Mere om versene i Kormaks saga

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif
Sophus Bugge (1833-1907).


Mere om versene i Kormaks saga


Af Sophus Bugge



Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1889



Professor Th. Möbius har i sin Udgave af Kormaks Saga ikke blot givet en særdeles omhyggelig og meget belærende Tolkning af de i Sagaen optagne Vers, men ved dem ogsaa lagt Haandskrifternes Text og andre Oplysninger saaledes til Rette, at hans Udgave naturlig har maattet hos mange vække ny Lyst til at sysselsætte sig med disse Vers. Hvad jeg i det følgende meddeler, blev for en stor Del i Korthed noteret straks efterat Möbius's Udgave var udkommen. Nu nylig har jeg gjennemlæst en vigtig Afhandling, Om versene i Kormaks saga af Björn Magnusson Ólsen, trykt i Aarbøger 1888 S. 1—86. I denne Afhandling, der i høi Grad har fremmet Forstaaelsen af Versene og som helt igjennem vidner om Forfatterens grundige Kundskaber i den gamle Digtning og om hans methodiske Forskning, læste jeg flere Tolkninger og Rettelser, som jeg selv tidligere havde noteret. I andre Tilfælde fandt jeg en Opfatning udtalt, som jeg ikke kunde dele. Dette gav mig Lyst til at udarbeide og udgive mine Bidrag.

Heinzel har i en Anmeldelse af Möbius's Udgave, der er trykt i Anzeiger für deutsch. Alt. XIV S. 45 — 50, meddelt nogle Bemærkninger til Versene i Kormaks Saga. I disse Bemærkninger fandt jeg ved Siden af et og andet forfeilet enkelte nye brugbare Tolkninger[1].

Jeg vil bede Prof. Möbius betragte mine Bidrag som et Udtryk for den Taknemlighed, jeg ligesom alle den norrøne Litteraturs Venner skylder ham for hans Udgave.


I.


Sagaen har mye til felles med kjærlighetshistorien om Tristan og Isolde, som ble oversatt til norrønt i 1226 som Saga af Tristam ok Ísodd. Kormak skiller seg imidlertid fra Tristan ved at han ikke bare elsker, men han dikter også om det. Illustrasjon til Tristan og Isolde av Herbert James Draper, 1901.

Den islandske Skald Kormak, der digtede ved og lidt efter Midten af 10de Aarhundrede, skal have været opkaldt efter sin Farfader. Denne ældre Kormak havde ifølge Sagaen om Skalden sin Slægt i Viken. Men at en Mand, der var fra Viken og var af norsk Slægt, skulde paa Harald Haarfagres Tid bære det irske Navn Kormak, kan visselig ikke være historisk rigtigt. Man kunde være fristet til i Udsagnet om Kormak den ældre, at han var víkverskr (uikueskr Codex) at ætt (Kap. 1), at formode en ligefrem Forvanskning af írskr at ætt. Men naar man betænker, at Fortællingen i Sagaen om Skaldens Æt i Norge har en meget fragmentarisk og afledet Karakter, og naar man finder Skaldens Fader i Egils Saga (Kap. 80, Jonssons Udg.) kaldt Galtesson[2], saa maa man erkjende, at vi her véd for lidet til at kunne fremsætte nogen anden positiv Paastand end den, at Skalden paa Grund af sit Navn maa have staaet i nær Slægtforbindelse med en irsk Æt.

Kormak den ældre var, siges der, stundom i Vesterviking. Hans Sønnesøn havde en Broder Thorgils og en Halvbroder Frode; Vigfusson har gjort opmærksom paa, at disse to Navne bæres af to nordiske Vikinger, der var Brødre, i Irland i 9de Aarhundrede. Skalden Kormak hærjede en Gang i England og flere Gange i Irland. Han faldt, som det i Prosafortællingen heder, i Skotland, men, som det siges i Str. 84, i Irland. Her er da vel Skotland at forstaa som et gammelt Navn paa Irland. Saaledes nævner Kong Ælfred i sin Orosius: "Ibernia som vi kalde Skotland". Der er, siger Vigfusson, noget fremmedartet i Skaldens Fremtræden med det mørke krøllede Haar og de sorte Øine. Han var lidenskabelig, og træffende har Rosenberg ytret[3], at der er ikke faa af hans Elskovsvers, som vise, at Lidenskaben kunde gjennemgløde selv denne Pragtstils haarde Malm. Ogsaa hans Lidenskabelighed kunde stemme vel overens med irsk Eiendommelighed.

Da den norske Nationalitet, som den fremtræder hos Kormak, har været paavirket af Forbindelser med Irlænderne og da han har levet i Omgivelser, som har staaet i mangesidigt Forhold til Vestens Folk, er det ikke uden Interesse, med Hensyn herpaa at kaste et flygtigt Blik imod den Baggrund af Forestillinger, paa hvilke hans Digte spille, og at lytte til de eiendommelige Udtryk, i hvilke Forestillingerne føres frem i hans Digte, ikke blot i de Elskovsvers og øvrige Improvisationer, som Sagaen tillægger ham, men ogsaa i de Brudstykker af hans Høvdingekvad, som Snorre har bevaret.

Om Kormak siges det i den i 13de Aarh. af Hauk Valdissøn forfattede Islendingadrápa (Str. 25), at han "troede paa sig selv" (á sik trúði), hvilket vistnok er at opfatte i snævrere, religiøs Forstand. Sagaen lader ham udtale sin Foragt for den Overtro, som knyttede sig til Skjegges Sværd Skavnung (Kap. 9), ligesom Str. 68 og 69 stærkt udtrykke hans Afsky for Volvers Trolddom, for de magiske Midler ved hvilke disse Kvinder mente at kunne gjøre Krigsmænd usaarlige, uagtet han ikke er fri for Tro paa deres Magt. Forestillingen om Livet efter Døden i Valhal kommer til Orde i de ham tillagte Vers, Str. 80 og 82[4] men mere som poetisk Fiction end som personlig religiøs Tro. Da han engang under Svømning nær var bleven opædt af Aale, kvad han skjæmtende Vers (Str. 80), hvori han siger: "Mindst vilde Odens Dør lukke sig op for mig, om jeg var falden i Kamp med Dammens Stormænd". Sagaen lader Kormak , da han ligger saaret og smertefuld paa Dødsleiet, kvæde en Strophe (83), hvori han erklærer, at han i sin Ungdom ikke (som de ægte Odensdyrkere) har fattet den Bestemmelse heller at gjennembore sig med sit Sværd end at skulle dø af Sygdom; "ogsaa andre Mænd dø paa Sotteseng". Men rent poetisk er Kormak aabenbart opfyldt af de mythiske og heroiske Sagn. Han betegner sig med Stolthed som den der frembærer Odens Drik. Hentydninger til Fortællinger om de hedenske Guder har en omfattende Betydning for hans Digtes Fremstillingsform. Man misforstaa mig ikke, som om jeg heraf skulde ville slutte, at disse Gudesagn var laante fra Irlænderne. Men den fremhævede Kjendsgjærning viser, at Sagnene om Guderne ved Hedendommens Slutning stærkt optog Sindene netop i de Kredse af Nordmænd og Islændinger, som stod i den nærmeste Forbindelse med Vestens Folk og i hvilke Paavirkninger fra Irer og Englændere nødvendig maatte have gjort sig gjældende. I Kormaks Sigurðardrápa omtaler Skalden, hvorledes Jarlen paa Lade opretholdt Ofringerne til Guderne. Staalet (Omkvædet) i de Stropher af dette Digt, som høre til Stevjebalken, dannes af en for hver Strophe skiftende Sætning, som i Korthed meddeler et mythisk Sagn. Om disse Traditioner, som Gustav Storm mener[5] ligetil er laante fra Billederne i Templet paa Lade, forekommer mig tvivlsomt. Dette synes ikke rigtig at passe ved Sætningen vá Gramr til menja[6], "Gram vandt Skatte ved Kamp", hvor Gram vel maa være den samme som den af Saxo i første Bog omtalte Konge Gram og identisk med den Kong Gram, der efter Skáldsk. Kap. 64 (Sn. E. I., 516) var en Søn af Halvdan den gamle. Til Kormaks Sigurðardrápa henfører jeg ogsaa, i Modsætning til Egilssons Mening, Halvstrophen :


Eykr með ennidúki
jarðhlutr día fjarðar
breyti hún sá er beinan
bindr. Seið Yggr til Rindar[7].


Denne er hidtil ikke i sin Helhed bleven forstaaet. jarðhlutr "en Del af Jorden" tolker jeg som jarl, hvilket Ord i Skriftform er identisk med de 4 sidste Bogstaver af det med jǫrð synonyme Ord hjarl. Ligesom jarðhlútr er ænigmatisk Betegnelse for jarl, søger jeg i sá er (oprindelig sás) bindr beinan hún en ænigmatisk Betegnelse for Hlaða. sá er bindr betegner "i Forbindelse med", "i Sammensætning med". Ordet húnn er bevaret rundt omkring i Norge i Betydning "Halvplanke med en Barkside" og bruges ofte collectivt; med dette Ord er sammensat det nu i Norge brugelige hunela(ð), "Stabel af Hun". Jeg formoder, at i Digtet istedenfor IIIaða, der efter sin Form kan være af hlaði, "Stabel", er sat húnn beinn. Adjectivet beinn, "ret", er lagt til for at vise, at her skal tænkes paa húnn i Betydning "Halvplanke" og ikke paa Ordets andre Betydninger "Bjørnunge" eller "tærningformet Gjenstand". Altsaa jarðhlutr sá er bindr beinan hún = Hlaða-jarl[8].

I en virkningsfuld Strophe (Korm. 61), der tydelig bærer Ægthedens Præg, udtaler Skalden sig om sin Elskedes Skjønhed saaledes:


Heitar hellur fljóta
hvatt sem korn á vatni
(enn emk auðspǫng ungri
óþekkr), en bjǫð sekkvisk,
færask fjǫll in stóru
fræg í djúpan ægi,
áðr [en] jafnfǫgr tróða
alin verði Steingerði.


Her henviser Skalden altsaa til den Spaadom, at Verden skal ødelægges ved Ild og at Jorden derpaa skal synke i Havet. Denne Spaadom har faaet sit Udtryk i Digtet Vǫluspá. At Kormak har kjendt den fra dette Digt, slutter jeg af Ordet bjǫð, der i Vspá 4 bruges om Jorden, hvor denne siges første Gang at dukke frem, medens Ordet af Kormak anvendes, hvor han taler om, at Jorden engang igjen skal synke i Havet. Kormaks Strophe giver os altsaa et ydre Vidnesbyrd om Vǫluspá, der er meget ældre end den Strophe af Arnors Draapa om Orknøjarlen Thorfinn, hvori denne Skald ligesaa taler om, at Jorden skal synke i Havet[9]. Haandskriftet har (i Korm. S.) Heitaz, hvorfor jeg har indsat Heitar, der er lagt til hellur, fordi her er Tale om Verdensbranden.

Det er karakteristisk, at Kormak fra Vǫluspá optager Ordet bjǫð, "Jord", thi dette synes at være et Laanord fra irsk bith, "Verden", i 10de Aarhundred sandsynlig udtalt bioð.

Især i de poetiske Omskrivninger hos Kormak finde vi en Mængde Navne og andre Udtryk, som hentyde til Gudesagn. Af de mythiske Udtryk, der ikke kan paavises før end hos Kormak eller Mænd af hans Kreds, er der, saaledes som jeg oftere har fremhævet, flere, der er komne til Nordmændene fra Vestens kristne Folk. Dette gjælder om Frøyjas Navn Sýr (i en Strophe, som Steinar kvæder) af dea Syria, der betegnes som identisk med Venus[10]; det gjælder vistnok ogsaa om Frøyjas Navn Hǫrn[11]. Fremdeles om día fjǫrðr, "Gudernes Mjød", af irsk día "Gud"[12].

I Str. 65 (hvis Ord, som jeg i det følgende skal søge at vise, feilagtig er overførte til Str 52) udtaler Kormak følgende Ord:


naddhríðar skalk níða
njót svát steinar fljóti.


"Jeg skal digte Nidvers om Thorvald Tintein, saa at Stene flyde. Dette Udtryk finder Vigfusson Corp. II, 66 uforstaaeligt. Andensteds nævnes det, at Stene flyde, som Udtryk for det physisk umulige. Ved Svend Vonveds Udfærd fra Hjemmet skiftes mellem hans Moder og ham i den danske Ballade følgende Ord:


"Naar maa jeg lade blande Vin?
Naar maa jeg vente Komme din?"
"Naar Stenen tager til at flyde
og Ravnen tager til at hvidne".
"Aldrig Stenen flyder
og aldrig Ravnen hvidner".
og aldrig maa I vente Komme min".


Først ved Verdens Ende skulde, tænkte man sig, Stene flyde paa Vandet, Korm. Str. 61. Naar Kormak siger "jeg skal digte Nidvers, saa at Stene flyde", saa betegner dette altsaa egentlig: jeg skal digte Nidvers, som skal have kraftig magisk Virkning, saa at Naturens faste Orden derved forrykkes, saa at det, der ellers er physisk umuligt, bliver muligt og virkeligt. Dog tør man ikke antage, at Kormak selv tror, hans Nidvers har denne Virkning.

Ogsaa ellers finde vi hos Islændingerne Forestillinger om, at Nidvers kan have en saa stærk magisk Virkning, at de beherske Naturkræfterne. I Fortællingen om Thorleiv Jarleskald, der er skreven i Flatøbogen (I, 212, Fms. III, 97), berettes, at Thorleiv forklædt som en gammel Tigger kvæder i Haakon Jarls Hal mod denne Høvding Nidvers, som har den Virkning, at Jarlen føler en utaalelig Kløe over hele Legemet og allermest i sin Bag. Derpaa begynder Thorleiv at kvæde Taageversene, som er midt i Nidvisen mod Jarlen, og da bliver der mørkt i Hallen. Da han endelig kvæder sidste Tredjedel af Nidvisen, kommer hvert Jærn, som er i Hallen, i Bevægelse uden at være rørt af Menneskehaand, og dette bliver mange Mænds Bane. Jarlen falder i Svime.

Islændingernes Forestillinger om Nidvisers magiske Virkning røbe efter min Formodning Paavirkning fra Irlænderne, hos hvem vi finde ganske analoge Forestillinger.

Det fortælles, at den hellige Patrik, da han forbød Irerne Udøvelsen af Druidernes Kunst, tillod satiriske Digte (Nidviser) af de dertil udvalgte Digtere. Oftere omtales, hvorledes de irske satiriske Digte havde magisk Virkning. Ligesom en islandsk Skald ved Nidvers frembringer Kløe over Haakon Jarls hele Legeme, saaledes faa irske Digtere ved sine satiriske Vers ondartede Blemmer eller Kveiser til at bryde ud i dens Ansigt, mod hvem Versene er rettede. Irlænderne forestilte sig, at man kunde kvæde Nidviser mod Folk med den Virkning, at Korn, Græs og Løv ikke groede for dem, saa at de ingen Fisk fik fanget, ja saa at Jorden slugte dem med alt hvad de eiede[13].

Ogsaa andre irske Ord end bjǫð og dia synes at forekomme hos Kormak. kellir findes ikke i den gamle Litteratur uden i Kormaks Vers 53,3:


fjǫll eru fjarðar kelli
faldin


og i en þula (Sn. Edda I, 573, II, 479) blandt poetiske Benævnelser paa en Hjælm. I Sn. Edda II, 562 er Ramsens Verslinje skreven hilldigaulltr kèllir, men at Formen kellir er den rette, viser (sikrere end Skrivemaaden i Cod. reg. og i Cod. A. M. 748) Kormaks Vers, uagtet Versemaalet i Ramsen da er uregelret. Gislason (om Helrim, 29 Anm. 28) forklarer kellir som Afledning af kollr, saa at det egentlig skulde betyde "Hovedbeskjærmer", og dette optager Möbius Korm. S. 145. Men et Ord afledet af kollr ved Suffixet — ir maatte have hedt *kyllir. Saaledes er af kollr dannet det norske Verbum kylla, "kappe Træer", af hollr hylli, af sollr, det norske sylla, "brække Brød i Melk", af troll trylla o. s. v. Den bindende Kraft af denne Analogi kan ikke svækkes ved Former som hnetr af hnot. Efter min Formodning er kellir af fremmed Oprindelse. Det Ord, hvorfra det middelbart eller umiddelbart stammer, finder jeg i irsk caille f. Slør, ofte brugt om Nonnernes Slør, men ogsaa om Slør som Hovedprydelse for andre Kvinder; se O'Curry Manners and Customs III, 113 f. Dette caille er igjen, som Whitley Stokes (Remarks on the Celtic Additions to Curtius' Greek Etymology S. 7) har vist, en Forvandling af lat. pal Hum, der i Middelalderens Latin brugtes om Nonnernes Slør. Fra irsk caille "Slør" stammer vistnok det i Middelengelsk, men endnu ikke i Angelsaksisk forekommende kelle, calle, "Haarnet" (et Slags Hovedprydelse for Kvinder), ogsaa "Nethinde"; se Mátzner Worterbuch. Ordet bruges endnu i Skotsk i Formen kell 1. A dress for a woman's head, especially meant to cover the crown. 2. The hinder part of a woman's cap (Jamieson) ; i Engelsk i Formen caul, Puld (Bagstykke) paa en Kvindekappe eller Hue, ogsaa Nethinde, Seierskjorte[14].

Irsk caille blev vel med Kjendskab til irsk Klosterliv udbredt til Skotsk og Engelsk. Om Kormak har optaget Ordet kelli (Dativ) nærmest fra Nordengelsk eller fra Gaelisk, lader sig neppe bestemme, kelli betegner efter det foregaaende egentlig en Hovedbedækning for Kvinder, og dertil kan Udtrykket faldin passe; faldin fjarðar kelli betegner "dækket med Is". Forfatteren af nafnaþulur har vistnok fra Kormaks Vers optaget kellir ligesom flere andre Ord, men det er unøiagtigt, naar han har opført det under poetiske Benævnelser paa en Hjælm.

Jeg har allerede nævnt, at Kormak i en ænigmatisk Betegnelse af Titelen Hlaðajarl anvender Ordet hjarl, "Land". Dette Ord forekommer ogsaa i en anden Strophe af samme Draapa (Sn. E. I, 414):


hjǫrr fær hildibǫrrum
hjarl Sigurði jarli.


Det er ligeledes brugt af Einar skálaglamm i Vellekla Hkr. Ól. s. Tr. Kap. 50; af Øyjulv dáðaskáld i Bandadrápa Hkr. Ól. s. Tr. 96, 4; 97, 3 ; af Thord Kolbeinsson Hkr. Ól. s. h. 23, 1 ; af Hallarstein i Rekstefja 7, 8; i et Vers om Magnus Barfods Kamp i Bretland Hkr. Magn. s. barf. 11, 2, og i endnu flere, senere Digte. Tidligst forekommer Ordet hos Kormak. Derimod er det aldeles ukjendt i den gamle mythisk-heroiske Digtning og i Prosa. Det findes blot hos islandske Skalde, ikke hos norske. Der er intet Spor af det i andre nordiske Sprog eller i nulevende nordiske Dialekter, og etymologisk synes det ikke med nogen Rimelighed at kunne forklares af nordiske Sprog. Heraf er det klart, at hjarl udelukkende tilhører den islandske kunstige Skaldedigtning, hvori det, saavidt vi kan se, først ved Kormaks Digtning har vundet Hævd. Efter hvad her forøvrigt er oplyst om Ordet, ligger det nær at formode, at hjarl er et Fremmedord, og det maa da være laant enten fra Irsk eller Engelsk. I Irsk betyder ferann "Land", navnlig en særlig Del af et Land eller Territorium[15]. Dette Ord blev allerede i Gammelirsk udtalt fearann. Men f i ferann bliver aspireret efter oprindelig vokalisk Udlyd i visse dermed nær sammenhørende Ord. Aspireret f er i Nyirsk stumt og har allerede i det gamle Sprog været dette[16]. Det er f. Ex. nu stumt i en Mængde Stedsnavne, hvis andet Led dannes af ferann. Ved Siden af fearann hørtes altsaa i visse Forbindelser earann. Inden det aspirerede f fuldstændig forstummede, hørtes det sandsynlig som h, og det synes antageligt, at dette h i visse Forbindelser (hvor der ellers vilde være Hiatus) endnu hørtes i 9de eller 10de Aarhundrede. Fra en irsk Udtaleform h earann "Land" stammer efter min Formodning Skaldesprogets hjarl. Synkope af Vokalen efter r er i Dat. hjarli regelret, og derfra kan den være overført til de andre Casus. Derimod gaar n ikke over til l uden særegen Anledning, men denne har her været tilstede. I alle de ovenfor nævnte syv Vers, hvori hjarl forekommer, danner det Stavelserim med jarl. Der er en naturlig logisk Forbindelse mellem Betegnelsen for "Land" og for "Landshøvding". Jeg tror derfor, at Indflydelse af jarl har bevirket, at det fra Irsk laante Ord for "Land" har faaet Formen hjarl med l, hvorved mulig ogsaa Trang til at skille Ordet fra oldn. hjarn "haard Sne" virkede med.

I Str. 56, 3 kalder Kormak Havet eyja þjálfa (cas. obl.) i Rim med gjálfr. Dette er første Gang, Ordet þjálfi forekommer i den gamle Litteratur. I et Vers af Einar Skulesson (Sn. E. I, 496,5) er Havet kaldt Manar þjálma (cas. obl.) i Rim med álm —; i et Vers af Harald Haardraade Hkr. Har. s. h. 44 fjálma þángs i Rim med skelmi, eller, som der i Fms. VI, 270, 1 er skrevet þjálfa — skelfi. I Leiðarvisan 4 heder Gud hreggþjálma hilmir. Ordet er ogsaa paavist i islandsk Prosa med Betydningen "Snare" "Fælde": hann sér svá marga illgjarna anda með ýmisligum þjálma sinna flærða Mar. 506 L. 22; hverja þjálma Heinrekr konungr egnir fyrir fætr Thome, Thom. 361 L. 19, se J. Þorkelsson Suppl. 1876 S. 90. Ved eyja þjálmi eller þjálfi betegnes altsaa Havet som en Strikke, der slynger sig om Øerne. Det isl. fjálmi eller þ)jálfi m. "Strikke" "Snare" synes snarere at være et Laanord fra end urbeslægtet med irsk tailm eller teilm f., gen. telma, en Slynge eller Strikke, se Windisch Wørterbuch; jfr. cymr. telm, Snare, Fælde. Ordets nordiske Form blev sandsynlig bestemt derved, at der fandtes et ægte nordisk Mandsnavn Þjálfi; dette forekommer paa svenske Runestene. Jfr. Þjálfahellir Fms. X, 261 ved Indløbet til Trondhjemsfjorden.

Skjældsordet hlúki Korm. 14, 5, der ellers ingensteds kan paavises, synes at være det irske lúgain "a shabby fellow" (O'Reilly); jfr. gael. lúgan "a short, crǫked, deformed, imbecile person" (Macleod and Dewar). Isl. h l er ogsaa i Hlymrek "Limerick" traadt istedetfor irsk l. Det nyirske g i Indlyden forudsætter oldirsk c.

Mange af Kormaks Stropher er et Udtryk for hans opblussende Vrede eller drøie Spot ligeoverfor Mænd, tildels af lav Byrd, som hindrende træde i Veien for hans Elskov. I disse Stropher, hvis Versemaal gjærne er friere, staar ogsaa Sprogtonen Dagligtalen nærmere. Vi finde her flere islandske vulgære Ord, som enten ellers slet ikke kjendes eller som her forekomme for første Gang. Foruden det allerede nævnte hlúki skal jeg fremhæve enkelte andre. 14,i forekommer for første Gang frenja "Ko", som vistnok efter dette Sted er optaget i Ramsen Sn. Edda I, 588. Vigfusson anfører Ordet fra Búnaðarbálkr (digtet 1764), og Björn Haldorsson har det nyisl. frenjuligr "procax". Af frenja er der ikke Spor i Norge. Jeg formoder, at frenja er istedenfor *flenja og kommer af flana, der et et almen-nordisk Ord. Aasen forklarer det "løbe blindt hen, især for at se paa noget", Björn Haldorsson "præceps ruere". Frenja er da en foragtelig Betegnelse for Koen, og denne foragtelige Betydning fremtræder endnu i frenjuligr. I Nordisk er fr oftere indtraadt for fl 1[17]. Jeg formoder, at fr i frenjuligr er opstaaet ved Dissimilation af fl, og at fr derfra er overført til frenja.

Korm. 55, 5 findes det ogsaa i Sn. Edda II, 496 nævnte Skjældsord gáði. Er dette beslægtet med gár, gárungr, nu i Helgeland i Norge "gåre", "en Taabe, Tosse"?

Det ogsaa i Prosa forekommende dugga fem. "Kujon" findes første Gang i Korm. 75,7. Det er sandsynlig laant fra ags. docga masc. "en Hund", med Overgang til Hunkjøn ligesom ved oldn. kempa fem. "Kjæmpe" af ags. cempa masc. Ogsaa middelengelsk dogge forekommer brugt som Skjældsord. Vokalforholdet mellem oldisl. dugga og middeleng. dogge er det samme som f. Ex. mellem oldisl. kuggr og middeleng cogge.

Omvendt synes eng. jade, "en Skindmær", i Nordengland og Skotland yaud at stamme fra jalda, der forekommer i det Nidvers (64, 2), som falskelig lægges Kormak i Munden, og andensteds, = gotl. jäldä "en Hoppe".

Kan det latinske og romanske coda (hvoraf codardo, en Kujon) være blevet udbredt paa de britiske Øer saa tidlig, at Skjældsordet kauði Korm. 57, 2, der er nævnt blandt Skjældsord Sn. Edda II, 496 og endnu bruges paa Island, kan stamme derfra? Formen kauða forekommer som Tilnavn paa Mænd.

manga Korm. 6, 7 "forhandle" er laant fra Engelsk[18].

snauta 72, 5 forstaar jeg med Egilsson og Björn Ólsen intransitivt: "du lader Møgkjøreren luske sig til dit Leie". Ordet maa endnu i nyere Tid have været brugeligt paa Island, da Björn Haldorsson forklarer det ved "gaa i Uvished hvor man skal hen (især efter en Irettesættelse)". En nær beslægtet Betydning har det af Aasen fra Gudbrandsdalen anførte snøypa seg undan, "liste sig bort, unddrage sig", hunden snøyper rumpa "slaar Halen imellem Benene". Derfor formoder jeg, at snauta er opstaaet af *snaupta.

Ogsaa de i Kormaks Vers forekommende Ord af det islandske Vulgærsprog har godtgjort livlig Forbindelse med de britiske Øer.

I Kormaks Vers finde vi ogsaa et Ord, der sandsynlig er overført fra et østligt Land, hvori Vikingerne færdedes, nemlig elliði 78,6, Skib, der i kunstig Skaldskab er brugt af Eiliv Gudrunsson (sandsynlig lidt senere end af Kormak) i Þórsdrápa 14 (Sn. E. I, 300), hvor Brystet kaldes hlátr-elliði (i Rim med hellis). Som bekjendt bar Thorstein Vikingssons og Fridthjovs Skib Navnet Elliði. Ordet er fremdeles brugt om Kong Gors Skib i den islandske Fortælling om ham i Flatøbogen (I, 22; Fas. II, 5): Gorr skylldi hafa eyiar allar þær er laagu a bakborda eliida h[ans] .... for med ellida .... let gera skipsleda vndir ellidann .... let menn sina draga ellidann. Ordet har dog ikke blot været brugt som poetisk Betegnelse for et Skib overhoved eller som Navn paa enkelte Sagnheltes Skibe. Elliðaey er Navnet paa en med en god Havn udenfor Thorsnes i den nuværende Snæfellsness-sysla paa Island (Landn. II, 19 i (si. s. I, 122; Eyrb. Kap. 22, 24; Kaalund Beskriv. I, 445). I det sydvestlige Island er Elliðaár, der rinder ud af Elliðavatn (Kaalund I, 44, f.). Allerede i Landn. V, 12 (Isl. I, 312) nævnes Ellðíaáross og det fortælles der, at Landnaamsmanden Ketilbjørn fra Naumdalen, hvis Skib hed Elliði, landede paa dette Sted. I en Fjeldskraaning inde paa Snæfellsnes - Halvøen ligger en Gaard Elliði (Kaalund I, 411), der allerede omtales i Egils s. (Kap. 84 ed. F. Jonsson, K. 88 i Reyk. Udg.) under Navnet at Elliða og Korm. s. Kap. 11 (hann bjo á Elliða; riðu brott fra Eliiða). Hvoraf denne Gaard har faaet sit Navn, siges ikke; mulig efter et nærliggende Fjælds Lighed med et Skib. En Islænding af norsk Byrd Elliftagrimr omtales f. Ex. i Landn. 3,i5 (fsl. I, 218). En islandsk Kvinde Álof elliðaskjǫldr nævnes Landn. I, 21 (fsl. s. I, 62); V, 2 (I. s. I, 279), o. fl. St. En meget besøgt Havn paa Orknøerne heder Elwick (Munch Beskriv, over Norge S. 206). Den nævnes i Haakon Haakonssons Saga (Fms. X, 124; Unger Konunga s. S. 466; Flat. IH, 220) som Elliðarvik, men den rette gamle Navneform maa have været Elliftavik[19]. Hvad jeg her har sammenstillet, synes at gjøre det høist sandsynligt, at elliði som Betegnelse for et Skib i Vikingetiden ogsaa har været brugt i det prosaiske Sprog paa Island og paa de skotske Øer, mulig og i en Del af Norge. At elliði har kort e, ser man af Rimet med hellis i Þórsdrápa, af Skrivemaaden ælliði Sn. E. II, 481 og deraf, at det norske Stedsnavn Eldueið i den islandske Fortælling om Gor er omgjort til Ellidaeið. Ordet ser ud som en Sammensætning, hvis andet Led er afledet af 115 a, ligesom det af Fritzner sammenlignede ags. ýlliða, "den der skrider hen over Bølgerne" i Beowulf er Betegnelse for et Skib. Men da elliði ogsaa har været brugt i Prosa, er dets Oprindelse vistnok ikke tilstrækkelig oplyst ved Möbius's (Korm. S. 167) Forklaring "Stormvandrer" af él (hvis é da maatte være forkortet foran ll). Jeg tror snarere, at elliði er en ved Folkeetymologi paavirket Omændring af et fremmed Ord, nemlig af litau. eldija, Skib eller af det dermed identiske kirkeslaviske alûdija Skib = russ. lodîja[20]. Med dette slavisk-litauiske Ord har allerede Weinhold Altnord. Leben S. 137 identificeret elliði. Det fortjener at fremhæves, at Str. 78 i Korm. s., hvori Ordet er brugt, gjælder et Bjarmelandstog. Ved det fremmede Ords Omdannelse til elliði har Nordboerne sikkert villet præge det til en Sammensætning med liði af liða, "skride, seile". Ved el- har man mulig, som Professor Joh. Storm antager, tænkt paa det el-, som forekommer i elligar, "ellers" og i Dalmaalets eller. "anden", got. aljis. Ved Omtydningen til elliiði vilde Nordboerne da have lagt i det udenfra optagne Ord Betydningen af et Skib, som seiler i fremmede Farvande, til fremmede Lande, eller af et udenlandsk Skib.


__________


Möbius har sammenstillet de Vers i Kormaks Saga, som ogsaa forekomme i andre gamle Skrifter. Jeg fremhæver her, at flere Ligheder i Udtryk mellem Kormaks Vers og Jomsvikinga drápa af den orknøske Skald Bjarne Kolbeinssøn vække Formodning om, at Bjarne har kjendt Kormaks Vers. Þorketils dóttur danner Slutningen af en Strophe baade hos Kormak (54, s) og hos Bjarne (Jdr. 18, 8), og Tanken i den forudgaaende Mellemsætning er i begge Stropher den samme ("jeg sørger dybt"). I Jdr. 2, 4 har Haandskriftet handfǫgr kona; ogsaa Korm. 84, 4 bør læses handfǫgr med Hskr. og forbindes med konan. eldreið, der er brugt i kvennkenning, forekommer ikke uden Korm. 69, 3 og Jdr. 3, 4. Flere andre Ligheder kan lettere være tilfældige, som f. Ex. Korm. 54: leggim (saa Björn Ólsen) ... saman randir, Jdr. 21: Lǫgdu. . . saman randir.

I denne Forbindelse kan det nævnes, at en Række af Ord, som vi ikke kjende uden fra Kormaks Vers, er optagne i de versificerede þulur, der efter en af mig tidliger udtalt Formodning er forfattede paa Orknøerne, snarest af Bjarne Kolbeinsson.

Björn Ólsen har fremhævet (S. 46 f.), at Korm. 82, 5-6 indeholde en paafaldende Parallel med Krákumál 29, 5-6 og at Versemaalet ved de friere Vers i Kormaks Saga i høi Grad minde om Krákumál. Ogsaa de oprindelige Dele af Krákumál er sandsynlig forfattede paa Orknøerne; jfr. Vigfusson Corp. II, 340, Forf. i Pauls og Braunes Beitr. XII, 364 Anm.

Men et Ord i Str. 82 taler for, at denne Strophe ikke er digtet af Kormak. Vigfusson har i Safn I, 374 f. søgt at vise, at Kampen mellem Berse og Steinar har fundet Sted længe efter Kormaks Død. Hvis dette er saa, kan Prosaens Beretning (S. 29) om, at det er til Kormak, at Steinar kvæder Str. 42, ikke være historisk rigtig, og heller ikke Beretningen om, at Steinar efter Kampen med Berse skjænker Kormak Sværdet Skrýmir (der ogsaa nævnes i Egils Saga). Str. 82, hvori Kormak kalder sit Sværd Skrýmir, maa da vistnok af en senere Skald være lagt i hans Mund.


II.


Med Hensyn til det poetiske Udtryk i de Kormaks Saga tilhørende Vers antager Möbius med Sveinbjörn Egilsson, at "hálfkenningar" i dem oftere forekomme, medens Björn Ólsen bestrider dette, som det synes, i Overensstemmelse med Konrad Gislason (Njála II, 152, L. 31). Ved "hálfkenning" forstaaes det, at et Ord, der regelret og hvor Udtrykket er fuldstændigt forekommer som Hovedord i en poetisk omskrivende Betegnelse, er brugt alene i samme Betydning som ellers de kenningar, i hvilke vedkommende Ord danner Hovedledet eller det styrende Led. En hálfkenning er saaledes det, at gefn alene bruges for at betegne det samme som linnvengis gefn, sørva gefn, ǫldrykkju gefn og lign. d. e. Kvinde. Björn Ólsen mener endog overhoved, at saadanne hálfkenningar "har været fremmede for den gamle Skaldedigtning". I sin Begrundelse at denne Mening har han kritisk gjennemgaaet Versene i Kormaks Saga. Derimod har han ikke taget Hensyn til Vers, der er bevarede i andre gamle Skrifter. Dette synes mig dog nødvendigt for at stille Spørgsmaalet paa et tilstrækkelig bredt Grundlag. Da de fleste Stropher af Kormak i Kormaks Saga er henvendte til eller hentyde til en Kvinde, er det for disse af Vigtighed navnlig at vide, om hálfkenningar, der betegnede "Kvinde", brugtes i den gamle islandske Skaldedigtning. Jeg skal her sammenstille nogle Henvisninger til Vers, som synes mig at afgjøre dette Spørgsmaal.

Jeg nævner først Vers af Viglundar saga, der ligesom Versene i Kormaks Saga for en stor Del er erotiske. Sagaen er efter Vigfusson ikke ældre end fra Slutningen af 14de Aarhundred og Versene ikke tidligere end Slutningen af 13de Aarhundred. Andre antage Versene for samtidige med Sagaen. Sagaen er bevaret i to Pergamenthaandskrifter fra sidst i 15de Aarhundred (eller det ene skrevet først i 16de Aarh. af Jón Arason) foruden i mange Papirhaandskrifter. Versene synes ikke at være stærkt forvanskede. De Stropher, af hvilke jeg anfører Vers eller Udtryk, er digtede enten i drottkvætt eller i háttlausa eller staa paa Grænsen af begge Versemaal.

frið hlǫkk! i Tiltale til den elskede Kvinde S. 67.

rád eru þunglig þrúðar (d. e. Kvindens) S. 71.

Andre hálfkenningar for Kvinde i Vigl. s. er: Hlín (i Udg. lin) hárfǫgr S. 77[21]. I senere islandske Haandskrifter forekommer oftere Formen lín for hlín.

títt flugu tár of (Var. af) tróðu S. 77.

fjótra framlunduðust S. 82.

Med fjǫtra, der andensteds forekommer som Hovedleddet i en omskrivende Betegnelse for en Kvinde, jævnføre man norsk Dial. fjetra, Trænagle som forbinder Slædens Langbjælke med Meien, ogsaa: en af de Støtter, hvorpaa Slædens Bjælker hvile[22].


fjǫll eru mér þekk af þellu,
þvi er ek hljóðr, valin tróða,
víf á ek vænst at leyfa,
valgrund, er þar sitr undir S. 83.


Her synes først þellu, derpaa valin tróþa at være Betegnelse for Kvinden. Dog er det muligt, at det ene af disse Udtryk er Led af en kenning, thi valgrund "Falkens Jord" synes at betegne "Haanden". Man kunde da læse: valgrundar 'r þar sitr undir og forbinde valin tróða valgrundar.


hin unga eik, kona f)in S. 87.
at vera svá tamr við tróðu,
at taki ek manns konu annars S. 88.


Disse Steder af Viglundarsaga give efter min Mening et fuldgyldigt Bevis for, at "hálfkenningar" brugtes ved poetiske Betegnelser for "Kvinde" i den noget friere islandske Digtning fra en senere Periode (fra Slutningen af 14de Aarhundrede ?).

I andre ældre Sagaer forekommer, om end ikke meget ofte, Vers, som indeholde Udtryk, der er ensartede med de, jeg har anført af Viglundar saga. Gisle Surssons Saga henfører Vigfusson tilligemed de deri optagne Vers til 13de Aarhundrede; dog antager han, at der i Versene er føiet ind Stumper af ældre, mere poetiske Vers. Sandsynlig er Versene ældre end den os foreliggende Saga, men ikke digtede af Gisle. Versene er optegnede i to Pergament-Haandskrifter. Af denne Saga kan anføres Str. 18 (S. 45, 130, 164):


orða
oss lér um þat skorða,
gefn drepr fyr mér glaumi.


Her er skorða og gefn hálfkenningar for "Kvinde".

Den kortere Hallfreds Saga er skreven i et Haandskrift fra Begyndelsen af 14de Aarh. og efter Vigfusson forfattet omkring 1220. Her lægges der Hallfred en Strophe i Munden (Fornsogur 105, Gislason Prøver S. 30), hvori det heder:


kvǫl þolir Hlín hjá hánum.


Selv om man i følgende Linje vilde læse ofremdar (ikke ofremdar) og forbinde dette med hlín, vilde man ikke derved faa en regelret kenning.

I Eyrbyggja saga fra Midten af 13de Aarhundrede, hvis Vers findes i flere gode Haandskrifter, meddeles Stropher, som skal være digtede af Þorarinn Máhliðingr om Begivenheder i 981. I en af disse heder det (Kap. 19, S. 26):


Roðinn sák hrundar handa
hnigreyr... dreyra,


hvor hrundar alene betegner "Kvindens".

Gunnlaugs saga er bevaret i to Pergament -Haandskrifter. Her (Kap. 11, Isl. ss. II, 252) tillægges der Gunnlaug, der levede i Begyndelsen af 11te Aarhundred, følgende Verslinje:


gefin vas eir til aura
ung.


Men i et andet Vers (Isl. ss. II, 254) kvæder han:


Gefin vas eir til aura
armdags en litfagra.


I Fostbrædra saga, der er bevaret i tre Pergament-Haandskrifter, lægges der Thormod Kolbninarskáld en Strophe i Munden (Gislasons Udg. S. 40, 64; Flat. II, 155), hvori Udtrykket þrúdr en prúda er brugt om en Kvinde.

I en Strophe om Kong Harald Haardraades Tog til Danmark af Thjodolv Arnorsson, som anføres i Heimskr. Har. s. harðr. 62, 3:


þǫll leggr við frið fullan
á... þat leyfi,


hvor þǫll er "Kvinden".

I den legendariske Olav den helliges Saga anføres en Flokk, som der med urette tillægges Olav, men som i Knyti. s. siges at være digtet af Knuts Krigere. Deri forekommer ilmr som Tiltale til en Kvinde (Ól. s. h. Christ. 1849 S. 9; Fms. V, 229).

I Grettis s., der har mange sene Vers, heder det Kap. 17, 4 (S. 35) i en Strophe:


Fast hefir hrund at hǫndum,
hǫrnauma, þér saumat;
skorð vill, at...


Her er altsaa hrund og skorð brugte som hálfkenningar.

Til de oven anførte Exempler kan endnu føies: I Kanniken Gamles religiøse Draapa Harmsol fra Midten eller anden Halvdel af 12te Aarhundred, Str. 52:


guði treystiz bil,


om Jomfru Maria.

I en Strophe, der mulig er forfattet af Einar Skulesson og som anføres i Uppsala-Edda (Sn. E. II, 36 3, 3):


ef unna
itr vildi bil skaldi


med skothending i lige Linje.

Jeg har altsaa paavist, at bil, eik, eir, fjǫtra, gefn, hlín, hlǫkk, hrund, ilmr, skorð, skorða, tróða, þella, þǫll, þrúðr (15 Ord) forekomme som "hálfkenningu , som Betegnelse for Kvinde. Enkelte af disse Udtryk findes saaledes brugte flere Gange. Jeg vil ikke benegte, at nogle af de nævnte Exempler kan grunde sig paa Forvanskning eller falsk Tolkning. Men alle eller de fleste kan ikke fjærnes uden vilkaarlig Behandling af den traditionelle Text.

Brugen af hálfkenningar for "Kvinde" har været udbredt i friere Vers, i lausavisur, navnlig af erotisk Indhold. Derimod synes den at have været undgaaet i omhyggelig udarbeidede, kunstige Digte. Jeg har saaledes intet Exempel fundet i Snorres Háttatal, heller ikke i de Vers, som anføres i Skáldskaparmál. Enkelte Exempler fra strængt byggede Digte i drottkvætt har jeg ovenfor nævnt. Den anførte Brug af hálfkenningar har været sædvanlig i 13de Aarhundred, men kan ogsaa paapeges i de forudgaaende Aarhundreder, om end, naar man gaar tilbage, i aftagende Antal, og, hvis man (hvad jeg ikke gjør) stoler paa Traditionens Bestemmelse af Versenes Forfattere, kan Brugen føres tilbage til Slutningen af det 10de Aarhundred.

Efter at have slaaet dette fast gaar jeg nu over til Vers i Kormaks Saga. Opgaven er jo ikke at omgjøre disse efter de strængeste Skalderegler, men at paavise, saavidt muligt, deres historisk oprindelige Form.

I Korm. 15, 3-4 er den til to Haandskrifter støttede Tekst:


inn vask (var ek i Hskrr.) ilmi at finna
...of genginn.


Her har vi, som de i det foregaaende meddelte Sammenstillinger vise, ingen Ret til at forandre Texten, fordi her er brugt en hálfkenning. Björn Ólsens Ændring (S. 15):


inn vins ilmi at finna
...of gengum


kan jeg ogsaa af den Grund ikke tilegne mig, at Enstavelsesordet mellem inn og ilmi ikke er betonet, hvilket er naturligt ved vask, men mindre naturligt ved vins.

I Korm. 33 ser jeg heller ikke tilstrækkelig Grund til at forkaste det til Haandskriftet støttede:


Gǫngu vask of genginn
gefn! til víssar stefnu.


Jeg deler ikke de S. 16 af Björn Ólsen mod til vissar stefnu ytrede Betænkeligheder. Jeg forbinder helst med Möbius nú'mk hǫrþellu hylli hornungr tváa morna, thi derfor taler det følgende: gremjumk hins at heima munak sitja enn þriðja. "Jeg har nu siddet hjemme to Morgener uden at møde Steingerd; det harmer mig, at jeg ogsaa skal sidde hjemme den tredje Morgen". Björn Ólsens Formodning Gefn til visar stefnu, "Frøyja stævner mig derhen", synes mig ikke at have tilstrækkelig Støtte i Skaldenes Udtryksmaade.

I Str. 62, L. 5—8 beholder jeg ligeledes det traditionelle:


at axllimar yðrar
auð-frigg! muni liggja
hrund! á heiðis landi
hliðar mér of siðir,


medens Björn Ólsen S. 25 f. vil ændre auð-frigg hrund til eld-frigg handa eller uð-frigg handa. Han indvender mod Haandskriftets Text, at der da er to ávǫrp (Tiltaleord) i samme Sætning, hvilket efter hans Mening paa ingen Maade gaar an. Analogt er dog (foruden angelsaksiske Udtryk) Forholdet ved et Vers i Eyrb. s. S. 48 (Kap. 28):


hoddgrund, hvat býr undir,
hlín, oflæti þinu,
hyrmælt, hóti fleira,
hvitings, en vér litum,


selv om vi her vil stille hvitings hyrmælt Hlín! som Tiltaleord i Forbindelse med en vér litum. Og Brugen af to Tiltaleord til samme Person i samme Sætning er ikke i mindste Maade haardere end Brugen af to substantiviske Udtryk for samme Person som Subject i samme Sætning. Dette forekommer f. Ex. Grettis s. S. 35:


Fast hefir hrund at hǫndum,
hǫrnauma, þér saumat.


Grett. s. S. 171 (Kap. 77):


Sverdlitinn kvað sæta,
saumskorða, mik orðinn.


I Korm. 16,5-8 læser Björn Ólsen:


Renndak alt it innra
(Eirar geirs) at þeiri
(hins erum Hǫrn at finna)
hús brágeislum (fúsir).


Möbius derimod har med andre Fortolkere opfattet Strophen paa følgende Maade:


Renndak alt it innra
eirar geirs at þeiri
Hlín (erum Hǫrn at finna)
hús brágeislum (fúsir).


Begge Textrecensioner grunde sig paa Ændring, thi intet Haandskrift har hins eller Hlín, men A har Hlíns, B hlíns. Jeg maa ogsaa her slutte mig til Egilsson og Möbius imod Björn Ólsen. Det er nemlig Regel i disse erotiske Digte, at Kvinden i hver Sætning, hvori hun omtales, betegnes ved et nyt substantivisk Udtryk. I Str. 7 betegnes saaledes Steingerd i 4 Sætninger ved 4 forskjellige kenningar. Den angivne Regel vil man finde opretholdt i en lang Række af Stropher, og jeg har ikke fundet mere end en eneste Undtagelse, 35, 7:


minn leikr hugr á henni,


hvor denne Sætning begrunder det, at Skalden i det foregaaende har tiltalt sin Elskede, uagtet han henvender sig til et andet Menneske. Forholdet er her væsentlig forskjelligt fra det i Str. 16. Jeg kan derfor ikke med Björn Ólsen antage, at þeiri i 16, 6 staar uden tilføiet Substantiv. Dette kan jeg saameget mindre, naar jeg sammenligner de to andre Steder, hvor þeiri ligesom i 16, 6 er stillet sidst i Verslinjen, nemlig 10, 5-8:


þó váru vér þeiri
þǫll hyllinga[23] vallar
... meðalkunnir.


og 18,5-s :


því meira skalk þeiri
...............................
unna sǫlva gunni.


Björn Ólsen har fortræffelig forklaret Eirar geirr som "Eirs (Lægekunstens Gudindes) Spyd" d. e. Lancetten. Om Eirar geirs skal forbindes med Hlín eller med hǫrn, lader sig næppe sikkert afgjøre. Hint synes det naturligste. Men ialfald tror jeg efter det anførte, at enten Hlín eller snarere hǫrn i 16, 7 er brugt som hálfkenning for "Kvinde".

Korm. 84,5-8:


þás sliðrdreginn sága
sǫng of mínum vanga
Hlakkar trafr, en hrafni
heitr féll á nef sveiti.


Her kan man vistnok ikke paastaa, at saga er hálfkenning, saalænge man ikke har klaret det dunkle trafr. Men naar Björn Ólsen S. 30 vil forandre saga hlackar trafr til seyðir Hlakkar tafns, saa kan jeg ikke finde dette sandsynligt, fordi seyðir (seyfer) i Træk fjærner sig ikke lidet fra saga, fordi jeg aldrig har seet seyðir brugt som Led af poetiske Omskrivninger og fordi seyðir i Prosa kun betegner Ilden som den, hvorved man koger noget. Desuden synes Omskrivningen Hlakkar tafn mig mig meget betænkelig. Gauts tafn i Isl. ss. I, 307, hvorpaa Björn Ólsen beraaber sig, betegner "et Odens Offer". Men jeg mindes ikke at have seet omtalt, at man ofrede Mennesker, som faldt i Kamp, til Valkyrjerne, med mindre man vil tænke paa Thorgerd Holgabrud. Forholdet ved hende er dog i flere Henseender forskjelligt. Det synes mig at ligge nærmest at beholde sága! som hálfkenning og at læse Hlakkar þrafni (med Elision efter); þrafni, der forekommer i et Vers af Glum Geiresson Sn. Edda I, 234, maa betyde "Bjælke" eller lignende.

Endnu bør i denne Forbindelse nævnes Korm. 64, hvis L. 1—4 i Haandskriftet er skrevne:


Villda ek hitt at veri.
valldeir gomul iallda.
stærilát i stoði.
steingerðr en ek reini.


Björn Haldorsson opgiver, at stærilátr betyder "hovmodig" og stærilæti "Hovmod", hvilket fuldkommen stemmer overens med Adjectivets Sammensætning, valdeir kan paa Grund af Formen ikke være d. s. s. faldeir. Jón Þorkelsson har formodet, at vald- her skulde betegne et kvindeligt Klædningsstykke eller Smykke, men et saadant Ord har man ingensteds kunnet paavise. Da vald betyder "Magt, Myndighed" og da eir, som vi har seet, uden Tillæg kan betegne "Kvinde", saa forstaar jeg valdeir som ríkiskona og forbinder Ordene saaledes: ek vilda hitt, at valdeir stærilát Steingerðr væri gǫmul jalda í stoði, "jeg skulde ønske, at den hovmodige myndige Kvinde Steingerd var en gammel Hoppe".

Jeg tror altsaa at have godtgjort, at der i flere Vers af Kormaks Saga er brugt en hálfkenning for "Kvinde"[24]. Opkomsten af slige hálfkenningar har vel hovedsagelig sin Grund deri, at man ved i Digtene at høre en Række af omskrivende Betegnelser for "Kvinde" , hvori det styrende Ord var det samme, medens det styrede Ord skiftede, lidt efter lidt vante sig til at forbinde Forestillingen om "Kvinde" særlig med Hovedordet, saa at det blev let forstaaeligt, naar dette alene brugtes som Betegnelse for "Kvinde". Naar man kjendte Udtryk for "Kvinde" som hlín guðvefjar, hlín hafleygjar, hlín hauka klits o. s. v., saa førte dette naturligt til, at man, navnligt hvor et friere digterisk Udtryk var tilstedeligt, kunde bruge hlín alene for "Kvinde". En saadan hálfkenning hører ind under de af Tegner saa interessant behandlede elliptiske Ord[25].

Den Omstændighed, at slige "hálfkenningar" synes at være hyppigere i den senere Digtning end i den ældre, taler for, at ialfald de fleste af de nævnte Udtryk, saaledes som jeg har antaget, er opkomne ved Forkortning af de mindst toledede poetiske Omskrivninger.

Men ogsaa andre Momenter har sandsynlig virket med til Opkomsten af "hálfkenningar" for Kvinde. Lundgren har (Forhandl. paa det andet nord. Filologmøde S. 212 ff.) med rette fremhævet, at Navne f. Ex. paa guðr, hildr, þrúdr, gerðr er ældre end Brugen af disse Ord som Led af Skaldeomskrivninger for "Kvinde", og at Personnavnene derfor vistnok har havt Indflydelse paa flere Skaldeomskrivningers Dannelse. Men nu havde man ikke alene sammensatte Kvindenavne paa -gerðr og -hildr (Hallgerðr, Þorgerðr, Þorhildr o. s. v.), men ogsaa de usammensatte Gerðr og Hildr var Navne paa menneskelige Kvinder, ligesaa vel som paa mythiske Kvinder, gefn forekommer i Heiðarviga saga som Tilnavn til en menneskelig Kvinde, dis, der i den kunstige Skaldedigtning jævnlig forekommer som Hovedled i en Skaldeomskrivning for "Kvinde", er i den gamle heroiske Digtning ikke blot Betegnelse for en overmenneskelig Kvinde, men ogsaa "ókent heiti" for en menneskelig Kvinde. Disse Forhold kunde virke med til at Skaldene som uomskrevne Udtryk for menneskelige Kvinder kunde bruge Ord, der regelret anvendtes som Hovedord i Skaldeomskrivninger for "Kvinde". Og der er endnu et Moment, som her ikke bør lades ude af Betragtning. þǫll, þella betegner egentlig et Furutræ, især et ungt Træ. Disse Ord forekomme, som vi har seet, i Digtersproget undertiden brugte uden Tillæg som Betegnelse for Kvinde. Muligheden af, at dette i sin Oprindelse kan være et billedligt ókent heiti, vil fremgaa af det følgende.

Ogsaa for Begrebet "Mand" forekomme "hálfkenningar"; men her viser det sig tydelig, at Udtryk, der fra den kunstige Skaldedigtnings Standpunkt opfattes som "hálfkenningar" eller ufuldstændige poetiske Omskrivninger, efter sin Oprindelse tildels er okend heiti eller, bestemtere udtrykt, poetiske Billeder. Björn Ólsen bemærker S. 8: "Det vilde ogsaa være ligefrem latterligt at kalde en Mand for Fyrretræ eller Løn uden nogen nærmere Bestemmelse". Heri kan jeg paa ingen Maade være enig, thi saadanne Udtryk, som de, der her betegnes som ligefrem latterlige findes i tolkelig Digtning hos mangfoldige Nationer. Fra det at sammenligne Mennesket med en Vækst, et Træ er der, navnlig i Digtningen, en naturlig Overgang til det at sætte sig saa fuldstændig ind i Ligheden, at man bruger en Udtryksmaade, hvorved Mennesket under en given Situation identificeres med et Træ. Runeberg synger:


Och nu stod den starke Ojan Paavo
som den höga furan ibland smáskog.


Men istedenfor denne Sammenligning tillader det digteriske Udtryk at bruge Identiticationen: "Ojan Paavo stod der, en høi Furu midt i Smaaskogen". Saaledes heder det hos Christian Winther:


Hil sidde du blandt Roser,
selv en Rose saa skjøn.


Den af Björn Ólsen krævede nærmere Bestemmelse behøver ikke at være given uden i Situationen. Den kunstige Skaldedigtnings omskrivende Betegnelser er derimod mindre umiddelbare og i sin skablonmæssige Anvendelse utvivlsomt mindre poetiske. De forskjelligste Folk har fundet det smukt og naturligt i sin Digtning at betegne den ranke Yngling som et smækkert Træ. Men i en kenning som hjǫrrunnr har Billedets Renhed og Anskuelighed lidt Skade ved Tillægget hjǫr-, thi naar man tænker paa Sværdet, som Manden svinger, har man ikke længer Billedet af en runnr, af et ungt Træ anskueligt for sig.

Men den enklere, oprindeligere, mere poetiske Udtryksmaade, som jeg har nævnt, er ikke den nordiske Fortidsdigtning ubekjendt. Her kan anføres ikke blot den danske Ballades Brug af "en Liljevand" som fast Betegnelse for en fager ung Kvinde, men ogsaa Udtryk fra den gamle norrøne Digtning. Signy, hvis Fader Skjoldungekongen Halvdan er fældet og hvis Brødre, som ikke er voksne, leve i Usseldom og Livsfare, kvæder i sin Sorg en Strophe, som begynder:


ǫll er orðin
ætt Skjǫldunga
lofðungs lundar
at limum einum.


Hrolfs s. kraka Fas. I, 9. Før var, siger hun, Skjoldunge-Ætten en iøvrig Lund af kongelige Træer; nu staa kun enkelte Kviste igjen. Saaledes har jeg først hørt Svend Grundtvig opfatte dette Sted. runnr har i det gamle Sprog, ligesom nu i Norge, betegnet en Klynge af smaa eller unge Træer. En afledet Form runni bruges nu i Telemarken, hvor den udtales ronni, i Betydningen "Skud (af et Træ), Spire". Om en fager Ungersvend heder det i en Ballade: han va' i vokstro vene, han va' som ein seljuronni, (ó = aabent o). Samme Betydning maa runnr have havt i det gamle Sprog. Deraf er det at forklare, at Thor i Eiliv Gudrunssons Þorsdrápa (Sn. Edda I, 296, 1) kaldes hauðs runnr, "Jords Spire" d. e. Jords Søn. Her kan runnr naturligvis ikke kaldes en hálfkennning, thi Udtrykket runnr er her ikke opstaaet af et fuldstændigere Udtryk, af en kenning. I Eyrb. s. Kap. 40 S. 71 kvæder Björn Breidvikingakappi en Strophe om en ung Gut, der er hans Søn, men ikke anerkjendt som saadan. Denne Strophe begynder:


Sak, hvar rann i runni
runnr at Fenris brunni.


Her kalder Björn altsaa sin unge Søn runnr d. e. Spiren, Poden eller, som man i Norge kan høre, Vekstringen. Heller ikke her er runnr opstaaet ved Forkortning af en kenning, og er altsaa ikke en "hálfkenning". Men i Sagaen om Björn Hitdælakappi (S. 44) kvæder denne om sin Søn samme Strophe med nogle Forandringer. Her heder det:


Leitk, hvar rann hjá runni
runnr døkkmara gunnar.


Eyrbyggja saga har aabenbart bevaret den oprindeligere Form. I senere Tid fandt en Skald det stridende mod Digtekunstens Regler, at et Menneske kaldtes runnr uden Tilføielse af en nærmere Bestemmelse og indsatte isteden den prangende kenning runnr døkkmara gunnar, der dog klinger lidt komisk, hvor Talen er om en Gut, som var "nogle Aar gammel". Her har vi et interessant Bevis for, at et billedligt okent heiti kan i senere Tid opfattes som en hálfkenning.

Fra Udtryk som de anførte udgaar den sjældne Brug af runnar for "Mænd" i kunstig Skaldedigtning. Njáls s. Kap. 146 (145), 3:


Hǫfðu Grims at gamni
græðis elgs ok Helga
(rétt unnut þá runnar)
rennendr Nials brennu.


(Haandskrifterne har: rett vnnvt þá F, rangt vnnu þá A, rett mvnvd þá E, rett vnnv þá H, rangt vnnu þat I; se Gislason Njála II, 566 f.). Egils s. Str. 8 (Kap. 44, 1):


leyndud
ókunna þér runna.


Disse Udtryk er afvigende fra den kunstige Skaldedigtnings sædvanlige Sprogbrug. Men seet i Sammenhæng med alt, som jeg her fører frem, staa de ikke saa isoleret, at man tør antage, de er fremkomne ved en tilfældig Forvanskning. Gislason nævner det ogsaa kun som en Mulighed, at Sætningen i Njáls saga oprindelig har lydt rógs unnu þat runnar, medens Finnur Jonsson i Egils saga har indsat hjǫrrunna for þér runna.

Ensartet er Forholdet ved follr. I Vpluspá 20 er Ordet brugt om Yggdrasels Ask eller om dennes Stamme, i Hym. 13 om en Træsøile. Den unge Helt anskues under Billedet af den ranke Træstamme, naar Sigvat (Ól. s. helga 16, 1) kalder Olav ungr þollr. Saa har de fleste og bedste Haandskrifter og dette Udtryk, hvilket jeg hos Sigvat ikke opfatter som Forkortning af en kenning, synes mig her det oprindelige. Tillægget af Adjectivet stemmer overens med enn unga jǫfra kund Ól. s. h. Kap. 5, ungr konungr Kap. 14. Et Pergamenthaandskrift har hrings þollr (med Helrim i ulige Linje); dette synes mig fremkaldt derved, at senere Skalde stødtes ved þollr uden Tilføielse af en Genetiv, hvilket forekom dem at være et ufuldstændigt Udtryk. Brugen af þollr uden Tillæg for "Mand" er fastholdt, men saa at sige som et dødt Billede, i Harmsól 43,7:


yngra þoll ok ellra.


Her gjør Forbindelsen af þoll med yngra Efterligning af Sigvats ungr þollr sandsynlig. Fremdeles i den Olav den hellige tillagte Flokk (Fms. V, 227 ; Ól. s. h. Christ. 1849 S. 8):


þollr glaums gjarn ræðinn.


I begge disse Digte har jeg foran paavist en anden hálfkenning.

Den heroiske Digtning giver os endnu et Exempel paa Betegnelsen af den unge Helt som det rankvoksne Træ i Helg. Hund. I, 9:


Þá nam at vaxa
fyr vina brjósti
álmr itrborinn
ynðis ljóma.


Her holder jeg det for uberettiget i ynðis ljóma at søge en Forvanskning af en kenning for "Guldets" (ægis 1. eller ógnar 1. el. lign.), styret af álmr.

lundr, der oftest betyder "Lund", har ogsaa, ligesom runnr, været brugt om det enkelte Træ. Deraf er at forklare Brugen af lundr i kunstig Skaldskab som Hovedled i en mannkenning, f. Ex. laufa lundr. Til den foran af den heroiske Digtning paaviste Brug af lundr som billedlig Betegnelse for et Menneske slutter sig lundr om en ung Helt i Orms þ. Stórólfss. (Flat. I, 528; Fms. III, 219):


þá er langskipum lagði
lundr at Eyra[r]sundi.


Papirhaandskrifter har forandret Udtrykket.

Naar man efter disse Sammenstillinger betragter Kormaks S. 27,1-4 1


Mér varð hjálms á holmi
hjaldr-ullr fyr sik gjalda
þoll má þann of kalla
þriar merkr hugum sterkan,


saa bør man efter min Mening erkjende, at der ikke kan reises nogen fuldgyldig Indvending imod at forbinde hjálms hjaldrullr og tage þoll alene som Betegnelse for "Mand". Da paa den anden Side hjaldr-ullr kan være fuldstændigt Udtryk, forbinder Björn Ólsen (S. 9) hjálms þóll. Jeg mener, at Ordstillingen taler for at forbinde hjálms hjaldrullr. I de øvrige Stropher af Kormaks saga vil man i det høieste finde et eneste Exempel paa det, at der midt i første Linje af en Halvstrophe er sprængt ind et Ord, der hører til en Mellemsætning, hvis øvrige Led optage L. 3 og tildels L. 4. Med urette har man efter min Mening antaget den samme Ordstilling i 31,5. Derimod synes i Str. 67 þrottar i L. 5 at skulle forbindes med fél i L. 8. Forholdet i 7,5-7 er forskjelligt, da hodda her staar sidst i Halvstrophens første Linje. Det samme er Tilfældet i 28, 5, hvis Björn Ólsen her har Ret i at forbinde randa Freyr.

Af væsentlig forskjellig Art fra de "hálfkenningar", jeg har omhandlet i det nærmest foregaaende, er den, som flere Fortolkere har antaget i Korm. 47,8. L. 5—8 skrives i Haandskriftet saaledes:


traull hafi lif ef laufa.
litag alldregi bitran.
beri þa bryniu meiðar.
bríot i haug sem skiotaz.


Her synes brjót uden Tillæg meget betænkeligt som Betegnelse for Stridsmanden. Thi den nærmere Bestemmelse er nødvendig for, at brjot skal give en rigtig Mening, og det strider mod Skaldenes sædvanlige Udtryksmaade, at den nærmere Bestemmelse ved et Ord som dette underforstaaes eller tænkes til fra det foregaaende. Men ingen af de foreslaaede Rettelser synes overbevisende.

Jeg gjør opmærksom paa, at Tostavelsesformen aldri er nødvendig ikke blot i 38,3 og 38,5, men ogsaa i et seksstavelses Vers 27, 6. Haandskriftet har tre Gange i Vers af Kormaks Saga Trestavelsesformen alldregi. Men i 68, 6 kan intet hindre os i at læse:


bjóð aldri |þat skaldi.


Ogsaa i 22, 5 kan vi læse:


segðu aldri siðan.


Vi tør da ligeledes i 47, 6 vente Tostavelsesformen. Jeg har derfor tænkt paa, at det rette kunde være:


troll hafi lif ef, laufa,
litak aldri [hjǫr] bitran,
beri þá brynju meiðar
brjót i haug sem skjótast.


Man skulde da forbinde laufa (Gen.) brjót. Dog har Versene i Kormaks Saga sjælden en saadan Ordstilling, om den end undertiden forekommer (7, s). At en hálfkenning brjot som Betegnelse for Manden ikke er aldeles umulig, kunde synes godtgjort ved to analoge Udtryk, Harð. s. (Isl. ss. II, 68):


hreytar get ek at viðrnám veiti


og Landn. I. ss. I, 327:


valdr man hitt, at Hildar
hlæjandi rauð ek blæju.


Paa det første af disse Steder, der begge har meget betænkeligt Udtryk, har Jón Þorkelsson formodet: hreytar gulls munu viðrnám veita, paa det andet: þat man hauldr. I Korm. 27, 7 støttes brynju meiðar ved brynju meiðr Njála Kap. 146 (145) Str. 1; Selk. 2.


III.


Bemærkninger til de enkelte Stropher.


Str. 1.


L. 1—2:

Nú varð mér í mínu
menreið jǫtuns leiði.


Texten synes betænkelig, da "Sind" regelret betegnes ved Omskrivningen "Jettekvindens (Troldkvindens) Vind", ikke som "Jettens Vind", om end bergstjóra hregg forekommer i Sturl. IX, 8 (Vigf. II, 174). Egilsson har derfor villet forbinde jǫtuns med snótar i L. 3, men dette er sikkert afhængigt af risti. Mulig er derfor det oprindelige:


Nú varð mér í meyjar
menreið jǫtuns leiði.


Da maa man forbinde jǫtuns meyjar leiði. Med Udtrykkets jǫtuns meyjar jfr. f. Ex. Oðs mær i Vspá om Freyja. leði kan da forstaaes som Accusativ; varð er omtrent d. s. s. kom. Ved den nævnte Ændring faar man Stavelserim (Nu ro meyjar); jfr. 9,1: (Nú ∽ meyjar); jfr. 9, 1: þó hefk mér hjá meyjum. Dog har dette ikke motiveret min Ændring, mínu kunde være kommet ind ved Paavirkning af 62, 1: Svá berr mér í mína.

L. 3—4:


reittumk risti snótar
ramma ást fyr skǫmmu.


Haandskriftet har risti. Det synes mig ikke nødvendigt at forandre dette til ristin, thi Middelhøitydsk har Formen daz riste ved Siden af rist. Vi tør da hos Kormak ligeledes antage en Form risti. Efter ást sætter jeg helst Komma, saa at fyr skǫmmu bliver at forbinde med den i L. 1—2 indeholdte Sætning.


L. 5—8:

þeir munu fætr at fári
faldgerðar mér verða
alls ekki veitk ella
optarr en nú svarra.


Da man hos Skaldene som Betegnelse for "Kvinde" finder falda fold, gollhrings gerðr o. s. v., saa maa faligerðar, som Haandskriftet her har, betegne "Kvindens" og kan ikke, som Möbius efter Egilssons ene Forklaring antager, være Genetiv af faldgerð, "det at gjøre en Fald", "det at smykke et Hovedtøi". Men naar man efter Egilssons andet Forslag tager svarra som Apposition til faldgerðar faar man uden Nødvendighed et overfyldt Udtryk. Jeg forbinder derfor Ordene saaledes: þeir fætr faldgerðar munu verða mér at fari optarr en nú; alls ekki veitk ella svarra. "Aldeles intet ser jeg ellers af Kvinden", egentlig: "Jeg véd om aldeles intet ellers, som tilhører Kvinden."


Str. 2. L. 1-4.


Brunnu beggja kinna
bjǫrt ljos á mik drósar
(oss hlægir þat eigi)
eldhúss of vid felðan.


Først faar Kormak se Steingerds Fødder, da hun staar paa Tærskelen. Derpaa gaar hun i skotið og titter ind herfra. Da ser han hendes straalende Øine eldhuss of við feldan. Med urette forklares derfor disse Ord som ensbetydende med fyrir ofan hlaðann. Ikke blot i skotid[26], der stod i Forbindelse med eldhús, eller skáli, men ogsaa i Skaalen maa Ved have været opstablet. I Prosaen i Kap. 3 heder det: gékk þó at hurðunni ok sté upp á þreskjǫldinn ok sá fyrir ofan hlaðann; rúm var milli hleðans ok þreskjaldarins; þar kómu fram fætr hennar. Her maa hlaðann og hleðans betegne samme Gjenstand. Altsaa er hlaðann her ikke "Oplag", men Feil for hleðann; hleði betyder Dør, som skydes for. Nu i Islandsk heder Ordet hleri og betegner: Vinduesskaadde. Denne Form forekommer aldrig i gamle Haandskrifter og er af Vigfusson med urette udgivet for Ordets rette gamle Form. Tværtimod er hleði ved en nyere Forandring blevet til hleri, der skyldes Indflydelse af standa á hleri, "staa paa Lur og lytte" (paa Søndmør á lerre paa Klem). At hleði er den rette gamle Form, godtgjøres af Harð-s. (Isl. ss. II, 113), Sn. Edda II, 428 og Korm. s. Kap. 5. hleði forudsætter en urnordisk Form hliða, der er beslægtet med hlið n. Aabning, Port, ags. hlið, Laag, Aabning som lukkes med et Laag, behliðan, lukke.


Str. 3. L. 6.


Efter Gunnlaugs saga (Isl. ss. II, 261), hvor samme Strophe findes, er, hvis man vil restituere Strophens oprindelige Form, at optage gollmens for gollhrings; thi dette giver et uheldigt Udtryk, da hringa følger i L. 7.


Str. 4.


L. 2—3. Den af Björn Ólsen S. 77 optagne Rettelse beiði-Rindi for beiða Rindi er allerede foreslaaet af Möbius S. 106 efter en Antydning af Vigfusson. Men den af Björn Ólsen antagne kenning bands hyrjar synes mig i sig selv betænkelig, Ordstillingen bliver derved mindre naturlig, og bands beiði- rindi er fuldstændig kenning, jfr. banda vár Gisla s. Jeg véd ingen bedre Udvei end den utilfredsstillende Nødhjælp at forandre hyriar til horna.


Hófat lind (né leyndak)
liðs horna (þvi striði)
— bands mank beiði-rindi —
baugsæm af mér augu.


liðs horna (Ølhornenes) lind ligesom hǫrn horna, hlǫkk horna, hildr horna.

L. 5—8. Her antager Sveinbjörn Egilsson og efter ham Möbius følgende Betegnelse for en Kvinde: happþægibil krappra hjarra húnknarrar, "dea dextre movens (i. e. aperiens) arctos cardines tabulae latrunculariae". Imod denne Forklaring, der med Hensyn til Ordet krappra grunder sig paa en Conjectur, indvender jeg følgende: 1) I Udtrykket húnknarrar er Spillebrettet seet under Billedet af et Skib; men hertil passer ikke hjarra, der forudsætter, at Spillebrettet sees under Billedet af en Dør. 2) Jeg véd ikke, om man fra ældre Tid har Exempler paa, at Spillebretter kunde lukkes og aabnes ved Hjælp af en Indretning, som kunde sammenlignes med Hængsler. 3) Det synes besynderligt, at Aabningen af Spillebrettet udtrykkelig fremhæves. 4) happ nævnt i Forbindelse med et Spillebret synes at maatte betegne Held i selve Spillet, ikke Færdighed i at aabne Spillebrettet.

Haandskriftet har krapta, ikke krappra. Hint beholder jeg, og jeg læser:


þas húnknarrar hjarra
happþægi-bil krapta
helsisæm at hálsi
Hagbarðs á mik starði.


Jeg forbinder Ordene saaledes: þás helsisæm húnknarrar happþægi-bil starði á mik at hjarra krapta Hagbards hálsi. Jeg opfatter krapta som Gen. Ental af krapti. Nu i Nordland betyder krafte efter Aasen "en Støtte over Boven paa et Fartøi, et Spant som rækker op over Dækket og tjener til Fæste for Landtaugene". At der paa de gamle Fartøier har været flere kraptar, ser man af Gulaþ. L. 306 og af Sn. Edda I, 585. At det har været et Slags Støtter, synes rimeligt baade paa Grund af Ordets nuværende Brug og paa Grund af Ordets figurlige Anvendelse i Guom. drapa II, 13 (Bisk. s. II, 204), hvor Biskop Gudmund kaldes krapti skóla.

Steingerd er i skotið (Udbygningen) og ser derfra "under Hagbards Skjæg", "ved Siden af Hagbards-Hovedet" ind i Skaalen, hvor Ilde brænde. Lyset falder paa hendes Ansigt, og de som er inde se da hendes straalende Øine. Jeg forestiller mig, at der fra skotið førte en Dør ind i Skaalen, ligesom det i Egils saga i Fortællingen om Skallagrims Død heder skot var um eldahúsit, en dyrr váru fram ór skotinu at setum innanverðum[27]. Jeg tænker mig fremdeles, at Billedet af Hagbard var udskaaret paa Stolpen ved Siden af denne Dør, naturligvis paa den Side, som vendte ind imod Skaalen. Dørstolpen er efter min Opfatning i Verset kaldt hjarra krapti. Der synes ikke at være anden Forbindelse mellem det billedlige Udtryk hunknarrar og krapta end at begge er hentede fra Skibe. Dørstolpen kunde vel sees under Billedet af en krapti, fordi denne var en Støtte eller tjente til at støtte. Den Omstændighed, at brandar baade var foran paa Skibene og ved Husenes Døre, kunde lægge et saadant Billede nær.

Men for at betegne Dørstolpen har krapti her faaet den nærmere Bestemmelse hjarra, der vel snarest er at opfatte som Genitiv i Flertal. Denne Bestemmelse synes forklarlig, fordi Dørstolpen i ethvert Fald var i umiddelbar Nærhed af hjarrar, mulig ogsaa stod i Forbindelse med disse. Man tør vel tænke sig, at som Hængsle (hjarri) oventil var anvendt noget (f. Ex. en Vidje), der var fæstet i Dørstolpen. Jeg opfatter altsaa hjarra krapta Hagbarðr som "Dørstolpens Hagbard", det paa Dørstolpen udskaarne Billede af Hagbard. Vi maa vistnok tænke os, at der mellem Dørstolpen og Døren er en Aabning, hvorigjennem Steingerd titter ind.

Haandskriftets á halsi er neppe rigtigt. Det er ildeklingende, da følgende Linje har á mik, og paa Halsen var neppe nogen Aabning, hvorigjennem Steingerd kunde se. I Prosaen hedder det Steingerðr sér undir skegg Hagbarði og sér þú augun utar hjá Hagbarðs-hofðinu. Finnur Jonsson vil læse und halsi, men da vilde det være unøiagtigt at sige, at Øiet var hjá hǫfðinu. Jeg formoder at halsi, "ved Halsen". Dog synes ogsaa af hálsi mig muligt.

þægja (eller i ældre Form þægja?) forekommer oftere i Betydning støde til, puffe, trykke haardt, brugt omtrent som knyja. húnknarrar happþægi-bil betyder altsaa egentlig "Gudinden som med Held støder Tærningeskibet ud" , d. e. hun som med Held giver sig i Færd med at spille paa Spillebrettet. Stavelserimet happjægi-bil ∽ krapta gjør det sandsynligt, at Skalden har udtalt krapta, ikke krafta; men fuldt bindende er denne Slutning ikke, da Cod. AM. 645 4to (Bisk. s. I, 342) har efðe = æpti.


Str. 5.


I L. 1 omsætter Björn Ólsen S. 78 lyti kvazk til kvazk lýti, indskyder en derefter og forandrer íta til ítra. Disse Forandringer er saa betydelige, at man gjærne vil finde en Udvei, hvorved rigtigt Udtryk kan komme frem paa en læmpeligere Maade. Jeg foreslaar at forandre íta til áta. Altsaa áta ∽ bekks ∽ eld ∽ eir. Havet kan kaldes Søkongens bekkr (Bænk) ligesom ellers sǫIsa bekkr. Ogsaa ellers har bekkr Bænk i Genitiv bekks (hafbekks Háttatal).

Efter Strophens Ord bør man i Prosaen S. 6 L. 13 skrive: þóat eitt er lýti litið á, hvor Haandskriftet har lytið for lýti litið.

Jeg finder ikke fuld Grund til med Björn Ólsen i L. 5 at forandre haukmærar (Haandens) hlín til húnmærar hlín". Den kenning, som den traditionelle Text her har, synes at have fuld Hjemmel i Skaldenes Udtryksmaade ; jfr. Exemplerne hos Gröndal Clavis poetica p. 104 a, 18 og p. 105 a, 4, hvortil kan føies 9 ǫglis landa eik Ól. s. h. Kap. 247, 2. L. 7—8: þat skyldak kyn kvinna kenna, forstaar jeg med Egilsson, afvigende fra Möbius, som: "denne fagre Kvinde burde jeg kjende". skylda er ofte kun ved en svag Nuance forskjelligt fra skal, se Nygaard Arkiv I, 131 f. Istedenfor "en Kvinde af det Slag" er her sagt generelt "det Slag af Kvinder". Hermed kan man sammenligne, hvad jeg i min Udgave af Sæmundar Edda har anført til Sig. kviða 14, 6. Et beslægtet Phænomen er det ogsaa, at Fruentimmer, Frauenzimmer, der tidligere var Collectiv, nu er blevet Betegnelse for en enkelt Kvinde.


Str. 6.


L. 1—4: Svǫrt augu berk sága snyrtigrund! til fundar, þykkik erma ilme allfǫlr, ok lá sǫlva. Der kan ikke være Tvivl om, at Björn Ólsen med rette fra Haandskriftet B har optages oc la solua og forklaret det "og mørkt Haar". Jeg tør nævne, at jeg for over et Aar siden har meddelt Professor Möbius samme Opfatning. Af Adjectivet soIr kommer flere Personnavne: Sǫlvi, Sǫlmundr o. s. v.

til fundar synes hidtil ikke rigtig opfattet. Jeg sammenligner þat eitt finn ek Gunnlaugi, at mér þykkir hann vera óráðinn Gunnl. s. Kap. 5 "det alene har jeg at udsætte paa G." Derefter forklarer jeg til fundar "saa at man opholder sig derover", "saa at det betegnes som en Lyde". Dermed stemme overens Ordene i Prosaen: svǫrt ero augun, ok samir þat eigi vel.

Ligesom her, saa lindes ogsaa i Eyrb. Kap. 28 S. 47 i hver af de to sammenhørende Halvstropher en Sammensætning med grund.

L. 3: erma ilmi. Samme Udtryk forekommer i Str. 33 L. 7. Der er hending i de øvrige Linjer baade af Str. 6 og af Str. 33. Derfor foreslaar Björn Ólsen S. 17 at skrive paa begge Steder elma ilmi. Dette synes mig utilstedeligt, thi det svenske Ord, hvortil Björn Ólsen henviser, elm, betyder i Vestre Nyland kun "Rem, hvarmed oket fastes i dragoxens horn" (se Samlingar af Ord ur nylandska allmogemálet, Helsingfors 1884).

Det er at mærke, at ilmr "Duft" har en Sideform med rm. I Hovedhaandskriftet af Kongespeilet er skrevet hirm i Dativ (Brenners Udg. S. 167 L. 21). Navnet paa en og samme Gaard i Frogn Sogn i Akershus Amt skrives Ylmasyn (af *Ilms-vin) i Røde Bog S. 135, Hyrmassyn S. 596 og udtales nu Ærme sø. Herefter synes det mig muligt, at Skalden har brugt Formen erma irmi, uagtet vi har Aasynjenavnet ilmr i Rim med hilmis Bjarn. s. Hitd. S. 62,Imar med jalmi Isl. ss. I, 162.


Str. 8.


L.l—4 er i Cod. AM. 132 fol. skrevne:


Allz met ek auðar þellu.
Islandz þa er mer grandar.
Hunalandz ok handan
hugstarkr sem Danmarkar.


Derimod har Cod. AM. 162 fol. hugstarkrar. Möbius bemærker med rette, at hugstarkr henført til Kormak her er upassende. Men jeg kan heller ikke finde det af ham indsatte hugstarks passende; thi jeg mindes ikke fra den norrøne Digtning noget analogt Exempel paa, at et Epitheton, som egentlig har gjældt Folket, er blevet overført til Landet. Derfor formoder jeg:


Allz metk auðar þellu
Íslandz þás mér grandar,
Huna landz ok handan
hugstarkra Danmarkar.


Jeg forbinder: Islandz, Danmarkar ok hugstarkra Húna landz handan.

Exempler paa den af mig antagne Ordstilling ved ok nævner Egilsson under ok 1), deriblandt Korm. 3: ok hringa hlínar óþurft mina. Der findes ikke sjælden Exempel paa, at "og" mangler ved det andet af tre Led: Loptr hné, Ålfr ok Skopti 46,6; Ymir, Gangr ok Mimir Sn. E. I, 549; Hnoss, Hindr ok Sjǫfn I, 556. Det passer godt, at det Land, som har Tillægget handan "hinsides" og som derved er betegnet som det, der ligger fjærnest, bliver sidste Led. Netop dette Tillæg handan viser, at Húna ikke bør ændres til Heina eller Hǫrða. Kormak har mulig kjendt hugstarkra Húna land handan fra det Sagn, som vi kjende fra Hervarar saga.

L. 6—7. Björn Ólsen siger S. 79, at háþyrnis geirr neppe kan betyde en Kam. Men utvivlsomt kan skarar ∽ teins ∽ geirr i Str. 10 L. 4, som Sammenhængen viser, kun betyde en Kam. Derfor maa háþyrnis geira (Gen. pl.) enten betegne "Kammenes" eller, mindre sandsynlig, "Kammens Tænders". I Stjǫrnu-Odda dr. S. 122 kaldes et Trolds Tænder hnitgeirar hvápta. Hollandsk gheer forklares ved "fuscina cuspidibus horrens". I Lighed hermed har da Kammen med sine Tænder været betegnet som geirr.

solgunni metk svinna sunds kan ikke betyde: "Jeg anser Kvinden for klog", thi metk maa her sigte til det samme som i L. 1. Jeg opfatter dette "jeg sætter Pris paa Kvinden" saaledes, at det henviser til eir háþyrnis geira es verð Engla jarðar ok Íra grundar; altsaa: "den Pris sætter jeg paa Kvinden." svinna er epitheton ornans; jfr. 84, 2.


Str. 9. L. 3.


Her har man efter min Mening uden Nødvendighed forandret móðr, som begge Haandskrifter har, til móðan.

Jeg læser:


Léttfæran skalt lata
(ljóst vendi mar Tosti!)
móðr of miklar heiðar
minn hest und þér rinna.


Vi maa lægge Mærke til, at Kormak siger minn hest. Tjenestekarlen Toste har vistnok gaaet, medens Kormak red. Kormak siger nu til ham: "Drag du alene afsted efter Sauerne! Men du, som er træt af at gaa, kan nu tage min Hest og ride paa den."


Str. 10.


I L. 6 har cod. A þaull hyllinga vallar, B þaull hylings vallar. Det gaar ikke an med Egilsson og Möbius at optage hyllinga og forklare dette Ord ved "Wasserspiegelung", thi det maatte i det gamle Sprog hede hillinga, af Verbet hilla, der er afledet af hjallr; jfr. i norske Dialekter hildra. Jeg tør af en metrisk Grund ikke læse hylinga og sætte dette i Forbindelse med hylr, "dybt Sted i Vand." Jeg formoder hyslinga. Dette forklarer jeg som Deminutiv af Fiskenavnet hysa. Rigtignok heder Fiskenavnet ysa i Fms. VI, 385, ligesom det nu paa Island udtales isa. Men vest og nord i Norge udtales Ordet nu med h. Paa lignende Maade læse vi i Sn. Edda II, 482 yllir uden h, hvormed "Hyld" begynder. Der kan have været to gamle Sideformer "ysa" og "hysa" ligesom ilmr og hilmr, "opa" og "hopa". hyslingr er dannet ligesom þyrsklingr, fisklingr. At Deminutiver paa — lingr ogsaa dannes af Hunkjønsord, viser bæklingr af bók. I norske Almuesmaal bruges nu en "kenning" hysebygdi, der er analog med hýslinga vǫllr.

Möbius er paa sidste Side selv bleven betænkelig ved at skrive þall. Jeg haaber en anden Gang at skulle bevise, at Former som vandr, þall, fjar, Haðr o. s. v., som de første Kjendere af den norrøne Digtning har indsat i gamle Vers istedenfor vǫndr, þǫll, fjǫr, Hǫðr og anseet for ældre end disse, aldrig har existeret i Islandsk og ligefrem er sprogstridige. De gamle Skalde har brugt ǫ i aðalhending med a, ǫ med á.

Naar Haandskriftet i 56 ,4 har stað, saa kan dette ikke, som Björn Ólsen S. 84 formoder, være en ældgammel Levning af en uomlydt Form for stǫð. En Form stað har efter min Mening i Islandsk aldrig existeret, thi af den kunde jo den i historisk Tid brugte Form stǫð, stöð umulig opstaa; stoð er nærmest opstaaet af *stadu, der var ubrugeligt paa Kormaks Tid.


Str. 11.


Hversu þykkja ketils þér,
Kormakr, ormar?


Istedenfor Hversu bør indsættes Hvé. Da faa vi samme Versemaal her som i Str. 12:


Góðr þykkir soðinn mórr
syni Ogmundar.


Herfor taler ogsaa i Str. 14:


fréttinn hvé mér þætti . . .
ketilormar.


Str. 13.


Jeg er enig med Björn Ólsen S. 59 i, at man bør beholde Haandskrifternes áli og ikke forandre det til áti. Derimod er jeg ikke enig i, at man skal indsætte skal og deri søge Allitteration med al i. Dette synes mig at stride mod naturlig Betoning. Jeg læser i nærmere Tilslutning til Hskrr. med Möbius Hvat skalt, saa at Hvat har Hovedtone, skalt Bitone. Halvstrophen 13 er af et saa let Indhold og staar i en saa naturlig Forbindelse med 14, at der ikke synes mig fuld Grund til at indføre strænge Stavelsesrim i hin mere end i 14. Jeg beholder derfor ogsaa ræða i Str. 13 L. 2. Men ǫrva áli er i Kormaks Mund en lidet rimelig Betegnelse for den ham forhadte simple Karl. Haandskriftet A har orua, der kan forstaas som orfa, da der i samme Strophe og ellers i Haandskriftet er skrevet narui; B har orva. Straks efter (S. 10) finde vi Narve beskjæftiget med Ljaa og Orv. Jfr. orfa stríðir og orþægir Hallfr. s. i Forns. S. 106.


Str. 14.


L. 3—4.


hann synisk mér heima
hvarmrauðr.


Möbius betegner denne Sætning som uforstaaelig. Jeg antager, at Kormak herved foragtelig hentyder til, at Narve inde i Huset har holdt paa med at koge, hvoraf han er bleven rødøiet. Jfr. S. 9 L. 4 f.: Narfi stóð við ketil o. s. v. Derfor kaldes han af Kormak ogsaa (Str. 14 L. 5) hrímugr "sodet". Men heima synes her paafaldende i Forbindelse med sýnisk. Kormak taler her om en forbigangen Begivenhed, og Prosaen antyder, at han ikke, da han kvæder Strophen, er inde. Jeg formoder derfor:


hann syndisk mér heima.


Str. 15.


Første Strophehalvdel er i cod. A skreven:


Hneit við Hrungnis fóta.
halluitindum stalli.
inn var ek ilmi at finna.
engi sar of fengin.


Af de afvigende Læsemaader i B nævner jeg: haluitinndum, eíngiss. ser of genginn.

Med Björn Ólsen (S. 12) er jeg enig i, at Ljaaen ikke kan kaldes engis lé. Hans Forslag engi sax giver et godt Udtryk. Dog tror jeg, at man kan beholde Haandskriftets Læsemaade og forstaa engi -sár som "den der saarer Engen." Thi i Skaldskab maa sár kunne betegne den Gjenstand, som saarer, ligesom læ, mein, skaði i Digtning kan betegne noget som skader. Hneit við Hrungnis fóta stalli engi-sár maa, som Björn Ólsen og Heinzel har paavist, betyde "Ljaaen stødte mod Skjoldet", saa at Verset altsaa her afviger fra Prosa-Fortællingen. Derimod kan jeg ikke tro paa hallvitjǫndum som Betegnelse for Kormak (Heinzel). Da maatte man ialfald kræve hallvitjanda. Heller ikke synes Jón Þorkelssons Forslag hallvífiðum (= steindum, om Skjoldet), hvilket Björn Ólsen tiltræder, mig overbevisende.

Skulde det rette være hallnitendum, i ældre Form hallnitondom, "for dem som vilde hindre mig i at komme ind i Hallen"? Et Substantiv hallnítandi, Flertal hallnitendr forudsætter ikke et Verbum hallnita, men er en Sammensætning af hǫll og nítandi. Med Hensyn til den her antagne Brug af nita kan sammenlignes sýndisk mér omaklegt at neita þeim fýst sinne Eluc. S. 53; fæst eigi því níta Atlam. 34.

I anden Strophehalvdel er det vanskeligt at forklare Subjectet i Sætningen:


ef hætir
"handviðris" mér grandi.


I dette handviðris synes at maatte stikke en mannkenning i Nominativ. Jeg har overveiet om hǫnd Viðris kunde være en ænigmatisk Betegnelse for Guðmundr. Istedenfor Guðmundr (Accus. Guðmund) vilde da her være indsat hǫnd som Synonym for mund og Viðris som Synonym for guð. Paa lignende Maade har Kormak i sin Sigurdardrápa givet en ænigmatisk Omskrivning af Hlaða-jarl. I Str. 67 L. 2 skal gjǫf dóttur være brugt som ænigmatisk Betegnelse for nið. Ligesom Skalden i Str. 67 ikke tager Hensyn til den lydlige Forskjel mellem nid, Accus. af niðr, Ætling, med kort i, og nid "Nid" med langt i, saaledes skulde han ved den nævnte Opfatning i Str. 15 ikke have taget Hensyn til Forskjellen mellem —mundr, andet Led af Nominativformen Guðmundr, og mund, Haand. Mindre sandsynligt vilde det forekomme mig, at Skaldens Udtryk skulde være hand-Viðrir, saa at Guðmundr ved denne Betegnelse skulde være opfattet som guð mundar. Gudmund er den yngste af de to Brødre, som vil angribe Kormak. Dog vilde det være paafaldende, at den yngste Broder alene skulde nævnes. Der skulde synes at være større Grund til særlig at fremhæve Odd, da han er den ældste, og da Prosaen alene nævner hans Praleri. Snarere kunde man derfor gjætte paa:


vita skal hitt, ef hætir
handviðris mér grandi
. . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . hlýri, vitis.


handvðiris da = Guðmundar, hlýri for Haandskrifternes meira; handviðris hlýri = Oddr. Men hvis Opfatningen af "handviðris" som ænigmatisk Betegnelse gjør det nødvendigt at forandre meira til hlýri, saa bliver hin Opfatning, der allerede i sig selv er betænkelig, unegtelig lidet sandsynlig. Jeg opgiver den derfor. Istedenfor handviðris formoder jeg snarere hlandviðrir. Heri har vi da en foragtelig Betegnelse for en Mand. Snarest kan Udtrykket forstaaes om en Mand, der ligesom Mǫkkurkálfi lader sit Vand af Skræk, naar det kommer til Kamp. Den Omstændighed, at første Halvstrophe indeholder en Hentydning til Rungner-Mythen, kan tale for, at Skalden ogsaa har tænkt paa Mǫkkurkálfi.


Str. 16.


I L. 7 skriver Möbius esom i Betydning "sumus". Denne Form er efter min Mening sprogstridig. I Flertal er r enegjældende; f. Ex. Cod. AM. 237 fol. (Unger, GI. norsk Homiliebog S. 214) skriveres "est", men ero "sunt". Forholdet mellem s og r er her at forklare efter Verners Lov.

I L. 2 skriver Möbius esomk i Betydning "est mihi", ligesom Gering hos Brage. Men es beviser ikke, at Formen for "est mihi" har havt s; tværtimod er der Grund til at tro, at Formen for "est mihi" med Hensyn til r har rettet sig efter Flertalsformen ; jfr. stǫndum "stat mihi" med samme Vokal som "stamus". For "est mihi" er erom (af *eromr) en ældre Form end eromk, Formen paa —m bør derfor beholdes, hvor den findes i Haandskrifter. I Korm. 16, 2 har AB erum. I 58, a har A stundum, forvansket af stǫndum. I 72,1 har A þikium. [Se nu Sijmons Zeitschr. f. deutsche Philol. XXI, 369].


Str. 18.


Enderimet ved L. 1—2 og L. 5—6 synes at være tilsigtet. Dette er til Hinder for at ændre meira i L. 6 ikke til meiri, men til stærri, saaledes som man har foreslaaet.

L. 8. Betegnelsen af Kvinden ved sǫlva gunni lader sig forsvare ved Henvisning til lauka eik og lignende Udtryk. Men sandsynlig er dog en af Möbius ikke nævnt Formodning af Gunnarr Pálsson og Vigfusson: sørva gunni. Jfr. sørva gefnar 56, 7; ilmr sørva 58, 4; sørva rindi 77, 3.


Str. 19. L. 3—4.


þeir hafa lǫgdis loddu
linna fætr at vinna.


Efter Egilsson staar linna for lina. Björn Ólsen S. 44 benegter dette uden at fremsætte nogen anden Tolkning; han holder linna for mistænkeligt. Jeg holder linna for Accus. af *liðr, der er forskjelligt fra linr, men synonymt og beslægtet med dette. *liðr, Accus. linna svarer til det i norske Dialekter ved Siden af lin (= oldn. linr) brugelige linn, 1) "bøielig, smidig eller noget slap 2) tynd, svag, slap, om Mad og Drikkevarer 3) mild om Luften, ogsaa om Mennesker: skaansom, lemfældig". Fremdeles svarer det til eng. lithe, ags. 11 5e, osaks. lithi, oht. lindi. hafa linna fætr betyder "have svage, slappe Fødder" (ikke have Standhaftighed). Lodda forekommer som Ønavn i Sn. Edda II, 492. Dette finder jeg i lǫgðis loddu. "Sværdets Ø" betegner en Valkyrje, ligesom en Kvinde kan betegnes som hringa ey. Betegnelsen for en Valkyrje er her som ellers (f. Ex. Hrund i 20, 1 efter Björn Ólsen) sat istedenfor en Betegnelse for Kamp. vinna er her brugt som i Udtrykket vinna styr og lign. Altsaa er Meningen: de er for svage til at kunne bestaa en Kamp.

En Misforstaaelse af dette Sted i Kormaks saga har maaské bevirket, at lodda lindes blandt kvenna heiti i et Haandskrift af Snorra Edda (II, 489). L. 5—8:


þvit upp skulu allar,
ǫlstafns, áðr þér hafnak,
lysi Grund! i landi
linnz þjóðár rinna.


Hertil bemærker Björn Ólsen S. 63: "Denne Tekst er øiensynlig forvansket; derpaa tyder ikke blot Mangelen af Stavelserim i 5 Verslinje, men ogsaa det i denne Forbindelse uforklarlige linnz og det ufuldstændige Stavelseantal (5 Stavelser) i 8. Verslinje". Björn Ólsen foreslaar:


þvit upp skolo álar
. . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . á lande
linnfárs þjoþá rinna.


Herimod bemærker jeg, at det ufuldstændige Stavelseantal i 8. Verslinje ikke kan tale for, at Texten er forvansket. Man har blot at antage det sædvanlige Forhold, at Skalden istedenfor den senere, af Skriveren brugte Enstavelsesform har udtalt den ældre usammendragne Form (þjóð-)aar. Tværtimod bliver Björn Ólsens Forandring usandsynlig derved, at den nøder os til at antage Enstavelsesformen (þjóð-)á. Fremdeles indvender jeg mod Ólsens Forslag: all betyder en dyb Rende i Elv, Sund eller Fjord. Man kan tale om en Aal i Elv, men ikke, saavidt jeg véd, sige "Aalene rinde".

Stavelserim synes mig i Linje 5 lige saa lidet nødvendige som i L. 1 og 3 af første Strophehalvdel. linnz forstaar jeg som Superlativ == linnst af *liðr (jfr. minz Str. 40,6 i A = minst); "thi alle Elve i Landet skal mageligst (eller: ganske magelig) rinde opad". Jeg opfatter Tankeforbindelsen mellem de to Strophehalvdele saaledes: "Folk lure paa mig og ville hindre mig i at se dig; men de er for svage til at bestaa en Kamp (og derved skille mig fra dig), thi alle Elve i Landet skal rinde opad, førend jeg giver Slip paa dig." Sætningen þvit upp osv. begrunder altsaa þeir hafa linna fætr o. s. v.

At 19, 1—4 skulde være en senere Omdigtning af 18, 1—4, som Björn Ólsen antager, synes mig lidet sandsynligt, fordi 19, 4 har bevaret det gamle Ord linna, som i senere Islandsk er ubrugeligt, og fordi 19, 3 har den ellers ikke forekommende kenning lǫgðis lodda. Hvis Str. 19 oprindelig har fulgt umiddelbart efter Str. 18, kan begge Stropher være digtede af samme Skald. Det er da for at give Udtrykket større Kraft, han begynder Str. 19 med samme Ord som Str. 18:


Sitja menn ok meina
mér — — —


ligesom allerede den af Indhold nærstaaende Str. 17 begynder med Sitja.

Et Prosastykke har da senere adskilt, hvad der fra først af hører sammen.

Hvis derimod Str. 18, 1—4 og 19, 1—4 var digtede af forskjellige Forfattere, maatte 18, 1—4 være en Omdigtning af 19, 1—4, der var foretagen, fordi linna og logdis loddu ikke længer forstodes.


Str. 21, L. 1 og 3.


Her glæder det mig, at kunne nævne, at jeg var kommen til ganske samme Resultat som Björn Ólsen, idet ogsaa jeg havde fundet Rettelsen bliðum for blindum og verða goð ef gerði efter Sig. 58 for yrdi goð sem gerðiz. Til L. 1 sammenligner jeg Atlamál 30:


bliðr vas bǫrr skjaldar
bróðir hans kvánar.


Str. 22, L. 6—8.


segðu aldregi siðan,
þótt sjau um dag fregnir,
. . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . .. . . . . fra sum ∽


Möbius udtaler Tvivl, om sjau er oprindeligt. Da Str. 21 forudsætter Kjendskab til Sigurðarkviða, støttes sjau her noget ved Sig. 27:


Riðrat þeim siðan,
þótt sjau alir.


Om aldregi se min Bemærkning foran til 47, 6.


Str. 23, L. 1—4.


Haandskriftets Text er:


Brott hefir bersi setta.
beidiz hann areiða.
valkiosand at visu.
vins heitkonu mina.


I første Linje maa man enten med Finnur Jonsson forandre setta til flutta eller endnu bedre med Jón Þorkelsson Brott til Brátt og setta til sotta. I L. 2 foreslaar Björn Ólsen S. 82: beiþesk hann á reiþe og oversætter: "Han udæsker visselig over sit Hoved Skaldens (ɔ: min) Vrede". Herimod indvender jeg: 1) Herved bliver valkjósanda dunkelt. 2) Kormak giver da ikke Svar paa Spørgsmaalet: hvat skaltu nú, bróðir? Jeg foreslaar:


beiðir hana á reida
Valkjósanda at visu
víns.


Valkjósandi kan være et Navn paa Oden, selv om Valkeri 61. s. Tr. 30, 2 ikke betegner Oden. Valkjósandavíns (Digtets) ∽ beiðir, Skalden d. e. jeg. reiða føre bort paa Hesteryg, á reiða som eigum slog rjǫða Fms. XI, 43. Uagtet heitkonu mina følger efter hana, kan dette henvise dertil, fordi heitkonu for Tanken gaar i Forveien og formelt allerede er antydet ved Hunkjønsformen sotta.


Str. 24, L. 1—4.


Jeg forstaar disse Linjer som Finnur Jonsson og læser:


At emk Yggjar gǫtva
ullar Svǫlnis fulli
of reiði-sif rjóða
runnr! sem vífl at brunni.


Altsaa uden at i L. 2. Svplnis fulli er styret af At i L. 1.

I L. 5 er kerti mig uforstaaeligt. Da Draupnis dǫgg, ikke Draupnis dǫggvar kerti, er rigtigt Udtryk for "guld", kan kerti her ikke være "Kjærte" , men der maa deri stikke Dativ eller ogsaa Nominativ af et nomen agentis. Men den sproglige Combination, ved hvilken Egilsson faar et "praebitor" ud af kertir, kan vist ikke være rigtig. Jeg kan dog ikke paavise det rette, skipti eller skerði vilde her give god Mening, men man vilde derved miste Stavelserim. Rigtignok mangler Stavelserim i L. 7, hvor Björn Ólsens Ændring af þetta til þeira ikke synes mig nødvendig, kerti ligger i Træk for fjærnt fra snyrti til vel at kunne være forvansket af dette.


Str. 25.


Björn Ólsen finder (S. 43) i denne Strophe følgende Tanke: "Paa en saadan Maade er jeg gaaet glip af den troløse Kvinde, at hun ikke senere vil kunne have nogen Tillokkelse for mig." Men dette synes mig at stride imod det, som berettes i den følgende Prosafortælling: Trods sin Broders Forestillinger erklærer Kormak, at han vil opsøge Berse og se Steingerd. Da han træffer Berse, siger han, at han vil have Steingerd med sig. Heller ikke i de følgende Stropher finder jeg noget Spor af den Opfatning hos Kormak, at Steingerd ikke siden skulde kunne have nogen Tillokkelse for ham. Jeg læser:


at vegskorðan verði
. . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . mér at gafni.


Kormak udtaler sin Forvisning, at han siden skal vinde Steingerd igjen.

Da vegskorðan varrskíðs synes mig en tilstrækkelig kvennkenning, søger jeg numin i det forvanskede nemit. Kormak antyder da herved at han med Magt vil tage Steingerd fra Berse. Jfr. Helg. Hund. I, 19: nema mey nemir frá mildingi. I den indskudte Sætning


sǫddum hǫlds á holdi :hrafna


minder Kormak om, at han har fældet Odd og Gudmund, som vilde hindre ham i at besøge Steingerd. Deri ligger tillige en Antydning af, at han kan fælde Berse, der har taget Steingerd fra ham, ligesom han før har fældet Odd og Gudmund. Denne mellemskudte Sætning synes derimod ved Björn Ólsens Forklaring ørkesløs. Björn Ólsen omgjør nemit til lióma, men dette strider mod Metret[28].


Str. 28.


Möbius har udgivet i L. 3—4:


geng ek at geira þinge
glaþr, emk reyndr at aþro.


Her er at aþro mig uforstaaeligt. Jeg formoder:


geng ek geira þingi
glaðr, emk reyndr, at ǫðru.


"Jeg skal glad gaa til en anden Kamp, thi jeg er prøvet". Berse og Kormak har jo allerede kjæmpet en Gang mod hinanden.

Man skal mulig i L. 7 læse frarar for framm. "Den fremfusende Mand vilde ikke kjæmpe uden i Holm gang paa en Feld". Egentlig: han vilde ikke heyja einvigi af feldi d. e. "borte fra en Feld". Jfr. hyggja af e-u, sjá af e-m, verða af kaupi og lign.


Str. 29, L. 1—2.


At hefik yðr at færa
eggfallinn hjǫr.


I Str. 34, L. 2—4 heder det þér færa, ikke at þér færa. Maaské skal man derfor læse:


Aptr hefik yðr at færa.


L. 5—8.

Haandskriftet har:


varat vm gengn þann er gengum.
geirþey of mey heyia.
saung varðaða suerða
sennu mer at kenna.


Möbius bemærker, at hans Opfatning neppe i alt rammer det rette. Maaske tør man læse:


vasat um gagn, þás gengum
geirþey of mey heyjía
sǫngvarðaða, at suerða
sennu mér at kenna.


D. e.: vas-at um gagn mér at kenna at sverða sennu, þás gengum heiyja geirþey of mey sǫngvar-ðaða. "Seieren var ikke at tilskrive mig i Sværdtrætten, da vi gik at holde Spydstorm om Kvinden". Da Stavelse-rim mangler i L. 3, synes det heller ikke nødvendigt i L. 5. um foran gagn er her neppe brugt ligesom i det af Fritzner anførte Sted: um þá menn er ganga á trygðar, þá eru þeir ubotamenn, Gul. 32. Snarere er gagn Nominativ og um den Partikel, som oftest staar foran Verbalformer. Jfr. Sn. E. I, 372: Erps of barmar. sǫngvarðaða forstaar man om Kvinden, som er omgivet af Sang, prist i mange Sange. Skulde det ikke snarere betegne: Kvinden fra hvem man holder Sang borte, om hvem man forbyder mig at digte mansǫngr?


Str. 30.


L. 3. har i Haandskriftet følgende Form:


hugðumz þat firir betra.


Möbius skriver:


hugþomk þat fyrr batra.


Men at firir ikke tør ændres til fyrr, godtgjøres af Guðrhv. 14, 2: hugðak mér fyr betra. Jeg forstaar i Korm. s. hugðumk þat fyr betra som huðda þat betra fyr mér.

L. 6. En kenning mundar vǫndr for Sværd er vistnok, som Björn Ólsen S. 60 bemærker, paafaldende. mundgjallr "den som klinger i Haanden" er poetisk Udtryk for " Sværd" (maaské oprindelig Navn paa et bestemt Sværd), og iblandt poetiske Benævnelser paa "Sværd" opføres mundriði d. e. den som svinges i Haanden. Men disse to med mund- sammensatte Udtryk for Sværd kan ikke fuldt støtte mundar vǫndr. Snarere tør man vel fremhæve, at vǫndr jævnlig betegner en tynd Kvist af en Vækst som vokser paa Jorden, saa at Sværdet med sin tynde Klinge i Modsætning dertil kunde betegnes som "Haandens Vaand", "den i Haanden svungne Vaand". Jeg vover ialfald ikke efter Björn Ólsens Forslag at forandre mundar til Mistar; thi dette vilde først i denne Linje være ildeklingende, da følgende Linje begynder med mist.

Ordene i Prosa-Fortællingen (S. 23, L. 2—3): skarð þat er i var Skǫfnungi hvǫttu þeir, var þat þvi meira sem þat var optar hvatt passe ikke foran Str. 30, hvori Kormak synes at give Moderen den første Underretning om den Skade, Sværdet har lidt. Prosa-Fortællingen er her, som paa mange Steder, uheldig redigeret.


Str. 31.


L. 5—8 er i Haandskriftet skrevne:


gerði hollt firir hiallti.
huiting ituau bita.
brotið hefi ek skarð i skerðum
skaufnungr fetils drafnar.


Her synes fetils drafnar at være Betegnelse for "Sværdets". Udtrykket er neppe beslægtet med got. gadraban Præt. Pep. "udhugget" Marc. 15,46, men snarere forvansket af fetils þrafna, jfr. Sn. Edda I, 234 og min Bemærkning her foran til Korm. 84, 7.

I L. 5 forstaar man almindelig afvigende fra Haandskriftets Skrivemaade holt som Neutr. af holr og forbinder det med skarð. Men Heinzel S. 46 indvender med rette herimod, at en saadan Ordstilling er usandsynlig hos Kormak; jfr. min Bemærkning her foran til 27, 1. Det af Heinzel foreslaaede haltr kan dog ikke bruges om Sværdet. Jeg formoder

gerðit hollt fyr hjalti
Hviting i tvau bita
. . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . .Skǫfnungr.


hollt Neutr. af hollr. "Skavnung gjorde mig ingen Vennetjeneste ved at spalte Hviting" , "Skavnung spaltede Hviting, hvilket ikke var nogen Vennetjeneste mod mig". Negtelsen hører logisk kun til hollt, ligesom i første Halvstrophe kun til det Adjectiv, der er Sværdets Epithet. Jfr. þat kalla ek gott [sverð] hvert er dróttinhollt er Sn. Edda I, 434.


Str. 32.


L. 5—8 efter Haandskriftet:


illa let þa er ata
ofus varar husa
sonar fress or sinu
sliðr byðu geck hiði.


Her maa ófúss, som Heinzel rigtig har seet, betegne, at Sværdet uvillig gik ud af sin Skede. Ordene sonar og byðu er hidtil ikke forklarede. Jeg formoder:


illa lét þas áta
ófúss varar húsa
sónar fress ór sínu
sliðr beiði gékk hiði.


D. e. áta húsa fress lét illa þá es gékk ófúss ór sinu sliðr-hiði sonar varar beiði. Først tænkte jeg paa sónar marar som en Betegnelse for Digterdrikken; jfr. Viðris munstrandar marr Hpf: 1. Men sónar varar kan beholdes, sonar varar beiði, "for Skalden", "for mig".

I L. 1 er den ældre Form maaské:


Gerðomk mein.


Str. 34.


L. 1—4:


Firnaðu mik þótt fjǫrnis
freyr! værak þér dreyra
(mærð berk fyr þik mina)
mæri seinn at færa.


Sværdkenningen dreyra mærir er her sikret ved Allitteration og Stavelserim. mærir er i Vokal forskjelligt fra Sværdnavnet Mæringr og kan paa Grund af den Betydning, som kræves, ikke vel, som Egilsson og Möbius antage, henføres til merja "contundere". Björn Ólsen S. 65 siger, at Ordet er ham uforklarligt. Ogsaa jeg har om det kun en usikker Formodning at fremsætte, mærir staar maaské i Forbindelse med marr, Hav. Det forholder sig dertil med Hensyn til Vokal ligesom Mæri til marr eller ligesom sæla til svalr, got. gasóþjan til saþs. Hvis man af marr har dannet mæra med Betydning "lade et Hav danne sig", "lade flyde ud ligesom til et helt Hav", saa kunde dreyra mærir betegne "den der lader Blodhavet strømme ud".

Da alle Linjer undtagen L. 3 har Stavelserim, formoder Björn Ólsen merkan for mina. Dette støttes dog noget ved mina 77, 4 og mina Sn. Edda I, 460, 5.

L. 5—8 er mulig at forstaa saaledes: þvít skǫp of vinna und hreggmiðjunga heiðis hliði, "thi Skjæbnen vilde, at jeg blev saaret i Haanden". und er da Substantiv "Saar". Dog taler herimod Ordets Stilling i Verslinjen, hreggmiðjunga Gen. sg. af en mannkenning, styret af heiðis-hliði, d. e. minni. Gen. miðjunga forholder sig til Nom. miðjungr som Suttunga til Suttungr, Haddingja til Haddingr o. s. v. hregg, "Storm" er her brugt for "Kamp" ligesom oftere hrið og andre synonyme Ord. heiðis hlið, "Høgens Li", d. e. Haand, forekommer ogsaa i Str. 62 L. 7—8. Dativen hl 15 i forekommer ellers kun, hvor Ordet er brugt i kvennkenning.


Str. 35 L. 5—8.


I Haandskriftet :


ne glymranar gina.
gátt hlids init mattið.
minn leikr hugr a henni.
hlunnios við banmunni.


Jeg formoder:


né glym-ránar gina
gátt! hliðs imir máttið
(minn leikr hugr á henni)
hlunn-njót við banmunni.


I første Strophehalvdel har Kormak i Henvendelse til Skjegge sagt: "Jeg mente, at jeg kjæmpede af al min Kraft, med dit Sværd". Herefter fortsætter han i anden Strophehalvdel: "Men ikke aabnede Sværdet sin dræbende Mund mod min Fjende"; og i Lidenskabelighed apostropherer han nu — ved Tanken paa, at Berse lever og kan favne Stengerd — sin Elskede, hvorpaa denne Tiltale til hende, som kommer midt i Henvendelse til Skjegge, begrundes ved Mellemsætningen "altid tænker jeg paa hende". Efter Egilsson forklarer jeg glym-ránar (det brusende Havs) gátt som Kvinde. At den bestemmende Genetiv i en kvennkenning kan være et Udtryk for Havet, hvilket Björn Ólsen betvivler (S. 44, 73), synes bevist ved flere af Grøndal Clavis poetica S. 104—106 sammenstillede Udtryk. Har man istedenfor "Drikken" sagt "Vædsken" og derfra gaaet over til Udtrykket "Havet"? imnir, Sværd, anføres i Sn. Edda I, 567 og II, 477; det er afledet af imun, Kamp. Jeg antager her et analogt imir, Sværd, afledet at ima, kamp, med forkortet i foran m; jfr. Hymir, Limafjǫrðr og lign. lmir støttes ved læsemaaden ymir ok eimir i 1 e § i Sn. E. I, 567 anm. 4. Efter Egilsson forklarer jeg hlunn- hlids, "Rullestokkens Okses", "Skibets"; dette er styret af njót, der igjen er styret af Postpositionen vi 5. Jeg oversætter banmunni "med dræbende Mund". Jfr. fyr munni mækis og hjǫrr gein Gisla s. Str. 31.


Str. 37.


Er geira vimarr L. 5 forvansket af geira mimir? Jfr. geir-mimir, Helg. Hund. I, 42.


Str. 38.


Der er intet i Udtrykket


hafðak aldri
hosu mórauða


(efter Vigfussons Rettelse for mosrauða), som tyder paa, at denne Hose var bunden om Halsen, saaledes som Vigfusson Corp. I, 362 mener. Tværtimod synes Udtrykket at maatte naturlig forstaaes om en Hose, som var paa Benet, uden at vi nu kan gjøre os Rede for, hvorledes man knyttede Forestillingen om en magisk værnende Ævne til den brunrøde Hose. Verset synes her at nævne noget, hvorom Prosaen intet har, og hvad der følger i Verset, behøver derfor heller ikke at stemme overens med Prosaens Ord om Berse: hann hafði lyfstein á halsi. Man læser:


battk aldri mér
belg at hálsi
vittafullan,
þók enn lifi.


Udtrykket fulian vilde her være mindre naturligt, hvis der her var Tale om, at den ene Gjenstand lyfsteinn var i Posen, fulIan antyder tværtimod, at Posen var fyldt med mange smaa Gjenstande, som man tillagde magisk Kraft. Haandskriftet har ikke, som begge Udgaver angive vita fullan, men vrta fulian. Saa havde Prof. Unger læst, hvorfor jeg anmodede Dr. Falk om at undersøge Haandskriftet. Baade Falk, Dr. Kaalund og Dr. Finnur Jonsson erklære nu, at der sikkert staar vrta, ikke vita. urta fullan, "fuld af Urter" giver god Mening. Ordformen urt forekommer Guðr. 11,23, hvor der er Tale om Ingredienser i en Trylledrik. Det er bekjendt, at man tillagde forskjellige Urter magisk Kraft. Grimm Deutsche Myth. 3. 1151 giver Oplysning om, at man til magisk Brug pleiede at binde Urter paa Mennesker. Strophens Indhold staar i bestemt Strid med Prosaens Fremstilling. En saadan findes ogsaa ved Str. 15 og Str. 72.


Str. 39.


L. 1—4 har i Haandskriftet følgende Form:


Fylgðut oss at oðins
endr or þessi hendi.
hlackar niorðr a hurðer.
hurð ulfr gininn þurði.


Jeg vil her i Modsætning til andre Fortolkere bemærke, at gininn, hvis første Stavelse efter Metret maa være kort, er rigtigt. Som Epitheton til úlfr bruges gínandi Hav. 85, Hynd. 22, og der tales om Ulvens gin Sn. Edda I, 192. Jeg tror derfor, at gíninn her er Præt. Pep. af gína og Epitheton til úlfr. gíninn forklarer jeg "som har opspærret sit Gab"; det er synonymt med gínandi. Denne Brug af Præt. Pep. forudsætter, at Verbet er opfattet som Inchoativ. Analogt er ormi hringlegnum Háv. 86,4 "en Orm som har lagt sig i Ring"; sofinn, sovnet, indslumret, altsaa sovende; fleinn flǫginn Hǫfuðl. 13 "som har givet sig til at flyve, som er skudt ud"; kveldrunninna kvenna Eiliv Gudrunssøn Sn. E. I, 258 "Kvinder som løbe (egentl. har givet sig til at løbe) ude om Kvelden". Ligesaa har jeg hørt i nordre Aurdal i Valdres ákern æ' regdnjenin vørtin d. e. akrinn er regngininn orðinn, Bælgene paa det spirende Korn er blevne sprængte ved langvarigt Regnveir. Men naar gininn skal beholdes, da maa Verset rettes anderledes, end man tidligere har forsøgt. Jeg foreslaar (med Optagelse af Björn Ólsens Formodning Tæðuð for Fylgðuð):


Tæðuð oss es Óðins
endr ór þessi hendi
Hlakkar norðr á hurðir
hurð-úlfr gininn þurdi.


D. e. Tæðuð oss endr norðr, es Óðins hurd-úlfr þurði gininn ór þessi hendi á Hlakkar hurðir.

Jeg formoder, at Skriveren har indsat at for er (es), fordi disse Ord jævnlig brugtes enstydige. Berse er, da denne Strophe lægges ham i Munden, paa Thorsnes Ting, men hans Hjem er længer nordpaa. Derfor har det af mig indsatte norðr her god Mening. I anden Strophehalvdel forekommer Finnur Jonssons Opfatning mig sandsynligere end Björn Ólsens. Denne vil læse vill knýja targo og sammenligner dette med det ellers forekommende knýja randir. Men dette bruges om dem, som med Skjoldet foran sig trænge frem i Kampen. I Korm. 39 er derimod Tale om at holde Skjoldet for en anden. Haandskriftets villtyiu ligger nærmere ved villtýja. Imod dette indvender Björn Ólsen S. 34 f. følgende: "Paa Berses tid har man sikkert ikke sagt týia men téia, som ikke vil danne noget korrekt helrim med skýja. Det er først i det 13. árhundrede, at é i téia og andre verber af samme art (som fléia, séia) gár over til y". Dette synes mig i flere Henseender tvivlsomt. For det første er de anførte Verber ikke ganske af samme Art, saaledes som got. pliuhan i Modsætning til siujan viser; en Slutning fra det ene til det andet er derfor ikke bindende. For det andet er den af Björn Ólsen opførte Infinitivform søia mig ubekjendt. Jeg kjender kun Præt. Pep. søðir eller séðir Nom. pi. m. , seða Acc. sg. f. osv. og Præt. Ind. 3 Ps. pi. séðu. Hvis søja forekom, maatte det have laant sit é fra andre Former af Verbet. Den phonetisk regelrette Infinitivform maa have været sýja, som got. siujan viser og som man tør slutte af det oldnorske Substantiv sýja. For det tredje er *sýja Præt. søði eller séði ganske analogt med hlýja Præt. hléði eller hléði, der i Gotisk maatte lyde *hliujan — *hliwida; jfr. mine Bemærkninger i Zeitschr. f. deutsche Philol. VII, 392. Præteritum-Formen foreligger i hléðut, "beskyttede ikke" hos Hallfred Sn. Edda I, 423,1 og i Pcp. hleðom Hamð. 22 "de beskyttede" d. e. de som havde faste Brynjer. En hertil hørende Infinitivform hlýja forekommer allerede hos Sigvat (Ól. s. h. Hkr. 239, 2) i Rim med skýlauss. Dette strider bestemt mod Björn Ólsens Paastand[29]. Hvis téði var fuldt analogt med søði, vilde týja være en ældre Form end téja. At det ikke er fuldt analogt, viser ∽. a. tjoði hos Halldor Skvaldre Sig. s. J6rs. Hkr. 6,1 i Rim med rjóða. Men jeg har i det foregaaendte vist, a é har skiftet med ý ved flere Verbers Bøining før 13de Aarhundred. Berse kan derfor vel have brugt Formen týja, uagtet tøði i Rim med féði forekommer hos Stein Herdissøn (Fms. XI, 216) og téja i Rim med bøjar Plác. 18.

Jeg skriver anden Halvdel af Str. 39:


nu ferr enn svát æva
Jálks skýja vill týja
myrði-freyr at morði
(marglyndr estu) tǫrgu.


Jeg forbinder at morði tǫrgu. Kampen betegnes af Skaldene oftere som "Vaabnenes Ødelæggelse". Logisk (skjønt ikke formelt) er mórð nomen actionis til myrða. Naar nu Stridsmanden, som ødelægger Skjoldene, i samme Strophe kaldes Jálks skýja myrði-freyr, saa synes der ikke at være noget paafaldende i det, at Kampen, hvori Skjoldet ødelægges, kaldes morð tǫrgu.

æva har jeg indsat for Haandskriftets ekia.


Str. 40 L. 1.


Linjens oprindeligere Form er maaské:


Þottak [áðr] þás æri.


Str. 42 L. 5—8.


I Haandskriftet :


nu hefir bauð forsa bersa
blestu niðs alesti.
sár geitunga sueita.
sannelldinga felldan.


Forstaaelsen er fremmet af Jón Þorkelsson, der læser:


nu hefr bálforsa Bersa
Bestlu niðs á lesti
sárgeitunga snytrir
sanneldingu feldan.


Her synes Bestlu og eldingu mig fortræffelige Rettelser. Usandsynligt derimod snytrir, som ellers ikke forekommer brugt saaledes og som i Træk ligger langt fra sveiti. Jeg formoder:


Nú hefr bjóðr forsa Bersa
Bestlu niðs á lesti
sárgeitunga sveita
sanneldingu feldan.


D. e. Nú hefr Bestlu niðs (Odens) forsa (Digterdrikkens, Digtets) bjóðr (Skalden, den talende Steinar selv) á lesti feldan Bersa sárgeitunga (Ravnenes) sveita (Blodets) sanneldingu (med Sværdet).


Str. 44 L. 5—.


Björn Ólsen S. 38 og Heinzel S. 47 har bevist, at Texten i Möbius's Udgave ikke kan opretholdes. Heinzel synes mig at have Ret, naar han ændrer betra til betri og her finder følgende Mening "aldrig vil en bedre Stridsmand komme i denne Verden". Men den af ham foreslaaede Tekst lider af flere Mangler, at betri kunde ikke betyde "ein besserer", men maatte betyde "desto bedre"; ellisk, som ikke staar i Haandskriftet, er en feilagtig Form, og optarr er i den givne Forbindelse, som Heinzel selv indrømmer, ulogisk. Jeg formoder:


koma munat ullr, þótt elli
opt hái, mara þoptu
. . . . . . . . . . . . . . . . . .
setrs í heim enn betri.


Istedenfor optarr indsætter jeg opt hái. Jeg forklarer þott elli opt hái, "skjønt Alderdommen (nu) jævnlig plager (mig)". Jfr. hár snarpr at þat sultr mannkyni Merl. II, 31; nú vill os hvetvetna há Fas. III, 12 (hvetvetna i cod. A. M. 152 fol.).

I L. 7 synes lítak blóði svan sveita, som Björn Ólsen vil forandre, at kunne være rigtigt. Thi naar Skaldene jævnlig sige, at Krigeren farver Ørnens Kløer, Tunge, Næb, Fod blodig, kunde de vel en enkelt Gang tillade sig Udtrykket "at farve Ørnen (eller Ravnen) blodig".

Denne Udtryksmaade synes ogsaa at forekomme Háttatal 92, hvor Manden kaldes merkir blóðsvara.


Str. 49.


Det i L. 1 forekommende Navn heder Váli med langt a. Dette bevises ved den nyislandske Udtale Voli, se Kaalund Beskrivelse I, 501. Om Navneformen Váli se mine Studier over de nordiske Gude- og Heltesagns Oprindelse S. 207—209.


Str. 53.


L. 1—4. I Prosaen heder det: var komit at vetri. Þeir vildu þá halda til Noregs, fengu veðráttu kalda, lagði hrím í seglit . . . Derefter anføres en Strophe, som Kormak kvæder til sin Broder (þá kvad Kormakr visu):


Skaka verðum vér Skarði!
(skald á búð til kalda)
— fjǫll eru fjarðar kelli
faldin — hrím af tjaldi.


Evident synes Vigfussons Rettelse af tjaldi for a ti all di. Man har forstaaet Versene saaledes: "Skarde! vi maa ryste Rim af Teltet, jeg har et overvættes koldt Leie; Fjældene er bedækkede med Is." Her kunde Ordet "Fjældene" synes noget paafaldende. Det ligger nærmest at antage, at Kormak vil fremhæve, hvor koldt han har det ombord, medens Thorvald Tintein kan ligge hjemme i sin varme Seng hos Steingerd. Men Kormak færdes jo jævnlig i Egne, hvor Fjældtoppene midt i den varme Sommer er dækkede med Is eller Sne, og der synes da at være liden Grund, naar han vil fremhæve Kulden ombord, til at nævne, at "Fjældene" er dækkede med Is. Vigfusson har ogsaa bemærket (Corp. II, 572), at man her snarere venter et Udtryk for Teltene.

Det synes mig derfor muligt, at fjǫll her ikke betegner "Fjældene", men de Skind, hvoraf Teltet (eller Teltene) er dannet. Det gamle Ord fjall, "Skind", ags. fel, tydsk fell, forekommer ellers i berfjall Volund. 10 "Bjørneskind" og i flere Afledninger. Paa lignende Maade bruges paa Latin pelles om Vintertelte til Lands (sub pellibus habere milites). Vistnok finder man ellers, at Teltene paa de gamle Nordboers Skibe var af Tøi; men det synes rimeligt, at man i den kolde Aarstid kunde bruge Telte af Skind. Sætningen Skaka verðum vér hrim af tjaldi vilde da ligefrem være begrundet ved fjǫll eru fjarðar kelli faldin.

Naar jeg har nævnt det som en Mulighed, atfjǫll skulde forstaaes om Teltets Skind, saa har jeg gaaet ud fra den Forudsætning, at Str. 53 er digtet under Seilasen, saaledes som de forudgaaende Prosaord udsige. Men det kan passe godt at forstaa fjǫll eru fjarðar kelli faldin som "Fjældene ere bedækkede med Is", naar vi tænke os, at Brødrene med Livsfare er komne i Land paa nogle Klipper af den norske Kyst, at de har faaet slaaet et Telt op paa et Fjæld, at de har tilbragt Natten der, og at Kormak om Morgenen derefter kvæder Str. 53. For denne Opfatning kunde Prosaens Ord S. 38 L. 7—9 tale noget: Nú sigldu þeir at hǫmrum nǫkkuruni, hlóðu seglum við mikinn háska. Kormakr mælti: vel mætti Þorvaldr tinteinn hér vera hjá oss.


L. 5—6. I Haandskriftet :


villda ek attrædar valldi.
veri av ngu hæra.


Möbius skriver: være-a ungom hæra. Dette er en skarpsindig og i flere Henseender tiltalende Ændring. Men uagtet var tekinn (kallaðr o. s. v.) jævnlig bruges i samme Betydning som varð tekinn (kallaðr o.s.v., maatte, saavidt jeg tror, vildak at honum væri-a hæra betyde "jeg skulde ønske, at han ikke var gammel" (jfr. 64: Vildak hitt at væri valdeir gǫmul jalda) og kunde ikke betyde "jeg skulde ønske, at han ikke blev (opnaaede at blive) gammel". Jeg formoder: væri øngu hlæra "jeg skulde ønske, at han havde det ligesaa koldt som vi". Jfr. i Prosaen: Kormakr mælti: vel mætti Þorvaldr tinteinn hér vera hjá oss. Compar. hlæri forekommer i Kongespeilet Kap. 21.

Udtrykket reiðar valdi (Dat.) om Thorvald Tintein kan næppe gjælde for en sikker Restitution af Digterens Ord. Muligt (men usikkert) synes tróðu valdi (tróðu maatte da være hálfkenning for Kvindens, Steingerds); jfr. mengunnar manni Str. 66, L. 7.


Str. 54.


Björn Ólsen har S. 71—74 fortræffelig rettet og tolket de fire første Linjer:


Uggik lítt þótt leggim
(landvǫrðr) saman randir
(várat víga stæri
vellauþigr) mér dauða.


Kun synes Ændringen víga for Haandskriftets virðar lidet overbevisende. Jeg formoder : verka stæri, "Skalden ", "mig", stæra brag, óð o. lign. er sædvanlige Udtryk, ligesaa verki Digt. Jeg tror, at meðan i L. 5, ligesom ogsaa meðan i 55,5, kan være rigtigt, thi sker-jarðar (Havets) skorða som Betegnelse for en Kvinde synes at have Støtte i flere ensartede Udtryk. Jfr. 25, 5—6; 35, 5—6, og mine Bemærkninger til disse Stropher, samt 70, 6. meðan er stillet ligedan i en Strophe i Bjarn. s. Hitd. S. 12 L. 15.

I Str. 54, 4 forekommer første Gang vellauðigr, "meget rig". Det bruges ofte i det prosaiske Sagasprog. Ordet kan ikke være sammensat med Adverbiet vell, hvorpaa flere har tænkt, thi Kormaks Vers viser, at første Stavelse er lang, og Ordet skrives i Regelen med to l'er. Den sjældne Skrivemaade med et l forekommer Flat. II, 74 L. 18 og i Njáls s. Kap. 46, hvor andre Haandskrifter har Formen med ll. Imod at Ordet skulde være sammensat med Adverbiet vel taler ogsaa vell neutr. Dette Ord, der aldrig er brugt i Prosa, betyder vel ikke egentlig "Guld", men "Rigdom", da det oftere forekommer i Flertal. Tidligst findes det i Sammensætninger: vellvǫnðr hos Egil Skallagrimssøn i Arinbjarnardrápa (Sn. Edda II, 152); vellbroti Har. s. Hárf. 26 i et Vers, som tillægges Thjodolv fra Hvin; Vellekla Navn paa et Digt af Einar skálaglamm fra Slutningen af 10de Aarhundrede. Udenfor Sammensætning har jeg først fundet det i Geisli (Aar 1152) ed. Cedersch. 69. Grunden til at vell aldrig forekommer i Prosa, hvori vellauðigr ofte findes, er neppe den, at vell udenfor den ene Sammensætning vellauðigr tidlig er blevet forældet i Prosa. Efter Formen er vell afledet af vella og identisk med dansk væld, norske Dialekters vell eller vill. Jeg formoder, at vell i Sammensætningen vellauðigr ikke fra først af betegner "Rigdom" , hvorpaa En er rig. Herfor taler Udtrykket vellauðigr at f'é Njáls s. Naar vell er "Væld", saa kan vellauðigr fra først af, saaledes som Fritzner antyder i Tillæg og Rettelser til første Udgave af sin Ordbog, have været opfattet som "overflødig rig", saa rig, at det ligesom vælder ud. Beslægtede islandske Udtryk nævner Egilsson under iðgnǫgr: fé þeira vóx sem sjór gengi á land; sjónóg i. e. maris instar satis vel copiosum; vatnærinn aquae instar copiosus. I Lighed hermed gik vell, "Væld" efter min Formodning over til at betegne "et Væld af Rigdom" "overstrømmende Rigdom", deraf overhoved "Rigdom; men dette usammensatte Ord blev i denne Betydning indskrænket til det poetiske Sprog.

Jeg har vistnok tænkt paa Muligheden af, at vell, "Rigdom" kunde være det ved Indflydelse af vell "Væld" omprægede angelsaksiske wela, "Rigdom"[30], men Antagelsen heraf synes ikke nødvendig.


Str. 55.


Adjectivet herðnir L. 1 kan efter sin Dannelse ikke egentlig betyde "abgehärtet" , men "tilbøielig eller istand til at her aa trænge haardt paa eller holde ud". Adjectivet bruges endnu i det Trondhjemske i Formen hælen med "tykt" l, i Betydningen "haardfør, udholdende".

L. 8. Den rette Form er ikke njórun, men njǫrun. Dette godtgjøres derved, at draumnjǫrun i Alvissm. 30, 6 danner Udgangen af den Linje, der har Allitteration for sig selv i ljǫðaháttr. Herfor taler ogsaa Skrivemaaden dravmniǫrun i Cod. A. M. 748 paa to Steder, drǫmniðrun i Cod. A. M. 757. [Se nu Sievers i Arkiv V, S. 134].


Str. 56.


Ændringen bratta hamra er først foreslaaet af Vigfusson Corp. II, 67. Björn Ólsen har tolket første Strophehalvdel: "Skalden maler Bølgernes vekslende Bevægelse, idet Brændingen snart slaar mod Kystens steile Klipper, snart glider tilbage fra Stranden mod Dybet." Tankeforbindelsen mellem første og anden Strophehalvdel er ikke tydelig udtrykt af Skalden. Jeg tænker mig den saaledes: Havet slaar snart mod Stranden, snart drager det sig tilbage i Dybet; men min Tankes Strøm gaar altid imod Steingerd ved Nat som ved Dag. Om Natten lader Tanken paa hende mig kun lidet sove, saa jeg ligger vaagen og lytter til Bølgernes Brusen, og om Dagen savner jeg hende altid.

I L. 8 synes ef ek vakna upassende, thi ef , "hvis" skulde forudsætte Muligheden af, at han ikke vaagnede. Man bør derfor med Vigfusson læse es vaknak.


Str. 57.


Björn Ólsen S. 84 f. læser anden Strophehalvdel :


þás allsnjallir allir
oddregns stafir hegnum
i Sólundar sundi :sundfaxa rábundinn.


Han har indsat hegnum, "værne" for Haandskriftets fregni. Jeg er dog ikke overbevist om Rigtigheden af denne Ændring. For det første skulde man i denne Forbindelse vente rábrotinn, ikke rábundinn. For det andet passe da Strophens Ord ikke til Udsagnet foran Strophen , at Kormak kvad denne , da Raaen brast. For det tredje danner det, at Sømændene søge at værne om det havarerede Skib, ikke nogen passende Modsætning til det, at en Møgslæde gaar i Stykker for Tintein. Som Modsætning til Tinteins Forhold, naar Møgslæden gaar i Stykker, venter man nævnte Kormaks Forhold, naar Raaen gaar i Stykker. Jeg formoder derfor:


þás's ǫll (snjallir allir
oddregns stafar fregni)
i Sólundar sundi
sundfaxa rá bundin.


es ǫll, "er ødelagt", þá es es, her udtalt som én Stavelse, þáss, jfr. f. Ex. áss's stolinn hamri Þrym. 2. Ved den mellemskudte Sætning "lad alle tapre Mænd høre derom" udtaler Kormak sin Forvisning om, at hans Raskhed under den farlige Storm vil blive prist af alle tapre Mænd. rá bundin betegner vel den til Masten fastbundne Raa. oddregns stafar fregni støttes ved 67, 6: þropregns stafar fregna.


Str. 59. L. 2—4:


valda skpp sínu :—þat sjám — reið at ráði :rik.


Jeg formoder, at det skal hedde þat sjámk (séomk): jeg frygter for, at det er Skjæbnens Vilje, at vi altid skal være adskilte. L. 5—6 har Heinzel S. 48 forstaaet som nærgi vit í eina sæing gǫngum, er oss angrlaust. Ved L. 7—8 kan jeg ikke faa nogen Mening uden ved at forbinde drafnar freyja, dýr (Adjectiv) dúneeyjar (inguinis) skǫfnungi.


Str. 60 L. 1—4.


Jeg forbinder saman med Sváfum, thi ved dette Verbum kan hint Tillæg ikke godt undværes, og ikke med fimm nætr ("fem Nætter efter hinanden"). I L. 1 synes hress mig at kunne være rigtigt; "vi sov sammen uden at lide af nogen Sygdom." Sygdom var ikke Skyld i, at Kormak laa lags banda andvana.


Str. 62.


Her kan man vel forbinde: nema drengr fági dul drjúga of þat. Da kan man i L. 1 læse:


Svá berr mér i mina.


Str. 63.


Möbius skriver i L. 1, overensstemmende med Egilsson, Digla. Men Ordet hedder digull med kort i. Dette ser man af Verslinjen i Hak. s. TTák. 258, 4 (Fms. X, 26): ok digulskǫflum, og dette stemmer overens med de tydske Former mht. tigel, tegel, nht. tiegel o. s. v. [Se Beitr. XIII, 365].

Samme Ring kaldes i første Strophehalvdel digla drifgagl d. e. Sølv, og i anden fingrgoll. Det var altsaa vel en forgyldt Sølvring. Sølv er her betegnet som "Digternes Sne" og Sne som drifgagl, "Drivens Gagl", d. e. Snefogets Gaasunge. drifgagl tør ikke med Finnnr Jonsson forandres til drifhagl, thi hint Udtryk er i Overensstemmelse med en over Norden udbredt og i Tydskland allerede i gammel Tid forekommende Gaade om Sneen, hvilken begynder: "Der kom en Fugl fjæderløs." gagl passer her særlig godt paa Grund af Fuglens hvide Farve.


Str. 65.


Denne Strophe er med Undtagelse af de to første Linjer enslydende med Str. 52. Allerede to Papirhaandskrifter har udeladt 65. Baade Möbius og Björn Ólsen (S. 4, 57) mener, at 65 er en Gjentagelse af 52, kun saaledes at denne Strophes to første Linjer er ombyttede med to nye, der efter Björn Ólsen er digtede af en Interpolator og er yngre end Sagaen. Denne Mening synes mig betænkelig, fordi Strophe 52 med Undtagelse af de to første Linjer, saavidt jeg skjønner, slet ikke passer i den Forbindelse, hvori den optræder. Forud for 52 berettes det, at Steingerd siger, hun vil fortælle Thorvald, at Kormak har æreskjændt ham, idet hun lægger til, at ingen Mand kan taale sligt. Det passer da fortræffelig, at Kormak herpaa svarer:


Þarftat hvit at hæta
hlín' skrautligrar línu!


Derimod passer det slet ikke, naar han fortsætter:


Skiðunga mér niði.


Thi Steingerd har slet ikke truet ham med, at Thorvald vil digte Nid om ham, og at niði maa forstaaes om Nidvers, viser anden Strophehalvdel.

Str. 3—8, der er fælles for 52 og 65, passe kun, hvor Kormak siger, at han med Nidviser kan møde de Nidviser, som udspredtes af Thorvald og dennes Slægtninge. Med andre Ord: disse Linjer passe i Str. 65, men ikke i 52. Jeg tror derfor, at kun L. 1—2 er ægte Bestanddele af 52, men at L. 3—8 feilagtig er komne ind fra 65, fordi denne Strophe begyndte paa en lignende Maade som 52, da der i begge er Tale om en Trusel med Ondt, som skal ramme Kormak fra Skidungernes Side (hætir 52, 1; hæta 65, 2).

Texten i 65, 1—2 er vistnok forvansket; men de yngre Sprogformer, som her forekomme, synes at kunne skyldes Afskriveren. Jeg formoder:


Nú mun ættleri ýta
oddmætandi hæta
(vér kunnum skil skepja)
Skiðunga mér niði.


I L. 1 er ætlæla, som Haandskriftet har, forvansket af ætlæra, d. e. ættlera, der brugt om en Mand synes at tilhøre yngre Sprogbrug end ættleri. Heraf er Gen. ýta styret, "han der efter Folks Mening har vanslægtet fra sin Æt". Istedenfor Haandskriftets auðmætandinn formoder jeg oddmætandi, ligesom auðs við hriðir Bjarn. s. Hitd. 26 synes at maatte rettes til odds við hriðir.

oddmætandi er en mannkenning som víga mætir. Den postpositive Artikel i Haandskriftets — mætandinn er sandsynlig senere tilføjet, uagtet skaldit 73, 8 er sikret ved Versemaalet.

skil skepja synes at kunne være rigtigt: "jeg forstaar at skaffe fuldstændigt Opgjør tilveie"; jeg skal vide at afgjøre Sagen, saa at jeg faar fuld Opreisning.

Med Udtrykket i L. 7—8: nu hefk illan enda... leystan har man sammenlignet Gfsla s. S. 82: ok mun þó endir einn leystr vera um þá ógiptu. Udtrykket illan støttes ved um þá ogiptu, og jeg tør derfor ikke med Björn Ólsen omgjøre det til undinn. Stavelserim synes mig oprindelig at have manglet baade i L. 3 og L. 7.


Str. 66.


I L. 1 kanske snarere:


Seinn þykkir til søkkva
snyrtimóts — —.


til mangler i Haandskriftet , men anbefales derved, at den sædvanlige Construction er seinn til —. Derimod mér, som man tidligere har indsat efter þykkir, synes unødvendigt. L. 6. Det af Björn Ólsen S. 61 foreslagne hálfærr havde ogsaa jeg formodet, idet jeg tænkte paa, at ærask kan bruges om "at gaa fra Viddet af Skræk."


Str. 67 L. 8.


Ogsaa jeg havde formodet, at fél her, som Björn Ólsen S. 85 f. begrunder, maa have Betydningen "Fil". Jævnfør, foruden de af ham anførte Udtryk for Sværd, ogsaa fetilþél. Dog er det meget haardt, at Þróttar i L. 5 skal forbindes med fél i L. 8, og derfor er jeg ikke overbevist om Tolkningens Rigtighed.

Str. 67 er af Saga-Forfatteren indført paa en høist uheldig Plads. Kormak kan ikke kvæde denne Strophe, førend det er indtruffet, som fortælles umiddelbart efter: Nú búa þeir bræðr mál til á hendr Kormaki um nið. De længere nede følgende Ord i Prosafortællingen kvaz Kormakr ekki við þeim vanbúinn utan þeir sviki hann er en Gjengivelse af Str. 67.


Str. 68 L. 1-4.


Linjerne er i Haandskriftet skrevne:


Aura gaf ek a eyri,
af skar mær af bæri,
tyr syndiz mer taura
tueim gáng vegum þeima.


Jeg formoder:


Aura gafk, á eyri
af, skar mær, at bærit
týr, syndisk mér, taura,
tveim gangvegum, þeima.


At forbinde: Ek gaf aura, at taura týr bærit af þeima á eyri; mær skar, syndisk mér, tveim gangvegum. "Jeg betalte Ører, for at Thorvard ikke skulde seire over mig paa Valpladsen. Kvinden slagtede to Gange et Offer, saaledes som jeg tydelig saa". Dog kan á eyri ogsaa forbindes med skar, da det S. 46 L. 10 f. hedder: þar er Þórðis ok er hon þá komin i þann stað sem þeir skyldu berjaz. taura tyr betegner Thorvard som tauframaðr; jfr. ofúss mun Þorvarðr at berjaz nema fjǫlkyngi sé við Kap. 22 (S. 45 f.).

Formen taura (=taufra) stemmer overens med Falks Bemærkninger i Arkiv III, 302. þeima betegner den talende selv. syndisk mér er parenthetisk brugt.


Str. 69.


I L. 4 venter man Helrim. Derfor har Skalden mulig i Rim med ómissila udtalt þissa. Formen disse (i Flertal) med i høres i Søndmøre og andensteds i Norge.


Str. 71.


I L. 3 vinder Rimet med þella ved at man indsætter Formen skallat.

L. 5 kan udfyldes efter Glum Geiressøns Vers i Har. s. graf. 1, 1 til:


rauðkat ek [benja] rauðra
reyr — —.


Str. 72.


Adjectivet i L. 2 orrotr, som det er skrevet i A, d. e. ørróttr, hvilket oftere forekommer, eller her sandsynlig (i Helrim med þerra) errottr betyder sikkert "arret" og ikke "stridbar". Paa lignende Maade er i Norsk "Ar" skrevet ær GI. norsk Horn. S.,156 L. 12, ærr Ól. s. helga Chria 1849 S. 80. Jeg formoder derfor, at der skal læses:

Ek verð opt (þvi (þykkjum
erróttr) af mér þerra osv.


Haandskriftet har þviat. þerra maa da her forstaas om at tørre Blod af sig, ikke, som Forfatteren af Prosaen har forstaaet det, tørre Sveden af sig. At Prosaforfatteren har misforstaaet Strophens Ord, ser man, som allerede Möbius har bemærket, deraf, at han ved Kappefligen har tænkt paa Fligen af Steingerds Kappe.

I L. 5 synes det begrundende þvi, som Möbius bemærker, ikke at passe. Jeg formoder:


þó lætr í set snauta
saurreiði osv.


Str. 73.


beiði benhlunns synes tydelig at være en mannkenning. Jeg antager, at den er afhængig af spyrja og at derved skal forstaaes Torvald Tintein. I L. 2 betegner it báðir Torvald og Broderen Torvard. I L. 3 læser jeg: med blot roðin. blot kan betegne det som ofres. Da L. 6 er ufuldstændig, er der neppe fuld Grund til at opfatte bǫl ólitið som Interjection.


Str. 74.


L. 1—2 har i Haandskriftet følgende Form:


Rioðandi let randa,
ryðskalm of mer falma,
fægir fiolnis veigar.


Udtrykket i L. 3 betegner den talende, Skalden Kormak. Gislason (Njála II, 550) bemærker med rette, at mér med en kenning som Apposition er betænkeligt. Derfor bør fægir neppe forandres til Dativen fægi. Disse Linjer synes at have indeholdt en Antydning af, at Kormak afværgede Torolvs Hugg. Dette er rimeligt, baade fordi det i L. 3 hedder: "han den Usling kan gjærne fnyse!" og fordi der i L. 5—6 med Copulation fortsættes, "og det krigerske Anfald blev til Spot." Da det nu i Prosaen hedder, hann bar af sér hoggit, formoder jeg, at den rette Text er:


Rjóðandi lét randa
ryðskálm, af bars, fálma,
fægir Fjǫlnis veigar.


Altsaa fægir F. v. Subject for af bars (d. e. bar af sér), hvortil som Object er at tænke, ryðskálm, er randa rjóðandi lét falma.

L. 7—8. I L. 7 synes mig det af Björn Ôlsen S. 68 f. for vaðer formodede vrefþe (== refði) altfor dristigt. Jeg skal her ikke nævne, hvad der kan tale imod den Antagelse, at refði har havt v i Fremlyd. Jeg formoder:


vist hafði mér váða,
verr spákonu! ferri.


Jfr. f. Ex. Bisk. s. I, 200:


henni hafði næst váda.


Disse Strophens Ord udtale, hvad der naturlig følger af, at hann bar af sér hoggit. Jeg ser intet andet, der taler imod mit Forslag, end det, at vi derved ligesaa lidet som ved den traditionelle Text faa Stavelserim i L. 7, men dette synes mig ikke tilstrækkeligt til at afvise mit Forslag.


Str. 75.


I L. 4 har Haandskriftet blaðsund som Betegnelse for Sværdet. Jeg holder det med Björn Ólsen S. 70 f. for betænkeligt her at indsætte blóðvǫnd, da man venter Helrim med hjǫrfundi. I Str. 85 L. 6, hvor Haandskriftet har bloð vaund hiarar þundar, venter man ligeledes Helrim. Men en Form blóðund = blóðvǫnd synes mig ikke tilstedelig. Skulde man paa begge Steder turde indsætte blaðlund og opfatte dette som ænigmatisk Udtryk for laufa? Et ænigmatisk Udtryk forekommer i Str. 67 L. 2. Mulig ligger der ogsaa et Ordspil i den mannkenning, som er bragt 76, 6: golls laufguðum þolli. Ligesom Træet bærer lauf, saaledes bærer Manden laufa (Sværd). L. 3—4 er i Haandskriftet skrevne:


læt ek niðr a bak bita,
blaðsvnd at hiorfundi.


Heinzel S. 49 synes mig at have Ret i, at á bak ikke kan betyde "med Bagen af Sværdet", thi Sværdklingen havde ingen Ryg. Desuden passer da bita hverken til L. 1 eller til á bak. Heinzel læser á bakbita "paa Bagvaskeren", men en saadan Form med langt i synes mig altfor paafaldende og ikke at kunne forklares ved, at Ordet skal være Laanord fra Engelsk. Jeg formoder: lét miðr á bak bita. Som Subjekt forstaar jeg ǫrg vættr. "Hun bevirkede, at mit Sværd ikke bed tilstrækkelig paa min Fiendes Ryg". miðr egentlig "mindre", letmiðr kunde let forvanskes til letcniðr, der siden blev til læt ek niðr.


I første Linje synes Möbius's Ændring mig fortræffelig :


Deyfði eld í ǫldu
ǫrg vætt r fyr mér tǫrgu.


alda betyder "Bølge", men poetisk "Vædske". Jeg mener, i Modsætning til Björn Ólsen (S. 32), at det ved dette Udtryk ikke er sagt, hvad det var for Slags Vædske, Heksen brugte for at døve Kormaks Sværd, og det er da Grund til at tænke paa Blod, ligesom ved det Tilfælde, der omtales 7, 7—8:


mitt kveðk slætt i sveita
sverð fordæðu gerðu.


Men ǫldu kan ikke med rette kaldes en "hálfkenning".


Str. 76.


L. 3—4 er i Haandskriftet skrevne:


gulldut fe firir biartrar.
halsfang myils spangar.


Denne Text er stærkt forvansket, da Allitterationen er forsvunden. Allerede i første Udgave er foreslaaet fang háls for halsfang. Dette kunde let komme ind, fordi det var den i Prosasproget sædvanlige Ordstilling. Jeg formoder:


guldusk fé fyr biartrar
fang háls mýils spangar.


gulldut synes mig forvansket af gullduz. fé forekommer i Prosa ofte i Flertal i Betydning "Eiendele", og her er Flertal brugt, fordi Kormak har maattet bøde med to Ringe. Stavelserim synes mig i den ulige Linje ikke nødvendig, háls forstaar jeg som Genetiv.

Men endnu staar det tilbage at rette biartrar, der maa være forvansket af et Ord, som begynder med f. At fagrar skulde være det rette Ord, er neppe sandsynligt.

Om mýill, der forudsætter en urnordisk Form miwilaR, kan sammenlignes Noreens og mine Bemærkninger i "Ordlista ofver dalmálet" S. 130 og S. 236 f.


Str. 78.


Det er at mærke, at i L. 7 Steingerðr danner sidste Ord i Verslinjen, uagtet Ordet er sammensat. Ordet maa her have været udtalt som et usammensat Ord, saa at anden Stavelse ikke havde stærk Bitone. At et sammensat tostavelses Navn, hvis andet Led bortset fra Betoningen er uforandret, staar sidst i en Verslinje af Seksstavelses-Typen, er sjælden, og i 72, 8 danner -gerðr i Steingerðr Stavelserim.

L. 8. Den oprindelige Form i Verset er vistnok steigorla, thi naar man beholder steigorlega, maa man antage en metrisk Opløsning, der er betænkelig.


Str. 80.


I Modsætning til Björn Ólsen synes en Form rógendr mig sproglig mulig, thi den kan forholde sig til rægja som dómendr til dæma. Men det er vanskeligt at bestemme, hvilken Betydning Ordet har i Forbindelsen randar linna rógendr. Betyder det "Ødelæggere" (de som behandle noget paa en fiendtlig Maade)? I Digtersproget gaar rog over til at betyde "Kamp" og véla "svige" over til "ødelægge". I þat frák vig at vittu hjálma (Ól. s.h. 16, 1) er vita "straffe" brugt for "ødelægge".

I Betegnelsen for Aalene i L. 4 dikis bokkar forstaar man bokkar som Flertal af bokkr, "Buk". Men det giver et meget bedre Udtryk, naar man forstaar bokkar som "Stormænd", Flertal af bokki. Skalden fremstiller det da spøgende , som om Flokke af skrækindjagende Fiender forfulgte ham.

L. 5—8 er i Haandskriftet skrevne:


gautz mundi þa gattar
gunnsuellz ef ek þar fellag
lundr kom ek litlu sprundi
laungum minnz ór aungum.


Dr. H. Falk har efter min Anmodning her undersøgt Haandskriftet sammen med Dr. Kaalund og bekræftet, at der staar miñz, saaledes som Möbius's Udgave angiver, ikke muñz.

Man læser nu i L. 8:


lǫngum muns ór ǫgum


og forklarer dette enten "ex vitæ periculo" eller "ex animi angustiis". Men det Substantiv munr, som man her antager, har i Genetiv munar, ikke muns. Jeg formoder, med Bibeholdelse af Haandskriftets Text:


Gauts mundi þá gáttar
gunnsvells, ef þar fellak,
lundr, komk litlu sprundi
lǫngum, minnst, ór ǫngum.


Jeg forbinder: Ef þar fellak, þá mundi gunnsvells lundr minnst Gauts gáttar. For Ordstillingen kan sammenlignes Str. 16, L. 1—4:


Braut hvarf ór sal sæta,
sunnz erum hugr á gunni
(hvat merkir nú) herkis
(hǫll) þverligar (alla?).


"Allermindst vilde jeg komme i Valhal, om de Helte, som havde fældet mig, var Aale". ór ǫngum, "af Klemme", "af Nød", trænger ikke til noget Tillæg i Genetiv, da man i Nyislandsk siger hann er í aungum, "dolet, maeret, aegre ei est".


Str. 81.


I L. 5 bør man mulig for Stavelserimets Skyld læse:


skaldu fornrar fǫldu
frigg!


Haandskriftet har þo skaltu for skaldu.

I L. 8 opfattes Aureks som Dværgenavn, men et saadant Dværgenavn er ubekjendt. Er aureks forvansket af Aurvangs? Dette var kanske i et ældre Haandskrift skrevet aurugs.


Str. 83.


Den første Strophehalvdel, som endnu ikke er tilfredsstillende forklaret, er i Haandskriftet skrevet:


Reð ek ei þess af reiði
rund morð gaufugr forðum
sundz at sottar grandi.
suerð skylldi mer verða.


Jeg formoder:


Réðkat ek þaz af reiði,
rindr, morðgǫfugr forðum,
sunds! at sóttar grandi
sverð skyldi mér verða.


At forbinde: sunds rindr! morðgofugr réðkat ek forðum þaz (d. e. þat, at) sverð skyldi af reiði verða mér at sottar grandi. Jeg har i gamle Dage, skjønt jeg var anseet som Stridsmand, ikke fattet den Beslutning, naar jeg blev syg, da i Vrede at gribe mit Sværd og med det at ende min Sygdom." af reiði jfr. Egilsson Lex. 653. rindr, jfr. bands mank beiði-rindi, Korm. 4, 3. rindr sunds jfr. vár baru 70, 6; vegskorðan varrskiðs 25; skerjarðar skorða 54; þǫll hÿslinga vallar 10, 6; glym-ránar gátt 35, 5 og maaske ogsaa drafnar freyja 59, 7—8.


Str. 85.


Denne Strophe gjør i det hele Indtrykket af at være bygget efter Skaldekunstens strængere Regler, saa at jeg finder nogen Grund til med Björn Ólsen S. 70 at antage, at Stavelserim kun paa Grund af Forvanskning mangler i L. 5 og L. 7. I L. 5 kunde man tænke paa:


bera knáðu þá breiðan


hvor Haandskriftet har knattu, men Björn Ólsens:


bera knáttu þá beittan


er vistnok bedre. I L. 7 synes muligt:


þó munk græðis glóðar
Gerðr!


hvor Haandskriftet har greipa for græðis. Disse Ændringer maa dog blive usikre.

Det synes mig at staa fast, at der ved en Række af de improviserede Vers, som i Sagaen lægges i Munden paa Kormak, ikke gjennemgaaende af Skalden er anvendt Stavelserim, navnlig ikke i de ulige Verslinjer. Jeg har i det foregaaende antydet, at jeg paa adskillige Steder fastholder den rimløse traditionelle Text, som Björn Ólsen vil forandre for at faa Stavelserim.


Efterskrift.


Ordet lá, Iǫ, "Haar" i Str. 6, L. 4 er mulig det irske lo, "Haar", der forekommer i Cormacs Glossarium.

Til S. 46. Ogsaa Sijmons har i Zeitschr. f. deutsche Philol. XXI, 368 udtalt sig for at de ældre Skalde bruge kort og lang 9 i Helrim med kort og lang a.


Strophe 81.


Linie 8 er i Haandskriftet skreven: aureks nærrgauri. Dr. Falk vil i Arkiv f. nord. Filol. V foreslaa Aurreks som Dværgenavn og sammenligne mold-rekr.

Gislason har i Njála II, 326 paavist, at den ovenfor nævnte Verslinje og flere andre Verslinjer, som indeholde nær, har en Stavelse for lidet, saa at vedkommende Digtere istedenfor nær maa have brugt en ensbetydende tostavelses Form. Gislason har istedenfor nær i disse Verslinjer indsat nær(r)i for at rette paa Versemaalet. Men Sievers har i en Afhandling (som jeg først, efterat mit Manuscript var indsendt til Trykning, har læst) i Arkiv f. nord. Filol. V, 133 f. paavist, at det af Gislason indsatte nær(r)i ikke kan være rigtigt. De Verslinjer, hvorom her er Tale, er nemlig lige Verslinjer af Verstypen A2 med Bitone i anden Stavelse. Versemaalet kræver i disse, saaledes som Sievers har godtgjort, at tredje Stavelse, der har Hovedtone, er kort. I de Verslinjer, hvor der istedenfor nær kræves en tostavelses Form, hvis første Stavelse har Hovedtone og er kort, vil Sievers indsætte nâar (af ná ar). Denne Form nâar, náar identificerer Sievers efter dens Oprindelse med dansk naar, og han henfører dem til en urgermansk Form néhwdz. Til samme Urform henviser angelsaks, néar, oldsaks. og ohøitysk náhör, nærmere.

Men naar man lægger Mærke til det Lydforhold, som viser sig mellem Norsk-Islandsk paa den ene Side og Dansk paa den anden Side ved fær (Subst.) -faar, igær - igaar, lær - laar, ker - kar, osv. samt navnlig ved mær-maar (af Grundformen *mawiz), saa vil man ikke finde det sandsynligt, at dansk naar er udgaaet fra en Grundform néhwoz, altsaa fra en ganske anden Grundform end det norsk-islandske nær. Hvis en Formation néhwoz ikke er paavist uden i Vestgermansk, synes det meget betænkeligt i de Verslinjer, hvorom her er Tale, at indsætte naar, baade fordi en Formation néhwoz synes mindre oprindelig end nehwiz, og fordi Verslinjerne kræve Betydningen "prope", ikke "propius". Ags. néar, osaks. oht. nahor betegne derimod "propius".

Til got. néhwa "prope" vilde regelret svare et oldnorsk *náe, nai, ligesom oldn. ferre, fjarri og úte, úti svarer til got. fairra og uta. Herefter vover jeg i de her omhandlede Verslinjer istedenfor nær at foreslaa nái, altsaa i Korm. 81, 8:


Aurvangs nâi gauri.


I Betydningen "prope" har altsaa efter min Formodning nær senere fortrængt *nái. Ogsaa ellers har i Nordisk den Comparativdannelse, hvis urgermanske Form har været -iz, bredt sig ud over sit oprindelige Omraade. Af Indflydelse fra den nævnte Comparativdannelse er det saaledes at forklare, at Præpositionen "efter", der paa Tune-Stenen skrives after, i svenske Indskrifter fra Ilte Aarhundred skrives aftR eller iftR. Det, at nái fortrænges af nær, kan sammenlignes med det, at of fortrænges af yfir, und af undir og en til got. faura svarende Form af fyrir.



Fodnoter

  1. Jeg griber her Anledningen iil at gjøre nordiske Læsere opmærksomme paa Heinzels Afhandling "Über die Hervararsaga" (Wien 1887) , der er rig paa skarpsindige og vækkende Combinationer
  2. Galte forekommer som Tilnavn, men om Skaldens Bedstefader blev kaldt Kormak Galte, véd vi ikke.
  3. Nordboernes Aandsliv I, 445.
  4. Jeg søger forgjæves en Henvisning til disse Stropher hos Schullerus i Paul-Braunes Beiträge XII, 241—251: "Der Valhǫllglauben bei den skalden".
  5. Arkiv f. nord. Fil. II, 134.
  6. Hkr. Hak. s. g. Kap. 16.
  7. Sn. E. I, 236, 470.
  8. Navnegaader forekomme hos Angelsakserne.
  9. Korm. Str. 21 og 22 synes at forudsætte Kjendskab til Sigurdarkvíða.
  10. Forhandlinger paa det andet nordiske Filologmøde S. 230 f., 234 f.
  11. Forhandl. S. 231 f., 234 f.
  12. Forhandl. S. 234; Studier over de nord. Gude- og Heltesagn Opr. S. 308.
  13. Se O'Curry Manners and Customs II, 70 og 217—219; D'Arbois de Jubainyille, Introduction a l'étude de la littérature celtique S. 259—270.
  14. Det engelske Ord kan paa Grund af den gamle Form kelle vistnok ikke stamme fra det allerede i 14de Aarhundrede forekommende, men nu forældede franske cale f. "espéce de coiffure de femme en forme de bonnet plat par en haut couvrant les oreilles et échancré par devant avec une petite bordure de velours" (Littré). 2. En Kalot, hvoraf nyfransk calotte. Det franske cale er vistnok ikke af celtisk Oprindelse, thi hverken Bretonsk eller Gallisk kan nogensinde have havt noget til irsk caille svarende Ord, som har begyndt med c. Littré afleder fransk cale af caier "abaisser".
  15. Joyce Irish Names of Piaces, Second Series, p. 359.
  16. Jfr. Zeuss-Ebel Gramm. Celt. 55; Zimmer i Kuhns Zeitschr. XXX S. 21—25.
  17. I det vestlige Telemarken betegner frans "penis equi"; men i Valle i Sætersdalen har jeg hørt den ældre Form flans'e, jfr. oldn. flannfluga. Paa Søndmør siges nu frestalle = oldn. flestir allir; Sagnhelten Ásmundr Flagðagæfa kaldes nu i Telemarken Ásmonn Fregdejævar.
  18. Angelsaks, mangere (mercator vel negotiator) gik ikke blot over i Oldnorsk som mangari men ogsaa i Irsk som mangaire (Wh. Stokes Academy 25 August 1888).
  19. Professor Rygh meddeler mig, at han ikke kjender noget norsk Stedsnavn, som indeholder Eli i 5 i. Vistnok forekommer i Dipl. Norv. II Nr. 139 (Vidisse fra 1409 af et Brev fra 1320) "Ællidenes sum ligger vidh Tunszbergh". Men denne Vidisse har oftere mindre rigtige Navneformer, og det er sandsynlig samme Sted, som i Røde Bog S. 202 nævnes i Slagen under det vistnok rigtigere Navn "Ældinese".
  20. Dette russiske Ord findes i Formen leðja i Sn. Edda I, 582.
  21. Efter Vigfussons Tolkning skulde S. 77 forekomme en hálfkenning itrust freyja. Men jeg formoder her, at eygerðr freyja er forvansket af eygardz (Havets) freyja.
  22. Derimod i Gautreks s. (Fas. I, 1) er en Kvinde ved Navnet Fjǫtra betegnet som klodset og enfoldig.
  23. Se i det følgende.
  24. Om man i 61, 7 skal læse: [auds] áðr jafnfǫgr tróða (hvorimod auðsǫpng i første Halvstrophe taler) eller: áðr [en] jafnfǫgr tróða, lader sig neppe afgjøre. I 63 antager Björn Ólsen med rette en kenning auðar fylla.
  25. Egilsson siger, at nauma i Hyndluljód nýju er brugt absolut som Udtryk for "Kvinde". Her kan vel denne Brug endog have sin Oprindelse fra en Misforstaaelse af Verset i Gisle Surssøns Saga Str. 15. Man kan i ældre Tid have opfattet nauma i dette Vers som hálfkenning, ikke som Led af en kenning, ligesom den nævnte Opfatning har været udtalt af flere Fortolkere i nyere Tid
  26. Jfr. Nicolaysen i Norsk hist. Tidsskr., 2den Række, IV, 345 f. om skot og Flat, I, 289.
  27. Jfr. Vatnsd. S. 72: or einni lokhvilu mátti hlaupa i skotið.
  28. I Str. 26. L. 8 synes Finnur Jonsson i en þik grafna rigtig at have fundet en þik gefna, saa at Linjen mangler Stavelserim.
  29. I Norsk forekommer flýði i Sigurd Jarlssons Indskrift fra Vinje, der er fra et af Aarene omkring 1200. Aarb. f. nord. Oldk. og Hist. 1889. 5
  30. Egilsson sammenligner med vell ags. wæls »gaza« , der vel er Trykfeil for wæla.