Forskjell mellom versjoner av «Magnussønnernes saga (dansk)»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
(Kap. 14-16)
(Kap. 17-20)
Linje 575: Linje 575:
 
Kong Øistein var en meget smuk mand af udseende; han havde blå og noget store øjne, lyst og krøllet hår. Han var af middelhøjde, klog og begavet, forstandig i alt — love og fortællinger; han besad menneskekundskab og gav gode råd, og han talte meget klogt og godt. Han var en meget glad mand og ligetil over for undersåtter, og han var afholdt og elsket af hele folket. Han var gift med Ingebjørg — datter af Guttorm Steig-Toresøn — og deres datter var Maria, som siden blev gift med Gudbrand  
 
Kong Øistein var en meget smuk mand af udseende; han havde blå og noget store øjne, lyst og krøllet hår. Han var af middelhøjde, klog og begavet, forstandig i alt — love og fortællinger; han besad menneskekundskab og gav gode råd, og han talte meget klogt og godt. Han var en meget glad mand og ligetil over for undersåtter, og han var afholdt og elsket af hele folket. Han var gift med Ingebjørg — datter af Guttorm Steig-Toresøn — og deres datter var Maria, som siden blev gift med Gudbrand  
 
Skafhugson.
 
Skafhugson.
 +
 +
 +
'''17. Om kong Sigurd og kong Olav'''
 +
 +
Kong Sigurd var stor af vækst og havde brunt hår. Han var mandig, men ikke smuk, velvoksen, rask, fåmælt og ofte uvenlig. Han var god mod sine venner og urokkelig, ordknap, sædelig og værdig. Kong Sigurd var myndig og straffede strengt; han lagde vægt på loven, var gavmild med penge, magtfuld og hædret. Kong Olav var en høj, slank mand; han så godt ud, var glad, ligetil over for sine undergivne og vellidt.
 +
 +
Da brødrene var konger i Norge, afskaffede de mange af de bestemmelser, som danskerne havde pålagt folket, dengang Svend Alfifasøn styrede landet; af den grund blev de meget afholdte blandt jævne mennesker og stormænd.
 +
 +
 +
'''18. Kong Olavs død'''
 +
 +
Kong Olav fik en sygdom, som førte til hans død, og han er begravet ved Kristkirken i Nidaros; der blev sørget meget over ham. Derefter regerede de to konger — Øistein og Sigurd — landet, men forinden havde de tre brødre været konger i 12 år — fem efter Sigurd kom til landet og syv forud herfor. Kong Olav var 17 år gammel, da han døde, og det skete elleve dage før januar måned. Efter at kong Øistein havde været én vinter østpå i landet, mens Sigurd var nordpå, sad Kong Øistein længe om vinteren i Sarpsborg.
 +
 +
 +
'''19. Magnus den Blindes fødsel'''
 +
 +
[[Fil:Borghild Olavsdatter faster til jernbyrd i Borg.jpg|thumb|right|275px|<center>''Gerhard Munthe:''<br>'''''Borghild faster til jernbyrd'''''</center>]]Der var en mægtig og rig bonde, der hed Olav i Dal; han boede på Store Dal i Åmord. Han havde to børn; hans søn hed Håkon Fauk, og hans datter Borghild. Hun var den smukkeste kvinde og meget klog og begavet. Olav og hans børn opholdt sig om vinteren længe i Borg; Borghild var uafbrudt i samtale med kongen, og folk havde forskellig mening om deres venskab.
 +
 +
Sommeren efter drog kong Øistein nordpå i landet, og Sigurd drog østpå, og vinteren efter blev kong Sigurd østpå i landet; han sad længe i Kongshelle og styrkede den købstad meget. Han byggede dér et stort kastel og lod grave en bred grøft rundt om. Kastellet var bygget af tørv og sten; han lod huse opføre i kastellet, og han lod dér bygge en kirke. Det hellige kors lod han blive i Kongshelle, og han holdt således ikke den ed, han svor i Jorsalaland, men han fremmede tienden og det mest af det andet, han havde sværget. Dette — at han satte korset østpå ved landegrænsen — mente han skulle være det bedste værn, men det blev den største ulykke, at anbringe den helligdom næsten under hedningers rådighed, som det siden skulle vise sig.
 +
 +
Borghild Olavsdatte hørte det rygte, at folk talte ondt om hendes og kong Øisteins samtaler og venskab; så drog hun til Borg, hvor hun fastede til jernbyrd og bar jern i denne sag og blev helt renset. Da kong Sigurd erfarede dette, red han på én dag det, der svarede til to lange dagsrejser, og kom frem til Olav i Dal; det var om natten. Så tog han Borghild til elskerinde og førte hende med sig væk. Deres søn var Magnus; han blev tidligt sendt væk nordpå til opfostring hos Vidkun Jonson på Bjarkøy i Helgeland, hvor han voksede op. Magnus var en meget smuk mand, og han tog snart til i vækst og styrke.
 +
 +
 +
'''20. Kong Sigurds giftermål'''
 +
 +
Sigurd blev gift med Malmfrid — datter af kong Harald Valdemarson østpå i Holmgård. Kong Haralds mor var dronning Gyda den Gamle — datter af den engelske kong Harald Gudineson. Malmfrids mor var Kristin — datter af den svenske kong Inge Steinkelson. Malfrids søster var Ingilborg, som var gift med Knud Lavard — søn af den danske kong Erik den Gode, der var søn af Svend Ulfsøn. Knuds og Ingilborgs børn var: Valdemar, der fik kongedømmet efter Svend Eriksøn, og Margrete, Kristin og Katrin. Margrete var gift med Stig Hvidlæder; deres datter var Kristin, som blev gift med Karl Sørkveson, og ''deres'' søn var kong Sørkve.
  
  

Revisjonen fra 29. jan. 2013 kl. 16:24

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Snorre Sturlason

Heimskringla


Magnussønnernes saga


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Heimskringla – Nóregs konunga sǫgur G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)
De norrøne kvad — anført med kursiv skrift — er indsat uforandrede fra Finnur Jónssons udgave (1).


Siden er under udarbejdelse.jpg


1.

Efter kong Magnus Barfods fald overtog hans sønner — Øistein, Sigurd og Olav — kongemagten i Norge; Øistein havde den nordlige del af landet og Sigurd den sydlige. Kong Olav var da fire eller fem år gammel, og den tredjedel af landet, som han havde, varetog begge de to andre. Sigurd blev taget til konge, da han var 13 eller 14 år — Øistein var ét år ældre. Sigurd lod irerkongens datter blive tilbage vesten for havet.

Da Magnus’ sønner var taget til konger, kom der mænd ude fra Jorsalaheim — og nogle fra Miklagård; det var folk, der var draget ud med Skofte Øgmundson, og de blev meget navnkundige og kunne fortælle mange forskellige historier. Mange folk i Norge fik på grund af disse nyheder lyst til sådan en rejse; det blev fortalt, at nordiske mænd, der ville tage imod hyre i Miklagård, modtog masser af penge. De bad kongerne om, at én af dem — Øistein eller Sigurd — skulle drage med og lede den flok, der ville af sted. Kongerne samtykkede heri, og der blev klargjort til rejsen på begges bekostning. Mange stormænd — både lendermænd og mægtige bønder — tog del i færden, men da man var klar, blev det bestemt, at Sigurd skulle drage af sted, mens Øistein skulle styre landet på begges vegne.


2. Om Orknøjarlerne

En vinter eller to efter Magnus Barfods fald kom Håkon — jarl Påls søn — østpå fra Orknøerne, og kongerne gav ham jarledømme og styrelse over Orknøerne, således som jarlerne — hans far Pål og hans farbror Erland — havde haft før ham. Håkon drog derefter vestpå til Orknøerne.


3. Kong Sigurd forlader landet

Fire år efter kong Magnus’ fald, drog kong Sigurd med sin hær fra Norge; han havde da 60 skibe. Således siger Torarin Stutfeld:

Hos den kloge
konge stilled’
modige mænd
i mængdevis;
skønne skibe
— skærmet af Gud —
tres i tallet
tog da herfra.

Svá kom fylkis
framt lið saman
margspaks mikit,
mildingi vilt,
at skip við skǫp
skarfǫgr of lǫg
hreins goðs heðan
hnigu, sex tigir.


Gerhard Munthe: Kong Sigurd sejler fra Norge


Kong Sigurd sejlede om efteråret til England; dér var Henrik — søn af Vilhelm Bastard — konge. Kong Sigurd opholdt sig dér om vinteren; således siger Einar Skuleson:

Kongen — stærk i striden —
styred’ flåden vestpå;
havets heste under
herren fór til England.
Dér den djærve fyrste
dvæled’ over vint’ren
(sjældent så man stige
slig en gram af skibet).

Vásǫflugr réð vísi
vestr helmingi mestum;
óð at ensku láði
ægis marr und harra;
stál lét hilmir hvílask
heiptglaðr ok vas þaðra
(né gramr af val Vimrar)
vetrlengis (stígr betri).


4. Kong Sigurds rejse

Kong Sigurd drog foråret efter med sin hær vestpå til Valland og kom om efteråret ud til Galizieland, hvor han opholdt sig den anden vinter. Således siger Einar Skuleson:

Fyrsten, som befaled’
fremmest under solen,
valgte vinterophold
vestpå i Jakobs land;
hørt jeg har at gramen
hævned’ jarlens svigten
(kampsvanen af kongen
kød fik tit at æde ).

Ok, sás œzt gat ríki,
ól þjóðkonungr, sólar,
ǫnd á Jákóbs landi
annan vetr, und ranni;
þar frák hilmi herjar
(hjaldrs) lausmæli gjalda
(gramr bræddi svan snimma
snarlyndr) frǫmum jarli.

Det forholdt sig sådan med den hændelse, at jarlen, som stod for landet dér, indgik aftale med kong Sigurd, og jarlen skulle hele vinteren igennem lade afholde marked til Sigurds madindkøb, men det holdt han ikke længere end til jul, og så blev der mangel på mad, for jorden er dér mager og et dårligt madland. Så drog kong Sigurd med en stor hær til det kastel, hvor jarlen var, men jarlen flygtede væk, da han kun havde en lille hær. Kong Sigurd tog dér meget forråd og meget andet bytte og lod det føre til sine skibe; de tog derefter af sted og drog vestpå langs Spanien. Da kong Sigurd sejlede langs Spanien, skete det, at nogle sørøvere, der var på jagt efter bytte, kom imod ham med en flåde af galejer, men Sigurd lagde til kamp imod dem og havde således sin første strid mod hedenske mænd; han vandt otte galejer fra dem. Således siger Haldor Skvaldre:

Voldske sig da vendte
vikinger mod kongen;
stærkt i Fjølnes stormvejr
stred høvdingen dengang,
og otte galejer
indtog hæren (mange
faldt i fjendens skare);
fyrsten vandt sig bytte.

Ok fádýrir fóru
Fjǫlnis hróts at móti,
vígǫ́sum hlóð vísi,
víkingar gram ríkjum;
náði herr at hrjóða
(hlaut drengja vinr fengi
fyrðum hollr), þars fellat
fátt lið, galeiðr átta.

Derefter styrede kong Sigurd til det kastel, der hedder Sintre — det er i Spanien — hvor han udkæmpede den anden kamp. Dér sad hedenske folk, som hærgede blandt de kristne. Han vandt kastellet og dræbte alle folk dér, idet de ikke ville lade sig kristne, og han tog mange værdier. Således siger Haldor Skvaldre:

Her skal fyrstens hærtogt
hist i Spanien skildres
(til strid guldets giver
gerne skred i Sintre);
kongen gjorde kampen
kras for sine fjender
— alle de som ikke
under Gud sig hengav.

Stór skalk verk, þaus vǫ́ru
(Vánar dags) á Spáni,
(prútt lét sløngvir sóttan
Sintré) konungs inna;
gerðisk heldr við harðan
hermǫnnum gram berjask
grátt, es gǫrva neittu
goðs rétti sér boðnum.


5. Lizebon vindes

Efter det ledte kong Sigurd hæren til Lizebon; det er en stor borg i Spanien, som er halvt kristen og halvt hedensk — dér skilles det kristne Spanien fra det hedenske Spanien, og alle herrederne, der ligger vest derfor, er hedenske. Dér havde kong Sigurd den tredje kamp mod hedninger, og han sejrede og vandt et stort bytte; således siger Haldor :

Du Lizebon lod da
— Lofdes ætling! — tage;
den tredje sejr sydpå
snildt du derved hented’.

Suðr vátt sigr enn þriðja,
snjallr við borg þás kalla,
lofðungs kundr, þars lenduð
Lizibón, at fróni.

Så førte kong Sigurd hæren vestpå langs det hedenske Spanien og lagde til ved den borg, der hedder Alkasse; dér havde han den fjerde kamp mod hedninge og vandt borgen. Han dræbte mange folk dér, sådan at borgen lagdes øde. De fik dér et stort udbytte; Haldor Skvaldre siger dette:

Fjerde gang du — fyrste! —
(folk mig så beretter)
voldte våbenskifte
var ved Alkasse-borg.

Út frák yðr þars heitir
Alkasse styr hvassan,
folkþeysandi, fýsask
fjórða sinn at vinna.

— og dertil dette:

Sorg hedningens hustru
havde dér at udstå
(fjendeflokken hastigt
flygted’ væk fra borgen).

Unnit frák í einni
eyddri borg til sorga
(hitti herr á flótta)
heiðins vífs (at drífa).


6. Kampen ved Forminterra

Derpå fortsatte kong Sigurd sin færd og sejlede ind i Nørvesund, men i sundet mødtes han af en stor sørøverhær; kongen lagde til kamp mod dem og havde dér sin femte strid, som han vandt. Således siger Haldor Skvaldre:

Rask du sværdet rødned’
— ravnen åd af faldne —
nær ved Nørvesundet
(nyttigt Gud dig bistod).

Treystuzk egg fyr austan
(yðr tjóði goð) rjóða,
náskári flo nýra,
Nǫrvasund, til unda.

Derefter førte kong Sigurd hæren frem på den sydlige side langs med Serkland og kom til den ø, der hedder Forminterra. Dér havde en stor hær af hedenske blåmænd slået sig ned i en grotte, og de havde bygget en stor stenmur foran grotteåbningen; de hærgede vidt omkring i landet og bragte alt bytte til grotten. Kong Sigurd gik i land på denne ø og hen til grotten, som var på et bjerg; der var højt op til stenmuren ved grotten, og bjerget skød frem ud over stenmuren. Hedningerne forsvarede stenmuren, og de var ikke bange for nordmændenes våben, for de kunne kaste sten og skyde ned på nordmændene under sig. Således stillet foretog nordmændene heller ikke opstigning. Så tog hedningerne silkestof og andre kostbarheder, som de førte ud til muren og viftede foran nordmændene, mens de råbte til dem og tilskyndede dem og klandrede dem for ikke at have mod. Så fandt kong Sigurd på noget. Han tog to skibsbåde — den slags, der kaldes barkasser — og lod dem trække op på bjerget henover grotteåbningen og fæstne med tykke reb både under spanterne og omkring stavnene; derefter steg der så mange folk i dem, som der var rum til, og så lod de bådene hejse i rebene ned foran grotten. De, som var i bådene, skød da og kastede sten, således at hedningerne trak sig væk fra stenmuren. Så gik kong Sigurd med hæren op på bjerget under stenmuren; de nedbrød muren og kom dermed op i grotten, mens hedningerne flygtede ind bag stenvæggen — den som var sat på tværs af grotten. Kongen lod da store træer føre til grotten og byggede et stort bål i grotteåbningen, som blev antændt. Da ilden og røgen nåede hedningerne, lod nogle livet, mens andre gik imod nordmændenes våben, men hele flokken blev dræbt eller brændt. Dér vandt nordmændene det største bytte, de havde fået på denne færd. Haldor Skvaldre siger således:

Fra stavnen så
den stridslystne
fredsforstyrrer
Forminterra;
dér hvor blåmænd
bål og sværdæg
før de dræbtes
døje måtte.

Varð fyr stafni
styrjar gjǫrnum
friðraskaði
Forminterra;
þar varð eggjar
ok eld þola
blámanna lið,
áðr bana fengi.

— og endvidere:

Ned mod gygens genvej
— gram! — du fired’ både
(drottens dåd mod serker
dérfor er berømmet).
Nedenfra du førte
flokken op ad bjerget;
gny i Gøndul-tinget
gik du til i hulen.

Bǫðstyrkir, lézt barka
(bragnings verk á Serkjum
fræg hafa gǫrzk) fyr gýgjar
gagnstíg ofan síga;
en í hall at helli,
hernenninn, fjǫlmennum,
gǫndlar þings, með gengi
gnýþróttr, neðan sóttir.

Torarin Stutfeld siger desuden:

Fyrsten frejdigt
fordrede da
bragt på bjerget
bør-ulve to;
ned mod hulen
hejstes siden
folk i både
båret af reb.

Bað gramr guma
gunnhagr draga
byrvarga á bjarg
blásvarta tvá,
þás í reipum
ramdýr þrama
sigu fyr hellis
hliðdyrr með lið.


Middelhavet


7. Kamp

Kong Sigurd drog derpå videre frem og kom til den ø, der hedder Iviza, hvor han kom i kamp og sejrede; dette var den syvende kamp. Således siger Haldor Skvaldre:

Skjold-øderen anløb
Iviza (dér voldte
stridens fremmer fortsat
fredsbrud) med hærskibe.

Margdýrkaðr kom merkir
morðhjóls skipa stóli
(fúss vas fremðar ræsir
friðslits) til Ívizu.

Efter det kom kong Sigurd til den ø, der hedder Manork, og dér havde han den ottende strid mod hedninger og sejrede; således siger Haldor Skvaldre:

For ott’nde gang gramen
(grønne Manork blev da)
stred i pilestormen
(stænket rød på færden).

Knátti enn en átta
oddhríð vakið síðan
(Finns rauð gjǫld) á grœnni
(grams ferð) Manork verða.


8. Hertug Rodgeir får kongenavn

Kong Sigurd kom om foråret til Sikelø, hvor han opholdt sig længe. Dengang var Rodgeir hertug dér; han tog godt imod kongen og indbød ham til gæstebud. Kong Sigurd kom dertil sammen med et stort følge; de blev herligt beværtet, og hver dag under gæstebudet stod hertug Rodgeir og tjente ved kong Sigurds bord. På gæstebuddets syvende dag, da man havde taget bad, tog kong Sigurd hertugen ved hånden og førte ham op i højsædet og gav ham kongenavn og den rettighed, at han skulle være konge over Sikeløvældet — før havde der siddet jarler over det rige.


9. Om kong Rodgeir

Rodgeir Sikeløkonge var den mægtigste konge; han vandt hele Pul og underlagde sig også mange andre storøer i Grækenlandshavet. Han blev kaldt Rodgeir den Mægtige. Hans søn var kong Vilhelm af Sikelø, som længe havde ufred med kejseren i Miklagård. Kong Vilhelm havde tre døtre, men ingen søn. Han giftede sin ene datter med kejser Heinrik — søn af kejser Fredrik — og deres søn er Fredrik, som nu er kejser i Romaborg. Kong Vilhelms anden datter var gift med hertugen af Kipr, og den tredje var gift med korsarhøvdingen Margrit — begge disse blev dræbt af kejser Heinrik. Rodgeir Sikeløkonges datter var gift med kejser Manuel i Miklagård; deres søn var kejser Kirjalax.


10. Kong Sigurd i Jorsala

Om sommeren sejlede kong Sigurd ud gennem Grækenlandshavet til Jorsalaland; derefter drog han ud til Jorsalaborg, hvor han mødte Baldvin Jorsalakonge. Kong Baldvin tog overmåde godt imod kong Sigurd og red med ham ud til floden Jordan og tilbage til Jorsalaborg; således siger Einar Skuleson:

Det græske Hav gramen
gennemfór på svale
skibe (skelligt roser
skjalden kongens storhed),
førend fyrsten landed’
flåden ved Akers borg
(høvdingens hærskare
hilste glade morg’nen).

Den kampglade konge
kom til Jorsallandet
(ingen mand så udsøgt
under himlen kendes);
fyrsten fór til Jordan-
floden — dér han baded’
(herren for sin handling
hæder fuldt fortjener).

Húf lét hilmir svífa
hafkaldan (lof skaldi
esat of allvalds risnu
einfalt) í Gríksalti,
áðr við einkar breiða
auðlestir skip festi
(ǫld beið ǫll með stilli)
Akrsborg (fegins morgin).

Getk þess, ’s gramr fór vitja
(glyggs) Jórsala byggðar
(meðr vitut ǫðling œðra)
ógnblíðr (und sal víðum),
ok leyghati laugask
(leyft ráð vas þat) náði
hauka fróns í hreinu
hvatr Jórðánar vatni.

Kong Sigurd opholdt sig meget længe i Jorsalaland om efteråret og i begyndelsen af vinteren.


11. Erobring af Sæt

Kong Baldvin holdt et flot gæstebud for kong Sigurd og mange af dennes folk. Da gav kong Baldvin kong Sigurd mange helligdomme, og der blev efter kong Baldvins og patriarkens råd taget en spån af det hellige kors, og de sværgede begge ved helligdommen, at dette træ var fra det hellige kors, som Gud selv var blevet pint på. Derpå blev denne helligdom givet til kong Sigurd, idet han — og 12 andre mænd med ham — forud sværgede, at han ville fremme kristendommen med alt han formåede og skaffe en ærkebiskopstol til landet, hvis han kunne, og at korset skulle være dér, hvor den hellige kong Olav hvilte, og at han ville fremme tienden og selv yde den. Kong Sigurd drog derefter til sine skibe i Akersborg. Så klargjorde også Baldvin sin hær til at drage til Syrland til den borg, der hedder Sæt; den borg var hedensk. Kong Sigurd var med ham på denne færd. Da kongernes hær havde siddet omkring borgen i kort tid, gav de hedenske folk op, og kongerne tilegnede sig borgen, men hærmændene det øvrige bytte. Kong Sigurd gav kong Baldvin hele borgen; således siger Haldor Skvaldre:


Magtfuldt — ulvemætter! —
(modig i strid) vandt du
hedningers fort, førend
flot du gav det hele.

Borg heiðna tókt, bræðir
benja tíkr, af ríki,
(háðisk hver við prýði
hildr) en gaft af mildi.

Også Einar Skuleson fortæller om dette:

Sæt af døle-drotten
(dette mindes) toges;
blider i Hrists bulder
brød da fjendens virke.
Ravnens mætter rødned’
rask de blanke ægge;
fortjent kunne kongen
kampen sejrrigt ende.

Sætt frák Dœla dróttin
(drengr minnisk þess) vinna;
tóku hvast í Hristar
hríð valslǫngur riða;
sterkr braut váligt virki
vals munnlituðr gunnar;
fǫgr ruðusk sverð, en sigri
snarr bragningr hlaut fagna.

Efter det drog kong Sigurd til sine skibe og væk fra landet; de sejlede nordpå til den ø, der hedder Kipr, og dér opholdt kong Sigurd sig nogen tid. Derefter drog han til Grækenland og lagde hele flåden ude ved Engelsnæs, hvor han lå en halv måned; der var hver dag strygende vind til at sejle nordpå ad havet, men han ville vente på vind, der var på tværs af sejlretningen, så sejlet kunne brases langs efter skibet, for både på forsiden og på agtersiden var hele hans sejl beklædt med silkestof, da ingen — hverken mandskabet i forstavnen eller de, der var agter — ville se den mindre prydede del af sejlet.


12. Kong Sigurd i Miklagård

Da kong Sigurd sejlede ind mod Miklagård, sejlede han nær ved land; dér ligger overalt oppe i land borge og kasteller og landsbyer ud i ét. Da så man fra land alle de udspilede sejl uden mellemrum, så det så ud, som var det et gærde. Alle folk stod ude for at se kong Sigurds sejlads. Kejser Kirjalax havde også erfaret kong Sigurds færden, og han lod åbne den port ind til Miklagård, der kaldes Guldvarta; igennem den port skal kejseren ride, når han længe har været væk fra Miklagård og har vundet store sejre. Så lod kejseren silkestof brede ud over alle byens gader fra Guldvarta til Laktjarna — dér findes kejserens prægtigste haller. Kong Sigurd sagde til sine folk, at de skulle ride uimponerede ind i borgen og ikke lade sig blænde af alle de nye og usædvanlige ting, de så — og sådan gjorde de. Med en sådan hæderfuldhed red kong Sigurd og alle hans mænd til Miklagård og så til kejserens prægtigste haller, hvor alt var gjort klar til dem.


Gerhard Munthe: Kong Sigurd og hans mænd rider ind i Miklagård


Kong Sigurd opholdt sig dér nogen tid; så sendte kejser Kirjalax sine folk til ham og spurgte, om han ville modtage seks skippund guld af kejseren, eller om han ville, at kejseren skulle lade anstille de lege, som kejseren plejede at afholde på hestevæddeløbsbanen. Kong Sigurd valgte legene, og sendebudene sagde, at legene ikke kostede kejseren mindre end dette guld. Så lod kejseren anstille til lege, og der blev afholdt lege som sædvanligt, og det gik denne gang bedst for kejseren i alle legene. Dronningen havde den halve leg, og hendes og kejserens mænd kappedes i alle legene, og grækerne siger, at når kejseren vinder flere lege end dronningen på væddeløbsbanen, så vil kejseren sejre, hvis han drager på hærfærd.


13. Sigurd Jorsalfarers rejse

Efter dette gjorde kong Sigurd klar til hjemrejsen. Han gav kejseren alle sine skibe; hovederne var guldbelagte på det skib, kongen havde styret, og de blev sat på Peterskirken. Kejser Kirjalax forærede kong Sigurd mange heste og forsynede ham med vejvisere gennem hele sit rige. Kong Sigurd drog da fra Miklagård, men mange af hans folk blev tilbage og tog hyre. Kong Sigurd drog først ind i Bulgarerland og så gennem Ungarerrige, så gennem Pannonia og gennem Svava og gennem Bejaraland; dér mødte han kejser Lozarius af Romaborg, som tog særdeles godt imod ham, gav ham vejvisere gennem hele sit rige og lod holde torv for dem, så de kunne købe alt, hvad de behøvede. Og da kong Sigurd kom til Slesvig i Danmark, holdt jarl Eilif et storslået gæstebud for ham — det var ved midsommertid. I Hedeby mødte han Nikolas Danekonge, og denne modtog ham overmåde godt og fulgte ham selv nordpå i Jylland og gav ham et fuldt udrustet skib, på hvilket han kom til Norge. Kong Sigurd drog da hjem til sit rige; han blev vel modtaget og folk sagde, at der ikke havde været gjort en mere hæderfuld færd fra Norge end denne. Han var da 20 år gammel; han havde været tre år på denne rejse. Olav — hans bror — var da 12 år gammel.


14. Om kong Øisteins tiltag

Kong Øistein havde udrettet meget nyttigt i landet, mens kong Sigurd var på rejse. Han rejste et munkekloster på Nordnes i Bergen og lagde mange værdier dertil; han lod Mikaelskirken opføre — den herligste stenkirke. Han lod også kongsgården Apostelkirken opføre — en trækirke; dér lod han også bygge den store hal, som er det herligste træhus, der er blevet bygget i Norge. Han lod også en kirke opføre på Agdenes, og byggede virke og havn — dér var før havnløst. Han lod også Nikolaskirken opføre i kongsgården i Nidaros, og det hus var særligt udvalgt med hensyn til udskæringer og al slags håndværk. Han lod også opføre en kirke i Vågan i Helgeland og gav præbende dertil.


15. Om kong Øistein og jemterne

Kong Øistein sendte bud til de største og klogeste mænd i Jämtland og indbød dem til sig, og han tog imod alle dem, der kom, med megen venskabelighed og gav dem vennegaver ved afskeden og bandt dem således til venskab med sig. Mange vænnede sig til at komme til ham og modtage hans gaver, men nogle — dem, som ikke kom til ham — sendte han gaver til, og sådan opnåede han fuldkomment venskab med alle de mænd, der stod for landet. Sidenhen talte han med dem og sagde, at det var dårligt gjort af jemterne, dengang de vendte deres lydighed og skattegaver væk fra Norges konger; han fortalte om, at jemterne var gået under kong Håkon Adalsteinnsfostre og siden længe havde været under Norges konger, og han nævnte også, hvor mange nødvendigheder de kunne få fra Norge, og hvor besværligt det ville være for dem at søge det, de behøvede, hos svenskekongen. Og med sin tale opnåede han, at jemterne selv bad ham og tilbød, at de ville vende sig til lydighed mod kong Øistein, og de sagde, at det var tiltrængt og nødvendigt for dem. Deres forbund kom sådan i stand, at jemterne gav hele landet under kong Øisteins magt. Først modtog stormændene dér troskabsed af hele folket i denne sag, og derefter kom de til kong Øisten og tilsvor ham landet, og det har været sådan lige siden. Kong Øistein vandt Jämtland med klogskab og ikke med overfald som nogle af hans forfædre.


16. Om kong Øistein

Kong Øistein var en meget smuk mand af udseende; han havde blå og noget store øjne, lyst og krøllet hår. Han var af middelhøjde, klog og begavet, forstandig i alt — love og fortællinger; han besad menneskekundskab og gav gode råd, og han talte meget klogt og godt. Han var en meget glad mand og ligetil over for undersåtter, og han var afholdt og elsket af hele folket. Han var gift med Ingebjørg — datter af Guttorm Steig-Toresøn — og deres datter var Maria, som siden blev gift med Gudbrand Skafhugson.


17. Om kong Sigurd og kong Olav

Kong Sigurd var stor af vækst og havde brunt hår. Han var mandig, men ikke smuk, velvoksen, rask, fåmælt og ofte uvenlig. Han var god mod sine venner og urokkelig, ordknap, sædelig og værdig. Kong Sigurd var myndig og straffede strengt; han lagde vægt på loven, var gavmild med penge, magtfuld og hædret. Kong Olav var en høj, slank mand; han så godt ud, var glad, ligetil over for sine undergivne og vellidt.

Da brødrene var konger i Norge, afskaffede de mange af de bestemmelser, som danskerne havde pålagt folket, dengang Svend Alfifasøn styrede landet; af den grund blev de meget afholdte blandt jævne mennesker og stormænd.


18. Kong Olavs død

Kong Olav fik en sygdom, som førte til hans død, og han er begravet ved Kristkirken i Nidaros; der blev sørget meget over ham. Derefter regerede de to konger — Øistein og Sigurd — landet, men forinden havde de tre brødre været konger i 12 år — fem efter Sigurd kom til landet og syv forud herfor. Kong Olav var 17 år gammel, da han døde, og det skete elleve dage før januar måned. Efter at kong Øistein havde været én vinter østpå i landet, mens Sigurd var nordpå, sad Kong Øistein længe om vinteren i Sarpsborg.


19. Magnus den Blindes fødsel

Gerhard Munthe:
Borghild faster til jernbyrd

Der var en mægtig og rig bonde, der hed Olav i Dal; han boede på Store Dal i Åmord. Han havde to børn; hans søn hed Håkon Fauk, og hans datter Borghild. Hun var den smukkeste kvinde og meget klog og begavet. Olav og hans børn opholdt sig om vinteren længe i Borg; Borghild var uafbrudt i samtale med kongen, og folk havde forskellig mening om deres venskab.

Sommeren efter drog kong Øistein nordpå i landet, og Sigurd drog østpå, og vinteren efter blev kong Sigurd østpå i landet; han sad længe i Kongshelle og styrkede den købstad meget. Han byggede dér et stort kastel og lod grave en bred grøft rundt om. Kastellet var bygget af tørv og sten; han lod huse opføre i kastellet, og han lod dér bygge en kirke. Det hellige kors lod han blive i Kongshelle, og han holdt således ikke den ed, han svor i Jorsalaland, men han fremmede tienden og det mest af det andet, han havde sværget. Dette — at han satte korset østpå ved landegrænsen — mente han skulle være det bedste værn, men det blev den største ulykke, at anbringe den helligdom næsten under hedningers rådighed, som det siden skulle vise sig.

Borghild Olavsdatte hørte det rygte, at folk talte ondt om hendes og kong Øisteins samtaler og venskab; så drog hun til Borg, hvor hun fastede til jernbyrd og bar jern i denne sag og blev helt renset. Da kong Sigurd erfarede dette, red han på én dag det, der svarede til to lange dagsrejser, og kom frem til Olav i Dal; det var om natten. Så tog han Borghild til elskerinde og førte hende med sig væk. Deres søn var Magnus; han blev tidligt sendt væk nordpå til opfostring hos Vidkun Jonson på Bjarkøy i Helgeland, hvor han voksede op. Magnus var en meget smuk mand, og han tog snart til i vækst og styrke.


20. Kong Sigurds giftermål

Sigurd blev gift med Malmfrid — datter af kong Harald Valdemarson østpå i Holmgård. Kong Haralds mor var dronning Gyda den Gamle — datter af den engelske kong Harald Gudineson. Malmfrids mor var Kristin — datter af den svenske kong Inge Steinkelson. Malfrids søster var Ingilborg, som var gift med Knud Lavard — søn af den danske kong Erik den Gode, der var søn af Svend Ulfsøn. Knuds og Ingilborgs børn var: Valdemar, der fik kongedømmet efter Svend Eriksøn, og Margrete, Kristin og Katrin. Margrete var gift med Stig Hvidlæder; deres datter var Kristin, som blev gift med Karl Sørkveson, og deres søn var kong Sørkve.


Siden er under udarbejdelse.jpg


Noter:

  1. De norrøne skjaldekvad har med brugen af kenninger m.v. en særlig sprogbrug og desuden en egen metrik med komplicerede rimstrukturer. I praksis vil en oversættelse til andre sprog derfor i bedste fald blive utilstrækkelig. De her anførte danske vers skal i det lys ses som et indholdsmæssigt referat, der er medtaget for fuldstændighedens skyld.