Ofegur og Gudmundur hin rige
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
|||||
|
fordanskede af Mag. Grímur Thomsen
Udgivet af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug
Kjöbenhavn 1846
Ofegur og Gudmundur hin rige.
Gudmundur hin rige til Mödruvellir var en af den islandske fristats mægtigste hövdinger; han havde en mængde tingmænd, som de kaldtes, d. e. saadanne ringere bönder, som vare pligtige til at fölge goden eller herredshövdingen til altinget og der staa ham bi i alle de sager, som han der havde for retten eller paa anden maade blandede sig i. Som den förste mand i egnen, var det ogsaa hans sag at bilægge folks stridigheder, ordne alle samfundsforhold o. s. v. Derved havde en saadan hövding en stor indflydelse, og fölgelig ogsaa en stor magt over sine tingmænd. Hvorledes denne misbrugtes og dette misbrug igjen hævedes, have vi i det fölgende et bevis paa.
I den tid Gudmundur hin rige boede paa Mödruvellir i Eyjafjorden, boede hans broder Enar paa Thveraa i samme egn. Gudmundur var mægtig og havde mange mænd om sig; han plejede hvert foraar at reise omkring i de nordlige herreder mellem sine tingmænd, forat ordne herredets styrelse og afgjöre folks sager; han red ofte med tredive mænd alle tilhest, og opholdt sig paa mange gaarde sex nætter og dage. Dette var en haard byrde for de fattigere bönder. Da boede Ofegur Jaurngerdarson paa Skörd; han havde för havt mest at sige der nordpaa, han var Gudmundur hin riges og hans broder Enars gode ven. En höst holdt bönderne et talrigt möde paa Skörd; man raadslog om herredets fattigvæsen og andre sogneforhold, thi dengang var der stor nöd i de nordlige herreder. Da sagde en bonde ved navn Thorbjörn: »Ofegur! til dig retter jeg min tale, og taler jeg i manges navn; den nöd og fattigdom, som hersker her nordpaa, skyldes for en stor del den vane, som hövdingen Gudmundur hin rige har, naar han kommer her om foraaret med saa talrigt fölge, og dvæler en lang tid paa mange gaarde; nu vilde vi önske, at han herefter kun kom selvtiende, thi det andet kunne vi ikke taale.« Ofegur svarer: »der har jeg et raad imod. Gudmundur hin rige kan blive hos mig i fjorten dage med hele sit fölge, og saa skulle I bringe derhen de gaver, I ville give ham.« Thorbjörn: »du har ofte vist dit ædelmod og höje sind, men dog ville vi ikke fölge dette raad.« Ofegur svarede: »da bliver det vanskeligt at finde en udvei, som behager alle; nu skulle 29 af eder sætte eders heste paa stald, saa at der mangler een i tredive; hestene maa alle være fede og alle hingster; mangler I foer, saa kom til mig.« De lovede det. Nu gaar tiden hen indtil den sidste uge i fasten; da sender Ofegur bud efter de 29, som havde sine hingster paa stald; de kom til Skörd; Ofegur modtog dem gjæstfrit. Torsdagen derpaa böd Ofegur dem sadle sine heste, og saa gjorde de; men da de vare færdige, blev Ofegurs egen hest fört frem, det var en overmaade stor fed hingst; Ofegur steg op; han var en mandig karl at se til. Da de rede bort, sagde Ofegur: »I synes nok I reise uden et vist maal, men lad mig nu kun raade for os«; de bifaldt det. Löverdagen efter kom de til Mödruvellir. Da de nærmede sig til gaarden, kom en huskarl ud, og gik ind igjen, og sagde til Gudmundur hin rige, at der kom en flok mænd ridende til gaarden. Gudmundur sagde, det var ingen nyhed der i Eyjafjorden, at der rede folk omkring i herredet, men en ting skulle I mærke eder: hvis disse mænd ere vore herredsmænd, saa ville de ride ind ad den markport, som de först komme til, men ere de fra en fjernere egn, og fornemmelig hvis der ere nogle hövdinger med i færden, saa ville de ride ind ad hovedporten. Huskarlen gik ud, kom anden gang ind og sagde: »jo vist ride de til hovedporten, og een rider forrest med en blaa kappe over sig.« Og da de kom ud, sagde Gudmundur: »det kan være de vil os noget Reykdælerne, eller der er noget nyt fra den kant, siden deres hövding Ofegur er kommen hid.«
Gudmundur hin rige modtog Ofegur og hans mænd med særdeles velvilje, og böd dem at være der, saa længe de vilde. Ofegur svarede, at det tilbud var ham velkomment, »men,« sagde han, »det vil vist falde dig besværligt, at lade passe vore heste, thi de ere alle hingster, og ingen af dem maa komme den anden nær, men vi ere vanskelige at tilfredsstille i denne henseende, efterdi det ere vore yndlingsheste, alle vel forede.« Gudmundur sagde: »jeg tror ikke, mine huskarle tör passe eders heste anderledes end godt, heller ikke vil det skorte paa staldrum her paa Mödruvellir, thi för skal hornkvæget blive löst ud af stalden, end at eders heste mangle plads.« Ofegur og hans fölge blev der indtil paaske. Den fjerde dag i paasken, da Ofegur var staaet op, kom en af hans ledsagere til ham og sagde: »hvor længe har du i sinde at blive her?« Ofegur svarer: »til hen i ugen efter paaske.« Den anden siger: »ja, thi nu har Gudmundur begyndt at kjöbe baade hö og mad fra andre steder.« Ofegur svarer: »saa lader os netop blive her i ro og mag; jeg vilde önske du sagde sandhed.« Mandagen efter paaske lavede de sig til at drage bort. Gudmundur bad dem om at blive endnu en stund og more sig; der var endnu meget tilbage at tale om. Ofegur sagde, nu vilde han afsted. Gudmundur lod sin hest sadle, og red paa vei med dem. . . . . . . . Gudmundur sagde: »du har været hos os en tidlang, Ofegur! og veed vi ei dit ærinde; nu vilde jeg gjerne vide aarsagen til dit besög.« Ofegur sagde: »det er godt, du spörger derom, Gudmundur! det er derpaa jeg har ventet; mit ærinde var at aabne dine öine; de der nordpaa holdt dem for lidt lukkede; du veed, du har den skik, at reise om vaaren nordpaa til dine tingmænd med tredive mænd i fölge, og dvæle 6 nætter og dage hos hver smaabonde; er det ei skaansomt handlet mod dem, som have lidet gods; nu have vi ikke været saa længe her hos dig, og dog maatte du allerede kjöbe baade hö og mad andetstedsfra, du som er en rig mand og en hövding over andre; jeg tror du var en ligesaa stor mand, om du end ikke reiste til dine venner med mere end ti mænds fölge, og det ville ingen finde var for meget.« Gudmundur sagde: »du har talt vel, som man kan vente af dig.« . . . . . . . Næste vaar red Gudmundur hjemmefra selvtiende; han var der nu to nætter, hvor han för plejede at dvæle sex; han kom og til Ofegur af Skörd, hvor han fik en herlig modtagelse. Der opholdt han sig i en uge.
(Ikke desmindre synes herover at være opstaaet et spændt forhold imellem Gudmundur og Ofegur, thi begge vilde have mest at sige.)
— — Gudmundur hin rige red nordpaa til sine tingmænd, og overnattede paa Tjörnnes; han blev sat i höisædet; ved hans side sad Ofegur Jaurngerdarson; men da bordene bleve satte frem, lagde Ofegur den knyttede næve paa bordet og sagde: »hvor stor synes dig den næve, Gudmundur!« Han svarer: »tilvisse stor.« Ofegur sagde: »du tror vel, der er kraft i den?« Gudmundur svarede: »det tror jeg vist.« Ofegur vedblev: »du tænker vel, den vilde give et dygtigt slag.« »Et svært et,« sagde Gudmundur. Ofegur spurgte: »hvor megen meen tror du det slag vilde tilföje?« Gudmundur svarer: »benbrud eller bane.« Ofegur sagde: »hvad vilde dig synes om en saadan död?« »Ilde,« svarede Gudmundur, »og saaledes vilde jeg ikke dö.« Ofegur sagde: »sid da ikke i min plads.« Gudmundur svarede: »det skal jeg heller ikke,« reiste sig, og satte sig paa den anden side. Det kunde man mærke, at Ofegur vilde der være höiest agtet, og han undsaa sig ikke ved at gjöre hvadsomhelst der faldt ham ind.
