Forskjell mellom versjoner av «Snogeøllet; Tvekampen og Flugten (Kalevala)»
Hopp til navigering
Hopp til søk
Kalevala
Ferdinand Ohrt
Snogeøllet;
Tvekampen og Flugten
(Snogeøllet; Tvekampen og Flugten (Kalevala)) |
|||
Linje 14: | Linje 14: | ||
− | <br><big><big>'''Snogeøllet<br>Tvekampen og Flugten'''</big></big></center> | + | <br><big><big>'''Snogeøllet;<br>Tvekampen og Flugten'''</big></big></center> |
<br> | <br> | ||
Revisjonen fra 28. apr. 2015 kl. 12:46
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Ferdinand Ohrt
Snogeøllet;
Tvekampen og Flugten
- Ahti, den unge, boed paa Holmen, XXVI. 1
- fjærnt ved en Krog af Kaukoniemi,
- gik og pløjed ude paa Marken,
- fured sin Agerjord med Ploven;
- Ahti ejer saa skarpe Ører,
- grant og nøje han alting hører.
- Bæres til ham Bulder fra Bygden,
- Larm fra Landet hinsides Søen,
- Lyd af Fodtrin hen over Isen,
- Kælkers Knirken hen over Heden. 10
- Rinder ham da i Hu en Tanke,
- Anelse griber da hans Hjærne:
- Det er Pohja der holder Bryllup,
- det er den skjulte Skares Gilde!
- Vred han Mund og vendte sit Hoved,
- rev og sled i sin sorte Haardusk;
- Blodet strømmed, helt stygt at skue,
- bort fra den stakkels Kaukos Kinder.
- Pløjemarken lod han da ligge,
- midt paa Marken han afbrød Furen, 20
- stiger fra Jorden op paa Hesten,
- rider hjem til sin kære Moder. 23
- »O min Moder, gamle Kvinde, 27
- sæt i Skynding Mad paa Bordet,
- saa den sultne Svend kan spise,
- graadig Mand et Maaltid sluge; 30
- hed saa brat en Badstu til mig,
- for at Svenden kan sig skylle, 33
- Bejlerhelten kan sig bade:
- Jeg vil op til Pohjafesten, 69
- op til den skjulte Skares Gilde.«
- Moderen forbød sin Søn det, 75
- og hans Viv sin Mand vil raade,
- tvende Kvinder raaded fra det,
- tre Naturens Døtre nægted.
- Sagde til sin Søn hans Moder, 81
- til sit Barn den gamle talte:
- »Gaa dog ikke, Sønnelille,
- Sønnelille, Kaukolille,
- du er ikke bleven buden, 87
- du blir sagtens ikke savnet!«
- Det var muntre Lemminkäinen,
- taled han det Ord og sagde: 90
- »Kryster-karle kommer budne,
- uindbudne gaar de gæve;
- her jeg har en evig Adgang,
- ejer her en stadig Adkomst:
- i mit Sværd med flammende Klinge,
- stærke Staal, hvoraf Gnister springe.«
- Mæled Lemminkäinens Moder: 115
- »Drag til Minde, Søn, hvad jeg siger, 315
- kommer du til Pohjolas Stuer:
- Højen er fuld af Gærdestaver,
- Gaarden er fuld af lange Stolper,
- sidder paa hver et Mandehoved, 319
- een af de Stolper mangler sit Hoved,
- og paa denne sidste Stolpe
- Søn, vil man dit Hoved stikke.«
- Mæled muntre Lemminkäinen:
- »Saadant ænser Helten ikke, 329
- viger ej mindste Mon af Vejen.
- Bring mig blot min Brynjetrøje,
- mine gamle Orlogsklæder;
- selv jeg Faders Sværd vil hente,
- længe har det hængt i Kulden, 335
- gæmtes i et skummelt Gæmme,
- hvor det græd i alle Dage,
- hvor det længtes efter sin Bærer.«
- Drog han da paa sin Brynjetrøje,
- tog sin Faders ældgamle Klinge, 341
- Faders trolige Fejdefælle;
- jager saa Sværdet ned i Gulvet,
- stikker sit Staal i Bræddetiljen:
- Klingen krummed sig lindt i Haanden,
- ret som den smidige Hægkvist
- eller Enebærbusken bøjes.
- Bort farer nu Lemminkäinen, 419
- sidder i Slæden bag Hingsten.
- _____________________________________
- Nu skal meldes og fortælles XXVII. 7
- hvordan muntre Lemminkäinen 9
- kom til Pohjahjemmets Stuer, 11
- skønt ej buden did til Bryllup. 13
- Det var muntre Lemminkäinen, 15
- raske Skælm med de røde Kinder,
- straks da han stiger i Stuen,
- træder han frem til midt paa Gulvet:
- Gynged da Gulvets Lindebrædder,
- drøned de Fjed i Fyrrehuset. 20
- Sagde muntre Lemminkäinen,
- selv han ytred sig og mæled:
- »Hil mig selv, der hid er kommen,
- hil den Svend der hilser paa Jer!
- Hør mig nu, du Pohjas Husbond,
- findes der vel her paa Gaarden
- Byg til at bide, for Hingsten,
- Øl til at drikke, for Manden?«
- Det var Pohjahjemmets Husbond,
- sidder midt for Bordet, det brede: 30
- »Vistnok findes der her paa Gaarden 33
- Plads derude, hvor Hingst kan sættes,
- heller ikke skal dig formenes,
- om du skikker dig sømmeligt.
- Sted at staa, nede ved Døren,
- midt i Døren, ret under Bjælken,
- henne mellem tvende Kedler,
- mellem trende Grydekroge.« 40
- Men den muntre Lemminkäinen
- rev og sled i sin sorte Haardusk:
- »Pokker skulde komme til jer 45
- for at faa sin Plads ved Døren
- og jer grimme Sod at gnide,
- skrabe paa jer skidne Gryde!«
- Længere fremad han stiger, 61
- haster hen til Enden af Bordet,
- sætter sig til Rette paa Sædet,
- øverst oppe paa Fyrrebænken:
- Sædet, det knaged under ham,
- fyrretømrede Bænk sig bøjed.
- Sagde muntre Lemminkäinen:
- »Velseet Gæst er jeg vistnok ikke,
- siden man intet Øl vil bringe
- Gæsten der kommer i Gaarde.« 70
- Ilpotar, den gode Frue,
- taled da det Ord og sagde:
- »Bagt er ikke Hvedebrødet, 79
- kogt er ikke Suppekødet;
- du skulde kommet een Nat forud
- eller een Dag længer henne!«
- Men den muntre Lemminkäinen
- vred sin Mund og vendte sit Hoved,
- rev og sled i sin sorte Haardusk,
- tog saa til Orde selv og sagde:
- »Altsaa Maden er alt fortæret.
- Bryllup er drukket, Gildet har været,
- alle Kander baaret i Bunke, 91
- alle Stobe stillet i Stabler!
- Hør du Pohjahjemmets Frue,
- Pimentolas Hugtandkælling:
- som en Heks har du holdt Højtid,
- budt til Gilde som en Tæve,
- skikked Bud til alle Sider, 99
- Bydemænd til otte Hjørner,
- kaldte fattig, kaldte ringe,
- kaldte Lømler, kaldte Slyngler,
- alle magre Husmænd bød du.
- Karle klædt i snæver Kaflan,
- alle Folk du bød til Bryllup —
- mig alene bød du ikke !
- Er jeg ikke Lemminkäinen, 115
- ikke Gæsten, velberømmet,
- siden man ikke bringer Øllet,
- sætter Gryden over Ilden,
- kommer Kød i Kogegryde,
- lækkert Svinekød, ett Lispund,
- at jeg æde kan og drikke, 120
- nu da min Rejses Maal jeg naaed?«
- Ilpotar, den gode Frue,
- hun til Orde tog og sagde:
- »Hør du bitte liden Tærne,
- Træl som tjener flinkt og gærne,
- kom da Kød i Kogegryde
- Og bring Øl herind til Gæsten!«
- Tosset Tøs, den lille Tærne,
- ringest Mø, der renser Fade, 130
- skurer Skeer og skraber Sløve, 131-2
- kom da Kød i Kogegryde:
- Knokler fra Kød, og Fiskeho'der,
- gamle grimme Roestilke,
- et Par haarde Rugbrødsskorper,
- stilled frem et Stob med Øllet,
- Kandefuld af uslest Kalja,
- det skal Lemminkäinen suge,
- det skal Gæsten graadig sluge. 140
- Lemminkäinen, let i Sindet, 145
- ned i Drikkestobet stirrer:
- Larver ligger dær paa Bunden,
- Orme svømmer midt i Stobet,
- Kryb ved Bægerranden kryber,
- Øgler smutter om i Mængde. 150
- Siger muntre Lemminkäinen,
- skriger skønne Kaukomieli:
- »Gavens Givere, gaa til Helved,
- Øllets Ødere, far i Døden,
- endnu førend Maanen sig hæver,
- førend denne Dag er til Ende!
- Øllet dog ned i Hals faar glide, 161
- Skrabet kan jeg paa Jorden smide.«
- Trak han en Krog af Trøjelommen, 167
- og han meder med den i Øllet: 170
- Hundred sorte Kryb gaar paa Krogen, 173
- tusendevis af Tudser tog han,
- smed dem paa Jord, at pryde Jorden,
- kyled dem alle ned paa Gulvet,
- svælged Øllet selv paa sin Sundhed, 181
- mørken Mjød for at muntre Sindet,
- taled saa selv det Ord og sagde:
- »Velseet Gæst er jeg vistnok ikke,
- siden man intet Øl vil bringe,
- ingen ædlere Drikkevare;
- hør da, du Søn af Pohjalainen, 201
- Husbonde selv i Pohjola,
- kan jeg da her faa Øl at købe,
- bringer I mig et Bæger for Penge?«
- Det var Pohjahjemmets Husbond,
- gribes nu af Nag og græmmes,
- gribes grumt af Harm og Vrede,
- kvæder frem en Dam paa Gulvet
- foran Lemminkäinens Fødder,
- taler saa det Ord. og siger: 210
- »Dær er en Dam, hvor du kan drikke,
- dær er en Bæk, hvor du kan bælge.«
- Uforknyt var Lemminkäinen,
- taled selv det Ord og sagde:
- »Jeg er ingen Kalv blandt Kvinder,
- intet Stykke Kvæg med Hale,
- som maa bælge Vand af Bække,
- labe det af lave Damme.«
- Kaared sig da selv til Kogler,
- skikked sig da selv til Sanger, 220
- kvad han frem en Tyr paa Gulvet,
- vældig gyldenhornet Okse;
- denne slubred Dammen i sig,
- bælged Bækken til sin Gammen.
- Pohjamanden, lang af Legem,
- af sin Mund en Ulv han kogled.
- Ulven kvad han ud paa Gulvet
- for den fede Tyr at dræbe.
- Lemminkäinen, let i Sindet,
- sang da frem en snehvid Hare 230
- til at trippe frem paa Gulvet,
- hen for Ulvens Gab at hoppe.
- Sagde Pohjahjemmets Husbond, 257
- selv han ytred sig og mæled:
- »Gildet bliver nok bare værre,
- indtil de Gæster bliver færre. 260
- Værten til Laden, Gæsten paa Gaden
- selv fra gladeste Drikkegilde!
- Pak dig saa bort, du Djævels Afskum,
- fly fra hele Menneskeslægten,
- hast nu bort til dit Hus, du Padde,
- jag til dit eget Hjem, du frække!«
- Mæled muntre Lemminkäinen,
- sagde skønne Kaukomieli:
- »Ingen Svend du faar ved din Sværgen,
- ingen Svende, selv nok saa svage, 270
- til at rejse sig op fra Sædet,
- til at flytte sig ud af Stedet.«
- Det var Pohjahjemmets Husbond,
- Sværdet han snapped fra Væggen,
- rykked sin Flammeklinge til sig,
- taled saa selv det Ord og sagde:
- »Hør nu, Ahti Saarelainen
- eller skønne Kaukomieli,
- lad os maale vore Glavind,
- lad os prøve vore Klinger, 280
- om min Glavind er den bedste
- eller Ahti Saarelainens!«
- Mæled muntre Lemminkäinen:
- »Bliver Gildet dog ikke bedre,
- lad os da maale, lad os da prøve
- hvem der har den hidsigste Klinge!«
- Og de maaled, og de prøved, 299
- prøved deres Glavinds Længde;
- var da Pohjaherrens Klinge
- saadan liden Smule længer
- som den sorte Rand paa Neglen,
- halve Led af Lilleflngren.
- Sagde Ahti Saarelainen,
- mæled skønne Kaukomieli:
- »Du har dær den længste Klinge,
- første Hugg faar du da hugge.«
- Det var Pohjahjemmets Husbond,
- svang sit Sværd og lod det svirre, 310
- retted det ned mod Ahtis Isse,
- retted det ned — ramte ham ikke:
- Sværdet bed sig fast i Bjælken,
- hugg med Klang i Karmen paa Døren.
- Sagde Ahti Saarelainen, 317
- mæled skønne Kaukomieli:
- »Hvad har dog Bjælkerne gjort dig,
- hvad for ondt har dog Karmen øvet, 320
- siden du sigter mod Bjælken,
- lader Sværdet klapre mod Karmen.
- Hør nu, du Søn af Pohjolainen,
- Husbonde selv i Pohjola,
- brydsomt er at strides i Stue,
- slaas hvor Kvinder faar det at skue;
- skænder vi dog din Hal den skønne,
- søler dit Gulv med Blodets Strømme;
- bedre passer Blodet i Gaarden, 333
- mere vakkert paa hvide Snelag.«
- Ud paa Gaarden da gik de begge,
- skaffed sig dær et Skind af en Okse,
- bredte det ud paa hans Gaardsplads,
- saa at begge kan staa paa Skindet.
- Sagde Ahti Saarelainen:
- »Hør en Gang, du Søn af Pohja, 340
- Klingen din var jo den længste,
- og du kan vist trænge til den, 343
- før vi skilles fra hinanden,
- hugg da først, du Søn af Pohja!« 346
- Først hugged da Pohjasønnen,
- hugged een og tvende Gange,
- ud en tredje Gang han langed; 350
- men han rammer ikke rigtigt,
- ja han strejfer ikke Kødet,
- ridser ej en Gang i Huden.
- Sagde Ahti Saarelainen,
- mæled skønne Kaukomieli:
- »Lad saa mig en Gang forsøge,
- nu staar det til mig at prøve!«
- Men det var Pohjahjemmets Husbond,
- ænsed aldeles ikke dette,
- stadig hugged han, helmed ikke,
- sigted stadig, ramte blot ikke. 360
- Lue spruded grumme Glavind,
- Ild for Sanding foer af Sværdet
- ført af Lemminkäinens Næve,
- langt af Gaarde lyste Glansen;
- hastigt lyned det paa Halsen
- af den lange Søn af Pohja.
- Sagde skønne Kaukomieli:
- »Hør, du Pohjahjemmets Husbond,
- nu er din Hals, du Skælm, at skue
- rød som Morgenrødens Lue!« 370
- Det var da Pohjahjemmets Husbond, 372
- ned imod Halsen sin han skæved,
- det var den muntre Lemminkäinen, 375
- hugg i Hast et Hugg med sin Klinge,
- endnu en Gang et Slag han driver,
- hugged Hovedet fra hans Hærder, 380
- svirped Hovedknubben af Halsen,
- som en Roe fra Stilken mejes
- eller et Aks af sin Stængel.
- Hundred Staver stander paa Højen, 389
- tusend lange Stolper i Gaarden,
- hundred Hoveder staar paa Staver,
- een alene har intet Hoved.
- Det var den muntre Lemminkäinen,
- tog den høje Husbondes Hoved,
- samled op hans Skalle fra Gaarden,
- stilled den øverst op paa Stolpen.
- Ahti Saarelainen derpaa
- stiger ind i Pohjas Stue: 399
- »Hid med Vand, du slette Tærne, 401
- lad mig tvætte mine Hænder
- for din fule Husbonds Fraade,
- Blodet fra din onde Herre.«
- Det var Pohjas gamle Kvinde,
- grebes nu af Had og Harme,
- kogled nu Mænd med Sværd ved Bælte,
- kogled hundred væbnede Helte 409
- frem for at fælde Lemminkäinen, 411
- skille Kaukos Skalle fra Kroppen.
- Nu var det lidt større Vaande, 415
- blev lidt ængstende for Ahti
- længer dær i Gaard at dvæle,
- slaa sig ned i Mag og Hvile
- dær ved Pohjagæstebuddet,
- dær ved den skjulte Skares Gilde. 420
- _____________________________________
- Det var Ahti Saarelainen, XXVIII. 1
- skyndte han sig nu at flygte 3
- bort fra Pohjola, det mørke, 5
- Sariolas Gaard, den stærke;
- foer som et Fygevejr af Stuen,
- ret som en Røg ud over Gaarden.
- Da han over Gaarden er kommen, 11
- vender han sig og ser omkring sig,
- søger efter Hingsten han ejed:
- Øjner ikke den Hingst han ejed,
- ser kun en Sten ved Agrens Ende,
- ser kun en Pil ved Pløjefuren.
- Hvad er her for ham at gøre;
- hvo skal raade ham det rette?
- Bulder høres alt fra Byen, 28
- Gny fra Nabogaarden lyder,
- Vaaben glimter over Vejen,
- Øjne stirrer gennem Vindver.
- Maatte da muntre Lemminkäinen
- skabe sig om til anden Skabning, 29
- hastigt maatte han ændre Hammen,
- løfted sig som en Ørn i Luften.
- Frem han flagred paa sine Vinger, 47
- graahvid Høg øjner han bagved, 49
- Høgens Øjne lyser som Lue —
- ret som var det Pohjolasønnen,
- Pohjahjemmets forrige Husbond.
- Tog da Høgen graa til Orde:
- »Haa haa, lille Broder Ahti,
- husker du end vor fordums Fejde,
- mindes du mægtig Mandejævning?«
- Sagde Ahti Saarelainen,
- mæled skønne Kaukomieli:
- »Hør mig Høg, min lille Flyver,
- styr din Kaas igen mod Hjemmet! 60
- Sig saa dær, naar did du kommer,
- op til Pohjola, det mørke:
- Ondt er at nappe Ørn med Næve,
- klemme med Kløer en fjedret Flyver.«
- Straks derefter naaer han Hjemmet,
- kommer til sin kære Moder,
- med sørgmodig Mund og Mine,
- med et mørkt og sorgfuldt Hjærte.
- Sagde Lemminkäinens Moder: 123
- »Sig, hvad fejler du, Sønnelille?
- Har vel en Hændelse mødt dig
- paa din Rejse til Pohjahjemmet?
- Eller har du efter Maden,
- altfor megen Mad og Drikke,
- nu i Nat da du laa paa Lejet,
- drømt forunderlige Drømme?« 130
- Men den muntre Lemminkäinen
- taled disse Ord og sagde:
- »Det kan en gammel Kælling gøre,
- sysle med sine Natlesyner!
- Mindes jeg nok de natlige Drømme —
- bedre dem, jeg drømte ved Dagen.
- O min Moder, du gamle Kvinde,
- pak nu Rejsekost i min Pose!
- Stunden er kommen for Svenden, 141
- da han maa fly sin kære Hjemstavn: 143
- Helte sliber nu deres Klinger 145
- hvæsser Spydenes Odde mod mig:
- Jeg har fældet Pohjolasønnen, , 159
- selve Pohjolagaardens Husbond.«
- Men hans Moder tog til Orde, 165
- til sit Barn den gamle talte:
- »Har jeg ikke sagt dig det forud?
- Visselig har jeg dig varet;
- du kunde blevet — som du burde, 171
- levet her i din Moders Stuer,
- saa var der ingen Krige kommet, 175
- saa var der ingen Ufred timet.
- Dog jeg veed et Sted paa Jorden, 251
- hvor en Udaadsmand kan fjæles; 253
- ingen det skænder, ingen det brænder, 257
- ikke til svungne Sværd det kender.
- Tag du din Faders gamle Fartøj, 279
- drag saa did og dvæl i det dulgte,
- hen over Have ni du fare
- ud til en Holm i Havets Midte! 283
- Fordum fjæled sig dær din Fader 285
- under de haarde Fejdetider. 288
- Dølg dig saa dær et Aar og tvende, 291
- kom i det tredje Aar tilbage
- hjem til Faders hjemlige Stuer,
- ind til Forældregaardens Baadstrand!«