Vis kilden til Hvad Stodderen fik for Guldkammen

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Hvad Stodderen fik for Guldkammen]] !!  !!  
|-
|}


[[Fil:Carl Chr. Thv. Andersen.jpg|thumb|200px|<center>Carl Chr. Th. Andersen<br> (1828-1883)</center>]]

<center>'''[[Islandske Folkesagn og Eventyr]]'''<br><br><big><big>'''Hvad Stodderen fik for Guldkammen'''</big></big><br>i dansk oversættelse ved<br>Carl Andersen<br>1864</center>



Der var engang en Stodder og hans Kjælling i deres Hytte. De vare blevne saa fattige, at de ikke havde Andet tilbage end en Guldkam, som Kjællingen havde stukket tilside og gjemt som en Helligdom. Da alt Andet var sluppet op, giver hun en Dag Kammen til sin Gamle og beder ham at kjøbe for den Et eller Andet til Livets Ophold, som de længe kunne have Gavn af. 

Stodderen gaaer afsted med Kammen og bliver ved at gaae, indtil han møder en Mand, som leder en Ko. »Der har Du en smuk Ko, Kammerat,« siger Stodderen. »Aa ja, men din Kam er da heller ikke ilde,« siger den Fremmede. »Vil du bytte?« spørger Stodderen. Hertil er den Fremmede strax rede, og han faaer Kammen, men Stodderen faaer Koen. 

Nu gaaer Stodderen videre, indtil han møder en anden Mand, som driver to Faar. »Der har Du et Par smukke Faar, Kammerat,« siger Stodderen. »Ja saamæn, men Du har da ogsaa en kjøn Ko, Farmin,« siger den Fremmede. »Vil du bytte?« spørger Stodderen. »Ja vel,« svarer den Fremmede, og saa byttede de. 

Stodderen var nok saa stolt af denne Handel, for han meente, at nu havde han da Uld til at klæde sig og sin Kjælling med. Alligevel bliver han ved at fortsætte sin Vandring og møder en Mand, der har fire Hunde i Følge. Det gik nu her imellem dem ganske paa samme Viis, som før er fortalt. Stodderen meente, at her havde han gjort en god Fangst, da han fik disse Hunde, for nu var han da istand til at jage ubudne Gjæster fra Tunet. 

Saa bliver Stodderen ved at gaae, indtil han kommer til en Gaard. Bonden stod i sin Smedie og smeddede Skonaale. »Der laver Du nogle smukke Skonaale, Bonde,« siger Stodderen. »Aa ja, men Du har da ogsaa nogle smukke Hunde, Du,« svarer Bonden. »Vil du bytte?« spørger Stodderen. Bonden, som strax var villig hertil, lod ham faae fire Skonaale for Hundene. Stodderen var kisteglad over dette heldige Bytte og meente, at nu var hans Kjælling ikke i Forlegenhed, naar hun skulde sye en Lap under sine Sko. 

Nu vender han da hjemad. Der randt en Bæk paa hans Vei etsteds, som han sprang over, men idetsamme faldt Naalene ud fra Barmen og ned i Bækken, saa at Stodderen kom hjem til Kjællingen med tomme Hænder. Han fortæller hende da Alt om sin Færd, men hvad der faldt hende tungest paa Sind, var Tabet af Naalene. De gik derfor strax afsted for tilligemed deres Børn at søge efter dem. Da de kom til Bækken, bleve de enige om, at det vilde være klogest, om de stak Hovederne ned i den, saa kunde de kige rigtig efter Naalene. Det gjorde de, men saa druknede de ogsaa Alle i Bækken. 



[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Folklore]]
[[Kategori:Carl Christian Thorvald Andersen]]