Oddruns Klage (Olaf Hansen)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

Oversat af
Olaf Hansen
1911

Oddruns Klage

Der var en Konge, som hed Heidrek. Hans Datter hed Borgny. Hun havde en Elsker, der hed Vilmund. Borgny laa i Barnsnød, men kunde ikke føde, før Oddrun, Atles Søster, kom til. Oddrun havde været Gunnar Gjukesøns Elskede. Herom handler dette Kvad.

1.

Der gaar et Sagn
fra gamle Dage
om en Mø, der kom
til Mornaland.
Ingen over Muld
formaaed at yde
Heidreks, Drottens,
Datter Hjælp.

2.
Da hørte Oddrun,
Atles Søster,
at Møen laa
og var meget syg -
Hun hented en bidslet
Hest fra Stalden,
lagde en sort
Sadel paa den –

3.
Fløj saa afsted
paa den flade Muld,
til hun naaed Hallen
med det høje Tag.
Sadlen hun rev
at det slunkne Dyr
og gik saa ind
gennem al den Borg.

Oddrun:
4.
”Hvad berømmes nu mest
*
Hvad nyt er der hændt
i Hunernes Land?”

En Terne:
”Borgny vrider sig
i Veer her,
din Veninde, Oddrun -
Kan du ikke hjælpe?"

Oddrun:
5.
”Hvem har forvoldt,
hun er vaandeplaget?
Hvorfor fik Borgny
saa brat en Sot?”

Ternen:
”Vilmund han hedder,
Høvdingers Ven!
Han vikled hende ind
i det varme Lagen.”

6.
Flere Ord
faldt der ikke, tror jeg.
Hun satte sig mildt
foran Møens Knæ.
Stærkt sang Oddrun,
stridt sang Oddrun,
kraftige Kvad
over Kvinden, der laa.

7.
En Pige og en Dreng
saa nu Dagens Lys,
Høgnes Drabsmands
dejlige Børn.
Den dødssyge
vilde sige noget,
og saadan faldt
hendes første Ord:

8.
”Hulde Magter
være hos dig i Nød,
Frigg og Freya
og flere Guder,
fordi du hjalp mig
af denne Pine!”

Oddrun:
9.
”Jeg ilede hid
og yded dig Hjælp,
skønt du aldrig har været
værd at hjælpe.
Men lovet jeg har
- og jeg holdt hvad jeg loved -
altid at hjælpe
i al Slags Nød.”

Borgny:
10.
”Syg er du, Oddrun,
og sanseløs!
Du siger jo alt,
hvad du siger, af Nag.
Jeg fulgte dig dog,
hvor du færdedes.
som om du og jeg
var Døtre af Brødre. ”

Oddrun:
11.
”Husk, hvad du ytred,
den Aftenstund
jeg laved Gunnar
et Leje i Stand.
Aldrig vilde
en anden Mø
gøre sligt, sagde du -
men saadan var jeg.”

12.
Den sorgtrætte Viv
satte sig ned,
fortalte om al
sin tunge Kvide.

13.
”Jeg fostredes op
i en Fyrstesal
yndet af alle
- man ønsked det saa.
Men kun fem Vintre
gik jeg fro og rig
i min Faders Hus -
saa faldt han fra.

14.
Jeg husker den trætte
Høvdings Ord,
de sidste, han ytred,
inden han døde:
Mig skulde man sende
til Sydens Land,
guldringeprydet,
til Grimhilds Søn.

15.
Men Brynhild, bød han,
skulde bære en Hjælm.
Til hende valgte han
Valmøens Lod.
Ypperlig som hun
vilde ingen blive,
sagde han, skaanede
Skæbnen hende.

16.
Brynhild sad bold
i Bure og væved,
raadede over
Riger og Folk.
Jord og højen
Himmel drøned,
da Fafners Bane
blev Borgen var.

17.
Der voges, der voges
med det vælske Sværd;
Borgen, hvor Brynhild
boed, blev brudt.
Der gik en Tid,
en ganske kort -
saa vidste hun
hver deres Svig.

18.
Hun tog den haardeste
Hævn derfor.
Alle led vi
længe derunder.
Vidt skal det rygtes
Verden over,
at hun søgte Døden,
da Sigurd faldt.

19.
Da blev jeg Gunnar
god og elsked
Ringenes Bærer,
som Brynhild skulde. –
Saa bød de røde
Ringe og loved
Atle Bøder,
der ikke var smaa –

20.
Og femten Gaarde
for at faa mig,
og Granes Kløvvægt,
ønsked Kongen den.
Men Atle sagde,
han aldrig vilde
sælge Møer for Guld
til Gjukes Søn.

21.
Vor Elskov var os
dog altfor stor.
Jeg lagde mit Hoved
til Heltens Skulder.
Der mumledes meget
blandt mine Frænder -
de sagde, de tit
havde truffet os sammen.

22.
Atle svared,
jeg var altfor god,
Last og Lyde
var langt fra mig.
Men aldrig skulde
den ene sige
sligt om en anden,
hvor Elskov raader.

23.
Atle lod Ryttere
ride afsted
gennem Mørkeskov -
efter mig de spejded.
De kom, hvor de ej
skulde kommet - did,
hvor samme Lagen
laa om os begge.

24.
Vi bød dem røde
Ringe af Guld
for ikke at sige
Atle noget.
De jog afsted
ad Hjemmet til,
gik ind og sagde
det altsammen.

25.
Det gjaldede lydt
fra gyldne Hove,
da Gjukes Sønner
red i Gaarden ind.
De skar Høgnes Hjerte
af hans Heltebryst
og slængte den anden
i en Ormegaard.

26.
Jeg var sejlet
paa Besøg til Geirmund
for at brygge ham Øl
endnu en Gang. -
Den kloge Høvding
tog Harpen og spilled,
vilde, at jeg
skulde hjælpe ham ud.

27.
Jeg lyttede til
fra Læsøs Strand,
Strengene tolked
saa tung en Kval.
Jeg brød fluks op
med alle Terner,
agted at frelse
Fyrstens Liv.

28.
Saa satte vi hjem
over Sundet igen -
nu øjned jeg alle
Atles Gaarde.

*

29.
Da kom Atles
ynkelige Mor
krybende ud
- alt ondt hende ramme -
gnaved sig ind
til Gunnars Hjærte,
forinden jeg
kunde hjælpe min Drot.

30.
Jeg undres ofte,
at jeg ikke døde,
Slangeleje-Dis,
efter denne Sorg.
Jeg syntes, jeg elsked
Sværdskænkeren,
den raske Helt,
saa højt som mig selv.

31.
Du sad og lytted,
mens jeg sagde dig alt
det onde, som jeg
og de andre taalte.
Hver maa leve,
som hans Længsel er.
Aarene mildned

Oddruns Kvide.”

Anmærkninger:

Vers 7:3. Høgnes Drabsmand d.e. Vilmund. Hvis Høgne er Gjukungen Høgne, staar vi her for en Form af Sagnet, der ellers ikke er kendt.
Vers 23. Langt om længe fatter Atle alligevel Mistanke.
Vers 25. Efter dette Digt dræber Atle altsaa Gjukungerne for at faa Hævn.
Vers 26:5. Høvdingen er Gunnar.
Vers 29:3. Slangeleje (Guld) - Dis d.e. Kvinde. Foruden Motiveringen af Drabet er ogsaa Oddruns Forsøg paa at hjælpe Gunnar egent for dette Digt.