Sangen om Hárbard

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Eddas Gudesange

Oversatte samt indledede og forklarede af
Karl Gjellerup
Udgivet 1895

Sangen om Hárbard

"THOR drog fra Østen og kom til et Sund; paa den anden Side af Sundet var Færgekarlen med Baaden" - disse Prosalinier indlede Skændsmaalet mellem Thor og Odin, der her optræder under Navnet Hárbard (= Graaskjæg - fra Grimnesmál kjendt som et af Odins Tilnavne) og i Skikkelse af en Færgemand, der tjener Hildolf (Krigsulv). Vi vilde imidlertid danne os et ganske feilagtigt Billede af Situationen, hvis vi blev staaende ved et moderne Begreb om en Færgemand som en underordnet Tjenestekarl, der for en ringe Løn satte Veifarende over Sundet, hvilket vilde staa i fuldstændig Modstrid med hans Optræden og med de Eventyr, som han opregner. En fyldig Illustration finde vi i Nibelungensangens Skildring af Burgundernes Overfart over Donau, hvor Hagen raaber pa Gefrats Færgemand, om hvem der siges at han var sa rig, at han ikke behøvede at tjene og sjelden modtog Løn af Nogen, ligesom ogsaa hans Tjenere "havde et stolt Sind". Donaufærgemanden nægter Hagen Overfart, fordi hans Herrer havde mange Fjender, hvorfor han ikke vil føre Fremmede over til deres Land - og paa lignende Maade svarer Hárbard, at hans Herre bød ham ikke at sætte Landstrygere og Hestetyve over, men gode Mænd og saadanne, som vare ham bekjendte. Altsaa snarere en Grændsevogter, udvalgt af Fyrstens Hird, end en Færgemand i almindelig Forstand.
   Hárbards Trudsel, at han vil vise sig som den haardeste Modstander Thor har mødt, siden han fældede Jætten Hrungner, bringer Thor til at mindes denne Daad og spørge, hvad Berømmeligt den Anden imidlertid har taget sig for, om han har nogen Daad at stille op derimod - hvorefter de begyndte at overbyde hinanden. Hárbards Spørgsmaal: "Hvad tog du dig til imens, Thor", er fuldstændig ulogisk, da Thor jo allerede har besvaret det; men jeg kan ikke med Dr. Finnur Jonsson heri se tilstrækkelig Grund til at anse det for en mekanisk Tilsætning fra senere Tider: i den overlegne Færgemands Mund er denne Skjødesløshed ikke ganske upassende og endnu mindre falder Thor ud af sin Rolle, naar han uden at ane Ondt troskyldig pralende disker op med sin næste Bedrift.
   Disse Bedrifter vise alle Thor som "Jætters Fjende" og "Menneskets Ven", der gjør Jorden beboelig og opdyrkelig ved at bekjæmpe de raa Naturdæmoner: "stor vilde Jætternes Æt blive, hvis de alle levede, og ingen Mennesker kunde da bo i Midgaard". Derimod roser Hárbard sig af hensigtsløse Krigstog og af galante Eventyr. Skjønt saaledes Thor som Kulturguden maatte synes at have den moralske Berettigelse paa sin Side, er det dog aabenbart at Digtet ikke tilfældig har nævnet sig efter Hárbard men staar paa dennes Standpunkt: i Sangerens Øine har Hárbard den moralske Ret, han er den høibaarne, ædle, overlegne Natur, medens den brave Thor gives til Pris for Latter som en plump Bonde, der forretter nyttigt men lidet berømmeligt Arbeide og forholder sig til sin Modstander som den flittige Haandværker til den frie Kunstner. Naar Uhland i denne Modsætning, som han rigtig har erkjendt, ikke vil se "nogen Spaltning af religiøse Anskuelser", men kun "det nødvendige ydre Sammenstød af de forskjellige Retninger og Tilstande i den jordiske Tilværelse, som hver er stillet under sin Guds Beskyttelse", saa er dette aabenbart Kortsynethed, og Müllenhoff har sikkert Ret, naar han siger, at der fra dette Digt falder Lys paa en Side af Nordens religiøse Udvikling, som næppe andet Steds i den Grad er synligt. Digtet er visselig bygget over "en Spaltning i religiøse Anskuelser" nemlig det Opsving, som Odinsdyrkelsen fik med Viking-Tiden i Modsætning til den ældre Thorscultus, som derved kom i Forfald. Herpaa tyder ogsaa Thors Ytring V. 20, - at han er fredløs med al sin Æt - i alt Fald ligger det nærmere at opfatte disse Ord historisk-mythisk end natur-mythisk (Torden- og Agerbrugsguden hjemløs i Vintertiden). Det er to Tidsaander, som staa overfor hinanden: den gammeldags, sindige Hjemmeføding, der sidder paa sin Gaard og dyrker sin jord - og den vidtforfarne, eventyrlystne og erobringsglade Krigeraand. Forfatteren - aandsbeslægtet med ham, der har efterladt os Odins-Eventyrene i Hávamál - staar med Liv og Sjæl paa den Sidstes Side og behandler Thor omtrent som en Nitschianer vilde affærdige det utilitaristiske Moralideal. Iøvrig har han for saa vidt Ret, som Vikingaandens Udlængsel virkelig styrede Norden mod Fremtiden, og den ved ingvæonsk Indflydelse omskabte Odin (Wotan) i sin Dobbeltegenskab af Kriger- og Runegud snart skulde vise sig som Kulturgud i dybere Forstand end Thor nogensinde kunne blive det.
   Endnu kun nogle Bemærkninger til Belysning af Kvadets noget gaadefulde naturmythiske Elementer. I Begyndelsen siger Hárbard, at Thors Moder er død, og tilsidst viser han ham Vei til Verland hvor Fjørgyn (= Thors Moder Jorden) gjenfinder sin Søn og viser ham Ætlingernes Veie til Odins Lande. Jorden er død som en Følge af den strænge Vinter, fra hvis Rige Thor kommer ("østfra"), dog er den ikke endelig død, thi ad Veien tilvenstre vil Sønnen atter finde Moderen ilive. "Ved denne møisommelige Omvei - kommenterer Uhland - er efter hele Sammenhængen en ny Pløining og Udsæd at forstaa. For Thor, der kommer østfra, er Veien tilvenstre en sydlig, sommerlig: i Vaarsæden maa Thor søge sin Udvei; Verland er det af Mennesker beboede, opdyrkelige Land; "Ætlingernes Veie til Odins Lande" betegner da Sædens Opadstræben i Lys og Luft, Asernes Gebet i Modsætning til de mørke, isdækte Stier, ad hvilke Thor hidtil har vandret.
   Digtets Form er paafaldende, ja i sin Uregelmæssighed enestaaende i nordisk Literatur. Det vil ikke lykkes at inddele det i nogen af de bekjendte Stropher. Rhythmiske, bogstavrimede Prosalinier vexle med Kviðuháttr- eller Ljoðaháttr-Stropher eller med Blandingsformer af disse. At der ikke findes noget Sidestykke til denne frie Form berettiger dog neppe til at forkaste den som forvansket og ved rigoristiske Midler gjennemføre en bestemt Strophe, medens man vel maa anerkjende, at der kan have indsneget sig enkelte Indskud, der da, i Ly af den almindelige Regelløshed, vanskeligere kan paapeges end det er Tilfældet i andre Eddakvad; et saadant er efter Sijmons Mening L. 71-83 "Odin eier Jarlerne - Hvi skulde du over Sundet række".

Sangen om Hárbard.

Thor kvad:

Hvo er den Svend blandt Svende, som hinsides Sundet stander?

Færgekarlen kvad:

Hvo er den Karl blandt Karle, som tvers over Vandet kalder?

Thor kvad:

Færg mig over Sundet; jeg føder dig imorgen:
Kurv har jeg paa Bag, ei findes bedre Kost.
Jeg aad i Mag, før op jeg brød,
Sild og Havre; sent bli'er jeg sulten.

Færgekarlen kvad:

Med aarle Dont du Davren roser; - derefter veed du Intet:
Daarlig staar det sig hjemme hos dig; død er, troer jeg, din Moder.

Thor kvad:

Det melder du nu, som Alle vil mest beklage, at død er min Moder.
- - - - - - - - -

Færgekarlen kvad:

Lidet troer jeg dig til at eie trende gode Gaarde;
barbenet staar du i Betler-Pjalter,
end ei en Brog du bærer.

Thor kvad:

Styr kun hid med Jollen, Sted til at lande jeg viser dig.
Hvem har ellers den Baad, du der ved Bredden holder?

Færgekarlen kvad:

Hildulv han hedder, bød mig her at holde,
den raadsnare Kjæmpe; i Raadøsund boer;
ei bød han Kjeltringer eller Kvægtyve færge,
men kun de gode og gamle Kyndinge.
Siig da dit Navn, om over Sund du vil fare.

Thor kvad:

Mit Navn være nævnt, skjøndt nu jeg er fredløs
med al min Slægt: jeg er Odins Søn,
Meiles Broder og Magnes Fader,
Thrudhjems Herre: med Thor monne du tale.
Om det jeg nu spørger, hvad du vel hedder.

Færgekarlen kvad:

Hárbard jeg hedder, dølger det ei heller.

Thor kvad:

Hvi skulde du det dølge, naar ei Strid du bestaar?

Færgekarlen kvad:

Og om Strid jeg bestaar, mit Skind jeg vel hytter
for dine Lige, saalænge jeg ei er fei.

Thor kvad:

Ærgerligt er det mig at vade til dig over Vandet
og pjadske min Bylt til; jeg skulde nok, du Pjattekarl,
lønne dig Smædeord, naar jeg slap over Sundet.

Færgekarlen kvad:

Her monne jeg stande, herovre jeg bier dig,
ei haardere Mand du fandt, siden du fældede Hrungner.

Thor kvad:

Det minder du om nu, da jeg mødtes med Hrungner,
den stormægtige Jætte paa hvem Hovedet var af Sten.
Dog fik jeg ham til Fald og for mig segned han.
Hvad havde du for imens, Hárbard?

Hárbard kvad:

Jeg var med Fjølvar hele fem Vintre
udi det Øland, Algrøn hedder;
Fjender vog vi, Val vi fælded,
mangt vi fristed, Møer vi favned.

Thor kvad:

Hvordan havde det sig da med eders Hustruer?

Hárbard kvad:

Muntre havde vi Hustruer, naar milde de vare os,
kloge havde vi Hustruer, naar kjærlig' de vare os.
Men af Sand de Strikker snoede,
af Dalens dybe Grund de grove.

Overlegen var jeg dem alle i Raad.
Jeg sov hos de Søstre syv
havde al deres Gunst og Gammen.
Hvad tog du dig til imens, Thor? -

Thor kvad:

Thjasse jeg vog, den vældige Jætte,
Alvaldes Søns Øine jeg op
paa den klare Himmel kasted;
de er Mindesmærker om Daaden min,
alle Mænd siden dem se.
Hvad havde du for imens, Hárbard?

Hárbard kvad:

Mangt drev jeg Tant med Mørke-Ryttersker,
vendte fra Husbond deres Hu.
En led Jætte tyktes mig Hlebard: -
Ønske-Kvist han mig kaared;
men jeg gjorde ham galen.

Thor kvad:

Ilde, tykkes mig, lønned du gode Gaver.

Hárbard kvad:

Det faaer een Eg, hvad den anden mister;
i Sligt er sig selv man nærmest.
Hvad tog du dig til imens, Thor?

Thor kvad:

Østpaa var jeg, vog der Jætters
bidske Brude, der til Bjerg de ginge: -
Turser blev talrige, om alle trivedes,
Mænd ei monne i Midgaard findes.
Hvad havde du for imens, Hárbard?

Hárbard kvad:

I Valland var jeg, vakte Kampe,
Ægged Fyrster, Fred ei stifted.
Odin vælger Frimænd fra Val,
men Thor faar Trællenes Æt.

Thor kvad:

Ulige skifted du Skaren blandt Aser,
eied du saa stor en Evne.

Hárbard kvad:

Styrke har Thor, men Hjertet er smaat:
Af Rædsel og Feighed du i Handsken dig fjæled,
[ei tyktes du da være Thor.]
for Skræk og Vaande voved du hverken
at hoste eller nyse, at ei Fjalar det hørte.

Thor kvad:

Du Kvinde-Karl! jeg knuse dig skulde,
kunde jeg over Sundet strække.

Hárbard kvad:

Hvi skulde du over Sundet strække, da der ikke er Strid?
Hvad tog du dig dernæst til, Thor?

Thor kvad:

Østpaa var jeg og Aaen værned,
da Svarangs Sønner mod mig stormed:
Graasten de kasted, det gavned føie,
først de maatte om Freden bede.
Hvad havde du for imens, Hárbard?

Hárbard kvad:

Østpaa var jeg, med En jeg talte,
leged med den Linhvide i lønligt Stevne,
glæded den guldsmykte, Møen til Gammen.

Thor kvad:

Med Kvinde-Omgjængelse gik det dig godt!

Hárbard kvad:

Da havde jeg Trang til din Hjelp, Thor! for at tage den linhvide Mø.

Thor kvad:

Jeg havde dig vist den givet, hvis det var mig gjørligt.

Hárbard kvad:

Jeg havde dig vist fortroet, hvis ei du min Tillid sveg.

Thor kvad:

Ei er jeg slig en Hælbider som gammel Hudsko i Vaar.

Hárbard kvad:

Hvad tog du dig til imens, Thor?

Thor kvad:

Paa Læssø Bersærkers Brude jeg vog;
det Værste de voldte, Folk de forvilded.

Hárbard kvad:

Skjændsel du vandt dig, naar Kvinder du vog.

Thor kvad:

Varulve var de forvist ei Kvinder!
stødte mod Skib, da støttet det stod,
trued med Jærnkøller, joge Thjalfe - -
Hvad havde du for imens, Hárbard?

Hárbard kvad:

I Hæren var jeg, da hid den stevned,
med baskende Ban're, blodige Spyd. -

Thor kvad:

Det brauter du af; at du foer os Ufred at byde!

Hárbard kvad:

Det bøder jeg dig med Haand-Ringes Bod
efter Voldgifts Kjendelse, kan det os sone.

Thor kvad:

Hvor haver du nemmet de haanske Ord?
aldrig jeg hørte dem haanskere.

Hárbard kvad:

Nemmet dem har jeg af gamle Mænd,
der huse i Hjemmets Høie.

Thor kvad:

Dysser du giver godt Navn der,
naar du kalder dem Hjemmets Hoie.

Hárbard kvad:

Saa jeg dømmer om Sligt.

Thor kvad:

Din Tunge-Færdighed bliver dig farlig
hvis over Vig jeg vader;
høiere end Ulv hyle du vil,
naar du faar af Hamren Hug.

Hárbard kvad:

Sif har en Horkarl hos sig - ham skulde du finde,
da kan du bruge din Styrke, det anstaar dig bedre.

Thor kvad:

Mundsvær mæler du, hvad der mig mest skulde krænke,
Mand, du listig-feige! jeg tænker du lyver.

Hárbard kvad:

Sandt tænker jeg at sige; - sen er du paa Farten.
Langt var du kommen nu, Thor! om du lod dig færge.

Thor kvad:

Du Kvinde-Karl! du kunde mig længe nok sinke.

Hárbard kvad:

Asathor troede jeg aldrig
skulde af Færgekarl standses.

Thor kvad:

Raad mon jeg dig nu raade; ro hid med Baaden!
Tie vi med Trudsler, tag mod Magnes Fader.

Hárbard kvad:

Far du fjernt fra Vigen! Færgen være dig vægret.

Thor kvad:

Saa viis mig da Veien, naar ei du over Vig vil mig færge.

Hárbard kvad:

Lidt er det at vægre - langt er det at vandre
En Stund er der til Stokken, en anden til Stenen,
vælg da Veien tilvenstre, indtil Verland du naaer.
Der monne Fjørgyn sin Søn Thor finde,
og vise ham Ætlingers Veie til Odins Land.

Thor kvad:

Naaer jeg vel did idag?

Hárbard kvad:

Naaer det med Møie og Møde
ved gryende Sol saapas, gjætter jeg.

Thor kvad:

Kort bliver nu vort Maalstevne, da kun med Kivsord du svarer.
Løn for den nægtede Færge du faar, naar jeg anden Gang dig finder.

Hárbard kvad:

Far nu did hvor alle Trolde dig tage! -