Lapland: En kultur, der glemmes

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Knud Rasmussen (1879-1933)

Knud Rasmussen

Lapland: En kultur, der glemmes

1907

Uddrag af bogen Lapland

Gamle Guder

Den, som i vore Dage rejser blandt Lapper, vil forgæves søge Oplysning om deres gamle Religion. De fleste aner intet om Fædrenes Guder, og de gamle, der sikkert ofte sidder inde med Generationens interessante Overleveringer, tør ikke komme frem med deres Viden af Frygt for at blive mistænkt for Afguderi. Man er tvungen til at søge til gamle Kildeskrifter eller moderne Forskere, der har samlet og kritisk bearbejdet disse. Men selv disse Kilder er yderst fattige at øse af; thi paa et saa sent Tidspunkt begyndte man at interessere sig for Nomadefolkets Gudelære, at den allerede da var stærkt opblandet dels med Finnernes Mythologi, dels med den nordiske Asalære og siden med Kristendommen, saa at det ofte blev svært at skelne det oprindelig lappiske fra det senere tilegnede.

Der har været Tider i Lapland, hvor Religionen udartede til et saadant Sammensurium, at den kristne Gud, Radien, den finske Ibmel og den nordiske Thor har været dyrkede i Flæng med lappiske Afguder.

En Omstændighed, der yderligere har bidraget til at fremkalde Begrebsforvirringen, er den, at Lapperne ligesom andre Naturfolk ikke har haft deres Livsanskuelser færdigt definerede og ikke heller har forsøgt at fæstne deres religiøse Forestillinger i noget System. Deres Tro har ikke altid været overensstemmende i alle Egne, ja ikke engang hos alle Individer i de samme Egne, saaledes som Professor Wiklund har paavist.

I en Afhandling fra 1848 lægger en Upsala-Magister, Jonas Ulrik Grönlund, følgende til Grund for deres Mytologi:

To Principper, det gode og det onde, begge lige evige, synes at have samvirket ved Menneskets, Gudernes og Verdens Skabelse i Lappernes oprindelige Religion. Derfor er Menneskeskæbnen underkastet en stadig Vekselvirkning mellem ondt og godt, det, som i egentlig Forstand skaber Liv. Og Tilværelsen blev saaledes ikke saa haard, som den onde Aand helst vilde have haft den; men heller ikke saa lykkelig, som den gode Aand tilstræbte.

Der fortælles om, hvorledes disse Aander har kæmpet med hinanden, kastet Fjælde paa hinanden og hvirvlet store Sten i Luften, da de endelig efter Skabelsen frigjorde sig for hinanden.

Den onde Aand kaldte man Perkel, den gode Aija. Aija synes senere at være overgaaet til en Slags opretholdende Midler, der uddeler Belønninger til Menneskene for deres Troskab og Straf over deres Synder mod Guderne. Denne Dommer tænkes siddende i Skyerne, hvor han ser og hører alt, ser Menneskenes Øjekast, naar de sover, og hører deres Ord, naar de tier.

Lappernes Afguder var Atja, Seit og Peive eller Solen.

Atja var Herre over Liv og Død, Helbred og Sygdomme. Om hans Skabelse berettes et Sagn:

Der var engang en Pige, der sad under et Træ i Skoven. Der fandt den onde Perkel hende og forførte hende med List. Pigen blev svanger og fødte en Søn, som altid græd. Den gode Aija kom og tog Barnet med sig op til Skyerne og spurgte, om det vilde hjælpe sin Fader eller Moder.

"Moder vil jeg hjælpe, min Fader og hele Troldens Slægt forfølge!" svarede Barnet.

Dette gør han nu, kløver Bjerge og antænder de Træer, hvorunder de gemmer sig.

Seiten hersker over alle Dyr, og han giver dem, som dyrker ham, Lykke til at fange dem.

Solen dyrkedes som Giver af Lys og Varme, som alle levende Væsners milde Fostermoder. Medens Atja og Seit havde deres særlige Afgudsbilleder og Offersteder, var dette ikke Tilfældet med Solen. Atja’s Alter var i Reglen i et Pileskuds Afstand fra Teltene, Seiten’ s ved Søernes Bredder og i Fjældes Kløfter. Solofret bragtes til Atja’s Alter.

Baade i Livet og Døden beherskedes Menneskene af Guderne. I den himmelske Gud Radien ’s Favn laa Menneskets Livsaande; naar nogen skulde fødes, sendte Guden den ned fra Himlen, for at den kunde forene sig med Fosteret i Moderlivet. Siden blev den overladt til Madderakka, der sammen med sine tre Døtre: Sarakka, Uksakka og Juksakka, er Menneskets gode Aander.

Madderakka gav den svangre Kvinde Trøst og Mod. En lykkelig og let Forløsning tilskreves hendes guddommelige Medvirkning.

Sarakka gav Fosteret Skønhed, Kraft og Sener.

Uksakka bestemte Fosterets Køn og forlenede Sjælen med Forstand.

Juksakka udøvede sin Indflydelse under Barnets Opdragelse.

Efter Døden, troede man, kom Mennesket paa Prøve i Jabmeki-aimo, de dødes Rige, hvor Dødens Dronning herskede. Her blev det en Tid, indtil det bestemtes, om det skulde gaa tilbage til den himmelske Gud, hvorfra det var kommet, eller om det skulde nedstødes til den onde Råttaka’s Rige for at lide sin Straf.

Endelig skal blot nævnes en Slags Trold eller Jætte, som kaldtes Stallo. Den var Menneskeæder, havde en umaadelig Længde, eet Øje i Panden og Jernklæder paa Kroppen. Ofte var den paa Jagt efter Mennesker og altid frygtet for sin Blodtørst.

Naar en Lap havde vundet Ry for sin Styrke, kunde det hænde, at han blev udfordret af en Stallo; men før Tvekampen skulde Kæmperne aabenbare deres Skattes Skjulested for hinanden. Den Lap, som afslog en Stallos Udfordring, blev siden altid forfulgt og til sidst myrdet. Overvandt han derimod Stalloen, fik han alle hans Skatte. Dog var Faren derved endnu ikke afværget. Naar Stalloens Drab rygtedes, kom hans to Brødre til for at tage Hævn; først naar begge disse to var fældede, havde Lappen Fred; men da havde han ogsaa tilkæmpet sig stort Ry og umaadelige Rigdomme.

Læstadius fortæller, "at der endnu (for ca. 50 Aar tilbage) findes adskilligt af dette Stallo-Sølv hos enkelte Lapfamilier, hos hvem det var gaaet i Arv fra Fader til Søn".

* * *

Dette er i korte Træk, hvad vi ved om Lappernes Mytologi. Den bekendte norske Lapforsker, Professor J. A. Friis, har forsøgt en Klassedeling af de lappiske Guder, idet han opstiller følgende Rækker: Overhimmelske Guder, Himlens og Luftens Guder, jordiske Guder og underjordiske Guder.

Men en anden norsk Professor, Amund Helland, mener dog ikke, at en saadan Inddeling kan være berettiget, da Lapperne selv aldrig har haft nogen ordnet Gudelære, og man saaledes vanskeligt kan fastslaa snævrere Rammer for de enkelte Guders Magtomraade.

Efter al Sandsynlighed har Lappernes hele religiøse Dyrkelse oprindelig været helliget Naturen og dens Kræfter.

Alt det, som overvældede dem, alt det ufattelige og voldsomme blev for dem det overnaturlige, som de maatte bøje sig for og holde venligsindet gennem Gaver og Ofringer. Der har sikkert hverken været noget særlig godt eller udpræget ondt hos deres Aander, blot de holdtes "tilfredsstillede" og ikke fik Anledning til Misfornøjelse. De har ikke haft een Gud, men "en Mængde Guddomme, som tilsammen holdt Tilværelsen i Ligevægt", saaledes som en gammel Polareskimo engang definerede mig sin Tro.

Solen, den store Varmer og alt levendes Fostermoder, har de tænkt sig som et levende Væsen, der krævede Menneskets Ofringer. Den har sikkert været deres højeste Guddom, hvad blandt andet den Omstændighed kunde tyde paa, at de kaldte sig selv "Solens Børn".

Det var særlig ved Midsommer og Jul, at man bragte Solen store Ofre, bestaaende af unge, hvide Renkøer. Da anraabte man om at kaste et naadigt Lys paa Renerne og det, hvoraf de skulde ernære sig. Under Ofringerne holdt Mænd og Kvinder Gilde paa den saakaldte Solgrød.

Juleofret bragtes paa den Tid, da Solen atter begyndte at stige paa Himlen.

Aar og Dag imellem ofredes ikke saa faa Dyr; men den gode Lap havde dog i Reglen sin religiøse Ærbødighed saa praktisk tilrettelagt, at det ikke var ham forbudt at spise Offerdyr, blot ingen af Knoglerne ødelagdes.

Foruden Solen personificerede man ogsaa Tordenen; Stormen, som havde en Skovl, hvormed han skovlede Vindene til sig, og en Kølle, hvormed han drev dem ud; Vandene, Skovene, visse mærkeligt formede Fjælde eller Sten, Stjernerne o. s. v.

Endelig var der et Dyr, som var særlig Genstand for deres Ærbødighed, og det var Bjørnen. Adjunkt Edman fra Luleå fortæller om de forskellige Ceremonier, hvorunder en fældet Bjørn bragtes til Teltet, hvor Mænd og Kvinder sang Vekselsange over den. Under Flænsningen, Kogningen og Maaltidet overholdtes ogsaa særlige Skikke. Først naar hele Bjørnen var spist, gravedes Benene ned i deres naturlige Orden. Ingen Knogle maatte kastes bort.

Alle disse Forholdsregler skyldes sikkert Frygten for, at Bjørnen skulde gaa igen, hvis man ikke behandlede dens døde Krop med Ærbødighed. Hos Eskimoerne overholdtes ganske de samme Skikke af ovennævnte Hensyn. De tror nemlig, at Bjørnens Sjæl lever videre, selv efter at den er dræbt; beskadiger man da under Flænsningen Knoglerne, eller undlader man at samle dem, efter at Kødet er spist, bringer man Sjælen i en Forlegenhed, som kan vække dens Hævnlyst.

En stor Ærefrygt for de døde har Lapperne tilfælles med alle andre Naturfolk. Ligene begravedes med megen Omhu, og man medgav dem i Gravene forskellige Redskaber, som havde været dem uundværlige i Livet. Slægtningene ofrede flere Aar igennem Rener til deres Ære, helst sorte Dyr; kunde sorte ikke skaffes, nøjedes man med at sy en sort Traad gennem Dyrets ene Øre.

Af en Skildring fra det norske Finmarken, fremdragen af Edman, fra Aar 1790 fremgaar det, at Lapperne, naar de om Efteraaret skulde føre deres Rener tilbage, plejede at opkøbe sorte Køer, Faar, Geder eller Katte. Bønderne begreb ikke, hvad de vilde med alle disse sorte Dyr, men da der bødes dem usædvanlig høje Priser, netop for den sorte Farve, gik de med Glæde ind paa at føje dem i deres fikse Idé. Lapperne førte saa paa deres Vej fra Kysten og ind i Landet Dyrene op til en eller anden afsides Fjældkløft, hvor de lod dem staa til Føde for deres Gud. Det ansaas for Tegn paa Lykke, naar de Aaret efter kom tilbage og ikke saa Spor af Dyrene; da havde Guden modtaget Ofret.

Denne Offerskik blev opdaget paa følgende Maade: En Lap henvendte sig engang til en Bonde i Ofoten for at faa et sort Kreatur. Der var særlig en sort Malkeko, som han for enhver Pris vilde have. Da Bonden imidlertid ikke vilde indlade sig paa Handelen, bød Lappen tolv Specier paa Haanden, og det var lige det dobbelte af en Kos Værdi i de Tider. Det kunde Bonden ikke staa for og slog til.

Tilfældigvis gik han et Par Dage senere til Fjælds for at hugge Ved og hører langvejs fra Brøl fra en Ko, der stod fastbunden i en Fjældhule og var meget medtaget af Sult.

Bonden løste Koen, tog den med sig hjem og fortalte ingen om, hvad der var hændet.

Aaret efter kommer Lappen igen, og Historien gentager sig. Lappen køber den atter for tolv Specier, og Bonden henter den hjem fra samme Fjældhule, da Lappen var vel i Vej.

Denne for Bonden yderst indbringende Forretning ophørte først ved Lappens Død.

— — —

Lapperne troede paa en Fortsættelse af Livet efter Døden, ganske under samme Former som paa Jorden, med Renhold, jagt og Fiskeri. Denne Tilværelse hensattes til et Land, der laa under Jorden. Her boede det gode og lykkelige Saivo-Folk, der i Udseende lignede Menneskene, men ellers var dygtigere til al Slags Idræt end disse. Mange Lapper roste sig af i levende Live at have besøgt Saivo, hvor de sammen med de underjordiske havde drukket, danset, sunget og slaaet Troldtrommen.

Den, som var særlig forfaren i Trolddom, kunde endog gøre sig til Herre over disse underjordiske, saa at de altid var rede til at staa ham bi i alle Livets vanskelige Forhold. (Sml. Eskimoernes ingnerssuit, der tjente angakut.) Jo flere underjordiske man havde under sig, desto mægtigere var man. Disse Hjælpere kunde oven i Købet arves, købes og sælges som anden Ejendom. Naar de anraabtes, aabenbarede de sig i Menneskeskikkelse, iført gule, røde, grønne eller hvide Klæder. (Edman.) Og da gav de Held i Jagt og Fiskeri, afværgede Farer, aabenbarede skjulte Ting og skaffede Hævn over Fjender.

Troldtromme og noaider

Enhver Familiefader kunde selv forrette sine Ofringer og raadspørge Guderne ved Hjælp af den saakaldte Troldtromme. Denne var en udhulet Træskaal, formet omtrent som Laaget paa en Spaanæske, indtil fire Fod lang, skaaren af Gran, Fyr eller Birk, der skulde være fældet et Sted, hvor Solen aldrig havde skinnet. Træets Aarer skulde bøje sig efter Solens Gang. Over dette Træskelet udspændtes en hvidgarvet Renhud, der var prydet med en Mængde Tegninger, som forestillede Lapper, Lapkaater, Rener, Sole, Skove, Bjørne, Ulve og lignende.

Paa det udspændte Skind lagdes, naar Magterne skulde raadspørges, et Knippe Messingringe. Greb man nu Trommen i et Haandtag, der var anbragt forneden, og slog løs med en Hammer af Ben, flyttede Messingringene sig om mellem Figurerne, der hver havde sin Betydning. Den Figur eller Rune, som Messingringene var standsede ved, naar Trommeslagene ophørte, gav Svar paa det Spørgsmaal, man søgte løst. Trommeslagene ledsagedes altid af Sang eller Joiken, baade af Raadspørgeren eller Tilhørerne.

Det var naturligvis ikke alle, der var lige drevne i at helbrede syge og granske de skjulte Ting; og de Individer, der ansaas for særlig heldige i deres Forhandlinger med Guderne, blev forstaaeligt meget søgte Midlere, saa snart vigtige Ting stod for. Dette gav Anledning til Dannelsen af en særlig lappisk Præstestand, de saakaldte Noaider. Disse Noaider udviklede gennem Uddannelse visse Færdigheder og lærte snart at omgive sig med den Mystik, der altid har været en Betingelse for Hobens Respekt og Underkastelse.

Noaidernes Uddannelse svarede til de eskimoiske Angakokkers. En ung Mand føler sig draget af det hemmelighedsfulde og søger Ensomhed i Fjældene eller i Skovene. Her aabenbarer Aanderne sig og belærer ham om de skjulte Ting, Menneskene ikke forstaar sig paa. De dygtigste Noaider kunde gøre Rejser til de dødes Rige for at "hente syge Sjæle" tilbage. En saadan Aanderejse skildres af Adjunkt Edman saaledes:

Naar en syg skal helbredes, kommer Noaiden i Selskab med en Mængde Mænd og Kvinder til den syges Telt. Her tager han Troldtrommen frem og giver sig til at slaa og synge saa stærkt, han kan. Alle de tilstedeværende stemmer i med. Naar Troldmanden saaledes har slaaet paa sin Tromme og sunget en Stund, ter han: sig fuldstændig som en gal, springer omkring med voldsomme Bevægelser, stadig ledsagende sin Sang med Trommeslag. Dette gør han, lige til han falder om som død. De tilstedeværende lægger nu Trommen paa ham, fortsætter deres Sang, dog mere lavmælt, og ser nøje til, at intet vækker ham.

Naar Noaiden atter kommer til sig selv, fortæller han om, hvad der er hændt paa hans Rejse, medens hans Krop laa som død. Han har passeret de hellige Offerbjerge og deres Beboere, hørt deres Sang og deltaget i deres Liv. Til sidst er han naaet ned i Dødsriget, der ligger langt under Jorden. Her bliver han ofte venligt modtaget af de døde, som han uden Vanskelighed bevæger til at afstaa fra at faa deres levende Slægtninge til sig.

Til andre Tider er man imidlertid ikke saa medgørlig dernede under Jorden, men har spærret Indgangen til Aandekaaterne; under saadanne Forhold gælder det om at finde en lille Aabning, gennem hvilken Noaiden kan slippe ind. Efter veludrettet Ærinde vender Noaiden atter tilbage til Jorden, og denne Færd gaar da saa hurtigt, at Sten og Sne fyger om ham ...

Hele denne Skildring kunde lige saa godt være skreven om en eskimoisk Aandefærd.

— — —

Noaiderne fik snart gennem deres Kunst saa stort Ry for Trolddom, at endog Ikke-Lapper kom rejsende langvejs fra for at søge deres Hjælp. Foruden Helbredelse af syge forstod de sig ogsaa paa at slaa Folk med Sygdom, pludselig at rejse ulykkebringende Storm o. l. og var saaledes yderst nyttige, baade mod Venner og Fjender. De har sikkert haft deres store Glansperiode paa den Tid, da de første Rygter om Kristendommen begyndte at sive ind i Lapland, og det gamle Hedenskab maatte stramme sig op i Kampen mod det nye, der fik Tag i Folk, medens alle Slags forvirret, djævleblændt Overtro hærgede Fantasierne.

Fra denne Tid stammer sikkert deres geniale Opfindelse af en Slags spiselige, yderst velsmagende Smaadjævle, der skildres af en gammel Forfatter Randulf:

Spiselige smådjævle

"Der er saavel i Finmarken som i Nordland en Slags smaa Djævle, ikke mere end et Kvarter eller en halv Alen lange, bevæbnede med Kaarder og Spyd i Forhold til deres Størrelse.

Disse "Noaide-Gadser" viser sig i Lapklæder og altid i stor Mængde, nogle Tusinde, for Noaiderne, enten naar disse med Sang og Tromme kalder paa dem og vil sende dem ud for at skade andre, eller ogsaa naar "Gadserne" er vrede paa Noaiden selv. Da kommer de af sig selv for at dræbe ham.

Men hvem skulde nu vel tro og tænke sig, at Satan hos Lapperne har vakt den unaturlige Appetit til at æde disse Smaadjævle? Intet er dog vissere, end at Lapperne ikke kender nogen større Delikatesse end den at stege og æde saadanne "Noaide-Gadser", hvilke de fanger saaledes: Om Natten lægger de lige uden for deres Gamme en Støvle, i hvilken saa en eller flere af disse Smaadjævle lægger sig til at sove; og naar Lapperne om Morgenen mærker, at der er "Noaide-Gadser" i Støvlen, lægger de det ene Knæ paa Støvlen og binder til, for at de ikke skal løbe ud. Saa bringer de dem ind i Hytten, hvor de dræber og steger dem."

— — —

I Aaret 1389 kom en gammel Lapkvinde vandrende paa sin Fod til Malmø helt oppe fra det nordligste Lapland. Hun lod sig stede for Dronning Margrethe og anraabte hende om at tage Kampen op med hendes Landsmænds skammelige Hedenskab.

Den gamle Lapkvindes Forbøn resulterede i et stort Opraab til Lapperne, forfattet af Dronning Margrethe og Erkebispen i Lund — paa Latin, som efter at have udviklet den kristne Læres Grundprincipper opmanede dem i følgende Ord:

"Betænk derfor, hvilket der er det fornuftigste: At tro paa Gud, sin Skaber, og dyrke ham som den eneste Gud og gennem gode Gerninger fortjene det evige Liv, samt faa regere evindeligt sammen med ham og alle hans Helgene i himmelsk Herlighed — eller at dyrke Afguder og tilbede Menneskehænders Værk og med onde Gerninger fortjene den evige Død, og som Følge deraf evindeligen plages i Afgrunden med Djævelen og hans Engle".

— — —

Dette blev det første Forsøg paa at indføre Kristendommen. Men Lapland laa langt borte, og Noaiderne var snu Folk.

Thi det fortælles, at de fandt paa at affinde sig med Kristendomsindførerne ved at betale Skat for deres Hedenskab!! Dette kølnede Prædikanternes Iver noget.

Og endnu i adskillige Hundrede Aar kunde Noaiderne saaledes hævde deres Indflydelse over deres Landsmænd.

Sagn og digtning

De ganske faa Brudstykker af lappisk Poesi, som findes bevarede, vidner om en ganske usædvanlig digterisk Begavelse; det er deres Guder og deres eget Liv, der besynges; Verseformen er korte, fyndige Strofer.

De skønneste Myter samler sig om Solens Datter, Beijen Neita, som blev kaaret til Hustru af Lappen Njavvis. Soldatteren er derfor Lappernes Stammoder og gode Skytsgudinde; selv kalder de sig for Solsidefolket.

Man ved nu gennem gamle Lapper, at disse Myter oprindelig har dannet en stor Sagnkreds: "Soldatterens Sang", som blandt andet indeholder hele den lappiske Gudelære, gengivet i over hundrede, med hinanden sammenhængende Digte. Af alle disse findes nu kun bevaret i oprindelig Form et eneste Digt: "Soldatterens Død", der er optegnet af Svenskeren K. A. V. Lindholm efter en gammel Lapkvindes Diktat. Ellers findes af hele Sagnkredsen kun en Slags Oversigt paa Prosa, der hos v. Duben er gengivet efter den bekendte lapfødte Præst Fjellner’s Fremstilling. Dette Fragment giver os et saa karakteristisk Billede af Lapperne selv, saaledes som det er bleven opfattet og fortalt af dem selv, at det her skal gengives i Oversættelse:

"I Tidernes Morgen var alt kun godt her i Verden. Elvene flød med Mælk, og i Floderne flød Fiskekød og Fiskerogn frit om.

Menneskene lagde sig ved Elve og Floder og behøvede ikke at arbejde.

Men al denne Herlighed sluttede brat, da Splid opstod mellem Menneskene. Man begyndte at slaa hinanden ihjel.

Gøglende Genfærd rejste sig, Urmennesker spøgede, skræmte Folkene, Genfærd raabte paa Hævn.

Pigen var ikke længer Menneske, Gedden ikke Fisk, Skaden ikke Fugl.

Pigen bød sig til kommende og farende, Gedden skulde sprede Liglugt over hvert Næs, og Skaden skulde ædes.

Man fangede Rener blot for at dræbe dem; tæmme dem gad man ikke. Man jagede blot og fiskede, da der var Vildt og Fisk i Overflod.

Paa samme Tid levede Njavvis og Attjis; de fangede Rener og søgte at tæmme dem og levede ikke som de andre af Jagt. Da disse to med hellige Eder fæstede sig Hustruer, blev Kvinden atter Menneske, thi hun blev Mage. Gedden blev atter Fisk, thi den fødte Mennesket om Vaaren. Og Skaden blev atter Fugl; den blev Menneskets glade Kammerat og fulgte det med sin Latter.

Men Njavvis og Attjis blev myrdede. Njavvis’s Hustru var et Solbarn, Attjis’s Hustru et Maanebarn, og de bar ved Mordet begge Foster under Bælte.

Enkerne føjtede ikke om med Fiskere og Jægere, men vogtede i Skovene de Rener, deres Mænd havde fanget. De satte Snarer op, gravede Faldgruber for vilde Rener og fangede Renkalve, som ved Vaarfloden ikke kunde følge deres Mødre over de svulmende Elve.

Og de tæmmede "Solens Gaver " (Rener) og arbejdede sammen.

Njavvis’s Hustru har et fagert Haar, som flagrer i rige, bølgende Lokker; nogle af dem smutter helt frem om Ørene. Hendes Pande er klar og høj, Øjenbrynene mørke og regelmæssige, Øjnene milde, Udtrykket smilende, Næsen svagt buet, Ansigtsfarven lys, Halsen blændende hvid, Hænderne bløde. Hendes Legeme er velskabt og yppigt, med kæk Holdning og smidig, let Gang. Hun er klædt i fine, mørke Renkalveskind.

Attjis’s Hustru har stridt, nedhængende Haar. Panden er bred og rynket og gennemløben af svulmende Aarer. Øjenbrynene er mørke og tætte, Øjnenes Udtryk skarpt og hvast, Næsen stærkt kroget, Ansigtet aflangt, magert og mørkt i Farven, Hagen spids, Munden bred, Tænderne store. Ansigtets Udtryk er arrigt og vredt. Hendes Krop er knoglet og stærkt senet. Fødderne er løse og dinglende i Gang og Spring. Stemmen er høj og skarp. Hun er klædt i en tynd, hvid Dragt, der er noget opskørtet.

Begge disse Enker fødte Børn: Njavvis’s Hustru en Søn, Attjis’s Hustru en Datter. Børnene voksede op.

En Dag, da Mødrene plukkede Bær sammen, sagde Attjis’s Hustru:

"Den, som først faar sit Maal fyldt, skal have Drengen. "

Drengens Moder vilde ikke gaa ind herpaa, men maatte dog til sidst give efter. Men Attjis’s Hustru lagde Mos og Kviste i sit Maal og fyldte det kun oventil med Bær.

"Nu er mit Maal fyldt og Drengen min!" sagde hun saa. Men da Njavvis’s Hustru saa Bedrageriet, vilde hun ikke give Slip paa sin Dreng. Men den anden tog ham med Magt og gav hende sin Datter i Stedet.

Da Drengen blev saa stor, at han kunde hjælpe til, skilte Attjis’s Hustru sin Renhjord ud, fordi hun troede, at den skulde trives bedre.

"Jeg skal blive rigere end du; jeg skal faa Rener til Slagtning i Mængde!" sagde hun pralende til Njavvis’s Hustru.

— — —

Saaledes var nu de første Rener tæmmede, og Kvinder havde tæmmet dem. Derfor har ogsaa Kvinden fra fordums Tid faaet største Part ved Arv af Renhjorde. Hustru, Søster skal have "det store Hundrede" (120) mod Mandens, Broderens "lille Hundrede" (100).

Og som Tak for, at hun skaffede Huset den bedste Indtægtskilde, skal hun have den halve Kaate og Ret til "helt Sengeleje". Faar hun ikke disse Rettigheder i Boet, siger man, at hun maa lade sig nøje med "Hundelod".

— — —

Et Foraar faldt det ind med meget stærk Flod. Søer, Bække og Elve flød over deres Bredder. Og det traf sig, at Njavvis’s Hustru ikke slap frem til de Bedemarker, hvorhen hendes Rener var sprungne i Forvejen.

Saaledes blev hun ganske uden Føde. Fosterdatteren led Sult og raabte paa Mad. Men Drengen, som vidste, at hans Legesøster led Nød, tog et Kødstykke af Attjis-enes Forraad, listede sig bort til Njavvis-enes Telt, klatrede op og sænkede med en Snøre Kødet ned i en Gryde, der stod over Ilden med noget Barkskrab.

Njavvis-ene, der saa hans Billede spejle sig i Vandet, saa op og raabte:

"Min Søn!"

"Er jeg din Søn?" spørger han saa.

"Følg mig til en Kilde, saa skal vi spejle os," sagde Moderen.

Og de gik til en Kilde og spejlede sig sammen deri.

"Ja sandelig, min Moder!" raabte han og omfavnede hende.

Nu fortæller hun, hvorledes han som ung blev vundet fra hende ved Bedrageri og siden røvet med Vold.

"Ret er det, at Mennesketyv dræbes!" raabte han, vendte hjem til Attjis-ene, overfaldt og dræbte hende.

Lykken fulgte ikke Attjis-enes Hjord. Ved hendes Død forvandledes hendes Rener til Padder og Frøer.

Om Attjis-ene fortælles det ogsaa, at hun blev besvangret af Nordenvinden og fødte Sønnen Atsits. Han var bitter og voldsom som Faderen, spodsk, misundelig og listig som Moderen. Han handlede saa ilde mod Renerne, at han i Vrede sled deres Horn af. Til sidst spottede han sin Morfader, Maanen, fordi den var blegere end Solen, og derfor blev han kastet op i Maanen; og der sidder han endnu.

Til evig Skam for sin Ondskab mod Renerne sidder han med et afrevet Renhorn i den ene Haand; sit til Straf afrevne Hoved holder han i den anden, og det kan ses af hver og en, som har gode Øjne.

— — —

Njavvis-enes Renflok voksede. Hun og Sønnen kunde ikke længer passe den stadig voksende Hjord alene.

Pigen er Menneske. Hun tages til Hjælp. Men Hjorden vedblev at vokse. Til sidst kunde de ikke flytte og binde Dyrene, naar de havde bedet.

— — —

Menneskene formerede sig. Kødet strakte ikke til for alle. Men Himlens Hersker havde i den lykkelige Tid, da Elvene flød med Mælk, taget noget af denne og gemt det hen.

Nu fremtog han det og spredte det om i Renkøerne, befalede Drenge og Piger at strække Lemmer og Fødder i Spring, at udpresse Sveden, for at holde sammen og drive til Kaaten de nye, springende Mælkekilder.

Saaledes lærte man at malke.

Og da Mælken er en Gave fra Himlens Hersker, maa man vel agte sig for at lade noget gaa til Spilde. —

Renhjordene voksede; og da de strejfede om, blev de vilde og sky. Forgæves søgte de glade og kyske Drenge og Piger at holde sammen paa Dyrene; det var ikke længer muligt.

Saa kom Hunden en vakker Dag og tilbød Mennesket sin Tjeneste. Den driver Renerne sammen, rejser de vildfarende op og beskytter dem alle mod vilde Dyr.

Og den blev Samefolkets bedste Ven og Tjener.

— — —

Den gode, dydige Soldatter Njavvis-ene levede længe. Da hun mærkede, at Døden nærmede sig, bad hun om, at man vilde begrave hende paa den højeste Fjældtinde, for at hun viden om kunde se ud over Drenges og Pigers, Mænds og Kvinders Sæder.

Hun døde Sottedød og førtes højtideligt op paa det Fjæld, som endnu den Dag i Dag kaldes Soldatterens Tinde.

Og endnu staar hendes Grav grøn paa Fjældet, men selv er hun der ikke; hendes Aand svæver i skøn, jomfruelig Skikkelse rundt om i Samelandet."

* * *

Dette lille Brudstykke lader os ane, hvilken herlig Folkemyte der gik tabt, da man glemte "Soldatterens Sang". Men først gennem følgende, eneste fuldstændigt optegnede Digt af hele denne Sagnkreds faar man den fulde Forestilling om den fine Kunst, der fødtes saa umiddelbart hos "Solsidefolket". Den gengives her efter Hr. Lindholms svenske Oversættelse i Originalens Versemaal. Rim anvendte Lapperne ikke.

Soldatterens død

Laa ved hellig Dør i Kaate

Beijen Nejta-Njavvis-ene,

Træt af Livets tunge Byrder;

Vilde bort til andre Egne,

Skue Jubmel, Verdens Hersker,

Skue Tjermes, Jætters Fjende,

Skue Solen selv, sin Fader.

Ventende paa Dødens Aande

Laa ved hellig Dør i Kaate

Beijen Nejta, Solens Datter.

Hun, som ved at tæmme Renen

Solskænk gav til Solens Sønner,

Skal nu paa sin sidste Færd.

Stod ved Hovedgærde Sønnen,

Onde Attjis-enes Bane;

Stod ved Foden Fosterdatter,

Attjis-enes unge Datter.

Taler Solens fagre Datter,

Taler mat med bruden Stemme.

Lytter nøje! Gem i Minde!

Bejve’s fagre Datter taler:

Solen daler. Natten kommer.

Mørke falder over Jorden,

Over fagre Sameland —

Ingen ved, naar Morgen kommer.

Solen daler. Ulven kommer,

Smyger gerne om i Natten,

Skjuler sig i mørke Baghold —

Ingen ved, naar Morgen kommer.

Solen daler. Hjorden mindskes.

Pest skal døde. Brems skal stikke.

Lysets Børn i Mørke fare —

Ingen ved, naar Morgen kommer.

Solen daler. Beijen Nejta

Flyver atter op mod Lyset.

Før til Solen hende hjem —

Ingen ved, naar Morgen kommer.

Et saadant Digt, fundet i vore Dage hos en gammel Lapkvinde, er en Genklang fra Tider, da det var Folkene selv, som digtede og sang, og Poesien endnu ikke var bleven Næringsvej. — —

Et andet meget karakteristisk Digt, som ikke hører til Soldatter-Myterne, handler om en Frierrejse til Jætternes Land. Opskriften skyldes v. Duben. I den følgende Gengivelse er der ikke lagt Vægt paa Digtets Metrik, for at Oversættelsen kunde blive saa ordret som muligt.

Solsønnens frieri i jætternes land

Et Sagn havde sunget, at der langt borte om Nordstjernen, Vesten om Sol og Maane, fandtes Guld i Mængde, ædle Stene og Fiskegarnssten. Guldet funklede, Sølvet straalede, Jøklen spejlede sig i Hav; Sole, Maaner og Stjerner lyste og lo ad deres egne Spejlbilleder.

Solens Søn løser sin Snekke og kalder de bedste Mænd om Bord. Vind fylder Sejlet, en Havmand driver Baaden fremad, og Bølgerne flyr for Mændene, som vrider Styreaaren. Østenvinden fører Baaden forbi Maanen, forbi Solens straalende, runde Skive. Sol og Maane blive mindre end Nordstjernen, denne bliver større end den store Sol, rødmende med andre Straaler, blændende med anden Glans.

Aar igennem sejlede de. Endelig rejser Land sig af Bølgerne, og Jættestranden aabner sig for dem, straalende for Øjet.

Jættens unge Datter, den blinde gamles eneste Hjælperske, vadsker Tøj ved et Barkbaal paa Strand; sagte gyder hun Vand over Klæderne og lader det rinde. Hun ser de fremmede, glatter sin Barm, gør den herligere og skønnere, lader hastigt Blikket fare over de kommende, fæster det skarpt paa Solens Søn og siger:

"Hvorfor kommer du? Og hvem søger du? Døden maaske? Om vi beredte Maaltid, vilde du blive en ussel Slurk for min Fader, for mig selv en Stump at suge, for Brødrene en lille Mundbid, for Svogrene en ringe Kogebid. "

Solens Søn svarer:

"Sarakka gav mig spændte Sener efter Fader; Kæmpekræfter sugede jeg af Moderbryst. Skøn Arv efter Fader og Moder! Uksakka blandede Mælken og gød mig Snille i Hovedet. Hvem jeg søger? Jo, mod Stormen en Betvinger; ædelt Sind, som tæmmer Vrede; trofast Følge gennem Livet; gode Raad i Livets Modgang; Dæmperske i Livets Medbør; Midlerske i Hjertesorger; Trøsterske i Nød og Angst; Hjælperske ved Jagt og Fangst; en, som kender Livet heden; af os, efter os en Ætling."

Jættedatteren svarer:

"Blodet gennem Aarer syder; Jomfrubarmen herligt svulmer. Solsøn, lad os blande Blod, blande Sorger, blande Glæder!"

(De gaar sammen til den blinde Jættefader; men denne vil ikke antage den fremmede Frier, før han har givet en Prøve paa sine Kræfter. Og han udæsker ham til Styrkeprøve i følgende Ord:)

"Solsøn, kom! Lad først os prøve spændte Seners Fingerkroge, drage først hinandens Hænder, rykke først hinandens Fingre."

(Men Datteren, som ser, at hendes Fæstemand vil blive overvunden, lister ham et Jernanker i Haanden. Jætten drager løs og udbryder:)

"Stærke er i Sandhed Solsidefolkets Fingersener, denne Solsøns Fingerkroge!"

Og Frieren rykker nu frem med sine Fæstegaver: "Fæstemjød af Tran en Tønde, Fæstedrik en Tønde Tjære, og som Lækkerbid en Hest".

Jætten smager det, finder Behag i det og siger:

"Sød tykkes Solsidemjød at være, glider let gennem Gane; saare stærk er Fæstedrikken, Lækkerbidden ganske herlig."

Fæstegaverne mildner Jætten og gør ham ør i Hovedet.

"Træets Saft og Fiskens flommede Fedt løber til Hjertet og løser det op."

Han raver frem, stiller Brud og Brudgom paa en Hvalhud, "blander Blodet, lægger Haand i Haand, slutter Favn i Favn, knytter Kyssets Knuder, bryder Skinsygens onde Knuder, skiller atter Hænder, afskærer atter Knuder."

Og Brylluppet fejres.

Den blinde Jætte skænker sin Datter rig Medgift: "Klipper af Guld lod han bryde og bære til Stranden, Sølvblokke lod han ro til haarfagre Møs Hjertemage", lige til Snekken var synkefærdig af kostbare Skatte.

Og Pigen gjorde sig færdig til Rejsen, "helliger sig til nye Pligter, faar i Løndom Trolddoms Nøgler. Badelinets tvende Knuder vies til Sar-, Uks-, Mader-akka: Brise, Kuling, Storm de bringe".

(Brudeparret støder fra Land, netop som Jættesønnerne kommer hjem fra Jagt paa Haj og Hval og Hvalros. De savner straks Søsteren, og da de hører om Bryllup og Brudgom, sætter de efter de flygtende.)

"Baad de skubbed’ ud paa Dybet, for at føre Brud tilbage. Stærke Slag af Aarer høres, Larm og Brus af Bølgers Skum; Aaretolles Knirken vinder ind paa dem, som flygte.

Pigen løser første Knude. Medbørsbrise fylder Sejlet, driver Skibet frem paa Bølge.

Jættesønner lades agter. Stærkere de slide Aaren. Sveden presses ud af Øjne. Galden syder. Vreden koger.

Pigen løser anden Knude. Vestenkuling rejser Havet, spænder Sejlets hvide Dug. Brødrene af Sigte tabes.

Hævnbegæret heder Blodet, liver op de sidste Kræfter. Blodig Sved fra Pande tørres, Rygge kroges, Hænder stivne. Negle dybt i Aarer bores. Hjertet hedes. Baaden svømmer. Havets Bølge voldsomt kløves. Snart de atter synes agter.

Pigen løser tredje Knude. Da selv Ilmar, Himlens Herskers første Tjener, bliver oprørt. Stormen hyler, Havet fyger. Raaen bøjes, Sejlet kastes vindfyldt frem. Baaden hopper, krænges under Bølgens Pres. Bruden selv sig gemmer bange, skjuler sine skønne Øjne. Og med Natten Fjenderne forsvandt i Mørket. "

Da næste Sol faldt paa Jættesønnerne, stivnede de til Sten, og deres Baad blev en Klippe. Solens Søn naaede sit Hjemland. Og her fejredes Brylluppet paany. Og Jættedatteren fødte siden stærke Sønner.

* * *

Denne stærke og farverige Poesi skildrer os Lapperne som sande Børn af en stor Natur og et ubundet Liv. De er djærve i deres Voldsomhed, hjertelige og uforbeholdne i deres Udbrud, dristige i deres Fantasi. Og de er til Bunden de sorgløse Solbørn, der vil se Livet fra Solsiden.

Begyndelsen af Frierfærden straaler af Livsmod og Forventning. Der er lagt en smittende Glæde ned i Indledningsskildringen af det forjættede Land, hvor Guldet funkler, Sølvet straaler, og Jøkler og Sole ler ad deres egne Spejlbilleder i Havet. Og naar Nordstjernen vokser sig større end Solen, "rødmende med andre Straaler, blændende med anden Glans," alt mens Østenvinden fører Snekken forbi Maane og Sol, falder Æventyret saa haandgribeligt ind i Digtet, at man uvilkaarligt selv spændes og længes med de sejlende.

Man kunde fristes til at sammenligne den kortfattede og myndige Rejseskildring med det berømteste og mest besungne af alle Digterværker. Og sandelig! Lappernes Odyssé blegner ikke ved Siden af Homers. Hvor er f. Eks. ikke Ankomsten til Jættelandet fuld af Skønhed og Poesi! Og hvilken Kraft er der ikke nedlagt i Skildringen af Forfølgelsen; hvilken Anspændelse i Jættesønnernes fortvivlede Jagt paa Søsteren:

"Blodig Sved fra Panden tørres. Rygge kroges, Hænder vrides. Negle dybt i Aarer bores!"

Men Lappen vilde ikke være det sande Naturbarn, om han ikke ogsaa kunde fælde Taarer med samme Oprigtighed, som han kan le. Hans Styrke ligger jo netop i en intens Hengivelse i den Stemning, som i Øjeblikket behersker hans Sind. Det er denne sjælelige Bevægelighed, som gør ham lykkelig; thi kun den, som kan lade sig gribe saavel af Smerte som af Glæde, kan leve rigt.

Og rig er netop den stille Smerte, den dybe Angst for Samefolkets Skæbne, som er det gribende i "Soldatterens Død"; rig den Vemod, som kan tale saaledes:

Solen daler. Natten kommer.

Mørke falder over Jorden,

Over fagre Sameland —

Ingen ved, naar Morgen kommer.