Forskjell mellom versjoner av «Helgakviða Hjǫrvarðssonar»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
(FJ: Helgakviða Hjǫrvarðssonar)
 
 
Linje 103: Linje 103:
 
::es buðlungr á;   
 
::es buðlungr á;   
 
::kaupum vęl saman,   
 
::kaupum vęl saman,   
::þat ’s vina kynni.  
+
::þat’s vina kynni.  
 
   
 
   
 
   
 
   
Linje 233: Linje 233:
 
   
 
   
 
::'''9.'''  
 
::'''9.'''  
::Hringr ’s í hjalti,   
+
::Hringr’s í hjalti,   
::hugr ’s í miðju,   
+
::hugr’s í miðju,   
::ógn ’s í oddi   
+
::ógn’s í oddi   
 
::þęims ęiga getr,   
 
::þęims ęiga getr,   
 
::liggr með ęggju   
 
::liggr með ęggju   
Linje 322: Linje 322:
 
::Hvęrir ro hǫlðar   
 
::Hvęrir ro hǫlðar   
 
::í Hatafirði,   
 
::í Hatafirði,   
::skjǫldum ’s tjaldat á skipum?  
+
::skjǫldum’s tjaldat á skipum?  
 
::frœknliga látið,   
 
::frœknliga látið,   
 
::fátt hygg yðr séask,   
 
::fátt hygg yðr séask,   
Linje 564: Linje 564:
 
::hundvíss jǫtunn,   
 
::hundvíss jǫtunn,   
 
::hraunbúa verstr,   
 
::hraunbúa verstr,   
::sá ’s þér makligr maðr.  
+
::sá’s þér makligr maðr.  
 
   
 
   
 
   
 
   
Linje 655: Linje 655:
 
::Hęlgi hęlstǫfum,  
 
::Hęlgi hęlstǫfum,  
 
::á landi ok á vatni  
 
::á landi ok á vatni  
::borgit ’s lofðungs flota  
+
::borgit’s lofðungs flota  
 
::ok siklings mǫnnum hit sama.  
 
::ok siklings mǫnnum hit sama.  
 
   
 
   
Linje 708: Linje 708:
 
::nýra spjalla   
 
::nýra spjalla   
 
::ór Nóregi,   
 
::ór Nóregi,   
::hví ’s þér stillir   
+
::hví’s þér stillir   
 
::støkt ór landi   
 
::støkt ór landi   
 
::ok est ęinn kominn   
 
::ok est ęinn kominn   
Linje 869: Linje 869:
 
::Hvat varð Hęlga   
 
::Hvat varð Hęlga   
 
::Hjǫrvarðs syni?;   
 
::Hjǫrvarðs syni?;   
::mér ’s harðliga   
+
::mér’s harðliga   
 
::harma lęitat,   
 
::harma lęitat,   
 
::ef hann sær of lék   
 
::ef hann sær of lék   
Linje 973: Linje 973:
 
::aðr hęfnt of hęfk  
 
::aðr hęfnt of hęfk  
 
::Hjǫrvarðssonar  
 
::Hjǫrvarðssonar  
::þess 's buðlungr vas  
+
::þess's buðlungr vas  
 
::baztr und sólu.  
 
::baztr und sólu.  
 
   
 
   

Nåværende revisjon fra 26. feb. 2021 kl. 17:08

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


De gamle Eddadigte
Reprint Add.jpg
Finnur Jónsson:
De gamle Eddadigte II
Heimskringla Reprint


Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag

København, 1932


Helgakviða Hjǫrvarðssonar
með Hrímgerðarmálum


Frá Hjǫrvarði ok Sigrlinn
1. Hjǫrvarðr hét konungr. Hann átti fjórar konur. Ein hét Álfhildr; son þeira hét Heðinn. Ǫnnur hét Særeiðr; þeira son hét Humlungr. En þriðja hét Sinrjóð; þeira son hét Hymlingr. Hjǫrvarðr konungr hafði þess heit strengt, at eiga þá konu, er hann vissi vænsta. Hann spurði, at Sváfnir konungr átti dóttur allra fegrsta; sú hét Sigrlinn. Iðmundr hét jarl hans; Atli var hans son, er fór at biðja Sigrlinnar til handa konungi. Hann dvaldisk vetrlangt með Sváfni konungi. Fránmarr hétt þar jarl, fóstri Sigrlinnar; dóttir hans hét Álof. Jarlinn réð, at meyjar var synjat, ok fór Atli heim. Atli jarls son stóð einn dag við lund nǫkkurn, en fugl sat í limunum uppi yfir hánum ok hafði heyrt til, at hans menn kǫlluðu vænstar konur þær, er Hjǫrvarðr konungr átti. Fuglinn kvakaði, en Atli hlýddi, hvat hann sagði. Hann kvað:



Prosa 1. Hjörvard må tænkes at være konge i Norge (jfr. v. 12). — Særeiðr og Sinrjóð er varianter af sm navn, ligesom Humlungr og Hymlingr er et og det samme. De spiller ingen rolle i digtet. — Fuglinn: er jarlen Fránmarr, jfr. prosa 3.



1.
Sátt þú Sigrlinn
Sváfnis dóttur,
męy hina fęgrstu
í munarhęimi?
þó hagligar
Hjǫrvarðs konur
gumnum þykkja
at Glasislundi.



1-5. Versenes rækkefølge er her næppe rigtig. V. 5 skulde efter alt at dömme stå først. Begivenhedernes gang må have været følgende: Kongen hører om Sigrlinns skönhed og sender Atle af sted for at bejle. Han kommer tilbage med uforrettet sag (v. 5). Men så kommer jarlen i örneskikkelse til Atle (i Hjörvards rige og hjem) og tilbyder at mage det så, at Hjörvard får Sigrlinn, vel at mærke, hvis han selv får så og så stor en lön derfor; jarlen er havesyg og egennyttig (v. 1-4). Så drager de afsted og kongen med — men da var imidlertid en anden konge, der også bejlede til Sigrlinn, kommen til landet og hærgede det, fordi jarlen havde sörget for, at han fik nej (prosa 3). Her har samleren ikke været heldig i sin ordning. V. 5 burde have stået efter ordene ok fór Atli heim.


1. Sátt: så du — dette forudsætter, at Atle har været hos Sváfnir. — Sigrlinn: er tysk navn, og er uden tvivl identisk med Sigmunds hustru Sigelint (i tyske kilder). — Sváfnis: navnet er uden tvivl dannet af Sváfa(land). — munarhęimi: attråens, elskovens, verden. — þó: eru tf. R, men det er overflødigt og må slettes. — hagligar: tækkelige, skönne. Meningen er: Sigrlinn er overmåde smuk, og dog er Hjörvards andre hustruer ikke ilde.



Atli kv. 2.
Mundu við Atla
Iðmundar son
fogl fróðhugaðr,
flęira mæla?


Fugl kv.
Munk ef mik buðlungr
blóta vildi
ok kýsk þats vilk
ór konungs garði.



2. Atla: navnet Atli er jo velkendt fra Gjukungesagnet, men der er det = Attila; intet er dog til hinder for, at Atli var et ægte gammelt nordisk navn, den svage form af atall, ligesom Gamli af gamall. — Iðmundar: navnet findes ikke ellers. — fróðhugaðr: kyndig; adjektivet valgt af hensyn til at fuglen kan tale. — Munk: ɔ: mæla. — blóta: dyrke ved (offer)gaver. — kýsk: hypotetisk ind., »hvis jeg får lov til at vælge«.



A. kv. 3.
Kjósattu Hjǫrvarð
né hans sonu,
né hinar fǫgru
fylkis brúðir,
ęigi brúðir þær,
es buðlungr á;
kaupum vęl saman,
þat’s vina kynni.



3. vęl: til gensidig tilfredshed. — vina kynni: venneart.



F. kv. 4.
Hof munk kjósa.
hǫrga marga,
gollhyrnðar kýr
frá grams búi,
ef honum Sigrlinn
sefr á armi
ok ónauðig
jǫfri fylgir.



4. Hof, hǫrga: heraf kan ikke sluttes, at fuglen er en gud; det er prægtige ejendomme ved siden af de krævede køer, der sikkert ikke her er offerdyr. — fylgir: bliver (hans) hustru.



2. Þetta var áðr Atli fœri, en er hann kom heim ok konungr spurði hann tíðenda, hann kvað:


5.
Hǫfum ęrfiði
ok ękki øręndi,
mara þraut óra
á męginfjalli,
urðum síðan
Sæmorn vaða,
þá vas oss synjat
Sváfnis dóttur.
hringum gœddrar, *
es hafa vildum. *



5. męginfjalli: på hovedfjældet, midt på de ørkenagtige fjælde, hvor hestenes udmattelse var allerubelejligst. — Sæmorn: ukendt elv. — þá vas o. s. v.: det allerværste kommer til sidst. — L. 9-10 er sikkert uægte.



3. Konungr bað, at þeir skyldu fara annat sinn; fór hann sjálfr. En er þeir kómu upp á fjall, ok sá á Sváfaland lanzbruna ok jóreyki stóra. Reið konungr af fjallinu fram í landit ok tók náttból við á eina. Atli helt vǫrð ok fór yfir ána. Hann fann eitt hús. Fugl mikill sat á húsinu ok gætti, ok var sofnaðr. Atli skaut spjóti fuglinn til bana, en í húsinu fann hann Sigrlinn konungs dóttur ok Álofu jarls dóttur ok hafði þær báðar braut með sér. Fránmarr jarl hafði hamazk í arnar líki ok varit þær fyrir hernum með fjǫlkyngi. Hróðmarr hét konungr, biðill Sigrlinnar. Hann drap Sváfakonung ok hafði rænt ok brent landit. Hjǫrvarðr konungr fekk Sigrlinnar en Atli Álofar. Hjǫrvarðr ok Sigrlinn áttu son mikinn ok vænan. Hann var þǫgull; ekki nafn festisk við hann. Hann sat á haugi; hann sá ríða valkyrjur níu ok var ein gǫfugligust. Hon kvað:



Prosa 3. ok sá: eftersætningen indledes her med ok.



6.
Síð munt Hęlgi
hringum ráða,
ríkr rógapaldr,
né Rǫðulsvǫllum,
ǫrn gól árla,
ef æ þęgir,
þótt harðan hug
hilmir gjaldir.



6. rógapaldr: kamp-abild, kenning for en kriger. — Rǫðulsvǫllum: må snarest opfattes som egennavn, egl. ‘Sol-sletten'. — L. 5 er parentetisk, indholdet er symbolsk, »örnen galede (= galer) tidlig« og viser mod, — sål. skulde også Helge blive. — gjaldir: viser, ejer (uden at bruge modet effektivt).



H. kv. 7.
Hvat lætr fylgja
Hęlga nafni,
brúðr bjartlituð,
alls bjóða ræðr?
hygg fyr ǫllum
atkvæðum vęl,
þigg ek ęigi þat,
nema þik hafak.



7. Hęlga: er gen., ‘navnet Helge’. — þik: dig selv, stærkt betonet. — Det var skik, at en gave fulgte med navnegivningen (nafnfęstr). Efter dette ser det ud til, at Helge ikke havde haft noget bestemt navn, jfr. prosabemærkningen.



Valk. kv. 8.
Sverð vęitk liggja
í Sigarsholmi
fjórum færi
an fimm tøgu,
ęitt es þęira
ǫllum bętra
vígnesta bǫl
ok varit golli.



8. Sigarsholmi: ukendt lokalitet. — færi: færre (hds. har færa, umuligt); der er altså tale om 46 sværd; tallet er lidet forståeligt i og for sig. — vígnesta bǫl: kenning for sværd, vígnest (fem.) enten sværd el. spyd. — varit golli: med guldomviklet hjalte.



9.
Hringr’s í hjalti,
hugr’s í miðju,
ógn’s í oddi
þęims ęiga getr,
liggr með ęggju
ormr dreyrfáaðr,
ęn á valbǫstu
verpr naðr hala.



9. Hringr: en ring, i hjaltet; sværd af den art er fundne mange steder, også i Norge. Der er ingen grund til at mistænkeliggöre ordet (jfr. Nerman: The poetic Edda s. 40 f.). Ringsværd og mindet om dem har kunnet leve langt ned i tiden; der er ingen grund til at sætte digtet til o. 700, fordi ring-sværd her antydes. — ormr: ɔ: orm-(slange)tegning. — valbǫstu: ordets betydn. er ukendt; det er vel fem., valbǫstu er da dativ. — naðr = ormr (l.6).

Mellem v. 9 og 10 er der gået en rum tid.



4. Eylimi hét konungr. Dóttir hans var Sváfa. Hon var valkyrja ok reið lopt ok lǫg. Hon gaf Helga nafn þetta ok hlífði hánum opt síðan í orrostum. Helgi kvað:


10.
Estat Hjǫrvarðr
hęilráðr konungr,
folks oddviti,
þótt frægr séir;
lézt ęld eta
jǫfra byggðir,
ęn þeir angr við þik
ękki gęrðu.



10. hęilráðr: hvis råd, bestemmelser, er hele, fuldstændige og hensigtsmæssige. — ęld eta: hvad der sigtes til, er ukendt.



11.
Ęn Hróðmarr skal
hringum ráða,
þęim es ǫ́ttu
órir niðjar,
sá sésk fylkir
fæst at lífi,
hyggsk aldauða
arfi at ráða.



11. Ęn Hróðmarr o. s. v.: sigter til de plyndringer, som prosa 3 antyder. — niðjar: forfædre. — aldauða arfr: arv, hvortil der ingen arvinger er. — dauðra i R er sikkert urigtigt, aldauða arfr er norsk udtryk.



5. Hjǫrvarðr svaraði, at hann mundi fá lið Helga, ef hann vill hefna móðurfǫður síns. Þá sótti Helgi sverðit, er Sváfa vísaði hánum til. Þá fór hann ok Atli ok feldu Hróðmar ok unnu mǫrg þrekvirki. Hann drap Hata jǫtun, er hann sat á bergi nǫkkuru. Helgi ok Atli lágu skipum í Hatafirði. Atli helt vǫrð enn fyrra hlut nætrinnar. Hrímgerðr Hatadóttir kvað:



_________


[Hrímgerðarmǫl]



Hrímgerðarmál. Dette selvstændige digt er af samleren indsat midt i Helgekvadet, dér hvor han mente, at det af kronologiske grunde passede. At digtet er knyttet til Helge Hjörvardsson fremgår af, at det er hans stavnsbo Atle, der er den ene hovedperson deri, og at Helge også optræder, ganske vist uden at hans fadernavn nævnes, jfr. v. 2. Ellers vides intet om Hrimgerd eller hendes fader, som Helge skal have slået ihjæl.



1.
Hvęrir ro hǫlðar
í Hatafirði,
skjǫldum’s tjaldat á skipum?
frœknliga látið,
fátt hygg yðr séask,
kęnnið mér nafn konungs.



1. Hatafirði: ukendt lokalitet. — L. 3: »for tælte bruges kun skjolde«, el. skjolde er hængt på rælingen ligesom tæpper på væggene.



A. kv. 2.
Hęlgi hęitir,
ęn þú hvęrgi mátt
vinna grand grami;
éarnborgir ro
of ǫðlings flota;
knegut oss fǫ́lur fara.



2. éarnborgir: der tænkes på skibe, med jærnplader, vistnok i forstavnen, ligesom Erik jarls Jærnbarde. Digtet viser hen til den tid, da den slags skibe endnu var sjældne, altså vel til sidste halvdel af 10. årh. — fǫ́lur: jættekvinder. — fara: trans, med dativ (oss), ‘tilintetgöre’.



3.
Hvé þik heitir,
halr hinn ámǫ́tki,
hvé þik kalla konir?
fylkir þér trúir,
es þik í fǫgrum lætr
bęits stafni búa.



3. konir: mænd, man. — stafni búa: have fast stade i stavnen, være stavnbo (stafnbúi); det var de kraftigste og modigste, der blev anbragt dér.



A. kv. 4.
Atli hęitik,
atall skalk þér vesa,
mjǫk emk gífrum gramastr;
úrgan stafn
hęfk opt búit
ok kvalðar kveldriður.



4. Atli, atall: her opfattes navnet som svag form til atall, ‘stridbar, grum’. — gífrum: jættekvinder. — kveldriður: troldkyndige kvinder, der om natten fór omkring i luften i en påtagen ham; mulig menes dog her blot ‘jættekvinder’.



5.
Hvé þú hęitir,
hála nágrǫ́ðug?
nęfn þinn fála fǫður;
níu rǫstum
es þú skyldi neðar vesa
ok œxi þér á baðmi barr.



5. hála: jfr. Hhund v. 58. — nágrǫ́ðug: lig-begærlig. — es þú: bör mulig udgå. — níu rǫstum neðar: 9 mil længere nede, ɔ: 9 mil nede i jorden. — œxi: R har vaxi, der måske kan beholdes, men imperf. conj. er her egl. det væntede, efter skyldi. — baðmi: = faðmi ‘op af (fra) din favn, barm’. — barr: byg(korn), el. fyrretræ(?)



Hr. kv. 6.
Hrímgęrðr hęitik,
Hati hét minn faðir,
þann vissak ámátkastan jǫtun.
margar brúðir
lét frá búi tęknar,
unz hann Hęlgi hjó.



6. Hati: bet. vel ‘hader, fjende’, ellers ukendt. — búi: hjemmet.



A. kv. 7.
Þú vast hála
fyr hildings skipum
ok látt í fjarðar mynni fyrir;
ræsis rekka
es þú vildir Rǫ́n gefa,
ef þér kœmit í þverst þvari.



7. þú vast: þú er her stærkt betonet, »det var (altså) dig, der o. s. v.«. — ok látt: bör måske udgå, es vistnok også. — þverst: er sikrest at opfatte som superl. til þverr, ‘på tværs’; der er ingen rimelighed for, at her skulde foreligge et subst. þvest (uden r), ‘fast hvalkød’. — þvari: egl. ‘et bór’, her spyd(skaft); jfr. spydnavnet brynþvari, der beskrives (i Egilss.) sål.: »Spidsen 2 alen lang, firkantet og bred foroven, skaftet en arm langt, meget tykt og jærnomviklet«. »Dersom ikke et spyd var kommet dig påtværs (hindrende) i vejen«.



Hr. kv. 8.
Duliðr est nú Atli,
draums kveðk þér vesa,
síga lætr brýnn fyr bráar;
móðir mín
lá fyr mildings skipum;
ek drękða Hlǫðvarðs sonum í hafi.



8. Duliðr: vildfarende. — draums: drömmens, »som i drömme« (mener jeg du er). — L. 3: »du lader dine öjenbryn synke ned for öjenhårene«, et lidt skruet udtryk for »du lukker öjnene« (som om du sov). — móðir min: det var min moder. — ek: betonet. — Hlǫdvarðs sonum: ganske ukendte.

Herefter mangler sikkert et vers, replik af Atle, der har givet Hrimgerd anledning til tanken i det følg. vers.



— — — —


A. kv. 9.
Gnęggja myndir Atli,
ef gęldr né værir,
bręttir sinn Hrímgęrðr hala.
aptarla hjarta
hygg at þitt Atli sé,
þótt hafir ręina rǫdd.



9. Gnęggja: vrinske (som i brunst). — gęldr: kastreret. — bręttir — hala: strække sin hale i vejret, ligesom for (drillende) at indbyde til coitus. — aptarla: langt tilbage, langt nede, for at betegne fejheden. — ręina: hreina i R beror på fejl, det rette giver sig af sig selv; reini ‘en hingst’; ręina snarest gen. pl.



A. kv. 10.
Ręini munk þér þykkja
ef ręyna knátt,
ok stígak land af lęgi,
ǫll munt lęmjask,
ef mér es alhugat,
ok svęigja þinn Hrímgęrðr hala.



10. Ręini: R har remi (fejllæsning af in som m); ‘en rigtig (kraftig) hingst’. — lęmjask: blive lamslået. — L. 5: »hvis jeg for alvor vil«. — svęigja: sænke, bringe til at synke (modsat brętta).



Hr. kv. 11.
Atli gakk á land,
ef afli tręystisk,
ok hittumk í vík Varins,
rifja rétti
es þú munt rekkr fáa,
ef mér í krummur kemr.



11. vík Varins (Varinsvík) : ukendt lokalitet. — rifja rétti: rettelse af (dine) ribben; »du skal da nok få dine (buede) ribben gjort lige«, d. v. s. du skal blive trykket flad. — krummur: krumme hænder, klør.



A. kv. 12.
Munkak ganga
áðr gumnar vakna,
ok halda of vísa vǫrð;
esa mér ørvænt,
nær óru kemr
skass upp und skipi.



12. ok: men. — ørvænt: uden forvæntning; »jeg kan aldrig vide«. — und skipi: for at lade det kæntre.



Hr. kv. 13.
Vaki þú Hęlgi
ok bœt við Hrímgęrði,
es lézt hǫggvinn Hata,
ęina nótt
kná hon hjá jǫfri sofa,
þá hęfr hon bǫlva bœtr.



13. bœt: giv bod. —



H. kv. 14.
Loðinn hęitir,
lęið est mannkyni,
sá býr í Þollęyju þurs,
hundvíss jǫtunn,
hraunbúa verstr,
sá’s þér makligr maðr.



14. Loðinn: navnet viser allerede, hvor modbydelig denne jætte må tænkes at være. — þollęyju: som sædvanlig ukendt lokalitet. — hraunbúa: stenhuleboer.



Hr. kv. 15.
Hina vildu hęldr,
es réð hafnir skoða
fyrri nótt með firum.
— — — —



15. Hina: stærkt betonet, Hende, den anden. — skoða: undersøge.



16.
Marggollin mær
mér þótti afli bera
(hér sté hon land af lęgi)
ok fęsti svá yðvarn flota,
hon ęin því vęldr,
es ęigi mák
buðlungs mǫnnum bana.



16. Marggollin: rigeligt prydet med guld. mér kan godt bære forlydsrimet. — afli bera: være overmægtig i styrke.



H. kv. 17.
Hęyr nú Hrímgęrðr,
ef bœtik harma þér,
sęg þú gørr grami,
vas sú ęin véttr,
es barg ǫðlings skipum,
eða fóru flęiri saman?



17. gørr: yderligere. — ęin: alene.



Hr. kv. 18.
Þrennar níundir męyja,
þó ręið ęin fyrir
hvít und hjalmi mær,
marir hristusk, *
stóð af mǫnum þęira *
dǫgg í djúpa dala, *
hagl í hóva viðu, *
þaðan kemr með ǫldum ár *
alt vas mér þat lęitt es lęitk.



18. þrennar o. s. v.: nemlig vǫ́ru. — L. 5-8 er uden tvivl indskud; den slags kosmogoniske ting er fuldkommen absurde i denne smhæng og dette væsens mund; de må ved et tankeknyt være indkomne her. De har da fortrængt en linje, versets l. 5. I Vafþr. 14 findes en anden oprindelse til duggen. — lęitt: ækelt, modbydeligt.



H. kv. 19.
Austr lít Hrímgerðr,
ef þik lostna hęfr
Hęlgi hęlstǫfum,
á landi ok á vatni
borgit’s lofðungs flota
ok siklings mǫnnum hit sama.



19. Austr lít: se mod øst, i sm öjeblik rinder solen op, og har den sm virkning på jættekvinden som på dværgen i Alvissm. Sål. »dagedes jætter oppe« i senere isl. opfattelse. — ef: om ikke o. s. v. Ordet er fuldkommen rigtigt. — siklings: = lofðungs, kongens; ordets oprindelse er usikker; Snorre satte det i forb. med Sigarr (SnE I, 522).



A. kv. 20.
Dagr es nú Hrímgęrðr,
ęn þik dvalða hęfr
Atli til aldrlaga,
hafnarmark
þykkir hlœgligt vesa,
þars þú í stęins líki stęndr.



20. hafnarmark: mærke ved indsejlingen til havnen. — hlœgligt: lattervækkende, på grund af jættekvindens skikkelse, et uhyre (af hvad art?) med hale.

Der har været tvivl om, hvem der udtalte de to sidste vers, men man har et bestemt holdepunkt i navnene Hęlgi og Atli, der, efter mange analogier, er ensbetydende med ek.



_________


6. Helgi konungr var allmikill hermaðr. Hann kom til Eylima konungs ok bað Sváfu dóttur hans. Þau Helgi ok Sváfa veittusk várar ok unnusk furðu mikit. Sváfa var heima með feðr sínum, en Helgi í hernaði. Var Sváfa valkyrja enn sem fyrr. Heðinn var heima með fǫður sínum, Hjǫrvarði konungi, í Nóregi. Heðinn fór einn saman heim ór skógi jólaaptan ok fann trollkonu, Sú reið vargi ok hafði orma at taumum ok bauð fylgð sína Heðni. »Nei,« sagði hann. Hon sagði: »þess skaltu gjalda at bragarfulli.« Um kveldit óru heitstrengingar. Var fram leiddr sonargǫltr. Lǫgðu menn þar á hendr sínar ok strengðu menn þá heit at bragarfulli. Heðinn strengði heit til Sváfu Eylima dóttur, unnustu Helga bróður síns, ok iðraðisk svá mjǫk, at hann gekk á braut villistígu suðr á lǫnd ok fann Helga bróður sinn. Helgi kvað:



Helgakviða. Prosa 6. várar: ægteskabelige løfter. — bragarfulli: heltebægeret; bragr ‘den bedste, ypperste’, således kaldtes Tor (han kaldtes Ása-bragr) og det er vel et Tors-bæger der menes. Men vistnok er et sådant bæger blevet drukket i forb. med løfter om at udføre bedrifter. — Sonargǫltr: sonar se Vspǫ́ hin skamma v. 9; sonargǫltr var den store, fede galt, der ofredes. I Hervarars. synes sonargǫltr at være sat i forb. med Freyr, også han kaldes »den ypperste af aserne«; det er sål. muligt, at det er ham, der menes med bragr. — til: om at ægte.



12.
Kom hęill Heðinn,
hvat kant sęgja
nýra spjalla
ór Nóregi,
hví’s þér stillir
støkt ór landi
ok est ęinn kominn
oss at finna?



12. hví o. s. v.: Helge får det indtryk af Hedin, at han er en flygtning og forudsætter, at han er udjaget af sit land. — stillir: her ‘fyrstesön’.



Heð. kv. 13.
[Erumka stillir
støkt ór landi],
mik hęfr miklu glœpr
męiri sóttan,
ek hęf kørna
hina konungbornu
brúði þína
at bragarfulli.



13. L. 3-4 udtaler, at det Hedin har begået er meget værre end om han f. eks. havde slået en mand ihjæl og var blevet dömt fredløs. — glœpr: en forseelse, begået af sjælelig blindhed, forklares ved l. 5 f.



H. kv. 14.
Sakask ęigi þú,
sǫnn munu verða
ǫlmǫ́l Heðinn
okkur bęggja.
— — — —



14. Sakask: anklag dig. — sǫnn—verða: ɔ: vil gå i opfyldelse. — ǫlmǫ́l: udtalelser, løfter, ved drikkelaget (bragebægret). Hvad Helge sigter til for sit eget vedkommende, er uklart; det har vel stået i den tabte (sidste) halvdel.



15.
Mér hęfr stillir
stęfnt til ęyrar,
þriggja nátta
skylak þar koma;
if es mér á því,
at aptr komak;
þá má at góðu
gęrask slíkt ef skal.



15. stillir: ɔ: Alfr Hrodmars sön (v. 21 og prosa 7). — til ęyrar: egl. ‘til holmgang’, her: ‘til kamp’; sål. bruger også bl. a. Gunnlaugr ordet ęyrr, vel egl. en sandet holm. — þá: i det tilfælde, ɔ: hvis jeg ikke kommer levende derfra.



Hed. kv. 16.
Sagðir Hęlgi,
at Heðinn væri
góðs verðr frá þér
ok gjafa stórra;
þér es sœmra
sverð at rjóða,
an frið gefa
fjǫ́ndum þínum.



16. Sagðir: hvad der sigtes til, er ukendt. — Tanken i verset er: »jeg fortjæner ingen store gaver af dig, — ti jeg har forbrudt mig imod dig —, hellere skulde du rødfarve dit sværd (ɔ: i mit blod) end give dine fjender (ɔ: mig) fred«.



7. Þat kvað Helgi, þvíat hann grunaði um feigð sína ok þat at fylgjur hans hǫfðu vitjat Heðins þá er hann sá konuna ríða varginum. Álfr hét konungr, son Hróðmars, er Helga hafði vǫll haslaðan á Sigarsvelli á þriggja nátta fresti. Þá kvað Helgi:



Prosa 7. fylgjur: følgeånd, at en sådan kunde tænkes at gå over fra den ene person til den anden, findes der flere eksempler på.



17.
Ręið á vargi,
es røkvit vas,
fljóð ęitt es hann
fylgju bęiddi;
hón vissi þat,
at veginn myndi
Sigrlinnar sonr
á Sigarsvǫllum.



17. røkvit vas: var blevet mørkt. — hann: ɔ: Hedin. — fylgju bęiddi: bad om at måtte følge ham, blive hans følgeånd. — Dette vers må Helge tænkes at sige efter at han havde fået banesåret, om til sig selv el. til en anden er uklart.



8. Þar var orrosta mikil ok fekk þar Helgi banasár.


18.
Sęndi Hęlgi
Sigar at ríða
ępt Ęylima
ęingadóttur;
»bið bráðliga
búna verða,
ef hon finna vill
fylki kvikvan«.



18. ępt: for at hænte.



Sig. kv. 19.
Mik hęfr Hęlgi
hingat sęndan
við þik Sváfa
sjalfa at mæla;
þik kvazk hilmir
hitta vilja,
áðr ítrborinn
ǫndu týndi.


Sv. kv. 20.
Hvat varð Hęlga
Hjǫrvarðs syni?;
mér’s harðliga
harma lęitat,
ef hann sær of lék
eða sverð of bęit,
þęim skalk gumna
grand of vinna.



20. varð: skete (for H.), »hvilken ulykke har ramt H.«? Sváfas noget usammenhængende tale vidner om hendes sjæls oprevethed. — lék: har overvældet ham. — L. 7-8 har kun sigte på l. 6. Hendes valkyrjenatur fornægter sig ikke.



Sig. kv. 21.
Fell hér í morgin
at Frekastęini,
buðlungr sás vas
baztr und sólu;
Alfr mun sigri
ǫllum ráða,
þótt þetta sinn
þǫrfgi væri.



21. ǫllum sigri: sejren fuldt ud, fuldkommen. — L. 7-8: »men det skulde ikke være sket denne gang«.



H. kv. 22.
Hęil ves þú Sváfa,
hug skalt dęila,
sjá mun í hęimi
hinztr fundr vesa;
téa buðlungi
blœða undir,
mér hęfr hjǫrr komit
hjarta hit næsta.



22. hug skalt dęila: du skal dele dit sind, ɔ: være behersket, rolig, jfr. skapdeildarmaðr, ‘en person, der holder sit sind i ligevægt imellem to yderligheder’. — téa blœða: omskrivning for blœða. — hjarta: er dativ.



23.
Biðk þik Sváfa,
brúðr grátattu,
ef vill mínu
máli hlýða,
at þú Heðni
hvílu gęrvir
ok jǫfur ungan
ǫ́stum lęiðir.



23. hvílu gørvir: reder en sæng, ɔ: bliver hans hustru, — ǫ́stum lęiðir: giver (ham) din kærlighed.



Sv. kv. 24.
Mælt hafðak þat
í munarhęimi,
þás mér Hęlgi
hringa valði,
myndigak lostig
at liðinn fylki
jǫfur ókunnan
armi vęrja.



24. munarhęimi: se v. 1. — hringa: trolovelsesringen er vel snarest ment. — lostig: med min gode vilje. — ókunnan: en mig — tidligere — ukendt.



Heð. kv. 25.
Kyss mik Sváfa,
kemk ęigi áðr
Rogheims á vit
né Rǫðulsfjalla,
aðr hęfnt of hęfk
Hjǫrvarðssonar
þess's buðlungr vas
baztr und sólu.



25. Kyss: da Sváfas ord ikke er helt afvisende — hun må jo også opfylde Helges sidste bön —, betragter Hedin dem som et løfte og beder om trolovelseskysset. — Roghęims, Rǫðulsfjalla: ukendte lokaliteter; i v. 6 nævnedes Rǫðulsvęllir, det samme, altså fejl på det ene el. det andet sted?



9. Helgi ok Sváfa er sagt at væri endrborin.