Sigurd Fafnersbane, tredje Kvad (V.B.Hjort)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 27. mai 2020 kl. 07:28 av Carsten (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)


Reprint Add.jpg


Vilh. B. Hjort: Den gamle Edda
Heimskringla Reprint
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r


Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865


27. Sigurd Fafnersbane
Tredje Kvad
eller Andet Bryhildskvad


1.
Fordum, da Sigurd
Fafner vog,
Til Gjuke den unge
Vølsung drog;
Løfter han fik
Af Brødre tvende,
Eder vexlede
Tappre Svende.


2.
De Gjukes Ungmø
Ham Overlod,
Gudrun og mangt
Et dyrt Klenod;
Ung Sigurd og Gjukes
Sønner imag
Drak og taltes
Saa mangen Dag.


3.
Indtil paa Bejlen
Om Brynhild de droge,
Da Sigurd i Følge
De med sig toge;
Saa godt ung Vølsungen
Kjendte de Veje,
Selv burde han Bruden
Havt i Eje.


4.
Sydmanden Sigurd
Imellem dem der
Lagde sit klingre
Dragne Sværd;
Ikke han Pigen
Kyssede blot
Eller omarmed,
Den Huniske Drot[1];
Blomstrende skjøn
Bevared han Møen
For Gjukes Søn.


5.
For Last i sit Levnet
Hun vidste sig reen,
Ej dødelig Synd
Var hende til Meen,
Eller syntes saa
Efter egen Dom:
Men grumme Norner
Ivejen kom.


6.
Eensom en Aften
Ude hun dvælte,
Dette med rene
Ord hun mælte:
"Den blomstrende Sigurd
I Favn jeg faaer,
Forvist jeg ellers
I Graven gaaer."


7.
"Brat jeg angrer
Det Ord, som faldt,
Gudrun er jo
Hans Kone alt,
Og jeg er Gunnars;
Men Norner lede
Langen Attraa
Os berede."


8.
Fuld i sit Indre
Af onde Tanker,
Lig iiskolde Jøkler,
Hun ofte vanker
Hver Aftenstund,
Naar han og Gudrun
Gange til Blund,
Naar Tæppet han svøber
Om hendes Liv
Og Kongen den Huniske
Favner sin Viv.


9.
"Tabt er min Elskov
Og tabt er min Bejle,
Nu skal jeg Hjærtet
Med Bisterhed gejle."


10.
Sligt Had sig iltrer
Til Mandefald:
"Ganske, Gunnar!
Du miste skal
Landene mine,
Mig selv dertil,
Ej længer med Ædlingen
Leve jeg vil."


11.
"Did, hvor jeg var,
Jeg atter vender
Tilbage til mine
Nære Frænder;
Der skal jeg sidde,
Mit Liv hendøse,
Hvis ej Du vil Sigurds
Blod udøse,
Hvis ej Du kan
Blive blandt Kongerne
Ypperste Mand."


12.
"Lad Faderens Skjæbne
Sønnen ramme,
Den Ulveunge
Ej længer vi amme;
Ej Hævn for Nogen
Kan lettere blive,
Ej heller Forlig
Ved at Søn er ilive."


13.
Vred blev Gunnar
Og sorgbetagen,
Grublende sad han
Hele Dagen;
Han kunde det ikke
Til Vished føre,
Hvad Sømmeligst var
For ham at gjøre,
Hvad Tjenligst var
For ham at gjøre,
Naar han skulde Tabet
Af Vølsungen bære,
Tungt maatte Savnet
Af Sigurd være.


14.
Og atter en jævnlang
Stund hengled,
Medens han tænkte
Fra modsat Led,
Hvor lidet hyppigt
Det forekom,
At Kvinder gav Slip
Paa Kongedom;
Saa kaldte han Høgne
I Eenrum hen,
Han var ham i Alt
En fuldtro Ven.


15.
"Højt over Alle
Jeg Brynhild skatter,
Kronen for Kvinder
Er Budles Datter;
Og hellere skulde jeg
Lade mit Liv,
End slippe de Skatte,
Mig bragte min Viv."


16.
"Vil Du, at Fyrsten
For Guld vi veje?
Lysteligt Rhinmalm
Er at eje;
Meget Gods
Sin Herre fryder,
Uden Besvær
Han Velstand nyder."


17.
Det faste Svar
Lod Høgne høre:
"Os ej sømmer det
Sligt at gjøre,
Med Sværd at bryde
De Eder, vi svor,
De svorne Eder
Og Troskabsord."


18.
"Ej sælere Mænd
Over Mulde gaae,
Saalænge vi fire
For Folket staae,
Og end hiin Huniske
Hærbas fægter;
Paa Jord ej fandtes
Saa vældige Slægter,
Som naar fem Sønner
Vi fostred til Mænd
Og Stammen den højbaarne
Øgedes end."


19.
"Grant skuer jeg Gangen
I dette Værk;
Men Brynhilds Tirren
Er altfor stærk."


20.
"Guthorm er den,
Som skal fælde vor Mand,
Den unge Broder
Har liden Forstand;
Han deeltog ej
I de Eder, vi svor,
I svorne Eder
Og Troskabsord."


21.
Let var at egge
Den Fusentast —
I Sigurds Hjærte
Sad Sværdet fast.


22.
I Salen sig Helten
At hævne hasted,
Sin Gram han efter
Den Kaade kasted;
Kraftig fra Kongens
Haand den iled,
Dens blanke Staal
Mod Guthorm stiled.


23.
Den kløved hans Fjende
I Parter tvende,
Hoved og Hænder
Tog Kolbøttefart,
Tilbage paa Stedet
Sank Føddernes Part.


24.
Gudrun var slumret
I Sengen ind,
Sorgløs hun hvilte
Ved Sigurds Kind;
Da op hun vaagned,
Var Glæden forbi,
Thi Freysvennens Blod
Hun svømmede i.


25.
Saa svarligen Hænderne
Sammen hun slog,
At op sig mod Hyndet
Den Hustærke drog:
"Græd ikke, Gudrun,
I bitter Klage,
Blomstrende Viv!
Du har Brødre tilbage."


26.
"Min Arving er altfor
Ung af Aar,
Han slipper ej ud
Af Fjendens Gaard;
Mod eget Blod
Paa friske Rænker
Endnu man grumt
Og begjærligt tænker."


27.
"Slig Søstersøn,
Om syv andre Du føder,
Aldrig med dem
Paa Thinge møder;
Nu skuer jeg klarligen
Sagens Gang,
Ene fra Brynhild
Alt Ondt udsprang."


28.
"Mig havde hun meer
End Andre kjær,
Men Gunnar jeg aldrig
Gjorde for nær,
Jeg holdt vort Slægtskab
Og svorne Eder,
Dog siden hans Kones
Ven jeg hedder."


29.
Da sukkede Kvinden
Og Kongen var død —
Hun Hænderne slog
I saa heftige Stød,
At Bægerne toned
I Vee derved
Og Gjæssene skreg
Fra Gaarden med.


30.
Den ene Gang
En hjærtelig Latter
Hørtes fra Brynhild,
Budles Datter,
Der ind til hende
Paa Lejet klang
Gudruns skingre
Klagesang.


31.
Kvad da Gunnar
Den Jægerdrot:
"Hadske Kvinde!
Ej venter Du Godt,
Endskjøndt Du leer,
Og glad Dig her
I Kamret teer;
Hvi skifter Du saa
Dit Farveskjær?
Du Ulykkesfugl!
Din Død er nær."


32.
"Skulde din fulde
Ret Du døje,
Da hugged vi Atle
Ned for dit Øje;
Blodig saaret
Din Broder Du saae,
Maatte hans Vunder
Til Haande gaae."


33.
Budles Datter
Svared dertil:
"Nu Ingen, Gunnar!
Dig egge vil,
Drabets Gjerning
Du har fuldbragt;
Lidet gi'er Atle
Paa Avind Agt,
Længer end I
Han Livet nyder,
Stedse ved større
Magt sig fryder."


34.
"Jeg siger Dig, Gunnar!
Du veed det grant,
Hvorledes I tidlig
Strafskyld vandt.
Hos Brodren jeg leved
I Overflod
Og lagde ej Baand
Paa mit Ungdomsmod."


35.
"Mands Eje var ikke
Mit Øjemed,
Førend til Gaarde
I Gjukinger red,
Trende vældige
Konger tilhest,
Den Færd havde været
Uskeet bedst."


36.
"Da gav jeg den Konge
Tro og Love,
Som guldprud sad
Paa Granes Bove,
Ej ligned han Eder
I Aasyn og Øje,
I Alt I maatte
For ham Eder bøje,
Skjøndt begge to
Mægtige Konger
I Eder troe."


37.
"Og Atle mig sagde
Et sikkert Ord,
At hverken Løsøre,
Guld eller Jord
Han havde isinde
Med mig at skifte,
Hvis ikke jeg vilde
Mig lade gifte;
Ej mindste Lod
Han mig vilde tilvende
Af Godset, han gav mig
Som Barn i Hænde;
Ej mindste Hvid
Af hvad jeg fik
I min Barndomstid."


38.
"Tvivlsomt det for
Min Hu da stod,
Om kjæmpe jeg skulde
Og udøse Blod
I Brynje bold
For Brodervold:
Vi maatte i aaben
Krig da stride,
Mangen en Mand
Til Hjærtekvide."


39.
"Vi lode os paa
Forlig dog ind;
Thi mere det smilte
Til mit Sind
Kostbarheder
Og røde Ringe
At lade af Sigmunds
Søn mig bringe;
Ikke jeg skjøtted
En Andens Gaver;
Ham ene, ej flere,
Jeg elsket haver,
Ingen skal finde,
At vægelsindet
Var denne Kvinde."


40.
Nu skal Atle
Sande snart,
Naar grant han spørger
Min Selvmordsfart,
At ej en Kone
Det sømme kan,
Letsindig at leve
Med Andens Mand:
Thi er der ej Andet
For mig tilbage,
End Hævn for al
Min Harm at tage."


41.
Op sprang den Fører
For Huustroppens Rækker,
Om Hustruens Hals
Sin Arm han lægger:
Alle da vexelviis
Ginge til hende,
Og søgte oprigtigt
Det Forsæt at vende.


42.
Hun rystede fra sig
Den hele Skare,
Og trodsed den lange
Vej at fare.


43.
Da fordrer han Høgne
I Eenrum hen:
"Til Salen stævner jeg
Alle Mænd,
Dine med mine,
Thi stor er Nøden;
Maatte de hindre
Min Viv fra Døden,
Før hendes Ord
Til Værre blive!
Resten i Skjæbnens
Haand vi give."


44.
Høgne svarede
Dette alene:
"Ingen Du lade
Hende formene
Den lange Vej,
Fra den hun vorde
Gjenfødt ej!
Krænget hun kom
Fra Moders Skjød,
Baaren hun er
Til idel Nød,
Til Ulykkesstand
For mangen Mand."


45.
Fra Mødet han gik
Med liden Ære
Did, hvor hans Hustru
Lod Skjænk frembære;
Hele sit Eje
Hun overskuer,
Dødviede Terner
Og Kammerfruer.
Guldbrynje hun idrog,
Ikke til Lyst,
Og borer det skarpe
Sværd i sit Bryst.


46.
Hovedkuls ned
Paa Bolstret hun kom,
Der laae hun saaret,
Og tænkte sig om:


47.
"Kommer nu Alle,
Som ønske at have
Guld af mig
Eller mindre Gave;
Indfattede Smykker
Jeg deler ud,
Baldyringer, Linned
Og skinnende Skrud."


48.
Alle de tav
Og stode i Tanker,
Fra Alle som Een
Det Svar da vanker:
"Nok ere døde!
Lad os ilive
Som Kammerfruer
Vor Dont bedrive!"


49.
Den linsmykte Frue,
Skjøndt ung hun var,
Gav dem dette
Forstandige Svar:
"Dertil jeg Ingen
Vil skynde og nøde,
At Livet de skulde
For vor Skyld øde."


50.
"Kun dette jeg siger,
En mindre Deel
Af Penge og Menjas
Gode Meel[2]
Skal siden brænde
Paa Eders Krop,
Naar heden I fare
At søge mig op."


51.
"Sæt Dig Gunnar,
Din Hustru kjær
Med Død for Øje
Dig melder her:
End er Eders Skib
Ej frelst paa Sø,
Skjøndt jeg nu lægger
Mig til at døe."


52.
"Med Gudrun slutte
I snart Forlig,
Før end Du det
Tænker Dig;
Den døde Konges
Fortrolige Kvinde
Dog efter ham bærer
Et truende Minde."


53.
"Thi her skal komme
Til Verden frem
En Mø, som fostres
I Moders Hjem;
Hun hvidere vorder
End Dagen den skjære,
En Solens Straale
Svanhvide skal være."


54.
"Gudrun vorder
En Stormands Brud,
Men farligt paa Heltene
Sigter hans Skud;
Ej efter Ønske
Hun mandsæl bliver,
Hende til Atle,
Min Broder, Du giver."


55.
"Den Medfart, man
Mig given har,
Nu stander for
Mit Minde klar,
Hvorlunde I bitterligt
Mig besveg,
I hele mit Liv
Mig Glæden veg."


56.
"Oddrun ønske
Du skal at ægte,
Men Atle Sligt
Dig vil fornegte!
I Løndom dog
Hinanden I finde,
Og elske skal dig
Denne Kvinde
Saa højt, som ogsaa
Jeg det kunde,
Hvis Skjæbnen vilde
Os bedre unde."


57.
"Atle Dig faaer
I sin grumme Magt,
I trangen Ormegaard
Vorder Du lagt."


58.
"Længe dog
Det ej skal vare,
Inden Atle
Bort maa fare
Fra al sin Lykke
Og miste sit Liv:
Ham Gudrun vorder
En grusom Viv,
Med bidende Eg
Og bitter Harm
Ham fælder i Sengen
Hendes Arm."


59.
"Æren vor Søster
Gudrun bød
At følge sin Ungdoms
Mand i Død,
Hvis gode Raad
Hun fik i Sligt,
Og hvis hendes Sind
Var vores ligt."


60.
"Nu sagtnes mit Mæle —
Ikke hun vil
Sit Liv for vor Skyld
Sætte til;
Høje Bølger
Hende paa Strand
Føre i Jonakurs
Odelsland;
Tvivlsom er der
For Jonakurs Sønner
Den rette Færd."


61.
"Den Mø, som Sigurd
Avled med hende,
Svanhilde, skal hun
Af Landet sende;
Hun Bikkes onde
Raad fornemmer,
Thi Jørmunrek
Sin Pligt forglemmer.
Paa Jord er Sigurds
Æt ej mere,
Men Gudruns Sorger
Desto flere."


62.
"Een Bøn endnu
Jeg beder Dig om,
Den sidste, som fra
Min Læbe kom:
Saa stort et Stade
Paa Sletten Du
Oprejse lade,
At lige rummelig
Plads for Hver,
Som døer med Sigurd,
Vorder der."


63.
"Du om dette
Stade folde
Tæpper, hvorpaa
Hænge Skjolde,
Smukt baldyret
Valaslør
Hvert et Lig
Indhylle bør,
Men mig selv
Jeg brændt vil vide
Ved den Huners
Ene Side."


64.
"Ved hans anden
Side brænde
Mine rigt
Udsmykte Svende,
Ved hans Hoved
Ligge tvende;
Tvende Høge
End paa Stedet:
Alle da
Tilpas er redet!


65.
"Mellem os Du
Atter lægge
Jernet med de
Skarpe Egge,
Gyldent Malm,
Paa samme Maade
Just som fordum,
Da vi baade
Deelte Sengen
Med hinanden,
Som om han
Var Ægtemanden."


66.
"Naar da Hallens
Porte smukke
Med den gyldne
Ring sig lukke,
Ej de ham paa
Hælen falde!
Thi jeg selv
Vil da med Alle
Heden følge
Ham paa Vej,
Ringe er
Vort Optog ej:"


67.
"Thi vi ham
Til Følge sende
Terner fem
Og otte Svende,
Af anstændig
Æt de kom,
Før min Faders
Ejendom,
Fostrede med
Mig i Livet,
Budle har sit
Barn dem givet."


68.
"Meget jeg sagde,
Mere jeg kunde,
Om Sværdet mig flere
Ord vilde unde —
Min Stemme svigter,
Mit Saar lukkes i.
Sandhed jeg talte —
Nu er det forbi.




Noter:

  1. Den huniske Drot. "Huner" betegne fornemmelig Stammerne under despotiske Høvdinger, den første hedenske Olds Mennesker, i Modsætning til Goter, de kultiverede Folkeslag, de frie Mænd, den anden Olds Mennesker; men da Slægterne i den tredje Old blandedes, formeentlig ved at Stammehøvdingerne ægtede Fylkekongers Døttre, og tildeels undertvang Folkeslagene, saa bliver Betegnelsen, navnlig brugt om Kongeslægterne, mere usikker.
  2. d. e. Guld; sml. Grottesangen.