Hrimgerds ordstrid med Atle og Helge

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Eddadigte

Hrimgerds ordstrid med Atle og Helge

Hrímgerðarmál (Helgakviða Hjörvarðssonar)

oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2020

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónsson: De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.

---

Theodor Kittelsen: Havtrolden (1887)

— — Hjørvard sagde, at han ville skaffe Helge folk, såfremt denne ønskede at hævne sin morfar. Da hentede Helge det sværd, som Svafa havde fortalt ham om. Derpå drog han sammen med Atle ud og dræbte Hrodmar og udførte mange storværker. Han dræbte jætten Hate, der sad på et bjerg. Helge og Atle lå med deres skibe i Hatefjord. Atle holdt vagt den første del af natten. Da sagde Hrimgerd Hatesdatter:

1.

»Hvem kommer dog her

til Hatefjord

med skibe dækket af skjolde?

I fremstår kække

og frygter vel intet —

men nævn jeres konges navn!«

Atle sagde:

2.

»Helge hedder han,

vor høvding og konge,

men ham kan du næppe nå,

for fyrstens skibe

er forrest af jern

til værn mod troldes trusler.«

Hrimgerd sagde:

3.

»Og hvem er så du —

djærve kriger! —

hvad bliver du kaldt blandt kæmper?

Jeg tror, du fortjener

tillid fra kongen;

du gør givet gavn som hans stavnbo.«

Atle sagde:

4.

»Navnet er Atle,

og jeg afskyr troldpak,

så af mig må du vente det værste.

Jeg holdt ofte vagt

i den våde stavn

til mén for mørkets ryttersker.

5.

Men sig mig dit navn

og nævn din far —

din lig-glubske gyge!

Jeg så dig helst nedgravet,

ni raster dybt,

med graner der groede derover.«

Hrimgerd sagde:

6.

»Hrimgerd hedder jeg,

Hate var min far —

kun få har jeg mødt så mægtig;

han bortførte ofte

bøndernes koner,

men faldt, hugget af Helge.«

Atle sagde:

7.

»Det var dig, der lå

og lurede på skibene

ved fjordens munding — din møgtrold!

Det tapre mandskab

havde du tiltænkt Ran,

men et spyd forpurrede din plan.«

Hrimgerd sagde:

8.

»Er du dum — Atle! —

eller drømmer du bare?

Du må hellere åbne øjnene!

Min mor standsede

mildingens skibe,

mens jeg trak Hlødvards sønner i søen.«

— —

Hrimgerd sagde:

9.

»Du vrinsker gerne,

men er gildet — Atle!

Se, nu løfter Hrimgerd halen!

Af mandsmod — Atle! —

har du mest ved rumpen,

skønt du gnældrer højt som en hingst.«

Atle sagde:

10.

»Du skulle hurtigt lære

den hingst at kende,

hvis jeg gik fra lejet i land;

du blev rusket grundigt,

hvis jeg rigtig tog fat,

så sænk kun halen — Hrimgerd!«

Hrimgerd sagde:

11.

»Hvis du stoler så meget

på din styrke — Atle! —

kan vi mødes i Varins Vig,

men hver en knogle

bliver knust i dit bryst,

når jeg griber dig med krumme kløer.«

Atle sagde:

12.

»Jeg skal ingen steder,

før andre mænd

vågent kan værne kongen;

man kan vel tænke sig,

at en trold vil prøve

at vælte fyrstens fartøj.«

Hrimgerd sagde:

13.

»Du må vågne — Helge,

Hates bane! —

og bøde Hrimgerd for hugget;

en passende bod

for det påførte tab

var en nat i fyrstens favn.«

Helge sagde:

14.

»Du er led og ækel,

så Lodden kan få dig;

han bor på Tollø, den turs.

Han er vældigt viis,

men den værste bjergbo —

en egnet mage, skulle jeg mene.«

Hrimgerd sagde:

15.

»Du holdt nok hellere

hende, som i går

fik sendt jer sikkert i havn.

Og hun — Helge! —

hindrer alene,

at jeg dræber hele din hærflok.«

Helge sagde:

16.

»Jeg byder dig — Hrimgerd! —

bod for dit tab,

men sig mig sandheden først:

Var der bare én,

der bjærgede mine skibe,

eller kom de flere i flok?«

Hrimgerd sagde:

17.

»Tre gange fór de

i flokke på ni

anført af en skær skjoldmø.

— —

— —

alt, hvad jeg så, var ækelt!«

Helge sagde:

18.

»Helges dødsstave

dræber dig — Hrimgerd! —

for i øst er solen nu synlig!

I havn som til havs

er høvdingen frelst —

og det samme hans folk og flåde.«

Atle sagde:

19.

»Det er dag — Hrimgerd! —

men døden tog dig,

for Atle snød dig med snak;

stivnet i sten

må du stå for evigt

som et lattervækkende landmærke.«

---

Noter: