Reiser i nyere tider (CCR/FM)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 24. aug. 2018 kl. 09:00 av Carsten (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
GHM 3.jpg


Grønlands historiske mindesmærker III


XXXIII
Om de vigtigste Reiser som i nyere Tider
ere foretagne fra Danmark og Norge,
for igjen at opsöge det tabte Grönland
og at undersöge det gjenfundne.


Af C. Pingel


Indledning

A. M. Mallet: Kort over Grønland, 1719.

Der var henimod Slutningen af den christelige Tidsregnings förste Aartusinde, at endnu hedenske Nordboer fra Island opdagede Grönland (982) og kort derefter (986 og 1000) de andre Öer og Kystlande af Nordamerika, hvilke Opdagerne gave Navn af Helleland, Markland og Viinland det Gode. Vore nordiske Forfædre tilkommer saaledes unægtelig Æren for hele fire Aarhundreder, förend Genueseren Columbus förte Spanierne over Atlanterhavet og med dem opdagede den saakaldte Nye Verden, at have löftet en Flig af det tætte Slör, der i Almindelighed, skjönt aldeles uden Föie, antages eller dog endnu for ikke ret længe siden antoges at have hvilet over hele det udstrakte transatlantiske Continent, lige indtil Udgangen af det femtende Aarhundrede. Denne Amerikas tidligere Opdagelse ved de, over Öerne i det nordlige Atlantiske Hav stedse videre og videre imod Vesten fremtrængende, gamle Skandinaver kan paa en Maade betragtes som Hedendommens sidste Bedrift her i vort Norden; thi netop i Aaret 1000 efter Christi Födsel, det Aar i hvilket Leif Eriksen foretog sin bekjendte Opdagelsesrejse til Helleland, Markland og Viinland, blev Christendommen, som fra Tydskland og Engelland allerede tidligere havde fundet Veien til Danmark, Sverrig og Norge, og i de tre nordiske Riger for en stor Deel alt havde fortrængt Asernes Dyrkelse, ved Lov antagen paa Islands Althing. Endnu samme Aar blev den nye Lære forplantet til Grönland, der strax efter dets Opdagelse ved den landflygtige Erik den Röde var begyndt at bebygges, fornemmeligen ved Indvandringer fra det nærliggende Island.

Efter Are Frodes Vidnesbyrd fandt allerde de förste Islændere, som med Erik den Röde droge over til Grönland, baade öster og vester paa Landet umiskjendelige Spor af, at Eskimoer eller Skrælinger, som de gamle Nordboer kaldte disse omflakkende Beboere af Amerikas arktiske Kyster, för dem vare indvandrede i dette Polarland. Paa flere Steder forefandt de Steenredskaber, Levninger af Skind baade og forladte Boliger; men Skrælingerne selv synes de ikke ved deres förste Nedsættelse i Grönland at have truffet paa. I det Mindste kom de her langtfra ikke saa tidlig i fjendtlig Beröring med dem, som ovre i Viinland, hvor allerede 1004 Thorvald Eriksen i en Træfning med Skrælingerne blev dödelig saaret. I Grönland derimod synes det at have varet meget længere, ja maaskee Aarhundreder, inden det kom til noget alvorligt Sammenstöd imellem de tvende Folkefærd, der fra Öst og Vest mödtes i dette Land, og begge, skjönt ethvert af dem paa sin Viis, toge det i Besiddelse. Disse fredelige Forhold i Grönland have vist, især i Begyndelsen, ikke været uden Indflydelse paa Landets Bebyggelse ved de indvandrende Nordboer; og vi finde derfor ogsaa, at Grönlands skandinavisk-christelige Befolkning, allerede efter ikke fulde halvandet hundrede Aars Forlöb fra Landets förste Opdagelse af, var voxet saaledes i Antal, og at den derværende skandinaviske Colonie i det Hele var i en saa blomstrende Tilstand, at Landet kunde erholde sin egen Bispestof, der Aar 1126 blev oprettet i Garde. I borgerlig og politisk Henseende udviklede der sig i Grönland en fri republikansk Forfatning, som næsten i Eet og Alt synes at have taget den islandske Forfatning til sit Forbillede, men dog, paa Grund af den ringere Folkemængde og flere andre Forhold, var indrettet efter en betydeligen mindre Maalestok, end paa Island. Overhovedet vedblev Grönland at staae i en temmelig nöje og inderlig, skjönt aldeles uafhængig, Forbindelse med dette sit nærmeste Moderland, indtil de begge i den anden Halvdeel af det trettende Aarhundrede tabte deres politiske Selvstændighed og maatte anerkjende Norges Overherredömme. I Aaret 1262 lykkedes det nemlig omsider Hakon Hakonsen med Tilnavnet den Gamle, den mægtigste af alle Norges Konger, at underkaste sig det af Factioner sönderslidte og af langvarige indvortes Kampe udmattede Island. Grönlands Indbyggere havde alt Aaret i Forveien (1261) og det, som det synes, uden nogen alvorlig Modstand fra deres Side, maattet bekvemme sig til for Fremtiden at svare den norske Konge Skat og at betale ham Böder af ethvert, indenfor Landets Grændser begaaet, Manddrab. Island og Grönland vedbleve fremdeles at dele Skjæbne med hinanden, idet begge disse Lande nu indlemmedes imellem de saakaldte norske Skatlande. Til disse henregnedes paa den Tid Syderöerne, Örkenöerne, Hetland og Færöerne, samt Finmarken. Foreningen med Norge kunde dog ikke andet end fjerne Grönland fra det nærliggende Island, da Grönlands Beseiling, paa Grund af de aldeles forandrede Forhold, efterhaanden drog sig fra Island over til Norge og navnligen til Bergen. Samtlige norske Skatlande vare nemlig henlagte til Kongens og Dronningens Fadebuur eller hörte, som vi nu vilde kalde det, til Civillisten: de turde, som en Fölge heraf, ikke beseiles af nogen Uvedkommende. Vi feile neppe, naar vi antage, at den i en senere Tid skjærpede Overholdelse af dette Forbud har været af uberegnelige Fölger for Grönland, og af flere medvirkende Aarsager har bidraget allermeest til, at den allerede i tidligere Tider ingenlunde livlige Samfærdsel imellem hiint fjerne, af et farefuldt Iishav omgivne, Polarland og det övrige Norden, fra nu af hyppigere og hyppigere afbrödes, indtil den omsider i Löbet af det femtende Aarhundrede ganske og aldeles ophörte.

I lang Tid hörtes og spurgtes der nu Intet fra Grönland. Desuagtet kunde et Land som dette, i hvilket i et paa ingen Maade uvirksomt, borgerligt og kirkeligt Liv igjennem fulde fire Aarhundreder havde bevæget sig, ikke letteligen tabes ganske af Sigte. Dette gjaldt i Begyndelsen dog især om Norge, der allermindst kunde glemme sit fordums Skatland og dets mange Herligheder. Senere tildrog det tabte Grönland sig ogsaa her i Danmark mere og mere Opmærksomhed, baade hos Lærde og hos Læge. Alligevel varede det, saavidt vi nu vide, lige indtil henimod Slutningen af det sextende Aarhundrede, inden der iværksattes noget virkeligt Forsög paa at gjenopdage Grönland. Men nu begynder der med de gjentagne, under Frederik den Andens Regjering udrustede, Expeditioner en Række af Opdagelses og Undersögelses-Reiser til Grönland, som med længere eller kortere Afbrydelser ere blevne fortsatte indtil i vore Dage, og, som vi for vist haabe, endnu ikke ere at betragte som sluttede. Det er Hensigten med de her fölgende Blade, at give en kortfattet og sammentrængt, men muligst fuldstændig, Udsigt over samtlige, eller dog alle de vigtigere, Opdagelses- og Undersögelses-Reiser, som saaledes i nyere Tider ere blevne foretagne fra Danmark og Norge, for igjen at opsöge det tabte Grönland og nærmere at undersöge det gjenfundne.

Vi troe at burde aabne denne Udsigt med korteligen at omtale de, her tillands hidindtil kun lidet ændsede og uden al Tvivl ogsaa aldeles utilforladelige, Efterretninger, som adskillige fremmede Forfattere meddele om en foregiven Opdagelsesreise under KONG CHRISTIERN DEN FöRSTEs Regjering. Denne Konge skal nemlig have udrustet en Expedition i en af de norske Havne og have betroet Anförselen af samme til en polsk Pilot ved Navn Johannes Scolvus eller Scolnus[1], der ogsaa, efterat have passeret Norge, Grönland og Frisland, i Aaret 1476 skal have opdaget Strædet Anian (hvorved der i dette Tilfælde formodentligen menes Hudsonsstrædet) tilligemed Labradorkysten. Den ældste, men saare ufuldstændige, Efterretning om denne apokryphiske Opdagelsesreise er uden Tvivl den, som findes hos den spanske Forfatter Francisco Lopez de Gomara, hvis Historia de las Indias ifölge Humboldt's Vidnesbyrd (Examen critique de l'Histoire de la Géographie du Nouveau Continent. T. II. Paris 1837. S. 153–54) allerede i Aaret 1553 er udkommen i Saragossa. I Slutningen af dette Værks 37te Capitel, som overskrives De la Tierra de Labrador, (Historiadores Primitivos de las Indias Occidentales. T. II. Madrid 1749. Folio S. 30) hedder det nemllg: Tambien han ido allà Hombres de la Noruega con el Piloto Juan Scolvo, i Ingleses con Sebastian Gaboto. Oversat paa Dansk lyder det af den gamle spanske Forfattcr her anförte Sted omtrent saaledes: Normænd ere ligeledes gaaede derhen (til Labrador) med Piloten Johannes Scolvus, og Engellændere med Sebastian Cabot. Den næste og en Deel udförligere Efterretning om Expeditionen af 1476 meddeler Cornelius Wytfliet i hans Skrift Descriptionis Ptolemæicæ augmentum. Lovanii 1598. Folio S. 188. I denne Bogs Slutningscapitel, som förer Overskriften Terra Laboratoris et Estotilandia, omtaler han först Zeniernes foregivne Opdagelser i Norden og tilföier derpaa Fölgende: Secundum detectæ hujus regionis decus tulit Johannes Scolvus Polonus, qui anno reparatæ salutis MCCCCLXXVI oc toginta et sex annis a prima ejus lustratione navigans ultra Norvegiam, Groenlandiam, Frislandiamque, Boreale hoc fretum ingressus sub ipso Arctico circulo, ad Laboratoris hanc terram Estotilandiamque delatus est. Dette Sted hos Wytfliet har Pontanus Ord til andet optaget i et Afsnit af hans Chorographica regni Daniæ tractusque ejus universi borealis Descriptio, til hvilket han ligeledes hos Wytſliet synes at have laant Overskriften De terra Laboratoris et Estotilandia; jvfr. Rerum Danicarum Historia. Auctore Joh. Isacio Pontano. Amstelodami 1631, Folio S. 763. Da nu Pontanus, saavidt vi have kunnet bringe i Erfaring, er den Eneste iblandt vore ældre Forfattere, som omtaler den polske Söfarende og hans formeentlige Opdagelser i de nordlige Have, men han har öst de af ham derom meddeelte Efterretninger af en fremmed Kilde, hvilken han selv udtrykkeligen nævner, saa maa det være os tilladt indtil Videre at betvivle en Begivenhed, om hvilken der ikke findes et eneste Ord hos nogen Anden af vore egne ældre Historikere. Skulde imidlertid en saadan Reise virkeligen have fundet Sted under Christiern den Förstes Regjering, saa har den sikkerligen snarere havt til Öiemed atter at opsöge det tabte Grönland, end været udrustet for at gjöre nye Opdagelser.

Efter Christiern den Förstes Död gave Underhandlinger og Krigsforetagender i Sverrig, Uroligheder i Norge og Nederlaget i Ditmarsken hans Eftermand Kong HANS Andet og Nærmere at tænke paa, end det fjerne fraliggende Grönland. Men neppe var han död og hans Sön, den ulykkelige CHRISTIERN DEN ANDEN, kommen til Regjeringen, för der for Alvor synes baade at være blevet tænkt og arbeidet paa Grönlands fornyede Beseiling. Det var formodentligen nærmest med Hensyn hertil, at Kongen allerede Aaret efter sin Tronbestigelse ansögte den pavelige Curie om Indulgentser for de Söfolk, som skulde udsendes paa Togt i Iishavet. Geheime-Archivet bevarer en Afskrift af et Brev, dateret Rom 17 Juni 1514, i hvilket en derværende höi Prælat, maaskee endog en Cardinal, som havde Adgang til den hellige Fader selv, iblandt Andet meddeler Kongen fölgende Underretning: Et primo de indulgentiis navigantibus ultra mare glaciale ad insulas concedendis, idem S.D. N., propter multas rationes, quas in medium adduxi, acquievit copiosam concedere indulgentiam, quem (quam ?) plenius intelligat Serenissima M V. Dog synes det mindre at have været Kongen selv, men snarere den bekjendte Erkebisp Erik Walchendorf, hvem Gjenopdagelsen af Grönland i Særdeleshed har ligget paa Hjertet. Walchendorf havde tidligere, medens Kong Christiern som Prinds og Statholder i Norge opholdt sig i dette Rige, været hans Cantsler og Fortrolige, og det var formodentligen meest skeet ved Kongens Indflydelse, at han var bleven kaaret til Erkebisp i Trondhjem. Da nu Grönland i gejstlig Henseende havde ligget under Erkestiftet, saa ansaae den nye Erkebisp sig rimeligviis af den Grund end mere forpligtet til at anvende Alt, for igjen at bringe det tabte Grönland ind under den norske Krone og derved tillige under Trondhjems Erkebispestol. Han begyndte med overalt at samlede Efterretninger om det gamle norske Skatland og dets Herligheder, som endnu vare tilovers, og navnligen baade de ældre og nyere Coursforskrifter fra Island og Bergen til Grönland. Derved har han uden Tvivl reddet Adskilligt, som nu er kommet til os, og som uden ham vilde have været tabt. Den af Walchendorf længe og omhyggeligen forberedede Expedition, som af et Sted i hans, endnu i Behold værende, Udkast til en Instrux, synes at have skullet afgaae fra Bergen, gik imidlertid overstyr, da den just var nær ved at bringes til Udförelse. Walchendorf forlangte nemlig af Kongen, at han, saafremt det lykkedes ham at gjenfinde Grönland, som Lön for sine Anstrængelser og Erstatning for de derpaa anvendte Bekostninger, i ti Aar maatte nyde Landet kvit og frit. Men uheldigvis havde Walchendorf, som Erkebiskop og som Ven af Kongens Svoger, Keiser Carl den Femte, prövet paa at fortrænge Dyveke fra den Plads i Kongens Hjerte, hvilken han selv tidligere skal have havt Deel i at tilvende hende. Derved paadrog han sig Kongens Unaade og den mægtige Sigbrits dödelige Fjendskab. Erkebiskoppen troede dog, at det vilde lykkes ham personligen at retfærdiggjöre sig hos Kongen, og begav sig derfor tilsöes paa Reisen til Kjöbenhavn; men undervejs blev han af Storme forslaaet ind i Zuydersöen. I Amsterdam traf han tilfældigviis sammen med Kong Christiern, der nu var i den Grad forbittret paa sin fordums Yndling, at han af Stadens Magistrat forlangte ham anholdt og udleveret. Men Walchendorf skjöd sig ind under Paven, som en Erkebiskops rette Dommer, drog först til Utrecht og derfra til Rom, hvor han döde i Landflygtighed. Med Erik Walchendorf’s Unaade og derpaa fölgende Död faldt hans Planer til Grönlands Gjenopdagelse naturligvis bort af sig selv, og alle de af ham i dette Öiemed trufne Foranstaltninger og Forberedelser gik tabte, med Undtagelse dog af de, af ham selv og hans Geistlige samlede, Efterretninger om det gamle Grönland især i dets sidste Dage, hvilke han uden Tvivl derved for en stor Deel har reddet fra Undergang.

Dog bleff den Kundskab ey slæt lagdt need,
Kandskee vel mangen der om end veed,
Huem ellers der paa vildde jle.

hedder det (Den Grönlandske Chronica, Kbhvn. 1608. 8. Fol. K. 6) i den Anledning hos den gamle Lyschander, som til föier, at nogle Normænd, efterat FREDERIK DEN FöRSTE havde sat sig fast paa sin forjagede Brodersöns Trone, og Fred og Rolighed vare vendte tilbage i Rigerne, havde optaget Walchendorf's Plan og havt i Sinde paa egen Haand at opsöge det gamle Grönland; men at det rimeligviis er blevet ved det blotte Forsæt, da Christiern den Anden netop kort derefter gjorde sit uheldige Forsög paa at gjenvinde sin tabte Krone og landede i Norge, hvorved dette Riges Indbyggere fik Andet at tage vare.

Derr met bleff Grönland stille oc quær,
Derr fick ingen stunder at pröffue dend Fær,
For Rjgens oc Huærmands Sage.

Under CHRISTIAN DEN TREDIE blev, som bekjendt, Reformationen indfört i Danmark og Norge, paa Færöerne og Island. Men der synes ikke, ved samme eller nogen anden Leilighed under denne Konges Regjering, at være blevet tænkt paa Grönland. Vel har man, endog i den senere Tid, seet paastaaet, at Christian den Tredie ikke blot skal have hævet Forbuddet imod Grönlands Beseiling af Uberettigede, men tillige selv, skjönt forgjæves, have udsendt Skibe, for at opsöge Landet. Men disse Angivelser stötte sig, saavidt vi have kunnet erfare, ene og alene paa Lyschander, som endda kun uvis og tvivlende yttrer sig herom. Efterat han nemlig (Den Grönlandske Chronica, Folio L. 1) har berört, hvad der ved Kong Christian den Tredies Tronbestigelse skete, for at sikkre Norges Ret til de tvende, til Skotland pantsatte, norske Skatlande, nemlig Hetland og Örkenöerne, tilföier han:

Men Grönland, der laa saa langt af leed,
Forsömdis oc gjordis slæt intet ved,
Och Tjden oc Aaren mon skrjde.

Fire Stropher efter denne hedder det (1. c. Folio L. 2) videre saaledes:

Dog vil mand sige: Hand ridde der hæn,
Skjbe oc Folck, som komme igæn,
Och kundde ey Landdet findde.
Och gaſf de Bagger for Norden Skær,
Frj Forloff oc Pass, og Freedig Fær,
Om de kundde noget vindde.
Men Effnen vaar ringe, oc Skjbene smaa,
Thi maatte de lade den Kaass bestaa,
De vore der til for ringge.

De förste Expeditioner efter Reformationen

Det gamle Grönland, 1747. David Rumsey Historical Map Collection.

Det var, som vi alt ovenfor have antydet, under Kong FREDERIK DEN ANDENs Regjering, at de förste Expeditioner, om hvilke nogen sikker og tilforladelig Kundskab er kommen til os, bleve udrustede og virkeligen ere afgaaede, for igjen at opsöge det tabte Grönland. Men disse Foretagender have indtil i den allerseneste Tid ikkun saare ufuldstændigen været bekjendte, ja tildeels ganske ubekjendte. Paa Grund heraf troe vi i denne vor Fremstilling at burde optage nogle herhen hörende, men hidindtil utrykte, Actstykker, tilligemed en, ligeledes utrykt, samtidig Beretning om en af disse Reiser, nemlig den i Aaret 1579 foretagne.

Allerede 1568, altsaa endnu inden den blodige nordiske Syvaarskrig var tilende, havde Frederik den Anden alvorligen havt i Sinde paa Ny at lade Grönland beseile. Kongen stod nemlig, som uden Tvivl de Allerſleste af hans Samtidige, i den Formening, at den gamle skandinaviske Colonie, til Trods for den langvarige Afbrydelse af alt Samkvem med det övrige Norden og den civiliserede Verden overhovedet, endnu var ved Magt og blot behövede at opsöges, for at det tabte Skatland atter kunde vende tilbage under Norges Krone. I den Anledning udstedte han en Proclamation til Landets Indbyggere, hvoraf den paa et daarligt Islandsk forfattede eller oversatte Original gjemmes i det Kongelige danske Cancellies Archiv. Af dette Document erfare vi, at Kongens Skibshövedsmand Kristern Olborg (Christiern Aalborg) i Foraaret 1568 virkeligen har staaet i Begreb med at afseile til Grönland, deels for at overbringe Indbyggerne den Kongelige Proclamation, deels for at tilföre dem visse Nödvendighedsvarer, hvortil Kongen ansaae sig forpligtet ifölge en ældre, os for Resten aldeles ubekjendt, Overeenskomst om Landets aarlige Forsyning. Vi have ingen videre Efterretninger om denne Reise, enten den er gaaet for sig eller ikke; men vi ere tilböielige til at antage det Sidste. I Övrigt henvise vi til Proclamationen selv, der, efter en Langebeksk Afskrift i Geheime-Archivet, findes aftrykt i nærværende Bind af Grönlands Historiske Mindesmærker S. 201–5.

Frederik den Anden tabte imidlertid ikke det fjerne Grönland af Sigte. Da Ludvig Munk i Aaret 1576 havde indberettet, at en Russe fra Malmis, som aarligen pleiede at beseile Grönland, Aaret i Forveien havde tilbudt nogle Borgere fra Trondhjem, imod en passende Belönning at ville give dem Underretning om Landet, samt före et af deres Skibe derhen, afgik der fra Kongen fölgende Skrivelse til Ludvig Munk, hvilken vi her ville meddele efter den originale Cancellie-Registrant (Norske Tegnelser fra 1572 88. Folio 91) og ledsage med nogle faa oplysende Anmærkninger.

Till Luduig Munck, om thend Rydtze,
som besöger Grönlandt: Vt seqt[2].
Frederich

Wiid effther som thu giffuer til kjende, Nogre Thrundhiems borgere forledene Sommer vdj Wardöenn att werre komenn vdj handell med enn Rydtzske Styrremand[3] ved Naffn Paulus Nichetz boendis vdj Mallues[4], som Aarligen om Bartholomej thiide pleyer att segle paa Grönlandt[5] huilchenn haffuer tiill böditt, Ther som hand maa bliffue belöndtt for hans vmage, att wille vnderstaa sig at giörre thenum vnderuissning om landitt, Oc före ett theris Skibe ther hedenn, huor fore thu er begerrendis-att wide om wy nogenn omkostning ther wiille lade paa gaa, for land att opsöge, giſſuendis ther hoss till kiende, Att ther schall findis borgere tiill Thrundhiem som schulle wiille lade frachte theris Skiibe thiid hedenn som thin schriffuelsse wedere formelder, Tha wille wij tig her med naadigst iche forholde, Att huad omkostning vdj saa maade kand paagaa, Att forne land kand opsögis, wille wij gerne staa oc bekoste, Bedendis tig oc wiille Att thu lader handle med forne Rysche Styrremand, Att hand vdj saa maade will lade sig bruge, Sammeledis att thu handler med Nogle aff Thrundhiems borgere, Att the lade theris Skibe löbe ther paa, Saa at Samme Reygsze nu till kommendis höst kunde gange for sig, Ther med –.

Actum Frederichsborg thend XI Martij Aar Mdlxxvj.

Om Udfaldet af disse Underhandlinger og af det hele Forehavende overhoved savne vi enhver Underretning. At Normænd alt i Efteraaret 1576 virkeligen skulle have besögt Spitsbergen, er ikkun lidet sandsynligt; det synes tvertimod at have varet til henimod Slutningen af det forrige Aarhundrede, inden Normændene först begyndte, saaledes som Russerne, at tage ud paa Fangst til de i Iishavet nordenfor Finmarken beliggende Polaröer.

Tre Aar derefter udrustedes den, saavidt vi vide, förste Expedition, der under Kong Frederik den Andens Regjering og i den nyere Tid overhovedet herfra er afgaaet til Grönland. Anförselen betroedes til en Engellænder, som paastod at vide Besked om Grönland og rimeligvis paa Grund heraf er bleven antaget i dansk Tjeneste. Hans Navn findes meget forskjelligen skrevet: Jacob Allday, Alday, Aldai, Aldaw og Aldax. Det er ikke ganske usandsynligt, at denne engelske Skibshövedsmand, som i sit Födeland formodentligen har heddet James Allday, i Fald han virkeligen allerede, inden han kom herind til Danmark, har havt nogen Kundskab om Grönland, kan have erhvervet sig denne under Martin Frobisher. Thi netop i de tre nærmest foregaaende Aar (1576-78) havde den engelske Dronning Elisabeth udsendt Frobisher, den sidste Gang endog med ikke færre end 15 Skibe, oprindeligen for at söge efter en nordvestlig Gjennemfart fra det Atlantiske ind i det Stille Hav, men paa de tvende senere Reiser fornemmeligen for at tage nogle formeentlige Guldminer i Besiddelse og i Nærheden af disse at anlægge de fornödne Colonier. Paa enhver af disse tre Reiser saae Frobisher den sydligste Deel af Grönland; men han antog det isomflydte Klippeland for at være Zeniernes Frisland og gav det Navn af Ny-Engelland. Ved en besynderlig Feiltagelse have Geographerne imidlerlid henlangt det af Frobisher allerede paa hans förste Reise opdagede Indlöb til Hudsonsbugten eller det saakaldte Frobisher's Strait til Sydgrónland, hvor det i langsommelig Tid vedblev at holde sig i de hollandske og andre Sökort. Hans Egede var uden Tvivl den Förste, som berigtigede denne Vildfarelse, efterat han i Aaret 1723 paa en Reise langs med Grönlands sydvestlige Kyst forgjæves havde sögt efter Frobisher's Stræde, for igjennem dette, som den nærmeste Vei, at komme om paa Östkysten af Landet; jvfr. Omstændelig og udförlig Relation om den grönlandske Missions Begyndelse og Fortsættelse. Af Hans Egede. Kbhavn. 1738. 4. S. 123 o. flg., og senere i Det gamle Grönlands nye Perlustration. Af H. Egede. Kbhavn. 1741. 4. S. 3. Paa det for sin Tid fortjenstlige Kort over Grönland, der ledsager det sidst anförte Skrift af den ærværdige Forfatter, er derfor ogsaa Frobisher's Stræde udeladt. Det var saaledes temmelig let for Landraad de la Roche Gallichon, hvem man har villet tillægge Æren for hos os först offentligen at have gjort opmærksom paa denne Vildfarelse, i hans Sendschreiben an den Herrn Verfasser des Politischen Journals, betreffend die Wiederfindung des alten Grönland. Kopenhagen 1787. S. 77, at benægte det her omtalte Strædes Tilværelse i Grönland; i Særdeleshed efterat P. de Löwenörn allerede Aaret i Forveien i det herværende Videnskabernes Selskab havde oplæst sin Afhandling om en mærkelig Feiltagelse i Henseende til Frobisher-Stræde, at det ikke kan have været i Grönland. (Indfört i Ny Samling af det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs Skrifter. Tredie Deel. Kbhavn. 1788. S. 220-34). Frobisher's Stræde blev af Löwenörn henlagt i det egentlige Hudsonsstræde, men et Par Aar senere af den berömte engelske Hydrograph Dalrymple (A Memoir of a Map of the Lands around the North-Pole. By Alex. Dalrymple. London 1789. 4.) eftervist i et nordligere Indlöb til Hudsonsbugten, nemlig det af John Davis 1587 opdagede Lumley’s Inlet.

Om den i Aaret 1579 herfra til Grönland udsendte Expedition, indeholdes adskillige Oplysninger i en Skrivelse, som i samme Anledning afgik fra Kong Frederik den Anden til Christopher Walchendorf[6]. Vi meddele den her efter den originale Registrant (Sjællandske Tegnelser Nr. XIV. 1578-81. Folio 199 b) i det danske Cancellies Archiv.

Christoffer Valkendorff fik breff om gröneland
Att schulle lade beseigle ut sequitur.

Wor synderlig gunst tillforn, Wiider att thenne breffuisser vor Skijbshöffuidtzmand Jacob Alday schall wide nogen beskeed och lejlighed om gröneland, Huorforre wij haffue tilforordnitt hanum wdi the(n) Helligthrefoldighedtz naffn att schulle söge effter samme Land om thett staar till att finde, Thj bede wij ether oc begiere, Athj nu strax wille lade wdruste thuende worre skiibe the som sterke och well beseglede erre, et paa xxx thet Anditt paa xvj lester, Oc thenum med god fetallj Skiödt Krud och lod som hörer till saadan en lang Reigsze, Oc synderligen mett gott dueligt Söefarne folch som wide Kaaszen ad Iszland lader forsörge, Men ther som wij icke siellff wide Raad till saadanne Skibe Athj tha tilhandler oss wdj Kiöpnehaffn eller andenstedtz the ther till kunne werre thienlig, effther som ether best siönnes Beflijthendis ether paa Att han wdj thz seniste kand werre ferdige Jnden ij Wgger for Aarsens lejlighed schylld. Ther &. Actum Croneborg thend jMaij. Aar Mdlxxix.

Dagbog fra en Reise til Grönland 1579

I Löbet af Mai eller Juni Maaned 1579 maa Allday være afseilet her fra Kjöbenhavn, da han i Begyndelsen af Juli er löben ind til Bergen. Med Ankomsten til denne Stad begynder en ret mærkelig Dagbog, der paa Reisen over til Grönland og tilbage til Danmark er bleven fört ombord i det Skib, hvorpaa Allday selv befandt sig. Vi meddele denne Dagbog, hvis Forfatter ikke har navngivet sig, efter et Haandskrift (5 Quartblade) fra Slutningen af det sextende eller Begyndelsen af det syttende Aarhundrede, som opbevares paa Universitetets Bibliotheket iblandt Arna Magnæana under Nr. 770c i Quart. Det er formodentligen den samme Afskriſt, som i sin Tid har været ejet af Stephanius, og som af ham i et Brev til O. Worm, dateret Sorö Palmesöndag 1636, (Olai Wormii et ad eum doctorum virorum epistolæ. Havniæ 1751. S. 171) omtales paa fölgende Maade: "Adjunxi heic unà Ephemerides itineris Grönlandici ab Anglo quodam jussu Serenissimi Regis Friderici II τ8 μαχαριτ8 suscepti; cujus mentionem nuper Herloviæ injeci. Meminit quidem, ut video, in Chronico suo Lyschander[7]: sed non ita diarii in modum digessit. Ubi pagellis istis, aut verius Sibillæ foliis, te nonnihil oblectaveris, velim remittas.” Dette er maaskee dog ikke skeet; thi i saa Fald vilde dette Haandskrift vel have deelt Skjæbne med Stephanius's övrige Haandskrifter og trykte Böger, som efter hans Död af hans Enke bleve solgte til Sverrig. Efter en egenhændig Optegnelse af Arne Magnussen, er han kommen i Besiddelse af dette Haandskrift ved paa Auctionen over Fr. Rostgaard's Bibliothek at kjöbe en Fascikel, som ifölge Katalogen indeholdt flere haandskrevne Smaastykker om Island og Grönland. Saavidt om denne Dagbog, der nu for förste Gang fremtræder paa Prent.

"Item then 9 Dag Julij komme wij till Bergen wdi Norge med Beggie pincker, oc siden hagde lang forhandeling med Borgemester oc Borgerne om en Anden pincke at bekomme, thi Slotzherren paa Bergenhusz Hans Lijndenoue[8] war icke hiemme.

Item then 14 Dag Julij blef en anden Pincke kiöbbt aff tydskerne ij forne Bergen for 12 Hundre Daler.

Item then 26 Dag Julij seiglede wij wd fra Bergen oc komme then Dag icke vden en Weigsiöes[9], oc anden Dag till thet Haffnn, Buckenn[10], oc sotte ther for modbyrdt skyldt.

Item then 29 Dag Julij, löb wij af Haffn fra Bucken udt adt siöen.

Item then 4 dag Augusti, kom wij östen omkring Feröö oc siden lagde Kaaszit Noruest til Norden.

Item then 7 Dag Augusti wid 7 slett efter middagen kom wij Norüest till Norden omkring Langenis[11] paa Jsland.

Item then 9 Dag Augusti war regen, oc thaage men eſſther at gudtz tieniste var forhandelett, bleff der klarsijgtig wæier, oc tha saae wij mögit Jsz for osz liggendis, som var tyckt, langt oc bredt, oc ther effter lagde wij Sudost fra samme Jsz, oc ginge saa then ganske Dag oc Natt sudost, oc anden Dagen till middag, förend wij kunde vnd flye samme Jsz, men then Natt som wij wegede fra Jszen, ginge osz an, saa stor en ström, at hun satte osz 15 weigsiöes ind til Jsland egen, siden ginge wij Noruest an, ind til then 12 Dag Augusti vid 2 slett effther Middage, och tha komme wij agther til miere Jsz, som vaar 3 suare stöcker, oc huer part, saa stor oc höye som nogen kongelige slot, oc ther stod paa huer part af samme forne Jsz, it saare höye oc stor Jsze spier, mögit höyre ind nogen kircke spier, vdi nogen kongelig kiöbsted, men huis andet Jsz som wij saae ther hosz hagde ingen ende paa bredhed og langhed, oc ginge saa egen til bage med it stille Synden.

Item then 16 Dag Augusti om Morgene(n) ved 4 slet, kom wij agter til it mögitt Stor Jsz som it stor Herre slot, oc streckede sig lange wijtt oc brett Heden i Haffuet, saa wi kunde icke sie ende der paa, oc ther wi komme nogit ner til samme Jsz, Tha saae wij thuert fra osz offuer paa den Anden side, oc saa Jsz liggendis lang tyckt, bredt, Men Mitth emellom beggie parther war obne wand icke mögit bredt Huilcke obne vand wij mothe Endelige fölge, thi vinden var osz paa rygen, saa wi kunde ingenlunde vnduige forne Jsz oc thet samme Jsz bleff varagtige til midage, Men adt Midagen bleff vi then quitt, eller hagde wij ther bleſfuit med begge skiffue, oc strax Middagen bleff it mögit stor storm saa wij kunde icke före vden woris skonfarsigel, oc samme tid finge wij it land vdi sijgt huort heden wij sotte woris kaasz effther vindens leylighed, oc komme samme Dag adt affthenenn til thet landt, oc thet land var Jsland, oc vnder samme forne land ginge wij then Nat oc anden Dag. Saa oc anden effterkommendis Natt for storm oc guds væiier skyld, saa adt wij paa then anden Dag matte nödis til, adt ind giffue osz vdi Jszland, oc sette vden for en bye ved naffn kiercke wade[12].

Item then 19 Dag Augusti oplöffthe wij woris Anckere vdi Jsland, oc effther at wij komme vdi siöen bleff it mögit stor storm, saa wij motte nödis til at offuergiſfue en Jacht som wij hagde fördt med osz fra Bergen vdi Norge.

Ithem then 26 Dag Augusti ved 6 slett om Morgenen, finge wij Grönland wdi sijgt oc ginge wij vestnoruest paa lang landen samme tid, oc var vinden norden oc var wij x wiegsiöes then tid fra landen, oc strax der effther bleff it sterck vind, med regen oc sne oc bleff waragtige ind til afſthenen, oc ther for ginge wij til oc fra then Dag oc Natt, oc sagde voris Capitin adt thed var halff anden hundre weigsiöes emellom Jsland og Grönland.

Item then 27 Dag Augusti var klar sijgtig væiier oc tha var wij XII wiegsiöes vdi Haffuit och tha besögthe wij landen, Men ther wij komme 4 wiegsiöes ner til landen, var ther mögit Jsz ret indt til landen, siden g(i)nge wij then ganske Dag suduest an, oc kunde dog ingen steds klar land sije for Jsz, Men vndtagen then Jsz som laa ij landi(n)gen, kom osz emod mange store stöcker Jsz som store kircker.

Item then 28 Dag Augusti ginge wij vdi lige Made vnder Grönland, oc kunnde icke heller nogenstedtz sie landitt at vere frij for Jsz. Men huisz land som wij sade vdi forne Dage, war idell store oc höye stiennklipper, som the klippe vdi Norge oc Jsland, og var forne klippe spidske til det ouerste som andre höye torne, oc emellom samme klippe, oc oſſuen paa thennem var ganske mögit sne liggendis.

Item den 29 Augusti, emod affthen, saae wij en stor oc offuermadige höy stienklippe, som skiöd sig wd aff landen, vdi Haffuit med it Aadde, till huilken wij lagde an, oc komme paa it halffue weigsiöes ner forne klippe, thj wij saae en wiig hosz samme klippe, men der wij komme saa ner till klippen som sagt er, var ther oc saa mögit Jsz liggendis i Landingen, oc ther for matthe ligge vd adt siöen igien, oc vilde vores Capitinn haft lagt an den Dag, vester an paa Landen, thi Jszen formindskedis io mere oc mere, oc landen bleff oc saa laugre ind til forne, Men strax effther adt wij hagde lagt vd adt siöen, begynthis en ganske stor storm saa wij maatte driſſue for tackel oc touff then Natt, for en Norost wind, Denne storm bleff oc saa waragthige then efftherkommendis Dag som var then 30 Dag Augusti, oc vdi samme store storm kom then anden pincke fra osz, oc komme icke mere til osz paa samme reyse.

Item den 31 Augusti bleff then samme storm waragtige oc Siöen ginge saa stor at hun fulthe skiben fuld med wand, og slo fortecken paa skiben Synder och wdslog osz Enn mand ij siöen.

Item then 1 Dag Septembris bleff det Nogit stille, oc tha vilde voris Capitinn agther Haſſt lagt till landen men wi vare daa saa langt bort dröſſuit vdi siöen afl samme storm at wij kunnde icke haft kund lange landen igien ij tho Dage, Her til med begynthis Dagen at bliffue stackede, oc Natten lang oc mörck saa adt om wij ind haft agter besögt Landen, da skulde, siöen haſt bringit osz saa vijtt vd om Natten, adt wij skulle icke haffue kund langet landen i gien om Dagen.

Item then 2 Dag Septembris bleff agther Norost vind, saa wij motthe gange mögit langt bort adt siöen, mere end it halffue hundre weygsiöes, saa wij var, som Capitinn sagde xxx wiegsiöes ner it land, som kaldis Frijsland oc siden ginge wij til oc fra vdi siöen vdi 12 Dage, oc dis emellem bar vinden osz bort adt siöen.

Item then 20 Dag Septembris om Natthen ved 1 slet, kom wij for en östen vind, norden vnder Hettland, oc ther lod wij woris Anckere gaa till thij vinden kom osz imod, oc bleff ther liggendis ind til Dagen, oc thid var then förste land, som wij finge wdi sijgtt efftherat wij ginge fra Grönland.

Item then 21. Dag Septembris Aarlige om Morgennen blæste osz nogit vind, saa wij römmede fra samme Land, oc saatthe saa voris kaasz adt Blommesund[13] i forscreffne Hettland, thij wij hagde inthet fersk wand ij skibenn, ey baglast oc folcket var Meesten part siuge, somme aff skiörbug, oc somme aff andet siugdom, men ij then Haffnn kunde wij icke ind komme, thi winden var osz imod, oc der for motthe om afſthen sette paa 60 fauen dybt.

Item then 22 Dag Septembris ginge wij till oc fra, ind ij en Haffn, som heder Jelssund[14], huor wij indtog fersk vand oc baglast.

Item then 27 Dag Septembris ther prædicken oc gudz tieniste var forhandelit, ginge wij til siegels aff Belssund[15], Men ther wij komme vden for forne sund, ginge vinden osz enmod, oc ther for motte lade voris anckere gaa till, vdi en vijg, som heder koppersaadis wijg[16], oc blefl der om Natten liggendis, men anden Dag, som var then 28 Dag Septembris oc S. Michaelis afſthen ved 9 slet for middage, kom en offuermadige östen storm paa osz, saa wij motte lade 4 anckere gaa i grund, Dog dröff skiben for thennem alle, men ret for osz laa it Öland som bönder kallede Tröldhusz[17], huilcken Öland wij kunde ingenlunde vndflye, thi bode den store storm, saa oc en mägit stor ström var ret bag paa osz, oc dröff saa heden, ret emod forne öland, indtil 6 slet for afſthenen, oc da nödis wij til oc hugge woris mast for borde, thy wij var da paa 4 fauen langs ner forne öland oc var ther liggendis paa samme öland mange store stiene ret trint omkring, men ther masten var afhuget hörthe anckren[18] op, oc skibbet bleff liggendis stille, saa ske den euig leffuendis gud, loff prijs tacksigelsze fra al euighed til euigtid, thi hagde gud icke hiolpet osz vdi samme storm oc yderste liiffs fare, som wij var saa bestanndig vdi, tha hagde (hagde) skiben bleſfuit ther samme tid, oc icke it leſfuendis Menniske kommit til landen, oc bleff samme storm varagthige oc forögthis io miere oc miere ind till Midnatt, men alle mand som siden med osz thalede, sagde adt thij kunde aldrig komme ihou, saadant en forferdelige storm, som det var den Dag, oc thi beklagede thennem, at samme storm forderffuede Deris Husze oc korn paa marcken.

Item anden Dag der effter, som var then 29 Dag Septembris ginge wij ther fra, till en Haffn, som heder Sumsaadbrat, oc der insotte wij igen, then afhuggit mast oc giorde ferdig Huis der breckede vdi skiben, oc siden effter adt aldtingst ferdige oc klar war giort, toſfuede wi ther for modbyrdt skyld vdi 8 Dage.

Item 14 Dag Octobris ginge wi till siegels fra Sumsaabratt, oc bleff det osz til kiende giffuit den Dag, förind wij ginge til siegels aſf forne Haffuen, at den fribytter vid naffuen Capitinn Klerck, som adt S. Hans Dag Mijtsommer, var vdi Feröö oc Jsland, roffuede oc tog fra thi fattige folck thieris godtz oc pendinge, oc giorde thennem saa stor ska de, var kommit vnder landit oc vilde ther ligge vinther leye.

Item den 21. Dag Octobris komme wij igen til kiöpenhaffuen med den store pincke.

Item then 14. Dag Novembris komme den anden pincke til kiöpenhaffuen, oc var kommit ind vdi Norge, efter at hun kom fra osz vnder Grönland.

For huilcke Herrens naffn være loſſuet ij al Euighed. Amen. –”

Efterat begge de större Skibe, som havde været anvendte til denne Expedition, saaledes lykkeligen vare hjemkomne, har Allday forestillet Christopher Walchendorf og denne igjen Kongen, at Grunden til at han ikke havde været i Stand til at opseile Landet, uagtet han havde faaet det i Sigte, laa deri, at han det foregaaende Foraar altfor seent var bleven færdig til at tiltræde Reisen. Da denne Grund paa en Tid, da man endnu ikke kjendte Noget til Isens Gang langs med Östkysten af Grönland, fandtes antagelig, og Allday var villig til det kommende Aar at gjöre et nyt Forsög paa at gjenopdage Landet, modtog Rentemesteren endnu i Löbet af November 1579 tvende Breve fra Kongen, hvilke vi her skulle meddele efter den originale Registrant i det danske Cancellies Archiv. Det förste Brev er temmelig kort og lyder (Sjællandske Tegnelser. Nr. XIV. 1578-81. Folio 269 b) saaledes:

Christoffer Walckendorff fick breff Jacob Alday
anrörendis. Vt seq

"Wor synderlige gunst tillforn, Wiider att som Jwnder danigst giffuer tillckiende Att thend Engelske wed naffn Jacob Allday, som war afferdigett att opsöge Grönland, schall were egienkomen, och han berether att haffue werittwnder Landitt och siett thett, och dog for Isz icke haffuer kund kommitt paa landit, Oc samme Engelske seg endnu forthröste(r) Att ther som hand nogitt thilig paa aaritt motte bliffue aſſerdigett, mener Hand seg nest gudtz hielp att will komme ther paa landitt, Tha bede wij ether och begiere Athj strax emod foraaritt lader tilflye thuo schibe huor med forne Engelske thett allerförste muligt er paa foraaritt kand afferdiges paa Nye att giöre sin flijd samme Land att opsöge, och Athj forschaffer och bestiller wdj forraad ald huesz nottorfft paa forne skibe och til forne Reigsze behoff giörris, och althingist med samme thierris afferdninge lader ether were befalitt – –. Actum Skanderborg ij Nouembris Aar Mdlxxix."

Kongens anden Skrivelse er en Deel udförligere og indeholder Adskilligt om den da nylig tilendebragte Reise. Den findes i Sjællandske Tegnelser. Nr. XIV. Folio 276-77 og lyder der saaledes:

"Christoffer Walckendorff fick breff Jacob Allday och thend Grönlandische Handel anrörendis. Vt seqtur. Wor synderlig gunst tillforn, Wider efter som wor Capitin Osz Ellskelige Jacob Allday som war forordnede till thend Grönlandiske Reigsze forleden Sommer haffuer werrit foraarsagitt till Bergen at kiöbe en anden pincke for XIIet daler wdi steditt for thend Hanum war medgiffuen, huilcken wij kiöbte aff Richardus Wedderborn, och Borgerne till Bergen haffue Anamitt wdi bethalning forne pincke hanum war medgiffuitt for saa mögitt then haffuer osz Kosted, och wij formercke thenum endnu en Summa pendinge at tillstaa for forne Pincke huor om the wed thieris fuldmechtige hosz osz haffuer laditt anholde, Tha bede wij ether och begierre Athj nu strax lader thenum fornöige huesz thenum wdi saa maade tillstaar, eller giörre thend forordning med ethers schriffuelsze hosz Lensmanden paa Bergenhusz Att hand thenom forne Rest wden wiidere forhalinge fornöjer Saa att Borgerne icke schulle therforre Manis af thenum paa bröggen, hosz huilcke the haffue loffuit for forne pincke, Sammeledis effther som wij haffue tillsagdt skibsfolckitt som inde ware paa the Grönlandiske Skibe med forne Jacob Allday dobbeltt besollding Naar the egien komme, Effther som thenum aff osz wdi forne Jacob Alldais bestillinge er forschreffuen Tha bede wij ether och begierre Athj paa wore Wegne strax med thett förste fornöiger forne skibsfolck som war paa Reigszen med forne Jacob Allday til Grönland, hues thet icke allerede skeed er, dobbelltt besolldninge, epther som thenum loffuitt er, och ingen forhindring ther paa giörer thenum wdj nogre Maade, paa thett Att the eller andre som wij paa foraarit egien agte att bruge paa samme Reigsze, kunde bliffue thesz willigere, Thisligeste effther som forne Jacob Allday haffuer hyritt oc leid en wed naff(n) Hans Toniszen[19] med seg paa skibenne thill Bergen paa forme Reigsze for en Styrmand oc Seilleggere, och tillsagdt hanom fire daller om Monithen, huilcken schal haffue thiendt hanum fire Monither till skibs, och en monidt som forne Jacob Allday hanum siden the erre egien komen paa sin egen omkostning haffuer hollditt, Tha bede wij ether och wille Athj sa(a)dantt lader hanum gott bliffue, oc paa wore wegne fornöiger forne femb Monithers besolding hanum tilstaar for huer Monidt fire daler, Oc som forne Jacob Allday ydermere lader giffue tilkiende om thend Capiten wed naffn Dauid Jenszen som var med hanum paa forne Reigsze Att hanum Endnu Rester hans besoldinge for samme Reigsze, och att hand schall werre god for en Capitin Thj bede wij ether og begiere attj paa wore wegne fornöiger forne Dauid Jenszen Saadanne besolldinge J kunde thencke hand paa samme Reigsze haffuer forthiendt och handler med hanum att hand frembdelis bliffuer wdi wor thienneste for en skibs Capitin Forenendis Ether med hanom om en themmelig besolldning Siden wille wij giffue hanum wortt breff ther paa, Wij bede ether ochsaa och wille athj bestiller Att forne Jacob Alday paa foraaritt maa egien bekomme med seg paa Reigszen til Grönland the tho pincker, som hand Senisten haffde med Seg, och forschaffer att hand bekommer med Seg alld hues Deell hand Notorffteligen behöffuer. Sammeledis bede wij ether och begiere Athj bestiller hoss byggemesteren paa Holmen, Att Hand giör en bod paa en xviij eller xx Aarer effther thend störste pinckes leilighed som kand Jndtagis wdi Skibitt naar mand Segler, Och schall samme baad werre skilld ad wdi thuo parther, Saa mand kand sette thend enne wdi thend anden Effter som fornne Jacob Allday ther om Haffuer thalld med Mester Tömermanden paa Holmen At hand thend kand bekomme med seg paa foraaritt. Ther –. Actum Haffuer ballegaardt xxx Nouembr. Aar Mdlxxix."

Mogens Heinesen's Reise til Grönland i 1581

Det Gamle Grønland I (Torfæus)

Da vi ikke have været i Stand til at komme paa Spor af nogensomhelst Efterretning om en saadan, i Aaret 1580 foretagen, Opdagelsesreise til Grönland, maa vi formode, at der ikke er blevet Noget af hele dette Foretagende, uagtet det öiensynligen har ligget Kongen meget paa Hjerte.

Derimod er det fuldkommen sikkert, at den i de Dage berömte Söhane, Mogens eller Magnus Heinesen, i det derpaa fölgende Aar 1581[20] fra Bergen, som det synes, er afgaaet med tvende ham selv tilhörende Skibe, for at opsöge Grönland. Denne Mogens Heinesen var födt paa Færöerne, hvor hans Fader Heine Hauffregster var Sognepræst paa Österö; men begge hans Forældre vare Norske, og Faderen drog omsider tilbage til Norge, hvor han fik et andet Præstekald. Dette har givet Anledning til at Nogle have anseet hans navnkundige Sön for en födt Normand. Mogens Heinesen synes tidligen at have lagt sig efter Sömandskab. Han foer först som Kjöbmand fra Bergen til Færöerne. Derpaa gik han i hollandsk Tjeneste og udmærkede sig her saaledes ved Mod og Manddom, at han af Kong Frederik den Anden blev hjemkaldt for at krydse imod Fribyttere og Sörövere, som i den Tid gjorde megen Skade under Kysterne af Norge, Island og Færöerne. Hans Bedrifter i disse Farvande falde i det Æventyrlige, ja ikke sjelden i det Utrolige; de ere efter de blandt Færingerne opbevarede Sagn först optegnede af Lucas Debes (Færoaë et Færoa reserata. S. 213–28) og senere igjen fortalte af hans Biograph P. T. Wandall (De paa Jægerspriis ved Mindestene hædrede Fortjente Mænds Levnets-Beskrivelser. Kbhavn 1783. 4. S. 411–20). Mogens Heinesen havde en Tid lang fæstct sin Bopæl i Bergen, og det er maaskee Jakob Allday’s Ophold i Bergens Havn paa Udreisen til Grönland i Foraaret 1579, som nærmest har givet Anledning - til at Heinesen, efterat Allday's Forsög ikke havde fört til det forönskede Maal, har tilbudt Frederik den Anden sin Tjeneste til Grönlands Gjenopdagelse. Kongen, hos hvem Heinesen skal have staaet i stor Yndest, modtog hans Tilbud og udstædte i Anledning heraf et Beskjermelsesbrev for ham, hvilket vi her meddele efter den originale Concept i Geheime-Archivet.

"Giöre alle wittherligtt att wij af wor synderlig gunst och naade haffue thagitt och anamitt Och met thette wort obne breff thage oc anamme thenne Breſfuisser osz elskelige Mogens Heineszen Borger wdj wor Kiöbsted Bergen, hannum hans thiunde folk gotz, Rörindes och wrörindes, ihuad som heldst thett er eller neffnis kand, Jnthet undertaget, vdinden vor Kongelige hegn wern fred och beskiermelse Besynderlige att wille for offueruold och wrett beskytte, forsuare och handthaffue til alle Rettæ. Och thersom nogen haffuer att beschylde eller i nogen maade att tilthalle The schulle thet giöre med loug och Rett for hans tilbörlige Dommere och Jcke anderledes [Och Jcke anderledes Dog saa att hand och theremod schall were forplichtt seg tilbörligen att forholde, Och seg mod nogen Jcke forgribe men hende och giöre huer mandt loug og Rett).[21] Forbiudendes alle ehuo the heldst ere eller were kunde Serdelis wore fogither Embitzmend och alle andre forne Mogens Heineszen her mod paa person, thiunde, folck, gotz Rörindes eller wrörindes effther som fornit staar at hindre eller i nogen maade att offuerfalde och wforrette wnder wor heffn och wrede. Giffuit Skander(borg) 17 Febr. Ao 81[22]."

Dagen derpaa udfærdigedes det egentlige Söbrev, hvilket vi her ligeledes meddele efter den originale Concept i Geheime – Archivet, men i Et og Andet rettet efter Copien i den originale Registrant (Norske Tegnelser. 1572—88. Folio 215 b) i det danske Cancellies Archiv.

Mogens Heineszenn Borger ij Bergenn ſick sit söbreff der
hand skulle opsöge Grönland vt sequitur.

"Vij Frederich thenn Anden – Giöre alle witterlig att epthersom Grönland med ald Billighed och rett hörer vnder wort Rige Norge och Norgis Krone, och thet nu vdj Mange aar Jcke haffuer werit besögt enthen aff osz eller en part andre fremfarne Konninger vdj Danmarck och Norge, Och paa thet samme Land, Maa egen komme under sinn rette ðffuerighed, och undersottene ther paa Landitt med Nödtörfftige tillföringe af huis the behöffue kunde forsörges, Teszligeste paa thet Menige almuge ther paa Landit Gud Alsommegtigste till loff och ehre kunde bringes till then Christelige thro och fange then rette Religion och gudtz Thienneste. Tha haffue wij nu hanndelet med thenne breff uisser osz Elskelige Mogens Heineszen Borger vdj vor kiöbsted Bergen, Saa hand haffuer loffuit och tillsagt Med thuende hans Skibe paa sinn egenn omkostninge och Ewentyr nu vdj neste tillkommendis sommer. At schulle med alffuorligste flid og Vinskibelighed giöre sit bedste forne wortt Land Grönland att opsöge, och om hues haffner ther vnder Landit findis att kunde fange wisze Kundskaff, att wij siden fremdelis kunde giöre ther widere till. Och thersom gud Almechtigste wille giffue hannom lycke til at hand kunde finde samme land, och ij saa maade fli osz ther om wisze Kundskaff, wille wij hannom for slig hans throschaff flid och wmage naadigst betencke, at hand ther fore schall haffue osz vnderdanigst at betacke. Thi bede wij kerligen alle vore kiere wenner, naaboer och foruanthe och strengeligen biude alle wore fogeder, Embitzmend, Borgemester, Raadmend och alle andre wore vndersotte som hannd paa samme Reisze med skib folck och godtz hender fore att komme, At ij forder och fremmer thennom till thed bedste, oc thersom the aff storm eller wuedder Ingtrengis vdj nogen ethers haffnner eller strömme, Atj tha wille vndsette thennom med ancker thuog folck fethalle och huis andendell the behoff hffaue och ether om tillsigendis worder. Thet wille wij med forbemelte wore kiere naaboer och foruanthe vdi lige och större maade forskylde och bekiende och aff wor egen vndersothe thz saa alffuorlig hafft haffue. Actum Skanndelborg then 18 Februrij Aar Mdlxxxj."

I Marginen af Original-Concepten er der af en forskjellig, men dog samtidig, Haand tilföiet Fölgende:

"Gick ther thou breffue vd j samme menning paa pergament. Actum Skanderborg thend 18 Februarij Aar mdlxxxj."

I Mangel af en anden samtidig Beretning om denne Reise, dens Hændelser og Udfald, see vi os nödte til at tye til Lyschander[23] og at nöjes med hvad han (Den Grönlandske Chronica. Folio O 3–4 og P 1) har rimet om Mogens Heinesen og hans Reise til Grönland.

Oc da hand[24] haffde saa stilled paa Reed,
Att Landdet stod vell, oc haffde god Fred,
Saa tenckte hand Grönland at gæste.
Hand fick en Bagge, og Norsker Mand,
Vell dreffuen til Söes, oc fremmede Land,
Magnus Heigningszön loed sig kaldde.
Hand vaar sig fredig oc frisk i Moed,
Een dapffer Hane oc Styris Mand goed,
Hand loed sig det vell befalde.
Hand haffde da seyled saa manggen Dag
I Væster oc Söndder met megen wmag,
Fra Franckrig til Iszlands Sjde.
Nu wildde hand gierne sin Herre til mag,
Paa Grönland forfare dend Kaaesz oc Sag,
Som inggen Mand monne da vjde.
Hand fick hannem Folck met Rystning oc skjff,
Sielff motte hand vacte sin Skantzse oc Ljff
Och derr sit Euentyer standde.
Hand giorde sig færdig, vaar lystig oc fro,
Och loed saa hen vd at Söen staa,
Huor Gud vildde lade ham Landde.
Hand stæffned at Iszland, som gammel var seed,
Ham tyckte den vaar den gænniste leed,
Dend vildde hand först forsöge.
Och sætte der om hen Nordden til Væst,
Och brugte sin Vind, som hand kundde bæst,
Til hand kundde Huidsærk[25] öye.
Derr mötte ham Taage, Wuær oc Mörck,
Derr varr i Söen, som vilddeste Örck,
De kundde slet inggenstæds Strandde.
Suærcken hun dreeff, och Böllen dend bröd,
Och leed der offuer stoer Fare oc Nöd,
Met meget ham gick til haande.
Dog sætte hand fræm vildde voffued der paa,
Landdet at naa eller unddergaa,
Som Lycken da lysted at giffue.
Dend Isz hand dreeff som Klipper oc Land,
Hand haled oc fired loed fare fra hand,
Vaar tjdt vdi haarddeste knjbe.
Fick Landdet omsier i syne oc sict,
Det voxte ham længger meer vanskeligt,
Till Grunden sig ind at tuingge.
Isz haffde betaget baad’ Næsz oc Skær,
Man kundde ey komme de Klipper nær,
For Böllen oc driffuendde Vande.
Thi seyled’ de sig saa vjde hæn om,
Och sögte om Hauffn oc leylig rom,
Mand kundde sig ind ledsage.
Mæn lengger mand kom hen Öster paa leed,
Jo skarppere strömmede Söen dær need.
Och giorde dem megen wmage.
De komme oc paa saa undderligt Vand,
uor Seylstenen huiled i dybeste Baand,
Saa litt kundde Skibben skrjde.
Dær til gaff huær dag bod' kuld oc knaaeg,
Met mörck oc Vind, oc stinckkende Taaeg,
Mand kunddet ey længge ljde.
Och voxte saa huer Dag banggere Kaar,
Och Tjden hun lacked flux vd paa Aar,
Dær vaar ey lang Stundder at bjde.
Thi acted de flittig baade Land oc meed,
Huor meget at Solen vaar skreden need,
Och Lædinggen op monne stje.
Med andden sljg Sager oc Merckketegn,
Dæm kundde ledsage til samme Eegn,
Om de dend tjre skuld friste.
De saae sin Effne, oc lagde der fraa,
Och lode tilbage adt Söen staa,
Dend Kaaesz de fuldeuæl viste.
Leedsagede sig saa hiem til Land,
Met hulddet Skjb oc heelbrede Mand,
Loed Konggen alld Leylighed vjde.
Det vaar hannem kiært oc tæckeligt,
Att Landdet var kommen i syne och Sict,
Mand kom der vell til med Tjde.
Men Lycken hun Danmarck ey blider' vaar,
Dend Herre kort effter lagdis paa Baar[26],
Saa manggen til Sorrig oc Qujde.
Dend Höffuitzmand sætte til Liff oc hallsz[27],
Saa vaar der ey mangge anddre til Vallsz,
Sljg Reyse lysted at rjde. -

Af denne Lyschander's rimede Beretning see vi, at Mogens Heinesen, ligesom hans Forgænger Jakob Allday, er gaaet norden om Island og derpaa har sat Cours vesterefter, for saaledes at komme til det gamle Grönland, som det nærmeste vesten for Island beliggende, Land. Dette maatte ogsaa ansees for den rette og korteste Vei, inden John Davis 1585, paa hans förste Reise for at söge efter en nordlig Gjenvei til China og Indien, havde opdaget det, vore nordiske Forfædre i hele sin Udstrækning bekjendte, meget uegentlig saakaldte Stræde, der bærer hans Navn. Efter mange Farer og Besværligheder fik Heinesen omsider Östkysten af Grönland i Sigte; dog synes han ikke at være kommen Landet saa nær, som Allday to Aar i Forveien. Den svære Driviis, som hidindtil har afvist ethvert Forsög paa ude fra Söen af at nærme sig Grönlands Östkyst, enten paa Breden af Island eller endnu sydligere, spærrede ogsaa Heinesen Adgangen til Landet. Han kæmpede forgjæves med lis og Taage, Storm og Ström, indtil den gunstige Aarstid var forlöben, og Dagenes Korthed nödte ham til med uforrettet Sag at vende tilbage. Om Reisens enkelte Begivenheder finde vi saa godt som Intet i Lyschander's Grönlandske Chronica, der er den eneste samtidige Kilde; dog er een Hændelse, som noget særdeles Mærkeligt, omtalt i fölgende Strophe:

De komme oc paa saa undderligt Vand,
Huor Seylstenen huiled i dybeste Baand,
Saa litt kundde Skibben skrjde.

Det Sande heraf er formodentligen, at den stærke sydvestlige Ström under Grönlands Östkyst en eller anden Gang har standset eller i det Ringeste hemmet Skibenes Fart, uagtet Vinden var föielig. Dette Særsyn har enten Heinesen eller Krönikens Forfatter sögt at forklare af sin Tids Begreber om Jordens Physik; men Stedet hos Lyschander berettiger os neppe til at antage, at den dristige Sömand, som

vildde voffued der paa,
Landdet at naa eller unddergaa,

derover skulde være bleven saa betaget af Frygt, at han er vendt tilbage og ved sin Hjemkomst har foregivet, at nogle i Havets Dyb skjulte Magnetklipper havde hindret ham fra at naae Landet. Det er heller ikke Nogen af vore egne Forfattere, men en Fremmed[28], som saaledes har misforstaaet og overhovedet paa flere Maader udvidet Lyschander's Beretning herom. Peyrere omtaler i hans, förste Gang i Aaret 1647 anonymt i Paris udgivne, Relation du Groenland S. 132–34 Heinesen's grönlandske Reise paa fölgende Maade.

"Le Roy Frederic II, succeda à la pensée de son pere Christian III. Il enuoya vn nommé Mognus Heigningsen, à la découuerte du Groenland. Et si la chose est telle que le Chroniqueur l'a escrite, il y a vn secret in connu, & vne cause cachée, qui s’oppose visiblement au dessein que l'on a pour la connoissance de cette terre. Mognus Heigningsen, apres beaucoup d'erreurs, & demauuaises rencontres, descouurit le Groenland, mais ne le peut approcher; parceque d'abord qu'il eut veu la terre, son Nauire s’arresta tout court; de quoy il fut extrémement estonné, & auec raison; car c'estoit en pleine mer, dedans vn grand fonds d'eau, il n’y auoit point de glace, & le vent estoit frais. Ne pouuant aduancer, il fut contraint de reculer, & de retourner en Danemarc; oü il fit le rapport de ce qui huy estoit arriué, & dit au Roy qu'il y auroit de l'Aymant au fonds de cette mer, qui auoit arresté son vaisseau. S’il auoit sceu l'Histoire de la Remore, peut-estre qu'il l'auroit alleguée aussi à propos que celle de l'Aymant."

Vi have troet her at burde optage den franske Forfatters originale Fortælling om Heinesen's Reise til Grönland, da den uden videre Undersögelse er bleven fulgt af Torfæus (Gronlandia antiqua S. 29 af Fortalen) og endnu omstændeligere af Holberg (for förste Gang i hans Dannemarks og Norges Beskrivelse. Kbhavn. 1729. 4. S. 577 78.), hvilken sidste vore senere Forfattere ere vedblevne troligen at udskrive. Peyrere's Bemærkning, at Heinesen, hvis han havde kjendt den gamle Fabel om Fisken Remora, med ligesaa megen Föie havde kunnet anföre denne som Historien om Magneten, har i Övrigt Torfæus paa det anförte Sted (a pisce, qui Remora appellatur, moratum eum alii conjiciunt) forstaaet saaledes, som om den franske Forfatter virkeligen havde fundet dette antageligt. Derved har Torfæus givet Anledning til at denne Oldtidens fabelagtige Fisk er kommen til at spille en Rolle i nogle sildigere Forfatteres Beretninger om Mogens Heinesen's mislykkede Forsög paa at gjenopdage det gamle Grönland.

Mislykkede Planer om at gjenfinde det tabte Grönland

Det Gamle Grønland II (Torfæus)

Et Par Aars Tid derefter tilböd Oliver Brunell i Antwerpen sig i Forening med Arndt (eller Arent) Meier i Bergen at ville paa egen Bekostning gjöre et nyt Forsög paa at gjenfinde det tabte Grönland, hvis Gjenforening med den norske Krone vedblev at ligge Frederik den Anden særdeles paa Hjerte. For det Tilfælde, at Foretagendet skulde lykkes dem, betingede de sig Erstatning af alle derpaa anvendte Omkostninger og udelukkende Ret til for Fremtiden at beseile Landet. Brunell forlangte endvidere for sit Vedkommende Kongelig Tilladelse til at nedsætte sig i Bergen og i sex Aar efter sin Ankomst til denne Stad at nyde fuldstændig Skattefrihed. Ogsaa dette blev ham tilstaaet. I Norske Register for Aarene 1572-88 (Original Registranten i det danske Cancellies Archiv) findes Folio 393 b. og 94 fölgende, for ham i denne Anledning udfærdigede, Kongelige Bevilling.

Oliuer Brunell fick Kongl. Mattsz Breff att maa boesette

seg wdj Bergen och ther att Niude frihed paa
Sex Aars thid. Som efftherfölger
Wij Frederich. –

Giöre alle witterligt Att effther Osz Elskelige Oliuer Brunell Borger till Andorff haſfuer vnderdanigst laditt giffue Osz tilkiende, Att hand er benegen och tilsindtz Att begiffue Seg ind wdj wortt Rige Norge, Och seg boesette wdj wor Kiöbsted Bergen Ther som thett maa skie med wor Naadigste wilge och tilladelsze, Och hand maa niude nogen Forskonszell och frihed for andre Att hand thesz bedre kunde komme till handell och Nering, Tilbiudendis ther hosz vnderdanigst Att wille lade seg brugge for Osz wortt land Grönland Om huilchitt hannem skall were nogen lejlighed witterligt, Att opsöge og beseigle, Och till ald anden willig och plichtig thienniste, Som en thro Vnderdan bör at giöre sin Öſfrighed Tha haffue wij for sa(a)dane hans vnderdanige willige Thiennistes tilbud, och aff wor synderlig gunst och naade, vndt beuilgitt och tilladt, Och nu med thette wortt obnne Breff vnde beuilge ock tillade, forne Oliuer Brunell maa seg boesette wdj wor Kiöbsted Bergen Och paa thett hand sammestedtz kand thesz bedre komme till Nering och biering haffue wij Naadigst beuilgitt hannom att maa och skulle were och bliffue frij och forskonitt for Skatt hold[29] Och slij anden Kongelig eller Borgelig och byes thynge, Vdj sex Sambfulde Aar effther hand thid Ankommenthis och Seg ther nederladendis worder. Thj forbiude Wij –.

Actum Nyegaard thend förste Martij Aar Mdlxxxiij.

Under samme Datum udgik der endvidere for begge Deeltagerne i det grönlandske Forehavende en saakaldet Bestilling, der (Norske Register 1575-88 Folio 392) lyder saaledes:

Oliuer Brunell Borger wdj Andorff och Arntt Meir
Borgere wdj Bergen finge bestillinge att opsöge
Grönland. Som efftherfölger.

Wij Frederich. – Giöre alle witterligt Att effther som Grönland aff rette hörer och ligger vnder wortt Rige Norge, och Norgis Kronne, Och thett nu wdj saa mange Aar, icke haffuer weritt besögt, Enthen af Osz eller en partt andre fremfarnne Konninger wdj Danmarck och Norge, Och Osz Elskelige Oliuer Brunell Borger til Andorff haffuer vnderdanigst laditt giffue Osz tilkiende, Att hannem skulle were nogen lejlighed, Om Samme wortt land witterligt, och tilböditt Att hand med sin Madskab[30] och medredere, Osz Elskelig Arntt Meir Borgere wdj wor kiöbsted Bergen wille giöre sin flid och bedste, paa Egen omkostninge, och Ewenthyr samme wortt land Grönland att opsöge, ther som wij theris thienniste wille Naadigst bethencke, Tha haffue wij Naadigst slig theris wnderdanigst tilbod, opthagen och handlitt med thennem att the haffue loffuit och tilsagt paa egen omkostninge thennom att wdruste och giöre thend Reysze, och theris yderste flid forne wortt Land Grönland att opsöge, Och haffue wij ther emod beuilgitt loffuitt och tilsagdt Och med thette wortt obnne Breff Beuilge loffue och tilsige, Att ther som Gud giffuer Lycke ther till Att the samme wortt Land kunde finde, Och forskaffe Osz Sandru och wisse beskied Om haffnernne ther vnder liggenthis och anden lejlighed, Tha wille Wij thennom egen giffue huesz Skiellig omkostning the therpaa anuendendis och giörendis worder, Saa och vnde och giffue thennom Seerdelis och Synderlig benaading och Preuilegie paa samme land, ther effther att beseigle och besöge, frem for wore Eignne Vndersotte eller andre, Dog Osz Sielff frijtt (forebeholditt Om wij bleffue tilsindtz med nogenn wore Eignne Skibe Samme wortt land att lade beseigle Och wille til med theris thro flittig thienniste med Ald Kongelig gunst och Naade emod thennem forskilde och bekiende. Actum Nyegaard thend 1 Martij Aar Mdlxxxiij.

Endelig blev der endnu under samme Datum for Brunell og Meier udfærdiget et Pas, for hvilket det, af os ovenfor efter Original-Concepten og Cancellie-Registranten med deelte, saakaldte Söbrev for Mogens Heinesen aabenbart har ligget til Grund. Desuagtet troe vi dog her at burde optage dette Söpas af Norske Register for Aarene 1572-88, hvor det findes indfört Folio 392 b. og 93, mindre paa Grund af at det i Et og Andet afviger fra Heinesen's Söbrev, end fordi vi see os i Stand til at meddele det correctere, end det var Tilfældet med hiint.

Forne Oliuer Brunnell och Arntt Meir ſinge Kongl.
Mattsz Pasz att[31]

Wij Frederich. – Giöre alle witterligt, Alt effther som Grönland af rette hörer vnder wortt Rige Norge og Norgis Kronne, Och thett nu wdj mange Aar icke haffuer weritt besögt enthen af Osz eller en part andre fremfarnne Konninger wdj Danmarck ock Norge, Och paa thett samme Land maa egen komme wnder sin rette Öſfrighed Och Vndersotternne ther paa Landitt med nottorfftige tilföringe af huisz the behöffue kunde forsörgis offuer aldt paa thet att menige Almue ther paa Landitt Gud Almechtigste till Loff och Ehre, kunde föris till thend rette thro, och Gudtz bekiendelsze, och fange wnderuiszning om thend rene Religion och Gudtz thienniste. Tha haffue wij nu handlitt med Osz Elskelige Oliuer Brunnell og Arntt Meir, Saa the vnderdanigst haffue beuilgitt och tilsagt med theris Skibe wdj tilkommendis Sommer med alſfuorlig Flid och windskibelighed att giöre theris bedste forne wortt land Grönland att opsöge, och beseigle och om huisz haffner ther vnder Landitt finthis och anden lejlighed att forskaffe Osz wisze Kundskab Att wij Siden fremdelis kunde giöre wiidere ther till. Thj bede Wij kierligen Alle wore kiere Wenner Naboer och foruanthe Och Strengeligen biude, Alle wore Fougether Embitzmend Borgemestere Raadmend och ock alle andre wore wndersotte Som forne Oliver Brunnell och Arntt Meier med theris Skibe paa samme Reyse hender fore att komme, Attj fordre och fremme thennom till thett bedste, Och ther som the aff storm eller wueder, indthrengis wd) nogen Ethers haffner eller Strömme Athj tha wille wndsette thennom med Ancker thoug Folck Fethallie Och huisz anden deell the behoff haffue, och Ether om tilsigendis worder. Thett wille wij med forbemte wore kiere wenner Naboer och Foruantte wdj lige och stör(r)e maade forskilde och bekiende. Och af wore eignne wndersotte thett saa alſfuorligen hafſlt haffue. Actum Niegaard then jMartij Aar Mdlxxxiij.

Om Brunell og hans Medinteressent, efter af den danske Regjering saaledes at have erholdt alle de af dem ansögte Tilsagn og Begunstigelser, virkeligen have gjort noget Forsög paa at gjenfinde det tabte Grönland, derom savnes nu enhversomhelst Efterretning.

Vi troe ikke at burde slutte nærværende Beretning om de til Grönlands Gjenopdagelse sigtende Foranstaltninger, som have fundet Sted i Kong Frederik den Andens Regjeringstid, eller rettere denne vor Samling af de hidindtil ubekjendte Materialier til Kundskab om disse tilhobe mislykkede Bestræbelser, uden her endnu at meddele et ligeledes ubekjendt Actstykke, der, endskjönt det er udateret, forekommer os upaatvivleligen at være fra Frederik den Andens Tid. Det er en skriftlig Erklæring af Adelsmændene Peder Hvitfeldt[32] og den os allerede tidligere bekjendte Christopher Walchendorf, hvilken muligen har skullet tjene som et Slags Program ved Indbydelsen til under deres Auspicier at stifte et grönlandskt Interessentskab. I den Samling af lutter Grönlandica med faa Undtagelser, som bevares iblandt de Arna-Magnæanske Haandskrifter under Nr. 770c. i Quart, og hvoraf vi have fremdraget den ovenfor meddeelte Dagbog over Jakob Allday’s grönlandske Reise, befinder dersig den, som det synes, originale Concept til denne Erklæring, paa et Ark i Folio. Den har hverken Datum eller Underskrift, men har været sammenlagt i Form af et Brev, og lyder, som fölger. -

"Jtem haffuer Kongl. Mattz. wnth och tilladt att Jeg Peder Huitffeldt mett Chrestoffer Walkendorpt maaghe opsöge Grönlandt som haffuer werett itt skattlandt till Norgis Kronne: oc vdj langsom(m)eliige tid haffuer werett bortte saa Jngen mand thett nu vedt paa wor egenn effuentyr och vnkost: Och att wij begge forneſſnde Peder och Chrestoffer maaghe till os thage till att bekoste samme reygze oc segladz mett: Huilcke wij selſ ville: Er thett saa dersom gud almectigeste giffuer Naade att wij samme Grönlandt finde kunde: eller nogenn anden effentyr wdj frem(m)ede lande: Tha skulle forbenefnde Peder och Chrestoffer mett theris med redere haffue bruge oc besegle sam(m)e lande: thönom tiill theriis egett gaffn och beste dog Konningenv sin skatt och Herlighedt aff forne Grönlandt som the vdaſf arildz fiidt Norgis Kronne mett rette plictuge ærre: Och giffuer gud löcken att wij bekomme samme grönland eller nogenn andre lande ther som nogenn nytthe oc profitt wore att bekomme Tha skulle forbeneſfnde Peder och Chrestoffer mett theriis met redere bruge sam(m)e lande J meden thj eller nogen theriis met Redere Leffue: Och kongl. mattz. eller hans epther kom(m)ende konninger icke att tilstede nogre andre sam(m)e Segladz att bruge eller bruge lade emodt theriis wilge och samtycke, Och ey wdi nogenn maade oss att aff threnge frann samme lande och segladz naar wij haffuer giortt wnkosten och staaett farliigheden och effentyrett men thönum att bruge som forre siger.”

Hvorvidt dette Forehavende af de tvende Adelsmænd har havt nogen Fremgang og virkeligen er kommet til Udförelse, derom see vi os ikke i Stand til at meddele vore Læsere nogensomhelst Underretning. Saa meget tör vi alligevel antage for afgjort, at det ligesaa lidet, som alle de andre lignende Foretagender i denne Konges Regjeringstid, har fört til det forönskede Maal, det gamle Grönlands Gjenopdagelse.

John Davis' Expeditioner 1585-1587

Det Gamle Grønland III (Torfæus)

Inden vi gaae over til det fölgende Aarhundrede, i Begyndelsen af hvilket Kong CHRISTIAN DEN FJERDE (1605-7) udsendte tre Expeditioner efter hinanden, for omsider at gjenfinde det under hans Forgænger forgjæves sögte Grönland, troe vi korteligen at burde omtale de vigtige Opdagelser af Engellænderen John Davis, som endnu falde i Slutningen af det sextende Aarhundrede. Disse bidroge nemlig meget til at berigtige de i den Tid herskende vrange Forestillinger om Grönlands egentlige Beliggenhed og kunde derfor ikke blive uden betydelig Indflydelse paa de fölgende danske Opdagelsesreiser til dette Polarland; dette gjælder navnlig om de to förste Expeditioner under Kong Christian den Fjerde. Syv Aar efter den sidste af Frobisher's trende Reiser, hvilke vi i det Foregaaende lejlighedsvis have berört, udrustede nogle formuende Kjöbmænd i London to Skibe, The Sunshine af 50 og The Moonshine af 30 Tons Drægtighed, ene og alene i den Hensigt at söge en gjennere Vei norden om Amerika til China og Indien. De betroede Anförselen over disse tvende smaae Skibe til John Davis, som den 7de Juni 1585 med dem gik under Seil fra Dartmouth. Efter 6 Ugers Seilads befandt han sig den 19de Juli omringet af lis, i Mundingen af det meget uegentligen saakaldte Stræde, der bærer hans Navn. Den fölgende Dag fik han Sydvestkysten af Grönland i Sigte. Den af ham opdagede Kyststrækning (formodentlig Öen Nunarsoit i den nordligere Deel af Julianehaabs District og denne Öes nærmeste Omgivelser) forekom ham saa vild, öde og overhovedet af et saa afskrækkende Udseende, at han kaldte denne Deel af Sydgrönland Land of Desolation. Formedelst Isen, som omgav hele denne Kyst, kunde han ingensteds lande, uagtet han stod sönder paa langs med Landet indtil paa 60" N. Br. Her, altsaa omtrent paa Höiden af Nennortalik og Friedrichsthal, vendte Davis om igjen og fulgte nu Kysten, först i nordvestlig og senere i næsten nordlig Retning. Paa 64° 15' N. Br. var Kysten fri forlis og Landet bestod her for störste Delen af mangfoldige Öer, imellem hvilke der fandtes gode seilbare Löb og Sunde. I et af disse sidste gik Davis til Ankers og gav det Navn Gilbert's Sound. Det maa uden Tvivl söges i den Deel af Godthaabs District, som indbefattes under den endnu gængse hollandske Benævnelse af Baals Revier. Efterat have ligget her i nogle Dage og drevet Tuskhandel med de Indfödte, der beskrives som overmaade godmodige og fredelige, gik Davis den 1ste August med en föielig Vind atter under Seil, for at forfölge det egentlige Maal for sin Reise. Den 6te i samme Maaned opdagede han paa den modsatte Side af Strædet Land paa 66° 40" N. Br. og ankrede her under et höit Kystfjeld, hvilket han gav Navn af Mount Raleigh. Ikke langt sönden for dette opdagede han den 11te August det nordlige Indlöb i Hudsonsbugten, der senere har faaet Navn af Cumberland Strait. Han trængte omtrent 60 engelske Sömile (Leagues) ind i dette Stræde; men da nödte den allerede fremrykkede Aarstid ham til for dette Aar at opgive sine Undersögelser og at vende tilbage til Engelland. Her fandt man sig i den Grad tilfredsstillet ved Udfaldet af denne förste Reise, at Kjöbmænd i Exeter og andre engelske Stæder forenede sig med dem i London, for at sætte Davis i Stand til det paafölgende Aar at fortsætte sine Opdagelser. Da han den 7de Mai 1586 löb ud fra Dartmouth, havde han, foruden de to mindre Skibe fra det foregaaende Aar, et stort Skib The Mermaid af 120 Tons Drægtighed og desuden The North Star, en Pinasse paa 10 Tons, under sin Commando. Men Udfaldet af denne Reise kom ingenlunde til at svare til de store Forventninger. Den 15de Juni fik han den sydligste Deel af Grönland i Sigte; men paa Grund af heftige Storme naaede han först den 29de samme Maaned den Deel af Grönlands Vestkyst, han Aaret i Forvejen havde besögt under 640 N. Br. Grönlænderne viste sig ikke fra en saa fordelagtig Side, som ved deres förste Bekjendtskab; især vare de i höi Grad tyvagtige. Han forfulgte Vestkysten af Grönland indtil 66° 33. N. Br., hvor Besætningen af The Mermaid nægtede at fölge ham videre mod Nord. Da han omtrent paa Höiden af Cap Farvel havde afsendt The Sunshine og Pinassen under Richard Pope for at söge en Gjennemfart imellem Östkysten af Grönland og Island, havde han nu kun The Moonshine tilbage. Med dette lille Fartöi stod han vester efter langs med den sammenhængende Iis, der havde standset hans videre Fremtrængen imod Nord. Paa den anden Side af Strædet fik han Land i Sigte paa 66° 19. N. Br. og fulgte nu denne Kyst sönder paa indtil 549 N. Br. Den gode Aarstid var imidlertid forlöben, og Storm og Uvejr nödte Davis til at vende tilbage til Engelland, hvor han ankom i Slutningen af October. Af de tvende Skibe, som Davis havde sendt östen om Grönland, kom The Sunshine med uforrettet Sag igjen tilbage til Engelland; men fra Pinassen, som i en frygtelig Storm paa Hjemrejsen var bleven skilt fra det större Skib, hörtes der aldrig Noget. Efter dette mindre heldige Udfald af den anden Reise, havde Davis store Vanskeligheder ved at faae en ny Expedition udrustet. Omsider lykkedes det ham dog, da han lovede ved det rige Fiskeri under Grönlands Kyster at ville stoppe de medgaaende Omkostninger. Den 19de Mai 1587 gik han med The Sunshine, The Elizabeth og en anden Pinasse i den forlistes Sted atter under Seil fra Dartmouth. I Midten af Juni Maaned vare de i Baals Revier, hvor de tó större Skibe bleve tilbage for at fiske. Med Pinassen derimod gik Davis selv langs med Vestkysten af Grönland, for at gjöre nye Opdagelser. Den 24de Juni var han paa 67° 40" N. Br., hvor han saae en Mængde Hvaler. Han gav denne nordligere Kyststrækning af Grönland Navn af London Coast og naaede den 28de samme Maaned det nordligste Punkt, som han overhovedet kom til, nemlig Hope Sanderson paa 72° 12" N. Br. Da Vinden var gaaet nordlig, stod han nu atter vester ud i Strædet; men, efter, omtrent 40 Sömiles Seilads i aabent Vande, traf han paa Isen, som vedblev at lægge ham uovervindelige Hindringer i Veien. Omsider fik han den 19de Juli Mount Raleigh i Sigte og befandt sig den fölgende Midnat i Mundingen af det Indlöb i Hudsonsbugten (Cumberland Strait), hvilket han paa sin förste Reise havde opdaget. Efterat have anvendt et Par Dage paa Undersögelsen af dette Stræde, hvilket han dog ikke seilede til Ende, kom han til det sydligere Indlöb i Hudsonsbugten, hvilket han gav Navn af Lumley’s Inlet, da han i det ikke kunde gjenkjende det af Frobisher tidligere opdagede Stræde. Endeligen fandt Davis endnu paa denne Reise det store sydlige Indlöb, igjennem hvilket Hudson senere trængte ind i den, efter ham benævnede, meget uegentligen saakaldte Bugt, og som derfor med Rette förer Navn af Hudsonsstræde[33]; men, da hans Provisioner vare stærkt medgaaede, ilede han over til Grönland, for atter at forsyne sig og derpaa at fortsætte sine i höi Grad lovende Undersögelser. Med inderlig Harme erfarede Davis imidlertid ved sin Ankomst i Baals Revier, at begge de större Skibe, som han sikkert regnede paa at forefinde der, allerede vare afsejlede til Engelland. Der blev nu Intet tilbage for ham uden i sit lille Fartöi og med ringe Forraad ligeledes at tiltræde Hjemrejsen til Engelland, hvilket han ogsaa i Midten af September lykkeligen naaede. Efter disse trende Opdagelsesreiser i Norden, hvis Resultater med Hensyn til Kundskaben om Grönlands sande Beliggenhed vare alt for vigtige til at de i nærværende Udsigt over de danske Reiser til dette Land kunde forbigaaes, gjorde John Davis baade i hollandsk og i engelsk Tjeneste, flere Reiser til Ostindien. Paa en af disse blev han af japanske Sörövere, hvis Jonke man havde taget, dræbt den 29de December 1605, altsaa netop i Slutningen af det Aar, i hvilket Kong Christian den Fjerde udsendte den förste Expedition til Grönlands Gjenopdagelse.

James Hall's Reiser til Grönland 1605-1607

I denne Anledning havde Kongen taget flere Fremmede i sin Tjeneste og iblandt Andre indkaldt en, med hine nordlige Farvande vel bekjendt, Sömand ved Navn James Hallfra Engelland. Denne gjorde alle tre Reiser (1605-7) med i Egenskab af Principal Pilot eller Pilot Major, som han selv kalder sig i sine paa disse Reiser förte Dagböger. Af disse har den bekjendte engelske Samling af ældre Reisebeskrivelser, Purchas his Pilgrimes kaldet, meddeelt den förste og den anden i temmelig udförlige Udtog (3 Bd. London 1625. Folio S. 814-27). Vi ville her fornemmeligen fölge disse, endskjönt de ikke ere skrevne uden en vis Animositet imod de Danske, som vare uenige med Hall i at söge Grönland i en saa betydelig Afstand fra Island. Den samtidige Lyschander, hvis Grönlandske Chronica udkom 1608, deler heri aabenbart sine Landsmænds Mening, idet han l. c. Folio P. 4 saaledes omtaler James Hall:

Hand haffde förr seyled dend samme Kaaesz,
Til Frjszland oc andden Land ligger der hoesz,
Hen undder America Sjde.
Och gaff fast ahn (som mangen vell meen)
Langt Öster der fra vor Grönlands Green,
Som stræcker der vd saa vjde.
Mæn huor der om er, haffuer inggen Mand frist,
Och kand der ey sige fra noget vist,
Men det veed Baggen til pricke:
Det er icke nær dend Kaaesz eller Strjg,
Som Fordum paa Grönland stræckede Sjg,
Det meer vdi Nörr monne ligge.

Expeditionen, som i Foraaret 1605 afgik herfra til Grönland, bestod af tre Skibe, nemlig Trost[34], Löven[35] og en Jagt[36] (Pinasse). Trost var Admiral, som det i den daværende Talebrug hed, fordi dette Skib förtes af John Cunningham[37], som var Chef for Expeditionen og havde Hall ombord hos sig. Löven förtes af Godske Lindenov[38] og Jagten af en Engellænder ved Navn John Knight[39]. Den 2den Mai 1605 seilede de tre Skibe fra Kjöbenhavn og kom samme Dag paa Helsingörs Rhed, hvor de ankrede, for at indtage Vand[40]. Dette skete den 3die, paa hvilken Dag Capitainerne, Lieutenanterne, J. Hall og de övrige Styrmænd, for desto bedre at holde Fölgeskab med hinanden, opsatte og underskreve nogle Artikler, som dog senere ikke bleve overholdte. Den 6te kom de i Havn i Flekker öen, hvor de atter indtoge Vand og Brændsel. Den 8de forlode de Flekkeröen, kom samme Aften under Lindesnæs og fik den 13de Faire-Isle, imellem Skotland og Hetland, og den fölgende Dag to af de vestligste af Örkenöerne i Sigte. Efter en heldig Seilads over det Atlantiske Hav fik man allerede den 30te Mai fra Trost, som i Taage og Tykning var bleven skilt fra Löven og Katten, paa 59° 50' N. Br. det Sydligste af Grönland i Sigte, hvilket man til Ære for Kongen gav Navn af Cap Christian. Hele Kysten her i Nærheden viste sig imidlertid saaledes omgiven af Iis, at det var aldeles umuligt for noget Skib at nærme sig den. Hall ansaae det for nödvendigt atter at staae ud tilsöes, for saaledes at gaae klar af Isen. Han tvivlede nemlig ikke om, at han jo i Nordvest for Cap Desolation vilde træffe Kysten fri for Iis. Paa Grund heraf seilede han hele den fölgende Nat i Vestsydvest. Den 31te om Morgenen tidlig fik han Löven i Sigte; men Jagten var ikke at öine. Capitainen, Lieutenanten og Styrmanden paa Löven kom nu ombord i Trost, hvor Hall paa deres Forlangende tilstillede dem et Sökort over disse Kyster, dog först efterat de, ifölge hans Forsikkring, höitideligen havde lovet ikke at ville forlade ham, saalænge Vind og Veir tillode dem at blive sammen. Dette holdt de dog ikke længere end til den 11te Juni, da Löven, efterat have lösnet et Skud, gik fra Trost og Katten. Dette skete, som Hall paastaaer, af Frygt for Isen og efterat de Commanderende paa Löven forgjæves havde opfordret Skipperen og Mandskabet paa Trost til at fölge deres Exempel. Lyschander derimod angiver, at Grunden til at de Danske paa Löven vægrede sig for at fölge Hall længere laa deri, at de antoge, at han styrede en feil Cours til Grönland.

De actede vell aff mærcke oc meed,
At Grönland laa paa en langt andden Leed,
End hand monne styre oc stæffne.
Thi toge de sælff til Hiærte oc Sind,
Och vendde der' Skib hæn under dend Vind,
Som Herren Gvd gaff dem Effne. -
Och lode it af deris Stycker gaa,
At Enggelsken skuldde dær af forstaa,
De lysted ey længger at fölge.
De drack hannem til paa skeide oc skill,
Hand maatt' dem fölg” eller fare væl,
De villed ey for hannem dölge.
De haffde en Dansker Styris Mand[41]
Vaær frisk oc snild i Mund oc Mod,
Dend Kaaesz vildde hand vell friste.
Forsöge men mand dennem trode vell,
Dend Danske Mand duer oc noget sell,
Naar de dend fræmmed maa miste.
De sætte ræt offuer som dem syntes bæst,
Att Grönland laa dem leyligst oc næst,
Om det vaar ellers at findde[42].

Men under Landet traf de lis og Taage, og ingen Havn var at finde. Lindenov's Lieutenant[43], som med Skibsbaaden var gaaet fra Borde, sögte forgjæves og forvildede sig endog i flere Dage fra Löven. Efterat have döiet meget Ondt, opdagede han omsider en fortrinlig Havn, i hvilken Skibet lykkeligen kom til Ankers. I tre Dage laae de her og tuskhandlede med Grönlænderne. Disse bragte de Danske en stor Mængde Sælskind, foruden Ræve og Hvidbjörneskind, samt nogle af de i den Tid saa höitskattede Eenhjörningshorn (Narhvalstænder). Alt dette gave de villigen hen for Hægter, Naale og andet ubetydeligt Jernfang. De viste sig meget tilböielige til Tyveri og stjal Alt, hvad de kunde brække löst paa Skibet; tilsidst gave de sig endog i Færd med Anker og Toug. Den fjerde Dag lettede Lindenov Anker, for at begive sig paa Hjemreisen, men bemægtigede sig först to af de Indfödte, som vare omborde. De Ulykkelige, der saaledes saae sig berövede deres Frihed, bleve herover saa rasende, at man maatte binde dem. Deres Landsmænd vilde komme dem til Hjælp og angrebe det bortgaaende Skib med deres Buer og Slynger; men et Kanonskud drev dem paa Flugten. Den syttende Dag, efterat Lindenov havde forladt Grönland, var han alt i Sundet og kom den 28de Juli<[44] om Aftenen til Ankers paa Kjöbenhavns Rhed. Hans Ankomst vakte her almindelig Glæde, og Kongen kom selv tilligemed Dronningen ombord, for at tage de fra Grönland hjembragte Indbyggere og Producter i Öiesyn. Hvor det har været i Grönland, at Lindenov kom til Landet, er vanskeligt at angive, da vi Intet have tilbage om hans Reise uden Lyschander's rimede Beretning. Der er imidlertid neppe nogen Grund til at antage, at han er landet paa Östkysten. Snarere har han været inde under Sydvestkysten af Grönland, hvilket ogsaa synes at stemme overeens med en samtidig Angivelse i en haandskreven Beretning om de i Aaret 1605 af Lindenov og Hall med Vold bortförte Grönlændere. Denne skulle vi meddele i det Fölgende.

Endnu den samme Dag, paa hvilken Löven forlod Trost og Katten, altsaa den 11te Juni, klarede de to sidstnævnte Skibe Isen fra sig og satte nu deres Cours lige over ad Grönland. Den 12te om Morgenen tidlig fik de Landet i Sigte. Det var höit og bjergigt; paa Toppen af Fjeldene laa der endnu overalt Sne, men Kysten var aldeles fri forlis. Da de nærmede sig Landet, saae de et höit Fjeld rage frem over alle de övrige, hvilket Hall gav Navn af Mount Cunningham[45]. Kysten selv, der laa imellem to Forbjerge, af hvilke de efter den regjerende Dronning kaldte det sydligere Dronning Annas Cap og det nordligere efter Enkedronningen Dronning Sophias Cap, strakte sig saa temmelig i Nord og Syd. Efterat have seilet imellem nogle Öer, kom de paa Sydsiden af Mount Cunningham ind i en Fjord med höie og stejle Fjelde paa begge sine Bredder, hvilken de gave Navn af Kong Christians Fjord[46]. Denne havde saa overordentlig dybt Vande, at de maatte seile 6 til 7 engelske Sömile[47] op i den, inden Skibene omsider paa 16 Favnes Dybde kunde finde Ankergrund. Hall og Cunningham gik strax i Land og traf, paa deres Vandring langs med Bredden, noget længere oppe i Fjorden paa flere Grönlændere, som her stode paa Sildefangst[48] De viste sig i Förstningen meget frygtsomme og flygtede fra deres Skindtelte; men de lode sig dog snart berolige og kom ombord, for at tuskhandle med de Danske. Den 13de observerede Hall Breden, hvilken han fandt at være 66° 25' for Skibenes Ankerplads og 66°30' for Mundingen af Fjorden. Den 14de og 15de laae de Danske stille og handlede med Grönlænderne, som især bragte dem Sælskind og Hvalbarder, Hvalrostænder og Eenhjörninghorn, og derfor med Glæde modtoge gamle Söm og andre Ubetydeligheder af Jern i Bytte. Den 16de gik Hall ombord i Jagten, for med den at undersöge Kysten nordenfor Kong Christians Fjord; men neppe havde han lettet med en föielig Ostsydost, förend det faldt ind med Stille. Derpaa begyndte det at blæse saa haardt af Vestnordvest, at Hall igjen maatte gaae til Ankers ikke langt fra Trost. Efter Middag benyttede Trost Vestenvinden for at gaae höiere op i Fjorden, hvor det större Skib efter Aftale i 20 Dage skulde oppebie Hall's Tilbagekomst med Jagten. Medens denne for Modvinds Skyld den 17de og 18de maatte blive liggende, begyndte Indbyggerne at vise en saa fjendtlig Adfærd, at de ombord i Jagten værende Danske saae sig foranledigede til at gjöre Brug af deres overlægne Skudvaaben. Den 19de forlod Jagten sin Ankerplads, men kom den Dag ikke længere end til en Havn paa Sydsiden af Mount Cunningham, hvilken Hall paa Grund af dens Fortrinlighed gav Navn af Danmarks Havn. Den 20de gik Hall med Jagten ud af Danmarks Havn og blev imellem Öerne og det formeentlige Fastland omringet og forfulgt af en Mængde Indfödte i deres smaae Skindbaade; de viste et meget fjendtligt Sindelag og tilföiede hans engelske Oppasser et alvorligt Saar. Om Aftenen bragte en frisk Östenvind ham lykkeligen ud tilsöes.

Hall undersögte nu Landet nordenfor Kong Christians Fjord og indtil 690 N. Br. Paa hele denne Kyststrækning fandt han en Mængde Sunde, Bugter og Revierer, hvilke han tildeels gav Navne. Men Purchas har saa godt som aldeles udeladt denne Deel af Hall's Dagbog, der vel ogsaa paa hans Tid vilde have havt mindre Interesse for engelske, end nutildags for danske Læsere. Det er derfor at betragte som et Held, at det Manglende i Udtoget hos Purchas nogenlunde lader sig udfylde ved Hjælp af en samtidig dansk Beretning, til hvilken vi her kunne henvise, da den vil blive aftrykt i det Fölgende. Hall vilde have udstrakt sine Undersögelser af Grönlands Vestkyst længere imod Nord, hvis ikke Besætningen paa Jagten havde gjort ham alvorlige Forestillinger herimod og forsikkret ham om at Mandskabet paa Trost, saafremt Katten ikke i betimelig Tid stödte til dem, upaatvivleligen vilde gjöre Oprör og tiltræde Hjemreisen, uden at oppebie Jagtens Tilbagekomst. Han tilföier, at dette ogsaa virkeligen vilde have fundet Sted, og at Trost allerede inden otte Dage efter hans Afreise vilde have forladt Grönland, dersom ikke Cunningham paa det Alvorligste havde sat sig derimod og baade med det Onde og med det Gode havde vidst at forhindre Skibets Afgang fra Landet. Hall troede at maatte give efter og paa 699 N. Br. vende om igjen. Den 7de Juli indtraf han atter i Kong Christians Fjord, hvor han efter Aftale ventede at forefinde Trost. Men i Stedet for Trost opdagede han en Varde, oprejst til Tegn paa at Skibet var gaaet ud af denne Fjord. Den 10de fandt han ved Hjælp af et Par andre Varder Trost liggende for Anker i et Sund, der fik Navn af Trost's Sund. Den 11te forlode begge de danske Skibe Grönland; men forinden havde Cunningham bemægtiget sig fire af de Indfödte. Disse viste sig saa ustyrlige ombord, at den skotske Capitain selv sköd den ene af dem ihjel, for dermed at sætte Skræk i de övrige. Hjemreisen var heldig, men frembyder ikke det mindste Mærkelige. Den 10de August om Morgenen tidlig ankomTrost paa Kjöbenhavns Rhed, og samme Dags Aften Katten, som underveis den 23de Juli i Regn og Taage var bleven skilt fra Trost.

Her forekommer det os at være det passende Sted til at indrykke en, hidindtil utrykt og ubenyttet, dansk Beretning om denne Reise. Den er, som det synes umiddelbart efter Reisens Tilendebringelse, nedskreven efter en ombord i Katten fört Dagbog. Originalen af denne Reiseberetning findes i et Quartbind, indeholdende adskillige haandskrevne Stykker om Grönland fra Slutningen af det sextende og Begyndelsen af det syttende Aarhundrede, som nu under Signaturen K 29 bevares i det Kongelige Bibliothek i Stokholm[49]. Det har tidligere hört til det derværende Antiquitets–Collegiums Samlinger og antages i sin Tid af Kong Carl X Gustav at være bortfört fra Sjælland, maaskee fra Akademie-Bibliotheket i Sorö[50]. Den Afskrift, hvoreſter vi her lade denne Beretning om Reisen til Grönland i Aaret 1605 aftrykke, er 1839 besörget af daværende Bibliothek-Amanuensis Mag. O. H. Cavallius og senere 1841 omhyggeligen confereret med Originalen af Hr. Jon Sigurdsson. Originalen udgjör sex Quartblade, af hvilke det förste er Titelblad. Titelen selv lyder saaledes: Sanndferdigh Berettningh om thenn Groenlanndez reise som Konng. May. 3 Skiff gjorde Anno 1605. Under Titelen findes Navnet Alexannder Leyell skrevet med samme Haand, som hele Beretningen, dog med Undtagelse af et Par senere Anmærkninger. Det er derfor ikke ganske usandsynligt, at denne-Leyell er den os for Resten aldeles ubekjendte Forfatter. Vi gaae nu over til at meddele selve Beretninningen, der har bibeholdt Formen af en Skibs-Journal.

May:

Thenn 2 May Seglede 3 af Kong. May. Skiff fraa Kiöbennhaffen att opsöge Grönnlannd Anno 1605. Der aff war Troust Admerall och hannom fulde thenn Röde löffue och Kattenn, och Kattenn förde med sigh disse sanndferdigh kunndskaff.
  • 2. Sammedagh komme the till Chronneborrigh och ginnge der fraa till segls om afſtenen Klockenn vaar 10 mz sudoust winnd, och theris Kaas nordwest ahnn
  • 4. indtill then (4) om aftenenn bleff winden westenn, da kappedt[51] the om nattenn emellom Skauwenn och Marstranndt.
  • 5. Om morgenen wed 4 slet, winnden syndenn deris Kaas west till synder ahnn.
  • 6. Winnden oust nordt oust, theris Kaas synnder ahnn, med megen taage och Regen och kom den dagh ij
  • 8. fleckeröö och laa ther stille till thenn 8 om afftenenn ved 4 slet, ginge the till segls mz oust nordt oust och komme vnder nessidt[52] om afſtenenn.
  • 9. Waar thz stille nordt oust, och theris Kaas nordt west till westen ann.
  • 10. Windenn östen till nordt, theris Kaas west till nordt.
  • 11. Winndenn nordenn, theris Kaass westen til nordenn.
  • 12. Stille weer formiddagh, och komme vnnder hetland, men efftermiddagh winden westen theris Kaas nordenn till westenn.
  • 13. Winden nordtwest, deris Kaas nordt nordt oust 4 glas, siden theris Kaas westen till sönnden, och seglede feröö[53] forbj, umb afſthenenn wid 6 slet, sidenn winnden nordtoust theris Kaas west till sönnders.
  • 14. Sammeledis till om natten wid 4 slett kom the vnnder Örckenöö 3 mill fraa Landitt.
  • 15. Windenn nordoust for middagh, theris Kaas westenn til nordt, men efter middagh winden west sud west, theris Kaas west nordtwest.
  • 16. Winndenn westenn til nordt, och kapped the formiddagh, och efftermiddagh mz nordtwest, theris Kaas west till synden an.
  • 17. Sammeledis formiddagh, och effter midagh westen storm, theris Kaas sönnder ann.
  • 18. Winnden west sud west, theris Kaass nordt till ðsters an.
  • 19. Pintzdagh winndenn sudwest, theris Kaass nordtwest til westenn.
  • 20-21. Sammeledis.
  • 22-24. Eine dörstanndenn[54] nordtoust, theris Kaas west sud west ahnn.
  • 25. Die winndt nordtoust, theris Kaas west sud west till midagh, men effter middagh Kaasen wester ann.
  • 26-27. Enn dörstannden nordt oust mz oust nordt oust deris Kaas wester ahnn.
  • 28. Winndenn nordenn, theris Kaass west nordt west, fickh the mod afftenn en storm.
  • 29-31. Sammeledis saa the kunne ingen segl förre, och emod afften, theris Kaas nordtwest ahnn, da skildis thenn Röde löffue fraa Admeralen och Kattenn ij en stor taage.

Junij:

  • 1-2. Enn stille sudwest, theris Kaas nordt till wester, da finge the see 2 store iis berge, och kom vdj megen iis, tha kom löffuenn till thennom igienn.
  • 3. En stille nordenn, theris Kaas wester ann.
  • 4. En dörstannden oust sud oust, theris Kaas nordt till wester ann, och komme den natt ij megenn iis.
  • 5. Winndenn östen, theris Kaas nordt till westers siuntis en stor mörck banck, huilcken the mentte att werre landit, och flux ville Captein Paa Admeralen med thenn fornemste styremand lade sette sig ij lannd mz Katten[55].
  • 6. En dörstannden west sud west, theris Kaas nordt till Westers.
  • 7. Vinden nordt west forrmiddagh, theris Kaas nordt till östers, och efftermiddagh winndenn nordenn, theris Kaas west nordt west, och waar vdj megenn iis.
  • 8. Stille nordenn, theres Kaas west nort-west, och saa the megen iis.
  • 9. Winnden synndt syed west, theris Kaas nordt thill westers, och saa the megen iis.
  • Winndenn syndenn, theris Kaas som till fornn vdj megenn iis.
  • 10. Windenn synden, theris Kaas öster vdj megen iis.
  • 11. Windenn synden, theris Kaas öster vdj megen iis och taage, om morgenen wid 6 slet lagde then Röde löffue öffuer, gick fraa the anndre och sköd et stöcke aff.
  • 12. W1nnden sydwest till sönnden, theris Kaas sydoust, och kom Admeralen och Kattenn ij Grönnland samme Dagh om midags tid, och seglede ind adt ett Reueer vdj lanndit, samme afſten kom 6 baade mz Grönlenninger och kiöffte och solde mz thennom.
  • 13-16. Laa the stille vden röchte lenger op ij landit och kaltte samme Reueer Danmarcks haffn[56]. ij samme Reue(e)r kom Admeralen Paa ett grund att staa, saa the arbedit flitteligh för the finge hannom vskadt ther aff.
  • 17. Kom ett halſff hundridt Leerbaade[57] mz Grönlenninger, och berustidt mz flisbuer och slönger och wilde Krii med thennom, dog hollte de sig bagh Klipper saa ingen kunne giörre thennom skade.
  • 18. Sterckede the sigh och komme dubbelt saa monnge, och sette an med macht, da bleff ehnn skutt, sidenn skiultte the anndre sigh bagh Klipper som tilfornn.
  • 19. Löb the vdj en annen haffn som the kaltte Konngens hafn[58], der bleff Admeralen till thenn 5 Julij, men Katten löb vdj middeler tiid och söchte anndre haffner.
  • 20. Löb Katten der vd och kom 130 Leerbaade mz Grönlenninger till hannom, och lode sig mercke att wille wenligen handle mz dennom, aff lutter skelmerij, de roode hos thennom 2 vgesöös dogh tortte de ey rörre sigh för en af thennom kaste 2 röde skaaller vdj therris Espinngh[59], da bad Styrremanndenn att hans drenng skulle henntte thennom, som han stigh ned effter thennom skiödt samme Grönnlenningh hannom egennom baade tiucke Laarene mz en straale[60], och straxt roude the allesammens theris Kaas.
  • 21. Winndenn ost nordt oust, theris Kaas nordt till östers, och Kom vdj enn haffn, som the Kaltte Capteinn Könninggims haffn.
  • 22. Winndenn sudwest, theris Kaas sudoust, Kom the vdjehnn haffn som the kaltte Kattuigh der laa the till thenn 24 Junj.
  • 24. Winndenn west sud west, theris Kaas sudoust till östen, Kom the vdj en stor fior som the Kaltte Pusteruich, och laa ther stille 2 dage.
  • 26. Winnden sammeledis med megenn taage kom de vdj en fior som de kaltte Romsöe fior der kaste de en vlydigh Sönn paa Landit att gaa Kremmergang om hand kunde bierre liffuedt beneffndt hindrich hermansen[61].
  • 27. Kom the vdj en haffn, och Kaltte then Baahus hafn.
  • 28. Winndenn sud sud west, Kom the vdj ehnn hafſn, som the Kallede Arenntsunnd, och laa ther till thenn 3 Julij, och thenn 2 Julij kom 5 Grönlenninger till thennom, huilcke styrremanndenn forærede huer en fiske Krogh paa dhz the skulle komme till thennom igien, men the och mange andre Roude alle nordpaa menn ingenn kom igienn.

Julij:

  • 4. En stille nordenn for middagh, och effter middagh sudwest storm och Regnn, kom vdj en haffn, som the kalledt mussell haffen och laa ther 2 dage, der funde the vdj ett bierrigh, Kosteligh malm, som the förde mz sigh hiem[62].
  • 6. Winnden sammeledis, theris Kaas nordt nordt west och kom vdj en fior som the kalledt Rommelss fior, och samme dagh vdjehn annen fior som the kalledt Skaubo fior, och ther reiste the 3 warder.
  • 7. En stille sudoust, till 9 slet siden nordwest da komme the vdj Konngenns haffn igienn.
  • 8. Med nordwest söchte the effter Admeralen.
  • 9. Enn stille nordenn, kom the forbi Danmarcks haffen, och kom vdj ett sunnd, som the Kalledt Kocksunnd.
  • 10. Winndenn nordenn till westenn, therris Kaas west sud west, the funde the 2 waarer Paa ehnn Klippe, och ther laa Admeralen vdj en haffn, som the kalledt Troust hafn.
  • 11. En dörstanden nordt oust, theris Kaas sud sud west, ind till afſten, da lod Admeralen sette en Vlydigh Sönn paa ehnn öö som bode ingenn folck opaa, och samme Personn hed Simon Raffnn.
  • 12. En dörstand nordenn, theris Kaas sud sud west och waar vdj megen iis.
  • 13. Sammeledis till middagh, siden theris Kaas oust sud oust.
  • 14-15. Sam(m)eledis till middagh, sidenn en stille sud oust.
  • 16. Eine dörstannden nordt west, theris Kaas oust sud oust, och waare blanndt mannge store iis berge natt och dagh.
  • 17. Winden west till nordt, theris Kaas som till fornn vdj megenn iis.
  • 18. En östen storm mz megen regn, theris Kaas sud sud oust, vdj megen iis.
  • 19. Winndenn östenn mz regn och taage, theris Kaas som tilfornne, till middagh, och effter middagh windenn nordt-oust, theris Kaas oust sud oust.
  • 20. Sammeledis som tilfornne formiddagh.
  • 21. Winndenn synnden, theris Kaas östenn.
  • 21. Winnden syd oust till östen, theris Kaas oust nordt Oust.
  • 23. Winnden sud oust mz megenn regn och taage theris Kaas nordt till östers och tha skildis Katten fraa Admeralen Och fundis inthid för ennd thenn 10 Augustj, om afſtenenn wid 9 slett vdj Kiöbenhaffnn, och tha waar löffuenn lenge werredt hiemme, Gud werre Loffuedt.

Her ender Dagbogen. Men til Slutning er der endnu med den samme uövede Haand, af hvilken der findes en, ovenfor meddeelt, Anmærkning til den 26de Juni, tilföiet Fölgende:

"höyden paa linen ær icke optegnett. paa denne facit om det ær met wilgie eller aff forsömmelse. weedt ieg icke. mens Sturemanden hagde burt det at optegne."

Wyllm hendricks ij Egebeck.

Paa Grund af denne Mangel er det umuligt nærmere at angive Beliggenheden af de i denne Beretning forekommende og navngivne Havne, Sunde og Fjorde. Dette er selv med den Tids unöjagtige Bredeangivelser et ofte saare vanskeligt, ja undertiden aldeles frugteslöst, Foretagende.

De tre Grönlændere, som Hall og Cunningham bragte med sig til Danmark, udmærkede sig i flere Henseender til deres Fordeel fremfor de tvende andre, samme Aar med Lindenov hjemkomne. De vedbleve tilligemed disse at tildrage sig almindelig Opmærksomhed. I det Quartbind (K29) af det Kongelige Bibliotheks Manuscriptsamling i Stokholm, hvoraf vi have meddeelt Beretningen om den 1605 foretagne grönlandske Reise, findes der paa tre Blade en samtidig Beskrivelse over disse fem Grönlændere, de förste af dette Folkefærd, som bleve sete her i Kjöbenhavn. Vi troe at burde meddele den, som et Supplement til Reiseberetningen, efter en af Hr. Jon Sigurdsson 1841 i Stokholm tagen Afskrift.

De Grönlandher gestalt, szom komme fra Grönlandh. De ere szma, och Tycke folck, szorte och haffuer föddher och hendher szaa got szom trindhe, och er en karl szaa sterck, szom andre fire, och dheris Mad er Talge, och raadt Kiöd, och raat Bergefisk, och dhe dhricker Tran och Wand, och dheris skiorter er aff Rensdhiurs Blerer, och dhe haffuer spiudhe aff Huasze Been, 3 alne lange, och deris kniffue aff Been, ellers haffuer dhe ingen verge, dheris Boedhe er af szekskind, 5 allne lange, och 1 alne bred, och spitze thill endhenn[63], och en huole dher mit vdj, szaa en karl kand trenge szig nedher, och kand en karl roe szaa fast med szamme Boed, szom thi aff kongens Boeszmend med dheris, och haffuer dhe enn Rinszdhiurs Blere, Bundhen ved Baadhen, naar dhet er storm, och Baadhen slaes om, szaa holder szamme Blere dhennem op, at dhe kand icke dhruck ne; Then thid kongens folek kom for landhit, kaste dhe dheres ancker, och Grönlendherne kom vd thil dhennem, och kiöbte med dhennem af dheris Ware, szom dhe haffdhe, och gaff dhennem igien af dheris, Baadhe spiudhe och stöffle szaa megit szom 2 eller 3 dhaler, for 1 szöm, szom dhe szaa kiöbte med dhennem, dhrog dher nogen aff Grölemndherne, vd thil dheris ancker, och skar dhet i thu parter[64], szönden af ancker touffuet: dher kongens folch fornam, at dhe wille giörre skelmerie, lod dhe tho eller 3 stöcker gaa aff offuer dheris Hoffuit, dha bleff dhe forskrecked, och dhrog i landhe, szom Ont haffdhe werit effter dhennem, szaa Bleff dhe stille paa landhit i 2 dhage, szaa kom dhe atter vd at kiöbe med dhennem aff szamme ware, dha gik 10 af kongens Boszmend i enn Esping, och thog ware paa 2 af dhe Grönlendher, och thog dhennem med Boed och alt, och kaste dhennem i skibet, och kongens folck haffdhe enn szmuck wind, och gick strax thil sziels, men Grönlenderne reff och sled anckerne i skibet, szom nogenn wildhe Biörner, och en af dhennem löb thil, och thog fat paa et slagszuerd, med hans haand, och skar hans haand syndher, thi hand viste icke huad dhet war, och dhe maatte Bindhe dhennem wed Masten, Och dher dhe andre Grönlenndher szaa, at dhe szaa haffdhe tagit dhisze 2 indhen skibsbordhe, komme dhe omkringh dhennem med 300 Boedhe, och sködhe med dheris flitzbuer, szaa Pilene flöie omkring dheris örne, szaa lod kongens folck 5 eller 6 stycher gaa aff offuer dhennem, szaa Bleff dhe forferdhede, och foor thill Land, och raapte och skreg, szom grumme Troldhe, och kongens folck haffdhe goed wind, och kom thil kiöbenhaſfn dhenn 27 Julii[65]. och ware 60 uger szöes lenger oppe i landhit, enn dhet förste[66], och dhe finge 3 Grönlendher fangne, med stor liffs fare, och slog manghe ihiell aff thennem, förend dhe dennem fick, och finge dhe och god wind, och löbe hiem, Capetein gaff dhennem blaa kledher, och lod dhennem af före dheris, och hand lerdhe dhennem at springhe om i skibet, naar han nicked at dhennem, och dher dhe komme thill kiöbenhafln, dhenn 10de Augusti, och szatte for byenn, löb dhe Grönlendher op i Merszen, och thog Merszeglit ind Szaa sznart szom nogen aff kongens (folck) dhe ware nogit fornumstiges(re), och menniskeligere, end dhe andhre 2, thi dhe beed folch, szom andhre Hundhe, och huad lusz szom dhe finge paa dhennem, aad dhe op, men dhe 3 dher kom szist hiem, dher dhe kom i Slotzporten, spranck dhe om szatte neſfuerne i szidhenn, Hoffuerit paa dheris wiisz och ware gladhe dher wed, dher menis dhen nem sznarer at skulle lere sprogit, end dhe andhre.

Kong Christian den Fjerdes anden Expedition til Grönland 1606

Det i det Hele taget heldige Udfald af denne Kong Christian den Fjerdes förste Expedition til Grönland og de, i Særdeleshed af de tvende sidste Skibe hjembragte, værdifulde Producter, hvoriblandt den foregivne Sölvmalm imidlertid synes at have spillet Hovedrollen, opmuntrede Kongen til Aaret derpaa at udruste en ny Expedition efter en större Maalestok. For at dække de hermed forbundne betydelige Omkostninger, blev der ved Skattebreve af 1 April 1606 paabudt Indbyggerne i begge Riger at udrede et vist Bidrag til Grönlands Beseiling. Expeditionen bestod dette Aar af ikke færre end fem Skibe, hvis Drægtighed i engelske Tons og Bemanding vi her ville anföre efter en omstændelig Angivelse i Purchas his Pilgrimes. III. S. 826. Trost var ifölge denne 60 Tons drægtig og havde 48 Mands Besætning; Löven, 70 Tons drægtig, havde ligeledes 48 Mands Besætning; Örnen af 100 Tons Drægtighed havde 50 Mands Besætning, og det skotske Skib The Gilliſlowre, som i danske Skrifter og Documenter fra den Tid forekommer under Navn af Gillebert, Gillebrand, Angeli Brand og Angliæ Brand, var af 40 Tons Drægtighed og havde en Besætning af 16 Mand; Jagten endeligen eller Pinassen, Katten kaldet, var 20 Tons drægtig og förte 12 Mand. Godske Lindenov, der paa denne Reise var Höistcommanderende og havde James Hall som Flaadens Pilot Major ombord hos sig, var tillige Chef paa Trost, John Cunningham paa Löven, en Normand ved Navn Hans Brun paa Örnen, en Dansk eller rettere nok en Holstener ved Navn Carsten Richardsen paa The Gilliſlowre, og Anders Nolk fra Bergen, hvem Purchas urigtigen benævner Noll, var Skipper paa Katten. De tre Grönlændere, som Hall og Cunningham Aaret i Forveien havde bragt herned til Danmark, gik med Expeditionen, for at tjene som Tolke. Den 27de Mai 1606[67] afseilede de fem Skibe fra Kjöbenhavn og ankrede den fölgende Dag paa Helsingörs Rhed, for at indtage deres Vandforraad. Her lettede de igjen den 29de Mai og kom den sidste Dag af Maaneden ind i Flekkeröens Havn, hvor de paa Ny forsynede sig med Vand og tillige med Brændsel. Den 2den Juni forlode de Norge og, efter en langvarig Seilads over Nordsöen og det nordlige Atlantiske Hav, fik de den 13de Juli[68] paa 58°30'N. Br. Amerika for förste Gang og den 19de s. M. paa omtrent 64° N. Br. anden Gang i Sigte. Dagen efter, den 20de Juli satte de Coursen over imod Grönland, hvilket Land de ogsaa fik i Sigte den 25de eller 26de Juli. Den 27de löb Trost og Örnen, som den 24de i Taage og Tykning vare blevne skilte fra Löven og The Gilliſlowre, ind i Cunningham's Fjord, hvor den foregivne Sölvmine var bleven opdaget Aaret tilforn. Det var nemlig udtrykkeligen blevet Hall paalagt af Kongen at hjembringe af den derværende Sölvmalm. Neppe vare derfor Trost og Örnen komne til Ankers i Mundingen af Cunningham's Fjord, förend Lindenov, Hans Brun og Hall forföiede sig i Land og undersögte Stedet, hvor Malmen skulde være funden. Det blev besluttet at tage saa meget deraf, som man kunde, ombord i Skibene. Af de Indfödte tilbyttede de Danske sig en Deel Barder, Sælskind og Sælskindsklæder for gammelt Jern og Knive; men Indhandlingen af Landets Producter var dog betydeligen ringere end i det foregaaende Aar. Imidlertid bleve alle Fjorde og Bugter i Omegnen nöie undersögte. Den 9de August om Formiddagen landsatte man en Mand, der Aaret i Forveien havde været i Lindenov's Tjeneste, senere havde forseet sig og derfor nu skulde blive tilbage i Grönland; men han blev strax reven i Stykker af Grönlænderne, som paa denne Maade formodentligen hævnede deres, den foregaaende Sommer dræbte eller som Fanger bortförte, Landsmænd. Desuagtet bemægtigede man sig om Eftermiddagen atter fem af de Indfödte tilligemed deres Baade, og den fölgende Dag lettede man Anker, for at gaae fra Landet; men Modvind og en overordentlig höi Sö nödte deDanske til at söge ind til Landet igjen. - Den 12te August kom de med en föielig Vind ud tilsöes, traf den 22de sammen med Löven, der ligesaa lidet som The Gilliſlowre for Isens Skyld synes at være kommen ind til Landet, og de naaede omsider den 3die October lykkeligen Helsingör og Dagen derpaa Kjöbenhavn.

Vi skulle nu meddele en hidindtil utrykt Dagbog over denne Reise, som er fört ombord i Örnen af Chefen selv, altsaa den norske Capitain Hans Brun, og synes at have været bestemt til at indgives som et Slags Rapport. Den er skreven med en meget uövet Haand; baade Sproget og Retskrivningen er i höi Grad ucorrect. Originalen udgjör tre Quartblade i det danske Haandskrift, som under Signaturen K 29 opbevares paa det Kongelige Bibliothek i Stokholm, og som allerede i det Foregaaende af os er blevet omtalt. Afskriften, der her aftrykkes, er 1839 besörget af Bibliothek Amanuensis Cavallius og 1841 confereret med Originalen af Hr. Jon Sigurdsson. Dagbogen selv har hverken Titel eller Overskrift, men begynder strax saaledes:

Maj

Thend 27 segled vij fra Kiöbenhaffn
den 28 segled vij for hellsingör
den 29 segled uj fra hellsingör
den 31 segled vij vdi fleckerö

Junij

Then 2 segled vij fra fleckerö
then 4 döde min grönlender[69].
den 10 segled vij mellom Hittland och færö[70]
den (1)3[71] kom löſfuen om Natten fra trost gillebrand och pincken[72] Anden dag vij thillsamen igien

Julij

den j finge vij den förste Iss att sæe
den fierde om natten vdj en stor storm bleff pincken borthe fra oss
den 8 döde min pötteker[73]
den 13 finge vij Amerinn Att sæe
den 16 sa vij mange Vnderlige Regenbuer pa himelen
den 20 kom Örnen och gillebrand fra trost och löſſue formedelst stoer læge[74] och mögen forskreckelig Iss dog gud hialp os tilsamen Jgien same afſthen
den 21 bleff örnen skillt fra trost löſfue och gillebrand Vdi en stor mörck taage
den 22 komme vij thillsammen igen
den 24 vdi en stor tage bleff löſfuen och gillebrand skillt fra trost och örnen
den 26 finge vij grönland at sæe
den 27 kome vij Vdi en god Haffn bade trost och (Och) örnen, och förend Vij finge woris Ancker Vdi bunnd kom grönlenderne Om borde med oss same dag ginge Vij vdi land adt bese dem
den 31 döde en aſf min bodzmend.

Augustj

Den j bleff hand begraffuén vdi grönlandsk Jord same dag toge vij den siste litz ind
den 2 drog amaraell samt nogle aff vores folck vdi en anden haffn der att forfare landsens leglighed
den 3 kom VI Igien same dag drog Mester hall sampt Philips lutenanttref>Philip de Fos eller Philippus de Fosz var Pilot eller Styrmand paa Örnen.</ref> hæn Vdi en anden haffn at forfare landsens leglighed
den 4 kom Vi Vdi gien same dag drog Amaral och Jeg hen vdi en anden haffn att forstaa landsens leglighed och saa vij same tid Enn grönlands baad sa stor att 20 karle kunde side der vdi[75] der hos andett verckelig[76] tingest som brugis paa dett landz Ortt och funde vij derhoes to tiellther den 6 mod afſthen lagde vij Vd med Örnen och trost aff den haffn och kom same afſthen ij en anden haffn[77]
same natt dreff trost fra os Vell en mill Vegs op i haffnen bade for touſf och Ancker
den 7 letted vij voris ancker Igien Och segled op ij haſfnen der som trost laa
den 9 drog amaral och ieg med Nogle Aff vore folck op ij haffnen der att forfare landsens leglighed som Vij och saa saa bade om deris husse[78] och huor ledis de begraffue huer andre och kome same dag till skibitt Igien
same dag toge Vij fem grönlender med geualtt Vdi örnen den 10 riped[79] vij voris ancker och ginge thill segels och der vij kome vderst ved Kliperne kom vinden oss tuert under öine sa uij matte for arsages till bage och lade staa ind i haffnen igien men trost kom aff söen same dag
den 12 hialp gud oss med en god vind saa dett förste dett vaar dog[80] riped vij voris Ancker och kom vd aff haffnen och lode siden staa att söen
Same dag finge vij den förste Iss att sehæ
den 13 segled vij grönland aff sictt
den 16 spraank en aſf min grönlender offuer borde den 26 kom gillebrand och örnen tillsamen Den same dag saa vij Igien grönland
den 03[81] om natten vdi en stor storm bleff vij skillt ved gillebrand
den 16[82] döde min kock ved naffn Niells
den 24 7ber om morgen saa vij to eller træ Om flate Eyland som kalles Rona[83]
den 26 saa vij om morgen tillig fule[84] och strags der effther
den synder Ende af hittland[85] same dag segled vij mit Imellom Hittland Och færö7 och mod natten segled vij ditt aff sictt
den 27 döde en aff mine bodzmend ved naffn Anders Jonssen
den 29 finge vij norge at sæe sam (t) vaare vden for ingren sex mill norden for Lindesness
den 03 saa vij först Iyttland

October

den förste finge vij först norge att sæe Igien
den anden finge vij skane at sæe
same natt satte vij for Hellsingör
den fierde segled vij fra Hellsingör
Och same dag satte vij for kiöbenhaffn

Den tredje Grönlands-Expedition 1607

Det Gamle Grønland IV (Torfæus)

Da Indhandlingen i dette Aar havde været betydeligen ringere end Aaret i Forvejen, saa vare de hjembragte grönlandske Producter naturligvis langt fra at kunne stoppe de til Expeditonens Udrustning medgaaede Omkostninger. Tillige har man uden Tvivl, ved en omhyggeligere Undersögelse af den foregivne Sölvmalm fra Grönland, seet sig aldeles skuffet i det Haab at have fundet en Sölvmine i dette Land; i det Mindste er der her i Danmark ikke mere Tale om en saadan. Overhovedet svarede den Deel af Grönlands Vestkyst, som man i Aarene 1605 og 6 havde opseilet, ikkun lidet til de Forestillinger, man nærede og endnu langt ned i Tiden vedblev at nære om det gamle Grönlands Herligheder. Intet Under altsaa, at man fuldt og fast troede paa at i det Mindste Österbygden maatte være at söge paa den, nærmest overfor Island liggende, östlige Kyst af Landet. For igjen at opdage denne vigtigere Deel af det tabte gamle Grönland, blev der i Aaret 1607 udrustet en ny Expedition, bestaaende af Skibene Trost og Barken[86]. Iblandt Mandskabet befandt der sig baade Islændere og Normænd, hvilke skulde tjene som Tolke, naar man traf paa Descendenter af de gamle Colonister, hvorom man ikke synes at have tvivlet. Anförselen blev betroet til Carsten Richardsen, som Aaret i Forveien havde fört The Gilliſlowre og tidligere ifremmed Krigstjeneste havde udmærket sig i Polen og Ungarn. Han fik James Hall med sig som Pilot eller Styrmand. Purchas anförer i hans Pilgrimes III S. 827, at han, foruden J. Hall's Dagböger over de to foregaaende Reiser, ogsaa havde hans Dagbog over denne tredie Reise for sig, tilligemed de til samme Dagbog hörende Landtoninger, tegnede af Josias Hubert fra Hull, der formodentligen har ledsaget ham paa denne Reise. Af Dagbogens Indhold meddeler han imidlertid Intet, uden at den danske Resætning, for, som Purchas formoder, ikke at unde den engelske Styrmand Æren for Landets Opdagelse, efterat man havde faaet dette i Sigte, gjorde Oprör og derved nödte Skibene til at vende tilbage til Island. Derfor har Purchas, som han selv yttrer, troet at burde udelade det Hele. Med Hensyn til Reisen i Aaret 1607 see vi os der for indskrænkede til de sparsomme Efterretninger, som Lyschander, hvis Grönlandske Chronica udkom Aaret derpaa, har meddeelt om denne Reise. Expeditionen afgik den 13de Mai 1607 fra Kjöbenhavns Rhed og löb efter Sædvane underveis ind i Flekkerö. Da de nærmede sig Grönland, satte de ikke saaledes, som begge de to foregaaende Aar, Coursen ad det Aar 1585 opdagede eller rettere gjenopdagede Davids stræde; men de styrede, som de troede, den gamle Cours til Östkysten af Landet. Den 8de Juni fik de for förste Gang, men i betydelig Afstand, Grönlands Fjelde i Sigte; de befandt sig da, efter Lyschander's Angivelse, paa 59° N. Br. I bestandig Kamp med den svære Driviis, som langs med denne Deel af Grönlands Östkyst næsten hele Aaret igjennem sætter stærkt sönder paa, trængte de med Möie frem til 63° N. Br. og naaede den Höide, paa hvilken de meente, at Frobisher's Stræde maatte være at söge. Det synes næsten, at den geographiske Vildfarelse, hvorved dette Stræde i langsommelig Tid er blevet henlagt til Sydgrönland i Stedet for til et af Indlöbene i Hudsonsbugten, har sin förste Oprindelse fra denne Reise. I Lyschander's Grönlandske Chronica hedder det nemlig Folio Y 1:

Mand vildde vell sige det vaar dend Stæd,
Huor Forbiszer oc hans Sællskab mæd,
Vaar för kommen ind i Hawne.
Det vaar saa bister oc Bitzig en Oert,
Thi lagde de hæn oc sætte foert,
Oc næſſned dænd aff hans Nawne.

Efterat Juni Maaned var hengaaet under frugteslöse Bestræbelser, besluttede de den 1ste Juli ("Vor Frue Aften henddis Biærggang vaar") at vove et Forsög paa med Magt at trænge sig frem igjennem Isen og ind til Landet. De befandt sig da paa imellem 63° og 64° N. Br. Men dette Forsög bragte dem i den öiensynligste Livsfare; med Nöd og neppe kom de atter ud til Söes og seilede nu modlöse hjem til Danmark. Endnu i Juli Maaned[87] kom de til Kjöbenhavn, traf Kongen, som just laa for sin Reise til Norge, og berettede ham Udfaldet af deres Foretagende.

Med denne Reise i Aaret 1607 ophöre Christian den Fjerdes Forsög paa at gjenopdage det gamle Grönland og atter at bringe dette tabte Skatland ind under Norges Krone. Hvad de Grönlændere angaaer, som i Aarene 1605 og 6 med Magt vare bortförte fra deres Fædreland og nu vare blevne tilbage i Danmark, saa lod Kongen sörge for dem paa bedste Maade. Men den ene af dem döde af Hjemvee efter den anden. Een af dem omkom paa et af deres gjentagne Forsög paa at flygte bort i deres smaa Skindbaade og i disse skröbelige Fartöier at naae deres fjerne Födeland. Omsider vare kun to endnu ilive. Den ene af disse döde af overdrevne Anstrængelser i Kolding, hvor man baade Sommer og Vinter brugte ham til Perlefangsten. Hans Död gik den eneste Tiloversblevne saaledes til Hjerte, at denne ikke mere lod sig tröste. Han gjorde endnu et fortvivlet Forsög paa at flygte bort i sin Kajak, men blev greben og bragt til Kjöbenhavn, hvor han kort derefter döde af Sorg og Græmmelse.

James Halls fjerde Reise til Grönland 1612

James Hall har formodentligen, da han i Aaret 1612 paa hans fjerde Reise til Grönland blev dræbt af En af de Indfödte, med sit Liv maattet böde for den Andeel, han tidligere havde havt i de Danskes Voldsomheder imod Grönlænderne. Han var i dette Aar af et i London sammentraadt Interessentskab bleven udsendt med to Skibe, The Patience og The Hearts-ease, i den foregivne Hensigt at forsöge paa at opdage den nordvestlige Gjennemfart, men i Virkeligheden, som det synes, snarere for at söge efter Skatte i Grönland. Lykkeligen ankommen til Landet, löb han med begge Skibene ind i en Fjord, som efter Alderman Cockin, uden Tvivl En af Hoveddeeltagerne i dette Foretagende, fik Navn af Cockin's Sound[88]. Her blev det ved taget, at Hall skulde træde over i det mindre Skib The Hearts-ease og med dette forsöge at komme længere Nordpaa. Vind og Veir hindrede ham imidlertid fra, hvad det var hans Hensigt, at naae den Fjord, i hvilken de Danske paa deres förste Expedition til Grönland troede at have fundet Sölvmalm. Han blev nödt til at tye ind i Ramel's Fjord, omtrent 12 engelske Sömile (Leagues) sönden for Cunningham's Fjord, og der at gaae til Ankers. Uheldigviis var det just i denne Fjord, at de Danske faa Aar i Forvejen med Magt havde bortfört fem Grönlændere, af hvilke Ingen nogensinde kom tilbage. Den 22de Juli indfandt omtrent 40 af de Indfödte sig og handlede en Tid lang fredeligen med Engellænderne, indtil En af Grönlænderne, som formodentligen har gjenkjendt Hall, pludseligen nærmede sig ham og saarede ham dödeligen med en af sine Kastepile. Hall opgav Aanden den fölgende Dags Morgen og blev endnu samme Dag, efter sit eget udtrykkelige Forlangende, begravet paa en af Udöerne der i Nærheden. Dagen efter Hall's Död lykkedes det omsider hans Ledsagere paa Sydsiden af Cunningham's Fjordens Munding at gjenfinde det Sted, hvor de Danske tidligere havde skjerpet. Men ved en nærmere Undersögelse af Sagkyndige viste det sig, at den formeentlige Sölvmalm ikke var Andet end en aldeles værdilös Glimmer, der her formodentligen, som det saa ofte er Tilfældet, i Glands og Farve har havt Noget tilfælleds med Sölvet. Da Ingen af de Indfödte, efter Drabet paa Hall, havde ladet sig see, for at handle med Engellænderne, vendte Expeditionen med i alle Henseender uforrettet Sag tilbage til Engelland, hvor begge Skibene den 17de September ankom paa Hulls Rhed.

Jens Munk's Expedition for at finde Nordvestpassagen 1619

Jens Munk: Navigatio, septentrionalis Det er: Relation Eller Bescriffuelse om Seiglads oc Reyse paa denne Nordvestiske Passagie, som nu kaldis Nova Dania. København: Henrich Waldkirch 1624.

For at udvide Danmarks Handel til fremmede Verdensdele, havde Kong Christian den Fjerde alt i Aaret 1616 sögt at bringe et dansk-ostindiskt Handels-Compagnie i Stand; men forgjeves, som det synes. Aaret derpaa indfandt en hollandsk Avanturier, ved Navn Marchelis de Boshouwer, sig her i Danmark. Han lod sig kalde Prinds af Migomme, paastod at beklæde flere af de höieste Embeder i Keiseren af Ceilons Tjeneste og sluttede i dennes Navn en forelöbig Tractat med den danske Regjering, der skulde sikkre dens Undersaatter betydelige Handelsfordele paa Ceilon. Compagniet kom nu i Stand, og det udsendte, i Forening med Kongen som det synes, i Aaret 1618 en anselig Flaade til Ceilon, under Anförsel af Ove Giedde. Prindsen af Migomme, som fulgte med Flaaden, döde enten underveis eller strax efter Ankomsten til Ceilon, hvor Portugiserne allerede tidligere havde sat sig fast, og hyor Hollænderne nu af alle Kræfter sögte at fortrænge dem. Under disse Omstændigheder vilde det ikke lykkes for Ove Giedde at bringe en Handelstractat med den saakaldte Keiser til endelig Afslutning. Derimod var han saa heldig for sin Regjering ganske uventet at erhverve de nuværende danske Besiddelser paa Coromandelkysten. Ved denne ostindiske Expedition blev Christian den Fjerdes Opmærksomhed henledet paa de Fordele, som, i det Tilfælde at man fik fast Fod i Ostindien, for hans nordligt beliggende Riger vilde flyde af Opdagelsen af en kortere Sövei norden om Amerika til China og Indien. Og, uden at oppebie Udfaldet af den under Ove Giedde udsendte Expedition, der först i Midten af Mai 1620 efter en 22 Maaneders besværlig Reise ankom til Ceilon, udruster Kongen i Foraaret 1619 tvende Skibe, for at forsöge paa at finde den, allerede da saa ofte forgjeves sögte , nordvestlige Gjennemfart. Det er den eneste Expedition, som i dette Öiemed nogensinde er afgaaet fra Danmark; men den hörer, netop paa Grund heraf, egentlig ikke hjemme i nærværende Fremstilling af de danske Opdagelses- og Undersögelses-Reiser til Grönland, endskjönt den paa Udreisen virkeligen kom dette Land temmelig nær, og man endog, men uden mindste Föie, har antaget, at den har været inde i Grönland og der havt Communication med de Indfödte. Desuagtet troe vi ikke her aldeles at burde forbigaae denne Reise med Taushed, men heller ikke at burde indlade os paa alle dens interessante Enkeltheder, og det saa meget mindre, som disse temmelig udförligen ere fortalte i Anföreren Jens Munk's egen Beretning om denne hans Reise. Den udkom endnu i Forfatterens levende Live under Titel af: "Navigatio Septentrionalis. Det er Relation eller Beskriffuelse om Seiglads oc Reyse paa denne Nordvestiske Passagie, som nu kaldes Nova Dania, igiennem Fretum Christian at opsöge." Kbhaffn 1624. 4to. En nyere Udgave, foröget med Forfatterens Levnetslöb, udkom i Kbhavn. 1723 i Svo. Jens Munk's hele Liv var i höi Grad bevæget. Födt 1579 paa en Gaard Barby i det sydlige Norge, synes han meget tidligen at have mistet sin Fader Erik Nielsen Munk, der med Berömmelse havde tjent i den nordiske Syvaarskrig og 1580 var bleven adlet af Kong Frederik den Anden; thi 1586 drog han med sin Moder til Frederiksstad og, efter to Aars Skolegang der, blev han sendt til en Faster i Aalborg, hos hvem han opholdt sig i tre Aars Tid. Kort derpaa gik han i en ung Alder tilsöes. Over Engelland og Portugal kom han til Brasilien, hvor han forblev i nogle Aar og deeltog i et Par Sötræfninger. I Aaret 1598 vendte han tilbage til Europa og begav sig over Holland til Kjöbenhavn. Herfra foer han i adskillige Aar til Koffardis og gjorde iblandt andre Reiser i Aarene 1609 og 10 to til Nowaja Semlja. Da Krigen 1611 bröd ud imellem Danmark og Sverrig, tog Christian den Fjerde den erfarne Sömand i sin Tjeneste som Söcapitain. Han blev i de to Aar, denne Krig varede, brugt ved mangfoldige Leiligheder, baade tillands og tilvands. Endnu samme Aar (1613), som Freden sluttedes i Knæröd, blev Munk sendt til Spanien med det store danske Gesandtskab under Rigs-Cantsleren Jakob Ulfeld, og Aaret derpaa (1614) maatte han före to russiske Gesandter tilligemed deres talrige Fölge norden om Norge til Archangel. De to fölgende Aar krydsede han imod Fribyttere i de færöiske, islandske og nordlandske Farvande, 1617 hentede han fra Biscaia de förste Hvalfangere herind til Danmark, og 1618 skulde han have været med Expeditionen til Ostindien under Ove Giedde; men, formedelst Uenighed med Vedkommende, frabad han sig det og fik ogsaa Tilladelse til at blive hjemme. Derimod erholdt han Aaret derpaa Commandoen over de tvende Skibe, Eenhjörningen[89] og Lamprenen[90], med hvilke Kongen havde besluttet at lade gjöre et Forsög paa Opdagelsen af den nordvestlige Gjennemfart.

Den 9de Mai 1619 afseilede Jens Munk med sine to Skibe fra Kjöbenhavn; men han maatte blive liggende i Sundet indtil den 16de s. M., da Vinden först blev föielig. Den 25de Mai, da de vare under Lister Land i Norge, blev Jagten læk for dem, og de maatte löbe ind i Karmsund, for at faae Lækken opsögt og stoppet. Den 2den Juni passeredes Hetland, og den 4de Færöerne. Derefter satte de deres Cours Vest og Vesten til Nord, indtil de, som Munk i sin Dagbog udtrykker sig, kom Grönland om Borde. De seilede nu saaledes vesterlig hen til den 20de Juni, da de forfaldt nogle Mile nordenfor det söndre Cap af Grönland, dog vel 15 eller 16 Mile fra Landet. Dette maa have været under Östkysten, da Munk beretter, at der her mödte dem megen lis, saa de maatte lægge Öster ad Söen igjen. Det holdt ved med Storm og Uvejr indtil den 30te Juni, da de fik det söndre Cap af Grönland i Sigte, "som de Engelske kalde Cap Farvel, og ligger paa 60 Grad 30 Minutter uden Trift[91]". Her gik de frie af Isen og satte nu deres Cours Vesten til Nordover Davisstrædet, hvilket Munk omdöbte til Fretum Regis. Den 8de Juli, da deres Middags-Observation gav dem 62° 30" N. Br., fik de Landet paa den amerikanske Side af Strædet i Sigte; men Isen laa langs med Kysten og spærrede dem Adgangen. Den fölgende Dag lod imidlertid Munk staae ind imellem Isen udi en stor Bugt, hvor Styrmændene, iblandt hvilke der befandt sig en Engellænder, efter den Höide, de havde, meente at det rette Indlöb til det af Davis 1587 opdagede Lumley’s Inlet eller til det af Hudson 1610 opdagede og efter ham benævnte Stræde maatte være at söge. Men efter en langvarig Undersögelse viste det sig, at de havde taget feil, og at de vare for nordligt. De fandt her megen Iis for sig; den kom ud af tre store Fjorde, hvilke de gave Navn af Isefjordene. For at finde det rette Indlöb til Hudsonsbugten, löb de nu Syd paa langs med Landet, indtil de naaede det af dem saakaldte Munkenæs, som efter Munk's Angivelse ligger paa den nordlige Side af Mundingen til det af ham til Fretum Christian omdöbte Hudsonsstræde. Den 11te Juli, da det om Middagen var klart Veir og Solskin, fik de den rette Höide af Munkenæs, nemlig 61° 20'[92]. Den 12te sendte Munk nogle af sine Folk i Land ved Munkenæs, for at hente ferskt Vand, hvilket de ogsaa bragte ombord om Aftenen. Men Skibene bleve denne og de næstpaafölgende Dage stedede i den störste Nöd og Fare, idet de indesluttedes af Isen og med denne dreve frem og tilbage. Den 15de Juli slap de i Dagningen lykkelig og vel ud af Isen, hvorpaa de forsigtigen seilede langs med den nordligere Kyst af Strædet. Den 17de fandt de omsider en god Havn, i hvilken de gik til Ankers. Den fölgende Dag bemærkede de Danske nogle Indfödte i Nærheden af Havnen. De. forærede dem Knive og allehaande Jernfang, hvorfor de igjen modtoge Gaver af Fuglevildt og Sælspæk. Det var fredelige og godmodige Eskimoer, som alle, saasnart de iblandt Munk's Folk havde faaet Öie paa En, der havde sort Haar og bruun Ansigtsfarve, ilede med at omfavne ham, i den Tanke at han var deres Landsmand. Samme Aften gik Skibene igjen under Seil; men allerede den 19de Juli traf de paa saa uigjennemtrængelige Iismasser, at Munk troede atter at burde söge den Havn, han Dagen forud havde forladt. De Indfödte vare imidlertid bortdragne. Den 21de Juli mod Aften lod han Alt gjöre klart til at afsejle; men forinden opsatte han Kong Christian den Fjerdes Vaaben og Navneciffer paa Landet. Den for alle Vinde trygge Havn kaldte han Renssund, fordi Mandskabet havde skudt adskillige Rensdyr der i Nærheden. Den 23de Juli om Morgenen tidlig, da det dagedes, befandt begge Skibene sig paa alle Sider omringede af Isen. Længere op paa Dagen rejste der sig en stærk Storm, der gjorde deres Stilling endnu misligere. Efterat Skibene i flere Dage vare drevne om i Isen, dog uden at tage nogen Skade af Betydenhed, slap de den 30te med Springet over nogle Klipper, som med Lavvande vare aldeles törre, og ind i en lille Bugt, hvor de laae nogenlunde sikkrede imod Isen. Den 1ste August skikkede Munk Flere af sine Folk i Land, for om muligen at faae nogle Rensdyr til Forfriskning for det aldeles udmattede Mandskab. De Udsendte saae adskillige af disse Dyr, men kunde ikke komme dem paa Skud. Derimod fik de her efterhaanden ikke saa faa Harer. Dette gav Anledning til at denne Bugt fik Navn af Haresund. Den skal, efter Munk's Angivelse, ligge henved 50 Mile inde i Hudsonsstrædet, paa 62° 20' N. Br. og, ligesom Renssund, paa den nordre Side af Strædet. Man traf ikke paa Nogen af de Indfödte, men vel Spor af at de her havde teltet. Inden de Danske forlode Haresund, opsatte de ogsaa paa dette Sted deres Konges Vaaben og Navneciffer; og de rejste desuden nogle höie Varder. Den 9de Angust afseilede de med en Nordvestvind og styrede i Vestsydvest; men det er her ikke Stedet til at fölge Jens Munk paa hans möisommelige og farefulde Seilads over Hudsonsbugten. I Overeensstemmelse med Maalet for hans Reise trængte han i vestnord vestlig Retning frem til 63° 20' N. Br., hvor Eenhjörningen den 7de og Lamprenen den 9de September löb op i et Revier, som under Navn af Munkens Vinterhavn[93] har opnaaet en sörgelig Berömthed. Munk lod de Syge straxbringe i Land, hvor der til deres Vederkvægelse fandtes en heel Deel Multebær, Tyttebær og andre Bær, og hvor der dagligen for deres Skyld blev vedligeholdt et dygtigt Baal. Den 13de September udsendtes begge Understyrmændene med Sluppen og Skibsbaaden, for i forskjellige Retninger at söge efter en bekvemmere Havn til Vinterleie. Men der fandtes ingen saadan i Omegnen. Da Vinteren imidlertid stundede til, blev der den 18de Septbr. ) Munkens Waterhavn eller Jens Munkens Bai, som han selv (Navigatio Septentrionalis. Octavudgaven. S. 63) benævner den, maa upaatvivleligen söges paa de vestlige Kyster af Hudsonsbugten. Her troede J. B. Forster (Geschichte der Entdeckungen und Schiffahrten im Norden. Frkſt. a. d. O. 1784. S. 538) at gjenkjende den i Churchill River; men to senere Forfattere, nemlig John Barrow (A Chronologieal History of Voyages into the Arctic Regions. By J. Barrow. London 1818. S. 231) og Hugh Murray (Narrative of Discovery and Adventure in the Polar Seas and Regions. By J. Leslie, R. Jameson and H. Murray. Third Ed. Edinburgh 1832. S. 248) have sandsynligviis med större Föie henlagt de Danskes Vinterhavn en Deel nordligere i det saakaldte Chesterſield (eller Bowden's) Inlet holdt Skibsraad og i dette besluttet at blive, hvor man var, og der, saa godt som muligt, at sörge for Skibenes Sikkerhed. I denne Hensigt löb man den paafölgende Dag med Skibet og Jagten saa langt op i Revieret, som man kunde, og lagde der Skibet i et Slags Dokke, som man indrettede ved Hjælp af Brokar, medens Jagten, som det synes, blev sat op paa Land. Med disse Arbeider hengik September Maaned. I Begyndelsen af October blev der uddeelt Vinterklæder til Mandskabet, og paa det överste Dæk (Overlöbet) af Skibet blev der indrettet tvende Ildsteder af et saadant Omfang, at 20 Mand kunde sidde omkring ethvert af dem. Fra den 10de October fik Enhver af Mandskabet sin Ranzon Viin og desuden af Ö1 saa meget, som han lystede. Paa samme Tid forordnede Munk, hvorledes der skulde forholdes med Vagttjeneste, Vedhentning, Kulbrænding o. s. v. Efter den 22de October, da det faste lislæg begyndte, gik Mandskabet dagligen paa Jagt. Nogle stillede Fælder op i Skoven, Andre byggede Huse til at ligge for Glug i, som det i Norge kaldes, atter Andre gik paa Skytteri i Marken, hvor der, saa længe Sneen ikke laa alt for dyb, fandtes Harer, Ryper og andre Fugle i Overflödighed. Saaledes forlöb Vinteren ret taaleligen indtil Julen, uagtet der af og til indtraadte temmelig stræng Kulde. De Danske saae Intet til Landets Indbyggere, hverken nu eller senere. Dog have rimeligvis nogle Indfödte tilbragt Vinteren i Nærheden af dem; thi den 14de om Natten skjöd En af Mandskabet, som havde Vagt ved Skibet, en stor sort Hund, der var klöftet i det ene Öre og omkring Snuden bar Mærker af smalle Liner eller Remme, altsaa formodentligen har været en Slædehund. I Julen var Veirliget temmelig mildt; og Hellligdagene tilbragtes paa nordisk Viis i Gammen og Glæde, da den störste Deel af Mandskabet endnu var ved god Helbred.

Nytaarsdag 1620 indtraadte der en forfærdelig stræng Frost med Nordvestvind og klart Solskin. Kulden vedvarede en Deel af Maaneden og frembragte Sygelighed iblandt Mandskabet. Sædvanligviis bleve de Syge angrebne af Blodgang, som i en tre Ugers Tid gjorde Ende paa deres Liv. Den 21de Januar laae tretten Mennesker syge. Af disse döde en Styrmand den 23de og blev begravet den 25de Januar. For at bevise ham den sidste Ære, lod Munk lösne et Par Falkonetter ved hans Begravelse, men Jernet var da - saa skjört af Kulden, at Tappen sprang af begge Falkonetterne, da de affyredes, og nær havde lemlæstet Constablen. Den 17de Februar vare allerede 40 af Mandskabet bortrykkede, og den 20de s. M. döde Skibspræsten. Sygdommen tog efterhaanden saadan Overhaand, at de Döde kun med den störste Besværlighed kunde bringes i Jorden. Den 24de Marts saae En af Folkene fra en höi Klippe aabent Vande udenfor Gabet, den 12te April regnede det for förste Gang i syv Maaneder og den 25de i samme Maaned begyndte Graagæssene at indfinde sig; men Frosten vedvarede, og med den Sygdom[94] og Dödelighed. Pintsedag den 4de var Munk selv fjerde ilive. Da han Intet saae for sig uden den visse Död, saa opsatte han et lidet Skrift, hvori han bad de christne Mennesker, som muligen maatte komme til denne Aſkrog af Verden, om at stede hans eget og de övrige ubegravede[95] Liig til Jorden, og at tilstille hans Herre og Konge den af ham förte Dagbog. Men Munk skulde ikke döe i Hudsonsbugten. Den 8de Juni kunde han ikke længere holde ud i Kahytten for Stank af de i Forraadnelse gaaede Liig, som laae omkring i Skibet; med usigelig Anstrængelse kröb han ud af Köien og op paa Dækket, hvor han om Natten behjalp sig med de Dödes Klæder. Her blev han den fölgende Dag bemærket af To af Mandskabet, der tidligere vare gaaede i Land og ikke havde havt Kræfter nok til at komme ombord igjen. Da de nu saae, at deres Capitain endnu var i live, begave de sig paa Isen ud imod Skibet og hjalp ham selv og nogle Klæder, han tilkastede dem, fra Skibet og op i Land. Her havde disse tre Mennesker en Tid lang deres Tilhold under en Busk. Om Dagen antændte de en Ild og kröbe omkring paa Jorden, hvor de oprykkede selv det mindste Grönt, som spirede frem, og sugede Saften af Hjerteroden. Derved bedredes deres Tilstand lidt efter lidt, medens Seillæggeren[96], der var den sidste levende Sjæl ombord i Skibet, döde. Den 18de Juni gik Isen omsider bort fra Skibet. Samme Dag vare de saa heldige at faae et Flyndergarn ud af Jagten, hvormed de nu kunde fange Örreder. Af disse nöde de dog i Förstningen ikkun Suppen og til denne lidt Viin, som de hentede i Jagten. Deres Kræfter toge imidlertid dagligen til, især efterat de havde faaet en Bösse i Land og med den kunde skyde Fugle. De begyndte nu for Alvor at tænke paa Hjemreisen. Den 26de Juni gik de i Værk med at bringe Jagten, som af Vinterfloden var bleven sat höit op paa Land, ned paa Siden af Eenhjörningen. Et besværligt Arbeide for tre Menneskers endnu langt fra ikke fuldkomment tilbagevundne Kræfter ! Det lykkedes dem omsider. Fra det större Skib, som de saae sig nödte til at lade blive, hvor det var, bragte de efterhaanden Proviant og andre Nödtörftigheder over i Jagten, med hvilken de endeligen den 16de Juli begave sig paa Hjemvejen til Danmark. Efter under uafladelige Farer og Möisommeligheder at have kæmpet sig frem over Hudsonsbugten og igjennem Hudsonsstrædet, fik de den 18de August henimod Aften Munkenæs i Sigte og kom derefter ud i Davisstrædet. Den 14de September forfaldt de under Örkenöerne, og den 20de s. M. saae de Norge. Med en flyvende Storm og uden Landkjending kom de Dagen derpaa ind i en af de norske Fjorde paa Vestkysten. Herfra lod Munk sig den fölgende Morgen i en Baad roe op til Fogeden i Sundfjord, og den 25de September 1620 ankom han til Bergen, hvorfra han, efter först at have draget Omsorg for de to Mand, som vare blevne tilbage med Jagten, strax skrev herned til Danmark, for at meddele sine Foresatte Efterretning om Expeditionens uheldige Udfald og sin egen vidunderlige Frelse.

Jens Munk levede endnu i otte Aar efter hans Hjemkomst fra denne mislykkede Opdagelsesreise. Regjeringen vedblev at bruge ham i sin Tjeneste. Saaledes blev han 1623 som Admiral udcommanderet med fire Skibe til de nordlandske Farvande, for der at tage vare paa Russernes Foretagender. I Aaret 1626 var han, ligeledes som Admiral, ude med sex Skibe, for at spærre Veseren for de Keiserlige. Dette Togt var hans sidste. Jens Munk endte sit urolige Liv den 3die Juni 1628. Anledningen til hans Död fortæller Is. de la Peyrere, som i sin Relation du Groenland. Paris 1647. S. 229—69 har en vidtlöftig Beretning om Munk's Reise til Hudsonsbugten, paa fölgende Maade. Ifölge hans Sigende (Relation du Groenland. S. 269–71) skal Munk nemlig, flere Aar efter hans förste uheldige Reise, have faaet i Sinde at gjöre et nyt Forsög paa at opdage den nordvestlige Gjennemfart. Et saadant Foretagende oversteg imidlertid Munk's egne Kræfter; men det lykkedes ham at bringe et Compagnie af Adelsmænd og ansete Borgere i Stand, som i dette Öiemed udrustede tvende Skibe under Munk's Commando. I en Afskedsaudients, som Munk kort forinden sin Afrejse havde hos Kongen, kom denne til at omtale Reisen 1619 og gjorde ham i Anledning af samme nogle, i saa Tilfælde vistnok ufortjente, Bebrejdelser. Munk svarede Kongen ubetænksomt, hvorpaa denne i sin Iilsindighed slog eller stödte til ham med en Stok, han havde i Haanden. Det var mere, end den behjertede Sömand kunde bære: han gik hjem, lagde sig tilsengs og vilde hverken spise eller drikke. Efter ti Dages Forlöb döde han af Sult og Græmmelse. Denne Fortælling om Munk's Endeligt har Holberg (Dannemarks Riges Historie. Anden Ed. Tomus II. S. 668) og flere andre Forfattere[97] optaget efter Is. de la Peyrere. Vi ville til Ære for Kong Christian den Fjerde hellere antage, at denne hele Fortælling ikke er Andet end et uhjemlet Sagn, da den for förste Gang forekommer hos en temmelig upaalidelig» endskjönt samtidig, fremmed Forfatter, og da der iblandt de mange Bevillinger, Privilegier og Söpasser, som i denne Konges Regjeringstid ere blevne udstedte i Anledning af private Expeditioner til hine nordlige Egne, ikke findes noget, som falder sammen med J. Munk's Dödsaar eller engang hörer hen til de nærmest foregaaende Aar.

Danell's tre Reiser 1652-1654

Af disse Foretagender, som for störste Delen havde Hvalfangsten til Formaal og i Almindelighed vare bestemte til Spitsbergen, er der kun et eneste, hvilket vi ifölge vor Plan ikke kunne ganske forbigaae med Taushed. I Begyndelsen af 1636 dannede der sig her i Kjöbenhavn et saakaldet Grönlandskt Compagnie, som under 18de Februar s. A. fik sine Privilegier, og i hvilket der siden indtraadte adskillige Standspersoner, iblandt Andre ogsaa Rigets Cantsler Christian Friis til Kragerup. Endnu samme Foraar udrustede det tvende Skibe til Davisstrædet, for at drive Handel med de Indfödte paa Grönlands Vestkyst. Men, imedens man laa her og af Grönlænderne tilbyttede sig. Skind og andre af Landets Frembringelser, blev uheldigviis En af Mandskabet et skinnende Sand vaer paa Stranden. Han begav sig derhen og fandt, at Sandet ikke blot var skinnende, men tillige – tungt som Guld. Nu troede man naturligvis her i Grönland at have opdaget et nordligt Eldorado, tænkte ene og alene paa at indtage en Ladning af det kostbare Sand og skyndte sig dermed tilbage til Danmark. Dog glemte de Danske heller ikke denne Gang at bemægtige sig og at binde et Par af de stakkels Grönlændere, der just vare ombord, da Skibene gik under Seil. De bleve först löste, efterat man var ude i rum Sö; men de betænkte sig desuagtet intet Öieblik, sprang overborde, for at svömme tilbage til Grönland, og ere formodentligen druknede. Saasnart Skibene vare komne til Ankers uden for Kjöbenhavn, blev Noget af det glimrende Sand bragt i Land og prövet af Guldsmedene; men Ingen af disse formaaede at udbringe det mindste Guldkorn deraf. Efter Rigs Cantslerens Befaling maatte vedkommende Skipper styrte sin formeentlig kostbare Ladning ud i Sundet; og han skal herover have græmmet sig saaledes, at han kort derefter döde. Imidlertid fortælles der, at en i sin Konst dueligere Guldsmed, som senere kom til Byen, skal have udskilt virkeligt Guld af en lille Pröve af dette Sand, der tilfældigvis var bleven opbevaret. Der er vel ingen Tvivl om, at dette formeentlige Guldsand ikke har været Andet, end det, metalglindsende og temmelig vægtige, magnetiske Jernsand, som forekommer paa flere Steder af Grönlands Vestkyst, og det undertiden i saadan Mængde, at man kan indtage hele Skibsladninger deraf.

I Kong Frederik den Tredies Regjeringstid er der, saa vidt vi vide, ikke fra det Offentliges Side gjort et eneste Forsög paa at gjenvinde det tabte Grönland. Derimod udrustede en formuende Privatmand, General-Toldforvalter Henrik Möller, som dertil for sig selv og sine Medinteressenter havde erhvervet et Kongeligt Frihedsbrev, i Aarene 1652–54 tre forskjellige Opdagelses-, Hvalfanger- og Handels-Expeditioner til Grönland, under Commando af en Udlænding ved Navn David Danell[98]. Af Dennes Dagböger har en vis Christian Lund, dog egentligen kun for de to förste Reisers Vedkommende, forfattet en for Frederik den Tredie bestemt Indberetning, hvoraf Originalen bevares i det store Kongelige Bibliotheks gamle Manuskriptsamling, under Nr. 2880 iblandt Quarterne. I Aaret 1787 udkom der af denne Indberetning et, af den daværende Bibliothekar Conferentsraad J. Erichsen besörget, temmelig udförligt Udtog, under fölgende Titel: Udtog af Christian Lunds Indberetning til Kong Friderich den Tredie, angaaende de i Aarene 1652 og 1653 under General-Toldforvalter i Danmark, siden Rentemester, Henrik Möllers Bestyrelse foranstaltede Sötoge til Grönland. Videre oplyst med nogle Anmærkninger og Documenter ved John Erichsen. Kbhavn. 1787. 8. (Med 1 af den originale Indberetnings 2 Kort).

Af Danell's tre Reiser er den förste i Særdeleshed mærkelig. Med to Skibe, St. Peder og St. Jakob, afseilede han den 8de Mai 1652 fra Kjöbenhavn. Den 16de passeredes den nordligste Pynt af Hetland[99]. Derefter gik de norden om Island og befandt sig den 25de Mai to Mile nordenfor Grimsö, hvor de saae en Mængde Finhvaler, men ikke kunde faae sat fast i nogen af dem, paa Grund af deres hurtige Löb. Den fölgende Dag vare de udenfor Nordhukken af Island, omtrent i fire Miles Afstand fra Landet. De saae denne Dag mange engelske Doggere, som laae og fiskede imellem Husevig og Langenæs. Derpaa seilede de vestlig om Island. Den 29de Mai var deres Brede om Middagen 64° 19", og de gissede sig paa samme Tid 50 Mile fra Reykianæs. Den foregaaende Nat vare to smaae Landfugle og en Ugle komne ombord til dem, uden at de havde seet Land. Deraf sluttede de, at de i denne Nat havde passeret de Gamles Gunbjörnskjær, der skulde ligge omtrent midtveis i Farvandet imellem Island og Grönlands Österbygd. Efter den 1ste Juni at have seet de förste Dykkere og Terner, fik de den 2den Östkysten af Grönland for förste Gang i Sigte. De meente da at være syv Mile fra Landet og udenfor de Gamles Herjolfsnæs; men Drivisen hindrede dem fra at nærme sig Kysten. Den 3die Juni krydsede de i Taage langs med Landet. Om Middagen var deres Brede 64° 50'. De peilede en Ö, som de kaldte Hvidsadlen, i N. O. til N. tre Mile fra dem; men, da de for Isens Skyld ikke kunde komme vester paa, vendte de under Hvidsadlen[100], som ligger en halv Miil östenfor en anden Ö, hvilken de gave Navn af Mastelöst Skib. Den 4de Juni var det först Snefog og Taage, saa de en Tid lang Intet kunde see af Landet; men om Eftermiddagen maa det have klaret af, da de nu, som det i Indberetningen hedder, satte tvert an paa Landet i N. N. O. til N. og saae det höie faste Land N. fra dem i 10 Miles Afstand. De kom ind imellem nogle Öer, beliggende fire til fem Mile fra Fastlandet, hvilket sidste saae ud som klar lis, naar Solen skinnede[101]. Drivisen laa fire Mile ud fra Kysten, og det var umuligt at trænge sig ind imellem den og Landet. De Danske maatte derfor staae ud tilsöes igjen, og de kom i stor Fare, da Söen rundt omkring dem blev ligesom opfyldt med Driviis. Den 5te Juni var deres Middagshöjde 64° 50'. Den 6te gjorde de, da Veiret var gunstigt, deres Bedste for at besigtige de Öer, som laae omtrent tre Mile östenfor dem. De vare fem i Tallet[102] og næsten ganske overklædte med lis, undtagen een, som var af et sortagtigt Udseende, meget höi og af en Miils Omfang. For Isens Skyld kunde de dog ikke komme dem nærmere end paa en Fjerdingvei omtrent. De saae Intet til Sökanten eller den egentlige Kyst af Fastlandet, hvilken her paa 65° Br. strækker sig öster og vester med Snefjeldsjökelen ovre paa Islands Vestkyst: Isen, som laa indtil otte Mile söndenfor Öerne, spærrede dem Adgangen til Landet og nödte dem til igjen at staae öster ud til Öerne, hvor de traf aabent Vande. Efterat de saaledes i sex Dage med stor Livsfare havde holdt ud imellem Isen og i den Tid hverken seet Fisk, Fugl eller Sæl, hvoraf de sluttede sig til Öernes fuldkomne Ufrugtbarhed, kom de omsider samme Dags Eftermiddag ud i rum Sö, hvor de endnu i 12 Miles Afstand saae de höie Fjelde paa Landet. Den 7de Juni var deres Brede om Middagen 64° 34”, og de gissede sig 15 Mile fra den Deel af det faste Land, udenfor hvilken de först havde været. Den 8de vare de efter deres Gisning 15 Mile östenfor Herjolfsnæs. Efterat de derpaa havde seilet en temmelig Strækning langs med Isen, befandt de sig den 9de Juni sex Mile fra Landet og seilede nu dette an i V. S. V. Men, hedder det endvidere i Indberetningen, der de vilde söge Havn, laa Isen to Mile bred i Havnen og for Landet. De satte nu Sluppen ud, for at gjöre et Forsög paa at gaae over Isen; men denne begyndte at bryde, som det hedder, og Forsöget havde nær bragt dem alle i Fordærvelse. Den 10de Juni var deres Brede om Middagen 63°10'. Alt som de kom længere imod Syd, viste Landet sig jævnere og bedre; men det vedblev alligevel at være bedækket med Iis. Samme Aften maatte de uden om en stor lisodde, hvilken de i Taage neppe vilde have undgaaet, da den ifölge Indberetningen strakte sig hele 10 Mile ud i Söen. Den 11te Juni var deres Middagshöjde 62° 20', og den 12te 62°. Denne Dag saae de et klövet Bjerg tre til fire Mile vestenfor dem og Landet der i Nærheden gjennemskaäret af Vige og Fjorde. Men, da de forsögte paa at seile ind til Kysten, kunde de for Isens Skyld ikke komme den nærmere end paa fire Mile. De maatte igjen ud tilsöes og fortsatte nu deres Seilads sönder paa. Den 13de Juni var deres Middagshöjde 60° 23%, og de havde efter deres Gisning siden den foregaaende Dag seilet 32 Mile. Da de nu vare komne i Nærheden af Grönlands Sydhuk, og de formedelst Isen havde opgivet deres tidligere Haab om at kunne lande paa Östkysten, besluttede de at gaae ind i Davisstrædet. I Mundingen af Strædet maatte de döie meget af lis, Taage og heftige Storme. Efter flere Dages Forlöb saae de omsider den 20de Juni om Eftermiddagen Landet for förste Gang igjen, og det i Nærheden af Cap Confort[103], som efter deres Gisning laa 15 Mile östen for dem. Den 22de Juni om Middagen gissede de sig paa 630 Br. Her kom omtrent 30 Grönlændere ombord til dem og bragte foruden Sæl-, Ræve- og Hundeskind, ogsaa Noget af det i den Tid saa höit skattede Eenhorn (Narhvalstænder) med sig. De bortbyttede disse deres Lands Frembringelser villigen imod Knive, Syle, Fiskekroge og Synaale. Længere op paa Dagen kom endnu Flere af de Indfödte, som havde været ude at fiske, til de danske Skibe og falböde deres Fangst. Den 25de Juni löb Skibene tre Mile op i en Fjord, uden dog at finde nogen god Ankergrund. Da Grönlænderne, som her indfandt sig for at handle, vare fattige og Intet havde at sælge uden nogle blakkede Ræve- og Sælskind, löb de Danske igjen ud af Fjorden, der fik Navn af Möller's Fjord og ligger paa 65° 22' N. Br.[104]. Den 2den Juli nærmede de sig atter Landet og traf der sammen med Jagten, som i flere Dage havde været skilt fra dem. De saae et höit Fjeld paa omtrent 66°30' N. Br., og löb i Nærheden af dette ind i en Fjord, hvor de om Bagbord traf en god Havn for begge Skibene og förste Gang, efterat de havde forladt Helsingör, gik til Ankers. Grönlænderne kom ud til dem med Fisk, hvoriblandt der fandtes meget velsmagende Örreder. Her fik de ogsaa de bedste og bedst tilberedte Sælkind; men af det saa meget sögte Eenhorn faldt der her ikke saa meget, som sydligere paa 63° Br. Fjorden gave de Navn af Möllers Havn[105]. Den 6te Juli blev Jagten afsendt, for at söge efter Fiskebanker imellem Cap Farvel og Island eller og at opdage ubekjendte Öer. I Havnefjord skulde den derefter oppebie det större Skib, som den 8de i samme Maaned forlod Möllers Havn, for at gaae sönder paa og handle med de Indfödte. Den 10de Juni om Middagen, da de vare paa 65° 35', kom der en Mængde Grönlændere ombord til dem og bragte, foruden Sælskind og Sælspæk, en Deel friske Helleflyndere med sig til Forhandling. Efter de mange Fruentimmere, som her kom ud til Skibet, fik en Fjord, der laa paa omtrent 65° 36' Br., Navn af Kvindefjord[106], medens et höit Fjeld söndenfor Fjorden blev kaldt Fiskers Bjerg, fordi Grönlænderne en halv Miilsvej udenfor dette Fjeld fangede en Mængde Torsk og Helleflyndere. Om Aftenen kom de til den samme Fjord (Möllers Fjord), i hvilken de tidligere havde været inde, men hverken fundet nogen god Ankergrund eller gjort synderlig Handel. De Fleste, som her havde Noget at sælge, kom sönder fra to, tæt ved hinanden beliggende, Fjorde med et fælleds Indlöb, paa omtrent 64° 50. Den Bugt, hvori de to Nabofjorde munde, fik af de Danske Navn af Tvillingsbai[107]. De löb dog ikke ind i Bugten, da der indtraadte Vindstille om Natten, og de desuden agtede at besöge baade Baals Revier og den Fjord paa 63°, hvori de först havde handlet med de Indfödte. Den 14de Juli, da de vare fire til fem Mile nordenfor Baals Revier, indfandt der sig fra hele Omegnen henimod 100 Grönlændere, som iblandt Andet solgte dem en Deel Eenhorn. De gik derfor ikke ind i Baals Revier, men vedbleve at staae sönder paa indtil den 20de Juli, da de om Middagen befandt sig paa 58° 55' N. Br. Uagtet der nu laa betydeligen mere Iis omkring Cap Farvel, end da de i Juni Maaned passerede det, og de, som vi have seet, paa Udreisen stedse forgjeves havde sögt at nærme sig Grönlands Östkyst, besluttede de dog paa Veien til Island endnu at vove et Forsög. Og, hvis vi ellers tör stole paa Lund's Indberetning, saa har det denne Gang været nær ved at lykkes dem. Vi ville for de tre Dage, den 22de, 23de og 24de Juli, her anföre Indberetningens egne Ord. "Dend 22 Julius war deris Middagshöigde 60 grader 15 minuter, och i aſtenn saae de Östergrönland, som ligger paa 61 grader 30 minuter, och war well 16 miil N.V. fraa dem, och Lod tilsiune som Klochetorne paa tuennde steder. Den 23 seilte worris folch till afſten Klochen 5 foerennd de Komb wnnder Landet, och forfalt for "eenn fior som gich ind imellem tuennde Höige Bierge, och samme fiord ligger omtrennd paa 61 grader och Lidet N. for siufntes noch Eenn fiord imellem Höige Bierge, wngeſehr 2 eller 3 mill fraa huer anndre, menns det wahr dog ingenn fior, menns alleenne Eenn Wieg eller Bugt som ichonn Löber mill innd, och i gaar wahr Iszen fraa Lanndet, och fioren Reen, och huis iche nattenn hafde Kommet saa Hastig paa willet de hafue seiglet inind i fioren. Den 24 forfalt de 1 miill N. for samme fiord, som de war hoes i afſtes." De holdt sig de fölgende Dage endnu bestandig under Kysten og forsögte den 27de Juli paa 61° 30" at gjöre Landgang; men forgjeves. Den 30te om Aftenen passerede de paa 63° Br. tre Mile fra Landet, kom siden paa en Miil nær ind til Kysten og saae her den faste lis ligge en halv Miil, men paa 63° Br. hele sex Mile, ud fra Landet. Den 31te Juli troede de at see de Gamles Herjolfsnæs, i Nærheden af hvilket Isen laa en Miil bred ud fra Land, medens Söen udenfor var ligesom opfyldt med Driviis. Den 1ste August nödte en stærk Taage dem til at holde ud tilsöes. Den 5te vare de under Island, og den fölgende Dag kom de ind i Holmens Havn, hvor de fik Underretning om, at Jagten allerede for 14 Dage siden havde forladt Havnefjord. Herfra sendte de Bud til Skalholt efter Biskop Brynjulf Svendsen, som af gamle Böger og Skrifter skulde vide god Besked om Grönland, og som ogsaa rejste ned til dem, da begge Biskopper i Island havde faaet en Kongelig Befaling af 3die Mai s. A. om at meddele H. Möller eller hans Fuldmægtige al den Underretning om Grönland, som de formaaede. Den 23de August gik Skibet under Seil fra Island og kom i Midten af Septbr. til Helsingör, hvor de spurgte, at St. Peder alt otte Dage för dem var hjemkommen.

Den anden grönlandske Reise tiltraadte Danell den 16de April 1653. Han gjorde denne Reise med det större Skib St. Jakob alene, om hvilket vi ved denne Leilighed erfare, at det har været af 70 Læsters Drægtighed og havt 24 Mands Besætning. Den 24de April fik de Norge i Sigte, og den fölgende Dag peilede de Lindesnæs i O. N. O., 8 Mile fra dem. Det næste Land, som de derefter fik at see, var Jan Mayen's Eiland, hvilket de allerede den 4de Mai om Eftermiddagen peilede i O. N. O., 15 Mile fra dem. Efter den 6te s. M. at have været oppe paa 73° N. Br., formodentligen for at söge at træffe Hvaler, styrede de igjen Syd paa ned imod Island. Her löb de den 18de Mai ind i Reykefjord, hvor de bleve liggende i 18 samfulde Dage. Den 6te Juni forlode de omsider Island, og den 13de s. M., da deres gissede Brede om Middagen havde været 64°, skimtede de noget Blaat i Horizonten, hvilket de antoge for at være et Forbjerg paa Grönlands Östkyst. Den 19de Juli troede de paa 64° N. Br. at see Herjolfsnæs. Isen strakte sig her fem eller sex Mile ud fra Kysten. De seilede nu i sydvestlig Retning langs med Landet; men formedelst Iis kunde de intetsteds nærme sig det, end sige lande. Den 30te Juni, da deres Middagshöide var 58° 10", harpunerede de en Hval, men forliste den, endskjönt tre Slupper havde fast i Fisken. Den 1ste Juli lode de staae ind ad Davisstrædet til. Den 10de s. M., da de vare fire Mile fra Land og efter Gisning lige vester for Baals Revier, opdagede de en fiskerig Grund, paa hvilken de, medens Skibet drey i Stille, fangede en 50 Stykker Torsk. Om Middagen forfaldt de i Taage paa 64° 15'. Da de om Eftermiddagen befandt sig paa 64° 08', kom der omtrent 80 Grönlændere ombord til dem. De medbragte allehaande Varer, men dog ikke saa meget Eenhorn, som Aaret i Forvejen. Medens de Danske i de tre fölgende Dage seilede Nord paa langs med Landet og dreve Handel med de Indfödte, viste disse dem paa flere Steder Fiskebanker under Landet. Den 14de Juli löb de ind i Danmarks Fjord[108], hvor de gik til Ankers tre Mile oppe i Fjorden og paa dennes sydlige Side. Det foregaaende Aar havde de ligget i Möllers Havn, som er bag en Ö tæt indenfor Fjordens Munding, men paa dens nordlige Side. Den 15de Juli omringedes Skibet af ikke mindre end 50 Baade med Indfödte, som alle vilde handle. De bragte Eenhorn og Sælskind, tilligemed noget friskt Rensdyrkjöd. Samme Dag blev der af Sluppen bortstjaalet et Par Baadshager, som Tyven slap lykkelig og vel af Sted med, uagtet der blev skudt efter ham. Den 16de Juli begyndte Grönlænderne igjen med at ville stjæle Aarer af Sluppen, og En af dem var allerede kommen en 80 Skridt bort fra Skibet med en saadan; men han blev dog truffen af en Kugle, som man sendte efter ham, og döde paa Stedet. Alle de andre Grönlændere toge nu strax Flugten og kom ikke mere igjen den Dag. Den 17de Juli lettede de Danske Anker, for at gaae ud af Fjorden; men de naaede ikke længere end til Möllers Havn, hvor de paa Ny ankrede. Der kom Grönlænderne ombord til dem og handlede, som tilforn. Dette fortsattes den fölgende Dag, indtil de Danske gik tilseils fra Möllers Havn. De kom dog endnu ikke ud af Fjorden, da det kort efter faldt ind med Stille. Som en Fölge heraf, dreve de den hele Nat paa Fjorden, hvor de fiskede en Deel Torsk og Helleſlyndere. Den 19de Juli kom de til söes og vilde nu have seilet Nord paa langs med Kysten indtil 70° N. Br.; men de naaede ikke længere end til paa 68°, hvor Modvind nödte dem til at vende om og staae Syd efter. Den 26de Juli om Aftenen passerede de Baals Revier og stak derfra i S. V. ud tilsöes, hvor de traf en Fiskebanke, paa hvilken de fangede halvanden Læst Fisk. Den 27de begyndte de i Morgenstunden at fiske og havde inden Solens Nedgang igjen fanget halvanden Læst; men nu maatte de af Mangel paa Salt höre op dermed. Den 5te August, da de vare i Mundingen af Strædet, blev alt det i Aar indhandlede Eenhorn vejet, og det fandtes da i det Hele at belöbe sig til 343 Pund. Men hverken Fiskeriet eller Indhandlingen forslog til at stoppe Omkostningerne. Da Isen aldeles spærrede Adgangen til Östkysten, besluttede Danell nu at gaae til Island, for der at forsöge sin Lykke med Hvalfangsten. Den 6te August var det stille den hele Dag. Der blev derfor gjort Jagt efter Hvaler; men hvad man her saae af disse Dyr vare meget skye og vanskelige at komme nær. Dog bleve tvende af dem harpunerede; men de slede sig begge lös igjen. Det var saakaldte Nordkapere og ingen egentlige Hvaler. Disse haabede man derimod at skulle træffe under Island, et Haab, som imidlertid aldeles glippede. Efter at have været inde paa et Par Steder i Island, seilede de den 5te Septbr. fra Bessested og kom den 30te Septbr 1653 til Kjöbenhavn. Den 16de Marts 1654 tiltraadte Danell med to Skibe sin tredie og sidste Reise til Grönland. Han gik denne Gang den sædvanlige Vei sönden om Island og seilede siden i N. V., indtil han fik Grönland i Sigte. Derpaa löb han ind i Davisstrædet, der i Lund's Indberetning ved denne Leilighed benævnes "Fretum Daniæ paa den vestre Side af Grönland". Her vare de Danske en Miilsvei inde i Baals Revier; men, da de formedelst lis ikke kunde naae den rette Ankergrund i Havnen, sögte de igjen ud til den Aaret i Forveien opdagede Fiskebanke udenfor bemeldte Revier, hvor de traf en Mængde Fisk, och saae de sammestedts "Eenn Hauſfrue med Wdslagenn Haar och meget Deiligh[109]. Paa Udreisen tilbragte de fem Uger, og under selve Grönland tre Uger. Dette er Alt, hvad Indberetningen til Kong Frederik den Tredie indeholder om denne Reise.

Af andre Kilder erfare vi, at vore Landsmænd heller ikke denne Gang ere afseilede fra Grönland, uden med Magt at bortföre nogle Indfödte. Den samtidige Ad. Olearius fortæller Sagen paa fölgende Maade. Da de Danske stode i Begreb med at lette Anker, befandt der sig endnu en Deel Grönlændere og Grönlænderinder ombord hos dem, enten for at handle eller blot for at tilfredsstille deres Nysgjerrighed. Sex af disse bleve lokkede ned i Rummet, Dækslugerne derpaa lukkede og Seilene heisede. En Dreng sled sig imidlertid lös fra dem og slap ud igjennem et af Hullerne til Ankertougene. En gammel Kjærling satte de Danske selv i Frihed. De övrige Fire, som aldrig mere fik deres Födeland at see, vare en ældre Mand, som kaldte sig Ihiob, en gift Kone ved Navn Kunelik, der i Grönland efterlod sig to Börn, Ihiob's Datter ved Navn Kabelau og en endnu ikke voxen Pige, som hed Sigokou[110]. Velbeholdne kom de alle til Bergen; men paa Nedreisen til Kjöbenhavn döde Ihiob. Da Kongen, paa Grund af den i Danmark grasserende Pest, havde forladt Hovedstaden og med Hoffet taget sit Ophold i Flensborg, bleve de tre Grönlænderinder, strax efter Ankomsten til Kjöbenhavn, förte over til Flensborg. Herfra gjorde de et kort Besög paa Gottorp, hvor Hertug Frederik den Tredie önskede at see disse Vilde. Under deres Ophold paa Gottorp tilbragte de tilligemed en tydsk Chirurg, der havde været med paa Reisen til Grönland og lært Noget af det vanskelige Sprog, flere Dage i Olearius's Huus. De Efterretninger, som Olearius herved fik Leilighed til at forskaffe sig om Grönlændernes Legems beskaffenhed, Levemaade, Skikke o. s. v., har han samlet og meddeelt i et eget Capitel (3die Bogs 4de Cap.) af hans bekjendte og oſtere oplagte Moschowitische und Persianische Reisebeschreibung, hvoraf den förste Udgave allerede udkom 1656, altsaa to Aar efter Danell's Hjemkomst fra den sidste Reise til Grönland. Olearius leverede her iblandt Andet ogsaa det förste grönlandske Vocabularium, indeholdende 100 Ord, der vare blevne ham meddeelt af Chirurgen Reinhold Horn. Et næsten tredobbelt Antal (Vocabula Grönlandica collecta a Casparo Bartholino J. U. D.) bekjendtgjorde Thomas Bartholin noget senere i hans Acta medica et philosophica Hafniensia. Vol. II. Hafniæ 1675 S. 71-77. Denne fuldstændigere og omhyggeligere grönlandske Ordsamling skyldes hans Broder Casper Bartholin til Kornerup, Svigersön af Rentemester Henrik Möller, i hvis Huus Grönlænderinderne efter deres Hjemkomst fra Flensborg levede og döde, den ene efter den anden.

I Anledning af Danell's tre Reiser til Grönland troe vi endnu at burde bemærke, at den Indberetning til Kongen, som Christian Lund forfattede efter de, desværre nu aldeles forsvundne, originale Dagböger, er dateret den 28de Marts 1664 og formodentligen har været den nærmeste Aarsag til, at der under 16de Juli s. A. (Forordninger og aabne Breve, som til Island ere udgivne. 3 Deel. Kbhvn. 1787. 4. S. 117) afgik en Kongelig Befaling til Biskop Erik Bredal i Trondhjem, om at indsende til Cancelliet "alle hviss Breffve och Documenter som findess i Trundhiembske Capitell, Grönland Grinland[111], Mordland[112] og Issland anrörendiss." Dette er ogsaa Alt, hvad der i Kong Frederik den Tredies Tid fra Regjeringens Side er gjort for Grönland.

Hans Egede, Grönlands Apostel

Hans Egede's eget kart over Grönland. Her er en norrøn innbygger og en inuit som holder sine buer rettede mot hinanden. Datert 1. januar 1737.

Men neppe havde hans Efterfölger, Kong Christian den Femte, besteget Tronen, för han 1670 affærdigede en Sö-Capitain ved Navn Otto Axelsen, for igjen at opsöge det gamle Grönland. Axelsen kom samme Aar lykkeligen tilbage; men der er aldrig blevet Noget bekjendt om denne hans förste Reise. Aaret derpaa blev han atter udsendt til Grönland; men paa denne Reise blev han borte med Alle. Torfæus, som 1671 ventede paa hans Tilbagekomst til Island, for at fölge med ham ned til Danmark, omtaler de Rygter, som i Anledning af hans Forsvinden vare i Omlöb paa Island, med en paafaldende Tilbageholdenhed, endskjönt han tilföier, at de stemmede overeens med de senere fra Holland modtagne Efterretninger (Gronlandia Antiqua. S. 37 af Fortalen). Dette har rimeligvis bevæget Arne Magnussen til at spörge Torfæus om Sammenhængen og at nedskrive Dennes mundtlige Svar paa en lös Seddel, der tilligemed flere mindre Stykker om Grönland opbevares iblandt Arna Magnæana under Nr. 770 c i Quart. Den let forstaaelige islandske Original lyder saaledes.

"Anno 1671 sendti Christianus V Otta Axelson skipherra ut, at uppsækia Grænland, hvar hann hafde vered áred til forna. Under Islandi kom Otte i ferd vid einn Hollendara, og drap af honum nockra menn. Hollendarenn flude, og liet á Islandi á sier heyra, ad hann Otta betala skyldi. Þess á mille for Otte til Grænlandz, enn sá Hollendske til Hollandz. Til Otta hefr alldri spurst; seigia Islendsker ad sami Hollendare hafi med stærra skip samsumars under Island aptur komid, og under Garde á sudurnesium Otta mætt, hann attaqverad og i senk skotid."

"Relatio Þormodar Torfasonar."

Vi tilstaae, at vi af flere Grunde kun finde denne Beretning lidet trolig. Sandsynligere forekommer det os, at Otto Axelsen har forsögt paa igjennem Isen at trænge ind til Östkysten af Grönland og der har fundet den samme Skjebne, som den franske Marine - Officeer Jules de Blosseville med den af ham förte Orlogsbrig i vore Dage. Et Par Aar derefter lod Commerceraad Georg Tormöhlen, en paa den Tid anseet Kjöbmand i Bergen, sig ved de ham tilbudne udstrakte Privilegier bevæge til, for egen Regning at udruste en Expedition til Grönland, der, som det synes, ikke blot skulde beseile, men tillige gjöre et Forsög paa at colonisere Landet. I denne Anledning tog han en hollandsk Styrmand, Jan de Brouers fra Rotterdam, der ikke færre end femten Gange havde faret paa Strat-Davis, i sin Tjeneste. Det Skib, som Tormöhlen (i Aaret 1673 eller 74) fra Bergen udsendte til Grönland, havde iblandt Andet Træhuse ombord, der vare indrettede til at opsættes i Landet, og i hvilke en Deel af Mandskabet skulde overvintre. Men uheldigvis blev Skibet af en Kaper opbragt til Dynkerken, hvor den hollandske Styrmand afgik ved Döden, inden det ad Underhandlingernes langsomme Vei lykkedes for Storcantsleren Griffenfeldt at udvirke Skibets og Ladningens Frigivelse. Derved gik det hele Foretagende i Staa og blev omsider aldeles opgivet. Vi gaae nu over til det attende Aarhundrede og til Kong Frederik den Fjerdes Regjeringstid, i hvilken det, efter saa mange frugteslöse Forsög, endeligen lykkedes vore Landsmænd at faae Fodfæste i Grönland og derved igjen at forene dette gamle norske Skatland med det dansk-norske Monarchie. Denne Gjenerhvervelse af det forlængst tabte, men aldrig aldeles glemte, Grönland bevirkedes imidlertid ikke ved nogen, fra Statens eller Regjeringens Side udgaaet, Foranstaltning; men den skyldes ene og alene en norsk Geistligs Nidkjærhed for paa Ny at tænde Evangeliets Lys i de fjerne, mörke Egne, hvor det en Gang i fordums Dage havde skinnet. Det er altfor bekjendt, til at vi her behövede at gjentage, hvorledes den ærværdige Hans Egede, i sin Tid Præst i Nordlandene, igjennem en Række af Aar maatte kæmpe imod indre Anfægtelser og ydre Forhindringer, inden han omsider saae sig ved Maalet af sine ivrigste Önsker, at komme over til Grönland og der at arbejde paa vankundige Hedningers Omvendelse til Christendommen. I Begyndelsen af Aaret 1721 bragte han med Möie og Opofrelse et lidet grönlandskt Compagnie i Stand i Bergen, hvor han havde taget Ophold, efter at have resigneret sit Kald i Vaagen. Hele Compagniets Grundcapital belöb sig ikkun til imellem 8 og 10.000 Rigsdaler, for hvilke der blev kjöbt et Skib, Haabet kaldet, som skulde overvintre i Grönland, og desuden fragtet tvende, af hvilke det ene var bestemt til at gaae ud paa Hvalfangst, det andet derimod skulde bringe Efterretning om Egede's og hans Ledsageres lykkelige Ankomst til Landet. Egede indskibede sig med Kone og Börn paa Haabet, og den 3die Mai 1721 afgik han, med en Galioth i Fölge, fra Bergen. Den til Hvalfangsten udrustede Hukkert var allerede tidligere afseilet; men den blev under Statenhuk saaledes tilredt af en Styrtesö, at den naatte vende om og næsten som et Vrag kom ind paa Bergens Leed. Den 3die Juli kom de to andre Skibe, efterat have været nær ved at forlise i Drivisen, paa den nordre Side af Indlöbet til Baals Revier, lykkeligen i Havn ved Öen Imeriksok, lidt udenfor Kangek. Paa Haabets Ö, saa kaldet efter Skibets Navn, fandt de Danske baade en sikker Vinterhavn og en bekvem Byggeplads. Her oprettede de forelöbigen en lille Loge, der senere fik Navn af Godthaab og blev flyttet ind paa Fastlandet. Det ligger udenfor Grændserne af denne Fremstilling, at ville skildre Egede’s femtenaarige Virksomhed, som Missionair i Grönland. Vi kunne saa meget mere undlade dette, som vi i saa Henseende kunne henvise til et eget udförligt Skrift af denne Grönlændernes Apostel, nemlig: Omstændelig og udförlig Relation, angaaende den Grönlandske Missions Begyndelse og Fortsættelse. Af Hans Egede. Kbhavn. 1738. 4. (408 Sider foruden Tilegnelse og Fortale). Ifölge vor Plan skulle vi her ikkun korteligen omtale Egede's Fortjenester af det vidtlöftige, til hans Tid endnu saa godt som aldeles ubekjendte, Grönlands Undersögelse, fornemmelig i geographisk Henseende. Efter i de to förste Aar efter hans Ankomst til Landet flittigen at have undersögt hele Omegnen af Baals Revier, modtog han, ved Skibenes Ankomst i Sommeren 1723, baade fra Missions-Collegiet og fra Compagniets Directeurer Underretning om, at det var Kongens Villie og Forlangende, at man paa alle mulige Maader skulde söge fra Colonien at trænge frem til Österbygden og til den Ende snarest muligen udsende nogle hertil skikkede Folk og Fartöier. Uagtet Aarstiden allerede var temmelig fremrykket, besluttede Egede dog uden lang Betænkning selv at paatage sig en saadan Undersögelsesreise. Da han, og sandsynligvis alle hans Samtidige med ham, stod i den Formening, at de Gamles Österbygd laa eller havde ligget omme paa Östkysten af Landet, troede han, at det saakaldte Frobisher's Stræde, der paa hans Tid fandtes i ethvert Kort over Grönland og omtrent paa 62° N. Br. gjennemskar Landet, lettest og hurtigst vilde före ham lige til Österbygden. Den 9de August afrejste Egede selv tiende med to Slupper fra Colonien, og den 15de s. M. befandt han sig der, hvor det vestlige Indlöb til Frobisher's Strædet ifölge Sökortene skulde være at söge. Han blev bestyrket i sin Tro paa dette Strædes Tilværelse, da han paa den angivne Höide ikke blot traf en Mængde Driviis liggende inde under Kysten, men tillige saae en, ligeledes med Iis opfyldt, Bugt eller Revier strække sig betydeligen langt ind i Landet[113]. Det forekom ham nemlig ikke usandsynligt, at al denne Iis igjennem det ovenfornævnte Stræde kom drivende omme fra Östkysten. Men af de medfölgende Grönlændere erfarede han, at det isopfyldte Revier ikke var Andet end en, dem meget vel bekjendt, dybt indgaaende Fjord, ved hvilken de hyppigen opholdt sig om Sommeren, for at jage efter Rensdyr[114]. De underrettede ham tillige om, at Drivisen virkeligen kom omme fra Östkysten, dog ikke igjennem noget Stræde, men Sönden fra omkring Hukken af Landet, og at den, især med Paalandsvind, tilstuvede alle Vige og Fjorde langs med den sydligere Deel af Vestkysten. Saaledes skuffet i sin Forventning om her tvers igjennem Landet at finde en Gjenvei til Östkysten, fortsatte Egede alligevel Reisen Sydpaa, indtil han naaede Öen Nennortalik[115]. Det var Egede's Hensigt fremdeles at fölge Kysten og paa denne Maade at komme om paa den anden Side af Hukken; men hans medhavende Mandskab fandt det ikke raadeligt at gaae videre, deels paa Grund af den fremrykkede Aarstid, de korte Dage og det stormende Veirlig, deels fordi man ikke til en saadan Reise var tilstrækkeligen forsynet med Levnetsmidler. Egede maatte give efter og den 26de August tiltræde Tilbagereisen. Paa denne besögte han Kirkeruinen i Kakortokfjorden. Tidligere var han allerede bleven opmærksom paa de nordiske Ruiner i Nærheden af Colonien, hvilken han lykkeligen naaede den 13de September 1723. Endnu samme Aar drog Egede i Novbr. Maaned med to Hvalfangerslupper, det behörige Mandskab og Fleet fra Colonien Nord paa til Pissukbik-Öerne, for selv at forsöge, om der ved Hvalfangst ikke her lod sig udrette Noget til Compagniets Bedste. Men det viste sig snart, at de Hvaler, som de herboende Grönlændere af og til fangede, ikke hörte til de egentlige Bardehvaler, men til de saakaldte Finfiske; og selv af disse vilde det ikke lykkes de Danske bekjendte og paa adskillige fremmede Sprog oversatte Skrift, Det gamle Grönlands nye Perlustration. Kbhavn 1741. 4. at faae nogen harpuneret. Derimod fik Egede, medens han opholdt sig paa Pissukbik-Öerne, af En af de Indfödte den kjærkomne Underretning, at de egentlige Hvaler i Vintermaanederne indfandt sig ved den otte Dagsreiser nordligere beliggende Ö Nepisene, og der fangedes af Grönlænderne ved Hjælp af deres ufuldkomne Fangeredskaber. Dette bevægede Egede til midt i den strængeste Vinter, i Februar 1724, med to behörigen udrustede Hvalfangerslupper at forlade Godthaab, for at gaae til Nepisene[116] og der at forsöge Hvalfangsten, endskjönt der hjemme ved Colonien herskede Sygdom iblandt Mandskabet, og de Fleste af Raadet vare imod et saadant Foretagende. Den 22de Februar begav han sig paa Veien til Nepisene; men alle Anstrængelser uagtet lykkedes det ham ikke denne Gang at naae Maalet for sin Reise. Da hans medhavende Mandskab og Sluppen hörte til et Hvalfangerskib, der laa i Vinterleie ved Colonien, men var bestemt til om Foraaret at gaae op til Diskobugten, maatte Egede den 16de Marts bekvemme sig til at begive sig paa Hjemvejen til Colonien, hvor han ogsaa lykkeligen ankom den 21de Marts, efterat have tilbragt fire Uger paa denne möisommelige og farefulde Vinterreise. De Efterretninger, som Egede undervejs havde forskaffet sig om Nepisene, den der om Vinteren drevne Hvalfangst og Hollændernes betydelige Indhandling i Omegnen, gave imidlertid Anledning til at de Danske 1724 oprettede en Loge paa Nepisene. Denne blev dog allerede Aaret derpaa forladt og kort derefter afbrændt af Hollænderne.

Hidindtil var Handelen i Grönland bleven drevet af det, i Aaret 1721 fornemmelig ved Egede's Bestræbelser grundlagde og af Regjeringen paa 25 Aar octroierede, grönlandske Compagnie i Bergen. Men den af Interessenterne oprindeligen sammenskudte Capital var, som vi have seet, aldeles utilstrækkelig til at bringe et Foretagende af saadant et Omfang i Gang, og i Grönland vedblev baade Fangst og Indhandling i en Række af Aar at være altfor ubetydelig, til at Omkostningerne derved paa nogen Maade kunde dækkes. Regjeringen havde derfor maattet gribe Compagniet under Armene, först 1721 ved at bevilge et Lotterie[117] til Fordeel for samme, og senere, da dette ikke havde havt nogen synderlig Fremgang, ved 1725 at paabyde en Afgift over begge Riger, der som en Gave een Gang for alle skulde indbetales til Compagniet. Men det fölgende Aar (1726) var særdeles uheldigt for Compagniet; thi af to Skibe, som det i dette Aar udsendte til Grönland, forliste det ene med Mand og Muus i Isen, og det andet maatte, paa Grund af dets sildige Ankomst til Landet, blive der liggende Vinteren over. Begge Skibenes Udeblivelse gjorde Interessenterne i Bergen saa miströstige, at de uden Videre oplöste Compagniet og aldeles trak sig tilbage fra et saa lidet lönnende Foretagende.

Regjeringen saae sig nu nödt til selv at overtage Handelen paa Grönland, hvis den ikke vilde, at Missionen skulde nedlægges og Colonien opgives. I de syv fölgende Aar (1727-33) blev Landet beseilet for Statens Regning, först fra Bergen og siden fra Kjöbenhavn. Med de to i det förste Aar (1727) fra Bergen udsendte Skibe kom en Kongelig Commissarius over til Grönland, der i Landet selv skulde undersöge, hvorledes Handelen paa den fordelagtigste Maade lod sig indrette. Han synes hurtig at være bleven færdig med sine Undersögelser og endnu samme Höst at være hjemgaaet. I Kjöbenhavn blev der imidlertid i Anledning af Grönland nedsat en Commission, bestaaende af Over-Secretairen for det danske Cancellie, Over-Krigs Secretairen og Medlemmerne af Admiralitetet. Ifölge denne Commissions Indstilling besluttedes der i Foraaret 1728, at Colonisationen af Grönland skulde betydeligen udvides og et Fort der i Landet anlægges. Grönland fik endog, for förste og sidste Gang, en Gouverneur i Major Claus Enevold Paars, der tilligemed en Capitain, som skulde være Commandant paa Fortet, en Lieutenant, adskillige Underofficerer, Fyrværkere, Constabler og 25 Menige, som skulde udgjöre Fortets Besætning, indskibede sig paa det Kongelige armerede Skib Morianen, med 41 Mands Besætning og under Commando af Capitain Mühlenpfort; 12 Stykker Skyts udsendtes, for at tjene til at armere Fortet. Second Lieutenant Richardt förte Galiothen West-Vlieland med 20 Mands Besætning over til Grönland, hvor den skulde overvintre. Desuden fragtedes to Skibe, af hvilke det ene iblandt Andet havde Heste ombord, paa hvilke Gouverneuren og hans Fölge skulde forsöge at ride tvers over lisblinken og saaledes komme tillands til Österbygden. Men af elleve Heste döde fem paa Overreisen, og de övrige omkom efterhaanden af Vanrögt i Grönland, inden der blev Noget af dette Opdagelsesridt. De Fleste af Soldaterne, som ved denne Leilighed gik over til Grönland, vare gifte og förte deres Koner og Börn med sig derover. Men hermed troede man endnu ikke at have gjort nok. For at skaffe den europæiske Befolkning i Grönland en yderligere Tilvæxt, udtog man ti Mandfolk af Slaveriet og ligesaa mange Fruentimmere af Börnehuset, hvilke efter Lodtrækning bleve ægteviede og derpaa udsendte til Grönland som Colonister. De lösladte Forbrydéres og de hvervede Soldaters Opförsel i Grönland var ikke blot i höi Grad forargelig for de Indfödte; men den imellem dem herskende Misfornöjelse med deres nye Opholdssted truede endog med at udbryde i Mytteri og Oprör, saa at Medlemmerne af Raadet og Coloniens övrige Betjente for deres egen Sikkerheds Skyld maatte skiftes til at holde Vagt om Natten. Det var derfor en Lykke, at de Allerſleste af disse ryggeslöse og farlige Mennesker i Löbet af den fölgende Vinter bleve bortrykkede af Sygdomme, der vel tildeels vare fremkaldte ved den seent ud paa Efteraaret stedfundne Flytning af Modercolonien fra Haabets Ö over til Næsset Nouk paa Fastlandet, hvor Colonien Godthaab siden har staaet. Efter i en vaad Sommer at have camperet under Telte, maatte de Nyankomne, da Vinteren nærmede sig, enten flytte ind i de neppe færdige, raae og fugtige Boliger eller tage til Takke med Leiligheden ombord i et af de fragtede Skibe, hvilket Raadet i den Anledning lod ligge i Vinterleie ved den nye Colonie. I Alt döde i denne Vinter 40 af de ved Godthaab værende Europæere. Tidlig om Foraaret 1729 reiste Gouverneuren, tilligemed Lieutenant Richardt, Assistenten og fem Mand, ind i Amaralik Fjorden og toge derfra op til Iisblinken, hvor han formodentligen har fundet tilstrækkelig Grund til at tröste sig over at Hestene vare kreperede, paa hvilke han og hans Fölge skulde have redet over til Österbygden. Den 3die Juni gik Lieutenant Richardt med Galiothen fra Colonien og gjorde paa Hjemreisen et Forsög paa at löbe ind under Östkysten, hvilket ikke lykkedes. Kort forinden vare Gouverneuren, Commandanten og en Deel af det overblevne Mandskab med et fra Fædrelandet usædvanlig tidligen indtruffet Skib afseilede til Öen Nepisene, hvor der i dette Aar paa Ny blev oprettet en Loge eller Colonie og ved Siden af denne, som det synes, et Slags Fort, hvori Militairet for Fremtiden skulde ligge i Garnison. Ved denne Leilighed blev Godthaab saaledes blottet for Mandskab, at de ved denne Colonie forefaldende Handelstogter med Nöd og neppe kunde udföres. Af Mangel paa Befordring maatte Egede herefter indskrænke sin Virksomhed som Missionair til de nærmest omkring Colonien boende Grönlændere. I Aaret 1730 blev Grönland atter beseilet af Skibet Morianen; men det kom först den 4de Septbr. paa Havn ved Godthaab, hvor Capitain-Lieutenant C. F. Mohrsen, som förte Skibet, besluttede at overvintre, uden efter sin Bestemmelse at löbe Nord paa til Nepisene. Morianen overbragte denne Gang en Deel Tömmer til Landet, af hvilket der paa nogle af de Steder, hvor de gamle Nordboer i sin Tid havde boet og bygget, skulde opföres Træhuse for sex islandske Familier, som Regjeringen havde i Sinde Aaret derpaa at lade bosætte sig i Grönlands Fjorde.

Men ved Kong Frederik den Fjerdes Död, som indtraf i Octbr. Maaned d. A., gik saavel denne som hans övrige Planer med Hensyn til Grönlands Opkomst aldeles overstyr. Den 19de Juni 1731 löb Skibet Charitas, fört af Lieutenant A. Gerner, ind til Nepisene, hvor Egede netop paa den Tid befandt sig, og bekræftede Efterretningen om Kongens Död, hvilken Hollænderne allerede havde bragt til Landet. I Stedet for de bebudede islandske Nybyggere overbragte Charitas Kong Christian den Sjettes Befaling, at alle i Grönland værende Europæere skulde indskibe sig paa Morianen og Charitas, da begge Colonier paa Grund af de store Omkostninger ufortövet skulde nedlægges. Det blev dog overladt til Egede's frie Valg, om han ved denne Leilighed vilde hjemgaae, eller han foretrak at blive tilbage i Landet med saa mange af Mandskabet, som dertil maatte være villige. I dette Tilfælde skulde han erholde et Aars Proviant, hvis Skibene til Hjemreisen kunde undvære saa meget; men derhos skulde det udtrykkeligen betydes ham, at han fra Regjeringens Side ikke kunde vente nogensomhelst yderligere Hjælp eller Understöttelse. Egede bestemte sig til at blive. Derimod hjemgik de to andre Præster, begge Kjöbmændene, Gouverneuren og Commandanten; ligeledes det hele Mandskab, dog med Undtagelse af 8 eller 10 Matroser, som lode sig overtale til at blive hos Egede. Nepisene blev nu atter forladt af de Danske. De derværende Bygninger bleve samme Aar og Aaret derpaa, ligesom förste Gang, i Bund og Grund nedbrændte af Hollænderne[118]. Godthaab havde neppe havt en bedre Skjebne at vente, hvis Egede ikke var bleven tilbage, men havde forladt Landet med de Andre. Nu derimod blev Handelen ved denne Colonie fortsat ved Hjælp af hans yngre Sön Niels Egede[119], der hidintil som Katechet havde gaaet sin Fader til Haande ved Missionen. Uagtet det Uheld indtraf om Efteraaret, at Colonien i stormende Veir fik sine to större Handelsfartöier sönderslaaede, var Indhandlingen af Landets Producter dog i dette Aar större, end i noget af de foregaaende. Derfor kunde det Skib, som Kongen, bevæget af Egede's Bönner og Forestillinger, i Foraaret 1732 lod udgaae til Grönland med Provisioner og andre Fornödenheder, ogsaa ved sin Afreise fra Landet indtage en ret taalelig Retourladning. Med samme Skib var der til Godthaab ankommen en Mand ved Navn Mathis Jochimsen, som skulde undersöge Grönland i mineralogisk Henseende og tillige gjöre et nyt Forsög paa at opdage Österbygden. Imod Slutningen af April Maaned 1733 begav han sig ogsaa selv tiende med to europæiske Fartöier paa Veien til Östkysten; men han kom ikke en Gang saa langt Syd paa, som Egede ti Aar tidligere i 1723 var kommen. Imidlertid bildte han sig ind paa denne Reise at have gjenfundet Frobisher's Stræde, men opfyldt med Iis og derfor aldeles ufremkommeligt. Endnu samme Aar reiste han med en Sön og en Broder, som havde ledsaget ham over til Grönland, uden der at have udrettet Noget, tilbage til Danmark[120]. Med Skibet, der ganske uformodet allerede den 20de Mai 1733 havnede ved Godthaab, havde Egede den Glæde at modtage en Kongelig Skrivelse[121], hvori han underrettedes om, at derfor Fremtiden var bevilget 2000 Rigsdaler aarlig til Missionens Underholdning , samt at Handelen herefter vilde blive fortsat med större Kraft, end hidindtil. I Slutningen af Rescriptet anbefaledes der ham endeligen tre mæhriske Brödre, Tömmermænd af Profession, der allerede i Aar fulgte over med Skibet, for ved Siden af den danske Mission at grundlægge en fra denne i flere Henseender heel forskjellig, og der især i Begyndelsen voldte den værdige Egede en Deel Bryderier og Fortrædeligheder. Med det samme Skib kom ogsaa en döbt Grönlænder ved Navn Carl tilbage til Landet. Han var nu den eneste Overblevne af sex Grönlændere og Grönlænderinder, som to Aar i Forveien vare reiste ned til Danmark og der for störste Delen vare bortdöde af Börnekopper. Carl bragte denne forhen ukjendte Sygdom over til Grönland, hvor den anrettede skrækkelige Ödelæggelser iblandt de Indfödte, og overalt udbredte Jammer og Fortvivlelse. I denne Trængselstid bleve Egede og hans fortræffelige Hustru ikke trætte af aarle og silde, Nat og Dag, at pleje de Syge og antage sig de Forladte, af at hjælpe, lindre, tröste, hvor de kunde. Deres. Naboer af den evangeliske Brödre-Menighed fulgte troligen det af dem givne Exempel. Den egentlige Epidemie kan antages at have varet fra Slutningen af August 1733 til ind i Juni 1734, og maaskee endnu længere. Saavidt man har kunnet erfare, udbredte den sig en Snees Mile norden og ligesaa langt sönden for Colonien. Uagtet de Omboende strax havde begyndt at flygte, saasnart Epidemien yttrede sig ved Godthaab, belöb Antallet af de indenfor en Omkreds af fire Mile Bortrykkede sig dog alt i Januar Maaned til 500. I hele Baals Revier gik ikkun Otte af de Indfödte Sygdommen igjennem, og samtlige Dödsfald anslog Egede til imellem to og tre Tusinde[122].

Med den grönlandske Handel, der, som vi ovenfor have seet, först (1721-26) var bleven drevet af et octroieret Compagnie i Bergen, og derefter en Tid lang (1727–33) fortsat for Kongelig Regning, foregik der i Aaret 1734 en Forandring, idet denne Handel ved Octroi af 15de Marts d. A. blev overdraget til den bekjendte Jakob Severin, En af Hovedstadens driftigste og rigeste Kjöbmænd. Aaret i Forveien havde han til et Forsög udsendt et Skib til Diskobugten, hvor dette havde gjort ret god Handel med de Indfödte. Nu overtog han Landets Beseiling og Missionens Underholdning, imod af Statskassen at erholde et Tilskud af 5000 Rigsdaler aarligen. Severin's Octroi, der oprindeligen kun löd paa sex Aar, fornyedes Tid efter anden, saa at den grönlandske Handel forblev i hans Hænder indtil 1750, da den overdroges til det saakaldte Almindelige Handels-Compagnie. Uagtet Severin skal have staaet sig godt ved den grönlandske Handel, synes denne Grönlands Patron, som han almindeligviis blev kaldet, ikke at have anvendt Noget af sit Overskud paa at fortsætte eller at udvide de under ugunstigere Omstændigheder begyndte og af og til fornyede Undersögelser af Landet. Dog ere enkelte Dele af Grönland formodentligen i hans Tid blevne nærmere bekjendte ved de af ham anlagte nye Handels Etablissementer. Som saadanne kunne vi her nævne Christianshaab (1734), Jakobshavn (1741) og Frederikshaab (1742). Med et af de i Aaret 1734 af Severin udsendte Skibe kom Egede's ældre Sön, den af Grönland og af vor Kundskab om Grönland saa vel fortjente Paul Egede[123] atter over til Landet. Derimod hjemsendte den gamle Egede, der fölte sig svækket paa Sjæl og Legeme, og der desuden troede snarere i Danmark end i Grönland at kunne udrette Noget for den grönlandske Mission, samme Aar sin Ansögning om Tilladelse til Aaret derpaa at maatte repatriere. Denne modtog han den fölgende Sommer ved Skibenes Ankomst til Landet, tilligemed et Kongelig Tilsagn om at der vilde blive sörget for ham i Fremtiden; men hans syge og sengeliggende Hustrues Tilstand nödte ham til at blive endnu et Aar i Landet. I de sidste Dage af Aaret 1735 gik hun ind til den evige Hvile. Efterat Hans Egede havde tilbragt 15 samfulde Aar i Grönland og der virket med en sjelden Iver og Retsindighed, indskibede han sig den 9de August 1736 med sin yngre Sön Niels, sine tvende Döttre og sin trofaste Ægtefælles jordiske Levninger, hvilke han ikke vilde lade blive tilbage i Grönland, og ankom den 24de Septbr. lykkeligen til Kjöbenhavn. Ved et, iſölge hans Forslag kort efter hans Hjemkomst oprettet, grönlandskt Seminarium, blev han selv med en ringe Lön ansat som Lærer i det grönlandske Sprog. Desuagtet vilde han ikke ombytte denne Stilling, i hvilken han kunde vedblive at arbeide for Grönland og den af ham der grundlagte Mission, enten med Stiftprovstiet i Christiania eller med Bispestolen i Trondhjem, der bleve ham tilbudte. Han döde 1758 i Stubbekjöbing paa Falster[124].

Uddrag af P. O. Wallöe's Dagbog 1751-1753

Med Aaret 1750 indtræder den fjerde Periode i Grönlands Handels- og Colonisations - Historie. I dette Aar overtog nemlig det 1747 oprettede Almindelige Handels Compagnie Landets Beseiling og Missionens Underholdning, först paa de samme Vilkaar, som havde været J. Severin tilstaaede, og senere endog paa endnu fordelagtigere. Men i Aaret 1774 var dette, i sin Tid paa mange Maader begunstigede, Handelsselskab i en saadan Forfatning, at Regjeringen fandt sig foranlediget til at ophæve det og med en betydelig Sum at udlöse Interessenterne. Siden den Tid har Handelen paa Grönland uden Afbrydelse været fört for Statskassens Regning, under Navn af den Kongelige grönlandske Handel.

I det Almindelige Handels-Compagnies Tid ere fölgende, tildeels endnu bestaaende, Handels-Etablissementer i Grönland blevne anlagte: Logerne Claushavn (1752) og Fiskenæsset (1754), Colonierne Sukkertoppen (1755), Ritenbenk (s. A.), Sydbai[125] (1756), Norsoak[126] (1758), Holsteinsborg (1759), Egedesminde (s. A.) og Upernivik (1771), samt Logen Godhavn (1773). Men ikke nok med denne betydelige Udvidelse paa Vestkysten af Landet; ogsaa til Östkysten henvendte man en Tid lang sin Opmærksomhed. I Aaret 1751 blev Peder Olsen Wallöe, der i det Mindste fra 1739 af havde været i Grönland, der som En af den Tids saakaldte Frihandlere havde færdedes meget i Landet og nu opholdt sig ved Godthaab, af Directionen for det Almindelige Handels-Compagnie i Forening med Missions-Collegiet opfordret til at bereise de den Gang endnu ubekjendte sydlige Strækninger af Vestkysten og derpaa omkring Sydhukken af Landet at gjöre et Forsög paa at trænge frem til Österbygden, der antoges at ligge eller at have ligget omme paa Östkysten. Uagtet han alene langs Vestkysten havde en Vei af henved 100 Mile at tilbagelægge, og han underveis kun vilde træffe et eneste af Europæere beboet Sted, nemlig Frederikshaab, uagtet Sydlændingerne paa den Tid som Mordere vare almindelig frygtede af deres nordligere boende Landsmænd, og Östlændingerne endog udraabte for Menneskeædere, besluttede Wallöe sig dog, efter et Par Dages Betænkningstid, til at paatage sig denne, efter al Udseende langvarige, besværlige og farefulde, Undersögelsesreise. Handels-Directionen havde givet Ordre til, at Wallöe fra Colonierne Godthaab og Frederikshaab skulde forsynes med de fornödne Fartöier og Folk; men han nöiedes med en ham selv tilhörende Konebaad, To af Mandskabet ved Godthaab, der fandtes villige til at gaae med, og to som Roersker antagne Grönlænderinder. Hans Fölge blev imidlertid, forinden Afreisen fra Godthaab, foröget med endnu tvende Grönlænderinder, som agtede sig sönder paa til deres derboende Slægtninger. Selv syvende begav Wallöe sig den 6te August 1751 paa Reisen og ankom den 13de s. M. til Frederikshaab. Her kunde han, da der netop laa Skib paa Havnen, ikke blive expederet af Stedets Kjöbmand[127] för den 26de August, da han atter tiltraadte Reisen. Den 9de Septbr. var Wallöe og hans Ledsagere udenfor Mundingen af Tunnudliarbik Fjorden, hvilken han bereiste og nöie undersögte fra den 10de til den 30te Septbr. I denne mærkelige Fjord fandt han mangfoldige Mindesmærker fra Landets ældre skandinaviske Bebyggelse, hvoriblandt Ruinerne af to christelige Kirker. Men uagtet de mange Herligheder, som Tunnudliarbik Fjorden unægteligen fremböd, troede Wallöe dog ikke at burde vælge den til at overvintre i, da det langvarige Iislæg let i Foraaret kunde forsinke hans Afrejse til Östkysten. Han besluttede derfor at drage længere sönder paa; men den 2den Octbr. nödte en heftig Nordenvind ham til at lægge op ved et Næs i Nærheden af Igalikko Fjorden. Her stode netop nogle Indfödte i Begreb med at indrette sig et Vinterhuus, og de tilböde Wallöe at gjöre det Samme for ham. Deres Tilbud blev dog ikke modtaget, da Stedet ikke laa paa Solsiden, hvor den bedste Jagt plejer at falde. Den fölgende Dag kom Wallöe et Par Mile op i Fjorden og traf her en vakker Bugt paa Solsiden, hvori han og hans Ledsagere bleve enige om at overvintre. En Laxeelv löb ud i Bugten, og Omegnen syntes meget lovende for Jagten. I Nærheden fandtes der baade Steen og Jordtörv til at bygge med, og paa Stranden laa der et Stykke Drivtömmer, som kunde, anvendes til Tagværk, opdrevet. Allerede den næste Dag begyndte vore Reisende af Steen og Törv at opföre sig et Huus, der ikkun ved et lidet Ildsted adskilte sig fra de sædvanlige grönlandske Vinterhuse. I en Ugestid var Bygningsarbejdet tilendebragt, saa at de den 13de Octbr. kunde flytte ind i deres Vinterbolig, i Alt fem Mennesker; thi de to medreisende Grönlænderinder havde alt tidligere forladt dem. Stedet selv fik Navn af Förste Vinter[128], efterdi der paa denne Reise forestod dem flere end een saadan. Denne gik ret taaleligen, da de vare særdeles heldige med Jagten og stedse havde Vildt til Livets nödtörſtige Ophold. Voldsomme Kastevinde söndersloge Wallöe's Konebaad, saa at han for en Flint maatte kjöbe sig en anden, hvilken han skulde modtage til Foraaret. Med de omboende Grönlændere levede Wallöe i den bedste Forstaaelse: de besögte ham ideligen, især for at faae Medicamenter, af hvilke de imidlertid forlangte vel meget, saasom at ufrugtbare Kvinder skulde blive frugtsommelige, en Pige omdannes til en Dreng og deslige. Af nogle Indfödte, som i deres Kajakker vare komne paa Besög fra Cap Farvel, erfarede Wallöe i Vinterens Löb, at der om Efteraaret var ankommen en Deel Östlændinger, for at overvintre paa Vestkysten. De kaldte dem Innuktoromarsut eller Menneskeædere, fordi de skulde have den slemme Vane at æde deres egne Landsmænd, og raadede Wallöe til for deres Skyld endeligen at opgive sin forehavende Reise til Östkysten. Efter et Vinterophold af sex Maaneder og sex Dage bröd Wallöe op 19de April 1752 og kom to Dage derefter i en lejet Baad ind i Agluitsok Fjorden, hvor han modtog den tidligere kjöbte Baad. Da Vestenvinden satte Drivisen stærkt ind imod Land, besluttede Wallöe her at oppebie Sydlændingerne, som i denne Fjord plejede at öse Lodder, og at fölges med dem, naar de rejste tilbage til deres Hjem. Den 29de April indtraf de to förste Baade med Sydlændinger, og den 1ste Mai havde Wallöe Besög af To af de foregivne Menneskeædere. De havde hjemme paa et Sted paa Östkysten, som de kaldte Ikkermione (formqdentligen Ikkermiut), hvorfra de havde været to Sommere og een Vinter underveis, inden de naaede Hukken af Landet. De forsikkrede Wallöe, at hele Östkysten var bedækket af lis, med Undtagelse af nogle smaae Næs og Öer, paa hvilke den sparsomme Befolkning boede. Der fandtes slet ingen Landdyr uden enkelte Ryper og Björne; kun et eneste Stedfangedes der Lodder og disse maatte törres paa Telteskind, som udbredtes over Isen. Derimod gaves der efter deres Sigende Klapmydser og adskillige andre Sælhundearter, af hvilke Indbyggerne fornemmeligen levede. De havde ingensteds paa Östkysten seet Folk, som lignede Europæerne, ei heller andre Bygninger, end de blandt Grönlænderne sædvanlige. Forresten nægtede de stadigen at være Cannibaler. Efterat der den 19de Mai endnu var ankommet 30 Baade med Sydlændinger, rejste Wallöe den 20de i Selskab med omtrent 400 Indfödte ind til de saakaldte Sildepladse i Agluitsok Fjorden[129]. Medens de Indfödte opholdt sig her for at öse Lodder og törre dem til Vinterforraad, berejste Wallöe det Indre af denne mærkelige Fjord og undersögte de herværende Ruiner af gamle nordiske Bygninger, hvor iblandt en umiskjendelig Kirkeruin. Fra det Indre af Sioralik, den östligste af Agluitsok Fjordens tre Arme, trængte Wallöe over Land op til lisblinken, der her laa i omtrent fire Miles Afstand fra Fjordbunden. Uagtet han besteg adskillige temmelig höie Fjelde i Nærheden, kunde han dog ikke öine Landet paa hiin Side af Iisblinken. Efterat Grönlændernes saakaldte Sildefiskeri var tilende i Aguitsok, drog Wallöe, i Fölgeskab med Sydlændingerne, den 21.de Juni ud af denne Fjord og fortsatte med dem Reisen Sydefter. Endnu samme Dag kom han til Ounartok Fjorden, hvor han traf nordiske Ruiner, ligesom i Agluitsok, og besögte de, alt i Oldtiden bekjendte, varme Kilder paa den i Fjordmundingen beliggende Ö af samme Navn. Derefter drog han indenom den store Ö Sermersok, hvis höie, af det aabne Hav beskyllede, sydlige Forbjerg (Kangek) er de Danskes Cap Farvel, og forbi nogle mindre Öer, af hvilke han nævner Nennortalik, fordi det var her, at H. Egede 1723 endte sin bekjendte Sydreise. Den 30te Juni passerede han Iggak eller Ikigeit[130], hvor det Sund, som ved Öen Alluk eller rettere ved Næsset Igalalak förer om paa Östkysten, efter hans Mening allerede skulde tage sin Begyndelse. Dog gik Wallöe denne Gang ikke igjennem Sundet Ikarisarsoak, som det hedder, fordi hans grönlandske Ledsagere frygtede den stærke Ström og desuden formodede lis i samme; men han tog Veien imellem de sydligere liggende större og mindre Öer, en Vei, som ingen Europæer för eller efter ham har prövet. Den 6te Juli passerede han om Formiddagen forbi Nordsiden af den Ö, paa hvis sydlige Ende det bekjendte Statenhuk efter hans Angivelse skulde ligge, og om Aftenen opslog han for förste Gang sit Telt omme paa Östkysten. Paa Teltpladsen, som ifölge ham bærer Navn af Ullemeneme og maa söges paa Östsiden af en af Öerne söndenfor Grönlands Fastland, traf han en Deel Grönlændere staaende i fem Telte. Den fölgende Dag blev Wallöe og hans Ledsagere aldeles indesluttede af Drivisen, der i samfulde 16 Dage hindrede dem fra at forlade Ullemeneme. Den 15de Juli stödte imidlertid de fire Östlændinger, som havde overvintret paa Vestkysten, her igjen til dem, saa de bleve fem Baade i Fölge. Under det langvarige Ophold ved Ullemeneme, samlede Wallöe en Deel nye og endnu værdifulde Efterretninger om Ostkysten og dens sparsomme Befolkning. Den 23de Juli slap han omsider bort fra Ullemeneme; men, efter megen Anstrængelse og Fare i Isen, kom han, tilligemed To af de Indfödte, dog ikke længere end en halv Miilsvei til nogle nögne Udhavsöer ved Navn Kippingajæk. De fire Östlændinger havde været heldigere og i Tide benyttet en Aabning i lsen til at komme videre. Paa Kippingajæk maatte Wallöe og hans Ledsagere forblive indtil den 31te Juli. Den 1ste August kom de til en Ö, Kikertarsoak kaldet, hvor de forefandt fire grönlandske Vinterhuse. Den 2den naaede de, efterat have passeret det östlige Indlöb til Sundet Ikarisarsoak, omsider Öen Alluk. Paa denne Ö samles mod Efteraaret en heel Deel af Omegnens Grönlændere, for at jage efter Klapmydser (Phoca cristata L.), hvoraf der paa denne Aarstid plejer at indfinde sig en Mængde. Ved denne Leilighed afholdes der et Slags Marked imellem Östlændinger og Vestlændinger, hvilket har bidraget til Alluk's Navnkundighed. Allerede den 3die August forlod Wallöe og hans Fölge Alluk. De kom samme Dag over tvende Bugter og forbi Kangerdlurksoeitsiak, den sydligste af Östkystens Fjorde. I Nærheden af denne Fjord boede to Grönlændere med deres Koner og Börn. Disse Mennesker vare de eneste Beboere imellem Alluk og Öen Nenese, hvilken sidste Wallöe naaede endnu samme Dag henad Aften. Den 4de August blev Skindbaaden törret, og Wallöe observerede Stedets Brede, som han fandt at være 60° 56'[131] . Ved Öen selv var der enkelte Aabninger i Isen; men denne laa derimod saa tæt pakket omkring det nærmest foran dem liggende Udhavsnæs (Kangek[132]), at der ikke var mindste Udsigt til at det saa snart kunde passeres. Da nu desuden de to Europæere fra Godthaab, af Frygt for at komme til at overvintre paa Östkysten, vægrede sig ved at fölge Wallöe længere, nödtes han til den 8de August at tiltræde Tilbagereisen til Colonierne. Samme Dags Aften kom han med sit Fölge til Kangerdlurksoeitsiak, hvor de overnattede i Nærheden af de to eenlige Familier. Den fölgende Dag lagde de ikke langt fra Öen Alluk op til et Næs, der af de mange derværende grönlandske Begravelser fik Navn af Gravenæs. Her maatte de, indesluttede af Isen, forblive indtil den 14de, da de efter megen Möie og Anstrængelse naaede de fire grönlandske Vinterhuse paa Kikertarsoak. Den 19de August befandt Wallöe sig udenfor det östlige Indlöb til Ikarisarsoak, hvilket Sund nu for förste Gang passeredes af en Europæer; den 31te naaede han Iggak eller Ikigeit, hvor Ikarisarsoak Sundet efter hans Regning först ophörer. Den 15de Septbr. kom han atter til Agluitsok Fjorden, hvor han besluttede at overvintre paa et Næs, Itiblik kaldet. Efter her selv femte at have tilbragt næsten sex Maaneder i et lidet grönlandskt Vinterhuus, og i den Tid oftere at have lidt Hunger og Kulde, bröd han op derfra den 14de April 1753; men först den 25de Juni naaede han den daværende sydligste Colonie, nemlig Frederikshaab. Her sluttede han sin mærkværdige Dagbog[133], og gjorde i Övrigt Rede og Rigtighed for Stedets Kjöbmand. Fra Frederikshaab agtede Wallöe endnu samme Aar at hjemgaae, for her i Fædrelandet at faae sine Anliggender saaledes ordnede, at han under nogenlunde taalelige Vilkaar kunde tilbringe sin övrige Levetid i Grönland. Dette hans beskedne Önske skulde ikke gaae i Opfyldelse. Han blev i Danmark, hvor han först nedsatte sig som Kjöbmand i Rönne paa Bornholm[134]. Siden kom han til Kjöbenhavn, hvor han levede i trange Kaar og saa aldeles ubekjendt, at O. Fabricius, da han 1787 först fremdrog hans mærkelige Dagbog af dens ufortjente Skjul, var uvis om Forfatteren endnu levede eller ikke. Under Trykningen af hans Dagbog erfarede Fabricius imidlertid, at Wallöe befandt sig her i Kjöbenhavn, og det i kummerlige Omstændigheder. I nogle Slutningsord gjorde han opmærksom paa hans Fortjenester og anbefalede den trængende Olding til Regjeringens Understöttelse. En saadan blev ham dog ikke til Deel. I August Maaned s. A. forskaffede Biskop P. Egede, der var Præst ved Vartovs Hospital, ham en Plads i denne Stiftelse, hvor han i Foraaret 1793 döde, 77 Aar gammel. Lönnet med Utak af sin Samtid, bevarede Wallöe indtil sine sidste Levedage et usvækket Helbred og en under alle Tilskikkelser uforstyrret Sindsrolighed. Löwenörn, som havde kjendt ham, og af hvis Optegnelser vi have öst disse Efterretninger, giver ham det hæderlige Skudsmaal, at han altid har været agtet som en i höi Grad retskaffen, redelig og sandhedskjærlig Mand. Og denne Mand, der har Krav paa at betragtes som den förste og egentlige Opdager af Grönlands Östkyst, ham lod man lide Nöd paa sine gamle Dage og döe – som Lem i Vartov!

Expeditionerne til Österbygden 1786-1787

Det Gamle Grønland V (Torfæus)

Uagtet Wallöe havde bragt de gunstigste Efterretninger tilbage fra den stærkt befolkede sydligste Deel af Grönlands Vestkyst, eller det nuværende Julianehaabs District, uagtet han her havde indhandlet et saadant Parti af Skindvare[135], at Fortjenesten paa dette sandsynligvis fuldstændigen har dækket Omkostningerne ved hele hans Undersögelsesreise, traf det Almindelige Handels-Compagnie dog ingen Foranstaltninger til at grunde Handels-Etablissementer i denne Deel af Landet. Dette skete först, efterat Regjeringen havde udlöst Compagniet og i Aaret 1774 selv havde overtaget den grönlandske Handel. Aaret derpaa blev der nemlig paa 60° 43° Brede anlagt en saakaldt Colonie, der fik Navn af Julianehaab og det fölgende Aar (1776) blev forsynet med en egen Missionair. De Evangeliske Brödre vare dog komne den danske Mission i Forkjöbet og havde allerede 1774 endnu sydligere, nemlig i Agluitsok Fjorden paa 60° 31" Brede, oprettet en Mission, som de gave Navn af Lichtenau. Nu vare de europæiske Etablissementer paa Vestkysten rykkede Östkysten betydeligen nærmere; men der skete dog intet Forsög paa at træde i Wallöe's Fodspor, för i vore Dage, efterat man i Anlægget Nennortalik paa 60° 08' og Missionen Friedrichsthal paa 60° 00' Brede havde faaet endnu nærmere Udgangspunkter for en Undersögelsesreise til Östkysten. Derimod blev der i Aarene 1786 og 87 ved en herfra udrustet Expedition gjort gjentagne Forsög paa, fra Islands Vestkyst at trænge igjennem Iisdrevet ind til den lige overfor liggende Östkyst af Grönland. Anledningen til denne Expedition var fölgende. Opdagelsen af Österbygden, som antoges endnu at være ved Magt omme paa Östkysten af Landet, havde stedse ligget Egederne paa Hjerte. Efter i henved 50 Aar forgjeves at have arbeidet til dette Maal, besluttede den bedagede P. Egede i Aaret 1785 for Fuldt og Fast aldrig mere at nævne Österbygden. Men Dagen derpaa möder han Kronprindsen, til hvem alle nationale Forhaabninger den Gang knyttede sig, i Frederiksbergs Slotshave; og nu er det ude med hans faste Forsæt. Han söger og faaer en Audients, indgiver et Forslag, som vinder Bifald, og ved en Kongelig Resolution af 29de Decbr. 1785 bestemmes der 12,000 Rigsdaler af Fonden ad usus publicos til et nyt Forsög paa at gjenopdage Grönlands tabte Österbygd.

Til Chef for denne Expedition, som i det kommende Foraar skulde afgaae fra Kjöbenhavn, udnævntes daværende General-Adjutant og Capitain-Lieutenant Poul de Löwenörn. Et forhenværende Hvalfangerskib, Grev Ernst Schimmelmann paa 123 Commercelæster, blev fragtet, forsynet med en ny Iishud og armeret med 12 Stykker sexpundige Metalkanoner. Desuden overlod Directionen for den, da endnu forenede, islandske og grönlandske Handel en den tilhörende Jagt, Den nye Pröve paa 30 Læster, til Expeditionen. Ifölge Bestemmelsen skulde det större Skib i ethvert Tilfælde endnu samme Aar vende tilbage, Jagten derimod, hvis Expeditionens Öiemed ikke opnaaedes den förste Sommer, overvintre i Island, for i det fölgende Aar at gjöre et nyt Forsög. Paa Grund af den langvarige Vinter og Iis i Sundet, kom Löwenörn ikke för den 2den Mai 1786 til at afseile fra Kjöbenhavn. Den 15de s. M. passerede han Reykianes, den sydvestligste Pynt af Island, og löb Dagen derpaa ind i Reykjavik's eller Holmens Havn, som den kaldes. Her forefandt han Jagten, der allerede i Midten af April var afgaaet fra Kjöbenhavn, nu laa her paa Havnen og udlossede sin til Island indtagne Ladning af Provisioner. Efterat dette var tilendebragt, afsendte Löwenörn den under Premier-Lieutenant C. F. Grove, der var Expeditionens Næstcommanderende, for at opsöge en, 1783 i Nærheden af Island fremkommen og atter forsvunden, vulkansk Ö. Imidlertid lossede det större Skib sin Last, der fornemmeligen bestod af Bygningstömmer, og indtog de Forfriskninger, som Landet frembyder. Den 27de Juni fandt Löwenörn omsider Leiligheden gunstig og löb nu, ledsaget af Jagten, ud af Havnen, for at forfölge det egentlige Maal for Expeditionen. Efter flere Gange at være bleven skuffet af et tilsyneladende Land, der stedse oplöste sig i Iis og Taage, fik man den 3die Juli kort för Middag, paa imellem 65° og 66° N. Br., virkeligen Land i Sigte. Det var höie ubevægelige Fjelde paa Grönlands Östkyst, der ikke lode sig forvexle med lisfjeldene; og de vedbleve at sees hele den Dags Eftermiddag og den næste Morgen. Men allerede den 3die havde Drivisen efter Middag begyndt alvorligen at forurolige Löwenörn. I de paafölgende Dage fjernede han sig efterhaanden fra Grönlands isomgivne Östkyst og nærmede sig nu atter til Island. Den Sde besluttede han at löbe ind i en af de nordvestlige Havne paa Island, for der at afvente en mulig indtrædende Forandring med Isen. Af flere Grunde bestemte Löwenörn sig for Dyrefjords Havn; men han forfeilede denne og löb den 10de ind i Önundarfjorden, hvor han traf Jagten, som Dagen i Forveien var bleven skilt fra ham. Begge Skibene kom dog endnu samme Dag til Ankers i Dyreſjorden. Her blev Löwenörn liggende til den 23de Juli, da han om Aftenen löb ud af Fjorden, for at gjöre et sidste Forsög paa at nærme sig Grönlands Östkyst. Men allerede den fölgende Dag mödte han Drivisen og kom snart til den Overbeviisning, at ethvert Haab om at gjöre nogen Opdagelse nu var ude for dette Aar. Han vendte derfor tilbage igjen til Island og ankrede den 31te Juli i Havnefjord, hvilken han ansaae for at være den bedste Vinterhavn for Jagten. Den 1ste August fik Second-Lieutenant Christian Thestrup Egede, en Sön af Biskop P. Egede, Ordre til at overtage Commandoen paa Jagten, hvilken Expeditionens Næstcommanderende nu forlod, for atter at træde over paa Fregatten. Derimod blev Second-Lieutenant C. A. Rothe, en Slægtning af Fgede, efter sit eget Önske Næstcommanderende paa Jagten. Foruden de to Sö-Officerer udgjorde to Styrmænd og syv Matroser dens Besætning. Ifölge den af Löwenörn givne Instrux eller Ordre skulde Egede söge at komme i Land paa den östre Side af Grönland; men hvor, naar og hvorledes blev aldeles overladt til hans Conduite, dog at han i det Seneste i Efteraaret 1787 skulde vende tilbage til Danmark. Efterat Löwenörn havde forsynet Jagten med Proviant for 16 Maaneder, Armatur, Munitiono. s. v., forlod han den 8de August Island med det större Skib og ankom den 5te Septbr. 1786 til Kjöbenhavn, hvor der fra Publicums Side ikke just ventede General-Adjutanten den venligste Modtagelse[136].

Den 8de August 1786, altsaa den samme Dag, paa hvilken Löwenörn om Morgenen var afseilet fra Havnefjord, for med Fregatten at vende tilbage til Danmark, löb Egede om Aftenen med sin Jagt[137] ligeledes ud af Havnefjord, for endnu i Aar at gjöre sit förste, men alvorlige, Forsög paa igjen at opdage Grönlands Österbygd. Han satte först Coursen Nord paa til 66° Brede, men saae intet Land. Derimod traf han her den svære uigjennemtrængelige Driviis, der nödte ham til at vende og staae Syd efter. Den 16de August fik han her förste Gang Östkysten af Grönland i Sigte. Veiret var klart og ingen lis at see; men det lyste stærkt op i Horizonten, hvoraf Egede sluttede, at der dog maatte ligge lis inde under Kysten. Middags Observationen gav 65° 24 17" Brede og 33° 10' Længde V. f. Paris. I en gisset Afstand af syv Mile og paa en Strækning af henved 20 Mile tog Egede nu Toning og Peilinger af Landet, der her strakte sig i det retvisende N. N. O. og S. S. V.; Strömmen satte S. V. efter. Ombord i Jagten blev der gjort klar til Landgang; men det gik, som Egede havde ventet og forudseet. Isen laa svær og bred udenfor Landet, dog ikke tæt op til Kysten; men imellem denne og Drivisen saaes der noget aabent Vande. Egede seilede bestandig langs med Randen af Isen, for, om muligt, at opdage en Aabning, igjennem hvilken han kunde trænge ind til Kysten; men det lykkedes ham ikke. Landet selv var meget höit og Fjeldene höiere, end Egede havde seet dem enten i Norge eller paa Island. De vare næsten overalt bedækkede med lis og Sne; dog blev han ved Hjælp af Kikkert paa enkelte Steder et iis- og snefrit Underland vaer. Da Egede indsaae Umuligheden af her at komme Kysten nærmere, besluttede han at holde S. V. af, for at söge Landet sydligere. Den 20de August fik han atter Grönlands Östkyst i Sigte. Om Middagen var hans gissede Brede 64° 58' 53", Længden 34° 34. I en ringe Afstand fra Land (ikkun 2 Miil efter Gisning) tog Egede her Landtoning af en Strækning paa henved 20 Mile og peilede en mærkelig dyb og bred, men af Iisfjelde aldeles opfyldt, Fjord. Med Kikkert kunde Egede ikke blot tydeligen see Rifter i Klipperne; men han troede endog at kunne skjelne et Slags Mos eller Lyng paa de Steder, hvor Isen eller Sneen var borttöet. Höiere oppe forekom Landet ham at være friere for Iis og Sne, end dette var Tilfælde nede mod Kysten. Udenfor denne saaes ligesom tidligere, först en Strimmel aabent Vande, men længere ude den tæt sammenpakkede Driviis, der af Strömmen blev sat stærkt Sönder efter. Endskjönt Egede hele Dagen vedblev at seile tæt ved Iiskanten, kunde han dog ingensteds finde saa megen Aabning, at selv den mindste Jolle havde kunnet slippe igjennem. De fölgende Dage var Egede adskillige Gange nær ved at blive indesluttet af Isen, og den 25de August rejste der sig, medens han seilede inde imellem Isen, en Storm af Östen, der imod Aften tiltog saaledes, at Jagten ikke kunde före Seil, men maatte ligge bi for Takkel og Tov. Denne Storm var imidlertid kun en Forlöber for en Række af Storme, der i en fire Ugers Tid aflöste hinanden og flere end een Gang bragte Jagten og dens modige Besætning paa Randen af den visse Undergang. I Særdeleshed var dette Tilfældet den 29de August, da der atter blæste en flyvende Storm af Östen. Om Dagen havde Jagten, der laa bi for Takkel og Tov, og der tog den ene svære Styrtning over sig efter den anden, mistet Storseilet, som var flöiet bort i det samme Öieblik, man vilde bjerge det. Men imod Midnat kastede en Styrtesö Jagten paa Siden, og det varede et Par Minutter, inden den formaaede at reise sig igjen. Nathuset, Lönværkerne tilligemed Alt, hvad der fandtes löst paa Dækket, var gaaet over Borde; Lasten og Sværtovene vare forskudte til Styrbord Side. De fastgjorte Seil vare blæste fra, og En af Mandskabet blev ved en Sö skyllet over Borde; men lykkeligvis fik han fat i en Ende Tov og blev, skjönt ikke uden megen Anstrængelse, bjerget. Den fölgende Dag vare baade Egede og Rothe selv nær ved at gaae over Borde; Jagten kunde ikke taale Seil og gik aldrig over Stag; Stormen af Östen vedvarede, og Söen bröd over Skibet, som om det havde været et Skjær. I denne kritiske Forfatning var der Intet tilbage, uden jo för jo hellere at söge Havn i Island. Men först den 18de Septbr. kunde Jagten omsider komme til Ankers i Holmens Havn. Efter her at have rettet Skibet, som, uagtet al den megen Lempning i Söen, dog vedblev at krænge til Styrbord, löb Egede den 22de s. M. ud af Holmens Havn, for at söge Havnefjord, hvor han agtede at overvintre. Dagen derpaa var han i en stærk Storm af Vesten endnu en Gang nær ved at forlise. Den 27de Septbr. 1786 bragte Egede dog sin Jagt lykkeligen til Ankers i Havnefjords Havn, hvor han og hans Mandskab forbleve Vinteren over[138]

Allerede den 6te Marts 1787 blev Commandoen atter heiset paa Jagten, og denne i stræng Kulde halet ud af Havnen; men paa Grund af vedholdende Modvind kunde Egede ikke för den 1ste April slippe ud af Havnefjorden. Den 10de s. M., da hans Middagsobservation havde givet ham 64° 41 04" N. Br. og 37°10' Længde V. f. Paris, fik han Isen at see paa begge Sider af sig og tillige forud. Den 12te stödte Jagten paa nogle Iisskodser og fik derved en Læk, som i de paafölgende Dage saaledes tiltog, at Pomperne uafladelig maatte holdes i Gang. Under disse Omstændigheder besluttede Egede at söge til Dyrefjord, for der at kjölhale. Den 21de April fik han Island i Sigte, og den 23de lod han Ankeret falde ved Dyrefjords Handelssted. Den 2den Mai var Jagten kjölhalet, Spigerhullerne, igjennem hvilke Vandet var trængt ind, tilproppede og Skibet overalt forseet under Vandet. Dagen derpaa löb Hvidfisken, en fra Kjöbenhavn ifölge Egede's Requisition opsendt Hukkert, ind paa Havnen og lagde sig under hans Commando. Rothe forblev ombord paa Jagten, hvorimod Egede nu traadte over paa Hukkerten. Den 8de Mai löb begge Skibene ud af Havnen; men neppe vare Egede og Rothe den fölgende Dag vel ude af Fjorden, förend de allerede saae Isen, der i dette Foraar næsten opfyldte hele Farvandet imellem Island og Grönland, ligge tæt op til Cap Nord og strække sig saa langt baade i Vester og i Sönder, som man med Kikkerter kunde öine. De krydsede langs med Isen og imellem Isen og Landet indtil den 17de Mai, da de omsider förste Gang i dette Aar fik Östkysten af Grönland i Sigte. Om Middagen, da deres observerede Brede var 65° 15' 58" og deres Længde 34° 47", havde Egede troet at skimte Land i N. O. Han gav derfor Ordre til Rothe at löbe forud med Jagten og at recognoscere i denne Retning. Om Eftermiddagen gjorde Rothe Signal, at han virkeligen saae Land i Nord. Egede lod nu holde indad efter Landet og kom derved med begge Skibene ind i en 8 til 10 Mile dyb Iisbugt. Henimod Midnat befandt han sig tæt under Isen, uden dog formedelst Taagen at kunne faae Toning af Landet. Han stod derfor igjen ud efter, for at afvente större Klarhed i Luften. Den 18de om Morgenen vendte han med klar Luft atter indad imod det Dagen forud sete Land, seilede langs med Kanten af den sammenhængende Driviis og tog i 6 til 8 Miles Afstand Toning af Landet, som her (paa 65° 54 18" N. Br. og 36° 51" V. f. Paris) strakte sig i N. N. O. og S. S. V. retvisende. Denne Deel af Grönlands Östkyst var overmaade höi og biergfuld. Landet forekom Egede her at være endnu mere overklædt med Iis og Sne end det, han Aaret i Forvejen havde seet paa en sydligere Brede. Isen, som var i Drift Nord fra, satte imidlertid stærkt ind paa Skibene og gjorde Udlöbet af lisbugten bestandig smallere og smallere. Med forcerede Seil slap dog begge Skibene lykkeligen ud af Bugten; men neppe vare de om Aftenen komne i flot Vande, för uigjennemtrængelige lismasser aldeles lukkede Udlöbet af Bugten. Da Skibene trængte til nogen, skjönt ikke betydelig, Reparation, löb Egede den 28de Mai ind i Havnefjord, hvor Postjagten netop laa seilfærdig og medtog hans Rapporter til Kjöbenhavn. I Löbet af Sommeren gjorde Egede endnu, fra Havnefjord, Dyrefjord og Patrixfjord, tre Forsög paa at trænge over til Grönlands Östkyst, men stedse forgjeves. Iis og Taage, Storm og Uvejr gjorde alle hans og Rothe's Anstrængelser frugteslöse: de fik ikke mere Grönland at see. Under det sidste af disse mislykkede Forsög bleve Skibene en Nat i Midten af September Maaned skilte fra hinanden, uagtet Egede, for at holde dem samlede, paa Hukkerten havde ladet affyre Kanonskud og Raketter stige i Luften. Först den 29de Septbr. kom Hukkerten og den 1ste Octbr. Jagten til Ankers i Havnefjord, hvis Havn Egede for dette Tilfælde havde bestemt til Skibenes Samlingsplads. Hermed var Expeditionen til Ende. Egede traadte igjen over paa Jagten. Den 8de Octbr. afseilede Hukkerten, fört af den samme Skipper, som i Foraaret havde bragt den over til Island, ifölge sin Bestemmelse til Altona. Dagen derpaa lettede Egede, for at gaae til Kjöbenhavn. Men Storm og Uvejr vedblev at forſölge ham paa Hjemreisen, saa at han med sin ilde tilredte Jagt maatte tye ind til Norge og bekvemme sig til at overvintre i Egvaag paa Hitteröen. Den 2den April 1788 gik han omsider under Seil fra Egvaag og kom alt den 6te s. M. henimod Midnat til Ankers paa Kjöbenhavns Rhed[139].

Det uheldige Udfald af de i Aarene 1786 og 87 til Östkysten af Grönland udsendte Expeditioner synes omsider her i Danmark at have vakt Tvivl, om ogsaa de Gamles Österbygd var at söge paa den Deel af Grönlands Östkyst, der vender imod Island. Det danske Landhuusholdnings-Selskab gjorde Beliggenheden af Grönlands Österbygd til Gjenstand for et Priisspörgsmaal, for hvis Besvarelse det i Aaret 1792 tilkjendte daværende Cancellisecretair H. P. v. Eggers sin tredie Guldmedaille[140]. Omfattende Undersögelser, i hvilke Thorkelin og O. Fabricius skulle have havt en ikke ubetydelig Andeel, ledede Eggers til at antage, at Grönlands Österbygd ingenlunde har ligget paa Östkysten af Landet, men derimod paa den sydligste Deel af Vestkysten, eller med andre Ord i det nuværende Julianehaabs District. Dette Resultat, der paa den Tid for de Fleste nok har været ligesaa uventet som nedslaaende, svækkede kjendeligen den tidligere livlige Interesse for Grönland, hvilket nu paa længere Tid ligesom tabes af Syne.

Expeditioner til Grönland 1806-1843

K. L. Giesecke Ophold paa Grönland 1806-1813

Den Förste, som vi i vort Aarhundrede træffe i Grönland, sysselsat med dette vidtlöftige Polarlands Undersögelse, er en fremmed Reisende, den tydske Bjergraad K. L. Giesecke[141]. I det förste Aar (1806) af hans syvaarige Ophold i Grönland trængte han, endskjönt man synes at have villet nægte det, virkeligen fra de sydligste Etablissementer paa Vestkysten frem til Öen Alluk omme paa Östkysten. Den næste Sommer (Juli 1807) gik han, ligeledes i en grönlandsk Konebaad, ud fra Upernivik, den nordligste af de danske saakaldte Colonier, og trængte nu længere frem imod Nord, end det er bekjendt, at nogen Dansk för eller efter ham har gjort. Paa omtrent 75° N. Br. naaede han nemlig Nulluk, efter hans Angivelse ikkun en Fjerdingvei fra den store nordlige, for ufremkommelig ansete, Iisblink (Puirsortok) der uden Tvivl udgjör den sydligste Grændse af de saakaldte arktiske Höilande. I de paafölgende Aar kom Giesecke derimod ikke udenfor den Strækning af Grönlands Vestkyst, som allerede i hans Tid indtoges af de derværende danske Handels-Etablissementer[142].

Wormskiold's Undersögelser 1813

Samme Aar (1813), som Giesecke fra Nordgrönland vendte tilbage til Europa, for der at höste den ham ventende Lön for sine syvaarige Savn og Anstrængelser, hjemgik den danske Naturforsker M. Wormskiold fra Sydgrönland, hvoraf han i dette og det foregaaende Aar havde berejst en ikke ubetydelig Strækning, fornemmelig i botanisk Henseende. Efter sin Hjemkomst forelagde han det skandinaviske Litteraturselskab en udförlig Afhandling, betitlet Gammelt og Nyt om Grönlands, Viinlands og nogle flere af Forfædrene kjendte Landes formeentlige Beliggende, og indrykket i Selskabets Skrifter for 1814 S. 298-403. I denne sögte han med megen Lærdom og Skarpsindighed i Særdeleshed at gjendrive den af H. P. v. Eggers i hans Priisskrift opstillede Mening, at Grönlands Österbygd skulde have ligget paa Vestkysten. Med Walchendorf, Torfæus og overhovedet de Fleste af de Ældre antog Wormskiold, at Österbygden maatte söges paa Östkysten af Landet, medens alle de Fjorde paa Vestkysten, som endnu bevare Levninger af deres fordums Bebyggelse ved de i Landet indvandrede Skandinaver, efter ham vilde blive at henföre til de Gamles Vesterbygd. Wormskiold's Undersögelser vakte ikke ringe Opmærksomhed baade i og udenfor Danmark, og hans Mening om Österbygdens Beliggenhed fortrængte en Tid lang temmelig almindeligen den af Eggers forfægtede.

Engelske Expeditioner 1818

I Efteraaret 1817 berettede engelske Hvalfangere og navnligen Scoresby den Yngre ved deres Hjemkomst fra det nordlige Iishav, at overordentlig store Masser af Drivisen imellem Spitsbergen og Östkysten af Grönland i dette og de nærmest foregaaende Aar vare bortdrevne og forsvundne[143]. Disse Efterretninger gave Anledning til, at man i Engelland paa Ny optog de siden 1773, paa Grund af de næsten uafbrudte Sökrige, opgivne Forsög paa at finde en nordvestlig Gjennemfart fra det Atlantiske ind i det Stille Hav. Ligesom man i Engelland temmelig almindeligen antog, at det gunstige Öieblik til Opdagelsen af den igjennem Aarhundreder forgjeves sögte Nordvestpassage nu var kommet, saaledes synes man samtidigen her i Danmark at have haabet, at den, i Drivisen östen for Grönland saa uventet indtraadte, betydelige Forandring omsider vilde aabne Adgangen til dette Lands ukjendte Östkyst, hvor man nu atter med Wormskiold var tilböielig til at henlægge Österbygden. Det var imidlertid, hvis vi ellers ikke ere fejl underrettede, fornemmelig Hans Majestæt vor nu regjerende Konges varme Interesse for dette, man turde vel sige, nationale Anliggende, der foranledigede, at en Commission, bestaaende af nuværende Conferentsraad H. C. Örsted, afdöde Admiral Löwenörn og den ligeledes afdöde Bjergraad Giesecke, blev nedsat, for at tage Sagen under nærmere Overvejelse. Denne Commission er formodentligen, ligesom det en Tid lang var Tilfældet med den senere grönlandske Commission, der foreslog og forberedede den bekjendte Expedition under Capitain Graah, bleven holdt hemmelig: i det Mindste er der, saavidt vi vide, aldrig blevet Noget bekjendt om dens Forhandlinger, som fandt Sted i Löbet af Vinteren 1817–18. Vist er det, at de ikke have fört til noget endeligt Resultat. Meningerne skulle have været meget deelte i Commissionen, idet Löwenörn imodsatte sig ethvert saadant Foretagende, som aldeles overflödigt, medens den med Forholdene i Landet bekjendte Giesecke ansaae en Kystfart med grönlandske Konebaade for snarest at ville före til Maalet. Aaret derpaa (1819) vendte Wormskiold, der med det russiske Opdagelsesskib Rurik havde gjort Reisen igjennem Sydhavet, tilbage fra sit toaarige Ophold paa Kamschatka. Det er os bekjendt, at han efter sin Hjemkomst til Danmark önskede at see en Expedition bragt i Stand til Östkysten af Grönland, og at han under visse Betingelser ikke var uvillig til selv at gaae med en saadan. Han gjorde imidlertid kun nogle forelöbige Skridt i den Henseende og trak sig snart tilbage, efterat have erfaret, at iblandt Andet Tidsomstændighederne ikke vare et Foretagende af den Natur gunstige.

Imidlertid var den Række af engelske Opdagelsesreiser, hvilke vi fornemmeligen skylde, at vi nu kjende de arktiske Kyster af det amerikanske Continent i deres fulde Udstrækning, i Foraaret 1818 bleven aabnet med Afsendelsen af to fortræffelig udrustede Expeditioner, hvoraf den ene under John Ross igjennem Davisstrædet skulde söge at opdage Nordvestpassagen, den anden under David Buchan skulde trænge frem imellem Grönlands Östkyst og Spitsbergen, hvis den, hvad man antog for muligt, omkring Nordpolen traf et isfrit Hav, gaae igjennem dette og saaledes paa den allernærmeste Vei söge at naae Beringsstrædet. Men, da disse og de fölgende engelske Opdagelsesreiser til de nordligste Egne af den nye Verden ligge udenfor Grændserne af nærværende Fremstilling, ville vi her indskrænke os til korteligen at berette om et Möde paa Isen, som Capitain Ross i Sommeren 1818 havde med nogle Beboere af de ubekjendte nordligere Strækninger af Grönlands Vestkyst, hvis Undersögelse paa en neppe forsvarlig Maade fra dansk Side er bleven forsömt[144].

Den 9de August, da begge de til Expeditionen hörende Skibe paa henimod 76° N.Br. befandt sig tæt udenfor Isen, som her laa fast op til Kysten, bemærkede Engellænderne nogle Indfödte, der i deres Hundeslæder vare komne ud paa Isen og syntes at ville nærme sig Skibene, men vare overmaade frygtsomme. Dog lykkedes det den fölgende Dag, ved Hjælp af en indfödt Grönlænder[145], der fulgte med Expeditionen som Tolk, ikke blot paa Isen at bringe en Sammenkomst i Stand med Nogle af dem, men endog at formaae disse til at komme ombord i Skibet Isabella. Ved denne förste Sammenkomst med de Indfödte og deres gjentagne Besög, medens Skibene laae udenfor denne Deel af Grönlands Vestkyst, erfarede Engellænderne, at de hörte til en Eskimostamme, der afsondret, som det synes, fra hele den övrige Verden beboer de nordöstligste Kyststrækninger af Baffinsbugten. De havde aldrig i deres Liv seet Skibe og antoge derfor Isabella og Alexander for levende Væsner, komne enten fra Solen eller fra Maanen; Seilene ansaae de for Vinger. Selv havde de, saavidt Engellænderne kunde bringe i Erfaring, ingen af de ellers blandt Eskimoerne brugelige Skindbaade; hvilket dog næsten lyder utroligt. Derimod færdedes de med overordentlig Hurtighed paa Slæder, der lignede Grönlændernes og ligesom disses blevne trukne af Hunde. Hvad der i höi Grad forbausede Engellænderne, var at finde disse aldeles isolerede Vilde i Besiddelse af Jernredskaber. Engellænderne troede först, at Jernet muligen med Skibsvrag kunde været drevet ind paa deres Kyster; men ved nærmere Efterspörgsel erfarede de, at det Jern[146], som de Indfödte benyttede til deres Redskaber og Jagtvaaben, fandtes i betylige Masser paa et Fjeld i Nærheden af Kysten. Dette Jernfjeld, som Ross kalder Sowallick[147] Point, ligger i Fölge hans Angivelse paa 76° 10" N. Br. Expeditionens grönlandske Tolk forsikkrede Engellænderne, at de Eskimoer, som de havde truffet i denne Afkrog af Verden, erkjendte et Slags Overhoved eller Konge, som i Petovak[148], hvor han residerede, skulde beboe et stort paladsagtigt Steenhuus, og til hvem hans Undersaatter afgave en vis Andeel af deres Fangst og Erhverv; men hele denne Fortæling klinger altfor fabelagtig, til at vi kunne antage den for Andet end en Misforstaaelse fra Tolkens Side, eller maaskee endog for en ligefrem Opdigtelse. Ross, der ikke fandt Leilighed til at gjengjælde disse Eskimoer deres Besög og endnu mindre til at gjöre deres Konge sin Opvartning, gav hele den bjergige Kyststrækning, som denne Stamme beboer, Navn af de Arktiske Höilande (Arctic Highlands)[149].

William Scoresby's Undersögelse af Grønland Östkyst 1822

Disse Engellændernes Undersögelser af de, hidindtil ubekjendte, nordligere Strækninger af Grönlands Vestkyst synes imidlertid ikke her i Danmark, hvor man til den Tid fornemmeligen havde Opmærksomheden henvendt paa Landets Östkyst, at have vakt nær den Opsigt, som de fire Aar senere af W. Scoresby den Yngre paa den modsatte nordöstlige Kyst gjorte Opdagelser. Da alle de fra Danmark til Gjenopdagelsen af Österbygden udsendte Expeditioner havde sögt denne lige overfor Islands Vestkyst, saa havde ingen af dem paa nogen betydelig nordligere Brede nærmet sig Östkysten af Grönland. Af fremmede Söfarende havde den berömte Hudson, da han i Aaret 1607 paa sin förste Opdagelsesreise forsögte at trænge frem tværs over Nordpolen, to Gange faaet den nordöstlige Kyst af Grönland i Sigte, men begge Gange ikkun tilfældigviis. Den 13de Juni vare hans Skibe blevne indhyllede i en tyk og overordentlig kold Taage. Da denne den paafölgende Morgen lettede, opdagedes der paa en ikke nærmere angiven Brede et med Sne bedækt Forbjerg og bag ved dette et höit Fjeld, der havde Lighed med en Fæstning og fik Navn af Mount of God's Mercy. Luften blev nu mild, og det regnede. For at klare Kysten, styrede Hudson östlig; men, efter igjen i nogen Tid at have været indhyllet i Taage, saae han paa 73° Brede atter Land; det var höit og steilt, men aldeles snefrit. Denne Deel af Kysten gav Hudson Navn af Hold-with-Hope. I den anden Halvdeel af det syttende Aarhundrede synes hollandske Hvalfangere ikke sjelden at være komne ind under Nordöstkysten af Grönland. Paa et ældre Kort over Grönland i en, i sin Tid meget anseet, Samling af hollandske Sökort (De groote nieuwe Zee-Atlas door Gerard van Keulen) finde vi den hele Kyststrækning fra 70° til henimod 80° N. Br. aflagt under Navn af Nieu-Groenland, og paa denne Strækning atter t- Land van Broer Ruys (med den udenfor samme liggende Ö Bontekoe) opgedaen Anno 1655, Baey van Gale Hamkes opgedaen Anno 1654, t- Land van Edam opgedaen Anno 1655 og endeligen nordligst (paa henved 79° N. Br.) t-Land van Lambert opgedaen Anno 1670. Desuagtet maatte denne Deel af Grönlands Östkyst, som hele Östkysten overhovedet, uden Tvivl endnu betragtes som et ubekjendt Land, da W. Scoresby den Yngre, en videnskabelig dannet Hvalfanger-Commandeur og nu Medlem af den engelske Geistlighed i Exeter, i Sommeren 1822 paa en Hvalfangst Expedition imellem Spitsbergen og Grönland fandt Leilighed til at undersöge en ikke ubetydelig Strækning af det sidstnævnte Lands Nordöstkyst. Den 27de Marts 1822 var Scoresby med det fortrinlige Hvalfangerskib Baffin, der nu skulde gjöre sin tredie Reise til lishavet, löben ud fra Liverpool. Den 25de April befandt han sig paa 75° 05” N. Br. og, da der allerede paa denne Brede kunde ventes Hvaler, lod han Slupper, Liner, Harpuner, kort Alt, hvad der udfordres til Fangsten, gjöre klar, for at kunne begynde denne. Scoresby vedblev at staae Nord efter indtil den 28de April, da han om Morgenen paa 80° 30" N. Br. blev standset af uigjennemtrængelige Iismasser. Efter i flere Uger paa disse höje nordlige Breder, hvor Hvalfangerne indtil Aaret 1818 plejede at gjöre den rigeligste Fangst, ikkun at have seet faa og fanget en eneste Fisk, besluttede Scoresby at forsöge de sydligere Breder af lishavet, hvor enkelte Hvalfangere, og iblandt disse han selv, i de nærmest foregaaende Aar havde fanget heldigen og ved denne Leilighed vare komne i Sigte af Grönlands Östkyst eller The West-Land, som denne Kyst i Modsætning til Spitsbergen i deres Sprog sædvanligvis hedder. Den 23de Mai var Baffin om Middagen paa 75° 43° N. Br. Da Scoresby ansaae denne Parallel for den passende til atter at söge Hvaler paa, lod han staae ind i Isen, som her omgiver Östkysten af Grönland. Han bedrog sig ikke: inde imellem Isen bleve flere Hvaler sete og to af dem fangede. Den 8de Juni, da det efter et Snefog klarede af om Eftermiddagen, fik Scoresby paa 74° 06: N. Br. for förste Gang i dette Aar Östkysten af Grönland i Sigte. Men alle Anstrængelser uagtet vilde det ikke lykkes ham at komme Landet nærmere end paa 10 Sömile (Leagues); uigjennemtrængelige Iismasser spærrede ham Adgangen. Heldigvis var Veiret i flere Dage særdeles smukt og Luften klar, saa at den höie bjergige Kyst vedblev at være synlig i et Omfang af henved 90 engelske Mile. Det nordligste Punkt af denne Kyststrækning blev anseet for den nordöstlige Pynt af Gale Hamkes's Bai, hvormed Breden (75°) stemmede. Det sydligst (paa 73°30' Br.) sete höie Land antoges derimod for at være Hudson's Hold-with-Hope. Af Kysten sönden for dette Punkt fik Scoresby senere (den 18de Juni) en mindre Strækning at see, men i en betydelig större Afstand. Da han imidlertid i Nærheden af Land ikke havde truffet Spor af Hvaler, stod han i östlig Retning atter udefter. I kort Tid fangedes der nu een större og to mindre Hvaler, foruden tre Narhvaler. Men, efter derpaa i en tre Ugers Tid saa godt som slet ikke at have seet Hvaler, besluttede Scoresby sig den 19de Juli til paa Ny at söge ind under Kysten, i det Haab denne Gang maaskee at være heldigere. Det lykkedes ham endnu samme Dag at trænge igjennem en ikke ubetydelig Deel af Drivisen og at nærme sig Landet paa 71° 02: N. Br., hvor en lille Bugt eller Fjord fik Navn af Masclet Bai. Den 24de Juli havde Scoresby omsider den Glæde for förste Gang at betræde Grönlands Östkyst. Paa 70°30'N. Br. landede han uden Vanskelighed paa et Klippenæs, hvilket han gav Navn af Cap Lister. Da Landet her havde tabt sin bjergige Charakter, vandrede Scoresby langs med den lave Strandbred en tre til fire engelske Mile frem i vestlig Retning og steg derpaa ned igjen i Nærheden af Cap Swainson, hvor han traf paa en grönlandsk Teltplads med umiskjendelige Spor af, at de Indfödte kort i Forvejen havde havt Ophold paa dette Sted. Iblandt adskillige Stykker forarbejdet Træ og Been, som de her havde efterladt sig, tildrog især Beenspidsen af en Bue eller maaskee snarere af en Kastepil sig Scoresby's Opmærksomhed; den var nemlig ikke alene særdeles vel gjort, men tillige forsynet med en lille Jernod. Natten derpaa var den atmosphæriske Refraction, som en Fölge af den indtraadte Varme, saa betydelig, at Scoresby, efter igjen at være kommen ombord, ikke blot tydeligen kunde see det omvendte Billede af et Skib, der selv var aldeles under Horizonten, svæve over Midten af en, allerede den 23de af ham bemærket, rummelig Bugt eller Fjord, men at han endog var i Stand til i dette Billede at gjenkjende sin Faders Skib The Fame, uagtet dette paa samme Tid befandt sig henved 30 engelske Mile borte. Den 25de om Morgenen var Scoresby, ledsaget af tre Hvalfangerskibe, der om Natten havde sluttet sig til Baflin, i Mundingen af bemeldte Fjord, der senere viste sig at være et betydeligt Sund eller Stræde. Op ad Dagen fik han det Skib, hvis Billede han alt om Natten var bleven vaer, virkeligen i Sigte og erfarede nu af sin Fader, som i to eller tre Dage havde krydset i Sundet, at han i dette havde seet to Hvaler. Den fölgende Nat fik Scoresby selv her ligeledes to Hvaler at see, hvilket opmuntrede ham til endnu at forblive et Par Dages Tid i dette mærkelige Sund, hvis Undersögelse udgjör den egentlige Kjerne af hans Opdagelser paa Östkysten af Grönland. Sundet selv gav Scoresby efter sin Fader Navn af Scoresby's Sund, fordi han antog det for afgjort, at hans Fader var dets oprindelige Opdager eller dog i ethvert Tilfælde den förste Europæer, som var trængt ind i det[150]. Indlöbet til Scoresby's Sund begynder efter den yngre Scoresby's Mening paa den nordlige Side allerede ved Cap Hodgson, der efter ham ligger paa 70° 32' N. Br., altsaa lidt nordligere end Cap Lister, hvor han först landede, medens det imod Syd begrændses af Cap Brewster paa 70° 11. N. Br. Afstanden imellem disse to Forhjerge anslaaer Scoresby til 24 engelske Mile, men imellem Cap Brewster og Cap Tobin, som ligge næsten under den samme Meridian, er Sundets Brede ikkun 14 Mile. Indenfor de to sidstnævnte Forbjerge udvider det sig imidlertid atter. Fra Cap Tobin paa Nordsiden, hvor Landet sænker sig ned imod Sundet, strækker Kysten sig i V. N.V. til Cap Hope. Her böier den af og löber nu, som en lav regelmæssig Strandbred, imod Nord, i en med den ydre östlige Kyst næsten parallel Retning. Syd- og Östsiden af Landet, der saaledes har Udseendet af at være en Halvö, men dog vel snarere er en Ö, gav Scoresby Navn af Liverpool Kysten. Paa Vestsiden beskylles det af Hurry’s Inlet, der skiller det fra Jameson's Land. Faderen Scoresby havde sine Baade 30 til 40 engelske Mile oppe i denne Arm af Sundet, men uden at finde Ende paa den. Östkysten af Jameson's Land, som i det Hele strækker sig i Nord og Syd, löber nedenfor Cap Stewart med en lav og flad Strandbred i S.V. ind til Cap Hooker, hvorfra den dreier sig i V. N.V. og N., saa at Jameson's Land efter al Sandsynlighed ligeledes bliver en Ö eller en Halvö. Fra Cap Brewster saaes den sydlige Kyst af Scoresby's Sund at strække sig omtrent 50 engelske Mile i V. og V. N.V., hvor det fjerneste Punkt fik Navn af Cap Stevenson. Imellem Sydkysten og Jameson's Land er Sundet ikkun 14 engelske Mile bredt, og smallest under Meridianen af Cap Hooker. Vesten for dette Cap udvider Sundet sig igjen betydeligen, men deles her af en fremspringende Landstrækning. der blev kaldet Milne's Land, i tvende Arme, hvoraf den sydligere er at betragte som en Fortsættelse af Sundet eg löber lige i Vest, uden at der fra Toppen af Baffin lod sig opdage Ende paa den. Den anden Arm, der fik Navn af Hall's Inlet, trænger sig ind imellem Jameson's Land og Milne's Land. Scoresby's Fader undersögte denne Arm i en Strækning af henved 30 engelske Mile, fra Cap Hooker at regne, men fandt heller ikke Ende paa den: over en uoverskuelig Mængde af Iis var der imod Nordvest ikke Land at öine. Allerede den 25de Juli var den yngre Scoresby om Eftermiddagen landet paa Nordsiden af Sundet ved Cap Hope, hvor Egnen aldeles lignede den omkring Cap Lister, og hvor han ligeledes traf Spor af de Indfödtes Sommerophold. Den fölgende Morgen landede han i Nærheden af Cap Stewart paa Jameson's Land, der viste en heel anden Charakter end det, Scoresby hidtil havde seet af Grönlands Östkyst, og bedækkes af en, sandsynligvis yngre, Steenkulformation. Foruden mange andre Spor af Beboelse traf Scoresby her ikke langt fra den flade Strandbred 10 af de sædvanlige, men nu paa Grund af Aarstiden forladte, grönlandske Vinter hytter. I Nærheden af disse voxede Græsset en Fod höit; overhovedet var Vegetationen paa Jameson's Land af en ualmindelig Frodighed. Paafaldende var i denne Henseende Modsætningen til den höie, bjergige og for en stor Deel iisklædte Sydkyst af Sundet. Her fandt Scoresby ikke Leilighed til selv at lande; men han sendte Nogle af Mandskabet i Land i Nærheden af Cap Brewster, hvor de klavrede over en lisblink og bestege et meget steilt, omtrent 1500 Fod höit, Fjeld, hvis Top ragede frem af Isen. Efterat have forladt dette mærkelige Sund, undersögte Scoresby i de paafölgende Dage Kysten söndenfor Cap Brewster ind til Cap Barclay paa 69° 13' N. Br., dog uden at lande. Hans Fader og en anden Hvalfanger vedbleve at holde Fölgeskab med ham. Men, da de den 30te Juli, uden at have truffet paa Hvaler, befandt sig to Bredegrader söndenfor den sydligste Parallel, paa hvilken Scoresby nogensinde med Held havde drevet Hvalfangsten, besluttede de efter fælleds Overlæg at vende om igjen og at söge Nord paa. For at undgaae en Række af lisfjelde udenfor Cap Brewster, styrede de först östlig og derpaa nordlig; men de vare her ikke heldigere, end tilforn. Da de i flere Dage i en temmelig betydelig Afstand fra Land forgjeves havde sögt efter Hvaler, bleve de den 9de August enige om at gjöre et sidste Forsög inde under Östkysten af Grönland. Efter en kort Hvile gik de endnu samme Dag under Seil og styrede vestlig igjennem Aabningerne i Drivisen. Ved Nattens Frembrud havde de tilbagelagt en Vei af omtrent 50 engelske Mile og gjorde nu fast ved en af de store Iisflader. Den fölgende Dags Eftermiddag opdagede de Land og kort derefter, da det klarede af, en Aabning i Isen, der strakte sig lige ind imod Strandbredden. I det Haab, her snarest at kunne træffe Hvaler, bestemte Scoresby og hans tvende Ledsagere sig til for det Förste at forblive, hvor de vare, og Skibene bleve bragte i Sikkerhed ved Randen af den, udenfor Kysten liggende, saakaldte Landiis. Det Land, som laa lige for dem i N.V. t. V., havde Udseendet af en Ö og fik Navn af Traill's Eiland. Midten af det syntes at ligge paa 72° 12"N. Br., eller saa omtrent. Söndenfor Traill's Eiland aabnede der sig et meget bredt Sund, der blev opkaldt efter den berömte engelske Chemiker Davy, medens en anden Aabning paa Nordsiden af Öen fik Navn af Mountnorris Inlet. Scoresby landede ved Cap Moorsom paa den bjergige og nögne Östkyst af Trail's Eiland, uden at træffe Spor af Landets Indbyggere. Derimod stödte hans Fader imellem Cap Moorsom og Cap Simpson, det sydöstligste Forbjerg af Öen, paa Levningerne af ikke færre énd 50 Sommerboliger[151]. Den 12te August om Morgenen blev, uagtet det regnede og stormede, et Antal fuldstændigen udrustede Hvalfangerslupper afsendt frá de tre Skibe i Forening, for nærmere at undersöge saavel Davy's Sund som Mountnorris Inlet, men tillige for her at lede efter Hvaler. Det var nær ved, at dette Foretagende havde faaet et meget uheldigt Udfald; thi op ad Dagen tog ikke blot Regnen til og Stormen blev stærkere, men til al Ulykke brast lismarken, ved hvilken Skibene havde gjort fast, saa at disse kom i Fare og bleve skilte fra Slupperne. Dog löb Alt heldigen af, uden for saa vidt, at Scoresby derved blev forhindret fra, ifölge Aftale med sin Fader, paa denne Dag, der var Kongen af Engellands Födselsdag, höitideligen at tage Landet i Besiddelse. Dette skete heller ikke senere, da han ikke oftere fandt Leilighed til at lande. Derimod var han nu desto heldigere med Hvalfangsten, endskjönt Fangetiden gik stærkt til Ende. Den 15de August bleve nemlig fem store Hvaler harpunerede, af hvilke to forlistes, men de tre andre bleve bjergede. Derved fik Baffin med Eet en ligesaa god Ladning, som de Skibe, der i denne Sommer havde fanget heldigst. Scoresby vedblev af og til at see Östkysten af Gröaland indtil den 27de August, da en tyk Taage havde indfundet sig om Natten, og han for bestandig tabte Landet af Sigte. Han tiltraadte nu Hjemreisen og naaede Engelland i Midten af September Maaned.

Scoresby's Undersögelse af Grönlands Östkyst, som omfatter den betydelige Strækning fra Cap Barclay paa 69° 13” O. Br. indtil det paa omtrent 75° Brede beliggende Gale Hamkes's Land, blev det fölgende Aar af En af hans Landsmænd fortsat et Stykke længere imod Nord. Capitain Clavering, hvem Admiralitetet havde overdraget at bringe den daværende Capitain Sabine over til adskillige Stationer i det nordlige Iishav, fik den 5te August 1823 Östkysten af Grönland i Sigte. Efter her af have landsat Sabine og dennes videnskabelige Apparat paa et Par Öer, hvilke han gav Navn af Pendulum Islands”, undersögte han den nordenfor liggende Kyststrækning, hvilken var den förste, Scoresby Aaret i Forvejen havde faaet i Sigte. Den Fjord eller det Sund, som Scoresby havde givet Navn af Walter Scott's Inlet, antog Clavering for at være den af Gale Hamkes opdagede Bai. Andre nordligere Aabninger i Kystlandet gav han Navn af Foster's Bai, Ardincaple Inlet og Roseneath Inlet. Han saae det höje og steile Kystland at strække sig i denne Retning op til den 76de Grad N. Br.

Samme Aar udgav Scoresby den udförlige Beretning om sine Undersögelser og Opdagelser paa Grönlands Östkyst[152], et Skrift, der i sin Nyhed neppe nogetsteds har vakt en saa almindelig Opmærksomhed, som her i Danmark. Ikke blot, at det var lykkedes ham, uden at stöde paa uovervindelige Vanskeligheder, gjentagne Gange at nærme sig, ja endog at lande paa en Deel af den for utilgængelig ansete Kyst! Men den, fra Barndommen med lishavet fortrolige, Sömand havde endnu til Slutning udtalt det som sin fuldkomne Overbeviisning, at han, hvis der havde været ham forundt en tre eller fire Ugers Tid til en saadan Undersögelse, sandsynligvis vilde have været i Stand til at Jöbe ned langs med den sydöstlige Kyst af Landet, lige indtil Cap Farvel, og undervejs at besöge alle de Steder, hvor de gamle Colonier havde staaet. I den Omstændighed, at Scoresby kun ved et Tilfælde var bleven afholdt fra, i sin Souverains Navn at tage den af ham opdagede Kyststrækning i Besiddelse, maatte den danske Regjering finde en yderligere Opfordring til at gjöre noget Alvorligt, for omsider at see i det Mindste den Deel af Östkysten, der grændser nærmest til de danske Handels-Etablissementer paa Vestkysten, undersögt og med det Samme Spörgsmaalet om Österbygdens virkelige Beliggenhed paa en afgjörende Maade besvaret. I et af de paafölgende Aar blev der i den Anledning nedsat en Commission, bestaaende af den nuværende Finants-Minister Grev A. W. Moltke, Etatsraaderne J. W. Hornemann og Gede, samt Commandeur Capitain Zahrtmann. I al Stilhed forberedede denne Commission en Expedition, der i to af de i Landet brugelige större Skindbaade eller saakaldte Konebaade, med en Besætning af Indfödte og ledsagede af to Kajakker, fra et af de sydligste europæiske Etablissementer paa Vestkysten skulde afgaae til Östkysten og der söge at trænge frem til det sydligste af Scoresby sete Punkt, nemlig Cap Barclay, af ham angivet at ligge paa 69° 13° Brede.

Kaptein Graah's Undersøgelsesrejse 1828-1831

Konebåd i Grønland. Stik af H.G.F. Holm og J. Holm (hans far) efter tegning af W.A. Graah på hans Undersøgelsesrejse til Grønland i Aarene 1828-31.

Tidlig i Foraaret 1828 indskibede nuværende Capitain W.A. Graah, hvem Anförselen af denne Expedition var bleven anbetroet, sig tilligemed Dr. I. Vahl, der som Naturforsker skulde ledsage Expeditionen, paa Hvalfisken, en den Kongelige grönlandske Handel tilhörende Brig, og ankom den 28de Mai til Frederikshaab i Sydgrönland. Herfra begave de sig den 5te Juni i en lejet Konebaad paa Veien til den sydligste Colonie Julianehaab, hvilken de naaede den 16de Juni. Ved Julianehaab skulde de to större for Expeditionen bestemte Skindbaade bygges og udredes, Roersker, Styrere og Kajakmænd antages, kort Alt forberedes saaledes, at Expeditionen i det fölgende Foraar med förste gunstige Leilighed kunde afgaae til Östkysten. Under Opholdet ved denne Colonie ankom der den 3die Juli Konebaade fra Lichtenau og Friedrichsthal, de to sydligste af Brödre-Unitetets Missioner i Grönland. Med Missionair A. de Fries var en hedensk Östlænding, for at handle ved Colonien, fulgt med fra Friedrichsthal i sin Kajak. Det var en höi og kraftfuld Mand i sin bedste Alder, som kaldte sig Ernenek, og oprindeligen havde hjemme nordenfor Östkystens berygtede lisblink PuIrsortok, men nu havde tilbragt den sidste Vinter noget östenfor Friedrichsthal. Capitain Graah indsaae strax, hvilke uberegnelige Fordele Expeditionen kunde love sig af denne Östlænding, hvis han var at formaae til at slutte sig til den og at ledsage den paa Reisen om paa Östkysten. Ernenek vilde imidlertid ikke indlade sig paa noget Forslag i saa Henseende, inden han derom havde raadfört sig med sin Familie, der var bleven tilbage ved det under Colonien Julianehaab hörende Handels-Anlæg Nennortalik paa en Ö af samme Navn. Da Ernenek allerede Dagen derpaa agtede sig til Nennortalik, hesluttede Graah, for ikke at tabe ham af Sigte, tilligemed Vahl at fölges med ham til Anlægget. Her traf de Ernenek’s Svigermoder og begge hans Hustruer, hvilke Graah ved Hjælp af nogle Foræringer snart vidste saaledes at vinde for sin Plan, at de Intet havde imod at overvintre ved Nennortalik og derpaa i det kommende Foraar at afgaae med Expeditionen til Östkysten. Efter endnu at have besögt Friedrichsthal, ankom Graah og Vahl den 15de Juli igjen til Julianehaab, hvor Bygningen af de tvende Konebaade imidlertid var rykket frem under de indfödte Baadebyggeres Hænder. Den Tid, som Forberedelserne til Expeditionen nu levnede Capitain Graah, anvendte han til Udflugter i Julianehaabs nærmeste Omegn. Paa en saadan blev den mærkelige lille Kirkeruin i Kakortokfjorden nöje undersögt, aftegnet og udgravet. De to Konebaade vare alt i August fuldkomment færdige og afgik endnu i denne Maaned med alt deres Tilbehör til Bestemmelsesstedet Nennortalik. Den14de October afrejste Graah og Vahl ligeledes fra Julianehaab, for at tage deres Vinterophold ved Anlægget, hvorfra Expeditionen saa tidligen, som muligt, i det fölgende Foraar skulde tiltræde Reisen til Östkysten. Her traf de Ernenek, som havde holdt Ord og faa Dage i Forveien havde indfundet sig med sin Familie. Da det lille europæiske Vaaningshuus ved Nennortalik's daværende, men senere flyttede, Handels-Anlæg var for indskrænket til, foruden dets sædvanlige Beboere, at kunne rumme de Nyankomne, flyttede disse, tilligemed Ernenek og dennes Familie, ind i et, for dem indrettet, sædvanligt grönlandskt Vinterhuus. Dog, inden Graah slog sig til Ro i denne Jordhytte, hvor Opholdet skulde give ham en Forsmag paa hvad der den næste Vinter ventede ham omme paa Östkysten, gjorde han endnu en Udflugt, for ved eget Öiesyn at lære Farvandet östenfor Friedrichsthal at kjende. Selv ikke det grönlandske Sprog tilstrækkeligen mægtig, formaaede han Missionairen de Fries ved Friedrichsthal til at gjöre sig Selskab. Paa denne Udflugt kom han ind i det 8 til 9 Mile lange, men paa det Bredeste ikkun en halv Miil brede, Sund, igjennem hvilket Wallöe 1752 var vendt tilbage fra Östkysten, og hvilket vi med denne dets förste Opdager ville lade beholde sit grönlandske Navn Ikarisarsoak. Dog næaede Graah ikke denne Gang Östenden af Sundet, men kom ikke længere end til Ujararsoſt, en Landingsplads paa Nordsiden af Ikarisarsoak, hvor han besteg et höit Fjeld og herfra havde en viid Udsigt over det isklædte Hav, som omgiver Östkysten af Grönland. Efter en besværlig Tilbagereise naaede Graah den 2den November igjen Nennortalik, hvor han forefandt Ernenek’s Svigerfader Sidlit og dennes tre Koner, som imidlertid her vare ankomne. Sidlit tilböd Graah sin Tjeneste, og, efter nogle Vanskeligheder, bekvemmede ogsaa denne Östlænding sig til at slutte sig til Expeditionen og at ledsage den om paa Östkysten.

Efter en i det Hele taget meget mild Vinter afgik Expeditionen allerede den 25de Marts 1829 fra Nennortalik. Den bestod ved Afreisen af Capitain Graah, Dr. Vahl og to andre Danske, fem Grönlændere og ti Grönlænderinder. Expeditionens egne Baade havde ikke kunnet indtage mere end knapt et Aars Proviant for de fire Europæere alene. For Baadenes grönlandske Besætning havdes der i en Transportbaad, som for det Förste skulde fölge med Expeditionen, ikkun tre til fire Ugers Provisioner; men man havde gjort Regning paa, at der af og til vilde kunne indhandles nogle grönlandske Levnetsmidler hos Beboerne af Östkysten, og at Fangsten af de medfölgende Grönlændere undertiden ligeledes vilde bringe Noget tilveje. Foruden Transportbaaden, der, som sagt, ikke hörte med til Expeditionen, ledsagedes denne endnu af nogle Kajakmænd, deels antagne til at bugsere, deels saadanne, som i en Dags Tid eller et Par ville gjöre de Bortdragende Selskab. Efter ved det sydligste europæiske Etablissement paa Vestkysten, nemlig Brödre- Missionen Friedrichsthal, at have sagt den civiliserede Verden Farvel, sögte Expeditionen paa den nærmeste Vei igjennem Ikarisarsoak Sundet at komme om paa Östkysten. Den 31te Marts naaede den Ujararsoit, hvor Graah i Efteraaret havde været nödt til at vende om. Den 1ste April kom den til Kikertak, en liden fordum beboet Ö, ikke langt indenfor den östlige Munding af Ikarisarsoak; men ved Östenden af Sundet laa Storisen saa tæt pakket, at der ikke var mindste Udsigt til for det Förste at komme videre. I 25 samfulde Dage maatte Expeditionen her blive liggende i fuldkommen Uvirksomhed. Efter herfra at have sendt Transportbaaden tilbage, ved hvilken Leilighed tillige to af de til Reisen antagne Kajakmænd forlode Expeditionen, slap denne omsider den 26de April fra Kikertak og forbi Igalalik, Östpynten af Fastlandet ved Sundets Munding. Om Aftenen landede vore Reisende paa Öen Alluk, hvor, som bekjendt, Östlændinger og Vestlændinger aarligen pleje at samles til et Slags Marked. I Begyndelsen af Mai Maaned naaede Expeditionen Halvöen Nenneetsuk, hvilken Graah ansaae for at være hans Forgænger P. O. Wallöe's Nenese. Her maatte Expeditionen atter blive liggende indtil den 25de Mai, da den omsider slap bort fra dette Sted og kort efter Midnat naaede Ikarisiaitsiak, et smalt Sund imellem to lave Öer. Paa en af disse opsloge vore Landsmænd deres Telt, og den fölgende Dag traf de her sammen med et Par östgrönlandske Familier, der ligeledes teltede her i Nærheden. Efter derpaa af Drivisen at have været indesluttede i hele 17 Dage paa et Næs, som Graah kalder Serketnoua, kom de den 20de Juni om Aftenen ind i en ubenævnt Bugt imellem tvende Forbjerge, af hvilke Graah gav det sydligere Navn af Cap Daniel Rantzau og det nordligere af Cap Cort Adelaer. Her begyndte det at see temmelig misligt ud for Expeditionen, navnligen med Hensyn til dens fremtidige Subsistents, da man nu havde passeret et Par af de efter Sigende allerbedste Fangesteder paa Östkysten, uden hos Beboerne at have kunnet faae det Ringeste af grönlandske Levnetsmidler tilkjöbs, og da Ingen af de til Expeditionen hörende Grönlændere, den flinke Ernenek ene undtagen, undervejs havde fanget Noget af Betydenhed, hvorfor ogsaa de europæiske Provisioner allerede vare stærkt medtagne. Man vidste desuden, at Flere af de i Expeditionen deeltagende Indfödte vare saare uvillige til at ledsage denne længere end til den bekjendte, som yderst farlig og ufremkommelig udraabte, lisblink, til hvilken man nu neppe havde en Dagsreise tilbage. Under disse Omstændigheder troede Expeditionens Anförer at burde höre sine europæiske Medreisendes Mening, forinden man gik videre. Raadslagningen endte lykkeligvis med den, vistnok eneste fornuftige, Beslutning: ufortövet at skilles ad. Som en Fölge heraf, skulde de tre Europæere med den ene Konebaad og en Deel af de Indfodte, fra denne Teltplads, hvis Brede fandtes at være 61° 47", vende tilbage til Vestkysten. Den modige Graah beholdt derimod den anden Konebaad og saa meget af Provianten, som denne kunde lade, til Reisens Fortsættelse. Af de Indfödte bleve Ernenek og hans Familie, to aldrende Nennortalikinder og en ung udöbt Östlænding, der kaldte sig Ningeoak, hos Graah. Lykken fulgte den raske Beslutning. Den 27de Juni passerede Graah uden noget Uheld den, især paa Vestkysten, ilde berygtede Iisblink, Puirsortok kaldet. Paa hiin Side af Iisblinken traf han tre östgrönlandske Familier, der agtede sig ned til Markedet paa Alluk. Overhovedet fandt Graah, at denne Deel af Östkysten var hyppigere og stærkere befolket, end man skulde have ventet[153]. Den 10de Juli naaede han Ke misak, en lille lav Ö paa 63° 36'50" N. Br., hvor han traf otte Telte og i disse henimod 100 Mennesker. Da han her indesluttet af Isen, under et nödtvungent Ophold, af tre Dage, iblandt Andet erkyndigede sig om Farvandets Beskaffenhed nærmest nordenfor, erfarede han, at Isen der i Almindelighed ligger tæt pakket langs med Kysten, som paa en betydelig Strækning ingen Landingsplads frembyder. Man fortalte ham ved denne Leilighed, at fem Baade fra Omevik (eller Aluik), det næste og efter Graah's Angivelse eneste beboede Sted nordenfor Kemisak[154], Aaret i Forveien paa Reisen til døn sidstnævnte Ö, vare forliste i Isen. Da Rygtet herom ogsaa var kommet Ernenek’s Koner for Ören, begyndte den Ene af disse strax at gjöre Indvendinger imod at rejse videre. Derimod fandt Graah tre af Öens unge Piger villige til at gaae med som Roersker, og han kunde saaledes lade Ernenek’s Koner med alle deres Börn og meget Gods blive tilbage paa Kemisak, hvorved der ikke blot vandtes Plads i Baaden, men der tillige, hvad der for Öieblikket var det Vigtigste, sparedes en Deel Proviant; thi Enhver af de nyantagne Roersker maatte medbringe et Bundt törret Sælhundekjöd. Den 14de Juli tog Graah Afsked fra sine Venner paa Kemisak. Med den störste Anstrængelse maatte han og hans Fölge imellem utallige Iisfjelde og en saadan Mængde af Kalviis, at der som oftest ikke var aabent Vande til at see, bane sig Vei til en ikke synderlig höi, men brat Huk af Landet, der fik Navn af Cap Mösting. Nordenfor dette, paa 63°40' N. Br. beliggende, Forbjerg forefandt han igjen den sædvanlige Driviis, men af ganske overordentlige Dimensioner. Enkelte Skodser, som de kaldes, havde saaledes en Længde og en Brede af en Fjerdingvei og vare dertil over 30 Fod tykke. Efter paa omtrent 64° 10" N. Br. at have passeret en mægtig Iisblink, der fik Navn af Colberger Heide, naaede Graah efter 34 Timers uafbrudt Roning omsider Aluik, en ganske lille Ö paa 64° 1850" N. Br. Han fandt Aluik endnu stærkere befolket end Kemisak, da hin Ö talte omtrent 130 Beboere, de saakaldte Omevikker. Iblandt disse vare de i Grönland gængse europæiske Artikler endnu temmelig ubekjendte, med Undtagelse dog af Jern og Tobak. Den 16de forlod Graah Öen Aluik, uden at det var lykkedes ham at formaae Nogen af Öboerne til at fölge med sig Nord efter. Den 18de henimod Middag landede han paa et nögent Næs under et höit Forbjerg, hvilket sidste ligger paa 64° 30" N. Br. og fik Navn af Cap Löwenörn. Tæt söndenfor dette Forbjerg saae han to betydelige lisblinke, der iblandt de Indfödte hedde Puirsortut og skulle være af samme Beskaffenhed, som den bekjendte sydligere Iisblink af dette Navn. Den 22de Juli kom Graah til en Ö, der blev opkaldt efter afdöde Admiral Sneedorff, og paa hvilken han traf flere gamle grönlandske Vinterhuse og Begravelser. Öen selv ligger paa 64° 57'56" N. Br. Den fölgende Dag tilbragte han i Regn og Taage paa en anden, to til tre Mile östenfor Sneedorff's Ö beliggende, större Ö, der rimeligvis bliver den samme, som Danell havde seet den 3die Juni 1652 og givet Navn af Hvidsadlen. Fra denne roede Graah den 24de Juli först over til den i N. O. liggende Örsted's Ö, passerede derpaa imellem Vahl's og Hornemann's Öer og lagde om Aftenen op paa en, nordenfor den sidstnævnte beliggende, lille Ö, der blev hans nordligste Teltplads og paa Grund heraf fik Navn af Vendom. Ethvert af Graah's Forsög paa at trænge videre frem imod Nord strandede nemlig paa de, nordenfor Vendom liggende, uigjennemtrængelige lismasser. Den 30te Juli rejste der sig mod Aftenen frygtelig Storm af N. O., som dog ikke viste nogen kjendelig Virkning paa den, langs med Kysten liggende, faste lis; men derimod drev en Deel store Iisfjelde bort i O. og N. O., saa at Graah i en Afstand af 10 til 12 Mile fik Öie paa to eller tre Öer, hvilke han ansaae for de af Danell i Aaret 1652 opdagede og derfor gav Navn af Danell's Öer. For ikke at ligge aldeles uvirksom paa Vendom, gjorde han den 3die August et Skridt tilbage, i den Hensigt at undersöge Kystlandet indenfor Sneedorfrs Ö og Hvidsadlen. Paa Ole Römer's Ö, beliggende paa 64° 58' N. Br. i den saakaldte Kjöge Bugt, fandt han tre grönland ske Vinterhuse og tydelige Spor af, at Öen endnu Aaret tilforn havde været beboet. Den 8de August indtraf Graah igjen paa Vendom, hvor der imidlertid ikke var foregaaet nogen Forandring med Isen. Danell's Öer saaes nu grandt baade fra Vendom og fra et Par andre Öer, omtrent en Miil i N. O. for denne. Da Graah indsaae, at han snart vilde blive nödsaget til at vende tilbage, for at tage sit Vinterophold i en sydligere Egn, gik han den 18de August ud til en af de sidstnævnte tvende Öer, hvor han paa det höieste Punkt oprejste en Steenvarde, plantede det danske Flag og höitideligen tog Landet, under Navn af Kong Frederik den Sjettes Kyst, i Besiddelse. Öen selv fik Navn af Dannebrogsöen, og dens sydvestlige Pynt, hvoraf Breden fandtes at være 65° 15' 36", kaldte Graah Holm’s Næs, til Erindring om Najadens tappre Chef. Den 21de August gik han atter ud til Dannebrogsöen, hvorfra han endnu samme Dag tiltraadte Tilbagereisen. Den 24de naaede han igjen Aluik og den 27de om Morgenen Öen Kikertarsoak. Her traf han ikkun to Familier hjemme, da alle de övrige Beboere vare dragne op til Ekallumiut. For ogsaa at have besögt et Sted, hvilket han oftere havde hört omtale som et Östkystens Paradis, og tillige der, om muligt, at indhandle nogle Levnetsmidler til Vinterforraad, afrejste Graah den fölgende Morgen med de to eneste tilbageblevne Familier fra Kikertarsoak. De overnattede paa en Ö lidt inde i Sundet, der förer op til Ekallumiut. Her stödte endnu otte Konebaade og en Mængde Kajakker til dem. Efterat de den næste Dag havde tilbagelagt fem Mile af dette i N. V. löbende Sund, böiede det af imod Vesten. Nu viste der sig paa den betydelige Ö, som begrændser Sundet imod S. V., to store Iisblinke. Lidt vestenfor disse igjen gaaer der en smuk lille Vig i nordlig Retning op i Fastlandet. Her er det af Östlændingerne prisede Ekallumiut, hvor Graah og hans Fölge sloge Telt midt imellem 30 Grönlændertelte og nu forbleve i tre Dage. En rummelig Dal udbreder sig i Bunden af Vigen. Dalen gjennemströmmes af en Elv, der har sit Udspring af Snebræen. Omkring Elven voxede Græsset tæt og smukt, og Blomster, tildeels duftende Blomster, smykkede Engen. – Men 2-300 Skridt fra Söen rejste der sig höie, bratte Fjelde, paa hvis snekrandsede Toppe Skyerne syntes at hvile. Steen- og Iisskred vare her i Egnen almindelige. De omboende Östlændinger forsamle sig nogle Dage i den skjönneste Aarstid, og naar der Intet er for dem paa Söen at bestille, her ved Ekallumiut, for at fange Örreder i Elven, hvor de findes i Mængde, for at indsamle Kvanner og Krækkebær til Forfriskning om Vinteren og imidlertid at overgive sig til Glæde og Lystighed. Den 3die September forlod Graah det yndige Ekallumiut, og tillige med ham alle Grönlænderne, der nu adspredte sig, for at flytte ind i deres Vinterboliger. Selv rejste han, da han ved Ekallumiut ikkun havde faaet Löfter, Syd paa, for at indhandle Levnetsmidler, men overdrog Ernenek og dennes Familie imidlertid for dem og sig at indrette et ledigt staaende Vinterhuus ved Nukarbik, paa Sydsiden af en temmelig stor Ö, imellem CapJuel og Cap Moltke. Dette Graah's Vinterkvarteer paa Östkysten ligger, efter et Medium af hans Observationer, paa 63° 21" 38" N. Br. og 40° 50 V. f. Greenwich.

Den 1ste October ankom Graah fra sin Sydreise til Nukarbik, hvor han havde ventet at finde det for ham og hans Fölge bestemte Huus færdigt til at taglægges; men Ernenek var med sin egen og tre andre Familier flyttet ind i det andet af de derværende Vinterhuse, og havde overladt det til Graah, hans Kajakmand og de to Nennortalikinder at komme under Tag, som de bedst kunde. De begyndte strax den fölgende Morgen at bygge; men Arbeidet gik kun langsomt fra Haanden, da Jorden allerede var frossen og Marken bedækket med Sne. Den 18de maatte de imidlertid flytte ind i Huset, uagtet dette ikke var nær færdigt; thi for Sne og Kulde kunde de ikke længere holde det ud under Telt. Graah, der alt ved Ekallumiut havde havt et Feberanfald, tilbragte den störste Deel af Vinteren syg og i en lidende Tilstand. Med Levnetsmidlerne saae det i Begyndelsen farligt ud. Endskjönt Graah allerede den 1ste October betydeligen havde nedsat den daglige Ranzon, var Beholdningen dog ikke tilstrækkelig til mere end 13 eller 14 Uger i det Höjeste. Han lod derfor bekjendtgjöre i Omegnen, at han rundeligen vilde betale alle de Levnetsmidler, som bragtes ham, med europæiske Handelsartikler. Men det var kun Lidet, han paa denne Maade erholdt; thi af Erfaring veed man her, hvad det er at lide Hunger. Han selv og hans Fölge vilde derfor uden Tvivl ogsaa have været udsatte for den yderste Mangel, hvis ikke Flere af de Omboende, bevægede dertil af Ernenek’s og Nennortalikindernes Fortællinger om Vestkystens Herligheder, havde besluttet at udvandre og at fölge med Expeditionen, naar denne vendte tilbage til Vestkysten. For nu at vinde Graah's og hans Medreisendes Venskab, forsömte de ikke, naar de havde fanget en Sælhund, at bringe dem nogle Smaastykker af Kjödet til Foræring. Dog ophörte denne Hjælp alt i Januar Maaned, da Isen og Veirliget hindrede Fangerne i deres Erhverv. I Löbet af Februar indfandt Hungersnöden sig i hele Omegnen, men især ved Nukarbik, hvis Beboere, paa en eneste Familie nær, nu forlode Stedet og over Isen tyede til deres sydligere boende Slægtninger, for hos disse kum merligen at friste Livets Ophold.

Da Foraaret 1830 nærmede sig, vare alle de medbragte Provisioner fortærede, med Undtagelse af et lidet Forraad af Bröd. Graah afskedigede nu sin Kajakmand Ningeoak og den Ene af Nennortalikinderne, hvilke han forskaffede Leilighed til at komme hjem. I de Afskedigedes Sted tog han nogle Östlændinger, tildeels g9de Fangere, som agtede at nedsætte sig ved Nennortalik, i sin Tjeneste. Den 5te April forlod han Nukarbik, og den 14de ankom han til Ikatamiut paa 63° 37' N. Br., hvor han traf de Fleste af sine Bekjendte fra Kikertarsoak og Kemisak, der her havde deres Vinterboliger. Den 20de om Morgenen saaes der aabent Vande under Cap Mösting, og Graah bröd op fra Ikatamiut, skjönt de Indfödte vare uvillige til at fortsætte Reisen. Under Cap Mösting laa Isen saaledes skruet op til Kysten, at de maatte ansee det for en Lykke, paa en lille Klippe tæt under Land at finde Plads til at opsætte Baaden. Her grove de sig Huler i Sneen og fandt i disse lunere og tryggere Boliger, end de paa denne Aarstid vilde have fundet under Teltene. Fra denne lille Klippeö, der fik Navn af Tvillingöen, fordi den Ene af Ernenek’s Koner her nedkom med Tvillinger, gjorde Graah i Löbet af Mai og Juni ikke færre end 18 Forsög paa at trænge fremad, men alle lige forgjeves. Paa Efterretninger om et Tyveri, begaaet ved Nukarbik, hvor Graah havde efterladt en Deel Proviant og Handelsvarer, vendte han tilbage til dette Sted, hvilket han den 5te Juli atter forlod, for endnu en Gang at forsöge paa at trænge frem imod Nord. Den fölgende Dag födte Ernenek's anden Kone ham en Sön. Med den nye Passageer fortsatte de ufortövet Reisen og naaede Dagen efter Öen Taterat, hvis Brede fandtes at være 63°50'. Her stödte to Familier til dem; det var Omevikker, som vilde til deres Hjemstavn, Öen Aluik. I Selskab med disse naaede Graah den 12te Juli henimod Midnat den östligste Huk af Iisblinken Colberger Heide og glædede sig allerede til med den opgaaende Sol at hilse sine Venner paa Aluik; men det var anderledes bestemt. Nordenfor Colberger Heide laa Drivisen sammenfrossen i en eneste Masse, og aabent Vande var ingensteds at opdage. Altfor trætte og udmattede til uden Hvile at kunne vende tilbage til Næsset Allikajek söndenfor Colberger Heide, besluttede Graah og hans Ledsagere at lægge op paa et af de smaae Skjær tæt uden for Iisblinken, og her först at udhvile sig, inden de begave sig paa Tilbageveien til Allikajek. Men den fölgende Morgen var Skjæret, hvorpaa de befandt sig, saaledes omringet af Drivisen, at de hverken kunde komme frem eller tilbage. De maatte tilbringe samfulde 15 Dage paa dette nögne Skjær, bestandig truede af lisblinken, der kalvede flere hundrede Gange i Dögnet, og fra hvilken der löd ligesom en uafbrudt Torden. Ikke sjelden slog Söen, efter en saadan Kalvning, op over Skjæret, og een Gang blev endog Baaden og Graah's Telt skyllet flere Favne bort. Tilsidst begyndte hans og hans Ledsageres Stilling ogsaa fra en anden Side at blive yderst hetænkelig: det ringe, ved Ikatamiut indhandlede, Forraad af Levnetsmidler var fortæret; i lang Tid havde ingen Sælhunde ladet sig see; Söfuglene vare ligeledes saa godt som forsvundne, og i Nærheden af Skjæret fandtes der hverken Ulker eller Tang eller Muslinger. Under disse Omstændigheder maatte Graah opgive enhver Tanke om at trænge videre frem imod Nord, især da Aarstiden allerede var saa langt fremrykket, at han ikke kunde gjöre sig Haab om at naae et nordligere Punkt end Dannebrogsöen, inden han maatte vende om igjen, for endnu i Tide at kunne naae Colonierne paa Vestkysten. Den 25de Juli slap Omevikkerne i deres smaae, lette Baade[155] lykkelig igjennem nogle smalle Aabninger, som nordenfor Skjæret havde dannet sig i Isen. Den 28de forlode ogsaa Graah og hans Ledsagere dette deres farlige Opholdssted, for over Isen at arbeide sig frem imod Sönder, hvor der i halvanden Miils Afstand saaes aabent Vande. Forsöget lykkedes, men först efter fem Dages uafbrudte Anstrængelser. I al den Tid havde de Intet nydt uden nogle smaae, af Haierne opkastede Stykker, Hvalspæk, i de to sidste Dage Intet uden Iis og Sne. Den 2den August naaede de omsider et aabent Farvand, i hvilket flere Sælhunde lode sig see og Ernenek’s Sön til Alles Glæde strax efter fangede en lille spraglet Sæl, der paa Stedet blev fortæret raa med Hud og Haar. Om Aftenen kom de til en lille Ö, Kikertarsoarak kaldet, hvor en större Sælhund blev fanget, og hvor de hvilede indtil den 4de, da Tilbagereisen fortsattes. Den 17de August mistede Graah, ved Afrejsen fra Öen Anarnitsok, paa en besynderlig Maade En af sine stadigste Roersker, en ung forældrelös Pige fra Kemisak, som undervejs havde fundet en Frier. Af en alvorligere Natur var det Optrin, som den 27de ved Kasingertok forefaldt imellem Graah og Ernenek: ikkun vor Landsmands Rolighed og Kulde i det afgjörende Öjeblik frelste ham fra at faae Östlændingens alt dragne Kniv i Brystet. Den 29de August naaede Graah, der i nogen Tid havde skrantet og nu var bleven alvorlig syg, i en næsten bevidstlös Tilstand Landet i Nærheden af Cap Bille. Den 31te passeredes Puirsortok uden nogen Vanskelighed. Söndenfor lisblinken fandtes der allevegne Blaabær og Krækkebær i Overſlödighed. Graah og hans Reiseselskab levede nu i henved sex Uger for störste Delen af disse Landets Frugter, og han tilskriver alene Nydelsen af Krækkebærrene, at han ikke fandt sin Grav paa Östkysten, hvilket alle Grönlænderne ikke blot troede, men endog uforbeholdent yttrede for ham selv. Under bestandige Savn, Möisommeligheder og Farer nærmede han sig efterhaanden igjen Vestkysten. Baade ved Nenneetsuk og ved Allukventede han forgjeves at forefinde den Baad med Provisioner, som han udtrykkeligen havde forlangt afsendt fra Colonien; men, som en Fölge af en imidlertid indtraadt Forandring i dennes Bestyrelse, udeblev den saa længselfuldt forventede Hjælp. Den 8de October ankom han om Aftenen endeligen i Sundet Ikarisarsoak, hvorfra han strax affærdigede et Par Kajakker til Friedrichsthal. Foruden Breve fra Fædrelandet sendte Missionens Forstander ham noget Bröd og Viin, der i hans afkræftede Tilstand kom ham vel tilpas. Den 15de October naaede han Nahah, hvorfra han Dagen efter over Land begav sig til det nærliggende Friedrichsthal. Hos de herværende mæhriske Brödre nöd han den hjerteligste Gjæstfrihed og den omhyggeligste Pleie indtil den 19de, da han afrejste til Nennortalik. Herfra afsendte han en Baad med nogle Provisioner til Ikigeit lige overfor Friedrichsthal, hvor Ernenek og hele hans Reiseselskab laae syge. Et af hans Börn og En af Östlændingerne, som havde ledsaget Expeditionen, vare allerede döde; den Ene af Ernenek’s to Koner og hans ældste Sön, en udmærket flink Dreng, der alt havde begyndt at fange, döde kort efter[156]. Graah tilbragte Vinteren ved Julianehaab og fortsatte Aaret derpaa, saasnart han nogenlunde havde gjenvundet sit Helbred, den i Aaret 1828 begyndte Opmaaling af Colonierne Julianchaabs og Frederikshaabs Districter. Den 11te August 1831 afseilede han fra Grönland og ankom den 13de September i Sundet, hvorfra han over Land begav sig til Kjöbenhavn[157].

Orlogsbriggen La Lilloise uvisse Skjebne 1833

Ikke fuldt to Aar efter Graah's Hjemkomst fra Grönland udsendte den franske Regjering Orlogsbriggen La Lilloise, commanderet af Jules de Blosseville, til Island. Hensigten med denne Expedition var ikke blot, som det kaldes, at beskytte de franske Fiskerier under Kysterne af Island[158], men tillige at give Blosseville, der regnedes iblandt de meest udmærkede yngre Officerer i den franske Marine, Leilighed tit at anstille hydrographiske Undersögelser langsmed Östkysten af Grönland. Den 14de Juli 1833 afseilede Blosseville fra Dynkerken, og efter fire Dages Seilads var han allerede paa Östkysten af Island, hvor han indtog Vand i Nordfjorden. Tre Dage, efterat han var löben ud af denne Fjord, befandt han sig inde i Drivisen. Den 29de Juli opdagede han en Deel af Grönlands Östkyst, fra 68° 34 til 68° 55' N. Br., paa hvilken han anbragte en Mængde franske Navne. Isen hindrede ham fra at lande eller at nærme sig Kysten. Dagen derpaa nödte Uveir ham til at vende tilbage til Island, for at reparere. Da han, efter fuldendt Reparation, stod i Begreb med at löbe ud af Vopnafjord, for igjen at söge over til Östkysten af Grönland, skrev han den 5te August herfra, og den fölgende Dag under Nordöstkysten af Island, til en i Frankerig værende Broder. Siden den Tid har man Intet hört eller spurgt fra La Lilloise. Den Kyststrækning, som blev seet af den sporlöst forsvundne Blosseville, ender med en fremspringende Pynt, hvilken han har givet Navn af Pic Bréanté, og slutter sig nærmest, skjónt ikke umiddelbart, til den, af Scoresby i Sommeren 1822 undersögte og lettere tilgænge lige, nordligere Deel af Grönlands Östkyst.

Kielsen's Vinterreise i det Indre af Grönland 1830

Fra dansk Side er der hidindtil Intet skeet, for at udvide de af Capitain Graah paa Sydöstkysten gjorte Opdagelser. Det synes næsten, som om Interessen for Östkysten af Grönland her i Danmark igjen har tabt sig, efterat Graah kom hjem, uden paa den af ham bereiste Kyststrækning at have truffet selv det ubetydeligste Spor af fordums Bebyggelse. Derimod har denne Omstændighed ledet Opmærksomheden hen paa de talrige nordiske Mindesmærker, som endnu ere i Behold paa Vestkysten. De herved fremkaldte Undersögelser ligge imidlertid udenfor Grændserne af nærværende Fremstilling. I denne troe vi derimod endnu til Slutning at burde optage og korteligen omtale tvende Reiser til ubekjendte Egne af Grönland, der i forskjellig Hensigt udgik fra Vestkysten, men havde det tilfælleds med hinanden, at der til dem begge anvendtes et andet, iblandt de Indfödte brugeligt, Befordringsmiddel end de sædvanlige Konebaade, nemlig grönlandske Slæder, trukne af Hunde.

Nærmest for at undersöge Beskaffenheden af de umaadelige Iis- og Snemasser, som, under Navn af lisblinken par ercellence, udbrede sig over det Indre af Grönland, besluttede Kjöbmand O. V. Kielsen i Aaret 1830, da han ved Colonien Holsteinsborg fungerede som Hvalfanger Assistent, ved Hjælp af grönlandske Hunde og grönlandskt Kjöretöi at gjöre en Vinterreise op til Iisblinken. Da denne netop indenfor den Kyststrækning, der udgjör Holsteinsborgs District, fjerner sig ganske usædvanlig langt bort fra Kysten og trækker sig dybt ind i Landet, kom han paa denne Reise igjennem betydelige Strækninger af Landets Indre, som ingen Europæer, saavidt vi vide, för ham har betraadt, og som derfor vare os aldeles ubekjendte. Den 1ste Marts 1830 afrejste Kielsen fra Colonien. Han ledsagedes af tre Grönlændere, der som Kudske vare fordeelte paa ligesaa mange Slæder; disse vare i Alt forspændte med 20 Hunde. Samme Dags Aften naaede han Öen Auadlek i Bunden af Amertlok Fjorden, hvor han tog Natteherberge hos Grönlænderne. Den fölgende Dag maatte han, da et Par af Hundene havde faaet Ondt i Benene, og en Slæde var gaaet itu, forblive paa Auadlek. Den 3die fortsattes Reisen. Paa den glatte Fjordiis gik det med utrolig Hurtighed, skjönt to af Hundene haltede. Efterat de fire Reisende vare komne noget op i Landet, saae de hele Flokke af Rensdyr. Tre af disse Dyr bleve anskudte; men intet af dem faldt. Hundene fik i Aften det sidste, fra Colonien medbragte, Foder. Der overnattedes i en rummelig Fjeldklöft. Landet havde det samme vilde og nögne Udseende, som ude ved Kysten; men der laa mindre Sne. Den 4de om Morgenen lykkedes det at skyde et Rensdyr, hvoraf den störste Deel strax blev givet til Priis for de sultne Hunde. Denne Dag kjörtes der for det Meste over frosne Indsöer og opad tillagte Elve. Landets Udseende foran drede sig betydeligen: Fjeldene bleve lavere og i Dalene saaes der paa flere Steder Leergrund. Sneen tog mere og mere af, alt som de Reisende kom höiere op i Landet, og Föret blev derved slettere. De udmattede Hunde fik intet Foder i Aften. Der overnattedes paa en næsten snefri Plet, hvor et betydeligt Vidiekrat tilböd vore Reisende Brændsel i Overflödighed. Den 5te maatte de af Mangel paa Foder blive, hvor de vare. Efter Frokosten sendte Kielsen To af Grönlænderne ud med deres Rifler, imedens han selv besteg et Fjeld i Nærheden, hvorfra han kunde oversee en Deel af Iisblinken. Inden Middag vendte de to Grönlændere tomhændede tilbage fra Jagten. Först henimod Aften var den tredie Grönlænder saa heldig at skyde to Rensdyr, hvorved baade Mennesker og Dyr fik et rigeligt Aftensmaaltid. Den 6te naaede Kielsen omsider Maalet for sin Reise. Efterat være brudt op tidlig om Morgenen, kom han og hans Ledsagere i Löbet af Formiddagen til en vidt löftig Slette, som mindede om enkelte Egne i Sjælland. Fra denne saae de tydeligen den lavere liggende lisblink i nogen Afstand at udbrede sig nedenfor deres Födder. Reisen fortsattes og gik först over flere betydelige Indsöer. Derpaa kjörte de raskt nedad nogle Elve og Bakker, kom atter over en temmelig stor Indsö og befandt sig nu Kl. 2 om Eftermiddagen ved Foden af Iisblinken. Kielsen besteg den alene og tilbragte en tre Timers Tid oven paa den. Da han havde forsynet sig med lissporer, vandrede han temmelig trygt omkring paa den, endskjönt Overfladen paa de fleste Steder var spejlglat, men derhos ujævn, som Havets i en stormende Bölgegang. Isen havde adskillige dybe Revner, men dog ingen længere eller bredere, end at de lode sig omgaae eller overspringe. Uagtet det var blikstille, medens Kielsen befandt sig ovenpaa Iisblinken, saae han dog, hvorledes den fineste Sne bestandigen viftede hen over den. Inden han igjen steg ned af lisblinken, havde En af Grönlænderne skudt et Rensdyr, med hvis Kjöd Hundene bleve fodrede. Da der i Nærheden af Iisblinken intet Brændsel fandtes, og Grönlænderne desuden vare utaalmodige efter at tiltræde Tilbagereisen, lod Kielsen vende om og lagde endnu samme Dag en 6-8 Mile tilbage. Den 7de Marts löb Hundene dobbelt villigen, da de nu mærkede, at det virkeligen gik hjemad. Det varede ikke længe, förend de Reisende havde naaet Ryggen af Landet, og dette atter begyndte at sænke sig. Om Natten lösnede adskillige Klippestykker sig i det stejle, skjöre Fjeld, under hvilket man havde leiret sig, og styrtede ned midt imellem Hundene. Den ene Grönlænder fik ved denne Leilighed et föleligt Slag over Skulderen, og for Kielsen blev et af Tvertræerne i hans Slæde slaaet over. Den 8de saae de en Mængde Rensdyr, hvilket betydeligen lettede Kjörselen for de Hjemvendende, da Hundene, medens der kjörtes over de frosne Indsöer, efter Sædvane sögte at indhente Rensdyrene. Et af disse blev skudt og for störste Delen fortæret af Hundene. Da vore Reisende henimod Aften vare saa nær ved Udstedet Auadlek, at de kunde raabe til de derværende Grönlændere, gjorde de den ubehagelige Opdagelse, at Strömmen imidlertid havde bortskaaret Isen langs med Landet. De maatte nu, efter en anstrængende Dagsreise, paa hvilken de havde været nödte til at spænde et Par af Hundene fra Slæderne og lade dem blive liggende, tage til Takke med et elendigt Sovested under et steilt Fjeld, hvor de grove sig et Hul ind i Sneen. Den fölgende Morgen bröde de op herfra, saasnart det dagedes. Da Veien, ligesom den förste Dag paa Udreisen, gik over höie Fjelde og igjennem dyb Sne, sank de af Reisen stærkt medtagne Hundes Kræfter denne Dag kjendeligen. Det blev derfor næsten Aften, inden Kielsen og hans tre indfödte Ledsagere den 9de Marts 1830 igjen naaede Colonien[159].

I Foraaret 1843 afgik en lignende, af Hundeslæder bestaaende, Expedition fra den nordligste Colonie Upernivik, for over Vinterisen og det endnu snebedækkede Land at trænge ind i de saakaldte Arktiske Höilande. Vi nævne dette Foretagende her ene og alene for Fuldstændighedens Skyld; thi det mislykkedes ganske og aldeles, uden at give noget Resultat i nogensomhelst Henseende.

Fodnoter

  1. Navnet Scolnus har den lærde polske Flygtning Joachim Lelewel troet at gjenkjende det polske Familienavn Szkölny. Lelewel omtaler denne sin formeentlige Landsmand i dansk Tjeneste paa fölgende Maade i sit Skrift om Geographiens Historie: "Georg Horn (in seinem Werke Ulyssea Lugd. Batav. 1671. 12. S. 335) führt an, dass ein Pole Johann Scolnus (Szk6lny) unter der Regierung des Königs Christians von Dänemark 1476 die Meerenge Anjan und das Land Laboratoris (Labrador) entdeckt habe. So wäre also dieser Johann Scolnus der dritte Europäer, welcher vor Kolumbus Amerika entdeckte, nämlich 100 Jahre nach den Brüdern Zeni, und gegen 16 Jahre vor Kolumbus"; jvfr. Joachim Lelewel’s Kleinere Schriften geographisch-historischen Inhalts. Aus dem Polnischen übersetzt von Karl Nau. Leipzig 1836. S. 71. Hos Horn lyder det af Lelewel ovenfor anförte Sted saaledes: "Joh. Scolnus Polonus auspiciis Christiani I Regis Danie fretum Anian et Terram Laboratoris detexit A. 1476." Lelewel har aabenbart ikke kjendt Nogen af de ældre Forfattere, som omtale hans Landsmand, og som alle uden Undtagelse benævne ham Scolvus, imedens Scolnus först forekommer hos Georg Horn og endnu sildigere Forfattere, og maaskec blot er opstaaet ved en Skriv eller Trykfejl.
  2. Denne Ludvig Munk til Nörlund i Himmersyssel i Nörrejylland var i sex Aars Tid (indtil 1582) Hövedsmand paa Agershuus og havde tillige Prædicat af Norges Statholder; jvfr. Samlinger til det Norske Folks Sprog og Historie. Udgivne af et Samfund. 1 Bd. Christiania 1833, S. 210.
  3. Ved Styrmand maa her sandsynligvis efter russisk Talebrug forstaaes Föreren af et af de smaae Skibe, som gaae ud paa Fangst i lishavet; jvfr. Viermalige Reise durch das nördliche Eismeer, auf der Brigg Nowaja Semlja in den Jahren 1821 bis 1824 ausgeführt von Kapitain-Lieutenant Friedrich Lütke. Aus dem Russischen übersetzt von A. Erman (Kabinets-Bibliothek der neuesten Reisen. Heraus gegeben von H Berghaus. 2 Bd.). Berlin 1835. S. 3, hvor Oversætteren har tilſöiet fölgende Anmærkning: Der alt Slavonische Aus druck Körmtschschik (von Kormå, das Hintertheil eines Schiffes) bezeichnet in der Volksprache cinen Steuermann, namentlich aber und von jeher die Anführer der kleinen Handels- und Jagdschiffe auf dem Eismeere.
  4. Mallues er fejlskrevet for Mallmis eller Malmis, Finnernes (Lappernes) Navn paa Russernes Kola, en Kredstad i det nuværende Gouvernenent Archangelsk og den nordligste Stad i det europæiske Rusland. Det var hos Bojaren i Malmis, at Fogeden over det norske Finmarken forhen aarligen maatte fornye sin Konges Fordringer paa nogle Landstrækninger, som fordum havde ligget under Norge, men efterhaanden vare tagne i Besiddelse af Russerne.
  5. Det Grönland, som denne Russe vilde paatage sig at före Normændene over til, har upaatvivleligen været Spitsbergen, hvilket Land Russerne baade i ældre og nyere Tider, i Særdeleshed ſra Archangel, Kola og Mesen, have beseilet under Navn af Grūmant. Af Kongebrevet til L. Munk synes der at fremgaae, at Russerne endog have kjendt Spitsbergen tidligere end Hollænderne, som först 1596 under Anförsel af Jakob v. Heemskerk, VV. Barentz og Jon Corneliz Ryp, have opdaget dette Polarland. Iblandt Hvalfangere og Robbeslagere hedder Spitsbergen, som tidligere antoges for at være landſast med Grönland, endnu den Dag i Dag Grönland, hvorimod det virkelige Grönland iblandt dem förer Navn af Strat-Davis.
  6. Den navnkundige Christopher Walchendorf til Glorup var til den Tid Rigsraad og alt tidligere Rigets Rentemester.
  7. Heri har Stephanius imidlertid taget ſeil: Lyschander omtaler i sin Grönlandske Chronica kun een Reise til Grönland i Kong Frederik den Andens Regjeringstid, nemlig den to Aar senere af Mogens Heinesen foretagne.
  8. Hans Lindenov, der senere blev Landsdommer i Jylland, var, ifölge en haandskreven Anmærkning af Arne Magnussen, i Aarene - 1578-85 Slotsherre paa Bergenhuus.
  9. Weigsiöes eller Ugersöes, som det sædvanligere findes skrevet, er det islandske vika sjóar og betyder Sömiil.
  10. Paa den vestlige Side af Öen Bukken er der under Gaarden Trosne en meget tryg Havn paa 12 til 14 Favnes Dybde; ivfr. Löwenörns Beskrivelse over den norske Kyst. Kbhavn. 1816. 4. S. 34.
  11. Langanes er, som bekjendt, det nordöstlige Forbjerg af Island, hvilket strækker sig flere Mile ud i Havet.
  12. Her menes formodentligen Kirkjuvogr, som ligger paa Islands Sönderland, i Guldbringe Syssel og noget nordenfor Reykjanes, den sydvestligste Pynt af Island.
  13. Blommesund er uden Tvivl Blomcl, Blumel eller Blue-Mull Sound imellem Unst og Yell, de to nordligste af Shetlandsöerne.
  14. Jelssund er det brede Yell Sound imellem Öen Yell og Northmavine eller den nordligere Deel af Mainland.
  15. Haandskriſtet har tydeligen Belssund, som imidlertid neppe er Andet end en Skrivſeil for Jelssund.
  16. Beliggenheden af denne Vig see vi os ikke i Stand til at angive. Det Samme er Tilfældet med den Havn, hvori Allday laa fra den 29de September til den 14de October.
  17. Hibbert omtaler (A Description of the Shetland Islands. By Samuel Hibbert. Edinburgh 1822. 4. S. 444) et Trolhouland; men dette ligger paa Mainland i Nærheden af Bigsetter Voe, og kan fölgeligen ikke være det Öland, hvorpaa vore Söſarende vare saa nær ved at strande.
  18. Hvis der her virkeligen skal læses "anckren", saa maa der i Haandskriftet efter "op” være udeladt Noget, maaskee "at driffue”.
  19. Muligen have vi i denne Hans Tonissen eller Tönnessen Forfatteren til den paa Reisen förte og af os ovenfor meddeelte Dagbog
  20. At denne Reise ikke kan være gaaet for sig för 1581, sees tydeligen af to den vedkommende Documenter, hvilke vi strax i det Fölgende skulle meddele, for förste Gang aftrykte. Lucas Debes (Færoæ et Færoa reserata. Det er: Færöernis oc færöiske Indbyggeris Beskrifvelse. Kbhafn 1673. S. 223) henförer Heinesens grönlandske Reise til Aaret 1577; hvorimod Torſæus (Gronlandia antiqua Havniæ 1706. S. 29 af Fortalen) antager, at den er gaaet for sig i Aaret 1578. Hans Egede (Det gamle Grönlands nye Perlustration. Kbhavn. 1741. 4. S. 14), David Cranz (Historic von Grönland. 1 Th. Barby 1765. 8. S 352) og VV. A. Graah (Undersögelses Reise til Östkysten af Grönland. Kbhavn 1832. 4. S. 8) have fulgt denne urigtige Angivelse af Torfæus.
  21. De her i Aftrykket indklamrede Linier ere igjen overstregede i Original-Concepten.
  22. De her i Aftrykket indklamrede Linier ere igjen overstregede i Original-Concepten.
  23. Claus Christophersen Lyschander, der döde 1623 som Kongelig Historiograph, var, efter Angivelsen i Nyerup's og Kraft's dansk-norske Literaturlexikon, födt omtrent 1557 i Skaane. Fölgelig har han, da Mogens Heinesen foretog sin Reise til Grönland, været i en Alder af 24 Aar eller saa omtrent.
  24. Kong Frederik den Anden.
  25. Hvidsærk var Benævnelsen paa en Jökel i det gamle Grönland, der af tre saadanne laa Bygden nærmest, naar man kom fra Island. Heinesen synes at have sögt Hvidsærk i Vest eller Nordvest af Island, hvor vi ogsaa ovre paa Grönlands Östkyst finde denne Jökel afsat i et Kort over de nordlige Lande, hvilket Heinesen rimeligviis har kjendt, nemlig Sigurd Stephensen's fra Aaret 1570.
  26. Kong Frederik den Anden döde dog ikke strax efter Heinesen’s Hjemkomst fra Reisen til Grönland, men först Skjærtorsdag 4 April 1588.
  27. Heinesen synes ganske kort efter Frederik den Andens Död at have seet sig mödt til at söge fremmed Tjeneste. Denne fandt han hos Hertugen af Parma, daværende spansk Regent over Nederlandene. Dog har dette maaske blot bestaaet deri, at han hos Hertugen forskaffede sig et spanskt Caperbrev, for at kunne krydse imod Engellænderne, som paa samme Tid vare i Krig med Spanien. Heinesen opbragte en, i London hjemhörende, Koffardimand til Bergen, hvor han solgte baade Skib og Ladning. Paa Dronningen af Engellands Besværing herover blev Heinesen sat fangen paa Kjöbenhavns Slot, anklaget som Söröver og dömt fra Livet. Denne, som det siden viste sig, overilede Dom lod En af de fire Formyndere, som i Kong Christian den Fjerdes Mindreaarighed forestode Regjeringen, nemlig den os fra Allday's Reise bekjendte Christopher Walchendorf, strax exequere, uden först at indhente sine Medformynderes Samtykke. Heinesen blev 8 Februar 1589 halshugget paa Slotspladsen; han döde uforfærdet, som han havde levet, og blev i Stilhed begravet paa Nicolai Kirkegaard. Men Aaret derpaa krævede Hans Lindenov, hvem vi nu gjenfinde som Landsdommer i Jylland, paa Herredagen i Kolding den mægtige Regjeringsraad til Ansvar for Heinesens Henrettelse. Og, efterat det var blevet oplyst, at Heinesen havde handlet efter Hertugen af Parmas udtrykkelige Befaling, og at det af ham i Bergen solgte Skib tilforn var blevet priisdömt i Ostende, faldt Sagen saaledes ud ved Herredagen, at Heinesen's Lig skulde opgraves, for ærligen og christeligen igjen at stedes til Hvile, at den ham overgaaede Dom skulde udslettes af Kjöbenhavns Raadstues Dornbog og ikke komme ham selv i hans Grav, hans Enke Sophia Gyntelberg eller deres fælleds Börn til Skade paa gode Navn og Rygte, og at endeligen Walchendorf skulde betale den uskyldig Henrettedes Efterladte en for den Tid meget betydelig Sum, nemlig 3000 Rigsdaler. Lindenov lod Heinesen’s Lig höitideligen före over til Jylland, hvor han ejede Orslev Kloster i Nærheden af Viborg, og begrave i Örslev Kirke; her satte han selv ham et latinskt Epitaphium, som kan læses hos Debes (Færoæ & Færoa reserata. S. 225–26) og i Erik Pontoppidan's Marmora Danica T. II. Hafniæ 1741. Folio. S. 218–19. Walchendorf skal bitterligen have fortrudt sin Overilelse og i den Anledning have givet store Almisser til de Fattige; han udbetalte ikke blot rundeligen den Erstatningssum, som Herredagen havde idömt ham, til Heinesen’s Efterladte, men var ogsaa, medens han levede, Enkens Forsvar og en sand Fader for Börnene.
  28. Isaac de la Peyrere, en lærd Franskmand, der i Aaret 1644 kom til Danmark med den franske Ambassadeur Caspar Coignet de la Thuillerie, tilbragte et Par Aar her i Norden og siden udgav Relation du Groenland. Paris 1647. 8. og ligeledes en Relation de l'Islande. Paris 1663, 8.
  29. Maaskee blot en Skrivfeil for "thold".
  30. Dette usædvanlige Udtryk bruges her i Betydningen af en Compagnon eller Medinteressent. Det kommer af eller er i det Mindste beslægtet med det hollandske Maatschappy, som betyder et Samfund, Interessentskab, Compagnie.
  31. Her er i Registranten ladet Plads aaben for to Linier i Overskriften, som senere dog ikke ere blevne udſyldte.
  32. Formodentligen Peder Hvitfeldt til Skibbelundgaard, Sön af Otto Hvitfeldt til Ourebygaard, gift med Anna Urne, som medbragte ham Engestofte, hvortil han ogsaa undertiden skrives, og död omtrent 1610. Dette er uden Tvivl igjen den samme Peder Hvitfeldt, som i Frederik den Andens Tid ejede en af de daværende adelige Gaarde her i Kjöbenhavn, og efter hvem en af Hovedstadens Gader endnu den Dag i Dag förer Navn af Pederhvitfeldtsstræde.
  33. Davis er dog ikke den förste, som har været inde i Hudsonsstræde. Den lærde unavngivne Forfatter af A Memoir of Sebastian Cabot; with a Review of the History of Maritime Discovery. Second Ed. London 1832, har S. 297-98 vist, at allerede Frobisher paa hans tredie Reise i Aaret 1578 virkeligen har været i dette Stræde.
  34. Trost var efter J. Hall's Angivelse af 30-40 (engelske) Læsters Drægtighed. Det var 1609 og 10 med i Östersäen under Rigs-Admiralen Mogens Ulfeld, var senere 1634 ved Prinds Christians Formæling et af de Skibe paa Kjöbenhavns Rhed, som beundredes af alle Fremmede, men noget efter 1650 forekommer det i Durell's Relation som et gammelt og fordærvet Skib paa 16 Kanoner; jvfr. Garde's Efterretninger om den danske og norske Sömagt. I Bd. Kbhavn 1832. S.86, 87, 136 og 148.
  35. Löven eller rettere Röde Löffue var omtrent af samme Drægtighed som Trost og var ligeledes 1609 og 10 under Mogens Ulfeld i Östersöen (Garde'. Efterretninger. 1 Bd. S. 86 og 87).
  36. Jagten var ligeledes, efter Hall's Angivelse, 12 Læster eller saa omtrent drægtig og förte Navn af Katten. Det er uden Tvivl den samme, som under Navn af Grönlandske Kat forekommer iblandt de Skibe, med hvilke Admiral Godske Lindenov den 3die August 1610 under Bornholm stödte til Flaaden under Rigs-Admiralen Mogens Ulfeld (Garde's Efterretninger. 1 Bd. S. 88).
  37. John Cunningham var en vidt bereist skotsk Adelsmand, som i Danmark og Norge sædvanligvis kaldtes Hans Koning, Köning eller König og skrev sig til Gjerdrup (i det vestlige Sjælland). Efter i flere Aar at have tjent som Kongelig Skibshövedsmand, fik han 1619 Vardöhuus Lehn eller med andre Ord Öst- og Vest-Finmarken i Forlehning. Dette Lehn beholdt han i hele 32 Aar, indtil han omsider 1651 i en höi Alder blev aflöst af Jörgen Friis, en Sön af Cantsler Christian Friis; jvfr. Samlinger til det Norske Folks Sprog og Historie. 3 Bd. Christiania 1835. S. 157. Baade James Hall (Purchas his Pilgrimes. The third Part. London 1625. Folio S. 814) og Slange (Christian den Fjerdes Historie. Kbhavn 1749. Folio. S. 217) berette udtrykkeligen, at Cunningham var Overanföreren af den i Aaret 1605 til Grönland udrustede Expedition; hvorimod Holberg (Dannemarks Riges Historie. Anden Ed. Tomus 2. Kbhavn 1753. 4. S. 601) uden Tvivl fejlagtigen antager, at Godske Lindenov allerede har været Överstbefalende paa den förste af de tre grünlandske Reiser.
  38. Godske Lindenov er et Navn, som i Begyndelsen af det syttende Aarhundrede oſtere forekommer i den danske Marines Annaler. Han nævnes 1608 som Chef paa Holmen ("Holmens Admiral") og var 1612 Næstcommanderende (Under-Admiral) paa den store Flaade, som Rigs- Admiralen Mogens Ulfeld samme Aar commanderede i Östersöen (Garde's Efterretninger. 1 Bd. S. 90).
  39. John Knight blev Aaret derpaa af det Moskovitiske og det Ostindiske Handels-Compagnie i Engelland udsendt for at opdage Nordvestpassagen. Men under Labradorkysten blev hans lille Fartöi, Hopewell af ikkun 40 Tons Drægtighed, ilde tilredt af Isen og han selv formodentligen dræbt af de Indſödte, da han med tre Andre, hvoriblandt en Broder af ham, paa en Ö vovede sig höiere op i Landet og aldrig mere kom tilbage.
  40. Dette stemmer ikke ganske overeens med Beretningen i en hidindtil utrykt og ubekjendt, dansk Dagbog over denne Reise, hvilken vi i det Fölgende skulle meddele.
  41. Hall nævner ham Peter Kielsen (Kilsen) fra Kjöbenhavn, men er langt fra at give ham noget godt Skudsmaal. Efterat have fortalt, hvorledes Cunningham igjen havde sat Mod i Mandskabet paa Trost, der den 10de Juni var blevet aldeles forsagt ved i tyk Luft at möde nogle mægtige Iisfjelde, tilföier han: yet nothing would perswade those ſearfull persons in the Lion, especially the Steerman, who had rather long before this time haue returned home, then to haue proceeded on the action, as before the said Steerman had done when he was imploied eight yeeres before in the said action or disconerie. Dette Sidste i det Mindste forholder sig neppe saaledes; thi det er ikke bekjendt, at der i de sidste Aar af det sextende Aarhundrede har fundet nogen saadan Expedition Sted, i hvilken Peter Kielsen havde kunnet deeltage.
  42. Den Grönlandske Chronica. Kbhavn. 1608. Folio Q 2.
  43. Karsten Manteufel eller Mandiuffel (Mandiuel), som han i Danmark blev kaldet, var kommen herind fra Saxen og havde först tjent Kong Christian den Fjerde som Page. I Aaret 1608 var han Skibshövedsmand under Godske Lindenov, da denne med to Orlogsskibe skulde til Östersöen. (Garde's Eſterretninger. 1 Bd. S. 84).
  44. Dette Datum, som findes hos Slange (Christian den Fjerdes Historie. Kbhavn. 1749. S. 217) er ſormodentlig det rette, da det falder sammen med Lyschander's Angivelse om at Lindenov kom tilbage til Kjöbenhavn paa St. Olufs Aſten. En anden Samtidig, hvis korte Beretning vil blive indrykket i det Fölgende, ansætter derimod Lindenov's Hjemkomst til den 27de Juli.
  45. Dette Cunningham's Fjeld er sikkerligen Kjerlinghætten (paa Grönlandsk Nesaursak), et meget höit og i betydelig Afstand kjendeligt Fjeld i Nærheden af Colonien Holsteinsborg.
  46. I denne Fjord kunne vi neppe miskjende Amertlok Fjorden, paa Nordsiden af hvilken Kjerlinghætten hæver sig op imod Skyerne.
  47. Amertlok Fjorden, som ved to Sunde staaer i Forbindelse med den sydligere Ikertok Fjord, antages i Almindelighed for at gaae 8 Mile ind i Landet.
  48. Den gröndlandske Sild (Angmaksak) er ikke den virkelige Sild, men Lodden (Salmo arcticus O. Fabr. og Mallotus arcticus Cuvier). Den indfinder sig paa en vis Tid af Sommeren i en ganske utrolig Mængde i flere af Grönlands Fjorde, hvor den da öses op af de Indfödte, törres i Solen og gjemmes til Vinterforraad. Angmarsetterne i Amerilok Fjorden udgives netop for at være usædvanlig store og velsmagende.
  49. Om de forskjellige mindre Haandskrifter, hvoriblandt nogle spanske, der ere sammenbundne i dette Quartbind, har Justitsraad Molbech (Historisk Tidsskrift. 4 Bd. Kbhavn. 1843. S. 147) givet endog kun ufuldstændig Underretning.
  50. Tre Stykker i denne Samling angaae Sorö: Chroniea Monasterii Sorensis. Genealogia Domini Absalonis et ejusdem Epitaphium og Catalagus Patrum Abbatum Sorensium ab anno 1162.
  51. At kappe bruges her og siden endnu een Gang under 16de Mai i Betydningen af at krydse.
  52. Næsset er Lindesnæs, den sydligste Pynt af Norge.
  53. Dette Feröö er ikke Færöerne, men Fair-Isle eller Fair-Hill, en liden, omtrent midt imellem Hetland og Örkenöerne beliggende, bjergig O, som henregnes til Shetlandsgruppen. Af Hall's Dagbog (Purchas his Pilgrimes. III. S. 814) fremgaaer dette tydeligen, da de den 13de Mai næsten paa samme Tid fik Fair-Isle og Sumburgh Head eller den sydligste Pynt af Shetland (Mainland) i Sigte.
  54. Dette Udtryk, der endnu ikke skal være ganske gaaet af Brug iblandt danske Söfarende, er, som saa mange andre af vore Sömands udtryk, laant af det hollandske Sprog. Det betyder, naar det bruges om Vinden, at denne er stadig og vedholdende.
  55. Efter Hall's Beretning (Purchas his Pilgrimes. III. S. 816) var han og Cunningham en Timestid ombord i Jagten, inden de opdagede, at det formeentlige Land var en lavtstaaende tyk Taage. Da den senere trak over Skibene, var den Ene af Mandskabet ikke i Stand til at see den Anden.
  56. Dette stemmer ikke ganske med Hall's Beretning (Purchas his Pilgrimes. III. S. 817 og 19), ifölge hvilken Revieret eller Fjorden fik Navn af Kong Christians Fjord, men derimod en Havn paa Sydsiden af Mount Cunningham, altsaa i Mundingen af Fjorden, blev kaldt Danmarks Havn.
  57. Skindbaade til een Person eller saakaldte Kajakker.
  58. Skindbaade til een Person eller saakaldte Kajakker. Efter Hall's Dagbog gjælder dette kun om Trost og skete alt den 16de, hvorimod Katten den 19de kom ind i Danmarks Havn og derſra den paafölgende Dag ud tilsöes.
  59. Skibsbaaden, som formodentligen slæbte efter Jagten.
  60. Denne Hall's Dreng eller Oppasser, som saaledes blev saaret af en Kastepil, hed William Huntries og var fra Yorkshire. Han synes at være bleven her i Danmark, da Purchas (III. S. 827) i en Anmærkning bag efter Udtoget af Hall's Dagbog paa hans anden Reise nævner ham og tilföier, at han af Kongen af Danmark havde 30 Pund aarlig for hans Duelighed i Sömandskab (Skill in Navigation).
  61. "hans fader boor i Helsingör heder hærman roch". Dette er i Marginen antegnet af en anden temmelig utydelig Haand, den samme af hvilken der til Slutning findes en Anmærkning om de i nærværende Dagbog manglende Angivelser af Booden, undertegnet Wyllm hendricks ij Egebeeh.
  62. Lyschander beretter (Den Grönlandske Chronica. Folio S. 2), at man her hjemme udbragte 36 Lod reent Sölv af Centneret af denne foregivne Sölvmalm.
  63. Vor Afskriſt har her "midhenn"; men dette er aabenbart en Skrivſeil enten i Originalen eller i Afskriften.
  64. Dette maa dog neppe forstaaes, som om Grönlænderne havde mægtet at sönderskjære Skibets Anker, men blot at de gjorde Forsög derpaa. Hos Lyschander (Den Grönlandske Chronica. Folio R. 1) hedder det i samme Anledning:
    De snapped aff Baadden oc Skibbet i döll,
    Huad de kundde der löss giöre.
    Och gaff sig omsier til Ancker oc Tow,
    Och filed oc gnaffuit der ſast oppaa,
    De vildde det slæt hænſöre.
  65. Dette skete först Dagen efter, den 28de Juli; se ovenfor.
  66. Ved Hjælp af denne samtidige Angivelse sættes vi i Stand til nogenlunde at bestemme hvor det var, at Lindenov samme Aar kom til Landet. Det er nemlig udenfor al Tvivl, at de andhre 2 skibe, Trost og Katten i Forening, have været inde i en Fjord tæt sönden for det nuværende Holsteinsborg. Denne Colonie ligger efter Graah (Undersögelses-Reise til Östkysten af Grönland. Kbhavn. 1832. S. 200) paa 66° 50" N. Br., efter John Ross (Anden Opdagelsesreise til de nordlige Polaregne. Oversat af K. Kjær. Kbhavn. 1837, S. 54) paa 66° 58', men efter en senere og uden Tvivl paalideligere Observation af James Clark Ross paa 66° 56' 32" N. Br. Men nu falde de ældre nordiske Sömile (Ugersöes) efter Beregning af H. P. v. Eggers (Priisskrift om Grönlands Österbygds sande Beliggenhed. Kbhavn. 1793. S. 17) paa det Nærmeste sammen med vore geographiske Mile. Fölgeligen maa Godske Lindenov have været inde i Fiskenæssets nuværende Distrikt, hvor Logen af samme Navn, efter Graah's Angivelse i den nylig anförte Tabel over Brede og Længde af forskjellige Punkter paa Grönlands Kyster, er anlagt paa 63° 24/ N. Br.
  67. Holberg (Dannermarks Riges Historie. Anden Ed. Tomus II. Kbhavn. 1753. S. 602) lader Expeditionen allerede den 8de Mai af gaae ſra Kjöbenhavn.
  68. Efter det temmelig skjödeslöse Udtog, som Purchas har meddeelt af Hall's Dagbog over denne Reise, skulde dette allerede have fundet Sted den 10de Juli (Purchas his Pilgrimes. III. S. 822). Men vi have anseet det for sikkrere heri at fölge en original dansk Journal eller Rapport, der vil blive aftrykt i det Fölgende.
  69. En anden Grönlænder döde ved Midnat inellem den 10de og 11te Juni ombord i Trost. Hvad der blev af den Tredie, som formodentligen har været paa Löven, kunne vi ikke sige.
  70. Her menes ikke Færüerne, men Fair-Isle eller Fair-Hill; jvfr. Udtoget af Hall's Dagbog hos Purchas III, S. 822.
  71. Det forreste af disse to Tal er utydelig skrevet.
  72. Ved Pinken forstaaes i denne Berctning bestandig Jagten.
  73. Bödker (det tydske Bötticher).
  74. I det originale Haandskrift staaer der her enten "lage” eller "læge". I ethvert Tilfælde skal derved upaatvivleligen forstaaes Taage.
  75. En grönlandsk Umiak eller saakaldet Konebaad.
  76. Dagbogens Forfatter har her uden Tvivl villet skrive mærkelig.
  77. Denne Fjord eller Bugt, hvori Trost den paaſölgende Nat var saa nær ved at forlise, gav J. Hall, efter den i en foregaaende Anmærkning omtalte Philip de Fos, Navn af Fos Bai (Purchas his Pilgrimes. III. S. 824).
  78. Efter Udtoget af Hall's Dagbog (Purchas III. S. 825) gik begge Capitainerne denne Dags Morgen i deres Baade op i Fjorden (Fos Bai), hvor de traf et betydeligt Antal grönlandske Vinterhuse og Begravelser. Husene vare tildeels byggede af Hvalbeen, da de Indfödte i Mangel af Tömmer havde betjent sig af Hvalernes Ribbeen.
  79. At ripe eller rippe Anker betyder i det ældre danske Sömands sprog at lette Anker; jvfr. Videnskabernes Selskabs Danske Ordbog under Ordet Rippe.
  80. Dog er ſeilskrevet for Dag.
  81. Saaledes skrives den 30te ogsaa ved Slutningen af den fölgende Maaned.
  82. September. Maaneds - Overskriften er udeglemt.
  83. Rona og Bara, to höie Klipper, som i Nord ſor Hebriderne (Syderöerne) stige op af Havet.
  84. Foula, den vestligste Ö i Shetlandsgruppen.
  85. Sumburgh-Head, det bekjendte sydlige Forbjerg af Mainland.
  86. Trost kjende vi fra de to foregaaende Expeditioner. I en Fortegnelse over de Krigsskibe, som ved Kong Christian den Fjerdes Kroning i August 1596 laac tiltaklede og udrustede her i Havnen, forekommer Barken som et Skib paa 18 Kanoner; jvfr. Aug. Erici Beskrivelse over Christian den Fjerdes Salving og Kroning. Oversat af A. B. Dallin. Kbhavn. 1598. 4. Folio O 1; og Garde's Efterretninger om den danske og norske Sömagt. 1 Bd. Kbhavn. 1832. S. 74-75, hvor denne Liste over Flaaden findes aftrykt.
  87. "Litt för Sancte Ibs dags Tjde” hedder det hos Lyschander. St. Ibs Dag (Jacobus Apostolus) falder paa den 25de Juli.
  88. Denne Fjord skal ifölge en Angivelse, som findes i den senere saa navnkundige William Baffin's Beretning om denne ulykkelige Reise (Purchas his. Pilgrimes. III. S. 832) have ligget paa 65° 20' N. Br. Men nu er Colonien Ny-Sukkertoppen efter Graah (Undersögelses-Reise til Östkysten af Grönland. S. 201) netop anlagt paa samme Brede. Fölgeligen maa Cockin's Sound være at söge i Nærheden af denne Colonie, maaskee i den lidet sydligere beliggende Isertok Fjord.
  89. Eenhjörningen förte en Besætning af 48 Mand. Dette Skib havde 1610 hört til den Flaade, som under Rigs-Admiralen Mogens Ulfeld var ude i Östersöen og blev da commanderet af den, os fra den anden grönlandske Expedition i Aaret 1606 bekjendte, norske Capitain Hans Brun; jvfr. Garde's Efterretninger om den danske og norske Sömagt. 1 Bd. S. 87. Eenhjörningen blev, som vi skulle see, 1620 af Jens Munk forladt i Hudsonsbugten.
  90. Jagten Lamprenen havde 16 Mands Besætning. Dette mindre Skib gik ligeledes, men senere, tabt under J. Munk's Commando. Da han nemlig 1626 laa med sex Skibe paa Veserströmmen, for at afskjære de Keiserlige Tilſörselen, blev Lamprenen borte med Folk og Alt; jvfr. Navigatio Septentrionalis. Kbhavn. 1723. 8. Tillægget (Biographien) S. 24.
  91. Med Hensyn til Bestemmelsen af, hvor Engellændernes Cap Farvel egentligen har ligget, er dette Sted af Munk's Dagbog ikke uvigtigt. Han tilföier (Navigatio Septentrionalis. Octavudgaven S. 11) fölgende Beskrivelse over det af ham sete Cap Farvel: "Og er det syndre Cap af Grönland et höyt Land, og meget hackelige og ujeffend med höye skarpe Fielde, dog kunde saadanne höye Fielde icke have deris rette Aſtegnelse og visse Kiendelse, for den mangfoldige Iis der ligger paa dennem, som gjör samme Lande gandske u-kiendelig.” Denne Skildring passer ikke ilde paa de Danskes Cap Farvel, der, som bekjendt, er det höie sydlige Forbjerg af Öen Sermersok og ligger omtrent paa 60° 10" N. Br.
  92. Hvis denne Angivelse af Breden ellers er nogenlunde paalidelig, saa er Munkenæs sandsynligvis det paa Sydsiden af Resolution Island og lige overfor Cape Chidleigh beliggende Hatton's Headland.
  93. Munkens Vinterhavn eller Jens Munkens Bai, som han selv (Navigatio Septentrionalis. Octavudgaven. S. 63) benævner den, maa upaatvivleligen söges paa de vestlige Kyster af Hudsonsbugten. Her troede J. B. Forster (Geschichte der Entdeckungen und Schiffahrten im Norden. Frkſt. a. d. O. 1784. S. 538) at gjenkjende den i Churchill River; men to senere Forfattere, nemlig John Barrow (A Chronologieal History of Voyages into the Arctic Regions. By J. Barrow. London 1818. S. 231) og Hugh Murray (Narrative of Discovery and Adventure in the Polar Seas and Regions. By J. Leslie, R. Jameson and H. Murray. Third Ed. Edinburgh 1832. S. 248) have sandsynligviis med större Föie henlagt de Danskes Vinterhavn en Deel nordligere i det saakaldte Chesterſield (eller Bowden's) Inlet.
  94. Under 28de Mai beskriver Munk denne dræbende Sygdom tydeligen som en i höi Grad udviklet Skjörbug: det yderlig afkræftede Legeme blev overalt bruunt og blaat; alle Lemmer og Ledemode krympede sig sammen; Tænderne sadde saa löse i Munden, at den Syge var aldeles ude af Stand til at tygge.
  95. Fra Midten af Mai Maaned havde man ikke mægtet at faae de efterhaanden Bortdödes Liig jordede, ja end ikke kastede over Borde.
  96. Seillægger er den ældre danske Benævnelse paa en Seilmager.
  97. I et nu temmelig sjeldent Skrift, betitlet: "Drie Voyagien gedaen na Groenlandt, om te ondersoecken of men door de Naeuwte Hudsons soude konnen Seylen; om alsoo een Doorvaert na Oost-Indien te vinden", og udkommet i 4to i Amsterdam uden Angivelse af Trykkeaaret, findes endogsaa dette Optrin S. 10 afbildet i et Træsnit. Munk, iſört Hjelm og Harnisk, staaer for Kongen, som med Kronen paa Hovedet sidder under en Tronhimmel og holder en oplöftet scepterdannet Stok eller Stav i Haanden.
  98. Formodentligen en Nederlænder, hvis Navn findes skrevet meget forskjelligen. Saaledes kaldes han af Garde (Efterretninger om den danske og norske Sömagt. 1 Bd. S. 158) og Flere David Danell, medens Torfæus i Fortalen til sin Gronlandia Antiqua S. 36 benævner ham David de Nelle, og Andre atter anderledes. Han blev siden Commandeur i Söetaten samt Assessor i Admiralitetet, og döde 1661; jvfr. Tidsskrift for den norske Personalhistorie, udgivet af Bernt Moe. 1 Heſte. Christiania 1840. S. 1.
  99. Lambaness paa Öen Unst.
  100. Paa Capitain Graah's Kort over Grönland er Hvidsadlen (ikke Hvidsolen, som denne Ö benævnes af J. Erichsen) aflagt paa 64° 59" N. Br., som et temmelig stort Öland under Östkysten; jvfr. hans Undersögelses-Reise til Östkysten af Grönland. Kbhavn. 1832. S. 102 og 200.
  101. Det har formodentligen været en udstrakt og lige ned til Söen gaaende lisblink, som de her have havt for sig.
  102. Fra Öen Vendom, som blev Graah's nordligste Teltplads paa hans Reise langs med Sydöstkysten af Grönland, saae denne Reisende i Slutningen af Juli eller Begyndelsen af August 1829, i O. N. O. og en Afstand af 10 til 12 Mile, to eller maaske tre Öer, hvilke han antog at höre til den af Danell i Aaret 1652 opdagede Ögruppe, endskjönt de ligge Fastlandet en Deel nærmere, end de efter Danell's Angivelse skulde gjöre. I Graah's Kort findes de, under Navn af Danell's Öer, aflagte paa omtrent 65° 30" N. Br.; jvfr. Graah's Undersögelses-Rése til Östkysten af Grönland. S. 103 og 200.
  103. Engellændernes Cap Confort eller Comfort antages i Almindelighed for at være et höit, i betydelig Afstand kjendeligt, Kystfjeld imellen Colonien Frederikshaab og Forsöget Arksut, hvilket de Indfödte kalde Kingiktorsoak, men de Danske have givet Navn af Tinden eller Tindingen.
  104. Altsaa i Nærheden af den nuværende Colonie Ny-Sukkertoppen, som angives at ligge paa 65° 20' N. Br.
  105. Da Danell's Angivelser af Breden i Almindelighed, f. Ex. ved Baals Revier, synes at være for lave, saa turde Möllers Havn med et Slags Rimelighed være at söge i Amerlok Fjorden. Her er der et höit iöinefaldende Fjeld (Kjærlinghætten) i Nærheden, og paa Nordsiden af Fjorden, altsaa om Bagbord for de Indseilende, findes der virkelig een eller flere Skibshavne.
  106. Efter den angivne Brede vilde denne Fjord være at söge i Nærheden af Gamle Sukkertoppen, som skal have ligget paa 65°38' N. Br.
  107. Ved disse to nærliggende Fjorde menes formodentligen den store og den lille Napparsok Fjord, hvilke paa Grund af deres Nærhed have været ansete for een Fjord og af de Danske ogsaa have faaet Navn af Tofjorden. Napparsok Fjordene ligge i den sydligere Decl af Sukkertoppens District.
  108. Dette Navn synes denne Fjord, i det Mindste efter Lund's Indberetning, ikke at have havt Aaret i Forveien.
  109. Dette er, saavidt vi vide, det eneste Exempel paa at danske Söfarende under de grönlandske Kyster have troet at see noget af de fabelagtige Væsener, hvormed Indbildningskraften i hine Tider var saa tilböielig til at befolke de eensomme höinordiske Farvande. En omstændelig Beskrivelse over en Havfrue, som den 15de Juni 1608 skal have ladet sig tilsyne paa Henrik Hudson's i dette Aar til Opdagelsen af en nordöstlig Gjennemfart foretagne Reise, har denne berömte engelske S5farende meddeelt i sin Beretning om denne Reise. Den lyder i Purchas his Pilgrimes. III. S. 575 saaledes: «This morning one of our companie looking ouer boord saw a Mermaid, and calling up some of the cornpanie to see her, one more canne up, and by that time shee was come close to the ships side, looking earnestly on the men: a little after, a Sea came and ouerturned her: from the Nauill upward, her backe and breasts were like a womans, (as they say that saw her) her body as big as one of us; her skin wery white; and long haire hanging downe behind, of colour blacke: in her going downe they saw her tayle, which was like the tayle of a Porposse, and speckled like a Macrell. Their names that saw her, were Thomas Hilles and Robert Rayner." At Troen paa Havmænd og Havfruer her i Danmark har holdt sig til ind i det foregaaende Aarhundrede, see vi deraf, at den som Forfatter ikke ubekjendte Andreas Bussæus i Aaret 1723, som Borgemester i Helsingör, ifölge. Kongelig Befaling har maattet optage et Forhör over tre helsingörske Færgemænd, der foregave samme Aar at have seet en Havmand imellem Hveen og Sjælland. Dette Forhör, hvilket Bussæus indsendte, ledsaget af sine egne lærde Bemærkninger, findes tilligemed disse aftrykt i O. Bang's Samling af adskillige nyttige og opbyggelige Materier, saa vel gamle som nye. Fjerde Stykke. Kbhavn. s. a. S. 528-36.
  110. De tre Grönlænderinders Navne ere her gjengivne saaledes, som de, uden Tvivl rigtigst, findes i Det gamle Grönlands nye Perlustration. Af H. Egede. Kbhavn. 1741. S. 18. Endnu i Egede's Tid, altsaa en 70 Aar eſter Danell's sidste Reise, kunde Nogle af Grönlænderne i Baals Revier mindes denne Tildragelse og navngive deres bortförte Landsmændinder.
  111. Grinland er sandsynligviis en Skrivſeil for Viinland.
  112. Mardland er uden Tvivl ligeledes en Skrivſeil for Nordland.
  113. Formodentligen den dybe Isefjord Sermeliarsuk, henimod 12 Mile sönden for Colonien Frederikshaab.
  114. Vi have allerede i det Foregaaende havt Leilighed til at gjöre opmærksom paa, hvorledes Hans Egede uden Tvivl er den Förste, som har berigtiget denne geographiske Vildfarelse. Frobisher's Stræde er ogsaa udeladt i det originale Kort over Grönland, der ledsager hans bekjendte og paa adskillige fremmede Sprog oversatte Skrift, Det gamle Grönlands nye Perlustration. Kbhavn 1741. 4.
  115. Af det, ved Biskop O. Fabricius besörgede, Udtog af en Dagbog, holden i Aarene 1751-53 af Handelsbetjent Peder Olsen, paa en Reise til Östkysten af Grönland, sees der (Ugeskriftet Samleren. 1 Bd. Kbhavn 1787. S. 229-30), at det sydligste Punkt, som Egede paa denne Reise er kommen til, har været Öen Nennortalik, hvor der i Slutningen af det forrige Aarhundrede paa 60° 08: N. Br. blev grundet et, under Colonien Julianchaab hörende, Handelsanlæg.
  116. Nepisene i det nuværende Holsteinsborgs District ligger imellem to Fjorde, Amertlok og Ikertok, i hvilke Hvalerne gaae op om Vinteren, navnligen i Maanederne Decbr. – Marts.
  117. Dette Middel synes i den Tid ikke at have været noget Usædvanligt, da der to Aar i Forveien under 7de Juli 1721 var udgaae en Placat om et Lotterie i Kjöbenhavn til Digernes Reparation i Slesvig, Oldenborg og de omliggende Lande.
  118. Et værdigt Sidestykke til denne Hollændernes Adfærd i Begyndelsen af det forrige Aarhundrede have vi oplevet, da engelske Hvalſangere fra Hull i Sommeren 1818 plyndrede og derpaa afbrændte det danske Handels-Etablissement ved Norsoak (Engellændernes Four Island Point) i Nordgrönland.
  119. Födt i Nordlandene 1710, gik han 1721 med sin Fader og övrige Familie over til Grönland, hvor han, ligesom hans to Aar ældre Broder Paul, ved Omgang med sine grünlandske Jævnaldrende snart tilegnede sig det vanskelige Sprog. Han blev 1734 virkelig Kjöbmand ved Godthaab, fulgte 1736 med Faderen ned til Danmark, men vendte 1738 tilbage til Grönland, hvor han tilbragte det Meste af sin Levetid. Af Hvalfangstens Indretning i Grönland har han, ligesom hans Sön Jörgen Frederik Egede, havt store Fortjenester. Paa Grund heraf blev han i Aaret 1764 udnævnt til Capitain af Inſanteriet. Han döde 1782 i Kjöbenhavn, og er Forfatter af Tredie Continuation af Relationerne, betræffende den Grönlandske Missions Tilstand og Beskaffenhed. Kbhavn. (1744), 4. Grönlænderne og de Danske i Grönland vide endnu at fortælle om Niels Egede's Mod, Aandsnærværelse og uhyre Legemskræfter.
  120. I Minerva for 1788. III. S. 18-78 findes en, af daværende Justitsraad C. Pontoppidan meddeelt og med fire Bilag angaaende Grönland forsynet, Skrivelse fra bemeldte Jochimsen til Geheimeraad Löwenörn, der synes at have været hans Velynder og formodentligen har foranlediget hans Sendelse til Grönland.
  121. Dette Rescript til Præsten paa Grönland Hr. Eggede”, dateret Frederiksborg den 4de April 1733, er efter Originalen aftrykt i J. Möller's Mnemosyne. 3 Bd. Kbhavn. 1832. S. CCCI-II i Anhanget.
  122. Ingen af de Koppe-Epidemier, der senere have hjemsögt Grönland og tildeels ere blevne Grönlænderne paaförte af fremmede Hvalfangere, have været i den Grad ödelæggende, som hiin förste.
  123. Han var ſödt 1708 i Nordlandene, altsaa tretten Aar gammel, da han 1721 med sin Fader og övrige Familie drog over til Grönland. Her forblev han til 1728, da han for sine Studeringers Skyld maatte reise ned til Danmark. Efter henved sex Aars Ophold i Kjöbenhavn, gik han 1734 anden Gang over til Grönland, hvor han nu tilbragte sex Aar som Missionair, först ved Godtbaab og siden ved Christianshaab. Han hjemgik 1740 og blev det fölgende Aar beskikket til Præst ved Vartov. I Aaret 1761 blev han udnævnt til Professor og 1779 til Biskop over den grönlandske Mission. Han döde 1789. Af hans Skriſter, som alle angaae Grönland og Grönlænderne, ville vi her nævne de to for os vigtigste og interessanteste: Continuation af Relationerne, betreffende den grönlandske Missions Tilstand og Beskaffenhed. Kbhavn. (1740). 4. og Efterretninger om Grönland. Kbhavn. (1788). 8. Han er desuden Forfatter til den förste grönlandske Ordbog (Dictionarium Grönlandicum Danico-Latinum. Hafniæ. 1750. 8) og Grammatik (Grammatica Grönlandico Danico-Latina. Hafniæ 1760. 8.).
  124. Hans Liv og Virksomhed er udſörligen beskrevet af J. J. Lund (Biskop Hans Egede's Levnet. Kbhavn. 1778. 4.), af P. T. Wandall (Hans Egede med Giertrud Rasch, i Fortiente Mænds Levnets-Beskrlvelser. 2 Bd. Kbhavn. 1794. 4. S. 173-248) og senest af N. M. Petersen (Hans Egede's Levnet. Kbhavn 1839. 12.), til hvilke vi her kunne henvise. Han er Forfatter til Kort Beretning om den Grönlandske Missions Beskaffenhed. Kbhavn. 1737. 4., Omstændelig og udförlig Relation, angaaende den Grönlandske Missions Begyndelse og Fortsættelse. Kbhavn. 1738. 4. og Det gamle Grönlands nye Perlustration eller Naturel-Historie. Kbhavn. 1741. 4., af hvilket sidstnævnte Skrift en förste Udgave allerede 1729 var udkommen, men imod Forfatterens Vidende og Villie. Den förste paa Grönlandsk trykte Bog (Elementa fidei Christianæ. Grönlandice. Hafniæ 1742. 8) er ligeledes af H. Egede.
  125. Denne Colonie blev senere nedlagt eller rettere forenet med det nuværende Holsteinsborg.
  126. Colonien blev ſaa Aar derefter flyttet fra Norsoak til Öen Umanak, hvor den har hævet sig til den betydeligste Colonie i hele det nordre Handels-Inspectorat. Norsoak er derimod sjunken ned til et blot Udliggersted.
  127. Lars Dalger, som Aaret derpaa udgav Grönlandske Relationer, indeholdende Grönlændernes Liv og Levnet, deres Skikke og Vedtægter, samt Temperament og Superstitioner. Kbhavn. (1752). 4.
  128. Wallöe's Förste Vinter er det nuværende Julianehaab, hvor man i flere Aar efter Coloniens Anlæggelse (1775 eller 76) bevarede Wallöes Vinterhytte til Erindring om de förste Danske, som paa dette Sted havde overvintret.
  129. Lodden eller den saakaldte grünlandske Sild (Mallotus arcticus) öses endnu hvert Foraar inde i Agluitsok Fjorden, og det i en næsten utrolig Mængde. Det er det störste Fiskeri af denne Art i hele Grönland og drager i Maanederne Mai og Juni næsten alle Sydlændinger, lige fra Öen Alluk omme paa Östkysten og til Igalikko Fjorden tæt östen for Julianehaab, ind i Aguitsok.
  130. Ikigeit er et Næs, som ligger paa den vestlige Side af Narksamiut Fjordens Munding, og paa hvilket man i vore Dage har opdaget Ruiner af en gammel nordisk Kirke. Lige overfor Ikigeit og paa den östlige Side af Fjordmundingen ligger Friedrichsthal, den sydligste af Brödre-Unitetets fire Missioner og tillige det sydligste af samtlige europæiske Etablissementer i Grönland overhovedet.
  131. En nyere Reisende (Undersögelses-Reise til Östkysten af Grönland. Af VV. A. Graah. Kbhavn. 1832. S. 71) vil ikke indrömme, at VVallöe virkeligen er trængt saa langt frem paa Östkysten. Han antager nemlig, at Wallöe's Nenese er Halvöen Nenneetsuk, som efter han, ligger paa 60° 28' N. Br., og paa hvilken han selv i Foraaret 1829 maatte tilbringe over tre Uger. Heri gjör han sin Forgænger dog maakee Uret. Wallöe nævner ikke blot i sin Dagbog Nenese udtrykkeligen som en Ö; men i et senere Skrift omtaler han Nemese paa en Maade, der forekommer os at udelukke enhver Tvivl i saa Henseende. Denne Öes Navn var Nenese, og den laae noget mod Sönder, uden for dette benævnte, formedelst lis undergangne, Land (Grönlands isklædte Östkyst) og var til alle Sider omgivet af Driv-lis hedder det i En kort Efterretning om en Reeocnoscerings Reise til Syderdelen af Grönland og Österböygden, hvoraf Wallöe's egenhændige Original bevares i det store Kongelige Bibliotheks nye Manuscriptsamling under Nr. 1976 d iblandt Quarterne.
  132. Iſölge Wallöe's Bredeangivelse maaskee Cap Discord.
  133. Et originalt Exemplar af denne Dagbog bevares i det Kongelige Sökort-Archiv, som tillige er i Besiddelse af en Deel af Wallöe's ældre grönlandske Dagböger. Af den förstnævnte besad Biskop O. Fabricius i sin Tid en Afskriſt, hvilken han benyttede til det af ham 1787 i förste Bind af Ugeskriftet Samleren indrykkede "Udtog af en Dagbog, holden i Aarene 1751-53 af Handelsbetjent Peder Olsen paa en Reise i Grönland, som han foretog sig til at undersöge de sydligste Egne af Landet, indtil 15 Mile Östen for Statenhuk." Et i Aaret 1820 af Admiral Löwenörn besörget .. "Fuldstændig Uddrag af Handels-Assistent P. O. Wallöe's egenhændige Beretning om hans Ophold og Reiser i Grönland fra 1739-53. Anden Deel fra 1751 53." findes i det store Kongelige Bibliotheks nye Manuscriptsamling, under Nr. 1970 iblandt Quarterne. Sammesteds bevares (Nr. 1976 d iblandt Quarterne) et egenhændigt Haandskrift af Wallöe, der förer Titel af "En kort Efterretning om en Recognoscerings-Reise til Syderdelen af Grönland og Österböygden, tilligemed paa hvad Maade man synes bedst dette Sidste, nemlig Österböygd, kunde findes og opdages igien." Dette hidindtil saa godt som aldeles ubekjendte Haandskriſt har Forf. formodentligen i Aaret 1785, da Löwenörn’s Expedition til Östkysten af Grönland forberededes, overrakt eller ladet overrække den daværende Kronprinds; det er for ikke længe siden fra den afdöde Konges Haandbibliothek blevet afgivet til det store Kongelige Bibliothek.
  134. Wallöe synes at have været födt paa denne Ö; de To af Mandskabet ved Godthaab, som fulgte ham til Östkysten, og som begge vare Bornholmere, kalder han sine Landsmænd.
  135. af Ræveskind alene fik vvalöe henved 1000 stykker.
  136. Det har uden Tvivl været for at mäde de ugunstige og tildeels nærgaaende Domme over Löwenörn og hans hele Adfærd under Expeditionen 1786, at En af hans Venner, som dog ikke har nævnet sig, kort efter hans Hjemkomst fra Island i Ugeskriſtet Samleren. 1 Bd. S. 39-46 lod indrykke en saakaldt Underretning om Löwenörn's Expedition til Grönlands östre Böigds Opdagelse. Uagtet der i Slutningen af denne bebudedes en Beretning, som inden ſäie Tid kunde ventes fra General-Adjutantens egen Haand, forblev hiin korte Underretning dog i langsommelig Tid at være det Eneste, der kom til Publicums Kundskab om Löwenörn’s grünlandske Expedition. Först i Aaret 1811 fandt Löwenörn Leilighed til at redigere en Beretning om sin, i Aaret 1786 foretagne, Reise. Den udgjör to Quartbind, af hvilke det andet blot indeholder Bilag, og blev som Manuscript af Forfatteren indsendt til det store Kongelige Bibliothek, i hvis nye Manuscriptsamling den nu forefindes i to Exemplarer (Nr. 1975 og 1976 iblandt Quarterne). Tolv Aar senere bekjendtgjorde Löwenörn i Annales maritimes et coloniales. Par M. Bajot. Annee 1823. II Partie. Tome I. (S. 7-51) et, med et Kort forsynet, Udtog af denne Beretning, under Titel af: Extrait de la Relation d'un Voyage fait par ordre de Sa Majeste Danoise, pendant l'année 1786, pour la decouverte de la cóte orientale du Groenland. Par M. de Löwenörn. Traduit, en 1822, par l'auteur lui-méme. Af dette franske Udtog af hans Reisebeskrivelse gives der enkelte Separataftryk. Derimod er der paa Dansk aldrig fra Löwenörn's egen Haand udkommet Noget om hans gröndlandske Reise.
  137. Da man ikke uden den öiensynligste Livsfare med et eneste lidet Skib kunde vove sig ind i Isen, havde Egede forlangt et andet Fartöi til at ledsage sig, men forgjeves, uagtet der fandtes flere saa danne Fartöier i Island. Först Aaret derpaa fik han iſölge sit Forlangende en Hukkert opsendt fra Kjöbenhavn.
  138. Endnu samme Efteraar udkom der i Trykken et af de tvende Sö-Oſficerers Fædre, Paul Egede og Tyge Rothe, besörget Udtog af de Breve, disse Hædersmænd havde modtaget fra deres kjække Sönner. Dette Udtog (1 Ark i 8) blev iblandt Andet omdeelt med October heſtet af Minerva og fremkaldte fra Löwenörn's Side en saakaldet Promemoria, der findes indrykket i Minerva 1786. IV. S. 784–89. Udtoget er senere, som en literair Sjeldenhed, blevet optrykt i N. C. Öst's Samlinger til Kundskab om Grönland. Kbhavn 1830. S. 55-63, hvor Skrivelsen fra Löwenörn ligeledes er at læse S. 65-72.
  139. Aaret derefter udgav Egede sin, med et Kort, en Prospect og Landtoninger forsynede. "Reisebeskrivelse til Öster-Grönlands Opdagelse." Kbhavn. 1789. 8. Den oplevede i Aaret 1796 et nyt Oplag. I Slaget den 2den April 1801 kæmpede Egede og Rothe, hver paa sin Skytpram, hæderligen ved hinandens Side. Aaret derpaa fik Egede sin Afsked af Etaten og döde 1804. Rothe derimod steg efterhaanden op til de höieste Poster i den danske Marine og döde for ikke mange Aar tilbage som Admiral.
  140. Det kronede Priisskrift "Om Grönlands Östevbygds sande Beliggenhed" blev, tilligemed de til samme hörende Kort, indrykket i Selskabets Skriſter. 4 Bd. Kbhavn. 1794. S. 239-320, men existerer desuden i en Deel Separataftryk, som ſöre Aarstallet 1793. Omtrent samtidigen udkom der en tydsk Oversættelse, eller rettere maaskee Originalen, under Titel af: "Ueber die wahre Lage des alten Ostgrönlands, dureh H. P. v. Eggers. Mit zwey Karten. Kiel 1794."
  141. Karl Ludwig Giesecke, död 1833 i Dublin som Sir Charles Giesecke, havde i sin Ungdom været en bekjendt Skuespiller i Wien, men var senere bleven Mineralog og reisende Mineraliehandler. Da han som saadan i Begyndelsen af dette Aarhundrede agtede sig til vort Norden, vidste han i Berlin at forskaffe sig Titel af Kongelig preussisk Bjergraad. Efter et Besög paa Færöerne, hvorom dog Intet er blevet bekjendt, rejste han i Aaret 1806 med den danske Regjerings Understöttelse og ganske særdeles Begunstigelser over til Grönland, hvor hans Ophold, paa Grund af den imidlertid imellem Danmark og Engelland udbrudte Sökrig, forlængede sig indtil 1813. Giesecke's Hovedarbeide over Grönland er Artiklen Greenland (22 Quartsider) i den af D. Browster udgivne Edinburgh Enclyclopædia. Det Meste og det Betydeligste af Giesecke's grönlandske Samlinger er gaaet til Engelland eller ogsaa til Tydskland.
  142. Om Giesecke's Reiser og Foretagender i de to förste Aar af hans Ophold i Grönland findes nogle Efterretninger i et, i Dagen af 20de Februar 1808 meddeelt, Brev fra ham selv, der her dog ikke nævnes, men blot kaldes en i Grünland reisende Videnskabsmand. Brevet selv er dateret Godhavn paa Disko den 6te August 1807 og har formodentligen været til hans Velynder, den nu afdöde Etatsraad J. G. L. Manthey til Falkensteen.
  143. I et Brev til Sir Joseph Banks tilskrev Scoresby i Begyndelsen af October 1817 ham iblandt Andet Fölgende: I found on my last voyage about 2000 square leagues of the surface of the Greenland Sea, included between the parallels of 74° and 80° N , perfectly void of ice, which is usually covered with it. Now, all this ice has disappeared within the last two years, and there is little doubt but it has been drifted to the southward into warmer climates, and there dissolved.” (Jvfr. The Edinburgh new Philosophical Journal. Vol. XX, S. 97). At denne Scoresby's Formodning om Isens Oplösning i varmere Klimater ikkun for en ringe Deel var grundet, maatte den Kongelige grönlandske Handel til sin store Skade erfare, idet to af de fem Skibe, hvormed Landet den Gang beseiledes, dette Aar bleve borte i Isen, der sönden om Cap Farvel var dreven ind i Davisstrædet og næsten ganske opfyldte dette.
  144. Allerede i Jakob Severin's Tid havde Paul Egede (Efterretninger om Grönland. S. 71) foreslaaet, at lade et Skib löbe op under Nord, for at faae Vished, om Grönland var en Ö eller landfast med Amerika, og tilbudet sig selv at gaae med Skibet. Egede fik to Gange efter hinanden et höfligt Afslag. Nu er, som bekjendt, Grönlands Insularitet sat udenfor al Tvivl; men Danmark har ikke bidraget det Ringeste til dette geographiske Problems Lösning.
  145. Zachæus, hvem Ross kalder John Sacheuse, var ſödt i Nordgrönland, hvis vi ikke ſeile, ved Jakobshavn. Paa Grund af en ulykkelig Kjærlighed eller rettere af Krænkelse over et Afslag af en Pige, han vilde ægte, forlod han 1816 hemmeligen sit Födeland og kom med en skotsk Hvalfanger til Leith. I Begyndelsen af Aaret 1819 blev han i Edinborg bortrykket af en Typhus.
  146. Sandsynligheden for at det maatte være Meteorjern blev efter Hjemkomsten til Engelland bekræftet af den bekjendte Dr. Wollaston, der fandt at det indeholdt flere Procent Nikkel.
  147. Rigtigere Savilik af Savik, Jern.
  148. Da denne arktiske Residents iſölge de Indfödtes Udsigende skulde ligge i Nærheden af en betydelig Ö, som ikke letteligen kunde være nogen anden end Wolstenholmelsland, og Ross i de fölgende Dage tydeligen erkjendte nogle grönlandske Vinterhytter nordenfor Cap Dudley Diggs, antog han og hans Medreisende disse for at være det omtalte Petovak
  149. Det faldt ikke Ross ind, i sin Souverains Navn at tage nogen Deel af Grönlands Vestkyst i Besiddelse, endskjönt der landedes paa enkelte Punkter. Derimod undlod han ikke at gjöre dette ovre paa den anden Side af Baffinsbugten, hvor han i Possession Bay höitideligen og med alle de brugelige Formaliteter tog Landet i Besiddelse. Vi troe her at burde bemærke dette, da Engellænderne senere, paa Grund af Ross's Undersögelser i Aaret 1818, synes at ville til egne sig de nordligste Strækninger af Grönlands Vestkyst. Saaledes finde vi paa et, af det engelske Selskab for Udbredelsen af nyttig Kundskab for faa Aar siden udgivet og sandsynligvis i en Mangfoldighed af Exemplarer over hele det britiske Rige udbredt, Kort over det britiske Nordamerika og Vestindien, at Kysterne af Grönland ere illuminerede som danske fra Ardincaple Inlet, eller ſra imellem 75° og 76° N. Br. omme paa Östkysten, og til Dumira Bay omtrent paa samme Brede af Vestkysten, imedens Melville's Monument og de endnu nordligere Strækninger af Grönlands Vestkyst ere illuminerede som hörende til de engelske Besiddelser i Nordamerika.
  150. Heri har Scoresby dog rimeligviis taget ſeil. Wormskiold besad nemlig i sin Tid (Det skandinaviske Litteraturselskabs Skrifter for 1814. S. 383-84) et haandskrevet Kort af Volkert Bohn, der 1788 var Raadmand i Boldixum paa Osterlandſöhr, iſölge hvilket denne i Juni og Juli 1761 var kommen langs med en betydelig Strækning af Grönlands Ostkyst og her paa 70°40' N. Br. af den stærke indadgaaende Ström var bleven draget ind i en Fjord, som han antog den for, af en meget betydelig Vidde og saa dyb, at der end ikke med klar Luft fra Bramsalingen kunde üines Ende paa den. Det paaberaabte Kort, hvilket Wormskiold havde faaet af Löwenörn, er ſormodentligen forgaaet ved den Brand, som for et Par Aar siden i Jylland tilintetgjorde alle den Förstnævntes videnskabelige Samlinger; men vi kunne neppe betvivle, at jo vor frisiske Landsmand, i en ung Alder og sandsynligvis med en hollandsk Hvalfanger, hele 61 Aar för Scoresby og dennes Fader har været inde i det saakaldte Scoresby's Sund. Den af sin Födeö höitfortjente Volkert Bohn döde 1825, 82 Aar gammel, efter som Hvalfanger i Alt at have gjort 45 Reiser til det nordlige lishav. – Ved denne Leilighed troe vi endnu at burde benærke, at nogle Östlændinger, hos hvilke den bekjendte Kjöbmand J. C. Mörch ved Julianehaab i sin Tid indsamlede Efterretninger om Östkysten, fortalte ham, at der betydeligen nordligere end Omevik var endnu et beboet Vintersted, hvilket de kaldte Pikkiukbik, og at der nordenſor dette gik en stor Strömfjord ind i Landet, der saaledes muligvis kan være Scoresby's Sundet.
  151. Formodentligen grönlandske Tellmure (Karmæt), som d« paa Vestkysten kaldes.
  152. Journal of a voyage to the northern whale-fishery; including researches and discoveries on the eastern coast of VVest Greenland, made in the summer 1822, in the ship Baffin of Liverpool. By William Scoresby Junior, Commander. Edinburgh 1823. 8.
  153. Grunden til, at den sydligste Deel af Östkysten ſorholdsviis er mindre stærkt befolket, maa uden Tvivl söges i de Tid efter anden derfra stedfundne Udvandringer til Vestkysten, hvor Östlændingerne dog sjelden kunne trives, men sædvanligviis döe bort inden faa Aars Forlöb.
  154. Scoresby fandt, som vi i det Foregaaende have seet, utallige Spor af at Östkysten er stærkt befolket paa en endnu nordligere Brede, og Clavering traf paa Sydsiden aſ Walter Scott's Inlet endog sammen med nogle der teltende Indſödte.
  155. Allerede Wallöe havde (Ugeskriftet Samleren. I Bd. S. 249) bemærket, at Östlændingerne betjene sig af ganske smaae Baade. Vestlændingernes Konebaade have som oftest en Længde af 22-24 Fod og en Brede af 5-6 Fod. De to for Expeditionen byggede vare derimod fra Stævn til Stævn 38 Fod og havde, hvor de vare bredest, en Brede af rigeligen 7 Fod.
  156. Ernenek selv forblev paa Vestkysten og nedsatte sig ved Nennortalik, hvor denne brave Östlænding under Navn af Jeremias blev optaget i den danske Menighed og senere skal være död.
  157. I Slutningen af det paaſölgende Aar udkom Graah's interessante Beretning om hans Reise til Östkysten og andre Foretagender i Grönland, under Titel af: Undersögelses-Reise til Östkysten af Grönland. Efter Kongelig Befaling udſört i Aarene 1828-31 af VV. A. Graah, Capitain-Lieutenant i Sö-Etaten. Kbhavn. 1832. 4. (Med 1 Kort og 8 illuminerede Kobbertavler).
  158. Allerede 1767 havde den franske Regjering i dette Öiemed udsendt Kerguelen Tremarec, den bekjendte Forfatter af Relation d'un voyage dans la mer du Nord, aux côtes d'Islande, du Groenland, de Ferro, de Schettland, des Orcades et de Norwége, fait en 1767 et 1768. Par M. de Kerguelen Tremarec. Paris 1771. 4.
  159. Kjöbmand O. V. Kielsen's, i Form af en Dagbog nedskrevne, Beretning om denne hans Vinterreise til lisblinken ved Holsteinsborg er indrykket i Dansk Ugeskrift. 1 Bd. Kbhavn. 1832. S. 114-129. Den af vor Kundskab om det Indre af Grönland fortjente Forſatter er for Tiden, efter et mangeaarigt Ophold i Landet, Bestyrer af Logen Fiskenæsset i Sydgrönlands Handels-Inspectorat.