Kong Sverre - Indledning

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Kong Sverre, hodeskulptur på Nidarosdomen.
Kong Sverre


Indledning


av Fredrik Paasche



H. Aschehoug & co. (W. Nygaard)

Kristiania, 1920



"Det var som i gamle fortællinger, der kongebarn kommer ut for stedmødre, som hekser; i seks eller syv dager for han vild gjennem store ødemarker og maatte taale hunger og frost." Slik skildrer sagaen en av Sverres første færder.

Kongsbarnet i eventyret og folkevisen staar under vagt. Avind forhekser det; men kongsbarnet er lykkebundet. Det sprænger hammen og skinner. Over den unge Sverre falder denne eventyrets glans. Hans fiender er mange, de kringsætter ham. Det haarde, tunge land, han vil vinde, viser ham sin strenghet og kulde; stormen gaar over vidden, sneen yrer, — det er langt til kristenmands bo. Men intet kan bøie kongsbarnets mod. Det overvinder fiendeme og arver landet; nødens ham falder av.

Men det er ikke bare Sverres skjæbne, som gir ham en særstilling i vor gamle kongehistorie. Manden selv virker anderledes end de andre, er mindre en type end de ældre norske konger, mere "en mand for sig". Han synes bred og mangfoldig som ingen anden. Antagelig har han været rikere utrustet end nogen av sine forgjængere paa Norges trone, selv den merkeligste av dem.

Naar han virker saa meget mere nær og levende, beror det tildels paa hans bredde, som gir forstaaelsen saa mange tilknytningspunkter, tildels paa hans historiske stilling. Han tilhører ikke Norges naive heltealder, han lever i en tid, som har tat tankens vaaben flittigere i bruk, og han er selv en sterkt bevisst natur. Men ogsaa overleveringens art virker med til at skape et sikkert indtryk av ham. De ældre norske konger er skildret paa avstand, av en efterslegt som stiliserte, naar den fortalte eller skrev. Sverres saga er forfattet av samtidige, den første del av sagaen — enten den nu skal regnes til Magnus Erlingssons undergang i 1184 eller til Erling Skakkes fald i 1179 — endog under Sverres eget tilsyn. Og sagaen fik en tone av ny og nær oplevelse, av endnu aktuel virkelighet, omsat i frisk og spænstig skildring. Sagaen om Sverre har en mere "realistisk" stil end fortællingen om de ældre norske konger. Og mængden av sikkert opfattede, klart gjengivne tildragelser og stemninger, av smaa og store linjer i billedet, gjør tiden og manden sterkt tydelige for os.

Sverres saga er hovedkilden for fremstillingen i denne bok. Men selvfølgelig har jeg ogsaa benyttet de andre kilder til Sverres historie, og til Norges historie i Sverres tid og i tiden nærmest før og efter: andre norrøne sagaer, latinske krøniker, forfattet i Norge eller i utlandet, Sverres "tale mot biskoperne", Kongespeilet, breve og lovtekster og skaldevers. Fra den europæiske histories omraade, særlig fra retshistorien og kirkehistorien, har jeg trukket nyt stof til, paralleler, som kan forklare et og andet drag ved Sverres kamp og ved forholdene i Sverres Norge.

Av mange grunde, bl. a. forat fortællingens gang ikke skal bli for slæpende, har jeg revet en del av den "videnskabelige" diskussion ut av den sammenhængende fremstilling og git den plads i anmerkninger ved slutningen av boken.