Hildebrands Dødskvad (AO)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 26. des. 2013 kl. 20:16 av Jesper (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Axel Olrik


Hildebrands Dødskvad
Danske Oldkvad i Sakses Historie



Gengivne af Axel Olrik,

Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse
København 1898


HILDEBRAND (eller Hildeger) mødes i tvekamp med Halvdan, hver på sit folks vegne. Men denne Halvdan er, uden at vide det, halvbroder til Hildebrand: kongedatteren Drot var bleven bortført af en svensk viking og havde født sønnen Hildebrand, før hun blev befriet af den danske hövding Borkar og ved barn blev moder til Halvdan (faderen til den senere konge Harald Hildetand). Hildebrand kender slægtforholdet, men han undser sig overfor sine landsmænd ved at udeblive fra kampen; og han går da ulykkesskæbnen i møde, ligesom han allerede en gang i sit liv har haft den vanskæbne at blive sin unge söns banemand, opvokset som han var ukendt i et fremmed land. Hildebrand bliver selv dødelig såret, ramt af et af de to nedarvede sværd, hvortil slægtsforbandelse er knyttet.

Først nu på skellet imellem liv og død, da han ikke mere kan skade sit folk eller vanære sit heltenavn, tager han ordet for at oplyse halvbroderen om deres indbyrdes forhold:

1.
Tid er at tale,
da ved tue jeg sidder,
og sværdet hviler
på sorten muld:
klart at kende
kæmpers livsløb,
tid at skelne
skæbnens tråde.

2.
Stor er den vånde,
i hvem det hænder
broder til bane
båren at være;
dig har Drot
i Danmark båret,
mig den samme
blandt Sveafolket.

3.
Således vokste
sammødre frænder,
ætgode svende,
uden at de kendtes,
indtil de unge
i ulykkesstund
storhedslystne
stævned til kamp.

4.(1)
Tvende vare
de tunge sværd,
som Budle åtte,
nu er brudt det ene;
dem havde dværge
duelig smedet,
som ingen gör
för eller efter. —

5.
Står ved mit hoved
det hugne skjold,
mærket med farver
og med fager skrift:
der er talte(2)
ti gange otte
djærve drenge,
hvis død jeg voldte.

6.
Sönnen den kære
ses ved mit hoved,(3)
arvetageren,
mit eget barn;
ofte den kamp
jeg kaldes til minde,
dog jeg uden vilje
voldte hans død.

7.
Broder, jeg beder
bön, den ene,
den ene bön,
som du ikke nægter:
dæk mit legem(4)
med dine klæder,
som ingen af sin banemand
end er dækket.

8.
Lav var den lykke,
der blev min lodd;
men nornens ord
kan ingen skifte.
Nu må jeg ligge
— livet svinder —
såret af sværd
i sviende vunde.


Noter:
1) V.. 4 og 7 findes alene i kvadets islandske tekst (i Asmund Kæmpebanes saga).
2) optalte, fremstillede i række ved siden af hinanden.
3) ses fremstillet øverst på skjoldet.
4) det var nærmeste frændes pligt at have omhu for liget, så at det ikke blev revet af vilddyr. Hildebrand beder ham om, endskönt han er banemand, dog at udføre denne broderpligt.