Sagaen om Fridtjov den frøkne

Fra heimskringla.no
Revisjon per 20. mar. 2013 kl. 15:29 av Jesper (diskusjon | bidrag) (Sagaen om Fridtjov den frøkne oversat af A. Bugge)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Se desuden Indledning til sagaen om Fridtjov den frøkne


Norrøne fornaldersagaer


Sagaen om Fridtjov den frøkne


oversat af Alexander Bugge


Kristiania, 1901

Forlagt af H. Aschehoug & co. (W. Nygaard)


Fridtjovstatuen på Vangsnes i Vik kommune
Foto: Jon Julius Sandal © 2012

Der var engang en konge, som hed Bele. Han styred over Sogn og havde tre barn, en søn, som hed Helge, og en anden, som hed Halvdan, og en datter, som hed Ingebjørg. Hun var baade vakker og forstandig og i alle ting det fremste af kongens barn. Der gik en strand vestenfor fjorden. Der laa et sted, som de kaldte Baldershage. Det var mange husebygninger der og et stort hov med en lang skigard om. Der var mange guder; dog blev Balder mest dyrket. Stedet var fredlyst, og der stod slig ærefrygt af det, at ingen fik lov til at gjøre nogen skade der, hverken paa fæ eller mennesker, og heller ikke skulde mænd og kvinder ha nogen omgjængelse der. Stedet, hvor kongsgaarden laa, hed Syrstrand.

Paa den anden side af fjorden stod en gaard, som hed Framnes. Der bodde en anselig mand ved navn Torstein Vikingssøn. Hans gaard og kongsgaarden laa lige overfor hinanden. Torstein havde med sin kone en søn, som hed Fridtjov. Han var vakker og dugelig og i alle ting fremfor kongssønnerne; han var dygtig i al slags idræt og godmodig og velvillig af sindelag. Kongens barn var unge, da deres mor døde, og Ingebjørg kongsdatter blev opfostret hos en storbonde i Sogn, som hed Hilding. Fridtjov var jevnlig hos Hilding bonde, og han og kongsdatteren blev fostersøsken; de udmerked sig ogsaa begge langt fremfor andre barn. To mænd er nævnt i sagaen, Bjørn og Asmund; de var ikke af høi æt; men de var Fridtjovs fosterbrødre og vilde ham det godt. Kong Bele var ikke rig paa løsøre, og pengene begyndte at slippe op for ham; for han blev gammel nu. Torstein herse holdt en tredjedel af riget under kongen og var skyldig til at yde ham landevern. I ham havde kongen sin bedste støtte; for det mandskab, Torstein udreded, var jevnlig bedst udrustet. Torstein holdt hvert tredje aar om julen gjestebud for kongen, og det var i alle maader anseligere end de, kongen pleied holde.

Det hændte nu, at kong Bele fik sot. Han kaldte da sine sønner til sig og sagde: «Denne sygdom vil kalde mig fra riget og fra livet. Men det vil jeg bede eder brødre om, at I holder fast ved de venner, jeg saa længe har havt. For det synes mig, at det skorter eder paa alt, baade paa forstand og tillid, i sammenligning med Torstein og hans søn Fridtjov. De vil ogsaa vise sig hengivne mod eder, naar I bare søger at holde fast ved dem. Naar jeg er død, skal I ikke lægge gods i haugen hos mig.» Efter dette døde kongen. Siden fik ogsaa Torstein sot. Han sagde da til Fridtjov: «Det vil jeg bede dig om, at du viser dig føielig mod kongssønnerne, om du end ikke er fattigere paa gods end de; for det sømmer sig for deres værdigheds skyld. Dog bæres det mig for, at du vil bli misundt. Jeg vil lægges i haug lige overfor kong Bele, nede ved sjøen paa denne side af fjorden. Da vil det bli kort vei mellem os og det er vel, at vi kan raabe over til hinanden og spørge om nyt.» Lidt efter døde han og blev hauglagt lige overfor kong Beles haug.

Fridtjov blev en navngjeten mand og viste sig som den djerveste overalt, hvor faren var størst. Af sine fosterbrødre satte han Bjørn høiest; men Asmund tjente dem i alle ting. Fridtjov eied et navnkundigt skib, som hed Ellide; femten mand kunde ro paa hver side af det. Skibet havde krumme stavner og var sterkt som et havskib; siderne var klædt med jern. Fridtjov var saa sterk, at han rodde to aarer i halsen paa Ellide, — hver af dem var tretten alen lang —; men ellers paa skibet var der to mand om én aare. Fridtjov eied ogsaa en anden kostelig ting; det var en guldring, som der ikke fandtes magen til i Norge. Fridtjov var i al sin færd en høvding; og det var folks tale, at han mangled bare kongenavnet for at være ligesaa gjæv en mand som kongssønnerne. Men kong Beles sønner syntes at se, at Fridtjovs og Ingebjørgs hug stod til hinanden, og de var lidet tilfreds med det altsammen.

Saa hændte det en gang, at kongerne skulde til gjestebud hos Fridtjov; det gik da som vanlig, at der var det bedste gjestebud, og det var let at se for alle, hvor langt han var framifraa kongssønnerne. Der var ogsaa kongsdatteren, og hun og Fridtjov talte ofte sammen. Siden drog kongssønnerne hjem, og deres avind mod Fridtjov voksed. Men Fridtjov blev tilbage og tog til at bli sturen og tung tilsinds. Hans fosterbrødre spurgte, hvad der var med ham. Han sagde: «Jeg har giftermaal i tankerne. Har jeg end mindre værdighed end kongssønnerne, saa er jeg dog ligesaa anselig en mand som de. Jeg vil beile til kongsdatteren.» Bjørn svared: «Hvorfor skal vi ikke drage did?» Saa drog de da afgaarde og kom til kongerne. De sad paa sin fars haug. Fridtjov hilste dem sømmelig og sagde derpaa: «Det er mit ærende hid, at jeg vil beile til eders søster Ingebjørg.» De svared: «Denne din bøn er ikke meget forstandig; at forlange, at vi skulde gifte hende bort til en mand uden fyrstelig værdighed, og ikke tror vi det om hende, at hun vil bli gift med dig, Fridtjov.» Fridtjov sagde: «Da er mit ærende snart gjort. Men det skal I ha igjen for dette, at jeg vil aldrig yde eder hjælp, om I end kan trænge det.» De svared: «Det vil vi aldrig komme til at bry os om.» Fridtjov drog nu hjem og blev glad og fornøiet igjen.

Ring hed en konge, som raadde for Ringerike; han var en mægtig fylkeskonge og en gjæv mand, men var nu noget til aars. Han sagde engang til sine mænd: «Jeg har hørt, at kong Beles sønner har brudt sit venskab med Fridtjov, som er navnkundigere end de fleste mænd nu omstunder. Jeg vil sende mine mænd til dem og byde dem to vilkaar: enten skal de gaa under mig og yde mig skat, eller ogsaa vil jeg sende en hær mod dem; og da vil det være let at faa bugt med dem; for hverken har de saa mange folk som jeg eller min forstand, og paa mine gamle dage vilde jeg vinde stor ære ved at seire over dem.» Siden drog Rings sendemænd afgaarde og kom til brødrene Helge og Halvdan i Sogn, hilste dem og sagde: «Kong Ring sender eder bud og vil, at I skal yde ham skat, eller ogsaa kjæmpe med ham!» De svared, at de aldrig, mens de var unge, vilde nemme det, som de aldrig vilde kunne lære, selv om de blev gamle, at tjene ham med skjendsel. Med disse ord drog sendemændene hjem til sin konge. Men kongssønnerne samled folk om sig. Og da de syntes, de ikke fik mange, sendte de Fridtjovs fosterfar Hilding til ham for at bede ham komme dem til hjælp. Fridtjov sad ved bretspillet, da Hilding kom og sagde: «Vore konger sender dig sin hilsen og vil, at du skal gjøre dem følge til kamp mod kong Ring, som vil gaa mod deres rige med overmod og uretfærdighed.» Fridtjov svared ikke et ord, men sagde til Bjørn, som han sad og spilled med: «Det haster ikke med det, fosterbror; den brikke skal du ikke flytte; heller vilde jeg angribe den røde brikken og se, om den staar trygt.» Hilding ytred da paany: «Kong Helge bad mig si dig, Fridtjov, at du skulde drage med dem i denne hærfærd, ellers skulde du faa undgjælde det, naar de kom hjem.» Men Bjørn sagde da til Fridtjov: «Her er to ting at vælge mellem, fosterbror, og to maader at flytte brikken paa.» Fridtjov siger: «Saa er det bedst først at passe paa kongen; da vil det siden bli let at vælge.» Hilding fik ikke andet svar paa sit ærende, men drog straks tilbage til kongerne og fortalte dem, hvad Fridtjov havde sagt. De spurgte Hilding, hvordan han tyded disse ord. Hilding svarer: «Naar han talte om, at det ikke hasted, mente han vel, at han ikke vilde skynde sig med at drage med eder. Men naar han sagde at han vilde angribe den røde brikken, saa tænkte han vel paa eders søster Ingebjørg. Derfor, vogt hende vel saalænge! Men da jeg trued med, at han skulde lide overlast af eder, sagde Bjørn, at der var to ting at vælge mellem. Men Fridtjov sagde, at først fik de se, hvordan det gik med kongen; med det tænkte han paa kong Ring.» Efter dette rusted kongssønnerne sig, men først flytted de sin søster Ingebjørg til Baldershagen og otte kvinder med hende. Fridtjov vilde ikke være saa djerv, sagde de, at han vilde søge hende der. «For der er ingen saa fræk, at han tør krænke noget.» Derpaa drog brødrene sydpaa til Jæderen og mødte kong Ring i Sokkensund. Men det, som kong Ring var blit mest forbitret over, var, at brødrene havde sagt, at det tyktes dem skam at kjæmpe med en mand, som var saa gammel, at han ikke kunde komme op paa en hesteryg uden hjælp.

Straks kongerne var borte, tog Fridtjov sine høitidsklæder paa og satte sin gode guldring paa armen; derpaa gik han med sine fosterbrødre ned til stranden og satte Ellide frem. Bjørn sagde: «Hvorhen skal vi nu styre, fosterbror?» Fridtjov svared: «Til Baldershagen og skjemte med Ingebjørg.» Bjørn svared: «Det er ikke raadeligt dette, at vække gudernes vrede mod sig.» Fridtjov sagde: «Det faar staa til; endda bryr jeg mig mere om Ingebjørgs kjærlighed end om Balders vrede.» Derpaa rodde de over fjorden og gik op til Baldershagen og ind i Ingebjørgs stue. Hun sad der med sine otte møer; Fridtjov og hans mænd var ogsaa otte i følge. Der inde var alt klædt med silke og skarlagen og dyrebare tæpper. Ingebjørg stod op og sagde: «Hvorfor er du saa djerv, Fridtjov, at komme hid uden mine brødres lov og saaledes vække gudernes vrede mod dig?» Fridtjov sagde: «Hvordan det end er, saa bryr jeg mig mere om din kjærlighed end om gudernes vrede.» Ingebjørg svared: «Du skal være velkommen her med alle dine mænd.» Derpaa lod hun ham sætte sig ved sin side og drak ham til i den bedste vin, og saaledes sad de og skjemtede hele dagen. Ingebjørg fik øie paa den dyrebare ring paa Fridtjovs arm og spurgte, om han eied dette smykke. Fridtjov svared ja. Ingebjørg roste ringen meget. Fridtjov sagde da: «Jeg vil gi dig ringen, hvis du vil love aldrig at skille dig ved den, men sende mig den tilbage, hvis du ikke vil ha den længer. Og dermed skal vi love hinanden vor tro.» Saa troloved de sig da og bytted ringer. Det skorted ikke paa drik eller glade samtaler med stor venlighed fra begge sider. Saaledes gik det hver dag, mens kongerne var borte, at de drog did og havde skjemt.

Nu er det at fortælle om kongerne, at de mødtes, og kong Ring havde flest folk. Der gik da mænd mellem dem og bad dem forliges og ikke gjøre ny ufred. Kong Ring sagde, at han var villig til dette. «Men da skal de gaa i min vold og give mig sin søster med saa stor medgift, som det sømmer sig for hende. Paa de vilkaar skal de faa være i fred, og jeg skal ikke minske deres værdighed.» Brødrene loved dette; for de saa, at de ikke havde nogen styrke i sammenligning med hans; og dette syntes dem derfor det raadeligste, om de end maatte opgi tredjedelen af sit rige. Siden drog de hjemover igjen. Men da Fridtjov fik høre, at kongerne var ventendes hjem, talte han med kongsdatteren og sagde: «I har tat vel imod os, kongsdatter. Her har været god mad og drikke og megen skjemt, og Balder husbonde er ikke blit vred over, at vi har været her. Nu maa vi drage bort for denne gang; men naar I faar vide, at kongerne er kommet hjem, saa skal I gi os et tegn med linlagener; for det ser vi fra vor gaard.» Kongsdatteren svared: «Tilvisse er det vore venner, vi tar imod, hvergang I kommer hid.» Tidlig næste morgen gik Fridtjov ud og sagde: «Nu kan det være, Bjørn, at det blir slut med de glade færderne til Baldershage; for nu ser jeg, de breder linduger ud.» Han kvad da et vers:


Jeg kan melde
mine svende:
nu er gangne
glade færder. Mændene skal ei
til skibet fare;
for nu er linduger
lagt ud at bleges.


Bjørn sagde da: «Nu er kongerne kommet hjem, og vi faar nok ikke længe sidde i fred her. Det synes mig raadeligst, at vi samler folk om os.» De gjorde da saa, og en stor flok strømmed sammen. Brødrene fik snart høre, hvordan Fridtjov havde faret frem, medens de var borte, og at han havde samlet folk om sig. De blev overmaade vrede og mente, at der var overgaat dem en stor skjendsel. Kong Helge sagde da: «Det er uhørt, at Balder vil taale al slags forsmædelser af Fridtjov og hans folk. Nu skal vi sende bud til ham og høre, hvad forlig han vil tilbyde os; vil han ikke det, skal vi byde ham at forlade det land, han holder under os; for eftersom jeg ser, er vi ikke sterke nok nu til at strides med dem.» Hilding bragte kongernes budskab til Fridtjov, og sammen med ham kom Fridtjovs andre venner. De sagde som saa: «Kongerne kræver i forlig af dig, Fridtjov, at du skal hente skatten hos Angantyr jarl, som raader over Orknøerne; den har ikke været indkrævet, siden kong Bele døde; men de trænger pengene, siden de skal bortgifte sin søster Ingebjørg og gi hende stor medgift.» Fridtjov svared: «Der er bare en ting, som taler for, at vi holder fred med hinanden; for gjør vi det, saa ærer vi vore hedenfarne frænder; men ikke venter jeg stor troskab af de brødrene. Dog det vil jeg kræve, at alle vore eiendomme skal være i fred, mens jeg er borte, baade folk og gods.» Dette blev lovet og bundet med eder. Fridtjov gjorde sig nu rede til sin færd og valgte de kjækkeste og modigste mænd, han kunde finde til at være med sig; de var atten i følge. Fridtjovs mænd spurgte ham, om han ikke først vilde drage til kong Helge og forliges med ham og saaledes afvende Balders vrede. Men Fridtjov sagde: «Det lover jeg dyrt, at aldrig skal jeg bede kong Helge om fred.» Siden gik han ombord paa Ellide, og de seiled ud efter Sognefjorden. Men da Fridtjov var draget hjemmefra, sagde kong Helge til sin bror Halvdan : «Vi vil faa mere anseelse og større myndighed, om Fridtjov faar lide noget for sin forbrydelse; lad os brænde hans gaard og sende ham og hans mænd en slig storm, at de aldrig kommer levende frem.» Halvdan sagde, at det var et godt raad. Derpaa satte de ild paa Framnes og brændte hele gaarden og røved alt løsøre, som var der. Siden sendte de bud efter to seidkvinder, Heid og Hamglaama, og gav dem penge, forat de skulde sende Fridtjov og hans mænd et stort uveir, saa at de alle omkom paa havet. Toldkjerringerne gjorde seiden færdig og satte sig paa hjallen med galdrer og trolddomskunster.

Men da Fridtjov og hans mænd kom ud af Sognefjorden, kom der mod dem et hvast veir og en stor storm med svære bølger. Skibet skjød voldsom fart gjennem bølgerne; for det var et ypperligt sjøgaaende skib. Da kvad Fridtjov et vers:


Svømme lod jeg fra Sognfjord
snarfodet børens ganger;
hist møer mjøden skjænked
midt i Baldershage.
— Vinden nu voldsomt øges. —
Gid vel møerne leve!
Os de aldrig vil glemme,
om end Eilide fyldes.


Bjørn sagde: «Det var vel, om du havde andet at gjøre end at synge om de jenterne i Baldershage.» «Det blir det ikke saa snart slut med alligevel,» svared Fridtjov. Da slog vinden dem nordover til sundet mellem nogen øer, som heder Solunderne; veiret var nu paa det haardeste. Fridtjov kvad da:


Høit nu sjøen svulmer,
slaar helt op mod himlen;
det volder gamle galdrer,
at gul brændingen syder.
Ei vi skal mod Æger
i sligt uveir strides;
snedækte Solundøer
skjerme os nu mod stormen!


De lagde da op under Solunderne og tænkte at bie der; men straks stilned veiret. De letted da og seiled bort fra øerne og havde nu god tro om sin færd; for de havde god bør en stund; men tilslut blev vinden sterkere. Fridtjov kvad da:


Det var fordum
paa Framnes hjemme;
ofte jeg da til
Ingebjørg rodde;
nu skal jeg seile
i svale vinde,
let la’ fra lande
havdyret løbe.


Da de var kommet langt ud i havet, blev sjøen for anden gang oprørt, og det kom en vældig storm og sligt snetykke, at en ikke kunde se fra den ene stavn til den anden, og vandet strømmed ind over skibet, saa de alt i ett maatte øse. Da kvad Fridtjov:


Trolddomsveiret volder,
vi hverandre ei øiner;
høvdingens haandfaste drenge,
ud til havs er vi kommet!
Saa vi sidder nu alle
— Solundøer er svundne —
atten mand og øser,
vi som Ellide verger.


Bjørn sagde: «Den faar friste mangt og meget, som farer viden om.» «Vist er det, fosterbror,» sagde Fridtjov og kvad:


Helge volder, at hvidklædt
voverne nu vokser.
Bedre, da bjarte brude[1]
i Baldershage vi kyssed!
Uligt de mig elsker
Ingebjørg og kongen;
heller dog vilde jeg hende
have faat til ægte.


«Kan gjerne være,» sagde Bjørn, «at hun har noget bedre i sinde for dig, end det du nu har; men endda vi har det slig, faar vi ikke opgi modet.» Fridtjov sagde, at nu fik det vise sig, om han havde gode hjælpere, var det end bedre at være i Baldershagen. De arbeided da mandig; for det var kraftige karer, som var samlet der, og skibet var det bedste, som har været i Norderlandene. Fridtjov kvad da et vers:


Intet land vi øiner;
ud mod vest vi driver;
hele sjøen synes,
som i ildmørje saa jeg.
Svære sjøer gaar med
svanehvide topper;
paa den bratte bølge
bæres nu Ellide oppe.


Vandet skylled nu over skibet, og de stod alle ved øsekarrene. Da kvad Fridtjov:


Sjøen slaar nu over;
skjønne mø vil klynke,
om jeg nu skal synke
vest i svanebakken.
Her vi er og øser
ude paa Ellide,
langt fra der hvor lindug
lagdes ud og blegtes.


Bjørn sagde: «Tror du, at de sognske møerne fælder mange taarer efter dig?» «Vist tror jeg saa,» svared Fridtjov. Sjøen gik da mod stavnen, saa det fossed ind over skibet. Men det hjalp, at skibet var saa godt, og at der var haardføre mænd indenbords. Da kvad Bjørn et vers:


Mindes du, møer
mjød dig skjænked,
bjarte, baugprydde[2]
bad dig til gilde?
Øinene stikker;
sjøvandet slikker;
svigter sterke armer;
det svier i øienkvarmer.[3]


Asmund svared: «Det gjør ikke noget, om I faar prøve armene nu; for I syntes ikke synd paa os, da vi gned os i øinene, dengang I to fordum stod tidlig op i Baldershage.» «Hvorfor kvæder du ikke heller, Asmund?» sagde Fridtjov. «Jeg skal ikke la være,» svared Asmund og kvad et vers:


Mødig vi blev ved masten;
mod os sjøen bruste;
jeg fik ene for otte
indenbords arbeide.
Mageligere møer
mad det var at bringe
end paa bølgen oppe
Ellide at øse.


«Naa, du fortæller ikke lidet om hjælpen din,» sagde Fridtjov og lo; «men der røbed du din trælleæt, naar du sagde, du heller vilde gaa og bære mad.» Uveiret voksed nu paany, saa at sjøerne, som fra alle kanter brød ind over skibet, syntes dem, som var ombord, ligere bratte berg og fjeldknauser end bølger. Fridtjov kvad da:


Jeg sad paa bolster
i Baldershage,
kvad, hvad jeg kunde,
for kongens datter.
Nu skal i seng hos
Ran jeg sove;
men en anden
skal Ingebjørg eie.


Bjørn sagde: «Vi er nu i stor vaande, fosterbror, og dine ord er ikke længer frimodige; men det er ilde af en slig kjæk kar.» Fridtjov sagde: «Det er hverken af frygt eller sorg, jeg kvæder om vore glade færder. Dog kan det være, at jeg mindes dem oftere, end det trænges. Men de fleste vilde synes, at døden var dem vissere end livet, hvis de kom ud for sligt veir som vi. Men det skal jeg svare dig end mere paa,» sagde han og kvad:


Det har dyrt jeg undgjældt,
dengang det mig hændte,
at med ungmøer otte
Ingebjørg kom mig imøde.
Sammen vi brændte bauge
i Baldershage lagde;
mens sig Helge og Halvdan
helligdommen nærmed.


Bjørn sagde: «En faar finde sig i det, slig som det er, fosterbror.» Da kom der en sjø saa stor, at den brød løs skanseklædningen og begge halsene og slog udenbords fire mand, som alle fandt sin død. Da kvad Fridtjov:


Nu er fire af
fællerne vore,
som leve skulde,
lagte i bølgen.
Men Ran vogter
raske gutters
seng og sæde,
skjendige kvinde.


«Nu venter jeg,» sagde Fridtjov, «at nogle af vore mænd vil fare til Ran. Men det vil ikke staa nogen glans af os, naar vi kommer did, medmindre vi udruster os som modige mænd. Det synes mig bedst, at hver mand har noget guld paa sig.» Han hug da isønder ringen, som han havde faat af Ingebjørg, delte den mellem sine mænd og kvad en vise:


Ringen rød skal vi hugge,
som rige kongen eied,
Halvdans fader fordum,
før os Æger griber.
Guld paa gjestens hænder,
om vi gisting[4] trænger
hjælpe vil de kjække
kjæmper i Rans sale.


Bjørn sagde da: «Ikke ved vi forvist, at vi skal komme did; dog er sligt ikke uventendes.» Fridtjov og hans mænd saa da, at deres skib skred hurtig afsted. Men de kunde ikke øine noget fremfor sig; for det var mørkt paa alle sider, saa en ikke kunde se fra stavn til stavn for sjødrev og uveir med frost og snefog og isende kulde. Da gik Fridtjov op i masten, og da han kom ned, fortalte han, hvad han havde seet deroppe fra. «Mange underlige syner bares for mig; en stor hval lagde sig i ring om skibet; jeg skulde tro, vi er kommet nær land, og at den vil holde os borte derfra. Jeg tror, Helge konge farer ikke venlig med os, og han har vist ikke sendt os nogen vennesending nu. Jeg ser to kvinder paa ryggen af hvalen, og de volder, tænker jeg, dette uveir med sin værste seid og sine galdrer. Vi skal nu prøve, hvad som magter mest, min lykke eller deres galdrer. I skal styre bent paa den; men jeg skal ta en tyk kjep og slaa disse uvætter.» Han kvad da et vers:


Jeg ser troldkvinder
to paa bølgen;
dem har Helge
hid os skikket.
Dem skal Elide
skjære ryggen
sønder, førend
færden slutter.


Det fortælles, at den egenskab fulgte Ellide, at den kunde skjønne mands mæle. Bjørn tog da roret og sagde: «Nu kan en se, hvad de brødrene tiltænker os.» Men Fridtjov greb en baadshage, løb frem i forstavnen og kvad et vers:


Hil dig Ellide,
il over bølgen,
bryd troldkvindernes
tænder og pande,
kind og kjaker
paa kvinder onde!
Knus du heksernes
hænder og fødder!


Han bad dem da ro til saa sterkt de kunde og slynged baadshagen mod den ene af troldkjerringerne; men Ellides kjøl kom mod ryggen af den anden, saa begges ryg blev brudt isønder. Hvalen dukked under og svømmed bort, og de saa den ikke siden. Efter det blev veiret roligere; men skibet var næsten synkefærdigt. Fridtjov bad da sine mænd øse skibet. Bjørn sagde, at det stræv ikke trængtes nu. «Vær ikke ræd, fosterbror,» sagde Fridtjov; det har altid været mænds sedvane at arbeide, saalænge de kan, hvad der end følger efter.» Fridtjov kvad da et vers:


Ei skal I, drenge,
døden frygte.
Værer glade
mine gutter!
Thi det varsler
vore drømme,
at jeg skal engang
Ingebjørg eie.


De øste da skibet og var nu kommet nær land; men endda engang kom det en kastevind mod dem. Fridtjov tog da to aarer i halsen og rodde med haarde tag. Da blev det klarveir, og de saa, at de var kommet ind til Evjesund, og tog land der. Fridtjovs ledsagere var da næsten forkomne; men han selv var slig kar, at han bar otte mand op fra flodmaalet; men Bjørn bar to og Asmund én. Fridtjov kvad da:


Jeg bar otte
til ildstedet
dødstrætte drenge
i drivende sneveir.
Nu er paa sanden
seilet kommet;
det er haardt mod
havet at kjæmpe.


Angantyr var paa Evje, da Fridtjov og hans mænd kom iland. Han havde for skik, naar han sad og drak, at en mand skulde sidde ved ljoren i drikkestuen, se ud paa veiret og holde vagt. Denne mand havde et dyrehorn at drikke af og havde netop tømt et horn; men det andet var fyldt. Han, som holdt vagt, da Fridtjov og hans mænd kom iland, hed Hallvard. Han fik øie paa deres færd og kvad en vise:


Seks ser jeg øse,
syv ser jeg ro,
dødstrætte drenge
i drivende sneveir.
Han, som i stavnen
staar ved aaren,
ligner den kampdjerve,
kjække Fridtjov.


Da han havde tømt hornet, kasted han det ind gjennem gluggen og sagde til den kone, som skjænked drikke:


Tag fra gulvet,
gangfagre kvinde,
hornet omvendt!
Ud har jeg drukket.
Mænd er paa sjøen
mødig af stormen;
hjælp kan de trænge,
før havn de rækker.


Jarlen sagde: «Hvad nyt er det, Hallvard?» «Herre,» svared han, «folk drager sig mod land; rnen jeg tror, det er kjække mænd.» Jarlen sagde: «Gaa ud og ta vel imod dem, hvis det er Fridtjov, som er kommet hid; for han er nu en af de navnkundigste mænd.» Atle hed en viking, som var hos jarlen; han og hans mænd var ti i følge. Atle sagde: «Jeg har hørt, at Fridtjov har lovet, at han aldrig skal bede nogen mand om fred. Nu skal vi gaa mod ham og se, om det er sandt.» Hallvard sagde, at nu var det ikke tiden til at gaa mod slige gjæve mænd, nu som de var saa forkomne. Atle og hans følgesvende drog ikke desmindre afsted alle ti. De kom over Fridtjov og vækked ham. Han var blit træt og var sovnet ind. Atle sagde: «Nu faar du ta dig ivare, Fridtjov, og sande det gamle ord, at næb mod næb skal ørnene hakkes. Men nu vil du snart trænge til at bede om fred.» Men Fridtjov sprang op og kvad et vers:


I magter ikke
os at kue,
øens kjæmper
usle og rædde!
Grid[5] ber jeg ei om;
jeg gaar heller
ene til kampen
mod eder alle.


Da kom Hallvard til og sagde: «Hold op med denne tale! Men du, Fridtjov, og dine mænd skal alle være velkomne her; det vil jarlen. Og drag nu hjem til hallen.» Fridtjov sagde, at det vilde han gjerne, og det likte han bedst; men dog var han ogsaa rede til først at kjæmpe. Hallvard sagde: «Vi har hørt meget tale om dig, Fridtjov; men nu har vi da faat sét dig. I har faat gjennemgaa meget.» De gik da ind. Fridtjov gik frem for jarlen og hilste ham med høviskhed. Jarlen tog imod ham med megen ære, og de var hos ham om vinteren og nød stor anseelse. Jarlen spurgte ofte om deres færd. Bjørn kvad da et vers:


Medens blaakold
bølgen styrted,
vi øste glade
i atten dage.
Slig var i storm
vi sterke gutter,
hvor vi færdedes
med Fridtjov ude.


Jarlen sagde: «Det er ilde med slige konger som Helge. Og de brødrene er begge uden folkeskik, at fare frem med slig ondskab mod saa navngjetne mænd.» Fridtjov begyndte nu at bli sørgmodig og tung til sinds. Jarlen sagde da: «Hvorfor er du saa lidet lystig, Fridtjov? For vi vil dig bare vel. Men hvis du har skat at kræve, saa kan jeg snart svare dig paa det. Slige konger, som ikke er noget værd, skal ingen skat faa af mig. Men du skal faa, hvad du beder om, og saa meget gods, du vil ha; for jeg er ikke ræd for dem. Men jeg vil til gjengjæld ha dit venskab.» Fridtjov svared: «Dette er talt som en ven, og jeg vil ta imod dette tilbud; thi for den sags skyld blev jeg sendt hid, — hvad der saa end hænder hjemme.»

Nu skal fortælles, hvad som hændte i Norge, mens Fridtjov var borte. Da troldkjerringerne var ferdige med seiden, dat de ned fra seidhjallen og brak ryggen begge to. Denne høst kom kong Ring nord til Sogn for at holde bryllup; og det blev holdt et anseligt gjestebud, hvor han drak bryllup med Ingebjørg. Kong Ring fik øie paa Fridtjovs ring paa Ingebjørgs arm. «Hvorfra har du faat den dyrebare ring, du har der paa armen?» sagde han. Hun sagde, at hendes far havde eiet den. Han svared: «Det er ikke sandt; for denne ring har Fridtjov git dig. Men du skal ikke bære hans gaver; du kan faa nok guld, naar du kommer hjem til mig.» Hun gav da ringen til Helges hustru og bad hende gi den til Fridtjov, naar han kom tilbage. Efter dette drog kong Ring hjem til sit rige og hans hustru med ham.

Næste vaar drog Fridtjov fra Orknøerne, og han og Angantyr skiltes som gode venner. Fridtjov havde meget gods med sig, som jarlen havde git ham. Hallvard fulgte med Fridtjov tilbage. De fik god bør og kom til Norge og styred ind i Sognefjorden. Da de kom i nærheden af Framnes, gaarden, som Fridtjov havde havt, sagde han: «Det er blit svart paa tomterne nu, og det ser ikke ud, som om det er venner, som har stelt her.» Fridtjov og hans mænd gik iland; folkene paa gaarden blev glade ved at se ham og fortalte, hvad kongerne havde gjort. Fridtjov kvad da:


Vi drak fordum
her paa Framnes,
modige gutter
med min fader.
Nu er til grunden
gaarden opbrændt.
Jeg har mod høvdinger
hevn at øve.


Han spurgte da sine mænd tilraads, hvad de nu skulde gjøre. Men de bad ham raade. Han sagde, at han først vilde gi skatten fra sig. Saa rodde de da over fjorden til Syrstrand; der hørte de, at kongerne var i Baldershage og holdt diseblot. Fridtjov og Bjørn gik da did, men bad Hallvard og Asmund imens bryde isønder alle de skibe, store og smaa, som var i nærheden; og det gjorde de. Fridtjov og Bjørn gik da hen til indgangen til Baldershage. Fridtjov vilde gaa ind; men Bjørn bad ham fare varlig, hvis han vilde gaa derind. Men Fridtjov bad ham bli ude og holde vagt imens, og han kvad et vers:


Ene jeg ganger
ind til gaarden,
kongen at finde;
ei kræves følge.
Lægger ild paa
lovdungens[6] bolig,
hvis jeg ei kommer
til kvelds tilbage!


Bjørn sagde: «Dette er vel kvædet.» Derpaa gik Fridtjov ind og saa, at der var faa folk i disesalen. Kongerne var ved diseblotet og sad og drak. Der var ild paa gulvet, og kvinderne sad ved ilden og baked. guderne; men nogle smurte dem og tørred dem med duger. Fridtjov gik da frem for kong Helge og sagde: «Nu vil du vel ha skatten.» Han tog da pungen, som sølvet laa i, og drev den op i næsen paa kongen, saa to tænder faldt ud af munden paa ham, men han selv misted sans og samling og faldt om i høisædet. Da greb Halvdan i ham, saa han ikke faldt i ilden. Fridtjov kvad da et vers:


Modtag skatten,
mændenes hersker,
med fremste tænder,
fordrer ei mer du!
Sølv er paa bunden
i belgen nede.
Bjørn og jeg har
begge det hentet.


Der var faa folk i stuen; for de fleste drak andetsteds. I det samme Fridtjov gik ud gjennem stuen, fik han øie paa ringen, som sad paa armen af Helges hustru, der hun sad og baked Balder ved ilden. Fridtjov greb ringen; men den sad fast om armen, saa han drog hende med sig langs efter gulvet hen til døren; men Balder faldt i ilden. Halvdans hustru greb straks efter hende; men i det samme faldt det gudebillede, hun sad og baked, i ilden. Ilden greb da fat i begge guderne; for de var blit indsmurt med fedt, og derfra slog luen op i taget, saa hele huset stod i flammer. Fridtjov fik tag i ringen, før han kom ud. Bjørn spurgte, hvad som var hændt derinde. Men Fridtjov holdt ringen i veiret og kvad et vers:


Helge stryk fik føle;
faldt mod næsen pungen,
saa at Halvdans slegtning
segned ned paa bænken.
Der fik Balder brænde;
baugen dog jeg naadde;
bort fra baalet jeg derpaa
brande krokrygget snapped.


Folk siger, at Fridtjov havde slynget et brændende træ op paa taget, saa at hele salen stod i luer. Han kvad da et vers:


Lad os stunde mod stranden;
stort opnaar vi siden.
Blaae luer bølger
op fra Baldershage.


Straks kong Helge kom til sig selv igjen, bød han folk fare efter Fridtjov og dræbe ham og alle hans mænd. «Denne mand har forbrudt sit liv og gods; for han skaaned hverken det fredhellige sted eller os selv.» Men da de kom ud af salen, saa de, at den stod i luer. Kong Halvdan drog da did med nogen af folkene; men kong Helge for efter Fridtjov og hans mænd. De var kommet ud paa skibet og lod det duve ved land. Kong Helge merked da, at alle skibene var læk, saa de maatte lægge til land igjen, og det drukned nogen mænd for ham. Kong Helge blev da saa vred, at han gik berserkergang. Han spendte sin bue og lagde en pil paa strengen og tænkte at skyde efter Fridtjov, men trak saa haardt til, at buen brast. Da Fridtjov saa det, greb han to aarer paa Ellide og rodde saa fort, at de begge blev brudt isønder. Han kvad da et vers:


Jeg den unge
Ingebjørg kyssed,
Beles datter,
i Baldershage.
Saa skal Ellides
aarer begge
briste ligesom
buen for Helge.


Straks efter strøg det en vind ud efter fjorden. De heiste da seil og seiled afsted. Fridtjov sagde til sine mænd, at de skulde skynde sig at gjøre sig færdige. Siden seiled de ud efter Sognefjorden. Fridtjov kvad da et vers:


Sidste gang, vi seiled
ud fra Sognefjorden,
leged ilden over
odelstomterne vore.
Nu vist baalet brænder
midt i Baldershage;
derfor varg i veum
ved jeg, jeg vil kaldes.


Bjørn sagde til Fridtjov: «Hvad skal vi nu gjøre, fosterbror? Ikke vil jeg være heri Norge længer. Jeg vil lære at kjende krigeres sed og drage i hærfærd.» Siden ransaged de om sommeren øer og utskjær og vandt saaledes gods og navnkundighed. Men om høsten seiled de til Orknøerne. Angantyr tog vel mod dem, og de var der om vinteren. Efterat Fridtjov var draget fra Norge, holdt kongerne ting og gjorde Fridtjov utlæg over hele sit rige og lagde alle hans eiendomme under sig. Kong Halvdan satte bo paa Framnes og bygged gaarden op paany efter branden. Ligesaa reiste de igjen hele Baldershage; det havde varet længe, før ilden slukned. Det, som gik kong Helge mest til hjerte, var, at gudebillederne var brændt. Det kosted meget, før Baldershage paany blev bygget op lige prægtig som før. Kong Helge bodde nu paa Syrstrand.

Fridtjov og hans mænd laa nu lang tid ude i hærfærd, og det gik dem godt, saa det hverken skorted dem paa gods eller paa hæder. Fridtjov blev nu den mest navngjetne mand; for han dræbte vikinger og ilgjerningsmænd; men bønder og handelsmænd lod han fare i fred for sig. Han havde mange folk og blev selv overmaade rig. Det var engang, Fridtjov sagde til Bjørn: «Jeg begynder at bli kjed af dette yrke; jeg vil nu skilles fra mine folk og søge op kong Ring. Men I skal mødes med mig næste sommer.» Bjørn svared: «Dette synes mig ikke raadeligt; men du faar raade alligevel. Men skulde du ikke ville drage nord til Sogn og dræbe begge kongerne?» Han svared: «Det er ikke noget ved.» Bjørn sagde: «Liden lyst har jeg til dette, at vide dig alene i hans vold; for han er en forstandig mand og nu temmelig tilaars.» Fridtjov svared: «Jeg vil raade nu og drage did.» Og han kvad et vers:


Helst jeg ønsked
høvdingens bane,
og at jeg den unge
Ingebjørg eied,
glade gutter,
godt af drikke,
og Ellide
oppe paa stranden.


«Jeg er nysgjerrig efter at se, hvordan de har det sammen.» Han blev da rodd iland og drog afsted til Oplandene. Tidlig en morgen kom han i nærheden af kongsgaarden og tog en stor kappe af dem, som arbeidskarer bruger, over sig. Han var større af vekst end de fleste andre mænd, og kraftig bygget var han ogsaa. Han mødte nogen gjætergutter og spurgte, hvorfra de var. Men de svared: «Vi hører hjemme paa kongsgaarden Stræteland.» Han spurgte da: «Er han Ring en mægtig konge?» De svared: «Du skulde vel være gammel nok til at vide, hvordan kong Ring har det i alle maader.» Men han svared, at han havde bryd sig mere om at rense saltkjedler end at spørge efter konger og storfolk. Efter det drog han videre og kom til kongsgaarden. Om kvelden kom han ind i hallen og saa sig omkring, som var han skrøbelig og gammel. Han satte sig yderst i hallen, trak hætten over hovedet og skjulte sit ansigt. Kong Ring sagde til Ingebjørg: «Det kom en gammel mand ind i hallen her, som var meget større end andre mænd.» «Det er lidet nyt her,» svared dronningen. Kongen sagde da til den smaasvend, som stod ved bordet og varted op: «Gaa hen og spørg, hvem han er, han manden med den side kappen, eller hvorfra han kommer, og af hvad æt han er.» Svenden sprang ned til manden og sagde: «Hvad heder du, mand, og hvor var du inat, og hvor hører du hjemme?» Manden i kappen svarer: «Du spørger om mange ting paa én gang. Men kan du greie at forklare det, om jeg fortæller dig det?» Smaasvenden sagde, at det kunde han godt. Manden i kappen sagde da: «Tjov heder jeg; men hos Ulv var jeg inat og i Anger blev jeg opfostret.» Gutten sprang tilbage til kongen og fortalte, hvad svar manden havde git ham. Kongen sagde: «Det var bra, gut. Jeg kjender det herred, som heder Anger. Endda kan det være, at manden ikke er let om hjertet; men dette synes mig at være en forstandig mand, som jeg har gode tanker om.» Dronningen sagde: «Det er underligg slig lyst du har til at tale med alle karer, som kommer indom hid. Men hvad er det nu for noget rart ved denne manden her?» «Det ved ikke du bedre end jeg,» svared kongen; «men jeg ser, at han tænker mere, end han taler, og har øinene godt med sig overalt.» Derpaa sendte kongen en mand efter ham. Og manden med kappen gik frem for kongen med kroket ryg og hilste ham med laag røst. Kongen spurgte: «Hvad heder du, du svære mand?» Den fremmede svared og kvad et vers:


Jeg hed Fridtjov[7],
da jeg for med vikinger;
Hertjov, da graad jeg
hustruer voldte;
Geirtjov, da jeg,
gavlaker[8] slynged.
Gunntjov, da jeg
gik i fylking;
Øitjov, da jeg
utskjær raned,
Heltjov, da smaabørn
med hænder jeg spidded,
Valtjov, da jeg var
vældigst blandt kjæmper.
Nu har jeg siden
med saltkarer faret,
trængende hjælp,
før hid jeg kom.


Kongen sagde: «Af mangt og meget har du faat Tjovs navn. Men hvor var du i nat, eller hvor hører du hjemme?» Den fremmede svarer: «I Anger er jeg opfostret; men min hug drog mig hid, og hjemme har jeg ingensteds.» Kongen svared: «Kan være, at du har været fostret i Anger nogen tid; endda kan det dog være, at du er født i fred. Du har vel ligget i skogen her i nat; for det er ingen bonde her i nærheden, som heder Ulv. Men naar du siger, du ikke har noget hjem, saa kanske det tykkes dig lidet værd imod den hug, som drev dig hid.» Da sagde Ingebjørg: «Søg dig herberge andetsteds, Tjov, eller gaa til gjesteskaalen!» Men kongen svared: «Jeg er nu saa gammel, at jeg selv kan se til, hvor gjesterne skal være. Tag af dig kappen, mand, og sæt dig her paa den anden side af mig!» Dronningen sagde: «Du gaar nok i barndommen nu, siden du gir tiggere sæde hos dig.» Tjov sagde: «Dette sømmer sig ikke, herre! Det er bedre, som dronningen siger. For jeg er mere vant med saltbrændere end til at sidde hos høvdinger.» Kongen sagde: «Gjør som jeg vil, for nu vil jeg raade.» Tjov lagde kappen fra sig: under var han i mørkeblaa kjortel, og sin gode ring havde han paa haanden. Han havde et digert sølvbelte om livet, og ved det hang en pung med skjære sølvpenge, og ved siden havde han et sverd. Han havde paa hovedet en stor skindlue, som skygged for øinene og gjorde, at han var lodden omkring hele ansigtet. «Slig liker jeg det bedre,» sagde kongen; «men du dronning skal give ham en god og høvelig kappe.» Dronningen svared: «Du skal raade, herre; men jeg synes lidet om denne Tjov.» Han fik da en god kappe over sig og satte sig i høisædet hos kongen. Dronningen blev rød som det dryppende blod, da hun fik se ringen; dog vilde hun ikke tale med ham. Men kongen var lystig og skjemtsom og sagde: «Du har en god ring der paa armen. Du har nok brændt salt længe, før du fik den.» Han svared: «Det er hele farsarven min.» «Kan være,» sagde kongen, «at du eier mere end den alene. Men der er faa slige saltkarer som du; det tør jeg sige, om jeg end begynder at bli tilaars og se daarlig.» Tjov var paa kongsgaarden om vinteren og havde det godt, og alle folk agted ham. Han selv var gavmild og venlig mod alle. Dronningen talte lidet med ham; men kongen var altid venlig mod ham.

Det fortælles, at engang skulde kong Ring og hans dronning drage til gjestebud med stort følge. Kongen sagde da til Tjov: «Vil du følge med os eller bli hjemme?» Han svared, at han helst vilde følge med dem. Kongen sagde, at det likte han ogsaa bedst. Saa drog de afsted, og paa veien skulde de kjøre over et vand. Tjov sagde: «Isen er ikke sikker; det synes mig uraad at kjøre den.» Kongen sagde: «Det er ofte at merke, at du bærer omsorg for os.» Lidt efter brast isen. Tjov sprang til og rykked slæden til sig med kongen og dronningen og alt, som var i slæden, og hesten, som var spændt foran, og trak det altsammen op paa isen. Kongen sagde: «Det var godt gjort, og ikke vilde Fridtjov den frøkne ha gjort det bedre, om han havde været her.» De kom da til gildet; dér hændte ikke noget, og kongen drog hjem igjen med gode gaver. Vinteren led og vaaren kom. Veiret tog til at bedres og trærne at løves, græsset at gro og skibene at kunne seile mellem landene.

Saa var det en dag, kongen sagde til sine hirdmænd: «Jeg vil, vi skal ta ud i skogen og skjemte og se, hvor vakkert landet er.» De gjorde saa, og mange mand drog med kongen ud i skogen. Det faldt sig slig, at Fridtjov og kongen blev alene sammen i skogen, langt borte fra de andre. Kongen sagde da: «Jeg blir søvnig.» Tjov svared: «Lad os drage hjem, herre! Det sømmer sig bedre for en fyrste end at ligge ude.» Men kongen sagde: «Det kan jeg ikke.» Saa lagde han sig ned og sovned straks og snorked høit. Tjov sad over ham; han drog sit sverd og saa paa det og slynged det langt bort fra sig. Lidt efter satte kongen sig op og sagde: «Var det ikke saa, Fridtjov, at mangt og meget randt dig i hug; men det raad du valgte, var godt. Nu skal jeg hædre dig høit. Jeg kjendte dig straks første kveld, du kom ind i hallen. Men nu skal du ikke drage saa snart bort igjen; her kan forestaa dig mangt og meget.» Fridtjov sagde: «I har tat vel imod mig, herre, og som det sømmer sig en høvding, saa jeg ikke kunde ha ventet det bedre. Men nu maa jeg snart drage; for jeg skal mødes med mine mænd.» Derpaa red de hjem fra skogen, og kongens hird strømmed til. Saa gik de ind i hallen og drak; det blev da lyst for almuen, at Fridtjov den frøkne havde været der om vinteren.

Tidlig næste morgen banked det paa døren til stuen, hvor kongen og dronningen laa og sov. Kongen spurgte, hvem det var, som banked. Den, som stod udenfor, sagde: «Det er mig, Fridtjov, som staar færdig til at drage bort.» Døren blev da lukket op, og Fridtjov gik ind og kvad et vers:


Gjerne godt vil jeg takke
dig for gjestevenskab;
fus er nu ørnes fodrer
fare fra vinterherberg;
altid mens jeg aander,
vil jeg Ingebjørg mindes;
gid hun sæl maa sidde!
Men smykker for kys maa jeg sende.


Han kasted da sin dyrebare ring til Ingebjørg og bad hende eie den. Kongen smilte ved verset og sagde: «Det gik nu slig alligevel, at hun fik bedre tak for i vinter end jeg. Og dog har ikke hun været venligere mod dig end jeg. Kongen sendte da sine tjenestefolk efter mad og drikke og sagde, at nu skulde de drikke og spise, før Fridtjov drog bort. «Sid nu op, dronning og vær lystig!» sagde han. Men hun svared, at hun ikke kunde holde maaltid saa tidlig paa morgenen. Kong Ring sagde: «Nu skal vi allesammen holde gjestebud,» og det gjorde de da. Men da de havde drukket en stund, sagde kong Ring: «Jeg vilde gjerne, du skulde bli her, Fridtjov; for mine sønner er barn af aar, og jeg er gammel og ikke før til at verne landet, om nogen skulde søge mod det med hærskjold.» Men Fridtjov svared: «Jeg maa drage nu, herre,» og han kvad et vers:


Lev, Ring konge,
længe til lykke,
høist blandt høvdinger
her paa jorden!
Vogt vel, konge,
viv og lande!
jeg og Ingebjørg
aldrig mødes.


Da kvad kong Ring:


Far ikke slig du,
Fridtjov herfra,
størst blandt høvdinger,
stur i hugen!
Gjengjælde skal jeg
gaverne dine
sikkerlig bedre,
end selv du venter.


Og fremdeles kvad han:


Jeg gir dig, frøkne
Fridtjov, hustru
og alle mine
eiendomme.


Fridtjov svared og kvad:


Ei jeg din gave,
ædling, vil tage,
hvis du ei, høvding,
helsot kjender.


Kongen siger: «Jeg vilde ikke gi dig det, hvis jeg ikke trodde, jeg var syg; men jeg under dig dette giftermaal bedre end nogen anden; for du er ypperligere end alle andre mænd i Norge. Jeg vil ogsaa gi dig kongenavn; for hendes brødre vil vist ikke saa gjerne som jeg unde dig værdighed og fæste dig hustru.» Fridtjov svarer: «I skal ha stor tak for eders velgjerning, herre. Den er større, end jeg vented; men jeg vil ikke ha mere end jarlsnavn.» Saa tog kong Ring Fridtjov i haanden og gav ham magt over det rige, han havde styret, og dermed jarlsnavn. Fridtjov skulde ha magten, indtil Rings sønner blev voksne, saa de selv kunde overta styret i sit rige. Kong Ring laa syg en kort stund. Men da han var død, blev det stor sorg efter ham i riget. Saa blev der kastet haug over ham og lagt meget gods i den efter hans bøn. Siden holdt Fridtjov et anseligt gjestebud, og ved det blev baade kong Rings gravøl og Fridtjovs og Ingebjørgs bryllup drukket. Fridtjov sad siden rolig i sit rige, og hans navn gik viden over landene. Han og Ingebjørg fik mange barn.

Kongerne i Sogn, Ingebjørgs brødre, fik høre disse tidender, at Fridtjov havde faaet kongemagt paa Ringerike, og at han havde ægtet deres søster Ingebjørg. Halvdan sagde da til sin bror Helge, at dette var en stor forsmædelse og frækhed, at en herses søn skulde vinde hende. De samled da en stor hær og drog med den til Ringerike og tænkte at dræbe Fridtjov og lægge hele riget under sig. Men da Fridtjov fik høre om dette, samled han sine folk og sa til dronningen: «Der er kommet ny ufred over vort rige. Hvordan det end gaar, saa maa du ikke vise dig mindre venlig mod mig for det.» Hun svarer: «Nu er det kommet dertil, at dig vilde jeg mindst af alle miste.» Bjørn var da ogsaa kommet med hjælp til Fridtjov. Saa drog de til kampen, og det gik nu som før, at Fridtjov var fremst, der hvor faren var størst. Han og Helge skifted hugg, og det endte med, at Fridtjov gav ham banesaar. Fridtjov lod da reise fredsskjold, og kampen stansed. Fridtjov sagde da til kong Halvdan: «Du har nu to vilkaar at vælge mellem; enten maa du lægge alt i min vold, eller ogsaa faar du bane ligesom din bror. Det viser sig, at jeg har en retfærdigere sag end I brødre.» Halvdan valgte da at lægge sig og sit rige under Fridtjov. Han tog da magten over Sognafylke; men Halvdan skulde være herse i Sogn og skatte til Fridtjov, mens han styred Ringerike. Fridtjov fik da kongenavn over Sogn, og siden vandt han ogsaa Hordeland under sig. Han havde to sønner med sin hustru, Gunntjov og Huntjov; de blev ogsaa dygtige mænd. Her ender nu sagaen om Fritjov den frøkne.


Noter:

  1. Brud her = kvinde i sin alm.
  2. Baug, d. e. ring.
  3. Øienkvarm, d. e. øienlaag.
  4. Gisting, d. e. herberge.
  5. Grid, d. e. fred.
  6. Lovdung i den gamle poesi, d. e. fyrste.
  7. Tjov, d. e. tyv, se anmerkningerne.
  8. Gavlak (fransk javelot), d. e. kastespyd.


Anmerkninger:

Til side 3.

Halsen var den forreste del af skibet, som endte i en spids — det var her særlig vanskeligt at ro.


Til side 5.

De gamle nordboer var svært glad i bretspil, hnefatafl. De havde brikker af forskjelligt udseende og farve; den fornemste, «kongen», kaldte de hnefi.


Til side 6.

Sokkensund (Sóknarsund) ligger mellem Sokken og Bruø i Rygjafylke.


Til side 10.

Seidkvinder, d. e. kvinder, som øver seid eller trolddom. Hjallen var den forhøining, hvor de sad og fremsagde sine besvergelser (galdrer) og øvede sine trolddomskunster. Snarfodet børens ganger, poetisk udtryk for skibet. Solunderne (Súlundir), d. e. de tre Sulenøer ved ind- løbet til Sognefjorden.


Til side 11.

Æger, d. e. havets gud, havet. Havdyret, poetisk udtryk for skibet.


Til side 13.

Svanebakke, poetisk udtryk for havet


Til side 14.

Ran, d. e. Ægers hustru, havets gudinde; til hende kom de, som drukned paa sjøen.


Til side 15.

Brandte bauge, d. e. ringe af det i ild rensede guld.


Til side 16.

De kvinder, som sidder paa hvalernes ryg, er troldkjerringerne, som ifølge gammel overtro havde evne til at la sin sjæl forlade kroppen og ta skikkelse andetsteds.


Til side 18.

Evjesund, saa kaldte de gamle sundet mellem Evie paa øen Mainland og Hrólfsey (Rousay) paa Orknøerne.


Til side 23.

Diseblót, d. e. blot eller ofring, som holdtes til ære for gudinderne (dísir).


Til side 26.

Varg i veum, d. e. ulv i helligdommen, saa kaldtes den fredløse, hvem alle havde ret til at dræbe.


Til side 29.

Angaaende betydningen at Fridtjov, Hertjov osv. se indledningen. Geirtjov, d. e. spydets «tjov»; Gunntjov, d. e. Gunns ell. kampens «tjov»; Valtjov er her opfattet som «valens tyv»; Anger betyder her egentlig «sorg», men maa paa grund af ordspillet bibeholdes i oversættelsen.


Til side 33. Ørnes fodrer, poetisk udtryk for krigeren.