Magnussønnernes saga (dansk)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 20. jan. 2013 kl. 17:03 av Jesper (diskusjon | bidrag) (Kap. 7-9)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Snorre Sturlason

Heimskringla


Magnussønnernes saga


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Heimskringla – Nóregs konunga sǫgur G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)
De norrøne kvad — anført med kursiv skrift — er indsat uforandrede fra Finnur Jónssons udgave (1).


Siden er under udarbejdelse.jpg


1.

Efter kong Magnus Barfods fald overtog hans sønner — Øistein, Sigurd og Olav — kongemagten i Norge; Øistein havde den nordlige del af landet og Sigurd den sydlige. Kong Olav var da fire eller fem år gammel, og den tredjedel af landet, som han havde, varetog begge de to andre. Sigurd blev taget til konge, da han var 13 eller 14 år — Øistein var ét år ældre. Sigurd lod irerkongens datter blive tilbage vesten for havet.

Da Magnus’ sønner var taget til konger, kom der mænd ude fra Jorsalaheim — og nogle fra Miklagård; det var folk, der var draget ud med Skofte Øgmundson, og de blev meget navnkundige og kunne fortælle mange forskellige historier. Mange folk i Norge fik på grund af disse nyheder lyst til sådan en rejse; det blev fortalt, at nordiske mænd, der ville tage imod hyre i Miklagård, modtog masser af penge. De bad kongerne om, at én af dem — Øistein eller Sigurd — skulle drage med og lede den flok, der ville af sted. Kongerne samtykkede heri, og der blev klargjort til rejsen på begges bekostning. Mange stormænd — både lendermænd og mægtige bønder — tog del i færden, men da man var klar, blev det bestemt, at Sigurd skulle drage af sted, mens Øistein skulle styre landet på begges vegne.


2. Om Orknøjarlerne

En vinter eller to efter Magnus Barfods fald kom Håkon — jarl Påls søn — østpå fra Orknøerne, og kongerne gav ham jarledømme og styrelse over Orknøerne, således som jarlerne — hans far Pål og hans farbror Erland — havde haft før ham. Håkon drog derefter vestpå til Orknøerne.


3. Kong Sigurd forlader landet

Fire år efter kong Magnus’ fald, drog kong Sigurd med sin hær fra Norge; han havde da 60 skibe. Således siger Torarin Stutfeld:

Hos den kloge
konge stilled’
modige mænd
i mængdevis;
skønne skibe
— skærmet af Gud —
tres i tallet
tog da herfra.

Svá kom fylkis
framt lið saman
margspaks mikit,
mildingi vilt,
at skip við skǫp
skarfǫgr of lǫg
hreins goðs heðan
hnigu, sex tigir.


Gerhard Munthe: Kong Sigurd sejler fra Norge


Kong Sigurd sejlede om efteråret til England; dér var Henrik — søn af Vilhelm Bastard — konge. Kong Sigurd opholdt sig dér om vinteren; således siger Einar Skuleson:

Kongen — stærk i striden —
styred’ flåden vestpå;
havets heste under
herren fór til England.
Dér den djærve fyrste
dvæled’ over vint’ren
(sjældent så man stige
slig en gram af skibet).

Vásǫflugr réð vísi
vestr helmingi mestum;
óð at ensku láði
ægis marr und harra;
stál lét hilmir hvílask
heiptglaðr ok vas þaðra
(né gramr af val Vimrar)
vetrlengis (stígr betri).


4. Kong Sigurds rejse

Kong Sigurd drog foråret efter med sin hær vestpå til Valland og kom om efteråret ud til Galizieland, hvor han opholdt sig den anden vinter. Således siger Einar Skuleson:

Fyrsten, som befaled’
fremmest under solen,
valgte vinterophold
vestpå i Jakobs land;
hørt jeg har at gramen
hævned’ jarlens svigten
(kampsvanen af kongen
kød fik tit at æde ).

Ok, sás œzt gat ríki,
ól þjóðkonungr, sólar,
ǫnd á Jákóbs landi
annan vetr, und ranni;
þar frák hilmi herjar
(hjaldrs) lausmæli gjalda
(gramr bræddi svan snimma
snarlyndr) frǫmum jarli.

Det forholdt sig sådan med den hændelse, at jarlen, som stod for landet dér, indgik aftale med kong Sigurd, og jarlen skulle hele vinteren igennem lade afholde marked til Sigurds madindkøb, men det holdt han ikke længere end til jul, og så blev der mangel på mad, for jorden er dér mager og et dårligt madland. Så drog kong Sigurd med en stor hær til det kastel, hvor jarlen var, men jarlen flygtede væk, da han kun havde en lille hær. Kong Sigurd tog dér meget forråd og meget andet bytte og lod det føre til sine skibe; de tog derefter af sted og drog vestpå langs Spanien. Da kong Sigurd sejlede langs Spanien, skete det, at nogle sørøvere, der var på jagt efter bytte, kom imod ham med en flåde af galejer, men Sigurd lagde til kamp imod dem og havde således sin første strid mod hedenske mænd; han vandt otte galejer fra dem. Således siger Haldor Skvaldre:

Voldske sig da vendte
vikinger mod kongen;
stærkt i Fjølnes stormvejr
stred høvdingen dengang,
og otte galejer
indtog hæren (mange
faldt i fjendens skare);
fyrsten vandt sig bytte.

Ok fádýrir fóru
Fjǫlnis hróts at móti,
vígǫ́sum hlóð vísi,
víkingar gram ríkjum;
náði herr at hrjóða
(hlaut drengja vinr fengi
fyrðum hollr), þars fellat
fátt lið, galeiðr átta.

Derefter styrede kong Sigurd til det kastel, der hedder Sintre — det er i Spanien — hvor han udkæmpede den anden kamp. Dér sad hedenske folk, som hærgede blandt de kristne. Han vandt kastellet og dræbte alle folk dér, idet de ikke ville lade sig kristne, og han tog mange værdier. Således siger Haldor Skvaldre:

Her skal fyrstens hærtogt
hist i Spanien skildres
(til strid guldets giver
gerne skred i Sintre);
kongen gjorde kampen
kras for sine fjender
— alle de som ikke
under Gud sig hengav.

Stór skalk verk, þaus vǫ́ru
(Vánar dags) á Spáni,
(prútt lét sløngvir sóttan
Sintré) konungs inna;
gerðisk heldr við harðan
hermǫnnum gram berjask
grátt, es gǫrva neittu
goðs rétti sér boðnum.


5. Lizebon vindes

Efter det ledte kong Sigurd hæren til Lizebon; det er en stor borg i Spanien, som er halvt kristen og halvt hedensk — dér skilles det kristne Spanien fra det hedenske Spanien, og alle herrederne, der ligger vest derfor, er hedenske. Dér havde kong Sigurd den tredje kamp mod hedninger, og han sejrede og vandt et stort bytte; således siger Haldor :

Du Lizebon lod da
— Lofdes ætling! — tage;
den tredje sejr sydpå
snildt du derved hented’.

Suðr vátt sigr enn þriðja,
snjallr við borg þás kalla,
lofðungs kundr, þars lenduð
Lizibón, at fróni.

Så førte kong Sigurd hæren vestpå langs det hedenske Spanien og lagde til ved den borg, der hedder Alkasse; dér havde han den fjerde kamp mod hedninge og vandt borgen. Han dræbte mange folk dér, sådan at borgen lagdes øde. De fik dér et stort udbytte; Haldor Skvaldre siger dette:

Fjerde gang du — fyrste! —
(folk mig så beretter)
voldte våbenskifte
var ved Alkasse-borg.

Út frák yðr þars heitir
Alkasse styr hvassan,
folkþeysandi, fýsask
fjórða sinn at vinna.

— og dertil dette:

Sorg hedningens hustru
havde dér at udstå
(fjendeflokken hastigt
flygted’ væk fra borgen).

Unnit frák í einni
eyddri borg til sorga
(hitti herr á flótta)
heiðins vífs (at drífa).


6. Kampen ved Forminterra

Derpå fortsatte kong Sigurd sin færd og sejlede ind i Nørvesund, men i sundet mødtes han af en stor sørøverhær; kongen lagde til kamp mod dem og havde dér sin femte strid, som han vandt. Således siger Haldor Skvaldre:

Rask du sværdet rødned’
— ravnen åd af faldne —
nær ved Nørvesundet
(nyttigt Gud dig bistod).

Treystuzk egg fyr austan
(yðr tjóði goð) rjóða,
náskári flo nýra,
Nǫrvasund, til unda.

Derefter førte kong Sigurd hæren frem på den sydlige side langs med Serkland og kom til den ø, der hedder Forminterra. Dér havde en stor hær af hedenske blåmænd slået sig ned i en grotte, og de havde bygget en stor stenmur foran grotteåbningen; de hærgede vidt omkring i landet og bragte alt bytte til grotten. Kong Sigurd gik i land på denne ø og hen til grotten, som var på et bjerg; der var højt op til stenmuren ved grotten, og bjerget skød frem ud over stenmuren. Hedningerne forsvarede stenmuren, og de var ikke bange for nordmændenes våben, for de kunne kaste sten og skyde ned på nordmændene under sig. Således stillet foretog nordmændene heller ikke opstigning. Så tog hedningerne silkestof og andre kostbarheder, som de førte ud til muren og viftede foran nordmændene, mens de råbte til dem og tilskyndede dem og klandrede dem for ikke at have mod. Så fandt kong Sigurd på noget. Han tog to skibsbåde — den slags, der kaldes barkasser — og lod dem trække op på bjerget henover grotteåbningen og fæstne med tykke reb både under spanterne og omkring stavnene; derefter steg der så mange folk i dem, som der var rum til, og så lod de bådene hejse i rebene ned foran grotten. De, som var i bådene, skød da og kastede sten, således at hedningerne trak sig væk fra stenmuren. Så gik kong Sigurd med hæren op på bjerget under stenmuren; de nedbrød muren og kom dermed op i grotten, mens hedningerne flygtede ind bag stenvæggen — den som var sat på tværs af grotten. Kongen lod da store træer føre til grotten og byggede et stort bål i grotteåbningen, som blev antændt. Da ilden og røgen nåede hedningerne, lod nogle livet, mens andre gik imod nordmændenes våben, men hele flokken blev dræbt eller brændt. Dér vandt nordmændene det største bytte, de havde fået på denne færd. Haldor Skvaldre siger således:

Fra stavnen så
den stridslystne
fredsforstyrrer
Forminterra;
dér hvor blåmænd
bål og sværdæg
før de dræbtes
døje måtte.

Varð fyr stafni
styrjar gjǫrnum
friðraskaði
Forminterra;
þar varð eggjar
ok eld þola
blámanna lið,
áðr bana fengi.

— og endvidere:

Ned mod gygens genvej
— gram! — du fired’ både
(drottens dåd mod serker
dérfor er berømmet).
Nedenfra du førte
flokken op ad bjerget;
gny i Gøndul-tinget
gik du til i hulen.

Bǫðstyrkir, lézt barka
(bragnings verk á Serkjum
fræg hafa gǫrzk) fyr gýgjar
gagnstíg ofan síga;
en í hall at helli,
hernenninn, fjǫlmennum,
gǫndlar þings, með gengi
gnýþróttr, neðan sóttir.

Torarin Stutfeld siger desuden:

Fyrsten frejdigt
fordrede da
bragt på bjerget
bør-ulve to;
ned mod hulen
hejstes siden
folk i både
båret af reb.

Bað gramr guma
gunnhagr draga
byrvarga á bjarg
blásvarta tvá,
þás í reipum
ramdýr þrama
sigu fyr hellis
hliðdyrr með lið.


Middelhavet


7. Kamp

Kong Sigurd drog derpå videre frem og kom til den ø, der hedder Iviza, hvor han kom i kamp og sejrede; dette var den syvende kamp. Således siger Haldor Skvaldre:

Skjold-øderen anløb
Iviza (dér voldte
stridens fremmer fortsat
fredsbrud) med hærskibe.

Margdýrkaðr kom merkir
morðhjóls skipa stóli
(fúss vas fremðar ræsir
friðslits) til Ívizu.

Efter det kom kong Sigurd til den ø, der hedder Manork, og dér havde han den ottende strid mod hedninger og sejrede; således siger Haldor Skvaldre:

For ott’nde gang gramen
(grønne Manork blev da)
stred i pilestormen
(stænket rød på færden).

Knátti enn en átta
oddhríð vakið síðan
(Finns rauð gjǫld) á grœnni
(grams ferð) Manork verða.


8. Hertug Rodgeir får kongenavn

Kong Sigurd kom om foråret til Sikelø, hvor han opholdt sig længe. Dengang var Rodgeir hertug dér; han tog godt imod kongen og indbød ham til gæstebud. Kong Sigurd kom dertil sammen med et stort følge; de blev herligt beværtet, og hver dag under gæstebudet stod hertug Rodgeir og tjente ved kong Sigurds bord. På gæstebuddets syvende dag, da man havde taget bad, tog kong Sigurd hertugen ved hånden og førte ham op i højsædet og gav ham kongenavn og den rettighed, at han skulle være konge over Sikeløvældet — før havde der siddet jarler over det rige.


9. Om kong Rodgeir

Rodgeir Sikeløkonge var den mægtigste konge; han vandt hele Pul og underlagde sig også mange andre storøer i Grækenlandshavet. Han blev kaldt Rodgeir den Mægtige. Hans søn var kong Vilhelm af Sikelø, som længe havde ufred med kejseren i Miklagård. Kong Vilhelm havde tre døtre, men ingen søn. Han giftede sin ene datter med kejser Heinrik — søn af kejser Fredrik — og deres søn er Fredrik, som nu er kejser i Romaborg. Kong Vilhelms anden datter var gift med hertugen af Kipr, og den tredje var gift med korsarhøvdingen Margrit — begge disse blev dræbt af kejser Heinrik. Rodgeir Sikeløkonges datter var gift med kejser Manuel i Miklagård; deres søn var kejser Kirjalax.


Siden er under udarbejdelse.jpg


Noter:

  1. De norrøne skjaldekvad har med brugen af kenninger m.v. en særlig sprogbrug og desuden en egen metrik med komplicerede rimstrukturer. I praksis vil en oversættelse til andre sprog derfor i bedste fald blive utilstrækkelig. De her anførte danske vers skal i det lys ses som et indholdsmæssigt referat, der er medtaget for fuldstændighedens skyld.