Ravnkel Frejsgodes saga

Fra heimskringla.no
Revisjon per 22. mai 2017 kl. 20:23 av Jesper (diskusjon | bidrag) (Kap. 8)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif


Islændingesagaer


Ravnkel Frejsgodes saga

Hrafnkels saga Freysgoða


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2017



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


Siden er under udarbejdelse.jpg


1. Halfred kommer til Island og bosætter sig

Det skete på kong Harald Hårfagers tid — søn af Halvdan den Sorte, søn af Gudrød Jagtkonge, søn af Halvdan den Gavmilde og Madgerrige, søn af Øistein Fjært, søn af svenskekongen Olaf Træfælder — at en mand, der hed Halfred, kom til Island og landede med sit skib i Breddal. Det ligger neden for Fljotdalsherred. Med på skibet var hans kone og hans søn, der hed Ravnkel. Denne var da 15 år gammel og en dygtig og lovende ung mand. Halfred slog sig ned dér. Om vinteren døde en udenlandsk trælkvinde, der hed Arntrud, og derfor kaldte man det siden Arntrudssted. Men om foråret flyttede Halfred nordpå over heden og bosatte sig på det sted, som hedder Gededal. En nat drømte han, at en mand kom hen til ham og sagde: »Dér ligger du — Halfred! — nok så uforsigtigt. Du skulle flytte dit bo vestpå over Lagarfljot. Dér finder du lykken!« Herefter vågner han og flytter sit bo over Rangå til det sted i Tunge, som siden blev kaldt Halfredssted, hvor han boede til sin alderdom. En galt og en gedebuk kom ikke med, og den samme dag, som Halfred flyttede, blev husene ramt af et fjeldskred, hvorved disse husdyr blev dræbt, og derfor kaldte man det siden for Gededal.


2. Ravnkel bygger en gård og tager godordet

Ravnkel havde for vane at ride over heden om sommeren. Jøkeldalen var da fuldt befolket op til broen. Ravnkel red op gennem Fljotsdalshede og så en ødedal gå ud fra Jøkeldal. Ravnkel fandt, at denne dal var mere egnet til beboelse end de andre dale, han hidtil havde set. Og da Ravnkel kom hjem, bad han sin far om bodeling og sagde, at han ville bygge sig en gård. Dette tilstår hans far ham, og han bygger sig en gård i denne dal og kalder gården Adelbol. Ravnkel blev gift med Oddbjørg Skjoldulvsdatter fra Laksådalen. De fik to sønner. Den ældste hed Tore, den yngste Asbjørn.

Da Ravnkel havde taget land ved Adelbol, holdt han en stor offerfest. Ravnkel lod et stort gudehov opføre. Ravnkel elskede ingen anden gud mere end Frej, og han gav ham halvpart i alle sine bedste ejendele. Ravnkel befolkede hele dalen og gav folk land, men han ville dog være deres overhoved og tog godordet over dem. Herved fik han sit tilnavn og blev kaldt Frejsgode. Han var en dygtig mand, men meget uretfærdig. Han tvang Jøkeldalsmændene til at blive sine tingmænd. Han var mild og venlig mod sine egne folk, men hård og ufordragelig mod Jøkeldalsmændene, som han behandlede urimeligt. Ravnkel var ofte i tvekamp, men han betalte aldrig bøder, for ingen fik nogen sinde godtgørelse af ham, uanset hvad han gjorde.

Det er besværligt at færdes i Fljotdalsherred, for der er meget stenet og sumpet, men far og søn red dog ofte på besøg hos hinanden, for de havde et godt slægtskab. Halfred fandt vejen vanskeligt farbar og ledte efter en vej over de fjelde, der findes i Fljotdalsherred. Han fandt dér en længere, men mere tør vej, og den kaldes Halfredsvejen. Denne vej benyttes kun af dem, der er særligt stedkendte i Fljotdalsherred.


3. Om Sam og Ejvind og om Frejfaxe

En mand, der hed Bjarne, boede på den gård, der hedder Laugarhuse. Det er ved Ravnkelsdal. Han var gift og havde to sønner med sin kone, og den ene hed Sam, den anden Ejvind. De var smukke og fremmelige mænd. Ejvind boede hjemme hos sin far, men Sam var gift og boede nordpå i dalen på den gård, der hedder Leikskåle, og han var velhavende. Sam var meget selvsikker og lovkyndig, mens Ejvind blev købmand og sejlede til Norge og var dér om vinteren. Derfra drog han ud til andre lande og tog ophold i Miklagård, hvor han nød grækerkongens agtelse. Dér blev han en tid.

Ravnkel havde en ejendel, som han syntes bedre om end andet. Det var en mørkegrå hest med en stribe ned langs ryggen, som han kaldte Frejfaxe. Han gav sin ven — Frej — halvpart i denne hest. Han elskede denne hest så meget, at han svor den ed, at han ville dræbe den mand, der mod hans vilje red på hesten.


4. Einar bliver fårehyrde hos Ravnkel

Der var en mand, der hed Torbjørn. Han var bror til Bjarne og boede på den gård i Ravnkelsdal, der hed Hol og lå umiddelbart øst for Adelbol. Torbjørn var fattig, men havde en stor børneflok. Hans ældste søn hed Einar. Han var stor og et godt mandsemne. Et forår sagde Torbjørn til Einar, at han måtte finde sig en tjenesteplads, »— for jeg har ikke brug for mere arbejdskraft, end den flok, der er her, kan yde. Men du kan nemt finde en tjenesteplads, for du er en rask ung mand. Det er ikke mangel på kærlighed, der får mig til at sende dig væk, for du gør mest gavn af mine børn. Årsagen er mere mine manglende evner og min fattigdom, men mine andre børn kan klare arbejdet nu, og du vil dog lettere end dem kunne få en tjenesteplads.« Einar svarer: »Det er noget sent, du fortæller mig dette, for nu har alle sikret sig de bedste pladser, og jeg finder det ondt at skulle vælge mellem det, som andre har vraget.«

En dag tog Einar sin hest og red til Adelbol. Ravnkel sad i stuen. Han hilser godt og venligt på ham. Einar søger om tjenesteplads hos Ravnkel. Han svarede: »Hvorfor spørger du om dette så sent? Jeg ville have taget dig som den første, men nu har jeg fået alle mine tjenestefolk på nær til et arbejde, som du nok ikke vil have.« Einar spurgte, hvad det gik ud på. Ravnkel sagde, at han ikke havde ansat en fårehyrde, men at han havde meget brug for en. Einar sagde, at han ikke tog det så nøje, hvad han skulle lave — om det var det ene eller det andet — men han ville have ansættelse i to halvår. »Jeg skal straks give dig vilkårene,« sagde Ravnkel. »Du skal passe 50 får på sæteren og hugge og hjembringe al sommerbrændslet. For dette arbejde skal du få tjenesteplads i to halvår. Men jeg betinger mig én ting af dig som af mine andre fårehyrder. Frejfaxe færdes i dalen med sit stod, og ham skal du se efter sommer og vinter. Men én ting vil jeg advare dig imod: Du må aldrig ride på ham, uanset hvor tvingende omstændighederne synes, for jeg har højtideligt lovet at dræbe den mand, der rider på ham. Han følges af 12 hopper, og du kan — nat eller dag — frit vælge at ride på én af dem. Gør nu, som jeg siger, for det hedder med et gammelt ord, at ‘den, der advarer, gør ingen mén’. Nu véd du, hvad jeg kræver.« Einar sagde, at han ikke ville være så dum at tage den ene hest, som han havde fået forbud mod at ride på, når nu der var mange andre heste.


5. Einar rider på Frejfaxe

Einar tager nu hjem efter sine klæder og flytter ind på Adelbol. Siden ledte de dyrene til græsning i Ravnkelsdal på det sted, som hedder Stenmarkssæteren. Det går helt godt for Einar om sommeren, og ingen får forsvinder helt frem til midsommer, men så mangler der en nat næsten 30 får. Einar leder på alle græsningsstederne, men finder dem ikke. De var væk for ham i næsten en uge. En morgen gik Einar ud tidligt, da søndentågen lettede og støvregnen tog af. Han tager en stav i hånden og medbringer bidsel og et dækken. Så krydser han Stenmarksåen. Den løber foran sæteren. Dér på grusbankerne lå de får, der havde været hjemme om aftenen. Han drev dem hjem til sæteren og gik ud for at lede efter dem, der manglede. Han ser nu hesteflokken stå på grusbanken og agter at tage sig en hest at ride på, idet han mener at kunne komme hurtigere omkring ved at ride frem for at gå. Men da han kom hen til hestene og forsøgte at fange en af dem, var de alle sky, selv om de aldrig plejede at undvige folk. Det gjaldt ikke Frejfaxe. Han stod så roligt, som var han fæstnet til jorden. Einar ser, at morgenen går, og tænker, at Ravnkel ikke vil få det at vide, hvis han rider på hesten. Nu tager han hesten og giver den bidslet på og lægger dækkenet under sig på hestens ryg og rider op langs Stenåkløften, op til jøklen og vestpå omkring jøklerne på det sted, hvor Jøkelså løber ud fra dem, og derpå ned langs med åen til Reykjasæter. Han spurgte alle fårehyrderne på sæteren, om de havde set disse dyr, men ingen havde set dem. Einar red på Frejfaxe helt fra det blev lyst til midaftenstid. Hesten bar ham hurtigt og vidt omkring, for det var en god hest. Det faldt Einar ind, at han nu måtte tilbage og først drive de får hjem, som var ved sæteren, selv om han ikke havde fundet de andre. Han red da østpå over højdedragene i Ravnkelsdal, men da han kommer ned til Stenmark, hører han brægen fra kløften dér, hvor han tidligere var redet forbi. Han rider straks derhen og ser 30 får løbe hen imod sig — det var dem, som han havde manglet i en uge — og han drev dem hjem sammen med de øvrige får.

Hesten var gennemblødt af sved, så det dryppede fra hvert et hår på ham, den var ganske tilstænket med mudder og fuldstændig udmattet. Den væltede sig rundt tolv gange og vrinskede derpå højt, hvorefter den stak i et vældigt løb ned ad vejen. Einar farer efter den for at komme foran hesten, og han ville tage den og lede den tilbage til hopperne, men den var så vild, at Einar på ingen måde kunne komme nær den. Hesten løber ned gennem dalen og stopper ikke, før den kommer til Adelbol. Da sad Ravnkel ved bordet. Og da hesten kom hen til døren, vrinskede den højt. Ravnkel sagde til en kvinde, der vartede op ved bordet, at hun skulle gå til døren, »— for der var en hest, der vrinskede, og jeg synes, det lød som Frejfaxes vrinsken.« Hun går til døren og ser en meget medtaget Frejfaxe. »Hvad mon dyret vil, siden han er kommet hjem?« siger Ravnkel. »Det tyder ikke på noget godt.« Derefter gik han ud og ser Frejfaxe og sagde til ham: »Det er slemt, synes jeg, som du er tilredt — min fostersøn! — men du har da ikke mistet forstanden, siden du fortalte mig om det, og dette skal blive hævnet. Løb du nu tilbage til din flok!« Og hesten gik straks op gennem dalen til sine hopper.


6. Ravnkel dræber Einar Fårehyrde

Ravnkel gik i seng om aftenen og sov hele natten, men om morgenen lader han en hest sadle og rider op til sæteren. Han var sortklædt. Han havde en økse i hånden, men bar ikke flere våben. Einar havde da lige drevet fårene ind i folden. Han lå på gærdet og talte dyrene, mens kvinderne var i gang med at malke. De hilste Ravnkel. Han spurgte, hvordan det gik. Einar svarer: »Det er gået skidt, for 30 får var forsvundet i næsten en uge, men nu er de fundet igen.« Ravnkel sagde, at det ikke var at regne for noget, »— det er heller ikke sket så ofte, som man kunne forvente, at fårene har været væk. Men er der ikke sket værre ting? Red du ikke på min Frejfaxe i går?« Han sagde, at det kunne han ikke nægte. Ravnkel svarer: »Hvorfor red du på denne hest, når jeg forbød dig at gøre det? Der var jo nok andre, som du havde lov til at ride på. Jeg kunne nok have tilgivet dig sagen, hvis ikke jeg havde svoret så højtideligt — men det er dog vel gjort, at du tilstår.« Og ud fra den anskuelse, at mænd, der bryder svorne eder, ikke er noget værd, sprang han af hesten og huggede Einar ihjel. Derefter rider han hjem til Adelbol og fortæller, hvad der er sket. Siden lod han en anden mand sende op til fårene på sæteren. Men han lod Einars lig føre over til bakken vest for sæteren og rejste en varde ved stenrøsen. Denne kaldes Einarsvarden, og på den kan man se, hvornår det er midaften på sæteren.


7. Sam overtager søgsmålet mod Ravnkel

Ovre på Hol erfarer Torbjørn sønnens død. Han tog denne nyhed meget tungt. Nu tager han sin hest og rider over til Adelbol og beder Ravnkel om bod for drabet på sønnen. Ravnkel sagde, at han havde dræbt flere mænd end denne ene, »— og du kan ikke være uvidende om, at jeg ikke vil betale bøder til nogen, og det må folk finde sig i. Jeg mener dog, at det, jeg har bedrevet her, er værre end de andre drab, jeg har begået. Du har været min nabo i lang tid, og jeg har syntes om dig, og vi har haft et godt forhold til hinanden. Einar og jeg skulle ikke blive uenige om andet end småting, havde han bare ikke redet på hesten. Men man må ofte fortryde, at man siger for meget, og mere sjældent fortryder man, at man har sagt for lidt end for meget. Jeg vil nu bevise, at jeg synes, at dette drab er værre end de andre, jeg har begået. Jeg vil forsyne din gård med malkekvæg denne sommer og med slagtekød til efteråret. Sådan vil jeg gøre hvert år, så længe du ønsker at have egen husholdning. Dine sønner og døtre skal vi sende ud med min hjælp og udstyre dem således, at de får gode vilkår deraf. Og hvis du véd, at jeg har noget, som du har brug for, skal du bare sige til, og fra nu af skal du ikke mangle noget, som du behøver. Du skal drive din gård, så længe du har glæde af det, men komme herhen, hvis du bliver led ved det, så skal jeg forsørge dig til din dødsdag. Sådan skal vi være forligte — men jeg forventer, at mange vil mene, at denne mand var vel dyr.« »Jeg går ikke ind på disse vilkår,« siger Torbjørn. »Hvad vil du så?« siger Ravnkel. Da siger Torbjørn: »Jeg ønsker, at vi får folk til at afgøre sagen imellem os.« Ravnkel svarer: »Så anser du dig for at være min ligemand, men på den måde bliver vi ikke forligte.«

Så red Torbjørn derfra og ned gennem herredet. Han kom til Laugarhuse og træffer sin bror — Bjarne — og fortæller ham, hvad der er sket, og beder ham tage del i sagen. Bjarne mente ikke, at han var Ravnkels ligemand, »— og selv om vi har mange penge, kan vi ikke klare os mod Ravnkel, og det er sandt, som man siger, at ‘den er klog, som kender sine begrænsninger’. Han har ofte fået drejet retten til sin fordel mod folk, som var mægtigere, end vi er. Det forekommer mig, at du har handlet uklogt ved at afslå så gode forligsvilkår. Jeg vil ikke have noget med sagen at gøre.« Torbjørn hånede da sin bror meget og siger, at der var mindre dåd i ham, jo mere det gjaldt. Han rider nu derfra, og deres afsked var ikke videre blid.

Torbjørn gør ikke holdt, før han kommer til Leikskåle, hvor han banker på døren. Den bliver åbnet. Torbjørn beder Sam komme ud. Sam hilste venligt på sin slægtning og bad ham blive. Torbjørn tøvede noget. Sam ser, at Torbjørn ikke er glad, og spørger, hvad der er sket, og han fortæller om drabet på sin søn — Einar. »Det er ikke nogen nyhed,« siger Sam, »— at Ravnkel slår folk ihjel.« Torbjørn spørger, hvorvidt Sam ville støtte ham. »Sagen er her, at selv om jeg står den dræbte nærmest, så faldt hugget ikke fjernt fra dig.« »Har du forsøgt at få nogen oprejsning fra Ravnkel?« Torbjørn fortalte oprigtigt, hvordan det var gået mellem ham og Ravnkel. »Jeg har aldrig før hørt,« siger Sam, »— at Ravnkel skulle have tilbudt nogen, hvad han tilbød dig. Nu vil jeg ride op til Adelbol sammen med dig, og så møder vi Ravnkel med ydmyghed og finder ud af, om han står ved sit tilbud. Han vil vel være rimelig.« »Det tror jeg ikke, Ravnkel vil,« siger Torbjørn, »— og jeg har heller ikke mere lyst til at tage imod det nu, end da jeg red derfra.« Sam siger: »Jeg tror, det vil være svært at føre sag mod Ravnkel.« Torbjørn svarer: »I unge mænd får aldrig fremgang, for I er bange for alt. Jeg tror næppe, at nogen mand har mere usle slægtninge, end jeg har. Det er for ringe med sådanne folk som som dig, der mener at være lovkyndige og er lystne efter småsager, men ikke vil tage denne sag, som er så klar. Dette vil du få at høre for, hvilket er rimeligt, eftersom du skulle være den gæveste mand i vores slægt. Nu ser jeg nok, hvordan sagen ender.« Sam svarer: »Hvad opnår du da ved, at jeg tager sagen, og vi så begge får skam af den?« Torbjørn svarer: »Det vil dog være en stor trøst for mig, hvis du tager sagen. Så må det gå, som det gør.« Sam svarer: »Jeg gør dette med ulyst. Jeg gør det mest for slægtskabs skyld, men du skal vide, at jeg synes, at du er en uduelig mand.« Så rakte Sam hånden frem og påtog sig Torbjørns sag.


8. Sam og Ravnkel rider til altinget

Sam lader en hest gøre klar og rider op gennem dalen til en gård og lyser drabet og samler folk imod Ravnkel. Dette erfarer Ravnkel, og han finder det latterligt, at Sam har påtaget sig sagen imod ham.

Så gik vinteren, men om foråret, da man kom til stævnedagene, rider Sam hjemmefra og op til Adelbol og stævner Ravnkel for drabet på Einar. Herefter rider Sam ned gennem dalen og indkalder bønderne til tingfærd, og han forholder sig roligt, indtil folk gør klar til at drage til tinget. Ravnkel sendte da sine mænd ned gennem dalen for at indkalde folk. Han får samlet 70 af sine tingmænd. Med denne flok rider han østpå over Fljotsdalsheden til enden af søen og så tværs over åsen til Skridedal og op gennem Skridedal og sydpå over Øksehede til Berufjord og ad den lige tingmandsvej til Sida. Fra Fljotsdal og sydpå til Tingsletten er der 17 dagsrejser. Da Ravnkel havde forladt herredet, samler Sam folk omkring sig. Han får mest løse og ledige folk med sig og så dem, han havde kaldt sammen. Sam udstyrer disse folk med våben og klæder og forsyninger. Sam tager en anden vej ud af dalen. Han drager nordpå til broen og over broen og derfra over Mødredalshede, og de var i Mødredal om natten. Derfra rider de til Hærdebredstunge og videre oven om Blåfjeld og derfra til Kroksdal og så sydpå over Sanden, og de kommer ned til Sandefjeld og derfra til Tingsletten. Da var Ravnkel endnu ikke kommet frem, og hans rejse tog længere tid, fordi han havde længere vej. Sam telter boder for sine mænd, men ikke i nærheden af, hvor folkene fra Østfjordene plejer at holde til. Ravnkel ankom noget senere til tinget. Han telter sin bod, således som han plejede, og erfarede, at Sam var til stede på tinget. Han fandt det latterligt.

Dette ting var særdeles velbesøgt. De fleste af de høvdinge, der var på Island, var til stede. Sam opsøger alle høvdingene og bad om deres hjælp og støtte, men de svarede alle det samme: At ingen af dem mente at skylde Sam så meget, at de ville gå imod Ravnkel Gode og på den måde sætte deres anseelse på spil. De sagde også, at det var gået på samme måde for de fleste, der havde haft tingtrætter mod Ravnkel, og at han havde vanæret alle dem, der havde ført sag imod ham. Sam går hjem til sin bod, og de to slægtninge var modfaldne og frygtede, at deres sag ikke ville give dem andet end skam og nedværdigelse. Og de var så bekymrede, at de hverken sov eller spiste, for alle høvdingene betakkede sig for at hjælpe dem — selv dem, som de havde forventet at få støtte af.