Forskjell mellom versjoner av «Helge Hjørvardssøn (V.B.Hjort)»
Hopp til navigering
Hopp til søk
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r
eller Hadingshelten
(Helge Hjørvardssøn (V.B.Hjort)) |
|||
Linje 123: | Linje 123: | ||
::Du lysfagre Mø! | ::Du lysfagre Mø! | ||
::Hvad følger i Gavn, | ::Hvad følger i Gavn, | ||
− | ::Naar paa mig | + | ::Naar paa mig Du fæster |
− | |||
::Helges Navn? | ::Helges Navn? | ||
::Du vide nu vel | ::Du vide nu vel | ||
Linje 546: | Linje 545: | ||
::Thi sidst vi mødes | ::Thi sidst vi mødes | ||
::I Verden nu! | ::I Verden nu! | ||
− | ::De sige, | + | ::De sige, at Kongen |
::Mister sit Blod, | ::Mister sit Blod, | ||
::Mit Hjærte for nær | ::Mit Hjærte for nær |
Revisjonen fra 27. nov. 2019 kl. 23:36
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ||||||
- eller Oldemo'r
Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865
eller Hadingshelten
- Hjørvard hed en Konge, som havde fire Koner; den første hed Alfhild, deres Søn var Hedin; den anden Særeid, deres Søn Humlung; den tredje Sinriod, deres Søn Hymling. Kong Hjørvard havde forbundet sig ved et Løfte til at ægte den Kvinde, som han ansaae for den væneste. Han spurgde, at Kong Svafner havde en Datter, fagrere end Alle, hun hed Sigrlin. Idmund hed hans Jarl, og dennes Søn Atle drog hen for at bejle til Sigrlin for Kongen; han blev en heel Vinter hos Kong Svafner. Franmar hed dennes Jarl, som var Sigrlins Fosterfader, hans Datter hed Aalof. Efter Jarlens Raad gaves der Afslag for Møen, og Atle drog hjem.
- Atle Jarlesøn stod en Dag ved en Lund, og over hans Hoved sad i Grenene en Fugl, som havde hørt hans Mænd sige, at de væneste Koner vare Kong Hjørvards. Fuglen kviddrede og Atle lyttede til dens Røst.
- Fuglen kvad:
- 1.
- Saae Du Sigrlin,
- Svafners Pige,
- Den fagreste Mø
- I Elskovs Rige;
- Skjøndt i Glasers
- Lund man finder,
- At Hjørvards Koner
- Er' straalende Kvinder.
- Atle.
- 2.
- Vil Mere Du, Fugl,
- Med kløgtig Hu
- Til Atle Idmundsøn
- Sige nu?
- Fuglen.
- Ja nok, hvis Offer
- Af Fyrsten jeg faaer
- Og Valg af det Bedste
- I Kongens Gaard.
- Atle.
- 3.
- Ej vælge Du Hjørvard,
- Ej heller hans Søn,
- Ej heller en Konge-
- datter skjøn,
- Og ikke af Kongens
- Koner een:
- Vor Handel skal være
- Som Venners reen.
- Fuglen.
- 4.
- Tempel jeg vælger
- Og Altre mange,
- Guldhornede Køer
- Fra Kongens Vange,
- Naar Sigrlin hviler
- I Kongens Arm,
- Naar ham hun følger
- Foruden Harm.
- Dette skede, før Atle rejste; men da han kom hjem, og Kongen spurgde ham om Udfaldet, svarede han:
- 5.
- Megen Møje
- For Intet at døje;
- Paa Fjæld lod os
- Vore Heste i Stik,
- Siden vi gjennem
- Mosekjær gik,
- Og saa blev os negtet
- Den, vi skulde bringe,
- Svafners Datter,
- Prydet med Ringe.
- Kongen bød dem da at fare nok engang, og drog selv med. De kom op paa Fjældet og saae i Svaveland en stor Landild og Støv af Rytterskarer; da red Kongen frem i Landet, og tog Natteleje ved en Aa. Atle holdt Vagt, foer over Aaen, og fandt der et Huus; en stor Fugl sad paa Huset og vogtede det, men var indsovet. Atle skjød Fuglen ihjel med et Spyd; men i Huset fandt han Sigrlin Kongedatter og Aalof Jarledatter, og førte dem begge bort med sig. Det var Franmar Jarl, som havde hamskiftet i Ørneskikkelse, og forvaret dem mod Hæren ved Trolddom.
- Hrodmar hed en Konge, som bejlede til Sigrlin; han havde dræbt Svavernes Konge, og havde ranet og brændt i Landet.
- Kong Hjørvard fik Sigrlin, Atle Aalof. Hjørvard og Sigrlin havde en Søn, stor og smuk, Han var tavs, og intet Navn vilde fæste sig ved ham. Han sad paa en Høj og saae ni Valkyrier ride, een af dem var den anseligste, hun kvad:
- 6.
- Seent, Helge!
- Du Kampens
- Abild bolde,
- Vil raade for Ringe
- Og solklare Volde —
- Saa Ørn goel aarle —
- Hvis stedse Du tier,
- Om end Du modig
- Paa Faren bier.
- Helge.
- 7.
- Du lysfagre Mø!
- Hvad følger i Gavn,
- Naar paa mig Du fæster
- Helges Navn?
- Du vide nu vel
- Dit Ord at veje,
- Jeg tager kun Navnet
- Med Dig til Eje!
- Valkyrien.
- 8.
- Paa Sigars Holm
- Der ligge Sværd,
- Femgang ti
- Paa fire nær,
- Af dem er eet
- Det allerbedste,
- En Skjoldfordærver
- Med Guld paa Fæste.
- 9.
- Ring i Hjalte,
- Mod i Klinge,
- Gru i Od
- Skal det Ejeren bringe,
- Langs Eggen blodig
- Orm sig slynger,
- Om Klingens Baand
- Den Halen klynger.
- Eylime hed en Konge, hans Datter var Svava, hun var Valkyrie og red Luft og Hav. Hun gav Helge dette Navn, og beskjærmede ham siden ofte i Striden.
- Helge kvad:
- 10.
- Kong Hjørvard i Spidsen
- For Hæren er vældig,
- Men ej Du i Raadet
- Er lige heldig;
- Ild lod Du Kongernes
- Bøjgder fortære,
- Ikke dog havde de
- Krænket din Ære.
- 11.
- For Ringene, vore
- Fædre bare,
- Hrodmar skal raade;
- Den Høvding paa Fare
- For Livet kun lægger
- Liden Vægt,
- Ret som han arved
- En uddød Slægt.
- Hjørvard svarede, at han skulde skaffe Helge en Hær, hvis han vilde hævne sin Morfaders Død. Da søgte Helge det Sværd, som Svava paaviste ham; derpaa droge han og Atle hen og fældede Hrodmar, samt udførte mange Heltebedrifter. Han dræbte Jætten Hate, da denne sad paa et Bjerg. Helge og Atle laae med deres Skibe i Hatefjorden. Atle holdt Vagt den første Deel af Natten. Hates Datter
- Hrimgerde kvad:
- 12.
- Hvo ere de Hølder
- I Hatefjord?
- Med Skjoldene have I
- Tjældet ombord;
- Dristig og frygtløs
- Er Eders Færd,
- Nævn mig, hvad hedder
- Kongen her!
- Atle.
- 13.
- Helge han hedder,
- Men ingensinde
- Kongen Du mægter
- At overvinde;
- Jernborge Ædlingens
- Flaade værne,
- Os ej øder
- En Troldeterne.
- Hrimgerde.
- 14.
- Hvad hedder Du selv,
- Du mægtige Svend!
- Hvad monne vel være
- Dit Navn blandt Mænd?
- Kongen til Dig
- Sin Lid vist slaaer,
- Da Du i skjønnen
- Skibsstavn staaer.
- Atle.
- 15.
- Atle jeg hedder,
- Skal volde Dig Smerte,
- Thi Trolde jeg hader
- Af ganske Hjærte;
- Den vaade Stavn
- Jeg vogtede tidt,
- Og kued i Kvæld
- Et Hexeridt.
- 16.
- Hvad kalder man Dig
- Liggraadige Kvinde?
- Din Fader nævn,
- Du fule Jætinde!
- Ni Raster nede
- Du burde boe,
- En Skov Dig op
- Af Barmen groe!
- Hrimgerde.
- 17.
- Mit Navn er Hrimgerde,
- Hate hed
- Min Fader, ej stærkere
- Jætte jeg veed;
- Mange Brude
- Han bort lod rane
- Fra Hjemmet, før Helge
- Blev hans Bane.
- Atle.
- 18.
- Du Trold mod Hærkongens
- Skibe var oppe,
- I Fjordmunding laae Du
- For Flaaden at stoppe,
- Og Kongens Kjæmper
- Til Ran neddrage,
- Om ej Dig paa tværs
- Var kommen en Stage.
- Hrimgerde.
- 19.
- Nu primer Du, Atle!
- I Drømme du tænker,
- For Øjelaaget
- Dit Bryn sig sænker;
- Min Moder for Kongens
- Skibe laae,
- Jeg Lødvers Børn
- Lod paa Havet forgaae.
- 20.
- Du vrinsked, om ikke
- Du gildet var,
- Sin Hale Hrimgerde
- Nu løftet har;
- Dig Hjærtet kryber
- Vist ned med Fart,
- Om end du raaber
- Nok saa klart.
- Atle.
- 21.
- Hvis nu fra Søen
- Jeg steg iland,
- Du fandt nok i mig
- For stærk en Mand;
- Lemlæstet Du blev,
- Naar for Alvor jeg stred,
- Da maatte Du stikke
- Din Hale ned.
- Hrimgerde.
- 22.
- Gaa kun, naar Du Atle
- Saa stærk Dig troer,
- Iland, og mød mig
- I Varins Fjord;
- Af Kløerne mine
- Ej, Kæmpe! Du glipper,
- Før ragt jeg retter
- Dig dine Ribber.
- Atle.
- 23.
- Jeg fjerner mig ej,
- Før Mændenes Skare
- Vaagner, og tager
- Paa Kongen vare;
- Thi lettelig kunde
- Sligt jo skee,
- At Ledt sig under
- Vort Skib lod see.
- Hrimgerde.
- 34.
- Helge, vaagn op!
- Hrimgerde Du give
- Bod for, at Hate
- Du tog af Live;
- Hun sove en Nat
- I Kongens Arm,
- Da haver hun bødet
- Al sin Harm.
- Helge.
- 25.
- Den Lodne dig tage,
- For Mænd er Du led!
- Paa Thollø er der
- En Thurse, jeg veed,
- En Hulebogast,
- En hundviis Jætte,
- Til Mage Du træffer
- I ham den Rette.
- Hrimgerde.
- 26.
- Hende Du, Helge!
- Nok heller fik fat,
- Som med dine Mænd
- I forrige Nat
- Spejdede Havnen!
- Den guldprude Mø
- Stærk mig syntes,
- Her steg hun fra Sø
- Iland, og fæstede
- Eders Flaade;
- Hun volder, at ej
- Eders Liv jeg kan raade.
- Helge.
- 27.
- Hør, Hrimgerde!
- Om nu jeg Dig
- Bøded din Harm,
- Grant Kongen siig:
- Var ene det Væsen,
- Som Skibene skjærmed,
- Eller mon Flere
- I Flok sig nærmed?
- Hrimgerde.
- 28.
- Trende Hold Møer
- Jeg saae fremride,
- Forrest dog Een,
- Den behjælmede Hvide.
- Sig Gangerne skuttred,
- Af Mankerne stod
- Dug i Daldyb,
- En Hagelflod
- I høje Skove;
- Et frugtbart Aar
- Kan jeg Mennesker love.
- Men Intet mig hued
- Af Alt, hvad jeg skued.
- Atle.
- 29,
- Ret, Hrimgerde!
- Mod Øst dit Øje,
- Dødsord Du maatte
- Af Helge døje!
- Nu er bjærget
- Paa Land og Vand
- Kongens Flaade
- Med Allemand.
- 30.
- Dagen, Hrimgerde!
- Nu frembrød,
- Atle Dig sinked
- Til din Død;
- Havnemærke
- Du løjerligt danner,
- Sprungen i Flint,
- Som der Du stander.
- Kong Helge var en stormægtig Kriger, han kom til Kong Eylime og bad om hans Datter Svava. Helge og Svava bleve trolovede og elskede hinanden vidunderligt. Svava var hjemme hos sin Fader, og Helge paa Krigstog; men Svava forblev en Valkyrie som forhen.
- Hedin var hjemme hos sin Fader Hjørvard, Konge i Norge. Hedin drog alene hjem fra Skoven Juleaften, og traf en Troldkvinde, der red paa en Ulv og brugte Slanger til Tømme; hun tilbød Hedin sit Følgeskab. "Nej", sagde han. "Det skal Du undgjælde ved Bragebægeret," sagde hun.
- Om Aftenen var der Løftesaflæggelse, Songalten blev fremledet, paa den lagde Mændene deres Hænder, og aflagde der Løfter ved Bragebægeret. Hedin forbandt sig ved Løfte til Svava, Eylimes Datter, hans Broder Helges Kjæreste, men fortrød det saa stærkt, at han ad Vildstier gik bort Syd paa Landet, og traf der sin Broder Helge.
- Helge kvad:
- 31.
- Velkommen, Hedin!
- Hvad har Du at sige
- Af Nyhedssagn
- Fra Norges Rige?
- Hvi er Du Høvding
- Af Landet jagen,
- Og ene til os
- I Besøg nu tagen?
- Hedin.
- 32.
- Langt større Brøde
- Mig haver slagen;
- Ved Bragebæger
- Jeg kaared mig ud
- Din egen Konge-
- baarne Brud.
- Helge.
- 33.
- Dig selv ej, Hedin!
- Du saa beskylde,
- Vor Bægertale
- Sig kan opfylde!
- Mig haver en Fyrste
- En Kampplads sat,
- Jeg der skal møde
- Paa tredje Nat:
- Jeg kommer vist næppe
- Fra dette Stevne,
- Hvis saa — da kan det jo
- Godt sig jævne.
- Hedin.
- 34.
- Helge! Du Hedin
- Værdig troede
- At skjænkes Gods
- Og Gaver gode;
- Dig sømmer det bedre
- At rødne din Klinge,
- End dine Fjender
- Fred at bringe.
- Dette sagde Helge, fordi han anede sin Dødsstund, og at hans Fylgier havde besøgt Hedin, da han saae Konen ride paa Ulven. Alf hed en Konge, Hrodmars Søn, som havde haslet Helge Valplads ved Sigarsvold med tre Nætters Frist.
- Helge.
- 35.
- I Skumring han saae
- Paa Ulv at ride
- En Kvinde, som vilde
- Ham følge ved Side;
- At Sigrlins Søn
- Sit Liv skal miste
- Paa Sigarsvold,
- Hun sikkert vidste.
- Der blev en stor Strid, og Helge fik da sit Banesaar.
- 36.
- Sigar til Hest
- Helge sendte,
- Eylimes eneste
- Datter at hente,
- Bad hende brat
- Sig did begive,
- Hvis Kongen hun end
- Vil træffe ilive.
- Sigar.
- 37.
- Mig haver Helge
- Skikket ud,
- Svava! at bringe
- Dig selv et Bud;
- Kongen ønsker,
- Du hos ham staaer,
- Førend Livet
- Den Ædling forgaaer.
- Svava.
- 38.
- Hvad er der Helge
- Hjørvardssøn hændt?
- Mig er en tung
- Bedrøvelse sendt.
- Mon Søen ham sveg?
- Eller bed ham et Sværd?
- Den Mand skal jeg volde
- En stor Ufærd.
- Sigar.
- 39.
- Falden imorges
- Ved Ulvefjæld laae
- Den bedste Konge,
- Solen saae;
- For hele Sejren
- Alf monne raade,
- Skjøndt dennesinde
- Til megen Vaade.
- Helge.
- 40.
- Hil Dig, Svava!
- Du skifte Hu,
- Thi sidst vi mødes
- I Verden nu!
- De sige, at Kongen
- Mister sit Blod,
- Mit Hjærte for nær
- En Klinge stod.
- 41.
- Jeg beder Dig, Svava! —
- Græd ikke, min Pige —
- Ifald Du lytter
- Til hvad jeg vil sige,
- At Hedin et Leje
- Du skal berede,
- Den unge Fyrste
- Med Elskov lede.
- Svava.
- 42.
- Det sagde jeg ved
- Min Elskovspagt,
- Da Helge mig havde
- Ringe bragt:
- Aldrig, naar Kongen
- Kommer af Dage,
- En Fremmed i Favn
- Jeg frit vil tage.
- Hedin.
- 43.
- Kys mig, Svava!
- Ej Solens Luer
- Paa Fjæld i mit stridbare
- Hjem jeg skuer,
- Før Hjørvards Søn
- Jeg hævnet har,
- Under Solen ej bedre
- Konge var. —
- Helge og Svava siges at være atterbaarne.