Ragnar Lodbrog

Fra heimskringla.no
Revisjon per 26. des. 2013 kl. 09:23 av JJ.Sandal (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Saxo Grammaticus
Danmarks krønike


oversat af
Fr. Winkel Horn


Ragnar Lodbrog


Efter ham blev Ragnar Konge. Paa den Tid fældede Svenskekongen Frø den norske Konge Sivard, indespærrede hans Frænders Hustruer i et Skjøgehus og udbød dem offentlig til Beskjæmmelse. Da Ragnar spurgte det, drog han til Norge opsat paa at hævne sin Bedstefader. Da han kom did, ilede adskillige af disse Kvinder, som enten nylig havde maattet give deres Legemer til Pris eller frygtede for, at der snart vilde blive gjort Vold paa deres Kyskhed, ivrig til hans Lejr i Mandsklæder og erklærede, at de vilde foretrække Døden for Skjændsel. Han, som vilde hævne den Tort, der var bleven tilføjet Kvinderne, skammede sig da heller ikke ved at benytte de Kvinders Hjælp, hvis Forsmædelse han vilde hævne, imod Ophavsmanden til denne Skjændighed. Blandt dem var ogsaa en Skjoldmø ved Navn Ladgerd, som havde Mands Mod i Brystet, skjønt hun kun var en Jomfru, og med Haaret udslaaet over Skuldrene kæmpede i første Række. Alle beundrede hendes uforlignelige Bedrifter - Haaret, der flagrede hende ned ad Ryggen, røbede nemlig, at hun var en Kvinde -, og da Ragnar havde fældet sin Bedstefaders Drabsmand, udspurgte han flittig sine Krigere om denne Pige, som han havde lagt Mærke til forrest i Fylkingen, og tilstod, at han havde denne ene Kvinde at takke for Sejren. Da han havde faaet at vide, at hun var af ædel Byrd blandt Nordmændene, bejlede han indtrængende til hende ved Sendemænd. Hun foragtede hemmelig hans Bejlen, men lod, som hun vilde føje ham, og efter at hun ved løgnagtige Svar havde faaet sin forelskede Bejler til at tro, at han vilde faa sit ønske opfyldt, befol hun, at en Hund og en Bjørn skulde bindes i Forstuen til hendes Hus, idet det var hendes Agt at beskytte sit Kammer mod den ivrige Elsker ved Hjælp af disse to glubende Dyr. Men Ragnar, som blev glad over det gunstige Svar, gik om Bord paa sit Skib, sejlede over Havet og begav sig, idet han bød sine Ledsagere at blive tilbage i Guldalen - saaledes hedder en Dal der paa Egnen -, ene til Pigens Hus. Der blev han modtagen af de glubske Dyr, men det ene gjennemborede han med sit Spyd, det andet greb han i Struben, drejede Halsen om paa det og kvalte det og fik saa Jomfruen som Løn for den overvundne Fare. I sit Ægteskab med hende fik han to Døtre, hvis Navne ikke er bleven bevarede i Erindringen, og en Søn Fridlejf, og i tre Aar holdt han sig i Ro og Gammen.

Jyderne, som er et trodsigt Folkefærd, troede, at han formedelst det Giftermaal, han nys havde indgaaet, aldrig vilde vende tilbage, og de sluttede derfor Forbund med Skaaningerne og prøvede paa at angribe Sjællænderne, som med inderlig Hengivenhed bevarede deres Troskab imod Ragnar. Da Ragnar spurgte det, udrustede han tre Hundrede Skibe, og efter at være sejlet hjem med gunstig Vind tilintetgjorde han ved Landsbyen Hvideby Skaaningerne, der vovede at holde Slag med ham, og da Vinteren var leden, kæmpede han sejrrig med Jyderne, der boede ved Limfjorden, et Sund i den Del af Landet. Efter for tredje og fjerde Gang at have overvundet Skaaningerne og Hallænderne vendte han sin Hu til Kong Herrøds Datter Thora, som han attraaede at ægte, og forskjød Ladgerd. Han troede nemlig ikke, hans Hustru var til at stole paa, eftersom han mindedes, hvorlunde hun i sin Tid havde sat to grumme Vilddyr ud paa ham for at berede ham Døden. Imidlertid havde Svenskekongen Herrød bragt sin Datter nogle Slanger til Opfostring, som hans Ledsagere havde fundet, da han en Gang var paa Jagt i Skoven. Hun adlød strax sin Faders Bud og fandt sig i med sine Jomfruhænder at opfostre dette øglekuld, ja hun sørgede endogsaa for, at de hver Dag fik en hel Oxekrop at æde sig mætte paa, uden at ane, at hun ved at opføde dem beredte Landet en Ulykke. Da de var bleven fuldvoxne, afsved de nemlig hele Omegnen med deres pestsvangre Aande, og Kongen, som nu fortrød sin enfoldige Gjerning, lod kundgjøre, at den, der friede Landet for denne Plage, skulde faa hans Datter til Ægte. Mange Ungersvende indlod sig forgjæves paa dette farlige Foretagende, ikke mindre tilskyndede af Tapperhed end af Elskov. Da Ragnar af Folk, som rejste imellem Landene, fik Nys om dette, bad han sin Fostermoder om at give ham en ulden Kappe og et Par meget lodne Broge, som kunde skjærme ham imod Slangebidene; han mente nemlig, at han til Beskyttelse maatte have lodne Klæder, og for lettere at kunne røre sig i dem tog han dem tillige bløde og bøjelige. Da han paa sit Skib var kommen til Sverige, og det faldt i med Frostvejr, dykkede han sig med Vilje i Vandet og lod de vaade Klæder Stivfryse for at gjøre dem mere uigjennemtrængelige. Saaledes paaklædt tog han Afsked med sine Ledsagere, idet han opfordrede dem til at være Fridlejf tro, og gik ene op til Kongeborgen. Da han fik øje paa den, spændte han Sværd ved Lænd og tog et Spyd med Svingrem i sin højre Haand. Da han saa gik videre, kom en usædvanlig stor Slange glidende frem imod ham, og i dens Spor fulgte en anden, der var lige saa stor. De gjorde alt, hvad de kunde, snart for at knuse Ungersvenden med deres Halers Bugtninger, snart for uafladelig at overgyde og overspy ham med deres Edder; Hirdmændene, der var krøbne i sikkert Skjul, saa' imidlertid til i Frastand som rædde Smaapiger, og Kongen selv flyede ligeledes rædselsslagen med nogle faa Mænd til et snævert Kammer. Men Ragnar, som stolede paa sine frosne Klæders Haardhed, gjorde Slangernes giftige Angreb til Skamme ikke blot med sine Vaaben, men ogsaa ved Hjælp af Klæderne, og holdt ene under utrættelig Kamp Stand imod de to Gab, der uafladelig spyede Edder paa ham, thi deres Tænder afbødede han med Skjoldet og Edderen med Klæderne. Til sidst slyngede han med kraftig Haand Spydet imod de to Udyr, der angreb ham, borede det igjennem Hjærtet paa dem begge og førte saaledes Kampen lykkelig til Ende. Kongen saa' nysgjerrig paa hans Paaklædning, og da han saa', hvor lodden og grov den var, men især den nederste Del af den og allermest Brogene, gav han ham skjemtvis Tilnavnet Lodbrog. Han indbød ham ogsaa til Gjæstebud med ham selv og hans Venner, for at han kunde kvæge sig efter de overstandne Besværligheder, men Ragnar sagde, at han først maatte se til sine Kammerater, som han havde ladet blive tilbage. Han gik da bort og vendte tilbage med dem, alle prægtig klædte i Anledning af Gjæstebudet, de skulde til, og omsider, da det var til Ende, fik han den for Sejren fastsatte Løn. Med Thora fik han to herligt begavede Sønner, Radbard og Dunvat, og de fik Brødrene Sivard, Bjørn, Agnar og Ivar.

Imidlertid afsatte Jyderne og Skaaningerne opflammede af en uslukkelig Oprørslue Ragnar og overgav Herredømmet til en Mand ved Navn Harald. Ragnar sendte Bud til Norge og bad om venlig Hjælp imod dem, og Ladgerd, hvis gamle Kjærlighed endnu levede stærk og standhaftig i hende, sejlede da skyndsomt til Danmark tillige med sin nye Husbond og sin Søn og bragte ham, som i sin Tid havde forskudt hende, en Flaade paa hundrede og tyve Skibe. Da Ragnar mente, at han havde al den Hjælp nødig, han kunde faa, opbød han til Værn Folk af enhver Alder, satte svagelige Folk sammen med stærke og betænkte sig ikke paa at stikke Drenge og Oldinge ind i de stærkes Fylkinger. Han søgte først at knuse Skaaningerne og holdt et vældigt Slag med Oprørerne paa den Slette, der kaldes Uldager. Dér viste Ivar, som kun var syv Aar gammel, at han havde en fuldvoxen Mands Kraft i en Drengs Legeme, men Sivard blev, medens han angreb Fjenden Ansigt til Ansigt, saaret og faldt næsegrus til Jorden. Da hans Stalbrødre saa' det, gav de sig opfyldte af den største Ængstelse til at se sig om efter, hvorhen de kunde fly, saa det kom ikke blot til at gaa ud over Sivard, men nedslog næsten hele Ragnars Hærs Mod. Men Ragnar styrkede atter ved mandig Daad og Opmuntring sine forfærdede Mænds sunkne Mod og drev dem til at prøve paa at sejre, just som de var ved at blive overvundne. Ladgerd, som i sit spæde Legeme havde et uforligneligt Mod, dækkede ogsaa med det Forbillede, hun gav paa glimrende Tapperhed over Krigsfolkenes Tilbøjelighed til at give sig paa Flugt; thi hun gjorde en Svingning og faldt uventet Fjenden i Ryggen, saa den Skræk, der var opstaaet blandt hendes Stalbrødre, gik over i den fjendtlige Hær. Til sidst maatte Haralds Hær vige, og efter at hans Folk havde lidt et stort Nederlag, flyede han. Da Ladgerd kom hjem fra Slaget, gjennemborede hun om Natten sin Husbonds Strube med et Spyd, hun havde skjult under sin Kjortel, og saa tilegnede hun sig hele hans Magt og Værdighed, thi denne overmodige Kvindesjæl holdt det for fornøjeligere at have Herredømmet uden Husbond end at dele hans Kaar.

Sivard blev ført til en By i Nærheden, hvor han lod sig pleje af Læger, men de var fuldstændig ved at fortvivle, thi det skrækkelige Saar gjorde alle de Lægemidler, de anvendte, til Skamme. Men saa saa' de en Mand af forbavsende Størrelse gaa hen til den syges Seng, og han lovede Sivard, at hvis han vilde indvi alle de Mænds Sjæle, han fældede i Kamp, til ham, skulde han strax blive karsk. Han lagde heller ikke Dølgsmaal paa sit Navn, han hed Roster, sagde han. Da Sivard skjønnede, at han ved at give et ringe Løfte kunde opnaa et stort Gode, gik han ivrig ind paa, hvad Manden forlangte. Saa strøg Oldingen pludselig med Haanden den blaa Plet, der var en Følge af Forraadnelsen i Saaret, bort, og der kom strax Ar paa det. Til sidst dryssede han Støv i øjnene paa ham, og saa gik han. Der kom pludselig Pletter paa øjnene, og til Forbavselse for dem, der saa' det, fik disse Pletter den største Lighed med smaa Snoge. Jeg skulde næsten tro, at Ophavsmanden til dette Under har villet aabenbare den Grumhed, Ungersvenden skulde lægge for Dagen i Fremtiden, ved det umiskjendelige Vidnesbyrd, hans øjne bar om den, for at den mest iøjnefaldende Del af hans Legeme ikke skulde savne en Forjættelse om hans senere Liv. Da den gamle Kone, som tilberedte hans Lægemidler, saa' ham faa disse Snogemærker i Ansigtet, blev hun greben af en usædvanlig Skræk for Ungersvenden, daanede og faldt om. Herfra stammer Sivards vidt kjendte Tilnavn Snogøje.

Imidlertid døde Ragnars Hustru Thora af en hidsig Sygdom, hvilket voldte ham, som elskede sin Hustru højt, overordentlig bitter Sorg. Da han holdt for, at han bedst kunde forjage den ved Arbejde, besluttede han at søge Trøst i Idrætter og dulme sin Smerte ved Anstrængelser. Idet han derfor for at drive sin Kummer paa Flugt og finde Trøst tænkte paa Krigsbedrifter, bød han, at enhver Husfader skulde bringe ham det af sine Børn, han satte mindst Pris paa, eller en Slave, der var upaalidelig og doven til sit Arbejde, for at han kunde komme i Krigstjeneste hos ham. Skjønt denne Forordning kun syntes lidet skikket til at fremme hans Formaal, viste han dog, at de ringeste Danske overgik de tapreste Mænd blandt andre Folkefærd, og de unge Mennesker havde stor Nytte deraf, idet de, som saaledes udvalgtes, kappedes om at aftvætte det Dorskhedsmærke, der var blevet sat paa dem. Han bestemte derhos, at enhver Retstrætte skulde paadømmes af tolv godkjendte Ældste; alle andre Retsmidler afskaffedes, og det tilstededes hverken Sagsøgeren eller Sagvolderen at tale sin Sag. Denne Forordning havde det gode ved sig, at den gjorde det umuligt letsindig at yppe Retstrætter, og han mente derved tilstrækkelig at have forebygget, at onde Mennesker falskelig anklagede nogen. Derefter paaførte han England Krig og saarede og fældede i et Slag Hame, som var Konge dér og Fader til Ella, en saare ædel Ungersvend. Derpaa fældede han Jarlerne over Skotland, Petland og de øer, som kaldes Sudrøerne eller de sydlige øer, og satte sine Sønner Sivard og Radbard over disse Landsdele, der nu havde mistet deres Høvding. Efter ogsaa med Magt at have berøvet Norge dets Konge bød han dette Land lyde Fridlejf, og ham satte han ogsaa over Orknøerne, som han berøvede deres egen Jarl.

Nogle af Danskerne, som i deres halsstarrige Had imod Ragnar haardnakket vedblev at pønse paa Oprør, sluttede sig imidlertid til Harald, som hidtil havde været i Landflygtighed, og søgte at bringe hans kuldkastede Lykke paa Fode igjen. Ved denne Fremfusenhed vakte de hele Borgerkrigens Frækhed imod Kongen og indviklede ham i Farer hjemme, da ingen Fare truede ham ude fra. For at holde dem i Ave drog Ragnar imod dem med en Flaade bemandet med danske øboer, tilintetgjorde Oprørernes Hær og drev Harald, den slagne Hærs Høvedsmand, paa Flugt til Tyskland og nødte ham til forsmædelig at aflægge den Værdighed, han frækt havde tiltaget sig. Han nøjedes heller ikke med simpelt hen at ombringe Fangerne, men foretrak at pine dem til Døde, saa at de, han ikke kunde faa til at opgive deres Troløshed, ikke engang fik Lov til at opgive Aanden uden at blive straffede med den største Grumhed. For øvrigt fordelte han deres Jordegodser, der var flygtede sammen med Harald, blandt sine Krigsfolk, idet han mente, at deres Fædre blev saa meget haardere straffede, naar de saa', at den Ære at tage Arv efter dem blev dem til Del, som de havde forstødt, medens de, som de holdt mere af, gik glip af deres Fædrenearv. Men ikke engang det var nok til at slukke hans Hævntørst, han besluttede oven i Kjøbet at angribe Sachsen, fordi han troede, at det var hans Fjenders Tilholdssted, og at Harald var tyet dertil. Han bad sine Sønner om at staa ham bi og angreb Karl, som just da opholdt sig ved sit Riges Grænse dér. Efter at Ragnar havde opsnappet hans Skildvagter og listet sig forbi de udstillede Vagtposter, troede han, at Resten vilde være let at gjøre, og haabede, at det vilde gaa rask fra Haanden, men saa kom der pludselig en med guddommelig Spaadomsgave udrustet Kvinde, som om hun var en fra Himlen sendt Sandsigerske eller Fortolkerske af den guddommelige Vilje, og advarede Karl med heldbringende Forkyndelse og forebyggede ved sin lykkelige Spaadom den truende Fare, idet hun lod ham vide, at Sivards Flaade havde lagt til ved Floden Seines Munding. Kejseren laante opmærksomt øre til hendes Ord, og da han tydede dem som et Budskab om, at Fjenden var i Landet, sørgede han for, at de Barbarer, hvis Komme saaledes var blevet meldt ham, blev holdt i Ave ved, at han gik imod dem og holdt Slag med dem. I det Slag, han holdt med Ragnar, havde han ikke saa meget Held med sig, som man skulde have ventet efter den Forsigtighed, hvormed han belavede sig paa Faren. Han, næsten hele Europas utrættelige Overvinder, der var draget gjennem saa stor en Del af Verden og alle Vegne havde vundet de største og mest straalende Sejre, saa' nu den Hær, der havde overvundet saa mange Stater og Folkefærd, vende Ryg i Slaget og blive slaaet af en lille Flok fra en enkelt Landsdel.

Da Ragnar efter at have paalagt Sachserne Skat fik sikker Tidende fra Sverige om, at Herrød var død, og derhos fik at vide, at hans Sønners Arv efter deres Bedstefader blev forholdt dem ved hans Efterfølger Sørles Svig, bad han Bjørn, Fridlejf og Radbard om at slaa sig sammen med ham, - thi Regnald, Hvidsærk og Erik, hans Sønner med Svanløg, havde endnu ikke naaet vaabenfør Alder -, og drog til Sverige. Da Sørle mødte ham med sin Hær, lod han Ragnar vælge, om der skulde holdes almindeligt Slag eller Tvekamp, og da han valgte Tvekamp, stillede Sørle en Kæmpe af udmærket Mod ved Navn Skard tillige med hans syv Sønner til Holmgang med ham. Ragnar tog sine tre Sønner med; de kæmpede i begge Hæres Paasyn, og Ragnar gik ud af Kampen som Sejrherre. Bjørn fik, fordi han havde tilføjet Fjenden et Nederlag uden selv at lide nogen Skade, et Tilnavn, som han beholdt alle sine Levedage, og som forkyndte, at hans Sider var saa haarde, som om de var af Jærn. Denne Sejr gav Ragnar Tillid til, at han vilde overvinde enhver Fare, og han angreb da Sørle og fældede ham og alle de Krigsfolk, han førte i Marken. Han skjænkede Bjørn Herredømmet over Sverige som Løn for hans udmærkede Tapperhed, og saa afholdt han sig i nogen Tid fra Krig og holdt sig i Ro. Han fattede nu stor Elskov til en Kvinde, og for lettere at komme i Besiddelse af hende søgte han ivrig at vinde hendes Fader ved at vise ham den største Velvilje, indbød ham ofte til Gjæstebud og behandlede ham saa med den yderste Høflighed, rejste sig ærbødig op, naar han kom, og hædrede ham ved at bænke ham ved sin Side, glædede ham tit med Gaver og stundom med de venligste Ord. Da Faderen indsaa, at al den Ære ikke blev ham til Del for hans egne Fortjenesters Skyld, grundede han over, hvad Grunden dertil vel kunde være, og kom saa paa det rene med, at hans Konges stiltiende Bevaagenhed hidrørte fra Kjærlighed til hans Datter, idet han skjulte sin Attraa for hende under Skin af Venlighed imod ham. For nu at gjøre Elskerens Snildhed til Skamme vogtede han saa meget omhyggeligere paa hende, just fordi han mærkede, at han eftertragtede hende med hemmelig Attraa og stor Halsstarrighed. Men Ragnar, som til sin Glæde havde faaet sikkert Bud om, at hun gav ham sit Ja, begav sig ud til den Gaard, hvor hun holdtes i Forvaring, og idet han gik ud fra, at intet er umuligt for Elskov, gik han ene til en Bonde i Nabolaget og bød sig til Gjæst hos ham. Næste Morgen byttede han Klæder med Kvinderne og kom i Kvindedragt til sin elskede, medens hun var ved at spinde, og for ikke at røbe sig var han snild nok til ogsaa at give sig i Lag med denne Kvindesyssel, skjønt hans Hænder ikke var øvede i Kunsten; om Natten fik han saa sin Vilje med Pigen og favnede hende. Da det lakkede ad Tiden, da hun skulde føde, og hendes tiltagende Sværhed røbede, at hun havde sat sin Kyskhed til, trængte Faderen, som ikke var sikker paa, hvem hans Datter havde ladet sig besvangre af, haardt ind paa hende for at faa hende til at sige, hvem hendes ukjendte Forfører var, og da hun haardnakket paastod, at hun ikke havde haft andre i Sengen hos sig end sin Terne, overlod han til Kongen at faa Sagen oplyst. Ragnar kunde ikke finde sig i, at den uskyldige Terne skulde lade en saa usædvanlig Beskyldning sidde paa sig, og skammede sig ikke ved at tilstaa sin egen Brøde for at godtgjøre en andens Uskyldighed. Ved denne ædle Adfærd baade gjendrev han den falske Beskyldning, at en Kvinde havde avlet Barnet, og opnaaede, at et latterligt Rygte ikke kom ud blandt onde Tunger. Han lyste Barnet, hun skulde føde, i Kuld og Kjøn og sagde, at han vilde, det skulde kaldes Ubbe. Da Drengen omtrent var bleven voxen, lagde han til Trods for sin Ungdom en moden Mands Forstand for Dagen, thi han elskede sin Moder, fordi hun havde givet sig hen til en højbaaren Mand, men nærede ingen Ærbødighed for sin Fader, fordi han havde nedladt sig til en Elskov, der var under hans Værdighed.

Derefter rustede Ragnar sig til et Tog imod Hellespontierne, stævnede Danskerne til Tinge og lovede, at han vilde give Folket overmaade heldbringende Love; han fastsatte, at medens enhver Familiefader hidtil skulde afgive den af sine Sønner, han agtede ringest, til Krigstjeneste, skulde han nu ruste sin kraftigste Søn eller sin paalideligste Træl. Da det var gjort, drog han ledsaget af sine Sønner med Undtagelse af Ubbe af Sted og angreb og underlagde sig Hellespontierne og deres Konge Dian efter at have overvundet dem i adskillige Slag, og til sidst fældede han Kongen efter at have paaført ham en Mængde Ulykker. Hans Sønner Dian og Daxon, der var gifte med Ruthenerkongens Døtre, fik deres Svigerfader til at hjælpe dem med Krigsfolk og tog sig med den største Iver for at hævne deres Fader. Da Ragnar saa', hvor umaadelig stor deres Hær var, tvivlede han om, at hans Krigsstyrke var tilstrækkelig, og bød, at nogle Kobberheste skulde sættes paa Hjul, saa de kunde føres af Sted, kjøres omkring paa Vogne, som let kunde drejes, og af al Magt drives ind iblandt Fjendernes tætteste Skarer. Dette bidrog saa meget til at splitte Fjendernes Fylking, at Haabet om Sejr mindre syntes at bero paa Krigsfolkene end paa disse Indretninger, som med deres uimodstaaelige Masse knuste alt, hvad der kom i Vejen for dem. Den ene af Høvdingerne blev dræbt, den anden flyede, og hele Hellespontiernes Hær gav sig paa Flugt. Skytherne, med hvem Daxon ogsaa var nær beslægtet paa mødrene Side, skal ogsaa være blevne tilintetgjorte i det Nederlag. Deres Land fik Hvidsærk. Ruthenerkongen, som ikke stolede paa sine Kræfter, skyndte sig i Tide at unddrage sig Ragnars frygtelige Vaaben ved Flugt.

Da Ragnar havde været paa Vikingefærd paa det nærmeste i fem Aar og hurtig havde bragt alle andre Folkefærd til at underkaste sig, fik han at vide, at Bjarmerne, som han nylig havde overvundet, men hvis Underkastelse ikke var til at stole paa, aabenbart unddrog sig hans Herredømme. Da de fik Nys om hans Komme, fik de ved deres Galdresange Himlen til at staa dem bi og drev de ophidsede Skyer op til et voldsomt Uvejr. Det hindrede en Stund Danskerne i at sejle, og saa slap Levnedsmidlerne op for dem. Da Uvejret pludselig hørte op, sved den mest brændende Hede dem med sin Brand, og den Plage var ikke lettere at holde ud, end den stærke Kulde havde været, saaledes plagede et ulykkebringende Overmaal i begge Retninger skiftevis deres Legemer og ødelagde dem ved sin overvældende Styrke først til den ene Side og saa til den anden, og hertil kom saa Blodgang, der gjorde det af med de fleste, saa Danskerne, som ingen Vegne kunde komme som Følge af Vejrets farlige Beskaffenhed, omkom i Massevis af den Legemssot, der opstod overalt. Da Ragnar mærkede, at den Magt, hvormed Vejret holdt ham tilbage, snarere var kunstig end naturlig, sejlede han videre, saa godt han kunde, og kom til Kurernes og Sembernes Land, hvor man viste hans Myndighed den højeste Grad af Ære som den mest hæderkronede Sejrherres Magtfuldkommenhed. Denne Hyldest gjorde Kongen endnu mere opbragt paa Bjarmerne for deres Overmod, og han søgte at hævne den Foragt, de havde vist hans kongelige Myndighed, ved uventet at angribe dem. Deres Konge, hvis Navn ikke kjendes, blev rædselslagen ved dette Fjendernes pludselige Indfald, og da han ikke turde indlade sig i Kamp med dem, flyede han til Matul, Kongen i Finmarken. Stolende paa dennes Bueskytters udmærkede Dygtighed fortrædigede han ustraffet Ragnars Hær, der overvintrede i Bjarmeland. Finnerne plejer nemlig at løbe hurtig paa glatte Træskinner og farer af Sted til hvilken Side de vil, saa man holder for, at de er i Stand til efter Behag at nærme eller fjærne sig; saa snart de nemlig har gjort Fjenden Fortræd, flyver de bort med samme Hastighed, som de kom med, de er ikke længere om at trække sig tilbage end om at rykke frem. Deres Behændighed saa vel som den Dygtighed, hvormed de forstaar at bruge deres Skier, gjør dem derfor udmærket skikkede baade til at angribe og til at flygte. Man kan tænke sig, hvor Ragnar den Gang maa have undret sig over sin kranke Lykke, da han, som i sin Tid havde besejret Romerriget, da det stod paa sit Højdepunkt, nu saa' sig styrtet i den største Fare af en vaabenløs og uordnet Hob. Han, som paa den mest udmærkede Maade havde gjort det af med den romerske Krigsstyrkes mest glimrende Pryd og den herligste Anførers ypperlige Krigsfolk, maatte vige for en raa og vild Hobs usle og fattige Udrustning. Han, hvis Krigshæder hidtil det tapreste Folkefærds Magt ikke havde formaaet at mindske, kunde nu ikke staa sig imod en lille Flok af et foragteligt Folk. Saaledes gik det til, at han med den Krigsstyrke, med hvilken han paa det tapreste havde gjort det af med Verdens berømteste og prægtigste Hær og med Krigsmagtens tungeste Vaaben, at han med den Hær, med hvilken han i aaben Mark havde gjort Ende paa saa mange Fodfolks, saa mange Lejres og saa mange Hestfolks Vaabenbrag, maatte finde sig i at angribe en ussel og ukjendt lille Folkehob hemmelig og ligesom paa Stimandsvis. Saaledes gik det til, at han ikke skammede sig ved at plette sin straalende Hæder, som han havde vundet aabenlyst og ved Dagens Lys, med Svig i Nattens Mørke og i Steden for at holde sig i aaben Tapperhed tog sin Tilflugt til hemmelige Baghold. Det blev lige saa nyttigt, som det tog sig stygt ud. Han glædede sig ikke mindre over Finnernes Flugt end i sin Tid over Karls og tilstod, at han havde fundet større Kræfter hos dette Folk, der var blottet for alt, end hos den bedst udrustede Krigsstyrke; thi det faldt ham lettere at holde Stand over for Romernes tungeste Vaaben end over for de pjaltede Finners Pile. Da Bjarmernes Konge var dræbt og Finnekongen jaget paa Flugt, lod Ragnar til evig Amindelse om sin Sejr sine Bedrifter indriste paa Klippetoppene.

Imidlertid lod Ubbe sig af sin Morfader Esbern forlede til formastelig at tragte efter Kongemagten, satte den Ærbødighed, han skyldte sin Fader, til Side og gjorde Fordring paa Kongekronen for sit eget Hoved. Da Ragnar af de svenske Jarler Kelther og Thorkil fik Nys om denne Frækhed, sejlede han i største Hast til Gotland. Da Esbern mærkede, at de to nævnte Mænd var Ragnars Sag hengivne med sjælden Troskab, søgte han ved at tilbyde dem Belønninger at faa dem til at svigte Kongen, men de holdt ubøjelig fast ved, hvad de havde sat sig for, og sagde, at deres Vilje rettede sig efter Bjørns, hvorhos de lod ham vide, at der ikke var en eneste Svensker, som vilde vove at gjøre noget, der var ham imod. Saa var Esbern ikke sen til at prøve sig frem hos ham ved at skikke Sendemænd til ham med de fagreste Ord. Han erklærede, at han aldrig vilde hælde mere til Forræderi end til Trofasthed og ansaa det for den største Skjændsel at foretrække en troløs Broders Gunst for den retsindigste Faders Kjærlighed; Sendemændene lod han hænge til Straf, fordi de havde opfordret ham til saa svar en Brøde, og Svenskerne straffede paa samme Maade de øvrige, der hørte til Sendemændenes Følge, med Døden for deres strafværdige Opfordring. Da Esbern skjønnede, at hans underfundige og hemmelige Anstalter kun havde liden Fremgang, samlede han aabenlyst Krigsfolk og skred uden Omsvøb til Krig. Men Ivar, der var Høvedsmand over Jylland, erklærede, at ingen af Parterne i denne ugudelige Strid kunde være Guderne velbehagelig, og han unddrog sig derfor fra den syndige Krig ved frivillig at drage i Landflygtighed. Ragnar angreb Esbern i det Sund, som hedder Grønsund, og fældede ham; den dræbtes afhuggede Hoved bød han skulde stilles op i Forstavnen til Skræk for Oprørerne. Ubbe flygtede, men begyndte atter Krigen paa Sjælland og angreb sin Fader. Da hans Fylking var splittet ad, og han ene blev angreben fra alle Sider, fældede han saa mange af den fjendtlige Hær, at Fjendernes Lig dyngede sig op og dannede som det stærkeste Bolværk om ham, inden for hvilket det var en let Sag for ham at hindre sine Angribere i at komme ham nær. Til sidst blev han dog overvældet af Fjendens tætte Skarer, fangen og ført bort for at lægges i Lænker; med umaadelig Kraft sprængte han Lænkerne og rystede dem af sig, men da han søgte at bryde og afkaste de Baand, som saa blev lagt paa ham, var det ham ikke muligt at slippe af sit Fangenskab. Da Ivar fik Nys om, at Oprørerens Straf havde gjort Ende paa Urolighederne i Landet, vendte han hjem til Danmark, hvor Ragnar modtog ham med den største Ære, fordi han, medens denne grumme Strid rasede, i hvilken Fader og Søn stræbte hinanden efter Livet, havde lagt den største Frændekjærlighed for Dagen.

Imidlertid fik Daxon, som længe forgjæves havde søgt at overvinde Hvidsærk, der stod for Styret i Skythien, til sidst denne lokket i en Fælde under Paaskud af, at han vilde slutte Fred med ham. Han blev gjæstevenlig modtaget af Hvidsærk, men havde en Skare væbnede Mænd i Beredskab, som han lod kjøre ind i Byen under Foregivende af, at de vilde drive Handel, og som saa ved Nattetid skulde angribe hans Værts Hus. Hvidsærk anrettede et saadant Nederlag blandt denne Stimandsskare, at han var omgiven af en hel Dynge Lig af Fjender, saa at de for at tage ham til Fange maatte sætte Stiger til. Tolv af hans Stalbrødre blev ligeledes fangne af Fjenden paa samme Maade, og da det blev stillet dem frit for at vende hjem til deres Fædreland, erklærede de, at de vilde ofre deres Liv for Kongen og foretrak at dele en andens Fare for at trække sig ud af den, de selv var stedte i. Men Daxon blev saa greben af Medlidenhed ved Synet af Hvidsærks overvættes Fagerhed, at han ikke kunde bære det over sit Hjærte at bryde denne Knop, der var ved at folde sig ud til den herligste Blomst. Han bød ham ikke blot Livet, men ogsaa sin Datter til Hustru med Hælvten af Riget i Medgift, idet han hellere vilde skaane ham paa Grund af hans Fagerhed end straffe ham paa Grund af hans Tapperhed. Men saa sjælsstor var Hvidsærk, at han ikke brød sig det ringeste om et Liv, der skjænkedes ham af Naade, han afslog Tilbudet om at slippe for al Straf, som om det var en Velgjerning, der kun var saare lidet værd, holdt selv fast paa sin Dødsdom og sagde, at Ragnar vilde være lemfældigere med den Hævn, han vilde tage for sin Søn, i Fald han fik at vide, at han selv havde faaet Lov til at vælge sin Dødsmaade. Hans Fjende undrede sig over denne Fremfusenhed og lovede, at han skulde blive ombragt paa den Maade, han selv bestemte. Den Tilladelse tog Ungersvenden imod som en stor Velgjerning, og han bad om, at han maatte blive bunden og brændt tillige med sine Stalbrødre. Daxon var ikke sen til at opfylde hans indstændige Bønner om at maatte komme af med Livet og lod ham ombringe paa den Maade, han bad om som om en Gunst. Da Ragnar spurgte dette, var han nær ved at sørge sig til Døde; han klædte sig ikke blot i Sørgeklæder, men lagde sig ogsaa i sin store Bedrøvelse til Sengs og gav sin Smerte Luft i Suk og Klager. Hans Hustru, som havde mere end Mands Mod, bebrejdede ham hans Svaghed og styrkede hans Mod ved mandig Opmuntring, kaldte hans Sjæl tilbage fra Sorgen og opfordrede ham til af al Magt at øve Krigsbedrifter; det var rimeligere, sagde hun, at en tapper Fader sonede sin Søns blodbestænkte Aske med Vaaben end med Taarer; og hun formanede ham til ikke i kvindagtig Sorg at paadrage sig lige saa megen Vanære ved Graad, som han før havde vundet Hæder ved Tapperhed. Hendes Ord gjorde Ragnar bange for, at han ved kvindagtig Sorg kunde sætte den Navnkundighed, hans Tapperhed tidligere havde skaffet ham, paa Spil, han aflagde sine Sørgeklæder og de andre Tegn paa Sorg, og i Haab om snarlig Hævn vakte han atter sit slumrende Mod. Saaledes kan stundom de svage Sjæle styrke de stærke. Han overdrog til Ivar at tage Vare paa Riget, omfavnede med faderlig Kjærlighed Ubbe, som atter var kommen i Gunst hos ham som i fordums Dage, og saa sejlede han med sin Flaade til Rusland, fangede Daxon og sendte ham betynget med Lænker til Udgaard for at holdes i Forvaring der. Det er vitterligt, at Ragnar ved denne Lejlighed behandlede sin kjæreste Søns Drabsmand med den største Mildhed og Lemfældighed, idet han for at opnaa den Hævn, han attraaede, lod sig nøje med at sende den skyldige i Landflygtighed fremfor at lade ham dræbe. Denne Mildhed bragte Ruthenerne til at skamme sig ved yderligere at rase imod en Konge, som de ikke engang ved bitter Uret kunde drive til at ombringe sine Fanger. Det varede heller ikke længe, før Ragnar atter skjænkede ham sin Gunst og gav ham tilbage til hans Land, imod at han lovede hvert Aar at overrække ham Skatten knælende og barbenet ledsaget af tolv af Landets Ældste, som ligeledes skulde være barbenede. Han holdt det nemlig for bedre at gaa lemfældig til Værks over for en fangen og ydmygt bedende Mand end at svinge den blodige øxe og vilde hellere til Stadighed bøje den stolte Nakke under Trældomsaaget end hugge den over én Gang for alle. Da han drog bort derfra, satte han sin Søn Erik med Tilnavnet Vejrhat over Sverige. Her fik han at vide, at medens Fridlejf og Sivard var paa Krigstog med ham, havde Nordmændene og Skotterne svigagtig overdraget Kongeværdigheden til to andre, og han gjorde det da først af med ham, der havde tilrevet sig Magten i Norge, og gav dette Rige til Bjørn.

Derpaa drog han sammen med Bjørn og Erik til Orknøerne, som han hærjede, og omsider lagde han til Land ved Skotlands Grænser, og efter at have udmattet Skotternes Konge Murial ved et tre Dages Slag fældede han ham, men hans Sønner Dunvat og Radbard blev efter at have kæmpet ypperlig dræbte af Fjenderne, saa den Sejr, deres Fader vandt, var bestænket med deres Blod. Da han kom hjem til Danmark, fik han at vide, at hans Hustru Svanløg imidlertid var død af Sot, og strax søgte han Trøst for Sorgen i Ensomhed og stængte taalmodig sin syge Sjæls Kummer inde bag sit Hus' Vægge. Denne bitre Sorg fik imidlertid Ende, da Ivar pludselig vendte hjem, fordreven fra sit Rige. Gallerne havde nemlig jaget ham bort og svigagtig overdraget Kongemagten til en Mand ved Navn Ella, Hames Søn. Ragnar tog Ivar med som Vejviser, eftersom han var stedkjendt der i Landet, sejlede did med sin Flaade og kom til den Havn, som hedder Norwich. Der udskibede han sine Krigsfolk, og efter et Slag, der trak ud i tre Dage, drev han, efter at der var flydt en Mængde engelsk og saare lidt dansk Blod, Ella, der havde stolet paa Gallernes Tapperhed, paa Flugt. Efter at have dvælet et Aar dér som Sejrherre kaldte Ragnar sine Sønner til Hjælp og drog til Irland, og efter at have dræbt Kongen dér, Melbrik, belejrede, stormede og indtog han Dublin, der var helt opfyldt med Barbarernes Skatte. Dér laa han i Lejr et Aar, og saa sejlede han igjennem Middelhavsstrædet og trængte frem helt til Hellespont, idet han drog igjennem de mellemliggende Riger og alle Vegne vandt de berømmeligste Sejre, og Skæbnen ingen Steds afbrød hans stadige og heldige Fremgang.

Imidlertid havde Harald med Bistand af nogle Danske, som kun havde liden Lyst til at følge Ragnar paa hans Krigstog, igjen begyndt Uroligheder i Riget og anmasset sig Kongenavnet. Da Ragnar vendte tilbage fra Hellespont, mødte han ham med Vaabenmagt, og da det gik Harald uheldig, drog denne, som indsaa, at hans Hjælpekilder hjemme var udtømte, til Kejser Ludvig, som den Gang opholdt sig i Mainz, for at bede ham om Hjælp. Ludvig, som var opfyldt af den største Iver for at udbrede den sande Tro, stillede Barbaren et Vilkaar, idet han lovede ham Hjælp, hvis han vilde gaa ind paa at antage Kristendommen, thi der kunde ingen Hjærternes Enighed være imellem Folk, som havde forskjellig Tro; enhver, som søgte Hjælp, maatte derfor først have samme Religion, og man kunde ikke være fælles om store Bedrifter, naar man var uenig om, hvorledes man skulde dyrke Gud. Denne Kejserens Beslutning skaffede baade hans Gjæst Frelsen og ham selv Ry for Fromhed; saa snart Harald højtidelig havde ladet sig døbe, hjalp han ham strax med sachsiske Krigsfolk, og stolende paa dem lagde Harald med Umage og Bekostning Vind paa at bygge en Kirke i Landskabet Slesvig, som han viede til Gud. Saaledes tog han sit Forbillede i Henseende til den hellige Gudsdyrkelse fra de romerske Kirkeskikke; han erklærede Hedningernes Vildfarelser for vanhellige, nedbrød deres Templer, jog Offerpræsterne i Landflygtighed, afskaffede deres Præsteskab og var den første, som indførte Kristi hellige Lære i sit barbariske Fædreland og lagde Vind paa den sande Gudsdyrkelse efter at have forkastet Afgudernes, og endelig iagttog han med den samvittighedsfuldeste Omhu alt, hvad der kunde tjene Religionen til Beskyttelse. Men han havde mere Fromhed end Held med sig ved det, han saaledes begyndte paa, thi Ragnar kom over ham, krænkede de Kirkeskikke, han havde indført, gjorde den sande Religion fredløs, gjenindsatte den falske i dens gamle Plads og lod dens Skikke komme til deres gamle Ære og Værdighed. Men Harald maatte gaa i Landflygtighed og gjorde sig skyldig i Helligbrøde, thi han, der havde givet et lysende Forbillede ved at begynde paa at indføre den sande Lære, var den første til at svigte den, og efter at have gjort sig berømmelig ved sin Fromhed blev han en skjændig frafalden.

Imidlertid begav Ella sig til Irland, hvor han ombragte alle dem, der med Troskab hang ved Ragnar, med Sværdet eller paa anden Maade straffede dem. Da Ragnar angreb ham med sin Flaade, straffede den Almægtige ham i sin retfærdige Vrede aabenlyst for den Foragt, han havde vist Religionen, thi han blev fangen og kastet i Fængsel, og hans syndige Legeme blev givet Slanger at æde, og øglerne fraadsede ynkeligt i hans Indvolde. Hans Lever blev fortæret, og en Slange gnavede som en grum Bøddel paa selve hans Hjærte. Da kvad han med modig Røst om alle sine Bedrifter, og da han havde opregnet dem alle, tilføjede han:

"Om Grisene vidste,
hvad Galten maa lide,
til Strid de stævned
og stormed Stien".