Kong Sverre - Forspillet

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Kong Sverre, hodeskulptur på Nidarosdomen.
Kong Sverre


Forspillet


av Fredrik Paasche



H. Aschehoug & co. (W. Nygaard)

Kristiania, 1920



En skald[1], som i fjern sagatid seilet ut fra Norge, kvad ved sidste syn av kysten:


Bølgerne bærer os bort fra det land,
der finnerne færdes paa ski;
i øst, over stormende storhav,
ser jeg fjellene straale i sol.


Det er et vinterland, en fjellstrand, men badet i lys og set i glæde. I de gamle kvad har kysten ofte denne lysning over sig. En anden skald[2] fortæller:


Det var, som om Norges heie,
hældende fjell smilte --


Men krønikeskriveren, som sat i sit kammer og i det gjenstridige latinske sprog skulde forme fortællingen om Norges skjæbne, glemte smilet. Han sat der bøiet over arbeidet, i tanke paa fjellfolkets vanskelige kaar, og i en solløs skildring stillet han sine nøgterne indtryk sammen: "Norge er uhyre stort av utstrækning; men i den største del av landet kan ingen bo, fordi fjellene, skogene og bræerne er saa mange. Fjord paa fjord kløfter landet, og med talløse odder strækker det sig ut i havet". Slik skrev den ukjendte forfatter av verket Historia Norvegiæ, antagelig faa aar før Sverre blev konge i Norge.

Vi vet ikke hvor han bodde; kanske var det i Bergen. Nord i Trøndelagen sat ved samme tid, eller litt senere, en anden mand og arbeidet med sit lands historie. Han kalder sig — paa sit latin — "Theodricus, en ringe og syndig mand", og han vier verket til "sin herre og fader Augustinus, den ærværdigste mand, erkebiskop i Nidaros". Augustinus er sagaens Eystein, domkirkens bygherre, Sverres motstander.

Theodricus taler ikke om landet, bare om folket og mest om kongerne. Vi ser, at Norges stilling har gjort ham mismodig. Theodricus levet i en sverdtid, og han elsket den ikke. Han arbeidet sig igjennem den ældre historie, indtil Sigurd Jorsalafarers død i 1130; saa la han pennen fra sig, træt og uvillig; "ti vi finder det ikke værdig at overgi til efterslegtens erindring en beretning om —", og nu regner han op alle de forbrydelser, Norge længe har været skuepladsen for: ran og drap, brudd paa givne eder, krænkelse av kirkefred og kvindefred. "Gud foragtes."

Theodricus sigter til de norske borgerkriges tidsalder. Han kjender ogsaa uttrykket "borgerkrig", han sætter det ind baade her og paa en anden plads i sin bok, — foran skildringen av Olav den helliges fald paa Stiklestad. De hundrede aars historie, som fulgte denne tildragelse, var en kilde til glæde for Theodricus: hele tiden saa han landet staa i nærsagt ubrutt indre fred. Men saa kom Sigurd Jorsalafarers død, saa kom samstyret mellem to konger av fattig fredssind, Sigurds søn Magnus og Sigurds bror Gilchrist. Og her brøt altsaa Theodricus av; men han visste bare altfor vel, hvad der siden var hændt. Den 10. august i 1134, paa St. Laurentius’ dag, hadde de to konger første gang kjæmpet mot hverandre, og siden hadde et nyt slegtled, selv revet med av frændestridens lidenskap, set nye konger i hensynsløs kamp om magten.

I Morkinskinna, en islandsk sagasamling fra 1220- aarene, fortæller Sigurd Jorsalafarer, kort før sin død, en drøm, han har hat: "Jeg syntes, jeg stod her paa Jæderen og saa en stor, svart skygge ute i havet, og denne svarte skygge var i drift, og da den nærmet sig land, syntes jeg, det var et stort træ, og grenene holdt sig oppe, men røtteme laa i sjøen. Men da træet kom til land, brotnet det mot landet og drev vide om strandene. Da syntes jeg, at jeg saa ut over sjøen langs hele Norge, og jeg saa, at i hver vik var brott av træet drevet ind".

Straks efter, heter det, kom irlændingen Gilchrist vestfra over havet og sa, at han var bror av kong Sigurd, søn av Magnus Barfot. Paastanden virket ikke saa usandsynlig; endnu har vi bevaret et vers av kong Magnus, Irlandsfareren og skalden, der han fortæller, at kvindeme nord i Nidaros længe skal faa vente paa hans hjemkomst; ti hele hans hjerte er i Dublin, "den irske kvinde" negter ham aldrig sin kjærlighet, og "yr av ungdom elsker han hende høiere end sig selv.

Gilchrist gik over glødende jern for at bevise sandheten av sit utsagn, og kong Sigurd tok imot ham som bror. Irlændingen blev nordmand og het fra nu av Harald "Gille". Han blev konge sammen med Sigurds søn, seiret i den kamp, som snart brøt løs mellem dem, og behandlet den slagne motstander og hans nærmeste venner med en grusomhet, som "bedrøvet alle gode mænds sind" og, efter sagaskriverens opfatning, kaldte paa Guds straf og "drog baade Norge og ugjemingsmændene ned i stor ulykke".

Den første, som blev rammet, var Harald Gille selv. Natten efter Luciamesse, d. 13. december i 1136, blev han myrdet i Bergen, i sin frilles arm, og i den vilde krig, som fulgte, blev mange av hans gamle tilhængere dræpt. Men tronen blev reddet for hans sønner, som endnu var barn. Harald Gille og hans rikt forgrenede ætt er træet i kong Sigurds drøm, træet som brotnet mot land og sendte brott ind i hver vik av sjøen langs Norge.

Haralds sønner het Eystein, Sigurd og Inge. Da de vokset til, holdt de to ældste sammen mot den yngste. Allikevel blev det han, som gik seierrik ut av brødrestriden. Krønikeskriveren Theodricus har kanske, like fuldt som "sin herre og fader Augustinus", selv oplevet denne strid. Han kunde kanske mindes den sommerdag i 1155, da der kom bud fra Bergen, at nu var kong Sigurd død. Man hadde angrepet ham, mens han sat og drak i Sigrid Sætas gaard, man hadde trodset hans mænds vaaben og ovnsstenene, som de brøt løs og kastet ut gjennem loftsgluggerne. "Saa tæt som naar man ser ind i en snedrive" hadde skuddvaabnene søkt kong Sigurds gyldne skjold, forgjæves hadde han ropt paa sin bror kong Inge. — To aar senere, tidlig paa høsten i 1157, var ny merkelig tidende kommet: kong Eystein var dræpt nede i Ranrike. Man hadde jaget flygtningen op inde i kratskogen, man hadde møtt hans bøn om fred med de ubarmhjertige ord, at "altfor længe hadde denne konge krøpet omkring der i lynget". Da hadde han lagt sig næsegrus paa jorden, med armene strakt ut, og bedt, at man skulde hugge ham i kors mellem herderne; han hadde villet vise sit mod — det hans fiender drog i tvil — og hadde vel ogsaa, med korsets blodige tegn[3] paa sit legeme, villet kjøpe Guds naade.

Hverken Sigurds navn eller Eysteins lyser i vor historie. Skjønt det parti, de skapte, tilslut blev det seirende i Norge — Sverre er Sigurds søn — og til en viss grad fik magt over traditionen, er begge brødrene kommet daarlig fra det i eftermælet. Sigurd, som under sit brune haar viste et vakkert ansigt, men for den uskjønne munds skyld kaldtes Sigurd "Mund", var bare 22 aar gammel, da han blev dræpt, og dommen over ham kan ha gjort ham nogen uret, naar den ikke tar hensyn til hans ungdom. Men lovende kan han ikke ha været; vidnesbyrdene gaar ham sterkt imot. Forfatteren av "Aagrip", en sagasamling, som knapt er 40 aar yngre end kongens død, kalder ham en letfærdig, umedgjørlig og ubehersket mand, "en overmodsmand i alle dele og en haard mand". Den danske krønikeskriver Saxo Grammaticus, en samtidig av Sverre, fortæller at de, som hugg den unge konge ned, var mænd, som tørstet efter at hevne sine hustruers krænkede ære paa ham. — Hans bror, den mørke Eystein, var stor og sterk som Sigurd og ikke meget rimeligere end han. "En underfundighets-mand" kaldes han i Aagrip. Det forsonende drag ved Eystein er hans kjærlighet til skaldskap. Han var det, som fik tidens ypperste digter[4] til at kvæde en draapa om Olav den hellige, og i domkirken i Nidaros, der han sammen med sine brødre hørte skalden læse kvadet, kunde glæde sig ved dets skjønhet og ved den varme hyldest til hans eget kunstskjøn, som fylder det sidste vers i draapaen. Han var det, som en dag paa Bergens brygge henførtes ved synet av det stolte skib, som netop bar den rike frue til Giske bort fra byen, og fandt, at det var et syn for en digter. "Har vi nogen skald her?" ropte kongen. Og Olavsdraapaens skald kom, tidsnok til at se vinden spile seilene ut og den brede stavn bryte brændingen og til at fæste dette billede i en vise. Men skaldelønnen, kongen gav, var kanske ikke altid saa stor. Pengegriskhet var Eysteins farligste feil; i nødens stund kaldte han paa sine mænds bistand og maatte høre det iskolde svar: "Dine guldkister følge dig nu og verge dit land!"

Kong Inge forliger Erling Skakke og Gregorius. Illustrasjon av Erik Werenskiold i Snorres kongesagaer, 1899.

Det var da ikke meget ved Sigurds og Eysteins sind, som kunde skaffe dem et overvældende stort og trofast følge. Den yngste av brødrene, kong Inge, var i saa maate lykkeligere stillet. Han var vanfør — i sagaerne kaldes han Inge "Krokrygg" — men allerede hans lyse, vakre ansigt kunde i nogen grad forsone med indtrykket av hans legemslyte, og hans indtagende væsen gav ham et avgjort fortrin for brødrene. "Det var, som om hans vanførhet vilde haane hans herlige aands skjønhet", sier Saxo Grammaticus; forfatteren av Aagrip priser den blidhet og venlighet, han viste sine mænd, og fortæller, at han var avholdt av almuen. Den fremadstræbende norske kirke holdt sig til ham, og hans kongedømme har sikkert, mere end brødrenes, repræsentert en kulturmagt i Norge; Eystein, senere "Augustinus, den ærværdigste mand, erkebiskop i Nidaros," var hans kapellan; og ved Inges hof kunde, ifølge en engelsk beretning, høibyrdige unge nordmænd "lære at ombytte sit raa morsmaal med romersprogets lethet og skjønhet". Det var ogsaa en hjælp for kong Inge, at han var den eneste egtefødte av brødrene; det heter uttrykkelig, at hans byrd skaffet ham anseelse fremfor Eystein og Sigurd. Hans mor, dronning Ingerid, var av svensk kongelig blod.

Der var endnu et forhold, som gjorde det folksomt under kong Inges fane: den legemlig svake mand følte sig henvist til andres beskyttelse og spurte stadig efter andres raad. Det kaldte paa ærgjerrigheterne, paa evnerike mænd, som forenet levende virkelyst med varm hengivenhet for kongen, — men ogsaa paa mere koldt beregnende sind. Saa forskjellige motiver disse mennesker end kunde ha, alle viste de iver i tjenesten. Med kolde vaaben møtte de Eysteins og Sigurds anslag mot den yngre bror.

De ældre brødre hadde jo ingen hædersplads i bevisstheterne; men folkemeningen kunde allikevel ikke helt følge med i den voldsomhet, som blev vist mot dem. Skaldene fik det travelt med at fritage kong Inge fra al skyld i drapet paa Sigurd Mund, og Olavsdraapaens digter slynget vilde forbandelser mot den mand, som bar det nærmeste ansvar for kong Eysteins død. De faldne fyrsters mænd, som hadde litet at haabe av Inge Krokrygg og hans raadgivere, holdt partiet oppe; de tok Sigurd Munds søn, Sverres bror, den 10 aarige Haakon "Herdebred" til konge.

Borgerkrigene gled ind i en ny gate. Hittil var det kongerne og stormændene og deres væbnede følge, som hadde ført striden; men fra nu av kom andre befolkningslag ivrigere med i den. Høvdingerne i Haakon Herdebreds følge var ikke mange og hadde en tung opgave at løse; de søkte da støtte, hvor støtte var at faa, ogsaa hos eventyrere og ransmænd. Da Haakons hær vaaren 1159 seilet sydover fra Nidaros, herjet den paa Møre, som om det var fiendeland. Samtidens forargelse lyser frem av Snorre Sturlassons enkle ord: "Ingen mand kunde mindes, at det før hadde været herjet mellem kjøpstæderne". I kong Inges omgivelser blev det god tone at omtale motstanderne som frække fredsforstyrrere, som "vikinger". De blev behandlet som "drottinssvikere", som retløse mænd. Betegnende for oprøret i sindene er det, at man paa begge sider drog Guds navn ind i striden, gav agitationen en halvt religiøs farve.

Efter mange nederlag slog opreisningens time for Haakon Herdebreds sak. En februardag i 1161 gik der det bud over landet, for de fleste sikkert et skrækkens bud, at Inge Krokrygg var død. Natten efter Blasiusmesse hadde hans fiender overfaldt ham i Oslo; man hadde kjæmpet nede paa den frosne fjord, og i graalysningen var kongen, som trods sin vanførhet heltemodig hadde tat del i striden, falden for angripernes vaaben. Det het sig, at seierherrerne skyldte mørkets magter sit held, at en heks hadde "sittet ute" for dem ved nattetid og hadde "vakt trold op" og faat vite, at angrepet mot kong Inge skulde krones med held, om det førtes i mulm og mørke.

Heller ikke dennegang var det slagne parti tilsinds at gi sig. Kong Inges mænd kunde ikke bygge paa seierherrernes skaansomhet; man frygtet for liv og eiendom, man saa sig fordømt til magtløshet. De slagne trængte en fører og fandt ham: det blev Erling Ormsson, kaldet Erling "Skakke", en mand velkjendt fra kong Sverres historie, Norges herre gjennem 15 aar, — indtil Sverre kom.

Erling hørte til lendermandsklassen, Norges gamle ættearistokrati, som ved hoffet og rundt om i riket stillet mænd til kongens tjeneste, i krig og fred. Erling vokset op paa Studia gaard, mellem fjell og hav; Studla ligger i Etne sogn i Søndhordland, nær grænsen mot Ryfylke. Slegten var gammel i bygden; vi kjender dens medlemmer, mand efter mand, helt op til Erling Skakkes farfars farfar, som faldt paa Stiklestad 1030, uheldigvis ikke paa kong Olavs side. Det ser ut til, at ætten tidlig har været vel anset; ihvertfald kunde den altid glæde sig ved godt svogerskap. Erling Skakkes mor var datter av en lendermand, som i sin tid hadde raadet som en liten fyrste over folket nede ved Gautelven, en trodsig og tungerap herre, som voldte Magnus Barfot meget bryderi. Gjennem sin farmor var Erling i slegt med arnmødlingeme paa Giske og Bjarkøy, og med den store trønderske ætt, som var erkebiskop Eysteins. Ja, gjennem farmoren nedstammet han fra fyrster, fra jarlerne paa Lade, som engang hadde søkt at vriste Norge ut av kongeslegtens hænder.

Men denne blodets rang delte Erling med mange; ved hans avstamning var der intet, som nødvendigvis maatte gjøre ham til den forgrundsskikkelse, han blev. Heller ikke var han den bedst utrustede av de stormænd, som slog vagt om Inge Krokryggs trone. Men forskjellige forhold gav ham tidlig en særstilling i kredsen. Det var først og fremst hans egteskap. Kong Inge skaffet ham et fyrstelig gifte[5], sit søskenbarn Kristina, datter av Sigurd Jorsalafarer. Han blev kongens "maag". Og ny glans kastet han over sit navn gjennem en korsfærd, som han foretok i begyndelsen av 1150- aarene, sammen med sin frænde Orknøy-jarlen Ragnvald Kaie, den ridderlige skald. "Erling tyktes nu en meget større mand end før", sier Snorre, "baade for sin færds og sit giftermaals skyld ". Erling og Ragnvald hadde besøkt Jerusalem og badet i Jordan og hadde lagt hjemreisen over keiserbyerne Konstantinopel og Rom. De hadde kjæmpet mot korsets fiender; for Erlings vedkommende var det synlig nok: han kom hjem som Erling "Skakke", efter et saar, som de vantro hadde hugget ham i halsen, og som for ettertiden gav hans hode en let heldning til siden. Han hadde set og lært meget. Han hadde kanske ogsaa, skjønt han var en haard mand, paa den hellige grund i syd følt noget av færdens dypere mening. Vi vet idetmindste, at Ragnvald Kale var tat av pilgrimsstemningen. Da han, som korsfareres skik[6] var foran hjemfærden, hadde smykket sig med palmegrenen og flyttet korstegnet fra skulderen til brystet og saa sit følge flokkes, kvad han en vise, der hans følelser bryter frem i ordene: "Nu skulde alt had være langt borte!"

Hjemme ventet striden og hadet, — men ogsaa nyt ry. For Erling Skakke tok det endnu nogen tid, før ryet kom i al sin fylde. Den mand, som oprindelig stillet ham sterkest i skyggen, var en ældre bror av ham; Aagrip fortæller, at broren, en av de mange udmerkede høvdinger, "som mandelig styret riket", mens Harald Gilles sønner var barn, "stod meget høiere i anseelse, saalænge baade han og Erling levet". Broren døde; men ind paa hans plads rykket en ny mand: Gregorius Dagsson fra Bratsberg gaard ved Skien. "Gregorius og kong Inge la stort venskap sig imellem", sier Morkinskinna, "og Gregorius blev alle dage kongens fuldtro hovedstøtte; Gregorius var meget rik, og han sparet hverken sig selv eller sit gods, naar han kunde hjælpe kong Inge".

Der ligger en egen glans over Gregorius Dagssons helteskikkelse. Med usvigelig hengivenhet tjener han sin stakkars misdannede konge, altid vaaken for hans liv, magt og værdighet. Han virker høi og sterk og misundelsesværdig, der han staar under gylden hjelm ved Inge Krokryggs side, tung av anklager mot de ældre kongebrødre, og rolig hører den forbitrede Sigurd Mund love, at han nok skal faa guldhjelmen styrtet i støvet. Man ser det veir, som staar om ham, der han lander i Konungahella, hvor en overmægtig fiende venter ham: "Saasnart Gregorius kom paa bryggerne og Haakon Herdebreds mænd kjendte ham, da vek de, og der blev straks plads paa begge sider". Gregorius er de raske beslutningers mand, utaalmodig efter avgjørelsen, ukjendt med frygt. Underlig tung virker den langsomme, beregnende Erling Skakke ved siden av den anden. De to høvdinger gaar da heller ikke godt sammen; Erlings stolthet og ærgjerrighet er altid paa vagt mot Gregorius.

Ingen færd var efter folks tale kjækkere end den, "Gregorius fór". Men hans mod blev hans bane. Det var d. 7. januar i 1161, nede i Ranrike; Gregorius hadde hørt ottesang og latt evangeliet læse høit for sig. Saa gik han til kamp mot Haakon Herdebreds flok, som stod paa den anden bred av en islagt elv. Han mente, at isen var usikker, og vilde lægge veien over broen; da ymtet bønderne i hans følge om feighet, og straks lot han sit merke føre ut paa isen. Det viste sig snart, at den ikke var at stole paa; men Gregorius vilde ikke vende som de andre. Fulgt av faa trofaste gik han frem, til han sank i, og den dræpende pil rammet ham. Den døde høvding blev bisat paa sin eiendom, ved Gimsøy kloster, som han selv eller hans far har grundlagt, og der hans søster var abbedisse.

Det fortælles, at kong Inge graat som et barn, da han i Oslo fik budet om Gregorius Dagssons død. Han skal ha klaget bittert over sin hird, som for juledrikkens skyld hadde latt vennen kjæmpe den sidste kamp alene; heller burde han og Gregorius "begge faret til samme gjestebud". Faa dage senere var kongen selv mellem de døde. Haakon Herdebred, Sigurd Munds søn, sat som seierherre i Oslo efter den natlige kamp paa isen.

Nu slog, omsider, Erling Skakkes time. Han var i Bergen, og der organiserte han motstanden mot kong Haakon; Erling var i den lykkelige stilling at kunne byde partiet en konge: sin søn, Sigurd Jorsalafarers dattersøn, den 5-aarige Magnus. Skjønt det ikke tidligere hadde hændt i Norge, at en mand, som ikke var søn av en konge, hadde opnaadd kongemagt, blev Magnus som ætling av kong Sigurd erklæret "bedst ættbaaren" til Norges trone og tat til konge over hele landet, altsaa med utelukkelse av enhver ret for Haakon Herdebred, som efter Inge-partiets opfatning hadde stillet sig "utenfor loven".

Det heter i Sverres saga, at hele folket elsket den unge kong Magnus for Sigurd Jorsalalarers skyld og talte ondt om Harald Gille og hans avkom. Det var borgerkrigens ulykker, som hadde skapt denne stemning. For mindet stod Sigurd Jorsalafarers fredstid i glans, og denne glans faldt nu over dattersønnen og hjalp ham. Men i virkeligheten var jo Magnus Erlingsson kong Inges arvtager og hans far, Erling Skakke, kong Inges hevner, — som han kaldes i Saxos krønike. Partiet var Inge Krokryggs gamle parti; og da Erling for sydover til Danmark for at søke hjælp hos sin hustrus søskenbarn den danske konge, var kong Inges mor, Harald Gilles dronning, med paa færden.

Erling vendte frygtelig tilbake. En vaardag i 1162 overrasket hans flaate Haakon Herdebred utenfor Søndmøres kyst; den unge, glade fyrste, som var gaat i land for at leke, tok flugten med sine skibe, men blev indhentet og slaat ved øen Sekken. Han løp over paa motstanderens skib, der ogsaa barnekongen Magnus var, og bad om fred. Et tragisk optrin fulgte. De mænd, kong Haakon vendte sig til, lovet ham sin beskyttelse og mottok med høie bifaldsrop Erling Skakkes tilsagn om at vise skaansel; men saa sørget Erling for, at kampen mot Haakons slagne mænd blev fornyet, og da denne strid var til ende, laa den unge konge død paa sin fiendes skib.

I slaget ved Sekken blev ogsaa en anden ung gut av kongelig blod, et barn, dræpt paa Erling Skakkes skib. Folk hadde sin mistanke rede. — Haakon Herdebreds lik blev jordet i Romsdalen og hvilte der, indtil kong Sverre, hans bror, sikkert med stor høitidelighet, lot flytte liket til Nidaros og lægge det i stenvæggen i domkirkens kor.

Kong Haakons død ryddet endnu ikke alle vanskeligheter av veien for Erling Skakke. Hans forhold til Danmark var et problem: han hadde lovet kong Valdemar Viken, til takk for god hjælp; men han agtet ikke at holde sit løfte og kunde vente krig med danskerne. Og hjemme var det endnu urolig nok. Erlings søn var konge med tvilsom retsgrund. Der var kongsætlinger i landet, som stod tronen nærmere end Sigurd Jorsalafarers dattersøn, og i deres navn reiste sig flok paa flok mot Erling.

Men han holdt stillingen. For at bøte paa manglerne ved sønnens byrd lot han ham krone av erkebiskop Eystein, i nærvær av rikets andre biskoper og en pavelig legat (1163 eller 64). Han fik fred med kong Valdemar, som nøiet sig med et skinnherredømme over Viken[7] og gjorde Erling til "jarl" der (1170). Han slog oprørsflokkene ned og lot to sønner av Sigurd Mund, brødre av Haakon Herdebred og Sverre, offentlig henrette.

Lykken hadde fulgt ham. Aar for aar hadde den gjort ham mægtigere og tryggere paa magten, aar for aar hadde den videt avstanden ut rnellem ham og de almindelige dødelige. Han var en konges far, han saa sin søn bære krone, den første krone, som var set i Norden, han var selv steget til fyrstelig rang, var den almægtige jarl, "som raadet og styrte alene for Norge paa kong Magnus, sin søns, vegne".

Han blev gammel; kongen vokset til og fik ta sin del av byrderne. Han bar den med ære. En januardag i 1177 fik Erling Skakke det glædesbud, at den elskede søn, for hvis skyld alle blodofre var bragt, hadde knust birkebeinernes oprørsflok. Fremtiden laa i lys.

Fotnoter

  1. Ukjendt digter, 10. aarh.? F. Jonsson: Skjaldedigtning IA 185.
  2. Sigvat Tordsson.
  3. Pilgrimen, som fæster det røde korstegn paa skulderen, "tror at skulle seire ved det". Rohricht: Gesch. d. Kreuzzugs 30.
  4. Einar Skulesson.
  5. Erlings giftermaal gaar forut for hans korsfærd: Ragnvald Kale kalder sin reisefælle "kongens maag". Antagelig var det under Erlings fravær, hans hustru fødte Sigurd Munds søn Harald (s. 47—48), — hvis tilværelse ikke kunde holdes skjult for Erling.
  6. Röhricht: Geschicht. d. Könlgr. Jerusalem 373, Gesch. d. Kreuzzugs 188, 209.
  7. Endog hans "skinnherredøme" over Viken er tvilsomt (se s. 237—238).