Skæmteviser og Lyrik
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
Indledning
Skæmteviser og Lyrik
Danske Folkeviser i Udvalg
Ved Axel Olrik og Ida Falbe-Hansen
Den Stil og Fortællemaade, som var dannet af den ridderlige Visesang, blev efterhaanden udvidet til andre Æmner. Ved Siden af Ridderviser, der kunde være af en ret skæmtende Tone, opstod saaledes de rene Skæmteviser, djærve og overdrevne. Hører Riddervisen til ved Dansen, saa har Skæmtevisen sin særlige Forudsætning i Drikkelaget. Den har til Yndlingsæmne dels Gildet med dets Tummel og Udskejelser, dels Ægtefællernes Samliv eller de unges Giftermaal. Dens Yndlingspersoner er saadanne som Bonden og hans Kælling eller Spillemanden, der stryger hjemmefra med Fedlen paa Nakken; nu og da gaar det ud over Munkens eller Præstens Kvindelyst, og „Bispens Datter“ som det lidet blufærdige Kvindfolk er en staaende Figur. Endnu en Skikkelse er der, som er Vrængebillede af Tidens Ideal, den høviske Jomfru, smal som en „Liljevaand“; det er den vældige Kvindeskikkelse, mindende stærkt om Folkedigtningens komiske Opfattelse af Jættekvinderne; en saadan Skikkelse har man i „Bruden i Ribe“, der gør Ulykke paa baade Præst og Degn, og selv Kvæget bliver saa bange for hende, at det bisser hjem (vor Nr. 51). Som Eksempel paa Giftermaalsviser findes en (Nr. 50), der rimeligvis har sit Udspring fra de Drillesamtaler, som Ungersvend og Jomfru digtede til hinanden (se ovfr. S. 8): „Hvormed vil du føde mig, naar vi to kommer sammen?“
Skæmteviserne er ret mange i Tal, men faa af dem hører til de betydeligere Digterværker, selv om de er fulde af djærve og overgivne Indfald, og det ridderlige Folkevisesprog faar en egen Komik ved at overføres paa disse grovere Forhold.
Skæmtevisedigtningen er den lavere og plumpere Afændring af Visesangen; men denne har ogsaa sine mere forfinede Sideskud. Et af dem gaar i Retning af at skabe Elskovsdigte, hvor Handlingen er mere underordnet, Udtalelsen af Følelser det væsenlige. Som Prøve meddeles en lille Vise (Nr.49), hvor Jomfruen lignes ved en Lind og hendes Bejler ved en Smaafugl, der gærne vil bygge sin Rede i den. Visen har den Mærkelighed, at de adelige Optegnere er enige om at henføre den til bestemte Personer af den sydsjællandske Adel o. 1330. Smaafuglen, der klager sin Nød for Linden, er Hr. Jens Due til Tessebølle Gaard, der var trolovet med Anne Nielsdatter, men Falken, der driver ham bort, er den rige Bo Falk til Vallø, hvem Jomfruen siden ægtede.
Indenfor de finere Adelskrese er det ogsaa, at Folkevisen vokser ud til Romanvise, lange fortællende Digte, der synges med samme Melodi og Omkvæd i hundrede, ja indtil to Hundrede Vers. Handlingen er undertiden henlagt til fjærne Steder som Spanien eller Myklegaard (Konstantinopel), endnu hyppigere dog til Norge; saaledes Aksel Tordsøns og Valborg Immersdatters ulykkelige Kærlighed. Indholdet er i nogle af dem en stadig Skiften af stærke og overraskende Begivenheder; mest yndet er dog Fortællingen om to elskende, der skilles ad ved Jomfruens tvungne Giftermaal med en anden mægtigere Bejler. Ved deres Lovprisning af den tugtige Optræden og den retskafne Handling danner de en bevidst Modsætning til de ældre Folkevisers dristigere og voldsommere Karakter.
