Kirkegaarden paa Herjolfsnes

Fra heimskringla.no
Revisjon per 15. okt. 2021 kl. 06:12 av Jesper (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Rester av Herjolfsnes kirke hvor Poul Nørlund i 1921 bl.a. foretok sine arkeologiske undersøkelser. Foto tatt av Poul Nørlund, hentet fra Greenland, vol. II. The past and present population of Greenland. 1928.
Kirkegaarden paa Herjolfsnes


Et bidrag til diskussionen om klimateorien


Av underinspektör dr. Poul Nørlund (Kjøbenhavn)



Historisk tidsskrift
Utgitt av Den norske historiske forening
Oslo 1927



Nordboernes bosættelser i Østerbygden. Herjolfsnæs ses længst mod syd. Commons.

Det sidste aar har i Norge bragt forskellige vigtige bidrag til belysning af spørgsmaalet om det formodede klimatskifte i middelalderen, af prof. Edv. Bull og prof. S. Hasund i "Syn og Segn", jan.—feb. 1925, og nu sidst prof. Fridtjof Nansens indholdsrige, lille skrift, "Klimat-vekslinger i Nordens historie" (Det norske Videnskaps-Akademis Avhandl. I, Mat.-Nat. Klasse, 1925, No. 3)[1]. For denne genopvakte diskussion har mine udgravninger af Herjolfsnæs kirkegaard paa Grønland været et af udgangspunkterne, og jeg maa opfatte det som en gavnlig ildprøve for mine undersøgelser, at saa erfarne og skarpsindige forskere har underkastet dem en kritisk vurdering. Jeg er taknemmelig for professor Bulls tilslutning, men ikke mindre for de to sidstnævnte forfatteres indvendinger. Dermed være dog ikke sagt at jeg ogsaa kan bøje mig for dem.

Unægtelig følte jeg mig lidt overrasket, ja jeg kan godt sige lidt opskræmt, da jeg i prof. Nansens afhandling paa side 7 fandt en udtalelse, endda med udhævet skrift, om, at undersøgelserne fra Herjolfsnæs leverer vægtige beviser for, at aarstemperaturen og dermed i det hele klimatforholdene paa Grønland i middelalderen maa have været væsentlig de samme som nuomstunder. Thi selv havde jeg i min redegørelse for udgravningerne, "Buried Norsemen at Herjolfsnes" (Meddelelser om Grønland, vol. LXVII), tolket fundforholdene ganske stik modsat og heri set en mærkelig og uventet støtte for den af andre fremsatte anskuelse om et klimatskifte i slutningen af middelalderen.

Prof. Nansen har imidlertid kun kunnet komme til det for mig saa uventede resultat ved en beklagelig mistolkning af de funddybder som jeg opgiver, og jeg kan vanskelig erkende, at det er uklarhed fra min side som er skyld heri. De dybdetal, jeg anfører, er overalt de beregnede dybder under gammel overflade, saaledes som jeg har bemærket baade ved hver enkelt fundbeskrivelse og i overskriften over tabellen bagest i min afhandling. Det vil altsaa sige, at jeg allerede har fradraget de 25— 30 cm., som terrænet maximalt kan antages at være voxet, medens prof. Nansen er kommet til at fradrage den samme størrelse eengang til og derved er naaet til optøningsdybder hvorom han kan sige, at de ikke afviger væsentlig fra de nuværende ved midsommer- eller sensommertid.

Om disse 25—30 cm. vil jeg gærne have lov til at bemærke, at de udgør det allerhøjeste, terrænet i tidens løb kan antages at være voxet. Udgangspunktet for beregningen af de gamle terrænhøjder er forholdene inde ved kirkeruinens mure, hvor vi meget nøje kan fastslaa den oprindelige overflade dels ved de stærkt fremstikkende fundamenter dels ved tærskelstenene foran den lille norddør der har ligget lige i jordoverfladen. Her beløb terrænstigningen sig til de 25—30 cm., hvor ikke særlige nedstyrtninger fra murene gjorde sig gældende. Og vel at mærke har jeg for at være paa den sikre side kun holdt mig til den oprindelige terrænhøjde fra kirkens ældste tid, medens de 2—300 aar yngre begravelser vel i virkeligheden maa have ligget endnu et stykke dybere end af mig angivet, idet terrænet sikkert er voxet noget i mellemtiden, og vi kan vel endog sige, at det er voxet stærkere i dette tidsrum end i den følgende lange ubebyggede periode.

Med andre ord, jeg har for ikke at risikere at gøre mig skyldig i "talsvindel" — noget der jo undertiden hænder folk mod deres vilje — bestræbt mig for en vidt dreven forsigtighed i mine beregninger, men til gengæld maa jeg ogsaa hævde, at der ikke yderligere kan manipuleres med tallene for at gøre dem mindre; de betegner en undergrænse for de virkelige dybder under gammel jordoverflade.

Beregningerne af de gamle funddybder har imidlertid endnu et støttepunkt foruden forholdene inde ved kirken, nemlig beliggenheden af de øverste begravelseslag. De laa meget overfladisk, hvorpaa jeg har næynt et par exempler i "Buried Norsemen" p. 239 f.; desværre har jeg ikke nær saa mange nivellerede maal som ønskeligt kunde være, da betydningen af at indmaale ogsaa disse gamle opløste begravelser ikke stod mig klart, — overhovedet maa jeg indrømme, at jeg aldeles ikke var indstillet paa, at problemet om klimatskiftet skulde kunne berøres af de udgravninger, vi her foretog. Givet er det imidlertid, at de ikke faa begravelsesrester, som rundtom paa kirkegaarden blev fundet i mindre end 1/2 m.s dybde under nuværende overflade[2], yder en fuldt betryggende garanti for, at der er regnet rigeligt med de 25—30 cm´s terrænvæxt, hvad enten det nu har været den naturlige, aarhundredlange væxt eller en kunstig højnelse, foraarsaget, som prof. Fridtjof Nansen antager, ved at der er paaført grus eller sand for at dække de øverste begravelseslag, der naturligvis maa være nedlagt paa koldere aarstider, da det kneb med at komme i jorden.

Selv om denne eventualitet derfor ingen direkte betydning har for det foreliggende spørgsmaaal, vil jeg dog gærne gøre nogle bemærkninger derorn. Man kunde, naar man skulde begrave ved vintertid, enten hakke sig ned i jorden, eller man kunde tilføre paafyldningsrnateriale, sand eller grus, (at dække ligene med sten, som eskimoerne bruger, er som "ukristeligt" aabenbart ikke kommet i betragtning), eller man kunde endelig lade ligene henstaa ubegravede, indtil tøbruddet indtraf, saaledes som det andetsteds har været skik. Den sidste udvej er næppe altfor sandsynlig i et land, hvor jorden er frosset i aarets fleste maaneder. Derimod kan muligheden for en paa fyldning principielt ingenlunde udelukkes, har maaske endog en vis sandsynlighed for sig. Dog maa jeg med de lokale forhold in mente bemærke, at det naturlige sted at hente sig saadant paafyldningsrnateriale vilde være i strandkanten, men at jeg kun eet eneste sted paa kirkegaarden iagttog strandsand, nemlig ved det nordvestre hjørne af kirken, hvor det laa i en temmelig stor grube, hvis betydning jeg ikke kan forklare, men som i hvertfald intet direkte havde med begravelserne at gøre, da den nærmest gik i nord—syd[3]. Det forekommer mig derfor sandsynligst, at den fremgangsmaade, man i almindelighed har anvendt paa de koldere aarstider for at bringe ligene i jorden, har været at hakke den frosne bund op i tilstrækkelig dybde; at det derimod ikke er paa den maade, at de dybest liggende begravelser er ble vet indkapslet i de frosne bundlag, viser de planterødder, hvoraf ligdragterne var gennemtrukne ("Buried Norsemen", pag. 238 f.).

Min korte konklusion af de foregaaende bemærkninger er da den, at prof. Nansens kritik ikke har anfægtet den af mig givne dokumentation for, at jordbunden paa Herjolfsnæs kirkegaard i middelalderen maa være tøet op i større dybder, end vi nuomstunder kender i disse egne. Det næste spørgsrnaal bliver aarsagen til dette fænomen. Professor Hasund har herom gjort nogle skarpsindige bemærkninger ("Syn og Segn", febr. 1925), der gaar ud paa, at jordens vandholdighed maa være steget, efter at nordboerne var døet ud og ikke længere ved afgrøftning kunde holde vandtilstrømningen fra fjeldet borte fra kirkegaarden. Differencen mellem optøningsdybderne før og nu skulde da bero paa, at den vaade jord tør vanskeligere op end den tørre, et forhold som danske Grønlandsfarere ogsaa er meget velkendte med, men som her er forklaret paa meget anskuelig maade.

Professor Hasund overser imidlertid, at der ikke blot er paavist en rent lokal difference mellem før og nu paa selve kirkegaarden, men at de dybdetal, vi forefandt, er større end dem vi ellers kender fra Syd-Grønland. Det er herpaa hovedvægten ligger. De nutidige optøningsdybder deroppe tør ganske vist ikke siges at være saa alsidig oplyste, at det kan udelukkes, at der findes pletter, hvor jorden tør dybere op end af mig angivet, men det vilde være meget extraordinært, og naar jeg har nævnt maximaltallet 90 cm., er det en betydelig større dybde, end jeg selv nogetsteds har konstateret.

Hvad nu angaar selve muligheden for en væsentlig ændring i jordens vandholdighed paa Herjolfsnæs kirke gaard, stiller jeg mig meget skeptisk dertil. De smaa vandløb, som nu, i 1921, flød ind over kirkegaarden, og som naturligvis ikke har faaet lov til at løbe derind i gammel tid, bl. a. fordi stengærdet forhindrede det, holdt sig udelukkende til kirkegaardens vestligste del. Videre end 1 à 2 m. indenfor hegnet kom de ikke. Terrænet hæver sig nemlig østover paa kirkegaarden udefter næsset, medens det er lavest ved næssets rod kort vest for kirkegaarden, hvor vandet fra fjældet løber af til havet. Hovedmassen af det vand, der stod i jorden, maa skyldes dels vintersneen — som nordboerne vel næppe har skovlet bort —, dels underjordisk vandtilstrømning, og egentlig grunddræning tør det dog vist ikke formodes at de gamle har indladt sig paa.

Rester av Herjolfsnes kirke hvor Poul Nørlund i 1921 bl.a. foretok sine arkeologiske undersøkelser. Foto tatt av Poul Nørlund, hentet fra Greenland, vol. II. The past and present population of Greenland. 1928.

At jordbunden paa kirkegaarden virkelig skulde have været tør i middelalderen, kan nu ogsaa af andre grunde vanskelig tænkes, thi i saa fald vilde dragterne ikke have holdt sig saa mærkelig godt, som det er tilfældet. Det er kulden i forbindelse med fugtigheden, der har bevaret dem. Havde tøjet ligget tørt i den tid, da liget langsomt forraadnedes og planterødderne trængte ned til det, vilde det være smuldret hen, og en senere gennemvædning vilde have gjort mere skade end gavn.

Det er mig derfor umuligt i professor Hasunds forklaringsforsøg at se gaadens løsning, og jeg maa vedvarende betragte det som den nærmestliggende forklaring, at der er sket en virkelig ændring i sommertemperaturen, altsaa i klimatet. Men jeg fastholder stadig mine forbehold naar det drejer sig om almindelige konklusioner ud herfra: Sagen maa undersøges nøjere og alsidigere, baade arkæologisk og geologisk, og forhaabentlig vil det ogsaa ske. Det er jo muligt, at saadanne undersøgelser vil give til resultat, at forholdene paa Herjolfsnæs kun er et lokalt fænomen, som ikke har gyldighed for hovedbebyggelsen inde i fjordene.

Paa et enkelt punkt vil jeg dog gærne have lov til allerede nu at modsige baade prof. Hasund og prof. Nansen. Jeg er ganske uenig med dem, naar de rnaler forholdene i de grønlandske bygder i ældre tid saa umaadelig dystert. Ruinerne tyder paa noget ganske andet. Inde i de to hovedfjorde, Eriks- og Einarsfjordene, ligger gaardtomterne sine steder i tætte klynger, de mægtige kostalde, som findes ved enkelte gaarde, særlig ved Gardar, gør et helt imponerende indtryk, og endelig er der et forhold, som jeg allerede har berørt i min bog om Herjolfsnæs (p. 51), og som jeg ved, at ogsaa den islandske museumsdirektør M. Þordarsson har studset ved og agter at komme nærmere ind paa: de forbløffende store og velbyggede kirker. De er langt større end de tilsvarende islandske, og det kan dog kun tyde paa relativ velhavenhed. Og naar prof. Nansen som bevis paa landbrugets forholdsvis ringe betydning for de gamle grønlændere nævner sælknoglernes store overtal i affaldsdyngerne i forhold til husdyrknoglerne (p. 10 og 16), maa hertil bemærkes, at der hidindtil ingen fuldstændige udgravninger er foretaget i dyngerne. Hvad der er hjembragt, er rimeligvis kun de øvre lag, idet de nedre vel var frosne. Der tiltrænges lagvise gravninger i affaldsdyngerne for at konstatere, om indholdet viser nogen forskel mellem ældre og yngre tid, og jeg kan tilføie, at saadanne undersøgelser ogsaa staar paa vort program.

For Herjolfsnæs’ vedkommende, der laa ved det aabne hav, vil det være naturligt at betragte forholdene i sammenhæng med isforholdene udenfor kysterne, og her forekommer der mig stadig i den historiske overlevering at være væsentlige indicier for, at der er sket en forværring i middelalderens slutning. Jeg har i denne sammenhæng haft lejlighed til særlig at fremdrage de ejendommelige forhold ved selve Herjolfsnæs. At denne plads har været en af de betydeligste i nordbotiden, er dog ganske ubestrideligt. Jeg maa her for detaljernes vedkommende henholde mig til min udførlige redegørelse i "Buried Norsemen", kap. 1. Det er ganske vist kun Ivar Baardsøn, der nævner stedet som anløbsplads for de norske købmandsskibe; men denne ene nævnelse er vel ogsaa tilstrækkelig beviskraftig, thi den støttes paa det bedste ved hele den rolle, som Herjolfsnæs spiller i den sparsomme overlevering om Grønlands nordbotid, den støttes af stedets beliggenhed som den eneste betydelige nordboplads ude ved det aabne hav, og endelig støttes den meget kraftigt af selve fundene paa kirkegaarden. De udpræget europæiske moder, de velskaarne, civiliserede klæder er kun tænkelige paa en plads, der har staaet i nøje forbindelse med moderlandet. Indenfor Østerbygdene ligger Herjolfsnæs som saadant meget perifert, og kun hvis det har været en betydende handelsplads, kan man forklare den rolle, stedet har spillet, og det relativt nære forhold til den europæiske civilisation, som gravfundene har aabenbaret.

Hvorledes forliges dette nu med forholdene nuomstunder, da stedet er et af de vanskeligst tilgængelige punkter paa hele den gamle nordbokyst, blokeret som det er af drivisen indtil ud paa sensommeren? Professor Nansen finder forklaringen deri, at besejlingen i gamle dage fandt sted paa sensommeren, og jeg maa indrømme, at denne mulighed er tilstede. Naar jeg tidligere har vist den fra mig som mindre sandsynlig ("Buried Norsemen*, p. 236 f.), var det fordi jeg fandt det for paafaldende, at Kongespejlet mellem sine ypperlige oplysninger om Grønland kunde indeholde en saa fyldig skildring af isforholdene og besejlingsforholdene uden at berøre et saa ejendornmeligt forhold, medens det derimod i vor aller yngste efterretning, pavebrevet fra 1492, anføres, at besejlingen kun kan ske i august maaned, naar isen er smeltet. Men man gør dog bedst i at regne med, at de gamle, erfarne skippere har besejlet landet paa den aarstid, da forholdene var gunstigst. Har isen virkelig blokeret Østerbygdens kyster sommeren igennem ligesom nu, da har de ventet, til den i august—september sædvanlig slækker. Det lyder rimeligt.

Men naar vi holder fast ved den antagelse, at Grønland først er blevet besejlet ud paa eftersommeren, hvorledes gaar det da med Kongespejlets berømte skildring af storisen og besejlingsforholdene? Thi denne forklarer Nansen (p. 11 f.) ligesom Ilasund (p. 71) og Dan. Brunn ("The Icelandic Colonization of Greenland", p. 24) i overenssternmelse med isforholdene, som vi kender dem den dag idag, men vel at mærke i juni og juli maaned, altsaa i den værste storistid. Denne skildring er jo netop hovedbeviset for, at forholdene dengang var ganske som nu[4]. Men opfatter vi Kongespejlet paa den sædvanlige rnaade, saa kan vi vanskelig paa trods af denne vor bedste og troværdigste kilde regne med, at besejlingen normalt fandt sted ud paa sensommeren. I hvertfald kan vi da umulig, som prof. Nansen, holde den sildige besejling for en saa selvfølgelig sag, at der ingen anledning var til at omtale den.

Jeg kan imidlertid ikke slutte mig til den sædvanlige tolkning af Kongespejlets text (jfr. mine bemærkninger i "Buried Norsemen", p. 235 f.). Det hedder her, at isen (d. v. s. drivisen) ligger mere i nordost eller i nord end i syd eller sydvest eller vest og derfor skal den, der vil naa landet, seile om det mod sydvest og vest, indtil han er kommet udenom isen, og derefter søge til land. Man maa ved en fortolkning sørge for, at der bliver mening og sammenhæng i denne sejladsforskrift. Kongespejlets udmærkede forfatter kan dog ikke mene, at fordi der er mere is mod nord eller nordost end imod syd eller syd vest eller vest, skal man sejle op forbi Østerbygden og siden søge til land. Han burde isaafald have sagt, at der laa mere is mod syd eller sydost eller øst end imod nord og nordvest. Saadan er forholdene jo nu om sommeren, men herom mæler han ikke et ord; og det, at man skal sejle forbi den bygd, man vil besøge, og siden søge mod land og vende kursen tilbage, skulde dog synes en ganske interessant og paakrævet oplysning, som nok kunde fortjene direkte at blive nævnt, særlig af en forfatter, som ellers ikke sparer paa ord for at forklare de forhold, han finder har betydning.

Nej, det forekommer mig ganske evident, at det er forholdene ved østkysten, hvorom det især drejer sig[5]. Man maa nemlig være klar over, at de norske skippere, der sejlede til Grønland, ikke har holdt kurs efter Kap Farvel, hvorved de ogsaa alt for let risikerede ved nogen afdrift mod syd at forvilde sig udefter mod den amerikanske kyst. Det var udentvivl modige og dristige folk disse skippere, og de fortjener vel mere at mindes, end mangen en viking der med brask og bram og vold gjorde sit navn udødeligt, ligesom Erik Arup i sin nye Danmarkshistorie siger om bonden der ryddede skov, at han er mere værdig til at mindes af historien, end de der gik paa korstog mod Vender og Ester med Absalon og Andreas Sunesøn. Men trods alt vovemod er det tydeligt, at de gamle skippere nødig mistede føling med land, og efter at være sejlet ud i oceanet mellem Shetlandsøerne og Færøerne holdt de derfor saa nær under Island, at de mærkede fugletrækket og hvaltrækket derfra, eller, som en anden kursforskrift udtrykker det, kun 12 mil (d. v. s. sømde, Ivar Baardsøn siger 12 uger søs) sønden om Island (Reykjanæs). De har vel derved ramt Grønlands kyst et sted midtvejs mellem Angmagssalik og Kap Farvel, og ud herfrå forstaas Kongespejlets ord let og i naturlig, logisk sammenhæng.

Kongespejlet beviser altsaa ikke, at Østerbygden om sommeren har været blokeret af drivisen, saaledes som nuomstunder, og det eneste vidnesbyrd der bliver tilbage om, at isen har spillet en rolle foran denne kyst, er fortællingen om Einar Sokkesøn i Grænlendinga þáttr[6]. Men at isen lejlighedsvis kunde lægge sig foran Østerbygden, har jeg heller aldrig betvivlet; jeg kunde tænke mig, at forholdene dengang havde været i Julianehaabsbugten, som de nu er længere nord paa ved Ivigtut eller Frederiks haab.

Tilbage staar Ivar Baardsøn. For hans vedkommende er der jo det interessante, at han direkte udtaler, at kurserne af hensyn til den is, som er kommet i de senere aar, har maattet lægges orn. Prof. Fridtjof Nansen kommer uden om denne vanskelighed ved en bemærkning om, at "hvis man vil benytte som historisk bevis alt hvad folk fortæller ora hvordan forholdene var i ´gamle dage´, da kan man komme til mange mærkelige slutninger". Men dette er dog vel en meget fri maade at drive historisk kildekritik paa. Forholdet er jo slet ikke det, at der i beskrivelsen i al ubestemthed henvises til et sagn om gammel sejling. Tværtimod staar denne nu forladte kurs som den primære, meddelt af "vise mænd som fødde er i Grønland og sidst komne af Grønland" (d. v. s. Ivar Baardsøn), medens den nye kurs maa opfattes som en senere tilføjelse, hvad enten det nu skyldes den oprindelige meddeler selv, eller en yngre kilde, — hele forfatterskabet til denne Grønlandsbeskrivelse er jo noget uklart[7].

Med overleveringen staar det da efter mit skøn saaledes til, at Ivar Baardsøn direkte omtaler, at der er sket en forværring af isforholdene — snarest vel omtrent paa hans egen tid —, at Kongespejlets text ikke strider imod, at der i den ældre tid, som dette skrift repræsenterer, har været gunstigere isforhold, og endelig at pavebrevet fra 1192 bekræfter, at issituationen i middelalderens slutning, hvad enten dette nu gælder for det 15. aarh.s første eller dets sidste del, var vanskelig for besejlingens opretholdelse. Hvorfor da ikke lade Ivar Baardsøns ord gælde som de er skrevet? Og hvorfor ikke kæde det billede, de giver af isforholdene sammen med den ejendommelige klimatiske ændring paa Herjolfsnæs?

Der er imidlertid endnu et fænomen fra Herjolfsnæs som trænger til en forklaring: den af underernæring udpinte menneskerace. Ogsaa her er det forklaring nok, at landbruget paa grund af den klimatiske forværring er mislykket for befolkningen, som paa grund af manglende tilførsler hjemmefra hverken har kunnet faa kvægbestanden fornyet eller har kunnet drive sælfangst som tidligere, idet den stod uden tømmer til nye baade og jærn til vaaben og redskaber. Med eskimoerne har disse rnennesker tydelig nok ikke blandet sig, thi i saa fald havde de jo ikke behøvet at sulte. I det hele maa jeg om prof. Nansens teori, at de sidste nordboer fredelig har blandet sig med eskimoerne, sige, at den direkte modsiges af grønlændernes sagn og af de arkæologiske forhold, og at den ingensomhelst positiv støtte faar i den historiske overlevering. Vi kan maaske her se bort fra, at der paa Herjolfsnæs ingen spor af kulturblanding er fundet, omend skønt der netop her undtagelsesvis var en nordboplads, som egnede sig ogsaa for eskimoisk bebyggelse. Men naar Nansen mener (pag. 21), at en stor del af nordboerne har forladt deres gaarde inde i fjordene, hvor de ikke længere kunde bjærge livet, og er søgt ud til havkysterne, hvor der var god fangst, og hvor de mere og mere gik over til eskimoernes levevis og efterhaanden blandede sig med dem, — saa maa man rigtignok her spørge: hvor ligger ruinerne af disse udflytteres gaarde eller huse? Vi finder i Sydgrönland talrige eskimoiske husruiner ude ved det aabne hav og talrige nordboruiner inde i fjordene eller i det mindste placeret i læ og med hensyntagen til kvægavl. Men ligesom jeg ikke kender nogen nordboplads, der ikke bærer vidne om husdyrshold, og bortset fra Herjolfsnæs kun ganske faa, der paa eskimoisk vis ligger nær ved det aabne hav, saaledes kender jeg heller ikke bygningsmæssig set en eneste mellemform, og det kan dog vel ikke antages, at de udflyttede nordboer ogsaa har opgivet deres højere udviklede byggeskik og i det hele intet bragt med sig ved deres overgang til den eskimoiske kultur. Det er jo muligt, at fremtidige undersøgelser kan bringe saadanne mellomformer for en dag; men foreløbig gør man dog bedst i at stille sig til det yderste tilbageholdende overfor muligheden af en almindelig blanding mellem de to racer, seiv om det naturligvis ikke kan udelukkes, at en og anden udhungret nordbo har kastet sig i armene paa eskimoerne af længsel efter deres rige kødforraad.

Der hersker hos mine kritikere nogen uklarhed om, naar det fald i sommertemperaturen skulde være indtruffet, som jeg mener at have konstateret paa Herjolfsnæs. Aabenbart har jeg selv nogen skyld i denne uklarhed ved en vending jeg har brugt, og som prof. Hasund fæster sig ved: klimatforværringen efter middelalderen. Det burde have heddet; i slutningen af middelalderen. Sagforholdet er jo ganske klart. Naar prof. Nansen (p. 34) siger, at det tidligere mildere klima, som jeg mener at have konstateret paa Herjolfsnæs, falder i sidste del af det 14. aarh. og første halvdel af det 15. aarh., kunde det maaske forstaas, som om der ogsaa forud herfor laa en køligere periode. Men saaledes forholder det sig jo slet ikke. Tværtimod. Undersøgelserne paa Herjolfsnæs viser, at tiltrods for at stedet formodentlig har været bebygget fra den ældste tid af, fandtes der dog kun et enkelt stykke, et udskaaret træstykke i en kiste, som kunde føres tilbage til det 12. aarh. eller til tiden omkring 1200, og det gemte sig inde under kirkens mure, hvor en kunstig terrænhævning jo maa være foregaaet ved bygningens opførelse. løvrigt stammer trækorsene tidligst fra o. 1300, dragterne tidligst fra o. 1350; alle ældre begravelser var helt opløste. I et enkelt tilfælde, hvor der laa begravelser i flere lag, kunde det konstateres, at den ældste og dybest liggende begravelse var opløst, medens en anden, der laa over den, var ret velbevaret ("Buried Norsemen", p. 242). Just dette forhold, at alle de ældre begravelser er opløst, er et ganske afgørende bevis mod den fortolkning, at det simpelthen skulde være terrænets (kunstige eller naturlige) væxt, der har foraarsaget, at de underste begravelser frøs inde og bevaredes. Der maa være sket en følelig ændring, en gradvis tilfrysning af bunden, som har begyndt at gøre sig tilstrækkelig gældende i løbet af det 14. aarh. Hovedparten af dragterne kan henføres til midten og sidste halvdel af det 14. aarh. og er maaske blevet nedgravet i aartierne før og efter 1400, og da de først efter nogen tids forløb, efter ligets fuldstændige eller delvise forraadnelse, er blevet indkapslede i den frosne bund, maa dette antages at være indtruffet i løbet af det 15. aarh.s første halvdel.

Kjole fra gravfunn på Herjolfsnes. Datert til ca. 1400. Oppbevart på Nationalmuseet i København. Foto: Lennart Larsen, Wikimedia Commons.

Et par enkelte, væsentlig yngre dragtstykker blev ogsaa fundet, rimeligvis fra tiden omkring 1450—75. Om dem bægge gælder, at deres bevaringstilstand var slet, sammenlignet med de noget ældre stykker; dette kunde tyde paa, at reduktionen af optøningsdybden da er standset. Overhovedet, naar der kun er bevaret saa faa stykker fra den seneste tid, kan det muligvis skyldes befolkningsmængdens aftagen, men grunden kan ogsaa være den, at der paa de yngste begravelser ikke har virket det samme fald i sommertemperaturen og optøningsdybden som paa de ældre; lavpunktet var naaet og passeret. Og her maa det bemærkes, at hvis det var mangel paa afvanding efter nordboernes uddøen eller bortrejse fra stedet, der havde forvoldt, at dragterne holdt sig, burde det jo netop være de alleryngste, der var bevaret bedst. Men som vi har set, forholder det sig ikke saaledes.

Det fremgaar af det foranstaaende, at naar professor Otto Pettersson i sin store teori om klimatforandringen regner med et maximum ved aar 1433, saa stemmer dette saa ypperligt som det overhovedet er muligt med resultaterne fra Herjolfsnæs. Et svagt punkt kunde det der imod, som prof. Nansen gør opmærksom paa, synes at være, at der ikke kan konstateres nogen følelig klimatforbedring i de aarhundreder, der er forløbet, siden maximet blev passeret, idet forholdene i aarhundredet forud derfor synes at have været gunstigere end nu 500 aar senere. Dog ved jeg ikke, om kurverne indenfor den lange periode mellem to maxima behøver at være regel mæssige. Herpaa maa prof. Pettersson give os svar, og af let forstaaelige grunde maa jeg i det hele som historiker og arkæolog give afkald paa at deltage i drøftelsen af problemets naturvidenskabelige side, førend fagmændene har ført diskussionen til bunds. Saa kan vi andre vel ogsaa skønne derom.

Spørgsmaalet om et sentmiddelalderligt klimaskifte paa Grønland kan imidlertid meget vel drøftes for sig og afficeres ikke af, om prof. Petterssons teori iøvrigt er holdbar, og strængt taget heller ikke af, hvorledes det gaar med det sideløbende spørgsmaal om forholdene paa Island og i Norge, som det er prof. Edv. Bulls sag at defendere. Naar jeg i min fortolkning, med al den varsomhed og forbeholdenhed som min ufuldkomne sagkundskab paalagde mig, har hægtet iagttagelserne fra Herjolfsnæs paa prof. Petterssons teori, er det fordi det forekom mig en smuk og frugtbar, ja genial arbejdshypotese, fuld af videnskabelig fantasi. Og jeg vil gærne ende disse bemærkninger med en varm tilslutning til prof. Bull, fordi han saa energisk har ført problemer af denne art ind i den historiske diskussion.

Der raader i almindelighed hos historikerne altfor stor vrangvilje over for den mulighed, at der kan være foregaaet noget i naturen, som har grebet ind i historiens gang. Forhistoriske arkæologer er vant til at regne dermed, men heller ikke historikerne kan unddrage sig. Et godt exempel er den store middelalderlige sildefangst i Øresund, som jo ogsaa udgør et af de bemærkelsesværdigste led i prof. Petterssons beviskæde. Man har villet fortolke denne sild bort ved at hævde, at der i virkeligheden ikke var nogen stor forskel paa sildens mængde nu og da, indtil nylig den skaanske historiker Curt Weibull har dokumenteret, hvor kolossale de sildestimer virkelig maa have været, som i middelalderen stod ved Skanør og Falsterbo[8]. Der maa i denne periode være foregaaet en forøget tilstrømning ind i Øresund af det saltere bundvand, som silden søger til, og naar den skaanske sild i middelalderens slutning atter kan konkurreres ud af den hollandske, har man gjort sig megen umage med at udspekulere forskellige merkantile og politiske aarsager; men det gaar ikke an at se bort fra, at hovedaarsagen har været ændringer i de hydrologiske forhold. Der er her et naturfænomen, som vi maa tage i betragtning, og som bør studeres. Hvad angaar dette forholds betydning for selve den klimateori, synes det ganske vist aabenbart, at det er tilbagegangen i sildemængden i Øresund, ikke tilvæxten, der falder sammen med den antagne klimaforværring paa Grønland og med den kosmiske konstellation, hvormed prof. Pettersson opererer, maximet for solens og maanens saralede tiltrækning paa jorden, der sidste gang indtraf ved 1433.

Fodnoter

  1. Jfr. ogsaa V. Nordman; Klimatforandringer i de nordlige Polarlande, "Naturens Verden", april 1925.
  2. Kistebegravelserne havde helt eller delvis deres oprindelige højde, medens de kisteløse lig var sunket sammen til en flad kage. For deres vedkommende maa man regne med, at deres øverste punkt har ligget ca. 30 cm. højere end de dybder, hvori de blev fundet.
  3. Endnu maa jeg bemærke, at hvad jeg p. 67 har oplyst om trækul strøet ud over begravelserne ganske er blevet misforstaaet af prof., Nansen (p. 6, f.). Trækulstykkerne laa umiddelbart henover ligene, ogsaa de dybest liggende, og kan umulig være blevet strøet ud på jordoverfladen.
  4. Hasund (p. 72) vil forklare navnet Østerbygd udfra det forhold, at det ved besejlingen var nødvendigt at passere bygden og indenom isen søge hen til den med østlig kurs. Jeg maa tilstaa, at jeg aldeles ikke forstaar, hvad der derved vindes. Øster- og Vesterbygd kaldes de to bygder vel udfra deres indbyrdes beliggenhed.
  5. Saaledes ogsaa "Nansen: Nord i Taakeheimen", p. 214 f.
  6. Grønl. hist. Mindesm. II, p. 716. Nansen p. 15. "Buried Norsemen" p. 232.
  7. Det hedder; "Saa siger vise mænd som fødde er i Grønland, og sidst komne af Grønland, at ... . fra Snefjældsnæs paa Island, som er stakkest til Grønland, 2 dage og 2 nætter ret i vest, osv. Dette er gammel sejling, men nu er kommet is udaf landnordbunden . . . ., saa at ingen uden livsfare kan sejle den gamle led, som herefter høres.» Skulde Nansens fortolkning være rigtig, burde det have heddet: Kursen til Grønland er . . . ., men den gamle sejling var (eller: skal have været) ....
  8. Lübeck ock Skånemarknaden (1922).