Hardeknud

Fra heimskringla.no
Revisjon per 14. jan. 2013 kl. 15:42 av JJ.Sandal (diskusjon | bidrag) (Hardeknud)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Saxo Grammaticus
Danmarks krønike


oversat af
Fr. Winkel Horn


Hardeknud


Imidlertid lagde Svend Estridssøn, som i England ventede paa, at Knuds Søn Hardeknud skulde komme derover, Krigsfolk rundt om i Fæstningerne, for at kunne være saa meget tryggere for, at Landsens Folk ikke vovede at falde fra Knud, thi han stolede ikke paa Englænderne og vilde ikke give dem Vaaben i Hænde ved uhindret at lade dem indtage de befæstede Stæder. Saa snart Nordmændene spurgte, at Knud var død, faldt de strax fra Danmark, fordi de skammede sig ved at staa under fremmed Herredømme, og overgav Riget til Olafs Søn Magnus kaldet den Gode, hvem Landsens Folk havde skjænket deres Kjærlighed formedelst hans Faders Fromhed; det var dem nemlig ikke nok at have vist Faderen Hengivenhed, saa de overførte den ogsaa paa Sønnen. Imidlertid begyndte Knud, der var lige saa bestyrtet over Nordmændenes Troløshed som over sin Faders Død, at blive bange for, at hvis han indlod sig i Krig med sine Naboer og blev forsinket derved, kunde han som Følge af sin Fraværelse gaa glip af England, og han holdt det da for raadeligere at finde sig i det mindre Riges Frafald end at give det større Lejlighed til at vove noget lignende, idet han fandt, at den blotte Frygt for et større Onde vejede mere end et ringere Onde i Virkeligheden. Derfor skjulte han sin Harme over den Krænkelse, der var tilføjet ham, og tilbød Ransmanden, at de skulde slutte edelig Overenskomst om, at den af dem, som først døde, skulde efterlade den overlevende sit Rige, for at den ny Deling af Rigerne ikke skulde gjøre noget Skaar i den gamle Regeringsmaade, og for at de Riger, som fordum havde været forenede, ikke skulde forblive adskilte. Saa stærk Vægt lagde han nemlig paa, at Danmark og Norge stod under ét og samme Herredømme, at han foretrak, at det ene blev underlagt det andet, frem for at de begge skulde have hvert sin Styrelse, og hellere vilde, at fremmede skulde herske over hans Fædreland, end at dette skulde styre sig selv uden at have de fremmede med. Denne Overenskomst var selvfølgelig saa meget taabeligere, som det kom til at bero paa et Lykketræf, hvilket af de to Riger der skulde opnaa et anseligt Herredømme, og hvilket der skulde have forsmædelige Trællekaar. Denne Overenskomst sluttede de og beseglede den begge med deres Ed. Derpaa drog Knud til England, og da han som Følge af Svends Forsynlighed fandt Landet fuldstændig roligt, gjorde han sin Halvbroder Edvard, som Emma havde født i sit første Ægteskab med Edvard, til Medkonge, ikke fordi han nærede nogen Broderkjærlighed til ham, men for ved Rundhaandethed og Ædelmodighed at lægge en Dæmper paa hans Ærgjerrighed og ved at overlade ham en Del af Magten afholde ham fra at tragte efter den hele. Derfor gjorde han ham til Medkonge, ikke saa meget fordi han nærede Agtelse og Venskab for ham, som af Frygt for Englændernes Ærgjerrighed og den Anseelse, hans fædrene Byrd gav ham. Men Edvards Sind var ringere end hans Byrd, thi han gav adskillige Prøver paa, at det baade stod ilde til med hans Hjærte og med hans Forstand. Da Knud havde staaet for Styret i to Aar, døde han.