald vilde lægge sig til at sove i Lyftingen paa sit Skib, sagde han til sin Skosvend: “Jeg vil ikke sove i min Seng i Nat, thi jeg frygter for, at det ikke vil gaae af uden Svig; jeg mærkede i Aften, at min Svoger Svend blev meget vred, da jeg talte saa frit ud; du skal passe nøje paa, om her forefalder noget usædvanligt.” Harald gik da hen at sove et andet Sted, men lod en Træknub sætte i sin Seng, og et Klæde brede derover; men om Natten kom der en Baad hemmelig roende hen til Lyftingen, der gik en Mand op, som løftede Tjeldingen i Lyftingen, og hug derpaa med en stor Øxe i Haralds Leje, saa at øxen blev siddende i Træet: Manden sprang i Øjeblikket igjen ned i Baaden, og roede strax bort, men det var saa bælmørkt, at man ikke kunde see, hvor han roede hen; men Øxen sad som et Jærtegn tilbage efter ham fast i Træknubben. Siden vaagnede Harald, og kaldte paa sine Mænd, og sagde dem, hvilken Svig der var dem tiltænkt; “vi see nu,” sagde han, “at vi ingen Hjælp have at vente af Svend, naar han vil oplægge Svig imod os; det bedste er nu, at vi lægge bort herfra, saasnart vi kan; lad os nu løse vore Skibe og roe bort i al Stilhed.” De gjorde saa, roede nord paa langsmed Landet om Natten, sejlede derpaa saa hurtig de kunde, baade Dag og Nat, snart med Sejl, snart med Aarer, som de bedst kunde. Harald havde store og vel udrustede Skibe, og hans Rejse tog sig paa det prægtigste ud og kunde sees langt borte, naar Solen skinnede paa de forgyldte Dragehoveder og Vejrhaner, der vare paa hans Skibe, da han sejlede søndenfra; saaledes, som Valgard af Valle siger:

Hvor I fra Sønden førte
Hærflaaden, midt i Søen,
Man tyktes Flammen skue
Af Slangers Gab at brænde.
Skibsgallioner skinne
Af renest Guld, og Dragen
Med hurtigst løb fremilte,
Og brød da svarest Bølge.

Valgard omtaler i sit Kvad, at Harald fik Rige og Enevælde over Norge efter sin Tilbagekomst fra de sydlige Lande. Han kvad:

Sig Brændingen nedbøjed,
I Havet spejltes Guldet,
Dog rædsom Dragepande
Af Bølgen overskyltes. —
Nu for det hele Norge,
Ej blot for kolde Strømme
Du raader, og som Hersker
Et ædelt Folk dig hylder.

Harald fortsatte sin Sejlads, indtil han kom til Kong Magnus, der hvor denne laae med sin Hær; Harald begav sig strax til sin Frænde, Kong Magnus, og de modtoge Hinanden med megen Glæde; saa siger Thjodolf:

Med spidse Kjøl du splitted,
Berømte Fyrste! Strømmen,
Og stadselige Skibe
Fra østligt Danmark glede.
Da Olafs Søn højmodig
Halvt Land og Undersaatter
Dig bød, vist tvende Fyrster
Med Glæde traf Hinanden.

Derpaa talte begge Frænderne med hinanden, og begge yttrede deres Lyst til at slutte Forlig.


Kapitel 20

Kong Magnus lod slaae Telt paa Landet, og indbød sin Frænde Harald til sig. Harald gik til Gjæstebudet med tresindstyve Mand, og der gaves en herlig Beværtning; men da det led ud paa Dagen, gik Kong Magnus ud, og kom kort efter tilbage til Teltet, hvor Harald sad; hans Mænd gik med ham, og bare Byrder, som bestode af Vaaben og Klæder. Da gik Kong Magnus til den af Kong Haralds Mænd, som sad yderst og gav denne et godt Sværd, den næste et Skjold, derpaa Klæder og Guld, dem alle gav han een eller anden Kostbarhed, og dem de største, som vare de fornemste; sidst kom han til at staae for sin Frænde Harald, og havde to Rørstengler i Haanden, og sagde: “Hvilke af Rørene vil du have, Frænde?” Harald svarede: “Det, som er mig nærmest.” Da sagde Kong Magnus: “Med dette Rørspir giver jeg eder Norges halve Rige lige med mig, med al Skat og Skyld, og alt hvad dertil ligger, med det Vilkaar, at du alle Steder med samme Ret, som jeg, skal være Norges Konge, men naar vi ere sammen, skal jeg gaae foran dig i Hilsen, Sæde og al Opvartning; hvis tre af fyrstelig Byrd ere samlede, skal jeg have Sæde i Midten; mig tilkommer til Søes Kongens Leje og Kongens Brygge; I skal understøtte og fremme vor Magt til Gjengjæld for, at vi gjøre eder til en saadan Mand i Norge, som vi tænkte ingen skulde blive, saalænge vort Hoved var over Jorden.” Da rejste Harald sig, og takkede ham for den tildeelte Værdighed og Ære; derpaa satte begge sig ned, og drak, og vare meget muntre. Morgenen efter lod Kong Magnus hele Hæren blæse til Things, og da Thinget var sat, bekjendtgjorde han offentlig for alle den Gave, han havde givet sin Frænde Harald; paa dette Thing gav Thorer fra Steg Harald Kongenavn. Samme Dag bød Harald Kong Magnus til Bords hos sig; han gik om Dagen med tresindstyve Mand til Kong Haralds Landtelt, hvor han havde ladet anrette til Gjæstebudet; begge Kongerne sade da i deres Sæder, og der holdtes et herligt og overflødigt Gjæstebud. Kongerne vare muntre og glade; men da det led ud paa Dagen, lod Kong Harald en meget stor Mængde Tasker bære ind i Teltet, desuden bare hans Mænd ogsaa Klæder og Vaaben og andre Kostbarheder; dette Gods gav og uddeelte han blandt Kong Magnuses Mænd, som vare med til Gjæstebudet. Derpaa lod han Taskerne løse op, og sagde da til Kong Magnus: “I skjænkede os forrige Dag et stort Rige, som I forhen havde vundet fra eders og vore Fjender, og tog os i Fællesskab med eder; dette var en stor Velgjerning, thi det har kostet eder meget; paa den anden Side have vi været udenlands, og ligeledes været i adskillige Farer og Mandeprøver, førend vi fik dette Guld samlet, som I nu skulle faae at see; jeg vil nu dele dette lige med eder, saa at vi skulle eje hver Halvdelen af denne Skat efter lige Deling, ligesom vi hver besidde Halvdelen af Riget; men jeg veed, at vor Tænkemaade er forskjellig, du er langt gavmildere end jeg; vi ville derfor dele dette Gods imellem os i lige Dele, og hver handle da med sin Part, som ham lyster” Derpaa lod Harald en stor Oxehud udbrede paa Gulvet, og paa denne Guldet slaae ud af Taskerne, derpaa tog man Vægtskaaler og Lodder, og Godset blev afsondret og deelt lige efter Vægten. Alle Tilstedeværende yttrede den højeste Forundring over, at der i de nordiske Lande var kommet saa meget Guld sammen paa eet Sted; men dette var dog egentlig talt den græske Konges Eje og Skat, eftersom alle sige, at der nemlig ere hele Huse fulde af det røde Guld. Kongerne stode derhos, og vare meget fornøjede. Der kom da et Stob frem, saa stort som et Mandshoved; Kong Harald tog Stobet, og sagde: “Hvor er nu det Guld, min Frænde Magnus, som du vil sætte imod denne Laagknap?” Da svarede Kong Magnus: “Ufred og store Ledingsfærd have medtaget saa meget, at jeg næsten vil give dig alt det Guld og Sølv, jeg endnu har tilbage, thi jeg har ikke mere Guld i min Eje, end denne Ring;” han tog da Ringen af sin Haand, og leverede Kong Harald den. Denne sagde: “Dette er kun lidet Guld, Frænde! for en Konge over tvnde Kongeriger, og der kunde endda være nogen Tvivl om, om denne Ring tilhører dig med Rette eller ej.” Da svarede Kong Magnus noget eftertænksomt: “Besidder jeg ikke denne Ring med Rette, saa veed jeg ikke hvad der er min retmæssige Ejendom; thi denne Ring gav min Fader, den hellige Kong Olaf, mig ved vor sidste Skilsmisse.” Da svarede Kong Harald leende: “Du har virkelig Ret i, Kong Magnus, at din Fader gav dig Ringen men han tog den fra min Fader for en ubetydelig Sag, og det kan ikke nægtes, at Smaakongerne i Norge havde det ikke synderlig godt, da din Faders Magt var paa sit højeste.” Samtalen drejede sig da paa andre Ting, og Kongerne vare muntre, som før. Kong Harald gav Steg-Thorer ved dette Gjæstebud en Bolle af Valbirk (12), med en Sølvring omkring og med en Sølvhank, begge Dele forgyldte; Bollen var fyldt med Penge af skjært Sølv, og deriblandt laae to Guldringe, som begge tilsammen vejede en Mark; han forærede ham ogsaa sin Kappe, som var af brunt Purpur, foret med hvidt Skind, og lovede ham derhos Forfremmelse og sit Venskab. Thorgils Snorresøn fortalte, at han havde seet det Alterklæde, som blev gjort af Kappen; men Gudrid, en Datter af Steg-Thorers Søn Guttorm, sagde, at hendes Fader Guttorm ejede Bollen, saa at hun selv havde seet den. Saa siger Bølverk:

Hjemlet blev, som jeg hørte,
Dig, gavmild Hersker! siden
Grønklædte Jord, mod Guldet,
Som Magnus du har budet.
Imellem eder Frænder
Forlig blev venlig sluttet;
Men siden Svend kun vente
Sig Strid og Fejde kunde.

Kong Magnus og Kong Harald regjerede begge over Norge Aaret efter deres Forlig, og hver havde sin egen Hird. Om Høsten droge de paa Gjæsteri til Oplandene, og vare da stundom begge samlede, stundom hver for sig. Snart syntes det at see noget misligt ud med Kongernes Enighed, mange vare saa ildesindede, at de søgte at sætte Splid imellem dem; Kong Magnus tudede man i Øret, at Bønderne fandt Harald for haard imod sig med Paalæg, naar Kong Magnus ikke var tilstede, og at de fleste Bønder langt hellere vilde holde sig til Kong Magnus og tjene ham, men hos Harald fandt man igjen, at der tilskreves ham Avind til de Mænd, som Kong Magnus agtede højest, saaledes som følgende Tildragelse viser.


Kapitel 21

Thrond hed en Mand i Oplandene, en Frænde af Kalf Arnesøn; han var en vennesæl og rig Mand. Det tildrog sig om Høsten i Oplandene at Kong Magnus holdt Thing med Bønderne, men Kong Harald var ikke tilstede; Kong Magnus takkede Bønderne for den Hengivenhed og Kjærlighed, de havde viist ham, siden han tiltraadte Regjeringen i Norge: “jeg vil vitterliggjøre det her, som andre Steder i Landet,” sagde han, “at jeg opgiver den vigtige Sag angaaende min Fader for alle dem, som ville holde det imellem os indgaaede Venskab.” Da stod fornævnte Thrond op, og svarede paa Kongens Tale: “Det er alle vitterligt, Herre!” sagde han, “at nogle af vore Frænder have været Uvenner med eders Frænder; men jeg var ikke nærværende ved den store Begivenhed, som har givet Aarsag til eders Forfølgelse, da nemlig eders Fader blev fældet, jeg var den Gang ikke her i Landet, men alle gode Mænd ville bevise eder al Tjeneste, som billigt er; men skjønt dette kan synes for stor Dristighed, saa vil jeg bog bede eder om den Nedladenhed, at skifte Overklæder med mig.” Kongen gav med Mildhed sit Samtykke dertil; det var en prægtig Kappe af broget Tøj og med godt Skind under, som Thrond gav Kongen; de byttede ligeledes Vaaben efter Thronds Forlangende, og der var paa disse ikke ringere Forskel, end paa Overklæderne; derpaa bød Thrond Kong Magnus til Gjæstebud, og opvartede ham prægtig, og da gav han Kongen endnu flere herlige Gaver. Kort efter spurgte Kong Harald dette, og ham tyktes, at Thrond havde aabenbarlig viist, at han vilde vise Kong Magnus større Ære, end ham, hvorover han fattede Nag til Thrond. Svend den Gerdske hed en Mand, som var kommen til Landet med Harald, og havde faaet en Forlening af ham; han var altid færdig til at gjøre, hvad Harald ønskede. Kong Harald sendte Svend selv tolvte til Thrond; de vare alle iførte sorte Klæder, og udgave sig for Munke; de kom tidlig om Morgenen i Nærheden af Thronds Gaard, hvor hans Arbejdsfolk vare beskjæftigede med Markarbejde paa tre Forskellige Steder. Svend spurgte dem, som han først traf paa, om Thrond var hjemme; de sagde Nej, han var ikke hjemme; de gik videre hen til de andre Arbejdsfolk; og disse sagde det samme, som de forrige; da sagde Svend til sine Mænd: “Dette gaaer underlig til, her sige begge et og det samme, og dog tænker jeg de begge lyve; lad os nu prøve det en Gang endnu med det tredie Sæt.” De kom derhen, der stode Fader og Søn ved deres Arbejde, de grebe den yngste af dem og pidskede ham, indtil de sagde, at Thrond var hjemme. Men da de vare i Færd med at prygle Arbejdsmanden, gik Thronds Frænde og Fostbroder, ved Navn Sigurd, ud ved Gaarden, og da han saae deres Adfærd, Vendte han tilbage, og sagde til Thrond, at der vare komne nogle Mænd ud paa Marken i Munkeklæder, og sloge de Folk, som vare der. “Det maa være Munke,” sagde Thrond, “som indsamle Almisse til hellige Steder.” “Maaskee,” sagde Sigurd, “men underlig bære disse Munke sig ad.” “Det kan ogsaa være,” sagde Thrond, “at det er nogle Røvere, som vil skjule sig under Munkedragten, vi vil nu strax gjøre et forsøg: de komme snart herhen til Gaarden, hvis det er Munke, saa vil de gaae herhen til Sovekamrene og bede om noget, men jeg vil saa vise dem ind i Gaarden selv, at de kan bie der til det kommer længere op paa Morgenen; men hvis det er Bedragere, saa vil de ikke gjøre det, men heller bruge Kongens Nøgel (13), og paa den Maade komme ind, og da maae vi endnu finde paa noget: du, Sigurd! skal strax naar de komme til Døren, løbe bagved Døren, og hvis de bryde Huset op, saa ville de alle gaae ind i den Orden, hvori de gaae; du skal da springe ud og slaae Døren i efter dig, men jeg vil da gjøre af mig selv, som mig bedest tykkes.” Dernæst kom de andre til Gaarden, og vendte sig strax mod Sovehuset, og bade om Almisse; men da Thrond og hans Fostbroder gave sig gode Stunder baade med at svare og at lukke op, sagde Svend, at de vilde bruge Kongens Nøgel, hvis der ikke blev lukket op. “De tage noget voldsomt paa, disse Munke,” sagde Thrond, “vi ville dog heller aabne Døren, end lade den bryde op;” Sigurd lukkede da op. Svend ordnede sine Mænd saaledes som de skulde gaae ind, og bad nogle af dem blive udenfor, men de brøde sig ikke om hans Befaling, og gik alle ind. Sigurd skjød sig ud ved Siden af dem, og slog strax Døren i, Thrond kom da ogsaa til ham; det viste sig, at han havde en underjordisk Gang i Sovehuset, hvoraf den ene Ende førte ind i hans Kammer, den var han løbet ind i, saasnart Svend med sit følge gik ind i Sovehuset, og de vare nu alle i hans Vold. Thrond sendte Bud til sine nærmeste Naboer, lod derpaa Svend og alle de andre gribe, og lod dem pidske dygtig med Riiskoste; paa den Maade droge Svends Ledsagere bort, men ham selv lod Thrond blive tilbage hos sig, og behandlede ham vel. Svend var da mismodig, thi det hele Foretagende, syntes ham, var faldet ud til hans Skam, og dertil havde han nu mistet sin Frihed. Det spurgte Kong Harald, og det gik ham nær til Hjerte. Kong Magnus erfarede ogsaa snart denne Begivenhed, og var vel fornøjet med Thronds Adfærd; men han formodede, at han derved vilde være udsat for voldsom Behandling af Kong Harald; han vendte da tilbage til Thrond med et anseeligt følge. Men da Kong Magnus var kommen til en Skov i Nærheden af Gaarden, lod han sine Folk gjøre Holdt, for at see, hvad Thrond vilde gribe til, naar han mærkede der kom bevæbnede Folk. Det blev derpaa sagt til Thrond, at der var kommen en stor Skare i Nærheden af Gaarden, og man fandt det rimeligst, at det var Kong Harald. Thrond blev da heel betænkelig tilmode, sendte Bud allevegne omkring i Bygden, og stævnede Folk til sig, men saasom han var vel liidt af Bønderne, vare alle villige til at hjælpe ham, og der kom snart mange og vel rustede Folk sammen. Kong Magnus spurgte, at Thrond havde en stor Mængde Folk, og at de vare rustede som til Slag; han bad dem derfor sige til Thrond, at det var gode Venner, der kom, og han behøvede ikke at ruste sig til Ufred mod nogen. Men da Thrond og hans Mænd hørte dette, kastede de deres Vaaben, og gik alle Kong Magnus imøde med blid og god Velkomst. Kongen var da atter til Gjæstebud hos Thrond. Kong Magnus sagde til ham, at han havde spurgt, at Harald havde fattet Had til ham; “det er derfor mit Raad,” sagde Kongen, “at du opgiver din Huusholdning, og følger med mig, og jeg vil da drage Omsorg for dine Jorder.” Thrond gjorde saa, og var hos Kong Magnus om Vinteren. Harald lod ham efterstræbe, og søgte at faae ham i sin Magt, men Kong Magnus passede saaledes paa, at det ikke lykkedes; og i Begyndelsen af Foraaret sagde Kong Magnus til Thrond: “Jeg seer ikke , hvorledes jeg skal kunne beskjærme dig her i Landet for Kong Harald; jeg har nu hemmelig ladet et Skib sætte i Stand til dig, og ønsker, at du sejler ud til Grønland.” Dette samtykkede Thrond; men saa omhyggelig vogtede Kong Magnus paa ham, at han ikke forlod ham, førend han var kommen ombord og bort fra Landet. Vinden var ikke stærk, saa de kom kun kort fra Land, førend de maatte lægge ind under en Ø; men da de kom til Havnen, da laae Kong Harald der, og sejlede strax imod dem, saa det kom til Slag; men det faldt ogsaa Kong Magnus ind, at han altfor snart havde forladt Thrond, og at man maatte være paa sin Post imod hans Frænde, Kong Harald; han gik da ombord med sin Hird, og roede ud til Øen, og da han saae, de stredes, opmuntrede han sine Mænd til at lægge djærveligen til og komme Thrond til Hjælp. Men saasnart Kong Harald saae, de roede saa fast imod ham, lagde han fra; Kong Magnus derimod blev liggende der, indtil Thrond fik Bør og sejlede til Havs; han rejste ud til Grønland, og var der længe siden.


Kapitel 22

Men nu maae vi vende tilbage til det, vi før forlode, hvorledes Kongerne rejste om i Oplandene, toge der paa Gjæsteri, og tingede med Bønderne, undertiden begge samlede, men oftest hver for sig: Bønderne knurrede meget over Harald, som tyktes dem altfor herskesyg og voldsom mod Undersaatterne. Men da Einar Thambeskjælver og andre Kong Magnuses Venner bleve dette vaer, fortalte de ham Bøndernes Misfornøjelse med Kong Haralds Udskrivnmg af Penge og Mænd, og yttrede, at man af ham maatte vente, han vilde haandhæve sin Magt og Hæder imod Harald. Kong Magnus svarede: “Sligt maa være Snak og Bagvaskelse af Kong Haralds Uvenner, jeg vil ikke troe, at han tilegner eller tiltager sig større Magt, end der tilkommer ham med Rette.” “Jeg skal drage hen,” sagde Einar, “og see, om jeg kan komme efter Sandheden.” Kong Harald havde da stævnet Thing med Bønderne, og der indfandt sig en stor Mængde; Einar kom ogsaa derhen med tresindstyve Mand; han havde Natten før været hos en fornem Enke, som hed Ingeborg, og hun havde medgivet ham næsten alle disse Folk; Einar havde en forgyldt Hjelm paa Hovedet; Kong Harald var der paa Thinget, og fordrede mange Udskrivninger og Paalæg af Bønderne. Da stod en gammel Mand op, ved Navn Toke, og sagde: “Jeg har levet og hedt Bonde i nogle norske Kongers Levetid; om der nu end kommer en Mand til Landet, og beder om Rige og Kongenavn, men en anden allerede med fuld Ret er kommen til Regjeringen og tagen til Konge over hele Landet paa Ørething, efter Høvdingernes Overlæg og med hele Almuens Samtykke, saa er det mine Tanker, at denne Konge har mest at sige over os hans Undersaatter; det er derfor mit Raad, at vi Bønder tye til Kong Magnuses Dom om Kong Haralds Paalæg og Udsuelser, og at vi i alle Henseender haandthæve Kong Magnuses Hæder.” Han satte sig da ned, men Einar rejste sig, og takkede Toke for sine Ord og alle de Bønder, som vilde vise Kong Magnus deres Hengivenhed, for deres Nærværærelse. Da sagde Kong Harald: “Højt bærer du nu din Hjelm, Einar! og stiller dig dristig imod mig; det vilde være en lykkelig Dag, som afrev din forgyldte Hjelm, og ligesom du nu er et Hoved Højere, end andre Mænd, skulde du da paa een Gang blive et Hoved lavere.” Dermed ophævede de Thinget, og Einar drog tilbage til Kong Magnus.


Kapitel 23

Nu fortælles der ogsaa, at begge Kongerne, Magnus og Harald, vare paa Gjæsteri hos en Mand, som hed Aslak; Kong Magnus og adskillige af hans Mænd sade paa Tværbænken, men Harald og hans Folk havde indtaget Langbænken; Kong Magnuses Broder Thorer derimod sad paa den anden Bænk lige overfor Kong Harald. Thorer talte kun lidet og ubetydelige Ting; Kong Harald fandt det en Skam for sig, at han sad saaledes, at han maatte drikke ham til, og kvad flere Gange følgende over til ham, naar han hørte ham sige noget:

Ti du, Thorer!
Tosset er du;
Rapse-Gjæst, jeg hørte,
Hed din Fader.

Thorer var en stolt Mand, saa han optog denne Sang ilde og blev meget vred, men vidste dog ikke noget, han kunde svare derpaa, og blev derfor meget misfornøjet. En af Dagene under Gjæstebudet kom Kong Magnus og Thorer sammen; Kong Magnus spurgte: “Hvorfor er du saa tavs, Broder?” Thorer sagde, som det var, og at han var misfornøjet over Haralds Gjækkeri og Spot. Kongen sagde: “Jeg veed et Raad derimod, thi jeg troer neppe, at han længe derefter skal spotte dig; hvis han atter laster dig, saa kvæd du dette derimod:

Om end min Fader
Kaldtes Rapse-Gjæst,
Han ej omhegned
Hingstes Avlelemmer,
Lig Sigurd Syr,
Som var din Fader (14).

Siden efter stiklede Harald med samme Kvædling paa Thorer, som han plejede; men Thorer tav da ikke dertil, og kvad imod ham igjen, som der var blevet ham lært. Kong Harald blev vred, og trak sit Sværd, og vilde hugge til Thorer, men Kong Magnus sprang til, og bad dem forliges; han fandt nu, at det kunde ikke gaae an, Thorer sad ligeoverfor Harald, og lod ham siden sidde paa den anden Side af sig. Derefter kom Sagen imellem Kongerne paa Tale, det som Einar havde bemærket paa Thinget, og den Snak, som gik, at Harald vilde tage sig større Ret til, end den imellem dem oprettede Forening tillod; der blev da søgt Vidnesbyrd for, hvad Kong Magnus havde tilstaaet, og hvorvidt Harald gik udenfor dette, og der fortælles, at Aslak, som foranstaltede Gjæstebudet, da vidnede med Kong Harald. Men da Kong Magnus hørte det, sagde han: “Det vilde jeg i Sandhed ønske, hvis jeg maa raade, at det maa gaae dem ilde, som ville føre løgnagtigt Vidnesbyrd imod mig.” De skiltes saaledes ad for denne Gang, og der var dem temmelig meget imellem; Kongerne droge paa Gjæsteri omkring i Oplandene, og standsede ikke deres Rejse, førend de kom op til Throndhjem, hvor de forbleve om Midvinter; der forefaldt da endnu nogle Tildragelser, som nu skulle blive fortalte.


Kapitel 24

Det hændte sig en Gang, at Kongerne sade i en Hal ved Spisebordene i Kjøbstaden (Nideros); da var Arnor Jarleskald kommen der til Byen; han havde digtet et Kvad om hver af Kongerne. En Dag, da Arnor var i Færd med at tjære sit Skib, kom der Bud til ham fra Kongerne, som skulde bede ham gaae op og fremføre sine Kvad; han gik strax, uden at toe Tjæren af sig; men da han kom til Stuen, sagde han til Dørvogterne: “Gjører Plads for Kongernes Skald!” Han gik ind for dem, og sagde: “Hil eder herskere begge!” Kong Harald spurgte, for hvilken af dem han først skulde fremføre Kvadet? Han svarede: “For den yngste.” Kongen vedblev: “Hvorfor for ham først?” “Herre!” sagde han, “man siger: Ilsindet er Ynglingen;” men begge holdt det for størst Hæder, at Kvadet blev først fremført om ham. Derpaa begyndte han paa Kvadet, og omtalte i Begyndelsen Jarlerne i Vesterhavet (15), og derpaa kvad han om sine Rejser; men da han var kommen saa vidt, sagde Harald til Kong Magnus: “Hvad vil I sidde og høre paa det Kvæde, Herre! hvad han har digtet om sine Rejser eller om Jarlerne vester paa Øerne?” Kong Magnus svarede: “Giv Stunder, Frænde! Jeg formoder, I vil faae noget at høre til min Roes, førend Kvadet er ude.” Da kvad Skalden denne Vise:

Lyt til kraftigt Kvad, o Magnus!
Kjende vist jeg ingen lærte,
Som, o Joters Hersker! kunde
Prises meer, end du fortjener.
Højest er du, Hørders Fyrste!
Hver en Drot maa Pladsen vige
Vist for dig, og større Lykke
Nyde du, til Himlen brister!

Da sagde Kong Harald: “Roes denne Konge saa meget dig behager, men last ikke andre Konger!” Og han vedblev fremdeles, indtil han kom til denne Vise:

Guldets Giver! i den stærke
Storm paa svulmet Hav du farer,
Og din bedste Tid i Leding
Under smykket Sejl henglider.
Visund, min Velgjører! bærer,
Dig, som ypperst Helt, i Lyfting,
Mere skjønt et Skib ej fører
Over Bølger nogen Konning.

Og fremdeles kvad han om Kong Magnuses Sejlads:

Ej dit Navn, du Fyrstetvinger!
Lader du i Verden glemmes,
Ikke skyer du Ild, ej Vaaben,
Ondes Skræk! i Hærens Spidse;
Som om Morgen-Sol oprinder,
Eller Nattens Bavne tændes,
Saa dit Skib i Søen glimrer,
Naar til Orlog selv du stunder.

Kong Harald sagde da atter: “Alt for hæftig tager denne Mand paa i sit Digt, og jeg veed ikke, hvor han vil hen.” Arnor kvad videre:

Folk det troe, naar Fyrsten styrer
Flaaden over Havets Sletter,
At den skjønne Skare ligner
Himmeldrottens Engleflokke.

Og fremdeles forekommer dette deri:

Saa din Hird, som Havets Kæmper,
Hørte jeg for Alvor sige,
At næst Gud de over alle
Her i Verden dig kun elske.

Men da Drapen var ude, begyndte Arnor strax paa Kvadet om Harald, det hedder Blaagagledrape (16), et godt Kvæde. Og da denne Drape var ude, blev Kong Harald adspurgt, hvilket Kvad der syntes ham bedst. Han svarede: “Vi see vel, hvilken Forskjel der er paa disse Kvæder; mit Kvad vil snart tabe sig, saa at ingen vil kunne det, men den Drape, som er digtet om Kong Magnus, vil kvædes saalænge de nordiske Lande ere bebyggede.” Kong Harald gav Arnor et guldbelagt Spyd, men Kong Magnus gav ham først en Guldring; han gik da saaledes langs Væggen af Hallen, at han satte Guldringen paa Haandfanget af Spydet, og sagde: “Højt skal man bære begge Kongegaver.” Da sagde Kong Harald: “Kom saaledes til Norge næste Gang, (17) at du har et Kvad at fremføre for mig;” Arnor lovede ham, at han skulde digte en Arvedrape om ham, hvis han overlevede Kong Harald. Kong Magnus gav derpaa Arnor en Knør med Ladning, og viste ham megen Hengivenhed og Venskab.


Kapitel 25

Den Lod rammede en fornem Kones Søn, at han mistede sin Hukommelse, og tyktes næsten gaaet, fra Vid og Sands. Hans Moder begav sig til Kong Harald, og bad ham give et godt Raad, hvorledes man skulde behandle ham. Kongen svarede: “Gaa hen og tal med Kong Magnus, han holder sig for den dygtigste Læge i Landet; det Raad vil være godt og gavnligt, som han giver.” Hun rejste hen til Kong Magnus, og bad ham give hende et godt Raad. Kong Magnus svarede: “Har du været hos Kong Harald?” “Ja jeg har, Herre;” sagde hun, “og han viste mig til eder;” hvorpaa hun anførte hans Ord. Kongen svarede: “Gaa endnu en Gang til ham: ingen Mand i dette Land er klogere, end Kong Harald, og hvis han vil, da kan han give Raad for dette Tilfælde.” Derpaa drog hun hen, og søgte anden Gang til Kong Harald, og sagde ham Kong Magnuses Ord. Harald svarede: “Jeg skal nu ogsaa give dig et Raad: jeg troer, jeg veed hvad der fejler din Søn; han har aldrig nogen Drøm, men det er ingen Mand tjenligt, og det er ikke Menneskets Natur, aldrig at Drømme; gak nu i Morgen med ham derhen, hvor Kong Magnus har taget Bad, og lad din Søn drikke af Kongens Vaskefad; lad ham derpaa høre Messe, og skjønt der overfalder ham Tunghed eller Gaben, saa lad ham dog ikke tomme til at sove; gaa derefter hen til det Sted, hvor Kong Magnus har ligget, og lad Drengen sove der, da vil rimeligviis en Drøm vise sig for ham.” Hun gjorde nu i alting, saaledes som der var foreskrevet hende, og Drengen sov en Stund; men da han vaagnede, lo han, og sagde: “Jeg Drømte nu, Moder, at Kongerne kom til mig, Magnus og Harald, og hver af dem sagde mig noget i Øret, og Kong Magnus sagde: Vær god og blid, men Kong Harald sagde: Vær stærk og mindsom!” Denne Dreng blev siden en dygtig Mand, velsindet og forstandig, og det lægeraad, Kong Harald havde givet ham, kom ham vel tilgode. Denne Vise siges Kong Magnus at have kvædet:

Tit mangen Mand til Sorrig
Sig klager født at være
En Bondes Datter; ikke
Jeg saadan Kummer nærer;
Men hvis en Kvinde gjenner
Min Søvn ved Nattetide,
Da vist en Kongesøster
Den Søvnløshed mon volde.


Kapitel 26

Thord hed en Islænder, en Søn af Thorgrim Reidarsøn; Thord var liden af Væxt, men af smukt Udseende; han havde en Broder, som hed Reidar, denne var stor af Væxt og styg, og holdtes ikke for dygtig til at raade sig selv formedelst sin svage Forstand; men han var stærk af Kræfter, meget rask til Fods, og godmodig af sig; han var altid hjemme, Men hans Broder Thord var ofte paa Rejser; han var Kong Magnus den Godes Hirdmand, og vel anseet af ham. En Sommer, da Thord lavede sit Skib til ved Gaase i Øfjord, kom hans Broder Reidar derhen, men da Thord saae ham, spurgte han, hvad han var kommen for. Han svarede: “Jeg var ikke kommen herhen, naar jeg ikke troede at have et vigtigt Ærende.” “Hvad er det da?” sagde Thord. “Jeg vil rejse udenlands med dig,” sagde Reidar. Thord sagde: “Den Rejse tykkes mig lidet passende for dig, jeg vil hellere understøtte dig paa den Maade, at du allene skal have hele vor Fædrenearv, hvilket er mere end en halv Gang saa meget Gods, som jeg har med paa mine Rejser.” Reidar svarede: “Da havde jeg kun liden Forstand, hvis jeg vilde finde mig i det urimelige Skifte, og saaledes udsætte mig for, at blive din Omsorg berøvet; da vil hver Mand see at skille mig ved vort Gods, saasom jeg ikke forstaaer mig paa at bestyre det paa den rette Maade: men det er dog uvist, hvor vidt jeg vil finde mig i, at man lægger an paa at lokke mit Gods fra mig eller at tage det med Magt; og for dig vil det blive endnu værre at tage dig af Sagen, hvis jeg giver mig til at prygle andre, eller for slig Sags Skyld gjør andre dumme Streger, og bliver siden selv slaaet eller lemlæstet for min Adfærd; og naar alt kommer til alt, skal du have Vanskelighed med, at holde mig tilbage, naar jeg vil rejse.” “Det kan vel være,” sagde Thord, “men jeg vil ikke, at du for andre skal lade dig forlyde med noget om din Rejse, skjønt jeg heri giver efter for dig.” Dette lovede Reidar; men saasnart han var kommen Thord ud af Øjnene, fortalte han enhver, der vilde høre det, at han havde i Sinde at rejse udenlands med sin Broder. Mange lagde da Thord det til Last, hvis han vilde føre en saadan Tosse udenlands med sig. De gik til Søes, saasnart de vare færdige, havde en lykkelig Rejse, og landede ved det Throndhjemske. Dette var just Høsten, før Kongerne Magnus og Harald vare komne østenfra; og kort efter at Kongerne vare komne til Byen, var Reidar en Morgen tidlig kommen paa Benene, førend andre vare vaagnede; han sagde: “Vaagn op, Broder! Lidet veed den, som sover, men jeg veed Nyt, jeg hørte nylig en underlig Ting.” “Hvad lignede det efter?” sagde Thord. “Det klang, som det kunde være noget Levende,” sagde Reidar, “og gav en Høj Lyd af sig, men jeg kan aldrig i Mine Dage vide, hvad det var for en Ting.” “Stil dig ikke saa underlig an,” sagde Thord; “det maa have været Hornblæsen.” “Hvad skal det betyde?” sagde Reidar. Thord svarede: “Som oftest blæses der, naar Møde skal holdes, eller et Skib skal trækkes paa Land.” “Og hvad betyder Mødet?” sagde Reidar. “I det,” sagde Thord, “paadømmes vanskelige Sager, og der foredrages hvad Kongen finder fornødent at bekjendtgjøre Almuen.” “Er da Kongen paa Mødet?” sagde Reidar. “Det skulde jeg troe,” sagde Thord. “Der vil jeg da tage hen,” sagde Reidar, “thi jeg har stor Lyst til at komme hen, hvor jeg kan see jo flere jo bedre paa eet Sted.” “Saa ere vi Hinanden stik imod,” sagde Thord: “mig synes det er bedst, at du ikke kommer hen, hvor der ere mange samlede, og jeg vil ingensteds tage hen.” “Det hjælper ikke hvad du siger, det nytter ikke at tale saa,” sagde Reidar, “vi skal begge følges ad, det er dog ikke bedre for dig, at jeg gaaer allene; desuden bør du besøge din Velynder Kong Magnus, siden du endnu ikke har været hos ham, og du faaer mig ikke til at lade denne Gang være;” Reidar løb derpaa strax. afsted. Thord saae nu, at han virkelig vilde gaae derhen, og gik langsomt bag efter, men den anden løb rask foran ham, saa der var et langt Stykke imellem dem. Men da Reidar saae, at Thord kom langsomt efter, sagde han: “Det er dog sandt, at det er slemt at være lille, for saa har man ikke saa mange Kræfter; men derfor kan man dog nok være rask til Fods; men ingen af Delene, troer jeg du er, og det var bedre for dig, om du var noget mindre smuk, men kunde bedre følges med andre.” Thord svarede: “Jeg veed ikke hvad der er bedst, min Langsomhed for mig, eller for dig din Styrke.” “Lad os nu tage Hinanden ved Haanden, Broder!” sagde Reidar; de gjorde saa, men det varede ikke længe, førend Thords Haand sov, og han gav Slip. Reidar gik da fra ham, indtil han kom op paa en Bakke; der saae han en stor Mængde Mennesker for sig, han blev staaende der, og stirrede sig næsten fordærvet paa de Mænd, som vare der paa Mødet; Thord kom da bagefter, og sagde: “Lad os nu gaae sædelig, Broder! og følges ad.” Reidar gjorde saa; men da de kom paa Thinget, kjendte mange Thord, og hilste paa ham; Thord begav sig strax hen til Kong Magnus, thi han havde den Gang endnu ikke hilset paa ham, siden han kom til Byen. Thord hilste Kongen sømmelig, og Kongen modtog ham venlig. Strax da de kom paa Thinget, skiltes Brødrene ad; man fandt Reidar temmelig stærk voxen og ikke synderlig smuk; de traf ham i Kjolen, og skjød ham frem og tilbage, saa han tilsidst hverken vidste ud eller ind; han lod Tungen løbe og lo meget ad den Maade, man tog imod ham, men de andre fandt ikke mindre Fornøjelse i at have med ham at gjøre. Kong Magnus spurgte Thord om Nyheder fra Island, og derpaa spurgte han, hvilke Mænd der havde gjort Rejsen med ham, og som han ønskede skulde have Ophold ved Hoffet med ham. “Min Broder har gjort Rejsen med mig,” sagde Thord. “Det maa være en brav Mand, hvis han ligner dig,” sagde Kongen. Thord svarede: “Han ligner mig ikke.” Kongen sagde: “Endda kan han være en brav Mand, men hvori bestaaer Uligheden imellem eder?” Thord svarede: “Han er stor af Væxt, styg og temmelig træg af sig til at stemme sit eget Vel, men ellers stærk og af et mildt Gemyt.” Kongen sagde: “Han kan derfor have andre gode Sider.” Thord svarede: “Han blev just ikke holdt for vittig og opvakt i sine unge Dage.” “Jeg seer mere paa, hvorledes han nu er,” sagde Kongen, „han kan da vel sørge for sig selv?” “Nej, dermed gaaer det kun daarligt, naar han ej er under Opsyn,” sagde Thord. “Hvorfor førte du ham da udenlands med dig?” “Herre!” sagde Thord, “han har Deel i alt Godset lige med mig, men har ingen Nytte deraf, og har ikke gjort nogen Brug af Pengene for sin Deel, men ladet mig handle dermed, som jeg vilde; det tyktes mig derfor ubilligt, at nægte ham den eneste Ting, han forlangte, nemlig at tage ham med mig, da han for Resten lod mig ene raade for hele vor Formue; jeg haabede ogsaa, at han, som saa mange andre, skulde nyde Godt af eders Lykke, hvis han kom hid til eder.” “Jeg vil see ham,” sagde Kongen. “Det skal skee,” sagde Thord, “og derfor gik han herhid til Thinget med mig, men nu er han dog kommen bort fra mig.” Kongen sendte da Bud efter ham; men da Reidar hørte, at Kongen vilde tale med ham, knejsede han dygtig, saae sig kun lidt for, og traadte paa alt hvad der kom ham i Vejen; han var klædt saaledes, at han havde lange Strømpebeenklæder paa, og en graa Kappe over sig; men da han nu kom til Kongen, faldt han paa Knæ for ham, og hilste ham ærbødig. Kongen svarede ham leende, og sagde: “Hvis du har noget Ærende til mig, saa siig snart din Begjering, thi andre Mænd have ogsaa vigtige Ting at tale med mig om.” Reidar svarede: “Mit Ærende tyktes mig pligtmæssigst, det er, at jeg vilde see dig, Konge!” “Synes dig da nu vel om mig,” sagde Kongen, “nu da du har seet mig?” “Vel nok,” sagde Reidar, “men mig synes jeg endnu ikke har seet dig tilstrækkelig.” “Hvorledes skal vi da bære os ad,” sagde Kongen, “vil du have, jeg skal staae op?” “Det saae jeg gjerne,” sagde Reidar. Kongen stod da op, og sagde: “Nu synes dig vel dog, at du kan have seet mig nok?”Endnu ikke tilfulde,” sagde Reidar, “men det gaaer dog nogenlunde an.” “Vil du da have,” sagde Kongen, “at jeg skal tage min Kappe af?” “Ja det var herligt,” sagde han. Kongen svarede: “Vi maae dog først see at komme tilrette med hinanden om den Ting: mange af eder Islændere ere noget forslagne og djærve mod Høvdinger, jeg kan ikke vide, om du maaskee blot vil have mig til Bedste; men det skal jeg have mig frabedt.” Reidar svarede: “Ingen Mand sømmer det, at have dig til Bedste, Herre! eller at lyve for dig.” Kongen tog derpaa sin Kappe af, og sagde: “Betragt mig nu saa nøje, du lyster!” “Det skal jeg,” sagde han; han gik derpaa rundt omkring Kongen, og mumlede tit for sig selv imellem Tænderne: “meget brav! meget brav!” sagde han. Kongen sagde: “Har du nu seet mig, saa meget som du vil?” “Ja,” svarede Reidar. Kongen spurgte: “Hvorledes synes dig nu om mig?” Reidar svarede: “Min Broder Thord har ikke sagt mig for meget om dig, alt hvad godt er.” Kongen sagde: “Kan du finde noget at udsætte paa det, du nu Seer, som ikke enhver simpel Mand kan see eller skjønne?” Reidar svarede: “Jeg vil ikke, og naar jeg skal sandt sige, jeg kan ikke finde noget at udsætte, thi saaledes vilde enhver vælge sin Skabning, som din er, naar det stod i hans egen Magt at bestemme den.” “Nu gjør du igjen for meget af det,” sagde Kongen. De fleste andre ansee det for Spot, naar man roser dem alt for meget og dog taler til deres Berømmelse; saaledes vil det gaae mig, hvis det ikke passer til dig,” sagde Reidar, “hvad mig synes, og som jeg nu har talt.” Kongen sagde: “Sæt da noget ud paa mig, om det er nok saa lidet!” Reidar svarede: “Saa vil jeg da, Herre! snarest anmerke, at eders ene Øje sidder en lille Kjende højere oppe, end det andet.” “Det har en Mand før bemærket,” sagde Kongen, “og det var min Frænde, Kong Harald; men nu skal det gaae ligelig til mellem os to,” sagde Kongen, “nu vil jeg betragte dig, staa du nu, og læg din Overkjole fra dig!” Reidar slængte strax sin Kappe fra sig; han var, som vi før have sagt, en styg Mand, stærk af Lemmer, havde store og meget smudsige Hænder, thi de vare kun daarlig vaskede, og Klæderne vare heller ikke for rene. Kongen betragtede ham nøje. Da sagde Reidar: “Herre!” sagde han, “hvad finder du nu at udsætte paa mig?” Kongen svarede: “Jeg tænker, at aldrig er der opvoxen en hæsligere Mand, end du er.” “Saa siger man,” sagde Reidar, “men er der da noget ved mig, som kunde kaldes smukt i dine Tanker?” Kongen sagde: “Din Broder Thord berettede mig, at du var et sagtmodigt Menneske.” “Det er ogsaa sandt,” sagde Reidar, “og det tykkes mig ilde, at saa er.” “Du kan dog vel blive vred,” sagde Kongen. “Gud velsigne dig, Herre!” sagde Reidar, “men hvor længe vil det vel vare, inden det skeer?” “Det veed jeg ikke saa vist,” sagde Kongen, “men jeg tænker det vil indtræffe endnu i Vinter.” “Gud glæde dig for de Ord!” sagde Reidar. Kongen sagde: “Er du noget behændig?” Reidar svarede: “Det kan jeg ikke vide, thi jeg har aldrig forsøgt det.” “Det forekommer mig dog ikke usandsynligt,” sagde Kongen. “Gud velsigne dig for de Ord!” sagde Reidar, “thi det maa være sandt, naar du siger det; men jeg vil, tykkes mig, behøve Vinterophold.” Kongen svarede: “Det skal staae din Broder Thord frit for, at blive hos mig, med en Mand til eller nok een, om han vil, men bedre tykkes mig dog, det vilde passe for dig at være et Sted, hvor der ej vare saa mange Mennesker.” “Det kan under visse Omstændigheder være saa,” sagde Reidar, “men der er aldrig saa faa, at det jo kommer ud iblandt Folk, hvad man siger, allerhelst naar det er noget til at lee af, men jeg er just ikke den Mand, som gjemmer Mine Ord, og der kommer mig tidt noget paa Tungen; kanskee da de Mænd, som ere hos mig, skjønt de ikke ere mange, udtyde mine Ord vrangelig for Folk, og spotte mig og udbrede til Haan for mig alt hvad jeg for Løjer siger eller gjør; nu synes det mig ligesaa klogt, hellere at blive hos ham, som vil sørge for mig, saadan som min Broder Thord, skjønt der ere mange Mennesker samlede, hellere end der, hvor der kun ere faa, men ingen til at tage sig af mig.” Kongen sagde: “Saa raad nu selv derfor, og du og din Broder kan begge tage til mit Hof, hvis det tykkes eder bedst.” Strax løb Reidar bort, da han hørte disse Kongens Ord, og sagde til hver Mand, som vilde give Agt derpaa, at han havde gjort en god Rejse til Kongen, og fornemmelig sagde han til sin Broder Thord, at Kongen havde givet ham Tilladelse til at være ved Hoffet om Vinteren. Thord sagde: “Da skal du forsyne dig anstændig baade med Vaaben og Klæder, thi vi have gode Raad dertil, og mangen een vinder meget ved en god Dragt, enhver bør ogsaa klæde sig omhyggeligere i Kongens Herberg, end andensteds, at han ikke skal blive til Latter for Hirdmændene.” Reidar svarede: “Da skal du staae tidlig op, hvis du tænker, at jeg lader Stadsklæder komme paa min Krop.” Thord sagde: “Vi vil da lade skjære Klæder til dig af godt Vadmel.” “Ja det kan jeg endda finde mig i,” sagde Reidar. Han fik da, efter Thords Raad, en god Vadmels Klædning, og væbnede sig vel, og syntes strax en anderledes Mand, end før, skjønt han var og blev styg og plump. I Begyndelsen da disse Brødre kom til Hoffet, mærkede Kongens Mænd nok, hvor tosset Reidar var, og han var derfor meget udsat for deres Spot og Drillerier, og de gave sig paa mange Maader i Færd med ham, baade ved haanende Ord og anden Adfærd, men han betalte dem lige med lige; men da de mærkede, at han altid lo ad deres Spottegloser, og overgik dem alle baade i en løbende Tunge og i Særdeleshed i legemlig Styrke, saa lode de ham siden være i Fred.


Kapitel 27

Brødrene havde endnu ikke været længe ved Kong Magnuses Hof, da det hændte sig, at een af Kong Magnuses Hirdmænd dræbte een af Kong Haralds: derover bleve selve Kongerne uenige, og der bestemtes et Møde, paa hvilket Kongerne selv skulde komme sammen, for at afgjøre Sagen; men da Reidar fik at høre, at Kong Magnus skulde rejse til et Møde med Harald, gik han strax for Kongen, og sagde: “Nu er der en Ting, som jeg vil bede dig om, Konge!” “Hvad er det?” sagde Kongen. “Det,” sagde Reidar, “at jeg maa drage med til dette Møde; jeg har ikke seet mig meget om, siden jeg kom til eder, men jeg har stor Lyst til at see tvende Konger samlede paa eet Sted.” Kongen svarede: “Det er vel saa, at du har ikke rejst meget om, men alligevel vil jeg ikke give dig Tilladelse til denne Rejse, thi det er ikke godt for dig, at komme i Kast med Kong Haralds Mænd, da der let deraf kunde opstaae Ulejlighed for dig eller andre; de ere meget overmodige, og adskillige ikke synderlig velsindede, og jeg frygter for, hvis de behandlede dig haardt, at din sædvanlige Ilsindethed da skal komme over dig, og jeg finder det bedst, at mage det saa, at sligt ikke kan finde Sted.” Reidar sagde: “Nu talte du et godt Ord, Konge! Saa maa jeg endelig rejse, dersom der kan være Haab om, at jeg bliver vred.” Kongen svarede: “Vil du rejse, skjønt jeg forbyder dig det?” “Ja,” sagde han. Kongen sagde: “Mener du, at du kan bære dig ad med mig, som med din Broder Thord, hos hvem du altid har dit frie Sprog?” Reidar svarede: “Saa meget bedre kan jeg have med eder at gjøre, som I er forstandigere, end han.” Kongen saae nu nok, det ikke vilde nytte at forbyde ham det, og at han rimeligviis vilde give sig i Følgeskab med andre Mænd, dersom han forbød ham at rejse med sig, og fandt det da endnu vanskeligere at hjælpe ham tilrette, hvis han skulde komme noget til; Kongen tillod ham derfor at drage med. Reidar blev glad derover, og man gav ham en Ridehest; men saasom han hang tungt paa Hestens Ryg og var uvant med at ride, saa forstod han ikke at spare Dyrets Kræfter, men drev det bestandig frem, saa at Hesten strax blev træt, uagtet de endnu kun vare komne et kort Stykke Vej; men da Kongen mærkede det, sagde han: “Nu gaaer det efter Ønske; følg nu Reidar tilbage til Byen, han skal nu ikke rejse med.” Reidar svarede: “Det hindrer ikke min Rejse, at Hesten er træt; min Hurtighed vilde kun komme mig lidet tilgode, skulde jeg nu ikke være i Stand til at følge eder;” mange skyndte sig da frem, og sporede deres Heste forbi ham, og vilde forsøge hans Hurtighed, som han selv pralede saa meget af: men Enden blev, at han gik enhver Hest træt, som kappedes med ham, og mange maatte derfor staae af og gaae. Men da de kom til det Sted, hvor Kongerne skulde samles, sagde Kong Magnus til Reidar: “Lyd mig nu ad, og hold dig altid nærmest ved mig, thi jeg frygter for, der vil skee en Ulykke, hvis Haralds Mænd faae fat paa dig.” Reidar svarede, at Kongens Villie skulde skee; “jeg troer at have det saa meget des bedre,” sagde han, “jo nærmere jeg er eder.” Derpaa mødtes Kongerne, og talte om deres Sag ene to. Kong Haralds Mand havde allerede hørt tale om Reidar og hans Taabelighed; og de glædte sig nu meget, da de saae, han var kommen med. Men strax da Kongerne havde begyndt deres Samtale, gik Reidar hen iblandt Haralds Mænd, og de bade ham at følge med til Skoven, som var der strax i Nærheden; de fik ham imellem sig, trak ham i Kjolen, og gave ham undertiden dygtige Stød fremad; og hvor han var, gik det heel forskjellig til, snart fløj han for dem, som en Halmvisk, snart stod han saa fast som en Muur, saa at de fløj tilbage fra ham. Men tilsidst gik Legen saa vidt, at de toge ham altfor haardt med, og lode ham smage baade Øxeskafte og Sværdklinger; Sømmene af Skederne (18) fik han i Hovedet, saa han blev saaret deraf, men han lo af det, og lod, som om han fandt den største Fornøjelse deri. Men da det nu havde varet en Stund, og de endda ikke vilde til at sagtne med Legen, sagde Reidar: “Nu have vi haft Gammen og god Leg en Stund, nu er det Tid at holde op, thi nu begynder jeg at blive kjed af denne Jav; lad os nu Vende tilbage til eders Konge, thi jeg vil see ham.” “Det skal aldrig skee,” sagde de, “at saadant et Udskud, som du, skal see vor Konge, før skal vi slaae din Kjeltring ihjel.” Han blev da noget ilde tilmode, og troede de vilde udføre, hvad de havde sagt; nu var det kommet saa vidt, at det kippede i ham og han blev vred; han greb da fat paa den, som kom ham nærmest paa Livet og handlede værst med ham, ham kastede han op i Vejret, saa han hovedkulds styrtede ned, slog Hjernen ud af Hovedet, og var død; men de andre bleve da bange og tyktes han besad en overmenneskelig Styrke; de skyndte sig alle derfra, og droge hen til Kong Harald, hvem de fortalte, at een af hans Hirdmænd var dræbt. Han svarede: “Saa dræber den, som gjorde det!” “Han er ikke at faae fat paa,” sagde de, “han er nu borte.” Men hvad Reidar angaaer, da begav han sig, strax efterat de vare skiltes ad, hen til Kong Magnus. Kongen sagde: “Nu, veed du nu, hvorledes det er, at blive vred.” “Ja,” sagde han, “nu veed jeg det.” Kongen sagde: “Nu, tykkes dig da nu saa godt om at blive vred, som jeg før mærkede, du havde saadan Lyst til?” Reidar svarede: “Slemt tyktes det mig, jeg havde den allerstørste Lyst til at dræbe dem alle.” “Det kunde jeg vel tænke,” sagde Kongen, „at din Vrede vilde være af det farlige Slags; men efter hvad der nu er forefaldet, tvivler jeg paa, at kunne forsvare dig, hvis du bliver her iblandt Hirden, naar vi holde Møde, thi min Frænde Harald er listig, og det er vanskeligt at forebygge hans Planer. Jeg vil nu skaffe dig nogle Ledsagere, og sende dig til Oplandene til min Leensmand der, som hedder Eivind, at han kan vogte dig for Kong Harald; kom saa til mig, naar jeg sender dig Bud!”


Kapitel 28

Reidar rejste nu, indtil han kom til Eivind, der tog imod ham efter Kong Magnuses Befaling. Kongerne bleve vel forligte angaaende det forrige Drab, og denne deres Stridighed blev afgjort i Mindelighed, men om Reidars Sag kunde de ikke komme til Forlig; Kong Harald forlangte Bøder for sin Hirdmand, men Kong Magnus sagde, at hans Mænd havde selv yppet Tvisten og vare Skyld i alt, og meente, at der saa meget mindre burde gives Bøder for den dræbte, som de alle, der havde været imod Reidar, havde forbrudt sig, og han kunde brødeløs have dræbt dem alle; for denne Gang skiltes de da saaledes ad, at Kong Magnus reent ud afslog, at give Bøder for Hirdmanden. Der hengik ikke lang Tid, førend Kong Harald fik at vide, hvor Reidar var bragt hen; han begav sig da paa Rejsen, og kom til Oplandene til Eivind med tresindstyve Mand. Det var tidlig om Morgenen, thi han havde i Sinde at overraske Eivind, hvilket dog ikke lyktedes, da denne nok formodede, at Kong Harald vilde lede efter Manden, saa han ikke noget Øjeblik var uforberedt paa hans Komme; han fik strax Efterretning om Kongens Rejse, da han var kommen nordfra; han havde stævnet Mænd til sig i Skovene, som laae nærmest ved Gaarden, hvilke han skulde give et Tegn, naar han behøvede deres Hjælp. Der fortælles, at en Dag nogen Tid før Kong Harald kom did, bad Reidar Eivind om at give sig noget Sølv og Guld. Eivind spurgte, om han var kunstfærdig. Reidar svarede: “Kong Magnus sagde til mig, at jeg nok maatte være kunstfærdig, men videre veed jeg det ikke, thi jeg har endnu aldrig prøvet derpaa, men jeg troer ham paa hans Ord, da han nok maa vide det.” Eivind sagde: “Du er mig en forunderlig Mand; jeg vil nu give dig Metal til Smedning, men hvis Arbejdet mislykkes, saa giv mig Sølvet tilbage, men ellers maa du selv beholde det.” Reidar blev nu indelukt i et Huus, og gav sig der i Færd med Smedningen, men førend Arbejdet endnu var ganske færdigt, kom Kong Harald, som nys er fortalt. Eivind tog venlig imod Kongen, og anrettede et prægtigt Gjæstebud for ham; da de nu sade ved drikken, sagde Kong Harald til Eivind: “Er der en Mand her, som hedder Reidar? Du vil have vort Venskab, hvis du udleverer os ham frivillig.” “Han er nu ikke her,” sagde Eivind. “Jeg seer det,” sagde Kongen, “at han er ikke her i Stuen, men jeg veed dog ligefuldt, at han er i Kost hos dig og i din Vold, hvilket du ikke kan nægte.” “Men om end saa er,” sagde Eivind, “saa gjør jeg dog ikke den Forskjel paa dig og Kong Magnus, at jeg overgiver dig den Mands Hals og Hoved, som han bød mig at hjælpe og beskytte.” Eivind gik da ud af Stuen, men da han kom hen til det Huus, som Reidar var skjult i, da stod denne og brød paa Døren, og raabte, han vilde ud. “Ti du stille!” sagde Eivind, “Kong Harald er kommen herhid, og vil dræbe dig.” Reidar brød ikke desmindre paa, og sagde han vilde til Kongen. Eivind saae, at han vilde bryde Døren op, dersom han ikke blev lukket ud; han gik da hen og lukkede op og sagde: “Pokker skulde tage dig, at du saaledes raser frem til din visse Død, uden at nogen kan hjælpe dig.” Reidar gik ind i Stuen for Kong Harald, og hilste ham, og sagde: “Herre!” sagde han, “lad eders Vrede imod mig fare, thi jeg kan være dig nyttig i mange Henseender, hvis du vil tilvende mig dit Venskab; jeg vil da udrette, hvad du vil sætte mig til, om der end kunde synes at væe Livsfare derved. Her har jeg en Kostbarhed, som jeg vil give dig;” hvorpaa han satte den paa Bordet for Kongen; det var et Svin gjort af Sølv og forgyldt. Da sagde Kongen, i det han betragtede Svinet: “Du er en kunstfærdig Mand, saa jeg tror neppe at have seet et i sit Slags saa vel udført Arbejde, som dette;” Svinet gik derpaa om i Stuen, fra Mand til Mand, som viste Hinanden det, og alle stemmede i med hverandre, at de aldrig tyktes at have seet et smukkere Stykke Arbejde. Da sagde Kongen: “Jeg vil slutte Forlig med dig, Reidar! Jeg troer jeg kan bruge dig til farlige Foretagender; du er en stærk Mand, og ikke bange, tænker jeg.” Nu kom Svinet atter tilbage til Kongen; han tog det da op, og besaae endnu nøjere Arbejdet; han saae da, at det var en forgyldt So med Patter; og mærkede nu, at det var gjort ham til Spot (19), slængte strax Svinet bort, og sagde: “Saa skulde du da skee en Ulykke! Staaer nu op, Mænd, og dræber ham!” Reidar greb Svinet, og sagde: “Saa kommer jeg da til at beholde mit Kunststykke selv, naar du, Konge, ikke vil lønne mig derfor, uden med Ondt;” de sidste Ord sagde han endnu udenfor Døren, og foer bort fra Gaarden. Kong Harald og hans Mænd løb ud efter ham, og vilde dræbe ham; men da de kom ud, var Eivind derude med saa mange Folk, at de ikke kunde komme til at sætte efter Reidar. Kong Harald og Eivind skiltes saaledes ad, at Kongen var misfornøjet, men Reidar standsede ikke, førend han kom til Kong Magnus. Da han kom til denne, spurgte Kongen, hvorledes det var gaaet til med Kong Harald og ham; men Reidar fortalte alt, saaledes som det virkelig forholdt sig, og viste ham Svinet. Kongen sagde: “Saare kunstig er dette forarbejdet, og mindre Spot, end den, der ligger i alt dette, har min Frænde Kong Harald hævnet med megen Grusomhed; forvoven er du og med alt det opfinderisk; aldrig havde jeg troet en Tosse kunde finde paa sligt, saa enfoldig som du lader.”


Kapitel 29

Reidar var nu hos Kong Magnus nogen Tid, og en Dag gav han sig i Samtale med Kongen, og sagde: “Jeg vilde ønske, Konge, at du vilde tilstaae mig det, som jeg vil bede dig om.” “Hvad er det?” sagde Kongen. “Jeg vilde ønske, Herre!” sagde Rejdar, “at I vilde høre paa det Kvæde, som jeg har digtet om eder.” “Det vil jeg tilstaae dig,” svarede Kongen. Reidar fremsagde Kvædet, og det var noget stift og forkeert i Begyndelsen, men blev stedse bedre, jo længer han kom frem; og da det var tilende, sagde Kongen: “Dette Kvæde forekommer mig underligt, og dog godt imod Enden; det har saaledes megen Lighed med dit eget Liv, Begyndelsen deraf har været underlig og bagvendt, men det vil forandre sig til det bedre, efterhaanden som du bliver ældre; herefter vil jeg vælge Lønnen for Kvædet. Der ligger en Holm her ved Norge, som jeg vil give dig; den er vel bevoxen med Græs og et godt Stykke Land, skjønt ikke stort.” Reidar sagde: “Dette er en god Gave, som man kunde vente det af eder; dermed skal jeg forbinde Norge og Island.” “Jeg veed ikke, hvorledes det vil gaae til,” sagde Kongen, “men det veed jeg, at mange ville være villige til at afkjøbe dig Holmen, og give dig andet Gods derfor. Nu tænker jeg det bedste er, at jeg indløser Holmen, at det ikke skal komme til Trætte imellem dig og dem, som ville kjøbe den, allerhelst da du ikke godt kan blive her i Landet for Kong Harald, thi det er let at see, hvorledes det vil gaae dig, hvis han maa raade, og det vil han komme til, hvis du tøver her længe.” Kong Magnus gav da Reidar Sølv for Holmen, og han rejste efter Kongens Raad ud til Island, hvor han boede i Svarfadardal paa den Gaard, som siden fik Navn af Reidarstade; det gik med hans Liv, som Kong Magnus havde sagt, at han syntes desto raskere, jo ældre han blev, men han havde for det meste paataget sig de underlige Lader, hvorved han syntes som halvtosset; han boede til sin Alderdom paa Reidarstade, og der nedstammer en stor Slægt fra ham; hermed ender hvad vi have at fortælle om Reidar.


Kapitel 30

Nu vende vi tilbage til det Sted i vor Fortælling, at Svend Ulfsøn og Harald skiltes fra Hinanden i Danmark; Svend laae endnu og sov, da Harald om Natten var dragen bort med sine Folk; og da Svend fik at vide, at Harald var borte, søgte han at faae Underretning om den Vej, han tog. Men da han spurgte, at Kong Magnus og Harald havde holdt en Sammenkomst og sluttet Forlig med Hinanden, og at de derpaa begge havde een Hær, saa drog han med sin Hær øster for Skaanes Side, og dvælede der en Stund; men da han spurgte, at Magnus og Harald med deres Flaade havde begivet sig nordpaa til Norge, saa sejlede Svend med sine Folk syd til Danmark, og oppebar alle kongelige Indtægter den Vinter.


Kapitel 31

Men i Begyndelsen af Foraaret udbøde begge Kongerne, Magnus og Harald, Leding af Norge. Det hændte sig en Gang, at de laae i samme Havn, men næste Dag var Harald først færdig, og han sejlede da strax, og om Aftenen lagde han til Havn, der hvor han og Kong Magnus agtede at blive den Nat over; Harald lagde sit Skib hen i Kongelejet, og tjeldede der. Kong Magnus sejlede senere ud paa Dagen, og kom først til Havnen, efterat Harald havde tjeldet og lagt sig til Ro; de saae, at Harald havde lagt sig i Kongelejet, og agtede at blive liggende der. Men da Kong Magnus paa sine Skibe havde ladet Sejlene falde, sagde Kongen: “Lad Folkene nu sætte sig til Aarerne langs med Bordene paa vore Skibe, og roe rask til, og nogle tage vore Vaaben frem; og hvis de da ikke ville vige Lejet for os, saa skulle vi stride.” Men da Kong Harald saae, at Magnus agtede at lægge til Slag med ham, sagde han til sine Mænd: “Hugger Landtovene, og lader Skibene lægge bort fra Lejet! Vred er nu Magnus min Frænde.” Det skete efter hans Befaling; de lagde bort fra Lejet, og Kong Magnus lagde sine Skibe derhen. Da de nu paa begge Sider havde gjort alting klart, gik Kong Harald med nogle Mænd ombord til Kong Magnus; denne modtog ham vel, og bød ham velkommen. “Jeg havde tænkt,” sagde Harald, “at vi vare komne blandt Venner, men for et Øjeblik siden frygtede jeg næsten for, at I ikke vilde lade det saa blive; men det er et sandt Ord, man siger, at Ungdommen er hastig af sig, thi jeg vil ikke forstaae dette, Frænde! paa nogen anden Maade, end som et barnagtigt Indfald.” Da svarede Kong Magnus: “Dette var et Indfald, mine Forfædre værdigt, og ej barnagtigt, naar jeg mindedes, hvad jeg tilstod og hvad jeg afslog. Hvis denne ubetydelige Ting var skeet imod min Tilladelse, da vilde det snart være gaaet ligesaa med langt vigtigere; kun det hele Forlig, som det er afsluttet med eder, ville vi holde, og paa samme Maade fordre vi af eder hvad os med Rette tilkommer.” Da svarede Kong Harald, og stod op i det samme: “Det er ogsaa et gammelt Ord, at den forstandigste giver efter;” hvorpaa han begav sig tilbage til sit Skib. Ved slige Sammenstød imellem Kongerne fandt man, at det var vanskeligt, at stille dem begge tilfreds; thi begges Folk holdt hver med sin Høvding. Kong Magnuses Mænd sagde, at han havde Ret i sin Paastand; men de mindre forstandige meente, at der herved var skeet Harald nogen Tilsidesættelse, og (hine) sagde, det burde saa være, at Kong Magnus i alle Henseender Nød den største Ære. Men selve Kong Haralds Mænd meente, at der ikke var gjort nogen anden Aftale imellem dem, end at Kong Magnus skulde have Kongelejet, naar de kom lige tidlig til Havn, saa at Harald var ikke forpligtet til at lægge bort fra Lejet, naar han laae der først, og Harald, sagde de, havde baaret sig vel og forstandigere ad i denne Sag; men de, som derhos vare ildesindede, sagde, at Kong Magnus havde ved slig Adfærd viist Ubillighed mod sin Frænde, og vilde bryde Forliget paa en uretfærdig Maade. Ved slige Tvistigheder opstod der hos retsindige og forstandige Mænd megen Frygt for Kongernes Enighed, thi baade ved sligt og paa mange andre Maader viste det sig, at Hver vilde have sin Mening frem, hvilket tildeels allerede her foran er yttret.


Kapitel 32

Kongerne Magnus og Harald havde en stor og smuk Hær, med hvilken de sejlede ned til Danmark; men da Svend spurgte det, flyede han over til Skaane; Kongerne derimod bleve en stor Deel af Sommeren i Danmark, og underlagde sig hele Landet. Thorgils hed en Mand, som havde Tilnavn efter sin Moder, og hed Thorgils Birnesøn; han var i Slægtskab med Svend Ulfsøn. En anden Mand hed Thorlel Geysa. Disse Mænd vare de mægtigste blandt Almuesmændene i Danmark hos Kong Svend. Det hændte sig en Gang, at Kong Magnus og hans Mænd gik i Land paa et Sted, hvor de Mænd boede, som Kongen bar Nag til formedelst den ham viste Utroskab; Kong Harald var da med sin Hær paa et andet Sted. Kong Magnus og hans Mænd dræbte mange ved deres Landgang, men gjorde nogle til Fanger, og satte dem i Lænker; det var tidlig paa Dagen, da de kom ned til deres Skibe med tolv Fanger. De gik strax anden Gang i Land, og Kongen forbød strængelig, at ingen maatte løse Fangerne. Kongens Moder, Alfhild, var da med ham, og da de andre vare gangne i Land, sagde hun til Fangerne: “Hvem ere I Mænd, og hvad heder den smukke Mand der, som synes at være eders Formand?” Han svarede ikke. Hun spurgte ham, om han vilde tage sit Liv af hende. Han sagde Nej. “Hvorfor ikke?” sagde hun. “Dertil har jeg mere end een Grund,” sagde han: “for det første vil jeg ikke være Kong Magnus tro, saa længe som han og Kong Svend begge leve, og ligge i Krig med Hinanden; for det andet tænker jeg ikke, der kan nogen bedre Mand komme til at raade for mit Drab, end Kong Magnus, og han har vel Grund dertil, da jeg altid har været ham imod; der ere ogsaa kun faa, som ville lide Tab ved min Død, paa det nær at jeg har en ung Kone og Døttre, som mulig ville ængstes over mit pludselige Frafald; men dertil komme endnu, at det vil højlig mishage Kongen, hvis jeg bliver løsladt, og det er ubilligt, at du skal paatage dig hans Vrede for min Skyld.” Hun sagde: “Jeg seer, at du er en fornem Mand, og du skal i Sandhed have din Friheed.” “Jeg vil ogsaa gjerne,” sagde han, “tage mit Liv af dig, Kongemoder! men søg du frit til Thorkel Geysa, hvis du nogensinde troer at behøve hans Hjælp, eller send dit Bud til ham” “ Derpaa lod hun dem alle tolv løse, og gaae, hvorhen de vilde. Men da Kong Magnus kom tilbage til Skibene, og bemærkede det Forefaldne, blev han overordentlig vred, og sagde: “Det er et Guds Under, at du skal overtræde min Befaling og bære dig saa upassende ad, mener du da at have mere Magt og Villie, end jeg?” Hun svarede: “Min Villie var i dette Fald ligesaa god, som din, og det kan vel en Gang hænde sig, at du finder, jeg har handlet ret.” Kongen sagde: “Mange ere deres Fædre stor Tak skyldige, og ingen mere end jeg i de fleste Henseender, men dog valgte han mig ingen god Moder.” Hun svarede: “Du har intet desangaaende at bebrejde ham, thi Valget stod mindre i hans Magt, end i min; men derimod burde du agte mig desto højere, eftersom jeg har valgt Fader for dig.” Dermed havde deres Samtale Ende.


Kapitel 33

Det traf sig en anden Gang, at begge Kongerne vare gangne paa Land med en stor Hær; paa dette Tog toge de meget Gods fra de Mænd, som havde hyldet Svend Ulfsøn; mange Fanger dreve de foran sig til Skibene, og satte dem i Fjædder. Kong Magnus gik da til sin Moder, og talte i Enrum med hende: han sagde: “Bed mig nu, saaledes at det skeer i manges Paahør, om Fred for den Mand, som er den fornemste blandt Fangerne.” Hun svarede: “Hvorfor skal jeg nu turde bede om Fred for dine Fjender, da du dog var saa misfornøjet før, da jeg løste dem, du havde taget til Fange.” Kongen sagde: “Jeg vil ikke allene tilgive det, men ogsaa gjøre dig Fyldest, fordi jeg tiltalte dig saa haardt, ved nu at opfylde denne din Begjering; thi det er uvist, hvorlænge du endnu nyder min Beskyttelse her i Verden, og det er da godt for dig at kunne søge Hjælp hos dem, som du før ved noget har forpligtet dig, thi du skal ikke sætte stor Lid til Kong Haralds Omsorg for dig, naar du ikke mere har mig.” Kongen gik da bort, men hun sagde med Taarer, saa at alle hørte det, som vare tilstede: “Opfyld nu min Bøn, min Herre! og skjænk denne anseelige Mand Liv og Fred!” Kongen svarede: “Du skal visseligen see din Bøn opfyldt, Moder!” Manden blev strax løst, og han gik derpaa hen for Kongen, og takkede ham for sit Liv. Derpaa sagde han til Kongemoderen: “Du har viist mig megen Godhed, uden al Anledning fra min Side; dersom du derfor nogensinde skulde trænge til min Hjælp eller Omsorg, hvor lidet rimeligt det end nu monne synes, saa søg du kun frit til den Mand, som hedder Thorgils Birnesøn.” Derpaa drog han bort.


Kapitel 34

Der fortælles, at begge Kongerne en Gang laae samlede ved Landet, hvor der var en tyk Skov i Nærheden, og der udbredte sig en jevn aaben Mark foran Skoven; en Dag, da det var smukt Vejr, red en Mand ud af Skoven i en prægtig Rytterdragt, det var en meget net Mand, som paa det herligste tumlede sin Hest henad Marken; derpaa udførte han mange ypperlige Ridekunster, saa at Kongens Folk havde nok at see paa og beundre; da han saaledes i lang Tid havde viist sine Kunster, drejede han Hesten mod Folkene paa Flaaden, og raabte højt: “Jeg er Niding for Kong Magnus, og det selvsamme er Kong Harald for mig, og meget ulige ere disse Konger, Magnus og Harald.” Derpaa vendte han tilbage til Skoven, og forsvandt der. Kong Magnus kjendte Manden, og sagde: “En berømmelig Mand er Svend Ulfsøn,” sagde han, “havde han Folk, ligesaa tappre og djærve, som han selv er, da vilde han oftere vinde Sejer.”


Kapitel 35

Kongerne laae længe ved Jylland om Høsten; en Nat, da Kong Magnus laae i sin Seng, havde han en Drøm; det forekom ham, at han var hos sin Fader, den hellige Kong Olaf, og ham tyktes denne sagde til ham: “Hvilket vil du nu helst vælge, min Søn, enten nu at drage med mig, eller blive den mægtigste af alle Konger, og leve længe, og begaae en saadan Misgjerning, at du enten saare vanskelig eller slet ikke skal kunne forsone den.” Det forekom ham, at han svarede: “Jeg ønsker, Fader! at du vil vælge for mig.” “Da skal du drage med mig,” sagde Kong Olaf. Kong Magnus vaagnede, og fortalte sine Mænd sin Drøm, og de fleste bleve meget nedslagne ved Fortællingen derom. Kort efter var det en Morgen tidlig, da Kong Magnus laae i Lyftingen paa sit Skib, at han heel nødig kastede Klæderne af sig, og laae i en stærk Damp; Einar Thambeskjælver var da hos ham, og sagde: “Er du syg, Herre?” “Ja, endnu befinder jeg mig ikke ret vel, min Fosterfader!” sagde Kongen. “Det er os en stor Sorg,” sagde Einar, “og dine Venner ville aldrig faae Erstatning for Tabet af dig.” Kongen sagde: “Sørg for, min Fosterfader! at min Seng bliver redt i Forrummet. ude ved Skibsbordet, der maa være højere og svalere,” saa skete; men da han var kommen i Seng der, sagde han mat: “Det nytter ikke noget; bringer mig tilbage til det forrige Sted!” og man gjorde saa. Da sagde Einar: “Tal, Herre! med dine Venner om hvad der ligger dig paa Hjerte, og giv os nu gode Raad, kanskee vi ikke have lang Tid at tale med hverandre.” “Saa skal være, min Ven!” sagde Kongen, “thi sandsynligviis vil denne Sygdom snart gjøre Ende paa vor Omgang og Selskab.” Da kom Kong Harald derhen, og spurgte: “Er I syg, Herre?” Kong Magnus svarede: “Syg er jeg sandelig, Frænde! Jeg vil bede eder om een Ting, at I vil være mine Venners Ven.” “Det er min Pligt for eders Skyld,” sagde Kong Harald, “men der er dog de iblandt dem, som i deres Tanker ere sig selv nok, og skjøtte lidet om mig.” Da sagde Einar: “Det nytter kun lidet at tale derom, han vil allerede forhen have betænkt, hvad han nu lover!” Harald sagde: “Er det ikke ogsaa rimeligt, og min første Pligt, at jeg er mine Venners Ven?” Einar sagde: “Tal, Herre Kong Magnus! om mere magtpaaliggende Ting, om Rigets Anliggender!” Da svarede Kong Magnus: “Det Raad giver jeg, min Frænde Harald! at du vender tilbage til Norge, dit Fosterland, og bevarer det: thi det var Aftale mellem mig og Hørdeknud, at Danevælde skulde ikke komme ud af Ætten, hvis det blev mit Rige, saa og hvis Norge blev hans, derfor have nu Kong Svend Danmark!” Kong Harald svarede: “Mig tykkes? at saavel Danmark som Norge tilhøre mig, hvis du døer.” Kong Magnus sagde: “Jeg seer nu, at vor Samtale herom vil være af ringe Nytte.” Kong Harald vedblev: “Hvor meget er der tilbage af den store Mængde Guld, som vi bragde til Landet, og hvoraf I fik Halvparten af os.” Kong Magnus svarede: “Betragt en Gang Skibsbordene, som ere besatte med brave og berømmelige Mænd; dem har jeg givet Guldet, og derimod erholdt deres Kjærlighed og Tjeneste, og bedre er en brav Mands Hjælp og Huldskab, end meget Gods.” Derpaa gik Harald bort. Da sagde Einar: “Giv ogsaa et godt Raad, Herre! med Hensyn til din Broder Thorer; lidet Godt har Han at vente af Harald, godt og vel, om han kan beholde sit Liv.” Thorer kom da derhen, tilligemed en anden Mand, som hed Ref. Kongen sagde til dem: “Gaaer nu op fra Skibene til Skoven, det vil ikke vare længe, førend mine Lurer ville lyde, og det skal være eder et Tegn paa, at jeg da døer. Drager derpaa saa hurtig I kan, hen til Kong Svend, og bringer ham dette mit Budskab, at han skal tage mod dig, Broder, saaledes som han vilde, jeg skulde tage mod hans Broder, hvis han sendte mig Bud paa sin Dødsdag.” Thorer kunde ikke tale med Kongen for Sorg. Derpaa vedblev Kong Magnus: “I skulle ogsaa forkynde Kong Svend dette, at jeg giver ham hele Danevælde, og han skal have og beholde det fra nu af frit og frelst for hver Mand.” Thorer og hans Ledsager gik da paa Land, og ind i Skoven, og biede der paa hvad der vilde skee.


Kapitel 36

Den Gang som en Mand til, som vi forhen have omtalt, Thorsteen Halsøn, som da nylig var kommen fra Rom, og gik op paa Kongeskibet. Thorsteen kom just til Kong Magnus paa den Tid, da denne havde givet og uddeelt blandt sine Venner næsten alt det Gods og Løsøre, som fandtes der. Thorsteen sagde, efterat han havde hilset Kongen: “Herre,” sagde han, “saa glædeligt bliver nu ikke vort Møde, som jeg havde haabet, thi mig synes, at vor Skilsmisse er nær forhaanden og sørgelig; nu vil jeg ikke bede eder om Gods, men jeg vilde ønske, I vilde give mig eders Navn.” Kongen svarede: “Alt Godt har du fortjent af mig, Thorsteen! du er en anseelig Mand, og gjerne under jeg dig dette Navn, at du kan give din Søn det. Men endskjønt jeg kun har været ringe som Konge, saa ville maaskee dog nogle finde, at det er vel megen Djærvhed for en simpel Almuesmand, at bære mit Navn; men saasom jeg seer, at du beder herom med Kjærlighed og Bekymring, saa vil jeg tilvisse give dig mit Navn, men min Anelse siger mig, at med dette Navn vil følge Sorg med Værdighed.”


Kapitel 37

Kort førend Kong Magnuses Død kom Kong Harald endnu en Gang til ham, og satte sig hos ham; da faldt Kong Magnus i en kort Døs, ligesom han sov, under hvilken hans Mund aabnede sig, og det forekom hans Mænd, som om der løb en Fisk ud af hans Mund, og den var guldfarvet, og strax igjen vilde Fisken Vende tilbage i Munden paa ham, men kunde ikke komme dertil, den Vendte da om og løb ind i Kong Haralds Mund, og nu forekom det Mændene, som om Fisken var mørk af Farve; derpaa vaagnede Kong Magnus, og man fortalte ham dette Varsel; men han svarede “Dette betegner uden Tvivl, at jeg kun har kort Tid tilbage, og det kan vel hænde sig, at Kong Haralds Beslutninger blive noget mørkere og barskere, end mine.” Derpaa vidnede han endnu en Gang, at han gav Kong Harald hele Norges Rige, men Svend Danmark; derefter kom hans Præster til ham, og ydede ham paa bedste Maade deres Tjeneste. Siden sagde han til sin Skosvend: “Har jeg betænkt dig med noget?” “Nej, Herre!” sagde Svenden. Kongen rakte da sin Kniv og Bælte hen til ham, som begge vare meget kostbare; men i det Svenden tog imod Kostbarhederne, saae han hen paa Kongen, og denne laae da i Dødskampen; dette virkede saa stærkt paa Svenden, at han faldt i Afmagt, men da han kom til sig selv, vare Kostbarhederne borte, saa at han aldrig saae dem siden.


Kapitel 38

Kong Magnus døde tre Nætter før Apostlerne Simonis og Judæ Dag; strax da han var død, blæstes der i Lurer; dette hørte Thorer og hans Ledsager der hvor de vare i Skoven, og de formodede nu, at Kongen virkelig var død; derhos hørte de nogle Mænd tale i Skoven i Nærheden af dem; de sagde: “nu nys vare de her;” derpaa fløj nogle Pile nær forbi dem, hvoraf de formodede, at Kong Harald havde sendt nogle Mænd op i Skoven for at dræbe dem; de flygtede da bort og skyndte sig det bedste de kunde, og bleve derpaa ved at rejse, indtil de traf Kong Svend øster i Skaane. Han var netop den Gang i Færd med, at begive sig ind i Sverrig, og agtede at lade den kongelige Titel fare, som han havde antaget; han var just kommen hen til sin Hest, da Thorer og hans Medfølger traf ham. Thorer kunde ikke tale til Kongen, men denne mærkede strax, da han saae dem, at de maatte have vigtige Tidender at bringe, og sagde: “Hvad Nyt er der forefaldet hos de Norske?” Da svarede Thorers Ledsager Ref, og fortalte ham Kong Magnuses Død, samt den Bestemmelse, han havde gjort paa sit Yderste, at han gav Svend hele Danevælde med det Budskab, at han skulde modtage hans Broder Thorer; Ref anbefalede brav og djærvelig Thorers Sag, og skildrede Kongen hans Sorg og Tab ved Kong Magnuses Afgang. Da svarede Kong Svend i dybe Tanker: “Dette er en vigtig Tidende,” sagde han, “du, Thorer, skal være vellommen hos os, og vi skulle vise dig al sømmelig Hæder, thi jeg troer, at saa vilde hin gode Kong Magnus gjøre ved min Broder, hvis sligt havde føjet sig saa; og det vidner jeg for Gud, at aldrig mere, saalænge jeg lever, skal jeg flye fra Danmark.” Han steg da til Hest, og red op i Skaane; der samlede sig da mange Folk til ham, som havde spurgt for vist, at Kong Magnus var død; denne Vinter underlagde Kong Svend sig hele Danevælde, og alle Danske toge ham da til Konge. Thorer var hos ham og nød megen Anseelse, som han havde lovet ham, men han var kun lidet tilfreds, og levede ikke længe.


Kapitel 39

Kong Magnuses Moder Alfhild var, som man kunde Vente, meget betaget af Sorg; hun lod sig føre i Land, og fik sig nogle Ledsagere; først begav hun sig til Thorkel Geysa, der med megen Glæde tog imod hende, og hun tøvede der noget; men da det om Vinteren led henimod Julen, blev hun endnu mere bedrøvet, end før. Thorkel gik hen til hende; og sagde: “Gjerne ville vi see dig glad, Kongemoder! thi vi skulle gjøre dig alt det Glæde, vi kunne.” “Meget vel handler du imod mig,” sagde hun, “men jeg tænker paa Julen forrige Vinter, hvis jeg nu skal drikke Juul med simple Almuesmænd.” “Det er rimeligt,” sagde han, “og hvis du har Lyst til at begive dig til Kong Svend, saa vil jeg følge dig derhen, thi jeg haaber, at han vil tage vel imod dig.” Dette Tilbud vandt hendes Bifald, og Kongen tog meget venlig imod hende; der levede hun siden vel og fornøjet; der fortælles, at hun gav Kong Svend et herligt Jagtspyd, smukt indlagt med Guld og besat med Ædelstene.


Kapitel 40

Kong Magnuses død vakte almindelig Sorg hos Almuen; han var en Mand af Middelvæxt, med regelmæssige og lyse Anigtstræk, blondt Haar, veltalende og raadsnar, højmodig og særdeles gavmild, en god Kriger og særdeles vaabendjærv og sejrsælig; han var den vennesæleste af alle Konger, saa at baade Venner og Fjender roste ham. Strax efter hans Død holdt Kong Harald Thing med Bønderne, og bekjendtgjorde sine Mænd sin Hensigt, at drage til Viborg, holde Thing der, og lade sig tage til Konge over hele Danevælde, og derpaa indtage Landet: thi han erklærede dette ligesaa vel for sin Arvedeel, som Norge; han befalede begge Hære at styrke sig saa meget muligt, og yttrede sit Haab, at hvis de nu fik Danmark undertvunget, skulde Nordmændene til evig Tid blive de Danskes Overmænd.” Da svarede Einar Thambeskjælver paa Kongens Tale, og sagde, at han fandt sig mere forpligtet til at føre sin Fostersøn Kong Magnuses Lig til sin Grav, og bringe ham til sin Fader den hellige Kong Olaf, end til at stride udenlands med Kong Harald, skjønt han attraaede fremmed Rige og Ejendom. Einar endte sin Tale dermed, at han holdt det for bedre at følge den døde Kong Magnus, end nogen anden levende Konge. Han lod derpaa Liget tage og iklæde prægtigen Paa Kongeskibet, og lod det sætte saa højt, at man fra de andre Skibe godt kunde see hele Ligtilberedelsen; da gjorde alle Thrønderne og mange af de andre Nordmænd sig færdige til at følge hjem med Kong Magnuses Lig, og hele Ledingshæren blev derved opløst. Harald fandt det da klogest, at Vende tilbage til Norge, og først tage det Rige i Besiddelse, som han var født og baaren til, derpaa efterhaanden at styrke sig med Folk, naar det var belejlig Tid; han sejlede da Søndenfra til Vigen, holdt der Borgething, og lod Bønderne tilsværge sig hele Landet; saaledes rejste han nu østenfra fra Thing til Thing, indtil han kom op til Throndhjem; han blev tagen til Konge paa hvert Thing over hele Landet.


Kapitel 41

Einar Thambeskjælver med alle Thrønderne sejlede med Kong Magnuses Lig; de kom til Samsø, og laae i den Havn, som Kong Magnus ofte havde plejet at ligge i, naar han drog sønderpaa eller sydfra. Der paa Øen var en blind fattig Mand, som Kongen altid havde understøttet meget med Almisse for Guds Skyld, naar han landede der paa Stedet; den blinde Mand mærkede om Aftenen, at der vare komne mange Skibe til Øen; han lod sig da lede ned til Stranden, raabte og spurgte, hvem der var den fornemste Mand paa de Skibe. Einar svarede: “Kong Magnus Olafssøn,” sagde han. Den blinde Mand sagde: “Mon Kongen vel nu vil betænke mig fattige Mand med noget, som han plejer?” Einar svarede: “Der bliver nu intet af; Kongen er Død.” Da blev den Elendige saa ilde tilmode, at han i lang Tid ikke kunde faae et Ord frem for Sorg, men da Smerten havde sat sig noget, sagde han: “Hvorledes mon vel I er til Sinds, Einar; vil I give mig nogen Almisse for Guds Skyld og af Ædelmodighed, og saaledes ihukomme Kong Magnuses gode Gjerninger, eller har jeg nu aldrig mere nogen Trøst at vente i min Elendighed?” Einar sagde: “Jo visselig skal jeg tænke paa dig; “og han bestemte da, hvormegen Mad man skulde give ham af hvert Skib, hvilket tilsammen var en meget anseelig Deel Levnetsmidler; Einar lod det bringe op paa Land. Da sagde den blinde Mand: “Nu har du, Einar, viist din sædvanlige Højmodighed, og dette er mig en stor Hjælp, men jeg vilde dog endnu bede dig, hvis der er een eller anden ringere Ting, som Kong Magnus har ejet, at I vil give mig den til Trøst og Erindring.” Einar svarede: “Kong Magnus forlod dette Liv saaledes, at jeg tænker, de fleste Kostbarheder i Guld og Sølv og Klæder vare bortgivne, og jeg veed ikke, om noget monne være tilbage;” han tog da i sin Pung, og fandt der en lille Guldring, og lod ham faae den, men han græd af Glæde, holdt Guldet op til sine Øjne, og Taarerne strømmede ham ned paa Kinden og paa Guldet. Han sagde da grædende: “Jeg haabede altid det bedste, hvis jeg kunde faae noget, som havde tilhørt Kong Magnus, nu er ogsaa den Lykke bleven mig til Deel; I viste mig megen Hjælp ved eders Gave, men Kongen har dog viist mig endnu større Miskundhed, saa at jeg nu aldrig behøver andres Understøttelse, for at friste mit Liv; saa længe som jeg end har været blind, saa er jeg dog nu bleven seende med begge Øjne.” Einar gik da paa Land tilligemed en stor Mængde Mænd, og saae, at det virkelig forholdt sig saa; alle Kongens bedste Venner bleve da glade over denne Tildragelse, hvad enten nu Gud havde ladet det skee formedelst Kong Magnuses Godhed, eller hans Fader Kong Olafs Hellighed. De sejlede derpaa med Liget til Throndhjem. Da blev kvædet om denne Rejse:

Fra Sønden over Havet
I Mørkningen nu føre
Hensovet herlig Konning
De sørgelige Skibe,
Thi Kongens Hirdmænd have
Det Hoved, som var ypperst
I Verden, alt tilhyllet;
Ej siden Kummer stilles.

Men da de kom til Nideros, gik alle Borgere i Byen Liget imøde, og Ligfærden blev holdt med megen Pragt. Kong Magnuses Lig blev jordet der i Klemenskirken, hvor da ogsaa den hellige Kong Olafs Skrin blev bevaret; mangen brav Mand stod grædende ved Kong Magnuses Grav, og de bare siden i lang Tid Sorg over hans Afgang, som Odd Kikina Skald siger:

De Mænd, som mildest Konge
Til Graven bare, fældte
Heel mange Taarer, Byrden
Var tung af slig Velgjører;
Hofsinderne i Sorgen
Ei Graaden skjule kunde;
Tit sade de, ham kjente,
Heel kummerfulde siden.

En Dag gik Odd Skald ude meget bedrøvet; man spurgte ham, hvorledes han havde det; Odd svarede og kvad:

Jeg, siden gode Magnus
Sit Liv tilende bragde,
I svarest Vaande stædes,
Og har det ondt i Verden.
Jeg hver Mands Hjælp behøver –
Omvankende med Kummer;
Han døde, — hele Folket
Nu sørger, vi tillige.

Denne Tidende vakte, som vi allerede have sagt, megen Sorg hos Almuen i Norge; det bidrog ogsaa meget til at forøge Bedrøvelsen Hos Magnuses mest hengivne Venner, at han ikke efterlod sig noget Afkom, uden en Datter, som endnu var ganske ung, og hed Ragnhild; og her slutte vi vor Fortælling om Kong Magnus den Gode, Kong Olaf den Helliges Søn.


Kapitel 42

Kong Harald kom den samme Vinter, som vi nu have fortalt om, til Norge, og da han var kommen ind til Byeu Nideros, lod han stævne Ørething; han erholdt der, ligesom andensteds, Kongenavn over det hele Land, og blev da ene regjerende Høvding over hele Norge; denne Vinter opholdt han sig i det Throndhjemske. Haldor Snorresøn havde, som før er fortalt, været ude i Miklegaard med Harald, og var vendt tilbage med ham fra Garderige til Norge; Han holdtes da i megen Hæder og Anseelse af Kong Harald, og var hos Kongen denne Vinter, da han sad i Kjøbstaden Nideros. Men imod Enden af Vinteren, og da det begyndte at mildne i Vejret, gjorde man sig tidlig færdig, for at drage i Kjøbmandsfærd; thi der havde været saa godt som ingen eller liden Sejlads fra Norge, formedelst Ufreden imellem Norge og Danmark og den deraf følgende Tvang. Da det nu som ud paa Vaaren, mærkede Kong Harald, at Haldor Snorresøn blev ilde tilmode; Kongen spurgte ham en Dag, hvad der laae ham paa Hjerte. Haldor svarede: “Jeg længes efter at rejse ud til Island, Herre!” Kongen sagde: “Mange kunde vel have større Aarsag til Hjemvee, end du; men hvor faaer du Skibslejlighed fra, og hvorledes vil du raade med dit Gods?” Han svarede: “Det tænker jeg let at kunne raade med, thi jeg ejer ikke mere, end hvad jeg staaer og gaaer i.” “Da er du slet lønnet,” sagde Kongen, “for lang Tjeneste og mangen udstanden Fare, jeg skal give dig Skib og Ladning, at din Fader kan see, du ikke har tjent mig for intet.” Haldor takkede Kongen for sin Gave. Faa Dage efter kom Haldor til Kongen, og denne spurgte ham, hvor mange Skibsfolk han havde antaget. Han svarede: “Alle Kjøbsvende have allerede ladet sig hyre, og jeg kan ikke faae en eneste Maud; jeg tænker derfor, at det Skib, I gav mig, faaer blive her tilbage.” Kongen sagde: “Da kommer min Gave dig kun lidet til Nytte, men lad os endnu bie og see, hvorledes vi komme ud af det med at skaffe Roerkarle.” Næste Dag blev blæst til et Møde i Byen, og forkyndt, at Kongen vilde tale med Borgerne og Kjøbmændene; Kongen kom silde til Mødet, og viste sig med et bekymret Aasyn, da han endelig kom; han sagde: “Vi have Hørt, at der skal være udbrudt Ufred i vort Rige, øster i Vigen; Danekongen Svend har udrustet en Hær, og vil tilføje os skade, men vi ville paa ingen Maade opgive ham vort Land; vi forbyde derfor alle Skibe at rejse fra Landet, førend jeg af hvert Skib har erholdt hvad jeg ønsker, saavel af Folk, som af Levnetsmidler, undtagen en lille Knør, som Haldor Snorresøn ejer, og som skal gaae til Island; skjønt dette maaskee vil tykkes eder, som allerede have gjort eder færdige til at løbe ud, vel strængt, saa tvinger dog Nødvendigheden os til dette Paabud, men bedre syntes det os, hvis vi kunde sidde i Fred og Ro, og hver fare, hvorhen han vilde.” Derpaa opløstes Forsamlingen. Kort efter kom Haldor til Kongen: denne spurgte ham, hvorledes det gik ham med Udrustningen til hans Rejse, og om han havde faaet sig nogle Roerkarle. Haldor svarede: “Ja nu har jeg faaet mere end nok, thi der komme langt flere til mig og forlange Hyre, end jeg er i Stand til at modtage, og de løbe mig saaledes paa Døren, at de ere færdige at rive mit Huus ned, saa at jeg hverken Nat eller Dag har Ro for deres Begjæring herom.” Kongen sagde: “Behold nu de Roerkarle, du allerede har antaget, og lad os see, hvad der nu videre følger.” Næste Dag blev atter blæst til Møde, og forkyndt, at Kongen atter vilde tale med Kjøbmændene; denne Gang kom Kongen betids til Mødet, thi han var blandt det første Sæt, og havde da et meget mildt Aasyn; han stod op og sagde: “Nu har jeg en god Tidende at bringe; det er ikke andet end Opspind og Løgn, hvad I hørte om Ufreden igaar; vi give nu hvert Skib Lov til at fare fra Landet, hvorhen enhver lyster at sejle; komme tilbage om Høsten, og bringer os Kostbarheder med, og I skulle derimod have vor Bevaagenhed og Gunst.” Alle Kjøbmænd, som vare der forsamlede, bleve meget glade delover, og priste Kongens herlige Ord. Haldor sejlede til Island om Sommeren, og var den Vinter hos sin Fader; næste Sommer sejlede han atter ud, og kom til Kong Haralds Hof; men man fortæller, at han da ikke altid fulgte med Kongen, som før, og om aftenen, naar Kongen gik til Sengs, blev han siddende tilbage.


Kapitel 43

En Mand hed Thorer Englandsfarer; han havde været en meget anseelig Kjøbmand, og i lang Tid faret paa forskjellige Lande, og bragt Kongen Kostbarheder hjem. Thorer var Kong Haralds Hirdmand, og den Gang meget gammel. Thorer kom i Samtale med Kongen, og sagde: “Jeg er, som I veed, en gammel Mand, og bliver nu træt og skrøbelig, jeg føler mig nu ikke mere i Stand til at følge Hofsæderne med at drikke Minde og andre Dele, som vedbør; jeg maa nu see mig om en Forandring heri, skjønt det er bedst og behageligst, at være hos Eder.” Kongen svarede: “Det er let for os at komme ud af den Vanskelighed, min Ven! bliv ved Hirden, og drik, med min Tilladelse, saa lidt og saa meget, du selv vil.” Baard hed en Mand fra Oplandene, en brav Mand og ikke gammel; han stod i stor Yndest hos Kong Harald; Baard, Thorer og Haldor vare Sidekamerader; og en Aften da Kongen gik forbi det Sted, hvor de sad og drak, gav Haldor just i samme Øjeblik Hornet fra sig; det var et stort og vel poleret Dyrehorn; han saae da grant derigjennem, at han havde drukket godt det halve mod Thorer, men for ham gik det kun langsomt med at drikke; da sagde Kongen: „Seent lærer man dog Mænd at kjende, Haldor!” sagde han, “da du saaledes paa Nidingviis drikker omkaps med en gammel Mand, og løber efter Kvindfolk ved Aftenstide, men følger ikke din Konge.” Haldor svarede ikke et Ord, men Baard mærkede paa ham, at Kongens Yttring mishagede ham meget. Strax om Morgenen tidlig begav Baard sig til Kongen; “Nu er du tidlig paa Færde, Baard!” sagde denne. “Jeg er nu kommen,” svarede Baard, “at foreholde eder, Herre! at I igaar Aftes talte Haldor, eders Ven, ilde og ubilligen til, da I bebrejdede ham, at han drak som en Sinke; thi det var Thorers Horn, og han havde faaet nok, og agtede da at bære det hen til Drikkekarret, men Haldor tog imod det, og drak for ham mere end Halvdelen; det er ogsaa aldeles usandt, hvad I sagde, at han var letfærdig af sig, derimod vilde hans Venner ønske, at han fulgte eder noget ivrigere.” Kongen sagde, at han og Haldor vilde komme tilrette om den Sag, naar de mødtes. Baard gik da hen til Haldor, og sagde, at Kongen talte Godt om ham, og at det var bedst, han ikke lagde saadanne Yttringer paa Hjerte, som Kongen ikke meente noget med; Baard gjorde sit Bedste med at mægle imellem dem. Det led nu saaledes frem, at der var nogen Spænding imellem Kongen og Haldor. Men ved Juletider bleve, som Skik var, Folk dømte i Drikkebøder; og een Morgen i Julen blev Ringningen forandret, da Kjertesvendene gave Klokkerne Penge for at ringe langt tidligere, end sædvanlig; Haldor blev da tilligemed en stor Mængde andre Mænd dømt i Drikkebøder. Om Dagen satte de sig i Halmen, og skulde drikke deres Bøder ud. Haldor sad paa sin sædvanlige Plads, men de bragde ham ikke desmindre Bøde-hornet; han afslog at drikke det; man underrettede Kongen derom; “Det kan ikke være sandt,” sagde Kongen, “han vil nok tage derimod, naar jeg bringer ham det;” han tog da Bøde-hornet, og gik hen dermed til Haldor; denne rejste sig, da Kongen kom; og denne bad ham at drikke sine Bøder. Haldor svarede: “Jeg troer ikke, at være falden i Straf, endskjønt I finde paa allehaande Kneb, og forandre Ringningen allene for at Folk kan falde i Bøder.” Kongen sagde: “Du kommer nu til at drikke dine Bøder, ligesaa godt som de andre.” “Maaskee,” sagde Haldor, “du mager det saa, Konge, at jeg drikker disse Bøder, men aldrig vilde Sigurd Syr have bedt Snorre Gode til sligt imod hans Villie;” han tog da Hornet, og drak, men Kongen blev meget vred, og gik tilbage til sin Plads. Men den ottende Dag i Julen uddeeltes Solden til Mændene; det Sølv, som da uddeeltes, kaldte man Haralds-Slæt, det var for største Delen Kobber; men da Haldor tog mod sin Sold, havde han den i Skjødet paa sin Kappe, og betragtede den, og syntes det var ikke reent Sølv; han slog da med sin anden Haand nedenunder Kappen, saa at Sølvet faldt ned i Halmen. Baard sagde: “Nu handlede du ilde dermed, Kongen vil ansee det for en stor Fornærmelse, naar hans Sold kastes saaledes hen.” Haldor svarede: “Sligt bryder jeg mig ikke om; det har vel ingen Fare!”


Kapitel 44

Efter Julen lod Kongen sine Skibe gjøre færdige, da han agtede at sejle sydpaa, men da Kongen næsten var færdig, gjorde Haldor sig endnu ikke i Stand. Baard spurgte ham, hvorfor han ikke gjorde sig færdig. “Thi jeg agter slet ikke at rejse,” sagde Haldor, “jeg seer, at Kongen ikke bekymrer sig om mig.” “Det er dog vist nok hans Villie,” sagde Baard, “at du skal rejse med.” Baard gik strax til Kongen, og sagde ham, at Haldor gjorde sig ikke færdig; “du vil uden Tvivl mene,” sagde han, „at du vanskelig vil faae en Stavnbo i hans Sted.” “Siig ham,” svarede Kongen, “at det er min Mening, at han skal følge med mig, samt at den Spænding, som nu i nogen Tid har været os imellem, ikke er alvorlig meent.” Baard opsøgte Haldor, og sagde ham, at Kongen paa ingen Maade vilde undvære hans Tjeneste, og efter hans Overtalelser gjorde Haldor sig færdig, og drog med Kongen. En Nat, da de nu sejlede, sagde Haldor til den Mand, som styrede Kongens Skib: “Drej af!” Men Kongen sagde til Styrmanden: “Hold ligefrem!” Haldor sagde anden Gang: “Lad falde af!” Kongen befalede ham, at styre lige ud. Haldor sagde: “I stævner lige paa Skæret.” Derpaa løb Skibet saa haardt paa Skæret, at Nederdelen deraf strax brødes, og man maatte da see at komme til Land paa de andre Skibe; hvorpaa Telte bleve rejste, og Skibet gjort ved. Morgenen efter vaagnede Baard ved, at Haldor bandt sin Skindseng (20) sammen; “hvad har du nu for, Fostbroder!” sagde Baard. Haldor svarede: “Jeg vil ud paa den Skude, som ligger kort herfra, maaskee vi ikke længer fortrædige hinanden, hvis hver farer sin Vej; jeg vil ikke, at Kongen oftere skal fordærve sine Skibe eller andre Kostbarheder, mig til Foragt.” Baard sagde: “Bi endnu, Kamerad! indtil jeg har talt med Kongen.” Men da Kongen saae Baard komme, sagde han: “Nu er du aarle paa Benene, Baard!” “Det gjøres atter Behov,” sagde Baard, “Haldor er i Færd med at drage bort, og mener, som sandt er, du har handlet uvenlig imod ham, og det er en vanskelig Sag at have med eder to at gjøre; han vil nu tilbage til Throndhjem til sit Skib, og sejle i Vrede ud til Island; I skilles da ikke vel ad, og det er min Mening, at du neppe faaer dig nogen anden Mand, der er saa paalidelig, som han.” Kongen meente, de vilde nok endnu blive forligte, og sagde, han vilde ikke lægge det paa Hjertet. Baard vendte da tilbage, og sagde Haldor Kongens Venlige Ord. Haldor svarede: “Til hvad Ende skal jeg længer tjene ham, da jeg ikke faaer min Sold ærlig og redelig.” Baard sagde: “Tal ikke om det! Du maa vel finde dig i samme Behandling, som Leensmænds sønner nyde og taale, og heller ikke handlede du skaansomt dermed forleden, da du kastede Sølvet i Halmen og lod det spildes, og du kan troe, at Kongen finder ved slig Adfærd megen Foragt viist imod sig.” Haldor svarede: “Da kan jeg dog ikke vide, om den Bistand, jeg har ydet Kongen, en eneste Gang har været saa uefterrettelig, som den Sold, Kongen giver.” “Det kan være sandt,” sagde Baard, “bi endnu efter mig, jeg vil endnu en Gang til Kongen.” Baard kom for Kongen, og sagde: “Opfyld min Begjering, Herre! lad Haldor faae sin Sold i reent Sølv, thi han fortjener det.” Kongen svarede: “Finder du ikke det vel djærvt, at forlange anden Sold for Haldor, end den Leensmænds sønner tage imod, efter den foragtelige Maade, paa hvilken han sidste Gang handlede med Solden?” Baard svarede: “Det er at tage i Betragtning, Herre! som er af langt større Værd, hans Mandighed, og saa eders langvarige Venskab, og derhos din Højmodighed; men du kjender Haldors Sindelag og vanskelighed, og det er din egen Ære, at vise ham Hæder.” Kongen sagde: “Du taler som en brav Mand; lad ham da faae Sølvet!” det skede da saa, og Baard bragde Haldor tolv Øre brændt Sølv, og sagde: “Seer du nu, at du faaer af Kongen, hvad du forlanger.” Haldor svarede: “Jeg vil dog ikke oftere være paa Kongeskibet, men vil han nu længere have mit Følgeskab, da skal han give mig et Skib til min Befaling og Ejendom.” Baard sagde: “Det lader sig ikke gjøre, at Leensmænd skulle afstaae deres Skibe til dig, du er ogsaa altfor begjerlig.” Haldor sagde, han vilde ikke følge Kongen, med mindre det blev tilstaaet ham. Baard drog hen, og fortalte Kongen hvad Haldor forlangte, “og hvis det øvrige Mandskab paa det Skib,” sagde han, “bliver ligesaa paalideligt, som Befalingsmanden, saa vil det være dig en stor Hjælp.” Kongen sagde: “Skjønt dette synes vel meget forlangt, saa vil jeg dog ikke berøve mig Haldors Følgeskab.” Kongen lod da kalde een af sine Leensmænd, Svend fra Lyrgja, til sig, og sagde til ham: “Du er en storslægtet og forstandig Mand, Svend! jeg vil nu have dig hos mig paa mit Skib, og du skal være med i mine Raadslagninger.” Han svarede: “Hidtil har du for det meste haft andre Mænd i dit Raad, jeg er ogsaa kun lidet skikket dertil, men hvem har du da tiltænkt mit Skib?” “Haldor Snorresøn skal have det,” sagde Kongen. Svend svarede: “Det havde jeg dog aldrig tænkt, at du vilde lade en Islænder tage Skibsbefalingen fra mig.” Kongen sagde: “hans Slægt er ikke slettere paa Island, end din er i Norge; her er ogsaa mange endnu i dette Land, som kun i meget faa Led kunne regne sin Slægt op til mægtige og berømte Mænd.” Det maatte nu være som Kongen vilde, og Haldor tog mod Skibet; Kongen styrede øster til Vigen, og tog der paa Gjæsteri.


Kapitel 45

Det var en Dag, da Kongen sad og drak tilligemed mange af sine Mænd, og Haldor var derinde i Stuen; da kom hans Svende derind, og vare ganske vaade; de fortalte, at Svend og hans Folk havde taget Haldors Skib, som de skulde bevogte, og kastet dem i Søen; Haldor stod strax op, og gik for Kongen, og spurgte, om han maatte beholde det Skib, han havde givt ham, eller om den Gave ikke skulde staae ved Magt? Kongen sagde, at det skulde blive ved hans Løfte, og kaldte strax paa sine Hirdsvende, til at følge Haldor, og befalede dem at bemande sex Skibe paa det bedste for at sætte efter Svend. De gjorde saa, og droge ud, for at opsøge Svends Folk, og fandt dem. Svend lod sig forfølge til Land, og de løb op i Skoven, men Haldor tog Skibet tilbage, og drog til Kongen dermed. De sejlede mod Enden af Sommeren nord til Throndhjem, og Kongen sad i Kjøbstaden om Vinteren. Svend i Lyrgja opholdt sig den Vinter paa sine Gaarde, og sendte Bud til Kong Harald, at han ganske vilde give sin Sag angaaende Skibet ham i Vold, men helst vilde han dog kjøbe Skibet af Haldor, hvis det saa behagede Kongen; men strax da Kongen saae, at Svend skød hele Sagen under hans Dom, da vilde han indrette det saa, at de begge kunde være fornøjede; han bad derfor Haldor om at sælge sig Skibet, og kjøbte det af ham, og betalte ham strax dets Værd i Guld og brændt Sølv, saa at der ikke skortede mere, end en halv Mark Guld; Haldor krævede dette saa smaat, men det blev dog ikke betalt. Men i Begyndelsen af Vaaren sagde Haldor til Kongen, at han om Sommeren vilde ud til Island, og saae gjerne, at Resten af Skibets Værd nu blev ham betalt. Kongen unddrog sig Betalingen, og det mærkedes nok, at han aldrig kunde lide, naar Haldor krævede, men dog forbød Kongen ham ikke Rejsen til Island. Haldor gjorde sit Skib i Stand om Foraaret; en Aften silde, da han var ganske færdig, lagde han ud af Aaen; der havde da rejst sig en god Bør. Haldor gik i Baaden med nogle Mænd, og roede ind til Bryggen; der lagde han Bagstavnen til, lod een Mand holde Baaden der, og befalede de andre at blive siddende ved Aarerne, og saaledes bie efter ham; han gik allene fuldtbevæbnet op i Byen, og hen til det Herberge, hvor Kongen og Dronningen sov; men det gjorde nogen Støj, i det han gik ind, saa at de begge vaagnede derved, og Kongen spurgte, hvem der saaledes brød ind til dem om Natten. “Det er Haldor, her er,” sagde han, “jeg er nu færdig til at rejse bort og Vinden er god, og det er nu bedst at betale mig de tilbagestaaende Penge.” “Det kan ikke skee nu saaledes i en Hast” sagde Kongen, “bi til i Morgen, og vi skulle da betale dig.” “Jeg vil have det nu strax,” sagde Haldor, “denne Gang vil jeg ikke gaae forgjæves, thi jeg kjender dit Sind og veed, at du ikke synes om denne min Færd og Manen, hvordan du end lader nu; lidet vil jeg troe dig herefter; og det er ikke rimeligt, at vi træffes saaledes ofte, at Fordelen er paa min Side, jeg vil derfor nu benytte den. Jeg seer at Dronningen har en skikkelig stor Ring paa Haanden, giv mig den!” Kongen sagde: “Saa kommer vi først til at søge Vægtskaalen op og veje Ringen.” “Det behøves ikke, sagde Haldor, “jeg tager den for Fyldest for mit Tilgodehavende; du skal ikke spille Gjæk med mig denne Gang, lad mig nu snart faae den!” Da sagde Dronningen: “Lad ham faae Ringen, som han forlanger! seer du ikke , at han staaer med opløftet Sværd over dig.” Hun trak da Ringen af, og gav Haldor den; han tog den, og takkede dem begge for god Betaling, og bad dem leve vel. Han gik derpaa hastig ud, ned til Baaden, hvor hans Mænd paa det ivrigste brugte Aarerne, og roede ud til deres Skib, løftede strax Anker, og hidsede Sejl; men de havde aldrig saa snart Vendt, førend der overalt hørtes Blæsen af Lure i Byen; tilsidst saae de, at tre Langskibe vare blevne lagte ud, og styrede efter dem. Det var stærk standende Bør og Knørren sejlede godt; men da Kongens Mænd saae, at Haldor kom fra dem, vendte de tilbage, men han stak ud i Søen, og saaledes skiltes de ad; han fik god Bør til Island, og han og Kong Harald saae aldrig mere hinanden.


Kapitel 46

Haldor Snorresøn var en velvoxen og smuk Mand, overmaade stærk og vaabendjærv; det Vidnesbyrd gav Kong Harald Haldor, at han blandt alle Mænd under sit Ophold hos ham havde været den, som mindst bevægedes ved ethvert uventet Tilfælde, hvad enten der var Mands Fare eller glædelig Tidende forhaanden, han yttrede dog hverken større eller mindre Glæde; han hverken nød nogen Spise eller drak eller sov mere eller mindre, end han ellers plejede, hvad enten det gik ham vel eller ilde. Haldor talte kun lidet, var ordknap og frisindet i sin Tale, barsk og stolt, og nidkjær i alt, med hvem han end havde at gjøre; men dette passede ilde med Kong Harald, da han havde Tjenestemænd nok foruden ham; kun lidet stemmede de derfor med hinanden, efter at Harald var bleven Konge i Norge. Da Haldor kom til Island, satte han Bo vaa Gaarden Hjardarholt. Nogle Aar senere sendte Kong Harald Bud til Haldor Snorresøn, at han skulde gjøre en Udenlandsrejse, og endnu en Gang opholde sig hos ham, og lovede ham endnu større Hæder end før, og at ingen af Almuestand skulde han stille højere i Norge, hvis han vilde adlyde dette hans Bud. Haldor svarede, da man bragde ham dette Kongens Budskab: “Jeg vil aldrig herefter drage til Kong Harald, hver maa nu være fornøjet med sin Deel; jeg kjender hans Sind, og veed grant, at han vilde holde, hvad han lovede, ikke at stille nogen Mand i Norge højere, end mig, hvis jeg vilde komme til ham, thi han vilde lade mig hænge i den højeste Galge, hvis han, maatte raade.” Men i Kong Haralds sidste Levedage fortælles der, at han sendte Bud til Haldor Snorresøn, og bad ham sende sig nogle Rævebælge, som han vilde lade berede til at lægge over sin Seng, thi Kongen syntes da at trænge til noget varmt; og da dette Budskab kom til Haldor, da siges der, at han først brød ud i disse Ord: “Ældes nu Hanen,” sagde han, men sendte ham dog Bælgene, som han havde forlangt; men Haldor rejste ikke udenlands siden den Tid han og Kong Harald skiltes ad i Trondhjem, som nys er fortalt; han boede paa Hjardarholt til sin Alderdom, og blev en gammel Mand.


Kapitel 47

Da Kong Harald Sigurdsøn havde regjeret en Vinter over Norge efter hans Brodersøn, Kong Magnus den Godes Død, udbød han næste Vaar Leding af hele Landet, nemlig halv Alminding (21) af Folk og Skibe, og sejlede med denne Hær ned til Danmark; han laae længe om Sommeren ved Jylland, hærgede der vidt omkring, og skændte og brændte Landet. Kong Harald lagde med sine Skibe ind i Godnefjord, og imedens han laae der, kvad han dette:

Vi lade, medens Kvinden
For Ægtemanden kjæler,
I Gudenaaens Munding
Vort Skib for Anker ligge.

Da talte Kongen til Thjodolf Skald, og bad ham digte det manglende til; han kvad:

En anden Sommer længer
Mod Sønden, spaaer jeg, Hagen
(Vi tit den synke byde)
Koldnebbet Snekken fæster.

Dertil sigter Bølværk i sin Drape, at Kong Harald den næste Sommer efter Kong Magnuses Død drog med sin Hær ned til Danmark; han kvad saaledes:

Af Land udbød du Leding,
De favre Skibe Søen
I næste Aar omsuste,
De pløjed svare Bølger;
Mørkladne kostbar Flaade
De bare, til for Kysten
Dem skuede de Danske,
De ilde farne vare.


Kapitel 48

Der fortælles, at Thorkel Geysa gav Svend Kongenavn om Vinteren paa Viborg Thing; men alle de danske, og fornemmelig Thorkels Døttre, gjorde den Vinter meget Nar af Kong Harald og Nordmændene; de sagde om dem, at de torde ikke fare med Krigsskibe til Danmark. Geysas Døttre skare Ankere af Ost, og sagde, at de kunde fuldtvel holde Kong Haralds Krigsskibe, som han vilde vinde Danmark med; og megen anden Spot dreve de med Nordmændene. Men da Kong Harald var kommen til Danmark, og gik i Land fra Skibene, sagde han til sine Krigere: “Her kort oppe i Landet er Thorkel Geysas Gaard, den Mands, som gav Svend Kongenavn, og som er een af vore største Uvenner; jeg tænker, at Thorkel og hans Døttre nu vil komme til at bekjende, om Nordmændene tør vove at komme til Danmark, eller om vore Ankere monne være gjorte af Ost eller de befindes noget trofastere.” Og da de kom til Thorkels Gaard, satte de strax Ild paa Husene, men saasnart de Mænd, som vare derinde, mærkede at Ilden greb om sig, bade de om Fred og Lov til at gaae ud. Da svarede Kong Harald: “Skjønt det var rimeligere, at Geysas Døttre brændte inde her, saa har jeg dog ikke noget imod, at de nu en Gang prøve, om norske Fjæddre kunne fæste paa danske Been;” Gaarden blev da brændt, men Thorkels Døttre førte bundne til Skibene; da blev følgende kvædet:

Af Valle-Ost udskare
Skibsrustning danske Møer
Og Anker-Hager,
Kongen det eggede til Vrede.
I denne Morgen mangen
Mø seer Jern-Ankre svære
Vor herskers Skibe holde,
Dog sikkert ej med Latter.

Man fortæller, at den Spejder, som havde seet Kong Haralds Flaade, sagde til Thorkels Døttre: “I sagde jo, Geysas Døttre! at Kong Harald vilde ikke komme til Danmark.” Dotta Thorkelsdatter svarede: “Ja det var den Gang.” Thorkel udløste sine Døttre med en overordentlig stor Sum; saa siger Grane Skald:

Kaad Mø, som maatte flygte
For sig i Skovens Afkrog
At skjule, der lod aldrig
Af Øjne Graad hentørres.
Til Kysten fjendtlig Flygtning
Jog Nordmænds bolde Konning,
Men Dotta's Fader hende
Med Guld udløse maatte.

Kong Harald hærgede hele den Sommer i Danmark, fik uhyre Bytte, men blev dog ikke Herre over noget af Landet denne Sommer; han holdt Slag med de danske ved det Sted, som hedder Thjolenæs; saa siger Grane:

De Danskes Blod gav Drotten
Nys Ørnens Barn at drikke,
Ved Thjolenæs han Ravnen
Indbød til herligt Gilde:
Rovfugles Slægt ret vide
Paa slagen Val sig fryded,
Af Jyder Ulven nærte
Sig, ham det vel bekomme!


Kapitel 49

Kong Harald Vendte tilbage om Høsten, og var hjemme i Norge om Vinteren. Næste Vinter efter Kong Magnuses Død giftede Kong Harald sig med Thora, Thorberg Arnesøns Datter; de havde to sønner sammen, af hvilke den ældste hed Magnus, den anden Olaf. Kong Harald og Elisabet havde to Døttre, af hvilke den ene hed Maria, den anden Ingeborg. Det næste Foraar efter det Hærtog, som vi nys fortalte om, udbød Harald en Hær, og drog til Danmark, og dette gjorde han siden den ene Sommer efter den anden, som Stuf siger:

Da lagdes Falster øde,
Af Skræk var Folket rammet,
Sig glæded Ravn, men bange
Hvert Aar de danske vare.


Kapitel 50

Kong Svend regjerede over hele Danevælde, efterat Kong Magnus var død; han sad stille hver Vinter, men laae ude paa Skibene med alle sine Krigsfolk hver Sommer, og truede med, at han med de Danskes Hær vilde drage op til Norge, og der øve ligesaa meget Hærværk, som Harald gjorde i Danmark. Om Vinteren sendte Svend efter Overlæg med sine Høvdinge og andre Landets Indbyggere, nogle Mænd op til Norge til Kong Harald; de sagde Kongen deres Ærende, at Kong Svend og alle danske Høvdinger forlangte, at Kong Harald om Sommeren skulde komme med sin Hær nordfra, og Svend vilde da komme ham imøde med sin Søndenfra, og skulde de da mødes i Elven, og stride der, til de ikke kunde mere eller bleve forligte. Kong Harald svarede paa dette Budskab saaledes: “Det er en mandelig Begjering af Kong Svend og de danske, og det skulde jeg ønske, hvis dette Møde finder Sted, at de Danske længe mindes det, men det Budskab skulle I bringe Kong Svend og de danske, at jeg vil Møde dem i Sommer.” Sendebudene vendte med dette Ærende tilbage til Kong Svend; begge rustede da deres Flaade den hele Vinter, og begge Kongerne havde al deres Magt ude Sommeren efter. Denne Sommer kom Thorleik den Fagre fra Island, og gav sig til at digte en Flok (22) om Kong Svend Ulfsøn; da Thorleik kom til Norge, spurgte han, at Kong Harald var dragen ned til Elven, Kong Svend imøde: da kvad han:

Paa Stridens vaade Veje
Det ventes kan at Thrønders
Krigslystne Hær skal Kongen
Til Kamp udrustet finde.
Dog, hvo den anden fælder
Fra Livet eller Riget —
Derfor Gud raade! Sjelden
Svend paa Forlig mon tænke.

Og fremdeles kvad han:

Vred Harald, han som ofte
Rødt Skjold for Kysten viser,
Fra Norden fører Skibe,
Ret brede ud paa Havet.
Svends Snekker, zirlig malte,
Med gyldne Snabler smykte,
Fra Sønden, over Søen,
Alt ham imøde glide.


Kapitel 51

Kong Harald kom til det aftalte Stævnemøde med sin Hær; da hørte han, at Kong Svend laae med sin Flaade nede ved Sjælland; da sagde Kong Harald:

Løjet for Balder har Balder —

Thjodolf fortsatte strax Verset, og sagde:

Hin, der i Sønden Landet
Forvalter, ej sig finde
Til aftalt Slag nu lader;
Dog han, som Nord behersker,
Hid drog paa søvant Flaade;
Vist, Konge! meer ordholden
Du er, som kjek og Ædel.

“Det er sandt, Skald!” sagde Kongen, “at Svend har svigtet Stævnemødet; kanskee finde de Danske det bekvemmere, at drive Svin til Skovs, end at stride med os Nordmænd; men siden de ikke vil holde os det aftalte Møde, saa ville vi hjemsøge dem, og øve i deres Rige samme Hærværk, som før, eller endnu værre.” Kong Harald deelte da sin Hær; Bondehæren nord fra Landet lod han vende tilbage; men drog selv med sin Hird og Leensmændene, og havde tillige de af Bønderne med sig, som boede nærmest ved de Danske. Med denne Hær drog Kong Harald ned til Jylland og forbi Thy, og de fore da med Hærskjold over Landet, brændte Bygderne, og dræbte de Mænd, de kunde faae fat paa, men de fleste flyede, som kunde komme afsted, som Stuf Skald siger:

For Drotten ej at møde
Til Thy de hastig flygted;
Modigt er Haralds Hjerte,
hans Aand betvinger Lande.

De droge heelt ned til Hedeby, hvor de bemægtigede sig mange af Danekongens Kostbarheder, og ranede alt Gods, samt gjorde Folket og mange mægtige Mænds Kvinder, som vare flygtede derhen, for at søge Skjul, til Fanger. Derpaa indtoge de og brændte hele Staden; da digtede Kong Haralds Mænd følgende:

I Hedeby vi lode
Den hele Stad fortæres,
Brat mellem begge Ender
Af Brand, det Puds ej glemmes.
For Svend i Nat udførtes
Det Værk, før Dagen gry'de,
Ved Borgens Fløj saaes Flammen
Fra Huse klar sig rejse.

Dette omtaler ogsaa Thorleik den Fagre i sit Digt, da han spurgte, at der intet Slag var bleven af ved Elven:

Hvorledes hæftig Konning
Til Hedeby har draget,
Kan nu den Fyrste fritte,
Som før det ikke hørte;
Af tomme Ord bedraget
Drog Harald, ufornødent,
Til Drottens By, med Flaaden,
Af Vinden ført til Havnen.

Derefter sejlede Kong Harald igjen nordefter; han havde tresindstyve Skibe, for det meste store, og beladte med Bytte, som de havde taget om Sommeren. Men da de sejlede nordpaa fra Thy, kom Kong Svend med en stor Hær ned fra Landet; han raabte paa Kong Harald, og sagde: “Det er nu bedst,” sagde han, “at lægge til Land, og gaae op og stride med os Danske; I skulle nu ikke længer bruge Haansord om os, at vi ikke tør Møde eder, skjønt det nu er noget længer ud paa Sommeren, end Stævnemødet blev bestemt imellem os; vi tænke, at denne Mandeprøve skal være eder mere end en tom Trusel, skjønt Danekongen kun er ringe af sig, at stride med ham med fylket Hær, heller end at tage Kalv eller Kid eller Folks Kostbarheder, hvor der ingen er, som kan sætte sig til Modværge, saaledes som I stedse have gjort her i Danmark.” Kong Harald svarede: “Det tænker jeg monne være mange bekjendt, at vi have stridt med flere, end med værgeløse Bønder eller fejge Uslinger; saa var ogsaa vort Møde aftalt ved Elven, at I foreslog det, og det var kongeligt, men det syntes os lidet hæderligt, at bryde det Tilbud, I selv havde gjort, da en stor Hær var samlet; lidet sømmede det sig for eder som Høvding, at lægge Vind ene paa det, som gik ud paa Svig, og derved at udsætte eder for mangen Mands slette Omtale; det er nu ikke mere end en passende Hævn for de Danskes Falskhed, om vi i Sommer have overfaret deres Bygder. Det haaber jeg ogsaa, hvis de Danske vare komne os saa nær, at vore Vaaben kunde naae sammen, vilde vi have prøvet en Dyst med dem, som de længe skulde have husket men nu var det os saa meget lettere, at handle med deres Ejendom efter vort Godtbefindende, som de værgede hverken deres Gods eller deres Kvinder, af hvilke I nu her kunne see mange fangne og sorrigfulde. Men her at gaae op paa Land, som du byder, og stride mod hele den Danske Hær med saa saa Folk, som vi have, det er ikke min Lejlighed; men stride ville vi paa Skibene, hvis du vil, skjønt de Danske ere en halv Gang saa mange;” saa siger Thorleik:

Svend, vist i heldigst Time
Til Verden født, nu gjorde
Det Tilbud, at paa Landet
De tappre kjæmpe skulde;
Dog Harald, hvas i Kampen,
Ej det antage vilde,
Men sagde sig at være
Ombord til Søslag villig.


Kapitel 52

Derpaa sejlede Kong Harald nord forbi Vendilskage, der fik de Modvind, og lagde derfor ind under Lesø, og laae der om Natten. Da kom der en tyk Taage, som lagde sig over Søen; men paa Morgenstunden da Solen stod op, saae de paa den ene Side ligesom flere Ilde brænde paa Havet. Dette blev sagt til Kong Harald; han betragtede det, og sagde strax: “Lad paa det hurtigste Tjeldingerne paa vore Skibe tage ned, og Mænd sætte sig til Aarerne; det er de Danskes Hær, som kommer imod os, Taagen maa have løftet sig der hvor de ere, og det maa være Morgensolen, som skinner paa deres guldbelagte Dragehoveder.” Det var saaledes som Kong Harald sagde: Kong Svend var kommen med en overordentlig stor Hær; og begge roede nu til, det stærkeste de kunde. De Danske havde lettere Skibe at roe, thi de vare nys satte i Vandet, men Nordmændenes Skibe vare baade gjennemtrukne af Vandet, og stærk ladte; de kom derfor hinanden nærmere. Da saae Kong Harald, at det ikke vilde løbe lykkelig af paa den Maade; Kong Haralds Drage sejlede bagerst af alle hans Skibe, thi den var tungest under Aarerne. Da befalede Kong Harald, at man skulde kaste Tømmer overbord, og derpaa lægge de herligste Klæder og andre Kostbarheder; det stedet Vinden havde lagt sig og det var stille paa Søen, saa at alt dette drev for Strømmen imod de Danske; men da disse saae deres Gods og Kostbarheder drive paa Havet, da lagde de forreste hen til det, thi de fandt det nemmere at tage det, som flød her frit foran dem, end at søge det indenbords hos Nordmændene; herved sinkedes de da i at roe efter Fjenden. Men da Kong Svend kom derhen med sit Skib, skyndte han paa dem, at de skulde roe efter Fjenden: “Det er en stor Skam,” sagde han, “om vi, med saa stor en Hær, som vi have, ikke skulde faae Bugt med Nordmændene, som kun have en liden Magt: og det er et Under, at I lader eder standse og tiltrækkes af denne falske Pynt, som intet er værd, og ikke hellere ville vinde en stor Sejer, som nu er forhaanden, hvis I ere enige; tænker hellere paa, hvor megen Spot I have at hævne paa dem for de Mænd, de have fældet, og det Gods, de have røvet. Mange af eder have her at søge efter eders ædle Hustruer eller Døttre, og neppe komme vi dem saaledes mere paa Nakken, hvis vi nu lade dem slippe bort. Saare berømmeligt vilde det blive, hvis vi i en kort Tid kunde faae hævnet paa dem al den Vanære, de have tilføjet os.” Ved denne Tilskyndelse gave de Danske sig til at roe stærkere, og snart kom de Fjenden nær; men da Kong Harald saae, at de Danskes Skibe sejlede hurtigere, befalede han sine Mænd at lette deres Skibe, at laste Malt, Hvede og Flesk overbord, og at lade Mundgaat og andre Drikkevarer løbe ud: det skede, og hjalp i nogen Tid. Men da Kong Harald saae, at de Danske kom ham bestandig nærmere, saa sagde han til sine Mænd: “Nu ere gode Raad dyre; tager nu alle Stridsskjerme og skyder dem overbord, og fester derved tomme Tønder og Fade, og sætter saa derpaa de Danskes Kvinder og øvrige Fanger;” men da alt dette drev ud i Søen, befalede Kong Svend, at man skulde hjælpe Menneskene. De Danske gjorde saa, men dette gik langsomt, da de maatte dreje vidt af, for at frelse dem: ved denne Sinkelse fik Fjenderne et stort Forspring, og kom langt ud paa Havet: de Danske vendte da tilbage, men Nordmændene droge deres Vej. Saa siger Thorleik:

Hørt har jeg overhoved,
Hvorledes Svend forfulgte
Paa Skibes Vej de Nordmænd,
Med egen Drot som fly'de;
Da Thrønders Konge nødtes
Til over Bord at kaste
Sin hele Fangst, omtumlet
Af Jyllands-Havets Bølger.


Kapitel 53

Kong Svend vendte tilbage med sin Flaade Sønder under Lesø, og fandt der syv norske Skibe, hvorpaa der vare Ledingsfolk og Bønder fra Vigen; de bade om Fred, og bøde Løsepenge for sig.

Derom taler Thorleik:

Den norske Konnings Venner
Forlig vor Danske bøde,
Behjertede de vare,
Men færre dog i Tallet;
Saasnart man til dem talte,
De Bønder overgave
Sig flux, det mærkes kunde
De Liv tilfals ej havde.

Mange bade Kong Svend at lade dem dræbe, og sagde, at alle Nordmænd burde undgjælde for det, Kong Harald havde gjort. Kong Svend svarede: “Kun lidet Ønskelig finder jeg deri min Lod, at gaae Glip af Sejeren i Slaget, og derpaa at handle ilde med dem, som selv overgive sig til min Barmhjertlghed; siden nu hin større Sejr er sluppen os af Hænderne, saa skjænke vi disse Frihed og Liv;” de droge da alle bort i Fred. Kong Svend sad den Vinter i Fred og Ro i sit Rige.


Kapitel 54

Kong Harald var en mægtig Mand, og regjerede vel indenlands: han var en saare snild og forstandig Mand, saa at det er et almindeligt Sagn, at ingen Høvding i de nordiske Lande har været saa kløgtig og raadsnild, som Harald; han var tillige en dygtig Kriger og saare vaabendjærv, stærk af Kræfter, og fremmelig i de fleste Ting fremfor andre, som vi nu allerede have fortalt en Deel Beviser paa; men mange af hans store Manddoms Gjerninger ere endnu ikke beskrevne, hvilket deels kommer af vor indskrænkede Kundskab, deels deraf, at vi ikke ville opskrive Fortællinger, som vi ej med Vidnesbyrd kunne bekræfte, om vi end have Hørt saadanne om ham; thi det tyktes os bedre, at vore Efterkommere kunne føje noget hertil, end at de skulle behøve at udslette noget af det, vi have optegnet. En stor Deel af det, der fortælles om Kong Harald, er indført i de Kvad, som Islændere digtede, og bragde enten ham selv eller hans Sønner; han var derfor en stor Velynder af dem, saa at han blandt alle Høvdinger har viist sig huldest mod Indbyggerne paa Island. Da der en Gang herskede megen Dyrtid paa Island, sendte han fire Skibe, ladede med Meel, til Landet, og forordnede, at Prisen paa hvert Skippund ikke skulde overstige hundrede Alen Vadmel; han tillod ogsaa fattige Folk, som kunde skaffe sig Næring over Havet, at begive sig did udenlands, og derved ophjalpes Landet meget, da der siden blev bedre Aaringer og Aarvæxt. Kong Harald sendte en Klokke ud til den Kirke paa Island, som den hellige Kong Olaf havde sendt Tømmer til, og endnu en anden Klokke; denne Kirke blev rejst paa Thingvalle, der hvor Althinget holdtes; slige Minder have Islænderne om Kong Harald, og endnu mange andre i de store Foræringer, som han gav de Mænd, der besøgte ham. Islænderen Ulf Ospaksøn stod i stor Yndest hos Kong Harald, som forhen er omtalt; Ulf var en forstandig Mand, veltalende, driftig, oprigtig og trofast. Kong Harald gjorde ham til sin Staller, og giftede ham med Jorun, en Datter af Thorberg Arnesøn, og Søster til Thora, som var gift med Kong Harald. Ulfs og Joruns Børn vare følgende: Jon den Stærke paa Rosvalle, og Birgitta, Moder til Sauda-Ulf, der var Fader til Svend, Ulf Flyrs Fader. Jon den Stærkes Søn var Erlend Himalde, Fader til Ærkebiskop Eisten og hans Brødre. Kong Harald gav Ulf Staller Leensmands Værdighed og tolv Marks Indkomst, og desforuden et halvt Fylke i Throndhjem.


Kapitel 55

Kong Magnus Olafsøn lod en Kirke bygge i Kjøbstaden Nideros paa det Sted, hvor Kong Olafs Lig havde staaet Natten over; det var den Gang ovenfor Byen: han lod der ogsaa Kongsgaarden opføre. Kirken var ikke ganske færdig, da Kong Magnus døde, og Kong Harald lod da fuldføre hvad der endnu manglede; han lod sig ogsaa bygge en Steenhal der i Gaarden, men den var ikke bleven ganske færdig, da han lod Mariekirke opføre oppe paa Sandmælen i Nærheden af det Sted, hvor Kong Olafs Helligdom hvilede i Jorden den første Vinter efter hans Fald; det var en stor Kirkebygning, og saa fast bygget med Kalk, at man neppe kunde faae den nedbrudt, da Ærkebiskop Eisten lod den afbryde. Kong Olafs Helligdom var i Olafskirke, saalænge Mariekirke stod under Bygning. Kong Harald lod ogsaa Kongsgaarden opføre nedenfor Mariekirken ved Aaen, der hvor den nu staaer, og der, hvor han havde ladet Steenhallen bygge, lod han det allerede opførte Huus indvie til Gregoriuskirke.


Kapitel 56

Ivar Hvide hed en anseelig Leensmand, som havde en Gaard i Oplandene; han var en Dattersøn af Hakon Jarl den Mægtige; Ivar var en meget dejlig Mand af Udseende. Ivars Søn hed Hakon, om hvem der fortælles, at han overgik alle da Levende i Norge i Skjønhed, Styrke og al Slags Idræt; han begav sig strax i sin unge Alder paa Rejser, og indlagde sig megen Berømmelse og Ære, og blev een af de navnkundigste Mænd. Einar Thambeskjælver var den mægtigste Leensmand i Norge. Der herskede just ikke god forstaaelse imellem ham og Kong Harald, men dog havde Einar de samme Forleninger, som han havde faaet af Kong Magnus. Einar var gift med Bergljot, Hakon Jarls Datter, som forhen er fortalt. Deres Søn Endride var da mandvoxen; han var gift med Sigrid, en Datter af Ketil Kalfssøn og Gunhild; Sigrid var Kong Haralds Søsterdatter. Endride havde fagert og dejligt Udvortes efter sine Frænder paa Mødrene-Side, Hakon Jarl eller hans Sønner, men Væxt og Styrke havde han efter sin Fader Einar, samt alle Slags Idrætter, hvori Einar overgik alle andre; Endride var ogsaa en meget vennesæl Mand. Den Gang levede Aslak Erlingsøn øster paa Jæderen; han var gift med Svend Jarl Hakonsøns Datter Gunhild; en anden Datter af Svend Jarl var gift med Danekongen Svend Ulfsøn. Da var Orm Jarl i Oplandene; hans Moder var Ragnhild, Hakon Jarl den Mægtiges Datter; Orm Jarl var en Mand, der stod i største Anseelse. Dette var den Gang Hakon Jarls Afkom der i Norge, foruden endnu flere ypperlige Mænd; denne Æt var langt smukkere, end nogen anden Slægt, for det meste dygtige Idrætsmænd, men alle gjæve og anseelige.


Kapitel 57

Kong Harald var selvraadig, og dette tiltog alt som han blev fastere i Land og Rige; omsider gik det saa vidt, at det bekom de fleste ilde, at sige ham imod, eller at fremføre andet, end det han vilde have; saa siger Thjodolf:

Som Drotten det behager
Hver Underdan maa sidde;
Hvor man skal staae bestemmer
Hærstyrerens Befaling;
For ham sig hele Folket
Maa bøje; faa Udveje
Nu sees, naar Ja ej siges
Til alt hvad han paabyder.

Einar Thambeskjælver var den fornemste Anfører for Bønderne i hele Thrøndelagen, og han svarede paa Thinge for dem, som Kongens Mænd sagsøgte; Einar var kyndig i Loven, der manglede ham heller ikke paa Dristighed til at svare for sin Sag paa Thingene eller føre lovligt Forsvar paa Bøndernes Vegne, naar de bleve ubillig søgte, og det endog om Kongen selv var nærværende; alle Bønderne vare rede til at hjælpe ham. Kongen blev vred, og omsider kom de i hæftig Strid med hinanden; Einar sagde, at Bønderne vilde ikke taale Kongens ulovlige Fremfærd, naar han krænkede deres Landsret; og dette hændte sig nogle Gange imellem dem. Da begyndte Einar at have en stor Flok om sig hjemme, men en endnu større, naar han rejste ud til Byen; han havde da otte eller ni Langskibe, og henved fem hundrede Mand, saasnart Kongen opholdt sig der. En Gang da Einar kom ud til Byen, gik han op fra Skibene med sine Folk; Kong Harald var i Byen, og stod ude paa en Loftsvale, og saae Einars Folk, som gik i Land; da siger man at Kong Harald skal have kvædet følgende:

Der Einar Thambeskjælver,
Som Havet vel kan pløje,
Heel rask med talrigt følge
Fra Skibe seer jeg gange;
Den stolte Kongestolen
Snart venter at udfylde;
Tit saae jeg færre Karle
En Jarl, til Stads, ledsage.

Og fremdeles kvad han dette:

Os vil kamplysten Einar
Af Riget snart udjage,
Hvis Øxens tynde Læbe
Han ikke faaer at kysse.

Einar opholdt sig nogle Dage i Byen. En Dag blev der holdt Møde, paa hvilket Kongen selv kom; der var bleven greben i Byen en Tyv, og ført hen paa Mødet, hvilken før havde været hos Einar, og som han havde været vel fornøjet med. Dette blev nu fortalt Einar, som nok kunde tænke, at Kongen ikke vilde lade denne Mand gaae fri, skjønt Einar saae det gjerne; Einar gik derfor hen paa Mødet med sine Folk fuldtvæbnede, og tog Manden til sig med Magt. Kongen blev meget fortørnet herover, og af saadanne Sager opstod der fuldkomment Fjendskab imellem dem.


Kapitel 58

Det hændte sig en Sommer, som ofte var Tilfældet, at der kom et Skib til Throndhjem, og lagde ind til Nideros; det var et islandsk Fartøj, hvorpaa der var en fattig Islænder, der om Natten holdt Vagt paa deres Skib; da de andre nu vare faldne i Søvn, saae han, at der gik to Mænd hemmelig op paa Guulaas med Hakker og Spader, og gave sig til at grave i Jorden; han formodede da, at de søgte efter skjult Gods; han gik op af Skibet, og kom uforvarendes til dem, og saae, at de havde optaget en Kiste fuld af Gods. Han sagde til den, som han ansaae for at være Formanden, og hvilken hed Thorfinn: “Hvor meget vil du give mig for, at jeg skal tie med det Gods, I her have fundet?” “Hvor meget forlanger du?” sagde Thorfinn. „Ikke mere,” svarede Islænderen, „end at du nu skal give mig tre Mark vejede, og hvis jeg siden kommer i stor Trang, da skal du give mig ligesaa meget til.” Dette lovede Thorfinn, og vejede tre Mark af til ham; men da de lukte Kisten op, da laae der øverst i denne en stor Ring og et tykt Guldsmykke; Islænderen saae, at der vare ristede Runer paa Kisten; de indeholdt, at Hakon Jarl havde ejet dette Gods. De skiltes nu saaledes ad, Islænderen gik tilbage til Skibet, men Thorfinn blev i en Haandevending til en saare rig Mand; han blev da kaldt Thorfinn Kjøbmand, thi han gjorde efter den Tid Indskud saa godt som i enhver Handelsfærd, gik selv i de herligste Klæder, og blev en bekjendt Mand; Islænderen derimod gik det ilde for, han tilsatte sine Penge, og kom nogle Sommeren efter til Thorfinn, og bad ham give sig Penge, men denne lod som om han ikke vidste af noget at sige, og sagde, han havde intet tilgode hos ham. Da begav Islænderen sig hen til Einar Thambeskjælver, og bad ham sørge for sig, og sagde som det var, at han ingen Penge havde; han havde i Sinde, at gjengjælde Einar for sin Omsorg, og at fortælle ham om det fundne Gods, thi han meente, at Hakon Jarls Arvinger vilde blive Ejere af Godset, naar det skulde gaae til med Rette; der blev imidlertid ikke noget af, at han aabenbarede Einar det, og det gik ham af Tankerne, men han blev hos Einar om Vinteren. Men da man ved Begyndelsen af Sommeren lavede sig til at rejse ud, spurgte Einar Islænderen, hvilken Beslutning han havde taget; han svarede, at han vidste ikke hvad der bedst kunde være ham tjenligt, da han var aldeles fattig, men yttrede dog, at han havde mest Lyst til at rejse til Island. “Det er dig ogsaa bedst tjenligt,” sagde Einar, „jeg skal give dig hvad du behøver af Fødemidler til Sørejsen, samt en Kiste med Varer, det er vel kun lidet Gods, men du kan derfor kjøbe dig andre Fornødenheder;” Islænderen takkede ham for sin Godhed, og drog bort, men talte endnu ikke noget om det fundne Gods; han kom ud til Nidaros, og tøvede der, og fik sig derfra Skibslejlighed til Island.


Kapitel 59

Kong Harald var den Gang der i Byen; en Dag, da Folk gik fra Kirke, sagde Kongen: „Hvad er det for en pyntet Mand, som gaaer der ned ad Gaden?” Man sagde ham, at det var Thorfinn Kjøbmand. Kongen sagde: “Meget underligt gaaer det dog til i Verden, og deriblandt er det ikke det mindste, at slige Mænd skulle samle en stor Rigdom i en kort Tid, og paa faa Aar blive hovedrige, som forhen næsten kun vare nogle usle Tiggere.” Kongen sendte da nogle efter ham, og bad ham komme til sig; og da han kom, spurgte Kongen, hvorfra han fik det meget Gods, han i saa kort Tid havde samlet. Han lod sig ikke forbløffe, men fandt paa et og andet, at han havde skaffet sig det ved Handelsrejser, og fra først af ved Laan og Fællesskab med andre Mænd; men omsider kom det dog saa vidt, at han maatte tilstaae Sandheden. Men saasnart Kongen erfarede dette, lod han tage alt Godset fra Thorfinn, ogsaa det, som han havde sat i Handelen, og lagde Beslag paa det, som sin Ejendom; men han behandlede dog Thorfinn selv bedre, end denne fortjente, da han hverken blev halshugget eller hængt; han gav ham ogsaa nogle Penge, og Thorfinn rejste bort fra Landet. Nu randt det Islænderen i Sinde, at han nok havde tiet alt for længe med det fundne Gods, dog drog han hen og fandt Einar, og fortalte ham den hele Tildragelse. Da sagde Einar: “Det havde været bedre for dig, og ligesaa for os alle, hvis det havde lykkets mig at faae Godset, førend Kongen, thi nu er det ingen let Sag, at strides med ham om det, derimod havde vi Sagen i vor Magt med Thorfinn, og endda vilde hans Lod være bleven bedre, end den nu er; du maa i Sandhed ingen Lykke have med dig, Islænder, saa ønskeligt som det fra først af saae ud med din Sag; imidlertid skal du dog endnu faae noget Sølv af mig, rejs saa ud til Island, og kom ikke til Norge, saalænge Harald er Konge over Landet;” de skiltes da ad for den Gang. Kort efter rejste Einar ud til Byen med et stort følge og med sine Frænder og Venner, og søgte hen til det Sted, hvor Kongen var gaaet i Kirke; men da Kongen kom fra Kirke, gik Einar ham imøde, og hilste ham, og spurgte, om han havde taget det Gods til sig, som Thorfinn Kjøbmand havde fundet. Kongen sagde, at saa forholdt det sig, thi det var Landslov, at det Gods, som fandtes i Jorden, tilhørte Kongen. “Det er Tilfældet,” sagde, Einar, “naar man ikke veed, hvem Ejeren har været, men jeg tænker min Søn Endride og hans Moder Bergljot tilkommer al Arv efter Hakon Jarl, og derfor troer jeg det tilkommer mig med Rette, at tage mod det Gods, som han har ejet;” Einar anførte derpaa Jærtegnene paa at Hakon Jarl havde ejet dette Gods, baade Runerne og de udmærkede Smykker: “og hvis I ikke,” vedblev han, “vil lade dette Gods fare, da skulle vi ikke undlade, at søge vor Ret, og I kan derimod forsvare eders Sag, om I vil.” Kongen sagde: “Mægtig er du nu, Einar! thi du er nu Konge over Landet snarere end vi, skjønt jeg bærer Kongenavnet.” Velvillige Mænd blandede sig da i Sagen, og magede det saa, at det ikke kom til nogen Yderlighed imellem dem; Godset blev da udleveret til Einar, og de skiltes saaledes ad, at man holdt dem for forligte ved deres Venners Mægling paa begge Sider.


Kapitel 60

Der fortælles, at Kong Harald en Gang havde nogle Danske Fanger, som han hemmelig holdt i Fængsel, saa at kun faa Mænd havde Kundskab derom. En Dag kom Kongen til dem, og sagde: “Jeg har nu betænkt eders Sag, at I for at frelse eders Liv skulle udrette det for mig, at drage om til Leensmændene og de mægtige Bønder her i Norge med det Ærende, som jeg vil give eder.” De gave med Glæde deres Samtykke. Kongen leverede dem en stor Deel Penge, som de skulde bringe til Høvdingerne, til hver især nemlig, som han navngav dem; de skulde foregive, at de med disse Gaver vare sendte af Kong Svend, for at de skulde yde ham Bistand, hvis han kom med en Hær til Norge; derhos medgav Kongen dem Breve, som vare underskrevne og indseglede under Danekongen Svends Navn, og hvis Indhold gik aldeles ud paa det samme, som Kongen havde befalet Sendebudene at fremføre mundtlig. De rejste da, og kom til mange mægtige Mænd, og disse befandtes da at være af saare forskjelligt Sind. Sendebudene kom ogsaa til Einar Thambeskjælver, sagde ham deres Ærende, ligesom de havde gjort hos de andre, viste ham Pengene, og derhos Kong Svends Brev. Einar sagde: “Vitterligt er det for alle, at Kong Harald er ikke min Ven, Kong Svend derimod har tit yttret mig sit Venskab, og jeg vil gjerne være hans Ven; men hvis han kommer til Norge med en Hær imod Kong Harald, og hærger hans Land, da vil jeg med al min Magt sætte mig derimod, og yde ham al den Bistand, jeg kan, til at værge hans Land tilligemed ham.” De toge bort derfra, og kom til Thorer paa Steg, toge Pengene op, og viste ham Brevene. Thorer sagde: “Altid viser Kong Svend mig Godhed og Venskab; kanskee det endnu ikke hører op.” Han tog mod Pengene, og gjemte dem. Derpaa kom Sendebudene til Bonden Høgne Langbjørnsøn, en meget velhavende og saare vennesæl Mand; de viste ham Brevene og Pengene. Han svarede: “Det kunde jeg finde rimeligt, at Kong Svend kun lidet bekymrede sig om mig, som kun er en ringe Bonde; men hvad denne Sag angaaer, da, hvis Kong Svend farer med Hærskjold til Norge, da vil ingen Bondesøn blive ham til mindre Nytte, end jeg.” Derpaa kom Sendebudene tilbage til Kong Harald, som tog vel imod dem, og spurgte dem nøje ud, hvad Svar de paa hvert enkelt Sted havde faaet paa deres Ærende; og de fortalte det da, som det var gaaet til. Da spurgte Kongen, hvorledes det var gaaet dem hos Einar; Sendebudet sagde ham Einars Svar. Kongen sagde: “Det var at Vente, at han vilde tale som en ærlig Mand, og dog kun lidet af Hengivenhed mod mig; men hvorledes gik det eder da hos Thorer?” Sendebudet svarede, at han tog mod Pengene, og sagde dog noget Godt om begge Kongerne. Kongen svarede: “Det kan man sidst mærke eller blive klog paa, hvad han tænker om en Ting.” Derpaa berettede de Kongen, hvad Høgne Langbjørnsøn havde sagt. Kongen svarede: “Det bliver en Gang en dygtig Leensmand.” Nu vidste Kong Harald, hvor han skulde søge sine Venner.


Kapitel 61

Kort efter drog Kong Harald paa Gjæsteri og tog da Pengebøder af de Mænd, som vare skyldige i Forræderi imod ham, men nogle lod han dræbe. Kongen drog da ogsaa hen til Steg-Thorer, og agtede at komme uforvarendes over ham, men i Kongens Følge var een af Thorers Venner, der gav ham Nys om Kongens Rejse, og at han var vred paa ham, samt hvad Straf de havde faaet, der havde taget mod hin Bestikkelse. Thorer lod strax tage sin Hest, og red Kongen imøde, og da de traf hinanden, hilsede Thorer paa Kongen, og sagde derpaa: “Gjæstebud er beredt for eder, Herre! hjemme hos mig, og jeg takker eder meget, at I vil gjæste mig; en anden Sag var det, Herre! at nogle Danske Mænd for ikke længe siden kom til mig med Venskabelige Breve fra Kong Svend og nogle Penge; jeg tog imod disse Penge, for at gjemme dem til eder, thi jeg betænkte, at de bedst og rimeligst anbragdes saaledes, at I fik dem, da fremmede Høvdinger ved Svig vilde drage Riget fra eder; tag nu her imod dem!” Han trak i det samme en tyk Pengepung frem under sin Kappe, og overrakte Kongen den; “men nu,” vedblev han, “staaer det saaledes til, at Mændene her i min Bygd ligge i Strid med hverandre, og jeg maa tage hen og forlige dem, men jeg kommet dog til eder i Aften;” han vendte i det samme sin Hest, og red bort. Men da Kongen kom til Gjæstebudet med sit følge, var der kun faa Mænd samlede, men Thorer kom ikke hjem. Da sagde Kongen: “Nu har Thorer viist sin Underfundighed; det er en Mand, hvis rette Sindelag jeg mindst kan blive klog paa, og det er nu vanskeligt at sige, hvad han har for; for denne Gang ville vi ikke faae ham i vor Magt, men det siger min Anelse mig dog, at det omsider vil tage en slet Ende med ham, formedelst hans underfundige Paafund og troløse Færd.


Kapitel 62

Kongen tog derfra til Høgne, var der paa Gæsteri, og var meget munter; Kongen sagde da, at han havde spurgt Høgnes venskabelige Yttringer om ham, og sagde, det skulde ej være til hans skade, og Kongen lovede da, at han vilde give ham Leensmands Værdighed. Høgne svarede: “Med Taknemmelighed, Herre! vil jeg tage imod ethvert andet Beviis paa eders Naade, og alt hvad der staaer i min Magt, skal jeg gjøre eder til Bedste, men Leensmands Navn vil jeg ikke have, thi jeg veed, at naar Leensmænd komme sammen, da vil man sige som sandt er: der yderst skal Høgne sidde, thi han er den ringeste Leensmand, efterdi han er af Bondeæt; Leensmandsnavnet tjener mig da ikke til større Værdighed, men til Forringelse. Hellere vil jeg hedde en Bonde, som jeg er født til at være, og der er dog noget ærefuldere for mig i den Tale, naar man siger, skjønt kun faa bryde sig derom, hvor Bønder komme sammen, at Høgne er den fremmeste blandt disse; men Ære, Velvillie og Venskab vil jeg gjerne modtage af eder, og yde eder igjen hvad jeg formaaer, skjønt jeg kun bærer Bondenavn herefter, som hidtil.” Kongen sagde, at dette var en baade ædel og forstandig Tale: de skiltes ad med Kjærlighed.


Kapitel 63

Men efterdi det tyktes Kong Harald, at Einar Thambeskjælver i den prøve, paa hvilken han havde sat ham, havde viist sin ærlige Manddom og Oprigtighed, og dertil kom gode Mænds Mægling og Overtalelser, saa viste Kongen Einar et slags tilsyneladende Venskab; han bød ham da ud til Byen, og bad ham tage til Takke hos sig med et sømmeligt Gjæstebud. Kongen modtog Einar vel, da han kom, og bad ham sidde ved Siden af sig; og om Aftenen, da de havde spiist og Bordene vare borttagne, satte de sig i en Kreds i Halmen, Kongen og Einar og mange andre af de mest begunstigede Mand, og drak da, og vare muntre. Der bleve da tagne Dyner og lagte bag Ryggen af Kongen og Einar, de talte og spøgte sammen, og Kongen fortalte om sine i Udlandet øvede Manddomsgjerninger. Det forekom Kongen, at Einar ikke var opmærksom derpaa, ja endog som om han var nærved at falde i Søvn; og dette udlagde Kongen hos sig selv saaledes, at han foragtede hans Fortælling, og troede at mærke nu, som før, naar de havde med hinanden at gjøre, at Einar slet ingen Velvillie følte for ham, og nu havde Kongen dog bøjet sit Sind, og stræbt efter at der kunde blive Enighed imellem dem; Mændene vare nu meget drukne. Einar var da meget gammel; han sad saaledes, at han hældede sig op mod Dynerne, og var falden i Søvn. Kong Harald bøjede sig hen til en Mand, som hed Grjotgard, som var nær beslægtet med Kongen; Kongen sagde: “Tag nu noget Græs, og sno det sammen, og stik Einar det i Haanden, og knug ham dygtig, og siig saa: Vil du af Sted? Einar!” Grjotgard gjorde, som Kongen havde sagt; og idet Einar blev fast knuget, lod han en gaae. Kongen sprang da op og gik ud. Men da Einar mærkede, hvilken Spot man havde drevet med ham, blev han meget vred, men lagde sig dog til at sove; men strax om Morgenen gik han med sine Mænd op i det Stokværk, hvor Grjotgard sov, hvor de brøde Kammeret op, grebe Grjotgard, og dræbte ham. Kongen fandt sig meget fornærmet ved sin Frændes Drab, og der opstod da paany megen Misforstaaelse imellem dem. Men begges Venner gave sig atter til at mægle dem imellem, og bragde forslag til Forlig fra den ene til den anden; de bragde det saa vidt, at der blev bestemt en Sammenkomst imellem dem, ved hvilken de selv skulde mødes i Stævnestuen; denne var den Gang i Kongsgaarden ved Aaen Nid, der hvor nu Hallen er. Kongen gik med faa Mænd ind i Stuen, og lod de øvrige Hirdfolk blive udenfor i Gaarden; han lod Fjælen dreje for Gluggen, saa der var kun en liden Aabning. Einar kom da ind i Gaarden med sine Folk; han sagde til sin Søn Endride: “Bliv du her udenfor Stuen med folkene; da vil jeg ingen Fare være udsat for.” Endride blev staaende ude ved Døren. Men da Einar kom ind, sagde han: “Mørkt er det i Kongens Stævnestue;” og i det selvsamme sprang Kongens Mænd imod ham; nogle hug, og andre stak Ham med Spyd. Einar foer imod Kongen der hvor han sad, og hug til ham, men han blev ikke saaret, thi han havde to Brynjer paa; men i det Einar fik Saar paa Saar, sagde han: “Skarpt bide nu Kongens Hunde;” da Endride hørte dette, trak han sit Sværd, og løb ind i Stuen, og blev der fældet tilligemed sin Fader. Kongens Mænd løb da hen til Stuen, og samlede sig ved Døren; men Bønderne tabte Modet, thi de havde nu ingen anfører, den ene eggede vel den anden, og de sagde, det var en Skam ikke at hævne sin Høvding, men der blev dog ikke noget af Anfaldet. Kongen gik ud til sine Folk, lod Banneret opsætte, og stillede dem i Fylking; men da der intet Anfald skede fra Bøndernes Side, saa gik Kongen tilligemed alle sine Folk ud paa sine Skibe, og de roede paa det hurtigste ned ad Aaen ud paa Fjorden. Einars Kone Bergljot spurgte Einars Fald; hun opholdt sig i det Herberge, som hun og Einar havde Haft sammen ude i Byen; hun gik strax op i Kongsgaarden, der hvor Bondehæren var, og eggede dem meget til Strid. I samme Øjeblik roede Kongen ud efter Aaen; da sagde Bergljot: “Nu savne vi min Frænde Hakon Ivarsøn; ikke vilde Einars Banemand roe ud ad Aaen, hvis Hakon stod her paa Bakken.” Derpaa lod hun sørge for sin Mands og Søns Lig; og de bleve jordede i Olafskirke ved Siden af Kong Magnus Olafsøns Grav. Efter Einars Fald blev Kong Harald, som før er sagt, saa forhadt for denne Gjerning, at der var intet andet i Vejen for, at Leensmændene og Bønderne anfaldt ham og holdt Slag med ham, end det, at der ikke fandtes nogen, som kunde stille sig i Spidsen for Bondehæren.


Kapitel 64

Finn Arnesøn boede den Gang paa Yrje paa Gaarden østeraat; han var da Kong Haralds Leensmand; Finn var gift med Thorbjørg, en Datter af Halfdan, Sigurd Syrs Søn; Halfdan var Broder til Kong Olaf den Hellige og Kong Harald; men Thorer, Kong Haralds Kone, var en Broderdatter af Finn Arnesøn; Finn var en meget kjær Ven af Kong Harald, samt alle de Brødre Arnesønner, som da vare i Norge. Finn havde været nogle Sommere i Vesterviking, og de havde da alle været i Forening paa Krigstoge, Finn og Guttorm, en Søn af Ketil Kalf paa Ringenæs og Gunhild, Kong Sigurd Syrs Datter, og Hakon Ivarsøn. Kong Harald sejlede med sine Folk langs op ad Fjorden, og standsede ikke sin Færd, før han kom til Østeraat; der blev Kongen vel modtaget. Derpaa gave Kongen og Finn sig i Samtale med hinanden, og meddeelte Hinanden deres Tanker om de nys forefaldne Tildragelser, Einars og Endrides Drab, samt den Misfornøjelse og Uro, som Bønderne opvakte mod Kongen. Finn var en djærv og rask Mand i sine Ord, han sagde til Kongen heel dristig: “Du er værst faren paa begge Maader,” sagde han, “først gjør du alt det Onde, du kan, og siden er du saa ræd, at du ikke veed, hvor du skal fare.” Kongen sagde da leende: “Svoger!” sagde han, “jeg vil nu sende dig ind til Byen, at du kan forlige mig med Bønderne; men hvis det ikke lader sig gjøre, saa skal du rejse til Oplandene, og mage det saa hos Hakon Ivarsøn, at han ikke bliver min Modstander.” Finn svarede: “Hvad vil du da betænke mig med, naar jeg paatager mig denne Rejse for dig, thi baade Thrønder og Oplændinger have fattet et saadant Fjendskab til dig for denne Gjerning, at det ikke er raadeligt for nogen af dine Mænd at rejse did, med mindre man skaaner ham for hans egen Skyld.” Kongen sagde: “Rejs du, Sooger! i dette Ærende for mig, thi jeg veed, at hvis det kan lykkes nogen, vil det lykkes dig at røgte det, saaledes at vi bliver forligte, og forlang siden af os hvad du vil.” Finn sagde: “Staa ved dit Ord, Konge! hvad min Bøn angaaer, da vil jeg fremsætte den strax.; jeg beder om liv og Landefred for min Broder Kalf, saa at han maa faae alle sine Besiddelser igjen, samt samme Titel, Værdighed og Befaling, som han havde før han drog ud af Landet.” Kongen samtyttede alt, hvad Finn begjerte; og de stadfæstede det ved Vidner og Haandfæstning. Da sagde Finn: “Hvad Tilbud skal jeg gjøre Hakon, for at han lover dig Fred; han har nu meest at sige baade hos Thrønderne og Oplændingerne.” Kongen svarede: “For det første skal du høre, hvad han paa sin Side forlanger, Se derpaa paa mit Bedste saa meget det staaer i din Magt, men tilsidst skal du ikke afslaae ham noget, Kongedømmet ene undtaget.” Derpaa drog Kong Harald Sønder til Møre, samlede Krigsfolk til sig, og fik en anseelig Styrke.


Kapitel 65

Finn Arnesøn rejste ind til Byen, og havde sine Huuskarle med sig, henved firsindstyve Mand; og da han kom ind til Nideros, holdt han Thing med Borgerne; Finn holdt paa Thinget en lang og kraftig Tale, bad Borgerne hellere at gjøre alt andet, end at fatte Had til deres Konge, og fare fjendtlig frem imod ham; han mindede dem om, hvor meget Ondt der var gaaet dem over, siden de havde gjort det ved den hellige Kong Olaf; “Kongen,” sagde han, “vil give eder Bøder for disse Drab efter de bedste og forstandigste Mænds Bestemmelse.” Finn endte sin Tale saaledes, at de alle lovede, at lade denne Sag beroe, indtil de Sendebud kom tilbage, som Bergljot havde sendt hen til Oplandene til sin Frænde Hakon Ivarsøn. Derpaa drog Finn ud til Ørkedalen med de Mænd, som havde fulgt ham til Byen; derfra drog han op til Dovrefjeld, og saa til Oplandene; først begav han sig hen til sin Svigersøn Orm Jarl, der var gift med hans Datter Sigrid, og sagde ham sit Ærinde. Derpaa aftalte de en Sammenkomst med Hakon Ivarsøn, og da denne famdt Sted, udrettede Finn sit Ærende hos Hakon, saaledes som Kong Harald havde befalet ham; det mærkedes da snart af Hakons Yttringer, at han fandt sig højligen forpligtet til at hævne sin Frænde Endride, samt at der var kommet Bud til ham fra Throndhjem om at samle en tilstrækkelig Hær til at gjøre Opstand imod Kongen. Derpaa forestillede Finn, hvor langt bedre det var for ham, at modtage af Kongen saa stor Værdighed, som han selv vilde forlange, heller end at forsøge paa at rejst en Opstand og Ufred mod den Konge, som han før var tjenestepligtig; “du vil blive overvunden,” sagde Finn, “og da er det aabenbart, at du har forbrudt baade Liv og Gods; men om du og vinder Sejer over Kong Harald, saa vil du kaldes en Forræder mod din Herre, og være foragtet og forstødt af alle brave Mænd.” Orm Jarl understøttede disse Fins Forestillinger; men da Hakon havde overlagt denne Sag hos sig selv, saa kom han frem med den Beslutning, han havde fattet; “Jeg vil,” sagde han, “forliges med Kong Harald, hvis han vil give mig Ragnhild, hans Frænde Kong Magnuses Datter, til Ægte med en saadan Medgift, som sømmelig er og vel anstaaer sig i alle Maader.” Finn sagde: “Dette vil jeg love paa Kongens Vegne;” de gave derpaa hinanden Haand paa dette Forlig. Finn vendte tilbage til Throndhjem, og da standsede og ophørte al den Ufred og Uro, saa at Kong Harald beholdt endnu sit Rige i uforstyrret Fred i selve Landet; thi da blev den hele Forbindelse og paatænkte Sammensværgelse opløst og tilintetgjort, som Einars og hans Søns Frænder og Venner havde indgaaet, for at gjøre Opstand mod Kong Harald; thi de satte den meste Lid til Hakon Ivarsøns Hjælp og Klogskab. Det var mange Mænds Mening, at Hakon overgik sin Fader i mange Henseender, og dog havde Ivar Hvide været en Dygtig Mand, men vanskelig at komme tilrette med og noget vægelsindet; han havde været Kong Olaf den Helliges Leensmand, og var af ham vel anseet.


Kapitel 66

Ivar var tilstede ved et Gjæstebud hos Kong Olaf, da Sigvat Skald fremsagde for Kongen det Kvæde, han havde digtet om ham; og da Kvædet var ude, blev det roest meget; Ivar sagde da til Sigvat: “Det er godt at digte om flere gjæve Mænd, end ene og allene om Kongen, thi det kan hænde sig, at Kongen bliver træt af at give eder Foræringer, naar I saaledes bliver ved at digte om ham.” Sigvat tilstod ogsaa, at en saadan Mand, som Ivar, fortjente et Digt for flere Aarsagers Skyld. Og kort efter at Ivar var dragen bort, bad Sigvat Kongen om Tilladelse til at tage hen til denne. Kongen svarede: “Mig synes, du kunde vel være fornøjet med den Hæder, jeg viser dig, og det er ingen større Ære for dig, at tage mod Gaver af Leensmænd; nu skal det imidlertid beroe paa dig selv, om du vil rejse eller ej, men der ere dem, som sige, at Ivar ikke altid er ved eet og samme Sind.” Sigvat rejste til Oplandene, kom til Ivar, og hilste ham; Ivar svarede seent, og ikke særdeles høfligt. Sigvat sagde: “Jeg har digtet et Kvæder om dig, og er nu kommen herhid for at fremsige det for dig.” Ivar svarede: “Det gaaer saaledes ofte med eder Skalde, at naar Kongerne blive kjede af eders evige Skvalder, saa piler I af, og seer om I kunne trække nogen Penge fra Bønderne.” Da kvad Sigvat:

Du, Ivar! ej langt borte
Sad, da vor bolde Herre
Et Hæderskvad jeg bragde,
Om sligt du Ord lod falde;
Da han ret naadig vilde
Min Digtning høre, sømmer
Dig ej min Sang at vrage
Alt bad jeg Folk at lytte.

Ivar sagde: “Du har Ret, Skald! og jeg skal tilvisse høre paa dig;” Sigvat fremførte Kvædet, og Ivar betalte ham rigeligen; derpaa vendte Sigvat tilbage til Kongen. Ivar vedligeholdt sin Anseelse og Leensmands Værdighed lige til sin Dødsdag, og blev gammel, men nu var han dog Død paa den Tid, som vor Fortælling handler om; Hakon havde taget hele Arven efter sin Fader; han var da en stor Idrætsmand og udmærket i alle Legemsfærdigheder, og den mest vennesælle unge Mand i Norge.


Kapitel 67

Men da nu den Tid kom, da Hakon skulde see, hvorledes det gik med det Fordrag, han og Finn havde aftalt, saa rejste Hakon hen til Kong Harald; og da de kom i Samtale med hinanden, sagde Kongen, at han paa sin Side vilde holde alt hvad de vare komne overeens om! “du skal,” sagde Kongen, “tale om den Sag med Ragnhild, om hun vil samtykke eller ej, thi det er hverken dig eller nogen anden raadeligt, at faae Ragnhild, uden hun selv giver sit Samtykke dertil.” Derpaa gik Hakon til Ragnhild, og gav hende dette sit Frieri tilkjende. Hun svarede saaledes: “Ofte har jeg maattet føle, at min Fader, Kong Magnus, er død, og saa ogsaa denne Gang, hvis jeg nu skal giftes med en Bonde, skjønt du iøvrigt er en smuk Mand og færdig i Idrætter; hvis Kong Magnus levede, da vilde han ikke gifte mig med nogen ringere Mand, end en Konge, og det er derfor ikke at tænke paa, at jeg skulde tage en simpel Almuesmand.” Hakon gik da til Kong Harald, og berettede ham sin Samtale med Ragnhild; han anførte derpaa Stykke for Stykke, hvorledes Fordraget var sluttet imellen, ham og Finn; Finn var da ogsaa tilstede, og endnu adskillige andre Mænd, som havde været nærvarende ved deres Samtale; Hakon beraabte sig nu paa alle disses Vidnesbyrd, at derom vare Finn og han blevne forligte, at Kong Harald skulde give ham Ragnhild til Ægte, og give hende en saadan Medgift, som hun selv var fornøjet med; “nu vil hun ikke ægte nogen Mand uden Ærestitel, I faaer da give mig en saadan; jeg er kommen af en saadan Slægt, at jeg vel kunde bære Jarls Navn, og besidder nogle andre Egenskaber, efter hvad nogle mene, som vel kunne gjøre mig dertil værdig.” Kongen svarede: “Da min Broder, Kong Olaf, og hans Søn, Kong Magnus, raadte for Landet, lode de kun een ad Gangen være Jarl i Landet; saa har ogsaa jeg gjort, siden jeg blev Konge, og jeg vil ikke tage den Værdighed fra Orm Jarl, som han nu besidder, og som jeg selv har givet ham.” Da saae Hakon nok, at hans Sag ikke vilde have Fremgang, og blev særdeles misfornøjet; Finn var ogsaa ganske vred; de sagde, at Kongen holdt ikke sit Ord; de skiltes nu saaledes ad. Hakon drog strax bort fra Landet; han havde et vel bemandet Langskib, og sejlede dermed til Danmark, hvor han strax begav sig til sin Svoger Kong Svend: Kong Svend tog med Glæde mod Hakon, og gav ham store Forleninger der; Hakon blev Landværnsmand mod Vikingerne, som hærgede meget paa Danevælde, Vender og Kurer og andre Folkeslag fra Østerleden; han laae paa Søen med Krigskibe baade Vinter og Sommer.


Kapitel 68

Der var en Mand, ved Navn Asmund, en Søstersøn af Kong Svend, og hans Fostersøn; han var en meget dygtig Mand, og Kongen kunde godt lide ham. Men paa sin Alderdom blev Asmund meget trættekjær, og begik flere Drab. Dette mishagede Kongen, som derfor lod ham komme bort fra sig, og gav ham et godt Leen, hvoraf han vel kunde underholde sig og sit følge. Men saasnart Asmund fik Kongens Gods under sin Bestyrelse, samlede han flere Folk omkring sig, saa at de Penge, Kongen gav ham, ikke vare tilstrækkelige til deres Underholdning, og han tog da halv saa meget til af andet Gods, som tilhørte Kongen. Men da Kong Svend fik dette at vide, stævnede han ham til sig, og da han kom, sagde Kongen, at Asmund skulde være ved hans Hof, men uden at holde noget Mandskab; og det maatte da saa være, som Kongen vilde. Men Asmund havde kun været kort Tid hos Kongen, før det ikke behagede ham der, han løb bort om Natten, det hele følge, han før havde haft, tyede til ham, og han gjorde da endnu mere Ondt, end før. Da Kongen drog igjennem Landet, og kom i Nærheden af det Sted, hvor Asmund var, da sendte han sine Mænd hen, at de skulde gribe denne med Magt; derpaa lod Kongen ham sætte i Jern og saaledes bevogte en Stund, og tænkte, at det nok skulde spæge ham. Men saasnart han kom ud af Jernet, løb han strax bort, fik sig Folk og Krigsskibe, og gav sig da til at hærge omkring i Landet, brændte Bygderne rundt omkring, ihjelslog og plyndrede, og øvede det største Hærværk; men de, som vare udsatte for dennæ Ufred, og kom derfra med Livet, tyede til Kongen, og klagede over den lidte skade. Kongen sagde: “Hvorfor taler I til mig om sligt? Drager hen til Hakon Ivarsøn, og klager for ham! han er min Landværnsmand, og sat til at frede og hjælpe eder Bønder, og at forhindre Vikingers Ran og Voldsgjerninger; Man har ellers sagt mig, at Hakon var en djærv og tapper Mand, hvor det gjaldt, men nu synes mig, som han trækker sig tilbage, hvor ham tykkes det gaaer paa Livet løs.” Disse Kongens Ord bleve forebragde Hakon, men meget forstærkede og med mange Tillæg. Hakon drog da med sine Folk hen at opsøge Asmund; de mødtes paa Søen, Hakon lagde strax til Strid, der begyndte en meget hæftig Fægtning, og Hakon gik drabelig frem; han entrede med sine Folk op paa Asmunds Skib og hug med begge Hænder, de ryddede Skibet bagerst i Lyftingen, og tilsidst kom Hakon og Asmund selv til at skifte Hug sammen; i denne Kamp faldt Asmund, og Hakon afhug hans Hoved. Derpaa drog Hakon hastelig til Kong Svend, og kom just til ham, da Kongen sad ved Spisebordet; Hakon gik for Kongen, lagde Asmunds Hoved paa Bordet for ham, og spurgte, om han kjendte det. Kongen svarede ikke et Ord, men blev ganske blodrød i Ansigtet. Hakon sagde: “Det troer jeg nu at kunne mærke, at I veed mig mindre Tak for den Gjerning, end jeg tænkte; dog troer jeg, at Asmund ikke vilde have sparet, at stræbe eder efter Livet, hvis han var undkommen, og derfor dræbte jeg ham.” Derpaa gik Hakon udenom igjennem Hallen og ud. Kongen sendte en Mand efter ham, og bad ham forlade sin Tjeneste; “jeg vil ikke,” sagde Kongen, “gjøre ham noget Ondt, men jeg kan ikke svare for alle vore Frænder.” Hakon rejste derpaa bort fra Danmark og op til Norge, og saa til sine Ejendomme i Oplandene, hvor da mange Mænd, hans Frænder og Venner, bleve glade ved hans Ankomst. Da var hans Frænde, Orm Jarl, død; gjæve og velsindede Mænd gave sig da til at mægle imellem ham og Kong Harald, og de forligedes endelig saaledes, at Hakon ægtede Kongedatteren Ragnhild, men Harald gav Hakon Jarlsværdighed og saa megen Magt, som hans Frænde, Orm Jarl, havde haft; Hakon Jarl svor Kong Harald Troskabsed, som han var ham, som sin rette Herre og Konge, skyldig, og man havde i Almindelighed godt Haab om, at dette Venskab vilde bestaae, efter den Maade, hvorpaa de vare forligte.


Kapitel 69

Kalf Arnesøn havde været i Vesterviking, siden den Tid han flyede fra Landet for Kong Magnus, som før er fortalt; men om Vinteren var han sædvanlig paa Ørkenøerne hos sin Svoger Thorfinn Jarl. Kalfs Broder, Finn Arnesøn, sendte Bud til ham, og lod ham underrette om det Fordrag, som var sluttet imellem ham og Kong Harald, at Kalf skulde have Tilladelse at vende tilbage til Norge, og atter erholde sine Besiddelser og de samme Forleninger, han havde faaet af Kong Magnus; men saasnart Kalf erholdt dette Budskab, gjorde han sig strax rede til at forlade Vesterlandene, og rejste over til Norge, og begav sig først til sin Broder Finn; denne skaffede ham da Kongens Lejde, hvorpaa Kongen og Kalf selv kom sammen, og sluttede Forlig efter den Aftale, som allerede havde fundet Sted imellem Kong Harald og Finn. Kalf indgik da de samme Forpligtelser mod Kongen, som han før havde forbundet sig til imod Kong Magnus, at han nemlig skulde være forpligtet til at udføre hvad Kong Harald befalede, og hvad ham tyktes kunde være Riget tjenligt; Kalf overtog derpaa alle sine Besiddelser og Forleninger, som han før havde haft.


Kapitel 70

Den næste Sommer efter Forliget med Kalf havde Kong Harald Leding ude, sejlede med denne Hær til Danmark, og hærgede der om Sommeren; men da han kom ned til Fyen, var der samlet en stor Hær imod dem; Kongen lod da sine Krigsfolk gaae op af Skibene, og gjøre sig rede til Landgang. Han satte sine Folk i Orden, gav Kalf Arnesøn Befalingen over en Trop, og befalede dem at gaae i Land først, og anviste dem, hvilken Vej de skulde tage, samt lovede, selv senere hen at ville gaae i Land, og komme dem til Hjælp, hvis de skulde behøve det. Kalf gik i Land med sin Trop, og der kom snart en Hær imod dem; Kalf gjorde sig strax rede til Strid, og der begyndte en hæftig Træfning, som dog ikke blev langvarig, da Kalf maatte vige for Overmagten, og gav sig paa flugten med sine Tropper, men de Danske forfulgte dem, og nedlagde mange af Nordmændene; der faldt Kalf Arnesøn. Kong Harald gik paa Land fra Skibene med sine Mænd, saasnart han var færdig; de vare ikke komne ret langt, førend de saae Valen, og fandt snart Kalfs Lig, hvilket blev baaret ombord, men Kongen gik op i Landet, og hærgede, og nedlagde mange Fjender. Saa siger Arnor:

Paa Fyen den blanke Klinge
Rødfarved Kongen; Flammen
Fortærte Byer, siden
Fyenboers Hær blev ringe.

Finn Arnesøn lod sig forlyde med, at Kongens Fjendskab havde været Aarsag i hans Broder Kalfs Død, og beskyldte Kongen for at have forraadt hans Liv, og at det var Bedrageri mod Finn selv, at han havde faaet ham til at lokke Kalf hjem fra Vesterlandene i Kong Haralds Vold; men der vare adskillige, som meente, at det røbede kun liden forstand hos Finn, thi dem tyktes, at Kongen kunde fatte Nag til en for mindre Forseelsers Skyld, end dem, Kalf havde begaaet. Kong Harald lod enhver sige derom, hvad de vilde, og han hverken bekræftede eller nægtede det; kun det kunde man mærke paa ham, at han var vel fornøjet med, at det var saaledes tilgaaet. Harald kvad denne Vise:

Tit jeg til Drab ophidses,
Nu tretten, som jeg mindes,
Mænd have mine Anslag
Med Klogskab Døden voldet.
De, som ved Spot sig More
Og Guld for Bleghed dadle,
Selv Løgen neppe ville
Tillægge mange Dyder.

Finn Arnesøn tog sig denne Sag saa nær, at han rejste bort fra Landet, og kom ned til Danmark; her begav han sig til Kong Svend, og nød der en god Modtagelse; de talte længe i Eenrum sammen, og omsider kom det for Dagen, at Finn var gaaet Kong Svend tilhaande, og var bleven hans Mand, men Kong Svend gav ham Jarls Værdighed, og Halland til Forlening, hvor han længe var Jarl og Landværnsmand mod Nordmændene.


Kapitel 71

Kong Harald lod bygge Kjøbstaden øster i Oslo, og sad der ofte, thi Beliggenheden var bekvem for Tilførsel, og Stedet rundt om omgivet af den bedste Deel af Landet; hans Sæde der laae ogsaa bekvemt til at bevogte Landet imod de Danske, samt derfra at gjøre Indfald i Danmark, som han ofte gjorde, uagtet han ikke havde nogen stor Hær ude. En Sommer drog Kong Harald ud med nogle lette Skibe, og havde ingen stor Hær med, han sejlede Sønder til Vigen, da han fik Bør, og derfra over under Jylland, hvor han gav sig til at hærge. Landets Indbyggere samlede sig for at forsvare deres Land; Kong Harald styrede da med sin Flaade ind i Limfjorden. Denne Fjord er saaledes beskaffen, at Indløbet er kun som en snæver Flodmunding, men naar man kommer længer ind i Fjorden, udbreder den sig som et stort Hav. Harald hærgede Landet der paa begge Sider, men de Danske havde allevegne en samlet Hær imod ham. Kong Harald lagde da sine Skibe hen under en Ø, et lidet og ubebygget Land; de havde Mangel paa Drik ombord, gik derfor op paa Øen, og søgte efter Vand, men kunde intet finde, hvilket de berettede Kongen; da lod han søge efter, om man kunde finde en Lyngorm; Ormen fandtes, og de bragde den til Kongen. Kongen sagde: “Ormen kunde ikke leve, hvis den ikke havde noget at drikke, maaskee den veed, hvor her er Vand, skjønt vi ikke kunne finde det.” Kongen lod da Ormen bringe hen til Ilden, lod den her ophede og gjøres mødig, for at den kunde blive ret tørstig; derpaa blev der bunden en Traad om dens Hale, og den blev løsladt, men Traaden viklede sig efterhaanden op af Nøglet; man fulgte saaledes efter Ormen, indtil den smuttede ned i Jorden; Kongen befalede, at de skulde grave paa dette Sted; det skede, og de fandt der overflødig Vand. Kong Harald blev da af sine Spejdere underrettet om, at Kong Svend var ankommen med en stor Skibsflaade ved Mundingen af Fjorden; men det gik kun seent for ham med at løbe ind, da kun eet Skib kunde sejle ind ad Gangen. Kong Harald styrede da længer ind i Fjorden, der hvor den er bredest, det kaldes Lusbred (23), men imellem den derværende inderste Vig og Vesterhavet er kun en smal Landstrimmel; derhen roede Kong Harald med sine Skibe om Aflenen, og om Natten, da det var blevet mørkt, lossede de Skibene, og slæbte dem over Landstrimlen: med alt dette vare de blevne færdige før Dag, og havde faaet Skibene ladede igjen; de styrede da nord forbi Jyllandsside. Da sagde de dette:

Harald af Danskes
Hænder undslap.

Kong Harald lovede, at han Næste Gang skulde komme til Danmark saaledes, at han havde flere Folk og store Skibe. Han vendte nu tilbage til sit Rige Norge, sejlede langsop med Landet, og standsede først i Throndhjem, hvor han sad i Nideros om Vinteren.


Kapitel 72

Audun hed en Islænder, som havde sin Slægt i Vestfjordene, en fattig Mand, men velopdragen; han rejste en Sommer udenlands fra Vestfjordene af med en norsk Mand, som hed Thorer; før Audun rejste bort, gav han det meste Gods, han ejede til sin Moder, men det var ikke mere end hvad hun kunde have sin Underholdning af i to Aar; derpaa gave de sig paa Søen, fik god Bør, og ankom til Norge. Audun var hos Thorer om Vinteren: Sommeren efter rejste han med Thorer ud til Grønland, og de vare der den Næste Vinter; der Kjøbte Audun en vel afrettet Bjørn, som han gav alt det for, han ejede og havde; dette Dyr var et i sit Slags kostbart Stykke. Næste Sommer vendte de tilbage til Norge, og havde en lykkelig Rejse. Skibsejeren Thorer drog da til sin Gaard, men Audun fik sig en anden Lejlighed øster til Vigen, og havde sit Dyr med sig; men da han kom til Oslo, gik han i Land med sit Dyr, og søgte at finde et Herberge, medens han opholdt sig der; da han siden agtede sig ned til Danmark for at forære Kong Svend Dyret; men den Gang var det paa det højeste med Uroligheden og Krigen imellem Kong Harald og Svend. Kong Harald var der i Byen, og det blev snart fortalt ham, at der var ankommen en Islænder fra Grønland med en ganske tam Bjørn; Kongen sendte strax Bud efter Audun; denne kom for Kongen, og hilste ham; Kongen tog vel imod hans Hilsen, og sagde: „Er det dig, som ejer den Bjørn, som er en saadan Kostbarhed?” han sagde Ja. Kongen sagde: “Vil du sælge mig Dyret for det samme, du selv har givet for det?” “Det vil jeg ikke, Herre!” sagde Audun. “Vil du,” sagde Kongen, “at jeg skal give dig dets dobbelte Værd derfor, og dette er i sig selv billigere, hvis du har kjøbt det for hele din Ejendom? “Det vil jeg ikke, Herre!” sagde han. “Vil du da forære mig det?” sagde Kongen. “Det vil jeg heller ikke,” svarede Islænderen. Kongen vedblev: “Hvad vil du da gjøre med det?” Audun svarede: “Det som jeg før har betænkt, jeg vil rejse ned til Danmark, og forære Kong Svend det.” Kong Harald sagde: „Hvilket er nu Tilfældet, er du saa ukyndig en Mand, at du ikke har hørt tale om den Ufred, som er her imellem Rigerne, eller tiltroer du dig selv saa stor Lykke, at du mener at kunne bringe Kong Svend denne Kostbarhed, da dog andre, som have nødvendige Ærender, ikke kunne komme vel fra en saadan Rejse?” Audun svarede: “Det maa nu beroe paa eder, Herre! men hvad mig angaaer, da samtykker jeg ikke i andet, end det jeg nu har sagt og forhen besluttet.” Da sagde Kongen: “Hvorfor skulde du ikke Have Lov til at rejse hvorhen du lyster, men dog paa det Vilkaar, at du kommer til mig, naar du rejser tilbage, og siger mig, hvorledes Kong Svend betaler dig for Dyret; kanskee du er en Lykkens Mand.” “Det vil jeg love eder,” sagde Audun. Han drog da bort, og fik sig Skibslejlighed til Danmark; men da han kom der, vare alle hans rede Penge saaledes gaaet med, saa han maatte bede om Føde baade til sig selv og til Dyret. Han kom da til een af Kong Svends Fogeder, som hed Aage; Audun bad ham give sig Levnetsmidler, saa at han kunde føde sig selv og Dyret, som han havde i Sinde at forære Kong Svend. Aage sagde: “Jeg vil sælge dig Levnetsmidler, hvis du vil.” “Jeg har nu ikke noget at betale dem med” sagde Audun, “men jeg vilde dog gjerne see om jeg kunde bringe Kongen Dyret, thi det er Skade, om saa kostbart et Stykke skulde ødelægges for mig.” Aage sagde: “Du behøver endnu mange Levnetsmidler, førend du kommer til Kongen; jeg vil gjøre dig det Forslag, at jeg vil føde eder begge saa længe, men saa vil jeg ogsaa have Halvpart i Dyret! du maa tage i Betænkning, at du mister det ganske, hvis det sulter ihjel for dig.” Audun fandt rigtig nok, dette var en haard Betingelse, men saae ikke nogen anden Udvej for sig i sine nærværende Omstændigheder; de bleve da enige om, at han solgte Aage Halvdelen af Dyret paa det Vilkaar, at de da begge strax skulde rejse hen til Kongen, og lade denne vurdere de Levnetsmidler, som Aage gav ham, og Dyret, og Aage skulde da betale Audun saa meget, som Værdien kunde være, hvis Kongen fandt, at Dyrets halve Priis var mere end Levnetsmidlerne. De rejste begge sammen, indtil de kom til Kong Svend; han modtog Fogeden Aage vel, men spurgte den anden, som rejste med ham, hvad han var for en Mand, da han ikke kjendte ham. Audun, svarede: “Jeg er en Islænder, sidst kommen fra Norge, men før den Tid ude fra Grønland; det var mit Ærende herhid, at forære eder denne Bjørn, som jeg kjøbte der paa Grønland for hele min Ejendom; men nu er det kommet saaledes tilagters med mig, at jeg ikke ejer mere, end det halve Dyr;” han fortalte derpaa Kongen omstændelig, alt hvad der var forefaldet imellem ham og Aage. Kongen sagde: “Er det sandt, Aage! hvad han fortæller?” “Ja det er,” sagde Aage. Kongen vedblev: “Og syntes du da, at det skikkede sig, at du, som jeg havde sat over min Ejendom og givet et stort Leen, skulde standse og forhindre en fremmed og mig ubekjendt Mand, som havde besluttet at bringe mig en sjelden Kostbarhed, og derpaa anvendt hele sin Ejendom, da dog vore største Fjender fandt for godt, at lade ham fare i Fred? Betænk dog, hvor ubilligt det var af dig, at handle saa, og der maa i Sandhed være en mærkelig forskjel paa dig og Kong Harald, som gav ham Lov til at rejse. Nu vilde det ikke være mere end billigt, at du mistede ikke allene alle dine Besiddelser, men Livet med; men skjønt jeg for denne Gang ikke lader dig dræbe, saa skal du ikke desmindre paa Øjeblikket uden noget af dit Gods forlade mit Rige, og aldrig mere komme for mine Øjne; men jeg betragter det, Islænder! som om du har givet mig hele Dyret,” sagde Kongen, “og det saa meget mere, som de Levnetsmidler, Aage solgte dig, skulde han have givet dig, og bliv nu her hos mig.” Audun takkede Kongen for sine Ord og sit Tilbud, og blev der i nogen Tid, men Aage drog bedrøvet bort, og mistede et stort Gode, fordi han attraaede det, der ikke tilhørte ham.


Kapitel 73

Audun havde kun været i kort Tid hos Kong Svend, førend han yttrede sin Lyst til at rejse bort. Kongen svarede ham noget misfornøjet: “Hvad har du da i Sinde, naar du ikke vil blive hos os?” “Jeg vil gjøre en Pilegrimsgang til Rom,” sagde han. Kongen svarede: “Naar det ikke var et saa godt Forsæt, du havde, saa vilde det have mishaget mig meget, at du ønskede at komme bort herfra, men nu skal jeg paa ingen Maade hindre dig heri;” derpaa gav Kongen ham meget Sølv, og sørgede for at indrette hans Rejse, skaffede ham i Selskab med andre Pilegrimme, og bad ham besøge sig, naar han kom tilbage. Audun gjorde nu en Rommerrejse, men paa Tilbagevejen faldt han i en svær Sygdom, og maatte længe holde Sengen; alle de Penge, som Kong Svend havde givet ham, gik da med, og hans Rejsekamerader forlode ham. Han kom igjen op fra Sygelejet, og var bleven meget mager og kraftesløs, og havde ingen Penge til at skaffe sig Føde for; han maatte da gribe til Betlerstaven, og tigge sig frem, og kom saaledes til Danmark ved Paasketider, til det Sted, hvor Kong Svend da var. Audun var da skaldet og pjaltet, og en Usling i alle Henseender, og torde ikke lade sig see, hvor der vare mange Mennesker samlede; han stod i en Krog i Kirken Løverdagen før Paaske, og tænkte bedst at kunne træffe Kongen, naar han gik til Aftensang; men da han saae Kongen og hans Hird saa prægtig klædt, saa skammede han sig ved at komme dem for Øjne. Men da Kongen var gaaet til Bords, gik Audun hen og fik Mad udenfor Hallen, som pilegrimmene havde for Skik, saalænge de endnu ikke havde kastet Pose og Stav; han tænkte nu at kunne træffe Kongen, naar han gik til Nattesang (24), men saa sky som han havde været om Dagen, saa torde han nu langt mindre lade Kongen see sig, da de vare drukne; han løb da tværs over Vejen for at skjule sig; Kongen syntes, at han saae et Glimt af en Mand. Da Kongen nu gik fra Kirken, og hele Hirden var kommen ind i Herberget, da vendte Kongen tilbage, og sagde lydelig, da han var kommen udenfor: “Er her nogen her i Nærheden, som jeg formoder, der vil tale med mig, og undseer sig, saa komme han nu frem, og lade sig see!” Da gik Audun frem, og faldt Kongen til Fode; Kongen havde ondt ved at kjende ham, rakte ham Haanden, og bød Audun velkommen: “du har gaaet meget igjennem,” sagde han, “siden vi saaes sidst, saa at jeg neppe kunde kjende dig igjen;” Kongen førte ham strax ind i Herberget, men Hirdmændene loe af ham, da de saae ham. Kongen sagde til dem: “I behøve ikke at lee af ham, hvor usselt hans Udseende end forekommer eder; han har sørget bedre for sin Salighed end I, og derfor vil han i Guds Øjne findes fager og tækkelig.” Kongen lod strax lave Bad for ham, og opvartede ham selv, gav ham derpaa gode Klæder, og sørgede for ham paa det bedste; han kom snart igjen til Kræfter, da han var en ung Mand; han forblev der nogen Tid. Audun vidste vel at tee sig i stort Selskab, han var en omgjængelig Mand, som vogtede vel sine Ord og talte kun lidet; alle kunde godt lide ham; Kong Svend viste ham ogsaa særdeles Yndest.


Kapitel 74

Det var en Gang henad Vaaren at de talte med Hinanden, og Kongen sagde: “Det er sandt, Audun! jeg har endnu ikke talt med dig om, hvad du synes du kunde være tjent med, at jeg skulde give dig for Dyret; det skal staae dig frit for, at blive længe hos mig, og jeg vil gjøre dig til min Skutelsvend (25), og derhos hædre dig paa andre Maader.” Audun svarede: “Gud lønne eder, Herre, for eders kostelige Tilbud og al den Hæder, I viser mig, men min Hu staaer til, at rejse ud til Island.” Kongen sagde: “Det synes mig et underligt Indfald.” Audun svarede: “Jeg kan ikke tænke paa, Herre! at jeg skulde sidde her hos eder i Hæder og Overflødighed, men min Moder imidlertid maa gaae om at tigge ude paa Island; thi nu er den Tid udløben, som jeg gav hende Forskud til, førend jeg rejste udenlands.” Kongen sagde: “Du taler dette som en brav og god Mand, og Lykken vil være med dig; dette var det eneste Tilfælde, at jeg ikke skulde blive misfornøjet, naar du forlangte at forlade mig; bliv nu hos mig, indtil Skibene løbe ud;” han gjorde saa. En Dag, da det var kommet langt ud paa Vaaren, gik Kong Svend ned til Bryggerne, hvor man da gjorde Skibene sejlfærdige til forskjellige Lande, til Østerleden eller Saxland, Sverrig og Norge; da kom han med Audun hen til et fagert Skib, som der vare Folk paa, der gjorde det i Stand, det var en skikkelig stor Knør. Kongen sagde: “Hvorledes synes dig om dette Skib?” Ham syntes godt om det. Kongen sagde: “Jeg vil nu give dig Gjengjæld for Bjørnen og forære dig dette Skib med en saadan Ladning, som jeg veed vil være velkommen paa Island.” Audun takkede Kongen for denne Gave saa godt han kunde; men da Tiden kom, og Skibet var ganske færdigt, gik de atter ned til Stranden, Kong Svend og Audun! da sagde Kongen: “Eftersom du vil forlade mig, Islænder! saa vil jeg nu ikke holde dig tilbage, men jeg har ladet mig sige, at det er vanskeligt at komme til Havn i eders Land, der ere store nøgne Klipper og farligt for Skibe; hvis nu Lykken er dig imod, saa maaskee du lider Skibbrud og sætter Ladningen til, og lidet er det da kjendt, at du har besøgt Kong Svend, og givet ham en Kostbarhed.” Kongen rakte ham derpaa en Skindpose, fuld af Sølv, og sagde: “Du vil dog ikke være ganske fattig, om du end sætter Skibet til, hvis du frelser dette. Det kan ogsaa hænde sig,” vedblev Kongen, “at du ogsaa sætter dette Gods til, hvad Godt har du da af, at du gav Kong Svend din Kostbarhed?” Kongen drog derpaa en Ring af sin Haand, og gav Audun den, det var et meget kostbart Stykke; Kongen sagde: “Om det end gaaer dig saa ilde, at du sætter Skibet til, og mister alt dit andet Gods, saa er du dog ikke fattig, hvis du kommer paa Land med Ringen, thi det er sædvanlig Skik, at man bærer alt sit Guld paa sig, naar man er udsat for Skibbrud, og man vil endda kunne see, at du har, besøgt Svend Ulfsøn, hvis du beholder Ringen, om du end mister det andet Gods; men en Ting vil være mig kjær, at du ikke vil skille dig ved denne Ring, thi jeg seer gjerne, at du altid bruger den, med mindre du tykkes at være nogen anseelig Mand saa meget skyldig, at du finder dig forpligtet til at give ham denne Kostbarhed, da giv ham Ringen, thi hæderlige Mænd bør den at eje, og far nu vel!” sagde Kongen.


Kapitel 75

Derpaa sejlede Audun bort, og kom til Norge, og saasnart han der fik at vide, hvor Kong Harald var, begav han sig efter Løfte til denne; han kom for Kong Harald, og hilste ham; Kongen tog vel imod hans Hilsen; “Sæt dig her og drik med os!” sagde Kongen. Audun gjorde saa. Da spurgte Kong Harald: “Hvilken Belønning gav Kong Svend dig for Dyret?” “Den, Herre!” sagde Audun, “at han tog imod min Foræring.” “Den samme vilde jeg have givet dig,” sagde Kongen; “hvad gav han dig mere?” Audun svarede: “Han gav mig Sølv til en Rommerrejse.” Kongen svarede: “Mangen Mand giver Kong Svend Sølv til Rommerrejse eller anden Fornødenhed, skjønt de ingen Kostbarheder bringe ham; hvad da mere?” “Han tilbød mig,” sagde Audun, “at gjøre mig til sin Skutelsvend, og at vise mig megen anden Hæder der hos sig.” “Dette var et passende Tilbud, sagde Kongen, “men han maatte dog give dig en anden Belønning.” Audun sagde: “Han gav mig en stor Knør med en fortrinlig Ladning.” “Det var en højmodig Gave,” sagde Kongen, men paa samme Maade vilde jeg ogsaa have lønnet dig, eller gav han dig endnu mere?” Audun svarede: “Han gav mig endnu en Læderpose fuld af Sølv, og sagde, jeg vilde ikke være pengeløs, hvis jeg bevarede den, om jeg end skulde lide Skibbrud ved Island.” Kongen svarede: “Det var en berømmelig Betænksomhed, og det vilde jeg ikke have gjort, jeg vilde ikke ansee mig for at skylde dig noget, naar jeg gav dig Skibet med Ladningen; eller gav han dig maaskee endnu mere?” “Ja, Herre!” sagde Audun, “han gav mig denne Ring, som jeg har her paa Haanden, og sagde, det var muligt, at jeg tilsatte baade Skib og Gods, men da vilde jeg dog ikke være pengeløs, hvis jeg ejede Ringen; han bad mig ikke at afhænde Ringen til nogen, med mindre jeg troede, at være en eller anden højanseelig Mand saa meget skyldig, at jeg vilde give ham den; men nu har jeg fundet denne Mand, thi det stod i eders Magt, Herre! at berøve mig mit Dyr og selve Livet, men I lod mig fare i Fred didhen, hvor ingen anden kunde komme.” Kongen tog venlig imod hans Gave, og gav Audun andre gode Foræringer isteden, førend de skiltes. Audun rejste endnu den samme Sommer ud til Island, og holdtes for at være en Lykkens Mand. Fra denne Audun nedstammede Thorsteen Gydasøn.


Kapitel 76

Den Vinter Kong Harald sad i Nideros, som før er fortalt, lod han bygge et stort Skib; det var en Letsejler, og var dannet efter Modellen af Ormen den lange, og i alle Henseender bygget med den største Flid; paa forstavnen var et Dragehoved, men bagpaa en Dragestjert, og begge de opstaaende Sider af Stavnen vare heelt belagte med Guld; Skibet havde fem og tredive Roerbænke, og var i Forhold til dette Maal meget stort og prægtigt; thi Kongen lod alt Skibstilbehør forarbejde paa det omhyggeligste, baade Sejl og Takkel, Ankere og Ankertove. Kong Harald sendte om Vinteren Bud til Kong Svend, at han om Vaaren skulde møde ham ved Elven, og de vilde da stride til det yderste, saa at een af dem siden skulde have begge Riger, Danmark og Norge. Samme Vinter opbød Kong Harald almindelig Leding af Norge, og ved Begyndelsen af Vaaren samlede Hæren sig; Kong Harald lod da det store Skib sætte ud i Aaen Nid, og lod derpaa Dragehovederne opsætte; da kvad Thjodolf:

Et Skib, du skjønne Pige!
Jeg saae til Elven løbe,
See hvor ved Landet ligger
Den lange, skjønne Drage!
Alt Manken over Lasten
Heel glimrende sig viser,
Det brændte Guld fra Stabel
Dets Gallion Har baaret.

Da Skibet derpaa var ganske færdigt, sejlede Kongen paa det ud af Aaen; saa siger Thjodolf:

Skibsføreren sin Tjelding
Om Løverdag nedtager.
Da vakkre Kvinder skue
Fra Staden Dragens Sider;
Fra Nid den nye Snekke
Vor raske Drot mod Vesten
Da styred, medens Gutter
I Havet Aarer sænkte.

Man roede da meget kunstig paa Dragen; saa siger Thjodolf:

Ret Aarer Kongens Sømænd
Af Havet løfte kunne
Med Smidighed, og Kvinden
Det undrende mon skue.
Kun heftigst Kamp den stærke
Skibsrustning vil nedbryde;
Saa Skib, som Mandskab, Møen
Heel kjærligen berømmer.

Og fremdeles kvad han:

Vist mange Trængsler prøves,
For den Sørustning slides,
Mens Hav og Havn modtage
Halvfjerdsindstyve Aarer;
Naar Dragens Krop af Nordmænd
Paa hellig Flod bevæges,
Dens Sider synes ligne
En staalklædt Ørnevinge.

Kong Harald styrede med Flaaden Sønderpaa langsmed Landet, og opbød almindelig Leding af Folk og Skibe; men da de sejlede østerpaa til Vigen, fik de stærk Modvind, saa at Flaaden maatte lægge i Havn rundt omkring, deels ved Udøer, deels inde i Fjordene; derom taler Thjodolf:

Vel høvlede Skibsstavne
Af Skovene nu dækkes;
Sømænds Anfører lukker
Med Orlogssnekker Kysten;
Nu almeen Leding dvæler
I Skjærgaards mange Vige;
Og Læ maa Flaaden søge
I Ly af Næs og Banker.

I den stærke Storm, som holdt ved i nogen Tid, behøvede det store Skib sine gode Ankere og Ankertove; saa siger Thjodolf:

Med Lesøes høje Brænding
Maa Kongens Drage stride,
Da nytte vel i Nøden
De Toug, som Skibet fæste;
Det krumme Jern anfægtes
Af Søgang der og Storme,
De med Havbundens Klipper
Paa sværest Anker gnave.

Da de atter fik god Bør, sejlede Kongen med Flaaden øster til Elven; saa siger Thjodolf:

Sin Flaade Harald fører
Med raskest Fart til Elven;
I Grændsens Nærhed Natten
Tilbringer Norges Hersker:
Han Thing med Tumlø holder,
Did Svend var stævnet bleven
Til Søslag, hvis ej Danske
For Nordmænd flygte vilde.

De Danske spurgte, at den norske Flaade var kommen til Elven, og strax flyede alle de, som vare nærmest Landsgrændsen.


Kapitel 77

Da imidlertid Kong Harald spurgte, at Danekongen vel havde udrustet sin Hær, men laae nede ved Fyen og omkring ved Smaalandene, og vilde ikke holde Møde eller stride med Nordmændene efter Aftalen, saa besluttede Kong Harald, ligesom han alt før havde gjort, at lade Bondehæren vende tilbage, men han bemandede paa det bedste halvandet hundrede Skibe, og sejlede med dem Sønder ned forbi Halland, og Hærgede rundt omkring; han lagde ind i Lofofjord, og hærgede der oppe paa Landet; hos Kong Harald var den Gang Hakon Jarl Ivarsøn, Ulf Staller og mange andre berømte Høvdinger fra Norge. Kort efter kom Danekongen Svend der imod dem; han havde tre hundrede Skibe. Kong Harald lod da sin Hær blæse sammen, og sagde: “Nu er Kong Svend kommen med en stor Hær, som I kunne see, jeg vil nu raadføre mig med Høvdingerne, samt med hele Almuen, om vi skulle stride med dem, skjønt de have en halv Gang saa mange Folk.” Da raadte mange til at flye; Kong Svend havde en saa stor Hær, sagde de, at det var ikke raadeligt at stride; men adskillige tav. Da svarede Hakon Jarl: “Saa synes mig, Herre! at skjønt de Danske have en stor Magt, saa have de dog mindre Skibe, end vi, og jeg haaber ogsaa, at deres Krigsfolk end, som før, ville befindes mindre tappre, end Nordmændene; med de Danske er det saa beskaffent, at de ere ikke udygtige i det første Anfald, men de blive snart forsagte, naar man ret angriber dem for Alvor; I har ofte stredet mod en stor Overmagt, og dog vundet Sejer, og saa vil det end gaae denne Gang.” Kongen sagde, og var da meget munter: “Jeg havde en Drøm i Nat, det forekom mig, at Kong Svend og jeg traf paa Hinanden, og vi holdt paa eet Reeb og trakkes med hinanden, og mig tyktes, at han trak Rebet fra mig; i det samme vaagnede jeg.” Denne Drøm opvakte ikke Modet hos Krigsfolket, thi de fleste udlagde den saa, at Svend vilde erholde det, som de stredes om. Da sagde Hakon Jarl: “Maaskee, Herre, at disse udlægge Drømmen rigtig, men mig forekommer det rimeligere, at Kong Svend vil blive Hængende i Rebet.” “Det tænker jeg ogsaa,” sagde Kongen, “at det vil snarest blive Tilfældet, og det er en bedre Udtydning paa Drømmen; og nu skal jeg heller ikke længer udsætte min endelige Afgjørelse: for skal den ene af os styrte over den anden, førend vi skulle flye for de Danske, uden at have vovet os i Kamp.” Disse Kong Haralds Ord omtaler Steen Herdisesøn, han var da paa Skibet hos Ulf Staller; han siger saa:

Højmodig Fyrste sagde
Sit Hjertes rette Mening:
At ingen Fred af Fjenden
Man længer haabe kunde;
Han hver af os opfordred,
At før vi styrte skulde
Ved fælles Fald, end vige;
Da grebes alle Vaaben.

Steen angiver ogsaa, hvor megen Magt hver af Kongerne havde, i denne Vise:

I Fare Hersers hersker
Vist egne Snekker satte,
Da med halvandet Hundred,
Han ventede de Danske,
Thi Lejres Drot fra Sønden
I Vrede flux paa Havet
Mod ham, til svarest Fægtning,
Trehundred Skibe førte.

Derpaa trak Kong Harald sit Sværd, og gik frem i Stavnen paa sit Skib; han hug tre Gange med Sværdet i Luften foran sig. Hakon Jarl spurgte, hvorfor han gjorde det. Kongen svarede: “Dette kalder man i fremmede Lande Sejerstegn, at Kongen paa denne Maade giver Varsel om sin Vrede.” Derpaa lod Kong Harald sine Skibe ordne sig til Angreb, og lagde sin Drage frem i Midten af Flaaden; saa siger Thjodolf:

Sin Drage lod den tappre
Hærfører mægtig flagre;
Fremad, i Flaadens Midte,
Foran den drog til Striden.

Dette Skib var meget stærkt og vel bemandet; Kongen opmuntrede sine Mænd, bad dem dække sig med Skjoldene, og staae fast, naar Slaget begyndte; derom taler Thjodolf:

Til kraftigst Værn sit Mandskab
Opmuntred kjækkest Fyrste,
Til Skibs en Fylking viste
Sig spids, i kunstig Orden.
Daadrigest Helt ved Nisaa
Havdragen rundt med Skjolde
Omgav, saa at det ene
Tæt mod det andet stødte.

Ulf Staller lagde sit Skib paa den ene Side af Kongeskibet; han befalede sine Mænd, at lægge Skibet langt frem; saaledes som Steen siger:

Ulf, Kongens Staller, egged
Os drabelig til Kampen,
Hvor høje Landser dirred,
Og Aarer knuges maatte;
Sit eget Skib bad Fyrstens
Fortrolige i Slaget
At hale frem, og Budet
Søgutter rask opfyldte.

Hakon Jarl laae yderst paa den ene Fløj, og ham fulgte mange flere vel udrustede Skibe; men yderst paa den anden Fløj laae Thrøndernes Høvdinger, der ligeledes havde en stor og anseelig Krigsmagt. Kong Svend lagde ogsaa sin Flaade i Orden; sit eget Skib lagde han ligeoverfor Kong Haralds, men nærmest ved Kong Svends Skib lagde Jarlen Finn Arnesøn sit frem, og næst ham ordnede de Danske de tappreste Folk i deres Hær; derpaa fæstede begge Partier deres Skibe sammen i Midten af Flaaden, men fordi Hæren var saa stor, saa var der en stor Mængde Skibe, som blev liggende løse, og enhver lagde da sit Skib frem, som han havde Mod og Mandighed til, men det var saare forskjelligt.


Kapitel 78

Da Kong Harald havde bragt sine Skibe i Orden, lod han Krigslurene lyde, og lod sine Folk roe imod Fjenden; saa siger Stuf Skald:

For Elvens Munding Harald
Svend farlig Modstand viste,
Thi Freden sig udbede
Ej tapper Konning vilde;
Heel stærkt ved Hallands Kyster
Sværdsmykte Mænd fremro'de,
I Kamp udsprøjted Vinden
Det varme Blod paa Havet.

Derpaa begyndte Slaget, og blev meget hæftigt, da Kongerne hver paa sin Side opmuntrede deres Folk; saa siger Stuf:

Kort Afstand Hære skilte,
Og Drotten sine Kjæmper
Saa Hug som Skud bød øve
Mod Fjendens tætte Række;
Da Stene fløj med Pile,
Og hvasse Klinger svanges,
At Blod i Strømme bruste,
Sig blandende med Havet.

Det var Lavrentii Messedag silde om Aftenen, da Slaget gik for sig, og man stred hele Natten; Kong Harald skjød den hele Nat med Bue; derom taler Thjodolf:

Snild Oplands Konning brugte
Sin Bue hele Natten,
Og lod mod hvide Skjolde,.
De skarpe Pile drive;
Igjennem Bønders Brynjer
Sig blodig Odden trængte,
Den Skat, som Finner yde,
Dem rigelig betaltes (26).

Hakon Jarl, og de Folk, som fulgte ham, havde ikke fæstet deres Skibe ved Flaaden, men roede imod de Danske Skibe, som sejlede løse om, og satte efter dem, som vilde unddrage sig; han ryddede hvert Skib, som han saaledes lagde til; de Danske vare da komne paa Flugt. Da kom der en Skude roende hen til Jarlens Skib, der blev kaldt paa ham og sagt, at den ene Fløj af Kong Haralds Fylking veg tilbage, og der var faldet mange af deres Folk. Jarlen roede da derhen, og gjorde der et saa hæftigt Angreb, at de Danske maatte vige. Saaledes vedblev Jarlen den hele Nat igjennem at lægge frem til Strid der, hvor det gjordes mest behov, og han roede da udenom den egentlige Kampplads, men hvorsomhelst han kom hen, der kunde ingen bestaae imod ham. Slaget stod nærved Landet, men Skjalg Erlingsøns Skib blev drevet til Land og kom paa Grund; det blev da overfaldet af Kong Svends Landhær, som ikke var kommen ombord paa Skibene, og hele Mandskabet paa dette Skib blev dræbt. Nu var Striden paa det skarpeste, og der anrettedes et stort Nederlag paa de Danske, tværtimod hvad de for en Stund siden havde tænkt, da de troede formedelst deres større Magt at kunne gjøre med Nordmændene hvad de vilde: men Nordmændene stode fast, og strede drabeligen, som Steen siger:

Det Under kaldes maatte,
Hvis det ej vel erkjendtes,
At de, som Landet værged,
Ej nær saa tappert fægted,
Da Nordmænd Harald fulgte
Ved Nisaas Munding fordum
I svarest Slag, hvor Ravnen
Sig fik et Morgengilde.

Henimod Enden af Natten begyndte Hovedstyrken af den Danske Flaade at flye; thi da havde Kong Harald entret op paa Kong Svends Skib; Kong Harald gik da mandig frem, og hug med begge Hænder. Saa siger Arnor Jarleskald:

Blandt Krigerne det Rygte
Har gaaet, at Kongen haver
Ved Nisaa Fjender slaget,
De faldt til begge Sider;
Fra Norden Dragen havde
Paa hans Befaling stredet,
Til Halland Kongen styred
For Heltedaad at øve.

Da blev dette Skib saa aldeles ryddet, at hver Mand blev dræbt, som havde været derpaa, undtagen de, som sprang overbord og frelste sig enten ved Svømning eller paa Smaaskibe; saa siger Arnor:

Den højberømte Konning,
Som aldrig flygte vilde,
Med gylden Hjelm fremhasted,
Og rydded fjendtlig Snekke;
Skjoldborgen brødes, Brodde,
Af ham udstødte, trængte
Igjennem blanke Brynjer,
Ligkvadet Bølger sunge.

Arnor siger ogsaa, at Kong Svend ikke flyede, førend hans Skib var aldeles ryddet:

Bold Svend ej uden Aarsag
Forlod sit Skib i Striden,
Vist den Gang høje Hjelme
Den haarde Malm har kløvet,
Thi førend Kongen flyede,
Den Jydernes Beskytter
Saae heel forladt at svømme
Sin Flaade, Hirdmænd døde.

Men da Kong Svends Banner var faldet, og hans Skib tomt, da flyede alle de hans Mænd, som ikke faldt; nogle styrtede sig i Havet fra de Skibe, som vare sammenfæstede, men andre kom op paa de fritsejlende Skibe, og alle de, som kunde komme til dermed, roede bort. Men paa det Sted, hvor Kongerne selv havde stredet, og de fleste Skibe vare fæstede sammen, der bleve over halvfjerdsindstyve af Kong Svends Skibe liggende forladte tilbage; som Thjodolf siger:

Sogns gjæve Drot man sagde
Som i en Haandevending
Halvfjeldsindstyve Skibe
Fra Svend at have vundet.

Kong Harald roede efter de Danske, men dette var dog ikke let at komme til, thi Skibsflaaden laae saa tæt i Vejen, at man neppe kunde komme frem. Man fortæller, at Kong Svend skal have haft sex Jarler i Slaget med sig; een af dem var Finn Arnesøn, han var da gammel, og havde saa slet Syn, at han neppe var stridsdygtig. Finn Jarl satte sig ned i Lyftingen paa sit Skib, da de fleste Danske havde begivet sig paa Flugt; han blev da taget til Fange af Kong Haralds Mænd; derom taler Thjodolf:

Sex Danske Jarler tappert
Opmuntred Folk til Kampen,
Dog Svend dem ej behøved
For Sejeren at lønne;
I Striden kjek, behjertet,
Som ikke flygte vilde,
Finn Arnesøn blev fangen
I fjendtlig Rækkes Midte.


Kapitel 79

Hakon Jarl blev liggende rolig med sine Skibe, imedens Kong Harald og de øvrige Folk satte efter de Flygtende, thi Jarlens Skib kunde ikke komme frem for de andre, som laae sammenfæstede. Da roede der en Mand hen til Jarlens Skib paa en Baad, og lagde til ved Lyftingen; det var en høj Mand med en sid og stor Hat paa Hovedet; han raabte op paa Skibet: “Hvor er Jarlen?” sagde han. Jarlen stod i Forrummet, og stillede en Mands Blod; han betragtede Manden med Hatten, og spurgte om hans Navn; “Det er Vandraad, her er,” sagde han, “tal med mig, Jarl!” Jarlen bøjede sig ud over Skibsborde til ham, og da sagde Manden i Baaden: “Jeg vil bede dig om mit Liv, Jarl, hvis du vil skjænke mig det.” Hakon Jarl rejste sig op, og kaldte paa to Mænd, som han elskede meget, og bad dem bringe Manden til Landet; “Vandraad har beviist mig meget Godt,” sagde han, “følger ham til min Ven Karl, og siger denne som Jærtegn paa, at det er mig, som sender ham did, at han skal lade Vandraad faae den Hest, som jeg gav Karl i Forgaars, og sin Sadel, og give ham sin Søn til Vejviser.” dette skede strax i Dagbrækningen; de stege da ned i Baaden, og grebe Aarerne, men Vandraad sad ved Roret. Da sejlede Skibene just allerstærkest frem og tilbage, nogle af Flygtningerne roede til Land, men andre ud paa aaben Sø, baade med smaae og store Skibe. Vandraad styrede derhen, hvor ham syntes der var mest Plads imellem Skibene; men hvor som helst norske Skibe kom i Nærheden af dem, der gave Jarlens Mænd sig tilkjende, og alle lode dem da fare hvorhen de vilde. Vandraad styrede frem langsmed Strandbredden, og lagde ikke til Land, førend de kom forbi det Sted, hvor der var mest Færdsel med Skibene. Derpaa gik de op til Karls Gaard; det begyndte da at blive lyst, de gik ind i Stuen, hvor Karl just var og netop var bleven paaklædt; Jarlens Mænd berettede ham deres Ærende, Karl sagde, at de skulde først spise, han lod Bordet sætte frem, og gav dem Haandtvæt. Da kom Konen i Huset ind i Stuen, og sagde strax: “Det er forunderligt, at vi ikke har kunnet faae Søvn eller Ro et Øjeblik i Nat for Raab og Bulder.” Karl sagde: “Veed du ikke, at Kongerne have holdt et Slag i Nat?” “Hvem fik da Overhaand?” sagde hun. “Nordmændene have sejret,” sagde Karl. Hun svarede: “Saa har vor Konge atter maattet flye.” “Der er ingen, der veed,” sagde Karl, “om han er falden eller flygtet.” Hun sagde: “Nogle Stakler ere vi, for Konge vi have, som baade er halt og fejg.” Den nysankomne Gjæst sagde: “Lad os hellere troe det, som sømmeligere er, Kjærling! at Kongen ej er fejg, men han er ikke ret sejersæl.” Vaandraad vaskede sine Hænder, og da han tog Haandklædet, tørrede han sig midt paa samme; Konen greb Haandklædet, og rev det fra ham, og sagde: “En daarlig Optugtelse har du faaet, er det ikke tølperagtigt, at gjøre hele Haanddugen vaad paa een Gang.” Vandraad svarede: “Endnu haaber jeg, om Gud vil, at leve den Dag, at vi kan tørre os paa Midten af Haanddugen.” De satte sig til Bords, spiste og drak en Stund, og gik derpaa; Karls Hest var da færdig, og hans Søn beredt til at ledsage Vandraad, han havde en anden Hest; de rede ad Skoven til, men Hakon Jarls Mænd droge ned til Baaden, og roede ud til Jarlens Skib.


Kapitel 80

Kong Harald og hans Mænd forfulgte kun et kort Stykke de Flygtende, og roede derpaa tilbage til Fjendens forladte Skibe; Valen blev da efterseet, paa Kongeskibet var en stor Mængde Faldne, men Kong Svends Lig fandtes ikke, og man holdt sig dog for overtydet om, at han var falden. Kong Harald lod da sine faldne Mænds Lig begrave, og deres Saar forbinde, som behøvede det. Han sendte Bud til Bønderne, at de skulde føre Ligene af Kong Svends Mænd paa Land, og lade dem jorde; derpaa lod han Byttet dele, og de tøvede der nogen Tid; da spurgte de den Tidende, at Kong Svend var kommen til Sjælland; der havde hele den Hær, som var flyet af Slaget, samlet sig til ham, og endnu mange andre Krigsfolk, saa han havde da endnu en overordentlig stor Hær.


Kapitel 81

Finn Arnesøn Jarl blev taget til Fange i Slaget, som før er fortalt: han blev ført frem for Kong Harald, som da var kommen tilbage fra at forfølge de Flygtende. Kongen var da meget munter, og sagde: „Her træffes vi nu, Finn, men sidst saaes vi i Norge; nu, har ikke hin Danske Hird staaet dig trofast bi? og vil ikke Nordmændene have ondt ved at slæbe dig blinde Mand med sig!” Jarlen svarede: “Meget Ondt have Nordmændene nu at gjøre, og det endnu det værste, som du befaler dem.” Kongen sagde: “Vil du nu tage mod Naade, skjønt du ikke fortjener den?” Da svarede Jarlen: “Ikke af dig, din Hund!” Kongen sagde: “Vil du tage dit Liv af Magnus, din Frænde?” Kong Haralds Søn Magnus førte da Befalingen over et Skib. Jarlen sagde: “Hvad skal den Hvalp raade for Liv og Fred!” Da lo Kongen, og havde sin Fornøjelse af at tirre ham, og sagde: “Vil du da tage Fred af din Frænke Thora?” Jarlen sagde: “Er hun her?” “Ja hun er,” sagde Kongen. Men da kunde man see, hvor vred Finn Jarl var, at han ikke kunde lægge Baand paa sin Tunge; han sagde: “Saa er det ikke saa forunderligt, at du bider saa godt fra dig, siden Mæren fulgte med dig.” Finn Jarl erholdt ikke desmindre Fred, skjønt han brugte saa haarde Ukvemsord; han drog med Kong Harald, og var temmelig tungsindig og haard i sine Yttringer. Noget efter sagde Kongen til Finn: “Jeg seer nu, at du ikke kan finde dig i at være hos mig eller dine Frænder, jeg vil nu give dig Lov lil at drage til din Konge Svend. Finn Jarl svarede: “Det Tilbud vil jeg modtage, og det desto taknemmeligere, jo før jeg kan komme herfra.” Kongen lod Jarlen bringe i Land, og Indbyggerne i Halland modtoge ham vel.


Kapitel 82

Da Kong Harald laae ved Halland efter Slaget ved Nisaa, sagde han til sine Mænd: “Vi have erholdt en stor Sejer over de Danske i dette Slag, lader os nu paa bedste Maade vogte os for, at de Danske ikke overliste os for Fremtiden, og lader os nu drage hjem i vort Rige med Hæder og meget Bytte!” Men Natten efter da Kong Harald og de fleste Folk laae og sov, styrede to Skibe fra Flaaden og lagde Hemmeligen til Land; paa det ene førte Kongesønnen Magnus Befalingen, paa det andet en Mand, ved Navn Thorolf, som havde sin Slægt paa Øen Moster i Søndhørdeland, og ejede en Gaard der, hvorfor han kaldtes Mostreskjæg. Thorolf var en stor og stærk Mand, og særdeles forvoven; de løb op i Land fra Skibene, og vilde indlægge sig Berømmelse. De vare ikke gaaede ret langt, førend de bleve overfaldne af den Danske Hær, og der begyndte strax en meget skarp Træfning imellem dem, som dog ikke varede længe, thi de maatte bukke under for Overmagten, og hele deres Trop faldt; Thorolf undkom med Kongesønnen Magnus, paa den Maade at Thorolf bar ham i sit Kiltebaand til Skoven. Kong Harald savnede dem om Morgenen, biede nogen Tid efter dem der paa Stedet, og da de ikke kom tilbage, tænkte han, de alle maatte være døde; Kongen lavede sig da til at begive sig bort med sin Flaade; Kong Harald og hans Mænd bortførte som Bytte alle de Danske Skibe, som vare ryddede, og som de kunde føre med sig, saavel som alt det Gods, der var derpaa. I Lyftingen paa Kong Svends Stib fandt de et Skrin med den hellige Vicentii Diaconi Helligdom i, og toge det med sig. Kong Harald sejlede nu bort fra Halland med sine Skibe, indtil han kom til Vigen; der lod han Telte rejse paa Landet, og de Saarede helbrede.


Kapitel 83

En Dag, da Kong Harald gik paa Landet, og saae til sine Mænds Saar, kom Thorolf Mostreskjæg gaaende med Kongesønnen Magnus paa sin Ryg, og Kongen blev meget glad, da han saae sin Søn uskadt. Thorolf var meget træt af Gangen, da han havde gaaet den hele Vej fra Halland landvejs til Vigen, og baaret Kongesønnen, og begge vare de meget matte af Hunger. Kong Harald mærkede det, og sagde: “Hvorledes? Har de Danske givet tabt for eder, eller tænkte I, at de havde ikke Mod til at angribe Eder med Vaaben? Ikke var det varligt eller forsigtigt handlet, at forlade os og med faa Mænd at gaae paa Land lige i Hænderne paa en Hær, da jeg dog i Forvejen havde advaret eder, at vi skulde vogte os for at give os blot for de Danske. Nu har eders Uagtsomhed og Overmod meget svækket vor Sejer; I kunde vel have ladet det beroe med den Sejer, som vi havde vundet alle i Forening; dette Har nu meget formindsket vor Sejer, saa dygtige som vi nys havde viist os; men derved er nu intet at gjøre. Du, Thorolf! modtage min Roes og Tak for din udviste Manddom og Troskab, at du vovede dit Liv saa meget, for at hjælpe min Søn. Saa vil jeg ogsaa først og fornemmelig takke min Svoger Hakon Jarl, og dernæst alle mine Krigsfolk for al den Bistand og Tapperhed, de have viist mig i dette Slag.” Kongen endte sin Tale saaledes, at alle fandt Behag i hans Ord, hvis det kun gik saaledes, som hans Tale lød; han sørgede derpaa for, at hans Søn Magnus og Thorolf bleve plejede paa det bedste. Derpaa drog Kong Harald ind til Oslo, og tog der sit Sæde, men gav hele sin Hær Hjemlov.


Kapitel 84

Kong Svend sad i Danmark den Vinter over, og forestod sit Rige ligesom tilforn; om Vinteren sendte han en Mand op til Halland efter Karl og hans Kone; men da Sendebudene kom med dem til Kongen, lod han Karl kalde til sig, og spurgte denne, om han kjendte ham, eller om han meente at have seet ham før. Karl sagde: “Jeg kjender eder nu, og jeg kjendte eder den Gang, og det er Gud, man maa takke for, at det ringe Fordenskab, som jeg viste eder, kom eder til Gavn.” Kongen sagde:

“Hver den Stund, jeg lever herefter, skylder jeg dig Gjengjæld derfor; for det første vil jeg nu give dig hvilken Gaard i Sjælland du selv vælger, og derhos vil jeg gjøre dig til en mægtig Mand, hvis du kan skikke dig deri.” Karl takkede Kongen meget for dette hans Løfte, og sagde, at der var dog endnu en Bøn, som han vilde bede Kongen om. Kongen spurgte, hvad det var. Karl sagde: “Jeg vil bede eder tillade, at min Kone tager med mig.” “Det vil jeg ikke tilstæde dig,” sagde Kongen, ”thi jeg vil skaffe dig en langt bedre og forstandigere Kone; men din Kone kan beholde den Bondehytte, I havde før, deraf kan hun nok have sit Livs Ophold; jeg handler endda for din Skyld bedre imod hende, end hendes Uforstand fortjente.” Kong Svend gav Karl en stor Gaard, og skaffede ham et fornemt Giftermaal, saa han blev en anseelig Mand. Denne Kongens Handling blev meget roest, og det rygtedes vide om, saa det spurgtes ogsaa op til Norge.


Kapitel 85

Kong Harald sad om Vinteren efter Nisaa-Slaget i Oslo. Om Høsten, da Krigsfolket kom søndenfra Danmark, blev der meget talt om det Slag, som havde staaet ved Nisaa, da hver Mand tyktes han kunde fortælle meget og mangehaande derom. En Dag da der sad en heel Deel i en Undersal, talte de om Nisaa-Slaget, og iblandt andet om, hvilke Mænd der i dette havde indlagt sig den største Berømmelse; de bleve alle enige om, at der var ingen, der havde viist sig saa brav som Hakon Ivarsøn, han var den behændigste og fremmeste i Strid, og havde den største Lykke; hvad han gjorde havde haft den bedste Virkning, og han vandt Sejren. Harald var ude i Gaarden, og talte med nogle Mænd, han gik derpaa hen til Salsdøren, og sagde: „Her kunde hver ønske at hedde Hakon;” derpaa gik han atter sin Vej. Hakon Jarl rejste om Høsten til Oplandene.


Kapitel 86

Det hændte sig næste Foraar henimod Sommeren, da man en Gang sad og drak, at der fremdeles taltes om Slaget ved Nisaa; man roste da meget Hakon Jarl, men nogle tilskreve ligesaa meget andre Mænd, at det havde faaet et saa lykkeligt Udfald. Da yttrede een af dem: “Det er muligt, at flere Mænd have stredet drabeligere ved Nisaa, end Hakon Jarl, men ingen af dem alle havde større Lykke.” De andre sagde, at det vel var hans største Lykke, at han havde jaget saa mange af de Danske paa Flugt; hvortil den samme Mand svarede: “Større Lykke var det, at han gav Kong Svend Livet.” Een af dem svarede: “Du veed nok ikke selv hvad du siger.” “Det veed jeg ret vel,” sagde hin, “thi det er fortalt mig af ham, som bragde ham i Land.” Men det gik her, som man plejer at sige, at mange ere Kongens Øren, og dette blev strax derpaa bragt for Kongen. Kongen lod da ufortøvet tage en hel Deel Heste, og red endnu om Aftenen bort fra Oslo med to hundrede Mand; de rede hele den Nat og Dagen efter; da mødte de nogle Ridende, som rejste til Byen med Meel og Malt. Der var en Mand, ved Navn Gammel, i Kongens følge; han red hen til een af Bønderne, som var hans Bekjendt, og de talte i Eenrum sammen: “Jeg vil betale dig godt for,” sagde Gammel, “at du det hurtigste, du kan, rider ad den korteste Lønsti, du kjender, hen til Hakon Jarl, og siger ham, at Kongen vil dræbe ham, thi han veed nu, at Hakon har hjulpet Kong Svend i Land ved Nisaa.” De bleve enige om Handelen; Bonden red det bedste, han kunde, og kom til Jarlen førend Sengetid; han sad da endnu og drak. Men da Bonden havde sagt sit Ærende, stod Jarlen strax op tilligemed alle sine Mænd; Jarlen lod alt sit Gods føre bort til Skoven, og alle Mænd forlode Gaarden; Kongen kom Dagen efter, og rejste atter bort med sit følge, da han havde opholdt sig der Natten over.


Kapitel 87

Hakon Jarl red sin Vej, og drog over til Sverrig til den svenske Kong Stenkel, hos hvem han opholdt sig om Sommeren; men imod Enden af Sommeren, saasnart han spurgte, at Kong Harald havde begivet sig til den nordlige Deel af Landet, vendte han tilbage til Oplandene; der forblev han, indtil Kongen atter drog nordfra, da rejste Hakon over til Værmeland, og opholdt sig der en stor Deel af Vinteren, thi Kong Stenkel gav ham der nogle Forleninger. Imod Slutningen af Vinteren rejste han til Rommerige, og havde mange Krigsfolk med sig, som han havde faaet af Gøterne og Værmelænderne; han hævede da sin Landskyld og Skatter af Oplændingerne, og Vendte derpaa atter tilbage til Gøtland. Kong Harald drog om Høsten øster i Vigen, og sad der om Vinteren i Oslo; han skikkede sine Mænd til Oplandene for at opkræve Skat og Landskyld, som han meente der tilkom ham; Oplændingerne svarede, at de havde betalt Skat og Landskyld til Hakon Jarl, og det, sagde de, vilde de vedblive med, saalænge han levede, og han ikke havde forbrudt sit Liv eller sin Forlening; Kongen fik derfor ingen Landskyld der den Vinter.


Kapitel 88

Samme Vinter fore Budskab og Afsendinge imellem Norge og Danmark, og var det Gjenstand for Underhandlingerne, at de paa begge Sider, Nordmænd og Danske, vilde slutte Fred med hinanden, og bade hver sin Konge at give deres Samtykke dertil; disse Underhandlinger gave meget Haab om Forligelse, og det kom endelig saavidt, at der berammedes et Fredsmøde at holdes i Elven. Om Foraaret droge Kongerne hver en stor Hær sammen, og udrustede mange Skibe til denne Færd, saaledes som Skalden siger i en Flok om Kongernes Rejse; han begynder saaledes:

I Nord fra Øresundet
Omhegner Drotten Kysten
Med Orlogsskibe, hurtig
De Havnene forlode.
I Vest fra Halland hvinte
Højt Stormen, tumled Flaaden;
Guldsmykte Gallioner
Oprørte Vover skare.

Og fremdeles kvad han:

Fra Land, ordholdne Harald!
Du mange Skibe førte,
Og Svend, fra Øers Sunde,
Til Kongestævnet drager;
Den Hær er ikke ringe,
Som alle Danskes hersker
Udruster, saa fra Sønden
Hver Vig af Skibe lukkes.

Kongerne Harald og Svend holdt det Stævnemøde, som var aftalt imellem dem om Vineren, og kom begge til Landsgrændsen, saaledes som her siges:

Hvad alle Danske ønsked
Udretted du i Striden,
Heel meget maa afgjøres
Paa det aftalte Møde;
For Harald der at finde
Kong Svend, mod Nord, til Grændsen
Uddrager, skjønt paa Havet
De barske Storme tude.

Men da Kongerne mødtes, begyndte de at tale om Freden; men strax begyndte de Danske at ymte om og klage over, hvilken skade, de havde liidt af Nordmændenes Hærgen og Plyndring, og det stod saaledes længe hen, at der vare ingen synderlig Udsigter til Fred; saaledes som her siges:

Vist gjæve Bønder kjærte
Ved Sammenkomster meget,
Som for dem Sorger voldte,
Højt begge Parter talte;
Oprippende det Hele
I Trætte snart de komme,
Af Hidsighed betagne
Forliges knap de ville.

Og fremdeles kvad Skalden:

Farlig er Fyrsters Vrede,
Naar de forliges skulle,
De Mænd, som mægle kunne,
Hver Sag i Skaaler veje.

Imidlertid lagde de forstandigste og bedste Mænd sig derimellem, saa at Freden endelig kom i Stand imellem Kongerne paa den Maade, at Kong Svend skulde have Danmark, og Kong Harald Norge med samme Grændseskjel, som fra gammel Tid af havde været imellem Norge og Danmark; ingen af dem skulde bøde den anden noget for liidt skade, al Fejde skulde ophøre, hvor nogen saadan var begyndt og hver beholde den Fordeel han havde vundet; denne Fred skulde staae ved Magt, saalænge de begge vare Konger. Forliget blev edelig stadfæstet, og Kongerne gave hinanden Gisler, saaledes som her siges:

Hørt jeg det har, hvad kaldes
En god Forretning maatte,
Harald og Svend hinanden
For Troskab Gisler satte;
Med Vidner da blev sluttet
Forliget, gid de holde
Det med al Fred og Fasthed,
Som aldrig rokkes kunne!

Derpaa sejlede Kong Harald med sin Flaade tilbage til Norge, og Svend til Danmark.


Kapitel 89

Kong Harald var i Vigen om Sommeren; han sendte sine Mæd til Oplandene efter Skyld og Skatter, som tilkom ham der; men Bønderne vilde intet udrede, og sagde, de vilde lade det bie dermed, indtil Hakon Jarl kom til dem, som Svar og Kjendelse tilkom angaaende de Skatter, Kongen gjorde Fordring paa; Kongens Mænd vendte saaledes tilbage med uforrettet Sag. Hakon Jarl var da oppe i Gøtland, og havde mange Folk hos sig; men da det led ud paa Sommeren, sejlede Kong Harald ned til Kongehelle, tog der alle de Smaa-Skibe, han kunde faae, og styrede op ad Elven; han lod Skibe trække paa Land forbi Fossene, og bragde dem saaledes op i Vænersøen; derpaa roede han øster over Søen, hvor han spurgte Halon Jarl var. Men da Jarlen fik Nys om Kongens Rejse, drog han ned fra Gøtland, og vilde forhindre Kongen fra at hærge paa dem. Hakon Jarl havde en anseelig Hær, som Gøterne havde givet ham. Kong Harald lod sine Skibe lægge op i Mundingen af en Elv, gjorde sig færdig til Landgang, og lod nogle af Folkene blive tilbage, for at passe paa Skibene. Kongen selv og en Deel af hans Folk rede, men langt flere gik; de maatte igjennem en Skov, for dem laae adskillige Smaakjær og en stenig Høj; men da de kom op paa Højen, saae de Jarlens Hær; der var da endnu en Mose imellem dem, og de fylkede begge deres Hær. Da sagde Kong Harald: “Lad os nu sætte os ned her paa Bakken, og først see, om de vil angribe os; Hakon er ikke iilfærdig af sig,” sagde han. Det var Frostvejr, og forhen var der falden nogen Snee; Kong Harald sad med sine Folk under deres Skjolde; men Gøterne vare kun Tyndt klædte, og frøs snart. Jarlen bad dem stunde sig, indtil Kongen rykkede frem, og de kom til at staae lige højt. Hakon Jarl havde det Banner, som Fru Ragnhild havde givet ham, og som hendes Fader, Kong Magnus Olafsøn, havde ejet; dette Banner vilde Kong Harald gjerne have Haft, men fik det ikke. Gøternes Lagmand hed Thorvid, han var der hos Hakon Jarl; Lagmanden sad paa sin Hest, hvis Tømme var gjort fast til en lille Pæl, der stod i Mosen. Thorvid Lagmand talte og sagde: “Det veed Gud, at vi have mange og ypperlige Folk og saare tappre Mænd til at vove et Slag; vi ville nu lade Kong Stenkel spørge, at vi kraftigen have staaet denne Jarl bi; jeg er overbeviist om, at hvis Nordmændene anfalde os, skulle vi tage drabelig imod dem; og hvis det unge Mandskab viger, saa lad os ikke løbe længer, end her til Bækken; men viger det unge Mandskab endnu mere, som jeg dog veed, de ikke vil gjøre, saa lad os i det mindste ikke løbe længer, end til Højen.” I samme Øjeblik sprang Nordmændenes Hær op, raabte Krigsraab, og sloge paa deres Skjolde; da begyndte ogsaa Gøternes Hær at raabe, men Lavmandens Hest blev sky ved Raabet, og sprang til Siden, saa at Pælen rykkedes op af Mosen, og fløj Lagmanden forbi Hovedet. “Gid du faae en Ulykke, som gjorde det Skud!” sagde han, og sprengte strax bort. Kong Harald havde forhen sagt til sine Folk: “Skjønt vi raabe og gjøre nogen Vaabentummel omkring os, saa lad os dog ikke gaae ned fra Bakken, førend de komme hid til os.” De gjorde saa, men strax da Hærraabet begyndte, lod Jarlen sit Banner bære frem; men da de kom under Bakken, styrtede Kongen ned paa dem med sine Folk, og der faldt da strax en stor Deel af Jarlens Hær, men nogle flyede; da blev Jarlens Fænnikedrager dræbt, og Kongens Mænd bemægtigede sig Banneret. Nordmændene forfulgte ikke de Flygtende ret langt, thi det var allerede Aften. De bemægtigede sig alt hvad de kunde faae af Klæder og Vaaben; Kongen lod begge Bannere bære foran sig, da de gik ned til Skibene. Da sagde Kongen, at han denne Gang især ansaae det for den største Sejer, at han havde faaet Banneret. De talte med hverandre om, at Jarlen vel maatte være falden; men da de droge igjennem Skoven, kunde der ikke ride mere end een Mand ad Gangen, og da man allermindst tænkte derpaa, kom der en Mand ridende i fuld firspring tværs over Vejen, og gjennemborede i samme Øjeblik den, som bar Banneret, Jarlen havde ejet, greb Bannerstangen, og sprengte med Banneret til den anden Side ind i Skoven. Men da dette blev sagt Kongen, udbrød han: “Giv mig min Brynje, Jarlen lever endnu;” Kongen red om Natten til sine Skibe. Mange sagde da, at Jarlen havde hævnet sig uagtet sin Flugt; da kvad Thjodolf:

De Stenkels Folk, som vilde
Den tappre Jarl undsætte,
Blev, det vor Drot udretted,
I Træfning Døden givet;
Da Hakon saadan Styrke
Ei hjelpe saae, han maatte
Med Flugten flux sig redde,
Dog nogle sligt besmykke.


Kapitel 90

Kong Harald tilbragde den Øvrige Deel af Natten paa Flaaden; men om Morgenen da det blev lyst, havde der lagt sig saa tyk Iis om Skibene, at man kunde gaae rundt omkring dem; Kongen bad da, man skulde sige til hans Mænd, at de skulde hugge Isen op, fra Skibene ud i Søen; man gik da hen, og gav sig i Færd med at ise. Kongesønnen Magnus førte Befalingen paa det Skib, som laae yderst i Vaagen og nærmest ved den aabne Sø. Men da de havde hugget Isen et langt Stykke ud, da løb der en Mand henad Isen til det Sted, hvor de skulde til at hugge, og arbejdede saa stærkt, som om han var rasende og galen, ved Iishugningen; da sagde en Mand: “Nu gaaer det til, som ellers, at ingen Mand gjør saa god Tjeneste, hvor han kommer, som Hall Kodransbane, ser kun, hvor han hugger Isen.” Men der var en Mand paa Kongesønnen Magnuses-Skib, ved Navn Thormod, en Søn af Endride; da denne Thormod hørte Kodransbane nævne, løb han hen til Hall, og hug ham Banesaar. Kodran var en Søn af Gudmund Eiolfsøn, men Gudmunds Søster Valgerd var Moder til Jorun, Thormods Moder; Thormod var kun et Aar gammel, da Kodran blev dræbt, og han havde aldrig seet Hall Otrygsøn førend nu, saaledes at han kunde kjende ham. Man var nu fæsdig med at ise ud til det aabne Vand, Magnus lagde strax med sit Skib ud af Vaagen, lod sætte Sejl til, og sejlede vester over Søen, men Kongeskibet laae længst inde i Vaagen, og lagde derfor sidst ud. Hall havde været i Kongens følge, og var meget elsket af ham, saa Kongen var saare vred; han kom silde til Havn om Aftenen, Magnus havde da ladet Drabsmanden undslippe til Skoven, og tilbød Bøder for ham, men Kongen vilde ikke høre noget derom, og havde nær lagt Haand paa sin egen Søn, indtil endelig deres Venner kom og forligede dem. Thormod Endridesøn rejste siden til Danmark, og derfra ud til Miklegaard, og vilde gaae der i Sold, men Kongen i Miklegaard fandt han var for liden af Væxt, og vilde ikke antage ham; men en Dag, da Kongen stod oppe i en Loftsvale, saae han, der blev ledt en stor Tyr til Torvs, som Nordmændene kjøbte; Thormod gik hen, og hug med eet Hug Hovedet af Tyren; da sagde Kongen: “Andre kan denne Mand, der hugger saa godt, fælde, end blot Nød;” han antog da Thormod i sin Tjeneste, og han var der i Sold lang Tid efter. Hakon Jarl Ivarsøn holdtes for at være en gavmild Mand; hans Datter hed Sunniva, men hans Søn Hakon, som var gift med Kong Svend Ulfsøns Datter, og deres Søn var Danekongen Erik Lam. Og her slutte vi nu for denne Gang vor Fortælling om Handlerne imellem Kong Harald og Hakon Jarl.


Kapitel 91

Endnu den samme Vinter, da Kong Harald og Hakon Jarl, som vi nys have fortalt, holdt Slag med hinanden, og Kong Harald havde sine Skibe i Væneren, rejste han op paa Rommerige, og havde mange Folk med sig; han gav Bønderne Sag for, at de havde forholdt ham Skatter og Skyld, og styrket hans Fjender til Ufred imod ham, og der vare desuden endnu flere Ting dem imellem. Oplændingerne beraabte sig paa, at Kong Olaf den Hellige havde givet dem Rettebøder, i flere Henseender fordeelagtigere, end andre Bønders i Norge, baade angaaende Skyld og Udredning i Vare, og mange andre Benaadninger, som Kong Olaf havde tilstaaet dem efter Slaget ved Nesje, fordi Oplændingerne havde understøttet ham med Tropper den Gang han vandt Norge fra Svend Jarl Hakonsøn, og forjog denne fra Landet; nu, meente de, tilkom det ikke Kong Harald, at formindske deres Ret, som de havde besiddet i de Høvdingers Levetid, som vare før ham, i Særdeleshed der, hvor hans Odelsjord og rette arvelige Ejendom var; men Kong Harald vilde have, at alle jævnbaarne Mænd i Norge skulde have lige Rettigheder. Saa siger Thjodolf i den Drape, han digtede om Kong Harald:

De trættekjære Bønder
Ej taalte det, at Kongen
Landsloven følge skulde,
Og Udaad foretoge.
Det Anslag voldte Trolde,
Oprørerne det nødte
Til hastig Flugt; i Skoven
Ophold de søge maatte.

Følgende er Omkvæddet i denne Drape:

For ham sig hele Folket
Maa bøje; faa Udveje
Nu sees, naar Ja ej siges
Til det, som han paabyder.

Da Kongen kom op paa Rommerige, lod han Bønderne gribe, nogle lemlæste, andre dræbe, nogle berøvede han al deres Ejendom; de flyede, som kunde; rundt omkring lod han brænde i Herrederne, og lagde dem ganske Øde; som Thjodolf siger:

Til oprørsk Rommerige
Holmboers Tvinger ilte,
Der tapprest Haralds Fylking
Indboer tæmme maatte.
Til Straf den røde Lue
I høje Sale raste;
Paa Kongens Bud den tærte
Forvorpne Bønders Eje.

Derpaa drog han op paa Hedemarken, og skjændte og brændte der ikke mindre, end hist; derfra drog han ud paa Hadeland og Ringerige, hvor han ligeledes brændte alt, og foer frem med Hærskjold; saa siger Thjodolf:

I Tage sig indtrængte
Paa Hedemarken Gløden,
Med haarde Slag dets Bønders
Gjenstridighed blev revset;
Og Ringerigets Flokke
Sig Liv udbade; Flammen,
Før den udsluktes, nødte
Dem til at lystre Fyrsten.

Derefter gave Bønderne deres Sag i Kongens Vold. Efter Kong Magnuses Død vare ledne tolv Aar (27), og endnu to Aar inden Kongerne Harald og Svend sluttede Fred; saa siger Thjodolf:

Tit Hørders Konge maatte
Med Fare Havet pløje,
Og tye til Ankerpladse —
Det tredie Aar kom Freden.

Efter Fredsslutningen varede Kongens Trætte med Oplændingerne halvandet Aar; saa siger Thjodolf:

Om Kongens Daad nu vorder
Heel vanskeligt at synge,
Da Oplandsboers Plove
Ved Mark og Jord han skilte;
Halvandet Aar erhvervet
Ved krigerske Bedrifter
Han har et Navn, som neppe
Vil nogensinde glemmes.

Og efterat al Uenigheden imellem dem var bilagt, saa rejste Kongen paa Gjæsteri omkring i Oplandene; han tog paa Gjæsteri hos en Mand, ved Navn Arne, en mægtig Mand; da vare alle Herrederne tagne til Naade; Arne sagde, at det var alle en stor Glæde, at Kongen sad i Fred og Ro, elsket og afholdt af sine Venner.


Kapitel 92

Ulf hed en Mand, kaldet den Rige, han ejede fjorten eller femten Gaarde i Oplandene; hans Kone bad ham, at han skulde byde Kongen til Gjæstebud, ligesom mange andre mægtige Mænd gjorde; “det vil Kongen synes vel om,” sagde hun, “og vise dig Hæder derfor.” Ulf svarede: “Denne Konge handler ikke mod alle efter Ret og Skjel, og jeg bryder mig kun lidet om at byde ham hjem til mig; jeg frygter han vil fatte Avind til mig for min Rigdom, og faae større Begjerlighed efter mit Gods, end billigt er; det aner mig, at han snarere vil lægge større Byrder paa mig, end paa andre, end vise mig sømmelig Gjengjæld, naar jeg yttrer nogen Velvillie for ham.” Men hvad nu Ulf end sagde og tænkte derom, saa føjede han sig dog af Kjærlighed efter sin Kone, og indbød Kongen til sig, naar han drog fra Gjæstebudet hos Arne; Kongen yttrede, at han vilde komme til Ulfs, og denne foer hjem, og gjorde Anstalt til et prægtigt Gjæstebud. Kongen kom, som han havde lovet; og alle Tilberedelserne der vare prægtige, Bordtøjet, Drikkehornene, Væggetapeterne, alt var gammeldags, men kostbart og af herligt Udseende; og en Dag under Gjæstebudet, da man var kommen til Sæde, var Kongen munter, og alle hans Mænd ligesaa; da sagde Kongen: “Det skikker sig vel, at muntre Gjæstebudet med een eller anden Skjemt.” Alle svarede, at det var vel talt, og det var et Indfald, hvorved han agtede at forhøje deres Glæde, og det, sagde de, vilde give Gjæstebudet megen Anseelse, hvis saadan en Mand vilde moroe dem. Kongen sagde: “Det er da Begyndelsen til min liden Fortælling, at Kong Harald Haarfagers Søn hed Sigurd Rise; Sigurd havde en Søn, som hed Halfdan; Kong Sigurds Jarl hed ogsaa Halfdan: Kongens Træl hed Almsteen; alle vare de næsten af selvsamme Alder, Kong Sigurd nemlig, og Jarlen og Almsteen, der var Fostbroderlag imellem Kongen og Jarlen, og alle tre havde leget sammen i deres unge Dage, da de endnu vare Børn. Men da nu en Tid var gaaet, faldt Kong Sigurd i en Sygdom, og det bares ham for, at det vilde blive hans Død, han kaldte da Halfdan Jarl til sig, og satte ham til at bestyre Riget tilligemed hans Søn; thi han havde mest Tillid til ham, sagde han, at han vilde sørge omhyggelig for hans Søn og holde Riget ham tilhaande formedelst deres Fostbroderskab og langvarige Venskab; kort efter døde Kongen.


Kapitel 93

Jarlen blev en stor Støtte for Kongesønnen Halfdan og hans Rige, indsamlede Landskylden til ham, og styrede overalt til hans Hæder og Bedste. Jarlen havde en Søn, og han var paa Alder med Kongesønnen, og der herskede meget Venskab imellem dem. Almsteen, som da var Kongesønnen Halfdans Træl, var høj af Væxt, smuk af Udseende, stærk af Kræfter, i mange Ting en Idrætsmand og dygtigere fremfor andre Trælle; ingen var der, som kjendte hans Slægt. Trællen Almsteen bød sig til, at indkræve og samle Kongesønnens Landskyld og Skatter for en tre Aars Tid, og saasom han var bekjendt for sin Dulighed, og havde været saa godt som Fostbroder til Kong Sigurd og Halfdan Jarl, og Kongen ikke havde behandlet ham paa samme Maade, som de andre Livegne, saa blev det tilstaaet ham; men han teede sig saaledes med det Arbejde, at faa af Pengene kom Kong Halfdan tilgode. Almsteen tog sig da for at sejle til adskillige Lande med Kong Halfdans Penge, han trak gode Renter deraf, og beholdt dem; han lokkede ogsaa mange Folk til sig ved Foræringer, baade i Kong Halfdans Rige og andensteds. Paa den Tid døde Halfdan Jarl; men da Almsteen kom til Landet, og spurgte Jarlens Død, da drog han strax med en stor Mængde Folk hen til Kong Halfdans Gaard, og stak Ild paa Husene; Jarlens Søn var derinde hos Halfdan. Men da Mændene, som vare derinde, blev Ufreden og Ildpaasætningen vaer, saa gik Kongesønnen og Jarlssønnen ned i en underjordisk Gang, som havde sin anden Udgang i Skoven, og kom saaledes bort. Almsteen afbrændte Gaarden, og troede med det samme at have indebrændt baade Kongesønnen og Jarlssønnen. Ynglingerne opholdt sig i nogen Tid ude i Skovene, og kom omsider over til Sverrig til en Jarl, ved Navn Hakon, som de bade om at tage imod sig. Jarlen svarede ikke strax, og saae en Stund paa dem, endelig gav han dem Ophold hos sig, men viste dem ikke synderlig Opmærksomhed; der vare de tre Aar. Almsteen bemægtigede sig Halfdans Rige, herskede som Konge, derover, og fandt ingen Modstand, men alle vare misfornøjede med hans Regjering; han var fræk og usædelig, saa at han tog mægtige Mænds Koner og Døttre, og havde dem hos sig, saalænge ham lystede, og avlede Børn med dem.


Kapitel 94

Men da Ynglingerne havde været i tre Aar i Sverrig hos Hakon Jarl, saa gik de en Dag for Jarlen, og takkede ham for det Ophold, han havde forundt dem. Jarlen sagde: “Det Ophold, Halfdan! som jeg har ydet eder, er kun liden Tak værd. Jeg vidste strax, hvem I vare, da I kom herhid, thi din Fader, Kong Sigurd, var min meget gode Ven; men jeg viste eder saa liden Opmærksomhed, for at der ikke skulde komme noget ud om, at I levede. Siden I nu vil bort herfra, saa vil jeg give eder tre hundrede Mand til Ledsagelse, og de vil kunne komme eder til Gavn, hvor saa det end er, hvis I overraske den onde Niding Almsteen, som rimeligt er; thi han er nu ganske tryg, da han mener, at I ere blevne indebrændte, og det skulde ret glæde mig, om I atter kunde komme til eders Rige og Værdighed.” Derpaa rejste de med de Folk, de havde faaet, og der gik intet Rygte om deres Ankomst, saa de kom ubemærkede til Almsteens Gaard, og stak Ild paa den, og da Husene begyndte at brænde, gik de Folk ud, som fik Lov dertil; Almsteen bad da ogsaa om Naade. Halfdan sagde: “Det var en retfærdig og billig Dom, at du burde lide det, som du paa Nidingviis havde tiltænkt mig; men saasom vi ikke ere Ligemænd, saa skal du komme til at beholde Livet, paa Vilkaar, at du vender tilbage til din oprindelige Stand, hedder Træl og bliver Træl, saalænge du lever, og efter dig al den Slægt, som nedstammer fra dig.” Dette Kaar valgte Almsteen, hellere end at døe paa stedet; Halfdan gav ham da tilligemed Trællenavnet en hvid simpel Kjole. Derpaa blev stævnet til Thing, og Halfdan antog Kongenavn og det hele Rige, hans Fader havde Haft, og alle vare glade ved den Forandring.


Kapitel 95

Trællen Almsteen havde adskillige Børn; nu holder jeg for, at dette er din Æt, Ulf! nemlig at Almsteen var din Farfader, og jeg er en Sønnesøn af Kong Halfdan; og du og dine Frænder have saaledes bemægtiget sig hvad der var Kongernes rette Ejendom, som man nu kan see her paa Drikkehorn paa al anden Boned. Tag nu her,” sagde Kong Harald, “mod den hvide Kjole, som min Farfader Halfdan gav din Farfader Almsteen, og tag med det samme dit Slægtsnavn og vær fra nu af Træl for bestandig; thi saa faldt Dommen paa det Thing, jeg nys talte om, da Halfdan erholdt Kongenavn, at din Bedstefader tog kjolen, og hans Børns Mødre kom der til Thinget, og alle hans Børn toge mod en saadan Klædning, og saa skulde al deres Afkom gjøre.” Kong Harald lod da en hvid Kjole bære frem, og lægge for Ulfs Øjne, og kvad dertil følgende:

Kjender du denne Kjortel?
Ko bør du Drotten yde;
En fuldvoxen Oxe
Du Kongen skal betale;
Et Svin, en Gaas vel mæsket
Du bør til Fyrsten yde,
Børn og hvad du erhverver,
Det alt skal Kongens være.

Og Kongen føjede endnu disse Linier til Verset:

Mænds List er mangefoldig;
Mos (28) bør du Kongen yde.

“Tag nu, Ulf!” sagde Kongen, “mod denne Kjole, som dlne Frænder have ejet, og dermed samme Navn og Stand, som de havde.” Ulf fandt denne Kongens Spøg højst uvenlig, men havde dog ikke ret Mod til at tale derimod og at afstaae kjolen; men hans Kone og Venner bade ham dog aldrig at samtykke i en saadan Beskjæmmelse, Kongen maatte saa gjøre med ham hvad han vilde. Hans Kone gik da for Kongen med hele sit Frændskab, og bad om Fred for Ulf, og at han ikke maatte blive saa haanlig beskjæmmet, som dette tegnede til. Det blev omsider Enden derpaa, at Kongen gav efter for deres Bøn, og nødte ikke Ulf til at gaae i Trællestand, men lod ham beholde een af de femten Gaarde, han ejede; men alle hans andre Gaarde derimod inddrog Kongen som sin Ejendom, saavel som alle hans andre sjeldne og kostbare Sager, Guld og Sølv, Drikkekar og hele hans Ejendom; saaledes endte Ulfs Sammenkomst med Kongen paa den Maade, han havde anet forud, førend han bød Kongen til Gjæstebud. Derpaa drog Kong Harald til Throndhjem, og tog sit Sæde i Nideros.


Kapitel 96

Nu fortælles der ogsaa, at der en Sommer kom en Mand til Norge ude fra Island, ved Navn Brand, en Søn af Vermund i Vatnsfjord; man kaldte ham Brand den Gavmilde, et Tilnavn, han med Rette fortjente. Brand lagde med sit Skib ind til Nideros; Thjodolf Skald var Brands Ven, og havde fortalt Kong Harald en Deel om hans Gavmildhed og Rundhed. Da nu Brand var kommen til Byen, sagde Thjodolf det til Kongen, og de talte endnu adskilligt om den Yndest, han stod i paa Island, og om hans Gavmildhed. Da sagde Kongen: “Da skal vi nu snart prøve, om han virkelig er saa gavmild, som du siger; gak hen til ham, og bed ham give mig sin Kappe.” Thjodolf gik, og kom ind i et Huus, hvor Brand var, han stod midt i Stuen, og maaler Lærred; han var iført en Skarlagens Kjortel, og ovenover den en Skarlagens Kappe, og havde Baandene i Kappen oppe over Hovedet, imedens han maalte Lærredet; en guldbeslagen Øxe havde han i Haandkrigen. Thjodolf sagde: “Kongen beder om din Kappe.” Brand blev ved med sin Forretning, og svarede ikke et Ord, men lod Kappen falde bag af sine Skuldre; Thjodolf tog den op, og bragde Kongen den. Kongen spurgte, hvorledes det var løbet af imellem dem; Thjodolf svarede, at Brand ikke havde ladet sig forlyde med noget Ord, og fortalte Kongen hvad han tog sig for, og hvorledes han var klædt. Kongen sagde: “Tilvisse er det en stolt Mand, og høje Tanker maa han have, siden han ikke en Gang fandt det et Ord værd; gak atter til ham, og bed ham fra mig om hin hans guldbeslagne Øxe.” Thjodolf sagde: “Jeg er ikke meget for, Herre! at gaae tiere til ham, og veed ikke, hvorledes han vil optage det, hvis jeg kræver hans Vaaben ud af Hænderne paa ham.” Kongen sagde: “Du har selv bragt denne Sag paa Bane, og har fortalt meget om hans Gavmildhed, baade nu og forhen; du skal derfor gaae, og jeg vil ikke holde ham for gavmild, hvis han afstaaer mig Øxen.” Thjodolf gik, og sagde til Brand, at Kongen vilde bede ham om hans Øxe; han rakte strax denne fra sig, og sagde intet. Thjodolf bragde Kongen Øxen, og fortalte, hvorledes det var gaaet. Kongen sagde: “Det maa man tilstaae, at denne Mand er gavmildere, end de fleste andre, og nu faaer jeg mig en heel Deel Gods; gaa endnu en Gang til ham, og sig, jeg vil have den Kjortel, han har paa.” Thjodolf sagde: “Det synes mig ikke om, Herre! at gaae i det Ærende; han kunde jo troe, jeg vilde drive Gjæk med ham.” “Du skal gaae,” sagde Kongen. Thjodolf gik, og sagde til Brand, at Kongen vilde have hans Kjortel. Brand standsede i sin Forretning, trak i en Hast kjolen af, og sagde intet; han sprættede det ene Ærme af, og beholdt det, men kastede kjolen til Thjodolf, som bragde Kongen den. Kongen betragtede den, og sagde: “Det er baade en forstandig og stolt Mand; jeg kan let begribe, hvorfor han har sprættet Ærmet af, allene fordi det skal lade ligesom jeg kun havde een Haand, til altid at tage, og aldrig at give; hent ham nu til mig;” saa skede. Brand kom, og Kongen modtog ham vel; og Brand fik af Kongen mange Æresbeviisninger og store Gaver.


Kapitel 97

Haldor hed en mægtig Mand i Norge; han var Kong Haralds Ven; hans Datter hed Ingeborg, en forstandig og smuk Kvinde. Kong Harald tog ofte til Gjæstebud hos Haldor, naar han opholdt sig i Trondhjem, og fandt megen Fornøjelse i at tale længe med Ingeborg, thi hun havde lært meget og kunde fortælle om mange mærkelige Ting. En Gang om Høsten faldt Ingeborg i en stor Svaghed; hun blev meget føer om Livet, og plagedes af stærk Hede og Tørst. Hun vilde ikke gjerne tale med Folk om sin Svaghed, og der var da mange Meninger derom, nogle meente, at Kongen var Skyld i hendes Meen, andre derimod sagde igjen, at hendes Meen var stærkere, end at nogen Mand kunde have voldet det; der blev da ogsaa talt til Kongen om, at han skulde give et godt Lægeraad. Kongen kom hen, og saae paa hendes Svaghed, og sagde til Haldor: “Det staaer saaledes til med min Rejse, at jeg kan ikke tøve her længe, jeg maa drage hen til Dronningen, som er syg, og det seer farligt ud med hende; men din Datters Svaghed er meget stor, og jeg finder det rimeligst, at hun maa have lagt sig paa Jorden for at drikke af et Kildevæld, og hun maa da have sunket en liden Orm, som siden er voxet i hendes Liv. Jeg kan nok ingen Forandring gjøre med mit Ophold her, men jeg vil give et Raad for dette Onde, som jeg tænker snarest skal hjælpe, skjønt det er forbundet med megen Fare. I skal holde Drik for hende, saaledes at hun dog ikke kan komme til at drikke, skjønt hun forlanger det, hun vil ilde finde sig deri, men det maa I ikke bryde eder om; saa skal I føre hende hen til et Sted, hvor der falder Vand ned fra Bjerget, og stemme saa lidet af Vandløbet af, at der ikke falder mere ned paa det Sted, hvor I ere, end at det drypper stærkt og idelig, men dog skal I være saa nær ved Bækken, at I tydelig kan høre Vandfaldet; dernæst skal I holde et Stykke Vadmel i Vejret, der hvor I er under Bjerget; derpaa skal hun ligge saa stille, som muligt, og indretter det saa, at Dyret, som huser i hende, kan komme til at tørste saa meget muligt; lader hende ligge derunder saaledes, at det drypper hende lidt efter lidt i Munden, men at hun dog ikke faaer noget at drikke. Staa du, Haldor! der i Nærheden med et skarpt Vaaben, og hvis saa skeer, som jeg tænker, at det Dyr, som er i hendes Liv, søger efter Vandet, saa pas vel paa, om det søger ud af Munden, men lad dig dog ikke see; vogt dig fornemmelig for, at du ikke anfalder det, førend Brystet og Hjertet ere komne udenfor, thi den øverste Deel af Ormen indeholder Giften, men det skader intet, om hun end maa fordøje Nederdelen. Bryder eder ikke om, at hun klager sig ynkeligen, thi det kan ikke anderledes være, hvis det skal gaae godt; men Lykken maa raade og den hellige Kong Olafs Barmhjertighed, anraaber ham og Gud om Hjælp, og bærer eder aldeles ad, saaledes som jeg nu har lært eder.” Kongen drog derpaa bort; men Haldor gjorde efter Kongens forskrift; der blev lavet et Leje til hende under Bjerget, og Vandet dryppede hende ned i Munden saa smaaligt, at hun tørstede endnu mere. Hun klagede sig meget, og sagde, hun havde dog aldrig tænkt, at hendes Fader vilde saaledes plage hende: „men maaskee,” sagde hun, “er det Kong Haralds Grusomhed, som her viser sig;” men de Mænd, som vare i Nærheden, lod som de ikke hørte, hvorledes hun gav sig. Hendes Fader stod ved siden med en blottet Kniv, men dog i Skjul; derpaa saae han, hvorledes der kom en hæslig Snude frem af hendes Mund, og trak sig strax igjen tilbage; og lidt efter kom Ormen frem anden Gang, og saae sig omkring og vilde gjerne have noget af Vandet, og man kunde da see noget mere af den, end forrige Gang, men dog ikke saa meget, at det var Tid at anfalde den; den trak sig atter tilbage: tredie Gang kom den ud saaledes, at Haldor tydelig kunde see Brystet paa den, han paakaldte da inderligen af sit ganske Hjerte Kong Olaf og Gud, sprang til, og hug Ormen over udenfor hendes Mund, saa at den Deel med Hovedet faldt ud, men den anden sank tilbage og ned i Livet paa hende. Hun blev derved saa afmægtig, at hun var ligesom død; de droge da hjem med hende saa lempeligen, som muligt, og hun kom da efterhaanden til Kræfter; men i lang Tid tog hun dog kun liden Føde til sig, og der paakom hende en saadan inderlig Frygt og Rædsel, at de foraarsagede en farlig Sygdom. Der blev da sendt Bud efter Kongen, og da han kom til hende, vilde hun ikke tale med ham; men da han spurgte hende hvorledes det gik hende, og paa mangehaande Maader søgte at faae hende til at tale med sig, saa svarede hun omsider, og sagde, at han havde viist sig meget grusom imod hende ved sine Anordninger. Kongen svarede: “Dette Forsøg skal du ikke klage over; du havde længe maattet føde denne onde Gjæst, hvis ikke dette var skeet, men nu maaskee du kommer dig, hvis det er Guds Villie.” Derpaa sagde Kongen: “Nu skal der oprigtigen gjøres Løfte for hende til Maria Gudsmoder, at Ingeborg, hvis hun kommer sig, skal paa hendes Himmelfartsdag synge: Beati immaculati og syv Psalmer. Efter dette Løfte bedrede det sig med hende Dag for Dag, saa at hun i kort Tid var ganske helbredet; og hun holdtes da som før for et af de bedste Partier i Norge.


Kapitel 98

Kort efter bejlede der til Ingeborg en ung, smuk Leensmand, som i alle Henseender tegnede til at blive en god Mand; hendes Fader Haldor blev da meget vankelmodig til Sinds; han søgte da Raad hos Kong Harald, hvad han meente derom, men Kongen sendte ham Bud tilbage, at han ikke vilde have, hun skulde giftes. Haldor fandt det ogsaa billigt, at han havde meget i den Sag at sige. Leensmanden, som friede til hende, begav sig da til Kongen, og søgte at vinde ham for sig, thi hendes Fader Haldor, sagde han, havde overladt ham Afgjørelsen. Kongen gjentog, at hun skulde ikke giftes: “Jeg vil være din Ven,” sagde Kongen, “naar du slaaer dig dette Giftermaal af Tankerne.” Da sagde Leensmanden: “Der ere mange, som mene, Herre! at I selv har Tanker til hende, og derfor hindrer I andre fra dette Parti.” Kongen svarede: “Tiden vil vise, hvad jeg har i Sinde med hende, men det siger jeg, som jeg tænker det, at det ikke vil være godt for nogen Mand at ægte hende.” Saaledes blev denne hele Giftermaalshandel ganske ophævet. . Kort efter havde Kongen en Samtale med Haldor og Ingeborg, og efter denne viste det sig, at Kongen lod Ingeborg, med hendes eget Samtykke, gaae i Kloster, hvor hun tilbragde Resten af sine Dage under Gudsfrygt og from Vandel i hellig Tjeneste.


Kapitel 99

Det hændte sig en Sommer, at der kom en ung, rask, dog fattig Islænder til Kong Harald, og bad ham sørge for sig; Kongen spurgte, om han havde lært noget; han sagde, han kunde nogle Sagaer. Kongen sagde: “Jeg vil tage imod dig, saaledes at du skal være ved min Hird i Vintertiden, og More Mine Mænd med dine Fortællinger, naar nogen forlanger det, hvem der end saa beder dig derom;” saa gjorde han, og erhvervede sig snart Yndest hos Hirdfolkene, der gave ham Klæder, men Kongen selv gav ham gode Haandvaaben. dette varede saa ved indtil Julen, da blev Islænderen mismodig; Kongen mærkede det, og spurgte, hvad Grunden var til hans Bedrøvelse; han sagde, det var hans ustadige Sind, der maatte volde det. “Det forholder sig ikke saa,” sagde Kongen, “og jeg vil see at gjætte det: jeg tænker, at nu er dit Forraad paa Fortællinger gaaet op, thi du har bestandig moret enhver, som har bedet dig derom i Vinter, og det tit og ofte baade Nætter og Dage: nu løber det dig om i Hovedet, at du ingen Sagaer har at fortælle i Julen, og du vil dog ikke gjerne fortælle det samme igjen.” “Du har gjættet ret,” sagde han, “der er kun een Saga tilbage, og den tør jeg ikke fortælle her, thi det er Sagaen om eders Udenlandsrejse.” Kongen sagde: “Det er just den Saga, jeg har mest Lyst til at høre; nu skal du ikke fortælle fra nu af til Julen, da Folk have saa meget at bestille, men første Juledag skal du begynde paa denne Saga, og fortælle den med Mellemrum imellem, der holdes da store drikkelave, og man sidder da kun i kort Tid for at høre paa Moro; jeg skal nok indrette det saaledes for dig, at Sagaen og Julen skulle vare lige længe, og du skal ikke, imedens du fortæller din Saga, kunne mærke paa mig, om jeg tyktes vel eller ilde derom.” Dette gik saa for sig, Islænderen begyndte paa Sagaen Juledag, og havde ikke fortalt længe, før Kongen bad ham holde op; man talte da meget frem og tilbage om denne Moro, nogle meente, at det var en stor Dristighed af Islænderen at fortælle denne Saga, og hvad vel Kongen syntes derom; nogle fandt, han fortalte vel, men andre tyktes ikke saa godt derom. Kongen sørgede for, at man hørte til med Opmærksomhed; og ved hans Foranstaltning slog det ogsaa saaledes til, at Julen gik, og Sagaen var ude. Og den trettende Dag i Julen sagde Kongen: “Er du ikke nysgjerrig, Islænder! efter at vide, hvad mig synes om Sagaen?” “Jeg er bange for at høre det, Herre!” sagde Han. Kongen svarede: “Mig tyktes, den blev ret brav fortalt, og Indholdet blev ingensteds forvansket, hvem har da lært dig den?” Han svarede: “Det var min Skik ude paa Island, at jeg hver Sommer rejste til Things, og der lærte jeg hver Sommer noget af Sagaen, som Haldor Snorresøn fortalte.” “Saa er det intet Under,” sagde Kongen, “at du kan den saa godt, naar du har lært den af ham, og denne Saga skal nu blive dig til Gavn; du skal være velkommen hos mig hver Stund du vil blive hos mig.” Han var hos Kongen om Vinteren, men om Foraaret gav Kongen ham gode Handelsvarer, og han blev siden en holden Mand.


Kapitel 100

Thorvard hed en Mand fra Vestfjordene, med Tilnavnet Krakenef, en velhavende og brav Mand; han sejlede til adskillige Lande, og var vel anseet hvor han kom. En Sommer kom Thorvard ude fra Island til Throndhjem, og lagde med sit Skib ind til Nideros; den Gang var Kong Harald i Byen, samt Eisten Orre, hans Svoger, Thorberg Arnesøns Søn, en særdeles dygtig Mand, og som den Gang stod i mest Anseelse hos Kongen. Thorvard lossede sit Skib, og lejede sig et Huus; derpaa gik han hen til Kong Harald, og traf ham ude ved den Stue, han havde drukket i; Kongen var ikke ret munter. Thorvard hilste Kongen, og sagde derpaa: “Jeg har et Sejl her ude paa Skibet, som jeg vilde bede eder ikke at forsmaae.” Kongen svarede: “Een Gang har jeg taget Sejl af eder Islændere, og det var nær bleven til min Ulykke, det gik itu under Sejladsen; jeg vil ikke have dit Sejl.” Eisten Orre sagde: “Gaa hen, Herre! og tag det i Øjesyn, kanskee I vil synes godt om det, det er at formode, at I faaer et uvurderligt Stykke, derfor har han vel tiltænkt eder det.” Kongen svarede: “Jeg skal nok sørge for mine Sager, pas du dine!” hvorpaa han gik ind i Stuen, og værdigede ham ikke et Ord. Da sagde Thorvard: “Følg med mig, Eisten! og tag til Takke med Sejlet.” Eisten betragtede det, og sagde, at han aldrig havde seet bedre Sejl, takkede ham for sin Gave, og bad ham komme om Vinteren at see hans Gaard paa Gidske. Der forefaldt nu intet mærkeligt om Vinteren, men om Foraaret gjorde Thorvard sit Skib færdigt, og styrede sydpaa langs med Landet, da han havde faaet alting i Stand. Han laae for at Vente paa bør ved den Ø, som hedder Solskel, og en Dag saae de, at der roede en fager fuldbemandet Skude imod dem, og ved Roret sad der en Mand i en rød Skarlagenskjortel; han spurgte, om Thorvard Krakenef var der ombord; Thorvard stod op, og bød Eisten velkommen. Eisten sagde: “Du var seen til at besøge mig, stig nu her i Skuden med saa mange Mænd, du vil, thi nu seer det ikke ud til, du faaer Bør.” Thorvard gjorde saa, tog med Einar tilligemed nogle Mænd, og de kom til Øen Gidske; der var gjort Anstalter til et prægtigt Gjæstebud; der vare store og gode Huse, de drak længe om Aftenen, og gik derpaa til Sengs. Thorvard vaagnede da det var blevet Morgen, og saae, at Eisten var oppe. Eisten sagde: “Det seer endnu ikke ud til I faaer Bør, tag til Takke hos mig i Dag, lad mig betragte Vejret for eder, I skal ikke derfor komme til at forsømme Medbøren;” de drak om Dagen, og vare muntre. Da sagde Eisten: “Fordi, Thorvard! du drog med mig fra dit sejlfærdige Skib, og besøgte min Bopæl, som jeg bad dig om, saa tag mod denne Kjortel af mig!” Kjortelen var skaaren af nyt Skarlagen og heel bebræmmet. Thorvard takkede ham for sin Gave. Eisten sagde: “Dette er at betragte som Vennegave og ikke som Gjengjæld for Sejlet.” De tilbragde nu Dagen i Fryd og Gammen; og næste Morgen sagde Eisten: “I skal slaae eder til Ro i Dag, thi endnu er der ingen Bør.” Thorvard bad ham nu raade: de sade da igjen sammen, og det gik endnu prægtigere til ved Gjæstebudet, end den forrige Dag. Da lod Eisten en særdeles smuk forarbejdet Kappe bære frem, den var syet af de bedste Graaskind; Eisten Orre sagde da: “Denne Kappe skal du have for Sejlet, thi man vil finde den saa udmærket iblandt de fleste andre Kapper, som Sejlet, du gav mig, er iblandt andre Sejl.” Thorvard takkede ham vel for Gaven; nu led den Dag og Natten; men om Morgenen tidlig blev Thorvard vækket, thi Eisten var kommen ind, og sagde: “Nu skal jeg ikke holde paa eder, thi nu blæser der en god Medbør; de fik sig da et Maallid, og drak, førend de rejste. Da sagde Eisten: “Det lykkedes ikke for dig, at faae Kongen til at tage mod dit Sejl, men jeg er vis paa, at hvis han havde modtaget det, vilde han have gjengjældt dig det omtrent paa samme Maade, som jeg. Nu har du ikke noget for det, at en simpel Mand gav dig Gjengjæld derfor, men ikke nogen Konge, som du havde tænkt, men det kan jeg ikke finde mig i, skjønt jeg er ringere i Værdighed, men for denne Forskel i Hæder skal du tage mod denne Ring;” han drog da Ringen af sin Haand, og gav ham. Thorvard takkede Eisten vel for alle disse Gaver; derpaa lod Eisten dem føre til deres Skib; Thorvard gik under Sejl, og havde god Bør til Island. Men om Sommeren, da Kong Harald og Eisten mødtes, sejlede de sammen sydpaa langsmed Landet; og da de en Aften lagde ind i en Havn, sagde Kongen: “Hvorfra, Eisten! har du faaet dig saa godt et Sejl?” Eisten svarede: “Det er netop det Sejl, Herre! som I ikke vilde tage imod af Thorvard.” Kongen sagde: “Jeg har aldrig seet smukkere Sejl, og der har jeg afslaaet et kostbart Stykke.” Eisten sagde: “Vil I see jer om, Herre, imellem Sejlene?” Kongen svarede med et Smiil: “Hvorfor ikke?” sagde han; og rejste sig op ved Masten. Eisten sagde: “Stil dig ikke saa underlig an, men tag hvilket Sejl du vil, og det er godt, at du nu veed, hvilket du afslog.” Kongen takkede ham, og fik det Sejl, som Thorvard havde ejet, og det holdtes for en stor Kostbarhed, men det passede dog ikke ret i Størrelse til Kongens store Skib, naar det gik ud paa at sejle omkaps.


Kapitel 101

En Sommer kom der ude fra Island en Mand, som kaldtes Snegle-Halle, der havde sin Slægt paa Nordlandet; Halle var Skald, og tog ikke i Betænkning at sige sin Mening, med hvem han end havde at gjøre. De kom til Land ude ved Agdenæs. Sigurd hed den Mand, som ejede Skibet; men da de sejlede ind efter Fjorden, og det ikke blæste synderlig, roede der adskillige Langskibe ud imod dem med et Drageskib i Spidsen. Da de mødtes, rejste en stor, anseelig og prægtig klædt Mand sig paa Drageskibet, og sagde: “Hvem fører Kjøbmandsskibet? hvor har I været i Vinter? hvorfra afsejlede I? hvor landede I, eller hvor laae I i Nat?” Halle svarede: “Skibsføreren hedder Sigurd; vi vare i Vinter paa Island, vi afsejlede fra Gaase, kom i Land ved Hitterøen, og laae i Nat ved Agdenæs.” Den anden Mand sagde: “Styrede da Agde ikke sin Lyst paa eder?” Halle svarede: “Nej, endda ikke .” Manden vedblev: “Havde han da maaskee andet for Øje?” “Ja, Herre!” sagde Halle, “han biede efter en bedre Mand, thi han ventede dig derhen i Aften.” Den Mand, som vexlede disse Ord med Halle, var ingen anden, end Kong Harald. De lagde med deres Skib ind til Byen, og strax da Kongen var kommen hjem, gik Halle til ham, hilste ham, og sagde derpaa: “Jeg ønskede at tage Tjeneste hos eder, Herre!” Kongen svarede: “Vanskeligt er det for Udlændinge, og det maa derfor blive din egen Sag, men Føden vil jeg ikke nægte dig.” Halle begav sig da til Hirden; der var hos Kongen Thjodolf Skald, og han holdtes for at være meget avindsyg mod visse Mænd. En Dag gik Thjodolf ned ad Gaden med Kongen; de kom forbi et Loftsværelse, hvor de hørte nogle Mænd først mundhugges, og siden slaaes; det var en Garver og en Grovsmed, som vare komne i Trætte med hinanden. “Lad os gaae bort herfra;” sagde Kongen; “syng du os, Thjodolf! en Sang om deres Trætte.” “Det sømmer sig ikke for mig, Herre!” sagde denne. Kongen sagde: “Gjør som jeg forlanger; det er ikke saa ganske simpel en Ting, som du tænker; du skal forestille dem, som ganske andre Personer, end de virkelig ere; lad nu den ene være jætten Geirrød, og den anden Thor. Thjodolf Kvad:

Fra store Smedebælges
Stridfulde Bolig slynged
Thor Bukkekjøds Lynstraaler,
Heel vældigen mod Jætten;
Dog Geirrød, han som Huder
Er vant at strække, lystig
Mod Kilen tog, den fatted,
Og flux tilbage kasted (29).

Kongen sagde: “Den Vise er godt og vel digtet; nu skal du digte en anden Vise; lad nu den ene af dem være Sigurd Fofnersbane, og den anden Fofner, og fremstil dog hver efter sin Karakter; han kvad:

Med Hammer Sigurd egged
Fæl, tranbesudlet Slange,
Men Dragen, Huders Trækker,
Omkrøb paa Gulvets Hede (30).
Før den blev overvunden
Langnæset Helt, som Tangen
Vel svinge kan, man skued
Af Ovnens Sod tildækket.

Kongen sagde: “Du er en god Skald, Thjodolf!” Kongen gav ham da en Guldring, og om Aftenen efter blev der meget talt om Viserne; Hirdmændene sagde da, at Halle vilde ikke være i Stand til at digte slige. Halle svarede: “Jeg er ikke saa god en Skald, som Thjodolf, og mindst kan det lykkes mig, naar jeg ikke er nærværende ved Anledeningen til Digtet.” Der var en Mand hos Kong Harald, af Æt en Friser; han var sendt Kongen som en Sjeldenhed, thi han var lav og tyk, og i hele sin Skikkelse som en Dværg; og en Aften lod Kongen ham tage sine Vaaben, Brynjen Emma, samt Hjelm og Sværd; saaledes væbnet gik han ind i Stuen, hvor Hirdfolkene sad til Bords, man lo af ham og tyktes det var en underlig Skabning. Da sagde Kongen: “Den, som nu digter en Vise om ham, saadan som han der staaer, skal faae denne Kniv og tilhørende Bælte af mig;” det vare Kostbarheder; da kvad en Mand en Vise paa Bænken; det var Halle:

Jeg saae de Frisers Frænde
I Brynjen ført at være,
For Hoffet han indganger
Med Hjelm og klædt i Plade:
Til Udfald vant er Tuta,
Og skyer ej Kjøkkenflammen;
Sværd han ved Siden bærer,
Som ellers Rugbrød skjærer.

“Det er godt kvædet,” sagde Kongen, og sendte ham Gaven; Thjodolf syntes ikke godt derom.


Kapitel 102

Noget efter gik Kongen paa Gaden og hans Hird med ham; Halle var ogsaa med, og da man mindst tænkte derpaa, løb Halle frem forbi dem. Kongen sagde:
“Hvorhen løber du Halle?”

Han svarede:
“Hen for mig Skjør (3) at kjøbe”

Kongen sagde:
“Grød vil du lave lade;”

Halle svarede:
“Af Smør den feed skal være.”

Han løb derpaa ind i en Gaard, hvor en Kvinde lavede Grød; han greb Kjedelen, løb ud med den, satte sig ned ved Herberget, og spiste Grøden. Men da Kongen savnede Halle i sit Følge sagde han: “Nu seer det galt ud; Halle er virkelig løben bort; lad os nu gaae hen og lede ham op.” De gik og fandt ham, der hvor han sad, og tog for sig af Grøden. Kongen tiltalte ham vredt: “Hvad skulde du lejse langt ude fra Island for, hen til mægtige Herrer, og skabe dig saaledes som et Vidunder?” “Vær ikke vred Herre!” sagde Halle, “jeg er ingen Kostforagter, naar noget løber mig i Hænderne, og jeg har ogsaa lagt Mærke til om Aftenen, at I heller ikke slaaer Haanden af det, naar der vanker noget Godt!” Kongen gik bort, men Halle stod op, og kastede Kjedelen, saa det klang i Griben; Halle kvad:

Det klang i Kjedelhanken,
For mæt af Grød blev Halle,
Hornskeer troer jeg hannem
Vist meer end Pragt bør sømme.

Kongen var vred paa Halle, men Thjodolf tyktes hans Paafund var latterligt. Den samme Dags Aften lod Kongen et Fad Grød sætte for Halle, og befalede ham at spise den op. Halle sagde: “Grød skal jeg spise, thi mig synes den er kraftig og god.” Halle spiste, og holdt op, da ham syntes han havde faaet nok. Kongen befalede ham at blive ved. “Nej, Herre!” sagde han, “det gjør jeg ikke; I kan lade mig dræbe, om I vil, men Grød skal ikke blive min Bane.” Da tog Kongen af sit Bord en stegt Gris, rakte Tuta den, og sagde: “Bring Halle denne Ret, og siig ham, at han skal have en Vise færdig, førend den bliver sat for ham, og siig det, naar du kommer midt ud paa Gulvet, men har han ikke sit Digt færdigt, førend han tager imod den, saa skal det gjælde hans Liv.” Tuta svarede: ”Herre! den Forretning er jeg ikke for.” Kongen sagde: “Du vil nok synes om Visen, og du vil ogsaa godt kunne høre den.” Han tog da mod Grisen, gik midt ud paa Gulvet, og sagde: “Digt en Vise, Skald, efter Kongens Befaling, og skynd dig som om det gjaldt dit Liv;” og da Tuta kom hen til Halle, rakte denne sine Hænder ud efter Grisen, og kvad:

En Gris, dog skilt ved Livet,
Af Kongen jeg modtaget
Har, og den mig paa Bordet
Til Spisning her indbyder;
Dens brune Sider skuer
Jeg (hurtig Kvadet laves):
Skjønt Kokken Trynen brændte;
Tak Drot! for slig Beværtning.

Kongen sagde: “Visen er meget brav, og nu skal den forrige Sag være dig tilgivet, Halle!”


Kapitel 103

Halle levede nu velholden ved Hoffet, og da Juleaften kom, gik han hen for Kongen, og hilste ham; Kongen optog hans Tiltale vel. Halle sagde: “Herrel jeg har digtet et Kvæde om eder, som jeg vilde Ønske, I vilde høre.” Kongen sagde: “Har du digtet noget Kvæde før?” “Nej, Herre!” sagde han. Kongen vedblev: “Saa kunde der vel være de, som meente, at det er et Vovestykke, du begynder paa første Gang, efterat saa ypperlige Skalde have digtet om mig: hvad finder du vel raadeligt, Thjodolf?” Denne svarede: “Det er langt fra, at jeg kan give eder Raad, Herre! men derimod kunde jeg vel finde paa et godt Raad for Halle.” “Hvad er det da?” sagde Kongen. “At han ikke lyver eder noget for,” sagde Thjodolf. “Hvad har han da løjet?” sagde Kongen. Thjodolf svarede: “Han sagde, at han aldrig før har digtet noget Kvad, men det troer jeg han har.” “Hvad er det for et Kvad?” sagde Kongen. “Det kaldes Visen om de kullede Køer,” vedblev Thjodolf, “som han kvad om de Køer, han vogtede ude paa Island.” “Er det sandt, Halle?” sagde Kongen. Han sagde Ja. Kongen vedblev: “Hvorfor sagde du da, at du ikke havde digtet noget Kvad, førend det om mig?” “Fordi, Herre!” sagde han, “jeg troede, at naar nogen hørte det, vilde de vel neppe finde, det fortjente Navn af et Digt.” “Lad os dog først høre det!” sagde Kongen. Halle svarede: “Men saa maae andre ogsaa lade deres Gaver høre.” “Hvilke da?” sagde Kongen. “Saa maa Thjodolf ogsaa,” sagde Halle, “kvæde sine Fejeskarnsviser, som han digtede ude paa Island.” Kongen svarede: “Hvorledes hænger det sammen med det Kvad?” Halle sagde: “Imens Thjodolf var hjemme, havde han den Bestilling, at han bar Asken ud tilligemed andre Drenge, thi man syntes ikke han duede til andet, men alligevel maatte man altid passe paa med ham, at der ikke var Ild i, saa der kunde komme en Ulykke deraf.” “Er det sandt, Thjodolf?” sagde Kongen. “Ja, Herre!” svarede han. Kongen sagde: “Hvorfor gav man dig en saa foragtelig Forretning?” “Det kom sig af, Herre!” svarede han, “at vi vare mange Søskende, og jeg hjalp dem da med Arbejdet, for at vi desto snarere kunde komme til at lege.” “Jeg vil høre begge disse Kvad,” sagde Kongen. De fremsagde derpaa Kvadene, og da de vare færdige dermed, sagde Kongen: “Begge Digtninger ere ubetydelige, Æmnet har da ogsaa kun været ringe, men dit er dog det ubetydeligste, Thjodolf!” Thjodolf sagde: “Halle er hvas i sine Ord, men det var dog bedre, han havde hævnet sin Fader, end at anfalde mig med sine Spottegloser.” Kongen sagde: “Er det sandt, Halle! at du ikke har hævnet din Fader?” “Ja, Herre!” sagde han. “Hvorfor rejste du da til Norge under saadanne Omstændigheder?” Halle svarede: “Det kom sig af, Herre! at jeg var endnu et Barn, da min Fader dlev dræbt; mine Frænder paatoge sig da Søgsmaalet, og sluttede Forlig paa mine Vegne, men hos os holdes det for en Skændsel, at fortjene Navn af en troløs Niding.” Kongen sagde: “Den Sag har du paa det bedste oplyst; men hvorfor, Thjodolf! siger du ikke et Ord dertil?” “Herre!” sagde Halle, “Thjodolf kunde dog med Fynd tale med om sligt, thi jeg kjender ingen, der haandgribeligere har hævnet sin Fader, end han.” Kongen sagde: “Hvad Beviis har du paa, at han skulde have gjort det mere end andre?” “Det er klart,” sagde Halle, “for Thjodolf har spist sin Faders Bane.” Kongen spurgte, hvorledes det kunde være muligt. Halle fortalte: “Det er gaaet saaledes til: hans Fader Arnor boede paa Nordlandet i Island, han var en fattig Mand, og manglede ofte Livets første Fornødenheder, men havde mange Børn, og hans Familie maatte for det meste leve af den Almisse, Bønderne der i Herredet gave ham; en Høst da Mændene i Bygden holdt Samling om de Bidrag, der skulde ydes til de Fattige, blev Thjodolfs Fader, Arnor, anført som den, der allerførst trængte til Understøttelse, og da viste en Bonde sig saa højmodig, Herre! at han gav ham en aarsgammel Kalv; han gik da hen efter Kalven, thi han fandt det rigtigst, først at hente den betydeligste Understøttelse. Han lagde et langt og stærkt Tov paa Kalven, og ledte den hjem, men der var en Rendelykke paa Enden af Tovet, Lykken smøgede han om sin egen Hals, og holdt med Hænderne paa Tovet; saaledes gik han til han kom hjem til sin Toft. Udentil var Gjærdet just ikke synderlig højt, men der var en dyb Grøft indenfor, og da han nu var kommen op paa Gjærdet, og lod sig glide ned forinden, saa var det højere, end han havde tænkt, og han kunde ikke naae Jorden med Fødderne, men Kalven brød paa fra den anden Side af Gjærdet, og ved det han ikke havde været saa forsigtig at smøge sig Tovet af Halsen, saa hang de der, og mistede begge Livet. Men da Børnene saae det, løb de til, og slæbte Kalven hjem, og jeg tænker, Herre!” sagde Halle, “at Thjodolf fortærede Kalven for sin Part.” Kongen sagde, at det var da heller ikke meer end billigt. Thjodolf sprang da op, og vilde hugge til Halle, men blev standset paa Vejen. Da sagde Kongen: “Jeg vil forlige eder saaledes, at ingen af eder skal faae Lov til at gjøre den anden noget Ondt; men du, Thjodolf! har først yppet denne Trætte, og det uden Grund.” Derpaa blev alting roligt, og Halle fremsagde sit Kvad for Kongen; det var smukt og vel digtet; og Kong Harald var Halle bevaagen.


Kapitel 104

Paa denne Tid rejste Einar Fluga omkring i Finmarken, for at indkræve Skatten paa Kongens Vegne; der herskede da meget Venskab imellem dem, skjønt der af og til kom en Kurre paa Traaden; Einar var Ventendes til Byen, og noget før han kom, talte en Hirdmand i Halles Paahør om, at Einar Fluga var en stor Høvding, men tillige saa voldsom og trættekjær, at han aldrig gav Bøder til den Mands Frænder, han havde dræbt. Da sagde Halle: “Da tænker jeg dog, han skulde komme til at give mig Bøder for min Frænde, naar jeg krævede ham derfor.” Hirdmanden svarede: “Ja du har godt ved at snakke, han har aldrig givet nogen Mand Bøder.” De trættedes saalænge om den Sag, at de endelig indgik et Væddemaal derom; Hirdmanden væddede en Guldring, men Halle sit Hoved. Kort efter kom Einar, Kongen tog meget fornøjet mod ham, og anviste ham Plads ved Siden af sig; det var om Julen efter Nytaar; en Aften, da de sad og drak, efterat Bordene vare tagne bort, spurgte Kongen Einar, hvorledes det var gaaet med hans Finmarksfærd. Han svarede: “Sidste Gang, Herre! vi drog nordpaa, traf vi en Islandsfarer, og beskyldte Folkene der ombord, at de havde drevet ulovlig Handel med Finnerne; de vilde forsvare sig, men vi kunde dog nok mærke paa deres Ord, at de ikke vare saa ganske uskyldige; vi angrebe dem da, de værgede sig, men vi gave ikke efter, førend vi havde overvundet dem; men der var een af dem, som forsvarede sig med megen Kjækhed, og vi skulde vanskelig have overmandet dem, hvis der havde været mange saadanne.” Halle havde staaet i Nærheden, og hørt paa Einars Tale; han gik da tilbage til sin Plads, og var meget nedslagen. Hirdmanden spurgte ham, hvad han sørgede over; han lod som han havde god Grund dertil: “Jeg har nu bragt i Erfaring, at Einar og hans Folk have dræbt min Frænde, og kanskee jeg nu faaer Lejlighed til at kræve Bøder af ham”. Hirdmanden sagde: “Men jeg vil ikke have, du skal tale derom, lad vort Væddemaal være ophævet!” Halle sagde, at han nok skulde kræve dem. Næste Morgen gik Halle hen til Einar, og sagde: “Du fortalte i Gaar Aftes en Nyhed, som vedkommer mig, nemlig min Frændes Død, og jeg vil nu spørge dig, om du vil give nogen Bøder derfor.” Einar svarede: “Har du ikke Hørt det, at jeg ingen Mandebod betaler, og du seer mig ikke ud til, at du skulde faae Bøder af mig snarere end andre; giver jeg først een Bøder, saa kræve de andre det, som en Rettighed, og det vil jeg ikke vænne Folk til.” Halle sagde: “I behøver jo ikke at anvende mere derpaa, end hvad der ikke kan være eder til nogen Skade, men mig vil det dog være en Trøst, at have faaet det.” Einar bad ham gaae sin Vej, og ikke tale mere derom. Halle gjorde det, og gik hen til sin Plads. Hirdmanden spurgte, om Einar vilde give ham nogen Bod; Halle svarede Nej. “Det vidste jeg nok i Forvejen,” sagde Hirdmanden, “lad os nu ophæve Væddemaalet, og kræv ham ikke oftere for det.” Halle sagde, han vilde dog kræve ham endnu en Gang. Og næste Morgen gav Halle sig atter i Tale med Einar om denne Sag; “endnu en Gang vil jeg spørge eder,” sagde han, “om I vil betale mig Bøder for min Frænde?” Einar svarede: “Det er da ogsaa et evig Overhæng; pakker du dig nu ikke, saa er du dødsens.” Han gik da hen og satte sig. Hirdmanden spurgte: “Nu, hvorledes gik det dig med din Fordring hos Einar!” Halle sagde: “Nu fik jeg Trusler isteden for Penge.” “Netop det Ventede jeg mig,” sagde Hirdmanden, “jeg vil endnu eftergive dig Væddemaalet, og kræv ham nu ikke oftere! thi alt hvad Ondt er kan du vente dig af ham, hvis han bliver kjed af din Tryglen.” “Jeg takker dig,” sagde Halle, “men jeg vil dog forsøge det tredie Gang, og saa først har jeg gjort hvad jeg kunde.” Halle stod da op, og gik hen for Kongen, og hilste ham med disse Ord: “Hil eder, Herre!” “Velkommen, Halle!” sagde Kongen, “hvad vil du nu?” “Herre!” svarede Halle, “jeg vil fortælle eder min Drøm, I er en god Drømmetyder; jeg drømte, jeg var en ganske anden Mand end jeg virkelig er, det forekom mig, at jeg var Thorleif Skald, men Einar Fluga var Hakon Jarl, og det forekom mig, jeg digtede en Nidvise om ham, og kunde endnu huske noget deraf, da jeg vaagnede;” han traadte i det samme lidt til Siden fra Højsædet, og snakkede noget for sig selv; de hørte alle, at han mumlede noget imellem Tænderne, men ingen kunde forstaae, hvad han sagde.” Da sagde Kongen: “Tjen mig nu i, Einar! at give ham nogen bod for min Bøns Skyld; han er en dygtig Skald, og saa hvas i sine Ord, at han ingenting Ændser, og et eneste Spottedigt, naar det kommer ud iblandt Folk, som det let vil, naar det først er gjort, vil være saadan en Mand, som du er, til langt større Skade, end den Smule Penge kan være; hans Hensigt kan man let begribe, det er ingen virkelig Drøm, som han sagde, men kun et Paaskud, han vil have til at digte en Nidvise om dig, hvis du ikke giver ham noget, og man har før sæt Exempler paa, at slig en Nidvise har voldt mægtigere Mænd Fortræd, end du er, og den vil mindes saalænge de nordiske Lande beboes; gjør nu som jeg beder dig, og giv ham nogen bod for hans Frænde!” Einar svarede: “I skal da raade, Herre!” sagde han, “lad ham da gaae hen til min Forvalter og faae tre Mark Sølv, han vil betale ham dem.” Halle sagde: “Jeg takker, nu er jeg fornøjet.” Han gik hen til Forvalteren, og sagde ham sit Ærende; denne flyede ham en Pung og sagde, der var fire Mark i. “Tre skal jeg kun have,” sagde Halle,” hvorpaa han vejede sig tre Mark af, saa han fik ikke en Smule mere, end han skulde have; derpaa gik han tilbage til Einar, og sagde, at han nu havde faaet Pengene. Einar spurgte, om han tog alt det, der var i Pungen. “Nej,” sagde Halle, “det lod jeg nok blive, vil du paaføre mig en Dødssag, da skal du i det mindste ikke kunne sige, jeg har stjaalet dine Penge, thi jeg mærkede nok dit Kneb, og nu Farvel!” men Einar havde virkelig tænkt at kunne fange ham, saaledes som han sagde. Halle gik da Hen til sin Plads. Da sagde Hirdmanden: “Nu har du vundet det vi væddede om.” “Du skal selv beholde Ringen,” sagde Halle, “og det med Glæde, du har handlet imod mig i denne Sag, som en brav Mand, men jeg havde ingen anden Grund til min Tvist med dig, end at jeg vilde forsøge paa, om jeg kunde faae Pengene fra Einar eller ej, og jeg har aldrig været i Slægt med denne Mand eller nogen anden, som Einar har dræbt, det jeg veed af.” Einar rejste da bort, uden at have faaet nogen Hævn over Halle. Men imod Foraaret bad Halle Kongen om Tilladelse at maatte rejse til Danmark om Sommeren. Kongen svarede: “Det vil jeg tillade dig, hvis du kommer snart igjen, men tag dig vel i Agt paa Vejen, thi jeg veed at Einar Fluga, hvis du træffer ham, har et ondt Øje til dig, thi jeg har aldrig hørt, at Einar nogensinde før har betalt Bøder for Drab, saa han vist ikke vil glemme dig dette, især hvis han kommer efter, at du slet ikke er i Slægt med den Mand, han maatte give Bøder for.”


Kapitel 105

Halle rejste til Danmark om Sommeren, og opholdt sig der hos en mægtig Mand; en Gang tog han til Things med Høvdingen; der var samlet en heel Mængde Mennesker; men da nu hver især forebragde deres Anliggender, saa blev der en stor Tummel og højrøstet Støj; da sagde Høvdingen: “Det maatte være en snild Mand, der skulde faae denne hele Mængde til at tie.” Halle svarede: “Jeg skal faae dem allesammen her paa Thinget til at tie;” Høvdingen svarede, at det lod han nok blive; det kom de nu i Trætte om, og væddede omsider; Høvdingen slog til Væds om en Guldring, men Halle om sit Hoved. Næste Dag, da de atter kom paa Thinget, var der ligesaa stor Tummel og Raaben, som forrige Dag; og paa een Gang sprang Halle op og sagde overlydt: “Hører mig, alle Mænd! jeg har en højst magtpaaliggende Sag; jeg har en lang Ramse at klage angaaende Odin: jeg har mistet min Slibesteen og Slibetrug, Naal og Naalehuus, og alle slige Pakkenilliker, som det er bedre at have, end at miste.” Da bleve alle Folk stille og tavse, saa man hørte ikke en Lyd af nogen; thi nogle troede, at Manden var bleven gal, andre tænkte, at han virkelig vilde tale om den Sag, han begyndte paa (32), og alle vare de nysgjerrige efter at høre hvad det var, thi dem syntes han begyndte saa besynderlig; men Halle tyktes, han havde naaet sin Hensigt, og saasnart der var bleven almindelig Taushed, satte han sig atter ned. Siden gik man hjem fra Thinget, og Halle fik hvad der var væddet om, og kom Hemmelig (33) bort med Ringen; han gik da ombord paa et Skib, som sejlede til England, og agtede sig derfra tilbage til Norge. Men da de Skibsbefalingsmænd, der vilde til Norge, vare sejlfærdige, begav Halle sig til Kong Edvard, og yttrede, at han havde digtet et Kvad om ham; men der var en Mand tilstede hos Kongen, ved Navn Rød, han var Skald. Da han nu havde fremsagt Kvadet, spurgte Kongen Rød, hvorledes det var digtet; han roste det; da tilbød Kongen Halle at blive hos sig, for at lære hans Mænd Digtet. Halle svarede: “Det kan ikke lade sig gjøre, Herre! jeg har gjort alting i Stand til min Rejse til Norge, og kan nu ikke opsætte min Afrejse.” Kongen sagde: “Saa maa din Løn for Kvadet ogsaa staae i Forhold til den Nytte, vi fik af det: sæt dig nu ned, saa vil jeg lade Sølv hælde ned over Hovedet paa dig, og hvad der hænger fast i Haaret paa dig, det er dit.” Halle sagde: „Bi et Øjeblik, jeg maa bort i et nødvendigt Ærende;” han gik, og fik sig noget Beg, og strøg sig omkring i Hovedet med det, saa at Haaret strittede ud til alle Sider; derpaa gik han strax ind for Kongen, og satte sig ned, og gjentog, at det havde stor Hast med hans Rejse. Kongen lod da, efter sit Løfte, engelsk Sølv af en stor Pung hælde ned over Hovedet paa ham, og en stor Deel af Pengene blev da hængende deri; men Rød var i Grunden ingen Skald, og Halles Digt havde hverken Hoved eller Hale, da han havde gjort det paa staaende Fod. Halle gik da ombord; men adskillige Tyskere (34) havde imidlertid tinget sig i Fragt der med tunge Varer, saa han kunde nu ikke komme med; dog lod det paa Skibsførerne, som om de gjerne vilde tage ham med, hvis han kunde finde paa noget, saa at nogle af Tyskerne forlode Skibet, thi Skibsførerne kunde godt lide Halle. En Nat skabte Halle sig ilde i Søvne, og blev vaagnet af de andre; Skibsfolkene spurgte ham, hvad han havde drømt; han svarede: “Ja det vil jeg kun nødig fortælle, det lader til at dette Skib vil gjøre en ulykkelig Rejse; mig tyktes der kom en forfærdelig Mand til mig, han var ganske vaad, og havde et stort Knippe Tang i Haanden; han kvad for mig:

Tangstængelen i Stormen
Jeg bærer, fra jeg døde,
Det sees hos Ran (35) jeg sidder,
Blandt Hum're stædes andre;
Og jeg var Gjæst blandt Fiske,
Nær Kysten er min Bolig;
Bleg sidder jeg ved Stranden,
Mens Tang om Nakken slynges, —
Mens Tang om Nakken slynges.

Tyskerne syntes, at man af den Vise nok kunde slutte, at det vilde gaae ilde med Rejsen, og de vilde komme i stor Fare, om de endog slap derfra med Livet; mange af dem fandt det derfor klogest at bære deres Gods i Land og og selv at forlade Skibet; men Halle gik da ombord; de stak i Søen, fik god Bør, og der stødte dem ikke noget til; de landede i Norge, hvor Halle begav sig til Kong Harald, og blev hos ham i nogen Tid.


Kapitel 106

En Sommer sejlede Odd, en Søn af Ufeig Skidasøn, fra Island; de havde kun liden Bør, bleve drevne nordop til Finmarken, og forbleve der om Vinteren; Kong Harald regjerede da over Norge. De seilede om Foraaret fra Finmarken, og Odd sagde da til sine Skibsfolk: “Denne Rejse er noget vovelig, thi ingen har Lov til at handle med Finnerne her nordpaa, uden med Kongens eller Sysselmandens Tilladelse; og Einar Fluga, som nu har Sysselet og Bestyrelsen over Finmarken, er ikke at spøge med, lad mig derfor vide, hvorvidt I har givet eder af med Handel med Finnerne;” de nægtede at have kjøbslaaet med dem. Da de kom ned til Thjotta, roede der et Langskib under Øen, og stævnede hen til dem; det var Einar Fluga med et stort følge. Da sagde Odd: “Gjører eder nu færdige, og vogter Eder vel for, at ingen finske Varer findes hos eder; og hvis man ikke saa ganske kan lide paa, som jeg frygter for, at I ikke har kjøbt noget af Finnerne, saa lad alt det Gods komme paa eet Sted, hvis Skibet skulde blive ransaget.” Nu gik det i Opfyldelse, hvad Odd formodede; enhver kom frem med hvad han havde kjøbt, og de skjulte det derpaa saaledes som Odd fandt raadeligst, og bleve færdige dermed, førend Einar kom til dem; de lagde med Langskibet til Knørren, og gik op paa den. Odd hilste Einar, thi de havde før talt med hinanden. Einar sagde: “Du, Odd, er ikke bekjendt for andet, end Godt, men I have tilbragt Vinteren hos Finnerne, og det kunde vel værre, at dine Folk ikke, ligesom du, have vogtet sig for at handle med dem: men vi have Befalingen over denne Landstrækning af Kongen, og ville ransage eders Skib.” Odd sagde, det skulde staae dem frit for, at eftersee deres Ladning. Folkene lukkede da deres Kister op, Einar og hans Ledsagere gik omkring paa Skibet, men fandt ikke noget af Finneskatten. Det var smukt Vejr, og just ingen stærk Bør, men begyndte da at blæse temmelig op; da sagde Einar: “Disse Mænd have taget sig mere i Agt for at handle med Finnerne, end jeg tænkte; jeg troer ikke det er værd at rive hele Skibsbunden fra hinanden, men det er bedst, vi gaae over paa vort Skib, thi Stormen tager til.” Da sagde en Mand, som sad paa Skibsbunken: “Du skal dog først see den Pakke, som jeg har her, hvad den indeholder.” han gav sig derpaa til at løse Pakken, og Einar biede imidlertid, der var en lang Øl omkring den, saa det gik langsomt med at løse den op; Einar bad ham skynde sig, hvilket han lovede; han tog ud af den en anden Pakke, der var endnu forsvarligere bunden, saa det varede længe, inden han fik den løst. Da sagde Einar: “Det gaaer langsom for dig;” men han biede dog endnu, om der maaskee kunde findes noget i hans Pakke, som han kunde give dem Sag for. Derpaa kom da den tredie Pakke for Lyset, og da han fik den lukket op, var der ikke andet deri, end nogle Pjalter og andet Skramleri. Da sagde Einar: “Din Kjeltring, som her har staaet og narret os, saa man nu næsten ikke mere kan see Øen.” Einar og hans Mænd gik derpaa over paa deres Skib, og lagde fra, thi Stormen tog til hvert Øjeblik; de skiltes da saaledes, at Einar havde en svær Dyst at roe imod Vinden, førend de naaede Thjotta. Da sagde Odd: “Nu ere vi sluppne lykkelig og vel fra Einar Fluga, nu har det ingen Nød, hvis vi kan undgaae at træffe paa Kong Harald. Einar sendte strax Bud til Kong Harald, og gav ham Underretning om Odds Rejse. Da Odd med sine Folk kom ned til Mjola, lagde de til Havn der, thi de havde ingen bør til at sejle længer mod Syd; men der under Øen laae Kong Harald med nogle Skibe. Da de nu fik Øje paa Kjøbmandskibet, sagde Kongen til sine Mænd: “Nu træffer det sig maaskee godt, dette er uden Tvivl Odd Ufeigsøns Skib, jeg maa have fat paa ham, jeg veed aldrig at Einar Fluga er bleven saa grovelig tagen ved Næsen, som af denne Odd.” Kongen roede strax med mange af sine Mænd hen til Kjøbmandsskibet, og gik op paa det. Odd bød Kongen velkommen, men han svarede temmelig vredt: “Du Handler ikke ret imod mig, Odd! Jeg har allid viist dig Hæder, men du har rejst hen og handlet med Finnerne uden min Tilladelse.” Odd svarede: “Gjerne, Herre! havde vi i Høsten gaaet i Land længer sydpaa, end i Finmarken, hvis vi havde haft bør dertil; men det derimod stod i min Magt, ikke at handle med dem uden eders Tilladelse.” Kongen sagde: “Det troer jeg, jeg kunde have Grund til, om jeg lod eder alle hænge, og om du end ikke selv har taget Deel deri, saa see dine Mæd mig dog ud til, at de ikke have brudt sig om at handle, uden at spørge mig ad, og vi ville derfor ransage eder.” “Det maa I, som I selv vil Herre!” sagde Odd. Det skede, og de fandt slet ikke noget.


Kapitel 107

Thorsteen hed en ung og smuk Mand, en Frænde af Thorer Hund; han var en Ven af Odd, og var da hos Kongen: han blev tilbage paa Skibet, da Kongen gik. Thorsteen tog Odd til en Side, og spurgte, om de havde nogen Skyld i denne Sag, og sagde, at Kongen var vred, og vilde anstille en skarp Undersøgelse. Odd sagde: “Det er det sande i Tingen, min Ven! at vi ikke ere saa ganske uskyldige; mine Folk have givet sig til paa egen Haand at handle med Finnerne, endnu har jeg dog fundet Udvej til at skjule Varerne.” “Hvor er Godset nu?” sagde Thorsteen. Odd svarede, at det var altsammen i een Sæk. “Kongen vil komme igjen,” sagde Thorsteen, “og lade ransage, men Sækken med de finske Varer skal du tage og lægge under Kongen, og deroven paa indrette Højsædet for ham, jeg tænker da ikke, han falder paa, at han selv sidder paa Godset, men det er dog altid en vovelig Sag, hvorledes det vil løbe af.” Thorsteen tog da bort, og Odd gjorde, som han havde lært ham. Kongen kom, og satte sig paa det Sæde, der var indrettet for ham, men hans Mænd søgte omkring i Kisterne, og overalt blev der opbrækket, hvor de tænkte at finde noget, men der fandtes intet af det de søgte. Kongen sagde: “Jeg kan ikke vide, hvorledes det gaaer til, thi jeg er overbeviist om, at her ere nogle finske Varer paa Skibet.” Kongen gik da bort med sine Mænd, men Thorsteen stundede sig lidet, og sagde til Odd: “Nu duer det ikke mere, Kongen vil ikke lade Eftersøgningen fare, og naar han kommer næste Gang, vil han komme efter vort Kneb; lader os nu svøbe Godset ind i Seglet, og fæste det op under Raaen, nu vil alting blive revet fra hinanden og efterseet, baade Skibsbunken og alt andet.” Odd og hans Mænd gjorde, som Thorsteen havde sagt, men denne gik bort; og da han kom til Kongen, spurgte denne ham, hvorfor han var bleven tilbage. Thorsteen svarede: “Jeg var nødt dertil, Herre! der sprang et Baand i mine Beenklæder.” Kongen var temmelig vred; kort efter gik han op paa Odds Skib, og sagde: “Maaskee I har lavet mit Sæde til med de finske Varer, og der skal man nu først lede, og siden rundt om paa Skibet, og jo flere Hindringer I lægger os i Vejen, desto haardere skal eders Straf blive.” De søgte da oppe og nede, hvor de selv vilde, og fandt intet. Kongen gik i Land, men Thorsteen fik atter Lejlighed til at blive tilbage, og sagde til Odd: “Nu er her ikke andet for at gjøre, end at føre det finske Gods over paa den anden Side af Næsset, og skjule det der paa Land; thi Kongen vil komme her i Morgen, og han vil da ogsaa opdage dette Skjulested, men jeg vil nu gaae en anden Vej i Land, end Kongen, da vil han ikke saa let fatte Mistanke om, at jeg er bleven her tilbage. Men jeg giver eder det Raad, at I søger ud i aaben Sø, saasnart det seer nogenlunde ud til god Vind, og at I ikke fører det finske Gods ombord, førend i det Øjeblik I vil hisse Sejl: Kongen vil saaledes gaae eder paa Klingen, at I aldrig slippe vel bort uden den allerstørste Forsigtighed, thi han er ikke mindre haardnakket, end snild i hvad han en Gang har sat sig i Hovedet.” Odd sagde, han skulde vanskelig kunne gjengjælde Thorsteen den Hjælp, han ydede dem; Thorsteen drog bort, men Odd og hans Mænd bragde Godset i Land om Aftenen, og skjulte det. Men om Morgenen kom Kongen, og lod lede i Sejlet, saavel som andensteds omkring paa Skibet, og grundede bestandig paa, hvor de kunde have skjult det; men da de atter ikke fandt noget, sagde Odd: “Nu, Herre! maa I lade al eders Mistanke fare, thi der er ikke en Lap paa Skibet, uden den er efterseet.” Kongen svarede: “Det er endnu ikke afgjort, og aldrig har nogen saaledes drevet Spot med mig, hvordan jeg end saa faaer det betalt.” Kongen var saa vred, at ingen vovede at tale et Ord til ham. Nu led den Dag, og henimod Nat rejste sig en gunstig Vind; Odd og hans Mænd toge hen og førte de finske Varer ombord, gjorde sig det snareste muligt sejlfærdige, og havde vundet rum Sø, før det blev Morgen. Kongen vaagnede aarle, og sagde til sine Mænd: “Nu troer jeg, jeg gjennemskuer Odds hele Paafund, og der maa flere have haft Deel deri, end de allene, men nu haaber jeg dog vi skal finde paa deres Skib, hvad vi have søgt efter, men jeg kunde ikke give dem Dødssag derfor, saalænge det kun var en Formodning; lad os nu tage derhen og lede!” Men da de kom udenfor Teltene, og saae sig om, fik de Øje paa Odds Sejl langt ude ved Øerne. Da sagde Kongen: “For denne Gang faaer jeg ikke mere fat paa Odd, men du, Thorsteen, kan godt staae dine Venner bi, thi mere agter du nu Odd, end mig; maaskee slægter du kun din Æt paa i Svig og Falskhed.” Thorsteen svarede: “Det vilde snarere være Troskab og Hengivenhed imod eder, end Svig, at afholde eder fra den Udaad, at dræbe Odd, som har været eders Ven, og mange andre brave Mænd for en Mistankes Skyld, der dog ikke vilde være gyldig Grund til Livsstraf, om den endog befandtes sand.” Odd fik god Bør, kom til Island, og drog til sin Gaard. Der var en Mand, ved Navn Harek, en Frænde til Thorsteen; han var den Gang paa Rejser, og kom en Sommer med sit Skib i Mundingen af Midfjord; der var den Tid Uaar paa Island. Odd bød Harek Ophold hos sig om Vinteren, og viste ham alt Godt, og næste Sommer sendte han nogle gode Stodheste over med ham som en Foræring til Thorsteen, thi han og alle hans Skibsfolk, sagde han, maatte takke Thorsteen for deres Liv. Harek kom til Norge, og besøgte sin Frænde Thorsteen, som da endnu var hos Kongen; han bragde ham Hestene, og sagde, de vare sendte ham fra Odd. Thorsteen sagde: “Det kommer mig meget ubelejligt, nu var Odds Sag og den Hjælp, jeg ydede ham, saa godt som glemt, men nu kan det ikke skjules mere, og det vil blive vanskeligt at rede sig vel fra.” Thorsteen viste da Kongen Hestene, og sagde, at Odd havde sendt ham dem til Foræring. Kongen svarede: “Jeg har ingen Foræring fortjent af Odd; dig har han sendt Hestene, og ikke mig; du skal ogsaa beholde dem, men miste dit Liv,” og han befalede derpaa at dræbe ham. Men hans Mænd søgte at trække Henrettelsen i Langdrag, thi Thorsteen var en meget Vennesæl Mand; ved de andres Bønner bragdes det endelig dertil, at han beholdt Livet og Tilladelse at blive i Landet, men han maatte forlade Hoffet, og kom aldrig mere i Kongens Gunst.


Kapitel 108

Det hændte sig en Sommer, da Kong Harald sejlede med sin Flaade udenfor Landet, at de saae en Mand i en Baad, der sad og fiskede; Kongen var munter stemt, og da hans Skib strøg forbi Baaden, sagde han til Fiskeren: “Kan du gjøre Vers?” “Nej, Herre!” sagde Manden. “Siger du Nej?” sagde Kongen, “jo vist kan du, gjør nu et Vers til mig.” Manden sagde: ”Men saa maa I svare mig igjen.” “Det skal jeg,” sagde Kongen, han lod da Skibene holde op med at roe, thi det var stille Vejr. Fiskeren kvad:

Jeg trak uvillig Kuller,
Jeg brødes tidt med Langen,
Og paa dens Hoved nylig
Et vældigt Drag anbragde;
Dog mindes jeg at Sværdet
Før bar jeg guldomvundet,
I Kjæmpens Blod det rødned —
Men det er længe siden.

Kongen sagde: “Har du været i Tjeneste hos Fyrster eller i Feldtslag?” Den anden svarede: Snarest har jeg været hos mægtige Mænd: men svar mig nu!” Kongen kvad:

Trofaste Hirdmænd fordum
Hug ned stridbare Daner,
Paa Flugt forfulgte andre,
Og dette nylig skede!
For langt fra Fædrelandet
Jeg rødned Sværdets Klinge,
Den klang blandt Saracener —
Men det er længe siden.

“Nu skal du digte, Thjodolf!” sagde Kongen. Thjodolf kvad:

Vor Drot i Blodets Strømme
Vist tit har Spyd rødfarvet,
For Danske dette Møde
Var Ondt, og nys det skede;
Paa Saraceners Slette
Før Kongen plantet haver
Sit Banner hvor han vilde —
Men det er længe siden.

Kongen sagde: “Nej hør mig en Gang til den herlige Skald! Du sagde (36): “gröm, Skömm,” det er jo ikke fuldkomne Rim; hrömm, skömm, det vilde være rigtige Rim, men det andet har ingensteds hjemme; du har før gjort dine Sager bedre.” Thjodolf blev vred, og sagde, at saa kunde den digte, der forstod det bedre, end han. Da sagde Kongen til Fiskeren: “Giv os nok en Vise!” Han svarede: “Ja gjerne, Herre! men nu er det vanskeligt at digte, da Thjodolf først har kvædet, og I oven i Kjøbet.” Kongen trak en Guldring af sin Haand, rakte ham den, og sagde: “Der har du denne Ring, og kom nu med Visen!” Han tog Ringen, og kvad:

Du, kjekke Konning! høre
Mit høje Kvad dig takke
For gylden Ring og zirlig,
Du gav mig; nys det skede.
Før mættede du Ørne,
Lod Buestrengen gjalde,
Lod Blaamænd Livet miste,
Men det er længe siden.

Kongen sagde: “Svar du ham nu, Thjodolf!” men han undslog sig derfor. “Man maa tilstaae, Thjodolf!” sagde Kongen, “at du digter godt, men du gjør dig ogsaa kostbar nok med dit Skaldskab.” Kongen kvad:

Af Stabelen jeg løbe
Lod Skibet, vakkre Pige!
Vel bygt det Havet hilste
Med Hast, det skede nylig;
Dog før, i Syd fra England,
Fra Nord mig Snekken bragde,
Stormtumlet Raaen dirred,
Men det er længe siden.

Derpaa kvad Manden i Baaden efter Kongens Befaling:

Af mange Drab navnkundig
er Bønders Tvinger bleven;
hans Banner Thrønders Mængde
Har fulgt, det skede nylig;
For dog i sydligt Serkland
Den tappre Konge fægted,
Han kjendte Kampens Orden —
Nu er det længe siden.

Kongen sagde: “Det er den bedste af dine Viser, med Hensyn til Versenes kunstmæssige Slutningsord; jeg mærker ogsaa, at du anseer mig for en kløgtig Hærfører; hvis du er fattig og vanskelig kan komme ud af det, saa kom til mig, og jeg skal give dig Gods.” Han svarede: “Jeg lider ingen Nød, Herre! jeg gjorde kun dette for min Fornøjelse, for at være her hos eder. Jeg var med din Broder, Kong Olaf, i Slaget paa Stiklestad, og hedder Thorgils.” Han kastede derpaa Fiskerhætten af sig, saae da ud som den dygtigste Kriger, rejste med Kongen, og var hos ham siden.


Kapitel 109

Det traf sig en Gang, at Kong Harald kom til det Sted, hvor Slaget havde staaet imellem Kong Olaf Tryggvesøns Søn Tryggve og Svend Alfivesøn; Kongen gik i Land for at see sig om, og traf paa en Mand, som havde været hos Tryggve, een af hans bedste Venner: Manden blev meget bedrøvet og kummerfuld, da han fik Øje paa Kongen. Kong Harald lagde Mærke til det, og spurgte, hvad der fejlede ham; “jeg veed aldrig af,” sagde han, “at jeg har gjort dig det mindste Onde.” “Det er langt fra, Herre!” svarede Manden, “men jeg bliver altid ilde tilmode, naar jeg seer en fyrstelig Herre.” “Hvor kan det være?” sagde Kongen. Den anden svarede: “Paa dette Sted vare vi sidste Gang med Kong Tryggve, da han stred med Svend;” hvorpaa han omstændelig fortalte Kong Harald, hvorledes det var gaaet til med Slaget; “men det er mig den største Bekymring,” vedblev han, “at jeg frygter for, Kong Tryggve er bleven myrdet af den Bonde, som boer her endnu, thi det var jeg fuldkommen vis paa, at han ikke faldt i Slaget.” Kongen sag da: “Det er ikke saa forunderligt, om megen Udaad er bleven begaaet i den Tid, da slige Gjerninger bleve Øvede; og jeg staaer i en saadan Slægtskabsforbindelse med Kong Tryggve, at det tillommer mig at undersøge sligt og hævne Udaad;” Kongen lod derpaa Bonden gribe, og tvinge til Bekjendelse, og han tilstod omsider Mordet; Kongen lod ham hænge i en Galge, men den anden blev hos Kongen, og lod fra den Tid af sin Bekymring fare.

Da Gissur, Biskop Isleifs Søn, kom til Kong Harald, blev der talt om, at han var en udmærket Mand. Da sagde Kong Harald: “Deri have I Ret, thi af Gissur kan man gjøre tre Mænd: han kan være Vikingehøvding, og vilde være heldig i den Bestilling; han kan ogsaa være Konge for sin Tænkemaades Skyld, som er dertil vel skikket; og for det tredie kan han være Biskop, og af de tre Ting er han bedst skikket dertil, og det vil han blive, og ansees for en udmærket og berømt Mand.”


Kapitel 110

En Mand hed Stuf, en Søn af Thord Kat, som Snorre Gode opfostrede. Thord Kat var en Søn af Thord, Glum Geiresøns Søn; Thord Kats Moder var Gudrun Osvifsdatter. Stuf Thordsøn var blind, en forstandig Mand og en god Skald. Stuf rejste fra Island, og kom til Norge under Kong Harald Sigurdsøns Regjering. Stuf tog ind til en retskaffen Bonde i Oplandene, og havde det godt hos ham. En Dag, da han med flere stod udenfor, saae de mange prægtig klædte Mænd ride mod Gaarden. Bonden sagde: “Jeg venter ikke Kong Harald hertil, men efter denne Skare at slutte, troer jeg, det maa være ham;” og da Troppen nærmede sig til Gaarden, saae de, at det virkelig var Kongen. Bonden hilste paa Kongen, og sagde derpaa: “I maa ikke, Herre! vente eder saa god Modtagelse, som ellers tilkommer eder, thi ingen her var beredt paa eders Ankomst.” Kongen svarede: “Gjør dig ingen Betænkning derover; vi drage nu kun i vore Ærender igjennem Landet; mine Mænd skal selv sørge for deres Heste, og passe paa vort Rejsetøj, men jeg vil gaae ind.” Kongen var i meget glad Stemning, og Bonden fulgte ham ind i Stuen, for at anvise ham Sæde. Da sagde Kongen: “Gaa kun du, Bonde! hvorhen du vil, og lad vor Nærværelse ikke hindre dig.” “Det vil jeg da med eders Tilladelse,” sagde Bonden. Han gik bort, men Kongen betragtede Bænken, og saae en stor Mand sidde der yderst, og spurgte, hvem den Mand var. “Jeg hedder Stuf,” sagde han. “Det er et sært Navn” (37) sagde Kongen, “hvis Søn er du da?” “Jeg er Kats Søn,” sagde han. “Det ene svarer til det andet,” sagde Kongen, “hvad for en Kat var da det?” “Gjæt en Gang, Konge!” sagde Stuf, og lo. “Hvad leer du af?” sagde Kongen. “Gjæt!” sagde Stuf. Kongen svarede: “Det er ikke saa let at gjætte dine Tanker, men jeg troer dog snarest, at du havde Lyst til at spørge, om min Fader var et Svin (38), og derfor gav du dig til at lee, fordi du ikke vovede at spørge derom.” “Du har truffet det,” sagde Stuf. Kongen sagde: “Sæt dig længer op paa Bænken, og lad os tale sammen.” Han gjorde saa; Kongen fandt, at han var ingen Hjemmefødning, og havde sin Fornøjelse af at tale med ham; Bonden kom da ind i Stuen, og sagde, at Kongen havde nok haft det jammerligt derinde. “Ingenlunde,” sagde Kongen, “thi denne din Vintergjæst sidder og morer mig, og han skal drikke mig til i Aften;” og saa skede. Kongen talte om mange Ting med Stuf, og denne gav ham kløgtige Svar paa alt; og da man gik til Sengs, bad Kongen Stuf at blive i det Herberge, hvor han skulde sove, for at More ham med nogle Fortællinger. Stuf gjorde det; og da Kongen var kommen i Seng, fortalte Stuf, og kvad en Flok, og da den var ude, bad Kongen ham kvæde endnu een. Kongen laae længe vaagen, og Stuf blev ved at more ham, og omsider sagde Kongen: “Hvormange Kvad har du nu kvædet?” Stuf svarede: “Det havde jeg tænkt, I talte efter.” “Det har jeg ogsaa,” sagde Kongen, “og det er nu tredive; men hvorfor kvæder du ikke andet, end Flokker, kan du ingen Draper?” Stuf svarede: “Jeg kan ligesaa mange Draper, som Flokker, men der er mange af dem, som jeg endnu ikke har kvædet.” Kongen sagde: “Du maa være en meget kyndig Mand paa Kvad; men hvem vil du da More med dine Draper, naar du ikke kvæder uden Flokkerne for mig?” “Eder selv,” sagde Stuf. “Hvornaar da?” sagde Kongen. “Naar vi træffes igjen,” svarede han. “Hvorfor da heller, end nu?” sagde Kongen. Stuf svarede: “Fordi jeg ønsker, baade ved Moro og alt andet, hvad jeg kan, at I skal stedse synes desto bedre derom, jo længer I hører det og bliver bedre bekjendt med det.” “Lad os nu først sove,” sagde Kongen, Men om Morgenen, da de gjorde sig færdige til Bortrejsen, sagde Stuf til Kongen: “Vil du tilstaae mig min Bøn, Konge?” “Hvilken?” sagde Kongen. ”Lov mig det først,” sagde han. “Det plejer jeg just ikke,” sagde Kongen, “men siden du har moret mig saa godt, vil jeg vove det paa det samme.” Stuf sagde: “Det er egentlig Hensigten af min Rejse, at jeg skal kræve nogen Arv øster i Vigen, og jeg vilde bede eder give mig eders Brev og Indsegl, for at jeg kunde faae Godset.” “Det skal jeg,” sagde Kongen. Da sagde Stuf: “Vil du tilstaae mig min Bøn?” “Hvad er der nu mere?” sagde Kongen. “Lov mig det først!” sagde han. Kongen svarede: “Du er en underlig Mand, paa den Maade har endnu aldrig nogen baaret sig ad med mig; imidlertid skal jeg love det med dig en Gang endnu.” Stuf sagde: “Jeg vil bede om Tilladelse at maatte digte et Kvad om eder.” Kongen sagde: “Har du nogen Skalde blandt dine Forfædre?” Stuf svarede: “Ja, Glum Geiresøn var min Faders Farfader.” Kongen sagde: “Du er en god Skald, hvis du kan digte saa godt, som Glum.” “Jeg digter ikke slettere, end han,” sagde Stuf. “Det er rimeligt nok,” sagde Kongen, “at du kan digte, da du er saa fyndig paa Kvæder, og jeg giver dig Lov til at digte om mig.” Stuf sagde: “Vil du tilstaae mig min Bøn?” “Hvad vil du nu bede om?” sagde Kongen. “Lov mig det først!” sagde han. “Det bliver der nu ikke noget af,” sagde Kongen, “nu har du længe nok baaret dig saadan ad; siig mig det nu!” Stuf sagde: “Jeg ønskede at blive din Hirdmand.” Kongen sagde: “Da var det jo godt, jeg ikke lovede dig det, thi derom maa jeg først høre mine Hirdmænds Mening; kom til mig oppe i Nideros!” Stuf rejste øster i Vigen, og den Arv, han havde at kræve, blev ham efter Kongens Budskab og Jærtegn rigtig udredet. Derpaa begav han sig op til Kjøbstaden Nideros, for at opsøge Kongen, og denne tog vel imod ham, og Stuf blev med Hirdmændenes Samtykke taget i Kongens Tjeneste, og var nogen Tid hos ham; han har digtet den Arvedrape om Kong Harald, som kaldes Stufsdrape eller Stufa.


Kapitel 111

Edvard Adelraadsøn var Konge i England efter sin Broder Hørdeknud; han kaldtes Edvard den Gode; Edvards Moder var Dronning Emma, en Datter af Rikard Rudajarl, Broder til Robert Jarl, der var Fader til Vilhelm Bastard, der da var Hertug i Ruda (39) i Nordmandi. Kong Edvard var gift med Gyda, en Datter af Jarlen Gudine (40) Ulfnadsøn; Broder til Gyda var Toste Jarl, han var den ældste af Gudines Sønner; den anden var Mørekare (41) Jarl; den tredie Valthjof Jarl; den fjerde Svend Jarl; den femte Harald, som var yngst. Han blev opdragen ved Kong Edvards Hof, og var hans Fostersøn; Kongen elskede ham meget og tog ham i Søns Sted, thi han havde ingen Børn. Det hændte sig en Sommer, at Harald Gudinesøn vilde sejle til Bretland (42), og gik til Skibs, men da de kom ud paa Søen, fik de Modvind, som drev dem ud i Havet. De landede i Nordmandi, efter at have været i Livsfare, lagde op til Borgen Ruda, og kom til Vilhelm Jarl; han tog venlig mod Harald og hans Ledsagere, og Harald levede der velfornøjet en lang Tid ud paa Efteraaret, thi det stormende Vejr varede ved, saa man ikke kunde vove sig paa Søen; men da Vinteren nærmede sig, gjorde Jarlen og Harald den Aftale med hinanden, at han skulde blive der Vinteren over; Harald sad i Højsædet paa den ene Side af Jarlen, men paa den anden Side sad Jarlens Kone, som var særdeles smuk. De talte allehaande Skjemt med hverandre ved drikkebordet. Jarlen gik gjerne tidlig til Sengs, men Harald sad længe oppe om Aftenen, og snakkede med Jarlens Kone, og saaledes gik det en lang Tid af Vinteren. Man begyndte da at ymte om, at han havde et godt Øje til Fruen; og en Gang, de sade og talte sammen, sagde hun til Harald: “Nu har Jarlen yttret, hvad det var vi sad og talte om saa langt ud paa Aftenen, og han er nu vred,” sagde hun. Harald svarede: “Vi skal ved den allerførste Lejlighed lade ham faae Indholdet af alle vore Samtaler at vide.” Næste Dag begjerte Harald at tale med Jarlen, og de gik sammen til Talestuen, hvor ogsaa Jarlens Kone og deres Raadgivere vare tilstede. Da tog Harald saaledes til Orde: “Jeg har det at sige eder, Jarl! at der er endnu en anden Grund til min Ankomst, end hvad jeg hidtil har tilkjendegivet eder; jeg vil begjere din Datter til min Ægtehustru; jeg har ofte talt derom med hendes Moder, og hun har lovet mig, at fremme denne Sag hos eder.” Men saasnart Harald havde givet dette tilkjende, optoge alle, som hørte det, denne hans Begjering vel, og talte til hans Bedste med Jarlen; det blev da ogsaa Enden, at Møen blev trolovet Harald, men da hun endnu var ung, bestemtes det, at Brylluppet skulde udsættes i nogle Aar. Om Foraaret gjorde Harald sit Skib færdigt, og rejste bort; han og Jarlen skiltes ad i megen Kjærlighed. I visse Bøger læser man ogsaa, at Harald Gudinesøn tilsvor Jarlen paa den hellige Otmars Skrin, at han aldrig skulde være ham imod, og ikke forhindre ham i Besiddelsen af England, hvis han kunde erholde den; thi der var kommet det Budskab til Jarlen fra hans Frænde Kong Edvard, at han ansaae Vilhelm Jarl for nærmest berettiget til Kongedømmet i England efter ham. Harald sejlede da til England til Kong Edvard, og kom aldrig igjen for at fuldbyrde Giftermaalet med Hertugens Datter.


Kapitel 112

Edvard den Gode var Konge i England i tre og tyve Aar; da blev han syg paa første Juledag, og lod sine mange Høvdinge kalde til sig, og erklærede, at Hertug Wilhelm Bastard skulde være Konge efter ham i England; men da Sygdommen blev voldsom, havde Harald Gudinesøn al Opvartningen nærmest Kongen, som han forhen havde haft, og Kongen havde givet ham Overbestyrelsen over hele Skatkammeret; hans Broder, Toste Jarl, derimod havde Kong Edvard givet Overbefalingen over Englands hele Hær. Man fortæller, at da Kong Edvard laae i sit sidste Aandedræt, var Harald og nogle faa andre Herrer tilstede, da bøjede Harald sig hen over Kongen, og sagde: “Det være I alle Vidner til, at Kong Edvard gav mig Kongedømmet og hele Engellands Rige;” og strax derpaa løftede man Kongen død af Sengen. Kong Edvard døde i London, og blev begravet i Paulskirke; han gjorde strax Mirakler efter sin Død; hans Lig blev liggende i Jorden, indtil den hellige Ærkebiskop Thomas lod det optage og lægge i et prægtigt Skrin. Paa den samme Dag, som Kong Edvard den Hellige blev begraven, holdt de Landshøvdinger, som vare i London, Stævne, paa hvilket der handledes om Kongevalget; Harald fremførte da de Vidner, han før havde taget paa, at Kong Edvard paa sin Dødsdag gav ham Kongedømmet og sit Rige; og eftersom Harald havde stor Slægt der i England, var vennesæl og en særdeles dannet Mand, og Regjeringsherrerne desforuden fandt det tungt, at skulle give sig under fremmede Høvdinger, saa blev det Enden paa Mødet, at Harald blev tagen til Konge, og salvet paa Nyaarsdag i Paulskirke; Høvdingerne gik ham da tilhaande, og alt Folket, som var der tilstede. Haralds Broder, Toste Jarl, var ikke nærværende, men da han fik alle disse Tidender at vide, blev han misfornøjet med, at Harald var bleven ham foretrukken, thi han troede at have ligesaa stor Ret til Regjeringen, da han var ældre, i manges Tanker forstandigere, end Harald, og ligesaa dulig en Høvding. Toste Jarl rejste da til sin Broder Harald, og forlangte lige Deel i Regjeringen med ham. Harald svarede, at han vilde ikke afstaae sit Rige; “thi jeg er stolsat,” sagde han, “paa det Sted, hvor Kongevalget efter Loven skal skee, og derpaa salvet til Konge.” Den vigtigste Deel af Landets Store vare paa hans Side, og desuden havde han, som nys blev sagt, hele Skatkammeret under sig. Men da Kong Harald mærkede, at Toste Jarl vilde berøve ham Kongedømmet, saa fattede han Mistillid til ham, thi Toste var en snild Mand og en stor Hærfører, han stod sig ogsaa vel hos Høvdingerne der i Landet; Harald fratog derfor sin Broder Toste Befalingen over Hæren, og al den Magt, Kong Edvard havde givet ham fremfor andre Jarler. Toste Jarl vilde paa ingen Maade finde sig i, at være sin yngste kjødelige Broders Tjener, da han dog i følge sin Fødsel var alle sine Brødres Overmand; han drog derfor bort med sine Folk, først Sønder over Havet til Flandern, hvor han opholdt sig i nogen Tid, derfra til Frisland, og saa til Danmark til sin Frænde, Kong Svend; Kong Svends Fader, Ulf Jarl, og Toste Jarls Moder, Gyda, vare Søskende. Jarlen bad Kong Svend om Undsætning og Hjælp til, at tilbagevinde sin Værdighed og Magt i Engelland; Kong Svend tilbød ham at blive hos ham, og lovede at give ham saa store Forleninger, at han kunde leve som hæderlig Høvding. Jarlen svarede: “Min Hu staaer til at drage til mine Odelsbesiddelser i England, men hvis jeg ikke faaer nogen Understøttelse af eder, Konge! dertil, saa vil jeg heller love eder al den Magt, som jeg i England kan bringe tilveje, dersom I vil fare did med en dansk Hær, ligesom eders Morbroder, Kong Knud, gjorde.” Kongen sagde: “Jeg er en saa meget ringere Mand, end min Frænde, Kong Knud, at jeg neppe kan forsvare Danevælde imod Nordmændene, men Gamle Knud fik det Danske Rige som Arv, England med Fejde og Feldtslag, og det saae endda i nogen Tid ud til, at han maatte sætte Livet til derover, Norge fik han uden Sværdslag; nu maa jeg indskrænke mig, og mere tage mine ringe Kræfter i Betragtning, end Kong Knuds Fremgang.” Da sagde Toste Jarl: “Mindre Hjælp kan jeg nu Vente for mit Ærende hid, end jeg tænkte, du vilde yde din Frænde, som var i Nød; jeg faaer da søge Venskab der, hvor det langt mindre var at haabe, men maaskee jeg kan finde en Høvding, som ej er saa betænkelig ved at vove en Stordaad, som I er, Konge!” Frænderne skiltes ad just ikke som gode Venner.


Kapitel 113

Toste Jarl tog nu en anden Vej, og kom op til Norge; han drog strax til Kong Harald, thi han var i Vigen. Da de kom sammen, gav Jarlen Kongen sit Ærende tilkjende, og fortalte ham, hvorledes han havde rejst om, siden han forlod England; derpaa bad han Kong Harald give sig Undsætning til at vinde sine Besiddelser i England tilbage. Kongen svarede saa: “Nordmændene ville ikke synes meget om at føre Krig i England, og at staae under en engelsk Høvding; saa gaaer Ordet,” sagde han, “at disse Engellændere ere ikke altid at troe.” Jarlen sagde: “Skulde der vel være noget sandt i det, jeg har hørt sige i England, at din Frænde Kong Magnus sendte Mænd over til Kong Edvard, og derpaa gik Budskabet ud, at Kong Magnus havde Ret saavel til England, som til Danmark, som Arv efter Hørdeknud, i følge det imellem dem besvorne Forlig.” Kongen sagde: “Hvorfor fik Kong Magnus ikke Riget England, naar det dog tilkom ham?” Jarlen svarede: “Hvorfor har I ikke Danmark, som Magnus havde før eder?” “Ikke skulle de Danske gjøre sig til af Striden med Nordmændene,” sagde Kongen, “mangen Plet have vi brændt for dem, dine kjære Frænder.” Da sagde Jarlen: “Naar I ikke vil svare mig paa mit Spørgsmaal, saa faaer jeg selv give eder Oplysning derom: derfor erholdt Kong Magnus Danmark, fordi alle Landets Høvdinger stode ham bi, men du fik det ikke, fordi alle vare dig imod; derfor krigede Kong Magnus ikke om Englands Rige, fordi alle Undersaatterne vilde have Edvard til Konge; dersom du vil vinde England, da skal jeg udvirke, at den største Deel af Høvdingerne skal yde dig Bistand, thi jeg staaer ikke tilbage for min Broder Harald i noget, uden i Kongenavnet allene. Men det er alle vitterligt, at der aldrig i Norden har været født en Kriger, som du, og det tykkes mig forunderligt, at du stred i femten Aar for at vinde Danmark, men vil nu ikke tage England, som staaer dig frit fore.” Kong Harald overvejede nøje Jarlens Ord, og indsaae, at han havde Ret i meget, og derhos havde han megen Lyst til at gjøre et Tog til England. Kongen og Jarlen talte da ofte sammen, og fattede den Beslutning, næste Sommer at sejle over til England, og undertvinge det med Magt; Kong Harald sendte Bud over hele Norge, og opbød Leding, halv Alminding paa Folk og Skibe; dette rygtedes vidt omkring. Der vare nu mange Formodninger om, hvorledes dette Tog vilde løbe af; mange ihukom Kong Haralds Manddomsgjerninger, og meente, at ingen Ting vilde være ham umuligt; andre indvendte, at England var vanskeligt at vinde, at det var et mægtigt og velbefolket Rige, og der var ogsaa den saakaldte Thingemænds Hær, som bestod af de mest udvalgte Folk fra forskjellige Lande, og især af Dansktalende; denne Hær var saa tapper, at een af dem udrettede ligesaa meget i et Slag, som to af de bedste Nordmænd i Kong Haralds Hær. Men da Ulf Staller hørte disse Folkets Yttringer, svarede han og kvad:

Jeg Bytte villig vinder,
Dog Stallerne behøve
Ej Kongens Skibes Stavne
Nu længer at besætte,
Naar tvende vi, o Kvinde!
For een nu vige skulle
Af Thingemænd; til andet
I Ungdom mig jeg vante.

Det samme Foraar, førend Kong Harald drog bort, døde Ulf Staller. Kong Harald stod selv over hans Grav, og sagde, da han forlod den: “Der ligger den paalideligste og sin Herre mest hengivne Mand.” Da blev Styrkar allene Staller; før havde begge været det. Toste Jarl sejlede om Foraaret til Flandern, for at møde de Folk, som havde fulgt med ham om Vinteren, og flere andre, som samledes til ham, baade der i Flandern og fra England.


Kapitel 114

Kong Harald gjorde sig om Foraaret færdig til at sejle fra Nideros, men hans Flaade samlede sig ved Solunder; da Kongen nu var færdig til at lægge ud fra Byen, gik han hen til den hellige Kong Olafs Skrin, lukkede det op, klippede hans Haar og Negle, lukte det derpaa atter i Laas, og kastede Nøglen ud i Aaen Nid; andre sige, at han kastede den overbord ude ved Agdenæs; nu varede det en lang Tid førend Kong Olafs Skrin atter blev lukket op, nemlig først i Kong Magnus Hakonsøns og Ærkebiskop Jons Dage. Da Kong Harald rejste bort, vare forløbne efter Kong Olafs Fald fem og tredive Aar, saalænge havde Kong Olaf ogsaa levet her i Verden. Kong Harald sejlede med de Skibe, som vare i følge med ham, sydpaa, for at træffe den øvrige Flaade; der samledes en stor og smuk Hær, saa at det er Mænds Sagn, at der aldrig til noget Tog har været mere udvalgte Folk udrustede fra Norge. Kong Harald havde to hundrede Skibe, foruden Proviantskibe og Smaaskuder. Da de laae ved Solunder, havde en Mand paa Kongeskibet, ved Navn Gyrd, en Drøm: det forekom ham, at han stod der paa Kongeskibet, og saae op paa Øen, hvor der stod en stor Troldkvinde med et segeldannet Sværd i den ene Haand og et Trug i den anden; det forekom ham ogsaa, at han saae hen over alle Skibene, og der sad en Fugl paa hver Skibsstavn, lutter Ravne. Troldkvinden kvad:

Vist er det, at man Kongen
Til vestligt Søtog egger,
For hist mod kjække Kjæmper
At krige, det mig baader;
Der Valens Fugl har Vished
Om Mædskelse af Faldne;
Brad nok de Skibe byde,
Jeg dem vil stadig følge.

Der var en anden Mand, ved Navn Thord, paa det Skib, som laae nær ved Kongeskibet; han Drømte om Natten, at han saae Kong Haralds Flaade lægge til et Land, som han meente var England; han saae paa Landet en stor Fylking, og det forekom ham, som den gjorde sig slagfærdig og havde opstukne Bannere, men foran for denne Hær af Landets Indvaaner red en stor Troldkvinde, hun sad paa en Ulv, og Ulven havde en død Mands Krop i Munden, og Blodet stod den om Kjæften; men da Ulven havde fortæret den Første, kastede Troldkvinden en anden hen i Munden paa ham, og saaledes den ene efter den anden, og Ulven slugte dem alle. Troldkvinden kvad:

Det røde Skjold alt skinner
Og Slagets Hagl sig nærmer,
Forud Jættinden skuer
Ulykken Kongen ramme;
Mænds Kroppe i Uhyrets
Den lodne Kjæft hun slynger,
Og Ulvens Gab forinden
I Hast med Blodet farver.

Kong Harald Drømte om Natten, at han var oppe i Nideros, det forekom ham, at hans Broder, Kong Olaf, kom til ham, og kvad denne Vise for ham:

Tit vandt hin digre Konning
I Slag, med Hæder, Sejer;
For højt jeg Hjemmet elskte,
Og helligt Fald da prøved;
Dit Endeligt jeg aner,
Alt eder Døden truer,
Troldkvindens Ganger (43) mætte
I skal; det Gud ej volder.

Mange andre Drømme bleve fortalte, samt andre Slags Forvarsler, og de fleste sørgelige. Kong Harald havde ogsaa udnævnt Thorer fra Steg til at deeltage i Toget, men han indfandt sig ikke, da han havde haft en ond Drøm om Kongen og hans Rejse. Førend Kong Harald rejste fra Throndhjem, havde han ladet sin Søn Magnus tage til Konge, og lod ham blive tilbage for at forestaae Landet og Regjeringen i hans Fraværelse. Thora Thorbergsdatter blev ogsaa tilbage, men Dronning Elisabeth rejste med ham, samt deres Døttre, Maria og Ingegerd. Kong Haralds Søn Olaf rejste ligeledes med ham paa dette Tog.


Kapitel 115

Men da Kong Harald var færdig og det blev Bør, stak han i rum Sø med hele Flaaden; han ankom til Hjaltland, men en Deel af Flaaden kom til Ørkenøerne; Kong Harald laae en kort Tid ved Hjaltland, førend han sejlede ned til Ørkenøerne; herfra tog han meget Folk med sig, samt Thorfinn Jarls Sønner, Jarlerne Povel og Erlend, men han lod Dronning Elisabeth og deres Døttre, Maria og Ingegerd, blive der tilbage. Derfra sejlede Kong Harald sydpaa langsmed Kysten af Skotland og saa ind under England: han kom til den Landstrækning, som kaldes Klifland (44), hvor han gik i Land og hærgede, og bemægtigede sig en Deel af Landet, uden at finde nogen Modstand. Derpaa sejlede han til Skardeborg (45), og stred med Borgerne; Kongen gik op paa et højt Bjerg, som var nær ved Borgen, der paa Bjerget lod han et stort Baal oprejse, og stak Ild deri, og da det stod i lys Lue, toge de store Forke, løftede dermed Baalet i Vejret, og styrtede det ned over Byen; da kom der snart Ild i det ene Huus efter det andet, og hele Byen kom i hans Vold; Nordmændene dræbte der mange, og bemægtigede sig alt det Gods de kunde faae; der var da ingen anden Udvej for Engellænderne, naar de vilde beholde Livet, end at bede om Naade, og gaae Kong Harald tilhaande; han underlagde sig da Landet, hvor han kom. Nu sejlede Kongen med hele sin Flaade sydpaa langsmed Landet, og gik i Land ved Hellornæs (46); der samlede sig en Hær imod ham, som Kongen stred med, og overvandt. Derpaa styrede han til Humber, og opad Floden til Usa (47), hvor han lagde til Land; da vare Gudines Sønner oppe i Port, Mørekare Jarl og Valthjof Jarl af Hundatun (48), med en overordentlig stor Hær, som de havde draget sammen den hele Sommer. Da Jarlernes Hær søgte ned til Flodbredden, gik Kong Harald paa Land, og gav sig til at fylke sin Hær; den ene Fløj strakte sig til Flodbredden, den anden op i Landet til en Sump, et dybt og bredt Morads, som var fuldt af Vand. Jarlerne rykkede med sine Fylkinger sagte frem langsmed Floden, med al deres Magt; og her var ogsaa Kong Haralds Banner, der var Slagordenen tykkest, men oppe imod Graven til var den tyndest og bestod af de mindst paalidelige Folk; imod dem rykkede Mørekare Jarl ned med sit Banner. Da veg den Fløj af Nordmændenes Fylking, som vendte op mod Graven; Engellænderne rykkede frem efter dem, og meente, at Nordmændene vilde flye; men da Kong Harald saae, at hans Mænd oppe ved Graven gave efter, saa lod han Krigslurene lyde, opmuntrede sine Folk, lod Banneret Landøde bære frem, og gjorde saa hæftigt et Anfald, at alt maatte vige for ham. Der anrettedes da et stort Nederlag paa Jarlernes Hær; saa siger Steen Herdisesøn:

Ung Hersker! Usas Bønder
Du lod i Valen falde,
Dig fulgte Herren, hvor du
Dit Liv i Vove satte;
For Engelsmænd din Hidkomst
Maa, uden Tvivl, bebude:
At de, som efter leved,
Og skulle Flugten tage.

Valthjof Jarl havde ladet sit Banner drage ned langsmed Floden imod Kong Haralds Fylking; men da Kongen forstærkede Anfaldet, flyede Valthjof Jarl og hans Folk op i Landet langsmed Floden, og de eneste, der undkom, vare de, som fulgte med ham; men der vare saa mange faldne, at Blodet stod i Strømme paa Valpladsen; som Steen siger:

Paa hvide Mark nedstyrted
Fra Vunder Blodets Strømme,
Der vaded Vikingskaren,
Men Ulven traf sit Bytte.

Da Valthjof Jarl var flyet, omgik Kong Harald med sin Fylking Mørekare Jarl og den Hær, som var rykket frem med ham langsmed Graven, og faldt ham i Ryggen; da faldt Engellænderne i hundredeviis; saa siger Arnor:

Ved Usa svære Klinger,
I Engelsk Blod har rødnet
Vor Fyrste; knap herefter
Et større Slag vil holdes.

En stor Mængde løb ud i Graven, og der laae Valen saa tykt, at Nordmændene kunde tørskoede gaae paa døde Kroppe over Moradset; der tilsatte Mørekare Jarl Livet; som Steen siger:

I Elven omkom mange
Og sunke flux til Bunden,
Med unge Møre-Kare
De druknede tilhobe;
Vor hersker jog paa Flugten
Den stolte Hær, som Redning
Ad alle Kanter søgte;
Fuldstændig blev vor Sejer.

Den Drape, hvoraf nysanførte er taget, digtede Steen om Kong Olaf Kyrre, og omtaler der, at Olaf var i Slaget med sin Fader, Kong Harald; Nederlaget omtales ogsaa i Haraldsstikka:

I Moradset
Laae de Faldne
Valthjofs Svende
Vaabenhugne,
Saa stridbare
Nordmænd deres
Lig for Bro
Bruge kunde.

Hele denne Deel af Hæren led et saa fuldkomment Nederlag, at der ikke undkom en eneste Mand af de Indfødte, thi de kunde ingensteds flye hen uden ud i Moradset, da Kongen anfaldt dem i Ryggen, men andre af hans Folk stode dernede, og nogle bleve da fældede ved Vaaben, andre stenede ihjel, andre med Spyd styrtede ud i Sumpen; saa siger Arnor:

Hvor Kongens Faner fore
Frem, varmt nedstyrted Blodet
I Strømme, dog af Stene
Blev andre svarlig trufne;
End andres Hovedskaller
Af Spyde gjennemstunges,
Saa de, som værged Landet,
I tusindviis fandt Døden.

Dette Slag stod Onsdagen næst før Matthæusmesse. Kong Harald havde nu vundet en stor Sejer, og ikke mistet mange Folk; men Valthjof Jarl, og de, som vare undkomne med ham, flyede op til Borgen York; saa siger Arnor:

Sognboers Ven fik Sejer,
Den Træfning Lykke bragde
Ham, som skjoldprydet aldrig
For nogen end saaes vige;
Til Borgen denne Morgen,
Sig skyndte Landets Jarle,
Fred deres Folk ej gaves;
Den Morgen skal erindres.


Kapitel 116

Toste Jarl var kommen fra Flandern, for at Møde Kong Harald, strax da denne kom til England; han var med i alle de Slag, som nys ere fortalte; det gik ogsaa som han havde sagt Kongen, at der stimlede en stor Mængde Folk til dem der i England, Toste Jarls Venner eller Frænder, hvilket meget forøgede Kongens Magt. Efter det nys fortalte Slag underkastede alle Indbyggerne i de nærmest liggende Herreder sig Kong Harald, men nogle flyede. Da drog Kong Harald frem med sin Hær, for at indtage Borgen York, og lagde hele Hæren ved Stavnfordbrygge; men saasom Kongen havde vundet en saa betydelig Sejer imod store Høvdinger og en anseelig Overmagt, saa var hele Folket blevet bange og opgav Haabet om, at kunne gjøre ham Modstand; Borgerne besluttede derfor, at sende Bud til Kong Harald, og at overgive sig og Borgen i hans Vold; alt dette blev saaledes bestemt og aftalt, at Kongen om Søndagen skulde holde Thing og Samtale med Borgerne. Om Søndagen drog Kong Harald med sin Hær op til Borgen, og satte Thing udenfor denne; paa dette Thing lovede alle Indbyggerne Kong Harald Lydighed og Huldskab, og gave ham Gisler, de fornemste Mænds Sønner, hvilke Toste Jarl bestemte; thi denne kjendte alles Vilkaar i Borgen. Kongen og hans Mænd vendte om Aftenen tilbage til Skibene med denne letvundne Sejer, og vare meget muntre. det var bestemt, at der skulde holdes Thing i Borgen om Mandagen, og Kong Harald skulde da beskikke Embedsmænd i Byen, give Love og uddele Forleninger. Den samme Aften efter Solnedgang kom Kong Harald Godvinsøn søndenfra med en overordentlig stor Hær til Borgen, og blev ført derind med alle Borgernes gode Villie og Samttykke! alle Porte og Veje bleve da bevogtede, for at Nordmændene ikke skulde faae nogen Efterretning derom; denne Hær var i Staden om Natten.


Kapitel 117

Om Mandagen, da Kong Harald Sigurdsøn og hans Folk havde spiist deres Dagverd (49), lod han blæse til Landgang, og Hæren gjøre sig Færdig; han deelte da sine Folk, og bestemte, hvilke der skulde blive tilbage eller drage med; han lod to Mænd gaae i Land fra hver Flok, hvor der da blev een tilbage. Toste Jarl gjorde ogsaa sig og sin Trop færdig til at følge Kong Harald, men tilbage bleve, for at passe paa Skibene, Kongesønnen Olaf og Eisten Orre, Thorberg Arnesøns Søn, som da var den berømteste og af Kongen mest afholdte Leensmand i Norge; Kong Harald havde den Gang lovet ham sin Datter Maria; Jarlerne fra Ørkenøerne, Povel og Erlend, bleve ogsaa tilbage. Det var dejligt Vejr og Solen skinte varmt; man lod derfor sine Brynjer blive liggende, og gik i Land med Skjolde, Hjælme og Spyd, og vare omgjordede med Sværd, mange havde ogsaa Pile og Bue, og de vare ret fornøjede. Men da de kom i Nærheden af Borgen, saae de en stor Støvsty, og i denne en stor Hær komme ridende med fagre Skjolde og lyse Brynjer; da gjorde Kongen Holdt, og lod Toste Jarl kalde til sig, og spurgte ham, hvad det kunde vare for en Hær, som drog imod dem. Jarlen sagde: “Jeg troer snarest, det er Fjender, men det er dog muligt, det er nogle af vore Frænder, som hos os søge Beskyttelse og Venskab, imod at yde os Bistand og Troskab.” Kongen sagde, at de for det første skulde blive holdende stille, for at see, hvad det var for en Hær; hans Folk gjorde saa, og Hæren blev bestandig større, jo nærmere den kom, saa de kunde see den tydeligere, og deres Vaaben glimrede, som om de kunde see paa en Isflade. Da sagde Toste Jarl: “Herre! lad os nu vel betænke hvad vi gjøre; der er ingen Tvivl om, at det er Fjender, og Kongen selv staaer vel i Spidsen for Hæren.” Kongen sagde: “Hvad Raad giver du?” Toste Jarl svarede: “For det første kunne vi det snareste muligt vende tilbage til Skibene efter de andre Folk og vore Vaaben, og da gjøre dem Modstand efter Evne; men i andet Fald kunne vi ogsaa tage vor Tilflugt til Skibene, og da ville Rytterne ikke kunne gjøre os noget.” Kongen svarede: “Anderledes er min beslutning, tre af de raskeste Mand skal sætte sig paa de hurtigste Heste, ride hvad Tøjet kan holde, og sige vore Folk hvad der er paa Færde, vi vil da snart kunne faae Undsætning fra dem; thi Engellænderne skulle bestaae en haard Dyst, førend vi ligge under for dem,” Jarlen sagde: “I skal raade, Herre! heri, som i andet; jeg Har da just heller ikke større Lyst til at flye, end nogen anden, men maa dog sige, hvad jeg finder raadeligst.” Da lod Kong Harald sit Banner Landøde opsætte; Frederik hed den Mand, som bar Banneret. Derpaa fylkede Kong Harald sin Hær, lod Fylkingen være lang, men ikke tyk, bøjede saa begge Fløjene tilbage, saa de stødte sammen; derved dannedes en vid og tyk Kreds, og allevegne lige stor, der var Skjold ved Skjold hele den yderste Række omkring, og ligesaa i den næste. Der blev fylket saaledes, fordi Kongen vidste, at Rytteriet plejede, at rykke frem flokkeviis (50), og strax derpaa igjen at vende om; Kongens eget følge var indenfor Kredsen, og bestod af de meest udvalgte Folk; inde i Kredsen stode ogsaa Bueskytterne, og paa et andet Sted Toste Jarl med sin Trop, han havde sit eget Banner. Da udstædte Kongen sine Ordrer, at Jarlen skulde rykke frem der, hvor det gjordes mest fornødent; “men de, som staae yderst i Fylkingen,” sagde han, “skulle sætte Enden af Spydstagerne i Jorden, og vende Oddene mod Rytternes Bryst, hvis de ride imod eder; men de, som staae i den Næste Række, sætte deres Spyd for Bringen af deres Heste, holder saaledes overalt Spydene frem, saa de intet Anfald kunne gjøre; staaer fast, og vogter eder vel for, at forandre denne Stilling!”


Kapitel 118

Kong Harald Gudinesøn var kommen med en overordentlig stor Hær, baade Ryttere og Fodfolk; der siges, at Kong Harald ikke en Gang havde halv saamange Folk; saa siger Arnor:

Den Konge, som i Livet
Ej nogen Fare sky’de
Bød Landgang foretages
Med knap de halve Tropper;
Fra sønden da, paa England,
Stærk Hær uddrog mod Kongen,
For hæftigt Slag at holde,
I Hast de stødte sammen.

Kong Harald Sigurdsøn red da rundt om i sin Fylking, og eftersaae, hvorledes der var fylket; han sad paa en sort blisset Hest; Hesten styrtede med ham, og Kongen faldt forover, men stod strax op, og sagde: “Fald tyder Farende Held.” Da sagde Kong Harald Gudinesøn til de Nordmænd, som vare hos ham: “Kjender I den store Mand, som faldt der af Hesten, han i den blaae Kjortel og med den fagre Hjelm?” “Det er Nordmændenes Konge,” sagde de. Kongen sagde: “Det er en stor og udmærket Mand, men nu er det dog rimeligviis ude med hans Lykke.” Derpaa rede tyve engelske Ryttere frem, alle iførte Brynjer, hvilket ogsaa var Tilfældet med deres Heste, og da de kom til Nordmændenes Fylking, raabte een af Rytterne: “Er Toste Jarl i Hæren?” Han svarede: “Det skal der ej lægges Dølgsmaal paa, her kunne I finde ham.” Rytteren vedblev: “Din Broder Harald sender dig Hilsen og det Budskab, at du skal erholde Fred og Northumberland til Eje, og heller end at du skulde forskyde hans Tilbud, vil han give dig Trediedelen af hele sit Rige.” Jarlen sagde: “Det er et anderledes Tilbud, end Fejden og Forhaanelsen forleden Vinter; var dette den Gang bleven mig tilbudt, saa vilde mangen een være i Live, som nu er død, og bedre vilde det da staae til med Kongen af Englands Rige. Nu tager jeg herimod, men hvad vil da min Broder Harald byde Norges Konge for sin Umage?” Rytteren sagde: “Han har ogsaa talt noget om, hvor meget af England han vil unde Kong Harald Sigurdsøn, nemlig syv Fod Jord, og det saa meget længere, som han er højere, end de fleste andre.” Jarlen sagde: “Farer nu tilbage, og forkynder Kong Harald, min Broder, at han gjør sig rede til Slag; thi det skal aldrig Nordmændene kunne sige med Sandhed, at Toste Jarl forlod deres Konge Harald, da han forenede sig med ham imod hans Fjender og hærgede i England; hellere ville vi da alle dele samme Skjæbne, enten døe med Øxe eller vinde England med Sejer.” Rytterne vendte da tilbage til deres Hær. Kong Harald sagde derpaa til Jarlen: “Hvem var denne veltalende Mand?” Jarlen svarede: “Det var min Broder, Harald Gudinesøn selv.” Kongen sagde: “Skade, at vi ikke vidste det før; thi de vare komne vor Hær saa nær, at denne Harald ikke skulde komme til at forkynde nogen vore Mænds død.” Jarlen sagde: “I har Ret, Herre! Uforsigtig handlet var det af slig en Høvding, og jeg indsaae vel, at det kunde have skeet, som I siger. Men som ulige Høvdinger vilde vi da have viist os, han kom for at byde mig Fred og en stor Provinds, men jeg var bleven hans Banemand, hvis jeg havde røbet ham; jeg handlede da saa, fordi jeg heller vil lide Døden af min Broder, end være hans Banemand, naar Valget staaer til mig.” Da sagde Kongen til sine Mænd: “Liden af Væxt var denne Mand, men en rask Mand, og han stod fast i Stigbøjlerne.” Kong Harald gik da ind i Skjoldborg-Kredsen, og kvad denne Vise:

I Fylkingen
Frem vi gange,
Uden Brynje
Mod blaae Klinger;
Hjelme skinne,
Jeg haver ej mine,
Vor Krigspryd
Er paa Flaaden.

Hans Brynje kaldtes Emma, og var saa sid, at den naaede ham midt paa Benene, og saa stærk, at Vaaben aldrig havde kunnet bide paa den. Kongen sagde: “Denne Vise var slet digtet (51), jeg faaer kvæde en anden, som er bedre; han kvad:

For Vaabenbraget ikke
I Skjoldets Bugt vi krybe;
Det har ordholden Hilde (52)
I Kampens Stund os budet;
Hun fordum bad: jeg skulde
Med oprejst Hoved gange
I Malmes Gny, hvor Sværde
Og haarde Pander mødes.

Da kvad Thjodolf Skald:

Ej skal jeg, skjønt vor Konge
Her paa Valpladsen falder,
Hans unge Sønner svigte;
Gud selv vil Skjæbnen styre;
Ej herligere Gutter
Den favre Sol beskinner,
De Harald hævne skulle,
Og Kongesædet arve.

Det er Folks Mening, at det havde været bedst og gavnligst, at følge det Raad Toste gav strax i Begyndelsen, da de saae Hæren, nemlig at Vende tilbage til Skibene; men da ingen kan undgaae sin Skjæbne, saa blev Kongens Djærvhed dem nu til skade, da han ikke vilde taale, at denne Forsigtighed skulde udlægges ham som Frygt eller Flugt for sine Fjender; saaledes som Arnor siger:

Kun Drottens alt for kjekke
Mod sees det voldet have,
At han ej her vandt Slaget,
Og vented Alderdommen;
Men aldrig han, som glæded
Rovfuglen tit med Bytte,
I Vaabenstormen sparte
Sig selv med varlig Omhu.


Kapitel 119

Nu begyndte da Slaget, idet Engellænderne gjorde Anfald paa Nordmændene, og disse modtoge dem paa det haardeste; Spydene vare stillede saaledes, at Rytterne ikke kunde naae Nordmændene med deres Vaaben, men de rede rundt om deres Fylking, og strax naar de kom dem nogenlunde nær, skjøde de Norske Bueskytter idelig paa dem. Men da Engellænderne mærkede, at de intet kunde udrette, rede de fra dem; da Nordmændene saae det, troede de, at Rytterne flyede, søgte efter dem, og vilde forfølge de Flygtende; men saasnart de saaledes havde brudt Skjoldborgen, rede Engellænderne ind paa dem fra, alle Sider, og anfaldt dem med Pile og Spyd. Da Kong Harald nu saae, at hans Mænd fældedes for Fode, saa gik han selv frem i Sværdfægtningen, hvor denne var allerhæftigst, og nu begyndte en meget skarp Strid, hvor, mange faldt paa begge Sider; Kong Harald stred med største Tapperhed; saa siger Arnor Jarleskald:

Kun ringe Værn for Brystet
I Striden Fyrsten havde,
Dog ej hans tappre Hjerte
Ved Farens Nærhed bæved;
Det saae man der, han vidste
At svinge skarpest Klinge,
Skjønt da sin Rustning savne
I svarest Kamp han maatte.

Da blev Kong Harald saa hidsig og ligesom rasende, saa han løb frem foran sin Fylking, og hug til begge Sider, baade Hjelm og Brynje sprang under hans Hug; saaledes gik han igjennem sine fjenders Skare, saa at alle, som vare ham nær, fløj til Side for ham, som Avner for Vinden, og da var det ikke langtfra, at Engellænderne havde givet sig paa Flugt; saa siger Stuf Skald:

Saa fjendens Rækker Kongen
Igjennemfoer som Stormen,
Glad, som i Fred, han fægted,
Men intet Liv han sparte;
Den Fyrste aldrig frygted
For Luen eller Staalet;
I Norges Rige neppe
Har saadan Kjæmpe levet.

Da blev Kong Harald Sigurdsøn saaret med en Piil i Struben, saa at der strax stod ham en Blodstraale ud af Munden, og det blev hans Banesaar; han faldt der tilligemed den hele Trop, som havde fulgt ham, paa dem nær, som trak sig tilbage og frelste deres Bannere. Der blev da endnu en haard Kamp, thi Nordmændene vare meget forbitrede, og opmuntrede hverandre. Men da Toste Jarl mærkede, at Kongen var falden, vendte han sig derhen, hvor han saae Banneret Landøde i Luften, gik ind under Kongebanneret, og opmuntrede stærkt Krigerne; kort efter lod man paa begge Sider Vaabnene hvile, og der gjordes et langt Ophold i Striden; da kvad Thjodolf:

De onde Raad undgjælde
Nu Hæren maa; den sagtnes;
Heel unødvendig Harald
Det Tog paabød fra Østen;
Saa Kongen endte Livet,
Som hidindtil berømtes,
At nu vi alle stædes
Her i en rædsom Fare.

Derpaa gjorde de sig paa begge Sider anden Gang rede til Kamp, men førend Fylkningerne rykkede mod hinanden, tilbød Kong Harald Gudinesøn Toste Jarl Fred, og ligeledes alle de Nordmænd, som endnu levede, men Nordmændene raabte alle med een Mund, og sagde, at før skulde de alle falde tilhobe, førend de skulde bede Engellænder om Fred; derom taler Arnor:

Hin Drot, som Fjender skrækked,
Uhædret Død ej fristed,
Vel ham ej vore Landser
Mod Fald beskjærme kunde:
Men blandt hans Mænd dog ingen
Sit Liv af Fjenden tigged,
Om ham de alle falde
Før med hinanden vilde.

Nordmændene istemte da Krigsraab, og Slaget begyndte igjen; Toste Jarl var da Høvding for Hæren, han stred mandig og veg ej fra Bannerene, og før dets Ophør faldt han der med megen Berømmelse og Hæder. I det samme kom Eisten Orre fra Skibene med sine Folk, de vare alle i fu!d Rustning; Eisten Orre fik strax Kong Haralds Banner Landøde, og da holdtes den tredie Strid, og det saare hæftig; da faldt mange af de Engelske og de vare endog nærved at flye; denne Strid fik Navn af Orres Anfald. Eisten og hans Trop havde skyndt sig saa stærkt fra Skibene, at de neppe kunde gaae af Træthed, da de kom til Slaget, men siden bleve de saa ivrige, at de ikke dækkede sig med Skjoldene, men strede saalænge de kunde staae; tilsidst afkastede de deres Ringbrynjer, og det var da let for Engellænderne at bibringe dem Hug, men nogle styrtede om af Mødighed og døde uden Saar; der faldt næsten alle de fornemste Nordmænd; dette skede den sidste Deel af Dagen. det gik her, som altid, hvor mange tage Deel i noget, at alle ikke vare lige modige i Kampen, mange søgte at undkomme, nogle paa een, andre paa en anden Maade, alt som de havde Lykke til, nogle var der beskjæret et længere Liv og de undslap; det blev da mørkt om Aftenen, da Slaget var aldeles til Ende. Kong Haralds Staller Styrkar, en berømmelig Mand, fik fat paa en Hest om Aftenen, og red bort; der blæste en stærk og kold Vind; han havde ikke flere Klæder paa, end den blotte Skjorte, Hjelm paa Hovedet, og draget Sværd i Haanden; han frøs snart, da Hidsigheden fra Slaget af satte sig. Da mødte han en Kudsk i en foret Kjole. Styrkar sagde: “Vil du sælge mig den Kjole? Bonde!” Denne svarede: “Dig ikke; du er nok en Nordmand, det kan jeg høre paa dit Maal.” Styrkar sagde: “Hvis jeg er en Nordmand, hvad vil du saa gjøre?” “Jeg vil dræbe dig,” sagde Bonden, “kun skade, jeg har ikke noget godt Vaaben ved Haanden.” Styrkar sagde: “Hvis du ikke kan dræbe mig, Bonde! saa vil jeg forsøge at dræbe dig.” Han svang i det samme sit Sværd, og hug ham paa Halsen, saa at Hovedet røg af; hvorpaa han tog Skindkjolen, trak den paa, sprang paa sin Hest, og red ned til Stranden. Arnor Jarleskald kvad om det Slag, som vi nu have fortalt, at Kong Harald og hans Folk strede til det yderste, nemlig i den Arvedrape, som han digtede om Kong Harald:

Den Vølsungslægtens Frænde,
Som tit fra Nidens Munding
I Nord uddrog med Flaaden,
Blev højtberømt paa Jorden.

Arnor siger, det er uvist, om nogen anden Konge under Solen har stredet med saadant Mod og Tapperhed, som Kong Harald. Han kvad nemlig:

Den Skald i Mørke famler
Og ingen seer, der prøver
En saadan Helt at vise
Som min, i denne Verden;
Af Konger, under Himlen,
Ej een saa kjekt et Hjerte
Besad, og vist hans Minde
Meer helligt er, end deres.

Og fremdeles kvad han:

Meer vældig Harald være
Sig vidste, end hver anden
Blandt Konger, og til Døden
Han Nød en saadan Ære;
Saa hæderrig ej nogen
Til Jord i Kampen falder;
Og aldrig Norges Rige
Besad en større Konning.

Det var en Mandag, Kong Harald faldt, to Dage før Mikkelsmesse.


Kapitel 120

Vilhelm Rudajarl, kaldet Bastard, erfarede sin Frænde, Kong Edvards Død, samt at Harald Gudinesøn var bleven valgt og salvet til Konge i England; men Vilhelm troede, formedelst Slægtskabet imellem ham og Kong Edvard, at være nærmere berettiget til Englands Rige, end Harald; hvortil kom, at han endnu ikke havde glemt den ham af Harald tilføjede Beskjæmmelse, da han havde brudt Forlovelsen med hans Datter; alt dette tilsammen bevægede Vilhelm til at samle en Hær i Nordmandiet, han havde en stor Krigsmagt, og Skibe nok. Den Dag da Vilhelm agtede at ride ud af Borgen for at gaae ombord, og han var kommen til Hest, gik hans Kone hen til ham, og bad ham ikke at stride med Harald Gudinesøn; han svarede hende vredt, og sagde, det tjente ikke hende at komme frem med slig en Bøn. Han vilde da give sin Hest af Sporerne, men Sporen traf Fruen for Brystet, og gik saa dybt ind, at hun styrtede om og døde paa Stedet; han red uden videre ned til sit Skib. hans Mænd talte om det rædsomme i denne Tildragelse. Vilhelm svarede: “Visselig er den skrækkelig, men maaskee hun dog ikke har været fri for Svig imod os.” Wilhelm sejlede, tilligemed sm Broder Otto, med Hæren til England; da han var ankommen der, hærgede han, og underlagde sig Landet, hvor han kom. Vilhelm var større og stærkere, end nogen anden, en ypperlig Rytter, en stor Kriger og Idrætsmand, en klog Mand, men holdtes ikke for oprigtig eller trofast.


Kapitel 121

Kong Harald Gudinesøn gav Kong Haralds Søn Olaf Lov til at forlade Landet, med alle de Folk, han havde hos sig, og som ikke vare faldne i Slaget. Derpaa drog Kong Harald til den sydlige Deel af England, thi han havde da faaet Efterretning om, at Vilhelm var landet, hærgede, og indtog Landet; hos Harald vare hans Brødre Jarlerne Svend, Gyrd og Valthjof. Kong Harald og Vilhelm mødtes Sønderpaa i England ved Helsingeport (53), og begge havde en meget stor Hær. Da sagde Gyrd Jarl til sin Broder, Kong Harald: “Det aner mig, at det gaaer ilde, hvis du strider mod Vilhelm, thi du har svoret, ikke at forholde ham England.” Kongen svarede: “Maaskee det passer sig bedre for dig, Broder, at slaaes med Vilhelm, end for mig; men jeg er ikke vant til at krybe i Skjul, naar andre stride, og aldrig skal Vilhelm erfare, at jeg ikke tør gaae ham under Øjne.” Derpaa lod Kong Harald sit Banner opsætte, og gjorde sig færdig til at holde Slag med Vilhelm; der holdtes en meget skarp Strid, og det syntes længe tvivlsomt, til hvilken Side Sejeren vilde hælde: men imod Slutningen af Slaget skede det største Nederlag paa Engellændernes Side. Vilhelm havde før Slagets Begyndelse ladet Otmars Helligdom, den samme, paa hvilken Harald havde svoret, binde til sit Banner; men da Slaget begyndte at Vende sig imod Kong Harald, spurgte han: “Hvad er det, der er bundet ved Vilhelms Banner?” Da man havde berettet ham, hvad det var, sagde han: “Maaskee vi da ikke have nogen Sejer at vente i denne Træfning;” og det blev ogsaa Enden, at Kong Harald og hans Broder Gyrd Jarl faldt, tilligemed en stor Deel af deres Hær, men alle, som beholdt Livet, flyede. Dette Slag holdtes nitten Dage efter Kong Harald Sigurdsøns Fald. Valthjof Jarl undkom ved Flugten af Slaget, og mødte silde om Aftenen en Trop af Vilhelms Mænd, der, da de fik Øje paa Jarlens Folk, flyede ind i en Egeskov (54), det var et hundrede Mand; Jarlen lod sætte Ild paa Skoven, og dem alle opbrænde; saa siger Thorkel Skallesøn i Valthjofsflok:

Vel hundred Kongens Hirdmænd
Den frygtelige Kriger
Paa hedest Baal opbrændte,
Det var en lummer Aften,
Og faldt de franske Kjæmper
Som Ulves Rov paa Marken
For ham i hidsigst Træfning;
Det Rygte vidt udbredes.


Kapitel 122

Vilhelm lod sig tage til Konge over England; han sendte Bud til Valthjof Jarl, at de skulde holde et Møde, og gav ham Lejde til denne Sammenkomst. Jarlen begav sig paa Vej med faa Mænd, men da han red over Heden nordenfor Kastalebrygge, mødte ham to af Kong Vilhelms Fogeder med en stor Trop, de grebe ham strax, og satte ham i Fjædder, og han blev siden halshuggen; Engellænderne holde ham for hellig; saa siger Thorkel:

Den Vilhelm, som fra Sønden,
Med Flaade Havet pløjed
Og førte Krig, min Herre,
Den kjekke Helt, forraadte;
Ej nogen Konning større
Døer, end min brave Hersker;
I Englands Rige sildig
Manddrab ophøre skulle.

Vilhelm var derpaa konge i England i et og tyve Aar, og hans Afkom bestandig efter ham. Han døde Straadød i Nordmandiet; efter ham var hans Søn, Vilhelm den Røde, Konge i fjorten Aar; da gik Regjeringen og Kongedømmet over til hans Broder Henrik, Kong Vilhelm den Førstes Søn.


Kapitel 123

Kong Harald Sigurdsøns Søn Olaf drog med sin Hær bort fra England; han sejlede ud fra Ravnsør, og kom om Efteraaret til Ørkenøerne; derom taler Steen Herdisesøn:

Da Høsten alt sig nærmed,
Lod Kongen snare Skibe
Ved Ravneøren ruste
Til Farten over Havet;
De lange Snekker ilte
Af Brændinger omgivne;
Omtumlede af Bølger
De bare gjævest Fyrste.

Der var imidlertid den Begivenhed indtruffen, at Kong Haralds Datter Maria var braddød paa samme Dag og Time, som hendes Fader var falden, og er det Folks Sagn, at deres Liv havde haft megen Lighed; hun var en meget forstandig og vennesæl Kvinde. Olaf opholdt sig om Vinteren paa Ørkenøerne, men Sommeren efter sejlede han med sine Folk til Norge; saa siger Steen:

Fra Østen Britters Fjende
Sin Orlogsflaade ledte,
Og gjennembrød med Roret
Forfærdelige Strømme;
Saa kom tilsidst fra Vesten
Til Norge herligst Olaf;
Ham glad modtog, som Konning,
Det hele Folk i Landet.

Den samme Sommer blev Olaf tagen til Konge i Norge tilligemed sin Broder Magnus. Dronning Elisabeth tog tilbage fra Ørkenøerne med sin Stedsøn Olaf, samt hendes Datter Ingegerd. Med Olaf fulgte ligeledes Skule, en Søn af Toste Jarl Gudinesøn, siden kaldet Kongsfostre, og hans Broder Ketil Krog, begge Mænd af Forstand og i stor Yndest hos Kong Olaf. Ketil Krog drog til Helgeland, hvor Kong Olaf skaffede ham et godt Giftermaal, og gav ham sammesteds Leensmands Værdighed; fra ham nedstamme mange fornemme Mænd.


Kapitel 124

Kort efter at Olaf var tagen til Konge i Norge, drog Skule efter Kongens Befaling over til England, og bad om at maatte erholde Kong Haralds Lig, hvilket strax blev ham tilstaaet; han kom tilbage til Norge, og Kong Haralds Lig blev bragt til Nideros og jordet i Mariekirke, hvilken han selv havde ladet bygge. Derom ere alle enige, at Kong Harald har overgaaet alle Norges Konger i Viisdom og Raadsnildhed, hvad enten han i et Øjeblik skulde fatte en Beslutning eller havde længere Tid til Overlæg, for sig selv eller for andre; han var den vaabendjærveste og sejersæleste Mand, som du nu har hørt adskillige Beviser paa; saa siger Thjodolf:

Behjertet Anfald ofte
Gav Sjællands Hærger Lykke;
Mod for den halve Sejer
Kan raade, Harald lærte.

Kong Harald var en smuk og anseelig Mand, han havde blegt Haar og Skjæg og langt Mundskjæg (55); hans ene Øjenbryn sad noget Højere end det andet; hans Hænder og Fødder vare store, dog begge velskabte; hans Højdes Maal er fem Alen (56); han var haard mod sine fjender, og revsede strængt alle Forseelser; saa siger Thjodolf:

Al Vold blandt Undersaatter
Forstandig Hersker revser,
Ej overmodig Adfærd
Jeg troer for dem vil lykkes;
Hvo som Misgjerning øver,
Maa Straffens Tyngsel bære,
Dog Harald saa den lemper,
Sin Ret at hver kan nyde.

Kong Harald havde den største Attraa efter at Herske og al anden timelig Velfærd; mod sine Venner, dem som han godt kunde lide, var han meget gavmild; saa siger Thjodolf:

For Sømandssangen skjænkte
En Mark af Guld mig Drotten,
Han med sin Hyldest lønner
Hver Daad, som sligt fortjener.

Kong Harald var halvtresindstyve Aar gammel, da han faldt. Vi have ingen mærkelige Sagn om hans Opvæxt, førend hans femtende Aar, da var han med sin Broder, Kong Olaf, i Slaget ved Stiklestad; derefter levede han i fem og tredive Aar, og var i al denne Tid aldrig fri for Uro og Krig. Kong Harald flyede aldrig i et Slag, men naar han havde med Overmagten at gjøre, benyttede han sig ofte, naar det var muligt, af en eller anden List. Alle de, som have fulgt ham i Slag eller paa Hærtoge, bevidnede eenstemmig, at naar han var stædt i nogen betydelig Fare, og der var ikke lang Tid til at betænke sig, fattede han i et Øjeblik den Beslutning, som alle siden kunde indsee, maatte give det bedste Haab om et godt Udfald. Haldor, en Søn af Brynjolf Ulfalde den Gamle, var en stor Høvding og en forstandig Mand; da han hørte, at man ansaae de tvende Brødre, Kong Olaf den Helliges og Kong Harald Sigurdsøns Sindelag for meget forskjellige, sagde han: “Jeg har staaet i megen Yndest hos begge bisse Brødre, begges Sindelag var mig velbekjendt, og jeg har aldrig fundet to Mænd, hvis Tænkemaade mere stemmede overeens: begge vare de forstandige, og saare vaabendjærve, bydende, strænge mod Udaad og Overholdere af god Orden, begjerlige efter Gods og Magt, og egenraadige. Kong Olaf tvang sine Undersaatter til Kristendommen og gode Sæder, og revsede med Grumhed dem, som heri vare ham overhørige; hans billige og retfærdige Strenghed kunde Landets Høvdinger ikke fordrage, gjorde Opstand imod ham, og fældte ham i sit eget Rige, han blev derfor hellig; men Harald hærgede for at vinde Magt og Berømmelse, og underlagde sig saa mange Folk, han kunde, han faldt da ogsaa i en anden Konges Rige; begge vare de i daglig Omgang sædelige og anstændige, begge vare de vidt berejste, utrættelige og udmærkede i alle Foretagender og Raadslagninger, og bleve deraf navnkundige og berømte.”


Kapitel 125

Skule Kongsfostre var en fortandig, hurtig og kjæk Mand, og meget smuk; han blev Formand for Kong Olafs Hird, talte Kongens Ærender paa Thinge, og deeltog med Kongen i alle offentlige Anliggender. Kong Olaf tilbød ham hvilket Fylke i Norge, ham syntes bedst om, med alle de Indtægter og Rettigheder, som tilkom Kongen. Skule takkede Kongen meget for dette Tilbud; “men jeg vil heller,” sagde han, “bede eder om en anden Naadesbeviisning, thi naar Kongeskifte skeer, kan maaskee denne Gave blive taget tilbage; jeg vil bede eder om nogle Besiddelser, som ligge i Nærheden af de Kjøbstæder, hvor I oftest pleje at opholde eder og tager paa Gjæsteri om Julen.” Kongen tilstod ham dette, og tilskjødede ham Jordegods øster ved Landsgrændsen, ved Kongehelle, ved Oslo, Tønsberg, Bergen, og ved Nideros; det var næsten de bedste Besiddelser paa hvert Sted, og disse Ejendomme have siden tilhørt hans Slægt og Efterkommere. Kong Olaf gav Skule sin Frænke, Gudrun Nefsteensdatter, til Ægte; Gudruns Moder var Isrid, en Datter af Sigurd Syr og Asta, som var Moder til Kong Olaf den Hellige og Kong Harald. Skules og Gudruns Søn var Asolf paa Reine; han var gift med Thora, en Datter af Skopte Øgmundsøn, Thorbergs Sønnesøn; Asolfs Søn var Guttorm, Fader til Baard, der igjen var Fader til Kong Inge og Hertug Skule.




Noter:

1) Dalerne.
2. Polakkernes Forfædre.
3. Formodentlig Kejserinde Zoes Stad, d.e. Miklegaard eller Konstatinopel.
4. Lombardiet.
5. Apulien.
6. Georgius.
7. Kong Atle, som indbød Gjukungerne, sine Svogre, til et forræderisk Gilde, hvorom Eddaernes Sange og Fortællinger, samt Vølsunga-Saga, Niflunga-Saga, Niebelungen-Lied o. fl. handle.
8. D. e. Slange eller Drage.
9. Den skjønne guldprydede Gerde i Ut-Garde (Udgaard) eller Gymers-Garde nægtede længe, efter Eddaerne, Guden Freyr sin Haand; Skjalden Harald synes saaledes at sammenligne sig med ham og Ellisif eller Elizabet i Garde eller Garderige med sin Gerður i Görðum, hvorved han dog netop har villet antyde sit Haab om det langvarige Frieris endelig heldige udfald.
10. Den anden Linie i denne Originalens Strophe synes at maatte have oprindelig lydt saaledes: “óð, fet ek lið, at smíða”. Da Meningen vilde blive: „At digte, opstille en Slagorden og at smede,” d. e. forfærdige kunstige Arbejder saavel i Træ som i Metaller, ellers vilde de opregnede Kunster kun være syv i Tallet.
11. Paladser eller Skatkammere.
12. Eller og af et andet Slags kostbart Træ, som her i Norden da kaldtes Masur eller Møsor.
13. Bryde ind.
14. Sigurd Syr var i sin Tid bekjendt som en ypperlig Landmand, meget omhyggelig for Huusdyrenes Pleje og Forædling, hvortil formodentlig, forsaavidt Hingstens Behandling angik, hin Spotteglose sigter.
15. Over Ørkenøerne og Hetland.
16. De blaasorte Fugles Sang, d. e. Ravneskrig (paa Valpladsen, som Forbud for Slag o.s.v.)
17. Et Par Ord i Texten ere saa dunkle, formodentlig ved en ældgammel Skrivefejl, at man ingen Mening kan faae ud af dem.
18. Eller Dopskoenes Spidser.
19. Svinet kunde ansees som et Billede paa Freirs Galt, men Kongen mærkede nu, at det kun var forgyldt, og ikke heelt Guld, samt at det forestillede en drægtig So, og derved sigtede til hans Fader Sigurd Syr, hvis tilnavn Sýr just har denne Betydning.
20. Hængekøje.
21. Opbud.
22. Flok, (Flokkr), betyder egentlig en Klynge eller Samling; i Særdeleshed en Art af Digt som bestod af mange Stropher og saaledes kunde kaldes en Vers-Samling.
23. Livsbredning.
24. Vesper.
25. Mundskænk eller et Slags omvartende Kammerjunker.
26. Nemlig Pileskud, efter den Maade paa hvilken Finlapperne tit plejede at betale den tvungne, og af dem for uretmæssig anseete Skat.
27. Efter disse Ord synes at være udeladt: inden Nisaa-Slaget blev holdt.
28. Enten det saakaldte islandske Mos, anvendt til Føde og Lægemidler, eller af andre arter, der brugtes til Farvning.
29. Skalden sigter til det bekjendte Edda-Sagn om Kampen mellem Guden Thor og Jætten Geirrød, hvilket Saxo og paa sin Maade har behandlet.
30 Ligesom Fofner paa Gnita Hede.
31. Oplagt Melk lavet paa en særegen Maade, som endnu følges i Island.
32. Nemlig om Odin, hvilket maatte vække deres Opmærksomhed.
33. For at oplyse Ordet ”hemmelig” her, bemærkes, at en anden Recension af denne Fortælling siger: Hvad der ikke før havde været Støj paa Thinget, saa blev der nu; Høvdingen, som meente, Halle havde bedraget ham Ringen fra, vilde dræbe ham, saa han maatte stjæle sig bort.
34. Lige efter Ordet Sydlændere.
35. Havets Gudinde, som meentes at huse og beværte de Druknede.
36. I det følgende omtales Originalens Ord, hvis Rim og Rimbogstaver den danske Oversætter ikke kan følge.
37. Ordet Stúfr betyder en Stub, også en Stud.
38. Han sigter til sin Fader Sigurd Syrs Tilnavn; Sýr betyder, som førhen er bemærket, en So.
39. Nu kaldet Rouen.
40. Ellers kaldet Godwin.
41. I England kaldes han Morkar.
42. Wales.
43. Den graadige Ulv.
44. Nu kaldet Cleveland.
45. Nu kjendt under navnet Scarborough.
46. Forbjerget Holderness.
47. Eller, som det nu skrives, Ousa.
48. Angelsaksisk Huntantun, nu Huntingdon
49. Davre i vort Almuesprog, nu i Bogsproget (efter det Tydske) Frokost
50. Eskadronsviis.
51. Den var i den simpleste Versart, Fornyrdalag; den følgende er kunstigere.
52. En a de ypperste Valkyrier eller Krigsgudinder.
53. Originalens Helsìngjaport er uden tvivl en urigtig Læsemaade for Hestìngjaport, d. e. Hastings.
54. Snorre har, maaskee rimeligere, en øde Skov.
55. Knebelsbart
56. Efter gammel norsk og islandsk Maal, hvis Alen var meget kortere, end den nu brugelige Danske.