Mytiske sagn fra Telemarken - Om Nisserne

Fra heimskringla.no
Revisjon per 29. nov. 2022 kl. 19:17 av Jesper (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Mytiske sagn fra Telemarken


Om Nisserne


av Magnus Brostrup Landstad


Norsk Folkeminnelag

Oslo, 1926.



Norsk julekort fra 1895 med nisse og grøt. Julius Holck (1845–1911). Nasjonalbibliotekets bildesamling.

Der er intet Sted, hvor der har været saa fuldt af Nisser og hvor man har været saa bryd med dem som i Nissedal, men der er heller intet Sted hvor Overbeviisningen om deres Tilværelse har været mere rodfæstet og indtil de sidste Tider vedvarende. Der er Nissen baade i Vandet og paa Landet og man synes at have Grund til at troe, at Dalen af ham har faaet sit Navn. Skulde dette forholde sig saa, da ligger deri et merkeligt Vidnesbyrd om disse smaae Væseners Magt over Folketroen saavelsom om Alderen af deres Hjemstavnsret, de var indvandrede med Folket.

I Nisser-Vandet opholder sig en forunderlig lille Fyr; man har ikke ligefrem villet kalde ham Nisse, men han har ordentlig et Kjælenavn og heder Nisse-god-Dreng. Han viser sig om Natten, naar Folk er ude at færdes paa Vandet, da springer han op paa Aarene, hefter Rorskarlen og sinker Farten. Han synes at have sin Moro af saaledes at gjøre dem Fortræd. Olaf Ansteinson, som er vel kjendt paa Nisser og har været der baade Nat og Dag i 50 Aar, forsikrer: "at han hev vurtið fer deð fleire vendur", og at han har seet og følt, hvorledes Nissegoddreng har hoppet udenbords paa Aarene. Han har fulgt med ham lange Stykker og heftet ham forskrækkelig. Men naar han har indfundet sig, har det gjerne været saa mørkt, at Olaf ikke rigtig har faaet see hans Skabelon, saa han ikke nøiagtig kan beskrive hvorledes Fyren seer ud, men han mener, at han er af Størrelse som en Kat. Dersom man siger Olaf Ansteinson, at det kunde være et Dyr, en Fisk eller Fugl, saa synes han det er daarlig Tale, og vil slet ikke gaae ind derpaa, for saameget troer han at skjønne, at man ikke skal narre ham hvad Fisk og Fugl anbelanger. "Desuden er der Andre som har seet ham bedre end jeg," siger Olaf, "og fra Arils Tid har han været bekjendt under Navn af Nisse goddreng"[1]. Det er ogsaa virkelig en almindelig Tro blandt Folk i Nissedal, at der i Nisser opholder sig et saadant Væsen.

Nisserne ere smaae som Børn, men meget stærke; de ere iførte graa Klæder og have en liden Pikluve paa Hovedet, men denne Luve er ikke altid hos os som paa andre Steder af rød Farve. De ere lodne paa hele Legemet og vaade paa Issen. De have meget at bestille i Laden, Stalden og Fjøset, ere tjenstagtige og hjælpsomme mod deres Venner, men hevngjerrige og slemme mod dem, som gjøre dem Fortræd. De have ofte Moro af at gjøre smaae Spilopper, og naar disse lykkes, lee de hjertelig godt. De ville gjerne have Smørgrød og god Mad og man har brukt at udbære saadanne Gaver til dem ligesom til Tusserne. Man hensætter Offeret enten i Laden eller ved et Træ ude paa Marken.

Det er ikke længe siden at en Kone paa Fjone i Nissedal hver Juleaften bar Smørgrød og Øl hen til et Lindetræ nede i Jordet for Nisserne. Om Morgenen var Fadet tomt og hvælvet. Manden kunde ikke lide denne Dyrkelse, bad Konen lade det være, men det hjalp ikke. Saa tog han en Julekveld sin Øx og gik derhen for at nedhugge Træet. Men neppe havde han hugget tre Hug, førend Nissen kom, tog fat i ham og pryglede ham dygtig af. Manden fik saa alvorlig Bank af den vesle Nissen, at han var ikke istand til at gaae hjem, men blev liggende der halvdød til de fandt ham.

I Nissedal tiltager Nissen sig endnu større Rettigheder end andre Steder. Han deler nemlig Alt med den Bonde, paa hvis Gaard han har Tilhold, saaledes, at han tager en Trediepart til sin Huusholdning af al Afgrøde; men naar og hvorledes Delingen foregaaer, det veed og mærker Ingen. Til Gjengjæld hjelper han trolig til i alle Aanner, følger Skaargang med Slaattekarlen og efterligner ham saa nøiagtig, at naar Slaattekarlen hugger i Steen med sin Ljaa, hører han Nissen gjøre det samme. Nissens Kone skjærer ved Siden af Bondens Kone paa Ágeren. Men passer ikke Manden paa at lægge Øxen paa Kornstaden, naar Alt er indkjørt, saa kommer Nissen og tapper Øl af Kornet og det mister da sin Kraft. Deraf kommer det, at der er mere Lettekorn i Nissedal end andre Steder.

Paa Fladeland i Vraadal opholdt der sig en Nisse, som stullede og stelte med Kørene og det baade godt og vel. Men en Nat var en Ko bleven borte af Fjøset og de fandt den ikke nogensteds igjen. Ikke kunde den være kommen ud og ikke var den inde; det var som om den var sukket ned. Den tredie Dag efterat Koen var bleven borte, hørte de at det rautede nede i Kjelderen. Der stod Koen. Men de maatte hugge op Gulvet for at faae den op igjen. Nissen havde flyttet den der hen. Han havde noget udestaaende med Budeien og fik ikke Sengerum hos hende paa Fjøshellen.

Paa Synstetveit i Selgjord var fuldt af Nisser i gamle Dage. Oppe i Jordet stod en gammel Askestuve, hvor man hensatte Ølskaale og Grødfade for dem. Naar Gjentene gik til Bækken efter Vand om Kvelden, saa lagde Nisserne sig i Veien for dem, saa at de faldt og sloge Vatsbytterne over sig. Da log Nisserne: ha, ha, ha! saa det skranglede i alle Bergene rundt omkring. Om Aftenen maatte de være ganske stille, ellers støiede Nissen igjen, naar Folket vilde have Ro. Men i Tov Synstetveits Tid, Bedstefader til den Tov, som nu boer der, maatte Nisserne flytte bort, for han var meget slem imod dem og gjorde dem idelig Fortræd.

En Aften seent han havde hentet Vand og baaret op en Vats-Saa, kastede han Saastangen fra sig paa Tunet saa det skranglede i den. Han var ikke før kommen ind, før han hørte Saastangen smelde ude paa Tunet paa samme Maade, og skjønnede, at Nisserne vare i Færd med den. Saa gik han ud, tog Saastangen og slog omkring sig i Mørke for at slaae ihjæl nogle af de fille Smaa troldene, men de forstode at passe sig, saa Tov ikke fik Tag paa dem dengang. Derpaa begyndte han at gjøre al den Larm han kunde og slog med Saastangen i Vindskiderne paa Taget, saa det dundrede i alle Aaserne. Siden gik han ind.

Nisserne sloge vel ikke sligt Tag som Tov men de lirkede og lirkede hele Natten med Saastangen som stod ude i Svalen, saa Folk fik ikke Ro til at sove for den bestandige Knirken og Lirken. Men Tov maatte betale større Bod for at han havde gjort dem Fortræd. En Morgen, han kom i Fjøset, saa havde den største og bedste Kvigen hængt sig op, eller rettere, hun var bleven ophængt af Nisserne, det var klart at see, for hun stod paa Hovedet i Baasen og var ligesom spilet med Kroppen opad Fjøsvæggen. Men da turde Nisserne ikke andet end tage Flugten. Tov hørte selv, at de flyttede. Han laag i Buret om Natten, og bedst som det var hørte han der kom ligesom en Bufærd gjennem Tunet. Han hørte tydelig Klyvreidet riktede og Bjeldeklavene skraslede, saaledes som naar man snur Bjelderne og saaledes som man gjør, naar man driver Kreaturene til Støls. Det var Nissen som drog af sted med Pik og Pak. Tovs Hest som stod tjoret ved Buret, begyndte da at frøse og knæggede. Da nu Tov foer ud af Buret for at see hvad det var, stod Hesten hans paa to Been saa rak som et Lys. Siden den Tid har man ikke seet noget til Nissen der.

Paa Furustøl kom Nissen og skræmte Saudene for Anne Medaas. "Hu, dit stygge Essel!" sagde hun, "som skræmmer Saudene mine." Hun sprang da for at gjegne Saudene tilbage, og idet hun sprang, faldt hun og brød Stortaaen af Led. Da log Nissen: ha, ha, ha!

En Mand paa Aamot reiste til Støls med en Kløv Melketrug. Han havde bundet dem vel ind i Meisen baade med Vidjer og Reip, men da han kom et Stykke paa Veien, vidste han ikke af før Kløven faldt af Hesten og alle Melketrugene ud over Marken som om de vare kastede. Da hørte han hvor ledes det skrattede og log bort i alle Hougene: ha, ha, ha! Det var Nisserne, som gjorde Nar af ham.

Paa Gaarden Aakre i Hjartdal havde Nissen et stadigt Tilhold i gamle Dage. Der boede et Par Folk, som heed Bjørgulf og Thorgunn; begge vare ivrige til at dyrke de Underjordiske, og gjorde især meget af Nisserne. Men de havde ogsaa god Hjelp af dem. Naar Bjørgulf kom hjem af Marken og havde læsset af Slæden, slap han Hesten forspændt i Tunet, gik ind, satte sig til at faae Mad og gav sig gode Stunder. Naar han kom ud igjen var Hesten fraspændt, sat ind paa Stalden og stullet baade med Hø og Vand. Samme Hjelp havde ogsaa Thorgunn af dem i Fjøset. Hun bar sine Tøyser bort, satte dem paa Fjøsgulvet og gik ind. Hun var vis paa, at hver Ko fik sin Tøys. Det slog aldrig Feil.

Thorgunn havde den Skik, at hun til hver Olafsok brygget en Tønde Malt. Dette Øl blev fyldt paa en stor Tønde og henlagt i en Vedkjelder hen i Jordet og skulde udelukkende offres de Underjordiske. Denne Thorgunns Ølkjelder er endnu til og kaldes den Dag idag Ølhullet. Men til Gjengjæld herfor fik Bjørgulf opskaaret al sin Ager, og der var ingen i hele Hjartdals Gjeld dengang som havde saamegen opdyrket Ager som han. Deraf har Gaarden ogsaa faaet sit Navn. Men han havde ogsaa Hjelp baade Høst og Vaar af Nisserne og Ingen blev før færdig med Slaat og Skuur end Bjørgulf Aakre. Naar nu Nisserne havde faaet Ølet og Olafsok-Drikken, holdt de sig lystige. Bjørgulf og Thorgunn stode om Natten i Rødet (Gangen) og hørte paa hvorledes Nisserne turede og drak, roste Ølet og prisede Bonden og hans Kone for deres Gavmildhed. Naar de saa havde drukket en Stund, begyndte de at skjære Korn og det gik baade flinkt og fort.

Da sang de:


Ger bendlar og bitt!
ger bendlar og bitt!
dess før vert me kvitt.
Tru tunna vil renne,
tru tunna vil renne
til halmen skal brenne!


og saaledes gik det hele Natten til al Ágeren var opskaaren, og Bjørgulf havde annt nok de følgende Dage med at fæste op alt Kornet. Hvad det angaar, at Nisserne ønskede Tønde maatte rinde til Halmen skulde brende, saa menes dermed: til Bjørgulfs og Thorgunns Død.

Her sigtes nemlig til den endnu almindelige Skik at saa snart et Menneske døer, bliver den Sengehalm, hvorpaa han har udaandet sit Liv, bragt ud paa Tunet og opbrændt. Tildeels brændes ogsaa den Afdødes Klæder paa dette Baal, der forkynder alle Naboer, at nu er N. N. død. Dette Baal, hvori der nu ikke er noget Urimeligt eller Upassende, har dog nok sin Rod i det fjerne Brune-old. Bjørgulf og Thorgunn ved bleve lige til sin Død at traktere Nisserne med en Tønde Øl til Olafsok og fik god Tak og Løn derfor af dem. De stode sig godt og var rige Folk. Men da deres Liighalm var brændt, randt Tønden ikke længere for Tusserne. Gaarden kom siden i fremmede Hænder og den nye Eier vilde ikke spandere Øl paa dem. Han sagde engang der var Tale om den Sag: "Øl vil jeg ikke give dem, men den svarte Stuten min skal jeg lade dem faae, dersom de vilde skjære op al Ágeren min paa en Nat." Ágeren blev opskaaret; men Manden holdt ikke Ord; han lod dem ikke faae den svarte Stuten. Vaaren efter faldt Stuten udover en brat Bakke, blev liggende Ofvelte og kreperede, førend Folk fandt den igjen. Stedet, hvor dette hændte, kaldes endnu Stute-Velta. Siden den Tid har ikke Nisserne skaaret mere paa Aakre.

Der var en anden Mand i Hjartdal som havde saadan forunderlig Lykke med sine Kreature, og hvor mange Køer han end satte paa, var han altid vel forsynet med Foder. Høstaden hans var saa drug, at den aldrig syntes at tage Ende. Saa var det engang Manden laag ude i Laden om Natten, da kom der en liden Nisse drassende paa et Par Høstraa. Han pustede og strævede og syntes at have stort Arbeide med sin tunge Bør. Manden syntes dette var latterligt og sagde spottende: "detta var au nokoð drasse sá tungleg pá." Da blev Nissen vred og sagde, at nu vilde han drasse saameget fra ham som han før havde drasset til, saa skulde han faae see, om det var Spot værd. Da varede det ikke længe før Manden havde opgivet sit Foder og udsveltet sine Kreature. Intet lykkedes for ham og han blev en fattig Mand.

Fotnoter

  1. Jeg anfører under denne Benævnelse et Sagn, hvori Nissen udtrykkelig nævnes, men meget af hvad der fortælles om ham, synes bedre at svare til de Forestillinger, man har om Tusserne. Ved Overtroens Forsvinden bliver Begrebet om de hemmelighedsfulde Væsener, hvoraf man paa alle Kanter har troet sig omringet, mere forvirret og ubestemt. De to vigtigste Slægter af Underjordiske (Huldrefolk) ere nu Jutuler, Tusser og Nisser; mellem de to sidste Arter gjøres nu ingen streng Forskjel. Vetterne har jeg ikke hørt nævne som en særegen Classe, og antager derfor, at det er en fælles Benævnelse ligesom "Huldrefolk" om alle Usynlige. Hougene, hvori Tusserne boe, kaldes altid Vettehouger, aldrig Tussehouger.