Sigurd Fafnersbane, tredje Kvad (V.B.Hjort)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)

Vilh. B. Hjort: Den gamle Edda
Heimskringla Reprint

Den gamle Edda
- eller Oldemo'r

Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865

27. Sigurd Fafnersbane
Tredje Kvad
eller Andet Bryhildskvad

1.

Fordum, da Sigurd

Fafner vog,

Til Gjuke den unge

Vølsung drog;

Løfter han fik

Af Brødre tvende,

Eder vexlede

Tappre Svende.

2.

De Gjukes Ungmø

Ham Overlod,

Gudrun og mangt

Et dyrt Klenod;

Ung Sigurd og Gjukes

Sønner imag

Drak og taltes

Saa mangen Dag.

3.

Indtil paa Bejlen

Om Brynhild de droge,

Da Sigurd i Følge

De med sig toge;

Saa godt ung Vølsungen

Kjendte de Veje,

Selv burde han Bruden

Havt i Eje.

4.

Sydmanden Sigurd

Imellem dem der

Lagde sit klingre

Dragne Sværd;

Ikke han Pigen

Kyssede blot

Eller omarmed,

Den Huniske Drot;

Blomstrende skjøn

Bevared han Møen

For Gjukes Søn.

5.

For Last i sit Levnet

Hun vidste sig reen,

Ej dødelig Synd

Var hende til Meen,

Eller syntes saa

Efter egen Dom:

Men grumme Norner

Ivejen kom.

6.

Eensom en Aften

Ude hun dvælte,

Dette med rene

Ord hun mælte:

"Den blomstrende Sigurd

I Favn jeg faaer,

Forvist jeg ellers

I Graven gaaer."

7.

"Brat jeg angrer

Det Ord, som faldt,

Gudrun er jo

Hans Kone alt,

Og jeg er Gunnars;

Men Norner lede

Langen Attraa

Os berede."

8.

Fuld i sit Indre

Af onde Tanker,

Lig iiskolde Jøkler,

Hun ofte vanker

Hver Aftenstund,

Naar han og Gudrun

Gange til Blund,

Naar Tæppet han svøber

Om hendes Liv

Og Kongen den Huniske

Favner sin Viv.

9.

"Tabt er min Elskov

Og tabt er min Bejle,

Nu skal jeg Hjærtet

Med Bisterhed gejle."

10.

Sligt Had sig iltrer

Til Mandefald:

"Ganske, Gunnar!

Du miste skal

Landene mine,

Mig selv dertil,

Ej længer med Ædlingen

Leve jeg vil."

11.

"Did, hvor jeg var,

Jeg atter vender

Tilbage til mine

Nære Frænder;

Der skal jeg sidde,

Mit Liv hendøse,

Hvis ej Du vil Sigurds

Blod udøse,

Hvis ej Du kan

Blive blandt Kongerne

Ypperste Mand."

12.

"Lad Faderens Skjæbne

Sønnen ramme,

Den Ulveunge

Ej længer vi amme;

Ej Hævn for Nogen

Kan lettere blive,

Ej heller Forlig

Ved at Søn er ilive."

13.

Vred blev Gunnar

Og sorgbetagen,

Grublende sad han

Hele Dagen;

Han kunde det ikke

Til Vished føre,

Hvad Sømmeligst var

For ham at gjøre,

Hvad Tjenligst var

For ham at gjøre,

Naar han skulde Tabet

Af Vølsungen bære,

Tungt maatte Savnet

Af Sigurd være.

14.

Og atter en jævnlang

Stund hengled,

Medens han tænkte

Fra modsat Led,

Hvor lidet hyppigt

Det forekom,

At Kvinder gav Slip

Paa Kongedom;

Saa kaldte han Høgne

I Eenrum hen,

Han var ham i Alt

En fuldtro Ven.

15.

"Højt over Alle

Jeg Brynhild skatter,

Kronen for Kvinder

Er Budles Datter;

Og hellere skulde jeg

Lade mit Liv,

End slippe de Skatte,

Mig bragte min Viv."

16.

"Vil Du, at Fyrsten

For Guld vi veje?

Lysteligt Rhinmalm

Er at eje;

Meget Gods

Sin Herre fryder,

Uden Besvær

Han Velstand nyder."

17.

Det faste Svar

Lod Høgne høre:

"Os ej sømmer det

Sligt at gjøre,

Med Sværd at bryde

De Eder, vi svor,

De svorne Eder

Og Troskabsord."

18.

"Ej sælere Mænd

Over Mulde gaae,

Saalænge vi fire

For Folket staae,

Og end hiin Huniske

Hærbas fægter;

Paa Jord ej fandtes

Saa vældige Slægter,

Som naar fem Sønner

Vi fostred til Mænd

Og Stammen den højbaarne

Øgedes end."

19.

"Grant skuer jeg Gangen

I dette Værk;

Men Brynhilds Tirren

Er altfor stærk."

20.

"Guthorm er den,

Som skal fælde vor Mand,

Den unge Broder

Har liden Forstand;

Han deeltog ej

I de Eder, vi svor,

I svorne Eder

Og Troskabsord."

21.

Let var at egge

Den Fusentast —

I Sigurds Hjærte

Sad Sværdet fast.

22.

I Salen sig Helten

At hævne hasted,

Sin Gram han efter

Den Kaade kasted;

Kraftig fra Kongens

Haand den iled,

Dens blanke Staal

Mod Guthorm stiled.

23.

Den kløved hans Fjende

I Parter tvende,

Hoved og Hænder

Tog Kolbøttefart,

Tilbage paa Stedet

Sank Føddernes Part.

24.

Gudrun var slumret

I Sengen ind,

Sorgløs hun hvilte

Ved Sigurds Kind;

Da op hun vaagned,

Var Glæden forbi,

Thi Freysvennens Blod

Hun svømmede i.

25.

Saa svarligen Hænderne

Sammen hun slog,

At op sig mod Hyndet

Den Hustærke drog:

"Græd ikke, Gudrun,

I bitter Klage,

Blomstrende Viv!

Du har Brødre tilbage."

26.

"Min Arving er altfor

Ung af Aar,

Han slipper ej ud

Af Fjendens Gaard;

Mod eget Blod

Paa friske Rænker

Endnu man grumt

Og begjærligt tænker."

27.

"Slig Søstersøn,

Om syv andre Du føder,

Aldrig med dem

Paa Thinge møder;

Nu skuer jeg klarligen

Sagens Gang,

Ene fra Brynhild

Alt Ondt udsprang."

28.

"Mig havde hun meer

End Andre kjær,

Men Gunnar jeg aldrig

Gjorde for nær,

Jeg holdt vort Slægtskab

Og svorne Eder,

Dog siden hans Kones

Ven jeg hedder."

29.

Da sukkede Kvinden

Og Kongen var død —

Hun Hænderne slog

I saa heftige Stød,

At Bægerne toned

I Vee derved

Og Gjæssene skreg

Fra Gaarden med.

30.

Den ene Gang

En hjærtelig Latter

Hørtes fra Brynhild,

Budles Datter,

Der ind til hende

Paa Lejet klang

Gudruns skingre

Klagesang.

31.

Kvad da Gunnar

Den Jægerdrot:

"Hadske Kvinde!

Ej venter Du Godt,

Endskjøndt Du leer,

Og glad Dig her

I Kamret teer;

Hvi skifter Du saa

Dit Farveskjær?

Du Ulykkesfugl!

Din Død er nær."

32.

"Skulde din fulde

Ret Du døje,

Da hugged vi Atle

Ned for dit Øje;

Blodig saaret

Din Broder Du saae,

Maatte hans Vunder

Til Haande gaae."

33.

Budles Datter

Svared dertil:

"Nu Ingen, Gunnar!

Dig egge vil,

Drabets Gjerning

Du har fuldbragt;

Lidet gi'er Atle

Paa Avind Agt,

Længer end I

Han Livet nyder,

Stedse ved større

Magt sig fryder."

34.

"Jeg siger Dig, Gunnar!

Du veed det grant,

Hvorledes I tidlig

Strafskyld vandt.

Hos Brodren jeg leved

I Overflod

Og lagde ej Baand

Paa mit Ungdomsmod."

35.

"Mands Eje var ikke

Mit Øjemed,

Førend til Gaarde

I Gjukinger red,

Trende vældige

Konger tilhest,

Den Færd havde været

Uskeet bedst."

36.

"Da gav jeg den Konge

Tro og Love,

Som guldprud sad

Paa Granes Bove,

Ej ligned han Eder

I Aasyn og Øje,

I Alt I maatte

For ham Eder bøje,

Skjøndt begge to

Mægtige Konger

I Eder troe."

37.

"Og Atle mig sagde

Et sikkert Ord,

At hverken Løsøre,

Guld eller Jord

Han havde isinde

Med mig at skifte,

Hvis ikke jeg vilde

Mig lade gifte;

Ej mindste Lod

Han mig vilde tilvende

Af Godset, han gav mig

Som Barn i Hænde;

Ej mindste Hvid

Af hvad jeg fik

I min Barndomstid."

38.

"Tvivlsomt det for

Min Hu da stod,

Om kjæmpe jeg skulde

Og udøse Blod

I Brynje bold

For Brodervold:

Vi maatte i aaben

Krig da stride,

Mangen en Mand

Til Hjærtekvide."

39.

"Vi lode os paa

Forlig dog ind;

Thi mere det smilte

Til mit Sind

Kostbarheder

Og røde Ringe

At lade af Sigmunds

Søn mig bringe;

Ikke jeg skjøtted

En Andens Gaver;

Ham ene, ej flere,

Jeg elsket haver,

Ingen skal finde,

At vægelsindet

Var denne Kvinde."

40.

Nu skal Atle

Sande snart,

Naar grant han spørger

Min Selvmordsfart,

At ej en Kone

Det sømme kan,

Letsindig at leve

Med Andens Mand:

Thi er der ej Andet

For mig tilbage,

End Hævn for al

Min Harm at tage."

41.

Op sprang den Fører

For Huustroppens Rækker,

Om Hustruens Hals

Sin Arm han lægger:

Alle da vexelviis

Ginge til hende,

Og søgte oprigtigt

Det Forsæt at vende.

42.

Hun rystede fra sig

Den hele Skare,

Og trodsed den lange

Vej at fare.

43.

Da fordrer han Høgne

I Eenrum hen:

"Til Salen stævner jeg

Alle Mænd,

Dine med mine,

Thi stor er Nøden;

Maatte de hindre

Min Viv fra Døden,

Før hendes Ord

Til Værre blive!

Resten i Skjæbnens

Haand vi give."

44.

Høgne svarede

Dette alene:

"Ingen Du lade

Hende formene

Den lange Vej,

Fra den hun vorde

Gjenfødt ej!

Krænget hun kom

Fra Moders Skjød,

Baaren hun er

Til idel Nød,

Til Ulykkesstand

For mangen Mand."

45.

Fra Mødet han gik

Med liden Ære

Did, hvor hans Hustru

Lod Skjænk frembære;

Hele sit Eje

Hun overskuer,

Dødviede Terner

Og Kammerfruer.

Guldbrynje hun idrog,

Ikke til Lyst,

Og borer det skarpe

Sværd i sit Bryst.

46.

Hovedkuls ned

Paa Bolstret hun kom,

Der laae hun saaret,

Og tænkte sig om:

47.

"Kommer nu Alle,

Som ønske at have

Guld af mig

Eller mindre Gave;

Indfattede Smykker

Jeg deler ud,

Baldyringer, Linned

Og skinnende Skrud."

48.

Alle de tav

Og stode i Tanker,

Fra Alle som Een

Det Svar da vanker:

"Nok ere døde!

Lad os ilive

Som Kammerfruer

Vor Dont bedrive!"

49.

Den linsmykte Frue,

Skjøndt ung hun var,

Gav dem dette

Forstandige Svar:

"Dertil jeg Ingen

Vil skynde og nøde,

At Livet de skulde

For vor Skyld øde."

50.

"Kun dette jeg siger,

En mindre Deel

Af Penge og Menjas

Gode Meel

Skal siden brænde

Paa Eders Krop,

Naar heden I fare

At søge mig op."

51.

"Sæt Dig Gunnar,

Din Hustru kjær

Med Død for Øje

Dig melder her:

End er Eders Skib

Ej frelst paa Sø,

Skjøndt jeg nu lægger

Mig til at døe."

52.

"Med Gudrun slutte

I snart Forlig,

Før end Du det

Tænker Dig;

Den døde Konges

Fortrolige Kvinde

Dog efter ham bærer

Et truende Minde."

53.

"Thi her skal komme

Til Verden frem

En Mø, som fostres

I Moders Hjem;

Hun hvidere vorder

End Dagen den skjære,

En Solens Straale

Svanhvide skal være."

54.

"Gudrun vorder

En Stormands Brud,

Men farligt paa Heltene

Sigter hans Skud;

Ej efter Ønske

Hun mandsæl bliver,

Hende til Atle,

Min Broder, Du giver."

55.

"Den Medfart, man

Mig given har,

Nu stander for

Mit Minde klar,

Hvorlunde I bitterligt

Mig besveg,

I hele mit Liv

Mig Glæden veg."

56.

"Oddrun ønske

Du skal at ægte,

Men Atle Sligt

Dig vil fornegte!

I Løndom dog

Hinanden I finde,

Og elske skal dig

Denne Kvinde

Saa højt, som ogsaa

Jeg det kunde,

Hvis Skjæbnen vilde

Os bedre unde."

57.

"Atle Dig faaer

I sin grumme Magt,

I trangen Ormegaard

Vorder Du lagt."

58.

"Længe dog

Det ej skal vare,

Inden Atle

Bort maa fare

Fra al sin Lykke

Og miste sit Liv:

Ham Gudrun vorder

En grusom Viv,

Med bidende Eg

Og bitter Harm

Ham fælder i Sengen

Hendes Arm."

59.

"Æren vor Søster

Gudrun bød

At følge sin Ungdoms

Mand i Død,

Hvis gode Raad

Hun fik i Sligt,

Og hvis hendes Sind

Var vores ligt."

60.

"Nu sagtnes mit Mæle —

Ikke hun vil

Sit Liv for vor Skyld

Sætte til;

Høje Bølger

Hende paa Strand

Føre i Jonakurs

Odelsland;

Tvivlsom er der

For Jonakurs Sønner

Den rette Færd."

61.

"Den Mø, som Sigurd

Avled med hende,

Svanhilde, skal hun

Af Landet sende;

Hun Bikkes onde

Raad fornemmer,

Thi Jørmunrek

Sin Pligt forglemmer.

Paa Jord er Sigurds

Æt ej mere,

Men Gudruns Sorger

Desto flere."

62.

"Een Bøn endnu

Jeg beder Dig om,

Den sidste, som fra

Min Læbe kom:

Saa stort et Stade

Paa Sletten Du

Oprejse lade,

At lige rummelig

Plads for Hver,

Som døer med Sigurd,

Vorder der."

63.

"Du om dette

Stade folde

Tæpper, hvorpaa

Hænge Skjolde,

Smukt baldyret

Valaslør

Hvert et Lig

Indhylle bør,

Men mig selv

Jeg brændt vil vide

Ved den Huners

Ene Side."

64.

"Ved hans anden

Side brænde

Mine rigt

Udsmykte Svende,

Ved hans Hoved

Ligge tvende;

Tvende Høge

End paa Stedet:

Alle da

Tilpas er redet!

65.

"Mellem os Du

Atter lægge

Jernet med de

Skarpe Egge,

Gyldent Malm,

Paa samme Maade

Just som fordum,

Da vi baade

Deelte Sengen

Med hinanden,

Som om han

Var Ægtemanden."

66.

"Naar da Hallens

Porte smukke

Med den gyldne

Ring sig lukke,

Ej de ham paa

Hælen falde!

Thi jeg selv

Vil da med Alle

Heden følge

Ham paa Vej,

Ringe er

Vort Optog ej:"

67.

"Thi vi ham

Til Følge sende

Terner fem

Og otte Svende,

Af anstændig

Æt de kom,

Før min Faders

Ejendom,

Fostrede med

Mig i Livet,

Budle har sit

Barn dem givet."

68.

"Meget jeg sagde,

Mere jeg kunde,

Om Sværdet mig flere

Ord vilde unde —

Min Stemme svigter,

Mit Saar lukkes i.

Sandhed jeg talte —

Nu er det forbi.

---

Noter: