Om Redaktionerne af Jomsvikingasaga

Fra heimskringla.no
Revisjon per 25. des. 2013 kl. 15:01 av JJ.Sandal (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Arkiv for nordisk filologi

ved
Gustav Storm

Første bind, s. 235-248
Christiania 1883.


Om Redaktionerne af Jomsvikingasaga.


Det har altid været Vanskeligheden ved de literær-historiske Undersøgelser af Sagaliteraturen, at man ikke har havt Adgang til at studere og vurdere de særskilte Recensioner af de enkelte Sagaer. En Undtagelse herfra gjør nu Jomsvikingasaga; efterat først Ungers og Gislasons Udgave af Flatøbogens 1ste Bind (1860) havde bragt den i Olav Trygvessøns Saga optagne Recension fuldstændig for Dagen, fulgte efter et længere Mellemrum Cederschiölds Udgave af Sagaen efter den Stockholmske Codex No. 7 4to (1874), derpaa Gjessings Udgave af Arngrim Jonssøns Oversættelse efter et tabt Haandskrift (1877), endelig Udgaverne af Haandskrifterne AM. 510 4to (1879) og af AM. 291 4to (1882), begge ved Carl af Petersens ; hertil kan endvidere regnes Udgaven af Biskop Bjarnes Jómsvíkingadrápa ved Petersens (1879). Alle disse Udgaver udmærker sig fremfor Forgjængerne derved, at de med stor Nøiagtighed har gjengivet sine Kilder og holdt de forskjellige Recensioner ude fra hinanden, saa at alle ældre Udgaver (Hamarskölds, Synishorn og Fnm. S. XI) nu er gjorte overflødige og ubrugbare; Udgiverne have desuden givet saa fuldstændige og mønstergyldige Beskrivelser af Haandskrifterne, at ogsaa disse for literærhistoriske Undersøgelser er smukt belyste. Da dertil kommer, at de af Kongesagaerne, som har Slægtskab med Sagaen, ogsaa foreligger i brugbare Udgaver, har jeg fundet at burde benytte denne næsten enestaaende Anledning til at undersøge de forskjellige Recensioners literære Stilling til hinanden og søge at paavise de forskjellige Trin i den Udvikling, Sagaen har undergaaet i Haandskrifterne. I den følgende Undersøgelse betegner jeg af Grunde, som senere vil fremgaa, Arngrims Original-Text med A, AM. 291 qv. med B, Cod. Holm. 7 qv. med C, Flatøbogens Text med D og AM. 510 qv. med E.


I.

Man har i nyere Tid villet adskille Sagaens Recensioner i to Hovedformer, den egentlige Jomsvikingasaga, der begynder med Palnatokes Slægt, og den udvidede Saga, der griber længere tilbage i Danmarks Historie og navnlig dvæler ved Gorm den gamle og ved Harald Gormssøns Historie og Indgriben i Norges Forhold. Gjessing har i sin Fortale til Arngrims Oversættelse formuleret dette saaledes, at den første Hovedform "rimeligvis er den oprindeligste, da den med større Enhed i Emnet indskrænkes til Jomsborgs Anlæg og Jomsvikingernes Hærfærd," medens man i den anden Hovedform har en "Sammenstilling af Beretningerne om de ældste Danekonger som en første Taatt med den egentlige Jomsvikingasaga som anden Taatt," og til denne Antagelse slutter ogsaa Petersens sig. Jeg har ikke kunnet overbevise mig om Rigtigheden heraf. Allerede den Omstændighed, at alle de ældre Recensioner (A og B fra 13de Aarhundrede, C fra Begyndelsen af 14de Aarhundrede, D fra c. 1380) her staar imod den yngste (E fra c. 1500), synes at tale for, at Redaktøren af E har udeladt Danekongernes Historie som ham bekjendt fra andre historiske Kilder, enten Knytlingasaga eller den store Saga om Olav Trygvessøn. Videre kan anføres, at overalt hvor vi i Haandskrifter og Bearbeidelser fra 13de og 14de Aarhundreder finde Jomsvikingasaga benyttet (Noregs Konungatal fra c. 1220, Snorres Kongesagaer fra c. 1230, det arnamagnæanske Haandskrift af Odd Munks Olavssaga fra c. 1280-1300, Haandskrifter af den store Ólafssaga Trygvasonar fra 14de Aarhundrede), der kan det bevises, at Stof fra begge Afdelinger er benyttede, og naar Gjessing lige overfor dette Forhold tænker sig, at disse Bearbeidere kan have "laant fra Grundkilderne før deres Sammenknytning," da maa det dog erindres, at saadanne "Grundkilder" ikke vides at have existeret, thi Stykket om de ældre Danekonger kjendes kun og citeres kun som Bestanddel af Jomsvikingasaga. Gjessing er forøvrigt enig i, at den "første Taatt" er uafhængig af den Fremstilling af Danekongernes Historie (med Nedstammelsen fra Ragnar Lodbrok), som foreligger i Snorres Kongesagaer, i Knytlingasaga og i den store Olavssaga, og at disse først under Haandskrifternes Afskrivning efterhaanden har faaet Indflydelse paa Fremstillingen i Jomsvikingasagaen; men netop Fremstillingens ældre Karakter i den "første Taatt" er et stærkt Vidnesbyrd om, at den har hørt til de oprindelige Dele af Jomsvikingasagaen, som ogsaa ellers viser sig uafhængig af og ældre end den historiske Skole, der fyldigst repræsenteres af Snorre. Og seer man denne "første Taatt" i den Sammenhæng, hvori den altid forekommer, nemlig som Indledning til Jomsvikingernes Hærfærd, kan man efter min Mening ikke godt komme til anden Opfatning end at dette er dens oprindelige Bestemmelse, m. a. O., at den har tilhørt Jomsvikingernes Saga, saalænge der har existeret en Saga om disse.
   Den "første Taatt" er efter min Mening ikke en halv overflødig Fremstilling af de ældre Danekongers Historie, men en i Sagaens Composition temmelig nødvendig Forklaring af, hvorfor Jomsvikingernes Tog var rettet mod Norge . Den "anden Taatt" forklarer Opkomsten af Fiendskabet mellem Tokes Æt og Kongerne, viser hvorledes Palnatoke grundede Jomsborg i Opposition mod Kong Svein, hvorledes Sigvalde maatte begaa Forræderi mod Kongen og hvorledes denne maatte for enhver Pris søge at hævne sig og forlokkede Jomsvikingerne til at begive sig paa det farlige Hærtog, hvor flere af dem faldt og Sigvalde bedækkede sig med Skjændsel ved sin Flugt. Men hvorfor rettedes dette Slag mod Norge ? Dette forklarer den "første Taat," som efter en kort Indledning om de ældre Danekonger begynder at brede sig ved Omtalen af Kong Gorms Sønner, af hvilke Harald netop havde saa indgribende Betydning for Forholdet mellem Danmark og Norge, og Knut var Fader til den Gullharald, hvis Ærgjerrighed var henvendt paa Norge og derved kom i Kollision med Haakon Jarls Fordringer. I det følgende berettes saa, hvorledes den danske Konge forledes af Haakon Jarl til at begaa Forræderi mod sin Brodersøn Gullharald og derved opnaaede Overherredømmet over Norge, hvorledes saa hans Vasal Haakon Jarl benytter Krigen mod Keiser Otto og den tvungne Daab til at gjøre sig uafhængig og hvorledes Kong Harald forgjæves forsøger at bringe ham til Lydighed. Summen af "første Taatt" er altsaa, at Haakon Jarl havde gjort Oprør mod den danske Konge og at det var en Æressag for denne at hævne sig og vinde igjen Skatten af Norge. Netop saa meget krævedes i Sagaens Økonomi, og derfor kan Haakon Jarl i Sagaens "anden Taatt" forudsættes som en kjendt Person, der ikke behøver at indføres med særskilt Omtale, saaledes som ellers de islandske Sagaer pleier at gjøre, naar en ny Hoyedperson fremtræder; men netop fordi en saadan Omtale mangler i E, synes dette at vise, at E kun har optaget en Del af Sagaen.
   Der er ogsaa et andet Punkt i Sagaens Composition, som peger paa Enheden af første og anden Taatt, nemlig Drømmene . Det er bekjendt, hvilken Rolle Forudsigelser, Syner og Drømme o. l. spille i mange islandske Sagaers Composition, hvorledes de tjene til at sammenknytte Fortællingens enkelte Led og til at spænde Forventningen paa det følgende. Paa denne Maade indledes ogsaa Palnatokes Historie med at hans Moder Brudenatten drømmer, at hun vævede paa en Væv, og at fra Væven faldt en Kljaasten ned, som da hun tog den op, viste sig at være Kong Haralds Hoved1 - en tydelig Anvisning paa, at hendes Søn skulde blive Kong Haralds Bane, saaledes som Sagaen siden fremstiller . Men lignende Drømme opfylder ogsaa den "første Taatt" og nogle af dem viser her tydeligt ud over Taatten og ind i den "egentlige Saga." I Arngrims Text fortælles om Kong Gorms Drømme før Bryllupet: om de hvide og røde Oxer, om det store "Havbrag", om Æblerne, som dels faldt, dels var nær ved at falde til Jorden, og om de ufødte Hvalper, som gjøede, og disse Drømme forklares om Hungersnød i Kong Gorms Tid, om Kristendommen og om de ufødte Krigeres (dvs. Jomsvikingernes) Kampe; i de andre Recensioner fordeles disse Spaadomme saaledes, at Kong Gorm drømmer om Oxerne og Havbraget, hvilket sidste forklares om Kong Haralds Kampe mod Palnatoke og hans Slægt, medens de øvrige Drømme fremstilles som Syner, Thyres Fader Klakk-harald har; skjønt ogsaa i Enkelthederne Forandringer er foretagne, træffe vi dog ogsaa blandt disse de ufødte Hvalpes Gjøen, som her forklares om Kong Sveins Oprør mod Faderen. Med andre Ord: i alle Bearbeidelser af den "første Taatt" findes Henvisninger til Begivenheder, der skildres i den "egentlige Saga," og naar man saa lægger Mærke til at disse Drømme og Varsler ikke have nogen selvstændig Betydning i "første Taat," men alligevel opfylder store Partier af denne, maa man være berettiget til at hævde, at de i Forbindelse med deres Omgivelser tilsammen er forfattede som første Afdeling af den fuldstændige Saga om Jomsvikingerne.


II.

Selv bortseet fra Spørgsmaalet om Forbindelsen mellem første og anden Taatt fører imidlertid ogsaa andre Omstændigheder til at skille mellem Redaktionen ABCD og Haandskriftet E. Som man allerede tidligere var opmærksom paa og som fyldigst og skarpest er fremhævet af Petersens , viser E Spor af Forbindelser med andre Skrifter, der ikke kan eftervises i ABCD. Længere Stykker af E slutter sig nær til Sagasamlingen "Noregs Konungatal," navnlig til dettes ældste Haandskrift B fra c. 12502 - dette er Tilfælde med Forhandlingerne mellem Sigvalde og Burisleiv, med Toget langs Norges Kyst og med Dele af Slagskildringen -, enkelte Stykker staar i nært Slægtskabsforhold til et Haandskrift af Odd Munks Olafssaga, et enkelt Citat henviser til Sæmund Frode og et andet til Biskop Bjarnes Jómsvíkingadrápa og endelig citeres 9 hele og to halve Strofer af Skalden Tind Hallkelssøn. Man kan imidlertid ikke uden videre antage, at Haandskriftet E i sin Helhed staar nærmere den oprindelige Sagaform, thi dels viser denne Text sig i det Hele taget som stærkt udvidet og af nyere Præg, dels indledes netop flere af de Steder, der specielt stemmer med andre Kilder, med et "sumir segia" e. lign. og vise sig derved tydeligt som Parallelopgifter, der ikke tilhøre Hovedstammen. Petersens er derfor kommet til det Resultat, at Skriveren af E - eller hans Forgjænger i Arbeidet - har ved Siden af sin egentlige Kilde, et Haandskrift af Jomsvikingasaga, benyttet og udskrevet Steder af Noregs Konungatal (B), af Odds Olavssaga og af Sæmund Frode samt de to Digtninger af Bjarne Biskop og Tind Hallkelssøn. Men dette Resultat har jeg vanskeligt for at gaa ind paa, og mod det taler en literær-historisk Betragtning; vi maatte da i Redaktøren af E, hvis Sprogformer og Fremstillingsmaade henviser ham til en meget sen Tid, meget senere end den selvstændige Produktionstid i den islandske Literatur, alligevel se en Forfatter, der forenede en udstrakt Læsning med en kritisk Evne til at vælge mellem en hel Række forskjellige Kilder, og hvad mere er en Forfatter, der ud af et rigt Materiale nøiede sig med at udplukke enkelte Sætninger og kortere Perioder. Rent usandsynligt forekommer dette Resultat, naar efter dette Beretningen om Haakon Jarls Død skal være hentet dels fra den oprindelige Saga, dels fra Konungatal og dels fra Odd Munk, og dog udgjør denne Beretning kun 8 Linjer!3 Og med disse knappe Sætninger skulde den ordrige og udvandende Redaktør have nøiet sig, naar han dog fra Odd Munk kunde have laant en Beretning paa flere Sider og med saa mange interessante Detaljer!
   Det forekommer mig aabenbart, at vi maa søge en naturligere Forklaring, og denne er ikke vanskelig at finde. Det er forlængst paavist, at Forfatteren af Konungatal har benyttet en Jomsvikingasaga, og det er ogsaa sikkert, at det arnamagnæanske Haandskrift af Odd Munk har laant fra en saadan; ligeledes sees det, at i den Jomsvikingasaga, som Forfatteren af Konungatal benyttede, citeredes Tind Hallkelssøns Digte og han selv indførtes blandt Deltagerne i Slaget, og den Beretning af Sæmund, som citeres i E, gjenfindes substantielt i Konungatal, saa at ogsaa den kan have staaet i dennes Kilde Jomsvikingasaga. Tilbage staar saaledes kun Citatet af Bjarne Biskop, og dette kunde Redaktøren af E have hentet direkte fra Digtet, der var udbredt i Afskrifter paa Island og desuden fandtes optaget i flere Haandskrifter af Ólafssaga Trygvasonar; imidlertid viser ogsaa ellers Konungatals Beretning om Jomsvikingerne et saa nært Slægtskab med Bjarnes Digt, at det kunde være tilladt at antage, at den Jomsvikingasaga, som forelaa Forfatteren af Konungatal, har citeret Bjarne. Summen af dette er, at alle disse Træk stamme fra en ældre Redaktion af Jomsvikingasaga - den som Forfatteren af Konungatal og Redaktøren af det arnamagnæanske Haandskrift af Odd Munk har benyttet - og at Redaktøren af E har havt Adgang til foruden sit Hovedhaandskrift af Sagaen (i dens senere Redaktion) at benytte et Haandskrift af den ældre Redaktion. At antage en saadan Benyttelse af to fra hinanden afvigende Haandskrifter af samme Saga vækker ingen Betænkelighed, og der kan paavises talrige Paralleler f. Ex. ved Redaktionen af de store Olafssagaer.
   Denne Opfatning, at Interpolationerne i E stamme fra et Haandskrift af den ældre Redaktion, kan endvidere støttes ved følgende Betragtning. Det er bekjendt at det saakaldte "Noregs konungatal" nu kun kjendes fra to (tabte) norske Haandskrifter, der vise tilbage en Forfattelsestid c. 1220, og det er gjort sandsynligt, at dette Skrift er forfattet af en Islænding i Norge og at netop af den Grund Beretningen om Jomsvikingernes Tog har faaet Berigtigelser fra Lokalkjendte: det siges udtrykkeligt, at Jomsvikingerne vige af fra den ydre Skibsled ( þjóðleið ) og først lande paa Udsiden af Øen Hod ( utan at ey þeirri er Höð heitir), at Bonden oplyser dem om at Jarlen ligger á Elftrum og at efter denne Oplysning Vikingerne drage nordenfor Øen Hod ( fyrir norðan eyna Höð). Netop under Skildringer af denne Reise har E optaget talrige Interpolationer, der er beslægtede med Konungatal, og hvis de nu virkelig stammede herfra, maatte man jo vente at finde ogsaa dets geografiske Forbedringer benyttede i E; men - ingen af dem findes , og navnlig er dette paafaldende med den 2den Rettelse, thi her findes netop i E en Interpolation, men uden den locale Rettelse, som kan sees af denne Sammenstilling:

AM. 291 S. 68.
Vlfr svarar: her lá hann j. gær kvelld siþ æin scipa fyrir innan æyna Hauþ á Hiorunga vagi oc mano þer þegar fa drepit hann.

AM. 510 S. 68.
Ulfur svarar: Ef þier uilit uel launa mier saugu mina, og suo þier launit mier aungu, þa ma eg seigia ydur til Haconar iarls, hvar kann la i giær med einu skipi hier firer innan eyna Hand aa Hiorunga-uogi, og munu þier þegar fa drepit hann.

Konungatal c. 58.
þa svaraði bóndi: Vilið þer vel launa mer eðr engu, þa ma ek segja, ydur til Hakonar jarls, hvar hann liggr inn á Elftrum, ok veit ek eigi hvart hann hefir eitt skip eða tvau.

Denne Afvigelse fra hvad man kunde vente af Interpolationen er for mig et yderligere Bevis for, at Redaktøren af E har laant ikke direkte fra Konungatal, men fra dennes Kilde, den ældre Jomsvikingasaga .
   Hvis dette Resultat er rigtigt, faa Interpolationerne i E sammen med hele det Afsnit af Noregs konungatal, der behandler Haakon Jarls Historie, samt det arnamagnæanske Haandskrift af Odd den vigtige historiske Betydning, at de repræsentere Jomsvikingasaga i dens ældste Skikkelse. Det vilde være en interessant Opgave at søge ved en gjennemført Undersøgelse at paavise dennes enkelte Bestanddele og Karakter, men jeg skal her kun nøie mig med Antydninger. Den har omtalt Kong Gorm og hans to Sønner, Harald og Knut Danaást, men ikke kjendt noget Fiendskab mellem disse; den har fremstillet hele Fremgangsmaaden mod Harald Graafeld og Gullharald samt den dermed følgende Erobring af Norge; den har skildret Keiser Ottos Tog og Seir ved Olav Trygvessøns Hjelp, Biskop Poppos Mirakel samt Haakon Jarls Frafald. Om Palnatoke og hans Slægt har spillet den samme Rolle som i den senere Saga kunde synes tvivlsomt nok, da ialfald Noregs konungatal ingen Plads har for ham; men her er han utvivlsomt med Vilje udstødt og et Spor hertil har vi i, at hans trofaste Ledsager Bjørn bretske er bleven staaende i Konungatal og desuden allerede Snorre igjen optager Palnatoke. I Hærfærden til Norge kan paavises følgende to Ejendommeligheder: Jomsvikingerne lande Julenat paa Jæderen, hvor de mishandle Geirmund, og de havde med paa Toget 60 Storskibe (efter Sæmunds Beretning), medens Nordmændene havde femdobbelt Folkestyrke; i alt væsentligt synes ellers Sagaens Beretning at have stemt med de sædvanlige Texter med Undtagelse af enkelte Navne i Høvdingelisten (Ragnvald af Ærvik, som ogsaa forekommer i A, Sigurd Jarlssøn, som ogsaa forekommer i E) samt Viser af þorðr Kolbeinsson og Tindr Hallkelsson og enkelte andre.


III.

At paavise Rigtigheden af vor Gruppering af Recensionerne A B C D, er en forholdsvis let Sag, da jeg her ganske kan slutte mig til Gjessings Udvikling i Fortalen til A, med de Correctioner, som fremgaar af de Oplysninger, Petersens har leveret om den Hammarschiöldske Udgave. De vigtigste Ejendommeligheder for Arngrims Original er: 1) at de 3 ældste Konger i Danmark er Gorm den barnløse, hans Pleiesøn (af ukjendt Oprindelse) Knut og dennes Søn Gorm den "heimske" eller "gamle"; 2) at Thyres Fader kaldes Kong Harald i Holsten; 3) at Knut, Gorms Søn, falder paa et Tog i Irland, ikke i Kamp mod sin egen Broder; 4) at Sigurd Ladejarl kaldes Yrnajarl ; 5) at Haakon Jarl betaler i 3aarlig Afgift 100 Mark Guld og 60 Høge; 6) at Jomsvikingerne plyndre paa sin Vei til Norge Byen Tønsberg. Af disse Træk kan Beretningen om Danekongerne ansees for det ældste islandske Sagn om disse, ældre end Kongesagaernes; Beretningen om Knuts Fald i Irland har jeg andensteds paavist som det ældste og muligens endog historiske Sagn om denne Kongesøn; Navnet Yrnajarl gjenfindes i Ágrip og Beretningen om Afgiften hos Thjodrik Munk, altsaa de ældste skriftlige Beretninger om disse Tider. Tilbage staar alene Plyndringen i Tønsberg, som Arngrims Original har optaget ved Siden af (og aabenbart i Strid med) den ældre Tradition om Angrebet paa Jæderen Julenatten og derved betegner som Indskud. De eneste Ejendommeligheder ved dette Sagn er Stedsnavnet Tønsberg og Personnavnet Ogmund hvide, som indsættes istedetfor det oprindelige Sagns Jæderen og Geirmund; Kilden til denne Variant kan ikke længer paavises, men maa vel søges i et nu tabt Digt af samme Art som Bjarnes Drápa, De øvrige Træk synes derimod ægte, og da de alle bære Oprindelighedens Præg og tildels forsvinde i den senere Fremstilling, maa de regnes til Sagaens oprindelige Bestanddele, som nu kun er bevarede i A.
   Det næste Skridt i Sagaens Udvikling finde vi repræsenteret af B. Her er allerede Danekongernes Historie noget paavirket af Cyklusen om Ragnar Lodbrok og hans Ætlinger, idet den første Knut ikke længer er Gorm den gamles Fader, men fostrer dennes Fader Hardeknut, Sigurd Ormøies Søn;4 her er ligeledes Klakharalds Rolle udvidet, idet han ligesom sin Datter Thyre er fremsynt og spaar om Kongeslægtens Skjæbne;5 her optræder ligeledes første Gang Sagnet om Knuts Kamp mod sin Broder Harald i Limfjorden og hans Fald i denne Kamp - et Sagn, som ikke influerer paa Sagaens senere Composition (Forholdet til Gullharald) og allerede af den Grund maa betragtes som en senere Udvæxt. Ogsaa i den senere Del afviger B noget fra A, dog skulde jeg tro, at Arngrims Original her har forkortet nogle af Detaljerne (f. Ex. om Bjørn bretske, om Havard og Aslak, om Tova, om Thorkel Midlang o. s. v.), som ialfald alle gjenfindes i de senere Redaktioner, uden at man kan indse nogen Grund til at indskyde disse ufrugtbare Episoder.
   Det næste Skridt er taget i C; medens B endnu kun røbede et enkelt Spor af Lodbrok-Cyklusen, finde vi her ogsaa andre Træk og desuden stærke Forkortelser af Hensyn til hvad der allerede var bekjendt fra de norske Kongesagaer. C har ligesom A beholdt den gamle Kongerække Gorm den barnløse, hans Pleiesøn Knut og dennes Søn Gorm den "heimske og gamle", men har dog allerede skaffet Knut virkelige Forældre i den hidtil ukjendte og uhistoriske "Arnfinn Jarl i Saxland" og hans Søster; og samtidig anerkjendes de danske Kongers Nedstammelse fra Ragnar Lodbrok, thi det Tog, som efter A Knut og Harald foretage til Irland, er i C henlagt til Northumberland, fordi Knut og Harald har Ret til dette Land som Arv efter "Lodbroks Sønner og andre deres Forfædre". C har stærkt forkortet Beretningen om Harald Blaatands Forhold til Harald Graafeld, Gullharald og Haakon "eptir þui sem segir i konungabók"; ligeledes afsluttes Haakon Jarls Historie med at han blev tagen af Dage "eptir þui sem segir i konunga saugum". Paa begge Steder synes Henvisningen bedst at passe til Snorres Kongesagaer.
   Den sidste Fuldendelse har da Sagaens Bearbeidelse faaet i Flatøbogen og dermed sammenhængende Bearbeidelser til Indlemmelse i Olav Trygvesøns Saga, altsammen Haandskrifter fra 14de Aarhundrede. Her har Lodbrokætten fuldstændigt fortrængt den korte danske Kongerække (Gorm den barnløse og hans Pleiesøn Knut og disse ere reducerede til Underkonger i Jylland, men til Gjengjæld er deres Stamtræ udvidet med flere uhistoriske Led opad (Olav Kynriksson, Grim Gave (Graa), Audulv audge, Fader til Gorm) og desuden deres Historie udstyret med enkelte Smaatræk: Knut faar Tilnavnet Fundne -Knut eller Træle-Knut (det sidste, fordi han lønner de Træle, som finde ham og dem, som give Oplysning om hans Herkomst) og han faar til Søn og Efterfølger Gorm den heimske , der saaledes skilles fra Gorm den gamle; Leddene knyttes sammen med de senere Danekonger ved at Gorm den heimske fostrer Sigurd Ormøies Søn Hardeknut, hvis Navn afledes fra "Hord i Jylland". Flatøbogen omtaler begge de to modstridende Beretninger om Knut Gormssøns Fald (efter B og C), men véd ikke at vælge mellem dem og refererer dem derfor begge; Uddraget i Fnm. S. I foretrækker Beretningen om Toget til Northumberland. Beretningen i Flatøbogen er ogsaa iøvrigt en Overarbeidelse, idet den maa tilpasses til andre Kilder: hvor disse ere vidtløftigere, følger den dem; deraf følger dels Udeladelser, dels Tilsætninger (f. Ex. om Sigmund Brestessøns Deltagelse i Slaget i Hjørungavaag).
   Redaktionen E har som nævnt udeladt hele Danekongernes Historie forud for Harald Gormssøn og har forøvrigt modtaget Tillæg fra Sagaens ældste Redaktion, men synes ellers i alt Væsentligt at staa paa samme Standpunkt som C og D. Jeg skulde ogsaa af den Grund være tilbøielig til at tro, at denne Redaktion ikke stammer fra en meget senere Tid end hin. AM. 510 synes mig snarere at være en ren Afskrift - maaske med Sprogudvidelser og nyere Sprogvendinger - end en af Skriveren foretaget Redaktion, og denne Opfatning stemmer med, at de andre Sagaer, som findes i 510, neppe er andet end moderniserede Afskrifter (se f. Ex. Varianterne i Gerings Udgave af Finnboga Saga ).


IV.

De mange ægte og gamle Sagntræk, som kan paavises af den ældste, i sin Helhed tabte Recension af Jomsvikingasaga, henvise denne Saga til det ældre Trin i Sagaliteraturen. Den er sikkerlig ældre end c. 1220, da den staar paa et ældre Standpunkt end de sammenhængende Kongesagaer og desuden er benyttet i disse; den viser i enkelte Sagntræk Slægtskab med Ágrip og Thjodrik Munk, altsaa Værker fra 3die Fjerdedel af 12te Aarhundrede. Naar den citerer en Beretning af Sæmund Frode, henvises vi ogsaa til samme Tid, thi ogsaa Munken Odd Snorressøn citerer ham, medens de senere Kongesagaer synes at have glemt hans Forfatterskab. Desuden bør ikke glemmes Biskop Poppos Optræden som Mirakelmager ved Harald Blaatands Omvendelse, thi ogsaa dette Træk stammer fra 12te Aarhundrede, idet det er laant fra den latinske Verdenskrønike af Sigibert af Gembloux. Endelig viser ogsaa Slægtskabet med Biskop Bjarnes Jomsvikingdrápa - hvad enten denne har paavirket Sagaens ældste Recension eller stammer fra den eller fra samme mundtlige Kilder - at Sagaen hører til omtrent samme Tidsalder som Biskopen.
   De danske Sagn, som forelaa Sagaforfatteren, har for en stor Del tabt sin historiske Karakter, skjønt denne kan endnu skimtes; Sagnene om selve Kampen i Hjørungavaag har bevaret mere af denne, da de støttede sig til bevarede Skaldedigte. Men tilsammen er de overgroede med Sagndigtningr som vei først ved Nedskrivningen er kombineret til en levende Composition, der ud af de to Afsnit - Danekongernes Indgreb i de norske Kongers og Jarlers indbyrdes Strid og de danske Kongers Stilling til Palnatokes Æt og hans Efterfølger i Jomsborg - forstod at udvikle den Conflikt, hvoraf selve Kampen i Hjørungavaag fremgik. Seet i denne Sammenhæng danner Sagaen et smukt og kraftigt historisk Epos, hvis indre Sammenhæng og dygtige Composition man kan glæde sig ved. Sagaen har med Rette været betragtet som en Type paa Skildringen af det "nordiske Kjæmpeliv", og de senere Bearbeidelser, som søge at indordne den i de "historiske" Sagaer, har ikke kunnet ændre denne Opfatning.


Kristiania Februar 1883.

GUSTAV STORM.




Noter:

1) Noget udvidet i E, Cap, 4.
2) Jeg benytter her og nedenfor ikke det almindelige Navn "Fagrskinna", som historisk kun har tilhørt Haandskriftet A (der ikke vedkommer denne Undersøgelse).
3) Man sammenligne:
   AM. 510 (Petersens S. 101)
þat er sagt, at Hacon iarll ugger nu ecki at sier; tok hann þa at hardna miog vit lydin, bædi firer metnadar saker og fe-girnne , og veiter margar þraungingar landzfolkinu bædi ríkum og orikum, so at marger kölludu hann þa Hacon illa. Hakon iarll ried einn vetur firer Noregi, sidan hann bardizt uit Jomsvikinga aa Hiorunga-uogi. Uar hann drepenn epter þesse tidinde med þeim atburd at Karkur þræll hans skar hann aa hals, og lauk so hans æfi.
   Odd AM. (Fnm. S. X, 263,26-28)
Nu er þat þessu næst at segia, at þa er á leið æfi Hakonar jarls, þa tók hann at harðna við lyðin firir sakir metnaðar oc fegirni.-- -- --
   Odd AM. (Fnm. S. X, 264,2-3)
gerdiz þa folkit honum lítt hugat, sva at margir kölluðu Hakon hin illa .
   Konungatal S. 54,21
Einum vetri eptir Jómsvíkinga orrustu gerðu bœndr lið at Hakoni jarli ok hans mönnum.
4) Kilden til denne Forandring kan være en Stamtavle omtrent af samme Art som den, der har foreligget Are frode og Snorre (Heimskr. S. 130,18).
5) Derimod tør det vel betragtes som en Levning af den oprindelige Sagatradition, naar Klakharald paa sine gamle Dage drager til Syden og lader sig døbe, thi heri se vi et ægte Sagn om den danske Konge Harald (Klak), der blev døbt hos Keiser Ludvig 826.