Sigurd Fafnersbane, tredje Kvad (V.B.Hjort)
Hopp til navigering
Hopp til søk
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r
Tredje Kvad
eller Andet Bryhildskvad
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ||||||
- eller Oldemo'r
Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865
Tredje Kvad
eller Andet Bryhildskvad
- 1.
- Fordum, da Sigurd
- Fafner vog,
- Til Gjuke den unge
- Vølsung drog;
- Løfter han fik
- Af Brødre tvende,
- Eder vexlede
- Tappre Svende.
- 2.
- De Gjukes Ungmø
- Ham Overlod,
- Gudrun og mangt
- Et dyrt Klenod;
- Ung Sigurd og Gjukes
- Sønner imag
- Drak og taltes
- Saa mangen Dag.
- 3.
- Indtil paa Bejlen
- Om Brynhild de droge,
- Da Sigurd i Følge
- De med sig toge;
- Saa godt ung Vølsungen
- Kjendte de Veje,
- Selv burde han Bruden
- Havt i Eje.
- 4.
- Sydmanden Sigurd
- Imellem dem der
- Lagde sit klingre
- Dragne Sværd;
- Ikke han Pigen
- Kyssede blot
- Eller omarmed,
- Den Huniske Drot[1];
- Blomstrende skjøn
- Bevared han Møen
- For Gjukes Søn.
- 5.
- For Last i sit Levnet
- Hun vidste sig reen,
- Ej dødelig Synd
- Var hende til Meen,
- Eller syntes saa
- Efter egen Dom:
- Men grumme Norner
- Ivejen kom.
- 6.
- Eensom en Aften
- Ude hun dvælte,
- Dette med rene
- Ord hun mælte:
- "Den blomstrende Sigurd
- I Favn jeg faaer,
- Forvist jeg ellers
- I Graven gaaer."
- 7.
- "Brat jeg angrer
- Det Ord, som faldt,
- Gudrun er jo
- Hans Kone alt,
- Og jeg er Gunnars;
- Men Norner lede
- Langen Attraa
- Os berede."
- 8.
- Fuld i sit Indre
- Af onde Tanker,
- Lig iiskolde Jøkler,
- Hun ofte vanker
- Hver Aftenstund,
- Naar han og Gudrun
- Gange til Blund,
- Naar Tæppet han svøber
- Om hendes Liv
- Og Kongen den Huniske
- Favner sin Viv.
- 9.
- "Tabt er min Elskov
- Og tabt er min Bejle,
- Nu skal jeg Hjærtet
- Med Bisterhed gejle."
- 10.
- Sligt Had sig iltrer
- Til Mandefald:
- "Ganske, Gunnar!
- Du miste skal
- Landene mine,
- Mig selv dertil,
- Ej længer med Ædlingen
- Leve jeg vil."
- 11.
- "Did, hvor jeg var,
- Jeg atter vender
- Tilbage til mine
- Nære Frænder;
- Der skal jeg sidde,
- Mit Liv hendøse,
- Hvis ej Du vil Sigurds
- Blod udøse,
- Hvis ej Du kan
- Blive blandt Kongerne
- Ypperste Mand."
- 12.
- "Lad Faderens Skjæbne
- Sønnen ramme,
- Den Ulveunge
- Ej længer vi amme;
- Ej Hævn for Nogen
- Kan lettere blive,
- Ej heller Forlig
- Ved at Søn er ilive."
- 13.
- Vred blev Gunnar
- Og sorgbetagen,
- Grublende sad han
- Hele Dagen;
- Han kunde det ikke
- Til Vished føre,
- Hvad Sømmeligst var
- For ham at gjøre,
- Hvad Tjenligst var
- For ham at gjøre,
- Naar han skulde Tabet
- Af Vølsungen bære,
- Tungt maatte Savnet
- Af Sigurd være.
- 14.
- Og atter en jævnlang
- Stund hengled,
- Medens han tænkte
- Fra modsat Led,
- Hvor lidet hyppigt
- Det forekom,
- At Kvinder gav Slip
- Paa Kongedom;
- Saa kaldte han Høgne
- I Eenrum hen,
- Han var ham i Alt
- En fuldtro Ven.
- 15.
- "Højt over Alle
- Jeg Brynhild skatter,
- Kronen for Kvinder
- Er Budles Datter;
- Og hellere skulde jeg
- Lade mit Liv,
- End slippe de Skatte,
- Mig bragte min Viv."
- 16.
- "Vil Du, at Fyrsten
- For Guld vi veje?
- Lysteligt Rhinmalm
- Er at eje;
- Meget Gods
- Sin Herre fryder,
- Uden Besvær
- Han Velstand nyder."
- 17.
- Det faste Svar
- Lod Høgne høre:
- "Os ej sømmer det
- Sligt at gjøre,
- Med Sværd at bryde
- De Eder, vi svor,
- De svorne Eder
- Og Troskabsord."
- 18.
- "Ej sælere Mænd
- Over Mulde gaae,
- Saalænge vi fire
- For Folket staae,
- Og end hiin Huniske
- Hærbas fægter;
- Paa Jord ej fandtes
- Saa vældige Slægter,
- Som naar fem Sønner
- Vi fostred til Mænd
- Og Stammen den højbaarne
- Øgedes end."
- 19.
- "Grant skuer jeg Gangen
- I dette Værk;
- Men Brynhilds Tirren
- Er altfor stærk."
- 20.
- "Guthorm er den,
- Som skal fælde vor Mand,
- Den unge Broder
- Har liden Forstand;
- Han deeltog ej
- I de Eder, vi svor,
- I svorne Eder
- Og Troskabsord."
- 21.
- Let var at egge
- Den Fusentast —
- I Sigurds Hjærte
- Sad Sværdet fast.
- 22.
- I Salen sig Helten
- At hævne hasted,
- Sin Gram han efter
- Den Kaade kasted;
- Kraftig fra Kongens
- Haand den iled,
- Dens blanke Staal
- Mod Guthorm stiled.
- 23.
- Den kløved hans Fjende
- I Parter tvende,
- Hoved og Hænder
- Tog Kolbøttefart,
- Tilbage paa Stedet
- Sank Føddernes Part.
- 24.
- Gudrun var slumret
- I Sengen ind,
- Sorgløs hun hvilte
- Ved Sigurds Kind;
- Da op hun vaagned,
- Var Glæden forbi,
- Thi Freysvennens Blod
- Hun svømmede i.
- 25.
- Saa svarligen Hænderne
- Sammen hun slog,
- At op sig mod Hyndet
- Den Hustærke drog:
- "Græd ikke, Gudrun,
- I bitter Klage,
- Blomstrende Viv!
- Du har Brødre tilbage."
- 26.
- "Min Arving er altfor
- Ung af Aar,
- Han slipper ej ud
- Af Fjendens Gaard;
- Mod eget Blod
- Paa friske Rænker
- Endnu man grumt
- Og begjærligt tænker."
- 27.
- "Slig Søstersøn,
- Om syv andre Du føder,
- Aldrig med dem
- Paa Thinge møder;
- Nu skuer jeg klarligen
- Sagens Gang,
- Ene fra Brynhild
- Alt Ondt udsprang."
- 28.
- "Mig havde hun meer
- End Andre kjær,
- Men Gunnar jeg aldrig
- Gjorde for nær,
- Jeg holdt vort Slægtskab
- Og svorne Eder,
- Dog siden hans Kones
- Ven jeg hedder."
- 29.
- Da sukkede Kvinden
- Og Kongen var død —
- Hun Hænderne slog
- I saa heftige Stød,
- At Bægerne toned
- I Vee derved
- Og Gjæssene skreg
- Fra Gaarden med.
- 30.
- Den ene Gang
- En hjærtelig Latter
- Hørtes fra Brynhild,
- Budles Datter,
- Der ind til hende
- Paa Lejet klang
- Gudruns skingre
- Klagesang.
- 31.
- Kvad da Gunnar
- Den Jægerdrot:
- "Hadske Kvinde!
- Ej venter Du Godt,
- Endskjøndt Du leer,
- Og glad Dig her
- I Kamret teer;
- Hvi skifter Du saa
- Dit Farveskjær?
- Du Ulykkesfugl!
- Din Død er nær."
- 32.
- "Skulde din fulde
- Ret Du døje,
- Da hugged vi Atle
- Ned for dit Øje;
- Blodig saaret
- Din Broder Du saae,
- Maatte hans Vunder
- Til Haande gaae."
- 33.
- Budles Datter
- Svared dertil:
- "Nu Ingen, Gunnar!
- Dig egge vil,
- Drabets Gjerning
- Du har fuldbragt;
- Lidet gi'er Atle
- Paa Avind Agt,
- Længer end I
- Han Livet nyder,
- Stedse ved større
- Magt sig fryder."
- 34.
- "Jeg siger Dig, Gunnar!
- Du veed det grant,
- Hvorledes I tidlig
- Strafskyld vandt.
- Hos Brodren jeg leved
- I Overflod
- Og lagde ej Baand
- Paa mit Ungdomsmod."
- 35.
- "Mands Eje var ikke
- Mit Øjemed,
- Førend til Gaarde
- I Gjukinger red,
- Trende vældige
- Konger tilhest,
- Den Færd havde været
- Uskeet bedst."
- 36.
- "Da gav jeg den Konge
- Tro og Love,
- Som guldprud sad
- Paa Granes Bove,
- Ej ligned han Eder
- I Aasyn og Øje,
- I Alt I maatte
- For ham Eder bøje,
- Skjøndt begge to
- Mægtige Konger
- I Eder troe."
- 37.
- "Og Atle mig sagde
- Et sikkert Ord,
- At hverken Løsøre,
- Guld eller Jord
- Han havde isinde
- Med mig at skifte,
- Hvis ikke jeg vilde
- Mig lade gifte;
- Ej mindste Lod
- Han mig vilde tilvende
- Af Godset, han gav mig
- Som Barn i Hænde;
- Ej mindste Hvid
- Af hvad jeg fik
- I min Barndomstid."
- 38.
- "Tvivlsomt det for
- Min Hu da stod,
- Om kjæmpe jeg skulde
- Og udøse Blod
- I Brynje bold
- For Brodervold:
- Vi maatte i aaben
- Krig da stride,
- Mangen en Mand
- Til Hjærtekvide."
- 39.
- "Vi lode os paa
- Forlig dog ind;
- Thi mere det smilte
- Til mit Sind
- Kostbarheder
- Og røde Ringe
- At lade af Sigmunds
- Søn mig bringe;
- Ikke jeg skjøtted
- En Andens Gaver;
- Ham ene, ej flere,
- Jeg elsket haver,
- Ingen skal finde,
- At vægelsindet
- Var denne Kvinde."
- 40.
- Nu skal Atle
- Sande snart,
- Naar grant han spørger
- Min Selvmordsfart,
- At ej en Kone
- Det sømme kan,
- Letsindig at leve
- Med Andens Mand:
- Thi er der ej Andet
- For mig tilbage,
- End Hævn for al
- Min Harm at tage."
- 41.
- Op sprang den Fører
- For Huustroppens Rækker,
- Om Hustruens Hals
- Sin Arm han lægger:
- Alle da vexelviis
- Ginge til hende,
- Og søgte oprigtigt
- Det Forsæt at vende.
- 42.
- Hun rystede fra sig
- Den hele Skare,
- Og trodsed den lange
- Vej at fare.
- 43.
- Da fordrer han Høgne
- I Eenrum hen:
- "Til Salen stævner jeg
- Alle Mænd,
- Dine med mine,
- Thi stor er Nøden;
- Maatte de hindre
- Min Viv fra Døden,
- Før hendes Ord
- Til Værre blive!
- Resten i Skjæbnens
- Haand vi give."
- 44.
- Høgne svarede
- Dette alene:
- "Ingen Du lade
- Hende formene
- Den lange Vej,
- Fra den hun vorde
- Gjenfødt ej!
- Krænget hun kom
- Fra Moders Skjød,
- Baaren hun er
- Til idel Nød,
- Til Ulykkesstand
- For mangen Mand."
- 45.
- Fra Mødet han gik
- Med liden Ære
- Did, hvor hans Hustru
- Lod Skjænk frembære;
- Hele sit Eje
- Hun overskuer,
- Dødviede Terner
- Og Kammerfruer.
- Guldbrynje hun idrog,
- Ikke til Lyst,
- Og borer det skarpe
- Sværd i sit Bryst.
- 46.
- Hovedkuls ned
- Paa Bolstret hun kom,
- Der laae hun saaret,
- Og tænkte sig om:
- 47.
- "Kommer nu Alle,
- Som ønske at have
- Guld af mig
- Eller mindre Gave;
- Indfattede Smykker
- Jeg deler ud,
- Baldyringer, Linned
- Og skinnende Skrud."
- 48.
- Alle de tav
- Og stode i Tanker,
- Fra Alle som Een
- Det Svar da vanker:
- "Nok ere døde!
- Lad os ilive
- Som Kammerfruer
- Vor Dont bedrive!"
- 49.
- Den linsmykte Frue,
- Skjøndt ung hun var,
- Gav dem dette
- Forstandige Svar:
- "Dertil jeg Ingen
- Vil skynde og nøde,
- At Livet de skulde
- For vor Skyld øde."
- 50.
- "Kun dette jeg siger,
- En mindre Deel
- Af Penge og Menjas
- Gode Meel[2]
- Skal siden brænde
- Paa Eders Krop,
- Naar heden I fare
- At søge mig op."
- 51.
- "Sæt Dig Gunnar,
- Din Hustru kjær
- Med Død for Øje
- Dig melder her:
- End er Eders Skib
- Ej frelst paa Sø,
- Skjøndt jeg nu lægger
- Mig til at døe."
- 52.
- "Med Gudrun slutte
- I snart Forlig,
- Før end Du det
- Tænker Dig;
- Den døde Konges
- Fortrolige Kvinde
- Dog efter ham bærer
- Et truende Minde."
- 53.
- "Thi her skal komme
- Til Verden frem
- En Mø, som fostres
- I Moders Hjem;
- Hun hvidere vorder
- End Dagen den skjære,
- En Solens Straale
- Svanhvide skal være."
- 54.
- "Gudrun vorder
- En Stormands Brud,
- Men farligt paa Heltene
- Sigter hans Skud;
- Ej efter Ønske
- Hun mandsæl bliver,
- Hende til Atle,
- Min Broder, Du giver."
- 55.
- "Den Medfart, man
- Mig given har,
- Nu stander for
- Mit Minde klar,
- Hvorlunde I bitterligt
- Mig besveg,
- I hele mit Liv
- Mig Glæden veg."
- 56.
- "Oddrun ønske
- Du skal at ægte,
- Men Atle Sligt
- Dig vil fornegte!
- I Løndom dog
- Hinanden I finde,
- Og elske skal dig
- Denne Kvinde
- Saa højt, som ogsaa
- Jeg det kunde,
- Hvis Skjæbnen vilde
- Os bedre unde."
- 57.
- "Atle Dig faaer
- I sin grumme Magt,
- I trangen Ormegaard
- Vorder Du lagt."
- 58.
- "Længe dog
- Det ej skal vare,
- Inden Atle
- Bort maa fare
- Fra al sin Lykke
- Og miste sit Liv:
- Ham Gudrun vorder
- En grusom Viv,
- Med bidende Eg
- Og bitter Harm
- Ham fælder i Sengen
- Hendes Arm."
- 59.
- "Æren vor Søster
- Gudrun bød
- At følge sin Ungdoms
- Mand i Død,
- Hvis gode Raad
- Hun fik i Sligt,
- Og hvis hendes Sind
- Var vores ligt."
- 60.
- "Nu sagtnes mit Mæle —
- Ikke hun vil
- Sit Liv for vor Skyld
- Sætte til;
- Høje Bølger
- Hende paa Strand
- Føre i Jonakurs
- Odelsland;
- Tvivlsom er der
- For Jonakurs Sønner
- Den rette Færd."
- 61.
- "Den Mø, som Sigurd
- Avled med hende,
- Svanhilde, skal hun
- Af Landet sende;
- Hun Bikkes onde
- Raad fornemmer,
- Thi Jørmunrek
- Sin Pligt forglemmer.
- Paa Jord er Sigurds
- Æt ej mere,
- Men Gudruns Sorger
- Desto flere."
- 62.
- "Een Bøn endnu
- Jeg beder Dig om,
- Den sidste, som fra
- Min Læbe kom:
- Saa stort et Stade
- Paa Sletten Du
- Oprejse lade,
- At lige rummelig
- Plads for Hver,
- Som døer med Sigurd,
- Vorder der."
- 63.
- "Du om dette
- Stade folde
- Tæpper, hvorpaa
- Hænge Skjolde,
- Smukt baldyret
- Valaslør
- Hvert et Lig
- Indhylle bør,
- Men mig selv
- Jeg brændt vil vide
- Ved den Huners
- Ene Side."
- 64.
- "Ved hans anden
- Side brænde
- Mine rigt
- Udsmykte Svende,
- Ved hans Hoved
- Ligge tvende;
- Tvende Høge
- End paa Stedet:
- Alle da
- Tilpas er redet!
- 65.
- "Mellem os Du
- Atter lægge
- Jernet med de
- Skarpe Egge,
- Gyldent Malm,
- Paa samme Maade
- Just som fordum,
- Da vi baade
- Deelte Sengen
- Med hinanden,
- Som om han
- Var Ægtemanden."
- 66.
- "Naar da Hallens
- Porte smukke
- Med den gyldne
- Ring sig lukke,
- Ej de ham paa
- Hælen falde!
- Thi jeg selv
- Vil da med Alle
- Heden følge
- Ham paa Vej,
- Ringe er
- Vort Optog ej:"
- 67.
- "Thi vi ham
- Til Følge sende
- Terner fem
- Og otte Svende,
- Af anstændig
- Æt de kom,
- Før min Faders
- Ejendom,
- Fostrede med
- Mig i Livet,
- Budle har sit
- Barn dem givet."
- 68.
- "Meget jeg sagde,
- Mere jeg kunde,
- Om Sværdet mig flere
- Ord vilde unde —
- Min Stemme svigter,
- Mit Saar lukkes i.
- Sandhed jeg talte —
- Nu er det forbi.
Noter:
- ↑ Den huniske Drot. "Huner" betegne fornemmelig Stammerne under despotiske Høvdinger, den første hedenske Olds Mennesker, i Modsætning til Goter, de kultiverede Folkeslag, de frie Mænd, den anden Olds Mennesker; men da Slægterne i den tredje Old blandedes, formeentlig ved at Stammehøvdingerne ægtede Fylkekongers Døttre, og tildeels undertvang Folkeslagene, saa bliver Betegnelsen, navnlig brugt om Kongeslægterne, mere usikker.
- ↑ d. e. Guld; sml. Grottesangen.