Knytlingernes saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kongesagaer

Knytlingernes saga

Knýtlinga saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2015

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Carl af Petersens og Emil Olsons Knytlinga saga, København 1919-25

---

Om Harald Gormsøn

1. Harald Gormsøn blev taget til konge i Danmark efter sin far; han var en mægtig konge og en stor kriger. Han underlagde sig Holseteland i Saxland, og han besad et stort jarledømme i Vendland; dér lod han Jomsborg anlægge, hvor han indsatte en stor hærstyrke. Han fastlagde lov og ret for dem, og de vandt landet til ham. De var ude på hærtogt om sommeren, men sad hjemme om vinteren. De blev kaldt Jomsvikinger.

Kong Harald Gormsøn stod bag sviget mod kong Harald Gunhildson — Norges konge — og dennes død, da han faldt ved Hals i Limfjorden, som det er skrevet i Norges kongers levned. Derefter tog kong Harald til Norge med sin hær og underlagde sig hele landet og satte jarl Håkon Sigurdson til at styre det, men danekongen indkrævede skatter i hele landet.

I kong Harald Gormsøns dage var Otto den Røde kejser i Saxland; han lå i strid med danekongen og påbød danskerne kristendommen, men danekongen satte hæren ind imod ham og ønskede på ingen måde at antage kristendommen.

Kong Harald Gormsøn mødte kejser Otto i et stort slag sydpå ved Danevirke; jarl Håkon af Norge var da på danekongens side. Kejseren led nederlag dér, men ikke desto mindre vandt han noget senere landet og jog kong Harald og jarl Håkon på flugt til Limfjorden og helt ud på øen Mors. Herefter antog kong Harald kristendommen, og kejseren stod fadder til hans søn — Svend — og gav denne sit navn, så han blev døbt således, at han hed Otto-Svend. Så blev hele Danmark kristnet, og først da tog kejseren derfra.

Styrbjørn den Stærkes fald

2. I kong Harald Gormsøns dage var Styrbjørn den Stærke på hærtogt i Østersølandene. Styrbjørn var søn af svenskekongen Olaf Bjørnson. Styrbjørn kom med sin hær til Danmark og fik taget kong Harald til fange; så giftede Harald sin datter — Tyra — med ham og drog selv til Sverige med Styrbjørn. Styrbjørn brændte alle sine skibe, før han gik op i landet. Men da kong Harald ser, at Styrbjørn er uden skibe, styrer han sine skibe ud på Lågen og derefter væk og tilbage til Danmark. Styrbjørn kæmpede mod sin farbror — svenskekongen Erik den Sejrrige — på Fyrissletten; dér faldt Styrbjørn og størstedelen af hans hær, mens andre flygtede. Dette kalder svenskerne Fyrisforfølgelsen.

Om kong Haralds hærtogt

Jarl Håkon sender præsterne i land
(Christian Krohg)

3. Da kong Harald Gormsøn havde ladet sig døbe — som det tidligere blev fortalt — tvang han jarl Håkon Sigurdson til at antage troen, og han blev døbt sammen med alle de mænd, der havde fulgt ham fra Norge. Så forsynede kong Harald ham med præster og andre lærde mænd og påbød ham at lade hele folket i Norge døbe, og det lovede og svor jarl Håkon. Men da de skiltes — kongen og jarlen — drog Håkon til Norge, men satte de viede mænd i land ved Hals i Limfjorden, og han forkastede kristendommen og iværksatte siden de største ofringer i Norge. Da kong Harald erfarede, at Håkon havde forkastet kristendommen, og at han desuden havde hærget i danekongens land, tog kong Harald med sin hær til Norge og ødelagde hele kystlandet, så alt var brændt mellem Lindesnes og Stad på nær fem gårde i Lærdal i Sogn, og alle folk flygtede til fjelds og ud i skoven med alt det løsøre, de kunne få med sig.

Kong Harald lå en tid med sin hær ved Solund og agtede at tage på hærtogt til Island med den styrke, han havde, for han ville hævne det nid, som islændinge havde digtet om ham for at håne ham. Kong Harald bad en troldkyndig mand skifte skikkelse og tage til Island og finde ud af, hvad han kunne fortælle kongen derfra; han drog rundt om landet i skikkelse af en hval og fortalte siden kongen, at det land var beboet af mange overnaturlige skabninger, og at havet mellem landene var så stort, at det ikke var farbart med langskibe. Da kong Harald blev klar over dette, mente han at forstå, at dette ville være alt for voveligt og ikke kunne lade sig gøre. Efter denne hærgen, som Harald Gormsøn havde forvoldt i Norge, vendte han hjem til Danmark med sit følge. Jarl Håkon lod hele landet genopbygge i Norge, men betalte ikke siden skat til danekongen.

Kong Haralds fald

4. Svend — søn af kong Harald Gormsøn — krævede en del af sin fars — kong Haralds — rige, men kong Harald holdt ikke meget af ham, for Svend var frillesøn, og han ville ikke give ham et rige at bestemme over. Men da Svend blev en fuldvoksen mand, skaffede han sig skibe og mandskab og hærgede vidt omkring — både udenlands og indenlands. Så blev kong Harald vred på ham og samlede en hær imod ham. Da havde Svend fået følge af Palnatoke — hans fosterfar, som der fortælles om i Jomsvikingernes saga — og de styrede da til Sjælland og ind i Isefjorden; dér blev de mødt af kong Harald og dennes skibe. Svend lagde straks an til kamp imod ham, og det blev et vældigt slag. Nu strømmede der støtte til kong Harald, så Svend kom i undertal, og han flygtede. I denne kamp blev kong Harald dødeligt såret, og det var et pileskud, der forvoldte hans død. Han blev som den første danske konge begravet i indviet jord. Han havde da været konge i 80 år; 30 år mens hans far — kong Gorm — levede og derefter 50 år.

Om kong Svend

5. Svend tog kongemagten i Danmark efter sin far — kong Harald. Han blev kaldt Svend Tveskæg. Han var en mægtig konge. I hans dage drog jarl Sigvald og de andre Jomsvikinger til Norge og kæmpede mod jarl Håkon i Hjørungavåg i Møre; dér faldt Bue den Digre, mens jarl Sigvald flygtede. Efter dette mistede de danske konger herredømmet i Norge, og kort tid efter kom Olav Tryggvason til Norge og tog magten.

Kong Svend var gift med Gunhild — datter af venderkongen Burislav — og deres sønner var Knud og Harald. Kong Svend blev siden gift med Sigrid den Storrådende — datter af Skøgul-Toste og mor til svenskekongen Olaf. Hun havde tidligere været gift med svenskekongen Erik den Sejrrige. Kong Svends og Sigrids datter var Astrid, som var gift med jarl Ulf — søn af Torgils Knageben — og deres sønner hed Svend og Bjørn. En anden datter af Svend Tveskæg hed Gyda; hun var gift med jarl Erik Håkonson i Norge, og deres søn var jarl Håkon, som Olav den Hellige tog til fange i Saudungsund.

Kong Svend Tveskæg bragte sammen med sin stedsøn — Olaf den Svenske — og sin svigersøn — jarl Erik — kong Olav Tryggvason til fald, da de kæmpede ved Svold, og efter kong Olav Tryggvasons fald tilegnede de tre sig Norge: Én tredjedel til Svend Danekonge, en anden til Olaf Svenskekonge og en tredje til jarl Erik.

Den hellige Edmund dræber kong Svend

Edmund den Hellige dræber Svend Tveskæg
(Fra et engelsk håndskrift fra ca. 1250)

6. Kong Svend var en stor kriger og den mægtigste konge; han hærgede vidt omkring — både i Østersølandene og sydpå omkring Saxland. Til sidst drog han med sin hær vestpå til England, hvor han hærgede vidt omkring og deltog i mange kampe. Dengang var Adelråd Edgarson konge dér. Han og kong Svend havde mange kampe og skiftedes til at sejre. Kong Svend vandt størstedelen af England; han opholdt sig da mange år i England og hærgede og brændte landet vidt omkring. Man kaldte ham Englændernes Fanden. I denne ufred flygtede kong Adelråd ud af landet fra kong Svend, men kong Svend døde pludseligt i sin seng om natten, og englænderne siger, at Edmund den Hellige skulle have dræbt ham på samme måde, som den hellige Merkurius dræbte Julian Nidding.

Om tingmandshæren

7. Efter kong Svends død fastholdt de danske høvdinge det rige i England, som de havde erobret; kampene begyndte da på ny, for så snart kong Svend var død, kom Adelråd hjem til landet og satte sig i sit rige med støtte fra Olav den Hellige, sådan som det fortælles i dennes saga med skjalden Ottar den Sortes ord. Han siger således:

Adelråd du yded’

hjælp og førte derved

mænd’nes ven til magten

— mægtige land-værner!

Over eget fredland

Edmunds far kan råde;

nu styrer slægts-støtten

(striden var hård!) atter.

På denne tid oprettede danskerne tingmandshæren; den bestod af lejesvende, og det var en yderst frygtløs styrke, og det var særligt tingmændene, som på danskernes vegne kæmpede mod englænderne.

Kong Knud underlægger sig England

8. Knud — kong Svend Tveskægs søn — var 10 år gammel, da hans far døde; han blev da taget til konge i Danmark over hele Danevældet, fordi hans bror — Harald — var død. De danske høvdinge, som da sad i England og dér holdt landet, som kong Svend havde erobret, sendte da bud til Danmark, at kong Knud skulle komme vestpå til England med den danske hær for at støtte dem. Da kong Knud imidlertid endnu var et barn af alder og ikke var vant til at anføre en hær, tog hans venner den beslutning for ham, at han skulle sende en hærstyrke til England og dér sætte høvdinge over den, men ikke selv tage af sted, så længe han ikke var ældre. Og det blev da sådan, at kongen sad i Danmark i 3 år, efter han overtog kongemagten, men efter forløbet af den tid udbød han en hærstyrke i Danmark; han sendte også bud til jarl Erik — sin svoger — i Norge, at denne skulle samle en styrke og tage til England med ham, for jarl Erik var blevet meget berømt for sit mandsmod og sine kampevner, siden han hentede sejr i de to mest navnkundige slag, der har fundet sted i de nordiske lande — det ene var, da kong Svend Tveskæg og svenskekongen Olaf den Svenske og jarl Erik kæmpede mod Olav Tryggvason ved Svold, og det andet var, da jarl Håkon og jarl Erik kæmpede mod Jomsvikingerne i Hjørungavåg. Kong Knud førte sin hær vestpå til England, og han havde en meget stor styrke. Således sagde Ottar den Sorte i Knudsdrapaen:

Som ung skød du skibe

— skader af havvogne! —

frem; ingen hær-fylker

før har stridt så tidligt.

Jernstyrket var stævnen

— stridsmand! — vredt du røde

skjolde førte; faren

fristed’ — Knud! — du gerne.

Og desuden siger han således:

Du stagrenens styrer! —

stovt dig jyder fulgte;

hærskaren fra Skåne

skarpt du lod bevæbne.

Fyrste! — sejlet fyldtes;

frem på havet vestpå

styred’ alle stavne —

straks dit navn dér spurgtes.

Kong Knud blev fulgt til England af mange høvdinge; det var først og fremmest hans svoger — jarl Ulf Knagebensøn. Han var da gift med Astrid Svendsdatter — kong Knuds søster. Brødrene Hemming og Torkel den Høje — jarl Strud-Haralds sønner — var også dér og mange andre høvdinge. Kong Knud kom til England og landede i England på det sted, der hedder Fljot. Således siger Hallvard Håreksblis i Knudsdrapaen:

Stridsklar — Knud! — du styred’

stålbeklædte skibe;

Hild-lynets behersker

havet til Fljot krydsed’.

Ellas arv du nåed’

— Ulls sundgangers hærder! —

og sværdmøens måge

mad du snart beredte.

Og så snart kong Knud kom til England, gik han i land og hærgede, dræbte indbyggerne og afbrændte al bebyggelse. Således siger Ottar den Sorte:

Hærskjold bar og holdt du

— herre, af sligt mægtig!

Sjældent fandt du — fyrste! —

fred ved stillesidden.

Edgars æt du dræbte

— jyders drot! — på togtet;

hårde hug du gav dem

— hersker! — streng du kaldes.

Og desuden kvad han dette:

Du brændte folks bygder;

bønder lod du — fyrste! —

som ung ofte varsle

ufredsstyrkens komme.

Landets befolkning samlede en hær og drog imod danskerne og fortsatte kampene. Således siger Tord Kolbeinson:

I land fra langskibe

ledtes ravnens støtter

(ilde lidt af angler);

op i land de søgte.

Bønder bød dem modstand,

byens værn de samled’;

til hjaltets skærs uvejr

iled’ fyrstehæren.

Kong Knuds første kamp i England stod i Lindisø, hvor der blev et stort mandefald; derpå vandt han også Hemmingsborg i England og dræbte mange folk dér. Derpå havde han nogle store kampe i Nordimbraland ved Tesa; han dræbte dér en mængde mennesker, mens andre flygtede og gik til i stedlige moser og vandløb. Siden førte kong Knud sin hær længere sydpå i landet og lagde alt under sig, hvor han kom frem.

Kong Knud bliver gift med Emma

9. Den engelske kong Adelråd døde af sygdom samme efterår eller sommer, som kong Knud kom med sin hær til England; han havde da været konge i England i 38 år, og dronning Emma — hans kone — gjorde straks efter hans død klar til at forlade landet. Hun havde til hensigt at tage vestpå til Valland for at opsøge sine brødre — Vilhelm og Robert — som var jarler i Valland; deres far var Rikard Rudejarl, søn af Rikard, søn af Vilhelm Langspyd, og han var søn af Ganger-Rolf — ham der vandt Normandiet — og han var søn af Ragnvald Mørejarl. Kong Knuds folk fik kendskab til, hvad dronning Emma var i færd med. Da hun og hendes folk var klar til at stå til havs, ankom kong Knuds folk og tog skibet og alt, hvad der var ombord. De førte dronningen til kong Knud, og høvdingene aftalte med kongen, at kong Knud skulle giftes med dronning Emma, og dette blev gennemført.

Om kong Edmund

10. Efter kong Adelråds død blev hans og dronning Emmas sønner taget til konger. Edmund den Stærke var den ældste, den næste var Egdar, den tredje Edvig og den fjerde Edvard den Gode. Kong Edmund samlede nu en stor hær og drog derefter imod kong Knud, og de mødtes på det sted, der hedder Skorsten, og det blev det mest berømte slag, der har stået på den tid; der var det største mandefald i begge styrker. Kong Edmund red frem midt i den danske hær og kom så tæt på sin stedfar — kong Knud — at han kunne nå ham med et sværdhug. Kong Knud skød skjoldet frem over halsen på den hest, han sad på, og hugget traf skjoldet lidt under håndgrebet, men hugget var så kraftigt, at skjoldet brast, og han kløvede hesten i boven foran sadlen. Men da gik danskerne så hårdt frem imod kong Edmund, at han vendte om og tilbage til sine folk; forinden havde han dog dræbt mange danskere, mens kongen kun blev lidt såret eller slet ikke. Da kongen var redet frem og helt væk fra sin hær, troede hans folk imidlertid, at han kunne være faldet, siden de ikke kunne se ham nogen steder, og så begyndte folk i hæren at flygte. Men nogle så, at han red væk fra danskerne; da flygtede alle, der så det, mens kongen råbte højt og bad hæren vende tilbage og kæmpe, men alle lod, som om de ikke hørte det. Så flygtede hele hæren, og der blev et meget stort mandefald, og danskerne forfulgte de flygtende helt til det blev nat. Således siger Ottar den Sorte:

Fjender — unge fyrste! —

fælded’ du nær Tesa;

den dybe elv over

anglernes lig strømmed’.

Sorte ravnes slumren

— slagfremmer! — blev afbrudt,

da — Svends søn! — ved Skorsten

sydpå kamp du voldte.

Om jarl Ulf

11. Jarl Ulf var da igen — som så ofte før — blandt de forreste af kong Knuds folk, og han forfulgte de flygtende længst; han var da kommet ind i så tæt en skov, at han ikke fandt vej ud af den hele natten, men først da det lysnede. Da så han, at der blev drevet får på et fladt stykke foran ham, og at en stor dreng drev dyrene. Jarl Ulf gik hen til drengen og hilste på ham og spurgte om hans navn. Han svarede: »Jeg hedder Gudine. Men er du en af Knuds folk?« Jarl Ulf svarer: »Jeg er rigtignok en af hans ledingsfolk. Men hvor langt er der nu til vores skibe?« »Jeg mener ikke,« siger drengen, »— at I danskere skulle forvente at få hjælp fra os. Der tilkommer snarere jer danskere noget andet.« Jarl Ulf svarer: »Jeg vil dog — unge mand! — bede dig vise mig vej til vores skibe.« Drengen svarer: »Du er gået i stik modsat retning af skibene og langt op i landet gennem ødeskov. Men I Knudsmænd er ikke videre afholdte af landets indbyggere, og det er der alligevel ikke noget at sige til; efterretninger om det mandefald, der skete ved Skorsten i går, er kommet til bygden, og hverken du eller andre af Knuds folk kan forvente fred, hvis bønderne finder jer — og det samme gælder for dem, der hjælper jer. Men der forekommer mig at være et godt bytte i dig, og jeg tror, at du er en anden, end du udgiver dig for.« Jarl Ulf tog da en guldring af sin arm og siger: »Jeg vil give dig denne ring, hvis du vil følge mig til vores folk.« Gudine så op på ham en tid og sagde omsider: »Jeg vil ikke have ringen, men jeg vil nu prøve, om jeg kan få dig hen til dine folk, og jeg vil hellere have belønningen til gode hos dig, hvis jeg får hjulpet dig, for hvis dette ikke gavner dig, er det ingen løn værd. Nu skal du først gå med mig hjem til min far.« Det gjorde de, og da de kom til gården, gik de ind i en lille stue, og dér lod Gudine et bord sætte frem, og der blev skænket en god drik. Jarl Ulf så, at det var en god og velholdt gård. Så kom bonden og husfruen ind til dem, og de var begge smukke og velklædte folk; de tog godt imod gæsten, og han opholdt sig dér den dag og blev beværtet på det bedste. Hen under aften blev to gode heste gjort klar med det bedste udstyr. Da sagde de til Ulf: »Far du nu vel! Her overlader jeg dig min søn — den eneste jeg har — og nu beder jeg om, at hvis du kommer til kongen, og såfremt dine ord dér har nogen værdi, så skaffer du ham tjeneste dér, for han kan ikke længere være hos mig, hvis vores landsmænd skulle finde ud af, at han har fulgt dig herfra — hvordan jeg så end styrer igennem det.« Jarl Ulf lovede at skaffe Gudine i tjeneste dér. Gudine var den smukkeste mand at se på og meget veltalende. Bonden hed Ulfnad.

Jarl Ulf og Gudine ridder så hele natten, og om morgenen, da det var blevet lyst, kommer de til kong Knuds skibe. Folkene var oppe i land, men da de fik øje på jarlen og genkendte ham, samledes de alle straks omkring ham og tog godt imod ham og mente, at de havde fået ham tilbage fra de døde, for han var så afholdt, at alle elskede ham hjerteligt. Først da blev Gudine klar over, hvem han havde ledsaget. Jarlen satte Gudine hos sig i højsædet og holdt ham på alle måder som sig selv eller sin søn, og kort fortalt giftede jarlen ham med sin søster — Gyda — og på jarl Ulfs foranledning gav kongen for sin svogers — jarl Ulfs — skyld Gudine jarledømme. Gudine og Gyda havde disse sønner: Den engelske kong Harald og jarl Toste — som blev kaldt Træspyd — og jarl Mørukåre og jarl Valtjof og jarl Svend. Derfra stammer mange stormænd i England og i Danmark og i Sverige og østpå i Gardarige — de er en del af kongeslægten i Danevældet. Kong Harald Gudinesons datter hed Gyda; hun var gift med kong Valdemar i Holmgård, og deres søn var kong Harald. Han havde to døtre, som skal omtales senere.

Om kong Knud

12. Kong Knud var også i kamp ved den borg, der hedder Brandford; dér stod også et stort slag, og kong Knud sejrede, mens Adelrådsønnerne flygtede og led store tab. Danskerne brød borgen ned. Således siger Ottar den Sorte:

Skjoldets fjende! — friser

faldt for din hånd, véd jeg;

Brandfords borg og huse

brød du dengang sønder.

Edmunds gæve ætling

udstod blodig møje;

den danske hær dræbte

drottens mænd, der flygted’.

Kong Knud kæmpede for tredje gang mod Adelrådsønnerne på det sted, der hedder Assatun; det ligger nord for Daneskovene. Igen blev det et stort slag. Således siger Ottar:

Skjoldklædt — stærke skjoldung! —

skred du frem til sejren,

da I bød blodtranen

brad ved Assatunet.

Det store sværd sikred’

snart dit ry dér nord for

Daneskov; i dynger

dræbte lå, fandt hærfolk.

Kong Knud kæmpede for fjerde gang mod kong Edmund og dennes brødre i Nordvig. Det blev igen et stort slag med betydeligt mandefald, og kong Knud sejrede, mens Adelrådsønnerne flygtede. Således siger Ottar den Sorte:

Brynjer lod du blive

blodindsmurt i Nordvig;

støt til din død står du

— storgavernes skænker!

Edmund den Stærke møder Knud den Mægtige
(Fra Matthew Paris: Chronica Majora, ca. 1250)

Om kong Knud

13. Siden leder kong Knud hele hæren til Tempsen, for han erfarede, at kong Edmund og dennes brødre var flygtet til Londonborg, og da kong Knud kom til Tempsens munding, kom hans svoger — jarl Erik Håkonson — sejlende ind fra havet, og de mødtes dér og sejlede derefter med hæren op ad floden. Således siger Tord Kolbeinson i Eriksdrapaen:

Sværdstormsfærden fremmed’

fyrstesvogerskabet;

i elvens løb lagdes

langskibe i mængder.

På sorte havdyr sejled’

sværdets Ull nær landet;

ombord øjned’ alle

Englands flade sletter.

Og endvidere kvad han:

Knud da fordum førtes

frem til øregrunden;

den skjoldungs langskibe

skred ad kølens farvej.

Hjelmklædt mødte jarlen

uden møje fyrsten;

begge bragte årens

bakkes dyr til landet.

Ude i floden Temps var der bygget et stort kastel, som man havde bemandet med folk til at forsvare landet, således at en flåde ikke skulle kunne sejle op ad floden. Kong Knud sejlede uden videre op ad floden og lagde til ved kastellet og kæmpede mod dem, men englænderne sendte en flåde ud fra London og ned ad floden; de lagde til kamp mod danskerne. Således siger Ottar den Sorte:

Siden, hvor malm sløved’

sværdet, stred du atter;

forsvarsværket vandt du

(vældigt buer smælded’).

Ved Tempsens bred brød du

— bølgeøgets herre! —

(ulvens gummer glædtes)

ganske anglerflåden.

Kong Knuds fremstød

14. Kong Knud førte hele hæren op til Londonborg. Han slog lejr rundt om borgen, og derefter angreb de den, mens borgmændene forsvarede sig. Således siges det i den flokk, som da blev digtet af hærfolkene:

Hornets Hløk ved Tempsens

(hængegudens måge —)

bred ser brynjens skade,

blodsmurt (— sulter ikke).

Danedrotten skrider

djærvt mod borgens mandskab,

og sår-isen smælder

snart mod bretske hjelme.

Og endvidere:

I dag mangen modig

malmstrids-Ull skal bære

den selv samme gamle

særk, hvori vi fødtes.

Skjorten skabt med hammer

skjalden raskt sig iklæ’r;

Yggs ørn vi nu skænker

engelske mænds blodstrøm.

Kong Knud havde mange kampe dér, men fik ikke indtaget borgen.

Om jarl Erik

15. Jarl Erik drog med en del af hæren op i landet, og tingmændene fulgte ham imod den engelske hær, der blev ledet af Ulfkel den Tapre — en stor høvding. Det kom til kamp, og Erik sejrede, mens Ulfkel flygtede. Således siger Tord Kolbeinson i Eriksdrapaen:

Guldets vægter voldte

vest for London kampen;

ved strid vandt havhestens

hædrede Tund lande.

Ulfkel — rask i Røkkves

randstorm — døjed’ skrappe

hug; de sorte slagsværd

sitred’ over tingmænd.

Den næste kamp mellem jarl Erik og englænderne stod på Ringmar Hede. Således siger Tord Kolbeinson:

Skjoldets Frej lod fjenden

føle våbenspidsen,

og bulne lig bød han

blodmågerne ofte.

Tapre Erik anglers

antal stærkt formindsked’;

raskt blev Ringmar Hede

rødfarvet af hæren.

Jarl Erik sejrede dér. I Eriksdrapaen beretter Tord Kolbeinson videre om hans hærtogt:

I land fra langskibe

ledtes ravnens støtter

(ilde lidt af angler);

op i land de søgte.

Bønder bød dem modstand,

byens værn de samled’;

til hjaltets skærs uvejr

iled’ fyrstehæren.

Kongernes forlig

16. Kong Knud omringede Londonborg, mens kong Edmund og hans brødre forsvarede borgen. Så gik folk imellem dem for at mægle. Kong Knud var gift med Emma — deres mor — og det endte med, at de udvekslede gidsler, og der blev aftalt våbenhvile, så man kunne forhandle og søge et egentligt forlig. Og på dette møde blev der aftalt fred mellem parterne således, at landet skulle deles i to, og de skulle hver have halvdelen af riget, så længe de levede, men hvis en af dem døde barnløs, da skulle den, der levede længst, frit overtage hele riget. Og man bandt sig til dette forlig med eder.

Edrik Strjona var navnet på en mægtig mand, som modtog penge af kong Knud for at forråde kong Edmund og myrde ham, og dette blev dennes død. Edrik var tilmed kong Edmunds fosterfar, og denne havde samme tillid til ham som til sig selv. Derefter jog kong Knud alle kong Adelråds sønner ud af England; dette afstedkom mange kampe, men efter drabet på kong Edmund fik de aldrig samlet en talstærk styrke imod kong Knud. Således siger Sigvat Skjald i Knudsdrapaen:

Adelråds afkom

under ét blev dræbt

eller jaget

ud af Knud.

Kong Adelråds sønner tog da ophold vestpå i Normandiet i Valland, hvor de længe var hos deres morbrødre — Robert og Vilhelm — således som det fortælles i den hellige Olavs saga.

Jarl Erik Håkonson døde i England, mens han var rede til at drage til Rom; han blev skåret i drøbelen, men blødningen lod sig ikke standse, og dette blev hans død.

Kong Knud og dronning Emma havde tre børn: Harald var ældst, så kom Hardeknud; deres datter var Gunhild, som siden blev gift med kejser Heinrek den Milde, der var den tredje i slægten med dette navn. En tredje søn af kong Knud hed Svend; hans mor var Alfifa den Mægtige — en datter af jarl Alfrun.

Kong Svend kommer til Norge

17. På den tid, da kong Knud herskede over England og Danmark, herskede Olav Haraldson over Norge. Da kong Olav kom til magten dér, flygtede jarl Svend Håkonson og jarl Håkon Erikson — kong Knuds søstersøn — ud af landet. Jarl Håkon tog til England og opsøgte sin slægtning — kong Knud — og denne tog vel imod ham. Siden kom det til ufred mellem kong Olav og kong Knud. Kong Knud og jarl Håkon kom til Norge med en umådelig hær; det var mod slutningen af kong Olavs dage, og de underlagde sig hele landet. Kong Knud satte da sin slægtning — Håkon — til magten i Norge og tog selv derfra til Danmark. Kong Olav flygtede da ud af landet og tog østpå til Gardarige, men to år efter kom han tilbage til Norge, og på Stiklestad udkæmpede han et stort slag mod sine lendermænd, som da havde forrådt ham og var blevet hans modtandere. Dér faldt kong Olav, som det er almindeligt kendt, og han er hellig og skrinlagt i Nidaros.

Jarl Håkon Erikson mistede livet i Englandshavet ét år før den hellige kong Olavs fald; så kom Svend — søn af kong Knud og Alfifa — til Norge, og han blev da på sin fars — kong Knuds — befaling taget til konge over hele landet. Kong Knud satte sin søn — Hardeknud — til at regere Danevældet, og dér skulle han være konge. Kong Knud rådede også over en stor del af Skotland, og dér satte han sin søn — Harald — til at være konge, men kong Knud var dog overkonge over dem alle; han blev kaldt Knud den Mægtige eller Gamle-Knud, og hvor man taler dansk tunge, har han været den mægtigste konge med det største rige.

Kong Knud indledte sin rejse ud af landet, og han drog sydpå til Rom, og på denne rejse gav han så mange penge ud, at ingen vidste vidste, hvor mange mark — endsige hvor mange pund — det drejede sig om. Han medbragte en stor mængde løsøre fra sit rige, men brugte frit af kejserens midler, hvor han ville. Mens kong Knud var på vej til Rom, behøvede ingen mand, der opnåede at træffe ham, bede om mad, for han gav alle rigelige tærepenge. Kong Knud gik fra Flæmingeland til Romaborg; således siger Sigvat Skjald:

Sjældent er sådan

sydpå en ringens

giver gået

— den gæveste konge.

Kong Knud grundlagde et herberg, som skulle give mad og nattely til alle vejfarende, der talte dansk tunge; vidt omkring, hvor der fandtes klostre eller andre store kirker, uddelte han desuden store summer.

Knuds død

18. Men da kong Knud kom tilbage til sit rige i England, blev han ramt af sygdom, og det var først af den slags, der kaldes gulsot. Han lå længe om sommeren, og om efteråret døde han idus Novembris. Det skete i den borg, der hedder Morstr; det er en stor hovedstad, og dér er han begravet. Han var dengang 37 år gammel; han havde da været konge over Danmark i 27 år og regeret England i 24 år og Norge i 7 år. Alle er enige om, at kong Knud har været den mægtigste konge i de nordiske lande og haft det største rige.

Om kong Knud

19. Kong Knud har været den mest gavmilde konge i de nordiske lande, for det siges — som sandt er — at han ikke stod tilbage for andre konger med hensyn til, hvor store summer han hvert år gav i vennegaver, og desforuden opkrævede han hvert år mere i skatter og afgifter af tre store lande end enhver anden, der rådede over ét kongerige. Og dertil kommer, at England er det pengerigeste af alle de nordiske lande.

Som et bevis på hans gavmildhed omtales en mand ved navn Torarin Lovtunge — en islænding. Han var en stor skjald og havde gennem et langt liv tjent konger og andre mægtige mænd, men han var gammel nu, da han opsøgte kong Knud og havde digtet et kvad om ham. Han gik for kongen og hilste på ham og spurgte, om han ville høre det kvad, han havde digtet om ham, men kongen sad da ved bordet, og forplejningen var stillet frem. Nogle mænd stod ved bordet og forelagde deres sag, og kongen hørte først på dem, men da de afsluttede samtalen, sagde Torarin, for han var en kongedjærv mand, der ofte havde henvendt sig til høvdinge: »Herre!« siger han, »— jeg vil stadig bede om, at du påhører mit kvad, og det skal ikke tage meget af din tid, for det drejer sig om få vers.« Knud så noget vredt på ham og svarer: »Ingen mand før dig har budt mig dette: At digte småkvad om mig. Nu kommer du her i morgen ved davretid og fremfører en drapa på 30 vers eller mere, som du i mellemtiden har digtet om mig — og i modsat fald skal du dø.« Så gik Torarin derfra og begyndte at digte en drapa om kong Knud, og denne drapa kaldes Hovedløsning, og han brugte alt, hvad han kunne, fra sin flokk. Dagen efter fremførte han kvadet ved kongens bord, og det blev meget godt modtaget. Kongen belønnede ham for kvadet og gav ham 50 mark rent sølv. Siden digtede Torarin en anden drapa om kong Knud, og den kaldes Tøgdrapa; deri siges dette:

Jeg for femti mark

malmdønets løn

med vers for vist

viste min tak,

dengang jeg mødte

menneske-Balder;

stridens forstærker

støtted’ min digtning.

Kong Knud gav Berse Skjald-Torvason to guldringe, som tilsammen vejede en mark, og dertil et guldprydet sværd. Således siger Sigvat Skjald:

Guld vi begge — Bamse! —

bær᾿ hos Knud på armen.

Den kampkække fyrste

kostbar pynt os skænked᾿:

Du fik en mark og mere

(modtog et sværd tilmed);

jeg erholdt det halve —

Herre Gud alt råder.

Da kong Knud døde i England, betød det enden på det store herredømme, som slægtsrækken af danekonger havde haft, hvor hver efterfølger havde større magt end sin far.

Om Knud og Svend

20. Knud var meget stor af vækst og havde mange kræfter. Han var den flotteste mand, bortset fra at hans næse var tynd og lang og noget kroget. Han var lys i huden og havde smukt hår og brede skuldre. Han havde bedre øjne end alle andre, og de var både smukke og skarpe. Han var gavmild, en stor kriger og meget våbendjærv, sejrrig og en lykkemand i alt, hvad der drejede sig om magt. Han var ikke en meget klog mand, og tilsvarende kan man sige om kong Svend og før ham Harald og Gorm: De var ikke vise mænd.

Om Hardeknud

21. Hardeknud — Gamle-Knuds søn — tog magten i hele Danmark efter sin far, mens Harald — Gamle-Knuds anden søn — tog magten i England efter sin far. Da kom Edvard den Gode Adelrådson — Haralds og Hardeknuds bror — til England. Dér nød han — som fortjent — stor agtelse. To år efter Gamle-Knuds død døde dronning Gunhild i Saxland — kong Knuds datter, som kejser Heinrek havde været gift med — og tre år efter døde den engelske kong Harald Knudsøn, og han er begravet hos sin far i Morstr; derefter havde hans bror — Hardeknud — magten i både England og Danmark, mens Magnus — Olav den Helliges søn og Hardknuds edsvorne bror — styrede Norge, som det er skrevet i Norges kongers levned. Men to år efter Harald Knudsøns død døde Hardeknud, og han blev ligeledes begravet i Morstr hos sin far — Gamle-Knud.

Efter Hardeknuds død var den gamle danske kongeslægt ganske uddød. Så blev Edvard Adelrådson taget til konge over England; han var længe konge dér, og danekongerne satte sig aldrig siden i besiddelse af England. Og så tog Magnus — Olav den Helliges søn — magten i Danmark, og han var da konge derover, som det berettes i Norges kongers levned. Han herskede over Danmark i ét år, inden Svend — som tillige hed Magnus, siges det — gjorde rejsning imod ham. Han var søn af jarl Ulf — Torgils Knagebens søn. Svends mor var Astrid — datter af kong Svend Tveskæg; hun var en søster til kong Knud den Gamle, og Astrids mor var Sigrid Storråde — Skøgul-Tostes datter; hun var også mor til Olav den Svenske.

Om den danske konge

22. Svend Ulfsøn blev af kong Magnus Olavson udnævnt til jarl og fik dermed rådighed og herredømme over Danevældet, da de mødtes på Götaelven, og Svend bandt sig til deres forlig med ed; derpå drog kong Magnus nordpå til Norge, mens Svend tog til Danmark. Det samme efterår tog danskerne Svend Ulfsøn til konge, og han lagde da hele landet under sig og gjorde sig til konge over det. Dette erfarede kong Magnus, og foråret efter drog han til Danmark med en stor hær. Den sommer kæmpede kong Magnus ved Jomsborg i Vendland og sejrede; han brændte borgen og vidt omkring andre steder i landet. Dagen før Mikkelsmesse om efteråret var kong Magnus igen i kamp i Jylland ikke langt nord for Hedeby på Lyrskov Hede ved Skodborg Å; dér kæmpede han mod venderne, og dér sejrede kong Magnus ved hjælp af sin fars — kong Olavs — hellighed og mirakler, og han dræbte dér en umådelig mængde hedninger. Det siges af nogle, at Svend Ulfsøn deltog i dette slag på kong Magnus’ side, og at deres forlig da endnu blev holdt. Således siger Torleik den Smukke i den flokk, han digtede om Svend Ulfsøn:

Høgegrundens gløders

giver ødsled’ fjenders

liv i våbenlarmen

(længe åd da ravnen).

Valens våger over

venderhalse gabte;

ved Hedeby hærfolk

hobevis lå faldne.

Det samme efterår kæmpede de — kong Magnus og kong Svend Ulfsøn — ved vinterens begyndelse mod hinanden ved Ærø; dér sejrede kong Magnus, mens Svend flygtede til Jylland. Kort før jul kæmpede de igen ud for Jylland syd for Åros; det var en hård kamp med stort mandefald. Kong Svend flygtede og mistede dér syv skibe, som det fortælles i Magnus den Godes saga. Svend flygtede først til Sjælland med de folk, der var undkommet og ville følge ham, men kong Magnus sejlede straks efter ham og traf Svend på det sted, der hedder Havn; dér lå han med et fåtal af skibe. De ydede ikke modstand længe, og Svend flygtede i land; dér faldt atter mange af hans folk. Så flygtede Svend til Fyn, men kong Magnus satte efter ham, og igen gik det hårdt ud over Svends mænd, selv om det ikke var store kampe, men i Magnusdrapaen siger Arnor Jarleskjald dog:

Én vinter du frejdigt — fyrste! —

fire pilestorme voldte;

rig på sejre ret du kaldes

— randens stængels sædes øder!

Kong Svend tog et skib og sejlede østpå langs Skåne og gik dér i land og tog videre østpå til Sverige, hvor han opsøgte sin slægtning — kong Ønund Olafson — og dér tog han ophold til det blev forår. Kong Magnus tog om foråret til Norge og blev længe dér om sommeren, men da Svend erfarede dette, fór han straks til Danmark og lagde landet under sig. Da kong Magnus fik dette at vide i Norge, drog han om efteråret til Danmark med sin hær, og han og Svend traf hinanden på det sted, der hedder Helgenæs; det kom dér til et mægtigt slag, og til sidst flygtede Svend i land og mistede alle skibene. Således siger Arnor i Magnusdrapaen:

Ivrigt stred du i Yggs stormvejr

— evigt husker folk nu dette —

ved Helgenæs, hvor val-vågens

vingefjer med blod var stænket.

Yngve, kendt af folket! — fjendens

flåde vandt du ganske dengang;

endnu mere agtes sejren;

jarlen så, han tabte landet.

Så flygtede Svend igen til Sverige og opholdt sig dér endnu en vinter, mens kong Magnus tog til Norge. Dette forår kom Harald Sigurdson — Svends svoger — vestpå til Sverige fra Gardarige. Harald var dengang gift med Ellisiv — datter af kong Jarislav i Holmgård — og hendes mor var Ingegerd — Olaf Svenskes datter — og Olaf var Svend Ulfsøns morbror. Svend og Harald sluttede sig sammen og samlede en hær og drog til Danmark, hvor de overalt fór med hærskjold og underlagde sig hele landet. Da kong Magnus erfarede dette, drog han imod dem med en hær fra Norge; da opsøgte Hallkel — Olav den Helliges og Harald Sigurdsons morbror — fra Magnus’ følge Harald Sigurdson og stiftede forlig mellem denne og kong Magnus. Så tog Harald til Norge og fik dér det halve rige af sin slægtning — kong Magnus — mens Svend atter flygtede til Sverige, men vendte tilbage til Danmark, så snart kongerne var draget nordpå. Han opholdt sig i Danmark om vinteren, men sommeren efter tog kong Magnus og Harald til Danmark; Svend var da i Skåne.

Dette efterår døde kong Magnus af sygdom i Jylland, og hele den norske hær førte hans lig nordpå til Norge; Svend kunne da frit blive konge i Danmark, og han havde magten længe siden. Harald var da konge i Norge, og der herskede længe ufred imellem dem, og Harald hærgede hver sommer i Danmark, og der findes lange beretninger om det i Kong Haralds saga.

Da Harald havde været ved magten i Norge i 16 år, mødte han kong Svend i et stort slag ved Nissan i Lofufjorden ud for Halland; dér sejrede kong Harald, mens kong Svend flygtede. Tre år senere blev de forligte — Harald og Svend — og der blev fred mellem landene; ét år senere faldt kong Harald i England. Kong Svend havde også ufred med Steinkel Svenskekonge, og denne drog med sin hær imod kong Svend, men vandt ikke noget af hans land. Således siger Torleik den Smukke:

Svends uvenner indlod

ofte sig på fare;

de tre konger kæmped’

— kun med liden fremgang.

Han holdt hele Jylland

— hærens raske fører —

derhos Danmark; tapper

denne fyrste kaldes.

---

Noter: