Rígsþula (FJ)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 9. feb. 2021 kl. 19:48 av Carsten (diskusjon | bidrag) (FJ: Rígsþula)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


De gamle Eddadigte
Reprint Add.jpg
Finnur Jónsson:
De gamle Eddadigte I
Heimskringla Reprint


Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag

København, 1932


Rígsþula


Digtet findes kun i cod. Wormianus af Snorres edda (og dér findes også navnet overleveret); men slutningen af digtet er gået tabt. Overleveringen er ret dårlig.


___________


Svá segja menn í fornum sǫgum, at einnhverr af ásum, sá er Heimdallr hét, fór ferðar sinnar ok framm með sjóvarstrǫndu. nǫkkurri, kom at einum húsabœ ok nefndiz Rígr; eptir þeiri sǫgu er kvæði þetta.



Prosa. Rígr: et enestående navn; man har ment, at det var det keltiske ord for konge; andre har villet sætte det i forb. med det bysantinske rhēx (gen. rhēgós).



1.
Ár kóðu ganga
grœnar brautir
ǫflgan ok aldinn
ǫ́s kunnigan,
ramman ok rǫskvan
Ríg stíganda;
gekk męir at þat
miðrar brautar.



1. Ár: Fordums, i oldtiden. — grœnar: græsbevoksede, tillokkende. — ǫflgan: kraftig (fysisk). — kunnigan: kyndig, vís. — ramman: om åndelig kraft, måske fremsynt. — stíganda: dygtig til fods. — męir: videre, fremad.



2.
Kom hann at húsi,
hurð vas á gætti,
inn nam at ganga
ęldr vas á golfi;
hjón sǫ́tu þar
hǫ́r af árni,
Ái ok Edda,
aldinfalda.



2. á gætti: = senisl. opin á gátt ɔ: helt åben; gætti, dannet af gǫ́tt ‘döråbning’; her, hos den ringeste stand, var der åbent, der var intet at frygte (af gæster). — á golfi: ɔ: på den stensatte arne. — hǫ́r: gråhårede (allerede i en forholdsvis ung alder; kvinden kan endnu føde). — af árni: sål. hds., árn ntr. forekommer ikke ellers, men måtte bet. ‘slid’, ‘tungt arbejde’; man har villet skr. at arni, men hds. har aarn-, hvilket tyder på lang vokal. — Ái, Edda: Oldefar, Oldemor. — aldinfalda: med en gammeldags faldr ‘hovedtöj’.



3.
Rígr kunni þęim
rǫ́d at sęgja
— — — —
męir sęttisk hann
miðra flętja,
ęn á hlið hvára
hjón salkynna.



3. miðra flętja: midt på bænken (der var vel kun én). — hjón: nom.



4.
Þá tók Ędda
økkvinn hlęif,
þungan ok þykkvan,
þrunginn sǫ́ðum,
bar hon męir at þat
miðra skutla,
soð vas í bolla,
sętti á bjóð.



4. økkvinn: tykt og klæget. — þrunginn sǫ́ðum: opfyldt af avner. Jfr. agnar eða sáðir (i dårligt brød) Ksksjá s. 129. — bar: obj. er hlęif og soð. — soð: her vist blot ‘kogt vand’; soð er ellers det vand, hvori kød el. fisk er kogt, men her var vel ingen af delene. — bolla: kop, vel af træ. — bjóð: trædisk; ordet bet. vistnok ‘det tilbudte’ og ‘det, hvorpå noget bydes’. Ordet er ensbetydende med skutill.



5.
Rígr kunni þęim
rǫ́ð at sęgja,
ręis hann upp þaðan,
rézk at sofna;
męir lagðisk hann
miðrar rękkju,
ęn á hlið hvára
hjón salkynna.



5. þaðan: er vist her temporalt. — rękkju: er her ikke identisk med flęt, hvad man ellers skulde have troet.



6.
Þar vas hann at þat
þríar nætr saman,
gekk męir at þat
miðrar brautar,
liðu męir at þat
mǫ́nuðr níu,
jóð ól Ędda,
jósu vatni,
hǫrvi svartan,
hétu þræl.



6. þríar nætr: den normale tid for et besøgs varighed. — hǫrvi svartan: ‘sort af (formedelst) hör’ kan ikke være rigtigt; hǫrund- vilde passe godt; man kunde også tænke sig hǫrvi svęipðan, hǫrr måtte betragtes som noget groft töj, men da ordet bruges om kvinders særke, har dette næppe været tilfældet.



7.
Vas þar á hǫndum
hrokkit skinn,
kropnir knúar
— — — —
fingr digrir,
fúlligt andlit,
lútr hryggr,
langir hælar.



7. Verset indeholder en beskrivelse af Træl som voksen. — kropnir: knogede. — L. 4 er gået tabt. — digrir: tykke, svulne. — fúlligt: tvært og surt. — langir hælar: herom kan henvises til Danske stud. 1912, s. 122 ff. Træls gang var »langsom og slæbende«.



8.
Hann nam at vaxa
ok vęl dafna,
nam hann męir at þat
męgins of kosta,
bast at binda,
byrðar gęrva,
bar hann hęim at þat
hrís gęrstan dag.



8. męgins of kosta: prøve sin styrke. — bast at binda: binde byrder af bast (til at bringe hjem; jfr. følg. l.). — gęrstan: möjefuld (adj. gęrstr)



9.
Þar kom at garði
gęngilbęina.
aurr vas á iljum,
armr sólbrunninn,
— — — —
niðrbjúgt vas nęf,
nęfndisk þír.



9. gęngilbęina: gang-ben, som altid traver på sine ben. gęngill = gǫngull. — aurr: smuds; hun går barbenet. — armr o. s. v.: hun havde også bare arme, ɔ: hun ejede ingen kåbe (skikkja). — Þír: f. þiwi-ʀ (got. þiwi), trælkvinde.



10.
Męir settisk hón
miðra flętja,
sat hjá hęnni
sonr húss,
rœddu ok rýndu,
rękkju gęrðu
þræll ok Þír
þrungin dœgr.



10. rýndu: de talte (hviskende) fortrolig sammen. — þrungin dœgr: slidfulde, glædeløse.



11.
Bǫrn ólu þau,
bjoggu ok unðu;
hygg at héti
Hręimr ok Fjósnir,
Klúrr ok Klęggi,
Kęfsir, Fúlnir,
Drumbr, Digraldi,
Drǫttr ok Hǫsvir.



11. bjoggu: levede som ægtefolk. — unðu: var tilfreds med livet. — Hręimr: hvis stemme er rå(?), Fjósnir: af fjós ‘kostald’, Klúrr: tølper(agtig), Klęggi: tyksak(?), Kęfsir: usædelig(?), Fúlnir: tvær, Drumbr: klods, Digraldi: tyksak, Drǫttr: doven, langsom, Hǫsvir: mörkladen (ulvegrå; hǫsvir er ulvenavn, af adj. hǫss).



12.
Lútr ok Lęggjaldi,
lǫgðu garða,
akra tǫddu,
unnu at svínum,
gęita gættu,
grófu torf.



12. Lútr: den ludende — Lęggjaldi: må vist forklares i henhold til det følgende lǫgðu garða; det kunde også være afledet af lęggr ‘læg’ (langt og tyndt ben?). — L. 3–6 indeholder interessante oplysninger om, hvad der foretoges på en gård; de må tænkes at arbejde for og hos en odelsbonde.



13.
Dœtr vǫ́ru þær
Drumba ok Kumba,
Økkvinkalfa
ok Arinnęfja,
Ysja ok Ambǫ́tt,
Ęikintjasna,
Tǫtrughypja
ok Trǫnubęina.
(þaðan eru komnar
þræla ættir).



13. Drumba: fem. til Drumbr, Kumba: fem. til et kumbr ‘klods’, jfr. kumbaldi, Økkvinkalfa: tyklæg, Arinnęfju: som har næsen i arnen(s aske), Ysja: stundesløs, stöjende, Ambǫ́tt: tjænestekvinde, Ęikintjasna: af uvis betydn., Tǫrtrughypja: klædt i pjalter, Trǫnubęina: med lange, tynde ben.



14.
Gekk Rígr at þat
réttar brautir,
kom hann at hǫllu,
hurð vas á skíði,
inn nam at ganga,
ęldr vas á golfi,
hjón sǫ́tu þar,
heldu á sýslu.



14. hǫllu: modsat húsi i v. 2; jfr. sal i v. 26; der er stigning i udtrykkene. — á skíði: jfr. dyraskíð »det ovenliggende tværtræ i en dörkarm«; dören må have været lukket og dören og dens indfatning af en anden og bedre art end hos Ái og Edda. — heldu á sýslu: de havde (husflids)arbejde, medens Ái og Edda intet sådant havde.



15.
Maðr tęlgði þar
męið til rifjar,
vas skęgg skapat,
skǫr vas fyr ęnni,
skyrtu þrǫngva,
skokkr vas á golfi.



15. rifjar: af rifr, vævbom, det øverste tværstykke i en væv. — skapat: tildannet, klippet (på en bestemt måde). — skǫr o. s. v.: håret har været klippet foran og nået ned midt på panden. — Efter l. 4 mgl. vist et par linjer, hvor der var et ord (verb.), der styrede acc. i l. 5. — skokkr: synes at bet. en lille kasse, æske, med redskaber; men man væntede snarere her navnet på et klædningsstykke, en kappe; mulig er ordet det s. s. skunk ntr. hos Rietz.



16.
Sat þar kona,
svęigði rokk,
bręiddi faðm,
bjó til váðar;
svęigr vas á hǫfði,
smokkr vas á bringu,
dúkr vas á halsi,
dvergar á ǫxlum.



16. kona: hustru. — svęigði rokk: svejede, böjede, spindetenen, der var lang og tynd. — bręiddi faðm: bredte ud sine arme, det er den naturlige bevægelse ved dette arbejde, der her åbenbart menes. Tenen holdes i venstre hånd, medens den höjre trækker i tråden. — bjó til váðar: gjorde forberedelse til vævning; váð = vaðmál. — svęigr: böjet faldr, hovedbeklædning. — smokkr: en slags vest. — dvergar: muligvis smykker el. spænder (B. Nermann), men sikkert vides ikke, hvad ordet bet.



17.
Afi ok Amma
ǫ́ttu hús;
Rígr kunni þęim
rǫ́ð at sęgja,
[męir sęttisk hann
miðra flętja,
ęn á hlið hvára
hjón salkynna].



17. Afi, Amma: Bedstefar, Bedstemor. — L. 5–8 mgl. her, men kan med sikkerhed indsættes.



18.
[Þá tók Amma]
— — — —
vas kalfr soðinn
krása baztr.



18. L. 1 er analogisk suppleret. — kalfr: dette ægtepar står på et höjere trin m. h. t. føden.



19.
[Rígr kunni þęim
rǫ́ð at sęgja]
ręis frá borði,
réð at sofna,
męir lagðisk hann
miðrar rękkju,
ęn á hlið hvára
hjón salkynna.



19. L. 1–2 er analogisk tilföjede.



20.
Þar vas hann at þat
þríar nætr saman;
liðu męir at þat
mǫ́nuðr níu;
jóð ól Amma,
jósu vatni,
kǫlluðu Karl,
kona svęip ripti.



20. Karl: ɔ: bonde. — ripti: svøb (af lærred).



21.
— — — —
rauðan ok rjóðan,
riðuðu augu.



21. Er kun en lille rest af et vers, hvori Karl nærmere beskreves. — rauðan: betegner snarest det rødblonde hår, rjóðan barnets røde kinder (der viser dets sundhed). — riðuðu: bevægede sig livligt.



22.
Hann nam at vaxa
ok vęl dafna,
øxn nam at tęmja,
arðr at gęrva,
hús at timbra
ok hlǫður smíða,
karta at gęrva
ok kęyra plóg.



22. Beskrivelsen her tyder på en storbondes virksomhed og landboforhold. — arðr, plóg: to forskellige plovarter. — karta: lastvogne; ordet er et keltisk låneord.



23.
Hęim óku þá
hanginluklu,
gęitakyrtlu,
giptu Karli;
Snør hęitir sú,
sęttisk und ripti,
bręiddu blæjur
ok bú gęrðu.



23. hanginluklu: ved hvis bælte der hænger nögler; hun har allerede dette sin husmoderværdigheds tegn. — gęitakyrtlu: en hvis kjortel er af gedeskind, der må have været anset som særlig fint. — Snør: egl. sönnekone (svigerdatter), her brugt som egennavn. — ripti: brudeslør el. gift kones hovedtöj. — bręiddu blæjur: det sm som rękkju gęrðu, men udtrykket antyder et finere sængetöj; blæja ‘sængetæppe’. — bú gęrðu: indrettede deres hus (husholdning).



24.
Bǫrn ólu þau,
bjoggu ok unðu,
hét Halr ok Dręngr,
Hǫldr, Þegn ok Smiðr,
Bręiðr, Bóandi,
Bundinskęggi,
Búi ok Boddi,
Brattskęggr ok Sęggr.



24. De her optrædende navne (der jo ikke alle er egl. egennavne) er gennemsigtige. — Bręiðr kan vel ikke bet. andet end ‘bred’, d. v. s. stout, Bundinskęggi: mand med flettet(?) skæg, Boddi hører måske sm med roden i bjóða, ‘betaleren’, Brattskęggr: med stejlt (nedhængende?) skæg. Bortset fra de 3 navne, betegner de øvrige stilling og virksomhed. Flere findes også som virkelige egennavne.



Her mgl. måske vers om sönnernes virksomhed.


25.
Ęnn hétu svá
ǫðrum nǫfnum,
Snót, Brúðr, Svanni,
Svarri, Sprakki,
Fljóð, Sprund ok Víf,
Fęima, Ristill;
þaðan eru komnar
karla ættir.



25. Ęnn: fremdeles (hed börnene sål.). — Det samme gælder om døtrenavnene; de er alle sammen velkendte betegnelser for kvinder, mest brugte i digtning.



26.
Gekk Rígr þaðan
réttar brautir,
kom hann at sal,
suðr horfðu dyrr,
vas hurð hnigin,
hringr vas í gætti,
gekk hann inn at þat,
golf vas stráat.



26. suðr: for at betegne den mest hensigtsmæssige indretning, mod sol og lunhed. — hnigin: sænket, d. v. s. lukket. — hringr: ring, (jfr. Forsakirke-ringen); den var í gætti, inde i selve dörkarmen. — stráat: halmbestrøet, betegner et fremskridt fra de tidligere nævnte.



27.
Sǫ́tu hjón,
sǫ́usk í augu,
Faðir ok Móðir
fingrum léku;
sat húsgumi
ok snøri stręng,
alm of bęndi,
ǫrvar skępti.



27. sǫ́usk í augu: de så hinanden (kærligt) i öjnene. — fingrum léku: de legte med fingrene, må betegne fingrenes sysselsættelse med de straks efter nævnte ting. Både mandens og konens virksomhed betegner et fremskridt og höjere art af virksomhed. Hds. har at leika, som ikke kan være rigtigt. — húsgumi: findes kun her og i Guðr. I, 9–10, jfr. húskona i næste vers. — stręng: ɔ: buestræng. — bęndi: satte bånd ɔ: strænge på (buen).



28.
Ęn húskona
hugði at ǫrmum,
strauk of ripti,
stęrti ęrmar,
kęisti fald,
kinga vas á bringu,
síðar slœður,
sęrk bláfáan.



28. L. 2: »iagttog sine arme«, giver ingen god mening; ǫrmum bör vist rettes til ęrmum ‘ærmer’, men der kommer ganske vist ęrmar bagefter. — strauk: glattede. — ripti: se v. 23. — stęrti: af stęrta, stramme, stive. — kęisti: toppede, gjorde buet, krum. — fald: ‘hovedbedækning’. — kinga: brosche. — slœður: en slags kappe, der fra halsen af faldt ned over ryggen og til fødderne. — bláfáan: blå(sort)farvet, el. mulig -stribet. — I de sidste to linjer må et verbum underforstås (hafði el. lign.).

Herefter følger 4 linjer, der næppe kan være en beskrivelse af Moder; det må have hørt andet steds hen; det er her v. 49.



29.
Rígr kunni þęim
rǫ́ð at sęgja;
męir sęttisk hann
miðra flętja,
ęn á hlið hvára
hjón salkynna.


30.
Þá tók Móðir
męrkðan dúk,
hvítan af hǫrvi,
hulði bjóð,
hón tók at þat
hlęifa þunna,
hvíta af hvęiti,
ok hulði dúk.



30. męrkðan: med indvævede (el. påsyede) billeder. — hulði: dækkede. — þunna: modsat økkvinn, þykkvan i v. 4. — hulði: antyder rigeligheden af levene, jfr. fulla i følg. v.



31.
Framm sętti hón
fulla skutla,
silfri varða á bjóð
fáin flęski
ok fogla stęikða,
vín vas í kǫnnu,
varðir kálkar,
drukku ok dœmðu,
dagr vas á sinnum.



31. L. 3 er uden tvivl indskud; den overfylder verset og er uden nogen forlydsforbindelse. — fáin: hds. har faan ok, hvilket er meningsløst; fáin ‘glinsende’ er træffende rettelse. — flęski: flæske- el. kød-stykker; det er vel svineflæsk, der menes. — varðir: omfattede med sølv el. guld, ɔ: kanten. — á sinnum = á fǫrum, ved at ende.

Beskrivelsen viser, at hjemmet er fint og beværtningen fin og overdådig.



32.
Rígr kunni þęim
rǫ́ð at sęgja;
ręis Rígr at þat,
rękkju gęrði,
[męir lagðisk hann
miðrar rękkju,
ęn á hlið hvára,
hjón salkynna].



32. L. 5–8 mgl. hds., men må suppleres.



33.
Þar vas hann at þat
þríar nætr saman
gekk hann męir at þat
miðrar brautar
liðu męir at þat
mǫ́nuðr níu;
svęin ól Móðir,
silki vafði,
jósu vatni,
Jarl létu hęita.



33. silki: atter fremskridt i livsforholdene.



34.
Blęikt vas hár,
bjartir vangar,
ǫtul vǫ́ru augu
sęm yrmlingi.



34. Her mgl. vist et halvvers. — Blęikt: gult. — ǫtul: hvasse, hvilket var tegn på höj, ædel byrd.



35.
Upp óx þar
Jarl á flętjum,
lind nam at skęlfa,
lęggja stręngi,
alm at bęygja,
ǫrvar skępta,
flęini at flęygja,
frǫkkur dýja,
hęstum ríða,
hundum verpa,
sverðum bregða,
sund at fręmja.



35. Verset består af 12 linjer; enten er 4 linjer et indskud, og da snarest l. 5–8 el. er det rest af 2 vers; dette er måske det sandsynligste. — á flętjum: i huset, hjemmet. — lind: spyd. — flęini: pil. — frǫkkur dýja: ryste spyd, frakka egl. frankisk spyd; men denne l. er ensbetydende med l. 3, hvilket måske taler for uægtheden af l. 5–8. — verpa: ɔ: under jagten, der herved antydes.



36.
Kom þar ór runni
Rígr gangandi,
Rígr gangandi,
rúnar kęndi,
sitt gaf hęiti,
son kvazk ęiga;
þann bað hann ęignask
óðalvǫllu.
(óðalvǫllu,
aldnar byggðir.)



36. ór runni: ud af skoven. — rúnar: som den höjeste kundskab. — L. 9–10 er vist senere tilföjede.



37.
Ręið hann męir þaðan
myrkvan við,
hélug fjǫll,
unz at hǫllu kom,
skapt nam at dýja,
skęlfði lind,
hęsti hlęypði
ok hjǫrvi brá,
víg nam at vękja,
vǫll nam at rjóða,
val nam at fęlla,
vá til landa.



37. Dette vers er overfyldt med l. 5–8, de er her ubetinget uægte og er kun en genklang og efterligning af v. 35. Grundtvig antog, at det hele var indkommet her på urette sted. Dette er imidlertid ikke sikkert. V. 38 danner en lige så god fortsættelse af v. 37 som af v. 36. At Jarl, der har lært anvendelsen af våben, også bruger dem, er naturligt. Han optræder altså erobrende og øger sine tidligere besiddelser. — hǫllu: hvilken, angives ikke, hvad der er mærkeligt.



38.
Réð ęinn at þat
átján búum,
auði nam skipta,
ǫllum vęita
męiðmar ok mǫsma,
mara svangrifja;
hringum hręytti.
hjó sundr baug.



38. átján búum: 18 gårde, ɔ: 18 odelsjorder, hvilket må siges at være en stor besiddelse, da »15 gårde« åbenbart er en stor rigdom, se Oddrgr. 20. — mǫsma: ukendt ord, kostbarheder? L. 7–8 (og l. 3) er de hos skjaldene atter og atter forekommende udtryk for fyrsters gavmildhed.



39.
Óku ærir
úrgar brautir,
kómu at hǫllu,
þars Hęrsir bjó,
męy átti hann
mjófingraða,
hvita ok horska,
hét sú Ęrna.



39. Óku: viser at der forudsættes norske (og ikke islandske) forhold. — Hęrsir: er her egennavn, men vel symbolsk. Der nævnes en konge(!) Hersir i Naumudal, men han er en sagnfigur. — mjófingraða: smalfingret, hvilket, når der var tale om en kvinde, ansås for smukt. — Ęrna: er vel dannet som fem. til Ǫrn; andre henfører det til ern ‘rask’.



40.
Bǫ́ðu hęnnar
ok hęim óku,
giptu Jarli,
gekk hón und líni,
saman bjoggu þau
ok sér unðu,
ættir jóku
ok aldrs nutu.



40. líni: brudesløret.



41.
Burr vas hinn ęlzti,
ęn Barn annat,
Jóð ok Aðal,
Arfi, Mǫgr,
Niðr ok Niðjungr,
nǫ́mu lęika,
Sonr ok Svęinn,
sund ok tafl.



41. Navnene betegner for de meste ‘efterkommer’, hvorved den adelige herkomst særlig betones. — Burr: sön. — Aðal: findes ikke ellers sål., men betegner her vel den ‘höjbårne’. — Niðjungr: afledet af niðr ‘sön, efterkommer’. — Stillingen af de smhørende ord (i l. 5–8) er ret enestående i eddadigtene.



42.
Kundr hét ęnn,
Konr vas hinn yngsti;
upp óxu þar
Jarli bornir,
hęsta tǫmðu,
hlífar bęndu,
skęyti skófu,
skęlfðu aska.



42. Kundr, Konr: betydn. den s. s. i det foregående. — bęndu: må vist bet. det s. s. i alm bęndi (v. 27), ‘sætte bånd’, i skjolde, ɔ: skjaldarfętlar, måske er også mundriði iberegnet. — aska: spyd.



43.
Ęn Konr ungr
kunni rúnar,
ævinrúnar
ok aldrrúnar,
męir kunni hann
mǫnnum bjarga,
ęggjar dęyfa,
ægi lægja.



43. Konr ungr: hentydning til konungr ‘konge’. — kunni rúnar: dem havde han vel lært af sin fader. — ævinrúnar, aldrrúnar: omtr. af sm betydn., ‘runer, der angår liv og alder’, skaber langt (og behageligt) liv. Jfr. smstillinger som aldrsáttr og œvinsáttr, aldartryggðir og ævintryggðir. — bjarga: ɔ: i livsfare, særlig på søen.



44.
Klǫk nam fogla,
kyrra ęlda,
sefa of svęfja,
sorgir lægja
— — — —
afl ok ęljun
átta manna.



44. Klǫk: kvidren. — sefa of svęfja: stille sindet ɔ: dets hæftighed (vrede) o. s. v.; dette er den simpleste opfattelse, og dertil passer godt den følg. l. — afl ok ęljun: det er styret af et verb. (átti) i de tabte linjer.



45.
Hann við Ríg jarl
rúnar dęilði,
brǫgðum bęitti
ok bętr kunni,
þá ǫðlaðisk
ok ęiga gat
Rígr at hęita,
rúnar kunna.



45. rúnar dęildi: kappedes (med ham) i runekundskaber. — kunna: strider imod det foregående, og passer ikke til þá ǫðlaðisk, ti han havde lært runerne för. Der skal vist læses kunni, og sætningen bliver begrundende »ti han kunde runer«.



46.
Ręið Konr ungr
kjǫrr ok skóga,
kolfi flęygði,
kyrði fogla.



46. kolfi: en pil uden od. — kyrði: bragte til (dødens) stilhed, skød ihjæl.



47.
Þá kvað þat kráka,
sat kvisti ęin:
»Hvat skalt Konr ungr
kyrra fogla?
hęldr mætti þér
hęstum ríða,
[hjǫrvi bregða]
ok hęr fęlla.



47. kráka: som den visdomsfugl, kragen (og dens nære frænde ravnen) mentes at være; jfr. fortællingen om Olaf kyrre, bonden og kragen. — kvisti: dativ uden præpos., findes også ellers. — mætti þér: þér er dativ, ‘vilde der være kraft (ævne) i (hos) dig’. — Kragen anviser Konr d. unge större og ædlere opgaver end at skyde småfugle.



48.
Á Danr ok Danpr
dýrar hallir,
œðra óðal
an ér hafið;
þeir kunnu vęl
kjóli at ríða,
ęgg at kęnna,
undir rjúfa.



48. Danr ok Danpr: på grund af at digtets slutning mangler, står man her overfor vanskeligheder. Snorre har (i Yngl.s.) følgende slægtregister: Rígr (som først blev kaldt konge på dansk mål) — Danpr — Drótt (moder til Dyggve), søster til Danr mikilláti; Danr er altså Danps sön. Arngrimr Jónsson siger i sin Skjǫldungas. at Rígr (en mand som i sin samtid ikke var den ringeste af stormænd) giftede sig med Dana, en datter af en Danpr (i Danpsted); deres sön var Danr (Danskernes konge). Det er ikke umuligt, at dette beror på digtets slutning, som Arngrim således må have haft. Om digtets forf. har haft den samme opfattelse, kan ikke siges. Af rækkefølgen: Danr–Danpr kan ikke meget sluttes. Så meget synes sikkert, at kragen må have anvist Konr det sted, hvor han kunde hænte sig en brud; dette er en logisk og nødvendig parallel til de foregående ægteskaber. Det er fristende heri at se en hentydning til Harald hårfagres giftermål med den stolte danske prinsesse. — œðra óðal: her sigtes vel til det danske rige. — Om den sidste halvdel blot indeholder en alml. beskrivelse af de to, eller om deri antydes en kamp mellem Danr–Danpr og Konr, er det ikke let at sige, snarest vel det første. Heri kan da ligge, at det vilde være en god støtte for Konr at indgå svogerskab med så mægtige og kyndige fyrster. — kjóli: sål. må der læses for kjól. — kęnna: prøve.



49.
Brún bjartari,
brjóst ljósara,
hals hvítari
hręinni mjǫllu.



49. Findes i hds. efter v. 28, men beskrivelsen synes kun at kunne passe på den höjeste dame i digtet, altså Kons hustru.



50.
Bjoggu hjón,
bauga dęilðu.« 



50. Dette linjepar henføres i hds. til v. 23, men passer ikke godt dér.