Forskjell mellom versjoner av «Norske Folke-Sagn - Overnaturlige Væsener»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
 
(35 mellomliggende revisjoner av 2 brukere er ikke vist)
Linje 1: Linje 1:
 
 
 
{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
 
{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
 
|- style="background-color:#e9e9e9"   
 
|- style="background-color:#e9e9e9"   
Linje 17: Linje 15:
 
<big>'''Overnaturlige Væsener</big>
 
<big>'''Overnaturlige Væsener</big>
  
<br> av '''[[Andreas Faye biografi|Andres Faye]]'''
+
<br> av '''[[Andreas Faye biografi|Andreas Faye]]'''
  
  
Linje 38: Linje 36:
 
:Og Mørkalfer;
 
:Og Mørkalfer;
 
:Nordad mod Niflheim
 
:Nordad mod Niflheim
:Natten flyede.
+
:Natten flyede.</br>
</br>
 
  
<div style="text-align: right;">''Odins Ravnesang.''</div>
+
:''Odins Ravnesang.''
  
  
Linje 124: Linje 121:
 
==Thor og Loke==
 
==Thor og Loke==
  
 
+
<br>
 
:"Kjørte den bolde Herre,
 
:"Kjørte den bolde Herre,
 
:Den stærke Asathor,
 
:Den stærke Asathor,
Linje 130: Linje 127:
 
:Ned ad den grønne Jord."
 
:Ned ad den grønne Jord."
  
''Nordens Guder.''
+
:''Nordens Guder.''
  
  
Linje 141: Linje 138:
 
:Der følger Døden brat."</br>
 
:Der følger Døden brat."</br>
  
''Nordens Guder.''
+
:''Nordens Guder.''
  
  
Linje 151: Linje 148:
 
===Lokje===
 
===Lokje===
  
 
+
<br>
 
:"Og Loke han er feig som han er fuul,
 
:"Og Loke han er feig som han er fuul,
:Og al hans Handling mangler Egenvillie."
+
:Og al hans Handling mangler Egenvillie."</br>
  
''Nordens Guder.''
+
:''Nordens Guder.''
  
  
Linje 165: Linje 162:
 
==Jutulen eller Bjergrisen==
 
==Jutulen eller Bjergrisen==
  
 
+
<br>
 
:"Øine havde han som et brændende Baal,
 
:"Øine havde han som et brændende Baal,
 
:Med Munden monne han skrige,
 
:Med Munden monne han skrige,
Linje 175: Linje 172:
 
:Slog neder til hans Knæ,
 
:Slog neder til hans Knæ,
 
:Rumpen havde han lang og lodden,
 
:Rumpen havde han lang og lodden,
:Hans Kløer vare slemme at see."
+
:Hans Kløer vare slemme at see."</br>
  
<div style="text-align: right;">''St. Olafs Vise.''</div>
+
:''St. Olafs Vise.''
  
  
Linje 200: Linje 197:
 
===Guri Kunnan===  
 
===Guri Kunnan===  
  
 
+
<br>
 
:"Da kom fra Østen den mægtige Gout
 
:"Da kom fra Østen den mægtige Gout
:Og dræbte min Fader med stærken Sout."
+
:Og dræbte min Fader med stærken Sout."</br>
  
  
Linje 211: Linje 208:
  
 
<blockquote>Anm. Dette er det egentlige Sagn, som ligger til Grund for det deilige Digt Gurri Kunnan (See Frigge 1813). Sammes Forfatter Hr. Professor Steenblok, har godhedsfuld meddelt mig Sagnet saaledes som han hørte det i sin Ungdom, førend han bearbeidede det. En prosaisk Bearbeidelse af Digtet findes i Mythologie der Feen und Elfen von Professor Wolff 1, 234. Dette i flere Henseender interessante Sagn synes at pege hen paa den dunkle Old, da Nordens Urindvaanere efter blodig Kamp maatte vige for de indtrængende Erobrere, der vare beslægtede med Gauter eller Gøter (Sagnets Gout), og med deres større Cultur og tilforn ukjendte Færdigheder (den stærke Sout &#596;: Seid) dræbte eller fordrev deres Modstandere.</blockquote>
 
<blockquote>Anm. Dette er det egentlige Sagn, som ligger til Grund for det deilige Digt Gurri Kunnan (See Frigge 1813). Sammes Forfatter Hr. Professor Steenblok, har godhedsfuld meddelt mig Sagnet saaledes som han hørte det i sin Ungdom, førend han bearbeidede det. En prosaisk Bearbeidelse af Digtet findes i Mythologie der Feen und Elfen von Professor Wolff 1, 234. Dette i flere Henseender interessante Sagn synes at pege hen paa den dunkle Old, da Nordens Urindvaanere efter blodig Kamp maatte vige for de indtrængende Erobrere, der vare beslægtede med Gauter eller Gøter (Sagnets Gout), og med deres større Cultur og tilforn ukjendte Færdigheder (den stærke Sout &#596;: Seid) dræbte eller fordrev deres Modstandere.</blockquote>
 
  
 
===Jutulen paa Hestmandø===
 
===Jutulen paa Hestmandø===
Linje 290: Linje 286:
  
 
<blockquote>Anm. (Meddeelt og mundtligt). I Lerdal nedenfor Galderne sees en forstenet Jøtul. Et Par lodret nedstyrtende Bække ere hans Taarestrømme, (meddeelt). Bag Gaarden Seim i Horsanger ved Bergen ligger et høit Fjeld ved et Vand. I dette Fjeld boer et Trold, der ofte om Nætteme viser sig med ildgnistrende Øine og engang skal have rullet et heelt Klippestykke ned efter en Buskap, hvis Bjeldeklang forstyrrede hans Ro. Jætergutten saa ham tydelig og var nær bleven rammet af Stenen, der sprudlede Ud hele Veien nedover, indtil den slukkedes i Vandet.</blockquote>
 
<blockquote>Anm. (Meddeelt og mundtligt). I Lerdal nedenfor Galderne sees en forstenet Jøtul. Et Par lodret nedstyrtende Bække ere hans Taarestrømme, (meddeelt). Bag Gaarden Seim i Horsanger ved Bergen ligger et høit Fjeld ved et Vand. I dette Fjeld boer et Trold, der ofte om Nætteme viser sig med ildgnistrende Øine og engang skal have rullet et heelt Klippestykke ned efter en Buskap, hvis Bjeldeklang forstyrrede hans Ro. Jætergutten saa ham tydelig og var nær bleven rammet af Stenen, der sprudlede Ud hele Veien nedover, indtil den slukkedes i Vandet.</blockquote>
 
 
  
 
==De Underjordiske==
 
==De Underjordiske==
  
 
+
<br>
 
:"Han Vaaben ikke regner
 
:"Han Vaaben ikke regner
:Den Trold og Thurs saa led."
+
:Den Trold og Thurs saa led."</br>
  
<div style="text-align: right;">''Bjowulfs Drapa.''</div>
+
:''Bjowulfs Drapa.''
  
  
Linje 358: Linje 352:
 
===De ubudne Bryllupsgjester ===
 
===De ubudne Bryllupsgjester ===
  
 
+
<br>
 
:"De vare syv og hundrede Trolde,
 
:"De vare syv og hundrede Trolde,
 
:De vare baade grumme og lede.
 
:De vare baade grumme og lede.
 
:De vilde gjøre Bonden et Gjesteri,
 
:De vilde gjøre Bonden et Gjesteri,
:Med hannem baade drikke og æde."
+
:Med hannem baade drikke og æde."</br>
  
<div style="text-align: right;">''Eline af Villenskov.''</div
+
:''Eline af Villenskov.''
  
  
Linje 370: Linje 364:
  
  
<Anm. Paa Gaarden Reensfjeld i Dybvaag kunde enhver Fremmed, som kom ind, see Nissen at sidde tilbords blandt Husets Folk og spise med god Appetit; men Folkene i Huset kunde ikke see ham. Saasnart man vilde gjøre dem opmærksom paa ham, var han forsvunden. I et nærliggende Fjeld kunde man hver Morgen og Aften høre ham synge. En synen Kone i Nissedal saa saaledes Trold flokkeviis som Sauer, medens Andre kun hørte dem at mælke, banke og huje. [Mundtligt].</blockquote>
+
<blockquote>Anm. Paa Gaarden Reensfjeld i Dybvaag kunde enhver Fremmed, som kom ind, see Nissen at sidde tilbords blandt Husets Folk og spise med god Appetit; men Folkene i Huset kunde ikke see ham. Saasnart man vilde gjøre dem opmærksom paa ham, var han forsvunden. I et nærliggende Fjeld kunde man hver Morgen og Aften høre ham synge. En synen Kone i Nissedal saa saaledes Trold flokkeviis som Sauer, medens Andre kun hørte dem at mælke, banke og huje. [Mundtligt].</blockquote>
 
+
<br></br>
  
 
===Brakandalen===
 
===Brakandalen===
Linje 379: Linje 373:
  
 
<blockquote>Anm. Et lignende Sagn under Benævnelse Kjætten paa Dovre, findes i Norske Folkeeventyr ved Asbjørnsen og Moe Side 139.</blockquote>
 
<blockquote>Anm. Et lignende Sagn under Benævnelse Kjætten paa Dovre, findes i Norske Folkeeventyr ved Asbjørnsen og Moe Side 139.</blockquote>
 
  
 
===Gjordemoderen===
 
===Gjordemoderen===
Linje 424: Linje 417:
 
===Huldra eller Hulla===
 
===Huldra eller Hulla===
  
 
+
<br>
 
:"Huldre mæ snøg aa bebrandes Hain  
 
:"Huldre mæ snøg aa bebrandes Hain  
 
:Fletta brone Haar ti guldfingra Bain  
 
:Fletta brone Haar ti guldfingra Bain  
 
:--------------------------------------------  
 
:--------------------------------------------  
 
:Atte for Guten sætte ho sæg ne,  
 
:Atte for Guten sætte ho sæg ne,  
:La tusindstrængte Langspel paa Kne."
+
:La tusindstrængte Langspel paa Kne."</br>
  
<div style="text-align: right;">''Storms Huldrevise.''</div>
+
:''Storms Huldrevise.''
  
  
Linje 458: Linje 451:
 
===Nissen===
 
===Nissen===
  
 
+
<br>
 
:"Med Nisser maa man et oprigtigt Venskab holde;
 
:"Med Nisser maa man et oprigtigt Venskab holde;
 
:De ellers i et Huus kan meget Ondt forvolde:
 
:De ellers i et Huus kan meget Ondt forvolde:
 
:Ey Nisse, Underjordisk gjør nogen Sjæl imod
 
:Ey Nisse, Underjordisk gjør nogen Sjæl imod
:Saa længe som de seer, mod dennem Folk er god."
+
:Saa længe som de seer, mod dennem Folk er god."</br>
  
<div style="text-align: right;">''Peder Paars.''</div>
+
:''Peder Paars.''
  
 
        
 
        
[[Fil:Nisse-mann.jpg/thumb|Nisse-mann. Illustrasjon av Hans E. Gude, hentet fra Asbjørnsen og Moe´s Norske folke- og huldre-eventyr 1879.  Commons.]]Af Nisser fandtes i gamle Dage en uhyre Mængde, da fast hver Gaard havde sin. I senere Tider er deres Antal meget formindsket. De ere ikke større end smaa Børn, ere iførte graae Klæder og bære paa Hovedet en rød Pikhue, men have kun fire Fingre, da de savne Tommelfinger. De have for det meste deres Tilhold i Lader og Stalde, hvor de hjelpe til at røgte Kreaturerne og passe Hestene, mod hvilke de dog vise samme Partiskhed som mod Menneskene. Man hører ofte, at Nissen har trukket Høet fra de øvrige Hestes Krybber hen til den, som han yndede og vilde fede, og at denne om Morgenen stod mæt ved fyldt Krybbe, medens de Øvrige fast Intet havde faaet. Han ynder Løier. Stundom slipper han alle Kjørene løse i Fjøset, skræmmer Budeierne, idet han snart blæser Lyset ud for dem, snart holder Høet saa fast tilbage, at de stakkels Piger ei kunne faae et Straa ud, og naar de nu anstrænge alle deres Kræfter, slipper han saa pludselig, at Pigerne falde saa lange de ere. En Pige, som hentede Hø fra Trevet, fandt engang mellem Høet Noget, der var at føle paa som en stor Tot Uld. Nysgjerrig tog hun det i Forklædet, for at see hvad det var; men hvor forskrækket blev hun, da Nissen leende hoppede ud af Forklædet. Saadant morer Nissen meget, og ved slige Puds slaaer han gjerne op en Latter. Ofte høres Gaardshunden gjøe om Natten og man kan ei vide hvorfor. Deri er imidlertid Nissen Skyld. Han finder stor Moro i at knibe Katten i Rumpen og erte Gaardshunden. Han sidder da gjeme paa Lovbroen og strækker snart det ene og snart det andet Been frem med de Ord: "pus den, pus den," alt under en hjertelig Latter. Hvis han ynder Gaardens Eier, staaer han paa Husets Beste, ja man vil endog have bemærket, at han fra Naboerne søger at drage Hø og andre Ting til Gaarde, hvorved der stundom opstaaer Strid og Slagsmaal mellem hver Gaards Nisse, saa at man har seet Halm og Straa at flyve dem om Ørene. Nissen er i Almindelighed af en honet Tænkemaade. Behandles han vel, saa er han meget tjenstagtig. Han hjelper da Budeien at stelle Kreaturerne og "Kokka" at skure, bære Vand og andet tungt Arbeide, som han ofte forretter ene, medens hun sover paa sit grønne Øre, men saa maa hun ei heller uroe ham og ei glemme ham med god Mad og Drikke Thorsdagsqveld og især Juleaften, Man pleier da at opvarte ham med sød Grød, Kage, Øl og andre gode Sager, som sættes under Laavebroen. Er han i godt Lune og Maden smager ham, thi han er kræsen, saa spiser han det gjerne op. Spot og Foragt kan han ei taale, og da han trods sit lille Statur er stærk, saa bekommer det ofte Vedkommende ilde. En Bonde, der en Vinteraften mødte en Nisse paa Landeveien, og i en myndig Tone bød ham at gaae af Veien, blev, inden han vidste et Ord deraf, af den fortørnede Lille kastet tvert over Gjerdet langt hen i Sneen. Endnu værre gik det med en Pige, som selv spiste op Julegrøden og med Spot gav ham den tomme Skaal. Nissen greb hende og dandsede saadan Springdans med hende, at man næste Morgen fandt hende sprængt paa Loven. Under Dandsen sang han:
+
[[Fil:Nisse-mann.jpg|thumb|Nisse-mann. Illustrasjon av Hans E. Gude, hentet fra Asbjørnsen og Moe´s Norske folke- og huldre-eventyr 1879.  Commons.]]Af Nisser fandtes i gamle Dage en uhyre Mængde, da fast hver Gaard havde sin. I senere Tider er deres Antal meget formindsket. De ere ikke større end smaa Børn, ere iførte graae Klæder og bære paa Hovedet en rød Pikhue, men have kun fire Fingre, da de savne Tommelfinger. De have for det meste deres Tilhold i Lader og Stalde, hvor de hjelpe til at røgte Kreaturerne og passe Hestene, mod hvilke de dog vise samme Partiskhed som mod Menneskene. Man hører ofte, at Nissen har trukket Høet fra de øvrige Hestes Krybber hen til den, som han yndede og vilde fede, og at denne om Morgenen stod mæt ved fyldt Krybbe, medens de Øvrige fast Intet havde faaet. Han ynder Løier. Stundom slipper han alle Kjørene løse i Fjøset, skræmmer Budeierne, idet han snart blæser Lyset ud for dem, snart holder Høet saa fast tilbage, at de stakkels Piger ei kunne faae et Straa ud, og naar de nu anstrænge alle deres Kræfter, slipper han saa pludselig, at Pigerne falde saa lange de ere. En Pige, som hentede Hø fra Trevet, fandt engang mellem Høet Noget, der var at føle paa som en stor Tot Uld. Nysgjerrig tog hun det i Forklædet, for at see hvad det var; men hvor forskrækket blev hun, da Nissen leende hoppede ud af Forklædet. Saadant morer Nissen meget, og ved slige Puds slaaer han gjerne op en Latter. Ofte høres Gaardshunden gjøe om Natten og man kan ei vide hvorfor. Deri er imidlertid Nissen Skyld. Han finder stor Moro i at knibe Katten i Rumpen og erte Gaardshunden. Han sidder da gjerne paa Lovbroen og strækker snart det ene og snart det andet Been frem med de Ord: "pus den, pus den," alt under en hjertelig Latter. Hvis han ynder Gaardens Eier, staaer han paa Husets Beste, ja man vil endog have bemærket, at han fra Naboerne søger at drage Hø og andre Ting til Gaarde, hvorved der stundom opstaaer Strid og Slagsmaal mellem hver Gaards Nisse, saa at man har seet Halm og Straa at flyve dem om Ørene. Nissen er i Almindelighed af en honet Tænkemaade. Behandles han vel, saa er han meget tjenstagtig. Han hjelper da Budeien at stelle Kreaturerne og "Kokka" at skure, bære Vand og andet tungt Arbeide, som han ofte forretter ene, medens hun sover paa sit grønne Øre, men saa maa hun ei heller uroe ham og ei glemme ham med god Mad og Drikke Thorsdagsqveld og især Juleaften, Man pleier da at opvarte ham med sød Grød, Kage, Øl og andre gode Sager, som sættes under Laavebroen. Er han i godt Lune og Maden smager ham, thi han er kræsen, saa spiser han det gjerne op. Spot og Foragt kan han ei taale, og da han trods sit lille Statur er stærk, saa bekommer det ofte Vedkommende ilde. En Bonde, der en Vinteraften mødte en Nisse paa Landeveien, og i en myndig Tone bød ham at gaae af Veien, blev, inden han vidste et Ord deraf, af den fortørnede Lille kastet tvert over Gjerdet langt hen i Sneen. Endnu værre gik det med en Pige, som selv spiste op Julegrøden og med Spot gav ham den tomme Skaal. Nissen greb hende og dandsede saadan Springdans med hende, at man næste Morgen fandt hende sprængt paa Loven. Under Dandsen sang han:
  
  
Linje 480: Linje 473:
  
 
<blockquote>Anm. Blandt alle de Væsener, der leve i den norske Almues Indbildning, er Nissen den, som hvis Tilværelse man er mest overtydet. Han hører udentvivl til Vette- eller Dvergeslægten, skjønt han adskiller sig fra Dvergene, deels ved sin Livlighed og proportionerede Udvortes, deels ved sit Ophold i Huse og Lader, for hvilke han har saadan Forkjerlighed, at han ikke taaler at de flyttes; thi da forlader han dem og tager Lykken med sig. Denne Forkjerlighed for gamle Hustomter har sandsynligviis forskaffet ham Navnene Toftvette, Tomtevette og Gardbo, som han paa flere Steder bærer. Naar man i Sæterne i Valders vælter Gryder eller kogende Vand ud, pleier Mange at sige: "Agte dig Tomtebonde, at jeg ikke brænder dig". Beslægtet med Nissen er Hitterdals Haugebonde, der gjør Ugavn naar han bliver vred, og ei frygter for at skamslaae eller mørbanke dem, som gjøre ham Fortred; og den saakaldte "Gaardsvaard", der har sit Tilhold i og viser sig under forskjellig Skikkelse i den gamle ærværdige Stue paa Qvale i Sogn (Urda 1, 146). Til Nisseætten maa vel ogsaa regnes den "Toret eller Thorlille," som Erkebisp Mauger i Rouen beskyldtes for at have i sit Huus. Han adlød Erkebispen, men var usynlig for Andre (Depping C. 12). I de gamle Søgur forekommer, saavidt jeg veed, ei Nissen, med mindre man vil gjenkjende ham i de Vetter, som St. Olaf fordrev (Fornmanna Sögur 5, C. 171) og den spåmadr, som boede i en stor Steen ved Islænderen Kodrans Gaard, passede hans Buskab o.s.v., men som Biskop Frederik med Vievand fordrev (1, C. 131). Om den norske Nisse see Schultzes physikalske Grublerier 269 og A Journey through Norway by D. Conway P. 221, hvor han feilagtigen kaldes Nipen. De færøiske Niägriusar, der beskrives som smaa med røde Huer og heldbringende (Landts Beskr. over Færøerne 445) bevare, saavelsom den svenske Tomtegubbe og den danske Nisse, deres nære Slægtskab med den norske Frænde. Dog hører man aldrig at den norske Nisse som den danske før Mikkelsdag bærer rund Hat eller har med Kirkeopsyn at gjøre (Thieles danske Folkesagn 1, 135). Til Nordens Nisser svare Tydskernes Kobolde<ref>Hos Hesychius forekommer ''kobaloi kakurgoi'' der atter kunde sammenlignes med Phoeniciernes Kabirer og Indiernes Kubera, der dog boe i Huler og Klipper. F. Magnusens Eddalære 2, 42.</ref>, der forrette alle Slags Husarbeider, bære Vand til Kjøkkenet, hugge Brænde, hente Øl, skrabe Heste, gjøre Stalden reen, ere overgivne, og bringe Lykke med sig. De ere saa store som smaa Børn, men ere iførte buntede Klæder. (Grimms Sagen 1, 90). "Sie sind launhaft und leicht gereizt, aber sehr dienstbeflissen und helfend, und bringen ihren Ernährern Getraide, das sie ihnen aus fremden Scheuern stehlen". Qvæget trives ogsaa under deres Hænder. Spot og Udleen taale de ei, og den Kokkepige, der glemmer at bringe den belovede Skaal med god Mad paa det bestemte Sted, kan være vis paa at forbrænde sig, eller gjøre Noget, hvorfor hun paadrager sig sine Foresattes Irettesættelse og Koboldens Latter (Dobeneck 125, 133). Til Nisseslægten maa vel ogsaa henregnes de smaa stygge Kobolde med røde Buxer, der havde Tilhold i Greifswalds Skorsteenspiber og den pommerske "Klabatermann", som færdes ombord paa Skibe, hvor ogsaa vor Nisse stundom husserer. I Pommern kaldes Nissen ellers almindelig Chimmeke. En saadan havde fra umindelige Tider sit Tilhold paa et gammelt Slot, hvor han ingen Fortred gjorde, naar man kim hver Aften satte for ham sød Grød i en Leerpotte. En overmodig Kjøkkendreng drak engang selv Melken og spottede Chimmeke. Denne blev da arrig, greb Drengen, hug ham istykker, kastede ham i en kogende Kjedel og forlod Slottet for stedse. Temme 253, 300, 252. I Schweiz findes ogsaa Nisser eller Kobolde, som i Pays de Vaud hedde Servants og leve i afsides Huse og Sennhiitten. (Idyllen aus Schweiz von Wysz og Mythologie der Feen und Elfen von Wolff, 2, 89). Med Nissen kan fremdeles lignes die braune Zwerge paa Rugen, Russemes Koltki, Belgiernes Kabauter, eller Mancken, den franske Lutin og Goblin, den spanske Duende v. Trasgo, den engelske Robin Goodfellow v. Hobgoblin, der gjerne paa den grønne Mark dandser en Runde og kniber Pigerne i Søvne, den irske Cluricaun og den scotske Brownie, der dog ere mere knyttede til Personer end til Steder. Clauricaun bærer ligesom Nissen en lille rød Hue og ynder Stalde, hvor han syer Sko. "Er kennt auch das Geheimnisz, dasz die Dänen sollen nach Irland gebracht haben, Bier aus Heide zu bräuen." (Irische Sagen übergesetz von den Brüdern Grimm). Chants populaires de I’Ecosse par W. Scott, 1, 113, Til Nissen paa Ørkenøerne der heder Brownie, offrede man fordum Melk, Smør o.s.v., og paa Shetlandsøeme, hvor han nu sjelden findes, er han iført en bruun Vadmelskjole, og brugte sin Indflydelse til at skaffe god Adskillelse af Smøiæt ved Kjeming. Han beskytter ogsaa Kornstakkene i stærkt Stormveir (Hibberts descr. of Shetland, 467). Blandt de finske Folkeslag bærer Nissen Navn af Lara, der stjeler Melk, som han derpaa lader rinde af sin egen Mave i sin Vertindes Smørfad. (Mythologie der Feen und Elfen von Wolf. Riises Archiv 2, 97).
 
<blockquote>Anm. Blandt alle de Væsener, der leve i den norske Almues Indbildning, er Nissen den, som hvis Tilværelse man er mest overtydet. Han hører udentvivl til Vette- eller Dvergeslægten, skjønt han adskiller sig fra Dvergene, deels ved sin Livlighed og proportionerede Udvortes, deels ved sit Ophold i Huse og Lader, for hvilke han har saadan Forkjerlighed, at han ikke taaler at de flyttes; thi da forlader han dem og tager Lykken med sig. Denne Forkjerlighed for gamle Hustomter har sandsynligviis forskaffet ham Navnene Toftvette, Tomtevette og Gardbo, som han paa flere Steder bærer. Naar man i Sæterne i Valders vælter Gryder eller kogende Vand ud, pleier Mange at sige: "Agte dig Tomtebonde, at jeg ikke brænder dig". Beslægtet med Nissen er Hitterdals Haugebonde, der gjør Ugavn naar han bliver vred, og ei frygter for at skamslaae eller mørbanke dem, som gjøre ham Fortred; og den saakaldte "Gaardsvaard", der har sit Tilhold i og viser sig under forskjellig Skikkelse i den gamle ærværdige Stue paa Qvale i Sogn (Urda 1, 146). Til Nisseætten maa vel ogsaa regnes den "Toret eller Thorlille," som Erkebisp Mauger i Rouen beskyldtes for at have i sit Huus. Han adlød Erkebispen, men var usynlig for Andre (Depping C. 12). I de gamle Søgur forekommer, saavidt jeg veed, ei Nissen, med mindre man vil gjenkjende ham i de Vetter, som St. Olaf fordrev (Fornmanna Sögur 5, C. 171) og den spåmadr, som boede i en stor Steen ved Islænderen Kodrans Gaard, passede hans Buskab o.s.v., men som Biskop Frederik med Vievand fordrev (1, C. 131). Om den norske Nisse see Schultzes physikalske Grublerier 269 og A Journey through Norway by D. Conway P. 221, hvor han feilagtigen kaldes Nipen. De færøiske Niägriusar, der beskrives som smaa med røde Huer og heldbringende (Landts Beskr. over Færøerne 445) bevare, saavelsom den svenske Tomtegubbe og den danske Nisse, deres nære Slægtskab med den norske Frænde. Dog hører man aldrig at den norske Nisse som den danske før Mikkelsdag bærer rund Hat eller har med Kirkeopsyn at gjøre (Thieles danske Folkesagn 1, 135). Til Nordens Nisser svare Tydskernes Kobolde<ref>Hos Hesychius forekommer ''kobaloi kakurgoi'' der atter kunde sammenlignes med Phoeniciernes Kabirer og Indiernes Kubera, der dog boe i Huler og Klipper. F. Magnusens Eddalære 2, 42.</ref>, der forrette alle Slags Husarbeider, bære Vand til Kjøkkenet, hugge Brænde, hente Øl, skrabe Heste, gjøre Stalden reen, ere overgivne, og bringe Lykke med sig. De ere saa store som smaa Børn, men ere iførte buntede Klæder. (Grimms Sagen 1, 90). "Sie sind launhaft und leicht gereizt, aber sehr dienstbeflissen und helfend, und bringen ihren Ernährern Getraide, das sie ihnen aus fremden Scheuern stehlen". Qvæget trives ogsaa under deres Hænder. Spot og Udleen taale de ei, og den Kokkepige, der glemmer at bringe den belovede Skaal med god Mad paa det bestemte Sted, kan være vis paa at forbrænde sig, eller gjøre Noget, hvorfor hun paadrager sig sine Foresattes Irettesættelse og Koboldens Latter (Dobeneck 125, 133). Til Nisseslægten maa vel ogsaa henregnes de smaa stygge Kobolde med røde Buxer, der havde Tilhold i Greifswalds Skorsteenspiber og den pommerske "Klabatermann", som færdes ombord paa Skibe, hvor ogsaa vor Nisse stundom husserer. I Pommern kaldes Nissen ellers almindelig Chimmeke. En saadan havde fra umindelige Tider sit Tilhold paa et gammelt Slot, hvor han ingen Fortred gjorde, naar man kim hver Aften satte for ham sød Grød i en Leerpotte. En overmodig Kjøkkendreng drak engang selv Melken og spottede Chimmeke. Denne blev da arrig, greb Drengen, hug ham istykker, kastede ham i en kogende Kjedel og forlod Slottet for stedse. Temme 253, 300, 252. I Schweiz findes ogsaa Nisser eller Kobolde, som i Pays de Vaud hedde Servants og leve i afsides Huse og Sennhiitten. (Idyllen aus Schweiz von Wysz og Mythologie der Feen und Elfen von Wolff, 2, 89). Med Nissen kan fremdeles lignes die braune Zwerge paa Rugen, Russemes Koltki, Belgiernes Kabauter, eller Mancken, den franske Lutin og Goblin, den spanske Duende v. Trasgo, den engelske Robin Goodfellow v. Hobgoblin, der gjerne paa den grønne Mark dandser en Runde og kniber Pigerne i Søvne, den irske Cluricaun og den scotske Brownie, der dog ere mere knyttede til Personer end til Steder. Clauricaun bærer ligesom Nissen en lille rød Hue og ynder Stalde, hvor han syer Sko. "Er kennt auch das Geheimnisz, dasz die Dänen sollen nach Irland gebracht haben, Bier aus Heide zu bräuen." (Irische Sagen übergesetz von den Brüdern Grimm). Chants populaires de I’Ecosse par W. Scott, 1, 113, Til Nissen paa Ørkenøerne der heder Brownie, offrede man fordum Melk, Smør o.s.v., og paa Shetlandsøeme, hvor han nu sjelden findes, er han iført en bruun Vadmelskjole, og brugte sin Indflydelse til at skaffe god Adskillelse af Smøiæt ved Kjeming. Han beskytter ogsaa Kornstakkene i stærkt Stormveir (Hibberts descr. of Shetland, 467). Blandt de finske Folkeslag bærer Nissen Navn af Lara, der stjeler Melk, som han derpaa lader rinde af sin egen Mave i sin Vertindes Smørfad. (Mythologie der Feen und Elfen von Wolf. Riises Archiv 2, 97).
 
  
 
===Alferne===
 
===Alferne===
  
 
+
<br>
 
:"Der dandse de tidt saa veltilfreds,
 
:"Der dandse de tidt saa veltilfreds,
 
:Mens Fugle qvidre paa Grene,
 
:Mens Fugle qvidre paa Grene,
 
:Beskriver i Duggen den mørke Kreds,
 
:Beskriver i Duggen den mørke Kreds,
:Og plette de mosgroete Stene."
+
:Og plette de mosgroete Stene."</br>
  
<div style="text-align: right;">''Nordens Guder.''</div>
+
:''Nordens Guder.''
  
  
Linje 497: Linje 489:
  
 
<blockquote>Anm. Alferne deeltes efter den nordiske Mythologi i Lysalfer, der havde deres Bopæl i Alfheim hos Freyr, og vare blankere end Solen; og Svartalfer, der boede nede i Jorden og vare sortere end Beg. Svartalferne sammenblandes ofte med Dvergene, med hvilke de endog i Eddaerne synes at være eensbetydende, skjønt der i Odins Ravnesang nævnes baade Dvergar og Døckalfar (Svartalfer) ved Siden af hverandre. Den norske Almue gjør Forskjel paa Dverge og Alfer. Hine tænkes at leve ene og stille, medens disse leve i Selskab, ynde Dands og Musik, og ofte have deres Tilhold i gamle Træer. De ere at betragte som en Mellemting af Lys- og Svartalfer, da de vel ere lyse, smukke og livlige; men derhos slemme og skadelige. Alfer (de oldnordiske Alfar) svare til de svenske Elfer, dan ske Elve- eller Ellefolk, Tydskernes Alp, Irlændernes Shefro, Scoternes Daoine Shie, Persernes Peris o.s.v. Sammenlign Or det Alf i Eddas lexicon myth og Thorlacius Anm. til Thorsdrapa S. 160. Afzelius’s Sago-Hafder 1, 17, 2, 136, 143. Riises Archiv 4, 334, Urda 2, 363.</blockquote>
 
<blockquote>Anm. Alferne deeltes efter den nordiske Mythologi i Lysalfer, der havde deres Bopæl i Alfheim hos Freyr, og vare blankere end Solen; og Svartalfer, der boede nede i Jorden og vare sortere end Beg. Svartalferne sammenblandes ofte med Dvergene, med hvilke de endog i Eddaerne synes at være eensbetydende, skjønt der i Odins Ravnesang nævnes baade Dvergar og Døckalfar (Svartalfer) ved Siden af hverandre. Den norske Almue gjør Forskjel paa Dverge og Alfer. Hine tænkes at leve ene og stille, medens disse leve i Selskab, ynde Dands og Musik, og ofte have deres Tilhold i gamle Træer. De ere at betragte som en Mellemting af Lys- og Svartalfer, da de vel ere lyse, smukke og livlige; men derhos slemme og skadelige. Alfer (de oldnordiske Alfar) svare til de svenske Elfer, dan ske Elve- eller Ellefolk, Tydskernes Alp, Irlændernes Shefro, Scoternes Daoine Shie, Persernes Peris o.s.v. Sammenlign Or det Alf i Eddas lexicon myth og Thorlacius Anm. til Thorsdrapa S. 160. Afzelius’s Sago-Hafder 1, 17, 2, 136, 143. Riises Archiv 4, 334, Urda 2, 363.</blockquote>
 
  
 
==Vandtrold==
 
==Vandtrold==
  
 
+
<br>
 
:"Nykker, som ved Middagstid
 
:"Nykker, som ved Middagstid
 
:Sig i Solen bade,
 
:Sig i Solen bade,
 
:Spaae saa tidt paa Bølge hvid
 
:Spaae saa tidt paa Bølge hvid
:Sømænd Sorg og Skade."
+
:Sømænd Sorg og Skade."</br>
  
<div style="text-align: right;">''Bjowulfs Drapa.''<br>(Grundtvigs Oversættelse.)</div>
+
:''Bjowulfs Drapa.'' (Grundtvigs Oversættelse.)
  
  
Linje 515: Linje 506:
 
===Nøkken===
 
===Nøkken===
  
 
+
<br>
 
:"Nøkken opløfter sit vaade Skjeg,
 
:"Nøkken opløfter sit vaade Skjeg,
:Og venter med Længsel sit Bytte."
+
:Og venter med Længsel sit Bytte."</br>
  
<div style="text-align: right;">''Zinklars Vise.''</div>
+
:''Zinklars Vise.''
  
  
Linje 570: Linje 561:
 
===Havmænd og Havfruer===
 
===Havmænd og Havfruer===
  
 +
<br>
 +
:En Havfru op af Vandet steg.
 +
:Hun spaa’de Her Zinklar ilde."</br>
  
En Havfru op af Vandet steg.
+
:''Zinklars Vise.''
Hun spaa’de Her Zinklar ilde."
 
 
 
<div style="text-align: right;">''Zinklars Vise.''</div>
 
  
  
Linje 587: Linje 578:
  
 
E. Pontoppidan, som i sin Norges naturlige Historie C. 8, udførligen afhandler denne Gjenstand, anfører blandt andre Beviser Presterne Peder Angels og Hans Strøms Vidnesbyrd for, at man paa Alstahaug og Nærøen har fundet en paa Stranden i Storm opdreven død Havmand, og angaaende Marmæler heretter han (2, P. 318): "de sees af adskillig Storhed. Nogle sige som et Barn af et halvt Aar, andre af et Aar, andre af tre Aar gammel. Af denne sidste Størrelse er nylig fanget en i Sellø Sogn, paa Overdelen som et velskabt Barn, og ellers som en Fisk. Man kastede den strax i Havet. Undertiden tages de hjem i Bondens Huus, da man giver dem Melk at drikke, som de ei forsmaae, men vende Øinene underlig i Hovedet ligesom af Nysgjerrighed og for at see sig om efter det Ubekjendte. De, som vove sig til at tage dem hjem, gjøre det i Haab om at høre af dem en Spaadom om tilkommende Ting. Længere end et Døgn eller 24 Timer tør de ikke beholde dem, da de agte sig skyldige til at roe ud paa Søen og sætte Marmælen just paa samme Sted, hvor de toge ham." I Speculum regale P. 169—170 omtales og beskrives Havmanden "Hafstramb" og Havfruen, Margygia, som varsle Storm. Havmanden og Havfruen ere efter den lærde Biskop Gunerus’s Formodning kun Søorm og Søkoen eller den saakaldte Manati. (Suhm om Odin 225). Missionspresten Dr. Philips nøiagtige Beskrivelse af en død Havfrue findes i Hermoder 3, 92. Om denne Materie sammenlign Odin Wolffs Journal for 1809. 11, 40. 1820, I, 23.</blockquote>
 
E. Pontoppidan, som i sin Norges naturlige Historie C. 8, udførligen afhandler denne Gjenstand, anfører blandt andre Beviser Presterne Peder Angels og Hans Strøms Vidnesbyrd for, at man paa Alstahaug og Nærøen har fundet en paa Stranden i Storm opdreven død Havmand, og angaaende Marmæler heretter han (2, P. 318): "de sees af adskillig Storhed. Nogle sige som et Barn af et halvt Aar, andre af et Aar, andre af tre Aar gammel. Af denne sidste Størrelse er nylig fanget en i Sellø Sogn, paa Overdelen som et velskabt Barn, og ellers som en Fisk. Man kastede den strax i Havet. Undertiden tages de hjem i Bondens Huus, da man giver dem Melk at drikke, som de ei forsmaae, men vende Øinene underlig i Hovedet ligesom af Nysgjerrighed og for at see sig om efter det Ubekjendte. De, som vove sig til at tage dem hjem, gjøre det i Haab om at høre af dem en Spaadom om tilkommende Ting. Længere end et Døgn eller 24 Timer tør de ikke beholde dem, da de agte sig skyldige til at roe ud paa Søen og sætte Marmælen just paa samme Sted, hvor de toge ham." I Speculum regale P. 169—170 omtales og beskrives Havmanden "Hafstramb" og Havfruen, Margygia, som varsle Storm. Havmanden og Havfruen ere efter den lærde Biskop Gunerus’s Formodning kun Søorm og Søkoen eller den saakaldte Manati. (Suhm om Odin 225). Missionspresten Dr. Philips nøiagtige Beskrivelse af en død Havfrue findes i Hermoder 3, 92. Om denne Materie sammenlign Odin Wolffs Journal for 1809. 11, 40. 1820, I, 23.</blockquote>
 
  
 
===Søorme===
 
===Søorme===
  
 
+
<br>
 
:"Om Søormen veed jeg ei nogen Beskeed,
 
:"Om Søormen veed jeg ei nogen Beskeed,
 
:Jeg haver ham aldrig med Øinene seed,
 
:Jeg haver ham aldrig med Øinene seed,
Linje 597: Linje 587:
 
:Dog kjender jeg mange, som mig have sagt,
 
:Dog kjender jeg mange, som mig have sagt,
 
:Hvis Ord jeg og giver sandfærdelig Magt,
 
:Hvis Ord jeg og giver sandfærdelig Magt,
:Han maa ret forfærdelig være."
+
:Han maa ret forfærdelig være."</br>
  
<div style="text-align: right;">''Nordlands Trompet.''</div>
+
:''Nordlands Trompet.''
  
  
Linje 616: Linje 606:
  
 
Den Skribent, som hos os mest udførlig har omhandlet Søormen, er E. Pontoppidan i hans Norges naturlige Historie, hvor endog 2 Afbildninger af Søorme findes. Efter hans Vidnesbyrd, der grunde sig paa bergensiske og nordlandske Sømænds og andre Øienvidners Beretninger, opholde disse Uhyrer sig i Havets Dyb, undtagen i Juli og August, da de i Havblik komme op i Vandskorpen, men synke igjen, saasnart Vinden det mindste begynder at kruse Vandspeilet. At lignende Sagn for over hundrede Aar siden løde i Nærheden af Flekkefjord kan sees af Gyldenlöves Dag-Register 1705. Efter Commandeur de Ferrys 1746 for Retten aflagte Vidnesbyrd "var den Søorm, han saa i Nærheden af Molde, ellers af Skabning i Hovedet som han holdt mere end 1 Alen over Vandet, som et Hestehoved, graaagtig af Couleur og Mulen ganske sort, meget store sorte Øine og et langt hvidt Fax, som hængte ham over Halsen i Søen; man saa ellers 7 à 8 Bugter af samme Dyrs Krop, som var meget tyk, ligesom der og efter Gisning var en Favn imellem hver Bugt." (Pontoppidan 2, 321). Efter den daværende Prest paa Herø, Tuchsens og Nabopresters Vidnesbyrd var disse Søorme saa tykke, som et dobbelt Oxehoved, havde store Næseborer og blaa Øine, som i Frastand lignede et Par blanke Tintallerkener. Paa Halsen havde de en Man, der i Frastand lignede Tang. Bevergjel skulle de sky. Hermed fortjene at sammenlignes den gamle svenske Historie skriver Olaus Magnus’s Vidnesbyrd i hans historia de gentibus Septentrionalium Lib. XXI C, XXVII og Olafsens islandske Reise 794.</blockquote>
 
Den Skribent, som hos os mest udførlig har omhandlet Søormen, er E. Pontoppidan i hans Norges naturlige Historie, hvor endog 2 Afbildninger af Søorme findes. Efter hans Vidnesbyrd, der grunde sig paa bergensiske og nordlandske Sømænds og andre Øienvidners Beretninger, opholde disse Uhyrer sig i Havets Dyb, undtagen i Juli og August, da de i Havblik komme op i Vandskorpen, men synke igjen, saasnart Vinden det mindste begynder at kruse Vandspeilet. At lignende Sagn for over hundrede Aar siden løde i Nærheden af Flekkefjord kan sees af Gyldenlöves Dag-Register 1705. Efter Commandeur de Ferrys 1746 for Retten aflagte Vidnesbyrd "var den Søorm, han saa i Nærheden af Molde, ellers af Skabning i Hovedet som han holdt mere end 1 Alen over Vandet, som et Hestehoved, graaagtig af Couleur og Mulen ganske sort, meget store sorte Øine og et langt hvidt Fax, som hængte ham over Halsen i Søen; man saa ellers 7 à 8 Bugter af samme Dyrs Krop, som var meget tyk, ligesom der og efter Gisning var en Favn imellem hver Bugt." (Pontoppidan 2, 321). Efter den daværende Prest paa Herø, Tuchsens og Nabopresters Vidnesbyrd var disse Søorme saa tykke, som et dobbelt Oxehoved, havde store Næseborer og blaa Øine, som i Frastand lignede et Par blanke Tintallerkener. Paa Halsen havde de en Man, der i Frastand lignede Tang. Bevergjel skulle de sky. Hermed fortjene at sammenlignes den gamle svenske Historie skriver Olaus Magnus’s Vidnesbyrd i hans historia de gentibus Septentrionalium Lib. XXI C, XXVII og Olafsens islandske Reise 794.</blockquote>
 
  
 
==Varslende Væsener==
 
==Varslende Væsener==
  
 
+
<br>
 
:"Tre Flokke Møer;
 
:"Tre Flokke Møer;
 
:En foran dog red
 
:En foran dog red
Linje 629: Linje 618:
 
:Hagl til høie Skove,
 
:Hagl til høie Skove,
 
:Frugtbart Aar blandt Folk de volde
 
:Frugtbart Aar blandt Folk de volde
:Alt var det mig leedt hvad jeg saae."
+
:Alt var det mig leedt hvad jeg saae."</br>
  
<div style="text-align: right;">''Hrimgerda i Edda.''</div>
+
:''Hrimgerda i Edda.''
  
  
Linje 660: Linje 649:
 
===Drager===
 
===Drager===
  
 
+
<br>
 
:"De sloges i Dage, de sloges i to,
 
:"De sloges i Dage, de sloges i to,
 
:Den tredie Dag ad Qvelde,
 
:Den tredie Dag ad Qvelde,
 
:Hr. Ribolt stod saa mandelig
 
:Hr. Ribolt stod saa mandelig
:Den Drage monne han fælde."
+
:Den Drage monne han fælde."</br>
  
<div style="text-align: right;">''Ribolts Kamp med Dragen.''</div>
+
:''Ribolts Kamp med Dragen.''
  
  
Linje 673: Linje 662:
  
 
<blockquote>Anm. Den betydelige Rolle, som Lindorme, Ilddrager o.s.v. spille i de gamle Sange, Legender og Eventyr, hvor en Drages Betvingelse hører til en Helts første Manddomsprøver, har sandsynligviis foranlediget de almindelige Sagn om saadanne Uhyrer, og en tilfældig elektrisk Ild, en Ildkugle o.s.v. er nok til at holde Troen ved lige. Denne Overtro er ligesaa gammel som den er almindelig. Den stærke Ketil Hængs første Mandoms-Idræt var at fælde en Drage, der kom flyvende mod ham. "Den havde en Lykke eller Bøining og Hale som en Orm, men Vinger som en Drage; det syntes ham, at der brændte Ild af dens Øine og Gab." (Ketil Hængs Saga C. 1). Som Sidestykker kan man betragte Thors Kamp med Midgardsormen, Sigurd Fofners banes med Fofner, Bjowulfs med Ilddragen, Stærkehjort, (Bjowulfs Drapa 17de Sang), Kong Didriks med Dragen (Wilkina Saga C. 383) Winkelrieds Kamp med Lindormen i Schweitz. Grimms Sagen 1, 299), St. Jørgens med Dragen o.s.v. I Kongespeil et Side 79 omtales en Bog, som er skreven i Indialand," der fortæller om Folk, der kunde tæmme stærke "flug-dreka," som ere i Fjeld og Ødemarker, og ride paa dem som paa Heste. Beslægtede med vore Drager ere de pomerske "Lindwürme", som spye Ild og Svovel af Gab og Hale.</blockquote>
 
<blockquote>Anm. Den betydelige Rolle, som Lindorme, Ilddrager o.s.v. spille i de gamle Sange, Legender og Eventyr, hvor en Drages Betvingelse hører til en Helts første Manddomsprøver, har sandsynligviis foranlediget de almindelige Sagn om saadanne Uhyrer, og en tilfældig elektrisk Ild, en Ildkugle o.s.v. er nok til at holde Troen ved lige. Denne Overtro er ligesaa gammel som den er almindelig. Den stærke Ketil Hængs første Mandoms-Idræt var at fælde en Drage, der kom flyvende mod ham. "Den havde en Lykke eller Bøining og Hale som en Orm, men Vinger som en Drage; det syntes ham, at der brændte Ild af dens Øine og Gab." (Ketil Hængs Saga C. 1). Som Sidestykker kan man betragte Thors Kamp med Midgardsormen, Sigurd Fofners banes med Fofner, Bjowulfs med Ilddragen, Stærkehjort, (Bjowulfs Drapa 17de Sang), Kong Didriks med Dragen (Wilkina Saga C. 383) Winkelrieds Kamp med Lindormen i Schweitz. Grimms Sagen 1, 299), St. Jørgens med Dragen o.s.v. I Kongespeil et Side 79 omtales en Bog, som er skreven i Indialand," der fortæller om Folk, der kunde tæmme stærke "flug-dreka," som ere i Fjeld og Ødemarker, og ride paa dem som paa Heste. Beslægtede med vore Drager ere de pomerske "Lindwürme", som spye Ild og Svovel af Gab og Hale.</blockquote>
 
  
 
===Følgie eller Vardøgl===
 
===Følgie eller Vardøgl===
  
 
+
<br>
 
:Jeg tykkes gjennem det hele
 
:Jeg tykkes gjennem det hele
 
:En Ørn indfløi,
 
:En Ørn indfløi,
Linje 684: Linje 672:
 
:----------------------------------
 
:----------------------------------
 
:"Jeg troer, at dine Diser
 
:"Jeg troer, at dine Diser
:Dig have alt forladt."
+
:Dig have alt forladt."</br>
  
<div style="text-align: right;">''Atlaqvide.''</div>
+
:''Atlaqvide.''
  
  
Linje 692: Linje 680:
  
  
<ref>Anm. Ordet Fylgia betyder efter Finn Magnusens Vidnesbyrd (Eddalæren 4, 35) den qvindelige Efterbyrd med de Hinder, som omgive Fosteret ved dets Fødsel, og hvori man troede, at en Deel af Fosterets Sjel var indhyllet. Naar denne brændtes eller kastedes bort, skulde det nyfødte Barn fremdeles mangle sit Følgie, eller Skytsaand, som ellers antages for at være dets bestandige Ledsager gjennem Livet, og kaldes Fylgia og Hamingia eller Ham. Hamingia betyder Held, Lykke til Foretagender (Olaf den Helliges Saga C. 16) og Ham, et Overtræk i et Dyrs Skikkelse. Man kunde tage det paa, og derved blive det Dyr lig, hvis Ham man iførte sig.
+
<blockquote>Anm. Ordet Fylgia betyder efter Finn Magnusens Vidnesbyrd (Eddalæren 4, 35) den qvindelige Efterbyrd med de Hinder, som omgive Fosteret ved dets Fødsel, og hvori man troede, at en Deel af Fosterets Sjel var indhyllet. Naar denne brændtes eller kastedes bort, skulde det nyfødte Barn fremdeles mangle sit Følgie, eller Skytsaand, som ellers antages for at være dets bestandige Ledsager gjennem Livet, og kaldes Fylgia og Hamingia eller Ham. Hamingia betyder Held, Lykke til Foretagender (Olaf den Helliges Saga C. 16) og Ham, et Overtræk i et Dyrs Skikkelse. Man kunde tage det paa, og derved blive det Dyr lig, hvis Ham man iførte sig.
  
Denne Tro er ældgammel og forekommer ofte i gamle Sange og Søgur. Den i vore Heltesange saa berømte Atles Ham var en Ørn (F. Magnusens Edda 4, 161 og Volsunga Saga, C. 43) og "fyglar ther muno vera stora manna fylgiur" heder det i Gunlaugs Saga S. 33. Thorstein Uxefots Fylgia var en ''hvita bjarnarhunn'' (Fornmanna Sögur 111, p. 113), og Helten Orvarodd havde ogsaa en uhyre Hvidbjørn til Fylgie (Orvarodds Saga C. 6). Halfred Vanraadeskjald gjenkjendte derimod i en stor Qvinde, der var iført Brynje og gik paa Bølgerne sin Fylgiukona. I Harald Haarfagers Skjaldes Saga omtales Audun Skjalds Fylgie, der havde bebudet hans Ankomst, (Fornmanna Sögur 111, p. 71) og Islænderen Thidrande saa engang 9 Qvinder i sorte Klæder med blottede Sværde, der kom ridende fra Norden, og 9 andre i lyse Klæder paa hvide Heste fra Syden," hvilke vare hans Frænders "Fylgjur. (ibi 11, 215).
+
Denne Tro er ældgammel og forekommer ofte i gamle Sange og Søgur. Den i vore Heltesange saa berømte Atles Ham var en Ørn (F. Magnusens Edda 4, 161 og Volsunga Saga, C. 43) og "fyglar ther muno vera stora manna fylgiur" heder det i Gunlaugs Saga S. 33. Thorstein Uxefots Fylgia var en ''hvita bjarnarhunn'' (Fornmanna Sögur 111, p. 113), og Helten Orvarodd havde ogsaa en uhyre Hvidbjørn til Fylgie (Orvarodds Saga C. 6). Halfred Vanraadeskjald gjenkjendte derimod i en stor Qvinde, der var iført Brynje og gik paa Bølgerne sin Fylgiukona. I Harald Haarfagers Skjaldes Saga omtales Audun Skjalds Fylgie, der havde bebudet hans Ankomst, (Fornmanna Sögur 111, p. 71) og Islænderen Thidrande saa engang 9 Qvinder i sorte Klæder med blottede Sværde, der kom ridende fra Norden, og 9 andre i lyse Klæder paa hvide Heste fra Syden," hvilke vare hans Frænders Fylgjur. (ibi 11, 215).
  
 
Med Almuens Begreb om Fylgier fortjener at sammenlignes, hvad den yngre Edda lærer om Nornerne. "Foruden de 3 store Norner, ere der endnu flere Norner, nemlig de, som indfinde sig ved hvert et Barns Fødsel for at beskjere det sin Levetid og Skjebne, og ere de af Gudeslægten, hvorimod andre af Alfslægten og det 3die Slags af Dvergeslægten, De Norner, som ere blide og af god Herkomst, beskjere Lykke, og naar somme Mennesker geraade i Ulykke, da forvolde de onde Norner det." De kaldes ogsaa Diser (Hamders-Maal St. 26, Finn Magnusens Edda 3, 271).
 
Med Almuens Begreb om Fylgier fortjener at sammenlignes, hvad den yngre Edda lærer om Nornerne. "Foruden de 3 store Norner, ere der endnu flere Norner, nemlig de, som indfinde sig ved hvert et Barns Fødsel for at beskjere det sin Levetid og Skjebne, og ere de af Gudeslægten, hvorimod andre af Alfslægten og det 3die Slags af Dvergeslægten, De Norner, som ere blide og af god Herkomst, beskjere Lykke, og naar somme Mennesker geraade i Ulykke, da forvolde de onde Norner det." De kaldes ogsaa Diser (Hamders-Maal St. 26, Finn Magnusens Edda 3, 271).
Linje 703: Linje 691:
  
 
De ældre christne Theologer antoge ogsaa, at ethvert Menneske havde sin beskyttende og ledsagende Genius. I Jernpostillen (udgivet 1413, 142) heder det: "Strax noget Menneske fødes til Verden, da skikker Vorherre en Engel, som skal bevare hans Sjel og Liv fra Djevelen og andet Ondt" og beraaber sig paa St. Hjeronymi og Bernhardi Vidnesbyrd. (Hesperus 7, 509).</blockquote>
 
De ældre christne Theologer antoge ogsaa, at ethvert Menneske havde sin beskyttende og ledsagende Genius. I Jernpostillen (udgivet 1413, 142) heder det: "Strax noget Menneske fødes til Verden, da skikker Vorherre en Engel, som skal bevare hans Sjel og Liv fra Djevelen og andet Ondt" og beraaber sig paa St. Hjeronymi og Bernhardi Vidnesbyrd. (Hesperus 7, 509).</blockquote>
 
  
 
===Draugen===
 
===Draugen===
Linje 726: Linje 713:
 
=== Gjengangere, Udbaarer og Deildegaster===
 
=== Gjengangere, Udbaarer og Deildegaster===
  
 +
<br>
 +
:"Nu galer Hanen den røde
 +
:Og maa jeg da afsted,
 +
:Til Jorden skulle alle de Døde,
 +
:Thi maa jeg følge med."</br>
  
"Nu galer Hanen den røde
+
:''Gjengangervisen om Aage og Else.''
Og maa jeg da afsted,
 
Til Jorden skulle alle de Døde,
 
Thi maa jeg følge med."
 
 
 
<div style="text-align: right;">''Gjengangervisen
 
<br>om Aage og Else.''</div>
 
  
  
Linje 744: Linje 730:
  
 
Svarende til den norske Deildegast er den svenske Skalvrangare, (see Molbechs svenske Reise 3, 89).</blockquote>
 
Svarende til den norske Deildegast er den svenske Skalvrangare, (see Molbechs svenske Reise 3, 89).</blockquote>
 
  
 
===Mara===
 
===Mara===
  
 +
<br>
 +
:"Mod Mare-ridt et Raad vor Substitut mig lærte,
 +
:Det er: Man sætter Sko for Sengen kun forkeerte."</br>
  
"Mod Mare-ridt et Raad vor Substitut mig lærte,
+
:''Peder Paars.''
Det er: Man sætter Sko for Sengen kun forkeerte."
 
 
 
<div style="text-align: right;">''Peder Paars.''</div>
 
  
  
Linje 783: Linje 768:
  
 
saa viger den strax, men kommer den næste Morgen i Skikkelse af et Menneske for at borge Noget. (Om Mara see F. Magnusens Eddalære 216 og 280—287).</blockquote>
 
saa viger den strax, men kommer den næste Morgen i Skikkelse af et Menneske for at borge Noget. (Om Mara see F. Magnusens Eddalære 216 og 280—287).</blockquote>
 
  
 
===Varulve===
 
===Varulve===
  
 +
<br>
 +
:"Hun skabte mig til saa liden en Hind,
 +
:Hun bad mig fare saa vide,
 +
:Og mine syv Møer til Ulve hin’ graa,
 +
:Hun bad, de skulde mig slide."</br>
  
"Hun skabte mig til saa liden en Hind,
+
:''Den omskabte Jomfru.''
Hun bad mig fare saa vide,
 
Og mine syv Møer til Ulve hin’ graa,
 
Hun bad, de skulde mig slide."
 
 
 
<div style="text-align: right;">''Den omskabte Jomfru.''</div>
 
  
  

Nåværende revisjon fra 9. sep. 2021 kl. 11:22

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Norske Folke-Sagn


Overnaturlige Væsener


av Andreas Faye





Indledning til første Afdeling om de overnaturlige Væsener


Under Urtræets
Yderste Rod
Ginge til Hvile
Jettinder og Thurser,
Dødninge, Dverge
Og Mørkalfer;
Nordad mod Niflheim
Natten flyede.
Odins Ravnesang.


"I de høie Fjelde throner den gigantiske Jutul, af hvis Fingre og Fødder man i den haarde Steen end seer Spor, og hvem Fjeldstykker og svere Bautastene tjene som Vaaben; i de lave Aaser have de lumske Trold og den skjønne Huldra deres Tilhold; i Høie og ved gamle Træer færdes end de Underjordiskes talløse Skarer, og under Jorden forarbeide de smaa, men langarmede og kunstige Dverge deres Kunstverker. I Thusmørket vandre endnu Thusser og Vetter om, og i Maaneskin hoppe de muntre og lystige Nisser. I Elve og Søer lurer den fele Nøk, og gjennem Luften farer Asgardreias vilde Færd, bebudende Drab og Krig, medens et beskyttende, varslende Følgie ledsager hvert enkelt Menneske paa dets jordiske Bane." Saa lyde Sagnene endnu den Dag i Dag, og at denne Overtro i Norden er gammel kunne vi slutte af Procopius’s Vidnesbyrd: "Thuleboerne dyrke mange Guder og Aander (daimones) i Himlen, i Luften, i Jorden, i Havet og endog nogle, der siges at boe i Kilders og Floders Vand. De offre flittig alle Slags Offer."

Det første Spørgsmaal, der udentvivl falder os ind ved at høre disse besynderlige Sagn, er vistnok, "hvad der kan have fremkaldt og i vor Almues Indbildning med fast uudslettelige Træk indprentet og levendegjort en Overtro, der er saa meget mere mærkelig, som lignende Meninger findes hos de fleste nordeuropæiske Folkeslag?"

Det er sandsynligt, at ubekjendskab med Naturen og dens Kræfter, forbundet med den Mennesket medfødte Lyst til at finde Grunden til, og forklare sig de mange Naturphænomener, der daglig maatte tiltrække sig Folkets Opmærksomhed, har ladet det gjette Aarsagerne til disse Særsyn i de Væseners Kraft, som man tænkte sig at have frembragt dem, og siden at færdes i og ved deres Frembringelser. Disse Phænomener vare for talrige og forskjellige til, at man skulde tilskrive dem eet Væsen; man tænkte sig derfor en Skare af overnaturlige Væsener, hvis farlige Indflydelse og fordervelige Vrede man ved Offre og andre Midler søgte at afværge.

Den hule Dundren, som stundom høres i Fjeldene, den Røg og Ild, der stiger op af enkelte, de Ødelæggelser, som et uventet og frygteligt Jordskred eller Jordskjelv ofte foraarsager, og som i vore Tider letteligen lade sig forklare afnaturlige Aarsager, maatte derimod let forekomme det med Naturen og dens skjulte Kræfter aldeles ubekjendte og raa Menneske overnaturlige, og som Virkninger af Jutuler, Riser og lignende kjæmpestærke, onde Væsener, der meentes at boe i Fjeldene, og af hvis uhyre Fødder og Fingre den levende Phantasi let fandt Mærker i de haarde Klipper. Efterhaanden omgav Frygt og Overtro disse opdigtede Væsener med alle Skrækkebilleder[1], og man troede at see disse Menneskenes arrigste Fiender forvandlede til Steen rundt om i Landet.

Man fandt Krystaller og andre Naturfrembringelser, som ei kunde være gjorte ved Menneskehænder, man hørte stundom en Stemme, en Lyd, som f. Ex. af Echo og andre naturlige Aarsager nu let kan forklares, hvor man ei havde ventet det; man saa Spor efter Folk, hvor man hendelsesviis Ingen havde seet; man fandt eller tabte Ting, om hvis Oprindelse eller Forsvinden man ei kunde komme paa Spor; man saa blandt flere velskabte Børn en Vanskabning, der enten ved hæsligt Udseende eller stor Dumhed adskilte sig fra de Øvrige. Alle disse Ting, tænkte man, maae have en Aarsag, og af Uvidenhed om Naturen, forenet med Overtro og levende Indbildningskraft, fandt man paa at opdigte Væsener, hvem man tilskrev alle disse Særsyn, og som efter de forskjellige Opholdssteder, man gav dem, bleve kaldte Skovtrold, Huldrer, Bjergtrold, Vetter, Alfer, Dverger, Nisser, Marer o.s.v. Disse tillagde man, og efter dem opkaldte man saaledes Troldridt, Troldved, Dvergemaal (Echo), Dvergesmie (Krystaller), Vettelys, Alfepust, Mareridt o.s.v.

Havets eensformige Flade og skjulte uudgrundelige Dyb, Stormens Brusen og det oprørte Havs skummende Bølger gribe dybt og ofte vidunderlig det menneskelige Sind. Denne Sindsstemning i Forening med de forunderlige Søskabninger, som stundom fanges, og de gyselige Sødyr, der stundom sees, maatte give den afsides boende og uvidende Fisker og Sømand saa rigt Stof til Opdigtelser, at man næsten maa undre seg over, at man ei har flere Fortællinger om Havmænd, Havfruer o.s.v. Vore Vandfaldes eensformige Brusen, de Kastevinde og Hvirvler, der gjøre vore Fjorde og Elve saa farlige at befare, og hvori aarligen flere Mennesker omkomme, i Forening med den Omstændighed, at Isen i flere ferske Vande, naar Tøveir er ivente, brister i Midten med stor Brag og efterlader en aaben Rand, har vel givet Overtroen Anledning til at tænke sig Vandet og Dybene beboede af ondskabsfulde Væsener, der aarlig i det mindste fordre eet Menneske til Offer, og som under Navn af Nøkker, Grimmer og Qvernknurre, ere noksom bekjendte.

Naar Indbildningskraften først havde fundet paa at befolke Bjerge, Jorden og Vandet med overnaturlige Væsener, saa kunde det ikke vare længe, førend den ogsaa maatte belive det uendelige Rum, der hvelver sig over Menneskenes Hoved. I Stjernernes Vrimmel, Skyenes og Taagens ofte vidunderlige Skikkelse, i Ildkugler og de flammende Nordlys, i Tordenens Skrald og Vindenes Susen gjennem de trange Fjelddale, kunde den Uoplyste let komme til at see og høre Guders Fart, Asgardsreias vilde Færd, Troldkjerringers Ridt, og ane Varsler om indtræffende Ulykker. Lynet slaaer som oftest ned i de høie Fjelde, hvad rimeligere da, end den Tro, at den Gud, der aabenbarer sig i Torden og Lynild, den vældige Thor, med det samme tugter de jordiske Dæmoner, som opholde sig paa de Steder, hvor Lynilden slaaer ned?[2].

Onde og fordervelige vare for Menneskene de fleste af disse overnaturlige Væsener, der altsaa egentligen kunne betragtes som personificerede Naturkræfter[3] og, da der svevde en vis Dunkelhed over deres hele Væsen, gjorde man Natten til deres Færselstid, hvor den menneskelige Indbildningskraft og Frygt er mest tilbøielig til at skabe sig alskens Skrækkebilleder.

Uagtet personificerede Naturkræfter saaledes er at betragte som Grundelementer for de mythiske Sagn, vilde man udentvivl feile, hvis man ad denne Vei troede at kunne forklare enhver enkelt Mythe eller Sagn om de overnaturlige Væsener. Forklaringen vilde da ofte blive søgt og falsk; thi deels er mangen Mythe eller enkelte Træk i den kun poetisk Udsmykkelse, deels indeholder den ofte et dunkelt Sagn om Landets ældste Historie. Den fast uudgrandskelige Sammenblanding af de forskjellige Sagn er Mythens eiendommelig Kjendemærke. I Fremstillingen af Guder og andre Væsener, deres Strid og øvrige Forhold, ligger ogsaa Folkets ældste Historie i Mythens Dragt. At den maa være dunkel og fabelagtig, følger saavel af dens Ælde, som af den Raahed, hvori de fleste Folkeslag leve i deres første Barndom, hvor det ei falder dem ind, eller de ei engang have Midler til at overantvorde til Efterverdenen Efterretninger om deres Bedrifter. Derfor beroer de fleste Folks ældste Historie paa Sagn, der i Tidernes Løb kunne have været mange Forandringer underkastede. Gjennem den Taage, der tilhyller vor Olds Historie, mene Historiegrandskeme at skimte en Kamp mellem Nordens Urindbyggere og et indvandrende, mere cultiveret Folk, og i vore Folkesagn om Jutuler, Trold, Underjordiske og Dverge søger man Spor af disse ældre raaere Folk i Norden, hvis Beseiring og Fordrivelse, som dunkle Minder fra længst forsvundne Tider, paapeges og foreviges i de gamle Skjaldeqvad og Søgur[4].

At disse Urindbyggere have udgjort en og den samme Folkefærd, er ikke nødvendigt at antage. Tvertimod synes den store Forskjel, som i Sagnene gjøres mellem de uhyre Jutuler, der lege med Klippestykker, og de smaa listige Dverge, der skjule sig i Jorden og dens Huler, at antyde, at de have været høist forskjellige, om de ogsaa paa enkelte Steder have levet sammen og i Modsætning og som fælles Fiender af de fra Østen indtrængende Folk, have forenet sig. Paa nogle Steder synes det som om de indtrængende Erobrere have blandet sig med de ældre Indbyggere, nedsat sig blandt dem, indgaaet Ægteskaber med dem o.s.v. "Tilforn," beretter et thelemarkisk Sagn, "vare Thusserne saa utallige, at Christne kunde ei beboe Norge, og Norge ei blive bebygget, førend de indgik Ægteskab med dem," og i vore gamle Søgur tales der ofte om historiske Personer, der paa fædrene eller mødrene Side nedstamme fra Risaætten, ere Halvtrold, Thussablandinger o.s.v.[5]

Paa andre Steder lader det til, at de oprindelige Beboere først efter en anstrengende Kamp ere blevne fortrængte fra Sletterne og Dalene hen til de skov- og fjeldrige Egne, hvor Huler[6] bleve deres Boliger, Jagt deres Næring og Dyrenes Huder deres Klæder. At de vedbleve at staae i et fiendtligt Forhold til deres Overvindere, og at de, naar Leilighed gaves, overfaldt, udplyndrede og myrdede Indbyggerne i de Strækninger, som vare deres Smuthuller nærmest, og derpaa atter trak sig tilbage med deres Bytte, er sandsynligt. Sammenlign Halfdan Svartes Saga om Jotunen Doffre. Deres pludselige Overfald og Forsvinden, de blodige Spor, som de efterlode sig, deres uhyre Kræfter, vilde Udseende og Dragt, i Forening med Natten, som de vel brugte til at besøge deres Fienders Forraadshuse eller overfalde dem, maatte give disse Folk for Dalenes fredelige Beboere et gyseligt, dæmonisk Anstrøg. Jo sjeldnere de viste sig, desto vidunderligere bleve Beretningerne om dem. Saa frygtelige forekom de tilsidst, udpyntede med alle Phantasiens og Overtroens Rædsler, at der efter den almindelige Mening skulde mere end menneskelige Kræfter til at binde an med dem. Dette blev derfor et passende Hverv for Tordenguden selv, der stundom knuste dem med sit Lyn, eller for hans jordiske Repræsentant, Thor, en af Høvdingerne for de indtrængende Folk, der i de gamle Skjaldeqvad beskrives som "Omstyrter af de forniotiske Guders Altre, Bjergfolkenes, Fjeldulvenes, Klippesønnernes og Jetternes Forskrækker og Banemand[7]

I vore Sagn tales imidlertid ei alene om de kjæmpestærke Jutuler, Riser og Bjergtrold, der saavelsom deres sildigere Repræsentantere "Kjæmperne" paa den nævnte Maade kunne forklares; men der nævnes endnu hyppigere Thusser og Dverge, "Traditionen om en fordums Dvergeslægt skriver sig rimeligviis tildeels fra en dunkel Erindring om, at Lapperne engang i Nordens vilde Tilstand have beboet Egne, hvorfra de for længst ere fordrevne[8]. Vare de smaa Lapper endog ei ved Styrke og vild Tapperhed de indtrængende Folk farlige i Kampen, saa vare de dog ved deres Bekjendtskab med Naturens Hemmeligheder, deres List og Behændighed farlige Naboer, der kunde bortsnappe Kreaturer, ombytte Børn, (deraf maaskee Oprindelsen til de mange Sagn om Byttinger) stjele Husgeraad og Fødevarer, give Folk bedøvende Drik, lokke dem ved Sang og Kostbarheder ind i deres Huler o.s.v., Træk, som give os Nøglen til mangt et Sagn om de Underjordiske.

Historiens Vidnesbyrd stadfæste disse Anskuelser. Adam fra Bremen, der levede i det 11te Aarhundrede, fortæller efter den danske Konge Svein Estridssons mundtlige Beretning, "at i Sverige pleier stundom et Folk hastigen at nedstige fra Bjergene paa Sletterne, hærge Alt, om ei den kraftigste Modstand skeer, og derpaa trække sig tilbage", og "i Norge," siger han paa et andet Sted, "har jeg hørt, at der findes vilde Qvinder og Mænd[9], der boe i Skovene, og sjelden vise sig; de bruge de vilde Dyrs Huder til Klæder, og deres Sprog ligne mere Dyrenes Brummen end Menneskers Tale, saa at de neppe kunne forstaaes af Naboerne.

Islænderne kalde dette Folk Bjergbuar, Jøtnar, Thussar, Risar og Trøll og sige, at de have Huler og Kløfter til Bopæle, raa Dyrehuder til Klæder, ere frygtelige ved Troldomskunster og natlige Streiferi er, bortrøve Buskab og Mennesker og eie ingen god Egenskab uden Ordholdenhed[10].

Saavel den Menneskene medfødte Lyst til at søge den første Grund til Alt, og at opløfte det Dække, der til byder Aandeverdenen, som ogsaa dunkle historiske Minder fra den høie Old kunne altsaa betragtes som det første Grundstof til vore mange Sagn om overnaturlige Væsener. Overeensstemmelsen mellem disse Folkesagn og den oldnordiske Gudelære, hvoraf høist mærkelige Brudstykker findes i de eddaiske Sange, sammes Commentair, den yngre Edda, og Skjaldenes Qvad, kan i Forening med andre Ting give Anledning til interessante Slutninger om hvorvidt Eddalæren har været almindelig Folketro eller ikke. Da vi ved Anmærkninger til hvert enkelt Sagn siden ville faae Anledning til nøiere at betragte Ligheden mellem den oldnordiske Mythologi og vore Folkesagn, ville vi her indskrænke os til at bemærke, at den hele oldnordiske Mythologi saa at sige dreier sig om en Kamp mellem Valhals himmelske Guder og Jordens Dæmoner, hvilke den snart beskriver som kjæmpestore og stærke, og kalder Jetter, Riser og Trold, snart som smaa og listige, hvilke den benævner Dverger, Vetter og Svartalfer. I Torden-Guden Thor fandt Jordens Dæmoner den farligste Fiende, der knuste dem med sin frygtelige Hammer, Mjølner, eller forvandlede dem til Steen. Besynderligt maa det ved første Øiekast forekomme oss, at der, efterat Christendommen har hersket her i Landet i 800 Aar, endnu kan findes saamange Levninger af hedensk Overtro. Ved nærmere Overveielse lader imidlertid ogsaa denne Gaade sig løse. De første christne Religionslærere, der fandt de gamle Ideer for dybt rodfæstede, og saa at sige for fast knyttede til Landets fysiske Beskaffenhed, gamle Historie og Digte kunst, til at de strax kunde udryddes, søgte at gjøre den hedenske Overtro mindre anstødelig ved at give den et christeligt Anstrøg. De hedenske Fester, der tilforn vare helligede Valhals Guder, bleve nu indviede til christne Helgener, og i St. Olaf var den norske Geistlighed saa heldig at faae en Helgen, der stod i saa stort Ry for sin Underkraft, at man gjerne kunde overføre paa ham alle de vidunderlige Gjerninger, som man til forn havde tilskrevet den stærke Thor og Valhals Guder. Disse, der siden af de Christne betragtedes, snart blot som Mennesker, snart som onde Aander, bleve tilsidst næsten ganske forglemte af Folket, da der kun sjeldent fandtes noget synligt Tegn, der kunde bevare deres Minde, medens Troen paa de øvrige overnaturlige Væsener, der vare knyttede til den omgivende Natur, ei saa let kunde udryddes. Da Jetter, Riser og andre Vetter aldrig havde været Gjenstand for Tilbedelse, men for Had og Afsky, fik de Tilladelse til at beholde deres gamle Navne og Charakteer, og tjente nu til at bekræfte den christne Lære om Djevlen og hans Aander, til hvilke Jetter og de fleste andre overnaturlige Væsener bleve henregnede[11]

Istedetfor at svække denne Overtro som saa megen anden Vildfarelse, lod den lutherske Reformation den staae upaaanket, ja Troen paa Djevlen og hans Engle (det fælleds Navn for de overnaturlige Væsener) samt deres Indflydelse saavel paa Menneskene som paa den hele Natur, synes endog at være bleven oplivet. Processer mod Hexer, Forskrivelser til Fanden o.s.v. hørte længe til Dagens Orden.

Vel blev det anseet for Ugudelighed at have noget med de Underjordiske og andre saadanne "Smaadjevle"[12] at bestille; men det raae og overtroiske Folk maatte have Nogle, som de kunde raadspørge, og da de reformerte Prester ivrigen havde ødelagt de katholske Helgener, Reliqvier o.s.v., maatte Overtroen hemmeligen tye hen til deres hedenske Venner, de Underjordiske, Nisser o.s.v., hvis Yndest de stræbte at erhverve, eller hvis Had de søgte at afværge ved Offre, der bragtes i Hule Træer, i Lunde, under ærværdige store Stene eller paa Loven, om Thorsdagsqveld og Høitids aftener.

De friere Ideer, som mod Slutningen af forrige Aarhundrede begyndte at blive almindeligere, og den tiltagende Oplysning, der i senere Tider i flere Henseender har yttret sig, har meget bidraget til at svække Troen paa de overnaturlige Væsener. Paa flere Steder ere Sagn om dem allerede gangne i Forglemmelse, paa andre mindes man dem kun som lystige Eventyr, eller fortæller dem for at skremme Børn; men atter paa andre Steder, og blandt de mindre oplyste og mere overtroiske Bønder, findes der Mange, der ere overtydede om Tilværelsen af disse mythiske Væsener, der spillede en saa vigtig Rolle i deres Fædres og egen Barndoms Indbildning. De selv, eller sedvanligere en Faster eller Moster, en Fader eller Moder, have seet de Underjordiske og deres Hunde og Kjør, hørt deres herlige Musik, kjendt Folk, der have været indtagne i Fjelde, eller faaet deres smaa Børn om byttede med de Underjordiskes[13]. De steder, hvor saadanne Væsener menes at have deres Tilhold, ansees endnu paa nogle Steder for hellige: Ingen overtroisk Bonde, der har sin Sundhed og sin Eiendom kjer, tør vove at røre ved en "Vettehaug, et Butræ, eller Thunbede", hvorved de Usynlige færdes; nei tvertimod, for at de ei i Vrede skulde reise deres Vei og tage Gaardens Lykke med, opvarter man dem paa Høitidsaftenerne med Kage, sød Grød og andre Offre[14].

Endnu et Par Exempler paa, hvor dybt indprentet Troen paa de Underjordiske er paa mange Steder endog i vore Dage. "Paa Lurø i Nordlandene", saa har Pastor G. Faye tilskrevet mig, "hersker en overvættes Overtro, fornemmelig paa de Underjordiske, der opholde sig paa visse Steder, hvor de indtage til sig Personer, som de gjøre af, ja, de skulle endog have en Kirke, dog naturligviis usynlig, etsteds her i Prestegjeldet, hvorved en af mine Sognefolk, en stor Aandeseer, skal være Prest. Der fortælles endog, at der i Nærheden af Prestegaarden skal boe en underjordisk Jægteskipper, hvem Syne-Folk ofte see seile frem og tilbage paa Søen med sin Jægt[15]. Jeg har ofte søgt at ville bortsnakke denne deres Overtro; men for mig ville de aldrig tilstaae, at de troe paa Saadant, fordi de, som jeg er kommet efter, troe, at det er overeensstemmende med Prestens Fordeel at neddæmpe Troen paa de Underjordiske; thi, sige de, han veed det ligesaa godt som vi; han har læst det i 6te Mosebog, der rigtignok ei staaer i Bibelen, men som Presterne have for sig selv." At det søndenfjeldske Norge i Troen paa de Underjordiske omtrent staaer paa samme Culturtrin, ville de efterfølgende Sagn vise, hvortil jeg kun vil tilføie en Tildragelse fra mine Studenterdage. I Selskab med nogle Universitetsvenner foretog jeg mig i Sommeren 1824 en Fodreise til Riukanfossen og Gaustafjeld. Til Veiviser paa Gausta fik vi en rask Bonde fra Vestfjorddalen, en for sin Stand sjelden oplyst Mand, der dog var ganske overtydet om de Underjordiskes Tilværelse. "Jeg har selv," fortalte han, "engang tilfjelds seet en Mand, som pludselig sank ned i Jorden for mine Øine, og det er bekjendt," tilføiede han, "at En af de Underjordiske, som i Udseende fuldkommen ligner En af os, friede til en Pige, der gav ham Afslag, uagtet han lovede hende Gaard, Buskap, og saa megen Sølvstads, som hun vilde eie." Da vi gjorde den Indvending, at hans Indbildningskraft maatte have spilt ham et Puds, og Frieriet kun var løst Folkesnak, som Pigen selv kunde have opdigtet, eller at En for Løier Skyld kunde have drillet hende, ved at udgive sig for en Underjordisk, vedblev han: "men det er dog vist, at en Mand, som en gang gik i Skoven, pludselig traf paa en Gaard med Tilbehør, hvis Beboere ved hans Ankomst strax forlode den. Manden, der af Frygt for Trolddom ei turde nedsætte sig paa Gaarden, meldte Sagen til Øvrigheden, som strax i Kongens Navn tog Gaarden i Besiddelse, og denne bærer endnu den Dag i Dag til Minde om Begivenheden Navn af "Findland". Da vi endnu vedbleve at være vantroe og mente, at de nævnte Folk jo kunne have været nogle Forbrydere, der af Frygt for at blive opdagede ved Mandens Ankomst droge deres Vei, fremkom vor Veiviser med sit sidste og kraftigste Bevils; "men det staaer jo baade i Bibelen og Lærebogen, at Alles Knæ, baade de, som ere i Himlen og paa Jorden og under Jorden, skulle bøie sig for Herren, og hvo skulle vel de under Jorden være, naar det ei var de Underjordiske?" Saaledes kunne selv misforstaaede Bibel steder tjene Overtroen til Stadfæstelse[16]!

Efter at vi nu saaledes have stræbt at vise, hvorledes Begrebet om de overnaturlige Væsener er oprunden, og med nogle Exempler have viist, at den endnu paa mange Steder i Landet er Folketro, staaer kun tilbage at meddele Læseren en kort Fremstilling af de lignende Ideer, og den beslægtede Overtro, der findes hos andre Folk. Da der imidlertid i Anmærkninger til de enkelte Sagn vil findes de Oplysninger, som Forfatteren har kunnet opspore, ville vi i denne Oversigt fornemligen holde os til de Underjordiske, der efter den oldnordiske Gudelære og vore Folkesagn deles i forskjellige Klasser, som Thusser, Vetter, Dverge, Alfer o. m. I den oldnordiske Gudelære spille Dvergene, der synes at have indbefattet flere af de Arter, som nu udgjøre de Underjordiske, en vigtig Rolle. De fremkom som Maddikker i Jetten Ymers forraadnede Legeme og erholdt paa Gudernes Bud menneskelig Skabning og Forstand og bleve anviste Boliger i Jorden og i Stene[17].

Fra disse kunne vi da ansee de Underjordiske i alle de nordiske Lande at have deres Oprindelse og vi ville først vende vor Opmærksomhed paa det med Norge fordum saa nøie forbundne Island. Ligesom i Norge boe de Underjordiske her i Bjerge og Hauge, ere nette og reenlige, smukke og letsindige, omgaaes gjerne med christne Mennesker, med hvilke de tilforn ikke sjelden havde Børn sammen. Disse søgte de gjerne at ombytte med de christnes Børn, førend de bleve døbte, for at deres egne kunde blive deelagtige i Daaben, og saadanne for byttede Børn kaldes "Umskiptingar". De ere gjerne dumme og vantrevne. De Underjordiske have en skjøn Buskab, der ogsaa er usynlig. Dog lade de sig stundom see i klart Solskin, som de savne i deres egne Boliger, og hvori de derfor af og til fryde sig. Nytaarsnat vexle de stundom Bopæle, hvorfor man paa Island fordum denne Nat lod Bordene staae dækkede og Dørene aabne, for at erhverve sig saavel de Bortreisendes som Ankommendes Yndest. Efter gamle Sagn beherskes de Underjordiske paa Island af 2 Høvedsmænd, der hvert andet Aar afvexle, og ledsagede af nogle Undersaatter seile til Norge for at fremstille sig for den hele Stammes Konge, som der residerer, overbringe deres Hyldingsed og aflægge Regnskab for deres Embedsforvaltning. Befandtes den god og retfærdig, blev den fremdeles overdraget dem; men i modsat Fald bleve de strax afsatte; thi Ret og Billighed æres meget blandt disse Alfer. (Finni Johanni historia ecclesiostica Islandiæ 11, Pag. 368, og Fortalen til historia Hrolfii Krakii per T. Torfæum og F. Magnusens Eddalære 3, 308)[18].

Paa Færøerne kaldes de Underjordiske, ligesom paa nogle Steder i Norge, Huldefolk, der ligne de norske Vetter; thi de beskrives som voxne og graaklædte med sorte Hatte. Deres store og fede Kjør græsse, skjønt usynlige, blandt Indbyggernes. Dog faaer man stundom Øie saavel paa dem som paa deres Hunde. De ere Elskere af christne Qvinder, saavelsom af disses Børn, hvilke de ombytte med deres egne. (Landts Beskr. over Færøerne S. 447)[19] .

I Sverige har Almuen omtrent lignende Begreber om de Underjordiske, ("Høgfolket"), der forelske sig i Folk, forføre dem o.s.v. Om deres Oprindelse har man endnu det særegne Sagn, at de ere faldne Engle; thi da Gud nedstyrtede Lucifers Tilhængere fra Himlen, faldt de ikke alle lige ned i Helvede, men nogle paa Jorden eller i Havet. De, som faldt ned i Skovene, bleve Skovtrolde eller Skovsnufvor; de, som faldt ned i de grønne Marker eller Lunde, Vetter eller Lysgubber; de, der bleve kastede ned i Søer eller Vande, bleve til Nächer, og de, som faldt under Huse, bleve Tomtegubbar, og i Træer, Elfvar[20]. "Et interessant Mellemslags mellem Lys- og Svartalfer," siger Gejer (i de svenske Folkeviser 3, 158), "er Høgfolket, der lever og færdes som vi og ivrigen ønske Forløsning[21].

I Danmark træffe vi de samme Begreber som i det øvrige Skandinavien, men som en Følge af Landets Natur noget forandrede. De Underjordiske opholde sig i Høie, hvor de stundom holde muntre Gilder, brygge, bage, stjele fra Bønderne, hvis disse ei slaae Kors over Tønderne, straffe aabenmundede Folk med Blindhed, taale ei Kirkeklokkers Lyd, Torden, Trommer eller Vand, ere skinsyge og kunne forvandle sig til Katte. De danske Trolds Skiftinger svare til de norske og svenske Byttinger. Staal, Synaale, Nøgler, Saxe o.s.v. i Vuggen eller korsviis over Døren, hindrer ogsaa i Danmark Ombyttelse. Er den derimod skeet, er der intet andet Raad for, end at være dygtig slem mod Skiftingen, lade som man vil kaste den i Bagerovnen, pidske den o.s.v.; thi da kommer dens Moder og bytter om igjen. (Thieles danske Folkesagn og Danmarks Folkesagn 2, 175).

De Underjordiske, som man i Tydskland kalder "die Zwerge" (Dverge), ligne deres skandinaviske Frænder, ere tjenstagtige, godmodige, taalmodige og bære "eine Nebelkappe," der gjør dem usynlige. De ombytte gjerne Børn, men bliver Byttingen "der Wechselbalg," ilde behandlet, bringer Moderen gjerne det stjaalne Barn tilbage. I Pommern fandtes der tilforn en Mængde Erdgeister eller Dverge, der gjerne ombyttede deres egne Børn, de heslige Wechselbälge, for smukke Menneskebørn. De forelskede sig ogsaa i vakkre Piger og friede til dem. Om Dagen krøbe de om som Padder[22] og andet Utøi, men om Natten viste de sig i deres egen Skikkelse og dansede da glade om i Maaneskin. Almuen kalder dem Uellerkens, hvilke dog som vore Nisser ofte færdes i Kjeldere o.s.v. Paa andre Steder kaldes de die Unterirdischen, hvilke ligesom deres nordiske Frænder boe under Stalde, bede Folk til Fadder hos sig o.s.v. (Die Volkssagen von Pommern und Rugen von Temme. S. 254 —56 og 60). De sorte Dverge paa Rugen ligne meget de norske Dverge. De ere heslige at see til, men dygtige Smede, især i Staal, ere uselskabelige, forlade sjelden deres Bierge og Høle og ynde ei Musik. De hvide derimod, der om Sommeren fryde sig i Træer og dandse paa Græsset, ligne de danske Ellefolk, de svenske Elfer og de norske Alfer; men med de brune Dverge paa Rugen, der ere 18 Tommer høie, gaae med Glassko, have nydelige Hænder og Fødder, ere dygtige Guld- og Sølvsmede, men skalkagtige, have vi Intet at sammenligne, uden det skulde være vore Nisser. Das stille Volkzu Plesse, der ere tause, goddædige, og gjerne tjene de Mennesker, som de lide, svare til vore Govetter, medens vi i "Wichte eller Wichtlein," der ligne gamle smaa Mænd med langt Skjeg, og bebude Ulykke og Død, maaskee kunne gjenkjende vore Uvetter eller Draugen. De tydske Underjordiske adskille sig fra de skandinaviske Brødre deri, at de med deres menneskelige Naboer have antaget den rette Tro, hvilket ei er Tilfælde med disse, og at de stundom vandre ud, hvorom man idetmindste i Norge aldrig hører tale. (Der Brüder Grimm deutsche Sagen; des deutschen Mittelalters Volksglauben von Dobeneck).

Skandinaviens Underjordiske og Tydsklands Dverge gjenfinde vi i England under Benævnelsen Fairies[23](forhen Elves), hvilke dog nu mere ere Digternes end Folkets Eiendom. De inddeles i 2 Slags: landlige, der boe i Skove og Bjerge, og Husaander, der benævnes Hobgoblins eller Robin Goodfellows, der svare til vore Nissen. "The fairies " siger Dronning Elisabeths Samtidige, den lærde Reginal Scot, "boe i Bjerge og Høie, frembringe hvad Sælsomt, der viser sig i Naturen, klæde sig i grønt og gjøre Løier med Hyrder og Andre" (Mythologie der Elfen und Feen von Wolff). I Irland kaldes de Underjordiske Shefro ɔ: de gode Folk, og ligne de nordiske Alfer, da de beskrives som smaa og deilige af Udseende og leve i Selskab. De boe dog som vore Underjordiske i Klippehuler og gamle Kjæmpehauge, hvor deres Boliger ere prægtige og deres Musik fortryllende. Deres Dragt er hvid og for deres Aande svinder al menneskelig Kraft. Boldspild og kunstrig Dands ere deres Yndlingsglæder. De dandse i Maaneskin deres Runddanse, saa at Dugdraaberne zittre under deres Fødder og deres røde Huer vakle ved deres Spring. De ere egentlig faldne Engle, der leve i Uvished om deres tilkommende Skjebne, hvorfor de gjerne ombytte deres egne Børn med Menneskenes, hvilke Byttinger, der nævnes Leprechan foraarsage megen Ulempe. (Irische Elfenmärchen X—XX von Grimm). I Skotland, hvor de leve mere i Folketroen end i England, kalde de Daoine Shie (Fredens Folk). Om Natten dandse de som Nordens Alfer om paa Blomstrene og efterlade paa Grønsveret cirkelrunde Mærker, der stundom ere gule og forbrændte, stundom farvede med stærkt Grønt. Efter Solens Nedgang er det farligt at falde i Søvn eller befinde sig paa saadanne Steder. Naar Kreaturer overfaldes af pludselig Krampe, siger man, at de ere slagne af Feer. De skotske Bjergboere undgaae gjerne at tale om dem, især om Fredagen; thi da ere de ei at spøge med, og da de desuden usynlige kunne være tilstede, er det godt stedse at tale om dem med Respect. De leve ogsaa i Høie, hvorfra en deilig Musik ofte høres, efterligne alle Menneskenes Beskjeftigelser, ere kunstfærdige og for det meste grønklædte[24]. Børn ere i Skotland som hos os udsatte for Ombytning førend de døbes; men ved at stege Byttingen paa Gløder bringes det rette Barn til bage. Da de Underjordiske i Skotland efter et Sagn ere pligtige til hvert 7de Aar at betale Fanden een eller flere af deres Unger i Skat, saa stjele de Menneskenes Børn medens de ligge i Vuggen, for at give Fanden disse istedetfor deres egne. (Blischings wochentliche Nachrichten 1, 251. Thiele 3, 80. Riises Archiv 4, 337).

De Underjordiske paa Øen Man ynde Jagt og bruge dertil Indbyggernes Heste, som derfor ofte findes at staae skummende om Morgenen i Stalden. De deles i gode, der leve i Selskalb og glæde sig ved de Dødeliges Lykke, og onde, der leve ene og afsondrede i Huler og i Taage ved Stranden, hvor man i de mørke stormende Nætter hører dem at hyle med ondskabsfuld Glæde, naar Skibe knuses mod Klipperne. (D. Robertsons Reise durch die Insel Man, 1795).

Paa Ørkenøerne vise de sig stundom i Rustning; men ligne i øvrigt Shetlands duarfs, som man, af Frygt for at fornærme, kalder "guid folk eller guid neighbours," og som næsten aldeles svare til vore Underjordiske. De ere grønklædte, ere deelagtige saavel i Aandernes og Menneskenes Natur, kunne gjøre sig usynlige, ynde Musik og Dands, indtage Folk i deres Bjerge og Høle, og spise og drikke det samme som Menneskene, hvorfor de stundom stjele sig til at malke Indbyggernes Kjør; men, kan man da overraske dem og slaae Kors, saa maae de flye og lade de Kobberkar, hvori de have malket, i Stikken. De ombytte gjerne Christnes Børn med deres egne, der kaldes Changelings (Byttinger) og ere "gaping idiots". (Hibberts description of Shetland islands).

De finske Stammer kjende baade Dverge og Nisser (para). Nær under Jordens Skorpe og i hellige Bjerge, troe saaledes de norske Lapper, at der boe Væsener, som ligne Lapperne og drive samme Næring, men nyde en større Lyksalighed, ere rigere og mere bevandrede i Trolddom og Runekunster. De kaldes Saivo-Olmak, og omgaaes stundom med Menneskene, som de beholde hele Uger hos sig, og beverte med Tobak og Brændeviin. De have mange Dyr, ja selv Kirker som ligne Nordmændenes. Grønlænderne mene, at deres smaa Innuarolitt boe i Klipper, smede ypperlige Vaaben og gjøre fortræffelige Bøsser (Leems Beskrivelse over Finmarkens Lapper, Tillæg S. 23. F, Magnusens Eddalære 2, 46).

Blandt de slaviske Folk troe Russerne paa Skovjomfruer, Rusalki, der have grønt Haar og en skjøn Skabning; og i de serbiske Skove og Fjelde færdes et luftigt Væsen, der kaldes Wila, der er hurtig og skjøn og mægtig, men ofte skadefro og hevngjerrig. I de serbiske Folkesange fremtræder hun ogsaa som Spaakvinde og Læge, og stundom bringer hun kraftig Hjælp i Farens Stund til den Helt, hun elsker. (Volkslieder der Serben von Talvi[25]).

De slaviske Folkeslag troe ogsaa paa nogle over naturlige Væsener, der kaldes Lesser (die Lessen), der danne en Mellemting af vore Jutuller og Underjordiske. De ere baade af Han- og Hun-Kjøn og kunne snart gjøre sig høie som Træer, snart lave som Græs. De løbe om i Skovene, larme fælt i det de skrige, klappe og svare dem, som raabe. De Mennesker, som de træffe i Skovene, give de sig af med, indtil de tabe Bevistheden, hvorpaa de føre dem vild om Natten og tage dem ind i deres underjordiske Boliger. De tage ogsaa til sig smaa Børn, som de stundom efter mange Aar slippe forvildede ud igjen. De beskrives som bevoxede med Haar over hele Legemet, og beskyldes for at efterstræbe Qvinder. (Slawische Volkslieder, übersezt von Wenzig S. 226 og 243.)

Ved atter at vende os mod Vesten træffe vi i Schweitz’s romantiske Dale Dverge og Bjergaander, der ligne Nordens, men have et mildere Anstrøg. Schweitz’s Underjordiske ere et livligt og muntert Folk, der gjerne streifer om i Dalene og især beskjeftige sig med Fædrift: dog vogte de ei Faar og Kjør, men Alpernes raske Gemser, af hvis Melk de berede en kostbar Ost, der ei formindskes, hvormeget man end spiser af den. Med Schweitz ophører tildeels Sagnene om de Underjordiske; thi længer mod Vest og Syd ere de enten uddøde eller endnu ei samlede. I Frankrige finde vi, foruden de mægtige og skjønne Feer, som Melusine o. Fl,, der dog snarere tilhøre Romantiken end Folketroen, kun de saakaldte Gobelins, der svarer til vore Nisser, og i Bretagne de smaa ondartede Crions eller Courils, der især færdes ved de gamle Druide Monumenter. I Spanien synes Inqvisitionen at have udryddet al saadan hedensk Overtro, dog skal Duende eller Trasgo, der skal svare til Frankernes Gobelin, endnu have undgaae Baalet. Romemes Fauner, Larer, Penater og Nympher ere forsvundne, og kun en eenlig Havfrue viser sig stundom ved det vanslægtede Italien´s Kyster, Af Oreaders og Dryaders, Najaders og Nereiders, Fauners og Satyrers muntre og yndige Vrimmel, der i Oldtids Dage meentes at bringe Velsignelse blandt Hellas yndige Dale, leve i Nygrækernes Minde kun de frygtede og onde Neraider (neraides), hvidklædte Qvindeskabninger, der opholde sig i smaa Vande og paa Land, dandse og indlade sig i Snak med den Forbigaaende, som maa døe, hvis han svarer dem, og Stoikeia, (stoicheia) som deles i de Tamme, (ta hemera) der svare til vore Nisser, og de Vilde (ta agria) der leve paa Marken. Af begge Slags gives der onde og gode, og de kunne paatage sig allehaande Skikkelser.

Hvorvidt Troen paa de Underjordiske findes i de øvrige Verdensdele, kunne vi af Mangel paa Efterretninger ei afgjøre. Sandsynlig gives der lignende Overtro ogsaa blandt dem. Jalofbeboerne i Nærheden af Gorée i Africa have i det mindste saadanne Væsener, som de kalde Yumbo’s der skulle være 2 Fod høie, hvide af Farve, leve i Høie, forarbeide Kunstverker, fiske og drikke sig fulde i Palmeviin, ved hvilken Anledning de tromme vældigen i deres Høie. (Mythologie der Feen von Wolff).


__________


Sagn om overnaturlige Væsener, der skulle færdes paa vor Jord, findes saaledes hos de fleste Folkeslag; men fuldstændigst hos Fjeldbeboeme, hvor Sagnene end nu gjerne ere levende Folketro.

Den megen eenslige Færsel i Skov og paa Fjeld, den Dødsstilhed, som for det meste hersker i vore store Skove, og som en Ugles, en Hubros fæle Skrig, der gjentages og fordobles i fjerne Echo, stundom afbryder, den frygtelige Kraft, hvormed Storm og Uveir til andre Tider rase, de vidunderlige Skikkelser, som de omgivende Naturgjenstande under den forskjellige Belysning erholde, og de stolte, vilde og forbausende Naturscener sætte Bonden let i en Sindsstemning, der under saadanne Omstændigheder giver Barndorns Fortællinger Interesse, Sandsynlighed, ja subjectiv Vished, Den levende Indbildningskraft har frit Spillerum, Frygt og gammel Overtro forene sig med den, og paa denne Maade lader det sig maaskee forklare, hvorledes selv fornuftige Folk, endog i vore Tider, kunne være overbeviste om, at Jutuler og Underjordiske, Trolde og Nisser o. s. v, existere. (Sammenlign Helmuths Naturlære S. 16).

Thor og Loke


"Kjørte den bolde Herre,
Den stærke Asathor,
Med Loke paa sin Kerre
Ned ad den grønne Jord."
Nordens Guder.


Thor og Urebø-Urden


"Mjølner hans tunge Hammer,
Er dog den bedste Skat:
Hvor helst med den han rammer,
Der følger Døden brat."
Nordens Guder.


Torsvegen i Rauland, Vinje kommune i Telemark. Foto: Jon Julius Sandal © 2001.

Ved den øvre Ende af det tre Mile lange Totakvand, der gaaer lige op under det høie Houkli-Fjeld i Vinje Prestegjeld i Øvre-Thelemarken, er en høist mærkelig men frygtelig Urd, som seet fra Vandet ligner en By med Husgavler og Taarne. Den kaldes nu efter den ovenfor liggende eenlige Gaard Urebø, Urebø-Urden. Om denne Urds Oprindelse fortælle Bønderne følgende Sagn: "Paa Sletten, som Urden nu dækker, laae ved Siden af Songaelv fordum tvende Gaarde, ja efter Nogles Udsagn endog en Kirke, hvorefter den største Steen, der som et bratrøstet Kirketag rager op midt i Urden, kaldes den Dag i Dag Kirkestenen. Paa disse to Gaarde stode engang tvende Bryllupper, hvor man paa gammel nordisk Viis rakte Horn med skummende Øl flittigen om i Laget. Da faldt det Gud Thor ind at age ned og besøge sine gamle Venner Thelebønderne. Han gik da først hen til den ene Gjestebudsgaard, blev buden ind og skjenket Mundgodt; og tog Brudgommen selve Øltønden, drak Thor til og rakte ham den. Denne hugede godt baade Drikken og den gavmilde Skjenkemaade, og gik særdeles fornøiet hen til den anden Gjestebudsgaard for ogsaa der at smage paa Bryllupsølet. Her blev han ogsaa trakteret med samme; men man viste den Mangel paa Opmærksomhed at credense ham Drikken i en almindelig Bolle. Gud Thor, maaskee forvænt i den første Bryllupsgaard, kan hende ogsaa hed i Hovedet af de dybe Drag, han der havde taget af Tønden, blev høilig vred, slog Bollen mod Gulvet og gik sin Vei svingende sin Hammer. Han tog da det Brudepar, der havde givet ham at drikke af Tønden, og deres Gjester med sig op paa en Høi, hvor der endnu ligger nogle store Stene, der kaldes Brudestenene, for at lade dem være Vidne til, og unddrage dem den Ødelæggelse, hans Hevn havde bestemt hine, der havde fornærmet Asgards stærke Gud ved deres Karrighed. Han gik derpaa op paa Nuten, og slog med "Tungum-Hamri" saa haardt i Fjeldet, at det ramlede ned og begrov under sig det andet Brudepar med Gaard og Alt. Men i sin Hede beregnede Gud Thor ikke rigtig Kraften og Balancen, saa at Tungum-Hamri ved Slaget gled ham ud af Hænderne, og fløi med Klippestykkerne nedover, hvor den blev borte i Urden. Thor maatte da ned at lede, og vred som han var og ærgerlig tillige, begyndte han at kaste et Klippestykke hid og et andet did, og væltede og rykkede saa længe, indtil han fandt sin Hammer, Ved denne Leilighed blev der banet en ordentlig Vei op igjennem Urden, som end den Dag i Dag kaldes "Thors Vei". At den som et saadant Hastverksarbeide ikke blev synderlig god, kan man nok begribe, og det er et Beviis paa, hvad Vanen kan gjøre, at de smaa Fjeldheste gaae paa denne af store Klippetrin bestaaende Vei med tunge Kløver, og at Kreaturerne vandrer den Vaar og Høst til og fra de fede Græsgange oppe i Vidden eller Høifjeldet.


Anm. Hr. Sogneprest S. O. Wolff, hvem jeg skylder dette mærkelige Sagn, tilføier, at det er skrevet aldeles nøgent, som han hørte det af en Husmand, der boer tæt ved den fryktelige Urd. Han fortalte det, siger han, med et comisk Anstrøg, som selv Thors Færd der har, og besvarede det Spørsmaal, hvorfor han brugte Udtrykket "Tungum-Hamri" istedetfor det almindelige "Tungje-Hammaran:" "Jau! dei seia so dei Gamle, nær dei fortælje denne Saagu." En Anmelder af denne Sagnsamling i Skiens Ugeblad 1835 siger: "dette Sagn har jeg hørt baade i Sillejord og Hvidesø fortælle aldeles som Faye har nedskrevet, endogsaa med Udtrykket "Tungum-Hamri." Valhals øvrige Guder ere næsten forsvundne af Folkets Minde; men Thor, som Nordmændene i Hedenold især tilbade, mindes endnu, ei blot i dette Sagn, men naar Tordenen ("Tordaan eller Thorsreia") ruller, og Lynet, som paa nogle Steder af Bønderne kaldes "Thors Varme", knittrer. Nordenfjelds lever han ogsaa i det Ordsprog, som bruges, naar Noget er paafærde: "Jeg troer gamle Thor er laus." Thorsdagsqveld var tilforn og er maaskee endnu paa flere Steder halv Helg, og utallige Steder og Personer, ja endog Dyr, som den for sin Styrke blandt Almuen beundrede Skarnbasse, der kaldes Thordivel, bære Thors Navn. Efter den nordiske Gudelære tabte Thor ogsaa engang sin Mjølner, og maatte forklædt reise til Jetternes Land for at faae den tilbage. See Qvadet om Thrym, F. Magnussens Edda 2, 105, hvormed kan sammenlignes Kjæmpevisen om Thord af Hafsgaard og Tosse-Grefven. "100 Udvalde Danske Viser" Pag. 115.

Lokje


"Og Loke han er feig som han er fuul,
Og al hans Handling mangler Egenvillie."
Nordens Guder.


I Thelemarken veed man at fortælle om et ondt Væsen, Lokje, der stundom forvexles med Djevlen selv. Engang skal han have taget et Barn over Korsryggen, sat det ned og sagt: "Saa skal du sidde indtil du er aars gammel!" Deraf kommer det, at Børn have et Hul paa hver Side af Hoften, og ikke kunne gaae førend Aaret er omme. Naar det hviner i Ilden, siger man, at Lokje giver sine Børn Hug. [Meddelt].


Anm. I Lokje gjenfinde vi tydeligen den onde Loke, der i den nordiske Gudelære spiller en saa tvetydig og vigtig Rolle.

Jutulen eller Bjergrisen


"Øine havde han som et brændende Baal,
Med Munden monne han skrige,
Negle havde han som Bukkehorn,
Stode alle ud for hans Fingre.


Skjeg havde han som Hesteman
Slog neder til hans Knæ,
Rumpen havde han lang og lodden,
Hans Kløer vare slemme at see."
St. Olafs Vise.


Næste Rang blandt de overnaturlige Væsener, som findes i Norge, tilkommer Jutulen eller Jøtulen, som også kaldes Bjergrøsen, Rysen eller Troldet. Han er stor og stærk og har sit Tilhold ide høieste Fjelde, hvor Rigdomme og Kostbarheder findes i Overflod. Han er arrig i Hu, hader Kirker og Klokkelyd og er begjerlig efter Ohristenblod. Naar Uveir er ivente, eller en Hvirvelvind tuder blandt Klipperne ryster han sig i Fjeldet, saa at det giver Lyd af de Gryder og Kjedler, hvori hans Kone Gyvri eller Gjøgra tillaver Mad. Rundt om i Landet findes Sagn om og Spor af disse uhyre Væsener. De saakaldte Jettegryder have de dannet for i dem at koge deres Mad eller vaske deres Børn. Spor af deres Trin vises ofte i Fjeldene. Jutullaupet ved Tindsøen, Jutultønden ved Bragernes, Jutulsfjeldet i Vaage, Jutulstuen og Jutulkirken i Meelhus, Gyvrihaugen paa Ringerike, Gyvriknatten i Tørrisdal o.s.v. skylde disse Væsener deres Oprindelse og bære efter dem Navn.


Anm. Blandt alle Nordens overnaturlige Væsener bærer Intet saa tydeligt Præget af den høie Alderdom, som Sagnene om Jutuler; thi de gaae stedse i det Uhyre, og de svare til de skyhøie Fjelde, blandt hvilke Jutulerne færdes.

Naar vi sammenligne Almuens Sagn med den nordiske Mythologi, finde vi megen Overeensstemmelse mellem begge, og gjenkjende strax i vore Jutuler og Røser eller Ryser Mythologiens Jøtnar og Risar, Nordens Giganter, Guders og Menneskers Fiender, der i Tordenens stærke Gud Thor fandt en farlig Fiende. Jetter eller Jøtnar, Fleertallet af Jotun, Jøtunn, Jautun, betragtes i den nordiske Mythologi som chaotiske Væsener, der beherske Jordens kolde og mørke Steder, ere ældre end Guderne og dem fiendske. De skye Dagens Lys, og forvandles ved Solens Straaler til Steen. (Alvismaal Str. 36, og F. Magnusens Edda 1. 78).

Jettinder forekomme ofte i den nordiske Mythologi og de gamle Søgur. Jettinden Hrimgerda, der ogsaa kaldes Natterytterske, Troldqvinde, og liggraadig, beskrives med Hale og blev ved Dagslyset forvandlet til Steen. (Qvadet om Helge Hatingernes Bane. Magnusens Edda 3, 258). I det oldnordiske Sprog kaldes en Jetteqvinde Gyfr eller Gygr (et Navn, som vi gjenkjende i Almuens Gyvri og Gjøgra).

Foruden Jøtnar, Jutuler, forekommer der saavel i Sagnene som i Eddaerne Riser og Bjergriser, der boede i Fjeldhuler og af Nogle antages for at være Nordens ældste Indbyggere.

Jutuler og Riser kaldes ofte i Sagnene Trold, der er at betragte som et fælles Navn for alle skadelige overnaturlige Væsener.

Tyranniske Folk, siger den gamle svenske Historieskriver Olaus Petri, kaldte man Jetter, Riser og Trold, og deres Hustru er, der og vare arrige og onde, hed Gijgrar.

Begrebet om disse uhyre Væsener indskrænker sig ei blot til det høie Norden. Grækernes Giganter, Titaner og Cycloper taarnede Fjelde ovenpaa hverandre for at storme Olympen. I Ægypten vilde de onde Dæmoner under Typhons Anførsel storme Himmelen, men Solen hjemsøkte dem med Pest; og Indiernes Vishnu beseirede efter en 10 000 aarig Kamp Jetterne, og dannede af deres Blod, blandet med Støv og Mudder, Verden. De nordiske Begreber og selve Navne gjenfinde vi i Angelsachsernes Eotnas, Skotternes Eoten, Ettyn, Germanernes Riser, Indernes Dætjer og Joting. Alle disse Væsener ere udentvivl oprindelig deels kun Symboler paa fiendtlige Naturkræfter deels Benævnelser paa Fiender i Almindelighed. Om disse og lignende Materier sammenlign F. Magnusens Eddalære.


Guri Kunnan


"Da kom fra Østen den mægtige Gout
Og dræbte min Fader med stærken Sout."


Paa Østerraad sad i fordums Dage en rig og mægtig Mand, der havde en Datter, Aslaug, som var den deiligste Pige viden om. Hun havde derfor, som rimeligt er, mangen gjev Beiler; men hun foretrak for enhver Anden en Ungkarl, der med hende var fostret i Faderens Gaard, endskjønt han kun var af ringe Æt. Da de ei kunde haabe, at den stolte Fader vilde give sit Minde til deres Forbindelse, flygtede de hemmelig bort og søgte Skjul og Tilhold i en Hule, som den Dag i Dag er at see ved Gaarden Tøndel[26], og ei ligger langt fra Østerraad. Ved en Hendelse fik den af Forbittrelse rasende Fader næste Vaar Kundskab om Stedet, hvor hans Datter havde Tilhold, og flux foer han did for at straffe den forvovne Pigeraner; men just som han kom til Hulen styrtede en saadan Mængde Stene og Gruus ned, at Indgangen til Hulen næsten ganske blev tillukket, og Ingen kunde finde de Flygtende. Med Nød og Neppe lykkedes det siden det elskende Par, da den første Fare lykkelig var overstaaet, at arbeide sig ud gjennem de nedfaldne Stene. De toge nu en ved Stranden liggende Baad og naaede under mange Farer den ubeboede Øgruppe Tarven, der den Tid kun tjente Trold til Ophold. Den fornemste blandt disse, Huldren Gurri Kunnan, modtog dem venlig og tillod dem at opholde sig i sin Bolig dog under den Betingelse, at de aldrig maatte gjøre Korsets Tegn, som hun ei kunde fordrage. En Juleqveld, da Gurri og en utallig Mængde Trold vare samlede til en Høitid, glemte imidlertid den bestyrtede Aslaug sit Løfte og korsede sig idet hun nævnte Jesu Navn. Pludselig var al Troldommen forsvunden, og af den hele Herlighed stod kun en stor Kobberkjedel tilbage, som fra umindelige Tider siden opbevaredes paa den største af denne Øgruppe, den nu beboede Husø[27].

Denne Gurri var ellers en Datter af en Jutul, der boede paa Øen Kunnan[28] paa Halogaland. Da hun var saare smuk, havde hun mange Beilere, der kjæmpede om den vene Bruds Besiddelse. End sees rundt om Kunnan en Klynge af Skjer, der fremkom af de Stene, som de slyngede mod hverandre. De maatte dog alle vige Pladsen for Jutulen Anfind, der ægtede den fagre Mø og levede glad med hende, indtil hendes Fader blev dræbt med den stærke Sout af den mægtige Gout, der kom fra Østen, thi nu blev den hele Æt fordreven fra Kunnan, og Anfind søgte med sin Hustru Tilhold hos Frøi[29], der skjenkede dem Tarven til Ophold. Her levede de i Ro indtil St. Olaf kom til Øen; thi ved Korsets Tegn og Jesu Navn betvang han ei alene den Storm, som Jutulen opvakte, men forvandlede ham selv til den haarde Kampesteen.


Anm. Dette er det egentlige Sagn, som ligger til Grund for det deilige Digt Gurri Kunnan (See Frigge 1813). Sammes Forfatter Hr. Professor Steenblok, har godhedsfuld meddelt mig Sagnet saaledes som han hørte det i sin Ungdom, førend han bearbeidede det. En prosaisk Bearbeidelse af Digtet findes i Mythologie der Feen und Elfen von Professor Wolff 1, 234. Dette i flere Henseender interessante Sagn synes at pege hen paa den dunkle Old, da Nordens Urindvaanere efter blodig Kamp maatte vige for de indtrængende Erobrere, der vare beslægtede med Gauter eller Gøter (Sagnets Gout), og med deres større Cultur og tilforn ukjendte Færdigheder (den stærke Sout ɔ: Seid) dræbte eller fordrev deres Modstandere.

Jutulen paa Hestmandø

Polarsirkelen krysser øya, og Hestmannen har vært et kjent seilingsmerke i skipsleia i århundreder. Hestmannen er ellers kjent fra sagnet om de nordnorske trollfjell: De syv søstre, hvor han i sin jakt på Lekamøya skjøt pila som laget hullet i Torghatten. Foto: Jørgen Hans Maltesen, 2007. Commons.

Paa Hestmandø i Lurø i Nordlandene ligger et Fjeld, der i Frastand ligner en Rytter med en stor Kappe over sig. Dette Fjeld var i Fortiden en Jutul, som boede her paa Stedet. Tolv Mile sydenfor paa Lekø i Nummedal boede paa samme Tid en Mø, til hvem han beilede; men hun var saa stor paa det, at hun gav ham et haanligt Afslag, og derhos saa kyndig i alslags Troldom, at hun forvandlede alle hans Sendebud til Steen, og disse ere endnu som Skjer at see rundt om Øens nordlige Kant. Forbittret over saadan Fremfærd spendte Jutulen sin Bue, for paa Stand at hevne denne Fornærmelse. Den vældige Piil foer afsted, og gik tvert igjennem det høie Fjeld, Torgehatten, hvor man endnu seer det store Hul, som Pilen banede sig igjennem den haarde Klippe[30]. "Det Straa bær i Veien," udbrød Jutulen; men sagtnet i Farten ved at bane sig Vei igjennem Torgehatten, naaede Pilen ei ganske sin Bestemmelse. Den dalede ned ved Møens Fødder paa den nordlige Kant af Lekø, og der ligger den endnu i Skikkelse af en stor langagtig Steen. Ved gjensidig Troldom forvandledes de begge til Steen, og skulle saaledes sidde og see paa hinanden lige til Dommedag.

Endnu i vore Dage seiler sjelden en Nordlandsfar forbi uden at tage Hatten af for Møen paa Lekø.


Anm. Saavel mundtligt som meddelt. I Lunds Reise S. 4 findes Sagnet, noget anderledes fortalt. Hestmanden. beskrives som "en Ridder i fuld Rustning til Hest. Man seer Hjelmen og den bølgende Hjelmbusk, de stærke Skuldre og Mantelen, der kaster vide Folder og fortsættes som Dække over Hestens Ryg; og om Møen heder det: "Paa Lekø sees en Steenfigur, ei ulig et Fruentimmer i Damekaabe." Hestmanden naaer en Høide af omtrent 1650 Fod. Kraft 6, 302.


Vaagekallen

I Vaagens Prestegjeld, Nord for Hestmandø, findes et høit Fjeld, der i en vis Frastand ligner en Mand med Fiskehat paa og med en Stang under Armen, som seer ud som en Raa. Fra den forbiseilende gyngende Baad seer det grangiveligen ud som om Kallen med Fiskehatten nikkede, og til Gjengjeld tager den forbiseilende Nordlænding ligesaavel Hatten af for ham, som for Møen paa Lekø. Nu er han vel Steen, men fordum var det Liv i ham, da han var en Jøtul, som med sin Hustru pleiede at more sig med at roe ud paa Havet og fiske i de klare Maaneskinsnætter. Da han engang var ude, brød en stærk Storm løs. Vældig kjæmpede han mod Storm og Bølger; men saa stærk han var, aarkede han ei at naae Land, førend det begyndte at dæmre. Da Trold ei taale Dagens Lys, skyndte han sig i al Fart med Baadsseilet under Armen for at naae hjem; men inden han vidste deraf stod Solen op. Dens første Straaler rammede den stakkels Jøtul. Til Steen blev han strax, og i Steen staaer han den Dag i Dag under Navn af Vaagekallen. Hans Kone, som ogsaa havde været ude i Stormen og var noget tung tilfods, rammedes af Solstraalerne just som hun steg i Land og forvandledes paa Stedet til en Steen, der endnu kaldes Kjerringen.


Anm. Mundtlig og meddeelt. Findes ogsaa i Finmarkens Amtstidende 1, N. 14 og i Bien 4, 48.


Raamanden og Djurren paa Molaup

Udaf et Hul paa det høle Fjeld, der hæver sig over Gaarden Molaup ved Jørgensfjordens Bred paa Søndmør, kommer stundom Ild og Røg, forbunden med Knald, hvilket man tilforn tilskrev et Trold, som boede i Fjeldet. Sagnet beretter, at en Djurre eller et Huntrold her havde sin Bopæl. Til hende beilede Jutulen i Raamandsgjøllet, der findes i Nærheden. For at tage sin Frier i Øiesyn seilede hun hen til ham, men fandt ham ved sin Ankomst saa liden og raa ɔ: udygtig, at hun af Ringeagt spyttede paa ham. Derved forvandlet til Steen er han endnu i Mands Skikkelse at see paa Fjeldet under Navn af Raamanden. Paa Tilbagereisen blev hun overfalden af en heftig Storm, der nær havde ladet hende strande mellem Gaardene Nes og Molaup; men ved et vældigt Stød med sin ene Fod mod Stranden (Sporet deraf, "Djurre-Føttet", vises endnu) gav hun Skibet en saadan Fart, at det gik lige over Fjorden til Gaarden Stavsæt. Her stødte det an imod en Bjerghammer, i hvilken man endnu seer det Hul, som Stødet frembragte. Ved denne Tørning sank imidlertid baade Trold og Skib, og der paa Stedet fremkom et blindt Skjer, Stavsæt-Fluden, der er en af de bedste Fiskepladse i den hele Fjord. (Strøms Beskrivelse over Søndmør 2, 307. Budstikken 6te Aargang P. 611).


Jutulen i Dunkerabjerg

I Dunkerabjerg i Fosen boede en Jutul ved Navn Dunker. Han blev engang forelsket i en ung Christenmø, som han tog ind til sig i Bjerget. Her sad Pigen sorrigfuld med qvalt Graad, medens Jutulen lavede istand til Bryllupsfesten. Da Aftenen før Bryllupet kom, drak Dunker lystig og blev meget oprømt. Pigen, som ofte forgjeves havde villet aflokke Jutulen hans Navn og derved frelse sig (Christenfolk dræbe Jutuler ved at raa be paa deres Navn), benyttede sig nu af Leiligheden, fik Troldet til at lægge sit Hoved i hendes Skjød, luskede ham og gjorde ham saa glad, at han tilsidst sprang op, dandsede og sang:


Hei, hei, Dunkeromdei!
Imorgen tager for første Gang
Herr Dunker Bruden i sin Favn.


Da udbrød Pigen glad: Nei, stakkels Hr, Dunker! og med det samme sprak Dunker, dat ned saa tungt, at Bjerget brast og Pigen gik frelst ud. [Meddeelt].

Trold som Bygmestre

1. Paa Hindøen i Senjens Fogderi ligger Trondenes eller Trones Kirke, et af Landets skjønneste og mærkeligste Templer. At opføre et saadant Verk oversteg Menneskenes Kræfter; man tyede derfor til et Trold, som mod store Gaver lovede at bygge en Kirke, hvoraf der skulde staae Ry videnom. Han arbeidede med Flid og det gik saa rask fra Haand, at der kun manglede det sidste Steenlæs, da 1/2 Mil i Syd for Kirken Morgensolen overraskede ham. Han blev tilligemed sin Hest strax forvandlet til Steen og staaer der den Dag i Dag under Navn af Hindstenen.

2.Throndhjems Domkirke er bekjendt vidt og bredt som en af Christenhedens mærkeligste Kirker, især var den herlig i gamle Dage, da den havde sit skyhøie Spir. At bygge Kirken, det formaaede nok St. Olaf, men at sætte Spiret paa oversteg hans Kræfter, I sin Forlegenhed udlovede St. Olaf Solen til den, der vilde paatage sig at opreise dette. Da Ingen turde eller kunde, saa tilbød sig et Trold, som boede i den nærliggende Hladehammer, at paatage sig Arbeidet, mod at erholde, hvad St. Olaf havde lovet. Derhos betingede han sig ogsaa, at St. Olaf ei maatte nævne ham ved Navn, om han kunde faae det at vide. Da St. Olaf nu kom i Knibe med Hensyn til sit Løfte, søgte han at komme paa Spor efter Troldets Navn. Ved Midnatstid seilede han derfor ud langs Hladehammeren og da han kom til det Sted, som endnu kaldes Kjærringa, hørte han et Barn inde i Fjeldet at græde og Moderen at stille det tilfreds ved at love det Himmelens Guld ɔ: Solen, naar Tvæster kom hjem. Glad ilede Olaf tilbage til Staden og kom just til rette Tid, thi Spiret kneisede allerede og Troldet var netop ifærd med at sætte den sidste gyldne Knap paa Fløien. St. Olaf raabte nu: "Tvæster! Du sætter Fløien for langt i Vester." I det samme Øieblik Troldet hørte sit Navn, styrtede han død ned.


Anm. Meddelt mundtlig. Oprindelig skal dette Sagn være meddeelt Major Kluver af en Kone paa Ytterøen; som igjen havde hørt det af sin meget gamle Bedstefader. Kluver har behandlet det poetisk i Hermoder 3, 320.

Efter et andet Sagn, som Schöning meddeler i sin Beskrivelse over Domkirken, kaldes Troldet Skale, der vilde have baade Sol og Maane i Løn, og efter en tredie Beretning hedte Troldet Blæster. Baade Skaleɔ : den Skaldede og Blæster ɔ: Blæst og Storm, ere betydningsfulde og passende Jotunnavne.

Dette og lignende Sagn om at give Sol og Maane for at udføre vanskelige Gjerninger ere mærkelige for deres Lighed med Hedenskabets Myther. En Jotun eller Bjergrise betingede sig saaledes af Aserne Freya, Sol og Maane for at bygge dem en Borg, som han var nær ved at fuldbyrde ved Hjelp af sin Hest Svadilfare, da han ved Lokes List blev hindret fra at fuldføre sit Verk og derpaa knust af Jøtunfienden Thor. See Snorres Edda 45 47. Sagn om Trold, der bygge Kirker, ere meget almindelige over hele Norden, see Urda 2 B. 4 Hefte. Moibeks Breve fra Sverige 1, 97 o. m.


Jutulbroen i Spirillen

I Spirillen ved Elsrudlandet sees, naar Vandet er lavt, et Slags Steenbro, der er 1/2 Fjerding lang. Den er bygget af en Jutul, der boede paa Elsrudkollen. Han friede nemlig til en Huldra paa Engerkollen, sorn ligger paa den anden Side af Vandet. For nu at kunne besøge hende uden at blive vaad, thi dette kunde hans Hjertens kjere ei lide, vilde han bygge en Bro; men sprak, da Solen imidlertid var oprunden, og han kom til at see mod den.


Anm. Topographisk Journal 30, 178. Ved Gaarden Øvre-Blokkestad i Frolands Sogn seer man ved lavt Vande endnu en Mængde store Stene, som en Jutul, der boede paa den venstre Side af Frolandselven, skal have kastet derhen for af dem at danne en Bro over til en Jomfru, der boede i den Haug, som endnu kaldes Jomfruhaugen. Hanegal og Morgonrøden skal have hindret ham fra at fuldføre Broen. [Meddeelt.] Sagn om Jutulbroer findes paa mange Steder. Gjellebøl fortæller saaledes i Hølands Beskrivelse Pag. 8, at i Indsøen Birkelaugen findes en meget lang Steenbro, der tilskrives to Jutuler, som byggede den for mageligere at kunne besøge hin anden. I Pommern tilskriver man Djevle slige Broer, men bliver han ikke færdig inden Hanen galer, gaaer han Glip af sin Løn. Die Volkssagen von Pommern und Rygen von Temme 276.


Jutulen i Jonshornet

Udenfor Jondal i Hardanger er en brat, høi og nøgen Fjeldkegle, Jonshornet, hvor der i gamle Dage boede en Jutul eller Rise, som hedte Jon i Hornet. Han eiede hele Jondal, der saavel som Fjeldet har faaet Navn efter ham. Denne Jon var groveligt rig og havde en ustyrtelig Mængde store Faar. Med Skindene af disse reiste han ofte ind til Hansebryggen i Bergen og drev Handel; og vare hans Skind som store Koskind. Engang foer han usynlig ind til Bryggen paa en Jagt, som til hørte en Husmand, der boede tæt under Jonshornet, og havde paa denne Tour en hel Deel Skind med sig, som han ved Ankomsten til Byen solgte til sin sedvanlige Kjøbmand. Hos den samme Kjøbmand søgte ogsaa Husmanden at afsætte sine Varer, men denne undredes over den store Forskjel i Størrelse, der var imellem Husmandens og hans Naboes Huder. Husmanden vidste ikke af nogen Nabo at sige, og var den Eneste paa lang Strækning, der boede i Egnen; men Kjøbmanden nævnede ham Jon i Hornet som hans Grande og tilføiede, at han netop nu var i Byen. I det samme kom Jutulen frem, aabenbarede sig for sin Føringsmand, fortalte ham om deres Samreise, og lovede at betale god Fragt for god Befordring. Paa Hjemreisen bad Husmanden Jon at staae Fadder til sin nyfødte Søn, hvilket Jon lovede og sagde, han skulde give hederlige Faddergåver, Men snart spurgte han dog efter hvem de andre Faddere skulde være; "thi i christent Lag havde han før lidt Meen." Da svarede Husmanden, der fælede for Jutulbesøget, at Jomfru Maria, Christus og St. Peder samt Vorherre selv vare Barnefaddere. Nu engstedes Jutulen og sagde, han turde ikke komme med i Gildet, for engang, da han var med disse Gjester, havde deres Tambour Thor kastet sine Trommestokke efter ham og slaaet hans ene Laarbeen af; dog bad han Husmanden vilde holde Høisædet tomt til hans Ære og følge sig ind i Fjeldet for at mod tage Fadderskjenken. Da de kom hjem, steg Husmanden med en Sæk ind i Bjerget, hvor Jon aabnede en Jerndør til et Kammer fuldt af Guld og Sølv, gav ham en Skuffel af hver Sort i Sækken, bad Manden løfte paa den og sige ham, om Nogen af de Andre gav Mere. Husmanden kjendte paa Vegten, og da han fandt den let, svarede han: "Alle undtagen Jomfru Maria give Mere." Da øste Jutulen nok en Skuffel af hver Sort og gjentog sit Spørgsmaal, Husmanden løftede igjen, kjendte at han kunde bære endnu mere og sagde: "Endnu gir Vorherre selv Mere." Atter øste da Risen en Skuffel af hvert Metal og spurgte paanyt som før. Da Husmanden nu lettede paa den tunge Sæk, fandt han den saa sver, at han knap kunde aarke den og svarede: "Nu er du den Første." Derpaa skiltes de og Husmanden slæbede med glad Sind Skatten hjem. Kort Tid efter forelskede Jutulen sig i en Pige over paa Drage, en Gaard tversover for Jonshornet paa den anden Side af Fjorden; men Møen var trolovet med en af Nabo gaardens Ungkarle og gav Jutulen Afslag. Da hun nu snart derefter havde Bryllup, sendte hun ham en forgiftet Drik at tømme hendes Skaal i. Jutulen drak vred i Hu og steg op paa Tinden af Jonshornet. Her grep han en stor lang Steen og slyngede den over Fjorden for at ramme Brud og Brudgom, men Armen var bleven mat af Giften. Stenen rak ikke frem, men blev staaende paa skraas i Jorden nedenfor Drage, hvor den stod indtil for faa Aar siden og førte Navn af Risepilen eller Drage bautaen. Nu ligger den som Brosteen over en Bæk, der flyder ned ved Gaarden.


Anm. Meddeelt. Lignende Sagn saavel om Fadderskabet, som om Steenkast findes ogsaa paa andre Steder saavel i Norge som i Danmark, see Danmarks Folkesagn ved Thiele 2, 245. Stundom slynge de Bautastene efter Piger, som forsmaae deres Kjerlighed, t. Ex. Pilen paa Fixe, (Budstikken 7, 381), men endnu oftere efter Kirker, hvis Klokker forstyrre deres Ro. Paa Dvergsteen paa Hadeland seer man endnu en stor Steen, hvori findes Mærker efter Jutulens fem Fingre, da han slyngede den efter Thingelstads Kirke, medens den stod under Bygning. Det samme gjorde Jutulen i Jutulfjeldet, da man begyndte at bygge paa Vaage Kirke i Gudbrandsdalen. Men ikke en af de mange Stene, han slyngede, kunde ramme Kirken. Endnu viser man tæt ved Kirken en stor glat Steen, som han kylede afsted, efter den, da Klokkerne første Gang begyndte at ringe. Ei bedre Held havde Jutulen, der kastede Steen fra Jyvringstøl efter Bø Kirke i Nedrethelemarken, eller det Trold, som kastede Vinne Bautasteen efter Stiklestadkirke[31]. Deres Skyldfolk i Bahus klagede ogsaa bittert over de Bjeldekjør (saa kaldte de Kirkerne), der forstyrrede deres gamle Ro og de lode eiheller mangle paa Steenkast (Oedmans Bahus Beskr. 184). Lignende Sagn findes ogsaa i Danmark (Thieles danske Folkesagn 1, 42, 20, 116, Holbeks Amts Beskrivelse 184 o. fl.) og i Tyskland, hvor man ogsaa seer Mærker efter Riserne i de saakaldte Riesensteine, o.s.v. (Grimms Sagen 1, 205, 422, 275). Sagnene om Jutuler, der kastede Klippestykker efter Kirker, mener den lærde Finn Magnussen (Eddalæren 2, 21,) ere kun omdannede fra ældre Sagn om Jetternes fiendtlige Anfald paa de første Menneskers Boliger, eller Asagudernes Templer, der da i Thor fandt en ligesaa mægtig Beskytter som Kirkerne siden i St. Olaf. Tilfældig nedrullede Klippestykker, Jordskred o. m., naar de indtraf i Nærheden af Kirker, tilskrev man maaske de med Tingenes nye Orden misfornøiede Jetter, der syntes ligesaa ilde om Kirkeklokker som om Solskin.


Dyre Vaa og Troldet ved Totak

I Vinje i Thelemarken ligger et Vand, Totak kaldet, der sjelden fryser før Juul. Ved dette Vand paa Gaarden Vaa boede engang en Mand ved Navn Dyre, der havde Ord for ikke at være red for nogen Verdens Ting. Engang hendte det seent en Juleqveld, at Folk paa Vaa hørte Noget at huje frygteligt paa den anden Side af Vandet. De Andre bleve forskrækkede, Dyre derimod gik rolig ned til Vandet for at høre, hvad der var paafærde. Han tok sin Baad og roede over til det Sted, hvorfra Lyden kom. Uagtet det var mørkt, mærkede han, at det var et stort Bjergtrold, som hujede; dog see det kunde han ikke. Troldet spurgte strax hvem han var. "De æ Dyre Vaa," svarede han og spurgte igjen Troldet, hvor det kom fra. "Ifraa Aashaug," lød Svaret. "Aa horre ve du hen?" vedblev Dyre. "Te Glomshaug te Møiane mine; ve du sætte meg øvi" svarede Troldet. Dyre lovede det, men i det samme Troldet satte Foden i Baaden, var den nær ved at synke. "Let deg, dit store Trold!" skreg Dyre. "Jau, eg skaa lætte meg," svarede Troldet. Da de nu roede over Vandet sagde Dyre. "Syn deg fæ meg; la meg siaa hosse stor du æ." "Nei, de ve eg ekje," svarede Troldet, "men eg skaa lægje et Mærkje i Praammen."

Tidlig om Juledagsmorgenen gik Dyre ned til Vandet for at see efter det lovede Mærke og fandt i Prammen Tommelfingeren af Troldets Vaat (Vante). Denne tog han hjem og maalte den og liden var den ikke; thi den rummede fire velmaalte Skjepper. En Jøtul eller Trold fik engang en Grankongle i Øiet. Da han fik den ud, klemte han den mellem Neglene i det han sagde: "Hvem skulde troe, at en saa liten en kunde gjøre saa vondt."


Anm. (Meddeelt og mundtligt). I Lerdal nedenfor Galderne sees en forstenet Jøtul. Et Par lodret nedstyrtende Bække ere hans Taarestrømme, (meddeelt). Bag Gaarden Seim i Horsanger ved Bergen ligger et høit Fjeld ved et Vand. I dette Fjeld boer et Trold, der ofte om Nætteme viser sig med ildgnistrende Øine og engang skal have rullet et heelt Klippestykke ned efter en Buskap, hvis Bjeldeklang forstyrrede hans Ro. Jætergutten saa ham tydelig og var nær bleven rammet af Stenen, der sprudlede Ud hele Veien nedover, indtil den slukkedes i Vandet.

De Underjordiske


"Han Vaaben ikke regner
Den Trold og Thurs saa led."
Bjowulfs Drapa.


"Tussefolk", postkort av eventyrtegneren Theodor Kittelsen (1857–1914) utgitt 1908 Foto: Fra Nasjonalbibliotekets samlinger. Commons.

"De Underjordiske", en fælles Benævnelse for Thusser, Vetter og Dverge, ja ofte ogsaa for Huldrer, Nisser og Alfer, ere talrige og findes rundt om i Landet. De største blandt dem, der ogsaa ere bekjendte under Navn av Thusser eller Trøll, ere saa store som Mennesker og boe i Aaser og Høie. "Tiilforn vare de saa utallige, at Christne ei kunde beboe Norge, og Norge ikke blive bebygget, førend de indgik i Ægteskab med dem" og "Verdenen vilde forgaae af Trold," heder det i et andet Sagn, "hvis Tordenen ei slog ned efter dem." De Underjordiske leve, maaske med Undtagelse af Dvergene, hovedsagelig af Fædrift. De flytte gjerne ind i Sæterne, naar Folk om Høsten forlade dem. Man kan da stundom komme til at see hele Følger af smaa graa Mænd, Qvinder med Stripper paa Armene og Børn. Med dem følge talrige og trivelige Bølinger af det skjønneste Qvæg (Hudde-krættur), der græsse om Natten og vogtes af egne Budeier og sorte Hunde, som i Thelemarken kaldes Hudde-bikkur. I Høie og Aaser eie de skjønne Huse, Kirker og kostbart Bohave, især Sølv. De efterligne næsten i Alt os Mennesker, sætte Priis paa Mad, Drikke og muntre Gjestebud. Ved Juletider og i Bryllupper, især naar Bruden er en bortsnappet Pige, leve de høit og i Glæde. De bede til Bryllups og have deres Bedelag ligesom Folk paa Landet; men de begynde stedse deres Bryllupper Thorsdagsqveld og om Natten Klokken henved tolv drager den hele Færd afsted til deres Kirker med Spil og Musik. En Mand paa Vestlandet mødte engang en saadan Færd. Bruden tog selv Krandsen af Hovedet og rakte ham den; "men klogt gjorde han, at han ei tog imod den, thi havde han saa sandt taget imod den, som han var bleven bortført af Færden." Thusserne ere velskabte, men enten blege eller blaae af Farve. Naar Solen er gaaet ned og "Thusmørket" begynder, er det deres Færdselstid. Da er det farligt for Mennesker, men især for unge Piger, som Thusserne godt kunne lide, at gaae forbi de Steder, hvor de have deres Tilhold, thi en fortryllende Musik lader sig høre, og man havde især i gamle Dage hyppige Exempler paa Piger, der bleve indtagne i Bjerge og Høie[32]. Om smaa Børn tykkes de ogsaa vel, og tilforn hendte det ikke sjelden, at de byttede dem om med deres egne, der hverken ere saa trivelige eller saa smukke. At slaae et Kors over Barnet, brænde Lys eller lægge Staal i Vuggen hindrer imidlertid al Ombytning[33]. Børn, der have være indtagne i Høie, men igjen ere komne ud, trives aldrig siden, men blive gjerne deres hele Levetid tomsede, og i saa Henseende ikke ulige de Underjordiskes forbyttede Bøm, der kaldes Byttinger[34]. Vetterne, der i Throndhjems Stift deles | i Govetter og Ovetter, leve paa samme Maade som Thusserne, men ere mindre. Seer man dem om Dagen, ere de iførte graae Klæder og have sorte Hatte paa Hovedet. Om Aftenen og Natten vandre de om, og da maa man hverken bedrøve eller forstyrre dem. Dvergene ere smaa, boe i Bjerge og i Jorden, ere tjenstagtige, gode og taalmodige. Dog finde de stundom deres Glæde i at fixere Folk ved at tage Verktøi fra dem, og med Latter bringe det tilbage, saa at Eieren efter lang Søgen finder det liggende lige for sine Øine. De ere kunstfærdige, især ypperlige Smede; thi de forstaae at smede de sexkantede Krystaller (Dvergsmie) og Liaar (Leer), hvormed man kan overskjere baade Træ og Steen. (Mundtligt, sammenlignet med Strøms Beskr. over Søndmør 1, 540, Wille om Sillejord S. 250 og Pont oppidans Norges naturlige Historie).


Anm. Da vi allerede i Indledningen have afhandlet Begrebet om de Underjordiske ville vi her indskrænke os til nogle Bemærkninger.

De Underjordiske deles i den engere Betydning i:

1) Thusser (Oldnordisk Thurs og Thuss, i Plur. Thursar og Tussar), der i den nordiske Mythologi omtales som en fæl Art af Jetter. I Skirnirs Reise (Str. 31) trues saaledes Jettemøen Gerda med at skulle henslide sit Liv med en trehodet Thurse. Som Vinterens og Kuldens Elementair-Aander kaldes de Hrim-Thursar, men have nu hos Almuen tildeels tabt deres Frygtelighed og ligne i Størrelse og Færd Mennesket. Af deres Opholdsteder i Hauge kaldes de ogsaa Hauge-Thusser og Haugbuer; og af dem have udentvivl de gjengse Benævnelser, som man giver smaa og ubetydelige Personer: Thusse, Tussil, Tusling, ja maaske og Tosse deres Oprindelse. Navnet gjenkjende vi i Angelsachsemes Thyrs, Tydskemes Dufs og det engelske Teus, der skal betyde en underjordisk Dæmon eller et Spøgelse. (Lexicon myth. S. 983).

2) Vette, Angelsachsemes wiht, betyder ethvert Væsen i Almindelighed, og betegner i de mythiske Sange en vis Personlighed, som de Gamle meente fandtes i det for vore Øine Livløse saavelsom det Levende; og naar vi læse i Vegtams Qvide, at Aserne bade alle Vetter skaane Baldr, da siges i Gylfelegen, at det var "baade Ild og Vand, Jern og alskens Malm, Jord og Steen, Træ og Sol, Dyr og Fugle, Edder og Orme." (Nordens Myth. af Gundtvig 1832, S. 261), lexic. myth. 831. Som en Levning af denne Oldtids Lære kan betragtes den Tro blandt Almuen paa flere Steder i Landet, at de Underjordiske kunne iføre sig Dyreskikkelse og fornemmelig ynde at forvandles til Padder.

Sagn om Vetter ere nu blandt Almuen sjeldne, da de ind befattes under det almindeligere Navn "De Underjordiske". I de gamle Søgur omtales ofte saavel Vetter, og Meinvetter (Fornm. Søgur 5, 171, Yngl. Saga C. 16,33) som Landvetter. De siste, der ligesom Romemes genii loci betegnede et Landskabs Skydsaander, stode i gamle Dage i saa stor Anseelse, at Harald Blaatand brugte Frygten for dem som Undskyldning for, at han opgav sit Tog til Island, (Snorre Olaf Tryggvasons S. Gap. 37) hvor der endog ved Lov var forbudt ethvert Skib, som nærmede sig Landet, at føre et gabende Hoved paa Forstavnen, for at Landvetteme ei skulde skremmes; (Landnamabok S. 299, Thatr Thorsteins Uxafots i Fornmanna Sögur 3, 105) og efterat Hjorleif var dræbt varede det længe inden nogen Mand "fyrir Landvættum" torde nedsætte sig paa hans Gaard (Landnamabok P. 318). Geirstadalf raadede Hrane, at han skulde afskjere Lappen, hvis "illar vættir" skulde tage i hans Klæder, naar han opbrød hans Haug. (Olaf den Helliges Saga C. 16).

Ligesom man i Throndhjem taler om Ovetter (onde Vetter), saaledes havde man ogsaa paa Island Uvetter eller Ovetter, der ogsaa kaldtes Meinvettir. Paa Færøeme kaldes Vetterne Vettar eller Vattrar og i Sverige Vettor eller Vittror, der ansees for at være faldne Engle.

3) Dverger (Dvergr, Pl. Dvergar), der ansees for at være smaa, men langarmede, spillede i den nordiske Mythoiogi en vigtig Rolle, og vare bekjendte for deres Kunstfærdighed. De forarbeidede saaledes Sifs Haar, Odins Skib Skibladner, Thors Hammer Mjølner, Freyers Gulinbørster o.s.v. I de gamle Søgur omtales de ofte som boende i Stene og Bjerge (Ynglinga S. C. 15) og som kunstige Smede. Det berømte Sværd Tirfing var deres Verk (Hervarar S. C. 2). I Tydskland kaldes de Zwerge, i Nederlandene Dverge og i England dwarfs.

Trold (Traul, Trøll) er at betragte som en fælles Benævnelse for næsten alle overnaturlige Væsener, naar de ere skadedelige. Derfor bruges Trold eensbetydende snart med Jutuler, snart med Thusser, snart med Nøkker o.s.v. Deraf ogsaa Benævnelserne Trolddom, Troldmand, Troldqvinde, Troldved, Troldhæg, Troldbær, Troldridt o. m., der alle tyde hen paa noget Skadeligt eller Selsomt.

Paa Island taler Almuen ennu om Trold, der henhørte til Øens første Beboere, om Trøllkonunggardr, Trølladyngiur, Trøllakirkia o.s.v. Til vore Trold, eller som Almuen almindeligen kalder dem "Trøll," svare de svenske Trull og danske Trold, der deles i Bjergtrold, Skovtrold o. m.


Brudekronen i Numedal

1. I Nummedal levede engang en Jente, der var saa fiin, at selv en Thus forelskede sig i hende; men uagtet den Underjordiske lovede hende en prægtig Gaard, stor Buskab, kort Alt, hvad hun kunde ønske sig, hvis hun vilde blive hans Fæstemø, blev hun dog sin gamle Kjereste tro. Da Thussen saa, at han Intet kunde udrette med det Gode, bortførte han Pigen. Ledsaget af en fæl Mængde Thusser var han med sin røvede Fæstemø allerede paa Veien til de Underjordiskes Kirke, for der at lade sig vie til hende, da det lykkedes hendes egentlige Kjereste, at komme paa Spor efter sin forsvundne Brud. Han indhentede Brudefærden og skjød med Staal over Pigens Hoved, hvorved den hele Troldom forsvandt, og han ei alene fik sin Fæstemø tilbage, men endog en prægtig Sølvkrone, som Thussen havde sat paa hendes Hoved. Kronen findes endnu i | Dalen, og da den ansees for at bringe enhver Brud, som bærer den, Lykke, leies den ud fast til ethvert betydeligt Bryllup. (Mundtligt af en nummedølsk Bondegut).

2. Det er ikke stort over Mandsminde, siden en voxen Gut fra Opdals Annex i Nummedalen, idet han gik forbi en forladt Sæter, der traf en munter Huldrebrudefærd. Igjennem en Glug var han Vidne til, hvorledes alt gik til imellem Bjergfolkene som ellers i Bondebryllupper; men mest tiltrak dog Bruden sig hans Opmærksomhed ved sin Deilighed og herlige Pynt, hvori dog en vægtig og straalende Brudekrone af Sølv var det ypperste. Gutten saa længe paa Bruden til han fik hende kjer, og da hendes smukke Billede sad ret fast og dybt i hans Hjerte, betænkte han sig ei længe paa at frasnyde Brudefolkene Lystigheden, og Brudgommen den rige og væne Brud. Rask trækker han sin Kniv blinkende farer Staalet gjennem Gluggen over Brudens Hoved Brudefølget forsvinder hurtigt som Blinket - kun den Fagre sidder, tryllebunden af Staalet, igjen. Begge de Atblivende kom snart overeens. Huldrebruden fulgte ham til Bygden; ja tilsidst for Alteret efter at være bleven døbt. Men hendes prægtige Brudedragt skjæmmedes meget af en hæslig Kohale, som først lidt efter lidt svandt. De levede længe og vel tilsammen, og af den rige Brudedragt, hvorom der endnu gaaer stort Ry, gjemmes end paa Mærabru den kostbare Sølv-Brudekrone.


Anm. Meddeelt. Lignende Sagn ere ei sjeldne. En Sæterpige paa Kleiver i Nedrethelemarken beholdt under lignende Omstændigheder Brudestadsen, men fik af de Underjordiske den Spaadom, at hendes Afkom ei skulde blive saa forstandig som rig. I Elverum kom en saadan Krone tilligemed den Brud, som bar den, igjen i de Underjordiskes Vold, da man engang havde glemt at skyde over Bruden.


Sæterpigen i Land

Odelsmanden til Gaarden Haugner i Lands Prestegjeld havde en meget smuk Fæstemø. Uagtet hun var en Gaardmands Datter, drog hun dog en Sommer til Sæters, for der at væve Dreiel. Da hun imidlertid ei kunde faae sit Arbeide færdig til den Tid Kreaturene skulde drage hjem, besluttede hun at blive ene tilbage for at faae sin Dreiel fuldført. Neppe fik hendes Kjereste Efterretning herom, førend han strax begav sig paa Veien til Sæteren; thi med rette tykkedes det ham farligt at lade Pigen ene, udsat for Huldrer og de øvrige Underjordiskes Efterstræbelser. Han kom til rette Tid; rundtom Fjøsene stode allerede sorte Heste opsadlede. Det faldt ham strax ind, at det var Uraad paafærde; han listede sig derfor hen til Sæteren, tittede gjennem en Glug paa Væggen, og saa sin Fæstemø siddende i Brudeklæder med en gylden Krone paa Hovedet, og hos hende en gammel, rødøiet Huldermand. Han grep strax sin Pistol, som han havde ladet med en Sølvkugle, og skjød over Hovedet paa Pigen, for at Trolddommen skulde forsvinde, sprang ind i Huset, greb hende, satte hende hos sig paa sin Hest og foer afsted, efterfulgt af hele Troldselskabet. En af Troldene rakte ham et fyldt Guldhorn for at sinke ham i Flugten; han tog det vel, men slog Drikken bag sin Hest og jog nu afsted baade med Hornet og Pigen. Endelig naaede han et steilt Fjeld, tæt ved sin Gaard, hvor ogsaa en Deel Underjordiske havde deres Tilhold. Disse, der vare misundelige og vrede paa hans Forfølgere, tilraabte den Flygtende; "Rid de Ale og ei det Hare, du arme Mand." Han fulgte Raadet og satte afsted gjennem en nærliggende Rugager. Her havde Troldene ei godt for at følge ham; men forbittrede raabte de efter ham; "Den røde Hane skal gale over din Gaard," og see den stod i lys Lue. [Mundtligt.]


Anm. At Ild lignes med en Hane er ældgammelt (see Voluspa XII). "Rid paa det bolde og ei paa det knolde" tilraabte Troldene en Bondedreng, der med et Guldhorn, som en Troldjomfru havde rakt ham, red over en oppløiet Ager i Danmark, hvor Sagn om Trold og Guldbægre ei ere sjeldne. (Thieles danske Folkesagn, 1, 4, 48, 55. Mythologie der Feen und Elfen von Wolff 1, 191).


Drikkehornet i Øiestad

Ved Nidelven i Øiestad Sogn i Nedenes ligger en Gaard, som heder Nerstein. Her boede i gamle Dage en Mand, som hedte Sjur. Han var mægtig og rig; thi for uden Nerstein eiede han sex andre Gaarde og et betydeligt Laxefiskeri i Nidelven; men hvad mere var, han havde en Datter, der var den væneste Pige rundt om i Bygderne. Til hende beilede en vestlandsk Mand, ved Navn Ring i Bua; Pigen likte ham godt, men den rige Sjur gav ham Afslag. Frieren lod sig imidlertid ei derved afskrække. Medens Faderen St. Hansdags Morgen var til Ottesang i Øiestads Kirke, kom Ring til Gaarden og fandt sin Pige, uagtet Sjur havde været saa forsigtig at lukke hende ind i et af de Skabe, som efter de Tiders Skik vare gjorte ved Foden af Sengen; en Snip af hendes Forklæde stak nemlig frem og røbede hende. De flygtede nu, og nogle gamle Steenkar vise endnu det Sted, hvor de satte over Elven. Aldrig saasnart fik Sjur Underretning om Ranet, førend han satte sig paa sin Hest og jog efter de Flygtende. Underveis blev han standset af et Trold, der traadte ud af Lihaugene ikke langt fra Temsevand og bød ham velkommen, i det han rakte ham et fyldt Drikkehorn. Istedetfor at tømme det, slog han Drikken bag over Hovedet; men nogle Draaber, som faldt paa Hestens Lend, toge strax Haarene bort. Sjur, som strax havde anet Uraad, gav Hesten af Sporerne og foer afsted med Hornet i Haanden, og Troldet satte hvinende efter ham. Han kom nu i største Knibe, da han pludselig blev reddet ved et Huntrold, der var hadsk paa Litroldet og derfor fra den nærliggende Knardalshei raabte til Sjur, som just var kommen til en stor Ager: "ri Rui og ikje Qviti" ɔ: Rid gjennem Rugen og ikke gjennem Hveden. Han adlød Raadet og fik derved et Forsprang for sin Forfølger, der ei kunde løbe saa hurtig gjennem den høie Rugager. Faren var dog ikke ganske overstaaet førend han kom hen til Gaarden Bringsvær; da gol Hanen, og forsvundet var Troldet. Uhindret fortsatte Sjur nu sin Vei og indhentede de Flygtende i en Bakke ved Gaarden Landvig, hvor de just sad og hvilede en Stund. Da Mændene fik Øie paa hinanden, grebe de flux til deres Tolleknive og et Slagsmaal begyndte, hvis Udfald blev, at Sjur stødte sin Tollekniv i Maven paa Ring, der kort derpaa opgav sin Aand. Bakken kaldes endnu Ringskleiva, og Stedet, hvor Ring maatte lade sit Liv, idet Tarmene randt ud af hans Mave, bærer endnu den Dag i Dag til Minde om denne Begivenhed Navn af Vomsaakeren.

For at udsone dette Drab maatte Sjur betale store Bøder, og blandt disse det skjønne Bu-Laxefiskeri, som han eiede. Hornet beholdt han, og det gik siden lige til vor Tid i Arv i Familien. Om Datterens Skjebne veed Sagnet intet Mere at fortælle.


Anm. Sagnet har jeg hørt af en Bondegut i Øiestad. Hornet, som længe er gaaet i Arv i Sjurs Familie, er nyligen af Hr. Skibsfører Berge bleven foræret til Arendals Skoles offentlige Bibliothek og Museum, hvor det nu findes. Det er meget smukt og paa dets 3 sølvforgyldte Ringe findes følgende Indskription med Munkebogstaver: potum servorum benedic deus alme (tuorum reliqvam unus benede le un)? caspar, melchior, baltazar. Dette Sagn er poetisk bearbeidet af N. M. Aalholm i Sjofna, Nytaars gave for 1833.

Den samme Tildragelse, som traf Sjur med Troldet, hendte for mange Aar siden ved Hahaugen ved Haftorn i Hallingdalen, hvor en Juleqveld en underjordisk Qvinde rakte Bonden Gudbrand Goelberg et Horn med Drik, som han slog over Hovedet og red sin Vei med Hornet; men lige indtil 9de Led fik hans Afkom til Straf et Meen eller Bræk paa Legemet, som Troldet truede med. Dette Horn, der siden længe bevaredes paa Halsteensgaard i Aal, tog 2 1/2 Pot og var beslaaet med en 3 Tommer bred, stærk forgyldt Kobberring, hvorpaa med gammel Munkeskrift stod: melchior, baltazar, caspar. Midt paa var en liden forgyldt Kobberplade, hvori en oval Chrystal var indfattet. (Top. Journal 30, 182).

I Norge findes flere lignende Sagn. G. Schøning beretter i sin Reise gjennem Gudbrandsdalen (Budst. 2 Aargang 601) om en Bonde, der slog Drikken ud, som en Underjordisk rakte ham, men beholdt Hornet, hvilket længe opbevaredes paa Gaarden Skarphool. Lignende Sagn ere almindelige i Sverige og Danmark. See Afzelius 2, 159 og Danmarks Folkesagn ved Thiele, 2, 232.


De ubudne Bryllupsgjester


"De vare syv og hundrede Trolde,
De vare baade grumme og lede.
De vilde gjøre Bonden et Gjesteri,
Med hannem baade drikke og æde."
Eline af Villenskov.


Forestillingene om gådsnissen stammer fra eldre fortellinger i nordeuropeisk folketro om gardvorder og tomter. Slike nisser blir gjerne framstilt som små, skjeggete menn i bondedrakt fra 1700- og 1800-tallet med myke nisseluer, grove trøyer, vester, knebukser og lange strømper. Bildet «En moden alder» viser 70-87 år gamle menn fra Olden i Sogn og Fjordane i 1910. Liknende mannsdrakter var i ulike varianter vanlig over hele Skandinavia. Draktelementer er beholdt i dagens bunader. Foto: Nasjonalbibliotekets bildearkiv. Commons.

En Bonde i Bahus holdt engang sin Datters Bryllup; Bordet var allerede dækket og Maden indbaaren; men inden Gjesteme havde taget Sæde, var Alt opædt. Da Verten kom ind og fik dette at see, sagde han: "Nu har Håle været her og opædt al Maden." Han lod derpaa indbære anden Mad, som Gjesteme strax begyndte at spise; men hvormeget de spiste, gik der dog mere Mad til, end de fortærede. Nu stod ved Døren en gammel Rytter, som kunde mere end de Andre. Da han hørte, hvor det smattede ved Bordet, ligesom om Griser vare tilstede, besteg han sin Hest og red hen til et nærliggende Bjerg, hvor han bankede paa, Fjeldet aabnedes, og Rytteren sagde til den, der boede i Bjerget: "Laan mig din Hue; du skal faae min igjen." Saadan Hue kaldes Uddehat og gjør den usynlig, som har den paa. Bjerggubben svarede: "Du kan nok faae den; men du skal love mig, at skaffe mig den tilbage inden Solen gaaer ned." Som sagt saa gjort. Rytteren hastede hjem til Bryllupsgaarden, hvor han nu saa, at der mellem hver Gjest sad to Trolde, som toge af Fadene med begge Hænder og aade af Hjertens Lyst. Han greb nu strax til sin Pisk, slog de Snyltegjester saa haardt over Fingrene, at de tabte Lyst til at stikke Haand i Fad, og kjørte dem derpaa hovedkulds ud af Bryllupsstuen. Han tog nu af sig Bjerggubbens Hue, som hidindtil havde gjort ham usynlig for Folk, og udbrød: "Hidindtil har Fanden spist med Jer; men sæt nu Maden frem igjen, saa vil jeg gjøre Eder Selskab." De gjorde saa, spiste i Fred og havde endog Mad til overs. Da det led mod Aftenen satte Rytteren sig igjen paa sin Hest, og red til Bjerget. Her kastede han sin laante Hue, og ilede saa i største Hast afsted, og vel var det; thi knapt havde han vendt sin Hest, før Trold i Mængde kom løbende. Nogle fik endog fat i Hestens Rumpe, da han red over en Bro; men Hesten var stærk og flink, saa at Rytteren undslap og Troldene fore tilbage. [P. Kalms Westgötha och Bahusländska Resa P. 98].


Anm. Paa Gaarden Reensfjeld i Dybvaag kunde enhver Fremmed, som kom ind, see Nissen at sidde tilbords blandt Husets Folk og spise med god Appetit; men Folkene i Huset kunde ikke see ham. Saasnart man vilde gjøre dem opmærksom paa ham, var han forsvunden. I et nærliggende Fjeld kunde man hver Morgen og Aften høre ham synge. En synen Kone i Nissedal saa saaledes Trold flokkeviis som Sauer, medens Andre kun hørte dem at mælke, banke og huje. [Mundtligt].



Brakandalen

Paa Nes i Hvidesø ligger Brakandalsfjeldet. Her laa i gamle Dage en Gaard, som hedte Brakandalen, paa samme Sted, hvor en Sæter af samme Navn nu ligger. Paa Gaarden boede rige Folk, der dog havde den Uleilighed, at de hver Juleaften maatte forlade Stuen og lade sig nøie med Fjøset, da de Underjordiske om Juleqvelden kom, drev Folkene ud og selv gjorde sig tilgode med Hus og Julekost. En Juleqveld kom en reisende Mand med en tam Hvidbjørn og forlangte Hus om Natten. «Gud bedre os!» svarede Husbonden, «vi have ikke selv Hus i Nat uden i Fjøset. Vil du imidlertid tage tiltakke dermed, saa maa du gjerne; men nu komme de Underjordiske snart og jage os Alle paa Døren." Den Fremmede svarede, at dersom han fik Lov, vilde han blive i Stuen og meente, at det nok skulde blive sidste Gang, at de Underjordiske skulde forstyrre dem. Bonden blev glad og tillod gjerne den Fremmede at benytte Huset og Julekosten, men han selv og hans Folk tyede til Fjøset, saasnart det begyndte at blive mørkt. Den fremmede blev derimod tilbage med sin Hvidbjørn og gjorde sig tilgode med Julekosten. Da det var bleven mørkt, hørte han pludselig Larm. Han mærkede nu, at de Underjordiske kom. Selv krøb han under Bordet, men Hvidbjørnen satte sig ved Skorstenen. Manden saa nu, hvorledes de ubudne Gjester tappede Øl og stegte Kjød og Flesk. Ved Lugten af en fed Skinke, som en Underjordisk begyndte at stege paa, nærmede Hvidbjørnen sig. Den Underjordiske, som syntes at Bjørnen blev vel næsviis, dryppede nogle hede Draaber Fedt paa Bjørnens Næse. "Bit i Qvite", sagde i det samme Manden under Bordet. Rasende foer Hvidbjørnen nu paa Stegeren og havde vist gjort Ende paa ham, dersom han ei havde faaet Hjelp af de Øvrige. Hvidbjømen lod sig imidlertid ei skræmme, men foer saa glubsk afsted med de Underjordiske, at de med Hyl og Brøl forlode Huset. Den Fremmede hentede derpaa den forskrækkede Familie fra Fjøset, og man nød nu mange Aar Julefred paa Gaarden. Efter nogle Aars Forløb kom vel en Underjordisk frem paa Fjeldet og raabte til Bonden "hæve du den kvitklødde Sausen din ennaa." "Ja, naa hæve den yngt," svarede Manden. "Heer kjæmme me alle mei" (her komme vi aldrig meer), vedblev den Underjordiske, og fra den Tid blev Bonden paa Brakandalen aldrig forstyrret af de Underjordiske. For at være rigtig sikker havde han desuden, efter den Fremmedes Raad, opfødt flere hvide Kalve, som han lod springe og kjete sig i Gaarden, for at de Underjordiske skulde see dem og troe, at det var Hvidbjømens Unger. [Saavel mundtligt som meddelt.]


Anm. Et lignende Sagn under Benævnelse Kjætten paa Dovre, findes i Norske Folkeeventyr ved Asbjørnsen og Moe Side 139.

Gjordemoderen

Det var engang et Par Folk, der havde en eneste Datter. Pludselig forsvandt hun. Forældrene, der bleve meget bedrøvede over Tabet af deres kjere Barn, søgte overalt, men kunde dog ikke komme paa mindste Spor efter hende. En Tid derefter kom seent en Aften en fremmed Mand ind i Huset, og bad Konen, som var ene hjernme, om hun vilde see til sin Datter, der var i Barnsnød og ventede paa hendes Hjelp. Moderen blev vel meget nød og ventede paa hendes Hjelp. Moderen blev vel meget imidlertid strax færdig til at følge med den Fremmede. Han rakte hende en Traad og ved Hjelp af den var hun i et Øieblik hos sin Datter, der fødte et raskt og velskabt Barn. Da dette var pyntet, gav Manden hende en Vædske, forat hun med den skulde besmøre Barnet, men advarede hende for at faae noget af den paa sig selv. Ikke destomindre, da hendes høire Øie begyndte at kløe og hun vilde gnide det, fik hun noget af Vædsken i Øiet. Da man ei længere trængte til hendes Hjelp, sagde den fremmede Mand, der var hendes Datters Ægtefælle og en Underjordisk, at hun kunde gaae sin Vei, og ved Hjelp af Traaden kom hun strax hjem. Den næste Dag, medens hun med sin Mand arbeidede paa Marken, saa hun pludselig sin Datter og hendes underjordiske Mand at spadsere ved sin Side. Hun tiltalte dem nu, og forbauset spurgte Svigersønnen, om hun virkelig kunde se dem. "Ja vist kan jeg see Jer med mit høire Øie," svarede Konen; men i det samme berørte den Underjordiske det, og fra den Stund saa hun ei mere dermed.


Anm. Dette Sagn hørte jeg af en Bonde, som ei tvivlede om sin Beretnings Sandhed. Andre tilføie, at Datteren bad sin Moder at flytte sit Fjøs, da dette stod ligeover hendes Bolig og ofte var hende til stor Uleilighed. Dette Ønske blev strax opfyldt, og fra den Tid havde Moderen den bedste Lykke af sin Buskab.

Lignende Sagn ere temmelig almindelige og henføres til forskjellige Steder, f. Ex. til Egeberg ved Christiania (see Nor 74) o.s.v.

De ere især mærkelige for den Lighed, de have med Udlandets Traditioner. I Danmark tabte en Gjordemoder Synet, fordi hun fortalte, hvad hun havde seet i en Høi, hvorhen hun var bleven kaldet for at hjelpe en underjordisk Kone, der var i Barnsnød. (Thiele 1, 36). Lignende Historier fortælles om en Grevinde Ranzau o. fl. i Grimms deutsche Sagen. I Scotland, fortæller Grimm i sin ypperlige Afhandling "Über das Wesen der Elfen i Irischen Elfenmarchen XXVII," havde Elferne en gang bragt et nyfødt Barn ind i deres Shian, og hentede siden Moderen for at hun skulde give Barnet Die. En Dag, da hun var ene hjemme, fik hun Lyst til noget af den Salve, hvormed hun saa, at Elferne besmurte deres Øine. Hun blev imidlertid ikke færdig med mere end det ene Øie, da Elferne igjen kom tilbage; men med dette kunde hun nu see alle Ting i deres sande Skikkelse, en Gave, som hun beholdt, selv efterat hun var sendt hjem igjen. En Dag saa hun i en Folketrængsel den Elfe, der havde taget hendes Barn, uagtet han var usynlig for Andre, og spurgte strax efter Barnets Befindende. Forbauset spørger Elfen hende igjen, om hun kunde see ham, og da hun, skrækket ved hans frygtelige Mine, bekjendte Sandheden, spytter han hende i Øiet, og siden den Tid saa hun ei mere dermed. En lignende Fortælling findes i der Mythologie der Feen und Elfen von Wolff 2, 95.

I Rhones Vande, fortæller Gervasius Tilburiensis[35] boe der Drager, som trække Folk ned til sig. En Kone, som lang Tid levede i en saadan Drages prægtige Slot, var, ved at smøre sit Øie med et Slags Fedt, bleven synen, endog efter at hun var sluppen op paa Jorden igjen. En Dag mødte hun Dragen, og da hun gjenkjendte ham, uagtet han var i en anden Skikkelse, til talte hun ham. Forundret spurgte han: "Med hvilket Øie har du kjendt mig?" Da hun nu viste ham det, lagde han sin Finger derpaa, og hun saa ei mere. (Sammenlign Wolff 2, 319. Dobeneck 1, 45). "Det er heel besynderligt", tilføier Walter Scott, "at det samme Sagn lyder blandt de scotske Bjerge og paa de scotske Sletter, næsten uden anden Forandring end, at Dragerne ere blevne til Feer, der boe i Huler og Bjerge istedetfor i Vandenes Dyb."


Manden i Fjeldet

En Bonde i Fjære-Sogn ved Navn Audun blev en gang heel uventet indtagen i et Fjeld af et Bjergtrold. Da Manden hverken vilde tale, spise eller drikke, blev Troldet vred og sparkede ham den tredie Dag under Sengen og gik derpaa sin Vei. Troldet havde imidlertid en Kone, der følte Medlidenhed med den stakkels Bonde. Hun underrettede ham derfor om, at naar hendes Mand kom hjem, vilde han kaste ham ud paa en Skuffe, men bad ham, naar det skede, at holde sig vel til den ene Side. Da Troldet kom hjem, kastede han Bonden ud af Fjeldet, og slyngede oven i Kjøbet en Jernstang efter ham; men Bonden, der havde agtet paa Konens Raad, slap med Livet derfrå. [Mundtligt].


Anm. At Folk for deres hele Liv, eller kun paa nogle Dage eller Aar indtages i Høie og Fjelde, er endnu en gjengs Overtro, der er saare gammel; thi allerede Harald Haarfagers Samtidige, Skjalden Thiodolf hiin Hvinverske, beretter om den svenske Kong Svegder, at han af en Dverg blev indtagen i en Steen. (Ynglinga Saga C. 15).

Som Exempel paa, hvor lidt den Overtro er udryddet, kan det blandt Andet tjene, at endnu i Høsten 1832 skal paa Østlandet en voxen Gut to Gange være indtagen i et Bjerg, have seet alskens Herlighed, glimrende Sale o.s.v., være bleven præsenteret paa Sølv en Dram af en underskjøn Huldra, og af hende anmodet om at blive der; men da Ungersvenden, der foretrak at være, hvad han var en Skrædder, undslog sig, blev han fulgt langt paa Vei af flammende Hunde. Hvergang var han bagefter tomset. [Meddelt].

Hermed fortjener at sammenlignes, hvad Debes i Færoareserata S. 323 fortæller.

"Det hafver hændet sig for nogen rum Tid, da Bergens Borgere hafde Commercien udi Færøe, at der hafver været en Mand her i Landet udi Sørvaage, kaldet Joen Søidemand, som aff Spøgelse har været indtaget udi Bjerget udi 7 Aar, oc er derefter udkommen, men hafver derefter levet udi stor Angest og Banghed, fordi han fryctede, at hand skulde blive borttagen igjen, hvorfor Folck maatte vaage ofver hannem om Natten, oc paa det sidste aff saadan Fryct draag han her fra til Bergen udi Norrig."


Dvergene i Smeddalen

I Smeddalen paa Fillefjeld, hvor der før har været drevet et Jernverk, havde Dverge i gamle Dage deres Smeddeverksted, og selv forarbeidede de alt Jern, de brugte i deres Smidier. Men da Kirkesangen fra Thomaskirken, der stod i den østlige Ende af Dalen, tonede i Dvergenes Øren, droge de længere op i Fjeldene og lode Verktøi og deres øvrige Sager tilbage. Syne Folk kunne endnu see store Rujernstænger, svere Ambolte og Tænger staae under Bjergvæggen; men det er forgjeves at prøve paa at flytte dem. Efter at Kirken nu er nedreven, vil man vide, at Dvergene atter pusle paa gamle Tomter. [Meddeelt].


Børnene

Paa en Gaard i Fjære Sogn sad en Høstaften to Koner og bagte Fladbrød, da pludselig Døren gik op, og tvende Smaapiger med langt Haar trådte ind. Den ene Kone, som troede, at det var Budeien, der kom fra Fjøset, spurgte om Noget, uden at see sig om. Da hun intet Svar fik, vendte hun sig om, men blev saa overrasket ved Synet af Børnene, at hun ikke kunde mæle et Ord. I det samme kom en fremmed Qvinde ind, der greb Børnene og derpaa forsvandt. De forskrækkede Koner ilede efter, men kunde intet Spor opdage; derimod hørte de inde i en nærliggende Haug Børnene skrige, og sluttede deraf, at den underjordiske Moder gav dem Prygl for deres Nysgjerrighed og Ulydighed.


Anm. Mundtligt. Dette Sagn er localiseret paa flere Steder.


Huldra eller Hulla


"Huldre mæ snøg aa bebrandes Hain
Fletta brone Haar ti guldfingra Bain
--------------------------------------------
Atte for Guten sætte ho sæg ne,
La tusindstrængte Langspel paa Kne."
Storms Huldrevise.


Tømmerhugger og hulder med hale bak. Tegning fra svensk eventyrsamling utgitt 1882. Den kvinnelige huldra kalles i sydsvensk folketro Skogsrået. Commons.

Rundt om i Landet findes Sagn om et overnaturligt Væsen, der opholder sig i Skovene og i Bjergene, og som kaldes Huldra. Dette Væsen seer ud som en skjøn Qvinde. I Almindelighed er hun iført en hvid Stak og et hvidt Skaut[36], men har derhos en lang Ko- eller Reve-Rumpe, som hun dog efter Behag kan lade hænge ned og trække op. Naar hun kommer blandt Mennesker, hvis Selskab hun gjerne søger, saa skjuler hun sin lange Rumpe omhyggelig. Især liker hun godt unge og vakre Mandfolk, med hvem hun gjerne vil dandse. En gang indfandt hun sig ved en Lystighed, hvor Enhver gjerne vilde dandse med den vakre fremmede Pige; men midt under Dandsen fik den Gut, som dandsede med hende, Øie paa hendes lange Rumpe. Han mærkede strax, at det var en Huldre, med hvem han svingede sig og blev forskrækket. Dog fattede han sig strax og sagde kun til hende: "Skjøn Jomfru! du mister Strømpebaandet dit." Hun forsvandt strax, men lønnede siden den skaansomme og tause Gut med skjønne Gaver og en god Fæavl. Da hun kan skabe sig om til den veneste Pige og lokker Gutterne med Guld og grønne Skove, saa er hun for unge Mandfolk langt farligere end Huldremænd ere for de unge Piger. Den, som har indladt sig med en Hulder, kan vanskelig igjen blive hende qvit, da hun er hos ham, naar han mindst ønsker eller venter det. Hvis Gutten, som hun elsker, mener det alvorlig, saa lader hun sig gjerne døbe og lyse for, inden hun gifter sig, og ved Daaben eller Vielsen falder den lange Rumpe af hende. Stundom tage de forelskede Huldrer Ungkarle ind i Fjeldene til sig. Naar den Indtagne kan komme til at nævne Jesu Navn, saa har hverken Huldra eller andre Underjordiske længere nogen Magt over ham. Dog beholder den, som har været indtagen i et Fjeld, stedse et Meen paa Sjel eller Legeme. En Gut i Valders, som var indtagen i et Fjeld en heel Maaned, slap vel ud ved at nævne Jesu Navn, men havde vist sat Livet til, hvis Huldren ei havde raadet ham, at holde sig til Siden, naar han gik ud; thi derved undgik han den gloende Sopelime, som hendes Fader kastede efter ham. Gutten var siden halvtosset og udbrød ofte: "Se der er ´a." Dog kunde ingen Anden see hende. Huldra spiller fortrinlig paa Mundharpe og Langeleik og forstaaer ogsaa at blæse paa Luur, hvorved hun samler og kalder til sig sin Buskab. Denne bestaaer baade af Kjør, Gjeter og Sauer, som stedse ere smukke og trivelige. Hendes Kjør, der melke fortrinlig, ere stedse kollede, som oftest brandede eller draablede, stundom blaae og i Sætersdalen hvide. Hendes Oxer ere derimod almindelig graae af Farve. Hendes Gjeter ere stedse kollede og hvide. En Mand fik engang fat paa en Hulla-Ko, og satte hende ind i Fjøset blandt sine øvrige Kreaturer. Kort efter kom Huldra, fordrede den tilbage og truede med at bruge Magt, hvis han ei vilde udlevere den, og det var ingen tom Trudsel, thi stærk er hun. At bøie en Jernstang, og hugge ned og bære hjem en Gran er en smal Sag for en Hulder, naar det kommer an paa at sætte sig i Respect. Ved denne Leilighed maatte hun imidlertid give sig og udløse sin Ko med tre Mark Sølv; thi man havde været saa forsigtig, at sætte Kors over Fjøsdøren. Som de øvrige Underjordiske skyer hun Korsets Tegn, Jesu Navn og adskillige Urter, som Tyspost, Virand og Marihand. Ved at læse Fadervor og især "frels os fra det Onde," kan man hytte sig mod hendes Efterstræbelser. Af Mad liker hun især Flødegrød og Staburmad og tager ei i Betænkning at naske, hvis man ei har gjort Korsets Tegn eller "kriklet" Maden. Da kan hun ei røre den.

Huldre-Gaarde

Fra Gaarden Tvet i Drangedal Prestegjeld vandrede en Dag to omreisende Kræmmere. Neppe vare de komne 1/2 Miil fra Gaarden ind i Skoven omtrent paa det Sted, hvor Pladsen Lien nu ligger, førend de stødte paa en skjøn Gaard, og da det var i Skumringen, forlangte de Natteherberge. Verten, der saa ud til at være en ret godlidende Mand, lovede dem Huus og Seng og trakterede dem baade med Mad, Øl og Brændeviin. Den ene Kræmmer kjøbte sig endnu et Par Dramme, saa at han kom paa en liden Kant. Om Morgenen handlede de med Husets Folk og fik i Betaling lutter Sølvpenge. Da de endelig skulde til at reise og vilde betale for det gode Herberge, vilde Verten Intet modtage, men satte dem paa den Vei, de skulde følge. I samme Øieblik forsvandt Gaard og Alt, og Kræmmerne befandt sig midt i en stor Skov. Med Forundring hørte man paa Nabogaardene om denne forunderlige Gaard og Alle vare enige om, at det maatte være en Huldregaard, da Ingen hverken før eller siden har mærket den. Af slige Gaarde findes der en Mængde omkring i Heiene og i Udmarkene. Stundom kan En slumpe til at see en saadan, men inden man veed et Ord deraf, saa er Alt igjen forsvundet. Kan man komme til at skyde eller kaste Staal over en saadan Gaard, saa er Troldommen forbi og Gaarden med hvad deri findes bliver Finderens Eiendom. Af saadanne Gaar de, som kaldes Huldre- eller Finde- eller Fyndar-Gaarde findes der mange rundt om i Fjelddalene. Ultvet og Fogne i Gjerrestad, Findræng i Vraadal og Brødsiø i Drangedal ere saadanne Gaarde. Findræng blev fundet af en Juring, der sad og vred Vidier og stak sin Kniv i et Træ, der strax forvandledes til en Gaard. Der lever endnu Folk, som paastaae, at de i et Fjeld paa Findrængs Jorder have hørt en fortryllende Musik, ja endog Faar og Gjeter at bræge og Grisunger at grynte. I dette Fjeld have Huldrefolk nu Tilhold. Den Mand, som først fandt Brødsiø, saa selv Huldra vandre bort fra Gaarden. Hun lignede en gammel Kone, var graaklædt, bar en Strippe i Haanden og gik i Spidsen for sin Buskab. Inden hun forsvandt vendte hun sig om til Finderen og spaaede ham, at han ingen Lykke skulde have til at beboe Gaarden, førend den var afbrændt tre Gange og tilføiede "I driv me fra Brødsiø. Naa reiser æg ad Heia (til Vegaardsheien). Der ska Ingen rugge meg."


Anm. (Mundtligt og meddeelt). De almindelige Sagn om Gaarde, der siges at være fundne, tyde sandsynlig hen paa, at de ved den sorte Død forladte Gaarde igjen ere fundne og tagne i Besiddelse. Midlertidig have de maaskee stundom tjent som Tilhold for Ugjerningsmænd, der maatte drage bort, naar deres Tilhold blev opdaget.


Huldre-Ægteskab

I Nordland fortælles, at en rask Karl ved at lægge en Riflepibe over en Huldra i Skoven fik hende bunden. Hun blev døbt og hans Kone. De levede fortræffelig sammen og fik et Barn. Men pludselig, medens Barnet en Qveld legede ved Gruen, hvor Huldrakonen sad og spandt, medens Manden havde andet Virke fore, kom noget af hendes vilde Natur over hende, i det hun i et rasende Indfald yttrede til sin Mand om Barnet, at det skulde være en herlig Steg at sætte paa Spid og riste tilqvelds. Manden blev forfærdet, og Konen, der mærkede, at hun slemt havde forløbet sig, tog sig igjen, og bad, at det maatte være glemt. Men saa blev det ikke. Manden skrev sig det bag Øret. De frygtelige Ord løde stedse for ham. Han saa kun deri et fælt Indblik i sin nu afblomstrede Kones sande Natur, og Husfreden var forstyrret. Fra en god Mand blev han knarvurren, forekastede ofte Konen hendes glubske Forslag, bandede sit Indfald at ægte hende, slog og dængede hende. Saaledes gik det en Tid lang. Konen led og angrede. En Dag gik hun hen til Smidien for med et venligt Øie at see til sin Mands Arbeide; men da han begyndte som før, og det kom til Haandgribeligheder, greb hun, for at give ham et Beviis paa sin Overlegenhed, en Jernstang, og virrede den som en Staaltraad om sin Mand, der nu maatte falde tilføie og love at holde Husfred. [Meddeelt]


Anm. Lignende Sagn ere almindelige rundt om i Landet. (See f. Ex. Nor, Side 67). Begrebet om disse Væsener ere ikke over alt i Landet det samme; men varierer temmelig betydeligt. Paa nogle Steder betragtes Huldra som en skjøn Qvinde, der kun ved sin lange Korumpe kan adskilles fra Menneskene, med hvem hun stundom omgaaes. Paa andre Steder beskriver man hende som en smuk Qvinde, naar man seer hende foran; men bagfra er hun huul som et Trug, eller og blaa. Paa nogle Steder gjenfinde vi hende under Navn af Skogsnerte, der ogsaa er blaa, men iført en grøn Stak, og maaskee svarer til de svenske Skogsnufvor. (Linnæi gothlandske Resa S. 312). Paa enkelte Steder er hendes Sang "Huldre-Slaat," (Laat) bekjendt. Den skal lyde huul og sørgelig, og derved adskille sig fra de Underjordiskes Musik, der beskrives af Ørevidner som saare fortryllende. Dog ikke paa alle Steder betragtes hun som en eenlig Skovnymphe. Stundom tales der om Huldremænd og Huldrefolk, der leve i Fjeldene i Selskab, og blive da synonyme med de Underjordiske Da Hul[37] i det oldnordiske Sprog betyder Dække, Dunkelhed, er den Mening sandsynlig, at Huldrefolk kun er en appelativ Benævnelse paa de Underjordiske, paa hvilke Sagnene om Huldregarde, Skiftunger o.s.v. godt passe. I Hardanger ere Huldrene al tid grønklædte; men deres Kjør blaae, hvilke fanges, naar et voxent Menneske kaster sit Belte over dem. De give overflødig Melk. Huldrene tage de forladte Sætre i Besiddelse, og tage desuden Folk ind i Høiene til sig, hvor en deilig Musik høres, hvilket Alt ogsaa siges om de Underjordiske. Budst. 3, 735.

Begrebet om og Troen paa Hulda er meget gammel. Allerede den berømte islandske Skjald Sturle morede Magnus Lagabæters Dronning og det hele Hof ved at fortælle Eventyr om Hulda. I Skand. Litteratur Selskabs Skrifter 1815, 1 Bind 263, findes en Oversættelse af "Hulda Saga," og et Udtog i Sagabibliothek 1, 366.

Den Huld, der i Ynglinga Saga C. 16 omtales som en Seidkone, der forhexede Kong Vanlande, har saavel som Hulda, der i de gamle Søgur omtales som Moder til Torgerda Hørgabrud og Yrp, kun Navnet tilfælles med de norske Huldrer. I Eyrbyggia Saga C. 63 tales om en Huldre-Oxe, der var abildgraa, brølte forfærdelig, og, som, da den var 4 Aar gammel, gjennemborede sin egen Herre. Paa Island kaldes vore Huldrefolk Huldu-folk, der ere beslægtede med Færøernes Huldrefolk og tildeels med den danske Hyldemoer og Tydskemes Holde, Holderchen og Huldchen.


Nissen


"Med Nisser maa man et oprigtigt Venskab holde;
De ellers i et Huus kan meget Ondt forvolde:
Ey Nisse, Underjordisk gjør nogen Sjæl imod
Saa længe som de seer, mod dennem Folk er god."
Peder Paars.


Nisse-mann. Illustrasjon av Hans E. Gude, hentet fra Asbjørnsen og Moe´s Norske folke- og huldre-eventyr 1879. Commons.

Af Nisser fandtes i gamle Dage en uhyre Mængde, da fast hver Gaard havde sin. I senere Tider er deres Antal meget formindsket. De ere ikke større end smaa Børn, ere iførte graae Klæder og bære paa Hovedet en rød Pikhue, men have kun fire Fingre, da de savne Tommelfinger. De have for det meste deres Tilhold i Lader og Stalde, hvor de hjelpe til at røgte Kreaturerne og passe Hestene, mod hvilke de dog vise samme Partiskhed som mod Menneskene. Man hører ofte, at Nissen har trukket Høet fra de øvrige Hestes Krybber hen til den, som han yndede og vilde fede, og at denne om Morgenen stod mæt ved fyldt Krybbe, medens de Øvrige fast Intet havde faaet. Han ynder Løier. Stundom slipper han alle Kjørene løse i Fjøset, skræmmer Budeierne, idet han snart blæser Lyset ud for dem, snart holder Høet saa fast tilbage, at de stakkels Piger ei kunne faae et Straa ud, og naar de nu anstrænge alle deres Kræfter, slipper han saa pludselig, at Pigerne falde saa lange de ere. En Pige, som hentede Hø fra Trevet, fandt engang mellem Høet Noget, der var at føle paa som en stor Tot Uld. Nysgjerrig tog hun det i Forklædet, for at see hvad det var; men hvor forskrækket blev hun, da Nissen leende hoppede ud af Forklædet. Saadant morer Nissen meget, og ved slige Puds slaaer han gjerne op en Latter. Ofte høres Gaardshunden gjøe om Natten og man kan ei vide hvorfor. Deri er imidlertid Nissen Skyld. Han finder stor Moro i at knibe Katten i Rumpen og erte Gaardshunden. Han sidder da gjerne paa Lovbroen og strækker snart det ene og snart det andet Been frem med de Ord: "pus den, pus den," alt under en hjertelig Latter. Hvis han ynder Gaardens Eier, staaer han paa Husets Beste, ja man vil endog have bemærket, at han fra Naboerne søger at drage Hø og andre Ting til Gaarde, hvorved der stundom opstaaer Strid og Slagsmaal mellem hver Gaards Nisse, saa at man har seet Halm og Straa at flyve dem om Ørene. Nissen er i Almindelighed af en honet Tænkemaade. Behandles han vel, saa er han meget tjenstagtig. Han hjelper da Budeien at stelle Kreaturerne og "Kokka" at skure, bære Vand og andet tungt Arbeide, som han ofte forretter ene, medens hun sover paa sit grønne Øre, men saa maa hun ei heller uroe ham og ei glemme ham med god Mad og Drikke Thorsdagsqveld og især Juleaften, Man pleier da at opvarte ham med sød Grød, Kage, Øl og andre gode Sager, som sættes under Laavebroen. Er han i godt Lune og Maden smager ham, thi han er kræsen, saa spiser han det gjerne op. Spot og Foragt kan han ei taale, og da han trods sit lille Statur er stærk, saa bekommer det ofte Vedkommende ilde. En Bonde, der en Vinteraften mødte en Nisse paa Landeveien, og i en myndig Tone bød ham at gaae af Veien, blev, inden han vidste et Ord deraf, af den fortørnede Lille kastet tvert over Gjerdet langt hen i Sneen. Endnu værre gik det med en Pige, som selv spiste op Julegrøden og med Spot gav ham den tomme Skaal. Nissen greb hende og dandsede saadan Springdans med hende, at man næste Morgen fandt hende sprængt paa Loven. Under Dandsen sang han:


"Har du iti op Grauten for Tomten du?
Saa ska’ du faae dandse med Tomten du!
Aa du har iti op Grauten for Tomten du!
Og du ska’ faae dandse med Tomten du."


De ynde Maaneskin, og man kan da om Vinteren see dem at more sig ved at age paa Kjelke eller at springe omkap over Gjerdene. Somme Tider blande de sig med Børnene, naar de age paa Lovbroen. Nissen ager da paa en Flis og for ham gaaer det lige godt op som ned af Lovbroen. Uagtet de selv ere muntre, lide de dog ikke altid, især paa en Helligaften eller Thorsdagsqveld, Larm og Støi i Nærheden af sig. I Almindelighed er Nissen vel lidt, og heder derfor paa mange Steder Nisse god Dreng. [Mundtligt og meddeelt].


Anm. Blandt alle de Væsener, der leve i den norske Almues Indbildning, er Nissen den, som hvis Tilværelse man er mest overtydet. Han hører udentvivl til Vette- eller Dvergeslægten, skjønt han adskiller sig fra Dvergene, deels ved sin Livlighed og proportionerede Udvortes, deels ved sit Ophold i Huse og Lader, for hvilke han har saadan Forkjerlighed, at han ikke taaler at de flyttes; thi da forlader han dem og tager Lykken med sig. Denne Forkjerlighed for gamle Hustomter har sandsynligviis forskaffet ham Navnene Toftvette, Tomtevette og Gardbo, som han paa flere Steder bærer. Naar man i Sæterne i Valders vælter Gryder eller kogende Vand ud, pleier Mange at sige: "Agte dig Tomtebonde, at jeg ikke brænder dig". Beslægtet med Nissen er Hitterdals Haugebonde, der gjør Ugavn naar han bliver vred, og ei frygter for at skamslaae eller mørbanke dem, som gjøre ham Fortred; og den saakaldte "Gaardsvaard", der har sit Tilhold i og viser sig under forskjellig Skikkelse i den gamle ærværdige Stue paa Qvale i Sogn (Urda 1, 146). Til Nisseætten maa vel ogsaa regnes den "Toret eller Thorlille," som Erkebisp Mauger i Rouen beskyldtes for at have i sit Huus. Han adlød Erkebispen, men var usynlig for Andre (Depping C. 12). I de gamle Søgur forekommer, saavidt jeg veed, ei Nissen, med mindre man vil gjenkjende ham i de Vetter, som St. Olaf fordrev (Fornmanna Sögur 5, C. 171) og den spåmadr, som boede i en stor Steen ved Islænderen Kodrans Gaard, passede hans Buskab o.s.v., men som Biskop Frederik med Vievand fordrev (1, C. 131). Om den norske Nisse see Schultzes physikalske Grublerier 269 og A Journey through Norway by D. Conway P. 221, hvor han feilagtigen kaldes Nipen. De færøiske Niägriusar, der beskrives som smaa med røde Huer og heldbringende (Landts Beskr. over Færøerne 445) bevare, saavelsom den svenske Tomtegubbe og den danske Nisse, deres nære Slægtskab med den norske Frænde. Dog hører man aldrig at den norske Nisse som den danske før Mikkelsdag bærer rund Hat eller har med Kirkeopsyn at gjøre (Thieles danske Folkesagn 1, 135). Til Nordens Nisser svare Tydskernes Kobolde[38], der forrette alle Slags Husarbeider, bære Vand til Kjøkkenet, hugge Brænde, hente Øl, skrabe Heste, gjøre Stalden reen, ere overgivne, og bringe Lykke med sig. De ere saa store som smaa Børn, men ere iførte buntede Klæder. (Grimms Sagen 1, 90). "Sie sind launhaft und leicht gereizt, aber sehr dienstbeflissen und helfend, und bringen ihren Ernährern Getraide, das sie ihnen aus fremden Scheuern stehlen". Qvæget trives ogsaa under deres Hænder. Spot og Udleen taale de ei, og den Kokkepige, der glemmer at bringe den belovede Skaal med god Mad paa det bestemte Sted, kan være vis paa at forbrænde sig, eller gjøre Noget, hvorfor hun paadrager sig sine Foresattes Irettesættelse og Koboldens Latter (Dobeneck 125, 133). Til Nisseslægten maa vel ogsaa henregnes de smaa stygge Kobolde med røde Buxer, der havde Tilhold i Greifswalds Skorsteenspiber og den pommerske "Klabatermann", som færdes ombord paa Skibe, hvor ogsaa vor Nisse stundom husserer. I Pommern kaldes Nissen ellers almindelig Chimmeke. En saadan havde fra umindelige Tider sit Tilhold paa et gammelt Slot, hvor han ingen Fortred gjorde, naar man kim hver Aften satte for ham sød Grød i en Leerpotte. En overmodig Kjøkkendreng drak engang selv Melken og spottede Chimmeke. Denne blev da arrig, greb Drengen, hug ham istykker, kastede ham i en kogende Kjedel og forlod Slottet for stedse. Temme 253, 300, 252. I Schweiz findes ogsaa Nisser eller Kobolde, som i Pays de Vaud hedde Servants og leve i afsides Huse og Sennhiitten. (Idyllen aus Schweiz von Wysz og Mythologie der Feen und Elfen von Wolff, 2, 89). Med Nissen kan fremdeles lignes die braune Zwerge paa Rugen, Russemes Koltki, Belgiernes Kabauter, eller Mancken, den franske Lutin og Goblin, den spanske Duende v. Trasgo, den engelske Robin Goodfellow v. Hobgoblin, der gjerne paa den grønne Mark dandser en Runde og kniber Pigerne i Søvne, den irske Cluricaun og den scotske Brownie, der dog ere mere knyttede til Personer end til Steder. Clauricaun bærer ligesom Nissen en lille rød Hue og ynder Stalde, hvor han syer Sko. "Er kennt auch das Geheimnisz, dasz die Dänen sollen nach Irland gebracht haben, Bier aus Heide zu bräuen." (Irische Sagen übergesetz von den Brüdern Grimm). Chants populaires de I’Ecosse par W. Scott, 1, 113, Til Nissen paa Ørkenøerne der heder Brownie, offrede man fordum Melk, Smør o.s.v., og paa Shetlandsøeme, hvor han nu sjelden findes, er han iført en bruun Vadmelskjole, og brugte sin Indflydelse til at skaffe god Adskillelse af Smøiæt ved Kjeming. Han beskytter ogsaa Kornstakkene i stærkt Stormveir (Hibberts descr. of Shetland, 467). Blandt de finske Folkeslag bærer Nissen Navn af Lara, der stjeler Melk, som han derpaa lader rinde af sin egen Mave i sin Vertindes Smørfad. (Mythologie der Feen und Elfen von Wolf. Riises Archiv 2, 97).

Alferne


"Der dandse de tidt saa veltilfreds,
Mens Fugle qvidre paa Grene,
Beskriver i Duggen den mørke Kreds,
Og plette de mosgroete Stene."
Nordens Guder.


Om Alferne har man i Norge kun ufuldstændig Kundskab, da de paa de fleste Steder indbefattes under og forvexles med de Underjordiske. Paa Søndmør forestiller Almuen sig dem som smaa nøgne Drenge med Hatte paa Hovedet. Stundom seer man i det vaade Græs, især ved Elvebredderne, Spor af deres Dands. I Soløer har man i Mands Minde en Nat seet de smaa "Elve-folk dandse omkring en af Jorden opstigende Varme." De holdt hverandre i Haand og dandsede deels i en stor Ring, deels i mange smaa. Om Morgenen saa man Mærke baade efter Varmen, som havde brændt Græsset af, og efter Dandsen, som havde efterladt mørke Ringe i Græsset. Dette lægger sig vel, men bliver siden tykkere og frodigere. Slige Ringe kaldes ofte Alfedands. De skade Folk ved deres Gust, som kaldes Alfgust eller Elfblæst, der bestaaer i Hevelse paa Legemet, som man let kan paadrage sig ved at komme paa de Steder, hvor de have spyttet eller ladet deres Vand. De have en vis Forkjerlighed for visse Steder, især for store Træer, som Eierne derfor ei tør røre, men betragte som en reen Helligdom, hvorpaa Gaardens Vee og Vel beroer. Visse Svagheder hos Kreaturer tilskrives ogsaa Alferne, og kaldes derfor Alfild eller Alfskud.


Anm. Alferne deeltes efter den nordiske Mythologi i Lysalfer, der havde deres Bopæl i Alfheim hos Freyr, og vare blankere end Solen; og Svartalfer, der boede nede i Jorden og vare sortere end Beg. Svartalferne sammenblandes ofte med Dvergene, med hvilke de endog i Eddaerne synes at være eensbetydende, skjønt der i Odins Ravnesang nævnes baade Dvergar og Døckalfar (Svartalfer) ved Siden af hverandre. Den norske Almue gjør Forskjel paa Dverge og Alfer. Hine tænkes at leve ene og stille, medens disse leve i Selskab, ynde Dands og Musik, og ofte have deres Tilhold i gamle Træer. De ere at betragte som en Mellemting af Lys- og Svartalfer, da de vel ere lyse, smukke og livlige; men derhos slemme og skadelige. Alfer (de oldnordiske Alfar) svare til de svenske Elfer, dan ske Elve- eller Ellefolk, Tydskernes Alp, Irlændernes Shefro, Scoternes Daoine Shie, Persernes Peris o.s.v. Sammenlign Or det Alf i Eddas lexicon myth og Thorlacius Anm. til Thorsdrapa S. 160. Afzelius’s Sago-Hafder 1, 17, 2, 136, 143. Riises Archiv 4, 334, Urda 2, 363.

Vandtrold


"Nykker, som ved Middagstid
Sig i Solen bade,
Spaae saa tidt paa Bølge hvid
Sømænd Sorg og Skade."
Bjowulfs Drapa. (Grundtvigs Oversættelse.)


Ligesom Jutuler, Thurser og Dverge have Tilhold i Fjelde og Høie, og Huldrer, Nisser og Alfer færdes i Skov og paa Mark, saaledes har Folketroen ogsaa givet Vande og Have deres Beboere. I de fleste Vande og Elve findes Nøkker, Fossegrimmer eller uhyre Orme, og i Havet leve de skjønne Havfruer, der stundom vise sig for Sømændene, naar Storm er ivente.


Nøkken


"Nøkken opløfter sit vaade Skjeg,
Og venter med Længsel sit Bytte."
Zinklars Vise.


Nøkken fremstilt av den norske eventyrtegneren Theodor Kittelsen 1892. Nasjonalgalleriet. Commons.

Dette Vandtrold opholder sig fornemmeligen i Floder og Søer, dog stundom ogsaa i Fjorde. Aarligen vil han have et Menneske til Offer, hvorfor man ogsaa hører, at i enhver Flod og i ethvert Vand, hvor en Nøk har sit Tilhold, bliver aarligen i det mindste eet Menneske borte, og naar En skal drukne, høres Nøkken ofte at raabe huult og fælt: "Sæt over!" Saadanne ondtvarslende Skrig, som paa nogle Steder kaldes Varskrig, skal ogsaa bestaae i en jamrende og klynkende Stemme lig et Menneskes, der er i Dødsvaande. Han kan omskabe sig til allehaande Ting, snart til en halv Baad i Vandet eller en halv Hest paa Stranden, snart til Gnid og Kostbarheder. Rører man ved disse, faaer Nøkken strax Magt over En. Efter smaa Børn er han især grisk. Dog er han kun farlig efter Solens Nedgang. Naar man da kommer til Vandet, skal det ikke være af Veien at sige: "Nyk! Nyk! Naal i Vatn! Jomfru Maria kastet Staal i Vatn! Du søk, æk flyt!"[39]


Nøkken er paa mange Steder bekjendt under Navnet Søtroldet, der stedse opholder sig i Vandet og har flere Hoveder. Frister Nogen Havsnød, da maa han love det Søn eller Datter for Befrielsen; men saa skjenker det ogsaa Giveren efter Ønske Rigdom og Lykke. Det vexler ofte Skikkelse, og antager Navn efter de Steder, hvor det har sit Tilhold. Saaledes kaldes det frygtelige Trold, der opholder sig udenfor Gaarden Gjevestø i Fyrrisvandet i Øvre-Thelemarken, Gjevestøtroldet, og det er Aarsag i, at Vandet der næsten altid er i stærk Bevægelse. Hvergang det stormer eller trækker op til Uveir, viser det sig i Skikkelse af en stor Hest, ragende med sine uhyre Høver i Vandet. I Viglien ved samme Vand opholder sig et andet Trold, Vigtroldet kaldet, der hujer skrækkeligt, naar en eller anden Ulykke er paafærde.

I det af bratte Fjelde indsluttede og for Kastevinde meget udsatte Rorevand i Nedenes opholder sig ogsaa et Trold, der kaldes Roretroldet. Det viser sig under mangfoldige Skikkelser, snart som en Hest, snart som et Hølæs, snart som en stor Orm, snart som en Mængde Mennesker, Næsten alle Omkringboende vide at fortælle saavel om Troldet, som om de Folk, der have seet det. Om Vinteren, naar Isen er paa det stærkeste, kan man paa en eneste Nat see en lang bred Vaag med sønderbrudte Isstykker i, hvilket Alt er Rore-Troldets Verk.

Uagtet Nøkken er et farligt Trold, finder han dog stundom sin Mester. I Sundfossen i Gjerrestad, fortæller Sagnet, boede der længe en Nøk, som forvoldte, at Folk ofte forulykkedes, naar de efter Skik roede op eller ned ad Fossen. Presten, som befrygtede Fare af denne Nøk, medtog paa sin Reise 4 baandfaste Karle, og lod dem tvende Gange roe af al Kraft op ad Fossen; men de glede hver Gang tilbage uden at komme op. Da man tredie Gang roede til, saae Folkene, at Presten øverst i Fossen greb med Haanden i Vandet, og drog op deraf et sort Væsen, at see til som en liden sort Hund. Presten bød Folkene at roe videre op ad Vandet, i det han satte Nøkken fast mellem sine Fødder, og taug ganske stille. Da man nærmede sig Steenurden ved Tvet, manede han Nøkken derind. Siden den Tid er Ingen forulykket i Sundfossen; men derimod er tvende druknede udenfor Tvetsurden, hvor Jammer som af Folk i Livsfare endnu ofte høres. [Meddeelt].

Meget bedre gik det ikke Nøkken i Bahus. Paa Morland skabte han sig om til en Hest og gik paa Stranden for at spise; men en klog Mand, som mærkede at der var Uraad paafærde, kastede en saa kunstig Grime paa ham, at han ei kunde slippe løs igjen. Manden beholdt nu Nøkken hos sig den hele Vaar og plagede ham dygtig, i det han pløiede alle sine Agre med ham. Omsider gik Grimen ved en Hendelse op, og som en Ild sprang Nøkken i Søen og drog Harven med sig. (P. Kalms Westgotha og Bahuslandska Resa 1742. P. 200). Nøkken eller et andet Vandtrold var det vel ogsaa, som seent en Qveld raabte fra Vandet ved Hvidesø Prestegaard: "Tiden er kommen, men ikke Manden." Saasnart Presten fik det at høre, befalede han, at man skulde passe paa den Første, som kom og vilde over Vandet og hindre ham fra at reise videre. Strax kom en Mand i jagende Fart og forlangte i største Hast en Pram. Presten bad ham opsætte sin Reise, men da hverken Bønner eller Trusler kunde hjelpe, lod Presten bruge Magt. Den Fremmede blev da ganske magtesløs og blev liggende saa indtil Presten lod hente Noget af det Vand, fra hvilket der var raabt og gav ham det at drikke. Neppe havde han drukket Vandet førend han opgav sin Aand. (Lignende Sagn fortælles om Laagens Elv o. fl.)


Anm. Uagtet Nøkken, Nykken, eller som han i det oldnordiske Sprog kaldes Nikr[40] ei nævnes i de eddaiske Sange, som ere blevne opbevarede til vore Tider, kunne vi dog saavel af det gamle angelsachsiske Heltedigt, Bjowulfs Drapa, som af de gamle Søgur (Sammenlign Landnamabok P. 88, 496, Eyrbyggia S. 316) see, at Troen paa dette Vandtrold er ældgammel. Den første Oprindelse til dette Væsens Tilværelse og Vedbliven i Folkets Tro er maaskee den Omstændighed, at Isen i flere ferske Vande, naar Tøveir tilstunder, sprenges op i Midten, og brister med et stærkt Brag, hvilket man, i Forening med en aaben Rand i Isen, tilskriver et Trold eller en Nøk, som har sit Tilhold i Vandet. (Olafsons Reise paa Island 1, 56). Naar vi sammenligne de tilgrændsende og beslægtede Nationers Folketro med vor, ville vi med nogle Forandringer gjenfinde de samme Ideer og den samme Overtro.

Paa Island, hvor Nøkken kaldes Hnikur, viser den sig som en smuk graa Hest, der søger at faae Folk til at bestige sig, og derpaa iler med dem i Vandet. Undertiden skal man dog paa en Maade have faaet tæmmet ham, saa at man har kunnet bruge ham en kort Tid til Arbeide. (Olafsons Reise gjennem Island 1, P. 55, 215, Landnamabok 88). Paa Færøerne opholder "Nikar" sig i ferske Vande eller Indsøer, hvor den trækker Folk ned til sig, og drukner dem. (Landts Beskrivelse over Færøerne P. 449). I Sverige derimod fremtræder "Necken" snart i Skikkelse af et voxent Menneske, der især er storagtige og knibske Piger farlig, snart som en vakker Yngling, der dog nedentil seer ud som en Hest, snart som en gammel Gubbe, med langt Skjeg, og snart som en skjøn Dreng med gullokkede Haar og rød Hue, siddende om Sommeraftenen paa Vandfladen med Guldharpe ihænde. For af ham at lære Musik skal et sort Lam være en kjerkommen Betaling, naar man dertil lægger Haabet om Salighed, som ligger de svenske Nøkker meget paa Hjertet. Da derfor to Drenge engang sagde til en liden Nøk: "Hvad er det værd at du sidder her og spiller, du bliver dog aldrig salig," saa skal han have begyndt at græde bitterligen. (Svenska Folk-Visor från Forntiden samlade och utgifne af G. Gejer och A. Afzelius 3, 127).

I Danmark sagde man tilforn baade Nøkken og Nikken. Almuen beskrev ham da som et Uhyre med menneskeligt Hoved, der opholdt sig baade i Havet og i Vandet. Naar Nogen druknede, sagde man: "Nøkken tog ham bort;" naar en Druknet fandtes med en rød Næse: "Nikken har suet ham." (F. Magnussens Eddalære 4, 250).

I Tydskland kaldes han Nix eller Wassernixe, Alemannerne derimod kaldte ham Nihs eller Nutkeo ɔ: Underfundighed. Nixen beskrives paa de fleste Steder som en liden Mand med rødt Haar eller rød Hue, men dog paa andre Steder som en Qvinde. I Bøhmen viser han sig med grøn Hat og grønne Tænder, og opfanger i sine prægtige Boliger de Druknedes Sjele. Paa Rugen bærer han Navn af Nickel. Ligesom sin norske Frænde vil den tydske Nix have sit Offer, hvorfor der almindeligen hvert Aar drukner et Menneske i de Floder, hvor en Nix opholder sig. Derfor siger man i Hessen advarende til Børn, der ville bade sig: "Nöcken mögte dich hinein ziehen." (Des deutschen [ Mittelalters Volksglauben und Heroen-Sagen von Dobeneck 1, 38, 44. Grimms deutsche Volks sagen 1, 68, 78).

I Scotland viser Nøkken sig snart som Shellicoat, der er bedækket med Søtang og Muslingskal, snart som Kelpie, der i det mindste i Høilandene aabenbarer sig i Hesteskikkelse. (Mythologie der Feen von Wolff 2, 219).

Paa Ørkenøerne seer man ham enten som en liden Hest eller som en Mand under Navn af Tangie[41], og paa Shetland heder den Shoopiltee, og seer ud som en lille skjøn Hest, der lokker Folk til at bestige sig og derpaa løber tilhavs med Rytteren. Paa de scotske Øer bringer man ham ved Høitiderne Offre, f. Ex. en Kop godt Øl. (Hibberts description of Shetland, 5, 26). At Angelsachserne have kjendt Nøkken kunne vi som sagt see af Bjowulfs Drapa, et gammelt angelsachsisk Digt om Skjoldungerne, som Thorkelin 1815 udgav og Grundtvig 1828 oversatte. Deri omtales et Uhyre, der snart kaldes eotun ɔ: Jette, snart Thyrs ɔ: det er Thus, og som bortførte de danske Krigere til Nøkkemes Hav. (Nicera mære). Der omtales ogsaa "Nicor husar fela", og


Ni saa var de Nykke,
Med Sværd jeg slog paa Hav."


Grim eller Fossegrim

Beslægtet med Nøkken er den musikalske Grim eller Fossegrim, et Væsen, der opholder sig ved Fosse og Qverne. Han spiller især i stille og mørke Aftener for at lokke Folk til sig, og lærer dem at spille paa Violin og anden Strengeleg, som en Thorsdagsqveld med bortvendt Hoved offrer ham et hvidt Bukkekid, der kastes i en mod Norden strømmende Fos. Er Offeret magert, kan Lærlingen ikke bringe det videre end til at stemme sin Violin; men er det fedt, griber Fossegrimmen over Spillemandens høire Haand, og fører den saa længe frem og tilbage indtil Blodet springer frem af hver Fingerende. Nu er Lærlingen fuldlært og kan spille saa uforligneligt, at Træerne dandse og Fosserne standse i deres Fald. Han viser sig i alskens Skikkelser, Da en Mand i Nissedal engang var ved Qvernen, sprang Døren pludselig op og ind traadte en Buk, der var saa høi, at Hornene rakte op under Loftet. Den gik dog snart sin Vei og den forfærdede Mand vovede knapt at følge ham ud. Han saa dog efter ham, men i det samme forsvandt Bukken i en stor Steen tæt ved Qvernen; og Manden var glad ved saa snart at slippe fra Besøg af Fossegrimmen; thi ham var det.

Ligesom han kan iføre sig forskjellige Skikkelser, saa har han og forskjellige Navne. Paa nogle Steder kalder man ham Fossekallen, paa andre Qvernknurren. I Gjerrestad pleiede man tilforn at hensætte Levsekling, en Ølbolle eller andet deslige ved Qvernen, for at Qverneknurren skulde øge Melet i Sækkene. En Tid lang opholdt han sig i Sandaker-Fos, hvor en Mand havde en Mølle. Saa ofte han vilde male Korn, standsede Qvernen. Manden som vidste, at det var Qvernknurren, som forvoldte denne Fortred, medtog en Aften, da han vilde male, noget Beg i en Gryde, hvorunder han gjorde Ild. Saasnart han lod Qvernen løbe, standsede den som sedvanlig. Han stak nu en Stang ned for at bortjage Qvernknurren, men forgjeves. Endelig lukkede han Døren op for at see, men i Døren stod Qvernknurren med aabent Gab, saa stort, at Underlæben sad ved Dørtærskelen, Overlæben ovenover Døren. Han sagde til Manden: "Har du seet saa stort Gabendes?" Flux greb denne den sydende Beggryde, og slog den ind i Gabet med de Ord: "Har du smagt saa hedt Kogendes?" Brølende forsvandt Qvernknurren og siden har man ikke seet ham.


Anm. Meddeelt. Sammenlign Sillejords Beskrivelse 251, og Hansens Archiv 2, 361. Nær beslægtet med vor Fossegrim eller Fossekal er den svenske Strømkal, der ogsaa ynder Strengeleg og Sang. See Molbechs Reise i Sverige 3, 85. Afzelius’s Sago-Häfder, 151. Islænderen Thorstein Raudnef ansaa en Fos ved sin Bolig for hellig og bragte den Offer (Landnama 341). Den lærde F. Magnusen gjenkjender i dem en Levning af den oldnordiske Gud Brage, der var kyndig i Strengeleg eller Odin, som i Grimnismaal Str. 46 kaldes Grim ɔ: den Formummede, og Grimner ɔ: den, som veed at skuffe eller blænde, Uhland har derimod i sin skarpsindige Behandling af Thors-Mythen paa en eiendommelig Maade bragt Sagnene om Fossegrim i Forbindelse med Mythen om Starkadd. S. 180—183.


Havmænd og Havfruer


En Havfru op af Vandet steg.
Hun spaa’de Her Zinklar ilde."
Zinklars Vise.


En havfrue (A mermaid) av John William Waterhouse 1900.

Stundom see Sømanden og Fiskeren, naar Veiret er stille, Havmænd og Havfruer at stige op af Havets Skjød, Hine ere mørkladne, have langt Skjeg, sort Haar og ligne oventil et Menneske, men nedentil en Fisk; disse derimod ere skjønne og ere oventil som den fagreste Qvinde; men nedentil have de ogsaa Fiskeskikkelse[42]. Fiskerne fange stundom deres Børn, som man kalder Marmæler, og tage dem hjem med sig, for af dem at erholde Kundskab om Fremtiden; thi saavel de, som Havmænd og Havfruer kunne spaae. Sjeldent er det imidlertid nu at høre Havfruer tale eller synge. Sømanden see disse Væsener ugjerne, thi de bebude Storm og Uveir. At ville tilføie dem Skade er farligt. En Sømand, der engang lokkede en Havfrue | saa nær, at hun lagde Haanden paa Rælingen, og derpaa hug den af, blev straffet for sin Grusomhed med en frygtelig Storm, hvor fra han kun med største Nød slap med Livet. [Mundtligt].


Anm. Troen paa disse Væsener og deres Spaadomsevne er lige saa gammel som den er almindelig. For Kong Hjørleif paa Hørdaland maatte, som Forfatteren af Halfs Saga C. 7 beretter, en Havmand (Marmendil), qvæde et Par Spaadomsqvad, inden man igjen vilde slippe ham løs, og Islænderen Grim Ingjaldsson fiskede, (efter Landnamabok P. 66) en Havfru, som paa hans Spørgsmaal forudsagde hans Skjebne. Paa sin Vikingsfærd traf Olaf den Hellige ogsaa paa en Havfrue (margygr), der ved sin liflige Sang pleiede at dysse Sømænd i Søvn, og derpaa trække dem ned til sig. Ovenfor Beltet lignede hun en Qvinde, nedenfor en Fisk. Skyder dette "Skrimsl" sig mod Skibet, varsler det Mandetab ombord; skyder det derimod fra Skibet, tyder det paa en lykkelig Reise. (Fornmanna Sögur IV C. 35 og V Pag. 162). Havfruen Isbrandt, der aabenbarede sig 1577 for en Bonde paa Samsø, og spaaede om Christian den 4des Fødsel, er en noksom bekjendt Fabel. Om Havmænd see videre Thieles danske Folkesagn 3, 46. Paa Island kaldes de Hafgygur, og paa Færøerne besøge Havets smukke Døttre stundom Over verdenen i Selhundeham, (See Thieles danske Folkesagn 3, 51).

I Sverige betragter man Havfruen, snart som et velgjørende, snart som et forrædersk Væsen, der med Guldkam kjæmmer sit lange gule Haar, og paa Holme og Strande lader sin sneehvide Buskab græsse. Mennesker, der drukne og atter findes, troes at have været indtagne i Havfruernes Boliger. (Svenske Folkeviser 3, 148). Ved Pommerns Kyst viser sig undertiden en underskjøn "Seejungfer." Hun er taus, men Fiskeren og Sømanden spaa sig Lykke, naar hun viser sig for dem. (Temme 252). Paa Shetland findes Sagnene om Havfruer mest fuldstændige. De boe i Havets Dyb under Fiskene i Boliger af Perler og Koraller, ligne i Udseende Menneskene, men overgaae dem langt i Skjønhed. Naar de ønske at besøge Oververdenen, iføre de sig en eller anden Fiskeham; men vee den, der taber sin Ham, thi med dens Tab er alt Haab om at komme hjem igjen tilintetgjort, og de maa blive, hvor de ere. Ve-Skeries (de hellige Skjer) N. V. for Papa Stour er efter den almindelige Folketro et meget yndet Opholdsted for Havets skjønne Børn, der her, uforstyrrede af Menneskene, aflægge deres Ham, indaande den jordiske Luft og sværme i det klare Maaneskin. Da Oceanets grønhaarede Skjønne ere dødelige, udsættes de ofte paa deres Reiser for Farer ja man har endog Exempler paa, at de ere blevne fangne og dræbte af overtroiske Fiskere. Stundom har det imidlertid ogsaa hendt sig, at jordiske Mænd have ægtet Havfruer, hvis Ham de har bemægtiget sig, og saaledes faaet de Skjønne i deres Vold. (See Hibbert 564—71). I Vilkina Saga C. 18 tales om en Konge, der med en Havfrue, som var overordentlig deilig, havde en Søn, der blev en Rise af Væxt og ond at komme tilrette med.

Ogsaa andre Folk have Sagn om saadanne Væsener. Ved Italiens skjønne Bred, hvor i Oldtiden Sirenernes fortryllende Sang lød, sees endnu af og til en Havfrue, og selv de fjerne Grønlændere have et Slags Havmænd, Inguersoit, der boe i Skjerene og bortsnappe Grønlændere, som de dog ei tilføie noget Ondt, men beholde dem til Selskab. (Hans Egedes Grønlands Perlustration P. 110). Spørge vi om Oprindelsen til disse Sagn om Havfolk, da ere de vel ikke saa meget at betragte som dunkle Spor af den oldnordiske Lære om Ran og hendes 9 blege Døttre, der ødelagde Snekker og fik Mandskabet i deres Vold, som udpyntede Fortællinger om Søvæsener der i Skabning have noget tilfælles med Menneskene og hvis Tilværelse vel er udenfor al Tvivl. (Sammenlign F. Magnusens Eddalære 4, 348. Debes Færoa reserata 171 og Strøms Beskr. over Søndmør).

E. Pontoppidan, som i sin Norges naturlige Historie C. 8, udførligen afhandler denne Gjenstand, anfører blandt andre Beviser Presterne Peder Angels og Hans Strøms Vidnesbyrd for, at man paa Alstahaug og Nærøen har fundet en paa Stranden i Storm opdreven død Havmand, og angaaende Marmæler heretter han (2, P. 318): "de sees af adskillig Storhed. Nogle sige som et Barn af et halvt Aar, andre af et Aar, andre af tre Aar gammel. Af denne sidste Størrelse er nylig fanget en i Sellø Sogn, paa Overdelen som et velskabt Barn, og ellers som en Fisk. Man kastede den strax i Havet. Undertiden tages de hjem i Bondens Huus, da man giver dem Melk at drikke, som de ei forsmaae, men vende Øinene underlig i Hovedet ligesom af Nysgjerrighed og for at see sig om efter det Ubekjendte. De, som vove sig til at tage dem hjem, gjøre det i Haab om at høre af dem en Spaadom om tilkommende Ting. Længere end et Døgn eller 24 Timer tør de ikke beholde dem, da de agte sig skyldige til at roe ud paa Søen og sætte Marmælen just paa samme Sted, hvor de toge ham." I Speculum regale P. 169—170 omtales og beskrives Havmanden "Hafstramb" og Havfruen, Margygia, som varsle Storm. Havmanden og Havfruen ere efter den lærde Biskop Gunerus’s Formodning kun Søorm og Søkoen eller den saakaldte Manati. (Suhm om Odin 225). Missionspresten Dr. Philips nøiagtige Beskrivelse af en død Havfrue findes i Hermoder 3, 92. Om denne Materie sammenlign Odin Wolffs Journal for 1809. 11, 40. 1820, I, 23.

Søorme


"Om Søormen veed jeg ei nogen Beskeed,
Jeg haver ham aldrig med Øinene seed,
Begjerer ei heller den Ære;
Dog kjender jeg mange, som mig have sagt,
Hvis Ord jeg og giver sandfærdelig Magt,
Han maa ret forfærdelig være."
Nordlands Trompet.


Saavel i de ferske Vande og Elve, som langs med Norges Kyster findes uhyre Søorme, der dog ere forskjellige baade med Hensyn til deres Udseende og Størrelse. Efter den almindelige Tro fødes de paa Land og have deres første Tilhold i Skove og Steenurder, hvorfra de, naar de blive rigtig store, eller have faaet Smag paa Menneskeblod, tye ned i Indsøer eller Havet, hvor de voxe til en forfærdelig Størrelse. Kun sjelden vise de sig, men betragtes da som Varsler for vigtige Begivenheder. I de fleste af Landets Indsøer og Floder af nogen Betydenhed har man, ifølge Sagn, engang i Fortiden seet disse Uhyrer opstige fra Vandenes Dyb og derved bebudet en eller anden vigtig Begivenhed. I de ferske Vande har nu i Mands Minde Ingen vist sig, derimod seer man dem stundom i Fjordene, naar det er blikstille. I Snaasenvand findes en stor Orm, som aarlig kræver et Menneskeliv og i Sælbosø findes En, som har ligget der ligefra Syndfloden. Naar den engang vender seg, vil den nedbryde det Fjeld, som nu dæmmer for Søen og Følgen deraf bliver, at Throndhjem oversvømmes. Nogen Tid efter den Sorte Død, fortæller et Sagn, kom der tvende store Orme fra Foksøen forbi By ned i Lougen, hvoraf den ene endnu skal findes der; men den anden forsøgte for et Par Aarhundreder siden at gaae ned ad Elven til Gulosen; der slog den sig ihjel i en Fos og drev over til Blaaleret ved Bynesset i Nærheden af Throndhjem, hvor den forraadnede og gav saadan Stank fra sig, at intet Menneske kunde komme Stedet nær.

I Gousbo Vand i Skafse i Thelemarken og i Lundevand paa Lister findes ogsaa Søorme. Gousboormen overfalder undertiden Heste og efterlader en Blodvei, der sees ned til Vandet og Lundeormen lader sig ei see, undtagen en Konge skal døe eller en anden vigtig Begivenhed indtræffe.

Af alle de Orme, som findes i de norske Vande, ere ingen blevne saa berømte, som de, der findes og fandtes i Mjøsen. "Blandt de mange Ting," fortæller en gammel Beskrivelse over Hammer, "der bebudede Hammers Fald, var ogsaa en stor og forfærdelig Orm i Mjøs, som syntes at naae fra Ølandet og ind udi Kongens Land, men strax forsvandt. Iligemaade lod sig Dag efter Dag mange istore Orme see udi Mjøs, der sloge sig i mange store Bugter og dreve Vandet høit op i Veiret. Dernæst kom den første store Orm tilsyne igjen, men løb ved sin raske Fart op paa et Skjer udenfor Communitetet. Hans Øine vare saa store som en Karbund og havde han en lang sort Man, som hængte langt neden hans Hals. Da den ei kunde komme af Skjeret igjen, men laa og slog sit Hoved mod samme, tog en af Bispens Drenge, som var en Vovehals, en Staalbue, og skjød ham med saa mange Pile i Øiet, at Vandet rundt om blev farvet grønt af den udflydende Materie. Samme Orm, der spillede i mange Farver, var forfærdelig at see paa. Den døde af samme Pileskud, men gav siden saadan Stank fra sig, at de omliggende Almuer paa Bispens Opfordring maatte forene sig om at faae den opbrændt, hvilket og skede. Beenraden laa mange Aar siden paa Stranden. Den mindste Part af hans Rygbeen kunde neppe en voxen Karl bære. Bispens Dreng fik god Betaling af Almuen, der matte øde mange 100 Læs Ved førend den onde Stank og Dugt kunde forgaae." Efter et andet Sagn var det en Munk, som skjød en Piil i Øiet paa Ormen, som derpaa drev hen til Helgøen, hvor en Mand drog Pilen ud af den døde Orms Øie. Stedet kaldes til Minde derom den Dag i Dag Pilestøa. Ikke destomindre findes der endnu en Søorm, der snoer sig om den store Klokke fra Hammer, som man veed nedsænktes i Syvaarskrigen i Akersviken. Klokken skal man i klart Veir endnu kunne skimte; men forgjeves har man forsøgt paa at bringe den op, uagtet man engang skal have faaet den lige op i Vandskorpen. [Meddeelt.]


Anm. (Klüwer 112. Top. Journal 13, 116. Oedmann 351. Budstikken, 2, 823). At disse mjøsiske Orme ei have været at spøge med, kunne vi see af en gammel Beretning fra 1656, der findes i Pontoppidans Norges naturlige Historie 2, 65. En saadan Wasserwurm tog sig en Tour fra Mjøsen over Land til Spirillen, og er formodentlig da den samme, som mod onde og farlige Tider viser sig i denne Sø. (See Top. Journ. 30, 179). "Er war anzu sehen wie ein gewaltiger Mastbaum, was ihme im Wege stunde, das warf er übem Hauffen, auch selbst die Baume und Hütten. Er erschreckte mit seinem groszen Gezisch und erschrecklichen Brullen alle umher wohnende Leute."

At Verdenshavet i den nordiske Mythologi betegnes under Billedet af den berømte og frygtelige Midgaardsorm, der i Mytherne spiller en saa vigtig Rolle, er vel vist; men om de mange Sagn om Orme i de norske Søer fra den have deres første Oprindelse tør jeg ligesaalidt paastaae, som afgjøre, om disse Sagn grunde sig paa noget Virkeligt eller kun ere opdigtede.

At derimod i stille Veir ved Norges Kyster stundom vise sig uhyre Søorme kan neppe benegtes, da troværdige Folk forsikre endnu i vore Dage at have seet dem (Sammenlign den i vestlandske Tidende No. 22, og Hr. Sorenskriver Bloms samt Biskop Neumanns paa troværdige Folks Beretninger grundede Vidnesbyrd, Budstikken 6te Aargang 159 og 578, Urda 2, 158, Morgenbladet for 1837 No. 272, hvor en Afhandling af nordisk Ugeskrift, findes optaget. Sammenlign das Meer, seine Bewohner und seine Wunder, af Zimmermann 1837 og Morgenbladet 1839 No. 361. Dagen 1835 No. 78). Hertil kan lægges den naturkyndige Hibberts Erklæring i hans description of Shetland P. 565. "The existence of the sea-snake, a monstre fifty-five feet long, is placed beyond a doubt by the animal, that was thrown on shore in Orkney, the vertebre of which are to be seen in the Edingburgh-Museum."

Den Skribent, som hos os mest udførlig har omhandlet Søormen, er E. Pontoppidan i hans Norges naturlige Historie, hvor endog 2 Afbildninger af Søorme findes. Efter hans Vidnesbyrd, der grunde sig paa bergensiske og nordlandske Sømænds og andre Øienvidners Beretninger, opholde disse Uhyrer sig i Havets Dyb, undtagen i Juli og August, da de i Havblik komme op i Vandskorpen, men synke igjen, saasnart Vinden det mindste begynder at kruse Vandspeilet. At lignende Sagn for over hundrede Aar siden løde i Nærheden af Flekkefjord kan sees af Gyldenlöves Dag-Register 1705. Efter Commandeur de Ferrys 1746 for Retten aflagte Vidnesbyrd "var den Søorm, han saa i Nærheden af Molde, ellers af Skabning i Hovedet som han holdt mere end 1 Alen over Vandet, som et Hestehoved, graaagtig af Couleur og Mulen ganske sort, meget store sorte Øine og et langt hvidt Fax, som hængte ham over Halsen i Søen; man saa ellers 7 à 8 Bugter af samme Dyrs Krop, som var meget tyk, ligesom der og efter Gisning var en Favn imellem hver Bugt." (Pontoppidan 2, 321). Efter den daværende Prest paa Herø, Tuchsens og Nabopresters Vidnesbyrd var disse Søorme saa tykke, som et dobbelt Oxehoved, havde store Næseborer og blaa Øine, som i Frastand lignede et Par blanke Tintallerkener. Paa Halsen havde de en Man, der i Frastand lignede Tang. Bevergjel skulle de sky. Hermed fortjene at sammenlignes den gamle svenske Historie skriver Olaus Magnus’s Vidnesbyrd i hans historia de gentibus Septentrionalium Lib. XXI C, XXVII og Olafsens islandske Reise 794.

Varslende Væsener


"Tre Flokke Møer;
En foran dog red
Hvid under Hjelm.
Gangerne sig rysted,
Af Mankerne nedfoer
Dug til dybe Dale,
Hagl til høie Skove,
Frugtbart Aar blandt Folk de volde
Alt var det mig leedt hvad jeg saae."
Hrimgerda i Edda.


Maleriet "Åsgårdsreien" av Peter Nicolai Arbo1872.

Denne Færd bestaaer af Aander, der ei have gjort saameget Godt, at de kunne fortjene Himmelen, og ikke saa meget Ondt, at de kunne komme til Helvede. I den træffer man Drukkenbolte, Slagsbrødre, Nidvise-Qvædere, fine Bedragere og saadanne Folk, som for en eller anden Fordeels Skyld have forsvoret sig til Fanden. Deres Straf er derfor at ride om indtil Verdens Ende, I Spidsen for færden farer Guro-Rysse eller Reisa-Rova[43] med sin lange Rumpe, hvorpaa hun kjendes fra de Øvrige. Efter hende følge en heel Mængde af begge Kjøn. Seer man dem fortil, da ere baade Rytteme og Hestene store og deilige, men bagtil seer man Intet uden Guros lange Rumpe, Hestene ere kulsorte og have Øine, som lyse i Mørket, og styres med gloende Stænger eller Jern bidsler, der i Forening med Rytternes Skrigen foraarsage en frygtelig Allarm, som kan høres lang Vei. De ride saavel over Vand, som over Land, og man seer neppe Hestehoven røre ved Vandskorpen. Hvor de kaste Sadlen paa Taget, der maa strax et Menneske dø, og hvor de fornemme, at Slagsmaal og Mord i et Drikkelag vil indtræffe, der komme de ind, og sætte sig paa Hylden over Døren. De forholde sig rolige saalænge Intet er paafærde, men skoggerlee og rasle svert med deres Jernstænger, naar Slagsmaal begyndes, og Drab begaaes. Færden reiser især omkring i Julen, naar de store Drikkelag holdes. Paa Gaarden Bakken i Svartedal i Øvre-Thelemarken pleier den at hvile, og ved Sundsbarmsvandet bager den sedvanlig Brød. Naar man hører Færden komme, maa man enten see at komme af Veien eller i al Fald kaste sig næsegrus paa Marken, og lade som man sover; thi man har havt Exempel paa, at levende Mennesker ere blevne opsnappede af Færden, og enten førte tilbage til det Sted, hvor de bleve optagne, eller ogsaa fundne halv bedøvede liggende langt fra det Sted, hvorfra de bleve bortførte. En Juleqveld foer saaledes Skreia over Nordbø i Nissedal og man hørte et fælt Raab: "til Hest, til Hest." Manden vilde see ud, men inden han vidste et Ord deraf sad han paa Mønen af sit eget Hus. Endnu værre gik det Helge Tveitan. Hun blev revet bort af sin egen Seng og bortført af Færden. Da hun kom til Holmevand, en Mil fra sit Hjem, kjendte hun sig igjen paa de mange Holmer. En Times Tid efter blev hun halvdød kastet ind ad Døren i sit eget Hjem. Skumsvede Heste, der have været med i Færden, sees ofte. Paa Trydal i Gjerrestad, hvor man truer skrigende Bøm med Haaskaalreia, blev Bonden en Juleqveld bort ført i Færden. I sin første Bestyrtelse kunde han ei faa et Ord frem, men da han kom en halv Fjærdingsvei Nord for Gaarden, fik han sagt "Jesu Navn". I det samme slap Færden ham ned paa Marken. Gunhild paa Tvedt i Ombli, blev tilligemed en sort Hest paa Stalden taget med i Færden. Hesten løb lige godt paa Vand som Land og i susende Fart gik det indtil hun kom til Liøsestad paa Vegaardsheien, Her slap hun løs. I gamle Dage var man i Ombli saa bange for Askereia, at man ei engang turde synge, naar den var ude. Nu skræmmer man Bøm med den. Det retskafne Menneske, der er saa forsigtig enten at kaste sig næsegrus eller og paa Ryggen og slaae Armene ud, saa at det bliver Korsets Tegn, har intet andet at befrygte, end at enhver af Selskabet spytter paa ham. Naar hele Færden er forbi, saa spytter man igjen; thi ellers kan man let faae Skade deraf. [Mundtligt].


Anm. Dette mærkelige Sagn, hvis Navn selv tydeligen peger henpaa Hedenold, er i det mindste af Navn bekjendt over den største Deel af Christiansands Stift; men findes fuldstændigst i øvre Thelemarken, hvor jeg selv har hørt det; (confr. Willes Beskrivelse over Sillejord S. 252) og i Sætersdalen (Hansens Archiv, 2, 368), hvor den kaldes Aaske-Rej eller Asanerfærd, som man dog her ei kan see, men kun høre. Den fortærer Fladbrød, Smør Ø.5.v., som man bereder til Julen, hvis man ei korser det førend man sætter det bort. Den, som ved at høre Færden ei kaster sig ned, hans Sjæl maatte i Sætersdalen følge med, medens Legemet blev liggende. Naar Sjelen kom tilbage i Legemet, var dette ganske afmægtigt og siden stedse sygeligt. Paa nogle Steder kaldes denne larmende Færd Aaskereia, paa andre Holskelreia. Stundom farer den med susende Støi gjennem Luften, stundom møder man den ved Nattetider paa Veiene, ridende paa sorte Heste, der have gloende Ildøine. Juleaften og de tre Julenætter grasserer den fomemmelig, og den Bonde, der boer i det Strøg, hvor den farer og ei har været saa forsigtig, at sætte Bom for sine Heste eller Kors over Døren, kan være vis paa næste Morgen at finde dem drivvaade og halv sprængte; thi Hoskelreia har da brugt dem, og de Folk fare ikke lempeligen. I Sirdalen farer "Askrei" afsted paa lignende Maade, især ved Juletider. Det eneste Redningsmiddel, man der kjender, naar Færden kommer, er at sige; "Gura Gunnarsdatter, støt paa Rumpa di." I Akershus Stift og paa andre Steder i Landet haves lignende Sagn om Støi og Ridt i Luften, om svedende Heste om Julenatten o.s.v.; men her tilskrives dette gjerne "Troldkjerringer," der paa Kosteskaft, Limer o.s.v. om Jule- og St. Hans-Nat tage sig en Tour. At Asgardreia, saavel Navnet som Ideen, er ældgammel og hedensk er vel utvivlsomt. Om den tyder hen paa Asgards Guders Ridt, (reid) eller Skrei ɔ: Skare, eller paa de i Slag fældte Heltes Reise til Åsgard, eller til Norner og Valkyrier, der efter den nordiske Gudelære paa deres rappe Heste fore fra og til Åsgard, er derimod vanskeligt, bestemt at afgjøre. Da Askereia glæder sig ved Drab og er derved tilstede, saa er det maaske mest rimeligt, at vi i den gjenkjende Valkyriene, der gjerne vare tilstede ved Hildursleg og Mandedrab, og som ved Christendommen have faaet denne Gestalt, da saavel de som de gamle Guder bleve til onde Aander og Djevelens Engle.

Denne Larm og Susen i Luften, som af de heftige Storme, der gjeme rase ved Juletider, og af andre tilfældige Aarsager let lader sig forklare[44], tilskrives ogsaa udenfor Norge overnaturlige Væsener. I Skaane kalder Almuen den Lyd, som i November og December undertiden høres i Luften, Odens Jagt, (Geijer 268), og i Lapland pleiede man tilforn at offre til Ære for Juhla-Folket, som ved Juletider efter Almuens Tro sveve de om i Luften, i Skov og paa Bjerg. (Scheffers Beskr. over Lapland 1675. P. 132).

Paa Sjælland og i Jylland jager endnu Kong Waldemar, paa Fyen Palna Jæger, i Schlesvig Kong Abel, der alle i deres levende Live vare berygtede for Vantro eller Ugudelighed. (Thieles danske Folkesagn). I Tydskland husere Hackelberg, Tut Osel (Otmars Volkssagen 241), "das wüthende Heer auf der Walser Haide" (Hornmayers Taschenbuch 1840) og "Wanderer denen sie aufstoszt, werfen sich still auf den Bauch und lassen den wilden Jåger über sich wegfahren", siger Grimm, I, 400). I de engelske Skove færdedes den berømte Kong Arturs og i Skovene ved Fontinebleau le grand veneur (Thiele 1, 187). "Das wütende Heer" i Tydskland mener Dobeneck i hans Volksglauben und Herroensagen 1, 56, egentlig at være en Levning af den romerske Tro, at Diana med sine Nympher ved Nattetider streifede gjennem Skov og Mark, en Overtro, hvorimod de Geistlige meget ivrede, da de henførte den til Djevelen, der vidste at iføre sig forskjellige Skikkelser.


Dystetrommen

Ligesom Aasgaardsreia blandt Thelemarkens Fjelde bebuder Kamp og Drab, hører man paa Thotens frugtbare Sletter, naar Krig er ivente, en Trommelyd i Luften, der kommer fra Gaarden Dyste, og gaaer ad den Kant, hvorfra Krigen truer. I Aaret 1808 hørte man den tydeligen, og mærkede den først under Høisædet paa Gaarden Dyste, der ligger paa Thoten ved en Bro, som kaldes Dystebroen. Dyst betyder som bekjendt Kamp. [Mundtligt].


Anm. Med dette Sagn fortjener at sammenlignes det beslægtede og saa berømte Sagn om Rothensteinernes Udfart, der ogsaa bebuder Krig, (Grimm 1, 246) og den italienske Historieskriver Guicciardinis Vidnesbyrd, at kort før Carl den 8des Indfald i Italien bemærkede man i Arezzos Gebet uendelig mange bevæbnede Mænd, der fore gjennem Luften paa uhyre store Heste, og med frygtelig Larm af Trommer og Trompeter. (Dobeneck 1, 103).


Drager


"De sloges i Dage, de sloges i to,
Den tredie Dag ad Qvelde,
Hr. Ribolt stod saa mandelig
Den Drage monne han fælde."
Ribolts Kamp med Dragen.


Sagn om Drager, der fare igjennem Luften ved Nattetider og udspye Ild, ere temmelig almindelige, og man viser endnu rundt omkring i Landet Huller i Jorden og i Fjeldene, hvorfra man seer dem komme udfarende lig gloende Ild, naar Krig eller anden Landeplage er ivente. Naar de vende tilbage til deres Bopæle, hvor de ruge paa store Skatte og Kostbarheder, som de efter nogle Sagn have sarnlet ved Nattetider paa Havets Bund, høres Knald af de store Jerndøre, der falde i efter dem. Da de ere glubske og spye Ild, er det farligt at binde an med dem. Under Akers Kirke, der hviler paa fire Guldstolper, ruger en Drage paa store Rigdomme, Man har endnu i Mands Minde, kort før den sidste Krig, seet den fare ud af et Hul ved Kirken. Af Dragehullet paa Storøen i Aadalen, af Dragebjerget paa Rasvog, af Skudshorn i Valders, Jordalsnuten i Nærødalen i Sogn og af utallige andre Steder saa man fordum og seer man stundom endnu Ilddrager med lange Haler komme farende. Ole Brekke fra Nissedal paastaaer saaledes at han ofte har seet Drager. Om Dagen ere de hvide og ligne da noget en Sopelime, om Natten derimod gloe de som Guld og ligne Orme, men have store Hoveder og Vinger. At de imidlertid ei ere uovervindelige, kan man see af et gammelt Sagn, der beretter, at en Prest ved Navn Anders Madsen, som meneis at have levet omtrent 1631, skjød en Drage, der rugede paa Sølv i det saakaldte Dragefjeld ved Tvedevandet. (Mundtligt. Top. Journal, 10, 70, 13, 107, 30, 171).


Anm. Den betydelige Rolle, som Lindorme, Ilddrager o.s.v. spille i de gamle Sange, Legender og Eventyr, hvor en Drages Betvingelse hører til en Helts første Manddomsprøver, har sandsynligviis foranlediget de almindelige Sagn om saadanne Uhyrer, og en tilfældig elektrisk Ild, en Ildkugle o.s.v. er nok til at holde Troen ved lige. Denne Overtro er ligesaa gammel som den er almindelig. Den stærke Ketil Hængs første Mandoms-Idræt var at fælde en Drage, der kom flyvende mod ham. "Den havde en Lykke eller Bøining og Hale som en Orm, men Vinger som en Drage; det syntes ham, at der brændte Ild af dens Øine og Gab." (Ketil Hængs Saga C. 1). Som Sidestykker kan man betragte Thors Kamp med Midgardsormen, Sigurd Fofners banes med Fofner, Bjowulfs med Ilddragen, Stærkehjort, (Bjowulfs Drapa 17de Sang), Kong Didriks med Dragen (Wilkina Saga C. 383) Winkelrieds Kamp med Lindormen i Schweitz. Grimms Sagen 1, 299), St. Jørgens med Dragen o.s.v. I Kongespeil et Side 79 omtales en Bog, som er skreven i Indialand," der fortæller om Folk, der kunde tæmme stærke "flug-dreka," som ere i Fjeld og Ødemarker, og ride paa dem som paa Heste. Beslægtede med vore Drager ere de pomerske "Lindwürme", som spye Ild og Svovel af Gab og Hale.

Følgie eller Vardøgl


Jeg tykkes gjennem det hele
En Ørn indfløi,
----------------------------------
Atles Ham det var.
----------------------------------
"Jeg troer, at dine Diser
Dig have alt forladt."
Atlaqvide.


Sagn om og Troen paa Væsener, hvoraf hvert enkelt Menneske har et til Ledsager, ere almindelige over den største Deel af Landet; men saavel Navnet som Begrebet er nogen Forskjel underkastet. Paa nogle Steder kaldes de Følgie eller Fylgie, paa andre Vardøgl, Vardygr, Vardivil eller Valdøiel; og stundom Ham, Hugham og Hau[45]. I nogle Bygder tænker man sig Vardøglet som en god Aand, der stedse ledsager Mennesket og afværger alle Farer og Ulykker. Derfor er man mange Steder paa Landet endnu saa samvittighedsfuld med at følge Enhver, endog den Simpleste, ud og see efter ham, eller i det mindste lukke paa Døren, naar han er gaaen; thi derved giver man Vardøglet, hvis det hendelsesviis skulde være blevet tilbage, Leilighed til at komme efter sin Herre, som i dets Fraværelse er udsat for Ulykker og Fristelser. Han staaer blandt Andet i Fare for at falde i Kløerne paa Thusbettet, en ond Aand, der ligeledes følger efter ethvert Menneske og ikke er at spøge med. Paa mange Steder viser man ondartede næsten ulægelige Saar, som dette Trold har bidt Folk om Natten. Slige Mennesker siges at være thusbitne og Saarene kaldes Thusbet[46]. Paa andre Steder betragtes Følgiet eller Vardøglet mere som en varslende Ledsager, der ved at banke paa Døren eller Vinduet, pikke i Væggen, tage i Dørklinken o.s.v. tilkjendegiver en Bekjendts Ankomst, eller at han ret inderlig længter efter at komme, eller at en Ulykke er paafærde. Naar Følgiet viser sig, saa er det almindeligen i Skikkelse af et Dyr hvis Egenskaber staae i et vist Forhold til Menneskets Sindelag; men hvert enkelt Menneske beholder stedse det samme. Den Uforfærdede har derfor gjeme et modigt Dyr, som en Graabeen, en Bjørn, en Ørn o.s.v.; den Listige en Rev eller Kat; den Frygtsomme en Hare, en lille Fugl o.s.v. til Følgie. Stundom viser imidlertid Vardøglet sig i Menneskeskikkelse, og seer da ud som sin Herre, men forsvinder strax. Et saadant Menneske kaldes en Dobbeltgjænger. Deraf kommer det, at man kan see det samme Menneske paa den samme Tid paa to forskjellige Steder. Den ene af dem er i det Tilfælde hans Følgie. Naar dette viser sig for Vedkommende selv, saa seer han sig selv dobbelt. Mange blive da forskrækkede og mene, at de snart ere feige. Ønsker man at vide hvilket Dyr man har til Vardøgl, da skal man, under visse Ceremonier vikle en Tollekniv ind i et Tørklæde, som man holder i Veiret, medens man regner op alle de Dyr, man kjender; thi saa snart man nævner sit Følgie, falder Kniven ud af Tørklædet. [Mundtligt.]


Anm. Ordet Fylgia betyder efter Finn Magnusens Vidnesbyrd (Eddalæren 4, 35) den qvindelige Efterbyrd med de Hinder, som omgive Fosteret ved dets Fødsel, og hvori man troede, at en Deel af Fosterets Sjel var indhyllet. Naar denne brændtes eller kastedes bort, skulde det nyfødte Barn fremdeles mangle sit Følgie, eller Skytsaand, som ellers antages for at være dets bestandige Ledsager gjennem Livet, og kaldes Fylgia og Hamingia eller Ham. Hamingia betyder Held, Lykke til Foretagender (Olaf den Helliges Saga C. 16) og Ham, et Overtræk i et Dyrs Skikkelse. Man kunde tage det paa, og derved blive det Dyr lig, hvis Ham man iførte sig.

Denne Tro er ældgammel og forekommer ofte i gamle Sange og Søgur. Den i vore Heltesange saa berømte Atles Ham var en Ørn (F. Magnusens Edda 4, 161 og Volsunga Saga, C. 43) og "fyglar ther muno vera stora manna fylgiur" heder det i Gunlaugs Saga S. 33. Thorstein Uxefots Fylgia var en hvita bjarnarhunn (Fornmanna Sögur 111, p. 113), og Helten Orvarodd havde ogsaa en uhyre Hvidbjørn til Fylgie (Orvarodds Saga C. 6). Halfred Vanraadeskjald gjenkjendte derimod i en stor Qvinde, der var iført Brynje og gik paa Bølgerne sin Fylgiukona. I Harald Haarfagers Skjaldes Saga omtales Audun Skjalds Fylgie, der havde bebudet hans Ankomst, (Fornmanna Sögur 111, p. 71) og Islænderen Thidrande saa engang 9 Qvinder i sorte Klæder med blottede Sværde, der kom ridende fra Norden, og 9 andre i lyse Klæder paa hvide Heste fra Syden," hvilke vare hans Frænders Fylgjur. (ibi 11, 215).

Med Almuens Begreb om Fylgier fortjener at sammenlignes, hvad den yngre Edda lærer om Nornerne. "Foruden de 3 store Norner, ere der endnu flere Norner, nemlig de, som indfinde sig ved hvert et Barns Fødsel for at beskjere det sin Levetid og Skjebne, og ere de af Gudeslægten, hvorimod andre af Alfslægten og det 3die Slags af Dvergeslægten, De Norner, som ere blide og af god Herkomst, beskjere Lykke, og naar somme Mennesker geraade i Ulykke, da forvolde de onde Norner det." De kaldes ogsaa Diser (Hamders-Maal St. 26, Finn Magnusens Edda 3, 271).

Traditioner om Genier, der beskyttende og advarende ledsage Mennesket paa dets jordiske Bane, findes hos de fleste Folk. Romernes Genii og Lares vare saadanne[47]. Til Fylgier svare i mange Henseender de gamle Perseres Feruerer, da ethvert godt Menneske havde en saadan Beskytterinde, der kjæmpede mod onde Aander til Menneskenes Forsvar; nogle viste sig i den Persons Skikkelse, hvem den tilhørte, andre som rene Dyr eller Fugle. Nordamerikas Vilde have ogsaa Skytsaander, der ligesom de nordiske Fylgier vise sig i Dyrs Skikkelse. De mene nemlig, at ethvert Menneske har en saadan Skytsaand (Totam eller Ojaron); det ansees for en dødelig Synd at dræbe et Dyr af den Art, hvortil Gjerningsmandens Totam hører, og i hvis Skikkelse en Gjenganger efter Døden troes at vise sig. (Eddal, 3, 145).

Grønlænderne have ogsaa et Slags Følgie (Torngak), som enten bestaaer af Elementaander (Juhuæ), deres afdøde Fædre eller endog Europæer. (H. Egedes Grønlands Perlustration P. 110[48].

De ældre christne Theologer antoge ogsaa, at ethvert Menneske havde sin beskyttende og ledsagende Genius. I Jernpostillen (udgivet 1413, 142) heder det: "Strax noget Menneske fødes til Verden, da skikker Vorherre en Engel, som skal bevare hans Sjel og Liv fra Djevelen og andet Ondt" og beraaber sig paa St. Hjeronymi og Bernhardi Vidnesbyrd. (Hesperus 7, 509).

Draugen

Begrebet om Draugen er forskjellig. Søndenfjelds betragtes den almindelig enten som et hvidt Gjenfærd eller som et dødvarslende Følgie, der ledsager den Feige, hvor han gaaer og stundom viser sig som et Insekt, der om Aftenen giver en pibende Lyd fra sig. I Herjusdalen i Hvidesø, paa det Sted, hvor Herjus Kvalsot blev myrdet, spøger hans "Draug", der endog en Juleqveld kom til hans Hjern og raabte:


"Bedre at gange paa Kvalsot paa nysopa Golv,
end at ligge i Herjusdalen i den uvigte Mold."


Nordenfjelds derimod færdes Draugen næsten stedse paa eller ved Søen og erstatter der tildeels Nøkken. De nordlandske Fiskere have meget med Draugen at skaffe. Ofte høre de et frygteligt Skrig af Draugen, der snart lyder "H—a—u" og snart "saa kalt" og da skynde de sig i Land, thi disse Skrig bebude Storm og Ulykke paa Søen.

Ofte see Fiskerne ham og beskrive ham som en Mand af Middelstørrelse, der er klædt i almindelig Sømandsdragt. De fleste Nordlændinger paastaae, at han intet Hoved har; Nordmøringene derimod indrømme ham dog i Hovedets Sted en Tintallerken paa Halsen, med brændende Gløder paa til Øine. Ligesom Nøkken kan den antage forskjellige Skikkelser. Han færdes helst og oftest ved Baadnøsterne. Saavel i disse som i deres Baade finde Fiskerne stundom et Slags Skum. Dette antage de for Draugens Spy og troe at Synet af det varsler om Dødsfald.


Anm. I det oldnordiske Sprog kaldes den Draugr. For Islænderen Thorstein Skelk, Olaf Tryggvasons Samtidige, viste sig en af Harald Hildetands Kjæmpers Draugr, der kom lige fra Helvede, brølede grueligt, men sank ned i Jorden ved at høre Kirkeklokkernes Lyd. Den kaldes paa det Sted ogsaa "Dolgrinn." Fornmanna Sögur 111, P, 200. Odin roses i Ynglinga Saga, C. 7 for at kunne opvække Døde fra Jorden, og blev derfor kaldet "Draugr drottinn." I Hervarar Saga omtales Draugar, som de afdøde Heltes Gjenfærd, der opholdt sig i Gravhaugene. (C. 7, sammenlign Romund Grejpsons Saga C. 4). Draugen synes saaledes at være Ens Fylgie, der ledsager den Døde endog i Graven.


Gjengangere, Udbaarer og Deildegaster


"Nu galer Hanen den røde
Og maa jeg da afsted,
Til Jorden skulle alle de Døde,
Thi maa jeg følge med."
Gjengangervisen om Aage og Else.


Eventyrtegneren Theodor Kittelsens "Sjøtrollet" fra 1887 viser ein skapning som har flere fellestrekk med det druknede gjenferdet draugen. Commons.

Den Mening, at de Afdødes Sjele finde Behag i at besøge de Steder, hvor de have nydt Glæder eller følt Sorg og Smerte, er almindelig hos de fleste Folkeslag. Deraf den gjengse Tro, at en Myrdets Sjel gjerne dveler ved det Sted, hvor hans Legeme er bleven jordet, og vi ser sig for at fremkalde Hevn over Morderen. Saadanne paa Jorden dvelende Sjele kalder man ogsaa Gjenfærd, og paa nogle Steder saavel i Norge som paa Island Drauger. Overtroen seer dem snart som hvide Spøgelser paa Kirkegaarden, hvor de standse Heste, skremme Folk og gjøre mange Spektakler, snart som henrettede Misdædere, der i Maaneskin vandre om paa Retterpladsen med Hovedet under Armen. Undertiden knibe de Folk i søvne baade blaae og sorte, og saadanne Fletter kalder man Dødningepletter eller Dødningeknib, hvilke sidste dog altid ere fordybede ligesom blaa Hulninger ind i Kjødet. Saadanne Gjengangere kunne ei faae Ro i Graven formedelst igen eller Andres Misgjerning, førend de adspørges hvad de gaae efter hvorpaa de ei lade sig mere see. Kugler, Krudt og Vaaben ere spildte paa dem, men for Kors og Besvergelser maae de vige. Til Gjengangerne maa henregnes baade Udburer og Deildegaster. Udburerne, eller som de ogsaa kaldes Udbaarer antages ialmindelighed for Gjenfærd af myrdede Børn. Derfor hører man dem i nogle Bygder at græde i Skovene som smaa Børn, i andre at klage og jamre saa længe indtil Misgjerningen er opdaget, og i enkelte Egne at opholde sig paa bratte Fjelde og afsides liggende Steder ved Havet. Deildegasten, som i flere Fjeldbygder i Christianssands Stift viser sig i Fugleskikkelse og stundom græder og stundom leer ret frygtelig, opholder sig gjerne ved Deilder eller Byttestene, da de ansees for Gjenfærd af dem, som i levende Live svigagtigen flytte de Byttestene mellem Gaardene. I Sætersdalen og i Ombli kaldes den ogsaa Skogagasten og paa andre Steder Helgasten. Overalt troer man at den gjerne dveler paa de Steder, hvor der har været Strid om Byttestene og andre Grændsemærker.


Anm. Mundtligt. Om Troen paa Gjengangere o.s.v. sammenlign Ruges fornuftige Tanker om adskillige curiøse Materier C. 2. Feroa reserata C. 8. Budstikken 3, 735, Biskop Hansens Archiv 2, 362. Udvalgte danske Viser fra Middelalderen 1, 200, og om Gjenfærd og Gjengangere af F. Oldenburg 1818. Troen paa Gjengangere, (det oldnordiske Draugr v. Apturganga) stod i Oldtiden i Forbindelse med den da temmelig almindelige Mening, at de Døde boede i Høie (F. Magnusens Eddalære, 4, 229, det eddaiske Qvad om Helge Hundingsbane), hvorpaa og Begrebet om Dains fylgia ɔ: Dødens Følgeaand, som troedes at opholde sig i Graven hos den Døde, og forsvare hans Been og Eiendom imod Enhver, der lagde vanhellig Haand paa samme, synes at hentyde. Til denne Materie henhører den, selv blandt oplyste Folk ikke ualmindelige Tro, at de Druknedes og voldsomt Dødes blodige eller blege Skikkelser kunne vise sig for Slægt og Venner; at deres Aand som et Vindpust gjennemfarer Værelset, som et dybt Suk lyder i den fjerne Ven eller Frændes Øren i det samme Øieblik som den hedenfarendes Aand forlader Støvets Land, hvilket man ved Exempler troer at kunne stadfæste. I Øvre-Thelemarken kaldes den Afdødes Aand, der la der sig see som en tyk, hvidagtig Sky i det den farer ud af Mennesket, Voren. (Willes Beskrivelse over Sillejord, S. 253).

Troen paa Udburrer synes saavelsom Navnet at hen pege paa og være en Levning af den hedenske Skik, at Forældrene pleiede at udsætte i Skovene de Børn, som de ei kunde eller vilde opfostre. De norske Lapper troede paa et lignende Væsen, Epparis eller Shjort, som meentes at opholde sig paa det Sted, hvor et Barn, der ikke havde faaet Navn, var myrdet. (Leems Beskrivelse over Finmarkens Lapper, S. 426). At det spøger paa de Steder, hvor et Barn er født i Dølgsmaal og bleven myrdet, indtil Misgjerningen bliver opdaget, er en blandt Almuen ikke sjelden Overtro. Hvor indgroet den Overtro var sees af en Skrivelse til Presten paa Bodø i Aaret 1687, hvor der anføres, at en saadan "fordømt Aand af et myrdet Barn," bragte den angivne Moder paa Retterstedet. See Keilhaus Reise Side 218. Om Skogagasten, siger Sogneprest Lund i sin Beretning om Overtroen i Sætersdalen (Biskop Hansens Archiv 2, 365): "Høres Skrig paa Marken af en mindre Slags Ugle, kalde Bønderne den Skogagasten. Den holdes for at være et Gjenfærd af et Menneske, der i sit Liv fornærmede sine Naboer ved at flytte Reitestene. Det skal nu være hans Arbeide til Straf i hiin Verden om Nætterne at bringe disse tilbage til deres rette Sted. De Forandringer, hvilke Fuglens Stemme virkelig har, forklares overeensstemmende med denne Overtro. Snart synes hans Stemme at ligne den Glades Latter, og nu skal det lykkets Gjenfærden at løfte Stenen; snart lader den sig høre i en ynkelig Tone, og nu falder Stenen Gjenfærdet af Hænderne. At skyde denne tilsyneladende Fugl er en Forbrydelse, der straffes med Uheld."

Svarende til den norske Deildegast er den svenske Skalvrangare, (see Molbechs svenske Reise 3, 89).

Mara


"Mod Mare-ridt et Raad vor Substitut mig lærte,
Det er: Man sætter Sko for Sengen kun forkeerte."
Peder Paars.


Til samme Slægt som Vardølget, Draugen o.s.v. hører Mara, der i Udseende ligner den skjønneste Qvinde, men i Lader det arrigste Trold. Hun gaaer igjennem lukkede Døre, overfalder sovende Folk i det hun snart sætter sig skrevs over dem, og plager dem saa det er en Gru, snart lægger sig over Folk og snører Hjertet sammen paa dem. Den, der modtager et saadant Nattebesøg, siges at rides af Mara, og ofte er han nær ved at qvæles. Den lader sig imidlertid ei nøie med at plage Mennesker, men den rider baade Sauer og Heste. I Thelemarken kalder man den Muro, og der som andensteds har man mange Midler til at blive den qvit. Et af de kraftigste skal være at tage en Kniv, lægge den i et Klæde og paa en vis Maade lade den gaae tre Gange rundt om Livet med de Ord:


"Muro! Muro! Minde!
Er du herinde,
Saa skal du herud!
Her er Sax, her er Spjut!
Her er Simon Svipu[49] inde.


Anm. Om Mara ere Beretningerne forskjellige. Gamle Ole Brekke fra Nissedal paastaaer, at naar Mara rider ham, som ofte skeer, saa kommer den paa ham som en Hund og vil qverke ham; men naar han først bliver færdig med "Fadervor", saa er han fri. Andre sige, at Mara ogsaa maa flyve, naar man kan faa frem "Jesu Navn" eller give et høit Skrig fra sig. Nogle mene, at det kun er hemmeligt Elskende, der ere udsatte for Mareridt, og Andre tilføie, at hvis Mara faaer Tid til at tælle alle Tænderne i Munden paa døn Sovende, inden Fader vor bliver læst, saa er Døden uundgaaelig. Mara betegner efter F. Magnusens Mening (Eddalæren 4, 216) Hestegudinden ɔ: en Dise, som ynder Heste, (Mar, Mær) hvem man antog for et ondt Nat tespøgelse, stundom for en dræbende Dæmon. Kong Vanland i Upsal blev saaledes, som Thiodolf synger, qvalt af "mara", der traadte (trad) ham. (Ynglinga Saga C. 16).

Paa Færøerne lægger den sig ovenpaa Folk, naar de sove, og er færdig til at qvæle dem; men kan man udraabe Navnet Jesu, da flyer den. Har man en Kniv hos sig, kan man ogsaa jage den bort. (Landt 449). I Sverige tilskriver man "Mara" mange Slags onde Virkninger. Saar paa Læberne hede saaledes der Marekys. I Danmark heder den ogsaa Maren og ligner den norske (Thieles danske Folkesagn 2, 18 og 124). I Tydskland kaldes den der Mahr des Nachts eller der Alp. Den kan komme ind gjennem det mindste Hul og plager baade Folk og Heste. Kan man bringe Tommelfingeren ind i Haanden maa den vige. "Wer vor dem Schlafen gehen seinen Stuhl nicht versezt, den reitet der Mahr des Nachts" siger Grimm (deutsche Sagen, 1, 130). Englænderne kalde dette Væsen Night-mare, Hollænderne Nachtmaer og Irlænderne Phuka og Finlænderne Painajainen ɔ: Trykkeren. I Danmark fordriver man Maren ved følgende Riim (Peder Paars 1 Bog 4 Sang).


"Mare, Mareminde!
Est Du herinde
Saa skal Du herud."


Og naar man i Tydskland siger til den;


"Trud komm Morgen,
So will ich borgen!"


saa viger den strax, men kommer den næste Morgen i Skikkelse af et Menneske for at borge Noget. (Om Mara see F. Magnusens Eddalære 216 og 280—287).

Varulve


"Hun skabte mig til saa liden en Hind,
Hun bad mig fare saa vide,
Og mine syv Møer til Ulve hin’ graa,
Hun bad, de skulde mig slide."
Den omskabte Jomfru.


Tilforn troede man, at der gaves Mennesker, som kunde forvandle sig til Varulve og Husebjørne, og at de, som besad denne Egenskab enten vare blevne forhexede af onde Mennesker, eller at de vare Troldmænd. En saadan Egenskab besad Jonas Kruse, der opholdt sig i en Hytte, som skal have staaet paa Pladsen Krusenhus i Gjerrestad. Jonas havde en Hustru ved Navn Ingeborg. Det kom engang pludselig over ham at forvandles til Husebjørn, just som han og Hustruen samlede Hø i Stak. Jonas gav sin Kone en Kjep i Haanden, kastede hende op i Stakken, og bad hende værge sig det bedste hun formaaede, hvorpaa Kruse gik en Stund bort. Som en stor Bjørn vendte han tilbage, angreb og ængstede Konen paa Livet, saa hun kun med Nød kunde værge sig paa Høstakken. Omsider forlod Bjørnen hende og Kruse kom tilbage som Menneske. Paa Tveitene i Nissedal fandtes en "farlig Varulv," der slog Kjørene ned forfode og intet Skud kunde bide paa ham. Endelig sendte man Bud efter en klog Mand, som gav det Raad, at skyde denne "fæle Bjørn" med en Sølvkugle. Dette skeede. Bjørnen faldt paa Tveitenaasen for en Sølvkugle. Da man flaaede den, fik man Vished for at det var en Var ulv, thi under Huden fandtes et Belte med en Slire i. Huden blev deelt i fire Parter som ophængtes i Dalens 4 Kirker, hvor de længe bevaredes.


Anm. At Folk kunne iføre sig Dyrs Skikkelse og igjen forlade samme er en Mening, der er ligesaa udbredt som den er gammel. Den norske Helt Bødvar Bjarkes Fader blev saaledes af en ond Stedmoder fortryllet i en Bjørneskikkelse, som han dog til visse 8 NFL. 63. Tider kunde aflægge (Hrolf Krages Saga C. 36 og 50, hvor noget Lignende berettes om Bjarke selv). I Volsunga Saga C. 12 tales om to Kongesønner, som hvert 10de Døgn slap ud af deres Ulvehamme. Saavel Kjæmpeviserne som de gamle Eventyr ere rige paa Prindser, der ere blevne forvandlede til Dyr.

I Sverige hører man endnu, og det med ramme Alvor, tale om Mænd, der fra deres Hustruers Sider midt om Natten løbe tilskovs og i 15 Aar have været Ulve, hvilket kaldes "at gaae Varg". Ja man veed endog at fortælle om hele Brudeskarer, der underveis til Kirken ere blevne forvandlede til Varulve. Under Krigen 1808 gik endog det Rygte, at de svenske Fanger af Russerne bleve forvandlede til Varulve og hjemsendte for at plage Landet. (Svenske Folks Visor 3, 119). Om de danske Vaerulve see Thiele 1, 133.

I Tydskland findes Warwölfe, der dog i Udseende ei ganske Ugne naturlige Ulve, men ere noget anderledes. (Grimms deutsche Sagen 1, 293, die Volksagen von Pommern von Tem me S. 308). Med Sagnene om Varulve fortjene at sammenlignes Herodots Beretning om det skytiske Folk Neurerne (4 Bog C. 105): "Enhver Neurer bliver engang om Aaret i nogle faa Dage til en Ulv, men faaer derpaa igjen sin forrige Skikkelse. Denne deres Fortælling troer jeg nu ikke at være sand; ikke desto mindre sige de det og sværge derpaa."


Fotnoter

  1. I Orrvarodds Saga Cap. 15 beskrives f. Ex. en Jette saaledes. "Han var ganske sort, undtagen Øine og Tænder, der vare hvide, hans Næse var stor med en Krog paa. Haaret, der hang nedover hele Brystet, var grovt som Fiskegjeller, og Ørnene vare som tvende Vandpøle."
  2. Sammenlign Thorlacius’s interessante Afhandling om Thor og hans Kammer i Skandinavisk Museum for 1802.
  3. Sammenlign "der Mythus von Thor" von Uhland S. 16.
  4. Thor selv fortæller, at Norge i fordums Dage beboedes af Riser, som dog alle omkom ved en pludselig Død paa 2 Qvinder nær. Siden, da Folk fra Østerlandene begyndte at bebygge Landet, tilføide disse Qvinder dem megen Overlast, indtil Thor paa deres Bøn dræbte dem begge. Fornmanna Sögur II Gap. 213. Sammenlign ogsaa Afzelius’s Svenska Folkets Sago-Häfder I. 26.
  5. "Førend Tyrker og Asiens Mænd," fortæller den fabelagtige Hervarar-Saga, "kom til Norden, beboede Riser og Halvriser de nordiske Lande; der skede da megen Sammenblandelse af Folkene, i det Riserne toge sig Koner fra Mannheim, og Nogle giftede igjen deres Døttre derhen." Landnamabok 11, 19 siger om Liotolfr, en af Islands første Bebyggere, "han var paa Mødreneside af Riseæt". Den berømte rafnistiske Families Stammefader hedte Halbjøm Halftroll, og hans Søn Ketil Hæng og Sønnesøn Grim Lodinkin synes at have hørt til Jotunætten, uagtet de bekjæmpede de uhyre Jotuner og Troldqvinder, som da havde Tilhold ved afsides Fjorde paa Halogaland og omkring Gandviken. (Ketil Hængs Saga Gap. I. Orrvarodds Saga Gap, 15.) Den berømteste af Jotunernes Høfdinger var Starkadr paa Alafos, der først dræbte Hergrim Halftrøll, der var en Søn af Arngrim Rise og stærk som en Jotun, (Hervarar Saga Gap. I) og siden bortførte en Datter af Kong Alf i Alfheim; men derpaa blev dræbt af Thor, som Alf kaldte til Hjælp. Starkadr havde ikke mindre end 6 Armer og lignede i Styrke og Væsen Thurserne, fra hvem han nedstammede. Petersens Geographi S. 240.
  6. Ved Gaarden Kløvstad og Lundberg paa Hadeland findes saaledes 3 Bjerghuler, som endnu kaldes Jøtulhuler. Paa Haasteennesset ved Erfjorden paa Rogaland er en lang ved Kunst gravet Fordybning, der kaldes "Jettegrift". I Ørkedalen ved Kirkeflaa findes ogsaa 2 Bjerghuler, hvoraf den ene kaldes Jutulstuen og den anden Jutulkirken. I Numedal findes flere mærkelige Fjeldhuler, der efter Sagnet have tjent Jetter og Trold som Tilhold, og her fandtes der ogsaa paa Olaf Tryggvasons Tid fleer "troll" end noget andet Sted i Norge. Især havde de Tilhold i den store "Heidarskog" see thatr Thorstein Uxafot Cap. 9 11. I Bremsneshulen paa Averø var det sandsynligen at Jotunen Bruse, hvem Orm Storolfson i det 10de Aarhundrede dræbte, boede. Schønings N. H. 3, 430, Kraft 5 , 283. Nogle udlede Navnet Jotun af Jørthr Jord og thun ɔ: Bopæl, altsaa Jordboere og saaledes eenstemmig med Navnet bjergbuar, hvormed disse Væsener ogsaa kaldes. Hi (nemlig Finni mitissimi) omnes exesis rupibus qvasi castellis inhabitant, ritu belluino, Jornan des Cap. 3. conf. hist. Tidssk. 2, 283.
  7. Sammenlign Thorsdrapa S. 16-22 og Thiodolf hiin Hvinverskes Digt Høstlanga, hvilke Thorlacius har udgivet og oversat, samt Geijers Svea Rikes Hafder S. 276. Mærkeligt er det, at de Underjordiske efter Sagnene kun befatte sig med Qvægavl, aldrig med Agerbrug, hvis Indførelse i Norge derfor sandsynlig skyldes deres fra Øst og Nord indtrængende Overvindere. Sammenlign R. Keysers Afhandling om Nordmændenes Herkomst og Slsegtskab, see Saml. til Norges Historie og Sprog 6, 264.
  8. Bemærkninger over Folkesagnene om en nordisk Kjæmpeslægt i Oldtiden ved Werlauf. Athene 4, 219. Urda I. 273.
  9. Til saadanne kunne vi maaskee ogsaa regne de Trøll, som Thorstein Uxafot skal have dræpt i Heidarskog, og Jotunen Bruse paa Sandø. Fornmanna Sögur HI 123, 133-223, ja tildeels ogsaa Asar Faste, Gauka Thorer, Arniiot Gellina og deres Staldbrødre. Olaf Hel. Saga Cap. 212, 227.
  10. Torfeus H. N. I, 114, Geijer S. H. 409. 2 - NFL. 63.
  11. Edda oversat ved F. Magnusen 2, 94.
  12. "Djevlen har mange Staldbrødre, som ere sande Spøgelser, som Elleqvinder og Ellemænd, Dverge, Vetter, Natravne, Jordmaalere med gloende Ildstænger, Gjenfærd, som lade sig tilsyne mod Folk skal døe. Disse ere Djevle allesammen. End er der nogle, som tale om Varulve; er og et Slags Spøgelser. Hans Lauridssens Sjelebog 1587." Hesperus 7, 514,
  13. Det kan i Grunden ei undre os saameget, at Troen paa de Underjordiske endnu blandt uoplyste Bønder finder Tilhængere, naar vi høre, at der neppe er 100 Aar siden lærde Folk disputerede, om de Underjordiske vare skabte af Gud, om de vare Præadamiter, om de kunne have Omgang med Mennesker o.s.v. Herman Ruge, Prest til Slidre 1754, meente saaledes f. Ex. i sine fornuftige Tanker over adskillige curiøse Materier, "at de Underjordiske saa at sige udgjøre Grændseskjellet mellem Dyr og Mennesker!" Troen paa Børns Ombytning var før mere almindelig end nu, skjønt enkelte vanskabte og dumme Børn eller saadanne, som have den engelske Syge, endnu ansees for at være og kaldes Byttinger. Den nævnte Ruge har helliget dem et heelt Capitel (det 7de), og anfører som et gammelt Raad mod saadanne Bøm "at den Moder, der har været saa ulykkelig at faae sitt eget Barn ombyttet, skal tage Byttingen 3 Thorsdagsaftener i Rad og piske det paa en Søpelhaug umenneskeligen med Riis; thi da vil den underjordiske Moder ynkes over sit eget Barn og atter bytte om igjen." Midlet maa have været probat, da det er almindelig bekjendt; men er nu nok gaaet reent af Mode. Troen paa Byttinger er ogsaa udenfor Norge almindelig. Om Luthers Tro paa samme see Dobenecks Volksglauben 1, 168.
  14. "I Moland i Øvrethelemarken", skriver Hr. Pastor Buch, "viste man Thusserne Dyrkelse under Navnet Vetir, i det noget af den bedste Mad og Drikke offredes dem paa opkastede Høie, især Kjernemelk eller Vørter, naar der bryggedes Øl. Saadant Libamen kaldes Saup ɔ: en Sup, en Slurk. De, som ikke havde Vetehøi, tømte den lille Skaal Drikke o.s.v. paa Aaren ɔ: Arnen. Deres Venskab var Bonden særdeles nyttig for hans Qvæg og øvrige Velfærd." Paa flere Steder i Raabygdelauget offrede og offrer man endnu Vørter til "Aarevetta," naar man brygger Øl. En Lund paa Børte i Mo i Thelemarken ansaaes endog for at være saa hellig, at ei engang Græsset maatte slaaes eller afbeites; thi der vil da i saa Fald tilstøde Nogen en Ulykke.
  15. Hermed fortjener at sammenlignes følgende Efterretning hos Kraft 16, 403. "Ligesom en gammel Vise i Peder Dass’s Maneer indeholder en fuldstændig Skildring af en udenfor Frænen i Helgelands Fogderi liggende mystisk Ø, Sandflæsen kaldet, saaledes har man ogsaa paa Røst et Sagn om en udenfor denne Ø liggende Huldreland, Udrøst kaldet, som skal have vist sig enkelte Gange, ja hvis Beboere man endog vil have seet. Bonden i Udrøst, heder det, har sin Jægt ligesom andre Nordlands Indbyggere; man seer den undertiden komme sig imøde for fulde Seil, og i samme Øieblik, som man troer at støde sammen dermed, er den forsvunden. Dette Sagn kan muligen et eller andet Natur-Phænomen have foranlediget; Morgana-Syn ere ikke ualmindelige i disse Egne o.s.v."
  16. Hvor stærk Troen paa de Underjordiske endnu er, kan blandt Andet sees af en Justitssag mod "en klog Kone paa Hedemarken" see Departementstidenden 7 Aarg. No. 18.
  17. For dem, som ei ville lade sig nøie med nogen af de anførte Forklaringer om de Underjordiskes Oprindelse, staaer endnu en anden Vei aaben. En gammel Legende fortæller: Da Eva en Dag vaskede sine Børn i en Kilde, raabte vor Herre pludselig paa hende, Forskrækket stødte hun dem af sine Børn, der ei vare reenvaskede, tilside. Da derpaa vor Herre spurgte, om alle hen des Børn vare der, sagde hun "Ja;" men fik til Svar: Det, Du haver søgt at skjule for Gud, skal ogsaa blive skjult for Menneskene. Disse Børn bleve nu øieblikkeligen usynlige og afsondre de fra de Øvrige. Før Syndfloden stak vor Herre dem ind i en Hule, hvis Indgang han tillukkede. Fra dem nedstamme alle de Underjordiske! Efter andre Beretninger skulle de være Adams Børn med hans anden Kone Lileth, eller faldne Engle, eller ugudelige og hedenske Menneskers Manes. Sammenlign Mythologie der Feen von Wolff 1, 263. Eddalæren ved F. Magnusen 3, 329 og Eddas lex. myth. Pag. 842.
  18. Af Thorstein Bæarmagnis Saga (i Fornmannasögur III, 176) kunne vi see, at Fortids Begreber om de Underjordiske svare til Nutidens. Selv usynlig tilstede ved en underjordisk Høitid, saa Thorstein en stor Bygd og Borg, hvor der ei blev drukket uden af Sølv og Guld og blot Viin. Et Gesandtskab fra en Jarl og "Huldremadr" i et Fjeld i Indialand var just tilstede. Af Olaf Tryggvasons Saga C. 213 see vi, at de Underjordiske efter de Tiders Tro kunde iføre sig forskjellige Skikkelser, paaføre Folk Klø o.s.v.
  19. I Færoa reserata 1673 stræbte Forfatteren, Lucas Debes, med mange Exempler at bevise, at de Underjordiske "lade sig see udi udvortes og legemlig Skikkelse at de have deres Boliger udi Bjerge, udi Gruber og Huler, øde og tørre Steder," hvilket ogsaa vores fornemme Theologus D. Jesper Brochmand lærer udi sit systemate theologica "at de ville misbruge Menneskene til Utugt" o.s.v.
  20. Sammenlign Linnæi gothländska Resa 312, Westerdahl om Svenska Allmogens Sinnelag og Magnusens Eddalære 3, 330. Hermed fortjener desuden at sammenlignes, hvad Hans Lauridsen i sin Sjelebog, trykt 1587, S. 90 siger: "Da Lucifer med sine Engle, eller den gamle Slange, som kaldes Djevlen eller Satanas, blev, som vi have hørt af Aabenbaringens Bog, nedstyrtet paa Jorden, da faldt nogle Aander i Skove, dem kalde de Gamle Skovtrolle eller Skovsnabe. Somme af dem faldt paa slet Mark og Heder, dem kaldte de Gjengangere og Spøgelse. Somme faldt i Vand, dem kaldte de Jugger eller Nicker. Somme faldt paa Huse, dem kaldte de Nisser og Gaardjugger. Somme faldt paa Bjerge, dem kaldte de Bjergtrolle, og disse have taget ind til sig christne Mennesker i Bjergene, som adskillige Historier formelde." (Hespeims 7, 514)
  21. Afzelius’s Saga Hafder 2, 140. De danske Trold ønske og at blive salige. Danmarks Folkesagn af Thiele 2, 243. Med Undtagelse af Huldrene, der paa nogle Steder ønskede i gamle Dage at blive døbte, hvorved de mistede deres Korumpe, bekymre de norske Trold sig kun lidet om Salighed.
  22. At de Underjordiske om Dagen krybe om i Paddeskikkelse er paa flere Steder ogsaa Folketro hos os.
  23. Benævnelsen "fairies" eller Feer skal være en Fordreielse af Persernes Peris, som Araberne, der ei have Bogstavet P, skrev Feris, hvilket Navn og Begreb ved Korstogene kom til Europa, hvor flere af dem som Perien Mergian, under Navn af "Mourgue la Faye, Fata Morgana" o. m. figurerer i Ridderromanerne og Provengalemes Sange. Disse forføriske Feer bleve i England til de smaa Elfer, uden, som tildeels i Skotland, at antage de nordiske Dverges haarde Omrids. Perseme havde, foruden de ætheriske, gode Peris, de heslige, onde Dives, der vare udrustede med Horn, Kløer og en lang Hale. Til denne Classe af Væsener kan og henregnes Jødernes Schedim (Deutr. 32, 17), der efter Talmud nedstamme fra Adam, som, efter at have nydt af Kundskabstræet, var 130 Aar i det, og der fik Børn i sit Billede. De adskille sig fra Menneskene derved, at de ere usynlige, have Vinger og see ind i Fremtiden; og fra Aandeme derved, at de spise, drikke, avle Bøm og døe.
  24. I den gamle skotske Ballade, "the young Tamlane", siges de at kunne forandre deres Skikkelser og Legemer, boe i Jord og i Luft, i Nøddeskallen som i Hallen, slumre i Rosenknoppen, boltre sig i Strømmen, flagre i Vinden og fremglide paa Solstraalen. Minstrely of the Scottish borders, der findes i den franske Oversættelse af W. Scotts Værker, under Titelen: Chants populaires de l´Ecosse.
  25. Die Fantasie der Serben bevölkert mit diesen luftigen Wesen Felsgestade, Berge und Walder. Er sieht sie versammelt ihr Mahlhalten und ihr Ringeltanze aufführen. ibi 1, 271. XXXII
  26. 1/2 Miil nordenfor Tøndel findes en mærkelig Hule, som kaldes Duve-Hullet. Omtrent midt i Hulen ligger en stor Dynge af mindre og større, rimeligviis nedfaldne Stene. Hulen er 200 Alen dyb. Da Indgangen til Hulen har været sikkret ved en Steenmuur, saa synes det, som den engang har været beboet eller brugt som Tilflugtssted, Kraft 5, 746.
  27. "Tarven er en temmelig stor Ø omgiven af nogle mindre, som samtlige høre under Østerraads Herregaard. Den største Ø er beboet og kaldes Husøen; de øvrige bruges kun til Græsning for vilde Faar, Heste og Stude, da man har den Overtro, at Ingen kan boe der i Fred for Trolde og andet Djevelskab. Den omtalte Kobberkjedel har man forsikkret mig endnu at skulle bevares af Indbyggerne paa Tarven." Frigge Pag. 98. Paa Tarven boe nu en Deel Husmænd, der høre under Østerraad, Kraft 5, 734.
  28. Kunnen er et for sin farlige Passage berygtet Forbjerg paa den nordlige Kant af Helgeland (Bloms Reise i Nordlandene Pag. 73). Gurri er ligesom Djurre, Gyvri o.s.v., maaskee kun en Forvanskning af det oldnordiske Gyfr eller Gygr. Gurri Kunnan bliver da det samme som Jettinden fra Kunnen.
  29. Frøyen hedder en Ø ved Hittern, Kraft 5, 689 og 723. Saxo kalder Guden Freyr Frø, der ligesom det moesogothiske Frauja egentlig skal betyde Herre, hvoraf vort Frue. Geijer Svea Rikes Hafder 1, 252.
  30. Hullets Bund er 380 Fod over Havspeilet, næsten 430 Alen langt og fra 90 til 220 Fod høit. Kraft 6, 300,
  31. Om disse og lignende Steenkast sammenlign Finmarkens Amtstidende 1, No. 16 S. 124, Budstikken 2, 669, 7, 304. Magazin for Naturvidenskaberne, 111, 9. Schdnings Reise 2, S. 86.
  32. Slige Steder kaldes derfor derfor almindelig Spillemandshauger, Spillemandsknolde o.s.v.
  33. Det sikkreste Middel er dog, at faae Børn døbt, thi da formaaede Underjordiske Intet over dem.
  34. Disse udmærke sig ved stort Hoved men lidet Vet. De ere der hos stygge, skraalende og meget ustyrlige. Dog vide de at bede for sig, nar de faae Stryg, men siden bande og klore de saa det ei fælt. For at faae Byttet omgjort anbefalede man i gamle Dage at "rishye" Byttingen eller knibe ham i Næsen med en gloende tre Thorsdagsqvelde paa Rad over en Søpelhaug. Den tredie Thorsdagsqveld skal da den underjordiske Moder komme farende, gribe sit jamrende Barn og kaste det stjaalne paa Søpelhaugen. (Man siger, at denne ugudelige og taabelige Prøve i gamle Dage stundom virkelig skal være bleven anvendt).
  35. Gervasius var Marshal i Kongeriget Arles og skrev sine otia imperialia ved Rhones Bredder, hvor endnu i Nærheden af Arles findes et Bjerg, der beboes af Feer. Note de l’éditeur de chants pop. de I’Ecosse. 3, 119,
  36. I Ombli er "Hudda" grøn og tyvagtig.
  37. Hulda occultatio a. v. ek. hyl, tego, celo jeg indhyller. Thorlacius Anm. til Thorsdrapa 161.
  38. Hos Hesychius forekommer kobaloi kakurgoi der atter kunde sammenlignes med Phoeniciernes Kabirer og Indiernes Kubera, der dog boe i Huler og Klipper. F. Magnusens Eddalære 2, 42.
  39. Mundtligt, sammenlignet med Spydbergs Beskrivelse P. 420 og Sillejords 251. Hr. J. K. Christie yttrer i nogle Bemærkninger til første Udgave, som han godhedsfuld har meddeelt mig: "Troen paa Nøkken existerer vistnok paa Vestkanten af Norge, dog har jeg der aldrig faaet mere at høre om den, end at den, som et Vandtrold i menneskelig Skikkelse, lokker Folk, helst Børn til sig. Paa Søndmør og i Nordmør derimod, har jeg ofte Ord til andet hørt den skildre som før i Sagnene fortalt. Man lægger til, hvad og sees af den dernord bekjendte Nøkkevise, at naar den har forvandlet sig i Menneskeskikkelse for at forlokke et Væsen til sig, bliver det hans Død, om hans udkaarede Bytte kjender ham og nævner ham. Saaledes heder det i Slutningen af Nøkkevisen, efter at den adelige Frøken, han vilde drage med sig, havde sagt ham:
    "Saa er du Nøkken, det skadelige Dyr":
    Nøkken forsvandt udi røden Blod
    (Vaagner op I adelige Drenge!)
    Igjen stod Jomfruen med sølvspendte Sko,
    (thi I have sovet forlænge).
  40. Nikr eqvus aqvatilis, paa barbarisk Latin Nocca, diriveres maaskee af knykkia, arripere, captare, cum subito nisu trahere vel extollere. Viga Glums Saga P. 205. Vetus Germ. nack & barb. Lat. naccus (eqvus), vel Nikr, Nykr, malus vapor sive odor (Landnamabok 496). Hnikur og Nikar, hvormed Almuen paa Island og Færøerne benævne dette Vandtrold, bruges i Grimnismal Str. 45, og Volsunga Saga C. 26 om Odin, og betyder den Seirende (cfr. det græske nike, niketer).
  41. I Ben s descr. of Orkeney (1599) beskrives han saaledes: Indutus est algis marinis toto corpore, similis est pullo eqvino convolutopilis, membrum habet simile eqvino & testiculos magnos. Hibbert 504,
  42. Saaledes beskrives de ogsaa af de gamle Skribenter Gervasius Tilburiensis og Olaus Magnus. See der deutschen Mittelalters Volksglauben og Heroensagen von Dobeneck 1, 38 og Olaus Magni Lib. XXI præfatio. Olaus anfører som Hjemmel troværdige norske Fiskeres Beretning.
  43. I Nissedal kaldes hun Rumpeguro, der er væn fortil, men huul bag og har en stor Hesterumpe. I Valders staaer ikke Guro, men en stor og diger Mand, der kaldes Thron, i Spidsen for Færden, som husserer lige indtil 13de Dag Jul og derfor kaldes Juleskreia. Den gamle Aslak Foslie i Sætersdalen fortalte mig, at i Spidsen for Aasgaardsreia, der farer afsted med ranglende Ringbexler, rider Guris Mand, Sigurd Snaresvend paa Grani. Han er imidlertid nu saa svag og gammel, at han ei kan see uden "Hegter paa Øinene." Han sang ved samme Leilighed denne Strophe;
    "De va litin Smaadrengie,
    han kom saa godt i Raai.
    Du steg paa Lændi och ri au Skøndje,
    for Grani bær Gutane baai".
  44. De fleste Exempler kunne forklares enten som Drømme i Juleruset eller som Bortførelse af den overgivne Ungdom, som i Fjeldbygderne halvberuset pleiede at fare om i Julen, tage Folks Heste og gjøre alskens Løier. Dermed staaer maaske i Forbindelse den Tro, som findes f. Ex. i Ombli at "Oskereia især liker dem, som synge godt."
  45. Følgie, den som følger En. Vardøgl, Valdøiel, o.s.v. er maaske en Fordreining af Valkyrie der var Heltenes Fylgie. Maaske kan det ogsaa udledes af Ylgr, en Ulv, en Fiende, eller Auglir, Øglir, en Orm, Ørn, Høg. Se Anm. til Høstlanga (S. 50 og 97). Hau svarer maaske til Hugi, Hu, Tanke, da Følgeaanderne stundom ogsaa kaldes Hugir. (F. Magnusens Eddalære 4, 38).
  46. Islænderen Gisle Sursson havde ogsaa to Fylgier, som viste sig for ham i Drømme, af hvilke den ene trøstede ham og gav ham gode Raad, men den anden søgte at plage ham og glædede sig over hans Uheld. (Eddalæren 4, 146), Sammenlign Sverrers Saga C. 119. Frygt for Thusbettet er vel Grund til den Skik, at man efter mistænkelige Folk hurtig aabner Døren og i største Fart stikker en Brand ud efter dem.
  47. Sammenlign Dobenecks Volksglauben 1, 110.
  48. Mærkeligt er det, at en Skytsaand, som svarer til den nordiske Følgie, i Kuhlandchen, en afsides Bjergegn i Mahren, kaldes Fylgie. (Eddalæren 4, 154).
  49. Simon Svipu, som og kaldes Mureqvast, ere de tykke Gevexter, som findes paa Qvistene af gammel Birk, og som hænges over Heste, Sauer og i Sengen, at Mara ei skal ride. (Wille 252).