Om skolemesteren Hermannus

Fra heimskringla.no
Revisjon per 11. jan. 2021 kl. 17:46 av Jesper (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Marialegender


Om skolemesteren Hermannus

Af Heremanno meistara


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2020



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Maríu saga, Christiania, 1871


Abbedisse og nonner

På den tid, da Henrik[1] var kejser af Frankrig, var der en skolemester, der hed Hermannus. Han tilhørte en fornem slægt, og han så godt ud og var begavet, og man mente, at han i høviskhed og formåen langt overgik alle andre mænd i Frankrig. Han sang og forstod latin bedre end andre, og han var på alle måder meget kyndig. Han var leder af den mest berømte skole, der var i hele Frankrig, og alle de ypperligste mænd ønskede at sætte deres sønner i hans skole.

Sådan forløb nogle år, hvor ingen var så dygtig og fremgangsrig som ham. Men så fik han for vane at besøge et nonnekloster, og jo oftere han kom der, des venligere tog søstrene imod ham, og ved den gamle fjendes[2] snedighed tog de sig ikke i agt for syndig utugt. Og denne samme skolemester, som smykkede sig med den ypperste indsigt og var mere lærd end andre, og i hvis skole kongers og hertugers og alle de bedste mænds sønner blev opdraget, han begyndte nu selv at leve så usædeligt, at han besudlede nonnerne med hor. Og efterhånden som flere af dem hengav sig til syndig utugt med ham, opstod der uenighed og misundelse mellem søstrene. Det kom så vidt med disse udsvævelser, at han besudlede selveste abbedissen med hor.

Men den almægtige Gud og fru Sankt Maria så hans brøde og ville ikke lade det gå ustraffet hen. Og en nat, da han forlod klosteret efter at have fremmet sin synd og gik på vej hjem til sit herberg, blev han mødt af en bjørn fra skoven, som brækkede ryggen på ham. Nogle siger, at det var et forskrækkeligt, men dog fornemt kvindemenneske, der kom ham i møde sammen med to piger, som havde stokke i hænderne. Så bad kvinden dem om at banke Hermannus, og pigerne overfaldt ham og slog ham så hårdt, at de gav ham knoglebrud. Dagen efter ledte skolefolkene efter ham, og de fandt ham til sidst hårdt medtaget og bevidstløs. De bar ham hjem, og i tre dage lå han halvdød og kunne hverken tale eller bevæge sig.

Siden åbenbarede barmhjertighedens moder, den hellige Maria sig for ham og spurgte, om han ønskede at blive rask igen. Han svarede og sagde, at det gjorde han, men dog sådan, at han synligt for enhver skulle være mærket af denne straf, for hvis hans legeme ikke blev fuldstændig helbredt, ville han i mindre grad følge sine lyster, men være mere lydig mod Gud. Han blev derpå rask, men var dog krumrygget resten af sit liv.

Men fordi Hermannus, som fra da af blev kaldt contractus[3], havde påtaget sig en sådan straf, da vaktes siden en større iver i ham, for på kejser Henriks opfordring har han skrevet meget til den almægtige Guds og fru Sankt Marias lovprisning — både messesange og sekvenser[4], som mange nu bruger i gudstjenesten. Nu tror vi, at Hermannus har fundet frelse i himmerigets herlighed på den salige Marias forbøn, denne barmhjertighedens moder, som skænker os hjælp fra sin søn, den almægtige Gud, Vorherre Jesus Kristus, som lever og regerer i al evighed.




Noter:

  1. Kong Henrik 1., der regerede fra 1031 til 1060.
  2. Djævelen.
  3. Den afkortede.
  4. Liturgiske hymner, der synges mellem læsningerne.