Om Solsangen

Fra heimskringla.no
Revisjon per 15. jan. 2013 kl. 12:03 av Jesper (diskusjon | bidrag) (Om Solsangen)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Solsangen


Oversat fra oldnordisk af
Thøger Larsen
1923


Om Solsangen


Solsangen er i de nyere Udgaver af den saakaldte Sæmunds Edda udeladt. Den adskiller sig ogsaa væsentlig fra de andre Eddadigte ved at være kristelig, omend stærkt blandet med hedenske Forestillinger. Den er øjensynlig nyere end de egentlige Eddadigte, og dette tilkendegives jo næsten direkte i Sagnet om, at Sæmund den frode skal have kvædet Sangen paa Ligbaaren. Men selv om Digtet er forholdsvis nyt, giver det dog et interessant Indblik i en tidlig Middelalders religiøse Forestillinger. Man kunne næsten sige, det genspejler Billedet af Sjælen hos et Menneske, der fra Hedenskabet er gaaet over til Kristendommen. I Virkeligheden er Forholdet rimeligvis mere indviklet endnu, idet nemlig Digtet synes at nedstamme fra gamle apokryfe Skrifter, der indeholder sammenblandede Elementer fra Brydningerne mellem den senere Oldtids sydlige Mysteriereligioner og mellem disse og Kristendommen. At det desuagtet har sit særlig nordiske Præg er umiskendeligt. Det gennemkrydses af Billeder og Strejfskær fra den særlig nordiske Hedenskab, dog ogsaa med mystiske Hentydninger til ukendte eller halvglemte Omraader af dette.
   Forøvrigt synes Digtet en Sammensmeltning af ældre og nyere Ting. En Lang Række af Stroferne er almindelig Læredigt i kristen Dyd og Fromhed. Den største Interesse knytter sig til Skildringerne fra Dødsriget. De Afsnit, der beretter om Meddelerens Bortgang fra den jordiske Tilværelse og hans Oplevelse i de dødes Verdener, er oftest af en mærkelig magtfuld og gribende Karakter, der giver Sangen høj digterisk Rang.
   Disse Underverdensskildringer har mange Forbilleder i Oldtiden og Middelalderen. Deres ældste Udspring kan vel henføres til Sagnene om Sangerguddommen Orpheus og den til hans Navn knyttede religiøse Bevægelse. Dernæst til de saakaldte hermetiske *) Skrifters Mystik, der lærte, at de afdødes Sjæle passerede de syv Planethimle.
   Og endelig til Petrusapokalypsen, i hvilken ogsaa orphisk Indflydelse er let kendelig.
   Et Brudstykke af Petrusapokalypsen fandtes i Slutningen af forrige Aarhundrede i en Grav i Akhmîm i Øvreægypten. Det indeholder et Afsnit om Helvedespinslerne, der i høj Grad erindrer om Solsangens Skildring af Kvalverdenen. Nedenstaaende Uddrag meddeles efter Professor J. L. Heibergs Skrift: "Det græske Helvede": **)

"Og jeg saa ogsaa et andet Sted ligeoverfor (de saliges Boliger), ganske mørkt; og det var Straffens Sted. Og baade de, som blev straffede der, og de straffende Engle havde mørke Klæder af Farve som Stedets Luft... Og der var en stor Sø fuld af brændende Dynd, hvori der laa nogle Mennesker, som havde bøjet Retten, og over dem var Engle som Pinere. Og der var ogsaa Kvinder ophængte ved Haaret over dette, boblende Dynd; det var dem, der havde smykket sig til Hor; og de, der havdet bolet med dem..., var ophængt ved Fødderne og havde Hovederne skjult i Dyndet... Og jeg saa Morderne og deres Medvidere udkastede paa et Trængselens Sted fuldt af hæsligt Kryb, og de blev bidt af Dyrene og vred sig der i denne Pine, og over dem var der Orme som Skyer af Mørke... Og nær ved det Sted saa jeg et andet Trængselens Sted, hvor Blod og Uhumskheder fra de pinte flød ned, og der blev som en Sø der. Og deri sad Kvinder med Blodet op til Halsen, og ligeoverfor dem sad mange Børn og græd, hvilke var født i Utide. Og der udgik fra dem Straaler af Ild og ramte Kvinderne i Øjnene. Det var dem, der havde undfanget udenfor Ægteskabet og fordrevet Fosteret... Og... atter andre Mænd og Kvinder, som bed i ders Tunger og havde flammende Ild i Munden. Det var de falske Vidner. Og i en anden stor Sø fuld af Edder og Blod og kogende Dynd stod der Mænd og Kvinder indtil Knæene. Det var dem, som havde aagret og forlangt Rentesrente..."

Plutarkh fortæller i sit Skrift fra det 2. Aarh. "Om Guddommens sene Straf" ***), at en Mand, der havde levet et ugudeligt Liv, var død i tre Dage, men vaagnede da op til Livet igen som et bedre Menneske og berettede om sine Oplevelser i Underverdenen.
   Bl. a. havde han sammen med en Ledsager besøgt Straffens Sted. Han saa der sin egen Fader stige op af Dybet fuld af Brændemærker og Strimer og blive tvungen til at bekende sine hemmelige Synder for Sønnen. De, der var døde med skjulte Synder, maatte krænge deres Indre ud som Havorme, der har slugt en Fiskekrog.- Og saaledes fortælles videre om en hel Række frygtelige Straffe for begaaede Synder.
   I Begyndelsen af det 14. Aarh. fremkom Italieneren Dantes "Guddommelige Komedie" med de bredt udmalede Skildringer af Helvede, Skærsilden og Paradiset. Om "Solsangen" er fra saa sen en Tid, at Paavirkning fra dette Værk har kunnet gøre sig gældende, er vel tvivlsomt.
   Finn Magnusen paapeger et irsk Sidestykke til "Solsangen"s Beretninger, nemlig "Ridderen Tundals Syn", først skrevet paa Latin i Middelalderen og senere trykt i tysk Oversættelse 1470. Ridderen Tundal faldt pludselig i en dødelig Afmagt, men opvaagnede igen paa 3. Dag og fortalte, hvorledes hans Sjæl var udfaret af Legemet og havde sat sig derpaa i ængstelig uvidenhed om sin Fremtids Vandring og Skæbne. Onde Aander nærmede sig for at haane og gribe den, men Gud sendte en Engel til dens Beskærmelse og Ledsagelse paa Farten til Underverdenen.
   Her saa den alle Helvedes og Skærsildens Plager, men kom senere til Paradiset, hvor Saligheden især fyldte de Sjæle, som havde lidt mest ondt i dette Liv, ved frivillig Forsagelse af timelig Vellyst eller Lidelse for den sande Tro. Efter Tundal var opvaagnet fra dette Syn, omvendte han sig fuldkomment, uddelte sit Gods til de fattige og tilbragte siden sit Liv i fromme Andagtsøvelser.
   Samme Forfatter nævner en lignende Fortælling om en italiensk Munk Alberik, som skal have ligget ni Dage uden Livstegn, da hans Aand hensvævede, ført af en Due og ledsaget af Engle, gennem Skærsildens og Helvedes Kvaler samt Paradisets Glæder.
   "Solsangen" har, som det ses, haft Forbilleder nok, baade i Oldtiden og Middelalderen. Af hvilke Kilder den navnlig har øst, lader sig vel ikke afgøre, men orphisk Indflydelse og Paavirkning fra sydlandske mysteriøse Apokryfer synes sandsynlig.

Skønt Digtet øjensynligt falder i flere Afsnit, Kapitler om man vil, har Originalhaandskrifterne ingen saadan Inddeling. Gengivelserne har det derimod næsten altid. Digtets første 32 Strofer falder saa naturligt i 7 Afsnit, at der vanskeligt kan tænkes nogen Uoverensstemmelse i Opfattelsen deraf. Jeg følger ogsaa såvidt nøje Finn Magnusen (Den ældre Edda, 3. Bind, Kbhvn. 1822). Derimod er Inddelingen efter 7. Afsnit noget mere en Smagssag. Jeg ser saaledes ingen Grund til at dele Digtet mellem Stroferne 35 og 36, hvorimod jeg finder det 7. Afsnit afsluttet med Strofe 45, hvor Afskeden med Solen er endt. Fra Strofe 53 begynder et naturligt Afsnit, der ligesaa selvfølgeligt slutter med Strofe 68. Det samme gælder Stroferne 69 til 75. De følgende delvis uklare Strofer henfører jeg under eet Afsnit.


Fodnoter:
* Efter Hermes Trismegistos, som Grækerne sammenstillede med Ægypternes Maanegud Thot.
** Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning Nr. 45).
*** J. L. Heiberg: Det græske Helvede.