Inges saga (dansk)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 7. jan. 2018 kl. 08:39 av Jesper (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif


Snorre Sturlason

Heimskringla


Inges saga


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2014



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Heimskringla – Nóregs konunga sǫgur G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)


1.

Dronning Ingerid besluttede sammen med lendermændene og den livvagt, der havde tjent kong Harald, at en hurtiggående skude skulle udrustes, og den blev sendt nordpå til Trondheim for at melde kong Haralds død og tilmed det, at trønderne skulle tage kong Haralds søn til konge — Sigurd, som da var dér nordpå, og som Avne-Gyrd Bårdson fostrede. Dronning Ingerid tog straks østpå i Viken; hendes og kong Haralds søn hed Inge, og han blev opfostret hos Åmund — søn af Gyrd Lov-Berseson — dér i Viken. Da de kom til Viken, blev der indkaldt til Borgting; dér blev Inge taget til konge — han var da i sit andet år — og i den beslutning deltog Åmund og Tjostolf Åleson og mange andre, store høvdinge. Da man nordpå i Trondheim erfarede, at kong Harald var blevet dræbt, blev Sigurd — kong Haralds søn — taget til konge dér. I den beslutning deltog Ottar Forel og Peter Fåre-Ulfson og brødrene Guttorm Åsolfson fra Rein og Ottar den Stærke og en mængde andre høvdinge. Næsten hele folket gav sig da under de to brødre, snarest af den årsag, at deres far blev kaldt for hellig. Landet blev dem således tilsvoret, at man ikke skulle gå under nogen anden mand, så længe nogle af kong Haralds sønner levede.


2. Om Sigurd Slumpedegn

Sigurd Slumpedegn søgte nordpå forbi Stad, men da han kom til Nordmøre, var der allerede kommet brev fra de stormænd, der havde vendt sig til lydighed mod kong Haralds sønner, og han fik ingen modtagelse eller støtte dér; da han selv kun havde få folk, besluttede de at tage ind til Trondheim, for han havde forud sendt besked derind til sine venner og til venner af kong Magnus, som var blevet blindet. Da han kom til købstaden, roede han op i Nidelven og fortøjede skibet ved kongsgården, men han måtte da søge væk, idet alle folk stod imod. De lagde derpå til ved Holm og tog imod munkenes vilje Magnus Sigurdson ud af klosteret; han var forinden blevet munkeviet dér. Flere folk fortæller, at Magnus godvilligt tog med, selv om det modsatte blev hævdet for at bedre hans sag; Sigurd ventede, at dette ville skaffe ham støtter, og det skete også. Dette var straks efter jul. Sigurd og de andre drog ud gennem fjorden. Efter dem kom siden Bjørn Egilson, Gunnar fra Gimsan, Haldor Sigurdson, Aslak Håkonson samt brødrene Benedikt og Erik og den livvagt, som før havde tjent kong Magnus, sammen med en mængde andre mænd. De drog med flokken sydpå forbi Møre og helt til ud for Romsdalsmundingen. Dér fordelte de hæren, og straks om vinteren drog Sigurd Slumpedegn vestpå over havet, mens Magnus drog til Oplandene, hvor han forventede at få stor støtte, hvilket også skete. Han opholdt sig vinteren over og hele sommeren i Oplandene, og han havde da en stor hær. Kong Inge drog ud med sin hær, og de mødtes på det sted, der hedder Mynne; det blev et stort slag, og kong Magnus havde flest folk. Det fortælles, at Tjostolf Åleson bar kong Inge i sin kjortel og gik under banneret, mens slaget stod på, men Tjostolf kom i stor nød og fare ved sammenstødet, og folk siger, at kong Inge dér fik den vanhelse, som han siden havde hele sit liv, at ryggen knyttede sig, og at det ene ben var kortere end det andet og så kraftesløst, at han var dårligt gående hele sit liv. Da vendte mandefaldet sig mod kong Magnus’ folk, og disse folk faldt forrest i slagordenen: Haldor Sigurdson, Bjørn Egilson og Gunnar fra Gimsan. En stor del af Magnus’ folk faldt, før han ville flygte eller ride væk. Sådan siger Kolle:


Under hjelmen holdt du
øst for Mynne spydstorm;
med sværd sanked’ hæren
snart føde til ravnen.


Wilhelm Wetlesen: Slaget ved Mynne.


Magnus flygtede derfra til Götaland og siden til Danmark. På denne tid var Karl Soneson jarl i Götaland; han var mægtig og driftig. Når Magnus den Blinde og hans folk traf høvdinge, sagde de, at Norge var lige til at tage, hvis ellers nogle store høvdinge ville prøve, eftersom der ikke var nogen konge over landet, og lendermændene havde magten i riget, men de lendermænd, som først var taget til at lede det, var nu alle indbyrdes uenige på grund af misundelse. Da jarl Karl var magtgerrig og lydhør over for overtalelser, samlede han en hær og red østfra til Viken; mange folk blev skræmt til at gå under ham. Da Tjostolf Åleson og Åmund erfarede dette, gik de imod ham med den styrke, de kunne skaffe, og de havde kong Inge med sig. De mødte jarl Karl og göternes hær østpå ved Krokaskog, hvor de holdt endnu et slag, og kong Inge sejrede. Der faldt Munan Øgmundson — jarl Karls morbror. Øgmund — Munans far — var søn af jarlen Orm Eilifson og Sigrid, som var datter af jarl Finn Arneson. Astrid Øgmundsdatter var jarl Karls mor. Der faldt mange ved Krokaskog, og jarlen flygtede østpå fra skoven. Kong Inge drev dem helt østpå og ud af sit rige, og deres færd fik en meget skammelig omtale. Således siger Kolle:


Ørnen åd fra göters
åbne sår, da kongen
rask rødnede sværdet;
ravnen drak ej sjældent.
Fra Krokaskog skamfuldt
skjoldlarmens forøger
måtte fly da — fyrste! —
fast din magt du viste.


3. Kong Eriks færd til Norge

Magnus den Blinde tog da til Danmark og opsøgte Erik Emune og blev godt modtaget. Han bød Erik at følge sig til Norge med en dansk hær, såfremt han ønskede at underlægge sig landet, og sagde, at hvis Erik kom med hærstyrke, da ville ingen mand i Norge vove at kaste et spyd imod ham. Kongen var imødekommende og udbød leding; han drog med 6 hundrede skibe nordpå til Norge, og Magnus den Blinde og dennes folk var med i danekongens færd. Da de kom til Viken, drog de på østsiden med nogenlunde fred og mådehold, men da de kom med hæren til Tønsberg, var dér en stor forsamling af kong Inges lendermænd. Vatnorm Dagson — Gregorius’ bror — bestemte mest af dem. Da kunne danskerne ikke komme i land, og de kunne ikke skaffe sig vand; mange af dem blev dræbt. Da styrede de ind langs fjorden mod Oslo, hvor Tjostolf Åleson var. Det siges, at de om aftenen ville lade Hallvard den Helliges skrin bære ud af byen, og der gik så mange mand under det, som der kunne komme til, men de klarede ikke at bære det længere ud end til kirkegulvet. Men om morgenen, da de så hæren komme ind imod dem ved Hovedøya, kunne fire mand bære skrinet op fra byen, mens Tjostolf og alle byfolkene fulgte skrinet.


4. Byen afbrændes i Oslo

Kong Erik og hans folk søgte op i byen, og nogle løb efter Tjostolf og de andre. Tjostolf skød en pil efter den mand, der hed Askel — han var kong Eriks stavnbo — og ramte ham under struben, så spidsen stak ud i nakken; Tjostolf mente aldrig at have skudt et bedre skud, for der havde kun været dette ene udækkede sted på manden. Den hellige Hallvards skrin blev ført op til Romerike og var dér i tre måneder. Tjostolf drog gennem Romerike og samlede folk om natten og kom ned til byen om morgenen. Kong Erik lod sætte ild til Hallvardskirken og vidt om i byen, og alt brændte fuldstændig ned. I det samme kom Tjostolf ned med en stor hær, og kong Erik sejlede sin flåde væk, men de kunne på grund af lendermændenes samling ikke komme i land på nordsiden af fjorden, og hver gang de forsøgte landgang, mistede de fem eller seks mand eller flere. Kong Inge lå i Hornborøsund med en stor hær. Da kong Erik erfarede det, vendte han om sydpå til Danmark. Kong Inge drog efter dem, og man tog fra dem alt, hvad man kunne, og folk siger, at en værre færd har ingen gjort med så stor en hær i en anden konges rige. Kong Erik var meget utilfreds med Magnus og dennes folk og mente, at de havde udsat ham for stor spot, når han var draget på denne færd, og han sagde, at de herefter ikke skulle være hans venner som før.


5. Om Sigurd Slumpedegn

Sigurd Slumpedegn kom den sommer til Norge over havet vestfra; da han hørte om sin frænde Magnus’ ufærd, mente han at vide, at han ikke skulle regne med megen støtte i Norge nu; han sejlede da langs hele landet ad den ydre rute og kom til Danmark. Han styrede ind i Øresund, og syd for Ærø mødte han nogle vendiske snekker, som han lagde til kamp imod og besejrede; han ryddede dér otte snekker og dræbte mange folk, men hængte andre. Han kom også i kamp ved Møn — mod vendere — og vandt. Så sejlede han nordpå og lagde op i Elvens østre løb, hvor han vandt tre skibe fra støtter til Tore Hvinebille og sin søstersøn Olav, der var søn af Harald Kesja; Olavs mor var Ragnhild — datter af kong Magnus Barfod. Sigurd jog Olav i land. Tore var i Kongshelle, hvor han havde samlet folk. Sigurd sejlede derhen, og de skød på hinanden, så der faldt mænd på begge sider, mens mange blev såret. Sigurd og hans folk formåede ikke at komme i land. Dér faldt Ulfhedin Saxolfson — en nordlænding, som var Sigurds stavnbo. Sigurd sejlede væk og drog nordpå i Viken og plyndrede vidt omkring. Han lå i Portør på Lungårdssiden og holdt øje med de skibe, der sejlede til og fra Viken, og plyndrede dem. Tønsbergfolkene samlede en hær imod ham og kom uventet over Sigurd og hans folk, mens disse var i land for at fordele deres bytte; en del af hæren kom ned imod dem, mens andre lagde deres skibe på tværs over havnen uden for dem. Sigurd sprang på sit skib og roede ud imod dem. Vatnorms skib var nærmest, men han lod det drive baglæns; Sigurd roede forbi dem og slap væk med ét skib, men mistede mange af sine folk. Da blev dette digtet:


Vatnorm vist i Portør
virked’ langtfra hårdfør.


6. Drabet på Bentein

Sigurd Slumpedegn sejlede derefter sydpå til Danmark, men en mand fra hans skib druknede; han hed Kolbein Torljotson fra Batalder, og han var i båden, der var bundet til skibet, mens de sejlede hurtigt. Sigurd forliste med skibet, da de kom sydpå, og han opholdt sig om vinteren i Aalborg. Sommeren efter drog han og Magnus nordpå med syv skibe, og de kom uset om natten til Lister og lagde til land med sine skibe. Dér opholdt Bentein Kolbeinson sig — han var kongens livvagt og en meget tapper mand. Sigurd og de andre gik derop, mens dagen gryede, og kom uventet over dem og omringede huset og agtede at brænde gården. Bentein løb kampklædt ud i et udhus og var velforsynet med våben; han stod inden for døren med blottet sværd og havde et skjold for sig og hjelm på hovedet, og han var klar til at forsvare sig. Døren var noget lav. Sigurd spurgte, hvorfor de ikke gik ind; de svarede at ingen havde lyst til det, og mens de ivrigt drøftede dette, sprang Sigurd ind i huset og forbi ham. Bentein huggede efter ham, men ramte ikke; derpå vendte Sigurd sig imod ham, og de skiftede kun få hug, før Sigurd dræbte ham og bar hans hoved ud i sin hånd. De tog alle værdier, der var på gården, og gik siden til deres skibe. Da kong Inge og hans venner hørte, at Bentein og de to Kolbeinsønner — Sigurd og Gyrd, Benteins brødre — var blevet dræbt, samlede kongen folk imod Sigurd; kongen tog selv af sted, og han vandt skibet fra Håkon Pungælter Pålson — han var dattersøn af Aslak Erlingson på Sole og søskendebarn af Håkon Mave. Inge jog Håkon i land og tog hele deres udrustning. Disse flygtede ind ad fjorden: Sigurd Stork — søn af Eindride i Gautdal — og hans bror Erik Hæl og Andres Kildeskider — søn af Grim fra Viste. Sigurd og Magnus og Torleif Skæppe sejlede nordpå ad den ydre sejlrute til Helgeland. Magnus opholdt sig om vinteren hos Vidkun Jonson på Bjarkøy. Sigurd huggede stavnene af sit skib og huggede hul i det og sænkede det inderst i Ægisfjorden. Sigurd opholdt sig om vinteren i Tjaldasund på Hinn på det sted, der kaldes Gljufrafjord. Inderst i fjorden findes en hule i bjerget; dér sad Sigurd vinteren over med mere end 20 mand, og de satte noget for hulens åbning, så man ikke kunne se dem fra stranden. Torleif Skæppe og Einar — søn af Øgmund fra Sand og Gudrun, der var datter af Einar Areson fra Reykholar — skaffede Sigurd forsyninger gennem vinteren. Det siges, at Sigurd den vinter lod finnerne bygge to skuder til ham inde i fjorden, og de var bundne med sener og havde ikke et søm i sig, men vidjer som knæ, og 12 mand roede dem på hver side. Sigurd var hos finnerne, mens de byggede skuderne, og finnerne havde dér brygget øl og holdt gæstebud for ham. Siden kvad Sigurd dette:


Det var godt i gammen,
og glade drak vi;
den glade gramssøn
gik mellem bænkene.
Der manglede hverken
morskab ved drikken
eller fælles glæde
som hos folk i øvrigt.


Disse skuder var så hurtige, at intet skib kunne følge dem på vandet, således som det kvædes:


Få kan følge
finneskuden,
der snøret af sener
suser for vinden.


Om foråret drog Sigurd og Magnus nordfra med de to skuder, som finnerne havde bygget, og da de kom til Vågan, dræbte de Svein Præst og hans to sønner.


7. Sigurd Slumpedegns hærgen

Sigurd drog da sydpå til Vikar, hvor han pågreb Viljalm Garver — han var kong Sigurds lendermand — og desuden Toralde Kæft og dræbte dem begge. Så tog Sigurd sydpå langs med landet og traf dér sydpå ved Byrda Styrkår Pragthale, da denne var på vej nordpå fra købstaden, og dræbte ham. Da Sigurd kom sydpå til Valsnes, fandt han dér Svine-Grim og lod hånden hugge af ham. Så drog han sydpå på Møre uden for Trondheimsmynne, hvor han pågreb Hedin Hårdmave og Kalv Kringeløje; han lod Hedin slippe, men de dræbte Kalv. Kong Sigurd og Avne-Gyrd — hans fosterfar — hørte om Sigurds færd, og hvad han foretog sig. Så sendte de folk efter ham, og de blev anført af Jon Høne — søn af Kalv den Vrange og bror til Ivar Biskop — og præsten Jon Smyril. De udrustede ‘Renen’, der var på 22 rum og det hurtigste af alle skibe. De drog ud for at finde Sigurd, men de fandt ham ikke og vendte tilbage med ringe hæder, for folk siger, at de nok fandt dem, men ikke turde gå imod dem. Sigurd drog sydpå til Hordaland og kom til Herdla. Dér ejede Einar — søn af Laxe-Pål — en gård, men han var taget ind til Hamarsfjord til gangdageting. De tog alle de værdier, der var på gården, og et langskib på 25 rum, som Einar havde. De greb hans fire år gamle søn, der sov hos hans arbejdskarl; nogle ville dræbe drengen, andre ville tage ham med. Arbejdskarlen sagde til dem: »I har ingen glæde af at dræbe denne dreng, og I har ingen nytte af at bortføre ham; dette er min søn, ikke Einars.« Og efter hans ord lod de drengen blive og drog selv bort. Da Einar kom hjem, gav han arbejdskarlen værdier svarende til 2 øre guld og takkede ham for hans tiltag og sagde, at han ville være hans ven for altid. Dette fortæller Erik Oddson, der som den første nedskrev dette frasagn, da han i Bergen hørte Einar Pålson berette om disse begivenheder. Sigurd drog da sydpå langs landet og helt østpå til Viken, og østpå i Kvilder traf han Finn Fåre-Ulfson, da denne var ude for at opkræve kong Inges landskatter, og lod ham hænge. Derpå drog de sydpå til Danmark.


8. Kong Inges brev

Vikværinger og Bergensfolk sagde, at det var usømmeligt, at kong Sigurd og hans venner sad roligt nordpå i købstaden, selv om hans fars banemand drog ad hovedsejlruten ud for Trondheimsmynne, mens kong Inge og hans støtter sad udsat østpå i Viken og havde haft mange kampe. Da sendte kong Inge et brev nordpå til købstaden; dette stod deri: »Kong Inge — kong Haralds søn — sender Guds og sine hilsner til sin bror — kong Sigurd — og Avne-Gyrd, Øgmund Ryk, Ottar Forel og alle lendermænd, livvagter og huskarle og hele almuen — til rige folk såvel som ringe, til unge og gamle. Alle véd, hvilke vanskeligheder vi står over for, og om vores unge alder: Du er 5 år gammel og jeg 3. Vi kommer ingen vegne, medmindre vi hjælpes af vore venner og af gode folk. Nu forekommer det mig og mine venner, at vi står nærmere vor begges nød og vanskeligheder, end du og dine venner gør. Gør nu så vel, at du opsøger mig snarest og i følge med mange som muligt, så vi er sammen, hvad der end måtte ske. Nu skal den kaldes vores bedste ven, som råder til, at vi altid skal være forligte og holde mest muligt sammen i alle dele, men hvis du afslår igen — som du før har gjort — og ikke vil drage af sted på min indtrængende opfordring, må du berede dig på, at jeg vil opsøge dig med en hær. Så må Gud råde imellem os, for vi kan ikke længere have det sådan, at vi sidder med så mange udgifter og hærstyrker, som behøves her på grund af ufred, mens du modtager halvdelen af alle landskatter og andre indtægter i Norge. Lev i Guds fred!«


9. Ottar Forels tale

Da svarede Ottar Forel, idet han rejste sig på tinget og sagde: »Kong Sigurd svarer sin bror — kong Inge — at måtte Gud lønne ham for hans gode hilsner og det slid og de vanskeligheder, som du og dine venner har haft i dette rige til gavn for os begge. Selv om en del af kong Inges budskab til kong Sigurd — hans bror — forekommer vel stridbart, har han i mange henseender god grund til sine ord. Jeg vil jeg nu sige, hvad der ligger mig på sinde, og høre hvorvidt det er kong Sigurds og andre magtfulde mænds vilje, at du — kong Sigurd! — skal udruste den hær, der vil følge dig i at forsvare dit land, og med flest mulig folk opsøge kong Inge — din bror — så snart som muligt, så I kan støtte hinanden på alle gavnlige måder, og Gud hjælpe jer begge. Nu vil vi høre dine ord — konge!« Peter — søn af Fåre-Ulf — bar kong Sigurd på tinget; han blev siden kaldt Peter Byrdesvend. Da sagde kong Sigurd: »I skal alle vide, at hvis jeg skal bestemme, vil jeg opsøge kong Inge — min bror — så snart, jeg kan.« Og da talte den ene efter den anden, og hver især begyndte på sin måde, men endte deres tale på samme måde, som Ottar Forel havde svaret, og det blev da besluttet at samle hæren og drage østpå i landet. Kong Sigurd drog siden østpå til Viken og traf dér sin bror — kong Inge.


10. Kampen ved Den grå Holm

Wilhelm Wetlesen:
Reidar Grjotgardson med kong Magnus i favnen.

Samme efterår kom Sigurd Slumpedegn og Magnus den Blinde nordpå fra Danmark med 30 skibe og med både danske folk og nordmænd; det var nær vinternætterne. Da kongerne og deres støtter erfarede dette, drog de imod dem østfra. De mødtes i Hvaler ved Den grå Holm; det var dagen efter Martinsmesse, og det var om søndagen. Kong Inge og kong Sigurd havde 20 skibe, som alle var store. Der blev en stor strid, men efter det første sammenstød flygtede danskerne hjem sydpå med 18 skibe. Da blev Sigurds og Magnus’ skibe ryddet. Da Magnus’ skib omtrent var ryddet — han lå i sin seng — tog Reidar Grjotgardson, som længe havde tjent ham og været hans livvagt, kong Magnus i sine arme og ville springe over på et andet skib. Reidar blev da ramt mellem skuldrene af et spyd, som gennemborede ham; folk siger, at kong Magnus blev dræbt af det samme spyd, og Reidar styrtede bagover på tiljerne. Alle sagde, at han ansås for at have fulgt sin landsherre godt og ærefuldt. Det er vel for den, der får sådan et eftermæle. Dér faldt Lodin Suppeæder fra Linustad på kong Magnus’ skib og Berse Tormodson — Sigurd Slumpedegns stavnbo — og Ivar Kolbeinson og Hallvard Feger — Sigurd Slumpedegns forrumsmand. Denne Ivar var gået ind til kong Harald og havde været den første til at hugge ham. Dér faldt store dele af Magnus’ og Sigurds mandskab, for kong Inges mænd lod ingen slippe væk, som de kunne få fat i. Jeg nævner dog kun et fåtal. De dræbte mere end 60 mand på en holm, og dér blev to islandske mænd dræbt: Sigurd Præst — søn af Bergtor Måson — og Klemet — søn af Are Einarson. Ivar Prydhank — søn af Kalv den Vrange — som siden blev biskop nordpå i Trondheim og som var far til ærkebiskop Erik, havde til stadighed fulgt Magnus; han kom over på sin brors — Jon Hønes — skib. Jon var gift med Cecilia — datter af Gyrd Bårdson — og Jon og Gyrd var begge i kongerne Inge og Sigurds hær. Ivar kom med to andre over på Jons skib; den ene var Arnbjørn Ambe — som siden blev gift med en datter af Torstein i Audholt — og den anden var Ivar Selvgod Stareson — han var en bror til Helge Stareson, men trøndersk på morsiden og den smukkeste mand. Da hærfolkene blev klar over, at de var dér, fattede de deres våben og gik imod Jon og de andre, men disse forsvarede sig, og det var nær ved, at hele mængden kom i kamp. De blev forligte således, at Jon løskøbte Ivar — sin bror — og Arnbjørn, men han fik siden pengene igen. Ivar Selvgod blev dog ført i land og hugget ihjel, for Kolbeinsønnerne Sigurd og Gyrd ville ikke modtage penge for ham, for de beskyldte ham for at have deltaget i drabet på Bentein — deres bror. Biskop Ivar sagde siden, at det værste, der var overgået ham, var, da Ivar blev ført op i land under øksen, men forinden vendte sig imod dem og ønskede dem på glædeligt gensyn. Dette har Gudrid Birgersdatter — en søster til ærkebiskop Jon — fortalt Erik Oddsøn, og hun sagde, at hun havde hørt biskop Ivar sige det.


11. Sigurd Slumpedegn pågribes

En skibsfører i Inges hær hed Trond Byfoged. Det var nu kommet dertil, at Inges folk roede i småbåde efter de mænd, der svømmede; og de dræbte alle, som de fik fat i. Sigurd Slumpedegn sprang i vandet fra sit skib, da dette var blevet ryddet, og han strøg brynjen af sig i vandet og svømmede derefter med et skjold over sig. Nogle folk på Tronds skib trak en mand op af vandet og ville dræbe ham, men han bad om at måtte slippe og sagde, at han ville fortælle dem, hvor Sigurd Slumpe var; det gik de ind på. Skjolde og spyd og døde folk flød rund omkring ved skibene. »I kan se,« sagde han, »— det røde skjold, der flyder dér; dér er han under.« De roede derpå derhen og greb ham og førte ham til Tronds skib, og Trond sendte besked til Tjostolf og Ottar og Åmund. Sigurd Slumpe havde haft et fyrtøj på sig, og fyrsvampen var inden i en valnøddeskal, der uden om var dækket af voks. Dette nævnes, fordi det forekom meget sindrigt at beskytte den sådan, så den aldrig blev våd. Han havde haft skjoldet over sig, da han svømmede, af den grund, at så kunne ingen vide, om det var hans skjold eller en andens, for der flød mange på vandet. De sagde, at de aldrig havde fundet ham, hvis ikke de havde fået at vide, hvor han var. Da Trond kom i land med ham, fik hærfolkene at vide, at han var blevet fanget; da udbrød hæren glædesråb. Da Sigurd hørte det, sagde han: »Her vil mangen en ond mand blive glad for mit hoved i dag.« Da gik Tjostolf Åleson hen, hvor Sigurd sad, og strøg en silkehue, der var prydet med guldbånd, af hovedet på ham og sagde: »Hvordan kunne du være så dristig — trællesøn! — at du vovede at kalde dig søn af kong Magnus?« Han svarede: »Du behøver ikke kalde min far en træl, for din far var ikke meget værd sammenlignet med min.« Hall — søn af lægen Torgeir Steinson — var kong Inges livvagt, og han var til stede, da dette skete. Han fortalte det til Erik Oddson, som nedskrev denne beretning. Erik skrev den bog, der kaldes Ryggjarstykke; i denne bog fortælles om Harald Gille og hans to sønner og om Magnus den Blinde og Sigurd Slumpe helt til deres død. Erik var en klog mand og opholdt sig på denne tid længe i Norge. Nogle beretninger skrev han efter Håkon Maves fortællinger — han var Haraldsønnernes lendermand. Håkon og hans sønner deltog i alle disse stridigheder og beslutninger. Erik nævner endnu flere mænd, som fortalte ham om disse hændelser — kloge og sandfærdige folk, som var nær begivenhedernes gang, så de hørte og så, hvad der foregik. Noget skrev han efter selvsyn eller ting han hørte.


12. Sigurd Slumpedegn bliver pint

Hall fortæller, at høvdingene ville lade Sigurd dræbe straks, men de mænd, der var de grusomste og mente at have ret til at hævne de krænkelser, han havde påført dem, bestemte, at han skulle pines. Herunder nævnes Kolbeinsønnerne Sigurd og Gyrd — Benteins brødre — og Peter Byrdesvend, der ville hævne sin bror — Finn. Høvdingene og de fleste andre gik væk. De knuste hans lægben og underarme med øksehamre; så rev de tøjet af ham og og kløvede hovedsværen på ham og agtede at flå ham levende, men de kunne ikke gøre det på grund af blodstrømmen. Så tog de svøber af skind og piskede ham længe, så huden gik fuldstændig af, som var han blevet flået. Derpå skød de en stok i hans ryg, så den brækkede. Så trak de ham hen til et træ og hængte ham, hvorpå de huggede hovedet af ham og slæbte hans legeme væk og begravede det i en stenrøse. Alle folk siger — både hans venner og uvenner — at der ikke i Norge, såvidt levende folk kunne mindes, havde været en mand, der i alle henseender var mere duelig end Sigurd, men at han i visse dele var en ulykkesfugl. Hall siger, at Sigurd kun sagde lidt under pinslerne og svarede fåmælt, når folk talte til ham, og — siger Hall — han beklagede sig ikke mere, end hvis de havde slået på en stok eller en sten. Og han tilføjede, at den måtte regnes for en brav mand, der var godt udstyret med mod, som kunne udholde sådanne pinsler, men holdt sin mund eller kun gav sig lidt. Han sagde, at Sigurd aldrig ændrede sin stemme, men talte så let, som når han sad inde på ølbænken, og han talte hverken højere eller lavere eller mere skælvende, end han plejede at gøre. Han talte lige til han udåndede og sang en tredjedel af psalterium, og det forekom Hall at vidne om større mod og udholdenhed end hos andre mænd. Den præst, der havde kirken kort derfra, lod Sigurds lig føre derhen til kirken; denne præst var en ven af Haraldsønnerne. Da dette rygtedes, blev de vrede på ham og lod ham føre liget tilbage, hvor det før havde været, og præsten måtte endda bøde for det. Sigurds venner kom siden på skib sydfra fra Danmark efter liget, og de førte det til Aalborg og begravede det i Mariakirken dér i byen. Provsten Ketil, der varetog Mariakirken, fortalte Erik, at Sigurd var begravet dér. Tjostolf Åleson lod kong Magnus’ lig føre til Oslo og begrave i Hallvardskirken hos kong Sigurd — hans far. Lodin Suppeæder førte de til Tønsberg, men alle andre faldne blev begravet på stedet.


13. Da Øistein Haraldson kom til Norge

Sigurd og Inge havde regeret Norge i seks år. Det forår kom Øistein vestfra fra Skotland; han var søn af Harald Gille. Arne Hidse og Torleif Brynjolfson og Kolbein Dynge var taget vestpå over havet efter Øistein, og de fulgte ham i land og drog straks nordpå til Trondheim. Trønderne tog imod ham, og han blev i gangdagene taget til konge, således at han skulle have tredjepart i Norge sammen med sine brødre. Sigurd og Inge var da østpå i landet, men der drog sendebude imellem kongerne, og de blev således forligte, at Øistein skulle have en tredjedel af magten. Der blev ikke afholdt gudsdom for at afgøre Øisteins herkomst, men man troede på det, kong Harald havde sagt om sagen. Øisteins mor hed Bjadok, og hun kom til Norge sammen med ham.


14. Drabet på Ottar Forel

Den fjerde søn af kong Harald hed Magnus; han blev opfostret af Rynke-Orm, og han blev også taget til konge og havde sin del af landet. Magnus havde skrøbelige ben og fik kun et kort liv og døde af sygdom. Han nævnes af Einar Skuleson:


Rigdom yder Øistein,
Inge svinger våben,
med skjold skramler Sigurd,
skifter fred gør Magnus;
fire fyrste-brødre
fandt man ikke bedre
under solen siden
(slægten rødner skjolde).


Efter kong Harald gilles død blev dronning Ingerid gift med Ottar Forel; han var lendermand og en stor høvding af trøndersk slægt. Han støttede kong Inge meget, mens denne var i barnealderen. Kong Sigurd var ikke nogen stor ven af ham; han mente, at Ottar i alt var på sin stedsøns — kong Inges — side. Ottar Forel blev dræbt nordpå i købstaden en aften, da han skulle gå til aftengudstjeneste; da han hørte hvinet fra hugget, løftede han sin arm og kappe imod og troede, at der blev kastet snebolde efter ham, som unge drenge ofte gør. Han faldt for hugget, men Alf Uro — hans søn — kom da gående på kirkegården; han så sin far falde, og at den mand, der havde dræbt ham, løb østen om kirken. Alf løb efter ham og dræbte ham ved hjørnet af koret, og folk sagde, at han havde hævnet sig vel, og han blev anset for en meget større mand end førhen.


15. Om kong Øistein Haraldson

Kong Øistein Haraldson var inde i Trondheim, da han hørte om drabet på Ottar. og han indkaldte en hær af bønder; han drog ud til byen og havde mange folk. Ottars slægtninge og andre venner beskyldte særligt kong Sigurd for at have forvoldt drabet; han var da i købstaden, og bønderne var meget harmfulde imod ham. Kongen tilbød gudsdom og lovede jernbyrd, for at denne skulle bevise hans sag, og hermed blev man forligte. Derefter drog kongen sydpå i landet, og denne gudsdom blev aldrig gennemført.


16. Om Orm Kongsbror

Dronning Ingerid fik en søn med Ivar Pølsepind; han hed Orm, og blev siden kaldt Kongsbror. Han var en meget smuk mand og blev en stor høvding, hvilket skal omtales senere. Dronning Ingerid blev gift med Arne på Stodreim; han blev siden kaldt Kongsmåg; deres børn var Inge, Nikolas, Filippus på Herdla og Margrete, der blev gift med Bjørn Buk, men siden med Simon Kåreson.


17. Erlings og jarl Ragnvalds udenlandsfærd

Erling hed en søn af Rynke-Orm og Ragnhild — datter af Sveinke Steinarson. Rynke-Orm var søn af Svein Sveinson, der var sønnesøn af Erlend fra Gerde. Orms mor var Ragna — datter af jarl Orm Eilifson og Sigrid, der var datter af jarl Finn Arneson. Jarl Orms mor var Ragnhild — datter af jarl Håkon den Mægtige. Erling var en klog mand og en god ven af kong Inge, og efter dennes råd blev Erling gift med Kristin — datter af kong Sigurd og dronning Malmfrid. Erling ejede en gård på Studla i Sunnhordland. Erling drog ud af landet sammen med Eindride den Unge og endnu flere lendermænd, og de havde en flot hær. De havde gjort klar til en Jorsalfærd og drog vestpå over havet til Orknøerne; dér fik de følgeskab af jarl Ragnvald, som blev kaldt Kale, og biskop Viljalm. De havde i alt 15 langskibe fra Orknøerne og sejlede til Suderøerne og derfra vestpå til Valland og siden den vej, som kong Sigurd Jorsalfarer havde taget ud til Nørvesund, og de hærgede vidt omkring i det hedenske Spanien. Kort efter de var sejlet gennem sundet, skilte Eindride den Unge og de folk, der fulgte ham, sig ud med seks skibe, og de sejlede derefter hver for sig. Ragnvald og Erling Skakke traf en dromund på havet og lagde med ni skibe til kamp imod den. Det endte med, at de lagde snekkerne under dromunden; da kastede hedningerne både våben og sten og grydefulde af kogende beg og vidjesmør ned på dem. Erling lå nærmest ved dem med sit skib, og de hedenske mænds våben faldt uden for hans skib. Så huggede Erling og hans folk huller i dromunden — nogle under vandet, andre oppe på skibssiden, så de kunne gå ind dér. Således siger Torbjørn Skakkeskjald i Erlingsdrapaen:


Djærvt med økseægge
under vand lod nordmænd
hugge hul i bølge-
hestens nye bordgang.
Oppe ørnesultens
ødere så dåden;
farefuldt I kløved’
fjendens værn med jernet.


Den mand, der først gik op på dromunden, hed Audun den Røde — han var Erlings stavnbo. De vandt dromunden og dræbte mænd i mængder og hentede dér et overmåde stort bytte og fik en smuk sejr. Jarl Ragnvald og Erling Skakke kom på denne færd til Jorsalaland og ud til floden Jordan. Så vendte de om og kom først til Miklagård, hvor de efterlod deres skibe og drog ad landvejen hjemad og havde held på færden, helt til de kom til Norge. Deres rejse blev meget rost. Erling blev nu anset for en meget større mand end førhen — både på grund af sin rejse og sit giftermål; han var tilmed en klog mand, rig, ætstor og veltalende. Hans venskab med brødrene hældte mest til kong Inges side.


18. Kong Håkons fødsel

Kong Sigurd red med sin livvagt på gæstebud østpå i Viken, og de red forbi en gård, som var ejet af en mægtig mand, der hed Simon. Da kongen red gennem byen hørte han en kvinde, der i et hus sang så smukt, at det gjorde stort indtryk på ham. Han red hen til huset og så derinde en kvinde stå ved en kværn, og hun sang så skønt, mens hun malede. Kongen sted af hesten og gik ind til kvinden og lagde sig sammen med hende. Da han drog væk, vidste Simon Bonde, hvilket ærinde kongen havde haft dér. Hun hed Tora og var Simons tjenestepige. Simon tog sig siden af hende. Kvinden fødte derefter et barn, og drengen fik navnet Håkon og blev kaldt for søn af kong Sigurd. Håkon blev opfostret dér hos Simon Torbergson og hans kone — Gunhild. Dér voksede også Simons sønner — Ønund og Andreas — op, og de og Håkon elskede hinanden så meget, at kun Hel kunne skille dem.


19. Om Øistein og Hissingboerne[1]

Kong Øistein Haraldson var østpå i Viken nær landegrænsen; han blev uenig med bønderne, og folk fra Ranrike og Hissingboerne samlede sig imod ham, men han drog i kamp mod dem og sejrede. Stedet, hvor de sloges, hedder Leikberg. Han afbrændte også gårdene vidt omkring på Hissingen. Siden gik bønderne under ham og betalte store bøder, mens kongen tog gidsler af dem.


20. Kong Øistein Haraldsons hærtogt

Kong Øistein i Skotland og England

Kort tid efter indledte kong Øistein sit udlandstogt vestpå over havet og sejlede til Katanæs. Han erfarede, at jarl Harald Maddadson var i Torså; han lagde til med tre småskuder og kom uventet over dem. Jarlen havde et 30 rums-skib og 80 mand på det, men da de ikke var rede, kunne kong Øisteins folk straks komme op på skibet, hvor de pågreb jarlen og tog skibet med sig. Han købte sig fri med 3 mærker guld, og således skiltes de. Dette fortæller Einar Skuleson:


Trods firs mænd i Maddads
mægtige søns følge
gik blodfuglens fodrer
frejdigt ind til striden;
han tog med tre skuder
tovværkshestens styrer —
ligspættens bespiser
spared’ jarlens hoved.


Kong Øistein sejlede derfra sydpå langs østsiden af Skotland og lagde til ved den købstad i Skotland, der hedder Apardjon, hvor han dræbte mange og plyndrede byen. Den næste strid havde han med en ridderhær sydpå ved Hjartapoll; de tog flugten, og han ryddede dér nogle skibe. Så drog han længere sydpå i England og holdt tre slag ved Hvitaby; han sejrede og afbrændte byen. Derefter hærgede han vidt omkring i England. Stefner var dengang konge i England. Dernæst var kong Øistein i kamp mod nogle riddere ved Skarpeskær, og så kæmpede han i Pilavik og sejrede. Dér brændte de en stor by — Langatun — og folk siger, at den by ikke siden har rejst sig. Efter dette forlod kong Øistein England og kom om efteråret tilbage til Norge. Folk havde meget delte meninger om denne færd.


21. Om Haraldsønnerne

I begyndelsen af kong Haralds sønners dage var der god fred i Norge, og de var i nogen grad enige, sålænge deres gamle rådgivere levede. Inge og Sigurd var kun børn, og de havde livvagt sammen, mens Øistein havde sin egen; han var da en fuldvoksen mand. Da Inges og Sigurds fosterfædre var døde — Avne-Gyrd Bårdson, Åmund Gyrdson, Tjostolf Åleson, Ottar Forel, Øgmund Ryk og Øgmund Hamrer, som var Erling Skakkes bror, men Erling havde ingen stor indflydelse, mens Øgmund levede — opdelte de livvagten, og da fik kong Inge fuld støtte af Gregorius — søn af Dag Eilifson og Ragnhild, der var datter af Skofte Øgmundson. Gregorius var meget velhavende, og han var selv meget djærv; han forestod landets styrelse sammen med kong Inge, og kongen lod ham tage af sine midler, så meget han ville. Kong Sigurd blev en meget voldsom og på alle måder hensynsløs mand, så snart han voksede op. Det samme var Øistein; han var dog mere rimelig, men han var meget pengegrisk og nærig. Kong Sigurd blev en stor og stærk mand med et godt udseende; han havde brunt hår og smukke ansigtstræk, men en uskøn mund. Han talte djærvt og var mere veltalende end andre. Dette nævner Einar Skuleson:


Snildt taler kong Sigurd —
sårflodildens rødner
(Gud selv har givet
gramen denne evne);
hver gang folkefyrsten
fyndigt hæver stemmen,
mister andre mælet
(meget hædres kongen)


22.

Kong Øistein var en sorthåret og mørklødet mand af lidt over middelhøjde; han var begavet og forstandig, men det, der mest kostede ham magten, var, at han var nærig og pengegrisk. Han var gift med Ragna — datter af Nikolas Måge. Kong Inge havde et meget smukt udseende; han havde gult hår, der var noget tyndt, men krøllede meget. Han var lille af vækst og kunne kun vanskeligt gå alene, da hans ene fod var uden kræfter, og han havde pukkel på skuldrene og på brystet. Han talte venligt og var mild imod sine venner, var gavmild med penge og lod i høj grad høvdingene styre landet med sig; han var vellidt af almuen, og alt dette bidrog til, at magt og mange folk kom under ham. Kong Harald Gille havde en datter, der hed Brigida; hun var først gift med den svenske kong Inge Halsteinson, men siden med jarl Karl Soneson og så med Magnus Svenskekonge, som var sammødre bror med kong Inge Haraldson. Endelig blev hun gift med jarl Birger den Smilende; de havde fire sønner: Jarl Filippus var den første, den anden var jarl Knud, den tredje Folke, den fjerde Magnus. Deres døtre var: Ingegerd, der blev gift med kong Sørkve — deres søn var kong Jon — den anden Kristin og den tredje Margrete. En anden datter af Harald Gille hed Maria; hun blev gift med Simon Skålp — søn af Halkel Krum — og deres søn hed Nikolas. Harald Gilles tredje datter hed Margrete; hun blev gift med Jon Halkelson — en bror til Simon. Nu skete der snart meget af det, der førte til uenighed mellem brødrene, men jeg vil dog alene anføre det, som jeg anser for at være årsag til de vigtigste begivenheder.


23. Kardinal Nikolaus kommer til landet

Kardinal Nikolaus af Romaborg kom til Norge i Haraldsønnernes dage, og paven havde sendt ham til Norge. Kardinalen var vred på Sigurd og Øistein, og de måtte forlige sig med ham, mens han var meget venlig imod Inge og kaldte ham sin søn. Da de alle var forligte med ham, tillod han dem at vie Jon Birgisson til ærkebiskop og gav ham det klæde, der kaldes pallium, og sagde, at ærkebispestolen skulle være i Kristkirken i Nidaros, dér hvor kong Olav den Hellige hviler. Førhen havde der alene været lydbiskopper i Norge. Kardinalen fik gennemført, at ingen mand ustraffet skulle fare med våben i købstaden på nær de 12 mand, der skulle udgøre kongens følge. Han forbedrede på mange måder folks skikke i Norge, mens han var dér i landet. Ingen anden udenlandsk mand er kommet til Norge, som alle satte lige så højt eller som kunne bestemme lige så meget over almuen. Han drog siden sydpå med store vennegaver og sagde, at han altid ville være den bedste ven af nordmændene. Da han kom sydpå til Romaborg, døde den hidtidige pave pludseligt, og alle romere ville da tage Nikolaus til pave. Han blev viet til pave med navnet Adrianus. De folk, som i hans dage kom til Romaborg, fortæller, at han aldrig havde så vigtige ærinder med andre folk, at han ikke talte med nordmænd først, hvis de ønskede at møde ham. Han var ikke pave længe, og han kaldes for hellig.


24. Kong Olavs mirakel

I Harald Gilles sønners dage skete det, at en mand ved navn Haldor stødte på vendere, og de pågreb ham og mishandlede ham; de skar ham op i halsen og trak tungen ud og skar den af ved tungeroden. Han søgte siden den hellige kong Olav og vendte inderligt sin hu til denne hellige mand; han græd meget og bad kong Olav skænke sig talens brug og helse. I det samme modtog han talens brug og barmhjertighed af denne gode konge, og han blev straks hans tjenestemand i resten af sine dage og var en god og trofast mand. Dette mirakel indtraf en halv måned før Den senere Olavsmesse — på den dag, da kardinal Nikolaus ankom til landet.


25. Præsten Rikard og kong Olavs mirakel

Der var to ætstore og velhavende brødre i Oplandene — Einar og Andres — som var sønner af Guttorm Gråskæg og morbrødre til kong Sigurd Haraldson; de havde dér deres arvejord og alle deres besiddelser. De havde en søster, som var meget smuk at se på, men dog ikke varsom over for onde mænds ord, som det siden skulle vise sig. Hun havde været meget blid imod en engelsk præst, der hed Rikard, som havde ophold hos hendes brødre; hun føjede sig af velvilje ofte efter hans ønsker og gjorde ham megen gavn. Det gik da ikke bedre, end at der fór stygge rygter om kvinden, og da det var blevet almindelig snak, mente alle, at det måtte være præstens skyld — også hendes brødre; så snart de blev klar over dette, sagde de til almuen, at det rimeligvis var på grund af det store venskab, der var imellem dem. Siden blev det dem til stor ulykke, som man kunne vente, da brødrene tav om deres skjulte planer og ikke lod sig mærke med noget. En dag kaldte de præsten til sig; han ventede ikke andet end godt af dem. De lokkede ham med sig hjemmefra og sagde, at de havde et nødvendigt ærinde i et andet herred, og de bad ham følge med. Med hjemmefra havde de en mand, der kendte til deres planer. De sejlede på et skib på det vand, der hedder Rand, og drog frem langs stranden og landede ved det næs, der kaldes Skiftesand, hvor de gik op i land og underholdt sig en tid. Så drog de til et afsides sted og bad dér arbejdskarlen slå præsten med øksehammeren; han slog ham, så han mistede bevidstheden, og da han kom til sig selv, sagde han: »Hvorfor behandler I mig så hårdt?« De svarede: »Selv om ingen har fortalt dig det, skal du nu vide, hvad du har gjort.« Og de forelagde ham derpå deres anklager. Han nægtede og bad Gud og den hellige kong Olav afgøre sagen imellem dem. De brækkede derpå hans ene underben; så trak de ham til skoven imellem sig og bandt hans hænder på ryggen. Derefter lagde de et reb om hovedet på ham og satte et bræt bag hans skuldre og hoved, og de satte en stok i rebet og snoede det. Så tog Einar en pind og satte den mod præstens øje, og hans tjener stod ved siden af og slog med øksen, så øjet faldt ud og ned i skægget; da satte Einar pinden mod det andet øje og sagde til tjeneren: »Slå, men mindre hårdt!« Det gjorde han, men pinden sprang af øjeæblet og rev øjenlåget af ham. Einar samlede øjenlåget op og så, at øjet stadig var der. Da satte han pinden ude ved kinden; tjeneren slog på den, og øjet faldt ned på kindbenet, hvor det var højest. Siden åbnede de hans mund, tog fat i tungen og trak den ud og skar den af, hvorefter de løste hans hænder og fødder. Så snart han kom til sig selv, lagde han øjnene op på deres plads ved brynene og holdt dem dér med begge hænder, så godt han formåede. De bar ham om bord på skibet og sejlede til den gård, der hedder Sæheimsrud, hvor de lagde til. De sendte en mand op til gården for at sige, at der lå en præst dér på stranden ved skibene. Mens denne mand, der blev sendt, var væk, spurgte de, om præsten kunne tale, og han vrikkede med tungen og forsøgte at sige noget. Da sagde Einar til sin bror: »Hvis han kommer sig, og tungestumpen gror sammen, så tror jeg, at han vil kunne tale.« Derpå greb de om tungestumpen med en tang og trak i den og skar to gange ned i den og en tredje gang i tungeroden og lod ham ligge dér halvdød. Husfruen dér på gården var fattig, men hun — og hendes datter med hende — gik straks ned og bar ham imellem sig hjem til huset. Siden sendte de bud efter præsten, og da han kom, forbandt han alle hans sår og forsøgte at hjælpe ham, så godt han kunne. Dér lå han — den sårede præst — ilde tilredt, men altid håbende og aldrig tvivlende på Guds barmhjertighed, og han bad — uden at kunne tale — til Gud i sine tanker og med sorgfyldt hjerte; og jo dårligere han blev, desto mere fortrøstningsfuld blev han, og han vendte sin hu til den milde konge — Olav den Hellige, Guds helgen — og havde han før hørt om dennes underværker, troede han nu så meget mere på ham af hele sit hjerte for at få al hans hjælp i sin nød. Mens han lå dér — lam og berøvet alle sine kræfter — græd han bitterligt og stønnede og bad med smertende bryst denne helgen — kong Olav — hjælpe sig. Efter midnat faldt den sårede præst i søvn; da forekom det ham, at en gævt udseende mand kom hen til ham og talte til ham: »Du er blevet dårligt behandlet — Rikard, min ven! — og jeg ser, at du ikke har mange kræfter.« Det forekom præsten, at han bekræftede dette. Da sagde manden til ham: »Du trænger til barmhjertighed.« Præsten sagde: »Jeg har brug for den almægtige Guds og Olav den Helliges barmhjertighed.« Han svarede: »Det skal du også få.« Så tog han fat i tungestumpen og trak så hårdt i den, at det gjorde ondt på præsten. Derefter strøg han med sine hænder over øjnene på ham og over benet og de andre lemmer, der var skadede. Da spurgte præsten, hvem manden var. Han så på ham og sagde: »Olav er her fra Trondheim nordpå.« Derpå forsvandt han, men præsten vågnede fuldstændig helbredt. »Jeg er frelst,« sagde han, »— takket være Gud og den hellige kong Olav; han har helbredt mig, og jeg var endda så ilde tilredt.« Han kom sig hurtigt over al sin ulykke, og det forekom ham, at han hverken havde været såret eller syg. Tungen var hel, begge øjne var kommet på plads, benbruddet var groet sammen, og alle hans andre sår var helede og fri for smerter, og han havde fået den bedste helse. Som bevis på, at hans øjne havde været stukket ud, groede der et hvidt ar på begge øjenlåg, hvoraf man kunne se den gæve konges under mod denne mand, der var blevet mishandlet sådan.


26. Kong Inge og kong Sigurd holder ting på Holmen

Øistein og Sigurd var blevet uenige af den grund, at kong Sigurd havde dræbt en af kong Øisteins livvagter — Harald den Vikværske, der ejede et hus i Bergen — og en anden mand — præsten Jon Tappert, der var søn af Bjarne Sigurdson. Af denne årsag holdt de om vinteren forligsmøde i Oplandene. De to sad længe i samtale, og det kom da op, at alle brødrene sommeren efter skulle mødes i Bergen, og det hed sig fra deres samtale, at de ikke ville lade kong Inge have mere end to eller tre gårde og så stor en formue i øvrigt, at han kunne have 30 mand med sig, og at de sagde, at de ikke mente, at han havde helbredet til at være konge. Inge og Gregorius hørte disse rygter og drog til Bergen med en meget stor flok. Sigurd ankom lidt senere og havde meget færre folk. Da havde Inge og Sigurd været konger i Norge i 19 år. Kong Øistein kom senere af sted østfra fra Viken, end de gjorde nordfra. Da lod kong Inge kalde til tings på Holmen, og kong Sigurd og kong Inge mødtes dér med mange folk. Gregorius havde to skibe og godt 90 mand, som han holdt med kost; han holdt sine huskarle bedre end andre lendermænd, for han drak aldrig i sammenskudsgilder, uden at alle hans huskarle drak sammen med ham. Han gik med en forgyldt hjelm på tinget, og alle folk i hans følge bar hjelm. Kong Inge rejste sig og fortalte folkene, hvad han havde hørt, og hvad hans brødre havde tiltænkt ham; han udbad sig støtte, og alle folk gav hans tale gode tilråb og sagde, at de ville følge ham.


27. Om Gregorius Dagson

Da rejste kong Sigurd sig og tog ordet og sagde, at det var usandt, hvad Inge beskyldte dem for, og at det var sådan noget Gregorius fandt på. Han sagde, at hvis han måtte bestemme, skulle der ikke gå længe, før de mødtes, så han kunne slå til den gyldne hjelm, og han sluttede sin tale med at sige, at de ikke begge skulle leve længe. Gregorius svarede og sagde, at han var klar, og at han mente, at Sigurd kun behøvede glæde sig lidt til mødet. Få dage senere blev en af Gregorius’ huskarle dræbt ude på gaden, og det var kong Sigurds huskarl, der dræbte ham. Da ville Gregorius fare på kong Sigurd og dennes folk, men kong Inge og mange andre frarådede det. Da Ingerid — kong Inges mor — gik fra aftengudstjeneste, kom hun forbi, hvor Sigurd Prydsjal lå dræbt; han var kong Inges livvagt og var gammel og havde tjent mange konger. Det var kong Sigurds folk — Hallvard Gunnarson og Sigurd, der var søn af Øistein Travale — der havde dræbt ham, men folk beskyldte kong Sigurd for at stå bag. Ingerid gik straks til kong Inge og fortalte ham det og sagde, at han længe ville være en lille konge, såfremt han ikke gjorde noget ved, at hans livvagter — den ene efter den anden — blev slagtet som svin. Kongen blev vred over hendes påtale, og mens de skændtes, kom Gregorius gående ind klædt i hjelm og brynje og sagde, at kongen ikke skulle være vred, men at hun sagde sandheden, »— og jeg er kommet her for at støtte dig, hvis du vil angribe kong Sigurd, og her står mere end 100 mand ude i gården — mine huskarle — i brynje og med hjelm, og vi vil gå imod dem fra den kant, som andre vil synes er værst.« De fleste frarådede det og sagde, at Sigurd vel ville bøde for sit uheld. Da Gregorius indså, at kong Inge ville lade sig tale fra det, sagde han til ham: »Sådan plukker de dig! For kort tid siden dræbte de min huskarl, og nu en af dine livvagter, og så vil de vel jage mig eller en anden lendermand, som de formoder, du nødigst vil undvære. Og de ser, at du ikke gør noget ved det og fratager dig kongemagten, når dine venner er fjernet. Ligemeget hvilken vej dine andre lendermænd vælger, vil jeg ikke vente på at blive slået ned som et stykke kvæg. Allerede i nat skal Sigurd og jeg købslå, og så må den handel gå, som den gør. Det er både sådan, at du er ilde stedt på grund af din vanførhed, men jeg tror også, at du mangler vilje til at beskytte dine venner; jeg er nu aldeles klar til at opsøge Sigurd herfra, for mit banner er her udenfor.« Kong Inge rejste sig og kaldte efter sine klæder, og han bad enhver, der ville følge ham, gøre sig klar. Han sagde, at det ikke nyttede noget, at ville tale ham fra det; han havde længe afholdt sig fra det, men nu måtte der gås til stålet mellem dem.


28. Kong Sigurds fald

Kong Sigurd drak i Sigrid Græsenkes gård og gjorde sig klar, men tænkte, at der ikke ville blive noget af striden. Siden gik de andre imod gården: Kong Inge kom ned fra smedeboderne, Arne Kongsmåg ude fra Sandbro, Aslak Erlendson fra sin gård og Gregorius fra gaden — herfra forekom det farligst. Sigurd og hans folk skød meget fra loftsgluggerne, og de nedbrød ovnene og kastede sten på de andre. Gregorius’ folk brød porten til gården op, og i kong Sigurds flok faldt dér Einar — søn af Lakse-Pål — og Hallvard Gunnarson; han blev skudt inde på loftet, men ingen sørgede over ham. Angriberne huggede husene ned, og kong Sigurds støtter forlod ham og søgte fred. Da gik Sigurd ind på et loft og krævede ørenlyd. Han bar et forgyldt skjold, og folk genkendte ham, men ville ikke høre på ham; folk skød mod ham så tæt, som var det en haglbyge, og han kunne ikke være dér. Da hans folk var gået fra ham, og husene nær var hugget ned, gik han ud sammen med sin livvagt Tord Husfrue — en vikværing — og ville derhen, hvor kong Inge var, og Sigurd kaldte på Inge — sin bror — at denne skulle give ham fred, men de blev begge hugget ned, og Tord Husfrue faldt med stor hæder. Der faldt mange i kong Sigurds flok, selv om jeg kun nævner et fåtal, og tilsvarende i Inges hær, men fire af Gregorius’ folk og også nogle, der ikke var med nogle af dem, men som blev ramt af skud nede på bryggerne eller ude på skibene. De kæmpede 14 dage før Jon Baptists messedag, og det var en fredag. Kong Sigurd blev begravet i den gamle Kristkirke ude på Holmen. Kong Inge forærede Gregorius det skib, kong Sigurd havde haft. To eller tre dage senere kom kong Øistein østfra med 30 skibe og med sin brorsøn — Håkon — i sit følge; han tog ikke til Bergen, men blev ved Florvåg, og folk drog frem og tilbage imellem dem for at forlige dem. Gregorius ønskede, at de skulle angribe dem og mente, at det ikke ville blive nemmere siden, og han sagde, at han skulle være høvding for den færd, »— men du — konge! — skal ikke tage med, for nu er der ikke mangel på folk.« Mange frarådede færden, og det blev derfor ikke til noget. Kong Øistein drog østpå til Viken, og kong Inge tog nordpå til Trondheim, og de blev kaldt forligte, men mødtes ikke selv.


29. Om Gregorius Dagson

Gregorius Dagson drog østpå lidt senere end kong Øistein, og han var oppe på Håvund på sin gård — Bratsberg. Kong Øistein var inde i Oslo, og han lod sine skibe drage mere end to roskifter på isen, for der var et tykt islag inde i Viken. Han fór op på Håvund og agtede at pågribe Gregorius, men denne fik nys om det og slap væk til Telemarken med 90 mand; han drog nordpå over fjeldet og kom ned til Hardanger og tog siden til Studla i Etne, hvor Erling Skakke havde sin gård. Erling var taget nordpå til Bergen, men hans kone — Kristin — var hjemme, og hun tilbød Gregorius at tage, hvad han ville have. Gregorius fik dér en god modtagelse; han fik derfra et langskib, som Erling ejede, og alt, hvad han havde behov for. Gregorius takkede hende meget og sagde, at hun havde handlet storsindet, som man kunne forvente. De drog derefter til Bergen og traf Erling, og han fandt, at hun havde gjort det godt.


30. Forlig mellem kongerne Inge og Øistein

Gregorius Dagson drog siden nordpå til købstaden og ankom før jul. Kong Inge tog meget glad imod ham og bad ham tage af sin ejendom, som han ville. Kong Øistein afbrændte Gregorius’ gård og slog husdyrene ned. Om vinteren brændte de bådehuse, som kong Øistein den Ældre havde ladet bygge nordpå i købstaden, og som var meget prægtige, og dermed brændte de gode skibe, som kong Inge ejede. Dette værk voldte megen harme, og det blev tillagt kong Øistein og Filippus Gyrdson — kong Sigurds fostbroder. Sommeren efter drog kong Inge nordfra og fik samlet mange folk, mens kong Øistein kom østfra, og han samlede sig også hær. De mødtes ved Seløerne nord for Lindesnes, og kong Inge havde langt de fleste folk. De var da nær kommet i kamp. De blev forligte, og vilkåret var, at kong Øistein skulle forpligte sig til at betale 45 mærker guld; kong Inge skulle have 30 mærker, fordi Øistein havde forvoldt afbrændingen af skibene og bådehusene. Desuden skulle Filippus være fredløs sammen med alle dem, der havde deltaget i afbrændingen af skibene; tilsvarende skulle de folk, der blev kendt skyldige i angrebet på kong Sigurd, være fredløse, for kong Øistein anklagede kong Inge for at stå bag disse mænd. Gregorius skulle have 15 mærker for det, kong Øistein havde brændt af hans. Kong Øistein var ikke tilfreds med sagen, og han mente at være blevet tvunget til forliget. Kong Inge drog østpå til Viken efter mødet, mens Øistein tog nordpå til Trondheim. Siden blev kong Inge i Viken og Øistein nordpå i Trondheim, men de mødtes ikke; der blev alene sendt ord imellem dem, der ikke bidrog til forlig, og fra begge sider lod man den andens venner dræbe. Kong Øisteins betaling blev ikke til noget, og de beskyldte gensidigt hinanden for ikke at overholde det, der var blevet aftalt. Kong Inge og Gregorius fik talt mange af kong Øisteins folk over på deres side: Bård Ståhale Brynjolfson og Simon Skålp — Halkel Krums søn — og og mange andre lendermænd og Haldor Brynjolfson og Jon Halkelson.


31. Om kongerne Inge og Øistein

Da der var gået to år fra kong Sigurds fald, samlede kongerne hær. Inge fik østpå i landet 80 skibe, mens kong Øistein nordfra fik 45 skibe; han havde da den store drage, som kong Øistein Magnusson havde ladet bygge. Begge sider havde en stor og flot hær. Kong Inge lagde sine skibe sydpå ved Moster, mens kong Øistein var lidt længere nordpå i Grøningasund. Kong Øistein sendte Aslak den Unge Jonson og Arne Hidse Sæbjørnson sydpå til Inge; de havde ét skib. Da Inges folk genkendte dem, angreb de dem og dræbte mange i deres flok. De tog skibet og alt derpå. Aslak og Arne og nogle folk med dem kom i land og opsøgte kong Øistein og fortalte, hvorledes kong Inge havde modtaget dem. Kong Øistein holdt da husting og fortalte sine folk, hvilken ufred Inge og de andre ville skabe, og han bad sine hærfolk om at følge ham, »— og vi har så god og stor en hær, at jeg på ingen måde vil flygte, hvis I vil følge mig.« Men der kom ingen tilråb til hans tale. Halkel Krum var dér, men begge hans sønner — Simon og Jon — var hos kong Inge. Halkel svarede, så mange hørte det: »Nu kan dine guldkister følge dig og forsvare dit land.«


32. Drabet på kong Øistein

Den følgende nat roede de i hemmelighed mange skibe væk; nogle sluttede sig til kong Inge, andre drog til Bergen og andre igen ind i Fjordene. Om morgenen, da det blev lyst, var der kun ti skibe tilbage ved kongen; han efterlod den store drage dér — da den var tung under årerne — sammen med flere skibe, og de huggede dragen meget i stykker. Tilsvarende sønderhuggede de deres øltønder, og alt det andet, de ikke kunne have med sig, ødelagde de. Kong Øistein gik om bord hos Eindride — søn af Jon Fedtnæse — og de drog nordpå og ind i Sogn og derfra over land østpå til Viken. Kong Inge tog skibene og sejlede østpå til Viken ad den ydre rute. Øistein var dér østen for Folden og havde nær 12 hundrede mand. Da de så kong Inges flåde, mente de ikke at have folk nok imod dem, og de rendte ind i skoven. Da flygtede hver sin vej, således at kongen var alene med én mand. Kong Inges folk blev klar over, hvad Øistein foretog sig, og ligeledes at han kun havde få folk. De ledte efter ham, og Simon Skålp fandt ham, da han kom ud imod dem fra et krat. Simon hilste på ham: »Hil, lavard!« sagde han. Kongen sagde: »Jeg ved nu ikke, om ikke du forekommer at være min lavard.« »Det er nu, som det er blevet,« sagde Simon. Kongen bad ham hjælpe sig væk og sagde, at det ville sømme sig for ham, »— for det har længe været godt imellem os, selv om det nu er anderledes.« Simon sagde, at det blev der ikke noget af. Kongen bad om at måtte høre messe først, og det fik han lov til. Derefter lagde han sig med ansigtet nedad og bredte armene ud og bad om at blive hugget i kors mellem skuldrene; så skulle det vise sig, sagde han, hvorvidt han kunne tåle jern eller ikke, som jo kong Inges folk havde sagt. Simon talte til manden, der skulle hugge, og bad ham få det gjort og sagde, at kongen alt for længe havde kravlet omkring dér i lyngen. Så blev han hugget, og man mente, at han tog det mandigt. Hans lig blev ført til Fors, hvor det for natten blev stillet under bakken syd for kirken. Kong Øistein blev begravet i Forskirken, og hans grav findes midt på kirkegulvet, og der er bredt et klæde over, og folk kalder ham hellig. Dér, hvor han blev hugget, og hans blod kom på jorden, sprang en kilde, og en anden dér, hvor hans lig stod for natten; mange folk mener at havde fået bedring af vand fra begge de steder. Vikværingerne fortæller, at der skete mange mirakler ved kong Øisteins grav, inden hans uvenner kastede hundesuppe i graven. Simon Skålp fik af almuen megen utak for dette værk, men nogle siger, at da kong Øistein blev pågrebet, sendte Simon en mand hen til kong Inge, men kongen bad om ikke at få Øistein for sine øjne. Sådan har kong Sverre ladet skrive, men derom siger Einar Skuleson:


Den ménvante morder
mødte med svig kongen;
sent for slig en handling
Simon Skålp skal frelses.


Wilhelm Wetlesen: Simon Skålp finder kong Øistein


Note:

  1. I dette og i det følgende kapitel citeres Einar Skulesons Runhenda. Versemålet er runhent — det samme som Egil Skallagrimson anvendte i Hovedløsen — hvor der bruges både stavrim og enderim. En bare nogenlunde tilfredsstillende gendigtning af de kompakte strofer er yderst vanskelig, og jeg har derfor valgt ikke at medtage versene i denne oversættelse.