Om Finnernis Tro oc Religion
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Peder Claussøn Friis
Om Finnernis Tro oc Religion
1632
Peder Clausson Friis: Samlede Skrifter (1632)
Udgivne for den norske historiske Forening
af Gustav Storm Kristiania 1881
Om Finnerne.
Strax norden for Nummedalen oc Jemteland boe Finnerne inderst i Fiordene, oc paa det store Field Kiølen indtil Lands-enden; de Finner, som boe ved Fiordene, kaldis Siøfinner, men de, som vancke paa det store Field, kaldis Lappefinner eller Fieldfinner, oc baade Partene kaldis ocsaa Gannfinner for den Troldom, de bruge, huilcken de kalde Gann.
Om Finnernis Tro oc Religion.
Oc ere Finnerne icke andet at regne end for Hedninge, fordi de vilde icke lade sig rettelige undervise i den christelige Tro oc Lærdom; thi endog at Siøfinnerne føre deris Børn ud til Presterne oc lade dennem døbe (somme naar de ere 3 eller 4 Aar gamle), oc somme komme om Aaret ud til Kircker oc høre Prædicken oc annamme ocsaa Alterens Sacrament (huilcket udi Pawedommens Tid, oc end lenge der-efter, bleff dennem gifuit uviet oc usacreret, som mand mente), oc en Part vide, huilcke Prestegield de høre til, oc gifue deris Sogneprest sin aarlige Rettighed; saa bevise de dog met deris ugudelige oc forskreckelige Troldom oc Afguderi, at saadant er icke uden idel Skrømpteri, saa-som huer skal kunde forstaa oc mercke aff deris efterskrefne Historier.
Thi de hafue deris Afguder staaendis i Skoufuen oc vilde Marck, oc ere mange om huer Afgud, somme hafue en stor Steen, somme et stort Granetræ, oc en Part giøre sig et stort Træbillede, oc sette det nogensteds hen i en Hule under et Field, oc saadanne kalde de deris Landguder, oc skrifue deris Mercke paa dennem, oc giøre dennem Offer oc Tienist efter hedenske Vijs; oc alt saadant giøre de saa lønlige under sig sielfue, lige-som Biermlænder ocsaa hafue i fordum Tid haft deris Afgud, huilcken de kallede Jomala, som mand kand læse udi S. Oluffs Historie[1].
Det hende for faa Aar siden, at en Mand, som endnu lefuer paa Helieland[2], drog paa Fieldet oc søgte efter Biørne, oc hand kom til en Heller (det er en stor Hule under en Klippe), der fand hand i samme Heller et stort groft Billede, som var en Finnegud, oc stod der hos hannem Finnens Gann-Eske, oc der hand oplod samme Eske, da krøb den fuld aff blaa Fluer, huilcke vare Finnens Gann og Trolldom, som hand dagligen udsende. Afguden hug hand i Stycker, oc opbrende for Ved om Natten, men Esken sætte hand til-side, oc torde intet røre der ved, oc packede sig der-fra om Morgenen met det snariste. De ere allesammen grumme Troldfolck, huis Lige jeg icke troer at hafue nogensteds værit, eller undnu findis i Verden, oc deris Gann gaar i Arff, saa at en Slect er rammere oc sterkere i deris Troldoms-konst end en anden, oc Lappefinnerne ere en Part argere der-met end Siø-finner, huorfor de oc sætte deris Børn til Lære hos Lapperne, fordi det er dem fornøden, at de alle oc huer skulle kunde den Konst, ellers blifue de fortrollet oc forgiort aff de andre; oc kand Finnen icke trifuis, uden hand huer Dag sender en Gann ud, det er Flue eller Trold aff sin Ganneske eller Gannhiid, det er en Skindpose, som hand hafuer dem udi, oc naar hand icke hafuer Mennisken at forgiøre oc sende sin Gann udi (huilcket hand icke giør, uden hand hafuer nogen Sag met hannem), da udsender hand den i Vær oc Vind, oc lader den ramme paa Mennisker, Queg eller Diur, eller huor den kand, oc stundum sender hand sin Gann i Fieldet, oc sprenger store Field ud, oc for en ringe Sags Skyld skiude de deris Gann i Mennisker oc forgiøre dennem, som de meene, huor-til Menniskens Vantro gifuer dem Mact, dog hafue de icke Mact met at forgiøre nogen, uden de vide hans Faders Naffn.
De kunde oc fly een at vide, huad der skeer paa andre Steder langt borte, oc da legger hand sig ned oc gifuer sin Aande fra sig, oc ligger som hand var død, oc er sort oc blaa i sit Ansict, oc saaledis ligger hand en Time eller halff-anden, efter som Steden er langt borte, som hand skal forfare nogit paa, oc naar hand da opvogner igien, kand hand sige, huorledis det gaar til, oc huad visse Personer giøre oc hafue for Hænder paa det Sted, som hand er ombeden at forfare paa.
Saa som mand hafuer skinbarlig seet paa en Garpe-stoufue i Bergen hos Johan Delling, at en Finne, som var kommen til Bergen met en, ved Nafn Jacob Smaasuend, oc bleff ombeden at fly dem at vide huad fornefnte Johan Dellings Herskab udi Tydskland giorde oc bestillede, da hafuer hand lafuet sig til oc sad oc rasuede, lige-som hand hafde værit drucken, oc i det samme spranck hand hastelig op, oc løb nogen Gange omkring, oc falt saa ned, oc bleff der liggendis for dem, lige-som hand hafde værit død, oc der hand omsier opvognede igien, sagde hand dem, huad hans Herskab paa den Tid bestillede oc giorde, oc det bleff strax antegnet i Stufuens Bog, oc befantes der-efter sant at være, det som hand der-om sagt hafde.
Hand kan oc giøre oc opvecke hvilcken Vind som hand vil, oc synderlig den Vind, som hafuer blæst den Tid hand bleff fød, oc de som kiøbe Bør aff hannem, dem antvorder hand et Snøre eller Baand met tre Knuder paa, oc naar hand opløser den første Knude, faar hand passelig Bør, oc løser hand den anden Knude, da faar hand saa sterck Vind, som hand kand mest raade; men løser hand den tredie Knude, da gaar det icke aff uden Skibbrud oc Mande-miste.
Det skeer oc ofte, at de blifue indbyrdis uens oc forgiøre huer-andre, som det nogen Aar forleden gick met en Finne, som var megit kunstig paa sin Handel, oc kalledis derfor Asbiørn Gannkonge; oc en anden var vred paa hannem, oc vilde forgiøre hannem, men hand kunde ingen Raad eller Mact faa met hannem, før end det tildrog sig, at samme Gannkonge laa en Nat under en høy Klippe oc soff, oc den anden skiød sin Gann udi Klippen oc sprengede den ud, saa at den fald ned paa hannem, oc der bleff hand død.
De bedrifue oc somme megen Arrighed met deris Troldom, saa at den ene skiuder eller sender sin Gann i et Menniske, oc en anden bider den ud igien, oc drifue deris Lyst met Mennisken at plage, oc bekomme hans Gods oc Penninge derfor. Saadan hafuer en værit ved Naffn Halstein Garp, huilcken bode paa Helieland, oc i sin Ungdoms Tid hafde værit i Danmarck hos Kong Christian met nogne Rinsdiur, hand bleff brent for nogen faa Aar siden paa Helieland met sin Kone Skaner Karin for deris Troldom, met huilcken de hafde forgiort mange Mennisker, oc en Part hafde huilpet fra den Troldom, som de hafde paasend dennem.
Det er oc skeet, at de hafue kiempet med hin-anden, huem sterckiste Gann kunde giøre, oc den ene lod en stor Steen flyde ofuer et Sund; men den anden vreet Hofuedet tuert paa den første, saa at Ansictet vende hart bag i Nacken, oc de andre Finner kunde icke met ald deris Konst faa det i sit forige Sted igien, saa lenge hand lefuede, men nogit finge de det tilbage igien, saa at det stod tuert paa hannem.
Dette skrifuer jeg icke gierne om de onde Folck, megit mindre dømmer jeg her noget om, uden at Satan er en tusind-fold Konstener oc megit kraftig i de vantro Mennisker.
Finnerne ere maugre oc skrinde Folck, oc dog megit sterckere end andre Mennisker, saa som mand kand prøfue paa deris Buer, huilcke en Norsk Mand kand icke drage Halff-parten saa langt op, som Finner kand. De ere megit sorte oc brune paa deris Krop, oc ere hastige oc ondsindede Folck, lige-som de hafde en Biørne-natur.
Fodnoter
