Nye Tillæg og Rettelser (Den ældste Skaldedigtnings Historie)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Sophus Bugge
1894
Etterat de første 9 Ark af dette Skrift var trykte og etterat Ark 10 var sat og corrigeret til Trykning, lik jeg læse flere nye Arbeider, som behandle eller berøre de i mit Skrift undersøgte Spørgsmaal. Derved er nye Tillæg og Rettelser blevne nødvendige, navnlig til Afhandlingen om Ynglingatal.
Brages Digte.
I «Arkiv for nordisk filologi» XI, 1 ff er flere Forklaringer til Brages Digte af den afdøde Islænding Eggert O. Brim trykte. Disse foranledige følgende Tillægsbemærkninger fra min Side.
Brims Forandringer (S. 2 f.) i anden Linje af:
Gefjon dro frá Gylfa
glǫð djúprǫðuls ǫðla
synes mig altfor dristige og ikke tilstrækkelig begrundede. Jeg forbinder frá Gylfa djúprǫðuls ǫðla «fra Gylve ham som varhovedrig paa Guid», ǫðla (jfr. her foran S. 9) er efter min Opfatning samme Adjectiv som glsv. aþull i aþuls mans «Ægtemands» i Helsingelagen, oht. edili, nht. edel, ags. ædele, urnord. apilʀ? (Norg. Indskr. I, 193) og er afledet af aðal. I aþull er Suffix formen -ull indtraadt istedenfor -ill Med Hensyn til den bestemte Form af Adjectivet ǫðla kan jævnføres mær fjǫrsjúka, Guðrúnu ungu og lign.
I Sætningen þars gengu fyr vineyjar víðri valrauf forstaar Brim (S 3 f.) Ordet víney (hvorom jfr. her foran S. 10) som «et Jættekvindenavn, der her betegner Gefjon»; jfr. det mythiske Kvindenavn Laufey og det historiske Þórey. Allerede Brynjulfsson (Ann. f. nord. Oldk. 1860 S. 13) har oversat «Gudindens» og altsaa forstaaet víney som en omskrivende Betegnelse for Kvinden.
Saaledes brages i de sene Skáldhelga rímur silkiey, hringa ey. En saa afledet og saa kunstlet Betegnelse vilde efter mit Skjøn være utænkelig i et norsk Digt fra første Halvdel af 9de Aarh. og forekommer mig mindre sandsynlig endnu sidst i 10de Aarh. Jeg tror at turde holde fast ved den Forklaring, jeg har givet S. 10.
Ynglingatal.
I «Arkiv for nordisk filologi» XI S. 64—92 er trykt følgende to Afhandlinger af Elis "Wadstein: I. «Till tolkningen af Ynglingatal». II. «Om Ynglingatals avfattningstid ock förhållande till Háløygiatal».
Wadstein mener i Overensstemmelse med Vigfusson, at Ynglingatal ikke er digtet om en Fætter af Harald Haarfagre og at der ikke er tilstrækkelig Grund til at antage, at Harald Haarfagre har havt en Fætter ved Navn Ragnvald, som var Konge paa Vestfold. De samme negative Meninger har jeg i det foregaaende udførlig begrundet. Om Haralds formentlige Fætter, som skulde være forherliget ved de i Yt. opregnede Aner og ved Yt. 53, udtaler W. (S. 81): «For en så utmärkt man fanns det samtidigt med den väldige konung Harald rentav icke plats i Norge.» Hermed kan sammenholdes min Udvikling S. 112-117.
Fremdeles udtaler Wadstein i Overensstemmelse med Vigfusson den positive Mening, at den sidste bevarede Strophe (53) af Yt. forherliger Harald Haarfagre (ikke en Konge Ragnvald). W. optager dog ikke Vigfussons Ændringer i denne Strophe, men forklarer i Modsætning til andre Fortolkere rǫgnvaldr som Appellativ. Han oversætter (S. 82)
es rǫgnvaldr
reiðar stióre
heiðomhárr
of heitenn es
ved «När den väldige härskaren, sjöjälten, kallas hårfagre». Men medens Vigfusson mente, at Yt. er digtet for Harald Haarfagre i dennes Levetid, forsvarer W. den Opfatning, at Yt. er digtet længe efter Haralds Død.
Wadstein synes mig i denne Tilknytning af Yt. til Harald Haarfagre at være paa Vildspor, baade hvor han afviger fra Vigfusson og hvor han er enig med ham. Denne Mening skal jeg i det følgende hegrande.
Str. 53 i Yt. kan efter min Mening ikke indeholde en længe efter Harald Haarfagres Død forfattet Forherligelse af denne Konge, thi det heder her:
þat veitk bazt ....
kenninafn,
svát konungr eigi,
er rǫgnvaldr ....
of heitinn er.
Istedenfor eigi og er maatte Wadsteins Opfatning, saavidt jeg skjønner, kræve ætti og var. Sammenlign f. Ex. i Sigvats Bersǫglisvísur 4: Hét, sás féll á Fitjum, fjǫlgegn .... Hákunn. Jeg finder ingen Analogi, der skulde kunne støtte den Opfatning, at Præsens her er brugt, fordi den døde Konge tænkes levende som historisk Personlighed.
I Yt. brages ingensteds historisk Præsens om de afdøde Konger. Præsensformerne eigi og er i Yt. 53 vilde kunne lade sig forlige med en Opfatning, hvoretter Yt. af Digteren fingeredes at være digtet paa Harald Haarfagres Tid. Men dette antager Wadstein ikke, thi han formoder (S. 91) — visselig med urette —, at Stropher om islandske Breidfirdinger er faldt bort i Ynglingatal.
At Harald overhoved ikke, hverken som levende eller som død, omtales i Yt. 53, godtgjøres efter min Mening ved følgende Grunde:
1) Jeg tror at have vist, at heiðumhárr ikke betyder «haar fager». Se her foran S. 111, jfr. S. 137 f.
2) I Yt. 53 kan rǫgnvaldr efter mit Skjøn ikke være Appellativ, fordi der i Yt. ikke forekommer noget Exempel paa, at en Konge betegnes ved to Side om Side stillede substantiviske appellativiske Betegnelser, saaledes som i Yt. 53 efter W.'s Opfatning ved
rǫgnvaldr
reiðar stjóri
Det eneste Exempel, som W. kunde anføre til Støtte for sin Opfatning, er i Str. 49:
ok umráð
at ǫlum stilli
hǫfuð heiptrækt
at hilmi dró,
hvor Vigfusson, men med urette, oversætter: «and a deadly hate, long nursed, drew treachery, upon the king, upon the drunken prince.»
Egilsson, Wisén og Finnur Jónsson har rigtig forstaaet, at at hilmi her ikke er sidestillet med at ǫlum stilli. Man skal forbinde umráð dró at hilmi «sveg Kongen». Derimod giver at ǫlum stilli en Tidsbestemmelse «da Fyrsten var drukken»(1).
3) Wadsteins Mening, at rǫgnvaldr i Yt. 53 er Appellativ, ikke Navn, synes mig lidet rimelig ogsaa, fordi man venter, at Kongens Navn nævnes i samme Strophe som Tilnavnet.
Desuden var Rǫgnvaldr paa den Tid, da Yt. efter Wadstein skal være forfattet, og meget tidligere et vel kjendt Mandsnavn, der flere Gange havde været baaret af Konger af norsk Æt, medens et Appellativ rǫgnvaldr ingensteds kan paavises. Det er der for usandsynligt, at Skalden skulde betegne Harald Haarfagre appellativisk som rǫgnvaldr og derved mene «den vældige Hersker»; thi dette Ord kunde føre til Misforstaaelse eller ialfald lede Tanken hen paa andre Personer end Harald.(2)
4) Wadsteins Antagelse, at rǫgnvaldr i Yt. 53 skulde være Appellativ, maatte ialfald gjøre det nødvendigt at forudsætte (hvad W. ikke siger, at han forudsætter), at der forud for Yt. 53 var faldt bort en af Islændingerne ikke kjendt Strophe, hvori Harald (Haarfagre) havde været nævnt ved Navn; thi Skaden nævner ellers hver eneste Konge i Ynglingerækken ved Navn.
5) Den Mening, at Yt. 53 omtaler Harald Haarfagre, gjendrives, som jeg allerede S. 111 ligeoverfor Vigfusson har bemærket, ved Yt. 51 og 52. Thi Ynglingatal opfører overalt kun Søn efter Fader, men ikke Sidebeslægtede, i en egen Strophe. Derfor kunde Yt., hvis det efter Digterens Plan skulde opregne Harald Haarfagres Forfædre, ikke nævne Óláfr, som liggr á Geirstǫðum. Wadstein bemærker selv (S. 91 Anm.) mod Vigfusson rigtig: «Att denne Haralds förfäder icke tillhörande Olav är upptagen i Ynglingatal, utgör ett ytterligare bevis for at dikten icke kan vara skriven för Harald.» Men han ser, besynderlig nok, ikke, at Nævnelsen af denne Olav ligesaavel modbeviser hans egen Mening, at det længe efter Harald Haarfagres Død forfattede Digt skulde i Str. 53 forherlige Harald. Thi enten opregner Ynglingatal Harald Haarfagres Forfædre i lige Linje (hvilket Digtet efter min Mening ikke gjør) og da kan Óláfr han som liggr á Geirstǫðum ikke uden et vold somt Brud paa Digtets Plan for øvrigt nævnes deri. Eller ogsaa opregner Digtet Ynglinger, vel at mærke Søn efter Fader, af den Linje, i hvilken Óláfr som liggr á Geirstǫðum danner et Led (hvilket jeg holder for det rette), og da kan Harald Haarfagre ikke uden et voldsomt Brud paa Planen for øvrigt forherliges i Digtet. Det kan intet hjælpe, at Wadstein (S. 92) bemærker følgende: «Mot denna min åsikt om var Ynglingatals upphov ar att firma, kan icke invandas, att i så fall Harald Hårfagre icke borde ha kommit med i dikten. Detta har skett för att ytterligare förhärrliga ätten. Harald Hårfagre var ju ett av ättens stoltaste namn, ock det hade ju tvärtom varit märkvardigt, om Breiðfirðingarnes frändskap med honom icke hade framhållits.»
Sagen er den, at Yt. ellers ikke har en eneste Strophe for noget Sideskud af Ætten. Der opføres, som sagt, kun Søn efter Fader. Heri stemmer Digtets Text, saaledes som den er be varet, overens med Islændingernes Udsagn om Digtet. Naar nu Ynglingatal er digtet for en Mand, som i lige Linje har været anseet for at stamme fra Óláfr som liggr á Geirstǫðum, saa kan det altsaa ikke have en egen Strophe til Forherligelse af Harald Haarfagre.
Det Argument, at man, paa Grund af Breidfirdingernes Slægtskab med Harald Haarfagre, i Yt. maa vente en Strophe om Harald, stiller Sagen paa Hovedet. Thi intetsomhelst factisk Moment taler for, at Ynglingatals Tilblivelse har havt noget med de islandske Breidfirdinger at gjøre.
Særlig uheldig synes Wadstein mig at være i sine Bemærkninger om Yt. 51 og 52. Han fremsætter (S. 91) den Formodning, at den her nævnte Óláfr som liggr á Geirstǫðum, der kaldes herkonungr, ikke skal være Harald Haarfagres Farbroder, men enten Olav Feilan (som ikke kaldes Konge) eller Olav Hvite, hvilke begge anføres blandt de islandske Breidfirdingers Forfædre(3). Derhos fremsætter Wadstein (S. 80) den Formodning, at geirstǫðum ikke er nom. propr., men Appellativ, uden at angive, hvilken Betydning dette Appellativ skulde have.
Jeg antager, at disse Wadsteins overraskende Formodninger om Yt. 51 og 52, hvilke af ham næsten ikke er blevne begrundede, ei kan finde nogen Tilslutning, og jeg skal derfor indskrænke mig til nogle faa korte Bemærkninger mod dem. Han grunder sin Formodning paa Breidfirdinge-Slægtrækkens Opførelse af Oleiv Feilan og Oleiv Hvite blandt Breidfirdingernes Forfædre, men tager intet Hensyn til, at denne samme Slægtrække opfører Olav som Gudrøds Søn og Halvdan Hvitbeins Sønnesøn.
Det synes mig utænkeligt (hvad Wadstein dog vel maa tænke sig, skjønt han ikke siger det), at hele den islandske Tradition om den med Ynglingatals Óláfr som liggr á Geirstǫðum sikkert identiske Óláfr Geirstaðaálfr skulde være opstaaet ved en Misforstaaelse af Yt. 51 og 52. Om denne Traditions historiske Karakter har jeg hermed ingen Mening villet udtale.
Karakter har jeg hermed ingen Mening villet udtale. I Yt. 51 er det vel Udtrykket vestmari, som har ledet Wadstein paa Vildspor. Ved anden Halvdel af Yt. 51 har der allerede i Middelalderen paa Island om Texten og Ordenes Betydning været forskjellige Meninger, og herom er man endnu ikke bleven enig. Texten er:
réð Óláfr
ofsa (eller vfsa, i Flat. upsa) forðum
viðri grund (i Flat. víða frægr)
of (eller ok, saa i Flat.) vestmari.
Her har Nogle opfattet ofsa som Appellativ, og dette har bl. a. jeg og Wadstein antaget. Herimod kan indvendes, at ofsi ellers er et dadlende Udtryk «Overmod», hvilket man her ikke venter. Dog synes efter ofsafé, veår ofsahǫrð samt ofvægr, der i Skaldskab brages som et hædrende Epitheton til en Konge, og lign. ofsa at kunne forstaaes som «med overvældende Kraft (saa at hans Fiender ikke kunde modstaa ham).» I Flatøbogen heder det derimod: Hann hafði forræði fyrir þeim tveim fylkjum er annat var kallat á Upsa en annat á Vestmari. Men da et saadant Fylke eller Stedsnavn i denne Del af Norge aldrig ellers nævnes, da Kilden er saa sen og upaalidelig og da den i Flat. foreliggende Text af Strophen ellers viser sig at være vilkaarlig forandret, kan jeg ikke finde Opfatningen af Ofsa som Stedsnavn sandsynlig.
Naar man forstaar ofsa som Appellativ, kan man med de bedste Haandskrifter læse of (ikke ok) vestmari. Wadstein finder her vestmarr i Betydning «Vesterhavet». Selv om han havde Ret heri, behøvede han ikke derfor at gjøre den her nævnte Olav til Olav Hvite eller til Olav Feilan. Det vilde dog være langt mindre dristigt at antage, at Harald Haarfagres Farbroder Olav foruden sine Besiddelser paa Vestfold havde havt et ved Vikingetog erobret Rige i Vesten.
Men jeg finder ikke Wadsteins Oversættelse af vestmari ved «Vesterhavet» nødvendig eller sandsynlig. W. bemærker (S 80): «Den i ett par isl. källor förekommande uppgiften om en norsk provins med dylikt namn [Vestmarr] härror säkerligen endast frän detta stalle i Ynglingatal [Str. 51]; åtminstone äro dessa källor äljes fotade på denna dikt.»
Dette synes mig ubevisligt. Beretningen i Sǫgubrot (Fas. I 388) om Sigurd Ring, hvori Vestmarar nævnes, er aabenbart ikke øst af Ynglingatal. Og hvorledes kan Meddelelsen i Yngl. s. (Kap. 47 F. J.) og i P. af Uppl. kon. (Fas. 11, 104) om Halvdan, Øysteins Søn, at han átti Hlíf dóttur Bags konungs af Vestmǫrum, være hentet fra Ynglingatal?
Præpositionen of forbindes, hvor den angiver en Udbredelse over, med Accus., ikke med Dativ. Derfor maa, naar man her læser of (ikke ok), vestmari Yt. 51 opfattes som Acc. pl., medens bl. a. Wadstein forstaar det som Dat. sg. Det heder jo ogsaa i Prosa af Vestmǫrum i Flertal. Rigtignok har Sǫgubrot i Nom. pl. Vestmarar, men at marr er en i-Stamme og at derfor Acc. pl. Vestmari er en rigtig Form, maa sluttes af oldn. mararbakki, nyisl. mararbotn, lat. mare, kelt. mori o. s. v.
Wadstein siger: «Vestmarr kan också, på grund af ordets betydelse omöjligen ha varit namn på et landområde». Hvorfor kan Vestmarir ikke ligesaa vel som Firðir have været Navn paa et Landomraade? I Norge er det ganske almindeligt at Fjordnavne gaar over til at blive Bygdenavne.
Derimod er jeg enig med Wadstein i, at Ynglingatal er meget yngre end man efter den islandske Tradition antager og at det er forfattet efter Harald Haarfagres Død.
Flere af de Grunde, som W. anfører til Støtte herfor er de samme Grunde, som jeg i det foregaaende har anført W. fremhæver saaledes ligesom jeg, at Udtryk og Forestillinger i Yt. forudsætter Indflydelse fra kristelige Udtryk og Forestillinger.
W. nævner ligesom jeg, at Udtrykket Vilja bróðir Yt. 4 (ved hvilket ogsaa han udtaler sig imod Noreens Opfatning) viser Paavirkning fra Kristendommens Voluntas.
Derimod er det vistnok feilagtigt, naar vi begge i denne forbindelse har nævnt Odensnavnet þriði, som skulde forekomme i Yt. 47:
Ok til þings
þriðja jǫfri
hveðrungs mær
ór heimi bauð.
Thi Finnur Jónsson forstaar (se Arkiv XI, 16 f.) þridja jǫfri vistnok med rette som «den tredje Konge», da Halvdan Hvitbein, Øystein og nu som den tredje den yngre Halvdan kom til Hel. Rigtignok var allerede to svenske Konger af samme Æt, Domar og Dyggve, komne til Hel, men Skalden behøvede ikke at begynde at tælle fra dem.
Fremdeles bemærker Wadstein ligesom jeg, men bestemtere og stærkere, at Udtrykket sá er Iǫngu var om Harald Haar fagres Farfader Gudrød og fordum Yt. 51 om Haralds Farbroder Olav taler imod den sædvanlige Mening om Digtets høie Ælde.
Naar Wadstein bruger reks i reks Iǫðuðr Yt. 45, der danner Allitteration med radar, som Bevis for, at Digtet ikke er ældre end 11te Aarh., tror jeg, at dette er forfeilet. W. forstaar (Uppsalastudier 160) reks Iǫðuðr som reks hlǫðuðr «de flyendes nedhuggare» og reks som opstaaet af ældre wreks. Men denne Forstaaelse kan ikke være rigtig, thi en Afledning hlǫðuðr af hlaða hlóð strider mod Reglerne for Orddannelse. Desuden bruges rek aldrig om flygtende Folk, som forfølges. Den sædvanlige Opfatning af reks Iǫðuðr som «Kjæmpens Indbyder» synes mig at være den rette trods Wadsteins Indvendinger. Hvad Skrivemaaden reks = rekks angaar, kan bl. a. henvises til Hoffory i Arkiv II, S. 42—78 og min Udg. af Sæm. Edda S. XI.
Med Brugen af Entalsformen reks (ikke rekka) i Udtrykket kan sammenlignes f. Ex. veltir þjófs og tármútaris teitir i Bersǫgl. 12 og lign. At Kongen passende betegnes som «Kjæmpens Indbyder», ser man af buðumk hilmir Iǫð Hǫfuðl. 2 og Veitk hrings hraða í hǫll laða Snorres Háttatal 86.
Wadstein henfører Ynglingatal til en meget senere Tid end den, hvilken Digtet efter min Begrundelse i det foregaaende skal tilhøre.
Han tror, at han ved sin Undersøgelse har givet sikre Beviser for, at Ynglingatal er en Etterligning af Háleygjatal, og at det ved hans Argumentation er blevet «aldeles avgjort ock bevisat», at Ynglingatal er forfattet mellem c. 1000 og c. 1135.
Jeg skal gjærne indrømme, at Wadsteins Argumentation, som her træder i bestemt Modsætning til alle tidligere Udtalelser, kan have den Fortjeneste at tvinge Litteraturhistorikerne til grundigere at undersøge Forholdet mellem Yt. og Hál. og Spørgsmaalet om Yt.s Tilblivelsestid. Men jeg er ikke i Tvivl om, at Wadsteins Argumenter er aldeles utilstrækkelige og at Háleygjatal tværtimod, som hidtil almindelig uden Modsigelse antaget, er en Etterligning af Ynglingatal.
Til Støtte for den Mening, at Ynglingatal skulde være en Etterligning af Háleygjatal, beraaber W. sig først paa de Grunde, han har anført for Ynglingatals sene Affattelsestid. Men om end Udtrykkene Vilja bróður Yt. 4, Iǫngu var Yt. 49, forðum Yt. 51 tale for, at Yt. er adskillig yngre, end det efter den traditionelle Antagelse skulde være, saa bevise disse Ud tryk slet ikke, at Yt. er yngre end eller saa ungt som Háleygjatal. Odens Broder Vili nævnes allerede i Lokasenna. At Udtrykkene þriðja Yt. 47 og reks Yt. 51 slet ikke kan bruges som Tidsmærker, har vi i det foregaaende seet.
Fremdeles argumenterer W. paa følgende Maade: Yt. er en Etterligning af Hál. (ikke Hál. af Yt.), fordi Hál. i ældre Tid var meget mere bekjendt end Yt. Jeg forstaar ikke, hvorledes dette kan bevise noget om, hvilket af de to Digte der er det ældste.
Virgil har i sin Æneide etterlignet Ennius's Annaler i mangt og meget, og dog har Virgils Digt allerede i gammel Tid været mere bekjendt end Ennius's. Der kunde nævnes mange andre Exempler, som godtgjør, at en Etterligning kan blive mere bekjendt end det etterlignede Digt.
«Vidare», argumenterer Wadstein, «är Háløygiatals författare aldeles säkert en värklig ock känd historisk personlighet, varemot Ynglingatals föregivna upphov «þióðólfr» är skäligen mytisk.» Hvis det forholder sig saa, at Þjóðólfr, der nævnes som Ynglingatals Forfatter, er mythisk, skulde man vel deraf (hvis man overhoved kan slutte noget) snarere slutte, at Ynglingatal er ældre end Háleygjatal. Flere græske episke Digtere, som er fuldt historiske Personligheder, har i den alexandrinske og romerske Periode etterlignet Homer, der vel med mindst ligesaa god Grund som Tjodolv Hvinverske kan kaldes mythisk. Om Tjodolv skal jeg tale mere i det følgende.
For at Háleygjatal ikke er en Etterligning, taler ifølge Wadstein (S. 86 ff.) ikke mindst kraftig dets Forfatters Eivind Skaldaspillers store Begavelse som Digter. Dette Argument holder sig efter mit Skjøn til en temmelig modern og ikke almenhistorisk Opfatning af litterær Etterligning. Tanken f. Ex. paa Virgil vil godtgjøre, hvor liden Vægt Argumentet har. Men det synes mig at tabe al sin Vægt derved, at W. ikke har godtgjort og visselig heller ikke kan godtgjøre,, at Háleygjatal i poetisk Henseende staar over Ynglingatal(4).
Jeg tror saaledes at have godtgjort, at alle de Argumenter, ved hvilke Wadstein har villet godtgjøre, at Ynglingatal er en Etterligning af Háleygjatal og at hint Digt er forfattet mellem c. 1000 og c. 1135, i saa Henseende aldeles ingen Beviskraft har.
Alle Oldgranskere er ved Ynglingatal og Håleygjatal enige om, at det ene Digt er en Etterligning af det andet. Jeg skal nu anføre Grunde, som tale for, at Hál. er en Etterligning af Yt., og for, at Forholdet ikke er det omvendte.
1) Forfatteren af Ynglingatal har efter Traditionen levet før Forfatteren af Háleygjatal. Denne Grund holder jeg vistnok ikke for i og for sig at være fuldt bevisende. Men der maa tillægges den nogen Vægt, saalænge det ikke er bevist, at Tjodolv Hvinverske eller Ynglingatals Forfatter har levet senere end Eivind Skaldaspiller.
2) Háleygjatal omtaler Begivenheder, som er senere end de, der omtales i de nu kjendte Stropher af Ynglingatal. Heller ikke dette Argument er alene fuldt bevisende, men Vægt har det.
3) Jeg har ovenfor (S. 149—153) søgt at gjøre det sandsynligt, at Planen for Ynglingatal tildels skyldes umiddelbar Paavirkning fra irsk Kunstdigtning. Dette taler vel for, at Háleygjatal, som ikke staar denne saa nær, er en Etterligning af Ynglingatal, ikke omvendt.
4) Jeg har ovenfor (S. 125—127) søgt at vise, at Egil Skallagrimssøn har kjendt Ynglingatal. Hvis dette er rigtigt, kan Ynglingatal ikke være yngre end Hál. og ikke være digtet mellem c. 1000 og c. 1135.
5) I Hál. ligesom hos Egil Skallagrimssøn træder Mythen om Digterdrikken stærkt frem. Hvis Yt. havde været en Etterligning af Hál., skulde man vente, at Forfatteren af Yt. havde optaget dette Motiv, hvad han, saavidt vi véd, ikke har gjort.
6) I Hál. er det ofte Tilfældet, at der ved Udgangen af Strophens fjerde Linje ikke er noget logisk Indsnit, men at dette falder ved Udgangen af den følgende Linje; se Hál. 6, 11, 12, 13, 16. Dette er derimod ikke Tilfældet i Yt. Da Yt. her stemmer overens med Eddadigtene, synes det nævnte Forhold i Hál. at maatte være en Novation. Heraf synes at følge, at Yt. ikke kan være en Etterligning af Hál.
7) De poetiske Omskrivninger i Hál. synes mig i det hele noget kunstigere end de i Yt. forekommende, uagtet Gustav Storm (Norsk hist. Tidsskr. III, 59) efter mit Skjøn har fremhævet Forskjellen i saa Henseende for stærkt. Der er aabenbart et særligt Forhold mellem følgende to Udtryk for «blev hængt»: temja skyldi svalan hest Signýjar vers Yt. 17 og grimman tamdi .... Sigars jó Hál. 6. Men naar Galgen af en Digter betegnes ved et Ord for «Hest» med en deraf styret Genetiv af et sagnhistorisk Navn, da er det naturligt, at Navnet paa en Sagnhelt, som er bleven hængt, og ikke Navnet paa en Sagnhelt, som har ladet en anden hænge, anføres i Genetiv. Nu var Sigar den, som lod Signys Elsker Hagbard hænge. Udtrykket er derfor kunstigere i Hál. end det dermed i Forbindelse staaende Udtryk i Yt. Ogsaa dette taler noget for, at Hál. er en Etterligning af Yt., og imod Antagelsen af det omvendte Forhold.
8) En Skald vilde ikke kunne hædre en Konge synderlig ved at føre hans Slægt op til Guderne, hvis en anden Skald tidligere havde gjort det samme for en Jarl. Derimod kunde det omvendt være meget naturligt at ville hædre Haakon Jarl, naar denne var bleven mægtig som en Konge og havde fortrængt Kongerne af Harald Haarfagres Æt, ved at gjøre ham, som en anden Skald tidligere havde gjort norske Konger, til en Guds Ætling. Jfr. Maurer Huldar saga S. 52 = 274.
9) Ordet menglǫtuðr om en Fyrste forekommer baade i Yt. (Str. 5) og i Hál. (Str. 6), men ellers kun i Snorres Háttatal, og derfor er det nævnte Ord aabenbart enten fra Yt. kommet ind i Hál. eller fra Hál. ind i Yt. Men nu er det i Yt. Vanlande, som kaldes menglǫtuðr, og om hans Søn Visbur fortælles det i Ynglinga saga, at han giver sin Brud gullmen, et Halsbaand af Guld. Dette gullmen gaar efter Yngl. saga i Arv til en senere Konge af samme Æt Agne, og ved det voldes dennes Død. Dette sidste siges ogsaa i Ynglingatal 16:
gæðing
með gullmeni
Loga dís
at lopti hóf.
Jeg tror derfor snarest med Noreen(5), at der er en særlig Forbindelse mellem Udtrykket menglǫtuðr i Yt. om Ynglingekongen Vanlande og det gullmen, som bliver skjæbnesvangert for hans Ætlinger. Derimod i Hál., hvor menglǫtuðr er brugt om Haaløygernes Konge Gudlaug, har Udtrykket, saavidt man nu kan se, ingen Tilknytning til noget Sagn, men synes at være brugt som en schablonmæssig Skaldekenning. Derfor er, tror jeg, menglǫtuðr fra Yt. optaget i Hál.; det omvendte synes at være mindre rimeligt.
10) Saaledes som jeg i det foregaaende har godtgjort, prises i Ynglingatal 53 en Konge Ragnvald som levende. Dermed lader Wadsteins Mening om Forholdet mellem Yt. og Hál. sig ikke forlige.
Om de ovenfor S. 142 f. nævnte Berørelser mellem Haaløyge Ætten og Ynglinge-Ætten henvises til Maurers Bemærkninger i hans interessante Afhandling om Huldar saga S. 51 = 273 f.
Jeg tror i det foregaaende, i Modsætning til Wadstein, at have fuldt ud bevist, at Háleygjatal, saaledes som man almindelig antager og som tillige Maurer (Huldar saga S. 51 = 273) antager, er en Etterligning af Ynglingatal og at det omvendte Forhold er uantageligt. Dette maa naturligvis faa Indflydelse ved Bedømmelsen af Wadsteins Formodning om, hvor og af hvem Ynglingatal er forfattet. W. formoder (S. 91), at Yt. er digtet for eller af nogen indenfor den islandske Breidfirdingeæt, som regnede sig i Slægt med Harald Haarfagre. Dette synes mig uantageligt, bl. a. fordi Yt. 53 priser en Konge Ragnvald som levende. Da Formodningen maa falde med Wadsteins Opfatning af denne Strophe, skal jeg ikke nærmere imøde gaa den.
Den videre af W. udtalte Formodning, at Yt. engang skal have nævnt islandske Mænd, som udledede sin Slægt fra Ynglingekongerne, har, saavidt jeg ser, intet factisk at støtte sig til. Denne Formodning lader sig ikke forlige med Wadsteins egen Antagelse, at Yt. 53 priser Harald Haarfagre, thi Breidfirdingerne udledede ikke sin Herkomst fra Harald Haarfagre, og Yt. nævner ikke Sideskud af Ætten i egne Stropher for sig. Naar Wadstein bemærker (S. 91): «Att emellertid de strofer, som behandlat de senare (Breiðfirðingska) släktleden, råkat i förgätenhet, är icke underligt; de voro ju endast av intresse for själva denna släkt», saa finder jeg det tværtimod underligt, at Islændingerne netop skulde have glemt de Stropher, som handlede om deres egne Landsmænd, hvis Digtet havde indeholdt saadanne.
Naar W. beraaber sig paa, at de fleste Stropher af Háleygjatal ligeledes er blevne glemte, saa sammenblander han to forskjelligartede Ting. Kun faa Stropher af Hál. er optegnede i de nu bevarede Skrifter, men der er ingen Grund til at tvivle om, at Snorre Sturlassøn har kjendt Háleygjatal fuldstændig. Derimod er det klart, at Snorre Sturlassøn ikke kan have kjendt Stropher af Yt., som nævnte Breidfirdinger. En Formodning om, at saadanne Stropher dengang var glemte, kan ikke støttes derved, at mange Stropher af Hál. nu ikke kjendes.
Medens jeg mødes med Wadstein i den Formodning, at Yt. ikke er forfattet i Norge, afviger jeg fra ham, naar han formoder, at det er digtet af en Islænding. Den eneste Grund til at antage dette, nemlig den formentlige Forbindelse mellem Yt. og de islandske Breidfirdinger, tror jeg i det foregaaende at have fjærnet. Ovenfor (S. 143 f.) har jeg søgt at gjøre det sandsynligt, at Str. 45 og 46 taler for Traditionens Udsagn, at Forfatteren af Yt. var født i det sydlige Norge. Str. 46 lyder:
þars élkaldr
hjá jǫfur Gauzkum
Vǫðlu straumr
at vági kømr.
Wadstein (S. 78 f.) formoder ofur istedenfor iofur og forstaar dette som ófor «Strand», hvilket skal være samme Ord som tysk Ufer, ags. ófer, holl. oever.
Dette synes mig ikke rigtigt. Linjen hjá ófor gauzkom er i metrisk Henseende feilagtig, medens jǫfor med første Stavelse kort her er metrisk rigtigt(6).
Jeg har ovenfor (S. 143—145) søgt at vise, at Traditionen med rette kalder Ynglingatals Forfatter Þjóðólfr ór Hvini eller Þjóðólfr enn hvinverski, men at denne Ynglingatals Forfatter har levet i anden Halvdel af 10de Aarh. Wadstein forkaster derimod det traditionelle Forfatternavn. Han fremsætter følgende nye og overraskende Opfatning (S. 86): «Denne [Harald Hårfagres skald] Þioðolfr erbjuder ... så många likhetspunkter med den säkert historiska skalden Þióðolfr Arnórsson († 1066), att det förefaller, som om han endast vore en på misstag beroende, till äldre tid förlagd upplaga af den senare.» Denne Formodning kan jeg paa ingen Maade tiltræde. Havde W. endda indskrænket sig til den Formodning, at nogle enkelte Træk var overførte fra den yngre Tjodolv til den ældre Skald af dette Navn! Men at Tjodolv Hvinverske skulde være lavet efter Tjodolv Arnorssøn, der døde i 1066, forekommer mig uforeneligt med den islandske Traditions Historie og Eiendommelighed. Denne Formodning forklarer ikke Tilnavnet hvinverski eller ór Hvini. Den forklarer ikke, at de Digte, som tillægges Þjóðólfr ór Hvini, i Indhold, Versemaal og Udtryk er ganske forskjellige fra de, som tillægges Þjóðólfr Arnórsson. Endelig gjendrives Formodningen efter min Mening ved Þorgrímr ór Hvini Þjóðólfsson paa Ormen lange i Slaget ved Svolder.
Derimod kan man, hvis der i anden Halvdel af 10de Aarhundred har levet en Skald Tjodolv Hvinverske, og hvis denne har, forfattet Ynglingatal, spørge, om det er sikkert, at han var en Sønnesøn af en» Skald Tjodolv Hvinverske, som skal have levet under Harald Haarfagre, eller om ikke snarere Harald Haarfagres Skald Tjodolv Hvinverske er en ny Udgave af den Skald af samme Navn, som har levet i anden Halvdel af 10de Aarh., ligesom et tilsvarende Forhold synes mig rimeligt ved Torleiv Spake. Men dette Spørgsmaal skal jeg her ikke søge at besvare, da det vilde føre os for langt bort.
Prof. Rygh har gjort mig opmærksom paa, at Navnet paa Tjodolvs Hjemsted, Dativen Hvini maa paa Grund af Hvínisdalr forudsætte Nominativ *Hvinir, der egentlig er Fjordens Navn.
Her indskyder jeg endnu et Par Bemærkninger om Enkeltheder i Ynglingatal.
Den S. 117 nævnte Gen. burs tør neppe umiddelbart sammenstilles med got. Gen. *bauris og betragtes som gammel.
Wadstein (S. 77 f.) forkaster Formen Býleistr og holder Byleiptr (af byl-leiptr) for den rette. Men Versemaalet viser, at Navnet har lang første Stavelse.
I den ovenfor (S. 127—133) behandlede Halvstrophe, som Olav Tordssøn tillægger Tjodolv:
hofvð baðm
þar er heið sæi
afiornís
fiøllum drygði
mener Björn Ólsen nu (Tímarit XV, 1894, S. 8 f), at drýgði heiðsæi betyder d. s. s. drýgði frægð, frægðarverk. Han tror nu, at heiðsær er afledet at heiðr = bjartur og séa, sjå, og at det betyder «illustris, frægur». Men Substantivet betyder i Heil. m. s. I, 194 (hvor det oversætter lat. timor) og i Homil. Wiséns Udg. S. 130 ikke d. s. s. frægð. Se her foran S. 129.
Vigfusson siger (Corp. p. b. I, 271) om denne Halvstrophe, at den er «quoted as Thiodwolfs, the resemblance having deceived thirteenth century critics, though it must be Eywind's: first, because it will not fit Ynglinga-tal; secondly, because the new clause beginning with þá-es comes in the middle of the line, a blemish never found in Thiodwolf . . . though frequent enough with Eywind.»
Jeg burde tidligere have henvendt Opmærksomheden paa disse Vigfussons Bemærkninger(7). Han har Ret i, at den anførte Halvstrophe ikke passer ind i Ynglingatal. Men den passer, saavidt jeg skjønner, heller ikke ind i Háleygjatal. Jeg har formodet, at den har hørt til et af Tjodolv fra Hvinir forfattet Digt, som har været senere end Ynglingatal, men i samme Versemaal som dette.
Vigfusson synes uimodsigelig at have Ret deri, at Halvstrophen indeholder en metrisk Eiendommelighed, som aldrig findes i Ynglingatal, men ofte i Háleygjatal. Thi i Hál. (men ikke i Yt.) begynder Strophens 6te Linje ofte en ny Sætning (indledet ved en Partikel som es, þars, en), medens 5te Linje hører til samme Sætning som første Halvstrophe. Den af Olav Tordssøn anførte Halvstrophe forudsætter det samme.
Heraf følger dog ikke med Nødvendighed, at Halvstrophen ei er digtet af Tjodolv og at den hører til Háleygjatal. Hvis den, som jeg har formodet, har hørt til et af Tjodolv forfattet Digt, som har været yngre end Ynglingatal, kan Digteren i det senere Digt have indført en ny metrisk Eiendommelighed. Denne kan saa fra dette Tjodolvs Digt være bleven optaget i Háleygjatal.
Vigfusson har oversat Halvstrophen feilagtig. Man synes at kunne oversætte:
hǫfuðbaðm
þar er heiþsæi
á Fjǫrnis
fjǫllum drýgði
«. . . . fremragende Ætling, der hvor han udførte gudfrygtig Handling paa Havet.»
Jeg indrømmer, at Halvstrophens Indhold bliver usikkert og at man derfor heller ikke sikkert kan stole paa, at den er forfattet af samme Forfatter som Ynglingatal. Derfor maa ogsaa alt, som jeg her foran (S. 129—133) for Ynglingatal har sluttet af denne Halvstrophe, blive usikkert; saaledes det, at Forfatteren af Ynglingatal senere skal have levet i kristelige Omgivelser og i et andet Digt have omtalt en kristen Konge, snarest Olav Kvaran.
Da jeg i min Undersøgelse i det foregaaende har ladet den af Olav Tordssøn anførte Halvstrophe træde for meget frem, vil jeg her til Slutning i Korthed gjengive de af denne Halvstrophe uafhængige Hovedresultater, som jeg har begrundet i min Undersøgelse om Ynglingatal og som ikke er blevne forandrede ved Wadsteins Afhandling.
Ynglingatal er forfattet for en Konge Ragnvald i dennes Levetid. Alt, hvad de gamle Islændinger fortæller om denne Ragnvald, har de fra Ynglingatal alene. At han var Olav Geirstadalvs Søn, Harald Haarfagres Fætter og Konge paa Vestfold eller i Grenland, har de sluttet alene deraf, at Ragnvald nævnes i Ynglingatal som Konge i en Strophe, der ifølge den Text, de kjendte, fulgte umiddelbart efter Strophen om Olav, som var begravet paa Geirstad (i Vestfold). Men Ynglingatal kalder ikke med udtrykkelige Ord Ragnvald for Olavs Søn eller for Konge paa Vestfold.
Efter Halvdan Svartes Død synes der ifølge de islandske Sagaers Meddelelser om Forholdene i Norge ikke at være Plads for en saadan Konge. Str. 53 i Ynglingatal kan ikke være digtet af en af Harald Haarfagres Skalde om en anden Konge i Norge, efter at Harald havde vundet Norges Rige.
Hvis den islandske Tradition var rigtig, kunde Ynglingatal ikke være forfattet senere end c. 860. Men andre Meddelelser om Tjodolv fra Hvine lade sig ikke forlige med den Antagelse, at samme Skald saa tidlig har digtet Ynglingatal.
Kvædet kan paa Grund af Sprogformerne hjǫr og þrǫm ikke være fra 9de Aarh. Derimod taler ogsaa flere deri forekommende kenningar.
Forfatteren af Yt. er bleven paavirket af Vǫluspá og Grímnismál, som efter min Mening er digtede af Nordmænd i Britannien, og sandsynlig af flere i Eddasamlingen bevarede Gudedigte. Tillige har han kjendt flere af dennes heroiske Digte, der efter min Mening ligeledes er forfattede i Britannien, bl. a. sandsynlig Hamðismál. Derfor kan Yt. ikke være ældre end omkr. Midten af 10de Aarh.
At Ynglingatal ikke er digtet i Norge i 9de Aarhundred, maa fremdeles sluttes deraf, at det indeholder flere Udtryk, der viser Indflydelse fra kristelige eller antike Udtryk og Forestillinger, som Nordboerne lærte at kjende i Britannien.
Paa den anden Side er Egil Skallagrimssøn i Hǫfuðlausn, Sonatorrek og Arinbjarnarkviða paavirket af Ynglingatal, og Eivind Skaldaspiller har etterlignet dette Digt i Háleygjatal. Derfor synes Yt. at være forfattet omkring 950, dog vist ikke tidligere.
Digtet opregner af Ynglingernes Slægtrække ligefra Guderne Søn efter Fader og beretter om hver Konges Dødsmaade, for manges Vedkommende ogsaa om deres Dødssted og Begravelsessted. I denne sin Plan og Behandlingsmaade har Kvædet ingen Tilknytning til ældre germansk Digtning. Derimod er det umiskjendeligt, at Ynglingatal heri viser Paavirkning fra irsk Kunstpoesi, som har mange Digte af ensartet Indhold Sandsynlig har Forfatteren af Yt. havt et af sine Forbilleder i det irske Digt Fianna batar i nEmain, som er forfattet af Ulster-Digteren Cinaed hua Artacain, der døde 975.
Versemaalet i Yt. kviðuháttr synes at være opstaaet ved Indflydelse paa fornyrðislag fra den irske 7-stavelses Verslinje, der er anvendt bl. a. i Cinaeds ovennævnte Digt.
Ynglingatal er derfor sandsynlig digtet af en norsk Digter i Britannien om en Konge Rǫgnvaldr heiðumhár (d. e. den høit hædrede), som udledede sin Slægt fra norske Ynglingekonger. Mulig er den Ragnvald, for hvem Yt. er digtet, samme Person som den Kong Ragnvald, der faldt 954 i England sammen med Eirik Blodøkse og som ifølge en engelsk Krønikeskriver var i Slægt med denne.
Ynglingerækken synes i sin hele Længde først at være bleven bragt i Stand af norske Skalde i 10de Aarh. til Forherligelse af norske Konger i Irland, Skotland og Nordengland. Ynglingatals Ragnvald er paa Island feilagtig bleven gjort til Olav Geirstadalvs Søn, fordi de Stropher, som i Digtet havde adskilt dem, var faldt bort.
Ynglingatals Forfatter viser sig at være localkjendt paa Vestfold. Der er ingen Grund til at tvivle om, at den islandske Tradition har Ret, naar den kalder ham Tjodolv fra Hvinir, d. e. Bygden ved Kvinnesdalselven og ved Fjorden udenfor dennes Udløb i det sydvestlige Norge. Torgrim Tjodolvssøn fra Hvinir, som nævnes blandt Kjæmperne i Slaget ved Svolder, var vistnok Søn af Ynglingatals Forfatter.
Den Skald Tjodolv fra Hvinir, som levede i anden Halvdel af 10de Aarh. (og ikke en Skald af samme Navn hos Harald Haarfagre), har ogsaa digtet om Jarlen Strutharald og har for Torleiv Spake, som levede under Haakon Jarl, Olav Tryggves søn og Eirik Jarl, forfattet Digtet Haustlǫng.
Fotnoter:
(▲ etter fotnoten fører tilbake til teksten)
- Ovenstaaende synes mig at godtgjøre, at det ogsaa maa forkastes, naar Wadstein (S. 69 f.) i Yt. 32 læser:
øges hiarna
bragnengs bursog oversætter «skräckinjagarens järna, bragningssonens». Mod Wadsteins Opfatning af dette Sted taler ogsaa den Omstændighed, at við i 32, 1 maa være svagt betonet og derfor neppe kan være Adverbium; jfr. dog 45, 5. ▲
- Vægten af dette Argument fjærnes ikke ganske derved, at Dómarr i Yt. 10 først betegnes som yngvi og derpaa kaldes med sit Navn, medens Yngvi i Yt. 20 er Navn. (Noreen Uppsalastudier 222 fremsætter en eiendommelig Opfatning af Yt. 10.) ▲
- «I den «vestliga» linien av Ynglingaatten finnas nåämligen icke mindre än två personer av detta namn [Olav], ock en af dessa kunde åsyftas med den [i Ynglingatal str. 51. 52] namnde Olav.» ▲
- Jeg finder det ikke nødvendigt her at indlade mig paa Wadsteins Udtalelser om Forholdet mellem Eiríksmál og Hákonarmál og om Tilnavnet skáldaspillir. ▲
- Se Uppsalastudier S. 212. Dog tør jeg ikke med Noreen bruge menglǫtuðr som Bevis for, at Visbur var samme Person som Vanlande Men jeg formoder, at Sagnet er ufuldstændig gjengivet i Yngl. saga. Sagnet kan tidligere have fortalt f. Ex., at Vanlande gav sin Brud Driva et gullmen, og at hun gav dette til deres Søn Visbur. ▲
- Wadstein anfører flere nordiske Ord, som skal svare til tysk Ufer. Det synes mig neppe tvivlsomt, at de ikke høre derhen. W. anfører følgende Artikel i Aasens norske Ordbog: «Ovre (aabent o) m. et Stedsnavn med uvis Betydning, formod, det samme som Ang. ofer, Holl. oever, T. Ufer: en Strandbred». Men Forskjel i Vokal taler imod denne Aasens Formodning. Prof. Rygh antager, at Aasen har tænkt paa følgende Gaarde i Søndmøre: Ovra i Hareid Sogn, Ulstein Præstegjeld (Matr.-Nr. 78), udtalt Aavra med langt aa, almindelig skrevet Overaa, i 1520 Offre; Ovraa i Stranden Præstegjeld (Matr.-Nr. 9), alm. skrevet Overaa, udtalt Aavraa med kort aa. Rygh formoder, at disse Navnes ældre Form har været Ofrin, et ellers i Norge forekommende Stedsnavn. Dette har vist intet med ags. ófer at gjøre, men hører sammen med oldn. Prsefix ofr-, Verbum ofra. Hertil og ikke til tysk Ufer hører vistnok ligeledes det af W. anførte jyske ovre, over, ouer, ouvre. Dette ser man baade af Vokalen og af Betydningen. Ovren betegner «den paa Strandbredden af Bølgerne opskyllede Forhøining eller Sandvold, der danner et Slags naturlige Diger imod Havets Oversvømmelser» (Molbech) og hører naturlig sammen med et Ovre «den øverste Del af noget, det som er over noget eller øverst». Jeg ser heller ikke tilstrækkelig Grund til at henføre skaanske Stedsnavne som Kongens ouffre (1653), nu Kungsoran, til ags. ófer. ▲
- De omtales, saavidt jeg har seet, ikke med et Ord hverken af Björn Ólsen eller af Finnur Jónsson. Maurer (Huldar saga S. 48) afgjør ikke, hvad der her er det rette. ▲
