Norsk jul

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

J. C. Dahl: Slindebirken

Norsk jul

Jul, Bd. I

Af
Henning Frederik Feilberg
1904

»DET ER IKKJE JOLAFTAN MEIR
END EIN GONG I AARET.« 
(Gammelt ordsprog.)

AT der holdes jul i Norge siger sig selv. Måske står julens lys og glæde i omvendt forhold til naturens barskhed: jo strængere kulde og jo mørkere nætter og jo fattigere kår, jo mere trænger mennesker til dog en gang om året at have lidt fest inden døre. Der skal dog engang i årets kreds sættes et mærke til forskel fra alle de andre mange dages evindelige slid og endeløse savn, og for at overgangen skal blive kendelig og stærk, kaldes de sidste uger for jul »skarken«, hvor man må døje ondt, spise den ringeste føde, bære de fattigste klæder. Særlig fik de sidste otte dage navn af »skarkeugen«, d. e. den uge, man med besvær slæber sig igennem. Folk gik i pjaltede, dårlige klæder, maden var sild og kartofler, eller ost og vælling; ved middagstid grød og »myse«, valle, så sur, at det hvinede i »øreknuderne«, når man smagte på den, og det skulde være en stærk mand, der ikke fik tårer i øjnene, når han drak af den. Tilmed var grøden kold, så spiste man mindre, det gjaldt karlfolket; kvinderne, som var lidt mere nøjeregnende, kunde få en smule ost (brim) til. Var der en, der ej havde pjalter nok, var der gode råd til at låne hos dem, som havde mange: »de skulde være fillehukuler alle i skarken må vite«. Kvinderne måtte ikke skifte linned i de sidste 3—4 uger og havde det så travlt, at de end ikke fik tid til at vaske sig, thi der var meget at gøre i huset. Der skulde brygges og bages, vaskes og pyntes, og færdig måtte og skulde man være til mørkningen juleaftensdag. Slagtes skulde der også, kort sagt arbejdet hobedes, husmoderen måtte have gode kræfter og godt humør, at hun ej skulde slå hænderne sammen i fortvivlelse over alt det hun havde at gøre.

Karlene måtte tærske og være flittige ved arbejdet, at budejen kunde have halm nok over »trettendedagen« til kreaturerne. Der skulde maltes og tørres og køres til mølle. Folk måtte til skovs at køre hjem løv og bar til gederne, samt tørved og kviste til foder. Den mand som i julekvælden havde den største vedhøj i sin gård, ansås for den flinkeste i bygden. Kom så skovkarlene hjem om aftenen trætte, sultne, forfrosne, huggede de i sig af den kolde grød, hvori såerne stak ud på alle kanter som piggene på et pindsvin, og de »sank« skeen dybt i den hvinende sure myse. Var de stærke og kraftige karle, var grøden hård, så hård, at skeskaftet kunde brækkes. »Der lægges mangt til at græde for, — somme græder, fordi de ikke får hul på grødskorpen« —, det ord kunde gerne tages bogstavelig.

Kvinderne bryggede, både stærkt øl og »spisil«, efterbryg; en prøve af juleøllet, som kaldtes »skakedryk«, sendtes ud til naboer at smage. De bagte både »lettebrød« til hverdags og »lefser« af »lettemel« og »stridtmel« til »romhelgen«, den søgne jul, samt »tyndbrød« og »lefser« af byg og rug til de rette højtidsdage, dærtil to á tre slags julekager. Desuden var det nødvendigt på de store gårde at brænde 70–80 potter brændevin.

Til festen måtte der allesteder være rent og pænt, gulv, tag, vægge i stuen blev vaskede og derefter klædte. Foran højsædesvinduet hængtes et tæppe, hvorpå der fæstedes to lange, hvide håndklæder, som langs den nederste rand var forsynede med brede, hjemmegjorte kniplinger. I Hallingdal klædtes endogså skabet og fadhylden og over alle vinduer hængtes hvide, med brede kniplinger og frynser prydede, gardiner. Regelen var, at de skulde nå omtrent midt ned på vinduesposten. På gårde, hvor alt skulde være endnu mere pynteligt, blev også hængehylden klædt. Sædvanlig fik gårdmandsdøtre slig pynt med fra hjemmet ved deres bryllup. Kunstig tilklippede papirsstrimler blev lagte langs spærene i taget, friske enerkviste naglede til mønsåsen; kniplinger lagdes langs væghylderne, der en god håndsbred over døren løb parallelt på de tre vægge til henimod madskabets gesims, som prydedes med et endnu bredere og mere kostbart lag af kniplinger. På begge sider af skabets døre vare anbragt blanktpolerede messinglyseplader, med lodret bøjede arme, der tjente som stager for et par vældige julelys. Højsædet i o. en god alens længde af stuens ene hjørne og madskabet på den anden side hængtes med et rødlig-hvidt tæppe, hvor udenpå et af de nævnte håndklæder, der hørte til husmoderens fineste »kistestads« som fremvistes ved højtidelige lejligheder. Over klædet opsattes desuden skilderier, der forestillede Jesusbarnet i krybben, de fire evangelister, samt Luther og Melanchton. Alt hvad børn ejer af billeder klistres op og hænger julen over, og husfaderen kommer også i arbejde, han udskærer af papir I. H. S. og fastgør disse bogstaver over døren, eller er han dygtig til at skrive, tegner han dem med kridt, det kan også klare sagen. De læses: Jesus Herrens Søn, ham ønsker man i juletiden at modtage som sin gæst.

Underligt nok skal man under den kristne fest værge sig mod vætter og mørkets onde magter. Var der en aftægtsmand på gården, måtte han besørge den slags småarbejder. Han malede tjærekors over dørene, huggede økser fast over indgangen til alle kreaturhuse. Vi mindes, at den norske gård ej som den danske består af sammenbyggede længer, men af mange enkelte, rundt om strøede, tømmerhuse. Han kastede stål ned i alle kilder og brønde lagde et navrbor i døren til loen, så efter, at ladens gulv var fejet rent og »korsede og kriklede« over mangt og meget. Var han særlig håndsnild udskar han et »Jesus-navn« over døren, d. e. det ovenfor nævnte tegn I. H S. sammenslynget. Over fjøsdøren sættes mindst tre kors, der males med en brand fra skorstenen, over hvilken der er læst Fadervor eller andre bønner; iagttages dette ej nøje, vil hverken dyr i stald eller børn i hus få ro ved nat i juletiden. For en sikkerheds skyld er det også godt at røge med krudt og svovl både i stue og fæhus. Mod Nissen eller Tomten stryges »Nisse- eller Tussemærket«, det fem-hjørnede kors, på alle brødene i julebægten. Rigtigst er det at sætte korsmærket på alle redskaber.

Det gjaldt, når alt husmoderens stel var færdigt, hvilket helst måtte ske lille juleaftensdag, ikke at drive juleaftensdag, men være tidlig oppe om morgenen; den som først stod af sin seng, var først færdig i fjøset året rundt. En Sædvane hørte endnu til: man gav hverandre den morgen ris, som kaldtes »joleskjerka« eller andre steder »joleskoka«, og som sikkert står i forbindelse med skikken, som den i Tyskland og ellers findes ved juletid, fastelavn eller i påsken, at man slår hinanden med grønne kviste, som udtryk for at ønske eller bringe lykke, frugtbarhed, sundhed i året, som kommer, hvorfor det også er kaldt: »slaget med livskvisten«.

Så tidlig som muligt var husets folk i klæderne den dag. Allerede kl. 2–3 var karlene i »vedskålen« for at hugge »juleotten«, som det kaldtes. Før dagen randt, måtte såmeget ved være hugget, som der trængtes hele helgen igennem. Til at begynde med fik hver mand en halv kage med smør på samt en dram. En timestid senere kom husmoderen ud og skænkede to dramme til hver. Når det gryede ad dag var de i regelen færdige, thi de huggede, så sveden randt, og gik så ind at spise frokost: sild og vasvælling og kanske en skorpe gammel ost. Manden gik derefter i laden, og tjenestegutterne rejste til skovs og kom igen til middag. Skikkene er naturligvis forskellige. I Vang (Valders) skulde skovkarlen allerede i »grålysingen«, ved det første daggry, svinge ind på gården med julelæsset. Husbonden mødte da på tunet og sagde: »gild kar, bra kar! du, Ola, lyt nok bli til næste år og, du! Kom nu med ind i stuen at beslå syltelabben!« Dertil behøvedes et nogenlunde rummeligt indre, thi det betyder at drikke en dram for hvert ben i en griselab, ialt fire og tyve. Så blev Ola »ledig og mjuk« til at hugge brænde for de kommende tre helligdage, til at feje og glatte sneen på tunet til bedste for »Julesvendene«, der ventedes i aftenskumringen. I det hele taget måtte der pyntes allevegne, alt uryd føres bort, slæder hvælves, og der skulde tilses, at intet kom til at ligge overkors, så kunde Julesvendene ikke bruge det. Blev slæderne ikke rejst, kunde »Juleskrejen« tage dem med sig, og skete ikke det, blev »Tomtebonden« vred, og det var en karl, der altid vidste at hævne sig. Så sikkert var det som noget, at glemte man at hvælve slæderne til jul, røg noget istykker på dem første gang, de brugtes efter helgen.

Foderet til kreaturerne, såmeget, der skulde bruges i helgen lige til nyår, måtte inden mørket være fordelt i knipper og ombundet med halmbånd.

Før sol er nede juleaften, skal juleneget opbindes til fuglene. I Mandalske bygder er det nu børnenes sag at stelle hermed, skønt gerne deres fader eller en anden af de voksne hjælper til. Mens der tærskes i høst plejer børnene at møde i loen og bede om et »kornbånd« til fuglene i julen. De udsøger sig så et par af de allerstørste og tungeste bånd, de kan finde og gemmer dem på loftet et sted, hvor mus ej kan komme. Når så børnene er vaskede juleaften og på bedste måde pyntede, siger moderen: »nå må døkke gå å hænge ut fuglebånnen!« Enten rejses så en stang eller negene bindes i toppen på et frugttræ. Sommesteder får fuglene det første neg, som høstes, køerne de sidste. I Vårend (Sv.) de første tre lehug. I Gudbrandsdal opsættes tre neg, i Guldalen forsynes negene med kors af træpinde, at intet ondt skal komme til.

Såsnart båndene er satte op, holder børnene vagt for at lægge mærke til, hvilke fugle, der først kommer, og jubler, når de ser »kjøtmejsen«, musvitten, sætte sig og æde, endnu mere, om deres kære gulspurv kommer, og jo flere der møder, jo gladere bliver de. Flyver spurv først til, varsles rigt kornår, ligeså om mange lystige fugle kommer. En skade spår ilde, at høsten skal blive knap; kappes derimod fuglene med at give møde, bliver året godt; der iagttages også, at neget skal sættes tidlig op, thi sker det først sent, bliver høsten sén.

Noget for noget. Tydes nu end skikken, at det er en from gave til de »værnløse«, der intet hjem har, hører den opfattelse vel senere tider til, og man giver en offergave, at fugle, eller måske mus, ej skal øde kornet i høstens tid.

I Søndmøre sættes en bid »mylje« op for hver person i huset til kragen; den person, hvis bid fuglen ikke spiser, er fej. I Sverige får sine steder også skaden sit neg, den samler nemlig første pind til sin rede juleaften.

Skikken er ikke begrænset til de nordiske lande, rundt om gives fugle gaver. Juleaften sæltes neg op til dem i Schwaben og Sydtyskland, i Frankrig og Italien kastes brød ud til dem, andre steder får de deres offer i høsttiden. Forresten har det været fromme menneskers skik at dele gaver ud også til de vilde fugle. Det fortælles om Machtilde, Otto den Førstes moder, at hun ikke blot bespiste fattige, men også befalede sine tjenere at udstrø brødkrummer til sangfuglene. Sagn går også, at guder har iført sig fugleham, rimeligt er jo, at småfuglene også skal lære at hygge sig til højtiden, hvad der så end gemmer sig bag deres ham.

I Vang rejstes juleneget alt kl. 2, og hilstes med tre skud, der besvaredes fra nabogårdene.

Når det begyndte at mørknes, indviedes festen ved klokkeringning fra kirken. Folk lettede huen, og en og anden læste vel en bøn. Samtidig hermed eller lidt før begyndte man at »skyde helgen ind« og det på kraft, så at der i hver eneste gård, var slig »skrelling« og »smelling« med pistoler og dundrebøsser, at kreaturerne sprang som vildt fæ. Således var skikken i Valders.

Kvinderne var ved den tid omtrent færdige, og var det budejens sag endnu at sørge for at kreaturerne fik rundeligt og godt foder. Det bedste blødfoder, der var på gården, måtte køerne smage, og dertil skulde de have et halvt bygneg hver. Budejen rakte det til hver enkelt ko og sagde: »et vel, trives vel, det er jolekveld i kveld, kua mi!« På samme måde taltes til hesten, når der hældtes korn i dens krybbe. Snart skete dette om aftenen, andre steder gik pigen først julemorgen til køerne og sagde, idet hun gav dem foderet: »di må ikkje lengjast ette sumaren, de e jol ida!« Også kunde der siges: »salt og malt jolekvellen, kyre mi!« På lignende måde som kreaturerne ønskedes »god jul« ligesom alle husets øvrige beboere, ønskedes dem også »godt nytår«, når det gamle år var tilende.

Allesteder har det vistnok været skikken, at man skulde tvætte sig om kvælden, før festen ret begynder, man skal vaske hverdagssnavset af sig. Når alt arbejdet er tilside, stiger først husfaderen i badekarret, ifører sig derpå rent linned og helligdagsklæder, går så ud på tunet og afskyder sin bøsse som tegn på, at nu er festen begyndt. Inde i stuen er imidlertid bordet dækket og ølskålen iskænket. Husfaderen træder ind, hilser alle med nævetag og modtager deres ønske om en glædelig jul, hvorefter husmoderen rækker ham ølskålen. Nu er det hendes tur at bade sig, derefter følger børnene og tilsidst tjenerne. Alle kommer som fremmede mennesker ind i stuen, hilser med nævetag rundt og rækkes derpå ølbollen. Da alle bader sig i samme vand, kan det jo, hvor familien er stor, vare ud på kvælden. Således gjorde man ikke blot i Telemarken, hvorfra denne skildring stammer, men også på Østerlandets fladbygder. Karret stod da i badstuen eller i fjøset. Telebønderne véd dog at fortælle, at den gamle skik var en anden, man brugte dampbad. Badstuen ophededes stærkt; når man så havde afklædt sig dær og var bleven rigtig gennemvarmet, sprang folk nøgne ud og trillede sig rundt i snedriverne, hvad de flere gange gentog.

Langt senere skik er det sikkert, når der fra Valders fortælles, at folkene kom ind på julekvælden efter endt arbejde, også fik de en halv rugkage af simpleste slags samt en dygtig osteskive med smør på. Efter at dette var spist, vaskede de sig, hvorpå hver fik en »vaskedram«. Det kunde jo ske, at en eller anden af pigerne blev syg, mens hun vaskede sig, ja, at det stod helt på livet med hende. Sligt var sikkert mærke på, at der et eller andet steds var en gut, som »fastede« på hende. Jo sygere hun følte sig, jo længere var der til gutten, der skulde blive hendes mand. Herom mere senere. Når alle var rene, skulde de tilbords. Retten som ventede var »mølje« d. e. fladbrød, som man havde brækket istykker og øst fedt på.

Julebordet stod dækket med en pyntelig hvid dug, glattet med svinenes hugtænder, man havde i ældre dage sjælden manglestok eller rulle, sålidt som strygejærn. Bordet strakte sig fra højsædet og henimod sengestedet på den modsatte væg. Midt på bordet stod et »smørstøb«, en drejet skål til smør, hvorpå indtil tre »bismerpund« smør, toppet op som en pyramide, ovenpå hvilken der tronede en hane af kagedejg. I blankpolerede messingstager var to vældige julelys anbragte og langs begge sider af bordet tintallerker for hver person i huset, hvad der gav stuen et festligt udseende. I Vang bestod dette første måltid af sylteflæsk, spegekød, »rakørred« og gammelost; smørstøbet blev ikke rørt før senere. Andre steder i Valders anses det for usømmeligt at spise af de fremstillede retter, man nøjes med mølje, men brændevinsflasken og ølkanden er sat på bordet, og hver kan »smage« efter behag. I regelen drak man ej over tørsten, men der skal, som bekendt en bra karl til at holde kniven sin ren i »klubbetiden«, det hændte derfor nok af og til, at hovedet blev tungere end benene.

Imidlertid lavedes kvældsmaden til. Nu fortælles atter forskelligt. Havde man i Vang smagt tilsrækkeligt på fordråberne, tog man ydertøjet af og gik tilsengs, dels for at drømme og dels for at sove ud til det egentlige julemåltid, der holdtes i Frelserens fødselsstund kl. 12. Særlig gjaldt det de unge pigers drømme, i hvilke de så den gut, der skulde følges med dem gennem livet. Alting blev så meget vissere, om drammen stemmede med linnedoraklet i laden, hvor hun havde lagt en skjorte udbredt på gulvet. Fandtes senere venstre ærme foldet, var det ganske vist, at den, hun drømte om, blev hendes, var højre ærme derimod lagt dobbelt, måtte hun vogte sig vel for gutterne.

Andre steder fortælles, at tiden mellem de to måltider tilbragtes med alle slags lege, der sinkede pigerne i deres arbejde; thi de måtte absolut også være med. Man skulde »sko blakken«, »skjære flæsk«, »rugge sved«, »hoppe over fejekosten«, »gå efter månen«, »slå han Tor drukken«. Blev man så træt af legen, lagde man på arnen, på »pejshellen«, en næve salt for hver person, der var tilstede. Dannede der sig en fugtig hule i salthoben, var den person, for hvem den var lagt, »fej«; han levede ej næste år om.

Ved midnat var aftensmaden så færdig. Smørspanden med sin hane eller »trehjørning« stod på bordet og god mad: »rakefisk«, ludfisk, — folkene havde ikke glemt at drille kokkepigen, for at der kunde fås stærk lud til fisken juleaften. Desuden var der en stegt griseside, en gedeost, og en gedeprimost, en sur ost, hobe af fladbrød og rug-kager, lefsekling, grovmad, kartofler og fiskesuppe, brændevinsflasken og ølbollen ej at forglemme.

Var alt da omsider rede, gik først husbonden frem, så husmoderen, så den ældste søn, og dernæst de andre efter rang og alder, faldt på knæ langs bordbænken og bad fadervor, hvorpå de satte sig ind på bænken, husbondefolket i højsædet, dernæst først sønnerne og så tjenestegutterne på højre side af bordet, døtrene og tjenestepigerne på venstre side, salmebøgerne blev tagne frem og familien sang tre gange: »et lidet barn så lysteligt!« hvorpå mand og kone bad dem forsyne sig med hvad de helst likte.

Hvor der brugtes julegrød, var en mand stillet på dørstenen for at hilse fadet med et skud, når det blev båret ind. Gryden blev sat på den løse langbænk foran bordet, og rundt om den tager plads så mange af mandfolkene, som kan rummes, til kvinderne og de andre er der øst op andetsteds. Ordsproget siger, at »der er tre spisedage om året, juleaften, bufardagen og slagtedagen« og »julekvælden skal man drikke, så man ikke tørster på et år, — og spise, så man kan bie til jul igen«, eller — »til maven er hård som en sten« og »den, som går med tomme tarme i julehelgen, skal leve af vejr og vind året igennem«, — trods alle disse gode og gyldne leveregler, er dog jævnlig madlysten hos adskillige af selskabet stærkt mindsket ved hvad der er gået forud. Nogle er der jo altid, som kan gøre fyldest.

I Vang kan der så under måltidet byttes plads ved bordet, så at tjenestegutten flytter op ved siden af husbonden, og tjenestepigen til husmoderen. Husbonden tager da sin skinnende stråleflaske i hånden og hælder en halv pot brændevin i sølvbægeret, løfter det op og siger: »skål og glædelig jul!« drikker derpå en god sup og sender bægeret til sin hustru, så går det rundt, mens enhver drikker og udtaler sit ønske.

Det kunde da ske, når folk var mætte, at husbonde og tjenestegut kom overens om endnu at drikke en »samkvemsskål«, mens kvinder og børn helst gik tilsengs for at sove lidt inden »ottegrimen«, der bestod i, at husets samtlige bebeboere gik i den tidlige morgenstund i fjøs og stald og gav alle husdyr en gift af det bedste hø samt meldrikke, idet man kærtegnede og klappede hvert dyr især.

Men natten havde sin ret. Først må mærkes, at intet, der tabtes eller spildtes, måtte tages op fra gulvet. Julelyset skulde brænde hele natten, men måtte ikke pudses, kom der mærker i dets tane, var den fej, som branden vendte imod. Enhver måtte levne lidt på sin tallerken; thi julekvælden var flere tilstede end dem, der kunde ses. Gik man udenfor og kiggede gennem det silketørklæde, man brugte om halsen ved altergang, ind gennem vinduet, sås de feje at sidde uden hoved. At gøre det var dog farligt, thi »Juleskrejen« kunde ventes ved de tider, og da ve den, der prøvede sligt. Ved midnatstid kom årets døde hjem, inden dagen randt måtte de tilbage.

Netop fordi så mange vætter var på gang denne nat, mindes det, at ingen måtte ligge alene i fjøset, hverken pige eller karl, men der strøedes halm på stuegulvet, hvor alle sov samlede en fire–fem nætter, »for at Juleskrejen ikke skulde få fat i en enkelt«.

På somme gårde var det også skik at rede en seng op på højsædesbænken til »Tomtebonden«, der hele året holdt til i fjøset, hvis det var en »Ko-Tomtebonde«, og i stalden, hvis det varen »Heste-Tomtebonde«; men julenat vilde han ligge inde og have det som alle andre skikkelige folk. Således har det været brugt endnu om ved 1860 på en gård i Valders.

Både juleaften og juledagsmorgen søgtes mange forskellige orakler, for hvilke der andetsteds skal gøres rede.

Julelyset skulde som sagt brænde hele natten, i gamle dage holdtes »jolevak«, man vågede julenatten igennem. Dette er vel gået af brug undtagen forsåvidt, at en må natten igennem sidde og passe lyset, såfremt ingen af karlene har hu til at »sidde oppe hos brændevinen«. Det er nemlig hændt, så siges der, at julelyset er sprunget tværsover og har tændt sig på midten, så at begge stumperne har brændt på én gang, og der blev tre blus for ét, men det år døde også begge de gamle og fire af børnene.

Juledagsmorgen måtte budejen op allerede kl. 4–5 for at give køerne »ottegrimen«; stumpen, der var tilbage af julelyset, tog hun i hånden og sved dermed tre kors på hver ko, et på yver, et over krydset og et i panden, i det hun hver gang sagde: »jeg svider af dig utrevden og atpå dig trevden!« Hun havde alt, inden hun lagde sig, aftenen i forvejen, slået øl i et fad sammen med arvesølv. Af dette hældte hun noget i køernes drikke og lagde sølvet på vandbøttens bund.

Så gryr det efter den lange nat omsider ad dag, juledagsmorgen. Den som kommer først op af husets folk, skænker de andre en dram på sengen. Man vogter sig for at gå fastende ud, og kvinderne kappes om, hvem der først kan få sine køer til vands, thi dermed følger lykke.

Samtidig hermed, eller i alfald kort derefter, indfandt gutterne i nabolaget sig for efter tur at føre gødselen ud af fjøset, mens jenterne fra fjøshjalet, deres sengested ude i kostalden, sang kærlighedsviser.

Såsnart gutterne var færdige med deres arbejde, sang de i kor:

Tråd, nytårs tråd,

om den er aldrig så grå,

om den er svart som köl

skal jeg vaske den sjöl.

Jenterne måtte da, så godt de kunde, imødekomme gutternes poetiske udfordring; de havde lavet en mængde tråddukker, der blev uddelte, dels som belønning for det udførte arbejde, dels som tegn på god forståelse, og var der den gut med, som pigen om aftenen havde drømt om, og da skjorteærmet havde ligget efter ønske, vidste hun at passe det således, at han foruden den reglementerede tråddukke fik dusinet fuldt.

Derefter måtte hele flokken ind i stuen for at smage på julekosten, der endnu stod på bordet, og desuden trakteres med øl og brændevin. Inden de atter forlod huset, måtte i det mindste én juleleg prøves, som f. eks. »Bru, bru breie«, vor »sol-og-måne leg«, hvortil alle deltagerne synger i kor:

»lad spela, lad spela bruden den breide,

bruden ligger i bröstet over heide;

nagler, stolper, tråd og alle gode greide;

vismænd, ifjor fo'r eg her fram,

med min höko, med min mund

går jeg gjennem rosenlund:

luk op, luk op bergaled, lad mig herigjennem slippe!« 

Julemorgen måtte alle køre til kirke, især om der var fin stål-is på fjorden. Ofte var der kapkøring både frem og tilbage. Man væddede tit hest mod hest og kørte, så kvinderne holdt på at tabe pusten og skreg af skræk, men mændene hørte dem ikke, de piskede på hestene, så slæderne snart gled på den ene af mederne, snart på den anden. Imens hujede de og skoggerlo, jo vildere, jo bedre. Alle skulde have frit skyds; den holdtes for en slet person, der ikke tog op i slæden såmange den rummede. Omkring de kørende sværmede talrige skøjteløbere, der rask fo'r hen over den blanke flade ofte forbi de skrappeste travere.

Det var desuden skik, at alle karle skulde have med til kirke en eller to pægleflasker, fyldte med brændevin. Fyldehundene havde naturligvis flere, de får jo sent nok. Kvinderne tog med sig et stykke raffinade på et pund eller to, men ikke måtte der smages synderligt hverken på brændevin eller sukker før efter messen. Skam var det at lugte af brændevin i kirken.

Såsnart gudstjenesten derimod var forbi, samledes almuen i gårdsrummet nærmest kirken, slægt og venner hilste på hverandre, talte om vejr og vind og hvad som kunde falde. Lidt efter lidt trak folk sig i små flokke om bag husene, ind på loftssvalen eller andensteds, hvor plads fandtes. Nu kom flaskerne frem, man skænkede og drak, drak og skænkede. Kvinderne gjorde som mændene, flokkede sig sammen, hvor der var lejlighed og ly, trak sukkerklumperne frem og trakterede hinanden. Somme af dem kunde også have lidt »stærkt« med i en flaske, de måtte jo naturligvis dog i det mindste smage på, hvad gutterne havde i deres. Sukkerklumperne vandrede uophørlig fra mund til mund, blev hurtig runde som kugler, og den måtte have stærke kæber, som kunde få noget. Man bed, til blodet lå igen, endda fik man ikke stort andet end lugten, og den gør nu ingen mand féd. Det varede ikke længe, inden karlene blev højrøstede, somme begyndte at trække »krogfinger«, siden tog de til at brydes, — for løjers skyld, naturligvis! Det hændte sig dog mangen en gang, at gården i mørkningen genlød af skrig, gråd, af de styggeste skældsord, ja, af forbandelser, der kunde bringe blodet til at stivne i årerne. Der var dem, der den dag fik mén for livet, og en og anden, der om morgenen frisk og sund var rejst hjemmefra, kunde føres hjem som et blodigt lig om natten.

Ud på aftenen kunde der så samle sig 30–40 kørende og dobbelt så mange skøjteløbere på isen nedenfor kirken. Hjemme stod angstfulde mødre og hustruer og spejdede ud over den blanke flade, der lyste og blinkede i måneskinnet. Så hørtes skrig og skrål, lattersalver og eder, piskesmæld og skarpe hovslag i isen, et hujende vildt tog fo'r larmende og susende, mens ekkoet kastedes tilbage mellem fjældene, indtil det tilsidst døde ud i det fjærne.

TOSTEN NORENDAL

På gården Norendal i Næsherred, Telemarken, boede i det 17de årh. en mand som hed Tosten og samtidig med ham på gården Vatner i Bø en stor idrætsmand med navn Ulf. Ved en sammenkomst kort for jul kom disse mænd til at tale om deres travere, ingen vilde vige for den anden. De enedes da om, at de vilde mødes på Lindheims Jordet første juledagsmorgen og skulde da kapkøre derfra og til Næs kirke: den, der først kom ind i kirken, var sejrherre. Til bestemt tid mødte da Tosten med Norendals-Borken og Ulf med Vatner-Svarten. Da såvel mændene som traverne var vidtspurgte, havde der samlet sig en mængde mennesker både fra Bø, Næs og Saude, alle vilde de på nært hold iagttage kapløbet. Så kørte de. Traverne var så gæve, at ingen turde så meget som gætte, hvem der blev den sejrende. Udfaldet blev, at de, skummende af sved, kom side om side til kirkegårdsporten.

Begge mændene kastede tømmerne på samme tid, og hver af dem vilde forsøge at komme først ind i kirken, de mødtes i kirkedøren, ingen vilde give tabt, begge var de håndfaste mænd, og der opstod et frygteligt slagsmål, under hvilket de begge tumlede ind i kirken, hvor folket kun med besvær fik dem skilte. Præsten befalede, at de begge skulde føres ud af kirken, og såsnart julen var forbi, blev de sat under tiltale. Begge måtte de bøde, Ulf slap billigst, men Tosten skulde give Næs kirke en messehagel, så var sagen dermed forligt.

I de tider og længe derefter holdt præsten fra Saude hver juledagsmorgen ottesang i Næs kirke fra (5–8 om morgenen. Folkene i Bø og Saude rejste dengang først til Næs for at høre ottesang og derfra tilbage til hovedkirken, hvor de kunde nå højmessen. Mændene var som oftest berusede, følgen deraf mange slags fortræd og tit slagsmål på kirkevejen eller ved kirken. Året efter kapkørselen bestemte Tosten sig atter til at køre til ottesang julemorgen, en kirkerejse, der ikke gik mindre ord af end af den forrige. Han satte nemlig tømmer af sammentvundne tobaksblade i hestens bidsel og kørte dermed rolig ind blandt almuen, der var forsamlet på kirkepladsen. Folk morede sig og lo, men Tosten lod, som han intet mærkede, gik stilfærdig ind og satte sig hos klokkeren. Men da han var borte, varede det ikke længe, før hesten stod uden tømmer. Det var endnu ikke lyst, og de forsamlede benyttede lejligheden til at hjælpe sig til noget tobak. Tosten blev rolig siddende, til der skulde ofres og præsten stod for alteret, og klokkeren var lige ved at begynde salmen. Da rejste Tosten sig på engang op i sin fulde højde, stemte op med sin mægtige basrøst:

»Nu er den kommen, den ventede tid,

at præsten skal få i taska si,

og klokkaren, han er ikke vand,

han tæk baade nyste aa hoseband.« 

Den bidende ironi i verset traf, der blev i kirken et svare spektakel med latter og satiriske bemærkninger. Præsten pålagde Tosten at gå, hvad han straks gjorde, de fleste af forsamlingen fulgte for at se, hvad han vilde gøre, når han opdagede, at hans tømmer var stjålne.

Det var jo alt beregnet, at det skulde gå, som det gik. Han skældte hele almuen ud for tyve og kæltringer og rejste derpå hjem. Men ofringen gik istykker, og Tosten blev atter anklaget for at have forstyrret kirkefreden. Han slap dog denne gang med et lille sølvbæger til Næs kirke. For skældsordene turde ingen drage ham til ansvar, de fleste havde været med til at stjæle tobakken og så helst, at sagen gik i glemme.

___________________

Den, som kommer først op julemorgen, må skænke de andre en dram på sengen (Mandal). Har nogen været ude under åben himmel og kommer ind, hilser han med håndslag, hvad der bruges hele juletiden, og siger: »godmorgen, glædelig jul, julegave!« En gave kan da kræves, mens det sædvanlige ønske er: »glædelig jul!« og svaret: »tak, i lige måde!« Det iagttages, at ingen går fastende ud julemorgen.

I julen må der ikke spares på mad og drikke. Hvem der så end kommer, ingen må undslå sig for at modtage, om aldrig så lidt, af julekosten, ingen må bære julen ud. Man gik dog som regel ikke i besøg juledag, men hver familie holdt sig hjemme; bryder nogen i ubetænksomhed skikken, kaldes han »jule-gris« eller »juleskjære«. Den som gør det, mister desuden årets velsignelse og lader sin lykke blive hos naboen, især da om han forsømmer eller glemmer den sædvanlige julehilsen. Har man nødvendig ærinde inden anden mands dør, banker man, hvad ellers sjældent sker, på væg eller dør og venter, til der svares: »kom nærmere!« idet husfaderen åbner døren, at den besøgende kan træde ind. De, som er inde, lægger et eller andet tilrette, som kunde tiltrænges. Skulde man, som umiddelhart efter et måltid, sidde ledig, tager man noget i hånden. Når de sædvanlige hilsener og talemåder er vekslede, kommer »juleskjænk« eller »julebeite«. Til venner og naboer frembæres noget af julegrøden, tit en dram, i hvert fald juleøl, hvoraf der skal drikkes mindst tre gange under megen nøden og mange undskyldninger fra den drikkende.

Gæstfriheden er stor allevegne, men især i juletiden. Hvert eneste menneske, fattig eller rig, stor eller lille, som gik forbi gården, måtte i Hallingdal og Valders ind at smage på julekosten. Godvillig måtte man dog ikke gå, jo flere undskyldninger man kunde gøre, jo bedre levemåde havde man. Tilsidst greb husbonden sin gæst i trøjeærmet og trak ham ind med magt, orkede han det ikke, fik han hjælp af tjenestegutten eller sønnerne sine. Ordsproget siger: »spis, spis, til du sprækker, det er dig vel undt!« At gæsten skulde sprække forlangte dog næppe hverken Halling eller Valders; at han måtte tage godt til sig, det var en anden sag. Den fremmede slæbtes med magt tre–fire gauge hen til spisebordet, kniven blev lagt i hans hånd, og det kunde ske, at værten ledsagede sin opfordring med en éd eller to. Var det en velstående mand, der indbødes, spiste han alligevel af det uhyre oplag af mad, som var fremsat, mindre end et barn kunde trænge, selv om han var så sulten, at tarmene skreg. At opføre sig således var dannet og fint.

FORTÆLLINGEN OM BOLLA-OLA

I et dyrtidsår, sagtens 1743, da sult og sot gik hærjende gennem de gudbrandsdalske bygder, tyede dølerne i store skarer over Dovrefjæld for at finde livsophold i de trondhjemske dalfører, hvor tilstanden var noget bedre.

På gården Barstad i Opdal boede dengang en bonde ved navn Paal, der var ligeså bekendt for sin velstand, som berygtet for sin gerrighed og sit hårde hjærtelag. I julekvælden kom en dølejente tilgårds. Stor og stærkvoksen var hun, men på fjældet havde hun haft hårdt vejr, så hun var helt forkommen af sult og kulde. På ryggen bar hun en gutunge, hvem hun havde slæbt den hele vej. Hun kaldte sig Bolla og bad om mad og husly. Den sølvknappede bonde snakkede vel noget om fyrkjer og landstrygerpak, men siden det var en hellig juleaften, kunde han ikke godt nægte hende tag over hovedet og varme. Mad fik hun også til sig selv og barnet, men den fik hun i hundekoppen. Den næste dag var Bolla så usel, at hun ikke kunde tænke på at drage videre, og jo længere det led ud i julen, desto dårligere blev hun, og inden helgen var omme, grov man hendes grav lige indenfor muren på Opdals kirkegård.

Den moderløse gut, som hed Ola, og som efter moderen kaldtes Bolla-OIa, da ingen vidste hans fadersnavn, blev på Barstad, indtil han var vokset til. Han havde vel aldrig vidst af bedre dage at sige, og han syntes derfor, han havde det godt i alle måder, skønt der vankede nok både af slag og onde ord. Kun engang imellem, når han våd og sulten kom hjem fra sit hyrdearbejde, kunde der komme over ham en smule mismod. Bestandig måtte han vente på sin mad, indtil gårdshunden havde ædt. De åd jo af samme kop.

Bolla-OIa kom siden ud i bygden at tjene. Stor og stærk var han, og det syntes som lykken føjede ham i alt. Mere end én gårdmandsjente kastede sine øjne på den stoute gut, og mere end én højættet bonde vilde gerne haft ham til måg, endda han var kommen af fantestien. Den eneste, der ikke kunde fordrage ham, var gamle Paal på Barstad. Da bar det så til, at Paals datter, som var indgiftet på gården Loe, blev enke, og Bolla-OIa kom did som husbondskarl for at styre bruget for hende. Og om ikke ret lang tid blev Ola gift med enken, skønt Paal ikke likte partiet. Men bygdefolket mente dog, at Bolla-OIa ej var den, der gjorde det bedst af de to, om det skulde komme derpå an, endda der ikke var noget at sige på enken i nogen måde.

Da gamle Paal havde knurret af sig den værste harme, gik det op for ham, at fantegutten ikke var som værst måg endda, og snart var der ingen måde med, hvor vel han vilde gøre det for ham på sin vis. Julen efter kom Bolla-Ola og hans kone som gæster til Barstad, men den gang fik Ola en hel anden modtagelse, end da han for år tilbage kom til gårds i sin moders følge, minderne steg op i hans sind, og han var tavs eller fåmælt. Paal tog ham med en godslig spøg i armen for at få ham til at sætte sig ind ved kvældsbordet, men Ola sagde: »kanske jeg også i kvæld skal få mad af hundekoppen?»

Fra hans børn nedstammer en stor og vidtforgrenet slægt der er højt anset i egnen, og som har fået stamfaderens størrelse og styrke i arv. »Han er af Bolla-Ola ætten« er udtryk for, at han er en vakker, retsindig og brav mand, i alle henseender.

I Telemarken har det i gammel tid været skik og brug, at man om juledagen, når man gik til kirke, enten måtte komme hjem med gæster eller også rejse i besøg; thi at komme hjem om aftenen alene blev anset for en stor skam. Herom fortælles:

DØDNINGEHOVEDET

Der var engang en mand ved kirken om juledagen, som havde forsøgt blandt nogen hver af slægtninge og kendinger, om de vilde følge ham hjem, enten havde de alt lovet sig bort, eller også skulde de selv have fremmede. De fleste af almuen var allerede på hjemvejen, og manden gik endda på kirkegården og ærgrede sig over at være nødt til at gå hjem alene. Så blev han va'r et stort dødningehoved, der var bleven liggende ved en nys opkastet grav, han gik da hen og sagde til det: »eftersom jeg ikke er bortbuden, og ingen vil være med mig hjem, kom du så med, hoved!«  Ja, hovedet var straks rede og fulgte med det samme. Mandens glæde over sin følgesvend var noget blandet; såsnart han kom hjem, satte han kors over alle dørene, hovedet fulgte og lo ved hvert kors, der blev skrevet. »Hvorfor ler du?« spurgte manden. »Så du, hvad jeg sér,« svarede det, »måtte du også le, thi for hver dør, som du korser over, løber der ud såmange troldkærringer, at det både yrer og kryr«.

Hele julen blev dødningehovedet hos manden og fulgte ham allevegne, nyårsdag rejste han til kirke, hans følgesvend var stadig med. Mens de sad i kirken begyndte hovedet at le, så manden blev rent skamfuld, men de måtte jo blive, til tjenesten var forbi. Såsnart de var komne udenfor, spurgte manden atter, hvorfor han lo. »Jo, kunde du have set, hvad jeg så«, lød svaret, »havde du såmænd også moret dig, thi Gamle Erik var selv i kirke. Han kom med et kalveskind under armen, satte sig ved døren og skrev op alle troldkærringerne, som var i kirke, men da der idag var en ustyrlig mængde, måtte han slide i skindet med tænderne, for at få plads til alle navnene. Engang imellem glap taget, så slog han hovedet mod væggen, og altsammen var så løjerligt at se på, at du kan vide, jeg var nødt til at le!« 

»Når det lider om trettende-dag jul«, siger ordsproget, »må man atter begynde med havrelefsen og tage på strieskjorten«, således gik det også med manden her. Han rejste til skoven at hugge, men stadig fulgte hovedet ham. Manden var da så uheldig, at begge hans gamle sko gik i stykker og faldt af fødderne på ham. Han rev op nogle birkerødder og bandt skoene sammen med dem, men også da lo hovedet. Da de om aftenen kom hjem, spurgte så manden atter, hvad den latter skulde betyde. »Det kan jeg vel sige dig«, svarede hovedet; thi havde du gravet lidt dybere, da du sled op birkerødderne, havde du fundet et pengeskrin, og da havde du for fremtiden aldrig mere behøvet at binde dine sko med birkerødder, og jeg måtte le, at du ikke søgte lykken, den gang den var dig så nær«. »Det er vel endnu ikke for sent, jeg skal imorgen gå op at lede.« »Nej,« sagde hovedet, »det vil ikke nytte dig noget!« 

For sidste gang rejste manden og dødningehovedet sammen til kirke, denne gang var det ordknap og alvorligt, og da de nåede kirken, sagde det: »nu hører jeg himmeriges klokker kalde, og jeg må bort, men tak skal du have, at jeg fik lov at være din gæst!« 

Således endte da denne historie med at den døde drog ind til himmeriges fred. I en dansk fortælling, der knytter sig til samme motiv, er den levende også gæst hos den døde.

DEN DØDE GÆST

En gammel bondemand havde lige før juleaften været hos købmanden og hos ham fået rigelig meget af de våde varer. Hans vej faldt over kirkegården, det var netop måneskin, da fik han øje på et opkastet dødningehoved. Han så, at der sad en smuk tandrække i det, og så udbrød han: »du kan min tro, endnu bide brød. Kom til mig i aften, så skal du få juleaftensnadver og endda en snaps til!« Manden lo ad sit eget indfald og tænkte så ikke mere derpå.

Det blev aften, alt var gjort rede til julen, han sang som skik var en salme med sine folk, og de satte sig i fællesskab til nadverbordet. Just som de havde begyndt måltidet, hørtes der tre stærke slag på porten. Ingen kunde begribe, hvem der kom så sent til gårde slig højhellig aften, da folk ellers ikke færdes; pigen blev sendt ud for at lukke op. Hun var ikke dristig ved det, men hun åbnede dog portlågen og kiggede ud, men da hun ingen kunde opdage, blev hun så forskrækket, at hun smækkede porten i og løb sin vej. Men neppe var hun kommen ind, før der påny lød tre slag, denne gang meget stærkere end før. Så blev karlen sendt ud, men det gik ham som pigen, han kunde ingen se. Lidt efter bankede det påny, men denne gang så stærkt, at det rungede i gården. Da måtte manden selv afsted, og såsnart han lukkede portlågen op, stod dødningen udenfor, hilste og sagde, at nu kom han efter indbydelsen. Som rimeligt var, blev manden lidet glad, men der var jo intet at gøre, han førte den døde ind i en stue, hvor ellers ingen opholdt sig, lod sætte lys og mad på bordet og tog selv plads overfor; men madlysten var borte, og skønt det så ud, som om den døde tog for sig af retterne, svandt maden dog ikke. Da måltidet var sluttet, sagde den døde: »nu gav du mig juleaftensnadver, så er det vel bedst, at du er min gæst nyårsaften«. Manden tænkte sit herved, men dødningen føjede til, at havde han nu fået indbydelsen, skulde det blive ham en dyr spas, om han ej mødte. Så gik den døde, og manden lukkede porten.

Manden blev urolig nyårsaften over den dødes ord, skønt han helst var bleven hjemme, måtte han afsted til kirkegården, da klokken slog tolv. Dødningen modtog ham og bad ham følge sig. Vejen var lang, mørk, den syntes aldrig at få ende, endelig så de foran en lysning som af luende brande, uden at manden dog kunde opdage, hvorfra lysningen kom. Dær var stol og bord, hvor den levende fik plads anvist; den døde bad ham sætte sig og spise, selv måtte han søge sin plads andetsteds. Dernæst pegede han på en stor lind, der hvælvede sin krone over dem, og bad manden nøje passe på at tælle, hvor mange gange den skiftede blade. Manden lovede i sin forfærdelse alt, og den døde gik.

Han sad da og stirrede på linden, med kort tids mellemrum fik den knopper, der hurtig udfoldede sig til blade, der ligeså hurtig visnede, mens nye knopper skød frem. Ved at se op blev han en møllesten va'r, der i en silketråd hang over hans hoved. Han blev greben af rædsel, men det var ham umuligt at flytte sig. Uvilkårlig vedblev han at tælle lindens bladskifter. Hans blik faldt nedad, og han så da et flammende bål i dybet, i hvilket alle slags kryb rørte sig. Det kunde jo ikke være andet end helvedes ild. Hans angst steg, stenen voksede i størrelse og tyngde over hans hoved, flammerne fra dybet slikkede op imod ham, bede vilde han og kunde ikke, imens sad han uafladelig og talte lindens bladskifter og længtes blot efter, at dødningen atter skulde komme. Han kom jo da omsider og spurgte straks, hvor mange gange linden havde skiftet blade. »Tre hundrede gange!« »Så kan vi gå«, svarede den døde, og da manden ikke turde røre sig for flammerne i dybet og stenen over hans hoved, tog dødningen ham ved hånden og førte ham bort og trøstede ham med, at han kunde frelses, vel havde han syndet, men det var i letsind og overmod. Den udståede angst var hans straf og intet at regne mod helvedes kval. Møllestenen var guds vrede over synden, ilden under hans fødder syndens Iøn. Snart stod de atter på kirkegården, og manden lovede sig selv, at han aldrig mere skulde håne de døde.

Så gik han hjem, hvor alt syntes ham ukendeligt, nye ansigter, fremmed tale. Det kom til forklaring, han havde været 300 år borte, så mange år som linden havde skiftet blade, og den gamle mand stod nu ene i verden, men folk var gode mod ham, han fik nådsensbrød på gården. Da han var bleven så gammel og sammensunken, at han omsider ikke var større end et lille barn, tog Gud ham til sig, og han fik lov at gå ind til den evige hvile.

Fodnoter: