Kvæde om Helge Hjorvardssøn (Helga kviþa Hjǫrvarþssonar)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Den ældre Edda

G. A. Gjessing: Den ældre Edda
Heimskringla Reprint

oversatt av
G. A. Gjessing

Kristiania
1899

Kvæde om Helge Hjorvardssøn
(Helga kviþa Hjǫrvarþssonar)

Om Hjorvard og Sigrlinn.

Der var en konge, som hed Hjorvard. Han havde fire hustruer: en hed Alvhild, med hende havde han sønnen Heden; en anden hed Særeid, med hende havde han sønnen Humlung; den tredje hed Sinrjód, med hende havde han sønnen Hymling.    Kong Hjorvard havde gjort det løfte, at han skulde have den kvinde til hustru, som han vidste vænest. Han fik høre, at kong Svaavne havde en allerfagreste datter, hun hed Sigrlinn.

   Idmund hed hans jarl. Søn af ham var Atle, som drog at beile til Sigrlinn paa kongens vegne. Han opholdt sig vinteren over hos kong Svaavne. Fraanmar hed jarlen der, Sigrlinns fosterfader; hans datter hed Aalov.

   Jarlen voldte, at Sigrlinn blev ham negtet, og Atle drog da hjem.

   Atle, søn af Idmund jarl, stod en dag ved et træ, og en fugl sad oppe i grenene over ham og havde hørt paa, at hans mænd kaldte de kvinder de væneste, som kong Hjorvard havde til ægte. Fuglen kaklede, og Atle lyttede efter, hvad den sagde. Den kvad:

1.
«Saa du Sigrlinn,
Svaavnes datter,
fagreste mø
i frydfuldt hjem?
Og dog hulde
Hjorvards kvinder
tykkes de gjæve
ved Glaseslund.»

2.
Atle kvad.
«Vil til Atle,
Idmunds søn, du
mæle mere,
mangtenkte fugl?»

Fuglen kvad.
«Om Budlung blót
mig bringe vil,
og kaarer jeg frit
af kongens gaard.»

3.
Atle kvad.
«Kaar ei Hjorvard
ei kongens søn,
ei de fagre
fyrstens kvinder,
ei de kvinder
kongen ægted;
vel lad os enes!
saa venners sed.»

4.
Fuglen kvad.
«Hov jeg kaarer,
horge helt mange,
guldhornde kjør
fra kongens bo,
om ham Sigrlinn
sover i favn
og frivillig
fyrsten følger.»

Dette hendte, før Atle drog ud; men da han kom hjem, og kongen spurgte ham om tidender, kvad han:

5.
«Møie vi havde,
maal ei naaed:
foler os trætned
paa fjeldevidd,
fik vi siden
Sæmorn vade;
saa blev vi svegne
for Svaavnes mø,
guldsmykte brud,
vi beiled til.»

Kongen bød, at de skulde fare anden gang. Han for da selv med. Men da de kom op paa fjeldet, da saa de over Svaavaland brand i landet og store støvskyer efter heste.

   Kongen red ned af fjeldet frem i landet og tog natleie ved en elv. Atle holdt vagt og for over elven. Han fandt et hus, og en stor fugl sad paa huset og vogtede det, men var sovnet. Atle skød fuglen død med sit spyd, og i huset fandt han Sigrlinn, kongens datter, og Aalov, jarlens datter, og førte dem begge bort med sig. Fraanmar jarl havde skabt sig i ørneskikkelse og verget dem mod fjendehæren med trolddom. Hrodmar hed en konge, som beilede til Sigrlinn; han drebte Svaavekongen og havde herjet og brendt i landet.

   Kong Hjorvard ægtede Sigrlinn, og Atle Aalov.

   Hjorvard og Sigrlinn fik en stor og vakker søn. Han talte ikke, og intet navn festede sig ved ham. Han sad paa en haug og saa ni valkyrjer ride, og én af dem var aller gjævest. Hun kvad:

6.
«Sent vil du, Helge!
hær-abild stolt!
raade for ringe
og Rodulsvolde,
— ørn skreg aarle -
er du altid taus,
hvor haard en hug,
helt! du end tér.»

7.
Helge kvad.
«Hvad skal følge,
du fagre mø!
det Helge-navn,
du her mig gir?
Tenk dig vel om
ved tilsagn hvert!
Navn jeg ei fester,
faar jeg ei dig.»

8.
Valkyrjen kvad.
«Sverd jeg ved ligge
paa Sigarsholm
fire færre
end femfold ti;
ét af dem dog
er allerbedst,
sverdes forderv
smykket med guld.

9.
Ring er i knappen,
kraft i midten,
rædsel i odd
for eiermand:
ligger ad eggen
ormen blodsprengt,
slenger om sverdryg
snog sin hale.»

Der var en konge, som hed Eylime, hans datter hed Svaava. Hun var valkyrje og red veir og vove. Hun gav Helge dette navn og verged ham ofte siden i kampene.

10.
Helge kvad.
«Ei er du, Hjorvard!
hærfloks fører!
raadsæl konge,
hvad ry du har
ild du lod øde
ædlingers bygd,
skjønt de intet
ondt dig voldte.

11.
Men Hrodmar raa’r
for ring-skatten,
vore frænder
fik i eie;
lidt bær’ den drot
for livet angst,
tror uddød æts
arv at raade.»

Hjorvard svarer, at han vilde skaffe Helge mandskab, om han vilde hevne sin morfader.

   Da søgte Helge det sverd, som Svaava fortalte ham om; derpaa for han og Atle ud og feldte Hrodmar og øvede mangen stordaad. Han drebte jotnen Hate, som han sad paa et bjerg. Helge og Atle laa med sine skibe i Hatefjord. Atle holdt vagt den første del af natten. Hrímgerd, Hates datter, kvad:

12.
«Hvem er de hærmænd
i Hatefjord?
tjeldet er skib med skjold;
raskt I tér Jer,
ræddes nok lidt kun;
nevner mig kongens navn!»

13.
Atle kvad.
«Helge han heder,
helten dog aldrig
magter du volde mén;
jernhegn verner
ædlings flaade;
øde kan os ei trold.»

14.
Hrimgerd kvad.
«Hvad kalder du dig,
du karl saa gram,
hvad nevner ved navn dig mænd ?
Drot vel tror dig,
der han i fagre
snekkens stavn la’r dig staa.»

15.
Atle kvad.
«Atle jeg heder,
arg jeg dig vorder,
gygrer helt gram jeg er;
staaet jeg tidt har
i stavnen vaad
og mørkets kvinder knust.

16.
Liggridske hex!
hvad heder du?
nevn, du fule! din far;
gid ni mil dybt
nede du laa,
og voxte over barm dig busk.»

17.
Hrimgerd kvad.
«Heder Hrimgerd,
Hate min far hed,
ham ved jeg argest jotun;
mange brude
fra bo han tog,
til ned ham Helge hugg.»

18.
Atle kvad.
«Hist laa, hex! du
for høvdings skib
fore i fjordens gab;
drottens drenge
drog du til Raan helst,
stod dig ei stang i kjød.»

19.
Hrimgerd kvad.
«Atle! du daares,
i drøm du staar,
senker for blik dit bryn:
gjenned mor min
den gjæves skib,
Hlodvards æt drog jeg i dyb.

20.
Gnegged du, Atle!
var ei gildet du —
retter Hrimgerd sin svands;
lavt nok hjertet
ligger dig, Atle!
humrer du end som hingst.»

21.
Atle kvad.
«Hingst jeg tør findes,
faar du det prøve,
og gaar jeg af vand paa vang;
lamslaaes skal du,
lyster mig ret,
og senke, Hrimgerd! din svands»

22.
Hrimgerd kvad.
«Atle! paa strand stig,
tror styrken du,
og mød mig i Varins víg;
sidebens strekk
skal, svend! du faa,
kommer du mig i klør.»

23.
Atle kvad.
«Fare jeg vil ei,
før folk vaagner
og holder om høvding vagt;
ei det mig undrer,
om op du, trold!
skyder under vort skib.»

24.
Hrimgerd kvad.
«Reis dig, Helge!
giv Hrimgerd bod,
der Hate ned du hugg;
faar hun én nat
hos fyrsten sove,
saa har hun bod for sorg.»

25.
Helge kvad.
«Loden» han nevnt er,
— led er du mandsæt —
den thurs i Thollø bor,
arglistig jotun,
urdbygge verst,
husbond er han dig tilpas.»

26.
Hrimgerd kvad.
«Hun din hug har,
som havn saa ud
for folket forrige nat;
guldsmykte mø,
mægtig hun blev mig;
her steg af vand hun paa vang
og fested saa eders flaade;
ene hun volder,
at ei jeg faar
drebe de drottens mænd.»

27.
Helge kvad.
«Hør du, Hrimgerd!
faar din harm jeg bødt,
sig saa kongen klart:
var ene den dís,
som hjalp drottens skib,
eller fór i følge flér?»

28.
Hrimgerd kvad.
«Tre flokke paa ni,
først red dog én,
skjoldmø skjer i hjelm;
foler sig rysted,
af faxet drev
dugg i dyben dal,
hagl i høien skov,
deraf er avl paa jord,
ondt var mig alt, jeg saa.»

29.
Helge kvad.
«Øster se, Hrimgerd!
om ramt dig har
Helge med helferdstegn;
paa vang og vand
frelst er vikings skib
og saa og sjødrots mænd.»

30.
Atle kvad.
«Sol randt, Hrimgerd!
sinket fik dig
Atle til livs forlis;
sømerke sært
synes du være,
der du i sten nu staar.»

Kong Helge var en veldig hærmand. Han kom til kong Eylime og beilede til hans datter Svaava. Helge og Svaava vexlede løfter og elskede hinanden saare høit. Svaava var hjemme hos sin fader; men Helge var i hærferd. Svaava var valkyrje fremdeles som før. Heden var hjemme hos sin fader, kong Hjorvard, i Norge. Heden gik ene hjem fra skoven en julaften og traf da en troldkvinde; hun red en ulv og havde orme til tømmer og bød Heden sit følge. Han sagde nei. Hun sagde: Det skal du bøde for ved Bragebægeret. Om kvelden blev der aflagt løfter. Storgalten blev ført frem, og paa den lagde mændene sine hænder og gjorde løfter ved Bragebægeret. Heden gjorde løfte om at vinde Svaava, Eylimes datter, hans broder Helges brud, men angrede det saa sterkt, at han drog bort paa vilde veie syd om lande og fandt sin broder Helge. Helge kvad:

31.
«Hil dig. Heden!
hvad har du vel
af frasagn ny
fra Norges land?
Hvi er, drot! du
dreven af lande,
ene kommen
os at finde?»

32.
Heden kvad.
«Mig langt verre
vanheld rammed.
(end dig, broder!
jeg bøde kan:)
kaaret har jeg
kongebaarne
bruden din
ved Bragebæger.»

33.
Helge kvad.
«Smæd ei dig selv,
sande kan vorde
vore begges
bægerord, Heden!
Mig har høvding
til holm stevnet,
om trende døgn
did jeg ventes;
uvis er mig
min atterkomst —
vorder, om skal, da
sligt vendt til gavn.»

34.
Heden kvad.
«Sagde du, Helge!
Heden verd var
gaver store,
kun godt fra dig:
bedre dig sømmer
blodsmitte sverd
end dine fjender
fred at give.»

Det sagde Helge, fordi han anede sin nære død, og at hans fylgjer havde vist sig for Heden, der denne saa kvinden ride paa ulven.

   Alv, Hrodmar’s søn, hed den konge, som havde haslet Helge vold paa Sigarsvold med tre nætters frist.

   Da kvad Helge:

35.
«Red paa ulv hun
ved aftentid,
trold, som Heden
trygled om følge;
fremsynt saa hun,
falde skulde
Sigrlinn’s søn
paa Sigarsvolde.»

Der stod en haard kamp, og fik Helge der banesaar.

36.
Sendte Helge
Sigar at ride
efter Eylimes
enedatter:
«Bed hende raskt
rede at være,
vil hun fyrsten
finde i live.»

37.
Sigar kvad.
«Mig har Helge
hidhen skikket
med dig, Svaava!
selv at tale;
dig, kvad fyrsten,
finde han vilde,
før den ædling
aanden opgav.»

38.
Svaava kvad.
«Hvad traf Helge,
den Hjorvards søn ?
mig er svarlig
sorger voldet,
om sø ham sveg,
om sverd ham bed —
den mand forvist
mén jeg skal volde.»

39.
Sigar kvad.
«Faldt her imorges
ved Frekasten
Budlung baaren
bedst under sol;
Alv der fanged
den fulde seir,
Skjønt denne gang
til gavn saa lidt.»

40.
Helge kvad.
«Hil dig, Svaava!
din sorg nu tving -
sidste gang vi
sees i livet;
nu for Budlung
bløder vunder,
sverd mig naaed
nær til hjerte.

41.
Beder jeg, Svaava!
— brud, du ei græde -
om mine ord
du agte vil:
brude-bolster
brede du Heden,
ungen ædling
din elskov und.»

42.
Svaava kvad.
«Fast jeg loved
i frydfuldt hjem,
da mig Helge
haandringe gav;
fri jeg ei skulde,
var fyrsten død,
drot uden daad
drage i min favn.»

43.
Heden kvad.
«Kys mig, Svaava!
kommer ei før jeg
Rogheim at se
og Rodulsfjelde,
før hevn jeg har
for Hjorvards søn,
Budlung baaren
bedst under sol!»

Helge og Svaava, er det sagt, blev fødte paany.

---

Noter:
Jvf. Bugge: Studier II: Helge-digtene. 1896. (Cit. «B. Hd. pag.»).
Om fuglen her og i det næste prosastykke jvf. B. Hd. pag. 272 & 276.
1): Glaseslund eg. vel: ved Guldløvs-træ ɔ: træet med gyldent løv. B. Hd. pag. 302 og pag. 281f.
2): blót ɔ: offer. — Hov og horge ɔ: templer og helligdomme (altre). —
5): Sæmorn, elvenavn.
12): «Hrimgerds ord» er vistnok et særskilt her indskudt digt
Storgalten ɔ: «sonargǫltr», den største, lodende galt i svinehjorden, viet til Frey. Fritzner lex. — ibd. «sonarblót».