Island i fristatstiden - II. Statslivet

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Valtýr Guðmundsson
Island i fristatstiden

1924

II. Statslivet

12. Retstilstanden i Landnamstiden.

Da Indvandringen foregik enkeltvis og efterhaanden i Løbet af en længere Tidsperiode, medbragte Indvandrerne ikke nogen Stats- eller Samfundsordning. En saadan fandtes da heller ikke paa Island hele Landnamstiden igennem. Det eneste, der foruden Slægtskabs- og Venskabsbaand knyttede Folk sammen, var derfor Religionen eller Gudsdyrkelsen.

Vi finder i Sagaerne mange Beretninger, der viser, at en af de betydeligste Landnamsmænds første Gerninger var at bygge et Gudehov (Tempel). Og om flere af dem berettes endog, at de medbragte større eller mindre Dele af et Gudetempel fra deres Hjemstavn i Norge. Da Templerne imidlertid som Regel var store og anselige Bygninger (§9) og der desuden til Opretholdelsen af Gudstjenesten ved dem, Ofringer og Offergilder, krævedes betydelige Midler, kunde naturligvis ikke alle og enhver indlade sig paa at opføre et Tempel til eget Brug. Det var derfor kun de mere velstaaende, og som Regel vistnok ogsaa de fornemste, Landnamsmænd, som havde Raad til at opføre et Gudehov og indrette en offentlig Gudsdyrkelse. De mindre bemidlede, hos hvem den religiøse Trang til Deltagelse i Gudsdyrkelsen kunde være lige saa stor, ja, sikkert ofte endnu større, maatte da søge hen til disse Templer og som Vederlag for deres Benyttelse betale en Afgift, en Hovtold (Tempelskat), til vedkommende Tempelejer. Der opstod saaledes et vist Antal Sogne eller Menigheder, hvis Overhoved blev Templets Forstander eller Præst, Goden.

Oprindelig havde Goden kun med Ledelsen af Menighedens religiøse Anliggender at gøre, medens Menighedens enkelte Medlemmer i alle verdslige Anliggender var uafhængige af ham. De ejendommelige Forhold paa Island medførte dog snart en Forandring paa dette Omraade. Thi den Omstændighed, at det var de rigeste og mægtigste Mænd, der blev Tempelpræster, førte til, at de fattigere og svagere Medlemmer af Menigheden i mange Tilfælde maatte hos deres Gode søge Støtte og Beskyttelse, og til Gengæld yde ham de Tjenester, han paa sin Side kom til at forlange af dem.

Fig. 3. Altingsstedet ved Tingvoldsøen mellem Almindingskløften (Almannagjá) og Ravnekløften (Hrafnagjá).

Fig. 4. Tværsnit over Altingsstedet. A. Almindingskløften. — B. Ravnekløften. — C. Tingvoldsletten.

Landnamstiden var, som bekendt, en meget urolig Tid, en Del af selve Vikingetiden, en Tid, da den stærkeres Ret gjorde sig stærkt gældende paa alle Omraader i hele Norden. Og dette maatte naturligvis vise sig i endnu højere Grad paa Island, saa længe der her endnu ikke fandtes noget ordnet Statssamfund eller nogen Lov og Ret. En stærk og kraftig Viking kunde da ustraffet overfalde sin svage Nabo og fratage ham hans Ejendom og samtlige Ejendele, endogsaa hans Hustru og Døtre, uden at den forurettede havde nogen som helst Udvej til at forhindre det eller komme til sin Ret igen. Thi der gaves jo ikke nogen verdslig Myndighed, til hvem han i saadanne Tilfælde kunde henvende sig. Og da nu Tempelpræsten var den eneste offentlige Myndighed, der fandtes, skønt kun paa det religiøse Omraade, og det i de fleste Tilfælde netop traf sig saa, at han tillige var den mægtigste, eller i hvert Fald en af de mægtigste Mænd i sin Egn, var det ret naturligt, at man i saadanne Tilfælde henvendte sig til sin Gode for at søge hans Mellemkomst og Beskyttelse. Og dette maatte jo føre til, at han efterhaanden ikke alene blev Leder paa det religiøse Omraade, men at han ogsaa fik en betydelig Indflydelse i alle verdslige Anliggender, der angik de Personer, som hørte til hans Menighed.

Hvert Tempelsogn kom saaledes efterhaanden til at danne en lille uafhængig Stat for sig, hvis Ledelse besørgedes af Goden, paa det religiøse Omraade i Kraft af hans Stilling som Tempelpræst, men paa det verdslige Omraade ifølge en stiltiende Overenskomst eller de for Haanden værende Forholds Natur, uden at han havde nogen officiel eller lovfæstet Bemyndigelse til at optræde som verdslig Myndighed. Men da der ikke gaves nogen Lov eller Ret i Landet, som kunde anvendes overfor de Personer, der gjorde sig skyldige i Overgreb eller forurettede andre, var Godens Magtmidler i verdslige Anliggender temmelig faa og indskrænkede sig væsentlig til Vaabenmagten og den Anseelse, han som den rigeste og mægtigste Mand i Sognet selvfølgelig var i Besiddelse af.

Men skønt de fattigere og svagere, der nødvendigvis maatte have en Beskytter at ty til, i Tilfælde af Tvistigheder var nødt til at bøje sig for Godens Afgørelse, fandt dog andre, der ikke alene mente at kunne staa paa egne Ben, men som maaske ogsaa troede sig i Stand til at optræde som de svageres Beskytter fuldt saa vel som Goden, hans Indblanding i de verdslige Anliggender uberettiget og farlig, og vilde ikke bøje sig for hans Afgørelse, hvad der jævnlig førte til, at opstaaede Tvister kun kunde afgøres ved Vaabenmagt. Og naar de stridende Parter hørte til to forskellige Tempelsogne, blev en saadan Afgørelse næsten den eneste Udvej.

At en saadan Tilstand, som maatte føre til evindelige Fejder, var uholdbar og let kunde medføre en fuldstændig Ødelæggelse af det nystiftede Nybyggersamfund, indsaas hurtigt af alle. Og man blev da enig om at søge tilvejebragt en Samfundsordning, bygget paa bestemte Love, en Fællesforfatning for hele Landet.

13. Fristatens Oprettelse og dens Forfatning.

Til at istandbringe en Statsforfatning for hele Landet og derigennen Oprettelsen af en fælles Fristat blev der udset en ældre Mand paa 60 Aar, ved Navn Ulfljot, der i sin Tid var indvandret fra Norge. For at forberede sin Lovgivningsvirksomhed drog han til Norge, hvor han opholdt sig i 3 Aar hos sin Morbroder Torleif Spage (ɔ: den vise), der var en overordentlig lovkyndig Mand og som nogle Aar senere besørgede den Forandring af den norske Gulatingslov, der blev foretaget af Kong Hakon den Gode (935-961). Her udarbejdede Ulfljot sin

Fig. 5. Nedstigning (fra Vest) i Almindingskløften. Til venstre i Baggrunden ses Kløftens østre og lavere Væg.

Forfatningslov, der efter ham kaldtes Ulfljotsloven, hvorefter han vendte tilbage til Island. Den Lov, Ulfljot medbragte, var ifølge Are Frodes Vidnesbyrd »for det meste affattet efter den dagældende Gulatingslov, eller efter de Raad, som Torleif Spage gav, angaaende hvor noget skulde tilføjes eller udelades eller forandres«.

Da et af de vigtigste Punkter i Ulfljots Forfatningslov gik ud paa Oprettelsen af et Fællesting for hele Landet, et Alting, gjaldt det at finde et passende Sted til Afholdelsen af dette Ting. Til at paatage sig denne Opgave bevægede Ulfljot sin Fostbroder Grim Gedesko (ɔ: Gederams, Dueurt), som efter i den Hensigt at have berejst hele Landet valgte et Sted i Ingolfs Landnam, henved 7 Mil Øst for Reykjavik, hvor Økseaaen (Öxará) falder ud i en stor Sø, som siden fik Navnet Tingvoldsøen, ligesom selve Stedet kaldtes Tingvo1d (»Vold« = Slette, flad Mark, jfr. norsk »Eidsvold«), men som af Danske nu ofte kaldes »Tingvalla« (Ejef. Flt.).

Det maa erkendes, at Grim var særdeles heldig i dette Valg, thi et bedre Samlingssted for hele Landet kunde man næppe tænke sig, saa vel paa Grund af dets overordentlige Naturskønhed, der stadig vækker alle Besøgendes Beundring, som paa Grund af dets heldige Beliggenhed. Thi her mødes Veje fra alle Landets Egne, fra Nord og Syd; fra Øst og Vest. Man blev da ogsaa enig om, at Grim for sin Ulejlighed skulde have én Penning fra hver Bonde i Landet; disse Penge vilde han imidlertid ikke selv beholde, men som en uegennyttig og gudhengiven Mand skænkede han dem til Landets Gudetempler.

Efter at Altingsstedet var blevet fastslaaet, blev der her afholdt et konstituerende Møde, hvor Ulfljots Forfatningslov blev vedtaget, og dernæst, i Aaret 930, den første ordentlige Altingssamling, hvor Høvdingen Ravn Høngsson blev valgt til Lovsigemand eller Altingsformand, Fristatens højeste Embedspost (§ 14).

Ulfljots Forfatsningslov haves nu ikke mere i sin oprindelige Skikkelse, idet den senere to Gange blev Genstand for temmelig gennemgribende Ændringer, og det kun er den sidste Redaktion, der er bevaret, nemlig i den Lovsamling fra Fristatstiden, som kaldes »Graagaasen«. Men ved en grundig Undersøgelse af alle Kilder kan man dog saa nogenlunde udfinde, hvorledes den oprindelige Ordning har været, og hvori de senere foretagne Ændringer har bestaaet. Vi finder da, at der i den islandske Forfatnings Historie har været tre Udviklingstrin: 1. Ulfljotsloven, 2. Gellesloven og 3. Njalsloven.

14. Ulfljotsloven.

Ulfljots Forfatningslov gik i Hovedtrækkene ud paa følgende:

Fig. 6. Økseaafossen (Økseaaens Nedstyrtning i Almindingskløften).

Hele Landet skulde inddeles i 12 Tinglag eller Tingsogne (se det vedføjede Kort, hvor deres Navne findes), hvert bestaaende af 3 større Godedømmer, idet der i hvert Tinglag skulde findes 3 Hovedtempler, hvis Goder skulde have politiske Rettigheder eller verdslig Myndighed, og som derfor, i Modsætning til de almindelige Tempelpræster (»Hovgoderne« eller »Offergoderne«) kaldtes Høvdinggoder eller Herskergoder (forráðsgoði, en Gode, der har »mannaforráð«, raader for, hersker over Folk) og deres Godedømme Herskerkreds (forráðsgoðorð). Forholdet var altsaa noget lignende, som hvis man nu til Dags bestemte, at alle Landets Provster skulde tillige være baade Herredsfogder og Rigsdagsmænd (Lovgivere).

Fig. 7. Kort over Altingsstedet. a. Skansebod. - b. Lovretten. - c. Njals Bod. - d. Lovbjærget (og ved Foden af dette Snorre Godes Bod). - e. Bro over Økseaaen. - f. Tingvoldkirken.

I hvert Tinglag skulde der hvert Aar holdes Herredsting, saa vel et Vaarting som et Høstting, der skulde sammenkaldes af de 3 Høvdinggoder i Fællesskab og skiftevis ledes af dem, og disse kaldtes da, paa Grund af deres Tingfællesskab, Samtingsgoder. Paa hvert Vaarting skulde der findes en Domstol, bestaaende af 36 Medlemmer, som udnævntes af de 3 Samtingsgoder i Forening, 12 af hver Gode. Men paa Høsttingene fandtes der ingen Domstol.

Men foruden Herredstingene skulde der oprettes et Fællesting for hele Landet, Altinget (Ting for alle, for hele Landet). Og her skulde der findes en Altingsdomstol, bestaaende af 36 Medlemmer, udnævnt af de 36 Høvdinggoder, ét Medlem af hver Gode, som han valgte blandt sine Tingmænd eller de Mænd, der hørte til hans Godedømme (Herskerkreds). Til denne Domstol skulde de Sager stævnes, som enten ikke kunde finde deres Afgørelse ved Vaartingsdomstolene eller som Parterne foretrak at faa paadømt af Landets Fællesdomstol, i Stedet for af Vaartingsdomstolen.

I Modsætning til Herredstingene fandtes der paa Altinget ogsaa en lovgivende Forsamling, en Slags Rigsdag, kaldet Lovretten (som retter, forbedrer (vedtager) Lovene). Den bestod af Landets 36 Høvdinggoder, foruden en af selve Lovretten valgt Formand, som ikke absolut behøvede at være Gode, men dog hyppigst var det. Lovretten havde foruden sin lovgivende Virksomhed ogsaa det Hverv at give forskellige Bevillinger, Benaadninger, Dispensationer fra gældende Love o.s.v. Saa vel alle Beslutninger i Lovretten som alle Domme skulde for at være gyldige ske ved Enstemmighed.

Lovrettens Formand var tillige hele Altingets Formand. Han skulde altsaa ikke alene lede Lovrettens Forhandlinger, men i det hele taget forestaa Ledelsen paa Altinget. Men desuden havde han det Hverv at forkynde saa vel nye som ældre Love paa det almindelige Forkyndelsessted paa Altinget, Lovbjærget (Fig. 7 d.), en høj Klippe paa Østsiden af Almindingskløften (Almannagjá). Og af denne sin Virksomhed fik han Navnet Lovsigemand (som fremsiger, forkynder Lovene). Lovsigemanden var Landets højeste Embedsmand, paa en Maade Fristatens Præsident, skønt højst forskellig fra Præsidenten i de moderne Republikker, da han ikke havde nogen som helst administrativ Myndighed udenfor selve Altinget.

15. Kaster vi nu et Blik paa disse Fristatens Hovedinstitutioner for at udfinde, hvad der maatte være ejendommeligt for dem eller særlig islandsk og hvad der maatte være overført fra Norge, saa ser vi for det første, at det Tolvtalssystem, som var saa fremherskende hos alle de nordiske og germanske Folk, i den oprindelige Organisation er kommet til sin fulde Ret, medens dette i den senere Ordning, saaledes som vi finder den i Fristatens Lovbog, Graagaasen, i flere Henseender er forsvundet. Den oprindelige Ordning viser saaledes et større Slægtskab, med den norske Organisation: der var 12 Tinglag, 12 Vaarting, 36 Goder, en Domstol paa hvert Vaarting paa 36 Medlemmer og paa Altinget saa vel en Lovrette som en Domstol paa 36 Medlemmer hver, hvor man altsaa genfinder det samme Antal af 3 Tylvter, som var det normale Medlemstal for de større Tingkollegier i Norge. Der er ogsaa overvejende Sandsynlighed for, at Lovene i Norge i den ældre Tid ligeledes er blevet foredraget paa Tinge af den norske Lagmand, og at det er i Overensstemmelse hermed, at Lovsigemandsembedet blev oprettet. Nogle Forskere mener, at man i den ældre Tid ogsaa har haft en Lovsigemand i Danmark.

Naar der ved Ulfljotsloven tillagdes Goderne en betydelig verdslig Myndighed, saa var dette derimod en væsentlig Afvigelse fra den norske Ordning, som imidlertid nødvendiggjordes ved de særlige islandske Forhold. At man i Norge i den ældre Tid har haft Goder, ligesom paa Island, maa betragtes som sikkert. Men de norske Goder var saa at sige udelukkende religiøse Embedsmænd, der aldrig opnaaede nogen videregaaende verdslig Magt, hvorfor ogsaa saa vel Stillingen som selve Navnet her fuldstændig forsvandt ved Kristendommens Indførelse. I Norge var det Herserne, Jarlerne og Kongerne, der var Indehavere af den verdslige Magt, og det var derfor disse, som her udnævnte Medlemmerne af den norske Lagrette, som paa en Gang virkede som Domstol og som lovgivende Forsamling. Men da der paa den Tid, da Ulfljotsloven vedtoges, ingen andre offentlige Myndigheder fandtes paa Island end Goderne, og de fleste af disse desuden nedstammede fra norske Høvdingeætter, var det ret naturligt, at den verdslige Myndighed, som i Norge indehavdes af Herser og Jarler, paa Island tillagdes Goderne, saa meget mere som det næppe vilde have været muligt at finde andre Mænd, hvem man kunde betro denne Myndighed, end netop de samme, som allerede beklædte en Godestilling. Denne Afvigelse fra den norske Ordning var derfor ligefrem fremkaldt af de stedlige Forhold paa Island.

Naar der paa Island blev oprettet en Lovrette, saa var denne Institution ganske vist overført fra Norge, hvor man ogsaa havde en »Lagrette«. Men der var dog her en væsentlig Afvigelse. Thi medens den norske Lagrette i sig forenede baade den lovgivende og den dømmende Myndighed, udsondredes paa Island den dømmende Myndighed, saaledes at Lovretten her udelukkende blev en lovgivende Institution. Og medens Lagrettens Medlemmer i Norge blev valgt eller udnævnt af Høvdingerne, havde paa Island Goderne selv Sæde i Lovretten, medens kun Besættelsen af den ved Siden af den oprettede Altingsdomstol skete ved Valg. Denne Adskillelse af den lovgivende og den dømmende Myndighed var et i høj Grad ejendommeligt Træk for den islandske Forfatning, hvorved den hæver sig over alle samtidige Forfatninger i Norden.

Ogsaa ved Ordningen af Tingene finder vi en væsentlig Afvigelse. Thi medens man i Norge havde flere Lagting, dannedes der paa Island et Fællesting for hele Landet. Men ved Siden heraf oprettedes der faste, regelmæssige Herredsting, med en af Goderne udnævnt Domstol paa hvert Ting, hvor vedkommende til faste, bestemte Tider kunde faa deres Sager afgjort, medens saadanne faste Herredsting ikke fandtes i Norge. Man kunde ganske vist i Norge, naar en særlig Anledning dertil gaves, sammenkalde et Herredsting, men dette skete her kun lejlighedsvis, og havde i Almindelighed snarere Karakteren af et Folkemøde end et Ting, da der her ikke fandtes nogen Domstol. En saadan fandtes i Norge kun paa Lagtingene. Paa Herredstingene blev de indstævnte Retssager derimod ikke paadømt af en organiseret Domstol, men det var her de forsamlede Tingmænd, der tog Bestemmelse om, hvordan Sagen skulde afgøres. Desuden gives der i den norske Lov den Regel, at vedkommende Part, som havde en Retssag, selv maatte sammenkalde Tinget, hvoraf man kan se, at faste, regelmæssige Herredsting her ikke gaves.

Det fremgaar heraf, at skønt Ulfljotsloven ikke kan antages at have været synderlig omfangsrig, er der dog ved den blevet udført et saare betydningsfuldt Arbejde, der bærer Præg af megen Eftertanke, megen Konsekvens og stor Sans for Harmoni. Der var saaledes allerede ved Fristatens Oprettelse lagt et saa fortrinligt forfatningsmæssigt Grundlag, at dette sikkert har øvet en stor Indflydelse, ikke blot paa Retsdannelsen, men ogsaa paa Folkets Aandsliv og Kulturliv i det hele taget.

16. Gellesloven.

Ulfljots Forfatningslov bestod uforandret i en Menneskealder, eller indtil 963. Men ved denne Tid foreslog en af de mægtigste Høvdinggoder paa Vestlandet, Tord Gelle, en Ændring af den hidtil gældende Værnetingsregel, der igen førte til en gennemgribende Ændring af Forfatningen.

Den gamle Værnetingsregel gik ud paa, at Drabssager skulde forfølges paa det Ting, der var nærmest Gerningsstedet, da man her lettest kunde faa de paalideligste Oplysninger om, hvordan alt var gaaet til. Men Tord Gelle havde selv gjort den Erfaring, at denne Regel kunde medføre store Ulemper, idet Sagsøgeren i et fremmed Tinglag kunde være udsat for at møde væbnet Modstand fra Beboernes Side. Han foreslog derfor paa Altinget, at den gamle Værnetingsregel skulde ændres, og dette Forslag vandt Bifald i Lovretten, som vedtog en ny Værnetingsregel. Men for at denne kunde gennemføres, maatte der ogsaa vedtages forskellige andre Bestemmelser.

Det blev da vedtaget, at hele Landet skulde inddeles i 4 Landsdele eller Fjerdinger (senere kaldet »Amt«) med bestemte geografiske Grænser, medens de enkelte Tinglag og Godedømmer ikke havde haft saadanne Grænser. I hver Fjerding skulde der saa oprettes et Fællesting for hele Fjerdingen, et Fjerdingsting, hvor de Sager skulde afgøres, der angik Beboerne af den samme Fjerding, naar Parterne hørte til forskellige Tinglag.

Den nye Værnetingsregel blev altsaa den, at naar begge Parter hørte til samme Tinglag, skulde Sagen anlægges paa Vaartinget i deres fælles Tinglag; naar de derimod hørte til forskellige Tinglag indenfor samme Fjerding, saa skulde Sagen forfølges paa Fjerdingstinget, og dersom de endelig hørte til forskellige Fjerdinger, skulde Sagen indbringes for Altinget.

Da nu hele Landet havde været inddelt i 12 Tinglag, var det den naturligste Ordning, at dér efter Fjerdingsinddelingen skulde være 3 Tinglag i hver Fjerding. Dette blev ogsaa foreslaaet, og vedtaget for de tre Fjerdingers Vedkommende. Men hos Nordlandets Beboere mødte dette stærk Modstand, idet de mente, at Afstanden mellem Tingstederne blev for stor, dersom der her kun skulde være 3 Ting. Man enedes da om, at der i Nordfjerdingen skulde være 4. Tinglag, saa at der nu i hele Landet blev 13 Tinglag, i Stedet for som tidligere 12. Men da der i hvert Tinglag skulde være 3 Høvdinggoder, blev Følgen jo den, at Nord fjerdingen fik 12 Goder, medens hver af de andre Fjerdinger kun havde 9. Godernes Antal i hele Landet blev saaledes herefter 39, i Stedet for som tidligere 36.

Da der for Altingsdomstolen gjaldt den Regel, at hver af Landets Goder til den skulde vælge ét Medlem, maatte denne Regel nu forandres, for at Nordfjerdingen ikke ved Besættelsen af Dommerpladserne skulde komme i Overvægt overfor de andre Fjerdinger. Det blev derfor bestemt, at Nordfjerdingens 12 Goder ikke skulde have Ret til at udnævne mere en 9 Medlemmer af Altingsdomstolen, saa at dennes Medlemstal (36) forblev uforandret.

Men Forøgelsen af Godernes Antal fik ogsaa Betydning for Lovrettens Sammensætning, hvor jo alle Høvdinggoder skulde have Sæde. Det blev da, for at de nordlandske Goder her ikke skulde komme i Overvægt, vedtaget, at Lovretten herefter skulde bestaa af 48 Medlemmer (i Stedet for 36), nemlig af Landets samtlige 39 Goder og 9 valgte Medlemmer, der udnævntes af Goderne i de tre Fjerdinger, hvor der kun fandtes 9 Høvdinggoder, ét Medlem fra hvert Tinglag eller 3 fra hver Fjerding. Herved opnaaedes jo, at hver Fjerding fik lige mange (12) Repræsentanter i den lovgivende Forsamling, Lovretten.

17. Som man af ovenstaaende vil se, var den Forandring, som Gennemførelsen af den nye Værnetingsregel foranledigede i Fristatens Institutioner, ret betydelig. Høvdinggodernes Antal var blevet forøget fra 36 til 39, Lovrettens Medlemstal fra 36 til 48, Vaartingenes Antal fra 12 til 13, hvorhos der blev oprettet 4 Fjerdingsting med tilhørende Domstole. Hertil kan endvidere føjes Landets Inddeling i Fjerdinger med bestemte geografiske Grænser. Det var altsaa foruden Lovsigemandsembedet kun Domstolenes Medlemstal, der var forblevet uforandret.

Men skønt den nye Værnetingsregel ikke medførte nogen øjeblikkelig Forandring af Altingsdomstolen, gav den dog indirekte Stødet til, at denne Domstol lidt senere (omtr. 970) omformedes noget. Det viste sig nemlig, at de nye Fjerdingsting med tilhørende Fjerdingsdomstole var temmelig upraktiske, og de faldt derfor hurtigt bort, hvor de overhovedet kom i Stand, hvorom der kun foreligger sikre Efterretninger for Vestfjerdingen, Tord Gelles egen Fjerding. Men ved Fjerdingstingenes Bortfald voksede jo Antallet af de Sager, der blev stævnet til Altinget, og da Altingstiden var kort, kun 14 Dage, fandt man det hensigtsmæssigt at dele Altingsdomstolen i 4 Afdelinger, saaledes at hver Afdeling kom til udelukkende at paakende de Sager, der hørte til en bestemt Fjerding. Disse Afdelinger fik derfor Navnet Fjerdingsretter, der hver havde sit bestemte Navn: Nordlandsretten, Østlandsretten, Bredefjordsretten og Rangaaretten.

Da Fjerdingsretterne jo var opstaaet paa den Maade, at den gamle Altingsdomstol paa 36 Medlemmer delte sig i 4 Afdelinger, kom altsaa hver Fjerdingsret til at bestaa af 9 Dommere. Og naar 6 af disse var tilstede og deltog i Paadømmelsen, havde Dommen samme Gyldighed, som om Sagen var blevet paakendt af den samlede Ret fuldt besat.

18. Njalsloven.

Den Samfundsordning, der var kommet i Stand ved Gellesloven, bestod nu uforandret i godt og vel 40 Aar, eller til 1004. Men ved denne Tid foreslog en af Landets viseste og lovkyndigste Mænd, Njal Torgeirsson, en ny Forfatningsændring, der gik ud paa Oprettelsen af en ny Domstol paa Altinget, foruden de allerede bestaaende Fjerdingsretter, og i Forbindelse hermed Oprettelsen af 12 nye Godedømmer, samt en ny Ordning af Lovretten. Njals Forslag blev dog kun for nogle Punkters Vedkommende vedtaget, uforandret, medens det paa andre Punkter ved Ændringsforslag fra de herskende Goder blev omdannet, saa at det i den vedtagne Form fik en helt anden Skikkelse

Der var siden Gelleslovens Vedtagelse foregaaet store Forandringer og stærke Brydninger i det islandske Folkesamfund, og de naaede deres Højdepunkt ved Kristendommens Antagelse som Statsreligion i Aaret 1000. Nye Høvdingeslægter var vokset op, og en ny, mere demokratisk Aand havde bemægtiget sig Sindene. Der var derfor opstaaet en stærk Misfornøjelse med den gamle, helt igennem aristokratiske Forfatning, som havde lagt hele Statsmagten i Hænderne paa nogle faa Slægter, idet Godedømmerne jo gik i Arv i visse bestemte Familier. Man fandt, at dette Faamandsvælde var blevet farligt og ikke sikrede den Sagkyndighed og Upartiskhed, der var nødvendig for Statens sande Trivsel og Udvikling. Men navnlig mente man, det kunde blive farligt for den nye, ubefæstede kristne Religion, at hele Statsmagten ogsaa efter Kristendommens Indførelse vedblivende skulde være i Hænderne paa Hedenskabets fornemste Repræsentanter, dettes Grundpiller, Goderne, uden at de virkelig kristne Høvdinger og den kristne Menighed i det hele taget havde den mindste Indflydelse paa Ledelsen af Statens Anliggender. Det var fire Aar i Forvejen under Kampen om Kristendommens Indførelse kommet saa vidt, at man var paa Nippet til at danne to særskilte Stater, og den paatænkte nye Stat havde allerede valgt sin egen Lovsigemand (§56). Dette blev imidlertid forhindret ved en Forhandling imellem den nye og den gamle Lovsigemand, der førte til en foreløbig Sejr for det kristne Parti. Men nu vilde dette Parti forfølge sin Sejr videre og ved et Forslag fra sit lovkyndigste Medlem, Njal, søge at gennemføre en Omordning af Lovgivningsmagten og dermed hele Statsmagten.

Og denne ulmende Misfornøjelse gjaldt ikke alene Lovgivningsmagten, men ogsaa Domsmagten. Det havde nemlig vist sig, at den forskellige Livsanskuelse hos Hedninger og Kristne havde haft den Indflydelse paa Domstolene, at det blev næsten umuligt at opnaa et gyldigt Domsresultat, idet Loven jo bestemte, at en gyldig Dom kun kunde afsiges, naar der forelaa Enstemmighed. Det var derfor kommet saa vidt, at Folk truede med at undlade at indbringe deres Sager for Retten og foretrak at afgøre dem med »Od og Æg« (Vaabenmagt).

Det har sikkert været denne Tilstand og disse Aarsager, som bevægede Njal til at fremkomme med sit Forslag. Han var jo en ivrig Kristen og en af de første betydelige Personligheder, som inden Kristendommens lovmæssige Antagelse havde ladet sig døbe af den af Kong Olaf Tryggveson udsendte Missionspræst Tangbrand (§ 55).

19. Den ved Njalsloven vedtagne Ordning gik ud paa følgende:

Der skulde paa Altinget oprettes en ny Domstol, Femterretten, bestaaende af 48 Medlemmer, af hvilke dog kun de 36 skulde deltage i Afstemningen, idet Parterne, inden Voteringen begyndte, skulde udskyde 12 Medlemmer (6 hver). Her skulde bl. a. de Sager afgøres, som ikke kunde bringes til Afgørelse ved Fjerdingsretterne, og for altid at sikre et Domsresultat, skulde der her gælde Stemmeflerhed, samt betydelig strængere Procesregler end ved de andre Domstole. Der skulde saaledes herefter være 3 Instanser: en Underret (de 13 Vaartingsdomstole), en Overret (de 4 Fjerdingsretter) og en Højesteret (Femterretten).

Da de gamle Goder kun skulde have Ret til at udnævne det samme Antal Dommere til Femterretten som til de andre Domstole (36), skulde der oprettes 12 nye Godedømmer, hvis Indehavere skulde udnævne de manglende 12 Medlemmer, medens disse nye Goder derimod ikke fik Sæde i Lovretten.

Lovretten skulde herefter bestaa af 144 Medlemmer. Der skulde her være 3 Bænke, og paa den midterste af dem skulde, foruden Lovsigemanden, alle de hidtilværende 48 stemmeberettigede Medlemmer (39 Goder + 9 valgte Medlemmer) have deres Plads. Men desuden skulde der i Lovretten være 96 valgte Bisiddere, og disse Bisiddere, der kun skulde være raadgivende og uden Stemmeret, skulde sidde paa den forreste og den bageste Bænk, én foran og én bagved hvert stemmeberettiget Medlem.

Vedtagelse af Love skulde herefter ske ved Stemmeflerhed, medens der til Meddelelse af Bevillinger (Benaadninger og Dispensationer) som hidtil fordredes Enstemmighed, hvorhos Meddelelse af disse ogsaa skulde kunne forhindres af en Person, der befandt sig udenfor Lovretten, naar denne nedlagde Forbud mod Bevillingen, saaledes at det kunde høres i Lovretten.

Med Njalsloven havde Udviklingen af Fristatens Forfatning naaet sit Højdepunkt, og der vides ikke senere, lige til Fristatens Undergang, at være blevet foretaget nogen anden væsentlig Forandring i den, end at Landets Biskopper, efter de to Bispestoles Oprettelse, ogsaa fik Sæde i Lovretten som stemmeberettigede Medlemmer. Det er ogsaa denne Ordning, vi finder i Fristatens Lovbog, Graagaasen.

20. Men skønt Njalsloven i flere Henseender betegner et stort Fremskridt i Forhold til den tidligere Ordning, er der dog ingen Tvivl om, at Njals oprindelige Forslag har sigtet langt videre. Men hvordan det har set ud i alle Enkeltheder, kan nu ikke bestemt afgøres. Det ser dog ud til, at hans Forslag angaaende Ordningen af Domsmagten er blevet vedtaget uforandret. Derimod er hans Forslag angaaende Ordningen af Lovgivningsmagten under Behandlingen undergaaet en væsentlig Forandring. Thi hans oprindelige Forslag synes her at have været, at Lovretten skulde helt og holdent besættes ved Valg, og at der til Medlemmer af denne skulde vælges de viseste og kundskabsrigeste Mænd. Han har saaledes ønsket, at man i Stedet for en Forsamling af arvelige Goder, et aristokratisk Faamandsvælde, skulde faa en virkelig sagkyndig, demokratisk Lovrette. Og dersom hans Forslag var blevet vedtaget uforandret, vilde Island have været det første Land i Verden, der fik en valgt Folkerepræsentation.

Men saaledes gik det jo ikke. Goderne, som alene havde Stemmeretten, indsaa naturligvis, at dersom de vedtog en saadan Lov, saa havde de dermed givet Slip paa hele deres Magt. Da imidlertid Stemningen mod det herskende Aristokrati var saa stærk, at det ogsaa kunde have haft skæbnesvangre Følger for deres Magtstilling helt at afvise Forslaget, besluttede de at gaa ind paa det med en betydelig Tillempning. De stillede derfor et Ændringsforslag om, at der herefter i Lovretten, foruden de hidtilværende 48 stemmeberettigede Medlemmer, skulde sidde et valgt Element, et dobbelt Antal (96) Bisiddere, der dog kun skulde være raadgivende. Ved denne Ordning var der saaledes gjort en Indrømmelse til dem, der forlangte en større Sagkyndighed hos den lovgivende Forsamling, medens paa den anden Side de herskende Godeslægter dog som før beholdt den lovgivende Magt omtrent ubeskaaret, idet baade de alene var stemmeberettigede og de selv valgte deres Raadgivere.

Men skønt Njals oprindelige Forslag saaledes ikke kunde gennemføres i sit fulde Omfang, taler det dog højt til Ære for den Mand, i hvis Hjerne det var opstaaet.

21. Holmgang.

Omtrent samtidig med Femterrettens Stiftelse blev (i Aaret 1006) Holmgang afskaffet (hvad der i Norge først skete i 1012, men i Danmark allerede omtr. 960), der i den hedenske Tid havde været et lovligt Afgørelsesmiddel i Retstrætter, navnlig i Spørgsmaal om Ejendomsret (Ret til Gods, Kvinder o. s. v.), naar man ikke kunde faa sin Ret ved Domstolene, ja som en Slags Højesteret, idet Holmgangen jo betragtedes som en hedensk Gudsdom.

Man skelnede imidlertid imellem to Slags Dueller: Tvekamp, der var uregelbunden, og Holmgang, der skulde foregaa efter bestemte, forud fastsatte Holmgangsregler.

Holmgang fandt jævnlig Sted paa Tinge og holdtes hyppigst paa en Holm eller lille Ø (deraf Navnet), paa Altinget i Økseaaholmen (Fig. 7). De kæmpende skulde staa paa et Skind, 5 Alen i Udstrækning, hvis Hjørner blev nedrammede i Jorden med Træangler, som kaldtes Tjasner. Uden om Skindet skulde der afridses 3 Bede, hvert af en Fods Bredde, og uden om dem igen stilledes der 4 Stænger, der kaldtes Hasler (opr. af Hasseltræ), eller en Kreds af Grænsestene, ogsaa benævnt »Holmkreds«. Dette kaldtes »haslet Vold« (haslaðr völlr).

Vaabnene skulde være af en forud fastsat Beskaffenhed, Sværdene hyppigst ikke mere end 1 Alen lange, og hver af de kæmpende kunde efter Aftale have 1—3 Skjolde. De havde hyppigst (men dog ikke altid) hver sin Skjoldsvend (Sekundant), der skulde holde Skjold for dem og afbøde Modpartens Hug. Blev det sidste Skjold kløvet, skulde den kæmpende alligevel træde ind paa Skindet, om han end før var traadt udenfor det, og dække sig med Sværdet. Den udfordrede havde første Hug. Satte nogen en Fod udenfor Haslerne eller Grænsestenene, saa veg han, satte han begge Fødder udenfor, saa flygtede han. Blev den ene saaret, saa der kom Blod paa Skindet eller Jorden, skulde Holmgangen betragtes som afgjort og den erklæres for Sejrherre, som ikke var blevet saaret.

Ved Afslutningen af Holmgangen blev der jævnlig ofret en Okse (undertiden to), der skulde hugges af Sejrherren.

Hvis den udfordrende sejrede, skulde han have Ret til det, hvorom der kæmpedes, Sejrmaalet, men led han Nederlag, skulde han udløse sig fra Holmen med et forud aftalt Beløb, sædvanlig 3 Mark Sølv (§ 40), men faldt han i Kampen, havde han forbrudt al sin Ejendom, der tilfaldt Sejrherren. For En, der faldt i Holmgang, havde ingen Ret til Hævn eller Bøder.

Men skønt Holmgangen ved Lov blev afskaffet som lovligt Retsmiddel i Aaret 1006, fandt den dog flere Gange ulovligt Sted paa Island efter den Tid, sidste Gang endda saa sent som i Aaret 1527. da Islands to sidste katolske Biskopper gennem Stedfortrædere lod deres Strid afgøre ved en Holmgang i Økseaaholmen paa Altinget.

22. Tingforsamlinger.

Midtpunktet for al offentlig Virksomhed og Statsliv paa Island var Tingforsamlingerne, der afholdtes paa bestemte Tingsteder og til visse fastsatte Tider: Vaartinget i Maj, Altinget i Juni og Høsttinget senest 8 tiger før Vinterens Begyndelse.

Hvert Ting begyndte med en højtidelig Indvielse og Fredlysning, som altid foretoges af en Gode. Paa Altinget foretoges denne Indvielse af den Gode, der nedstammede fra Landets første Landnamsmand, Ingolf, og som kaldtes Statsgode, fordi hans Virksomhed herved kom til at have større Betydning for hele Staten end de andre Goders.

Til at møde paa Tinge var alle berettigede, Mænd, Kvinder og Børn. Derimod var Mødepligten forskellig for de forskellige Ting. Til at møde paa Vaartinget var alle Bønder pligtige, men paa Altinget kun de Bønder, der havde saa stor Formue, at de kunde ansættes til Tingrejseafgift (Skat). Men de kunde dog fri sig for denne Forpligtelse ved at betale Afgiften. Dog kunde Goden tvinge et vist Antal af sine Tingmænd til at ledsage sig til Altinget.

Den omfattende Deltagelse i Tingforsamlingerne fremkaldte et overordentligt Røre og Liv hos Folket. Man rejste gerne sammen i større Flokke, og undertiden plejede alle de Tingbesøgende, der hørte til samme Godedømme, at slutte sig til deres Gode, saa at han kunde optræde med et Følge paa 60—70 Mand eller endog derover (i Sturlungetiden endog flere Hundreder).

Der var ogsaa paa forskellig Maade sørget for at gøre Opholdet paa selve Tingstedet saa behageligt som muligt, især paa Altinget, hvor Opholdet varede længst. Som Græsgang for de Tingbesøgendes Heste benyttedes her en Alminding i Nærheden af Tingstedet, og herfra hentede man ogsaa det nødvendige Brændselsmateriale. Under Opholdet paa Tinget boede man i Boder (Tingboder), bestaaende af fire Jordvægge, hvorover der i Tingtiden blev spændt et Telttag af Vadmel, ligesom Væggene undertiden indvendig blev behængt med Tæpper af samme Stof. Dette kaldtes at »tjælde« sine Boder. Paa Vaartings- og Høsttingstederne maatte hver Mand sørge for sit Bodophold, men paa Altinget var det fornemlig Goderne, der havde Boder, og Goderne kunde forlange, at deres Tingmænd opholdt sig i deres Boder, ligesom Tingmændene paa deres Side havde Krav paa at blive optaget i deres Godes Bod, hvis de leverede et vist Bidrag til Bodens Tjælding.

Men foruden de egentlige Tingmænd havde ogsaa enkelte Forretningsfolk deres egne Boder paa Altinget. Der fandtes her saaledes Boder, som tilhørte Skomagere, Sværdslibere, Gøglere, ja endogsaa Tiggere. Der omtales ogsaa Bryggere og Ølboder paa Altinget, hvor der solgtes Drikke til de Tingbesøgende. Og man finder endogsaa de fornemste Mænd, som f. Eks. Snorre Sturlason (§ 66) og Sturla Sighvatsson (§ 70, 72), omtalt blandt dem, der besøgte saadanne Beværtninger.

Dette viser, hvor mange Slags Folk der besøgte Tingene, og hvor broget og bevæget et Liv her fandt Sted. Man finder ogsaa mange Slags Lege og Forlystelser omtalt paa Tingene. Der var saaledes paa Altinget et Sted, som kaldtes »Brydeskrænten«, hvor man plejede at afholde Brydekampe, og saadanne Kampe omtales ogsaa paa Vaartingene. Paa Høsttingene omtales ogsaa baade Boldspil og Hestekampe. Paa Tingene plejede ogsaa sagakyndige Mænd at underholde Folk med Sagafortælling og berejste Mænd med Nyheder fra Udlandet.

For at nyde godt af alle disse Fornøjelser og for at træffe Venner og Bekendte, besøgte derfor jævnlig ogsaa baade ældre og yngre Kvinder Tingene, hvor de sad som Tilskuere ved Legene og belønnede Sejrherrerne med deres Bifald. Det hændte da heller ikke sjældent, at unge Mænd og unge Piger her for første Gang lærte hinanden at kende, og at det saaledes stiftede Bekendtskab førte til Trolovelse og Ægteskab.

Tingforsamlingerne dannede saaledes ikke alene et Midtpunkt for Statslivet og alle alvorlige Forretninger, men ogsaa for Selskabslivet og alle Slags Fornøjelser, hvor hele Folkets aandelige Liv og Rørelser pulserede paa det kraftigste.

23. Stænder.

Det islandske Folks Inddeling i Stænder var særdeles ligetil. Hovedinddelingen var her, ligesom i det øvrige Norden, paa den ene Side de frie Mænd, der i retslig Henseende dannede Statssamfundet, og paa den anden Side Trællene (Slaverne) eller de, der ikke nød fulde statsborgerlige Rettigheder. Men for øvrigt deltes dog begge disse Hovedklasser i flere Underklasser.

De frie Mænd dannede egentlig kun en enkelt Stand, idet de, i Modsætning til hvad Tilfældet var i Norge, alle havde samme personlige Ret, d. v. s. samme Ret til personlige Bøder for Retskrænkelser, ligesom ogsaa i Tilfælde af deres Drab Mandeboden ifølge Loven var ens for dem alle, nemlig et Hundrede (120 Øre) eller 15 Mark Sølv (§ 40). Men skønt alle frie Mænd var lige for Loven, skelnedes der dog her i flere Tilfælde, ogsaa i retslig Henseende, mellem forskellige Klasser, som Bønder, Husmænd, Tjenestekarle og enlige eller løse Mænd.

Bonde kaldtes hver den, der drev et selvstændigt Landbrug. Men der skelnedes her imellem Gaardejere (Selvejere) og Fæstere, af hvilke de første i visse Henseender havde større Rettigheder end de sidste. Der skelnedes ogsaa imellem dem, der var saa formuende, at de kunde ansættes til Tingrejseafgift (Skat), og dem, der var fritagne herfor og da nærmest betragtedes som Proletarer.

En egen Klasse, der ragede op over alle andre, udgjorde Høvdingerne eller Goderne. Det var dog kun i en vis Forstand, at de udgjorde en egen Klasse, nemlig for saa vidt de var Indehavere af den politiske Magt og beklædte et Statsembede. Derimod udgjorde de ikke nogen egen Stand i samme Forstand som Adel i andre Lande eller den norske Høvdingeklasse, der jo nød betydelige Særrettigheder fremfor den almindelige Bondeklasse. Ganske vist havde Goden paa Grund af sin Stilling som Statsembedsmand forskellige Særrettigheder, men disse gjaldt kun ham personlig og udstrakte sig ikke, som i Norge, til hans Familie eller Æt. Endogsaa med Hensyn til Mandebod synes Goden ifølge Loven at have været stillet ganske paa samme Maade som en hvilken som helst anden fri Mand.

At Goderne ikke opnaaede saadanne Særrettigheder, er sikkert begrundet deri, at de stadig betragtedes som Embedsmænd. Thi skønt Godeværdigheden var arvelig, kunde dog Godedømmet sælges og afhændes til en anden, hvorved den tidligere Gode kun blev en almindelig Bonde, ligesom en hvilken som helst Mand ogsaa kunde blive Gode, af hvor lav Herkomst han end var, hvis han blot havde Raad og Lejlighed til at købe sig et Godedømme. Godens højere Stilling og Anseelse i Samfundet skyldtes altsaa udelukkende hans Værdighed som Gode, hans Embedsstilling, men udstrakte sig ikke til hans Person udover den Tid, han virkede som Gode.

24. En egen Klasse udgjorde straffede Personer, der ved Dom havde mistet de dem tilkommende Rettigheder og som derfor i retslig Henseende kom til at staa udenfor det almindelige borgerlige Samfund, nemlig Landsforviste og Fredløse.

Landsforviste eller »Livringsmænd« kaldtes de, der var blevet dømt til 3 Aars Landsforvisning (paa Dansk ofte, mindre heldigt, kaldt »den mindre Fredløshed«), samt Konfiskation (Inddragelse) af alt, hvad de ejede. Benævnelsen »Livringsmand« hidrører fra, at den dømte, for at undgaa Fredløshed (Dødsstraf), ved Namsretten (Eksekutionsretten) skulde til Goden betale en Sølvring, der vejede én Mark (§ 40), og denne Ring, hvorved han frelste sit Liv, kaldtes »Livring«. Hvis han ikke rejste, ifaldt han Fredløshedsstraf.

Fredløse eller Skovgangsmænd (der vandrer om i Skovene) kaldtes de, der var blevet dømt til Livsstraf, som dog ikke øjeblikkelig blev fuldbyrdet (idet direkte Dødsstraf ikke kendtes). Men den Fredløse maatte ikke underholdes af nogen, og ingen maatte yde ham nogen som helst Hjælp, ligesom han ustraffet kunde dræbes af hvem som helst. Han maatte heller ikke føres ud af Landet, og dersom han alligevel slap til Udlandet, maatte han aldrig vende tilbage, og kunde der ustraffet dræbes af andre Islændere. Han var (i den kristne Tid) udelukket fra kirkelig Begravelse, og hans Formue inddroges. Hvis han avlede Børn under Fredløsheden, havde disse ingen Arveret.

Fredløsheden var livsvarig, og der findes ikke i Loven Spor til, at den nogensinde eller efter et vist Antal Aar kunde bortfalde. Det synes dog at fremgaa af enkelte Beretninger i Sagaerne, at Lovretten i den ældre Tid i visse Tilfælde har kunnet benytte sin Benaadningsret (§ 14, 19) overfor en Fredløs. Paa hver Skovgangsmands Hoved var der sat en Pris, som i Almindelighed var 1 Mark (§ 40), men som i visse Tilfælde kunde forhøjes til 3 Mark. Ved at dræbe andre Fredløse kunde dog Skovgangsmanden opnaa en Formildelse og i visse Tilfælde endog Ophævelse af sin Straf.

25. En egen Stand udgjorde Trællene og andre ufrie, hvis borgerlige Rettigheder var mere eller mindre indskrænket. Man havde her 3 Klasser: de egentlige Trælle, Gældstrælle og Frigivne.

Trællene (Slaverne) nød i den ældre Tid ingen som helst Menneskerettigheder og betragtedes som staaende udenfor Samfundet. De nød derfor ingen Retsbeskyttelse og kunde ikke besidde nogen Formue, medens de selv var deres Herres Ejendom og regnedes til hans levende Gods ved Siden af Kvæget. Trællens Herre kunde, uden Ansvar, dræbe eller lemlæste ham. Han kunde paalægge Trællen et hvilket som helst Arbejde og ved vilkaarlig Revselse tvinge ham til at udføre det. Han kunde bortleje og sælge sin Træl og give ham som Betaling for Gæld. Trællen kunde, uden sin Herres Tilladelse, intet erhverve for sig selv. Thi Herren var berettiget til Trællens hele Arbejdsfortjeneste, medens han til Gengæld skulde forsørge Trællen. Overfor Tredjemand havde Herren at svare for sin Træls Ord og Handlinger, ligesom han paa den anden Side tog Bøder for den Overlast, der tilføjedes hans Træl, som Erstatning for det Tab og Forhaanelse, der ved Trællens Mishandling var blevet tilføjet — ikke Trællen — men ham selv, i Lighed med hvad der gjaldt om Skade paa anden levende eller død Ejendom, f. Eks. Kvæg eller Jord o. s. v. Dræbte Trællen en fremmed Træl, kunde Herren altsaa sagsøge Drabsmandens Herre til Straf og Erstatning for Trællen efter Vurdering, medmindre den almindelige Trællebod (12 Øre = 1 1/2 Mark Sølv, § 40) var blevet bragt ham inden Tredjedagen efter Drabet. I den senere Del af Fristatstiden blev dog Trællens retslige Stilling noget forbedret, hvilket væsentlig skyldtes Kristendommens Indflydelse.

Men skønt Trællenes retslige Stilling saaledes var yderst slet, synes deres Behandling paa Island dog i Virkeligheden at have været mild, og der gives i Sagaerne adskillige Eksempler paa forskellige Trælles rørende Hengivenhed overfor deres Herrer. Men for Resten var Trællenes Antal paa Island aldrig synderlig stort og maa desuden tidlig være aftaget meget betydeligt. Thi det Menneskerov og den Menneskehandel, som var saa almindeligt i det 9. og 10. Aarh., og som synes at have ført et ikke ringe Antal, særlig irske, Trælle og Trælkvinder til Island, aftog eller standsede helt ved Folkets Overgang til Kristendommen. Og skønt Trældommen aldrig formelt blev afskaffet, var den dog allerede i det 13. Aarh. fuldstændig ophørt i Landet.

Gældstrællene var væsentlig forskellige fra de egentlige Trælle og dannede med de Frigivne en Slags Mellemklasse mellem frie Mænd og Trælle. Gældstrællene var nemlig frie Personer, der for en kortere eller længere Tid var nedsunkne i Træliestanden eller i Gældstrældom. Gældstrældom anvendtes særlig som Tvang til Opfyldelse af Forsørgelsespligten. Den, der ikke kunde forsørge sine Forældre eller Børn, skulde saaledes gaa i Gældstrældom hos den, der paatog sig Forsørgelsen. Gældstrældom kunde ogsaa anvendes som en Slags Straf for Utugt, naar Vedkommende ikke kunde betale de vedtagne eller idømte Bøder.

Gældstrællens Stilling var væsentlig forskellig fra en Træls Stilling, idet hans Trældom kunde hæves ved Betaling af Gælden, enten ved eget Arbejde eller ved Udløsning af andre. Gældstrællen nød ogsaa forskellige Rettigheder, som ikke tilkom almindelige Trælle. Han havde saaledes delvis Ret til Drabsbøder, naar en af hans Frænder blev dræbt, til Lejermaalsbøder, til Arv o. s. v.

De Frigivne (eller »Løsingen«) dannede paa en Maade en Modsætning til Gældstrællene. Thi medens Gældstrællen var en fri Mand, der var nedsunken i Trællestanden, var den Frigivne derimod en Person, der havde været Træl, men som var blevet hævet op i de Fries Stand, enten ved Frigivelse eller ved Løskøbelse. Men for at Frigivelsen skulde have den fulde Virkning og den Frigivne kunde nyde de samme menneskelige og statsborgerlige Rettigheder som frie Mænd, maatte han af Goden paa Tinge paa en højtidelig Maade optages i Samfundet (leiða í lög, indføre i det lovordnede Samfund). Den Frigivne stod dog stadig i et vist Afhængighedsforhold til Frigiveren og dennes Slægt, og kunde i visse Tilfælde igen berøves Friheden. Mandeboden for den Frigivnes Drab var ogsaa kun det halve (60 Øre = 7 1/2 Mark Sølv, § 40) af den frie Mands og Straffen for Lejermaal med en frigiven Kvinde lavere end ellers. Derimod betragtedes den Frigivnes Børn som helt fribaarne, og naar hans Datter forførtes, havde han saaledes Krav paa samme personlige Bod som en fri Mand.

26. Kommunalvæsenet.

Hele Landet var inddelt i et vist Antal Sognekommuner, der med Hensyn til kommunale Anliggender var fuldstændig uafhængige af Statsmagten. Ingen Kommune maatte dog bestaa af mindre end 20 skattepligtige Bønder. Kommunens Hovedopgave var at ordne Fattigforsørgelsen: Fordeling af Fattiglemmer til Underhold og Inddrivelse af Fattigtiende og Madgaver til Understøttelsestrængende, samt Ledelsen af den i hver Kommune bestaaende Brand- og Kvægforsikring.

Alle Kommunens Beboere dannede nemlig i saa Henseende et gensidigt Forsikringsselskab. Brandforsikringen omfattede 3 af Gaardens Bygninger: Stuen, Madburet og Ildhuset (senere: enten Ildhuset eller Skaalen (§ 29, 30) efter frit Valg). Hvis der paa Gaarden fandtes en Kirke eller et Kapel, omfattede Forsikringen ogsaa disse. Kvægforsikringen gjaldt kun for Hornkvæget (Køer og Okser), men derimod hverken for Faar, Geder, Svin eller Heste, Den lidte Skade skulde erstattes med Halvdelen af den tabte Værdi, naar Tabet udgjorde mindst en Fjerdedel af Bygningernes eller Kvægets Værdi, dog saaledes, at det Beløb, der paalignedes hver Bonde i Kommunen, aldrig maatte overstige 1 pct. af hans samlede Formue. Denne Brand- og Kvægforsikring er et saare ejendommeligt Træk for det islandske Kommunalvæsen, da en saadan Forsikring ikke vides at have eksisteret andre Steder i Norden i dette Tidsrum.

Kommunens Anliggender lededes af et Sogneforstanderskab paa 5 Medlemmer i Forbindelse med kommunale Forsamlinger (samkoma), der holdt 3 ordentlige Møder om Aaret: i Fasten, efter Vaartinget (§ 22) og om Efteraaret, foruden overordentlige Sognemøder til ubestemte Tider. Der fandtes ogsaa en særlig kommunal Domstol til Paadømmelse af Overtrædelser af de kommunale Vedtægter.

---

---