Mytiske sagn fra Telemarken - Aasgaard-Reiden

Fra heimskringla.no
Revisjon per 17. nov. 2022 kl. 16:46 av Jesper (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Maleriet "Åsgårdsreien" av Peter Nicolai Arbo (1872).
Mytiske sagn fra Telemarken


Aasgaard-Reiden


av Magnus Brostrup Landstad


Norsk Folkeminnelag

Oslo, 1926.



Aasgaardreiden[1] farer undertiden om Dagen, men er dog oftest ude om Aftenen og om Natten, helst i Julen. Det er et stort Følge af Mænd og Kvindfolk, der ride paa store Heste med skramlende Bidsler og svære Rustninger. Man kan høre Larmen af dem lang Vei førend man møder dem. De ride baade over Land og Vand, ja endog i Luften. Seede forfra ere de drabelige og deilige, men bag ere de huie som Troug eller Ospeskryte (hule Ospetrær), eller ogsaa seer man blot Guros Hale. Foran rider Guro (Guðrun) Aasgaard, eller som hun ogsaa kaldes Guro Rysserova[2] (Hestehale). Hun er stor og fæl; hendes Hest er sort og heder Skokse, men i Sigurd Sveins Vise kaldes den Skerting. Hendes Mand heder Sigurd[3]; han er forfærdelig gammel, og er nu bleven saa affældig, at naar han skal see, maa de hægte op Øinene paa ham, og naar han skal sove, maa de hjælpe ham Øienlaagene ned igjen. Hans Hest heder Grane.


1.


Der var en Mand fra Natadal som havde været i Hjartdal og det traf sig at han gik seent hjem igjen om Aftenen og det blev afdaget da han kom op i Anbjørndalen. Da han kom op paa Vallar og henover mod Blengsdalen, var det klareste Sommernatten og der var ikke en eneste Fugl som peb længere. Som han nu gik blev der en forfærdelig Støi bag ham, og da han skulde see til var det Aasgaardreiden som kom farende. Det larmede af deres Ringlebidsler og bragede af deres Vaaben og desuden saa var der Tale og Trætte mellem dem. Guros Følge knurrede for Mad, men hun svarede at de fik bie til de kom til Natadal, der skulde de faae Mætten sin baade de og deres Heste, for der var "Fredagsbaget Brød og Søndagsraget Hø," sagde hun. Manden blev ilde ved da han hørte dette og fornam at det galdt hans Stabbur og Hølade. Men nu var Reiden kommen ham ganske nær, saa at der var ikke at tænke paa at løbe undaf. Han sprang da ud af Veien og kastede sig baglænds ned paa Marken og slog Hænderne ud saa at de med det øvrige Legeme dannede et Kors. Da saa Guro kom midt for ham, standsede hun og raabte "Hu! sjá deð krossmerkið!" De turde da ikke ride forbi ham, men gjorde en lang Omvei. Da Manden saae dette, stod han op og tog til Beens det forteste han kunde. Han fik et lidet Forsprang, kom hjem og skyndte sig at tegne Korset i Gaardsledet og paa alle Døre. Guro blev derved snydt for Beværtningen og turde ikke ride til Gaards.

Fredag var i gamle Dage Fastedag og man maatte ikke da foretage noget larmende, rullende eller svingende Arbeide, altsaa ikke bage Fladbrød. Søndagen maatte man naturligviis hverken slaae eller rage Høe eller foretage noget andet legemligt Arbeide. Det som blev gjort imod denne Regel hæftede der Synd ved og det havde Troldene Magt over; derfor trøstede Guro sit Følge med at de paa Natadal skulde finde Fredagsbaget Brød og Søndagsraget Fløe, og hun havde vel ogsaa fundet det, havde ikke Manden faaet korset i Veien for hende.


2.


Paa Gaarden Dalen i Hvitiseid kom Aasgaardreiden flere Gange. Engang sadlede hele Følget af der og kastede Sadlene paa Stuetaget[4]. Siden den Tid skede der paa Gaarden Tid efter anden syv Mandfald; der var aldrig Ro at faae om Natten for Leven og Spektakel og Døren til Gangen stod aldrig igjen hvor vel man læste den. Engang var Folkene der i Julegjæstebud paa Huvestad. Der var ingen hjemme; de havde læst Dørene, men Maden stod paa Bordet som Skik og Brug er i Julen. Da saa Folkene kom hjem igjen et Par Dage efter, mærkede de at Aasgaardreiden havde været der igjen. De havde drukket op Juleølet og spist drabelig af Julekosten, saa at baade Kliin og Kage var gaaet med. Men det Styggeste var, at der hang en død Mand i Aaresveiven[5]. Han var numme dølsklæd og havde Sølvknapper i Vesten. Ham havde Aasgaardreiden taget i Nummedal og ført med sig, og de havde formodentlig redet saa fort at han var bleven sprængt.

Der var en Kone paa Dalen, som heed Signe; hun hørte engang Aasgaardreiden komme farende i Luften med Skrammel og Rammel. Hun gik da ud for at see efter hvor de toge hen, og hun opdagede da at hele Færden styrede lige imod hendes Gaard, Guro Rysserova foran og alle de andre efter i en lang Række. Hun sprang da fortest hun kunde ud paa Tunet og gjorde et Kors i alle fire Hjørner af Gaardsrummet. Derved var Aasgaardreiden hindret fra at komme ind, og hvorledes det nu gik til eller ikke, skal vi lade være usagt, men da hun ogsaa gjorde Kors i Luften imod dem, bleve de forvandlede til Trækubber, som rullede henad Marken. Saaledes saae det ud for Signes Øine, og hun saae det ganske tydelig.


3.


Paa Gaarden Skarperud i Hvideseid har Guro ofte været med sit ridende Følge. Engang det er nok meget længe siden tog hun der en Gut med sig. Han kom til Hest og maatte i flyvende Fart afsted med dem i Luften, saa at han ikke fik Ord for sig. Det bar da over Aasen om Ruim og ned igjen imod Sundskilen. Men da Gutten saae at Færden stævnede imod Vandet blev han rent forfærdet og raabte: "Jesu Navn, skal vi ogsaa over Vandet da!" Saa kastede de ham af. De vare komne langt ud paa Vandet, men de kastede ham saa langt afsted at han faldt ned paa Syftestad[6] . Deraf fik Gaarden sit Navn og kaldes saa endnu. Siden boede der en Mand paa Skarperud, som heed Steinar Omundson. Det var Langbedstefader til den Steinar Omundson, som nu boer paa Skarperud. Han saae Aasgaardreiden en Juleaften. De syntes at komme ud fra det Fjeld, som er østenfor Gaarden og standsede nede paa Jordet. Der var en stor vakker Slette; der sadlede de af deres Heste og begyndte at danse og holde sig lystige. Guro var med de Første i Dansen og Steinar tyktes hun saae ud som den væneste Gjente, han nogensinde havde seet, men stor og drustelig var hun. Men som hun nu svingede sig lystig i Dansen kom Halen tilsyne. "Gøym ròva di Guro!" sagde Steinar, og i det samme foer de afsted i Luften under forfærdelig Støi og, som det syntes ham, hen i et Bjerg som heder Svarthul. Væk vare de.


4.


Maleriet "Åsgårdsreien" av Peter Nicolai Arbo (1872).

Blandt Thelebønderne er det overalt Skik og Brug at alle skal lauge sig om Juleaften. Før Festen er begyndt foregaaer denne Badning hvori alle fra den Ældste til den Yngste paa denne Dag bliver deelagtig. For at holde Helg skulle de, som de udtrykke sig, vaske Kvardagslorten af sig. Efterat alle Forberedelser til Festen ere trufne, hvoriblandt den sidste er at opreise et Kornbaand paa en Stang ved Laden for Fuglene under Himmelen, stiger Huusfaderen først i Badekaret, hvor efter han ifører sig reent Linned og sine Helligdagklæder, træder ud paa Tunet og skyder af et Gevær til Tegn paa at nu er Festen begyndt. I Stuen er imidlertid Bordet dækket og Ølskaalen iskjænket. Huusfaderen træder ind, hilser alle med Nævetag og modtager deres Ønske om en glædelig Juul, hvor efter Huusmoderen rækker ham Ølskaalen. Nu er det hendes Tuur at bade sig, dernæst Børnene, saa Tjenerne. Alle kommer ind som fremmede (ny?) Mennesker og hilse med Næve tag rundt Stuen, hvorefter Ølbollen rækkes dem. Alle bade sig i samme Kar, og hvor der er en stor Familie varer denne Operation ofte langt ud paa Kvelden. I gamle Dage, da man holdte jolevak, skulde man heller ikke sove Julenatten lige saalidt som Natten før de øvrige store Fester; og der er mange som endnu følge denne Skik. Sit Julekveldsmaaltid nyder man først henimod Midnat, og naar det er endt folde alle sine Hænder og istemme tvende Gange Luthers Julevers; "Et lidet Barn saa lystelig, er fød for os paa Jorden." Badningen foregaaer for det meste i Badstuen (Tørkehuset) som til denne Ende er opvarmet, og som paa Grund af denne Bestemmelse har faaet sit Navn. I gamle Dage gik det til paa en anden Maade. Thelebønderne brugte da ikke varmt Vand til Bad (laug), men hvad de egentlig kalder Bad (bak), etslags Dampbad. De ophedede Badstuen meget stærkt, afklædte sig der, og efter at være blevne ret gjennemhedede, sprang de nøgne ud i Sneen og rullede sig i Skavlerne. Dette gjentoges flere Ganger. Den gang indskrænkede dette sig ikke alene til Juleaften, men man badede sig saaledes eller tog Laug hver Laugardagskveld, og det maa engang i Tiden have været meget almindeligt, da Ugens sidste Dag deraf har faaet sit Navn. Stærke vare de før, og stærkere bleve de ved saadan Hærdelse.

Men det var om Aasgaardsreiden vi talte. Jeg vilde have indledet en Fortælling om den med en lille Bemærkning, men den drog mig med sig, saa at jeg kom vel langt af Veien. Nu ere vi der altsaa igjen.

Det hændte sig engang paa Lofthuus i Vraadal (?) at Aasgaardreiden gjorde Peer et stygt Puds. Der var en Hjuringgut paa Gaarden, som heed Peer. Han blev som vente var den sidste til at bade sig om Julaften. Men Peer blev saa længe borte, de spurgte efter Peer, han skulde bære ind Veed og lægge under Gryden, men Peer kom aldrig igjen. Tilsidst skulde de da gaa hen og see hvor han var bleven af, men da de kom noget nær hen til Badstuen hørte de Mands Maal der inde. Der var nogen som med grovt Maal langsomt og syn gende sagde:


Mer plukkar en Pér i badstoga
Mer plukkar en Pér i badstoga.


Folk blev forskrækket og turde ikke gaa ind. Det leed ogsaa langt paa Natten. Da det nu havde varet en Stund gik de atter ud for at lyde efter, men endnu hørte de det samme:


Mer plukkar en Pér i badstoga
Mer plukkar en Pér i badstoga.


Der var ingen som turde gaa derind før om Morgenen, og da fandtes Peer sønderplukket i bitte smaa Biter. Det var Aasgaardreiden som havde plukket ham.


5.


En Juleaften kom Aasgaardreiden ridende til Gaarden Fjone i Nissedal. Folkene paa Gaarden hørte Skrammelen af Ringlebidslerne og Hovslagene af Hestene, men de turde ikke gaa ud for at see efter den. Men saameget saae de, at Guro sadlede af og kastede Sadlen paa Fjøstaget. Hvor hun saaledes slaaer sig ned, skal der skee Mandfald, eller ogsaa har der været begaaet Manddrab. Dette Sidste var Tilfældet paa Fjone, der for kom Reiden der saa ofte. En anden Juleaften hændte det, at Aasmund Fjone gik ud paa Tunet i det samme kom Aasgaardreiden. Guro raabte: "Til Hest, til Hest min Aasmund!"

"Aa no da, so da i Jøssu namn!" sagde han idet det hævede ham tilveirs. Men saa kastede de ham fra sig saa at han blev siddende paa et Huus-Sims.

Der var en Kone i Sætersdalen som blev taget med og hun reed med 1/2 Miil, men saa kom hun til at spænde Hesten i Svangen, og saa kastede den hende af, og glad var hun at hun slap saa. Engang havde Aasgaardreiden nær taget tykke Anne Tveit med sig. De kom farende lige imod hende med dundrende Hovslag og bragende Vaaben og vilde have faket hende, men hun var saa heldig at hun slap ind i Svalen just som de kom i Tunet. Saa fik hun raabt paa sin Mand, og han kom og lukkede op for hende; saaledes kom hun fra dem. Men havde hun der bleven taget med, saa havde hun ret faaet husket sig.


6.


Paa Vallstad i Fyrisdal sad Folket i god Ro om Julekvællen, men saa vidste de ikke af før en Gjente, som sad med dem der, begyndte at bære sig saa rart ad. Bedst som hun sad, gjorde hun en Bevægelse med Armer og Been som om hun holdt i Tøilerne paa en kaat Hest og trottede paa den: trott, trott, trott! Med det samme faldt hun baglænds og laa hele Natten som hun var død. Det kunde ikke nytte at røre ved hende, for Aasgaardreiden havde reist af med hende. Men om Morgenen kviknede hun i igjen, og da fortalte hun, at hun havde redet med Aasgaardreiden saa at Ilden sprudede under Hestehoven, selv da de reed over Fyris-Vandet gnistrede det under Skoen, som om de rede paa den haardeste Steenmo. Hun havde ogsaa med Færden været inde paa forskjellige Gaarde og nydt godt. Hendes Haarbaand fandt man igjen hængende paa Skorstenspiben. Gjenten var saa kaat og letlivet af sig og var gild til at synge og danse, og slige vil Aasgaardreiden helst have fat i. Men allerhelst vil de have fat i Kjæmper og Slagsbrødre og saadanne som der er megen Staak og Støi med.

I et Gjæstebud paa Vá paa Rauðlandstranden skede engang 2 Mandfald i Slagsmaal. Der kom Aasgaardreiden samme Kvelden, sadlede af i Tunet og kastede Sadlen paa Laavetaget. Da Knut Vestá stak Olaf Gjersund ihjæl i et Fæsterøl paa Bygland i Brunkeberg, havde Aasgaardreiden været der Natten i Forveien og kastede Sadelen paa Fjøstaget. Guro og Sigurd er altid ude, naar der er sligt paa Færde.


7.


Der var en Mand i Silgjord, som heed Tor og boede paa en Gaard ovenfor Klomsæt, hvis Navn paa Grund af en senere Betydning som er tillagt Ordet, ikke vel lader sig nævne for høviske Øren. Tor syntes dette var fortrædeligt at have saadant et Gaardsnavn som ikke lod sig nævne, uden at fremmede Folk, som ikke vare vante til at høre det, enten rødmede eller slog op en Latter. Han besluttede derfor at give Gaarden et andet Navn, men han indsaa, at det havde sine store Vanskeligheder at faae et nyt Navn til at blive almindelig kjendt og brugt. Det kunde ikke vel skee uden Samtykke af hele Bygden. Da han nu derfor fandt det passende at denne Sag afgjordes med en vis Høitidelighed, saa tilberedede han et stort Gjæstebud og bad sammen alle sine Naboer og Bygdens gjæveste Mænd. De skulde da alle enes om at give Gaarden et nyt og passende Navn. Men det var ikke godt at blive enig derom, enhver havde sin Mening. En foreslog det Navn, en Anden det, og somme syntes det gamle var godt nok. De sade der og drak en Dag og to Dage, men jo længere de drak desto mere usams bleve de og Tor var lige nær. Den tredje Dagen da det leed mod Kvællingen kom Tor ind med den sidste Ølskaalen og da kvad han:


No er tunna tom
og tappen tør
og no heiter garden K...
som han heitte før.


Saa blev der Ende paa Laget, og Gaarden beholdt sit gamle Navn. Der var ikke noget at gjøre ved det.

Denne Tor - det er ikke saa farlig længe siden, han levede for Kvitannes Stedfader var opkaldt efter ham og var en Brodersøn af ham - han mødte engang Aasgaardreiden som han vilde gaa nord i Bygden. Han var just kommen til Kvennhusákeren, saa kom Færden ansættendes med Skrammel og Rammel; og det Styggeste var, at han saae sin Broder Gredgard Loftsgaarden ridende i Følge med dem. Det gik saa fort med dem og han blev saa forskrækket, at han ikke sandsede paa at snakke til ham, men han løb til Loftsgaarden det forteste han kunde. Da han kom der, saa sad Gredgard død i Stolen. Han ruskede i ham, men han var "dauð som stokk og stein".


8.


Harald Olafson gik seent en Aften fra Skori i Omersdal og da han kom et Stykke henover hørte han med Et en Skrammel foran sig langt hen i Hougene. Det var som en heel Hob kjørte med løse Tømmerhager, som skranglede i Stenene. Det kom lige imod ham efter Almandveien, og han tænkte slet ikke paa Aasgaardreiden, men forundrede sig over hvem det kunde være, som var ude saa seent og kjørte, og det paa et Sted, hvor der aldrig er nogen Tømmerkjørsel. Men da det kom nærmere dreiede det af og foer nedover langs Bekkedalen. Han saae Intet, men hørte Larmen lang Vei nedover. Harald er en forstandig Mand, som ikke troer paa sligt Lapperie, men hvem han fortalte det til, saa paastod de at det var Aasgaard reiden; og hvad skulde det vel ellers være?


9.


Paa Ska[r]kevie i Silgjord boede en Mand, som heed Harald Paus. Han var en stor stærk Rugg, som ikke var bange for nogen Ting. En Dag havde han været paa Verpe, og sad der langt udover Kvelden. Imellem Ska[r]kevie og Verpe er der en stor Furumo, hvor der endnu staaer deilig Voxter-Skov, men er forresten ikke andet end Steen paa Steen. Der er et Varp, hvor enhver, som gaaer forbi, maa kaste sin Steen, og deraf har Gaarden Verpe sit Navn, men Moen heder Herremo. Da nu Harald gik hjem om Kvelden og var kommen til Varpet paa Herremo, hvem skulde han møde uden Aasgaardreiden. Det var en stor Færd og den kom med stort Braak; de rede saa at Gnisterne sprudede om Hestehoven, der var en Rassel og Skrammel af Jern saa at det var stygt at høre. Men Harald var ikke bange, han blev staaende for at see paa dem. De rede ham forbi, Guro foran og siden den Ene efter den Anden, og eftersom de kom ham forbi spyttede de ad ham: tvi! tvi! Foran saae de folkelige ud, men naar han saae dem bag vare de huie som Ospeskryte. Tilsidst kom der en Deel i et latterligt Optog. En sad og agede sig frem i et Troug, og vrikkede og skubbede for at faae det til at gaae, en Anden kjørte med en halt Høne og raabte: "pinke pá, pinke pá, mer skal til Roms ikveld!" Men da kunde Harald ikke bare sig længere: "du lyt skunde deg dá skal du rekkje fram," sagde han. Men da kom de sættendes og vilde fake ham, og da var der ikke Tid til at bie længere. Han tog til Beens forteste han kunde og sprang hjem til Verpe. Da var han saa forskrækket at de fik ikke Maal af ham paa lang Tid.

Denne Tildragelse havde vi tænkt at fortælle paa en anden Maade, nemlig ved efter følgende Stev, men vi frygtede for at vi kunde fordærve den ganske morsomme Historie. Nu kan man faae det paa begge Maader, og er der da intet vundet, saa er der heller intet tabt.


Og Harald Paus var ’ki god at grøte
men Åsgárdreiðin var stygg at møte;
deð var ein eftan pá Herremo,
den sama furo hon stend enno.
Harald gekk seg sá seint frá Verpi,
deir hadde kúrad bád’ røy og hjerpe;
men dá en kom seg pá mogen fram
sá dunad der som der slept’ ein damm
Harald studde seg at ei furu,
den fyrst’ en møtte deð var ’a Guro;
og siðan kora deir pá alle gerð
deð var sá hækileg stygg ei ferð.
Deir reið i tvisprang og sputtað át en
deð totte deir fulla var sá máten,
men nær en attende at dei ság
sá var deir hole som mykjatrog.
Der køyrde ein med ei halte høne,
du tar ’ki tenkje deð er ei skrøne:
"No pinke pá, pinke pá, mi froms!
du veit mer skal no i kveld til Roms."
Dá lædde Harald og héll pá magin:
"Dá lyt du skunde, deð lid med dagin,
og rysserova tyst hange sið,
du kem ’ki fram i den rette tid."
Dá vilde deir en med sama gljupe,
dá var ’ki stundir fer Paus at krjupe,
dá var ’ki mon i at vera sein
han flaug sá skvatt báðe lort og stein.


10.


Paa Klevar i Saudherrad boede en gammel Mand, som var svært rig, han havde to Sønner, som skulde arve alle hans Midler. Men saa kom Aasgaardreiden og reiste med den yngste Sønnen.

Da det leed om en otte Dages Tid kom Aasgaardreiden igjen og foer lige igjennem Tunet, og da saae de Klevar-Gutten ride allersidst paa en blak Hest. Han fik vige Hesten sin lidt saa at han kom til Tals med sin Broder og fik sagt ham at de kom igjen der tre Torsdagskvelder, og at han maatte passe vel paa naar de kom og see til at frelse ham. Men hvorledes dette skulde skee, enten ved at kaste Staal over ham eller paa anden Maade, kunne vi nu ikke erindre. Gutten havde neppe faaet sagt dette, saa maatte han afsted igjen i flyvende Fart. Næste Torsdagskveld kom Reiden atter tilgaards og Klevargutten bagefter paa den blakke Hesten; han svingede indom imod Dørshellen; hans Broder stod der, men gjorde intet for at frelse ham, og han maatte afsted igjen. Den tredje Torsdagskveld, det slog ikke feil, Reiden gik igjennem Tunet med Larm og Skrammel og bagefter kom jamen Gutten, reed imod sin Broder, som stod paa Dørshellen, og ventede paa at han skulde frelse ham, men saa haardhjertet var han, at han ikke vilde bryde sig det mindste om ham, som var kommen i Guros Magt. Da han saae dette, reed han hart paa, og kom saa nær at Hesten traadde paa Dørshellen, og han lyste de Ord, at paa Klevar skulde de blive "aldrig saa rige, aldrig saa vise" (om de bleve aldrig saa rige, skulde de aldrig blive vise). Men saa maatte han ride, og der rider han vel endnu, for de saae ham aldrig mere efter den Dag. Broderen tog hans Arv, og der har altid været rige Folk paa Klevar siden, men aldrig vise, og paa Dørshellen vises endnu Hesteskoen, der har efterladt et dybt Spor i Stenen. Vond var Gutten og tung var Hesten, og der staar det til Dommedag.

Fotnoter

  1. Udtales Aasgaar-reie eller Aasgaar-reia; Hjartdølerne og Udmændene sige Osgo-reia. Vi fortælle her ligefrem Folkete Snak, uden at blande det med egne Betragtninger. Enten er det de Asgaardske Guder selv som i Følge med deres Kæmper eller Einherjer ere ude at færdes (reið, Ridt, Riden), eller ogsaa er det de faldne Kæmpers Ridt til Asgaard i Følge med Valkyrierne, som afhenter dem. Det Sidste synes rimeligst da vi her møde de gamle Heroer Sigurd Fafnersbane, hans Elskerinde Gudrun, og Gunnar. Brynhild, som ikke burde savnes i dette Selskab, har jeg dog ikke hørt nævne. See mere herom i Visen om Sigurd Svein, samt i Silgjords Beskrivelse af Hans Wille.
  2. Hun kaldes meget ofte Guro Aasgaard; Tilnavnet Rysserova, maa formodentlig være et senere opkommet, hvorved hun sammenblandes med andre Tussekvinder.
  3. Andre sige at hun er Odins Kone og kommet med ham øster fra Aasgaard, men dette er vistnok ikke Folkets egen oprindelige Mening.
  4. Dette var nok i gamle Dage det almindelige Gjemmested for Sadeltøiet, som det endnu er paa Sæterne. Husene vare lave og paa Taget naaede ikke Geden til at gnave.
  5. En eenarmet Vægtstang, der bestod af en stor Bjelke, som rakte fra Stuens ene Hjørne frem over Aaren (Ildstedet) midt paa Gulvet, og tjente til at fæste Skoren i, som bar Gryden over Ilden.
  6. Man siger her at syfte, skal betyde, hisse, kaste i Veiret?